En Studie i rødt/2/2
Andet Kapitel.
Utahs Blomst.
Her er ikke Stedet til at fortælle om alle de Prøvelser og Genvordigheder, som de udvandrende Mormoner maatte udstaa, før de kom til deres endelige Bestemmelsessted. Fra Mississippis Bredder og til Rocky Mountains vestlige Skraaninger havde de slæbt sig frem med en Udholdenhed og Energi, der søger sit Sidestykke i Historien. De vilde Indianere og de vilde Dyr, Hunger, Tørst, Udmattelse, Sygdom — enhver Forhindring, som Naturen kunde lægge dem i Vejen — alt var bleven overvunden med ægte angelsaksisk Udholdenhed og Haardførhed. Dog havde den lange Rejse og de sammendyngede Rædsler rystet selv de haardeste af Mændene, og der var ikke een, som ikke faldt paa sine Knæ for at opsende en dybtfølt Tak til Gud, da de skuede Utahs brede Dalstrøg badet i Sollys udbredt for deres Fødder og hørte af deres Førers Mund, at dette var det forjættede Land, og at disse jomfruelige Agre nu skulde være deres, saa længe Jorden stod.
Brigham Young viste straks, at han var en dygtig Administrator saa vel som en fast og bestemt Hersker. Der blev optaget Kort og udført Tegninger, efter hvilke den fremtidige Stad skulde opføres. Al Jorden blev delt i Farme af forskellig Udstrækning, der bleve tildelte de agerdyrkende Familier, saaledes at Farmens Størrelse kom til at staa i Forhold til Familiens. Købmanden fik sin Butik, Haandværkeren sit Værksted, hver med sine Kunder — alle bleve satte i Arbejde, og ingen blev uforsørget. Paa Stadens Grund fremvoksede Gader og Pladser som ved Trolddom, paa Agerjorden blev der drænet og indhegnet, plantet og ryddet, og da den næste Sommer kom, bølgede alle Marker med rig og gylden Afgrøde. Alt lod til at lykkes paa dette ny Bosted; men fremfor alt blev dog det store Tempel, som de havde lagt Grunden til midt i Byen, stadig højere og anseligere. Fra Dagningens første Rødmen og til Tusmørkets Slutning tav Hamrenes Klapren og Savenes Hvæsen ikke et eneste Øjeblik i det store Mindesmærke, som Udvandrerne oprettede til hans Ære, som havde ført dem frelst hertil gennem alle Farer.
John Ferrier og den lille Pige, der havde delt hans Skæbne og var bleven antaget af ham som Datter, ledsagede Mormonerne til Maalet for deres Pilgrimsgang. Den lille Lucy Ferrier fik en meget fornøjelig Rejse i den Ældste Stangersons store Vogn, et Tilflugtssted, som hun delte med Mormonens tre Hustruer og med hans Søn, en forvoven og fremmelig Dreng paa tolv Aar. Med Barnets Sorgløshed og elastiske Sind overvandt hun hurtig og fuldkommen Sorgen over Moderens Død, blev snart Kvindernes Kæledægge og følte sig inden lang Tids Forløb som hjemme i det bevægelige Lærredshus.
Saa snart Ferrier var kommen til Kræfter efter de udstandne Lidelser, viste han sig som en meget nyttig Vejviser og en udmærket Jæger, og saa hurtig vandt han sine ny Fællers Beundring og Tillid, at det, saa snart de havde naaet deres Bestemmelsessted, eenstemmig blev vedtaget, at han skulde have lige saa stor og frugtbar en Farm, som de bedste af Brødrene, saa at kun Young selv, samt Stangerson, Kemball, Johnston og Drebber, som vare de fire mest ansete Ældste, fik den større og bedre.
