Et Bidrag til Undersøgelsen af, hvem en bortfalden Arvings eller Legatars Lod tilfalder

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning






Et Bidrag til Undersøgelsen af hvem en bortfalden Arvings eller Legatars Lod tilfalder.

(Af Cand. jur. J. Ipsen).


 I Etatsraad Bornemanns Arveret Pag. 321—34 findes et Afsnit betitlet »Om Universalarvingernes jus accrescendi og senere hen Pag. 358 Nr. 2 findes et lille Stykke, som omhandler det Tilfælde, at en Legatar bortfalder. Det er vist gaaet Flere som Forfatteren, at de ei ret ere blevne tilfredsstillede ved den Behandling, der gives dette Punkt i Modsætning til denne udmærkede Retskyndiges ellers saa fortrinlige Behandling af den danske Arveret, og, uagtet Forf. ei tiltroer sig Evnen til udtømmende at fremstille denne Materie, har han dog antaget, at en fornyet Undersøgelse ikke vilde være uden Interesse.
 Udtrykket jus accrescendi er som bekjendt et romersk Systemudtryk, der betegner den Ret, Medarvingerne havde til i Tilfælde af, at en Arving mellem delatio og acqvisitio hereditatis bortfaldt, at tage hans Lod. Men, som det saa ofte gaaer, er denne Terminologie i andre Retssystemer bleven anvendt paa andre og flere Tilfælde end de, for hvilke den gjaldt i Romerretten, og saaledes omtaler Bornemann paa de citerede Steder ganske i Almindelig hed Spørgsmaalet om, hvem en bortfalden Arvings eller Legatars Lod tilfalder. Det er nu ganske vist saa, at det egentlig er ucorrect at tale om »en Arvings Lod« før Arveladerens Død; thi før den Tid er der kun en Mulighed, ingen Ret til at arve, og en egentlig Ret til at arve kan der kun være Tale om efter Arveladerens Død; men derved udelukkes ei, at der kan opstaae Vanskeligheder nok ogsaa ved Afgjørelsen af, hvem der nyder Godt af, at en saadan »mulig« Arving bortfalder. Idet vi først betragte Sagen for de egentlige Universalarvingers Vedkommende, ville vi derfor først undersøge de Tilfælde, hvor Arvingen bortfalder før Arveladerens Død, som ere de meest praktiske.
 En Arvings Bortfald før Arveladerens Død kan have sin Grund i, at han døer, at han giver Afkald paa Arven, at Arveladeren, forsaavidt han kan, berøver ham den Mulighed, der var for ham til at arve f. Ex. ved at gjenkalde et Testament, hvori han var indsat til Arving, exheredere en Udarving, eller følge af reent positive Bestemmelser, jfr. Fdg. 12 Decbr. 1735, Fdg. 21 Maj 1845 § 3 Strl. § 304. Naar man nu, som berørt, fastholder, at det aldrig kan siges, at nogen Arving — det være sig Livs-, Ud- eller Testamentarving — før Arveladerens Død har erhvervet nogen Ret til Arven, saa er det klart, at heller Ingen, som kun kunde støtte deres Ret paa den bortfaldne Arving f. Ex. hans Creditorer, hans Arvinger som saadanne, kan gjøre nogen Paastand paa Arven i saadanne Tilfælde. For at kunne gjøre en saadan Paastand, maae de have en selvstændig Ret, et selvstændigt Fundament at beraabe sig paa. Derfor er det saa vigtigt at fastholde, at den, der arver jure repræsentations, arver jure proprio, jfr. Bornem. Pag. 33. Fundamentet bliver her som altid enten en i Lovgivningen umiddelbart hjemlet Ret eller en Villiestilkjendegivelse af Testator.
 Naar der nu alene er Intestatarvinger, og en af disse bortfalder, har Sagen efter vor Lovgivning ingen Vanskelighed, naar der spørges om, hvo der tager hans Lod, see Fdg. 21 Maj 1845 § 1—3, 15, 17, jfr. Bornemanns Udvikling Pag. 31—36, samt hvad senere skal bemærkes om, hvorvidt der kan renunceres »til Fordeel« for Nogen. Her kan dog mærkes, at Strl. § 304 ei som den tidligere Ret udtrykkeligt omtaler Repræsentationsretten. Om det nu end efter Sagens Natur kunde være tvivlsomt, om en saadan Indignitet, som omhandles i Strl. § 304, skulde virke som en Tilintetgjørelse af selve Arveretten eller blot som en Hindring for dennes Udøvelse, under hvilken sidste Forudsætning meget kunde tale for at udelukke Repræsentationsretten, idetmindste forsaavidt den paagjeldende Arving overlevede Arveladeren, jfr. Bornem. Till. II Pag. 422, saa vil dog saavel den Omstændighed, at § 304 udtrykkeligt siger, at Arveretten forbrydes, som Forholdet til den ældre Ret, hvilken det næppe har været Hensigten at forandre, jfr. Motivernes Taushed i saa Henseende, sætte det udenfor al Tvivl, at Repræsentationsretten i dette Tilfælde endnu finder Sted. At Fdg. 21 Maj 1845 § 14 statuerer noget Andet, kan ei komme i Betragtning; thi den analoge Anvendelse af den heri om Afkald givne Regel hindres for det første ved, at vort Tilfælde formentligt ei er ulovbestemt, og dernæst ved, at den nævnte § 14 idetmindste tildeels er grundet i særegne Hensyn, se Bornem. Pag. 35 Anm. 3 Pag. 268—72 Till. II Pag. 421, 22. Paa dette Sted kunde og de reent positive Bestemmelser i Fdg. 12 Decbr. 1735 mærkes. I de Resultater, som saaledes ifølge Lovgivningens Bestemmelser ville fremkomme, kan Arveladeren naturligviis ved en efter de almindelige Regler gyldig testamentarisk Bestemmelse gjøre Forandring (t. Ex. ved at indsætte en Substitut). Her synes da Stedet at være for en Undersøgelse, om Rigtigheden af den af Bornem. Pag. 321—23 opstillede Sætning, at, naar der blot er een Universalarving tilbage kan Lodden aldrig blive vacant. Deraf vil nemlig følge for Livsarvingernes og Ægtefællens Vedkommende, at Arveladeren ei kan betage dem Tilvæxtretten, naar Lodden ellers vilde blive vacant; thi det maa vistnok antages, at han ei kan gjøre dem til blotte Legatarer, hvad rigtignok synes forudsat i Hrtid. 1859 Pag. 449, og for Udarvingernes Vedkommende vil Conseqventsen blive, at Arveladeren vel kan betage dem Tilvæxtretten i det nævnte Tilfælde, men kun ved enten aldeles at udelukke dem eller ved at forvandle dem til Legatarer. Uagtet den af Bornemann opstillede Sætning ved første Øiekast synes at føre til stødende Resultater, skjønnes det ei rettere end, at han har Ret i at opstille den. Begrundelsen af den maa søges i de to Sætninger:

At det strider mod Forholdets Natur at antage, at visse ideelle Dele af en Rettighed kunde være hos Nogle, medens der ei fandtes nogen til de øvrige Dele Berettiget og
At Statens Ret til en vacant Lod ei kan betragtes som en Arveberettigelse.

