Det gamle Apothek/26
XXVI.
— Skulde jeg virkelig søge min Kurator, gaa den Smertens Vej? Vil det nytte Noget?
Fanny saâ sig om. Denne Stue, hendes Barndoms Ly, nu hendes Asyl, hendes Bedekammer, Drivhuset for de Tankespirer, der ufrugtbart havde gjæret i hendes Sind … den skulde hun forlade.
Hun søgte at klare sig, hvad det var at være fattig, og da randt strax Indsidderstuen med den koppesyge Kone hende i Hu. Hun krøb sammen. Hun mærkede Kulde gjennemisne hende, nøgne Vægge skar hende i Øjnene, hæslig Lugt stemmede hende for Brystet.
— Men hvorfor er jeg bedre end de andre? Det er vist en ganske naturlig Straf af den Verdensstyrelse, der i tredje og fjerde Led straffer Uvirksomhed og hensynsløs Benyttelse af Andres Slid … Ja, om jeg saa skal slide som en Kokkepige … gamle «Bedste?» maa have det, godt, saa længe han lever.
Fanny tog kraftig om den drejede Mahognistang ovenover en af de gamle Stoles Rygplade. Det gjorde ondt i hendes Hænder. Knoerne blev hvide som Elfenben, det værkede fra Mellemhaandsbenene helt op i Haandleddene; de smaa bløde Puder under hver Finger lignede røde Rosenknopper … De Hænder skulde ødelægges. De skulde ødelægges.
Det var haardt at ofre Skjønheder, fremelskede ved flere Slægtleds lykkelige Kaar, aandelig Drivhusvarmes fine Blomster … uh, den lange rosenrøde Negl med den elfenbensagtige Rand var knækket paa den højre Lillefinger … det gjorde ikke saa lidt ondt. Det blodige Kjød stak frem ved Neglens Rande. Fanny var lige ved at græde, da hun saâ det, men tvang Taarerne tilbage ved med bitter Spot at henvende til sig selv de Ord: Det var Resultatet af mit første Forsøg paa at tage fat.
Hvorfor kunde hun ikke kjøbe Martyriet for lige saa billig Pris som salig Pastor Brinckmann?
Hun bar hans Navn. Navnet opfordrede hende til at trodse op mod den, der havde givet hende det. Mens hun var hans Hustru, gjorde hun Intet, hun kunde ikke deltage i hans Gjerning, fordi den forekom hende at bunde i en overfladisk tør Enthusiasme.
Med Hænderne spændte om Knæet, i Ly af den mægtige Vinduesfordybning sad hun og spandt sine Tanker ud som en Edderkop sit Spind. Hun prækede Energi, Mod til Handling for sig selv. Saa var hun ved at dysses hen af sin egen Prædiken, ved at bruge sine Tanker til Morskab i sin Ensomhed, lægge en Slags Kortkabaler med dem … gamle Fruentimmers Middel til at slaa Tiden ihjel! … Nej, det var dog for galt … Hun maatte vandre Smertens Vej. Hun maatte tale med Kaptejn Frick.
Hun tog Overtøj paa og gik ud. Hun havde en Ydmyghedsfornemmelse, da hun betraadte den daarlige Stenbro. Tidligere havde hun trodset den og spottet over den Ravnekrøg, der havde en saadan Stenbro; nu syntes hun, at Stenbroen var stærkere end hun. Disse uskjønne Husfaçader, disse dybe Rendestene, disse gloende Fjæs i Vinduerne! … Det er mit «milieu», sukkede Fanny. Hm! Det har jeg dog lært af den moderne Visdom.
Oh … at hun skulde søge Kaptejn Frick! … Hun var kommen til Hjørnet af Gaden, hvor han boede.
Var det ogsaa nødvendigt at gaa til ham? Mon Bolberg ikke gik hans Ærinde? Saadan en lille Intrige for at forskaffe sig en lille Triumf kunde godt ligne Kaptejnen.
Der var jo Tid nok, inden hun behøvede at være hjemme til Middag. Kaptejnen var vel næppe hjemme paa denne Tid.
Fanny saâ en Dame komme gaaende paa samme Fortov, som hun selv gik paa. Hun var høj og svær, gik rask og elastisk med knirkende Støvler og højt knejsende Bryst under den snævre sorte Silkekaabe, hun bevægede sig over Stenbroen med samme Ejendomsstolthed som en Proprietær over sin egen Jordlod.