Paa den Jord, der saaledes blev ham til Del, opførte John Ferrier sig et anseligt Træhus, der i de paafølgende Aar modtog saa mange Tilbygninger, at det blev til en rummelig og stolt Gaard. Han var en Mand med et praktisk Greb paa Livet, akkurat, med hvad han tog sig for, og sjælden nævenyttig. Hans Jærnhelbred satte ham i Stand til at arbejde med sin Jord fra tidlig Morgen til sildig Aften; derfor var ingen Farm saa vel dyrket som hans, og derfor fik han altid et rigt Udbytte af den. Efter de første tre Aars Forløb var han betydelig mere velstaaende end sine Naboer, efter seks Aars Forløb var han allerede en rig Mand, og da tolv Aar vare gaaede, fandtes der i hele Saltsøstaden kun en 5—6 Familiefædre, der i Velstand kunde maale sig med ham. Fra den store Saltvandsindsø og til det fjerne Wahsatch Bjærge var intet Navn saa godt kendt og anset som John Ferriers.
Kun i een Henseende, men ogsaa kun i een, stødte han an mod sine Troesfæller. Ingen Grunde eller Overtalelser kunde formaa ham til at anskaffe sig en Samling Hustruer efter sine Medbrødres Skik. Han gav aldrig nogen Grunde for sin ved holdende Vægring, men nøjedes med haardnakket og ubøjelig at holde fast ved sin Beslutning.
Der var nogle, som beskyldte ham for Lunkenhed i hans ny antagne Religion, medens andre mente, at det var Gerrighed og Modvilje mod de forøgede Udgifter, som en større Husholdning vilde medføre, der saa afgjort lod ham foretrække den enlige Stand. Atter andre talte om en tidligere Kærlighed, om en gullokket Jomfru, der i sin fagreste Ungdom ved den ubarmhjertige Død var bleven ham berøvet derovre ved Atlanterhavets Kyster. Hvad nu end Grunden var, saa vedblev Ferrier at leve som Pebersvend. I alle andre Henseender derimod fulgte han strengt sin ny Religions Forskrifter og fik Ord for at være en rettroende og meget retsindig Mand.
Lucy Ferrier voksede op derinde i det store Træhus og hjalp trolig sin Adoptivfader i alle hans Foretagender. Bjergenes friske Pust og Fyrretræernes balsamiske Luft traadte i Moders og Barnepiges Sted for den unge Pige, og alt som Aarene gik, blev hun højere og stærkere, hendes Kinder mere rødmussede, og hendes Fjed mere elastiske. Mangen vejfarende, der passerede Hovedlandevejen, som gik lige forbi Ferriers Farm, følte længst forglemte Tanker genopvækkes i sit Sind, naar han saa den smidige, ungdommelige Kvindeskikkelse ile langs med Hvedeagren eller mødte hende, naar hun kom ridende paa sin lodne Bjærghest, som hun styrede med al den Lethed og Gratie, der er ejendommelig for disse Vestens Naturbørn.
Saa udfoldede Knoppen sig til Blomst, og det samme Aar, da hendes Fader var naaet til at blive den rigeste af alle mormonske Farmere, saa hende som den smukkeste, friskeste og mest yndefulde Pige, der var at finde paa hele Pacifik-Skraaningen. Imidlertid var det ikke Faderen der først opdagede, at Barnet havde udviklet sig til Kvinde; sligt ses jo sjælden først af de nærmeste. Denne gaadefulde Forvandling sker altfor umærkelig og gradvis, til at den kan maales Dag for Dag. Sidst af alle mærker dog Ungmøen selv den; tit gaar den først op for hende, naar Klangen i en Røst eller Trykket af en Haand, faar hendes Hjærte til at bæve, og hun med en Blanding af Stolthed og Frygt fornemmer, at en ny, sælsom og større Natur er vakt til Live i hendes Sjæl. Der er kun faa, som ikke kunne genkalde sig hin bestemte Dag og erindre hin lille Hændelse, der indvarslede et nyt Livs Dagning for dem.
Hvad Lucy Ferrier angaar, da var denne Hændelse i og for sig alvorlig nok uanset dens Indflydelse paa hendes fremtidige Skæbne og mange andres foruden.
