Det unge blod/1
Efter to Aars Ophold i Udlandet vendte
Andreas Tersling tilbage til København.
Han kom fra Syden, hvor der i Februar var begyndt at blive sommerligt varmt. Buske og Træer var grønne, Solen skinnede som den mildeste Guddom fra en evigt blaa Himmel og Folk travede muntert uden Overtøj omkring i Gader, der lignede veloplyste og luftige Værelser, hvor alle kunde befinde sig som hjemme og enhver foretage hvad ham lystede. Pludseligt havde Tersling faaet Hjemlængsel og var med et pragtfuldt Luksustog rullet Dag og Nat gennem Italien og Tyskland. Den tredje Dags Aften stod han i København.
Modsætningen var straks slaaende og, Tersling maatte tilstaa det, yderst ubehagelig. Danmark var der endnu Vinter, ja værre end den kolde Sne-Vinter, et regnfuldt og blæsende Vejr. Solen kastede sjældent et Par blege Straaler ind ad Vinduerne, og man fyrede uafladeligt i Ovnen uden at kunne faa det varmt. Den fugtige Slud trængte igennem alt Ydertøj ind til Marv og Ben.
Tersling blev om Morgenen efter Ankomsten
saa forfærdet ved at se ud over Kongens Nytorv,
at han et Øjeblik tænkte paa, om han
skulde pakke Kufferten og forsvinde straks
igen. Men da han var kommen ind i Kaféen
og havde forlangt sin Frokost, opklaredes
hans Humør. Det var dog saa yderst behageligt,
saa mageligt, at han formelig gottede
sig derover: det at føle sig hjemme. Det var
Sproget, det var Smørrebrødet, det var Aviserne,
det var et Par Bekendte, der kom hen og
hilste paa ham og ønskede ham velkommen
hjem — det var Følelsen af ikke at blive betragtet
som fremmed, ikke at blive anset som et lovligt Bytte, der skulde udregnes og affærdiges,
udgrines og flaas — det var Overbevisningen
om at være de andres Jævnbyrdige — alt dette
var det, der hurtigt fordrev Planer om en ny Bortrejse. Just dette altsammen havde han
længtes efter den Eftermiddag, da han stod i
Napoli midt i Passagen og følte sig saa uhyggeligt
ensom, at han var paa Nippet til at falde
i Armene paa en bleg Dame, der nærmede sig
som den Hjemløses eneste Tilflugt. Og det var
end ikke hans Vilje, der forhindrede ham i at
begaa en Dumhed, men en godmodig Politibetjent,
der med et Par udtryksfulde Gebærder
advarede ham imod den med Blomster smykkede
Afgrund. Tersling var lidt flov ved, at hans
Udseende var saa ungdommeligt og naivt: Betjenten
havde altsaa anset ham for en Begynder, med hvem en snedig Bondefangerske
kunde faa det letteste Spil. Men han gik tilbage i Hotellet, pakkede sine Kufferter og rejste
direkte hjem. Nu var han her, hvor han
kendte alt og hvor paa en vis Maade alle
kendte ham. I hvert Fald hans Navn, efterdi
hans Fader som Landstingsmand havde spillet
en politisk Rolle indenfor det godsejerlige Højre.
Og da Andreas Tersling efter endt Frokost atter stod oppe i Hotelværelset, var han snarest tilsinds endnu at forstærke sit Indtryk af Hjemlighed ved at tage lige over til Godset. For her var dog kun et Hotelværelse og Opvartere og Kufferter, og han havde opsamlet et længe næret Had til disse tre Rejserekvisiter. Hvad om han nu med Nattoget rejste lige til Jylland, saa kunde han næste Morgen spise Frokost i sin egen Spisestue, opvartet af de gamle flinke Tjenestefolk.
Og sammen med sin Moder.
Skulde dette ikke føre ham hurtigt til Hjemmet! Vidste han ikke, at den gamle Kone, som sad der saa stille ovre paa Gaarden, syede og vævede og læste i sin Avis og passede alle Gaardens Piger og vogtede over Linnedskab og Sølvsamling — at hun bare havde én Tanke, ham, ham, den eneste Søn! Og aldrig havde hun havt anden Tanke: bare levet med ham og for ham, fra han var lille.
Maatte denne Kærlighed da ikke røre ham og drive ham tilbage snarest muligt! Eller var han en saa unaturlig Søn, at han ikke holdt af denne gamle Moder, der forgudede ham?