Den øverste Del af Ansigtet var dækket af et tæt Slør. Den kjækt fremstaaende brede Næsetip med en Slags Smilehul i Midten oplyste Fanny om, at det var forrige Julie Spang, Toldforvalterens Datter, nu gift med Byens største yngre Kjøbmand Guldberg.
Fanny kunde ikke vige til Side. Fru Guldberg havde set hende. Fanny vilde ikke se paa hende og bøjede Øjnene ud mod Gadens Kjørebane. Der kjørte en Pige en stor Barnevogn med Kaleche. Over dens Forlæder hævede sig to Par fede, rødmussede Hoveder som Engle ud af Skyerne paa nederlandske Billeder. Fanny huskede, at Fru Kamp havde fortalt hende, at forrige Julie Spang havde faact Tvillinger, og at det var de sødeste og sundeste Smaapiger, man kunde tænke sig.
Fru Julie Guldberg opdagede ogsaa Fanny. Hun gik ud paa Kjørebanen, sagde et Par Ord til Barnepigen, mens hun bøjede sig ned over Vognen og gav sig til at pusle med de to tykkindede Rubenske Englebørns Hovedtøj.
Fanny mindedes Julie Spang fra Ringspillet, hin ulyksalige Dag. Hun havde overset, af og til tyranniseret hende; hun oversaâ og tyranniserede jo alle sine Veninder, ligesom Apotheket med sine Kristian IV’s Gavle fornemt oversaâ de stilløse Kjøbstadhuse. Hvor forandret! Nu følte hun, at Julie stod med langt dybere Rod i den hjemlige Muldjord end Fanny Brinckmann, født Pramman.
Fru Julie Guldberg følte noget Lignende. Hun skottede lønlig hen mod Fanny, alt mens hun ivrig gestikulerende talte med Barnepigen. Nej, Fru Julie vilde virkelig ikke gjøre det første Skridt hen mod Fru Fanny. Hele Byen vidste jo, hvordan det stod med den gamle Apotheker, saa det kunde jo være passende, om Fanny steg ned fra den gamle Hovmodspiedestal, som hun dog ikke mere fik Nogen i Byen til at respektere. Desuden havde hun, Fru Fanny, jo ikke aflagt en eneste Visit hos et eneste Menneske i den hele By, da hun som Enke var flyttet dertil, saa det tilkom da hende at gjøre det første tilnærmende Skridt.
Fru Fanny var virkelig blød om Hjertet, havde Lyst til at tale med Fru Julie, som altid havde været saadan en rar, munter Pige. Men Kaptejn Frick havde altid sagt hende, at hun ikke var videre intelligent. Og, da Fru Julie nu ikke gjorde et Skridt i det Øjeblik, Fru Fanny stod stille, troede Fru Fanny, det var af Vigtighed, fordi hun nu var gift med en rig Mand og muligvis vidste Noget om Apotheket. Det Onde kom op i dem begge. Fru Julie gav Barnepigen en kort militært klingende Ordre til at sætte Vognen i Gang, fulgte den selv et Øjeblik paa Kjørebanen, mens Fru Fanny gik videre paa Fortovet, tung om Hjertet.
Da hun var gaaet et Par Snese Skridt, kunde hun ikke lade være at vende sig om. Da saâ hun Næsetippen med Smilehullet under Sløret. Som trukne i en Snor gjorde begge Ansigter helt omkring.
Fanny brast i Graad. Det gjorde Julie ogsaa. Begge vare vrede paa sig selv; fordi de græd, ogsaa fordi de ikke vare komne til at tale sammen.
Saa gik de hver til sin Side og vovede ikke at se sig om mere.
Skulde Fanny vise sig for Kaptejn Frick med forgrædte Øjne? Ikke for Alt i Verden!
Hun var kommen et Stykke ud ad Jernbanegaden. Hun kunde se Huset, hvor Kaptejnen boede. Da hendes Blik faldt paa den lysegule Façade, skar den stærkt solbeskinnede Mur hende saaledes i Øjnene, at den tvang hende til at vende Ansigtet til en anden Side.
Da saâ hun Fabrikskorstenen ragende op i den blaa Himmel og Røgen bovnende ud af den som løst svulmende sorte Uldtotter. Uh … dette lange lysegule Flensborgermurstens Gespenst! Det havde suget Kraft og Marv fra det gamle Renæssancehus fra Kristian IV’des Tid; det havde ædt al dets Livsvarme.
