Doktor Moreaus Ø/11. Loven

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

V. Pios Boghandel København


Doktor Moreaus Ø.djvu Doktor Moreaus Ø.djvu/7 94-108

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Ellevte Kapitel.
Loven.


Derpaa rørte noget Koldt ved min Haand. Jeg foer voldsomt sammen og saa tæt ved mig en utydelig, blegrød Tingest, der mere lignede et flaaet Barn end nogetsomhelst andet i Verden. Dette Væsen havde aldeles et Dovendyrs godmodige men frastødende Ansigtstræk, den samme lave Pande og langsomme Bevægelser. Efterhaanden som jeg vænnede mig til det svage Lys, kunde jeg tydeligere skælne mine Omgivelser. Den lille, dovendyragtige Skabning stod og stirrede paa mig. Min Fører var forsvunden.

Jeg befandt mig i en snæver Gang mellem høje Lavamure — en Revne, der havde dannet sig i Lavaens ujævne Strøm — og paa begge Sider var der stablet sammenfiltrede Dynger af Tang, Palmeblade og Siv op mod Klipperne, hvorved der dannedes nogle tarvelige Huler, i hvis Indre et uigennemtrængeligt Mørke herskede. Vejen, der snoede sig mellem disse op gennem Kløften, var næppe fem Fod bred og tilsølet med Klumper af raadden Frugt og andet Affald, hvilket forklarede Stedets ubehagelige Stank.

Det lille, blegrøde Dovendyr stod endnu og betragtede mig med plirende Øjne, da mit Abe-Menneske atter kom til Syne ved Indgangen til den nærmeste af disse Huler og vinkede ad mig. Idet samme kravlede et klodset Uhyre dorskt ud af en af Boligerne højere oppe i denne sælsomme Gade, rejste sig som en utydelig Silhouet mod det lyse Grønsvær deroppe og gloede paa mig. Jeg tøvede — havde halvvejs Lyst til at løbe min Vej derhen, hvorfra jeg var kommen — men besluttede mig saa til at fortsætte mit Æventyr, greb fast om Midten paa min Stok og kravlede bagefter min Fører ind i den lille, ildelugtende Hule.

Det var et halvkredsformet Rum, af Skikkelse som Halvdelen af en Bikube, og henne ved Klippevæggen, der dannede dets Inderside, laa en Hob forskellige Frugter, Kokosnødder og andre. Nogle kluntede Kar af Lava og Træ stod rundt om paa Gulvet og et af dem paa en klodset Skammel. Der var ingen Ild. I Hyttens mørkeste Krog sad en uformelig, mørk Masse, som gryntede: "Hæ!" idet jeg kom ind, og min Abe-Mand stod i det svage Lys henne ved Døraabningen og rakte en kløvet Kokosnød frem imod mig, mens jeg kravlede ind i en anden Krog og satte mig paa Hug. Jeg tog den og gav mig til at gnave paa den saa roligt som muligt til Trods for, at jeg skælvede af Spænding, og skønt Hulens beklumrede Luft var næsten uudholdelig. Det lille, blegrøde Dovendyr stod ved Hyttens Indgang, og et andet Væsen med graagult Ansigt og skinnende Øjne kom hen og stirrede ind over dets Skulder.

"Hæ," lød det fra den mystiske Masse ligeoverfor mig. — "Det er et Menneske! Det er et Menneske!" pjattede min Fører, "et Menneske, et Menneske, et levende Menneske ligesom jeg."

"Hold Mund!" sagde Stemmen i Mørket og gryntede. Jeg gnavede paa min Kokosnød under en virkningsfuld Tavshed. Jeg spejdede ivrigt ind i Mørket, men kunde intet skælne. "Det er et Menneske," gentog Stemmen. "Han kommer for at leve sammen med os?" Det var et tykt Maale med en Slags pibende Bilyd, som forekom mig mærkelig, men Udtalen af det Engelske var paafaldende god.

