Det gamle Apothek/27
XXVII.
Naar man er rigtig mattet af lange og mange Sjælekvaler, kommer Galgenhumoren som et livs- og nervevækkende elektrisk Stød. Fanny havde energisk tvunget sine Skridt ned i Jernbanegade, havde sagt til sig selv: Ogsaa denne Kalk skal tømmes, havde følt Reaktionens Træthed melde sig. Men, da hun saâ det af Kaptejn Frick beboede Hus, faldt Corfitz’s Replik i «Barselstuen» hende ind: «Er der noget mer, saa sig frem, thi nu er jeg desperat».
Hendes spidse, høje Hæle klang nok saa frejdig mod Trappens Trin; hun lo højt, men standsede strax Latteren. Hun syntes, den lød kaadt, næsten raat.
Hun berørte tøvende Klokkens Haandtag, fik atter Trang til noget Haardt og Skrattende i Lighed med det høje Latterudbrud; Hun ringede, saa det skingrede i Huset; hun hørte Kalk drysse ned indenfor.
Gamle Fru Frick viste sig og hilste først fremmed og forbavset. Saa tændtes der Liv i de gamle matte Øjne bag Hornbrillerne, der kom en Bevægelse over det rynkede Ansigt som en let og glad Brises Krusning over stille Vand, ledsaget af Solglimt som fra Skyer, der skilles brat.
— Det er jo Frøken Pram … det er jo Fru …. Br . .
Hvor saâ hun skikkelig, sed og trohjertet ud, den gamle Kone! Det var umuligt at forblive kold lige over for denne lille, spinkle Skikkelse, hvis Træk endnu gav en Forestilling om noget oprindeligt saare Fint, elskeligt Enthusiastisk!
— Jeg vilde gjerne tale med Kaptejn Frick, sagde Fanny venlig og rolig. Hendes Mod tændtes, hendes Frygt smeltede ved den milde Varme, der straalede ud fra den sammenfaldne Gamle, som stod smilende foran hende.
Fanny tog imod begge hendes udrakte Hænder, tørre og haarde, som de var.
— Aa, hvor De er sød, fordi De kom, lille Frue! sagde Fru Frick. Sér De, en Moder gætter saa mange Ting. Og ser De, jeg er nu slet ikke snerpet. For der vilde naturligvis være de Fruent …. jeg mener Kvinder . . ja Herre Gud . . man maa jo følge med Tidens Ord . . der vilde jo nok være de Kvinder, som vilde sige, at det, De her gjør, er ukvindeligt. Men jeg siger, at Kvinden er den Svage og kan kun blive stærk ved at give efter. Min Søn har Ret, naar han siger: Kvinden er dejlig, fordi hun er saa svag.
Fanny saâ forvildet paa den gamle Dame og spurgte:
— Er Kaptejnen ikke hjemme?