Uden at have besluttet det bøjede Fanny uvilkaarlig om ad en Sti til venstre, som over Marken gik forbi nogle Haver og førte ud til den nye Fabrik i Vænget ved Bækken.
I hendes Barndom var Vænget fredeligt og ede, Bækken løb, som den vilde. Hun havde om Sommeren barbenet vadet ud i den med andre Smaapiger og forsøgt paa at fange Krebs, om Vinteren havde de lavet saa dejlige Glidebaner paa dens graabrune Isspejl. Nu maatte den trælle unyttig; nu var den tvungen ind i det Svindleri, som var ved at ødelægge dens Herre, den gamle Apotheker. At et skikkeligt Vandløb, hendes Barndomsven, ogsaa kunde tvinges til at forraade hende, som Alverden havde forraadt hende!
Hun vilde tømme hver en Draabe af Smertens Kalk. Først vilde hun se den infame Fabrik, saa søge Kaptejn Frick.
Uh, hvor den røg, den Skorsten! Hver Røghvirvel var en Blodtapning for det gamle Apothek, hvert af Maskinens Stempelslag, som hun kunde høre, efterhaanden som hun kom nærmere, stjal en Draabe Liv fra den stakkels gamle Mand, som i sløv Selvopgivelse sov derhjemme paa sin polstrede Sofa under sin Hustrus og sin Søns og Svigerdatters, sin Faders og sin Bedstefaders Portræter, i det gamle Hus med Minder om glade Dage, om flere Slægtleds uforstyrrede nemt vundne, umærkelig voxende Velvære.
En uhyggelig Tomhed kikkede hende imod ud af alle Vinduer i den lange Bygning, der saâ ud, som den ikke var rigtig færdig, som den stod med sine umalede Dør- og Vindueskarme, med sine to klodsede over hinanden lagte Planker i Stedet for Trappe foran Hovedindgangen. Pladsen foran den var heller ikke i Orden: nedtraadt Græs, Vandpytter, Murbrokker, Affaldsdynger fyldte Stedet, hvor før et lille purret Krat af Eg, Elm og forvildede Ribs- og Stikkelsbærbuske havde lavet en saa dejlig Lokalitet for Fanny og Byens andre pæne Smaapiger til at lege Skjul i. Og Bækken var plumret, skidenbrun, rent berøvet sin gamle Solglæde, sin kattekillingeagtige, hyggelige Livlighed.
Det klaprede og bragede derinde, men Larmen afskrækkede hende ikke ved sin Vælde, som det havde været Tilfældet, naar hun ellers for Morskab havde beset en Fabrik.
Døren stod paa vid Gab. Der var ingen travl Mylr i Dæmringen derinde … tværtimod, der saâ uhyggelig tomt ud.
Ja, der var lyst, højt og tomt derinde! Ingen sværtede Mure, ingen svedige, skjorteopstrøgede sorte Arbejdere! En eneste Svingrem dirrede og klaprede ganske beskedent oppe under Loftet. Dette propre Fabrikrum var fattigt. Fanny sagde til sig selv med Bitterhed: Naar der skal komme Guld ud af saadanne Indretninger, maa de vist være forfærdelig snavsede.
Der var ej heller Lugt af Damp, af Kul, af Oliesmørelse, af Petroleum, af smudsige Mennesker. Tværtimod. Fra den eneste Maskine, som var i Gang, som en Mand drejede rundt paa, og som en Kvinde betjente ved bukkende at samle dens Produkt op, udgik en sød Duft. Den gjenkaldte for Fanny Mindet om Barndommens Fødselsdage, om smaa søde Mammelukkeveninders spurveagtige Kvidren og Hoppen. Trykte Plakater paa Væggene meldte med store fede Antikvatyper, «TOBAKSRYGNING FORBUDT». Ikke desto mindre sad Manden ved Chokolademaskinen med en kort Pibe i Munden. Hans lange, puklede Næse laa nær ned mod Porcelænshovedet.
Det var næppe mere stemmende med en saadan Anstalts uskrevne, men naturlige Love, at der ved Fødderne af den magre, blege Kvinde med den i Brystet aabne graa Tvistes Kjole laa et lille Barn, der rodende tilsølede Ansigt og Hænder i Gulvets brune Grus, alt mens det klynkede eller smaaskreg.
Fanny passerede Manden, Kvinden og Barnet med en inderlig Trang til at sige Noget til dem. Hun var lige ved at gjøre det; men, da Ordene kom paa hendes Tunge, spyttede hun dem ud. De lignede Sofus Brinckmanns Trivialiteter.
