En Studie i rødt/1/1
FØRSTE DEL
AF
Dr. med. JOHN WATSONS OPTEGNELSER
Første Kapitel.
Mr. Sherlock Holmes.
I Aaret 1878 tog jeg medicinsk Embedsexamen fra Universitetet i London og lod mig umiddelbart derpaa optage paa Netley-Institutet for at gennemgaa det Kursus, som er foreskrevet de Læger, der agte at gaa til Armeen. Da jeg var færdig med dette, blev jeg straks ansat ved femte Northumberland Fusilierer som Underlæge. Regimentet laa paa den Tid i Garnison i Indien, og før jeg var kommen derned, var den anden afghanske Krig udbrudt. Da jeg steg i Land i Bombay, erfarede jeg, at mit Korps var afmarscheret, havde forceret de nordlige Passer og allerede befandt sig dybt inde i Fjendens Land. Imidlertid fulgte jeg straks efter det i Følge med en Del Officerer, der vare i samme Situation som jeg selv, og det lykkedes os velbeholdne at naa Candahar, hvor jeg fandt mit Regiment og straks begyndte min Tjeneste.
Krigen bragte mange Ære og Forfremmelse, men mig forskaffede den kun Genvordigheder og Ulykker. Jeg forflyttedes fra min Brigade til de lettere Tropper, Berkshirerne, med hvem jeg deltog i den uheldige Træfning ved Maiwand. Her ramtes jeg i Skulderen af en Jezail Kugle, der knuste Nøglebenet og strejfede Nøglebens-Arterien, og jeg vilde være falden i Hænderne paa de vilde morderiske Ghazier, hvis ikke min brave Oppasser Murway midt under Kugleregnen, og medens vort Kompagni trak sig tilbage, havde baaret mig hen til en Pakhest, løftet mig op paa den og ført mig i Sikkerhed tilbage til de engelske Linier.
Forpint af mit Saar og svækket af de mange haarde Strabadser, som jeg havde gennemgaaet, blev jeg tillige med en hel Del andre saarede sendt ned til Hospitalet i Peshawur. Her forblev jeg i længere Tid og var allerede kommen saa meget til Kræfter, at jeg kunde gaa omkring i Fællessalen, ja endog sidde og slikke Solskin ude paa Verandaen, da jeg atter blev kastet paa Sygelejet af Klimatfeberen, denne vore indiske Besiddelsers Svøbe. I flere Maaneder svævede jeg mellem Liv og Død, og da Krisen endelig var overstaaet og Feberen forbi, var jeg saa svag og medtaget, at Lægerne ikke vilde lade mig blive i Indien en eneste Dag længere end højst nødvendigt. Jeg blev altsaa sendt hjem med »Orontes«, det første af Marinens Skibe, der afgik, og landede en Maaned senere i Portsmouth med fuldstændig nedbrudt Helbred, men med den faderlige Regerings Tilladelse til at bruge de næste tre Fjerdingaar til at forsøge at faa det sat paa Fode igen.
Jeg havde hverken Slægt eller Venner i England og var derfor saa fri som Fuglen i Luften — det vil sige saa fri, som en Gage af ti Shilling om Dagen kan tillade en Ungkarl at føle sig. Det faldt af sig selv, at jeg under disse Omstændigheder tyede til London, den store Malstrøm, der suger alle Rigets Lediggængere og ensomme Eksistenser til sig. Der boede jeg saa i nogen Tid i et Hotel i Strand, og førte en trøstesløs og meningsløs Tilværelse, der dog slugte alle de Penge, jeg havde at raade over, og endda lidt til. Til sidst blev min Status saa foruroligende, at det stod klart for mig, at jeg enten maatte forlade Hovedstaden og søge ud i Provinsen for at vegetere et eller andet Sted, eller ogsaa maatte der ske en grundig Forandring i min Levevis. Jeg valgte den sidste Udvej, idet jeg bestemte mig til at forlade Hotellet og opslaa mit Kvarter i en mindre fordringsfuld og bekostelig Bolig.