Fru Frick svarede:
— Han kommer strax, mit Barn! han kommer strax. Det er jeg vis paa. For at De er kommen her, det er en Styrelse, og jeg tror nu saa sikkert paa et Forsyn, derfor maa Julius ogsaa komme strax.. Aa — De véd ikke — eller . . jo … De véd det nok, at Julius i sit inderste Hjerte er saa fin og saa kjærlig … Aa . . jeg kunde vise Dem hans Breve fra dengang, han var paa Sorø Akademi . . jeg har dem allesammen . . Men ser De, siden han blev Militær, saa maatte han holde sine Følelser tilbage og lade, som han var saa forfærdelig haard. Og han er jo Militær med Liv og Sjæl … Pst … Kom . . nu skal De se, hvordan han holder sine Mønstringslister. De ligger her paa Skrivebordet . . Uh . . jeg tør ellers ikke røre ved dem, for saa bliver han saa vred. Men jeg skal lægge dem sammen lige saa akkurat, som han har lagt dem … Er det ikke en Fornøjelse at se noget saa Nydeligt? . . Aa det er en Velsignelse for et Fruent . . for en Kvinde at faa en Mand, der er ordentlig og akkurat. Det sparer uhyre meget Arbejde for hende. Og, naar Manden tager sig af det Hele, saa kommer han og Konen ikke i Skjænderi om Udkommet. Naa . . ja, ja . . jeg er et gammelt Vrøvlechoved, lille Frue … De er jo saadan stillet, at der aldrig bliver Tale om saadanne prosaiske Smaating. Og Julius trænger saa inderlig til Poesi . . og til . . saadan . . til gode Kaar, saa han kan kjøbe Malerier og Bøger … Ja, for jeg tror, at han havde kunnet blive Digter, hvis han ikke havde været for stolt til at taale Kritik og saadant noget i Aviserne . . Men det skal De ikke sige til ham, for saa bliver han vred. Unge Mennesker vil ikke længere lade sig sige … Ja, det er sandt, ja han er jo i Fyrrerne … hm . . ja se . . det tør jeg jo ikke nægte, men jeg er 77 . . saa jeg har jo Lov til at kalde ham et ungt Menneske. Men for hans tilkommende Kone er det saamænd rart, at han er kommen til Skjels Aar og Alder . . for saa bliver han en mere stadig Ægtemand. Aa Gud … min største Sorg er, at han er saa ene. Aa, hvor han led, da De giftede Dem, Frøken Pramman … nej, Fru Bringstrup …. om Forladelse … Hør, det er skrækkeligt at blive saa gammel, at Ens Mund løber løbsk . . Ja, lille Frue, jeg er vist taktløst og indiskret, men det er, fordi jeg er saa inderlig glad paa min lille Julius’s Vegne. Han er jo nu mit eneste Barn. Tre Sønner er døde for mig, da. de var smaa. Det vilde være en stor Sorg for mig, om jeg ikke saâ ham gift med en sød og kjærlig Kone . . Aa De kan tro, jeg véd godt, hvad der har pint Julius i de sidste Aar . . Aa, han troede, jeg sov, naar han gik om Natten og deklamerede af Goethes Faust og Byrons Manfred … Og saadan noget sønderreven Poesi. Ja jeg sætter nu Oehlenschläger saa uendelig højt . . Aa, lad mig først klappe Deres nydelige fine Kind og saa kysse Deres lille Kirsebærmund . . Jeg har kun sét Dem, naar De i gamle Dage spaserede forbi her ude paa Gaden, for jeg gaar aldrig ud, . . De kan tro, jeg gættede Julius’s Tanker, og mange Gange har jeg sagt: Ja Frøken Pramman er den dejligste Pige i Byen; det kan der slet ikke disputeres om, og hun er den Eneste, som jeg under mit eneste Barn . . Aa, defer yndigt, at De kom. For Julius er jo saa skrækkelig stolt, og det gjør ham indesluttet. Aa . . hvor jeg har lét i mit stille Sind ad ham . . De kan tro, jeg har nok baret mig for at gjøre det højt … men jeg har tænkt: Han knapper sin Uniform saa tæt, at Ingen kan sé hans Hjerte. Men De skal se, naar han bliver lykkelig, saa knapper han Uniformen op som et andet civilt Menneske … Ja jeg er et gammelt Vrøvl, som ikke kan holde min Tunge i Ave, naar den er kommen i Gang. Men Herre Gud! Jeg har jo Ingen at snakke med, for Julius er saa indesluttet til daglig Brug, fordi han, rent ud sagt, er ulykkelig. O — Jeg véd godt hvorfor . . . . Hvor De sér bleg ud! Søde lille Frue, jeg gjør Dem vist nervøs med min Passiar, for Julius siger altid: Ti stille, Moder! al den Snak gjør mig nervøs . . Naa . . ja. De har jo ogsaa Grund til at være bevæget, for det er allenfals et meget alvorligt Skridt, at … naa, ja, ja! Aa, Herre Gud! Hvordan har De det dog? . . Ja, jeg er et taktløst gammelt Vrøvl … Aa, det er, fordi jeg er saa gammel — og fordi jeg næsten aldrig aabner min Mund. Fy . . ja . . jeg er bleven simpel og udannet, fordi jeg ikke længere kan holde mine Tanker sammen til at læse.
