Et Bidrag til Undersøgelsen af, hvem en bortfalden Arvings eller Legatars Lod tilfalder
Et Bidrag til Undersøgelsen af hvem en bortfalden Arvings eller Legatars Lod tilfalder.
(Af Cand. jur. J. Ipsen).
I Etatsraad Bornemanns Arveret Pag. 321—34 findes et Afsnit betitlet »Om Universalarvingernes jus accrescendi
og senere hen Pag. 358 Nr. 2 findes et lille Stykke, som
omhandler det Tilfælde, at en Legatar bortfalder. Det er
vist gaaet Flere som Forfatteren, at de ei ret ere blevne
tilfredsstillede ved den Behandling, der gives dette Punkt
i Modsætning til denne udmærkede Retskyndiges ellers
saa fortrinlige Behandling af den danske Arveret, og,
uagtet Forf. ei tiltroer sig Evnen til udtømmende at
fremstille denne Materie, har han dog antaget, at en
fornyet Undersøgelse ikke vilde være uden Interesse.
Udtrykket jus accrescendi er som bekjendt et romersk
Systemudtryk, der betegner den Ret, Medarvingerne havde
til i Tilfælde af, at en Arving mellem delatio og
acqvisitio hereditatis bortfaldt, at tage hans Lod. Men, som
det saa ofte gaaer, er denne Terminologie i andre Retssystemer bleven anvendt paa andre og flere Tilfælde end
de, for hvilke den gjaldt i Romerretten, og saaledes
omtaler Bornemann paa de citerede Steder ganske i Almindelig hed Spørgsmaalet om, hvem en bortfalden Arvings eller
Legatars Lod tilfalder. Det er nu ganske vist saa, at det
egentlig er ucorrect at tale om »en Arvings Lod« før
Arveladerens Død; thi før den Tid er der kun en Mulighed,
ingen Ret til at arve, og en egentlig Ret til at arve kan
der kun være Tale om efter Arveladerens Død; men
derved udelukkes ei, at der kan opstaae Vanskeligheder nok
ogsaa ved Afgjørelsen af, hvem der nyder Godt af, at en
saadan »mulig« Arving bortfalder. Idet vi først betragte
Sagen for de egentlige Universalarvingers Vedkommende,
ville vi derfor først undersøge de Tilfælde, hvor Arvingen bortfalder før Arveladerens Død, som ere de meest
praktiske.
En Arvings Bortfald før Arveladerens Død kan have
sin Grund i, at han døer, at han giver Afkald paa Arven,
at Arveladeren, forsaavidt han kan, berøver ham den
Mulighed, der var for ham til at arve f. Ex. ved at
gjenkalde et Testament, hvori han var indsat til Arving,
exheredere en Udarving, eller følge af reent positive
Bestemmelser, jfr. Fdg. 12 Decbr. 1735, Fdg. 21 Maj 1845 § 3
Strl. § 304. Naar man nu, som berørt, fastholder, at det
aldrig kan siges, at nogen Arving — det være sig Livs-,
Ud- eller Testamentarving — før Arveladerens Død har
erhvervet nogen Ret til Arven, saa er det klart, at heller
Ingen, som kun kunde støtte deres Ret paa den bortfaldne
Arving f. Ex. hans Creditorer, hans Arvinger som
saadanne, kan gjøre nogen Paastand paa Arven i saadanne
Tilfælde. For at kunne gjøre en saadan Paastand, maae
de have en selvstændig Ret, et selvstændigt Fundament
at beraabe sig paa. Derfor er det saa vigtigt at
fastholde, at den, der arver jure repræsentations, arver jure
proprio, jfr. Bornem. Pag. 33. Fundamentet bliver her som altid enten en i Lovgivningen umiddelbart hjemlet
Ret eller en Villiestilkjendegivelse af Testator.
Naar der nu alene er Intestatarvinger, og en af disse
bortfalder, har Sagen efter vor Lovgivning ingen
Vanskelighed, naar der spørges om, hvo der tager hans Lod,
see Fdg. 21 Maj 1845 § 1—3, 15, 17, jfr.
Bornemanns Udvikling Pag. 31—36, samt hvad senere skal bemærkes om,
hvorvidt der kan renunceres »til Fordeel« for Nogen.