Det var en varm Juni Morgen, og de sidste Dages Hellige havde lige saa travlt, som de Bier, hvis Kube de havde valgt til deres Emblem; fra Markerne saa vel som fra Gaderne opsteg den samme Summen — Tegnet paa Flid og Røre. Ned ad de støvede Landeveje traskede lange Karavaner af tungt belæssede Mulddyr, der alle satte Kursen mod Vest; thi Guldfeberen var brudt ud i Kalifornien, og Vejen dertil fra de østlige Stater gik gennem Guds Udvalgtes Stad. Store Drifter af Faar og Stude bleve drevne ind mod Staden fra de omliggende Græsgange, og mellem dem saa man nu og da trætte Udvandrertog, i hvilke Folk og Heste vare lige udmattede af den endeløse Rejse.
Gennem denne brogede Sværm gallopperede Lucy Ferrier, idet hun med en øvet Rytterskes fuldendte Færdighed styrede Hesten udenom og ind imellem de mange Forhindringer, medens hendes friske Ansigt blussede af Anstrengelsen, og hendes lange nøddebrune Haar flagrede efter hende. Hun havde et Ærinde fra sin Fader at udrette inde i Byen og sprængte nu derind, i fuld Fart med Ungdommens hele Frygtløshed, som hun havde gjort saa mange Gange for, idet hun kun tænkte paa sit Ærinde og paa, hvorledes hun skulde udføre det. De støvede Rejsende stirrede forbavsede efter hende, og selv de ubevægelige Indianere, der vare paa Vejen til Staden med deres Pelsværk, lod deres sædvanlige Stoicisme fare og undredes over den Skønhed, som ogsaa de fandt i den unge Piges »blege« Ansigt.
Hun var allerede naaet ind til Byens yderste Huse, da hun fandt Vejen helt spærret af en meget stor Drift Kvæg, der blev dreven til Torvs af en 5—6 vildt udseende Hyrder ude fra Prærierne. I sin Utaalmodighed forsøgte hun at forcere denne Forhindring ved at drive Hesten ind igennem en lille Aabning i Driften. Men næppe var hun kommen herind, før Flokken lukkede sig sammen om hende, og hun fandt sig nu tæt indeklemt mellem den langsomt fremadskridende Strøm af langhornede Okser med prustende Næsebor og vilde Øjne.
Tilvant og fortrolig, som hun var med Kvægets Behandling, blev hun dog slet ikke urolig over denne Situation, men benyttede sig med stor Paapassenhed af enhver Lejlighed, der tilbød sig, til at drive Hesten et lille Stykke frem gennem Flokken, i det Haab, at hun nok til sidst vilde slippe ud af den. Men uheldigvis kom en af Oksernes lange Horn, enten det nu var tilfældig eller forsætligt, i ublid Berøring med Hestens Flanke og gjorde Dyret helt vildt. Prustende af Raseri stejlede den lige i Vejret, kastede sig ned igen, slog bag op og kastede sig frem og tilbage med en Voldsomhed, der vilde have gjort enhver mindre øvet Rytter til Græsrytter. Situationen blev nu yderst farlig; thi enhver Bevægelse af det rasende Dyr bragte det i Berøring med Hornene og ophidsede det til fornyet Raseri. Det var kun ved de yderste Anstrengelser, at den unge Pige kunde holde sig fast i Sadlen, og faldt hun af, da betød det det samme som en skrækkelig Død under de ustyrlige og forskræmte Dyrs Klove.
Med sit praktiske Blik saa Lucy Ferrier tydelig Farens hele Udstrækning, og vel vedblev hun at bevare sin Aandsnærværelse, men hendes Kræfter begyndte stærkt at mindskes, og halvkvalt, som hun var af den tætte Støvsky fra de urolige Dyr, maatte hun snart være bleven nødt til at give tabt i Kampen, hvis ikke en venlig Røst ved hendes Side opmuntrende havde tilraabt hende et Tilsagn om snarlig Hjælp. I det samme pressede en Rytter sig ind imellem Okserne og en kraftig og brunet Haand greb Hesten ved Bidslet, tvang den til at være rolig og ledede den med et kraftigt Greb ud gennem Driften.