Abe-Manden saa forventningsfuldt paa mig. Jeg forstod, at der laa et Spørgsmaal i denne Pavse. "Han kommer for at leve sammen med jer," sagde jeg.

"Det er et Menneske. Han maa lære Loven."

Jeg begyndte nu at skælne en endnu mørkere Genstand inde i Mørken, det svage Omrids af en sammenkrøben Skikkelse. Saa lagde jeg Mærke til, at to nye Hoveder formørkede Døraabningen. Jeg greb fastere om min Stok. Væsenet i Mørket gentog med lydeligere Stemme: "Sig Ordene." Jeg havde overhørt dets sidste Bemærkning. "Ikke gaa paa alle fire; det er Loven," gentog det i en syngende Tone.

Jeg tav forbløffet. "Sig Ordene," gentog Abe-Manden og Skikkelserne i Døren med en truende Klang i Stemmerne. Jeg indsaa, at jeg var nødt til at gentage denne idiotiske Sætning. Og saa begyndte den mest fjollede Ceremoni. Stemmen i Mørket istemte et vanvittigt Litani, Linie for Linie, og jeg og de Øvrige gentog det. Medens de gjorde det, rokkede de fra Side til Side og daskede sig med Hænderne paa Knæene, og jeg fulgte deres Eksempel. Jeg kunde have indbildt mig, at jeg allerede var død og i en anden Verden. Den mørke Hytte. disse groteske, utydelige Skikkelser, hist og her bestraalede af et svagt Lysskær, og allesammen rokkende og syngende i Kor:

"Ikke gaa paa alle fire; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?"

"Ikke labe Drikken op; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?"

"Ikke æde Kød eller Fisk; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?"

"Ikke flaa Barken af Træerne; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?"

"Ikke jage andre Mennesker; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?"

Og dernæst gik vi fra at forbyde disse taabelige Handlinger over til at forbyde, hvad jeg den Gang ansaa for de vanvittigste, umuligste, usømmeligste Ting, man vel kunde tænke sig. En Slags rhythmisk Iver greb os alle; vi pjattede og rokkede hurtigere og hurtigere, mens vi gentog denne forbavsende Lov. Smitten fra disse Dyremennesker havde grebet Overfladen af min Sjæl, men dybest inde i mig stredes Latter og Væmmelse med hinanden. Vi gennemgik en lang Række Forbud, og saa begyndte Sangen paa en ny Formel:

"Hans er Smærtens Hus."

"Hans er den Haand, som skaber."

"Hans er den Haand, som saarer."

"Hans er den Haand, som læger."

Og saa Videre i en lang Række Sætninger, for Størstedelen fuldstændigt uforstaaeligt Kavdervælsk for mig, om "Ham" — hvem det nu kunde være. Jeg kunde have bildt mig ind, at jeg drømte, men jeg har aldrig før hørt Sang i Drømme.

"Hans er Lynets Glimt," sang vi. "Hans er det dybe, salte Hav."

Jeg fik en gyselig Anelse om, at Moreau, efter at have gjort disse Mennesker til Dyr, havde besmittet deres forkrøblede Hjærner med en Slags Forgudelse af ham selv. Men jeg saa de hvide Tænder og de stærke Kløer omkring mig altfor tydeligt til, at jeg af den Grund skulde holde inde med min Sang. "Hans er Stjærnerne paa Himlen."

Endelig var Sangen færdig. Jeg saa Abe-Mandens Ansigt skinne af Sved, og da mine Øjne nu havde vænnet sig til Mørket, saa jeg tydeligere den Skikkelse i Krogen, fra hvem Stemmen kom. Den var paa Størrelse som et Menneske, men syntes helt bedækket med glansløse, graa Haar. Hvad var det for et Væsen? Og hvad var de allesammen? Hvis Læseren kan tænke sig omgivet af alle de frygteligste Vanskabninger og Daarekistelemmer, som det er muligt at forestille sig, vil han kunne gøre sig et svagt Begreb om, hvad jeg følte med alle disse groteske Menneskekarrikaturer omkring mig.