Fanny havde flere Gange villet standse denne Ordstrøm, men hun havde resigneret, overvældet, som hun, var af dens Masse og forpint af dens Indhold. Hun kunde dog ikke blive ond i sit Sind mod den gamle Kone; men, jo længere hun talte, desto mere ond blev hun mod hendes Søn.
Fanny hidsede sig op til Martyrmod, stolt ved Tanken om, at Fru Frick friede paa sin Søns Vegne, stolt ved, at hun af fuldt Hjerte kunde give Kaptejnen Kurven, stolt ved, at hun nu betragtede den imponerende Figur fra sin Ungdom som en Frasemager og en hul, opstyltet Person, som et forbrugt Legetøj, som hun kunde knuse mellem sine Hænder. Hun vred dem mod hverandre og fandt en usædvanlig Kraft i sine lange, smalle, smidige Fingre.
— Der er han, der er Julius! raabte Fru Frick. Vil De tro, kjære Frøk … Frue — ak ja, det er ogsaa simpelt med Hukommelsen — men jeg kan høre, det er hans Trin nede paa Gaden …… Ja, saa vil jeg gaa ind i min egen Kabysse … jo . . jo . . jo, jeg vil, for ellers siger De: Den gamle Kælling er dog altfor paatrængende.
— Jeg beder Dem indstændig om at blive, Fru Frick!
— Aa — det mener De ikke.
— Jeg beder Dem igjen, bliv, Frue!
— Hm … ja . . siden De kommer selv, er det maaske det fineste. Aa, jeg har vist ingen Takt mere, for jeg kan ikke følge med Tiden . . . . Ja, ja, ja! Jeg bliver. For . . ha, ha … undskyld . . det vil jo blive rasende morsomt at høre paa den Slags Ting … Me … n. Bare Julius ikke jager mig ud . . nej … ikke siger, at han helst vil have, at jeg skal gaa.
— Jeg vil gjøre Deres Nærværelse til en Betingelse for, at jeg i det Hele kan have en Samtale med Kaptejnen.
— Naa, ja, ja! … Aa, hun er sød!
Den gamle Frue lyttede adspredt og ængstelig efter, om hendes Søn kom op ad Trappen.
Der lød Stemmer op: Kaptejnens og en Fremmeds. Fanny kjendte Provisor Bolbergs Røst. Ordene vare uhørlige paa Kaptejnens Afskedsreplik nær:
— Nej, gode Herre! Det gaar ikke. Om saa hele Anstalten skal styrte, trækker jeg mig ikke tilbage som Kurator. Jeg vil holde paa min Myndighed til det sidste . . Undskyld, jeg beder Dem ikke op. Jeg har uopsættelige Forretninger.
— Jeg bøjer mig for en Forstærkningskaptejns overvældende Arbejde, hørte Fanny Bolberg sige i den ham egne skraldende Probenreutertonart.
Et Klask hørtes. Begge Kvinderne får sammen, rejste sig op og tog uvilkaarlig hinanden om Skuldrene.
Kaptejn Fricks Stemme lød:
— Jeg slog det Klask med Hænderne for at markere det Ørefigen, De havde fortjent.
— Aa! — raabte begge Damerne.
Sabelklirren lød op ad Trappen sammen med hurtige og stærkt dundrende Trin.
Kaptejn Frick rev Døren op, saa det klang ved det. Han stod i Tjenestedragt. Han kom fra Mønstring over Forstærkningsmandskabet, hvor han og hans Oberst havde samvirket.
