Det gamle Apothek/32
XXXII.
Veytaux sur le Lac Leman
3dje Maj 188 . . .
Kjære Hr. Vismann!
Endnu har jeg ikke som Svar paa Deres Breve og som Tak for alt, hvad De har gjort for at redde et hæderligt Eftermæle for det gamle Apothek, opfyldt Deres Ønske om fra min Haand at erfare Noget om min Bedstefaders sidste Øjeblikke. Det er en kort Fortælling.
Den stakkels gamle Mand sov vel to hele Døgn efter vor Ankomst til Hôtellet i Kjøbenhavn. Da han vaagnede, var han vild. Han talte til Kristen Povlsens Kone i den Tro, at det var hans afdøde Hustru, og bad hende synge Sangen:
Kjære Ven! Som en Fugl,
der forlader sit Bur,
skal jeg sværme med dig
i den unge Natur.
Mig kjendte han ikke heller. Han talte uophørlig om Forandringer, der maatte gjøres ved Apotheket for at faa det paa Højde med Tiden, men det var saa vanskeligt, fordi Nutidens Farmacevter savnede videnskabelig Dannelse; derfor skal min Søn studere, enten han vil eller ej. Derefter et kort Blund. Hen ad Aften vaagnede han, saâ sig om, kjendte mig og forstod nogenlunde Situationen. Han sagde: «Fanny . . . jeg vil begraves her i Kjøbenhavn ganske stille . . . forstaar Du . . . ingen Trompeter og Embedsuniformer . . . og Bededagsansigter blandt Filistrene i V. Du Fanny . . . han . . . han . . . Laboranten . . . han, som lavede den første Explosion . . . til ham kan Du overlade al Ting . . . han er inde i al Ting.» Samme Nat sov min gamle Bedstefader umærkelig hen i Døden.
Jeg takker Dem for den Opgjørelse, De har sendt mig. Nu, da jeg kan disponere over min Formue, ønsker jeg, at De anvender af den, hvad De behøver til at sætte Deres projekterede Chokoladefabrik i Gang. Disponer ogsaa over Fabrikens Materiale, jeg gaar ind paa Alt. Det glæder mig, at De tror, at det gamle Apotheks Salg ikke alene vil dække Boets Gjæld, men endda bringe Overskud
Af den første Halvdel af min særlige Formue skal De svare 4 pCt. Rente, dog ikke til mig personlig, men saaledes, at Renterne uddeles til de Folk, som nu ved Fabrikens Indskrænkning blive brødløse, indtil de faa Arbejde igjen. Den anden Halvdel beder jeg Dem anbringe, som det er Dem og Boet tjenligt, og udbetale mig aarlig 1600 Kroner indtil videre. Jeg véd, jeg har ingen moralsk Ret til dette Beløb, da ikke en eneste Skilling deraf er samlet ved mit Arbejde. Jeg kan dog maaske undskylde mig med, at den, der elskede mig højest, aldrig har lært mig at arbejde, og at jeg derfor uden disse Rentepenge vilde staa brødløs. Det er en Rest af min kjælne Opdragelse i det gamle Apothek, som jeg maa bære med mig, indtil jeg faar opdraget mig til at tjene mit Brød. Til den Tid betragter jeg mig som mindreaarig. De sørger nok for at faa alle disse Sager retslig ordnede.
Hen paa Sommeren kommer jeg hjem. Ogsaa min lille Udenlandsrejse er maaske en Rest af det forkjælede Barns Fornødenheder. Jeg vilde saa gjerne se noget, der var lidt større, end hvad jeg har set hjemme, aande en lettere, en højere Luft. Naar jeg saa kommer tilbage og har en ledig Time, vil jeg lade Erindringen tegne den store staalblaa Sø, Savoieralperne i Solnedgangens Karmoisin, Dent du Midi i bleg Guld- og Rosenglans og de lysegrønne, svulmende Vinhøje for mine Fødder.
Tak endnu en Gang fra Deres hengivne
Fanny Brinckmann.