"Han er en Fem-Mand, en Fem-Mand, en Fem-Mand … ligesom jeg," sagde Abe-Manden.

Jeg rakte mine Hænder frem. Den graa Skabning i Krogen bøjede sig forover. "Ikke løbe paa alle fire; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?" sagde han, strakte en løjerlig vanskabt Klo frem og greb mine Fingre. Det saa næsten ud som en Hjorteklov, der var lavet om til Kløer. Jeg kunde have hylet af Overraskelse og Smærte. Væsenet strakte Ansigtet frem og kiggede paa mine Negle, og ved Lysskæret fra Hyttens Aabning saa jeg med Væmmelse, at det hverken var et Menneskes eller et Dyrs Ansigt, men kun et Virvar af graa Haar med tre mørke, buede Fremspringninger, som betegnede Øjnenes og Mundens Plads.

"Han har smaa Negle," mumlede dette uhyggelige Væsen i sit lange Skæg. "Det er godt. Mange er belemrede med lange Negle."

Han lod min Haand falde, og instintmæssigt greb jeg min Stok. "Spis Rødder og Urter — det er Hans Villie," sagde Abe-Manden.

"Jeg er Lovsigemanden," sagde den graa Skikkelse. "Herhen kommer alle de, som er nye, for at lære Loven. Jeg sidder i Mørket og fremsiger Loven."

"Det er sandt," sagde et af Dyrene i Døraabningen.

"Der er slemme Straffe for dem, som bryder Loven. Ingen kan undslippe."

"Ingen kan undslippe," sagde Dyrefolkene og skottede stjaalent til hverandre.

"Ingen, ingen," sagde Abe-Manden. "Ingen kan undslippe. Hør blot! Jeg gjorde en Gang noget, noget Galt. Jeg pludrede, pludrede og talte ikke. Ingen kunde forstaa mig. Jeg blev brændt, fik et Brændemærke i Haanden. Han er stor, han er god!"

"Ingen kan undslippe," sagde det graa Væsen i Krogen.

"Ingen kan undslippe," sagde Dyrefolkene og skævede til hverandre.

"Enhver har Lyst til noget, som er ondt," vedblev den graa Lovsigemand. "Hvad du har Lyst til, ved vi ikke, men vi faar det nok at vide. Somme har Lyst til at forfølge, hvad der bevæger sig, til at ligge paa Lur og luske om og vente og springe frem, til at dræbe og bide, bide dybt og kraftigt og drikke Blodet .... Det er ondt. "Ikke jage andre Mennesker; det er Loven. Er vi ikke Mennesker? Ikke æde Kød eller Fisk; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?""

"Ingen kan undslippe," sagde et Spættet Væsen, som stod i Døren.

"Enhver har Lyst til noget, som er ondt," sagde den graa Lovsigemand. "Somme har Lyst til at slide med Tænder og Hænder i Planternes Rødder og snuse i Jorden .... Det er ondt."

"Ingen kan undslippe," gentog Mændene i Døren.

"Somme gaar omkring og flaar Barken af Træerne, somme kradser i Jorden paa de Dødes Grave; somme slaas med Panderne, Fødderne eller Kløerne; somme bider pludselig og uden Anledning; somme holder af Urenlighed."

"Ingen kan undslippe," sagde Abe-Manden og kradsede sig paa Læggen.

"Ingen kan undslippe," gentog det lille, blegrøde Væsen, der lignede et Dovendyr.

"Straffen er haard og sikker. Derfor lær Loven. Sig Ordene," og straks begyndte han igen paa Lovens sælsomme Litani, og jeg og alle disse Væsener gav os paany til at synge og rokke. Det svimlede for mig af denne Pjatten og Hulens beklumrede Stank, men jeg blev ved, i Haab om snart at rinde en Mulighed for at lære disse Væsener nærmere at kende. "Ikke gaa paa alle fire; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?"