Den selvsamme Dag, som jeg havde fattet denne Beslutning, stod jeg og kiggede ind ad et Boghandlervindu i Strand, da en forbigaaende bankede mig paa Skulderen, og da jeg vendte mig om, saa jeg, at det var den unge Stamford, der i sin Tid havde gaaet paa Hospitalet sammen med mig. Synet af et kendt og venligt Ansigt midt i Londons Vrimmel gør den ensomme godt. Paa Hospitalet havde jeg aldrig givet mig meget af med Stamford, men nu hilste jeg paa ham med stor Varme, og det lod ogsaa til, at det glædede ham at se mig. I min overstrømmende Henrykkelse indbød jeg ham til at spise Frokost sammen med mig i min Stamkafé i Holborn; han tog imod Indbydelsen, og vi satte os op i en Cab og kørte sammen derhen.
»Hvad har De dog gjort ved dem selv, Watson?« spurgte han med uforstilt Forbavselse, idet vi rullede gennem Londons tætfyldte Gader. »De er jo saa tynd som en Stage og saa brun som en Kastanje.«
Jeg gav ham et kort Udtog af mine Hændelser og var lige bleven færdig hermed, da vi holdt stille uden for Kaféen.
»Stakkels Fyr,« sagde han medlidende, idet vi stod af, »og hvad tager De Dem saa for nu?«
»For Øjeblikket er jeg paa Jagt efter et billigt Logis,« svarede jeg, »i disse Dage tænker jeg ikke paa andet end Løsningen af det Spørgsmaal, hvorvidt det er muligt at skaffe sig et Par hyggelige Værelser for en rimelig Pris.
»Det er et løjerligt Træf,« bemærkede min Ledsager, »De er den anden, der i Dag har brugt dette Udtryk til mig.«
»Hvem var da den første?« spurgte jeg.
»En Herre, der for Tiden eksperimenterer i det kemiske Laboratorium oppe i Hospitalet. Han beklagede sig netop i Morges over, at han ikke kunde faa nogen til at være halvt med sig om nogle meget hyggelige Værelser, han havde fundet, men som bleve ham for dyre, naar han skulde være ene om dem.«
»Nej virkelig,« udbrød jeg, »nu — ønsker han en til at dele sine Værelser og Udgifter, da er jeg netop den rette Mand, jeg vil heller end gerne være halvt med ham.«
Stamford saa lidt betænkelig hen til mig over sit Vinglas. »De kender nok ikke Sherlock Holmes,« sagde han, »hvis De gjorde det, vilde De maaske ikke saa ivrig ønske at have ham til stadigt Selskab.«
»Saa? — hvad er der da at udsætte paa ham?«
»Der er ikke det mindste at udsætte paa ham — det er ikke Meningen; men han har adskillige løjerlige Ideer, er for Resten en meget ivrig Dyrker af visse Videnskabsgrene.«
»Han studerer vel saa Medicin?« bemærkede jeg.
»Nej — jeg ved forøvrigt slet ikke, hvad Formaal han har med sine Studier. Han er grundig inde saavel i Anatomien som Kemien, men saa vidt jeg ved, har han aldrig taget nogen Eksamen. Hans Studier ere meget spredte og ekscentriske, men paa den anden Side har han samlet sig en saa stor Mængde Udenomskundskaber, at Professorerne vilde blive højlig forbavsede, om de bleve gjorte bekendt med dem.«
»Har De da aldrig spurgt ham, hvad hans Fremtidsplaner gaar ud paa?« spurgte jeg.
»Nej, han er ikke af den Slags Folk, man let bliver fortrolig med, skøndt han ellers kan være meddelsom nok, naar det stikker ham.«
»Jeg kunde have stor Lyst til at faa fat paa Manden,« sagde jeg. »Skal jeg bo sammen med nogen, skal det helst være med et roligt, studerende Menneske; thi jeg er endnu saa svag, at jeg ikke godt kan taale ret megen Støj og Sindsbevægelse: de to Ting har jeg faaet saa rigelig af i Afghanistan, at jeg har nok for hele min øvrige Levetid. Hvorledes skal jeg faa fat i Deres Ven?«
»Han er sikkert at træffe i Laboratoriet,« svarede Stamford, »enten sætter han ikke sin Fod der i flere Uger, eller ogsaa arbejder han der fra Morgen til Aften. Hvis De synes, kan vi jo køre derom ad, naar vi ere færdige med Frokosten.«
»Ja, lad os det,« svarede jeg, og derefter begyndte vi at tale om andre Ting.
Medens vi kørte fra Kaféen og hen til Hospitalet, gav Stamford mig nogle flere Oplysninger om den Herre, hvem jeg vilde foreslaa at dele Værelse med mig.