 Med Hensyn til den første Sætning skal bemærkes, at, naar en vis Rettighed tilkommer Flere i Forening, saa vil det netop sige, at Enhver har den fulde Raadighed som ligger i Rettigheden, kun at denne er begrændset ved de Andres lige saa gode Raadighed; men deraf følger, at, forsaavidt der Ingen er, der kan begrændse den Vedkommendes Raadighed, saa er denne fuldstændig. Derfor er det t. Ex. en Utænkelighed, at Nogen ved Bemægtigelse af en herreløs Ting skulde kunne begrunde et Raadighedsforhold over Tingen, som svarer til det Raadighedsforhold, som en Medeier udøver.
 Beviset for den anden Sætning ligger i den Omstændighed, at Staten selv ikke efter C. V.s Lov blev ansvarlig for Gjælden, hvorfor der heller ikke for den var Tale om en Nødvendighed af at fragaae Arv og Gjæld. Naar Staten, fordi der ingen Arvinger var, eller disse havde fragaaet Arv og Gjæld, ved sine Skifteforvaltere sørgede for Boets Behandling, saa laa dette i Nødvendigheden af, at der fandt en ordnet Opgjørelse Sted, hvis ikke al Fasthed i det øconomiske Liv skulde forsvinde, men det kunde ei betragtes som en Anvendelse af Reglen om Arvingers Ret til selv at overtage Boet; thi i saa Fald havde Staten maattet tilsvare Gjælden ultra vires hereditatis; thi beneficium inventarii blev først indført ved Fdg. 8 April 1768, se Ordene i denne Fdg., og var tidligere et ukjendt Institut. At Staten nu i Henhold til 5—2—11 tog de enkelte Ting, der blev tilovers, skete ei som en Conseqvents af en Universalsuccession, men var en særlig Ret, som havde sit Udspring fra den blandt Andet i j. L. 3—61 udtalte Sætning »hvad Ingen eier, eier Kongen«. Saaledes var Forholdet paa C. V. s Lovs Tid, og saaledes er Forholdet ogsaa nu. Da Forholdet mellem Universalarvinger nu netop er, at her er en Ret (Arveberettigelsen), som tilkommer Flere i Forening, og da Statens Ret til en vacant Lov ei er nogen Arveberettigelse, saa synes Conseqventsen at være, at denne ei kan indtræde, saalænge nogen Universalsuccessor findes. Fastholdes den Anskuelse, at Statens Ret til en vacant Lov ikke er nogen Arveberettigelse, er det ikke alene Sagens Natur, der taler for Bornemanns Mening, men ogsaa vor positive Lovgivning bestyrker den. Da Staten nemlig ikke er Arving, kunde den, forsaavidt man alligevel vilde indrømme den Ret til den vacante Lod, hverken fordre at tiltræde Boets Behandling sammen med Arvingerne, men den kunde ei heller provocere til offentlig Skiftebehandling. Det bliver Arvingerne alene, der komme til at behandle dette; om dette nu ikke befindes anomalt for Statens Vedkommende, som i saa Henseende maatte dele Skjæbne med Legatarerne o. s. v., vilde det dog være høist anomalt for Creditorernes Vedkommende. Man maa jo vel erindre, at for den vacante Lods Vedkommende var der Ingen til at overtage et udover Loddens Beløb gaaende Gjeldsansvar; her vilde altsaa for denne Lods Vedkommende være et Slags beneficium inventarii, men Fdg. 8 April 1768 udtaler bestemt, at om noget Saadant kan der kun være Tale, naar der er offentlig Skiftebehandling. Ifølge det Foranstaaende sees det formentlig, at, der ligesaalidt før som efter Fdg. 21 Maj 1845 kunde være Tale om, at Universalarvinger skulde være udelukkede fra at tage en vacant Lod, og det sees ei rettere, end at man maatte finde sig i den Anomali, som kunde fremkomme ved, at det kunde komme til at beroe paa, hvorvidt der fandtes Intestalarvinger eller ei, om Arveladeren ved Testamentkunde indsætte Universalsuccessorer, se 5. 4. 14, 19.
 Vanskeligere stiller Sagen sig, naar der enten tillige eller alene er Testamentarvinger, og da en af Arvingerne bortfalder. Det skjønnes nu ei rettere end, at det maa opstilles som Princip:

At Arvingerne ab intestato — ligegyldigt om det er Livs- eller Udarvinger eller Ægtefællen — altid tage den Bortfaldnes Lod, medmindre Arveladeren ved en testamentarisk Bestemmelse har fastsat Andet,
At der til en saadan maa kræves de samme Betingelser som ellers og saaledes navnlig
At »det følger med Nødvendighed af de lovbefalede Testamentformer, at ikkun en udtrykkelig Villieserklæring, men hverken en stiltiende end sige en formodet kan danne Grundlaget for en testamentarisk Bestemmelse«, se Professor Aagesen i Ugeskr. f. Retsv. 1868 Pag. 241.