Her kan dog mærkes, at Strl. § 304 ei som den tidligere
Ret udtrykkeligt omtaler Repræsentationsretten. Om det
nu end efter Sagens Natur kunde være tvivlsomt, om en
saadan Indignitet, som omhandles i Strl. § 304, skulde
virke som en Tilintetgjørelse af selve Arveretten eller blot
som en Hindring for dennes Udøvelse, under hvilken sidste
Forudsætning meget kunde tale for at udelukke
Repræsentationsretten, idetmindste forsaavidt den paagjeldende
Arving overlevede Arveladeren, jfr. Bornem. Till. II Pag.
422, saa vil dog saavel den Omstændighed, at § 304
udtrykkeligt siger, at Arveretten forbrydes, som Forholdet
til den ældre Ret, hvilken det næppe har været Hensigten at forandre, jfr. Motivernes Taushed i saa Henseende,
sætte det udenfor al Tvivl, at Repræsentationsretten i
dette Tilfælde endnu finder Sted. At Fdg. 21 Maj 1845
§ 14 statuerer noget Andet, kan ei komme i Betragtning;
thi den analoge Anvendelse af den heri om Afkald givne
Regel hindres for det første ved, at vort Tilfælde
formentligt ei er ulovbestemt, og dernæst ved, at den nævnte
§ 14 idetmindste tildeels er grundet i særegne Hensyn, se
Bornem. Pag. 35 Anm. 3 Pag. 268—72 Till. II Pag. 421,
22. Paa dette Sted kunde og de reent positive
Bestemmelser i Fdg. 12 Decbr. 1735 mærkes. I de Resultater,
som saaledes ifølge Lovgivningens Bestemmelser ville
fremkomme, kan Arveladeren naturligviis ved en efter de
almindelige Regler gyldig testamentarisk Bestemmelse
gjøre Forandring (t. Ex. ved at indsætte en Substitut).
Her synes da Stedet at være for en Undersøgelse, om Rigtigheden af den af Bornem. Pag. 321—23 opstillede
Sætning, at, naar der blot er een Universalarving tilbage
kan Lodden aldrig blive vacant. Deraf vil nemlig følge
for Livsarvingernes og Ægtefællens Vedkommende, at
Arveladeren ei kan betage dem Tilvæxtretten, naar
Lodden ellers vilde blive vacant; thi det maa vistnok antages,
at han ei kan gjøre dem til blotte Legatarer, hvad
rigtignok synes forudsat i Hrtid. 1859 Pag. 449, og for
Udarvingernes Vedkommende vil Conseqventsen blive, at
Arveladeren vel kan betage dem Tilvæxtretten i det nævnte
Tilfælde, men kun ved enten aldeles at udelukke dem eller
ved at forvandle dem til Legatarer. Uagtet den af
Bornemann opstillede Sætning ved første Øiekast synes at
føre til stødende Resultater, skjønnes det ei rettere end,
at han har Ret i at opstille den. Begrundelsen af den maa
søges i de to Sætninger:
| At | det strider mod Forholdets Natur at antage, at visse ideelle Dele af en Rettighed kunde være hos Nogle, medens der ei fandtes nogen til de øvrige Dele Berettiget og |
| At | Statens Ret til en vacant Lod ei kan betragtes som en Arveberettigelse. |
Med Hensyn til den første Sætning skal bemærkes,
at, naar en vis Rettighed tilkommer Flere i Forening,
saa vil det netop sige, at Enhver har den fulde Raadighed
som ligger i Rettigheden, kun at denne er begrændset ved
de Andres lige saa gode Raadighed; men deraf følger, at,
forsaavidt der Ingen er, der kan begrændse den
Vedkommendes Raadighed, saa er denne fuldstændig. Derfor er
det t. Ex. en Utænkelighed, at Nogen ved Bemægtigelse
af en herreløs Ting skulde kunne begrunde et
Raadighedsforhold over Tingen, som svarer til det
Raadighedsforhold, som en Medeier udøver.
Beviset for den anden Sætning ligger i den
Omstændighed, at Staten selv ikke efter C. V.s Lov blev
ansvarlig for Gjælden, hvorfor der heller ikke for den var Tale om en Nødvendighed af at fragaae Arv og Gjæld.