Vi gjorde et saadant Spektakel, at jeg ikke lagde Mærke til en Tummel udenfor, førend een — jeg tror, det var en af de to Svinemænd, som jeg havde set — stak Hovedet ind over det lille, blegrøde Dovendyr og i en ivrig Tone raabte noget, som jeg ikke forstod. Øjeblikkeligt forsvandt de, der stod ved Hyttens Aabning, min Abe-Mand foer ud, det Væsen, der havde siddet i Mørket, fulgte efter ham — jeg fik kun Tid til at lægge Mærke til, at det var stort og klodset og bedækket med sølvgraa Haar — og jeg stod alene tilbage.

Saa hørte jeg, endnu førend jeg naaede Døren, en Jagthund glamme.

Et Sekund efter stod jeg udenfor Hytten med min Stok i Haanden og hver Muskel i hele mit Legeme dirrende. Foran mig saa jeg de kluntede Rygge af en Snes Stykker af disse Dyremennesker og deres vanskabte Hoveder, der halvt skjultes af deres Skuldre. De gestikulerede ivrigt. Andre halvt dyriske Ansigter gloede spørgende ud fra Hytterne. Jeg kastede Blikket i den Retning, mod hvilken de havde vendt sig, og saa i den blaalige Dis under Træerne udenfor Hulen Moreaus mørke Skikkelse og frygtelige, blege Ansigt nærme sig. Han holdt den ivrige Jagthund tilbage, og tæt bagved ham kom Montgomery med en Revolver i Haanden.

Et Øjeblik stod jeg lamslaaet af Rædsel.

Jeg vendte mig om og saa Gangen bagved mig spærret af en sværtbygget Skabning med et vældigt, graat Ansigt og smaa, blinkende Øjne; den kom henimod mig. Jeg saa mig om, og til højre, en halv Snes Alen foran mig, fik jeg Øje paa en snæver Spalte i Klippevæggen, gennem hvilken en Lysstraale faldt skraat ned i Mørket. "Holdt!" raabte Moreau, idet jeg gik henimod den, og derefter: "Stop ham!" Ved disse Ord vendte først eet og derpaa flere Ansigter sig imod mig. Heldigvis var deres dyriske Aandsævner langsomme.

Jeg gav et klodset Uhyre, som drejede sig om for at se, hvad det var, Moreau mente, et Puf med Skulderen, saa at han trimlede over mod en anden. Jeg følte hans Hænder famle i Luften efter mig, men han fik ikke fat i mig. Det lille, blegrøde Dovendyr foer løs paa mig, og jeg slog det til Jorden med en Flænge i dets grimme Fjæs af Sømmet i min Stok; et Øjeblik efter var jeg i Færd med at kravle op ad en stejl Sti, en Slags skraanende Skorsten, der førte op af Kløften. Jeg hørte et Vræl bagved mig og Raabene: "Fang ham!" — "Stop ham!" — og Væsenet med det graa Ansigt viste sig bagved mig og pressede sin store Krop ind i Klippespalten. "Fremad, fremad!" hylede de.

Jeg klavrede op gennem den snævre Revne i Klippen og kom ud paa den svovlholdige Jord paa den vestlige Side af Dyremenneskenes Landsby. Jeg løb henover det gulhvide Plateau, ned ad en stejl Skrænt, gennem en Lund af spredte Træer. og naaede en lavtliggende Slette med høje Rør. Gennem disse banede jeg mig Vej ind i et mørkt, tæt Krat, hvor Jorden var mørk og fugtig. Det var et Held for mig, at jeg havde fundet den Klipperevne, thi den smalle, stejle Sti maatte have sinket mine nærmeste Forfølgere. Netop som jeg sprang ind mellem Rørene, dukkede de forreste af dem frem frem fra Spalten. I nogle Minutter banede jeg mig Vej gennem dette Krat. Luften bagved mig og rundt om mig genlød snart at truende Skrig. Jeg hørte Larmen af mine Forfølgere i Spalten og paa Skrænten, derpaa en Bragen i Rørene og en Knækken af Grene. Nogle af disse Væsener brølede ligesom ophidsede Rovdyr. Jagthunden halsede til venstre for mig, og i samme Retning hørte jeg Moreau og Montgomery raabe. Jeg drejede rask til højre. Selv i det Øjeblik forekom det mig, at jeg hørte Montgomery raabe til mig, at jeg skulde løbe for at frelse mit Liv.