»De har da ikke taget nogen Skade, Miss?« spurgte hendes Redningsmand ærbødig.
»Hun saa op i hans mørke, vilde Ansigt og lo lidt overmodig. »Nej, jeg blev blot noget forskrækket,« svarede hun. »Hvem skulde ogsaa have troet, at Poncho kunde blive saa tosset af at se en Flok Køer?«
»Det var rigtignok en Guds Lykke, at De holdt Dem i Sadelen,« sagde den anden med stor Inderlighed. Han var en høj, ung Mand med et noget vildt Ansigt, var klædt i en Jægers simple Dragt, havde en lang Riffel slængt over Skulderen og red paa en svær, rødskimlet Hingst. »Jeg kan tænke, De er John Ferriers Datter,« bemærkede han, »jeg saa Dem ride ud af han Gaard. Naar De kommer hjem, saa spørg ham, om han kan huske Jefferson Hopes fra St. Louis. Hvis han er den Ferrier, jeg tænker paa, saa var hans Fader og min meget gode Venner.«
»Kunde De ikke lige saa godt selv komme og spørge om det?« spurgte hun lidt mut.
Det lod til, at den unge Mand blev meget fornøjet ved denne halve Indbydelse; thi hans mørke Øjne skinnede af Glæde. »Jo, det skal jeg gøre,« sagde han, »vi har nu været oppe mellem Bjærgene i over to Maaneder, og ser just ikke videre pæne ud til at gøre Visit; men han maa saa tage os, som han finder os.«
»Han har meget at takke Dem for, og jeg lige saa,« svarede hun; »han holder urimelig meget af mig, og hvis Køerne havde trampet mig ned, saa havde han aldrig forvundet det.«
»Ja, jeg heller ikke,« sagde hendes Redningsmand.
»De! — Det synes mig dog, at det kunde være Dem saa temmelig ligegyldigt — De kender os jo ikke engang.«
Den unge Jægers mørke Ansigt blev saa blussende rødt over denne Bemærkning, at Lucy Ferrier ikke kunde lade være at le højt.
»Nu, det var ikke saaledes ment,« sagde hun igen; »nu er De naturligvis vor Ven. Men kom saa og besøg os; nu maa jeg af Sted, ellers vil Fader nok ikke en anden Gang betro mig noget Ærinde. Farvel!«
»Farvel,« svarede han, idet han løftede paa sin bredskyggede Straahat og greb hendes lille Haand. Hun kastede sin Hest omkring, gav den et Rap med Ridepisken og sprængte af Sted i en bølgende Støvsky ned ad den brede Vej.
Den unge Jefferson Hope red videre med sine Kammerater, mørk og tavs. Han og de havde været oppe mellem Nevada Bjærgene for at søge efter Sølv, og vare nu paa Tilbagevejen til Saltsøstaden, hvor de haabede at kunne rejse saa mange Penge, at de kunde begynde at bearbejde nogle Aarer, som de havde opdaget. Han havde været lige saa opsat paa denne Forretning som nogen af de andre, indtil denne Hændelse pludselig havde draget hans Tanker andet Steds hen. Synet af den unge, skønne Pige, saa frisk og frejdig som Bjærgenes Luftning, havde rørt op i hans ildfulde, utæmmede Hjærte og det lige ned til dets Bund. Da hun var forsvundet for hans Blik, forstod han, at han nu stod ved et Vendepunkt i sit Liv, og at hverken Sølvmine-Spekulationer eller noget andet nogen Sinde kunde blive af saa stor Betydning for ham som dette Møde. Kærligheden, der saa pludselig var bleven tændt i hans Hjærte, var ikke Ynglingens hastige, foranderlige Forelskelse, men den viljestærke, fyrige Mands vilde, alt betagende Lidenskab. Han havde hidtil været vant til, at alt, hvad han begyndte paa, lykkedes for ham, og han svor nu ved sig selv, at dette heller ikke skulde fejle for ham, hvis da ellers menneskelige Anstrengelser og Udholdenhed kunde nytte noget over for en Kvindes Følelser.