»De maa ikke blive vred paa mig, hvis det viser sig, at De ikke kan komme ud af det med ham,« sagde han. »Mit Kendskab til ham er meget overfladisk og skriver sig kun fra vore Sammentræf i Laboratoriet. Det var Dem selv, der foreslog dette Arrangement, og jeg vil være fri for alt Ansvar.«
»Ja, kan vi ikke komme ud af det med hinanden, saa er det jo meget let at blive skilt ad igen, det er da heldigvis ikke noget Giftermaal, det drejer sig om,« svarede jeg. »Det forekommer mig for Resten, Stamford,« tilføjede jeg og saa stift paa min Ledsager, »at De maa have en eller anden Grund til at trække Dem tilbage fra denne Sag, De er saa ivrig til at vadske Deres Hænder. Er denne Fyrs Karakter da saa mistænkelig, eller hvad er der i Vejen? Er der noget, maa De helst sige mig det nu.«
»Naa — det er ikke let at udtrykke det uforklarlige,« svarede han smilende. »Holmes er lidt for videnskabelig efter min Smag — det grænser nær op til koldblodig Hensynsløshed. Jeg kunde f. Eks. godt tænke mig ham give en Ven en lille Dosis af det sidst opdagede vegetabilske Giftstof — slet ikke af Ondskab, forstaar De, men blot af ren videnskabelig Nysgerrighed for at faa nøjagtig Rede paa Stoffets Virkning. Men — for at yde ham fuld Retfærdighed — jeg tror, at han vilde være lige saa parat til at tage det selv, for saaledes er han nu — han tænker ikke paa andet end paa at tilfredsstille sin Tørst efter bestemt, nøjagtig Kundskab.«
»Nu — deri er der da ikke noget ondt.«
»Ja — jeg ved dog ikke, hvad jeg skal sige til det, naar det drives til saadanne Yderligheder, som her. Naar det gaar saa vidt, at han prygler Ligene i Dissekerkammeret med en Stok, saa synes jeg nok, at denne Kundskabstrang antager en lidt frastødende Form.«
»Prygler Ligene?«
»Ja, for at se, hvorvidt Slagene kan virke paa Nerverne efter Døden. Jeg har selv set ham gjøre det.«
»Og saa paastaar De endda, at han ikke studerer Medicin.«
»Nej, Vorherre maa vide, hvad Hensigt han har med sine Studier. Men nu er vi her, og nu kan De selv danne Dem Deres Mening om ham efter Selvsyn.« Idet han sagde dette, drejede vi ned ad et snævert Stræde, og efter at have passeret en smal Sidedør, kom vi ind i en Fløj af det store Hospital. Jeg stod nu paa kendt Grund og trængte ikke til nogen Fører, men gik hastig op ad den store Stentrappe og ned gennem den lange Korridor med de nøgne hvide Vægge og mange graafarvede Døre. Tæt nede ved den anden Ende førte en Sidegang med buet Loft ind til det kemiske Laboratorium.
Dette var en meget høj og rummelig Sal, opfyldt af utallige Glas, Flasker og Kolber; rundt omkring paa Gulvet stod der brede, lave Borde, spækkede med Retorter, Prøveglas og smaa Bunsenske Lamper med blaa, flimrende Flammer. Men der var kun et eneste Menneske i hele det store Rum; han stod bøjet over et Bord i den anden Ende af Salen, helt optaget af sit Arbejde; men da han hørte Lyden af vore Skridt, saa han sig om og rettede sig derpaa med et Glædesudbrud.
»Jeg har fundet det! Jeg har fundet det!« raabte han til min Ledsager, idet han løb hen mod os med et Prøveglas i Haanden, »jeg har fundet et Stof, der præcipiterer (danner Bundfald) med Hæmoglobin[1] og med intet andet.« Om han havde opdaget en righoldig Guldmine, kunde hans Ansigt ikke have straalet af større Fryd.
»Dr. Watson — Mr. Sherlock Holmes«, præsenterede Stamford.
»Ah, det glæder mig at gøre deres Bekendtskab,« sagde Sherlock Holmes hjertelig og trykkede min Haand med en Kraft, som jeg langtfra havde tiltroet ham. »Jeg ser, at De nylig er kommen fra Afghanistan.«
»Hvor i al Verden kan De dog vide det?« spurgte jeg højlig forbavset.