 Disse Sætninger fremgaae aldeles klart af vor Lovgivnings Bestemmelser i Fdg. 21 Maj 1845 § 1—9, 15, 17, jfr. 21, 23, 24. Den Omstændighed, at der har været en anden Arving, kan Intet relevere; thi de citerede Bestemmelser vise tilstrækkeligt nok, at det er Dødstiden, der er det Afgjørende for, hvem der er Arving; men efter Forudsætningen er den Paagjældende jo bortfalden paa den Tid, saa at Forholdet maa betragtes, som om han aldrig havde existeret. Den Omstændighed, at hans Bortfald ifølge det eller de paagjeldende Testamenter virkede som Betingelse for, at en anden skulde indtræde, saa at dennes Ret kun var betinget, kan ei bevirke, at der skulde stilles ringere Fordringer til en saadan testamentarisk Bestemmelses Gyldighed, idet det er vist, at der til Gyldigheden af en betinget Retshandel fordres de samme Momenter som til Gyldigheden af en ubetinget, jfr. Aagesen Program 1866 Pag. 29. Endeligt vilde det være en uberettiget Indvending mod den Sætning, at man kun kan tillægge den udtrykkeligt — direkte eller indirekte — udtalte Villieserklæring Gyldighed som Testamente, hvis Nogen vilde paastaae, at man da gjorde sig skyldig i den af Ørsted Haandb. IV Pag. 580 og Larsen Arver. Pag. 232 saameget dadlede interpretatio restrictiva, som af ældre Retskyndige gjordes gjeldende med Hensyn til Testamenter. Det maa tvertimod erkjendes, at enhver efter de almindelige Regler hjemlet Fortolkningsregel kan komme i Betragtning; det fastholdes blot, at man ei maa gaae ud over en egentlig Fortolkning, og at man her ligesaavel som ved Loves Fortolkning skarpt maa skjelne mellem, hvad der er Testators tilkjendegivne Villie, og hvad der blot er hans Tanke, Mening o. s. v.; kun det første opretholder Lovgiveren; til det sidste kan slet intet Hensyn tages.
 Som Exempler paa Tilfælde, hvor de i Testamentet brugte Udtryk kunne gjøre det mere eller mindre tvivlsomt, om der i det ei maatte siges at ligge en Bestemmelse om en bortfalden Arvings eller Legatars Lod, og som have fundet deres Afgjørelse for Domstolene mærkes Hrdom 24 Maj 1833, jfr. jur. Ugeskr. 1849 Pag. 168, om der ved de i et reciprokt Testamente brugte Udtryk »Arvinger efter Loven«, sigtedes til de Arvinger, som vare den Førstafdødes nærmeste Arvinger ved hans Dødstid eller til dem, der vare hans nærmeste Arvinger ved den Længstlevendes Død, i hvilket sidste Tilfælde, der maatte siges at ligge en Substitution i Testamentet, jvfr. Bornem. P. 206; det første Resultat antoges, cfr. Skiftedec. i nyt juridisk Tidsskrift, 2. B., P. 348, som paa Grund af andre i Testamentet brugte Udtryk antog det modsatte Resultat; Schl. Høiesteretstid., II, Pag. 602, om der ved Broder- og Søsterbørn ogsaa kan forstaaes disses Descendenter; nyt juridisk Tidsskrift, I, P. 85, juridisk Ugeskrift, III, P. 705 og de Afgjørelser, som senere skulle omtales i juridisk Ugeskrift, IV, P. 378, Biblioth. f. Lovk., 2. B., P. 283, Schl., Høiesteretstid., II, P. 431, samt i Biblioth. f. Lovk., 1. B., P. 202.
 Vi skulle nu nærmere prøve, hvorvidt de af Bornem. Pag. 323‐34 antagne Resultater og navnlig hvorvidt den vidtgaaende Accrescentsret, han tillægger de testamentariske Arvinger, kunne siges at stemme med de opstillede Principer, idet vi forudskikke følgende Bemærkninger.
 Den romerske Rets Bestemmelser om testamentariske Arvingers og Legatarers Accrescentsret frembyde en Række Sammenligningspunkter med de af Bornem. nævnte Tilfælde. Men den romerske Rets Betydning som Vidnesbyrd om en correct Retsopfattelse formindskes i denne Materie noget derved, at flere af disse Regler ere Conseqventser af Bestemmelser, som ere aldeles eiendommelige for den romerske Ret og dernæst derved, at det ofte er meget vanskeligt at afgjøre, hvorvidt og hvorledes den givne Regel skal anvendes i det concrete Tilfælde. Det er saaledes en Positivisme i den romerske Ret, at Bortfaldet af en heres ex testamento altid kommer de øvrige Testament arvinger tilgode. Denne Regel var nemligen ligefrem Conseqvents af den Sætning, som Romerretten opstillede »nemo paganus pro parte testatus pro parte intestatus decedere potest«; men denne Sætning kan som bekjendt ei opstilles i dansk Ret og derfor kan den Omstændighed, at Romerretten opstillede hiin Sætning om Testamentarvingernes arvingernes ubetingede Forrang for Intestatarvingerne med Hensyn til Accrescentsretten ei tjene som Argument for i dansk Ret at opstille en lignende Regel. De Regler derimod, der gives for, i hvilke Tilfælde nogle Testamentarvinger have Fortrinsret til en bortfalden Medarvings Lod fremfor andre, eller for, i hvilke Tilfælde Collegatarer overhovedet have en saadan Ret, kunne ei siges at hvile paa et saadant positivt Hensyn og fortjene derfor at tages i Betragtning hos os, idet Spørgsmaalet dog hos os ogsaa for de testamentariske Universalsuccessorer maa stilles paa, naar og hvorvidt disse