Snart efter begyndte den bløde, fugtige Jord at give efter under mine Fødder; men jeg var desperat, styrtede mig ud i Moradset, vadede igennem, skønt jeg sank i til Knæene, og naaede saaledes en Sti, der snoede sig mellem høje Rør. Støjen af mine Forfølgere passerede forbi paa min venstre Side. Et Steds sprang tre løjerlige, lyserøde, hoppende Dyr, omtrent saa store som Katte, op foran mine Fødder. Denne Sti gik op ad Bakke, henover en anden aaben Slette bedækket med en hvid Skorpe, og derpaa igen ind i et Krat af Rør.

Pludselig drejede Stien uventet brat af og løb parallelt med Randen af en stejl Kløft, om hvis Eksistens jeg ingen Anelse havde, — ligesom disse dybe Grøfter i engelske Parker, Grøfter, som man ikke ser, førend man er lige ved dem. Jeg løb endnu af alle Kræfter og opdagede ikke denne Afgrund, førend jeg foer paa Hovedet gennem Luften.

Jeg faldt paa Armene og Hovedet iblandt Tjørne og rejste mig op med et forrevet Øre og et blødende Ansigt. Jeg var falden ned i en brat Kløft fuld af Stene og Tjørne, hvor en dampende Taage bølgede om mig i lette Skyer, og en smal lille Bæk, fra hvilken denne Taage kom, snoede sig gennem Midten af Kløften. Jeg var forbavset over denne lette Taage i det fulde, klare Solskin, men jeg havde ikke Tid til at blive staaende og undre mig. Jeg drejede til højre og fulgte Bækkens Løb i det Haab at træffe Havet i den Retning og saaledes have det i min Magt at drukne mig. Først senere lagde jeg Mærke til, at jeg havde tabt min Stok i Faldet.

Snart efter naaede jeg et Stykke Vej, hvor Kløften blev snævrere, og traadte uden Betænkning ud i Bækken. Men jeg sprang op igen i en Fart, thi Vandet var næsten kogende hedt. Nu lagde jeg ogsaa Mærke til, at der flød et tyndt, svovlholdigt Skum paa dets boblende Overflade. Et Øjeblik efter kom jeg til en Drejning i Kløften og fik Øje paa den uendelige, blaa Horisont. Havet laa tæt ved og glimtede i Solen som Tusinder af slebne Ædelstene. Jeg saa min Død for mig.

Men jeg var hed og pustede. Jeg følte ogsaa en triumferende Glæde over at have vundet et Forspring for mine Forfølgere. Jeg havde i det Øjeblik ingen Lyst til at gaa ud og drukne mig. Blodet løb for varmt gennem mine Aarer.

Jeg stirrede tilbage i den Retning, jeg var kommen fra. Jeg lyttede. Der var ikke en Lyd at høre, undtagen Myggenes Surren og en Piben af nogle smaa Insekter, som hoppede om mellem Tornene.

Saa lød Hundeglam ganske svagt, en Pjatten og Pludren, Piskesmæld og Stemmer. De blev lydeligere og derpaa atter svagere. Larmen trak sig tilbage op ad Bakken og døde hen. Jagten var forbi for en Stund.

Men nu vidste jeg, hvor megen Hjælp jeg kunde vente mig af Dyrefolkene.