Fanny havde i en Fart faaet sat sig paa en Stol og vendt Ryggen mod Døren. Kaptejnen troede, at det var Jernbanebillettørens Kone fra anden Sal og sagde:
— Herre Gud! Hvorfor skal Mo’r altid sidde ved mit Skrivebord. Mo’r véd jo, at jeg ikke kan lide det.
— Det er Frøken Pr .…. Fri Br …. aa jeg kan ingen Ting huske! Frøknen fra Apotheket, Julius!
Kaptejnens metalliske Uniformstøj klirrede.
Fanny blev ejendommelig paavirket af den Lyd. Hun tabte den Rest beundrende Ærefrygt, som den «markerede» Heltedaad i Porten et Øjeblik havde vakt i hende. Hun samlede sig til jævnbyrdig Modstand mod en Fjende.
Kaptejnen tog til sin Kepi og bukkede.
Han var bleven gammel, mente Fanny. Sølvtraade glimtede i hans Overskjæg og Tindingehaar, Rynkerne om Øjnene var blevne længere og dybere, Skuldrene højnede sig op mod den røde Krave, Ryggen var mindre ret end tidligere.
Han maalte Fanny med et skarpt Blik. Hun slog ikke sit ned.
— Det er vist bedre, jeg gaar. Ikke Julius? spurgte Fru Frick, der havde søgt at læse et Resultat ud af Begges Miner, men maattet opgive det, da begges Miner varc ubevægelige, haarde, uudtydelige. Fru Frick kunde ikke begribe, at to Elskende kunde se saaledes ud, men hun trøstede sig et Øjeblik med, at Tiden havde forandret sig saa umaadelig siden hendes Ungdom. Hun fik intet Svar paa sit Spørgsmaal.
— Ja, men Julius! sagde hun tøvende og frygtsomt; det er dog saa rørende, at Frøk … … åt Fruen er kommen af sig selv.
— Aa — — aa, jeg hørte ikke, hvad Mo’r sagde før. Mo’r skal ikke gaa. Mo’r kan godt blive, sagde Kaptejn Frick. Hans store Overskjæg dirrede, som om en Vind blæste bag ved det …. Turde jeg bede Fruen om at tage Plads og sige mig, hvad jeg skylder Æren af Fruens Besøg?
Fanny bukkede afværgende med en Bevægelse. Den betød, at hun foretrak at blive staaende, og at hun strax gik igjen. Kaptejnen svarede med en let Bevægelse ud i Luften med sin højre Haand. Den betød, at Fruen havde sin fuldstændige Frihed.
De var ikke komne et Skridt videre; end da de sidst mødtes.
De stod der over for hinanden som to Spillere. Det kom an paa, hvem der skulde tage det første Stik hjem. Derfor betænkte de sig paa Udspillet.
Gamle Fru Frick saâ til med samme Spænding. Hun havde nu sin Forestilling om Spillets Indsats.
Fanny vilde være den Modige, tog derfor først Ordet:
— Mit Ærinde til Kaptejnen er rent praktisk . . et rent Forretningsærinde.
Kaptejnen bukkede, mens han flot slængte Kepien hen ad sit Skrivebord, men Kastet var saa omhyggelig beregnet, at Gjenstanden for det kom til at vende den rigtige Vej. Saa spændte han Sabelen af paa lignende Maade. Gehænget kom ikke til at feje Gulvet, men blev smukt slynget om Sabelgrebet. Det Hele fik sin Plads i den Krog, der havde været dets Plads lange Aar igjennem.
Gamle Fru Frick anede noget Krigersk i alt dette Klirreri og trak sig tyndt tilbage gjennem Døren til sin egen Stue.
Fanny vilde spille Hasard, inden Kaptejnen fik udregnet sine L’hombrekort. — Hun kunde huske hans langsomme og grundige Opregning: Spadille, Manille . . o. s. v. i gamle Dage paa Apotheket, mens hun og Fru Kamp sad og halvsov. Va banque! raabte hun til sig selv.