overhovedet have Accrescentsret. Der opstaaer ingen Vanskelighed, naar Testamentet indeholder en directe Udtalelse desangaaende; det er dernæst ogsaa klart, jvfr. ovenfor, at Hjemmelen kan være indirekte udtalt, men Spørgsmaalet er, naar er dette Tilfældet. Den romerretlige Regel er her, at dette er Tilfældet, naar der er en saadan Forbindelse mellem den Bortfaldne og den, om hvis Accrescentsret der spørges, at den Sætning med Rette lader sig prædicere om deres indbyrdes Forhold »solo concursu partes fiunt«; dette er atter Tilfældet, naar det af Testamentet skjønnes, at Testator egentlig har villet, at enhver af de Paagjældende skulde have den hele Lod, idet det da blot er deres indbyrdes Ligeberettigelse, der medfører, at denne hans Villie maa begrændses. Denne Regeler vistnok fuldstændig rigtig ogsaa hos os og frembyder ingen Vanskelighed, naar Testator ligefrem og directe har udtalt sin Villie i saa Henseende, et Tilfælde, der ei er saa upractisk, som det ved første Øiekast synes, saaledes til Ex. naar der tildeles hver af flere Legatareren Sum, der alene opsluger hele Boets Beholdning, Noget som meget vel lader sig tænke paa Grund af Testators Ubekjendthed med dettes Tilstand. Forudsat nemlig, at det ene Legat ei hæver det andet[1], maa der skee et forholdsmæssigt Afslag i dem alle, men bortfalder det ene kommer dette de andre tilgode. Vanskelighederne opstaae først, naar atter denne Villie skal udledes af de i Testamentet brugte Udtryk. Vel antages det i Almindelighed, see med Hensyn til Romerretten t. Ex. Vangerow, Lehrbuch der Pandekten, II, P. 380, at den Forbindelse der blot bestaaer i, at Testator under Et nævner flere Arvinger, ei er tilstrækkelig til at indicere denne Villie, men man gaaer uden Tvivl for vidt, naar man antager, at den Omstændighed, at Arveladeren under Eet har testamenteret et Beløb, en Qvota til Flere uden at angive den paa hver Enkelt faldende Qvota, skal tilkjendegive hans Villie om, at egentligen skulde Enhver af de Indsatte have det hele Beløb, see med Hensyn til Romerretten Vangerow, l. c., P. 380, med Hensyn til dansk Ret, Bornem., P. 327, Larsen, Arver., P. 236, Ørsted, Haandb., IV, P. 589, som dog udtaler sig noget mere usikkert. For det første er det en altfor tilfældig og uvæsentlig Omstændighed, om Testator har indladt sig paa at udregne den paa hver enkelt Arving faldende Qvota til, at dette skulde bevirke en saa radical forskjellig Opfattelse af Testators Mening, see ogsaa Gans Erbrecht, II, P. 426 ff.; thi havde han gjort dette, saa skulde det være hans Mening, at der ingen Accrescentret skulde indrømmes; her var da en blot conjunctio verbis. Men dernæst synes man i ethvert Fald kun at kunne komme til, at denne hans Undladelse kan indicere, hvad der har været hans Tanke, Mening, men om en udtalt Villie kan der ei være Tale. Directe udtaler Testamentet sig jo kun under den Forudsætning, at alle de indsatte Arvinger overleve Arveladeren; under den modsatte Forudsætning udtaler Testamentet sig ei directe, men ei heller indirecte; thi dertil var det ligesom ved en Lov nødvendigt, at der kunde paavises en tvingende Nødvendighed for at lægge den ei directe udtalte Regel ind i denne. Der er nu ganske vist eet Tilfælde, hvor man maa statuere, at der er en saadan Nødvendighed, nemlig naar Testementet, som her forudsat gaaer ud paa at begrunde en Universalsuccession og Lodden vilde blive vacant, dersom man ei tillagde Medarvingerne Ret til den. Men Nødvendigheden ligger da ei i den Indsættelsesmaade, Testator har valgt, man maa her tillægge Medarvingerne jus accrescendi, selv om hvers Andeel er nævnt, ja der kan vel endog være Tilfælde, hvor man maa indskrænke en Bestemmelse, som gaaer ud paa at Medarvingerne ei have nogen jus accrescendi til ei at angaae dette Tilfælde (hvor Lodden ellers vilde blive vacant), see Bornem. P. 322. Nødvendigheden ligger som tidligere omtalt deri, at Arveladeren har villet begrunde en Universalsuccession; heri ligger Berettigelsen til at sige, at saa maa han ogsaa ville en jus accrescendi, naar Lodden ellers vilde blive vacant; med andre Ord, her foreligger en omend indirecte udtalt Villie, som indrømmer Medarvingerne jus accrescendi. Naar det siges, at ogsaa heredes ex testamento have en Accrescentsret ex juris necessitate, kan dette derfor ei forstaaes, som om de have en udenfor Testators Villie liggende Accrescentsret, men Sagen er, at de have den ifølge hans Villie, fordi han maa ville det.
 Paa den anden Side maa det ogsaa fastholdes, at Nødvendigheden kun foreligger i dette Tilfælde — hvor Lodden ellers vilde blive vacant — og enhver Slutning fra dette Tilfælde til andre maa derfor bestemt misbilliges, jvfr. dog Bornem. P. 326. Efter disse Bemærkninger vil det formeentligen sees, at man kun i faa Tilfælde kan fastholde de Resultater, som Bornem. opstiller i denne Materie.