Ja, medens han stod der, følte han en varm Følelse skyde op i sin Sjæl. Vist holdt han af hende og ønskede af Hjærtet at gøre hende vel og være god imod hende. Ja, han vilde gærne sidde overfor hende ved det velbesatte Frokostbord, hvor hver Ting skinnede af en strængt vedligeholdt Glans og hvor de fuldkomment dresserede Tjenestefolk opvartede lydløst efter i Aarevis vedtagne Regler. Han vilde gærne passiare med hende og fortælle hende lidt om Rejsen — skønt det var ikke saa nemt selv at fortælle — nej , langt hellere høre hende fortælle om alt nyt fra Gaarden og om Familien. Selv om han ikke brød sig om dens Medlemmer, var det dog altid morsomt at erfare, hvad de havde bedrevet og lidt af ondt og godt. Og den gamle Kone var altid paa Dagen underrettet om alting gennem en regelmæssig Korrespondance med sine to ugifte Søstre.
Men naar Ankomstens første Timer var til Ende, hvad saa? Og naar Dagen var til Ende, hvortil saa vaagne den næste Morgen?
Andreas Tersling kunde huske, at han fra Dreng af egentlig aldrig var vaagnet med Lyst. Han havde næsten altid lagt sig med Glæde, efterat han i det Hele kunde tænke nogenledes fornuftigt. Havde han som Skoledreng besørget sine Lektier og som juridisk Student gennemgaaet sit daglige Pensum, var Hvilen sød, fordi den var velfortjent. Havde han derimod skulket, ikke trods sin onde Samvittighed taget sig noget ordentligt til den Dag — naa, saa var det dog en Lise at komme i Seng, hvor man intet andet skulde bestille end sove. Næste Dag kunde der jo raades Bod paa det Forsømte. Men unægteligt — hvor kunde det da være en Fornøjelse at vaagne næste Dag? At vaagne var — at skulle arbejde. Dog i hvert Fald indtil nu havde Arbejdet ingensomhelst Glæde indebaaret for ham; han havde besørget det, fordi han skulde: Pligten o: hans Fader stillede Kravet, og aldrig var det faldet ham ind at modsætte sig Faderens Vilje. Derfor havde han, efter ét forgæves Forsøg , absolveret sin juridiske Eksamen med et knebet Laud for to Aar siden. Han var da fyldt de syvogtyve. Kort efter var Faderen død, og Andreas var paa Moderens Tilskyndelse rejst udenlands.
Naturligvis havde han da forstaaet, at Moderens stærke Opfordringer beroede paa den Lyst, hun mente at spore hos ham. Hun trængte paa ham, fordi hun langt hellere vilde, at det skulde ske med hende end mod hende. I sit Hjærte kunde hun umuligt ønske, at hendes eneste Glæde rykkedes bort fra hende paa ubestemt lang Tid. Der havde hun siddet taal modigt de mange, mange Aar paa Gaarden, medens Faderen tumlede sig stærkt omkring. Den hele Vinter var han i København, hvor han boede paa et lidt mystisk Hotel, der, skønt søgt af velhavende Folk, dog ikke nød noget godt Navn. Der laa et Præg af hemmeligt Orgie over det, og dette Præg formindskedes ikke, hvor højt i Rang end enkelte Gæster stod. Der beboede Etatsraad Claus Hartvig Tersling to store Værelser, hvor han hyppigt saa' sine politiske Venner hos sig til en høj L'hombre og hvor han modtog saadanne Damer, der trængte til Beskyttelse af indflydelsesrige og formuende Medlemmer af den danske Rigsdag. Baade smaa Pianistinder og livslystne Officersfruer fik Audiens i det stille, halvt afsidesliggende Hotel. Her besøgte ogsaa Sønnen som juridisk Student sin myndige Fader en Gang om Ugen efter Opfordring. De spiste ikke sammen — Faderen var næsten hver Dag i Middagsselskab — og de tilbragte heller ikke Aftenen sammen. Men engang imellem fik Andreas et Brevkort, der tilsagde ham til efter Frokost Kl. tolv, og da skulde Faderen regelmæssigt til Møde i Rigsdagen Kl. halv ét. Denne, der altid var i Bevægelse og drak Livets Drik i fulde Skaaler, følte ikke videre Sympati med Sønnen, der intet Stærkt vilde, ikke engang benytte sin Ungdom til vilde Glæder. Og især lo han ad Andreas, naar denne fo'r rundt paa støvede Landeveje med sin Cykle. Han opfattede dette som en Art Indøvelse i Askese: »naa, har du saa været ude igaar og køre Liderligheden af dig,« plejede han at sige til den forlegent rødmende Andreas. Selv brugte han andre Midler for at tilfredsstille sit Hjærtes Trang.