Han besøgte John Ferrier samme Aften og mange Gange senere, saa at han snart blev en vel kendt og vel set Gæst paa Gaarden. John, der var lukket inde i sin Dal og fuldstændig optaget af sit Arbejde, havde i de sidste tolv Aar kun haft liden Lejlighed til at høre Nyt fra den øvrige Verden. Dette var Jefferson Hope imidlertid Mand for at raade Bod paa, og han forstod at afgive sine Beretninger paa en saadan Maade, at de kom til at interessere baade Lucy og hendes Fader. Han havde været Nybygger i Kalifornien og kunde fortælle mange mærkelige Historier, om store Formuer, der vare vundne paa faa Dage, men lige saa hurtig tabte i hine vilde Nydannelses Tider. Han havde ogsaa været Spejder i Indianerkrigene. Bæverfanger, Sølvminesøger og Jordspekulant — naar og hvor som helst der tilbød sig vovelige Bedrifter og spændende Eventyr, havde Jefferson Hope meldt sig som Deltager.
Det varede ikke længe, for han var bleven den gamle Farmers Yndling, og John blev ikke træt af at berømme hans Bedrifter og rose hans Dygtighed. Ved saadanne Lejligheder tav Lucy gerne stille, men hendes blussende Kinder og straalende, lykkelige Øjne viste dog tydelig, at hendes unge Hjerte ikke længer tilhørte hende selv alene. Det er muligt, at hendes ærlige Fader ikke lagde Mærke til disse Symptomer, men de bleve ikke skjulte for den Mand, der havde vundet hendes Kærlighed.
En Sommeraften kom han galopperende ned ad Vejen og holdt Hesten an ved Leddet. Hun stod i Døren og kom ud for at møde ham; han kastede da Tømmen over Ledstolpen og skyndte sig hen imod hende.
»Nu tager jeg af Sted, Lucy,« sagde han, idet han tog begge hendes Hænder i sine og stirrede hende med Ømhed ind i det rødmende Ansigt. »Endnu vil jeg ikke spørge Dig, om Du vil følge med mig; men vil Du være rede til at følge mig, naar jeg kommer næste Gang?«
»Og naar vil det saa blive?« spurgte hun blussende og leende.
»Om et Par Maaneder i det højeste — saa vil jeg komme og bede om at faa Dig med, min elskede. Der er ingen, som kan stille sig imellem os.«
»Ja, men hvad tror Du, Fader vil sige?« spurgte hun.
»Han har givet sit Samtykke, i Fald det gaar godt med Minerne, og det frygter jeg slet ikke for.«
»Nu, ja, naar Du og Fader allerede har ordnet det altsammen imellem jer, saa har jeg jo ikke noget at sige dertil,« sagde hun skælmsk. Men han tog hende i sine stærke Arme, og hun lagde Hovedet op mod hans brede Bryst.
»Gud ske Lov,« sagde han med en af Glæde og Bevægelse uklar Stemme, idet han bøjede sig ned og kyssede hende. »Saa er det da afgjort. Jo længere jeg bliver her, desto vanskeligere bliver det for mig at komme bort; de andre vente ogsaa paa mig dernede i Canoen, derfor Farvel, min egen søde Pige — Farvel. Om to Maaneder har Du mig her igen.«
Med disse Ord rev han sig fra hende, kastede sig paa Hesten og galopperede bort i rasende Fart uden en eneste Gang at se sig tilbage, som om han var bange for, at hans Beslutning om at rejse bort vilde rokkes, hvis han blot en eneste Gang endnu saa et Glimt af hende, som han maatte lade blive tilbage.
Hun blev staaende ved Leddet og stirrede efter ham, indtil han forsvandt for hendes Blik. Saa gik hun tilbage til Gaarden og følte sig som den lykkeligste Pige i hele Utah.