Naar Staten, fordi der ingen Arvinger var, eller disse
havde fragaaet Arv og Gjæld, ved sine Skifteforvaltere
sørgede for Boets Behandling, saa laa dette i
Nødvendigheden af, at der fandt en ordnet Opgjørelse Sted,
hvis ikke al Fasthed i det øconomiske Liv skulde
forsvinde, men det kunde ei betragtes som en Anvendelse
af Reglen om Arvingers Ret til selv at overtage Boet;
thi i saa Fald havde Staten maattet tilsvare Gjælden
ultra vires hereditatis; thi beneficium inventarii blev først indført ved Fdg. 8 April 1768, se Ordene i denne Fdg.,
og var tidligere et ukjendt Institut. At Staten nu i
Henhold til 5—2—11 tog de enkelte Ting, der blev
tilovers, skete ei som en Conseqvents af en
Universalsuccession, men var en særlig Ret, som havde sit Udspring fra den blandt Andet i j. L. 3—61 udtalte Sætning »hvad
Ingen eier, eier Kongen«. Saaledes var Forholdet paa C.
V. s Lovs Tid, og saaledes er Forholdet ogsaa nu. Da
Forholdet mellem Universalarvinger nu netop er, at her
er en Ret (Arveberettigelsen), som tilkommer Flere i
Forening, og da Statens Ret til en vacant Lov ei er
nogen Arveberettigelse, saa synes Conseqventsen at være,
at denne ei kan indtræde, saalænge nogen
Universalsuccessor findes. Fastholdes den Anskuelse, at Statens
Ret til en vacant Lov ikke er nogen Arveberettigelse, er
det ikke alene Sagens Natur, der taler for Bornemanns
Mening, men ogsaa vor positive Lovgivning bestyrker den.
Da Staten nemlig ikke er Arving, kunde den, forsaavidt
man alligevel vilde indrømme den Ret til den vacante Lod,
hverken fordre at tiltræde Boets Behandling sammen med
Arvingerne, men den kunde ei heller provocere til offentlig Skiftebehandling. Det bliver Arvingerne alene, der komme
til at behandle dette; om dette nu ikke befindes anomalt
for Statens Vedkommende, som i saa Henseende maatte
dele Skjæbne med Legatarerne o. s. v., vilde det dog være
høist anomalt for Creditorernes Vedkommende. Man maa
jo vel erindre, at for den vacante Lods Vedkommende var der Ingen til at overtage et udover Loddens Beløb gaaende
Gjeldsansvar; her vilde altsaa for denne Lods
Vedkommende være et Slags beneficium inventarii, men Fdg. 8
April 1768 udtaler bestemt, at om noget Saadant kan der
kun være Tale, naar der er offentlig Skiftebehandling.
Ifølge det Foranstaaende sees det formentlig, at, der
ligesaalidt før som efter Fdg. 21 Maj 1845 kunde være Tale
om, at Universalarvinger skulde være udelukkede fra at
tage en vacant Lod, og det sees ei rettere, end at man
maatte finde sig i den Anomali, som kunde fremkomme
ved, at det kunde komme til at beroe paa, hvorvidt der
fandtes Intestalarvinger eller ei, om Arveladeren ved
Testamentkunde indsætte Universalsuccessorer, se 5. 4.
14, 19.
Vanskeligere stiller Sagen sig, naar der enten tillige eller alene er
Testamentarvinger, og da en af Arvingerne bortfalder. Det skjønnes
nu ei rettere end, at det maa opstilles som Princip:
| At | Arvingerne ab intestato — ligegyldigt om det er Livs- eller Udarvinger eller Ægtefællen — altid tage den Bortfaldnes Lod, medmindre Arveladeren ved en testamentarisk Bestemmelse har fastsat Andet, |
| At | der til en saadan maa kræves de samme Betingelser som ellers og saaledes navnlig |
| At | »det følger med Nødvendighed af de lovbefalede Testamentformer, at ikkun en udtrykkelig Villieserklæring, men hverken en stiltiende end sige en formodet kan danne Grundlaget for en testamentarisk Bestemmelse«, se Professor Aagesen i Ugeskr. f. Retsv. 1868 Pag. 241. |
Disse Sætninger fremgaae aldeles klart af vor
Lovgivnings Bestemmelser i Fdg. 21 Maj 1845 § 1—9, 15,
17, jfr. 21, 23, 24. Den Omstændighed, at der har været
en anden Arving, kan Intet relevere; thi de citerede
Bestemmelser vise tilstrækkeligt nok, at det er Dødstiden, der er det Afgjørende for, hvem der er Arving; men efter
Forudsætningen er den Paagjældende jo bortfalden paa den
Tid, saa at Forholdet maa betragtes, som om han aldrig
havde existeret. Den Omstændighed, at hans Bortfald
ifølge det eller de paagjeldende Testamenter virkede som
Betingelse for, at en anden skulde indtræde, saa at dennes
Ret kun var betinget, kan ei bevirke, at der skulde stilles
ringere Fordringer til en saadan testamentarisk
Bestemmelses Gyldighed, idet det er vist, at der til Gyldigheden
af en betinget Retshandel fordres de samme Momenter
som til Gyldigheden af en ubetinget, jfr. Aagesen Program
1866 Pag. 29. Endeligt vilde det være en uberettiget
Indvending mod den Sætning, at man kun kan tillægge
den udtrykkeligt — direkte eller indirekte — udtalte
Villieserklæring Gyldighed som Testamente, hvis Nogen
vilde paastaae, at man da gjorde sig skyldig i den af
Ørsted Haandb. IV Pag. 580 og Larsen Arver. Pag. 232
saameget dadlede interpretatio restrictiva, som af ældre
Retskyndige gjordes gjeldende med Hensyn til Testamenter.
