Doktor Moreaus Ø/4. Manden, som intet Sted havde at ty hen
Fjerde Kapitel.
Manden, som intet Sted havde at ty hen.
Tidligt om Morgenen — det var den anden Morgen, efter at jeg var kommen til mig selv igen, og den fjerde, tror jeg, efter at jeg var bleven funden i Baaden — vaagnede jeg op af en Række vilde Drømme, Drømme om Kanoner og hylende Folkeskarer, og hørte hæse Raab ovenover mig. Jeg gned mine Øjne og laa og lyttede til Støjen en kort Stund uden rigtigt at være klar over, hvor jeg befandt mig. Saa lød der pludselig en Sjasken af bare Fødder, Larmen af tunge Genstande, der blev kastede omkring, og en voldsom Knagen og Raslen af Lænker. Jeg hørte Vandets Brusen, idet Skibet pludselig drejede, og en skummende, gulgrøn Bølge sprøjtede henover det lille, runde Koøje i min Kahyt, saa at det blev pjaskvaadt. Jeg trak hurtigt mine Klæder paa og gik op paa Dækket.
Da jeg kom op ad Trappen, saa jeg Skipperens brede Ryg og røde Haar mod den gyldne Himmel — thi Solen var netop ved at staa op — og over hans Skulder saa jeg Pumaen hænge i en Tallie, der var fastgjort ved Mesangaffelen. Det arme Dyr syntes at være frygteligt forskrækket og krøb sammen paa Bunden af sit lille Bur. "Over Bord med dem!" brølede Skipperen. "Over Bord med dem! Nu faar vi snart Skibet renset, Gud være lovet! Nu faar vi snart Skibet renset!"
Han stod i Vejen for mig, saa at jeg nødvendigvis maatte berøre hans Skulder for at komme op paa Dækket. Det gav et Sæt i ham, han drejede sig om og vaklede et Par Skridt tilbage for at stirre paa mig. Det var let at se, at Manden endnu var beruset. "Halløj!" sagde han dumt, men saa viste der sig et Blink i hans Øjne. og han vedblev: "Hvad for noget, det er jo Herr — Herr —?"
"Prendick," sagde jeg.
"Ad Helvede til med Prendick!" sagde han. "Hold Mund — det er Deres Navn. Herr Hold Mund."
Det var ingen Nytte til at svare det Bæst. Men hans næste Bevægelse kom mig unægteligt uventet. Han strakte Haanden ud mod Falderebet, ved hvilket Montgomery stod og talte med en sværtbygget, hvidhaaret Mand i snavset, blaa Flonelsdragt, som øjensynligt netop var kommen om Bord. "Den Vej, forbandede Herr Hold Mund. Den Vej," brølede Skipperen.
Montgomery og hans Kammerat vendte sig om ved disse Ord.
"Hvad mener De?" sagde jeg.
"Den Vej, forbandede Herr Hold Mund — det er, hvad jeg mener. Over Bord, Herr Hold Mund — og skrub Dem lidt. Vi er i Færd med at gøre Skibet klart, for Satan — rense hele Skibet. Og De skal over Bord."
Jeg stirrede forbløffet paa ham. Saa faldt det mig ind, at dette netop var, hvad jeg ønskede. Der var ingen Grund til at sørge over, at jeg gik glip af Udsigten til en Rejse som eneste Passager hos denne trættekære Drukkenbolt. Jeg vendte mig mod Montgomery.
"Vi kan ikke have noget at gøre med Dem," sagde Montgomerys Kammerat kort.
"De kan ikke have noget at gøre med mig!" gentog jeg forfærdet. Han havde det kraftigste og mest bestemte Ansigt, som jeg nogensinde har set.
"Hør nu," begyndte jeg og vendte mig til Skipperen.
"Over Bord," svarede Skipperen. "Vi har ikke længere Plads her om Bord til Dyr og dem, der er værre end Dyr. Over Bord med Dem — Herr Hold Mund. Hvis de ikke kan have noget at gøre med Dem, maa De drive for Vind og Vejr. Men væk skal De! De og Deres Venner. Jeg vil ikke have mere at gøre med denne hersens fordømte Ø i al Evighed, Amen! Jeg har faaet nok af den."
"Men, Montgomery —" bad jeg.
Han vrængede med Underlæben og gjorde en haabløs Bevægelse med Hovedet henimod den hvidhaarede Mand ved Siden af ham som for at sige, at det ikke stod i hans Magt at hjælpe mig.
"Nu skal De straks blive besørget," sagde Skipperen.
Og saa begyndte der en løjerlig trekantet Ordveksling. Afvekslende rettede jeg mine Bønner til de tre Mænd, først til den hvidhaarede Mand om at lade mig slippe i Land, og derpaa til den drukne Skipper om at beholde mig om Bord. Jeg vendte mig endogsaa bønfaldende til Matroserne. Montgomery sagde ikke et Ord, men rystede kun paa Hovedet. "De skal over Bord, siger jeg," var Skipperens stadige Omkvæd. "Ad Helvede til med Lov og Ret! Her er jeg Konge."