 Nr. 1, P. 323 og 24 er vel fuldkommen overeensstemmende med de opstillede Principer, idet det antages, at Livsarvingerne alle tage den Bortfaldnes Lod, medmindre Testator udtrykkeligt har bestemt Andet. Men dette kan ei siges om Nr. 2 a. Det skjønnes ei rettere end, at man netop bestemt maa skjelne mellem om Udarvingerne ved en udtrykkelig Bestemmelse ere udelukkede fra at arve eller ei. I første Fald kan den bortfaldne Testamentarvings Lod ei tilfalde Udarvingerne, medmindre den udtrykkelige Udelukkelse maatte kunne fortolkes som blot indeholdende en Udelukkelse fra at arve, saalænge de paagældende testamentariske Arvinger ere arvedygtige, hvilket ei kan have Formodningen for sig, da Bestemmelsen i saa Fald staaer overflødig; hvis man altsaa ei tillægger Testamentarvingerne Lodden, vil den blive vacant, men dette strider mod at disse ere indsatte til Universalarvinger, see ovenfor. Men den Omstændighed, at der er disponeret over det hele Bo, kan ei medføre, at det samme Resultat skal statueres. Sagen er jo simpelhen den, at den udtrykkelige Bestemmelse, som efter det Foregaaende maa fordres for at udelukke Intestatarvingerne, her mangler. De Argumenter, som Bornem. paaberaaber sig, synes ei heller slaaende. For det første er det urigtigt i denne Henseende at gjøre Forskjel paa om Intestatarvingerne ere Livs- eller Udarvinger. At der er en væsentlig Forskjel mellem Livsarvinger og Udarvinger i Henseende til, hvormeget Arveladeren kan disponere over uden at træde de Paagjældendes Ret for nær, kan jo ikke bevise det Allermindste med Hensyn til Fordringerne om, hvilken Fremgangsmaade han skal benytte for at naae sit Øiemed; den er i begge Tilfælde eens. Naar Bornemann paastaaer, at Udarvingernes Ret i sidste Instants er grundet paa Arveladerens Villie, er dette en Betragtning, som ei kan fastholdes overfor vor positive Lovgivning. Udarvingerne arve ligesom Livsarvingerne, fordi Loven siger, at de skulle arve, ei fordi det saa maa præsumeres at være Arveladerens Villie. Arveladerens præsumerede Villie kan være Grunden til Lovens Bestemmelse, men det er denne sidste, der er Fundamentet for Udarvingernes saavel som for Livsarvingernes Ret. Forsaavidt Bornemann endelig paaberaaber sig, at Indsættelsen til Universalarving aldrig ubetinget er en Indsættelse til at arve en Deel af Boet, og at derfor Angivelsen af den Qvota, Enhver skal tage, nærmest maa antages blot at skulle være en Delingsregel mellem de indsatte Arvinger indbyrdes, henvises om det Uberettigede i en saadan Slutnig til det Foregaaende. Vi antage saaledes, at der i dette Tilfælde maa tilkomme Intestatarvingerne en Ret til den bortfaldne Testamentarvings Lod, og dette Resultat er ogsaa antaget af Domstolene, see Biblioth. for Lovk., 2. B., P. 283, jur. Ugeskr., IV, P. 378, jvfr. og Schl., Høiesteretstid., II, P. 431. Men det Samme maa vistnok antages i de af Bornemann under 2 b nævnte Tilfælde. Af allé de nævnte Combinationer skjønnes det ei, at der er en eneste, hvor den valgte Indsættelsesmaade godtgjør, at det har været Testators Villie, at Testamentarvingerne skulle have den Bortfaldnes Lod, men kunde den have Betydning i saa Henseende, hvad i det mindste for nogle Tilfælde er høist problematisk, see endog Bornemann P. 328, kunde den kun tjene som et Indicium for, hvad han havde villet bestemme, dersom han skulde have udtalt sig, ↄ: godtgjøre hans Tanke, Mening, men dette er ei nok, see ovenfor.
 Vende vi os endelig til det 3die Tilfælde, hvor Bornemann omtaler Concurrencen mellem Ægtefællen og Andre, skjønnes det ei heller rettere end, at de Resultater, Bornemann opstiller, ere uholdbare. Der er navnlig eet Tilfælde, hvor, om saa tør siges, Bornemanns Uovereensstemmelse med den positive Lovgivning culminerer, nemlig det som omhandles P. 333, 34; her forudsættes et Testament, som uden at nævne Ægtefællen tillægger flere testamentariske Arvinger de to Trediedele af Boet; alle disse bortfalde, og Spørgsmaalet er da, skulle disse to Trediedele tilfalde Udarvingerne eller Ægtefællen? Bornemann antager, at de tilfalde Ægtefællen, men hvorledes det er muligtatforene dette med Fdg. 21. Maj 1845 § 15, 17, er ei let at see. Selv om man vilde betragte den Ret, som Arveloven giver Ægtefællen til de to Trediedele af Boet, ligesom Udarvingernes Arveret, som grundet i Arveladerens laderens præsumerede Villie, maa man dog erkjende, at § 17 i saa Fald viser, at Præsumptionen sidst er for Ægtefællen. Af Testamentet selv synes Intet — ikke engang hvad Arveladeren har tænkt sig — at kunne udledes til Fordeel for Ægtefællen; thi det omtaler hende aldeles ikke; ja selv om hun stod nævnt i Testamentet, synes dette ei tilstrækkeligt til at give hende Accrescentsret; thi selv om hun derved kom til at staae i Classe med Testamentarvingerne, maa det erindres, at disse ei som saadanne have Accrescentsret. Bornemanns egentlige Argument er, at, da her er et Testamente, hvorved Ægtefællen og visse andre Personer tilsammen skulle træde i den Dødes Sted, og da Bestemmelsen om de hver af disse Arvinger tilkommende Qvotadale kun er en Regel for Delingsforholdet mellem Arvingerne indbyrdes, saa maae Udarvingerne være udelukkede. Men det er formeentligen tidligere viist, at det netop først maa bevises, at Bestemmelsen om de hver Arving tilkommende Qvotadele kun er en Regel for Delingsforholdet mellem dem indbyrdes, idet denne Sætning kun er en Omskrivning for, at Testamentet indirecte hjemler en Accrescentsret. Det skjønnes derfor ei rettere end, at de bortfaldne Testamentarvingers Lodder maae tilfalde Udarvingerne. Men heraf samt af det Foregaaende angaaende Collisionen mellem Udarvinger og Testamentarvinger følger dernæst, at, naar en af Testamentarvingerne bortfalder, tilfalder Lodden ogsaa Udarvingerne, ligesom det følger af det Foregaaende, at naar Ægtefællen bortfalder, tilfalder Lodden Udarvingerne, Alt naturligviis forudsat, at Testator ei udtrykkeligt har bestemt Andet, see derimod Bornemann, P. 332 og 34. At derimod de bortfaldne Testamentarvingers Lodder maae tilfalde Ægtefællen, naar alle Udarvinger ogsaa ere bortfaldne, t. Ex. ifølge en udtrykkelig Bestemmelse i Testamentet, følger ligefrem af § 17.