Hun havde skrevet dette Brev paa den
af Slyngplanter omslyngede Altan uden for det
beskedne Værelse, hun beboede i et lille Hus
paa Bjergskraaningen ved Veytaux. Det var sen
Eftermiddag. Den gamle Borg Chillons Tage glinsede
som Sølv; de sorte Mure fik en gulbrun
Glans. Taarne og Tinder sønderhakkede Luften
med Zigzaglinier. Vindfløjen skinnede som en
Voxlysflamme, der tændes ved Dagslys.
Hun havde levet ene ved den store Genfersø, havde koldt set et evropæisk Liv drage forbi sig som en Billedrække, ikke taget Del deri, men læst og tænkt. Kun havde hun foretaget nogle Udflugter og gjort Bekjendtskab med den Maade, hvorpaa man i Landet opdrog og underviste Almuesfolks Døtre.
Det var en Fortsættelse af det stille Liv i de sidste Aar i Hjemmet, men Sommervarmen havde naaet hendes Tanker. Forsætterne for Fremtiden havde alt sat Ax.
Der lød Trin paa det nederste af den Trætrappe, som fra Vignen førte op til Altanen.
— Qui va-là? hørte hun sin Værtindes Stemme spørge.
— Was behas? lød en mandlig Bas.
— Plaît-il Monsieur? spurgte den gamle Mademoiselle Masson, som nu var naaet saa vidt op ad Trappen, at hendes spidse Næse, krumryggede høje, knoglede Figur, belyst af den sene Eftermiddagssol, tonede frem for Fanny. Hun rakte hende et Visitkort. Fanny læste:
Monsieur d’Ulquebeule,
gentilhomme danois.
Hun mindedes Navnet og Personen, trods den fortvivlede franske Omskrivning, var slet ikke glad over denne Landsmands Besøg og sagde til Mademoiselle Masson, at hun nok vilde modtage ham, men bad hende om at gaa ind i hendes Stue og være tilstede under Besøget. Det gamle schweiziske Bondefruentimmer fandt Behag i Forslaget og mumlede:
— Oui, Madame, c’est selon les convenances et la morale. Vous avez raison.
Mademoiselle Masson vinkede nedad og sagde myndig:
— Montez, Monsieur!
Trappen knagede, som om et Næshorn havde besteget den. Nu viste sig en vældig bred Skikkelse i brun Fløjels Jakke, snævre graa Benklæder, blød graa bredskygget Hat med en stiv Fjer paa den ene Side. Jo, det var virkelig den vældige Jæger, Grevers og Baroners foregivne «Busenfreund», Proprietær Ulkebøl, engang den største Lodsejer i Tersløv og Gredsted Pastorat. Hans Kostumering skulde vise, at han havde ladet sig evropæisere. Den danske Nimrod havde stræbt at idealisere sig i Retning af det Tyrolerjægeragtige.
Han tog Hatten af, hilste baade med højre Arm og Ben og sagde:
— Naa, Fruen modtager altsaa. Bien!
Fanny pegede paa en Havestol. Hr. Ulkebøl sagde:
— For det første finder jeg, at det er enhver dansk Undersaats . . . hø . . . representative . . . Pligt at hilse paa mere notable Landsmænd og Landsmandinder i Udlandet — hvad ’faler? . . . og for det andet har jeg mere specielle Meddelelser at forebringe Fruen. Hjemme vilde vi sige: Vi har en Høne at plukke sammen, hæ, hæ, hæ!
Fanny gav ham en Opfordring til Meddelelse med et Nik.
— Jeg har lidt for Fruens Skyld, men det var inte Fruens Skyld . . . den var ikke saa forkert drejet, hvad? Det var Kristen Povlsens Kone og Provisor Bolberg, som ikke forstod en billedlig Talemaade. Den Bondemalene sagde, at jeg havde raadet Bolberg til at svie Apotheket af, og den Giftblander misforstod mig og sved det virkelig af. Jeg sagde . .
— Det er mig berettet, hvad Hr. Ulkebøl har sagt.
— Naa. Var der Noget i det?
— Nej, det var der vel ikke.