— Jeg ønsker ikke at have Hr. Kaptejnen til Kurator mere, sagde hun.
— Vil Fruen ikke tage Plads? Saa kan vi tale om Sagen, sagde Kaptejn Frick og knappede sin stramt spændte Frakke op.
— Jeg ønsker at raade over min Mødrenearv, sagde Fanny.
— Om et Aar . . ja om et halvt er Fruen jo fuldmyndig.
— Men hvad Ret har De, Hr. Kaptejn?
— Lovens. Den rent formelle Ret.
— Og den holder De paa?
— Under den nærværende Situation aldeles bestemt.
— Under den nærværende Situation? ….
Kaptejnen tog atter skarpt Maal af sin Modpart. Som dreven Kortspiller plejede han omtrentlig at kunne udregne, hvilke Kort der sad paa de Spillendes Hænder.
At Fanny nu vidste anderledes Besked med, hvad der foregik, end i gamle Dage, var ham klart nok; men han kunde ikke strax se, hvilken Forbindelse der var mellem den Samtale, han nys havde havt med Bolberg, og Fannys Besøg og endelig med Provisorens overensstemmende Anmodning.
Han havde tidt truffet denne i Klubben og havde strax faaet Modbydelighed for hans hojtskrydende Tale og end mere for den paatrængende Fortrolighed, som denne «Salvepisker» først havde vist mod den klassisk dannede Officer. Dernæst var han bleven ligefrem opbragt over, at Provisoren brutalt havde brølet ham over, naar Kaptejnen efter sin Manér havde villet tale ham over Hovedet og betragte ham som Luft. Idag havde Provisoren trængt sig ind paa ham med samme Anmodning som Fanny nu, og Samtalen var endt med Antydning af et Ørefigen. Hvad hverken Fru Frick eller Fanny havde hørt, var en Trusel om Prygl, som Provisoren havde slynget ind i Porten mod Kaptejnen.
Fanny maatte indbilde sig at kunne redde sin Bedstefader ved at skyde sin Kapital ind i Fabriken, det kunde Kaptejnen sagtens regne ud. Men skulde hun, exalteret som hun var bleven — det vidste han fra Samtaler med Fru Kamp i forskjellige Selskaber — skulde hun have tænkt paa at ægte Bolberg? Ja, hvad kan et Fruentimmer ikke finde paa?
Denne Mistanke bed sig strax fast i hans Sind og satte det i Oprør. Det var vist saaledes. Jo, det maatte være saaledes, om ikke af anden Grund, saa fordi Skæbnen jo altid havde havt et ondt Øje til Kaptejn Frick og havde skabt ham til et Liv fuldt af Ærgrelser over sine Medmennesker. Hans inderlige Trang til at være deres styrende Forsyn var aldrig bleven paaskjønnet, ikke engang af de unge Piger: Og Giftermaalet maatte være nær forestaaende, siden Fruen ikke kunde vente til Udgangen af det halve Aar, men maatte henvende sig til ham med en Bøn. Det maatte dog være en Ydmygelse for hende. Det var ham en Trøst i det Hele, det var ét godt Kort, han havde paa Haanden, og han vilde benytte det.
Da disse Overvejelsers Pavse — vel et Minuts Tid — var forbi, bukkede han dybt og opfordrede med en fornem Haandbevægelse Fanny til at tage Ordet, hvis hun havde mere at sige.
— Hvor han ser ond ud! tænkte Fanny. Hun tvang følgende Ord frem:
— Kaptejnen talte om den nærværende Situation. Jeg forstaar ikke rigtig Kaptejnens Mening, fatter ikke; hvorfor Kaptejnen sætter saa megen Pris paa at beholde den Myndighed over min Ejendom det halve Aar.