Det maa tvertimod erkjendes, at enhver efter de
almindelige Regler hjemlet Fortolkningsregel kan komme i Betragtning; det fastholdes blot, at man ei maa gaae ud
over en egentlig Fortolkning, og at man her ligesaavel
som ved Loves Fortolkning skarpt maa skjelne mellem,
hvad der er Testators tilkjendegivne Villie, og hvad der
blot er hans Tanke, Mening o. s. v.; kun det første
opretholder Lovgiveren; til det sidste kan slet intet Hensyn
tages.
Som Exempler paa Tilfælde, hvor de i Testamentet brugte Udtryk kunne gjøre det mere eller mindre tvivlsomt,
om der i det ei maatte siges at ligge en Bestemmelse om
en bortfalden Arvings eller Legatars Lod, og som have
fundet deres Afgjørelse for Domstolene mærkes Hrdom
24 Maj 1833, jfr. jur. Ugeskr. 1849 Pag. 168, om der ved
de i et reciprokt Testamente brugte Udtryk »Arvinger
efter Loven«, sigtedes til de Arvinger, som vare den Førstafdødes nærmeste Arvinger ved hans Dødstid eller til dem,
der vare hans nærmeste Arvinger ved den Længstlevendes
Død, i hvilket sidste Tilfælde, der maatte siges at ligge
en Substitution i Testamentet, jvfr. Bornem. P. 206; det første Resultat antoges, cfr. Skiftedec. i nyt juridisk
Tidsskrift, 2. B., P. 348, som paa Grund af andre i
Testamentet brugte Udtryk antog det modsatte Resultat; Schl. Høiesteretstid., II, Pag. 602, om der ved Broder- og
Søsterbørn ogsaa kan forstaaes disses Descendenter; nyt
juridisk Tidsskrift, I, P. 85, juridisk Ugeskrift, III, P. 705
og de Afgjørelser, som senere skulle omtales i juridisk
Ugeskrift, IV, P. 378, Biblioth. f. Lovk., 2. B., P. 283,
Schl., Høiesteretstid., II, P.
431, samt i Biblioth. f. Lovk., 1. B., P. 202.
Vi skulle nu nærmere prøve, hvorvidt de af Bornem.
Pag. 323‐34 antagne Resultater og navnlig hvorvidt den
vidtgaaende Accrescentsret, han tillægger de
testamentariske Arvinger, kunne siges at stemme med
de opstillede Principer, idet vi forudskikke følgende
Bemærkninger.
Den romerske Rets Bestemmelser om testamentariske Arvingers og
Legatarers Accrescentsret frembyde en Række Sammenligningspunkter
med de af Bornem. nævnte Tilfælde. Men den romerske Rets Betydning
som Vidnesbyrd om en correct Retsopfattelse formindskes i denne
Materie noget derved, at flere af disse Regler ere Conseqventser af
Bestemmelser, som ere aldeles eiendommelige for den romerske Ret
og dernæst derved, at det ofte er meget vanskeligt at afgjøre, hvorvidt
og hvorledes den givne Regel skal anvendes i det concrete Tilfælde.
Det er saaledes en Positivisme i den romerske Ret, at Bortfaldet af en
heres ex testamento altid kommer de øvrige Testament arvinger tilgode.