— Nej, dannede Mennesker forstaar jo Spøg og Poesi og saadant Noget. Det vidste jeg godt. Men jeg blev, Skam, arresteret for det romantiske Sludders Skyld, blev strax fri, men ser De, i mine Følelsers Rangforordning sidder Æren i fø’ste Klasse. Proprietær Ulkebøl, som var optagen som — det kan jeg godt sige — paaskjønnet Gjæst ved vore første Adelsmænds Jagter, følte sig krænket, dybt krænket. Og hvad gjorde Proprietær Ulkebøl? Han solgte sin kjære Gaard . . . handlede natyrligvis ikke som et Fæ . . . tjente godt paa Handelen . . . ja, Frue, som Verden nu er, maa man forene Kristendom og Ræveagtighed . . . eller være snild som Slangen og enfoldig som Duen. Og man kan, Fan . . . man kan, Skam, godt forene de to Ting, det er umaadelig nemt for bedre Hoveder. Ikke?
Fanny saâ saa oprømt ud, at Ulkebøl fik Mod til at brede sig. Hans ene tykke Ben med de op til Knæet knappede Gamascher hang ud over Lænestolens ene Arm.
— Naa, saa rejste jeg. Det stakkels Bæst, Bolberg . . . ja om Forladelse, det generer Dem maaske . . .?
— Hvilket, Hr. Ulkebøl?
— At høre hans Navn.
— Aldeles ikke.
— Naa, saa er vi enige. Hvad er det, Italienerne siger, Jeg kan s’gu’nte huske andet Italiensk end domani. Men det siger de Hundetampe meget tidt. Og . . . ja, Italien, det er Kunstens Land, bare de Karle ikke var katholske. De kunde jo lige saa godt omvende sig til den rigtige gode gamle lutherske Kirke.
— De har moret Dem godt i Italien?
— Ja . . aa ja saa Gu’. Men ser De, Jagten i den romerske Champagne . . . det kalder de jo den forbandede Hede . . . . den kan man jo ingen Del faa i. Men det klør i en gammel Jægers Bøsseløb, naar man sér det Fuglevildt der. Naa da! Ja, saa er der jo Kunsten inde i Byen. Vatikanet! Død og Pine! Sikken dan de har kunnet male hele Vægge fulde med højst . . imponerende Motiveringer og Sujetter. Ja, jeg har nu hjemme en fire fem Malerier, som jeg har kjøbt dyrt. Men hvad fylder det mod Rafaels Stands- og Logebilleder. Nej, dengang var der Slag i Frikadellen, paa de gamle Pavers og Cæsarers Tid . . Men Italienerne er dog nogle Svin med deres Antiker . . . . Ja, jeg véd nok, at de er slaaede itu allerede af de gamle Romere, fordi de vilde chikanere Grækerne, som havde lavet dem. Men at Italienerne har ladet dem staa uden at sætte nye Arme og Ben paa dem, det beviser dog, at den Nation er dødsdømt. Se, hvor Alt staar helt og pænt paa Thorvaldsens Museum der hjemme . . . Ja, Død og Pine, hvor man lærer meget paa en Rejse til Italien . . . Om Forladelse, Frue, De vilde sige Noget . . . ak ja, ak ja! De ser paa mit Visitkort.
— Nej, jeg gjorde ikke.
— Ja, det er saamænd komponeret og konstrueret af den stakkels Bolberg. Jeg sagde saa tidt, at jeg vilde rejse udenlands. Og saa sagde han: Saa maa Du have franske Visitkort, og saa konstruerede han det der. Jeg har nu egentlig ikke havt megen Brug for dem, for de Tampe i disse Lande har jo ingen Sprogkundskab. Hm, stakkels Bolberg! Et stakkels forblindet, exaltereret Menneske!
— Er han dømt? spurgte Fanny.
Den jægerklædte Tourist forsøgte med begge Hænders Tommel- og Pegefinger at omslutte sin Tyrehals:
— Æresfølelse havde Bæstet mere af, end han havde af Kristendom . . . Hængt sig, Frue! i Arresten . . . i sine Seler, rent ud sagt. Herren være hans sjæl naadig! . . Ja, De er jo selv Præsteenke, Frue! . . . . De bliver bevæget! Uden at være, hvad vi paa Jagterne kaldte indiskret . . . . hans ulykkelige Kjærlighed til . . . . naa ja . . . Vedkommende . . . inte videre om de Dele . . . Jeg siger Pardon, lige som de siger derovre i Savoien.