Til sidst, maa jeg tilstaa, svigtede Stemmen mig pludselig midt i en kraftig Trudsel. Jeg gik agterud og blev staaende der, temmelig ynkelig til Mode.
Imidlertid havde Matroserne travlt med at losse Kasserne og Burene med Dyrene i. En stor Baad med to Luggersejl laa ved Skonnertens Læside, og ned i den blev det sælsomme Rejsegods hejset. Jeg saa ikke den Gang de Mænd fra Øen, som tog imod Godset, thi Skonnertens Side skjulte Baadens Skrog for mig.
Hverken Montgomery eller hans Kammerat tog mindste Notits af mig, men var optagne af at hjælpe og vejlede de fire eller fem Matroser, som lossede Godset. Skipperen gik forud, men sinkede dem snarere, end han hjalp dem. Jeg var afvekslende fortvivlet nedslaaet og fortvivlet kæk. Et Par Gange, mens jeg stod og ventede paa, at Begivenhederne vilde gaa deres Gang, kunde jeg ikke bare mig for at le over den ynkelige Knibe, hvori jeg befandt mig. At jeg ikke havde faaet Frokost, gjorde, at jeg følte mig endnu elendigere. Sult og Mangel paa Blodlegemer berøver en Mand hele hans Mandighed. Jeg indsaa temmelig tydeligt, at jeg ikke havde Kraft nok, hverken til at gøre Modstand imod Skipperens Bestræbelser for at jage mig bort, eller til at paatvinge Montgomery og hans Kammerat mit Selskab. Derfor ventede jeg uvirksomt paa, hvad Skæbnen vilde bringe, og Arbejdet med at stuve Montgomerys Ejendele ned i Baaden fortsattes, som om jeg aldeles ikke eksisterede.
Dette Arbejde var snart færdigt, og saa fulgte en Kamp; til Trods for min — for Resten temmelig svage — Modstand blev jeg trukken hen til Falderebet. Selv i det Øjeblik lagde jeg Mærke til, hvilke sælsomme, brune Ansigter de Mænd havde, som sad hos Montgomery i Baaden. Men Baaden var nu fuldt lastet og blev hurtigt skudt fra. Et bredt Gab af grønt Vand viste sig under mig, og jeg kastede mig bagover af alle Kræfter for ikke at gaa paa Hovedet i Vandet.
Mændene i Baaden udstødte nogle Spottende Raab, og jeg hørte Montgomery bande dem. Og saa slæbte Skipperen, hjulpen af Styrmanden og en af Matroserne, mig agterud. Den lille Jolle fra "Lady Vain" laa paa Slæb under Agterspejlet; den var halvt fuld af Vand, havde ingen Aarer og ikke Spor af Levnedsmidler om Bord. Jeg nægtede at gaa ned i den og kastede mig, ligesaa lang jeg var, paa Dækket. Det endte med, at de hejsede mig ned i den med et Tov — thi de havde intet Faldereb agterude — og kastede mig los.
Jeg drev langsomt bort fra Skonnerten. I en Slags bedøvet Tilstand saa jeg alle Mand give sig i Lag med Sejlene, og langsomt men sikkert drejede Skibet sig rundt for Vinden. Sejlene baskede hid og did og bugnede saa ud, efterhaanden som de fyldtes af Vinden. Jeg stirrede paa den af Vind og Vejr medtagne Skibsside, der krængede stejlt over mod mig. Og saa gled Skonnerten bort fra mine Øjne.
Jeg drejede ikke Hovedet for at se efter den. I Begyndelsen kunde jeg næppe begribe, hvad der var sket. Jeg krøb sammen i Bunden af Jollen, helt bedøvet, og stirrede tomt ud over det øde, blanke Hav. Saa forstod jeg, at jeg atter var i dette mit lille Helvede, der nu var halvt fuldt af Vand. Jeg saa tilbage over Rælingen og saa Skonnerten sejle bort fra mig og den rødhaarede Skipper nikke spottende til mig fra Hakkebrættet; jeg vendte mig om mod Øen og saa Baaden blive mindre og mindre, efterhaanden som den nærmede sig Strandbredden.
Pludselig gik det op for mig, hvor grusomt det var af dem at forlade mig saaledes. Jeg var ikke i Stand til at naa Landet, med mindre jeg tilfældigvis drev derind. Læseren maa vel erindre, at jeg endnu var svag efter mine Lidelser i Baaden; min Mave var tom, og jeg følte mig meget mat, ellers vilde jeg have haft mere Mod. Men under de nuværende Omstændigheder begyndte jeg pludselig at hulke og græde, som jeg ikke havde gjort, siden jeg var et lille Barn. Taarerne trillede ned ad mit Ansigt. I lidenskabelig Fortvivlelse slog jeg med mine knyttede Næver i Vandet paa Bunden af Baaden og sparkede rasende til Rælingen. Jeg bad med høj Stemme til Gud om, at han vilde lade mig dø.