Denne Regel var nemligen ligefrem Conseqvents af den Sætning, som
Romerretten opstillede »nemo paganus pro parte testatus pro parte intestatus decedere potest«; men denne Sætning kan som bekjendt ei opstilles i dansk Ret og derfor kan den Omstændighed, at Romerretten
opstillede hiin Sætning om Testamentarvingernes arvingernes ubetingede Forrang for Intestatarvingerne med
Hensyn til Accrescentsretten ei tjene som Argument for i
dansk Ret at opstille en lignende Regel. De Regler
derimod, der gives for, i hvilke Tilfælde nogle
Testamentarvinger have Fortrinsret til en bortfalden Medarvings Lod fremfor andre, eller for, i hvilke Tilfælde Collegatarer
overhovedet have en saadan Ret, kunne ei siges at hvile
paa et saadant positivt Hensyn og fortjene derfor at tages
i Betragtning hos os, idet Spørgsmaalet dog hos os ogsaa
for de testamentariske Universalsuccessorer maa stilles
paa, naar og hvorvidt disse overhovedet have
Accrescentsret. Der opstaaer ingen Vanskelighed, naar Testamentet
indeholder en directe Udtalelse desangaaende; det er
dernæst ogsaa klart, jvfr. ovenfor, at Hjemmelen kan være
indirekte udtalt, men Spørgsmaalet er, naar er dette
Tilfældet. Den romerretlige Regel er her, at dette er
Tilfældet, naar der er en saadan Forbindelse mellem den
Bortfaldne og den, om hvis Accrescentsret der spørges, at
den Sætning med Rette lader sig prædicere om deres
indbyrdes Forhold »solo concursu partes fiunt«; dette er
atter Tilfældet, naar det af Testamentet skjønnes, at
Testator egentlig har villet, at enhver af de Paagjældende
skulde have den hele Lod, idet det da blot er deres
indbyrdes Ligeberettigelse, der medfører, at denne hans Villie
maa begrændses. Denne Regeler vistnok fuldstændig
rigtig ogsaa hos os og frembyder ingen Vanskelighed, naar
Testator ligefrem og directe har udtalt sin Villie i saa
Henseende, et Tilfælde, der ei er saa upractisk, som det
ved første Øiekast synes, saaledes til Ex. naar der
tildeles hver af flere Legatareren Sum, der alene opsluger
hele Boets Beholdning, Noget som meget vel lader sig
tænke paa Grund af Testators Ubekjendthed med dettes
Tilstand. Forudsat nemlig, at det ene Legat ei hæver det
andet[1], maa der skee et forholdsmæssigt Afslag i dem alle, men bortfalder det ene kommer dette de andre
tilgode. Vanskelighederne opstaae først, naar atter denne
Villie skal udledes af de i Testamentet brugte Udtryk.
Vel antages det i Almindelighed, see med Hensyn til
Romerretten t. Ex. Vangerow, Lehrbuch der Pandekten, II,
P. 380, at den Forbindelse der blot bestaaer i, at Testator
under Et nævner flere Arvinger, ei er tilstrækkelig til at
indicere denne Villie, men man gaaer uden Tvivl for
vidt, naar man antager, at den Omstændighed,
at Arveladeren under Eet har testamenteret et
Beløb, en Qvota til Flere uden at angive den paa
hver Enkelt faldende Qvota, skal tilkjendegive
hans Villie om, at egentligen skulde Enhver af
de Indsatte have det hele Beløb, see med Hensyn
til Romerretten Vangerow, l. c., P. 380, med Hensyn til
dansk Ret, Bornem., P. 327, Larsen, Arver., P. 236,
Ørsted, Haandb., IV, P. 589, som dog udtaler sig noget
mere usikkert. For det første er det en altfor tilfældig
og uvæsentlig Omstændighed, om Testator har indladt sig
paa at udregne den paa hver enkelt Arving faldende
Qvota til, at dette skulde bevirke en saa radical forskjellig Opfattelse af Testators Mening, see ogsaa Gans Erbrecht,
II, P. 426 ff.; thi havde han gjort dette, saa skulde det
være hans Mening, at der ingen Accrescentret skulde
indrømmes; her var da en blot conjunctio verbis. Men
dernæst synes man i ethvert Fald kun at kunne komme til,
at denne hans Undladelse kan indicere, hvad der har
været hans Tanke, Mening, men om en udtalt Villie kan
der ei være Tale. Directe udtaler Testamentet sig jo kun
under den Forudsætning, at alle de indsatte Arvinger
overleve Arveladeren; under den modsatte Forudsætning