»Bryd Dem blot ikke om det,« lo han saa smaat, »foreløbig drejer Spørgsmaalet sig om Hæmoglobinen; De har vel allerede forstaaet, hvor vigtig min Opdagelse er?«
»Ja, rent theoretisk taget kan den jo være meget interessant; men praktisk set —.«
»Hvad, De troer ikke, den har nogen praktisk Betydning, da maa jeg dog sige Dem, at det er den vigtigste praktisk-medicinske Opdagelse, der er gjort i flere Aar. Forstaar De ikke, at dette Stof er den mest ufejlbare Prøvesten for Blodpletter? Kom med herhen —«, i sin Ivrighed greb han mig ved Frakkeærmet og trak mig hen til Bordet, ved hvilket han havde staaet og eksperimenteret. »Lad os nu faa noget frisk Blod,« sagde han og stak en tyk Naal langt ind i en af sine Fingre, hvorpaa han lod de frempiblende Bloddraaber dryppe ned i et lille Glas. Nu sætter jeg disse Bloddraaber til en Pot Vand — her skal De se, Blandingen ligner fuldstændig rent Vand. hvilket da heller ikke er saa sært, da Blodmængden forholder sig til Vandet omtrent som een til en Million: men jeg tvivler dog ikke om, at vi nok skal faa den karakteristiske Reaktion.« Idet han sagde dette, kastede han nogle smaa hvide Krystaller ned i Vandet og tilsatte derefter nogle faa Draaber af en gennemsigtig Vædske. Øjeblikkelig antog hele Indholdet en mørk Mahognifarve, og et brunt Pulver bundfældedes i Glasset.
»Se der, — hvad sagde jeg!« udbrød han, idet han klappede i Hænderne og saa lige saa fornøjet ud som et Barn, der har faaet nyt Legetøj. »Hvad siger De til det?«
»Det ser jo ud til at være et meget fint Prøvemiddel,« bemærkede jeg.
»Fortrinligt, fortrinligt! Det gamle Guajak-Prøvemiddel var meget plumpt og usikkert, og lige saa usikker er den mikroskopiske Undersøgelse, der har til Opgave at finde Blodlegemerne — den er aldeles værdiløs, naar Blodpletterne blot er nogle faa Timer gamle. Men dette Middel synes at virke lige godt, enten Blodet er gammelt eller nyt. Hvis dette var bleven opdaget tidligere, da er der Hundreder af Mennesker, som nu gaa fri og frank omkring, som vare komne til at lide Straffen for deres Forbrydelser.«
»Ja, umuligt er det ikke,« mumlede jeg.
»I Tilfælde af Drab afhænger Opdagelsen af den skyldige tit af denne ene Omstændighed. Et Menneske bliver mistænkt for Mord mange Maaneder efter, at dette er begaaet; hans Klæder og Linned blive undersøgte, og man opdager, at der findes brunlige Pletter paa dem. Er det nu Blodpletter? Eller er det Pletter af Smuds, Rust, Frugt eller andre Ting? Det er et Spørgsmaal, som har sat mange, selv de mest erfarne, i Forlegenhed, og hvorfor? Fordi man ikke har haft noget paalideligt Prøvemiddel. Nu har vi det Sherlock Holmes'ske, og nu behøver man ikke længere at være i Forlegenhed.«
Hans Øjne ligefrem straalede, medens han talte, og han lagde Haanden over Hjertet og bukkede som for et Auditorium, hans Fantasi havde fremtryllet for ham.
»Saa maa jeg da ønske Dem til Lykke,« sagde jeg meget forbavset over hans Begejstring.
»Der var nu den von Bishoff'ske Sag i Frankfurt i Fjor,« fortsatte han uden at svare paa min Lykønskning, »den Fyr vilde uden al Tvivl være bleven et Hoved kortere, hvis dette Middel havde eksisteret den Gang. Ligeledes var der Mason i Bradford og den bekendte Müller og Leferre fra Montpellier og Samson fra New Orleans. Jeg kunde nævne Snese af Tilfælde, hvor det vilde have været afgørende.«
»Det lader til, at De er en vandrende Forbryderliste,« sagde Stamford leende. »De kunde jo starte et Blad med den Opgave at holde Verden à jour med alle kriminelle Sager og kalde det Universel-Politinyt.«
»Ja, der kunde godt skrives meget læseværdig! herom,« bemærkede Sherlock Holmes og lagde et lille Stykke Hefteplaster over Naalestikket paa Fingeren. »Jeg maa være forsigtig,« fortsatte han og vendte sig mod mig med et Smil, »for jeg eksperimenterer en hel Del med Gift.« Han holdt Haanden frem, idet han talte, og jeg saa, at den var helt oversaaet med smaa Plastre og farvet af stærke Syrer.