Og, da hun var kommen et Stykke forbi den lille Arbejdergruppe, fortrød hun, at hun ikke havde sagt Ordene. De Folk havde maaske været inderlig glade over Kobbermønten. Fanny undte dem Guldmønt. Hvad kunde det hjælpe? Hun havde jo ingen Guldmenter til dem, hverken i sit Sind eller i sin Portemonnaie.
Hun skottede til Siden, da hun gik ind i det næste Rum. Hun saâ Mandens og Konens skulende Blikke og Skuldertræk, syntes, hun hørte en Hvisken, fortolkede den som Satire og Ondskab, blev vred paa den Kone, som holdt sit Barn saa malpropert, ærgrede sig, da hun var skreden over den næste Tærskel, ærgrede sig over sin Dumhed, over alle vel stillede Menneskers Dumhed. Thi Haardhjertethed var det jo slet ikke. Nej, det var to Slags Mennesker, som ikke forstod hinanden.
Det næste Rum var tomt … ja, der var rigtignok ogsaa højt oppe en smaasnakkende Svingrem. Den snakkede for sig selv i kjedelig Enetale.
Der stod Kar — hvide, urørte. Der blinkede Opstandere og Tværstykker, Skruer og Valser, — Jernet var hvidt som Sølvplet, jomfruelig rent, stolt knejsende eller liggende, — unyttigt. Alt dette Jomfrujern vilde næppe nogensinde opleve en Formæling med Arbejdet. Det stod eller laa koldt, goldt … ak, ligesom Fru Fanny selv … til ingen Nytte.
Det tredie Rum! Ja, der stod et Par unge Piger. Hun vidste godt, hvor de stammede fra. Den ene var en Sønnedatter af Apotheckerhavens fordums Havemand. Fanny havde som ung Pige set hende som syvaarig Tøs ligge paa Maven i Gangene foran Blomsterrabatterne og let, fordi samme Unge puttede Bellis, Primler og Avrikler i Munden og sølede hele sit Ansigt til med den lysegrønne Saft fra Blade og Stængler.
Den anden var Datter af en afdød Værtshusholder. I Fannys Barndom var han Kusk paa Apotheket. Hun mindedes, at han blev afskediget for Drukkenskab, at hun, Fanny, var led ved ham som ved en Skrubtudse og græd, naar hun skulde ud at kjere med ham som Kusk. I Datterens flade Ansigt med den plumpe Fladnæse gjenkjendte hun Faderens Træk. Men Pigens vare magre, gustne og blege, mens hans bulnede af Fedme og glødede af Drankerrødme. Hvor kunde der komme noget Godt af et Ophav som Lars Kusk? Det var Synd at overføre sin Modbydelighed fra Faderen til den stakkels, blodfattige fladbrystede Pige, som med de magre, spidse Fingre, tilfedtede af Gelatine, drejede nogle blanke Kapsler, men Fanny kunde ikke overvinde sig til at tiltale hende. Hendes ret kjønne, lille buttede Arbejdsfælle syntes Fanny ved nøjere Eftersyn heller ikke om. Der var noget over hende, som tydede paa, at hun kunde blive næsvis, noget i hendes Maade at hilse paa, i hendes Smil, som hun slikkede fra Læberne strax efter at have sat det op .. ja, hun vidste sikkert mere, end der var godt for hende. Det stødte Fanny, at samme Pige standsede sit Arbejde for at mønstre hendes Toilette med en Blanding af Nyfigenhed og Kyndighed. Fanny fandt, at hun ikke havde Ret til hverken at være nyfigen eller kyndig paa det Omraade.
Den magre Pige skulede sky op paa Fanny, hilste knap og gav sig strax igjen til sit Arbejde. Fanny vilde hellere, naar galt skulde være, henvende et Spørgsmaal til hende.
Hun spurgte, hvad de Kapsler skulde bruges til. Den magre Pige rødmede svagt, var ved at sætte Læberne i Gang, men den Buttede kom hende i Forkjøbet og svarede paa hendes Vegne med mer end frejdig Tungefærdighed:
— Til Ricinus — det vil sige amerikansk Olie — til Copaiva .. Ja, det tror jeg ikke, der er noget indenlandsk Navn paa. Det bruges mod Børnesygdomme, siger Hr. Bolberg.
Hun fniste en lille Smule og traadte sin Arbejdsfælle paa Foden.