Galt gættede Faderen ikke. Naar Andreas drev megen Sport, cyklede, gjorde Gymnastik, endog blev Fodsportsmand, skete dette ikke alene for Idrættens Skyld. Han var ikke passioneret for Sport saalidt som for nogen anden Ting. Men han var plaget paa samme Vis som andre unge af erotiske Anfægtelser. Og han vilde og maatte gaa imod dem. Gadens Skønheder tiltrak ham vel et Sekund, naar han mødte dem, og Variétéens pyntede Damer satte hans Fantasi i stærk Bevægelse, men han var dog baade legemligt og aandeligt angst for dem. Han vidste fra saamange Kamerater, der var vendte saarede tilbage fra Elskovens Feltslag, hvad Fare man løb — og desuden anede han ikke, hvad han skulde sige til Damerne. Naturligvis havde han ikke kunnet undgaa at træffe paa en og anden af disse Skønne, og hver Gang var Ordene blevne stikkende i Halsen paa ham. Hans eneste Kærlighedshistorie var den, han som Student havde havt med den smukke Stuepige paa Gaarden. Hun var fin og blid og rank og beskeden, og hans Moder havde, det troede han senere, en Stund protegeret Forbindelsen. Hun havde vel ment, at Anine beskyttede imod større Dumheder. Dog just som de under megen Forelskelse og Generthed havde fundet hinanden, var Ferien endt og Andreas havde maattet rejse til København, og da han kom tilbage, var der ingen Anine mere paa Gaarden . Rimeligvis havde den gamle Etatsraadinde ved nøjere Overvejelse fundet, at saa sød og smuk Anine var, blev Risikoen let for stor. Men aldrig havde Andreas Tersling før eller siden truffet en Pige, der havde tiltalt hans Hjærte saa stærkt som den flinke Anine med Dueøjnene. Ti Aar var hengaaede siden da, og endnu var hans Ideal ikke fundet.
Ideal! Han kastede Ordet fra sig, medens han stod i Hotelvinduet og saa’ ud over Kongens Nytorv, som Regnen forvandlede til én stor Pøl. Ja, i gamle Dage havde man ogsaa bildt ham ind, at Kongens Nytorv var Verdens største og smukkeste Torv. Nu saa’ han, hvor uanseligt og grimt det var. Han troede heller ikke mere, at der fandtes en Kvinde, der kunde blive Idealet for en Mand. Nej, kunde han blot finde Én, som han var fornøjet med — som behagede ham, naar han kyssede hende og talte med hende — og som var forelsket i ham igen! Det var alligevel løjerligt, at aldrig en Pige — undtagen Anine — for Alvor havde været forelsket i ham. Han var dog ligesaa køn som de fleste.
Og uvilkaarligt vendte han sig om og betragtede sit Spejlbillede. Han saa’ for sig en velvoksen ung Mand med altfor høje Skuldre — et lidt almindeligt Ansigt, hvor Næsen var noget grov, men hvor til Gengæld Munden var frisk med kraftige hvide Tænder. Han mødte i Spejlet to Øjne, der var vante til at se sig for. Hvorfor Pokker blev ingen Pige forelsket i ham, siden dog de rædsomste Mandfolk kunde skaffe sig de nydeligste Koner?
Ja, dels var han jo heller ikke forelsket og dels: vilde han gifte sig eller ikke?
Han maatte le af sig selv, medens han saadan stod og betragtede sig i Spejlet. Saa var han da ikke kommen videre efter at have set fremmede Byer og Mennesker. Just saa- dan ræsonnerede han, da han drog hjemme fra.
Alligevel var han ikke kommen hjem som den samme.