Ulkebøl var skuffet ved Fannys iskolde Holdning og Tavshed, da han udslyngede Efterretningen om den ulykkelige Svindlers Endeligt. Ikke uden Beregning paa at gjøre theatralsk Virkning havde han gjemt Efterretningen om sin Drikkebroders Skæbne. Da Fanny blev ved at iagttage en afventende, høflig Holdning, som tillod ham at gaa eller blive, lige som han fandt det bekvemmest, blev han utaalmodig. Han maatte nu spille den sidste Trumf ud, da Spillet paa Grund af Medspillerens Passivitet ikke kunde fortsættes længere.
Han rejste sig, spilede Benene vidt ud, spændte sin Brystkasse stram som en Kæmpeblære og sagde i deklamerende Præketone:
— Jeg, Frue, jeg er Kristen; men, oprigtig talt, Deres salig Mands Kristendom kunde jeg ikke gaa ind paa, og Deres kjender jeg ikke . . . . . Om Forladelse . .!
Fanny havde rejst sig fra sin Stol. Ulkebøl saâ, trods sin Stupiditet, Noget i hendes Øje, som jog ham langt fra hende.
— Hun glôr akkurat lige som den gamle Grevinde Egernskjold til de Borgerlige ved Jagtmiddagsgilderne.
Fra det kristelige Prælatideal sank han ned til det klokkeragtige dito. Han lod sine Tommelfingre sno sig om hinanden som en Degn, der læser Bønnen i Kordøren.
Sagen var: Der havde længe rørt sig Noget i hans Sind — hans Samvittighed, hvad man nu vil kalde det — Noget, det trængte til Lettelse, Noget, han følte det som sin Pligt at aflevere og bekjende, mens han samtidig følte det som sin Skyldighed ikke at opgive Noget af sin Værdighed som forhenværende største Lodsejer i Tersløv Sogn lige over for Enken efter den forrige Kapellan i samme Sogn . . . ja hun var Kancelliraad Prammans Sønnedatter . . . Det var en Pokkers forviklet Sag for Hr. Ulkebøl. Men Noget vilde og maatte han gjøre for at faa sit Sind sat i dets sædvanlige Ligevægt. Han havde virkelig lidt under Savnet af denne Ligevægt i de mange kjedsommelige og ensomme Timer, han havde tilbragt paa sin Udenlandsrejse, hvor han aldrig havde fundet den fjerneste Anerkjendelse af sin forhenværende Stilling som den største Lodsejer i Tersløv Sogn. Han ramsede nu følgende Ord op som en Lektie, han havde lært:
— Jeg har gjennem mine forskjellige Korrespondenter bragt i Erfaring, at Apotheket i Deres Fødeby er godt solgt, at det var meget rigelig assureret, og at Fabriken stiller sig godt. Da jeg nu ved at bruge den merbemeldte billedlige Talemaade maaske har været et Værktøj i Forsynets alvidende Hænder til ét Menneskes Ulykke, til Skræk og Rædsel for Dem, men dog til Gode for Deres Families Forretning og flere Mennesker, saa . . ja!
Han standsede et Øjeblik, mens han tænkte:
— Hun glôr paa mig som en dvask Hønsehund.
Han havde egentlig ikke Lyst til at sige mere; men, tav han, vilde Situationen blive altfor flov. Han fortsatte da, bestandig i langsommere Takt og i mere drævende Foredrag:
— Jeg har nu nogle Penge løse, og jeg kunde jo vel nok faa dem anbragt til 7 Procent i det Hele. Men . . . . i Anledning af disse merbemeldte billedlige Ord, saa tilbyder jeg Fabriken i V— indtil 10,000 Kroner til . . . lad os se . . .
Fanny afbrød:
— Vil De henvende Dem til Hr. Vismann i V—, som nu har alle det gamle Apotheks og den nye Fabriks Sager under sig.