 Hvad dernæst de Tilfælde angaaer, hvor Arvingen bortfalder efter Arveladerens Død, hvilket efter vor Ret kun kan skee ved Fragaaelse af Arv og Gjeld eller ved Renunciation, mener Ussing, Arver. P. 271, at disse Tilfælde skulle behandles paa samme Maade, som hvor Arvingen var bortfalden før Arveladerens Død. I Bornemanns Arver., Till. II, P. 422, findes imidlertid en træffende Bemærkning, som for Intestatarvingernes Vedkommende vistnok maa føre til at statuere en Forskjel i visse Tilfælde. Det hedder der »Renunciationen« — hvormed Arv og Gjælds Fragaaelse i saa Henseende maa stilles lige — »er i Virkeligheden ei en Renunciation paa det Slægtskabsforhold, der begrunder Arveretten, altsaa egentlig heller ikke paa den deraf uafhængig af den Beslægtedes Vilkaarlighed flydende Arveret«; den er en blot Erklæring om ei at ville udøve denne Arveret; heraf følger, at ingen Anden kan træde i hans Sted. Men dette maa efter vor Ret, som har gjennemført Linealprincipet, altid siges om den Paagjældendes Descendenter. Vel arve disse, forsaavidt de arve, jure proprio, men dog kun paa Grund af deres Slægtskab med Arveladeren gjennem den Paagjældende. Men deraf følger da, at, naar der tillægges ham Arveret, saa er derved hele det i dette Slægtskabsforhold liggende Krav paa Arveret efter Arveladeren fyldestgjort; saalænge hans. Arveret ikke ligefrem er bortfalden, kan ingen af hans Descendenter have Arveret efter Arveladeren, men det er paa den anden Side klart, at det er ham, der har Raadighed over, hvorvidt denne ham tilkommende Arveret skal udøves eller ei. Naar han altsaa renuncerer eller fragaaer Arv og Gjæld, kunne hans Descendenter ei gjøre Paastand paa denne Arv. Hvor Arveladerens øvrige Beslægtede derimod ei ere den renuncerende Arvings Descendenter, har hans Renunciation (eller Arv og Gjælds Fragaaelse) netop den Virkning, at Arven tilfalder dem; thi her er i Virkeligheden flere aldeles selvstændige Arveberettigelser, fordi her er flere selvstændige Slægtskabsforhold; den Enes Udøvelse kan vel udelukke eller begrændse den Andens, men omvendt, udøves den ene ei, træde de andre i deres fulde Kraft. Renuncerer altsaa en Arving paa Arv (eller fragaaer Arv og Gjæld), tilfalder hans Lod de øvrige Arvinger og ei hans Descendenter, og skeer hiin Renunciation o. s. v. af Alle, gaaer Arven til næste Arveclasse. Noget Andet er, at man ogsaa bruger Ordet Renunciation, hvor der i Virkeligheden foreligger en Overdragelse af Arverettens Udøvelse, jvfr. Udtrykket »renuncerer til Fordeel for«, see Cancskr. 29. Maj 1819. Denne Overdragelse maa en Arving kunne foretage til sine Descendenter, men ogsaa kun til dem; thi kun i deres Haand vil Berettigelsen ei forandre Skikkelse, da det vil være den samme Arveberettigelse der udøves, om end af forskjellige Personer. Men til Andre kan en saadan Overdragelse neppe skee; thi selv om disse ogsaa ere Slægtninge af Arveladeren, er det, som tidligere bemærket, ei den samme Arveberettigelse, som disse gjøre gjældende, og, ligesaalidt som det staaer i en Arvings Magt at forandre det Slægtskabsforhold, hvori de staae til Arveladeren, ligesaalidt kan han gjøre deres Arveberettigelse til en anden eller større; en Søn kan t. Ex. ei ved at renuncere til Fordeel for sin Fætter bevirke, at denne kommer til at arve som Søn eller ved at renuncere til Fordeel for en enkelt af sine Brødre bevirke, at denne arver, som om han var to Gange Søn.
 Forøvrigt ville de tidligere opstillede Regler om Testamentarvingernes Forhold til Intestatarvingerne ogsaa her komme til Anvendelse. Det er naturligviis et factisk Spørgsmaal, om en testamentarisk Bestemmelse, der anordner en Substitution, kun omfatter det Tilfælde, at Arvingen bortfalder før Arveladerens Død eller om ogsaa vort Tilfælde deri indbefattes.


 I det Foregaaende have vi nærmest havt Forholdet mellem Universalsuccesorer for Øie. Nogle faa Bemærkninger skulle nu gjøres om en Legatars Bortfald. Dette kan forøvrigt skee af samme Grunde som en testamentarisk Arvings Bortfald. Det maa endvidere ligesom ved den egentlige Arveberettigelse fastholdes som noget Charakteristisk ved Legatet, hvorved det netop adskiller sig fra andre Retshandeler, som forøvrigt kunne have meget tilfælles med det, saasom Eensidigheden, Gjenkaldeligheden[2],at Retten først erhverves efter Testators Død, fordi det saa er dennes Villie, og dens Erhvervelse maa ansees resolutivt betinget nemlig af, at han afslaaer det. For at Collegatarerne nu kunne fordre den Bortfaldnes Lod, maa hertil naturligviis kræves en efter de almindelige Regler gyldig testamentarisk Bestemmelse, jfr. i det Hele de foran givne Regler, og det kan med disse for Øie spørges om Dec. i Bibliothek for Lovk. I Pag. 202 er rigtig. Her skal blot bemærkes, at der aldrig her som ved Indsættelsen til Universalsuccessor i den blotte Indsættelse til Legatar kan ligge en Indrømmelse af en jus accrescendi, se Bornemann Pag. 322, 358. Selv i et saadant Tilfælde, hvor Testator har legeret en Ting til Flere, men En af disse bortfalder, uden at der er Universalsuccessorer, som kunde nyde Godt heraf, tilfalder den Bortfaldnes Andeel ei de Tiloversblevne, men Staten indtræder i Henhold til 5. 2. 11 som Medeier.