Dog hvis nogen havde spurgt ham, hvad han da havde lært i Udlandet, var han kommet i stor Forlegenhed. Da han rejste, havde den juridiske Professor, der interesserede sig for ham paa Grund af hans Faders politiske Stil- ling og som havde hjulpet ham til hans knebne Laud, raadet ham til at gøre forskjellige Studier ved tyske og franske Universiteter. Gud bedre det: han havde aldrig for Alvor besøgt et Universitet i Udlandet. Der var intet, som han hadede mere end Forelæsninger. Han blev, i samme Sekund som en Mand begyndte at tale fra et Katheder, greben af en Adspredthed, der lod hans Tanker sysle med selv de ligegyldigste Ting, hellere end med de Betragtninger, som Professoren gav til Bedste. Han kunde ikke høre efter, og han fandt det ogsaa særdeles latterligt, at Manden stod der oppe og prædikede, og ingen havde Lov at sige ham imod, selv naar Spørgsmaal eller Indvendinger paatrængte sig stærkt.
Og i Udlandet! Dér havde han oven i Købet følt sig overmaade genert, naar han en enkelt Gang havde trængt sig ind imellem fremmede Studenter, der alle kom til Forelæsningen saa sikre og hjemkendte, snakkede kammeratligt og lystigt med hinanden, endnu havde den forrige Aftens Gilde som lyse Blink i Øjnene og betragtede med en halvt lattermild Mistro den ukendte Fyr, der havde sneget sig ind imellem dem. Alle de andre havde et bestemt Formaal med deres Komme: han vilde blot tilfredsstille sin Nysgerrighed eller udfylde ørkesløse Timer. Engang i Paris var han dog gaaet ind i det Auditorium, hvor den berømteste af alle Frankrigs Lærde sad omgivet af ganske faa Studerende, skjønt Stuen havde Plads til Hundreder. De saa’ alle paa ham, da han kom ind, undtagen den lærde Mand; denne vendte ikke Blikket mod den Fremmede, der krøb sammen i en Krog, endnu mere forlegen, fordi han ikke forstod et Ord af den Disciplin, over hvilken der læstes: et østerlandsk Værk med Kommentarer, der laa i store Folianter foran den Lærde. Han var uhyre grim, tung og klodset, lignede en stor Frø med de fede Kinder og den sammendukkede Holdning. Dog Andreas vidste, at Manden var vis, veltalende, aandfuld og vittig som faa og i Besiddelse af den højeste Kulturs fineste Dannelse. Han saa’ rolig og tænksom ud, ogsaa ganske myndig og fuldkommen alvorlig. Og da greb der Andreas en smertefuld Længsel efter at være lærd og stille og mild og stor som denne gamle lærde Mand, til hvis Ord Tusinder lyttede, selv om han angrebes dumt og raat. Hvilket lykkeligt Liv — et Liv som Forsker og som Lærer! Han betragtede endnu engang det grimme, skaldede Carteuser-Hoved og skyndte sig bort.
Hvad var han? En dansk juridisk Kandidat med Penge paa Lommen og et Gods i Ryggen. Han kunde spise god Mad, blive høfligt opvartet, rejse i første Klasse, gaa paa Variété eller i Teater og lade sig betjene af de paa Pladsen værende Kvindfolk. Ja, han kunde — til hans Ære tjente det dog — læse med Fornøjelse og Forstaaelse de bedste Bøger. Men ak, hvor ofte gled Bogen ikke ud af hans Hænder, medens han næsten fortvivlet stirrede ud for sig i Timevis. Hvad var Bøger — hvis de ikke var alt! Og dette kunde de aldrig blive for ham. Og hvor smertefuldt længtes han ikke efter at leve stærkt, i taabelig Hengivelse, i blind Tro paa sig selv, i Følelsen af, at Timen var kostbar! Han mindedes saa ofte de gamle Ord: Timerne saarer, den sidste dræber. Men ikke alle Timer saarede eller gnævede paa Ens Liv, nogle kom med Blomster og kransede den Lykkelige.
Blot en eneste blomsterkranset Time!
Ak, Rejsen havde ikke bragt ham en saadan! Og dog vilde han ikke undværet disse Rejsesaar. Han havde lært endel undervejs. Billeder var gledne ham forbi: Stæder og Landskaber, gamle Mure og nye Torve, Kunstværker og Slotte, Teatre og Kirker — brogede Billeder, af hvilke mange sad fast i hans Sjæl og alle havde udfyldt tidligere tomme og dumme Forestillinger. Desuden: han var kommet modnere hjem, mere opsat paa at møde de hjemlige Ting som en Mand, mere forberedt paa at handle og afgøre, tale og lide.
Vidste han kun hvordan!