— Meget vel, sagde Proprietæren, slog Hælene sammen, saa Gamascheknapperne raslede, bød Farvel og gik.
Ned ad Trappen sagde han til sig selv:
— Er hun storsnudet, kan hun have det saa godt. Jeg vilde gjøre en god Gjerning og kunde have taget en fast Prioritet i Fabriken til fem Procent, naar jeg vilde være ædel. Nu skulde Fanden være det. Nu forlanger jeg halvsyvende, og saa har jeg endda Samvittigheden fri.
Vismann skrev stadig tørre Forretningsbreve til Fanny. Alt tegnede godt. En Dag modtog Fanny følgende Skrivelse.
Tersløv 1ste Junii 188 . . . .
Kjere Frue Brinkmand!!
Jeg skriver Dem først til for at lade dem hvide, at jeg er ved god Helsen og Haaber at spørge det samme fra Dem i det Fjerne Land med de høje Bjerge, som ju siges skulde være saa Saare skjønde, og ret give Mennesket en Faarestilling om Guds Almagt og visdom. Hvad Christen Poulsen angaar, saa er han ligeledes Rask og haver kjøpt Anders Madsens Parselsted, hvorved vores Mejeri vil tiltage Betydelig, eftersom Christen agter at Anlekke Ismejeri, og skjønt Egteskabet ingenlunde er den bare fornøjelse, men bringer meget Slid og Slæv og mange Ærkrelser med sig, saa haver dog Gud Indstiftet det, fordi at et Fruentømmer ikke kan overkomme saa meget som en Mand, og jeg Forsekrer dem for, kjere Fru Brinkmand, at Hvismand elsker dem, saaledes som man gjør det i de Særkler, hvor de høre Hjemme og saaledes som man læser derom i Ingemands histaariske Romaner, ingenlunde som i Bundestanden, hvor baade Arijal og Hartkorn spiller en meget for stor rulle, eftersom Christen Povlsen aldrig haver Grædt eller Sukket for mig, og jeg for den Sags skyld heller ingenlunde for ham, saasom det hele blev Afgordt mellem ham og mine Forældre. Men at se et stort ført Menneske som Hvismand Ryste paa Hænderne og give sig saa Ønkelig som en syg Ko, naar man Nævner deres Navn, det er hvisseligt Bevægeligt, og Christen Poulsen bevidner, at Sagerne nu ere saa Briliante, at Olkebølde er kommet hjem og haver sagt til Hvismand at han kan faa lige saa mange Penge, som han vil have, saa det selvfølgelig vilde være herligt, om De kom sammen med Hvismand efter hans inderligste ønske, og han har jo Stoderet til Appoteker og kan med Tiden kanske ogsaa blive Cancelliraad ligesom deres salig Bedstefader. Jeg haver sagt til Hvismand at hellere end at gaa i denne Uhvishedens pine, skulde han skrive til dem og faa Redelighed paa Tingene, hvilket han dog ingenlunde vilde og ikke en Gang ville Tilstaa, hvorledes det hank sammel med ham. Men et Fruentømmer kan godt Gjennemskue et Mandfolk i den tilstand. Jeg haver troet at burde Tilskrive dem, og kan jeg godt sige det til Hvismand, ligesom det er, naar de svarer mig, for det kan jeg godt begribe maa være Flovt for dem at Tilskrive ham egenhændig. Jeg Lenges saa meget efter dem, de var saa Sød at see paa, ogsaa at Tale med, jeg blev et bedre Menneske derhved, og jeg fik fine Følelser derhved, og jeg Syntes at naar jeg Talte med dem, var jeg deres Ligemand, hvad jeg dog beder dem være overbevist om, at jeg ikke tror, jeg er, naar jeg gaar her paa Gaarden og Roder. Sluttelig skal jeg Hilse dem fra alle Børnene ogsaa fra Christen Poulsen, som aldrig er Hjemme, siden han Kjøpte Parsel-Stedet og forbliver jeg kjere Fru Brinkmands lydige og hengivne
Kathrine Poulsen i Tersløv.