 Her opstaaer imidlertid det særlige Spørgsmaal, om man skal anvende Regler, der ere analoge med de tidligere opstillede, naar man skal afgjøre, om og hvorvidt Testamentarvingerne eller Intestatarvingerne skulle være berettigede til den bortfaldne Legatars Lod, saaledes at Intestatarvingerne altid tage den bortfaldne Legatars Lod, medmindre Testator ved en udtrykkelig Bestemmelse har tillagt de testamentariske Universalarvinger Lodden. Dette synes ved første Øiekast at maatte antages; thi Grundsætningen, at Ingen uden udtrykkelig testamentarisk Bestemmelse kan erhverve. Noget af den Afdødes Efterforsaavidt Loven ikke umiddelbart giver dem en saadan Ret, synes ogsaa anvendelig her, jfr. og Dec. i jur. Ugeskr. IV Pag. 378, som synes at gaae ud fra denne Anskuelse. Allerede den umiddelbare Retsfølelse vil dog ofte føle sig stødt ved denne Opfattelse, at t. Ex. den testamentariske Arving, hvem et Alimentationslegat var paalagt, ei udenvidere maatte nyde Godt af, at Legataren var bortfalden; og dernæst i hvad Egenskab erhverve Intestatarvingerne Lodden? som Singulærsuccessorer? derved stødes atter den umiddelbare Retsfølelse; som Universalsuccessorer; men i san Fald kan Legatarens Bortfald bevirke, at der kommer heelt nye Universalsuccessorer, hvilket atter vil bevirke en Omfordeling af Gjeldsansvaret; dette synes ogsaa urimeligt. Sagen er imidlertid, at den hele Opfattelse hviler paa et falsk Fundament. Naar Nogen i levende Live vil paatage sig en obligatorisk Forpligtelse eller overdrage en Rettighed, og denne Retshandel af en eller anden Grund ei kommer til Existents, eller den er gjort afhængig af en resolutiv Betingelse, som indtræder, saa kan han derved paa ingen Maade siges at erhverve en ny Ret, om det end kan blive ham til Fordeel, at han ei bindes, at Rettigheden ei gaaer over. Men saaledes maa Forholdet opfattes mellem Legatarerne og Universalsuccessorerne. Netop paa Grund af den formueretlige Eenhed mellem disse sidste og Arveladeren, staae de i samme Forhold til de af ham stiftede Rettigheder, som først erhverves efter hans Død, som han selv vilde have staaet, hvis de vare erhvervede mod ham i levende Live. Kommer derfor Legatet ei til Existents, fordi Legataren bortfalder før Arveladerens Død, eller virker den resolutive Betingelse — hans Afslag — saa maa det fastholdes, at derved kunne Universalarvingerne ei siges at erhverve Noget; er det først givet, mod hvem Rettigheden skulde være. gjort gjeldende, saa bliver det eo ipso ham, der kommer til, at nyde Godt af, at den ei kommer til Existents — naturligviis forudsat, at Testator ei har indsat en Substitut — og forsaavidt der er Flere, mod hvem den kunde gjøres gjeldende, kommer det dem Alle tilgode, medmindre Forpligtelsen i sidste Instants paahviler En af dem, saaledes naar de Øvrige have Regres til ham; thi ligesom ved Retshandler i levende Live, kommer det da ham alene tilgode. Det sees let, at dette har sin store Betydning for de testamentariske Universalsuccessorer; thi det følger af det Udviklede, at der ei behøves nogen udtrykkelig Bestemmelse for, at de komme til at nyde Godt af Legatarens Bortfald, naar det enten vilde være dem alene eller dem tillige, mod hvem Rettigheden ifølge Legatet skulde gjøres gjeldende. Det sees ogsaa, at Legatarens Bortfald ei kan bevirke nogen Omfordeling af Gjeldsansvaret; netop fordi der ingen ny Erhvervelse finder Sted, bliver den Paagjeldendes Qvotapart af Boet den samme. Denne Opfattelses Rigtighed synes ei at kunne betvivles, naar Legatets Udredelse ligefrem er paalagt en eller flere Arvinger. Men efter vor Ret kan man ei som efter den romerske, se t. Ex. Vering röm. Erbrecht Pag. 678, fordre dette til Legatets Gyldighed, men man kan, som det hedder, legere umiddelbart af Boet. Saalænge der nu virkeligt er Universalsuccessorer, skjønnes det ei at kunne gjøre Forandring. Ogsaa her maa det fastholdes, at disse altid succedere i den Afdødes Formueretsforhold i deres Heelhed, jfr. foran; det bliver derfor altid dem, mod hvem de af Legatet flydende Rettigheder skulle gjøres gjeldende. Det skjønnes ei rettere, end at dette er miskjendt i den forannævnte Dec. i jur. Ugeskr. IV Pag. 378[3]. Noget Andet er, at det kan være et tvivlsomt Spørgsmaal om der er Universalarvinger eller ei, i hvilket sidste Tilfælde Staten jo tager den bortfaldne Legatars Lod. Bornemann antager saaledes Pag. 2862 det Stykke, at den Omstændighed, at Arveladeren har udtømt Boet med Legater, maa bevirke, at Udarvingerne ei længere kunne siges at være Arvinger. Men man synes at maatte give Ørsted Haandb. IV Pag. 783 ff. Ret i, at denne Omstændighed i og for sig ei er tilstrækkelig, men at hertil maa fordres en udtrykkelig Udelukkelse; det gjelder ogsaa her, at det Høieste, man af Testamentet kan udlede, er, hvad Testator muligen vilde have bestemt sig til, hvis han skulde have udtalt sig, men en saadan Udtalelse foreligger ei; thi der er ingen Nødvendighed for, at Testator, fordi han har bestemt, at Intet af Arvemassen skal komme Udarvingerne tilgode, derfor har villet betage dem hele deres Arveret, jfr. tidligere det Spørgsmaal om, hvem en bortfalden testamentarisk Arvings Lod tilfalder, naar Testator har borttestamenteret hele sit Bo.