»Det er for Resten i Forretningsanliggender, vi komme,« sagde Stamford, idet han satte sig ned paa en høj, trebenet Stol og stødte en anden lignende hen imod mig med Foden. »Min Ven her ønsker at leje nogle Værelser, og da De i Formiddags beklagede Dem over, at De ikke kunde faa nogen til at være halvt med Dem om en Lejlighed, saa mener jeg, at jeg nu har gjort Dem begge to en Tjeneste ved at føre Dem sammen.«
Det lod til, at Sherlock Holmes blev overmaade glad ved Tanken om at komme til at bo sammen med mig. »Jeg har netop Kig paa nogle Værelser i Baker Street,« sagde han, »som vil passe udmærket for os. Jeg haaber ikke, at De lader Dem genere af stærk Tobak?«
»Nej, jeg ryger altid selv af de stærkeste Sorter,« svarede jeg.
»Det er udmærket. I Almindelighed har jeg en hel Del Kemikalier hjemme hos mig, og eksperimenterer af og til — har De noget mod det?«
»Ikke det fjerneste.«
»Lad mig se — hvilke andre Fejl og fæle Vaner har jeg nu — jeg kan være meget uselskabelig og tavs, der kan gaa hele Dage, hvor jeg ikke aabner min Mund; men derfor maa De ikke tro, at jeg er gnaven eller vred, lad mig blot skøtte mig selv, saa kommer alt igen i den gamle Gænge. — Hvad har De saa at bekende, saadanne Fyre som vi, der agte at slaa os sammen for længere Tid, maa helst kende hinandens Uvaner, før vi begynder Samlivet.«
Jeg lo lidt ad dette Krydsforhør. »Jeg har en stor Hundehvalp hos mig,« sagde jeg, »og kan ikke taale Støj, fordi mine Nerver er saa medtagne. Jeg staar tit op paa ganske urimelige Tider af Dagen, og er ganske umanerlig doven. Naar jeg er rask, har jeg forskellige andre Lyder, men disse her ere for Øjeblikket de væsentligste.«
»Regner De Violinspil med til det, De kalder Støj?« spurgte han noget ængstelig.
»Ja, det beror paa den spillende,« svarede jeg; »en veltrakteret Violin er en Fryd for Guderne, men en daarlig Spiller —.«
»Aah — De behøver ikke at fortsætte,« udbrød han, »jeg tror nok, at vi skal komme ud af det med hinanden, og kan vel altsaa betragte Sagen som afgjort — det vil sige, hvis De synes om Værelserne.«
»Naar kan de besés?«
»Vil De komme her hen i Morgen Kl. 12, saa kan vi følges ad hen at se dem og afgøre Sagen,« sagde han.
»Godt — i Morgen Kl. 12 skal jeg være hos Dem,« sagde jeg og trykkede hans Haand.
Han var atter travlt beskæftiget med sine Kemikalier, inden vi forlod Salen.
»Det er sandt,« sagde jeg pludselig, idet jeg standsede og vendte mig mod Stamford, »hvor Pokker kunde han vide, at jeg var kommen fra Afghanistan?«
Min Ledsager smilede paa en hemmelighedsfuld Maade. »Ja, det hører med til hans Ejendommeligheder,« sagde han. »Der er en hel Del Mennesker, som har været meget nysgjerrige efter at vide, hvorledes han udfører sligt.«
»Ah, det er et Mysterium — naa saaledes,« udbrød jeg og gned mig i Hænderne. »Det bliver jo mere og mere interessant. Jeg er Dem overmaade forbunden, fordi De har ført os sammen. Den værdigste Genstand for Menneskets Studier er Mennesket, ved De nok.«
»Ja, studer De ham blot,« sagde Stamford, idet han bød mig Farvel. »Han vil blive Dem en haard Gaade at faa løst; jeg vil indestaa for, at han faar hurtigere Rede paa Dem, end De paa ham. Farvel.«
»Farvel,« sagde jeg og drev af Sted hen imod mit Hotel, meget optaget af mit ny Bekendtskab.
- ↑ Blodfarvestof, den vigtigste Bestanddel af de røde
Blodlegemer, og det Stof, der især er virksom ved Iltens
Optagelse i Blodet.
O. A.