— Har Fruen ikke gjort den Iagttagelse i sin Tid, at jeg er meget nidkjær over min Myndighed og holder paa den til det Yderste?
Han kunde ikke magte sin Stemme. Repliken faldt plumpt og haardt, og hans Ansigt fortrak sig. Selv var han imidlertid stolt af denne Vending i den Tro, at den var et Mesterstykke af diplomatisk, elegant Selvbeherskelse.
Fanny kom til at ryste. Men udvortes betvang hun sig bedre end sin Modspiller. Hun fik Evnen dertil ved sin Beslutning om med Martyrmod at tømme Ydmygelsens Bæger til Bunds. Kunde hun gjennemføre det til Enden, saa var hun, i Følge sin nuværende Forestilling om Gevinst eller Tab, vis paa at vinde Spillet.
Det gjaldt Noget, det Spil. De Spillende brugte lange Pavser til at overveje deres Manøvrer i. Fanny sagde:
— Der er altsaa ikke Tale om, at Hr. Kaptejnen vil opgive den Myndighed, min Bedstefader spøgende lagde i Deres Haand, og som jeg spøgende indrømmede Dem, nu, da jeg for Alvor ønsker mig fri for den?
— Fruen forstod altsaa aldeles ikke, hvad jeg mente med den nuværende Situation? Fruen har én Gang spurgt mig om det, men … jeg troede, at Fruen ved at tænke sig lidt om, ret snart vilde forstaa, hvad jeg mente.
— Den nuværende Situation, Hr. Kaptejn, kræver netop, at jeg har fri Raadighed over, hvad jeg ejer.
— Jeg deler ikke Fruens Skjøn over Situationens Krav. Nu er Deres Kapital unyttig. Om et halvt Aar kan der være indtraadt en Katastrofe, som kan gjøre den meget nyttig.
— Kaptejnens Skjen kan jo muligvis ogsaa fejle.
— Indrømmet, Frue! Men jeg har intet Andet at gaa efter.
— Om vi da tog en Voldgiftsmand til at dømme os imellem.
Det gav et Ryk i Kaptejnen. Skulde hun forelaa Provisoren? Saa var det sikkert, at hun vilde ægte ham. I sin Iver for at faa lokket denne Hemmelighed frem, spillede han ubesindig og tabte Stikket. Han sagde:
— Vil Fruen behage at gjøre mig et Forslag.
Fanny nævnede en Prokurator der i Byen.
— Aa . . jeg Klodrian! sagde Kaptejn Frick til sig selv. Nu faar jeg dog Intet at vide.
Men Situationen stod mu saaledes, at han kunde tage det næste Stik hjem. Thi han var sikker paa, at den nævnte Prokurator vilde være ganske af hans Mening og raade til at lade den uundgaaelige Ruin komme og ikke kaste Fannys Penge i dette Danaidernes Kar, dette rent galt beregnede og galt iværksatte Foretagende. Han sagde til Fanny:
— Jeg kan gaa ind paa Fruens ærede Forslag. Jeg vil endogsaa gjerne trække mig tilbage, om Fruen ønsker Prokuratoren i mit Sted i det halve Aars Kuratel.
Strax var Kaptejnens Noblesse Fanny en Gaade. Men pludselig gik det op for hende, at hendes Offer vilde være haabløst, og at Ruinen var nær forestaaende. Rædselen dirrede helt igjennem hende; i et Øjeblik løb Alt rundt for hende. Uvilkaarlig støttede hun sine Hænder mod Kaptejn Fricks Skrivebord. Det surrede om hendes Øren: Han har sejret! Han var stærkere end jeg. Hun vaktes til Liv og Evne til at samle alle sine legemlige og sjælelige Kræfter ved at høre Kaptejnen sige i den beskyttende, venlige Fadertone, som hun kjendte fra gammel Tid.
— Er De syg, Fanny? Hvis De vil, kan jo Alt blive godt endnu.