 Til Slutning skulle endnu et Par almindelige Bemærkninger gjøres. Hvad for det første det Spørgsmaal angaaer, om de paa den bortfaldne Arvings eller Legatars Lod hvilende Byrder ogsaa falder den til Last, som nyder Godt af hans Bortfald, er dette et reent factisk Spørgsmaal. Som Hovedregel maa imidlertid fastholdes, at da, efter hvad der er udviklet i det Foregaaende, Eftermanden aldrig støtter sin Ret paa Formandens, men paa sin egen, selvstændige Ret, maa Udgangspunktet ved Afgjørelse af det nævnte Spørgsmaal nødvendigviis tages fra det Fundament, hvor paa Eftermanden støtter sin Ret, og der kan forsaavidt intet Hensyn tages til det, hvorpaa den Bortfaldne skulde have støttet sin. Derfor kan det naturligviis alligevel meget vel være, at de samme Byrder kunne paahvile dem begge, men dette er blot ei, fordi de paahvilede den Bortfaldne. Naar saaledes en Intestatarving bortfalder, og hans Descendenter, Medarvinger eller næste Arveclasse tage hans Lod, komme i Reglen de samme Legater til at paahvile dem, som de, der paahvilede den bortfaldne Arving; thi i Reglen er Legatet saaledes affattet, at det kan sees at være Testators Mening, at Legatet skulde udredes, hvo der saa blev hans Arving; men det kan meget vel være, at det fremgaaer af Legatet, at det kun skulde paahvile den bortfaldne Arving. Naar en Substitut indtræder, kan det meget vel være, at den testamentariske Bestemmelse, som begrunder hans Ret paa en saadan Maade, henviser til den, som begrundede den Bortfaldnes Ret, at det deraf fremgaaer, at de Byrder, som vare paalagte denne, ogsaa skulle paahvile Substituten. Men findes ingen saadan Henviisning f. Ex. i det tidligere nævnte Tilfælde, hvor to Legatarer hver for sig ere indsatte til en Sum, der i og for sig opsluger Boets Beholdning, da kan man ei sige, at en Byrde, et Leget af Legatet, der paahviler den ene, og skal paahvile den anden, naar den første bortfalder. Forsaavidt den testamentariske Bestemmelse er affattet saaledes, at Byrden ei bortfalder med onerati Bortfald, saa er der i Virkeligheden to selvstændige Legater, og det forstaaer sig, at der endnu finder en Concurrence Sted mellem det endnu bestaaende af disse og den ubebyrdede Legatar, som maa føre til et forholdsmæssigt Afslag i dem begge; men det er noget Andet, end at Byrden skulde falde den ubebyrdede Legatar til Last; thi i saa Fald maatte han udrede den fuldt ud. Forsaavidt endeligt en Universalarving nyder Godt af en Legatars Bortfald, saa beroer det atter paa, om den Byrde, der paahvilede denne, stod og faldt med Legatet, eller ei; i sidste Fald er der egentlig to selvstændige Legater, og, saalænge det ene bestaaer, maae Universalarvingerne naturligviis være pligtige at udrede det.
 Det andet Spørgemaal er, hvorvidt den romerske Regel, at jus accrescendi for Universalarvingerne tillige var en Pligt, jfr. f. Ex. Vangerow l.c. Pag. 370 gjelder hos os. I eet Tilfælde gjelder den utvivlsomt, nemlig naar Lodden ellers vilde blive vacant. Det ligger nemlig deri, som formentligen tidligere viist, at Ingen kan gjøre Paastand paa det Umulige, at være blot Medarving, naar ingen andre Arvinger ere; man kan jo ei være meddelagtig f. Ex. i Boets Bestyrelse, naar man alene er Arving. Enten maa man heelt opgive at være Arving, eller være det for det Hele. Forøvrigt er Sagen tvivlsom. Først og fremmest afhænger Spørgsmaalet af om man vil antage, at en Arv og Gjældsfragaaelse[4] ganske i Almindelighed kan skee for en Deel — naturligviis forudsat, at ingen Deel derved bliver vacant —; det sees nu ei, hvo der skulde kunne indvende Noget derimod; Creditorerne kunne det ei; thi, naar de blot faae en Debitor for den Qvotapart, han afslaaer, synes deres Ret fyldestgjort, da de jo ingen Fordring kunne gjøre paa at faae vedkommende Arving til Debitor, eftersom han kunde fragaae hele Arven. De andre Arvinger kunne ei heller beklage sig; thi det stod jo i hans Magt at tage hele Lodden. Men selv om man i Almindelighed vilde benægte hans Beføielse til deelviis at fragaae Arv og Gjæld, taler dog Meget for, hvor hans Ret til den oprindelige og den senere tilkommende Lod hviler paa forskjellige Fundamenter, da at indrømme ham den nævnte Beføielse. En Collegatar er naturligviis aldrig pligtig at tage en bortfalden Collegatars Lod.



  1. Dette behøver ei at skee blot fordi Testationsacterne ei ere samtidige, see Ørsteds Haandb. IV, P. 582, Larsens Arver. P. 233, hvorefter de mindre klare Udtryk hos Bornemann, P. 235, maa rettes.
  2. Jfr. det i Gram Obligationsret I Pag. 402 nævnte Tilfælde, at Creditor paategner et Gjeldsbrev en Eftergivelseserklæring.
  3. Her var et Testamente som indsatte 3 Universalsuccessorer og oprettede 2 Legater. Den ene Universalarving som tillige var Legatar og den anden Legatar bortfalde. Retten statuerede da, at saavel Universalarvingens Lod som de tvende Legater maatte tilfalde Intestatarvingerne. Men af det Udviklede fremgaaer formentlig, at Legaterne maatte tilfalde samtlige Arvinger i Forening ↄ: saavel Intestat- som Testamentsarvingerne
  4. En simpel Renunciation er hverken bindende ligeoverfor Creditorer, Arvinger eller Staten, se Bornemann Pag. 307 Anm.