Fanny vendte sig fra hende og gik videre. I det tredie Rum lugtede der stærkt krydret. Hun saâ tørrede Blade paa Reolhylderne, en Pressemaskine paa Gulvet; men Bladene var ved at smuldre hen, og Pressemaskinens Jern var lige saa hvidblankt som de andre Maskiners.
Rummet var mennesketomt.
Hun hørte Dampmaskinens Hvæsen ved Siden af, gik efter Lyden og vilde til at aabne Døren til dette Siderum, men bævede tilbage, da hun hørte en raa Stemme med Eder og sjofle Udtryk skjælde ud og ende saaledes:
— Og saa skal jeg slaa dit Kaalhoved ned i din Mave, din Snøbel af Dreng!
Hurtig ilede Fru Fanny tilbage ad samme Vej. Lyden af hendes Skridts Knirken i Gulvets Grus gjorde hende nervøs; de to Pigers Hvisken, da hun var kommen dem forbi, stak hende som Naale.
Manden, Konen og Barnet havde forladt det forreste Rum. Fanny følte det først som en behagelig, lettende Overraskelse.
Men, havde de været der, havde hun maaske samlet sig til Modstand mod den Smerte, som nu overvældede hende. Hun havde stolet paa, at hendes stille Selvopdragelse gjennem Tankearbejde dog var solid nok til at staa Prøven ved Berørelsen med en haard og frastødende Virkelighed. Nu ramlede hele den møjsommelig opførte Bygning sammen som et Korthus. Der væltede en Byrde af Sorg over menneskelig Nød, af Selvbebrejdelse, af fortvivlet Afmagtsfølelse ned over hendes Skuldre, hun følte sig som Syndebukken, der beladt med al Folkets Synd drives ud i Ørkenen. Denne afskyelige Fabrik var jo en Ørken. Ja, hun var Offer for mange Slægtleds letsindige Tankeløshed, Nydelsessyge, egenkjærlige og overfladiske Forfinelse, spidsborgerlige Selvgodhed.
Afmægtig sank hun ned paa den Stol, Arbejderen havde siddet paa foran Chokolademaskinen. Den stærke Kakaoduft bedøvede hende. Hun mærkede næppe, hun var til. En Summen lød for hendes Øren; det eneste, der bandt hendes Bevidsthed til Omgivelserne, var Maskinens kolde Jerns Møde med hendes hede, bankende Tinding.
Fanny laa der længe. Som En, der er i Færd med at vaagne og har den Fornemmelse, at noget Ondt ufejlbarlig vil møde ham, og værger sig mat for at forlænge Slumren endnu en Stund, ønskede Fanny: Gid jeg kunde ligge saaledes den hele Dag!
Men det kunde hun jo ikke. Hun maatte tage sig sammen og gaa.
Da hun havde passeret Fabrikens Façade, saâ hun et lille gult Hus, uhyggelig nyt, ufærdigt ligesom det store. Paa Tærskelen sad den Kone, hun havde sét i det første Rum. Hun strikkede, Barnet laa for hendes Fødder.
En Lugt af Grønkaal bølgede ud af Døren.
Fanny nærmede sig Konen, vilde tale, men fandt ikke Ord. Konen saâ tvært paa hende.
Fanny bøjede sig ned mod den lille Pige og kyssede hende. Barnet gav sig til at skrige.
Moderen saâ noget mildere ud og bred Tavsheden ved at sige:
— Ja, naar man havde Raad til at opdrage saadan En ordenligt. Og hvad skal der blive af En, naar det der (hun pegede ind mod Fabriken) falder sammen? For det maa det jo gjøre. Der er jo ingen Ting at bestille.
Fanny listede en Tikroneseddel ud af sin Portemonnaie og rakte Konen den. Konen saâ paa hende med opspilede Øjne og stammede:
— Men kan Fruen ogsaa? . . Savner Fruen ikke? . . eller jeg mener … Vil Fruen ikke komme til, . . at …?
— Jo, det kan nok være. Men den Tid den Sorg.
Fanny gjorde brat omkring. Hendes Slør viftede kjækt i Vinden som et Flag paa en Skude i frisk Kuling. Sikkert og elastisk gik hun hen ad Vejen. Hun havde faaet Magt over sig selv.
Konen stirrede stadig efter hende, forbavset som over noget Meningsløst.
— Det har dog altid været nogle sære Folk, de deroppe paa det gamle Apothek, sagde hun.