Hun rettede sig, dødsstiv som en Jernstang og sagde:
— Jeg befinder mig udmærket … Nej, jeg bryder mig ikke om at skifte Kurator … Undskyld, jeg har forstyrret Dem, Hr. Kaptejn … Farvel!
Kaptejn Frick løftede forgjæves sin Haand. Han var begyndt at blive blød, men vilde blot holde paa Værdigheden. Da Fanny ikke rakte Haanden frem, fortsatte han sin løftende Haandbevægelse og snoede sit Skjæg.
Fanny gik ud af Døren. Lige til Kaptejnen saâ den sidste Snip af hendes Slæb forsvinde, haabede han, at hun vilde vende om. Men Døren lukkede sig ubarmhjertig.
Da tabte Kaptejn Frick Magten over sig selv. Han gjorde et Par Skridt hen mod Døren, langede efter dens Greb, men standsede.
Han stod med Hænderne udrakte som den Gamle paa Thorvaldsens Relief efter de flygtende Amoriner.
Han får saa til Vinduet. Udenfor saâ han Fannys høje, ranke Skikkelse gaa i hurtig Gang. Hørte han de fine Fødders lette, elastiske Slag mod Fliserne? Han vidste ikke, om han hørte det eller ikke.
Hans Bryst arbejdede som en Pumpe. Havde han gjemt et lille Frø af Haab i en mørk Krog af sin Sjæl?
I hvert Tilfælde blev Frøet nu knust under disse spidse Støvlehæles sikre Trin.
Aa, den eneste Lindring for ham vilde være at synke sammen i en Stol, afklæde sig al Affektation og forloren Storhed . . Aa, synke sammen — maaske græde ud! Det var saa lokkende, saa fristende at lade det, der laa paa hans Sind, sprudle frem i utæmmet Naturfylde, selv om det kun var Nag og Smerte, selv om den sprudlende Straale med Vælde rev hele det kunstig smeddede Panser itu, den hele .Rustning, han med saa megen Kunstfærdighed havde faaet spændt om sig, saa han havdt bevæget sig i den som i en almindelig Klædning.
Da knirkede Døren til den gamle Frues Værelse. Den lille spidse Profil kom frem i Aabningen; de blide Dueøjne lyste igjennem dem, nysgjerrig smilende.
Da strammede Kaptejnen sig som til en Kongerevue og satte en Mine op, som om han vilde kommandere sig selv og hele Verden: «Ret!»
Gamle Fru Fricks Smil døde, og hendes Træk slappedes.
— Gik det ikke godt, Julius? spurgte hun.
— Brillant, svarede Kaptejnen.
— Du er altsaa lykkelig . . nu . . aa. Nej, hvordan er det, Du ser ud? Herre Gud, lille Barn, er der …?
Hun brast i Graad og aabnede sin Favn. Den lokkede ham maaske nok saa stærkt som Stolen før. Det var det eneste Ly, hans Skæbne eller Livsførelse havde levnet ham. Havde han blot turdet læne sit Hoved til denne gamle trofaste, magre Barm!
Nej! Han maatte holde fast ved sit Hoveddogme: Altid at være overlegen i Situationen.
— Hvad gaar der af Moder? Moder skulde gaa ind. Moder véd jo, at det er min Arbejdstid.
Fru Frick forsvandt lydløst. Da følte Kaptejnen sig et Øjeblik som Alexander Magnus og alle andre Menneskèr som Slyngler tilhobe.
Han tog et Fotografialbum op af en Skrivebordskuffe og slog det op. Det indeholdt Billeder af flere Generationer af forskjellige Egnes og Byers Skjønheder. Han rev Portræt efter Portræt ud, tændte et Baal af Papir i Kakkelovnen og kastede alle Billederne deri. Efter denne Bedrift gik han knejsende om i Stuen, stadig snoende sin mægtige Knevelsbart, uden at Mindet om Don Quijote gjæstede hans Tanker.