udtaler Testamentet sig ei directe, men ei heller indirecte;
thi dertil var det ligesom ved en Lov nødvendigt, at der
kunde paavises en tvingende Nødvendighed for at lægge
den ei directe udtalte Regel ind i denne. Der er nu
ganske vist eet Tilfælde, hvor man maa statuere, at der er en saadan Nødvendighed, nemlig naar Testementet, som
her forudsat gaaer ud paa at begrunde en
Universalsuccession og Lodden vilde blive vacant, dersom man ei
tillagde Medarvingerne Ret til den. Men Nødvendigheden
ligger da ei i den Indsættelsesmaade, Testator har valgt,
man maa her tillægge Medarvingerne jus accrescendi, selv
om hvers Andeel er nævnt, ja der kan vel endog være
Tilfælde, hvor man maa indskrænke en Bestemmelse, som
gaaer ud paa at Medarvingerne ei have nogen jus
accrescendi til ei at angaae dette Tilfælde (hvor Lodden ellers
vilde blive vacant), see Bornem. P. 322. Nødvendigheden
ligger som tidligere omtalt deri, at Arveladeren har villet
begrunde en Universalsuccession; heri ligger Berettigelsen
til at sige, at saa maa han ogsaa ville en jus accrescendi,
naar Lodden ellers vilde blive vacant; med andre Ord, her
foreligger en omend indirecte udtalt Villie, som
indrømmer Medarvingerne jus accrescendi. Naar det siges, at ogsaa
heredes ex testamento have en Accrescentsret ex juris
necessitate, kan dette derfor ei forstaaes, som om de have
en udenfor Testators Villie liggende Accrescentsret, men
Sagen er, at de have den ifølge hans Villie, fordi han
maa ville det.
Paa den anden Side maa det ogsaa fastholdes, at Nødvendigheden kun foreligger i dette Tilfælde — hvor
Lodden ellers vilde blive vacant — og enhver Slutning
fra dette Tilfælde til andre maa derfor bestemt misbilliges,
jvfr. dog Bornem. P. 326. Efter disse Bemærkninger vil
det formeentligen sees, at man kun i faa Tilfælde kan
fastholde de Resultater, som Bornem. opstiller i denne
Materie.
Nr. 1, P. 323 og 24 er vel fuldkommen overeensstemmende med de opstillede Principer, idet det antages,
at Livsarvingerne alle tage den Bortfaldnes Lod,
medmindre Testator udtrykkeligt har bestemt Andet. Men
dette kan ei siges om Nr. 2 a. Det skjønnes ei rettere
end, at man netop bestemt maa skjelne mellem om Udarvingerne ved en udtrykkelig Bestemmelse ere udelukkede
fra at arve eller ei. I første Fald kan den bortfaldne Testamentarvings Lod ei tilfalde Udarvingerne, medmindre
den udtrykkelige Udelukkelse maatte kunne fortolkes som
blot indeholdende en Udelukkelse fra at arve, saalænge
de paagældende testamentariske Arvinger ere arvedygtige,
hvilket ei kan have Formodningen for sig, da Bestemmelsen
i saa Fald staaer overflødig; hvis man altsaa ei tillægger Testamentarvingerne Lodden, vil den blive vacant, men
dette strider mod at disse ere indsatte til
Universalarvinger, see ovenfor. Men den Omstændighed, at der er
disponeret over det hele Bo, kan ei medføre, at det samme
Resultat skal statueres. Sagen er jo simpelhen den, at
den udtrykkelige Bestemmelse, som efter det Foregaaende
maa fordres for at udelukke Intestatarvingerne, her mangler.
De Argumenter, som Bornem. paaberaaber sig, synes ei
heller slaaende. For det første er det urigtigt i denne
Henseende at gjøre Forskjel paa om Intestatarvingerne ere
Livs- eller Udarvinger. At der er en væsentlig Forskjel
mellem Livsarvinger og Udarvinger i Henseende til,
hvormeget Arveladeren kan disponere over uden at træde de Paagjældendes Ret for nær, kan jo ikke bevise det
Allermindste med Hensyn til Fordringerne om, hvilken
Fremgangsmaade han skal benytte for at naae sit Øiemed;
den er i begge Tilfælde eens. Naar Bornemann paastaaer,
at Udarvingernes Ret i sidste Instants er grundet paa Arveladerens Villie, er dette en Betragtning, som ei kan
fastholdes overfor vor positive Lovgivning. Udarvingerne
arve ligesom Livsarvingerne, fordi Loven siger, at de
skulle arve, ei fordi det saa maa præsumeres at være
Arveladerens Villie. Arveladerens præsumerede Villie kan
være Grunden til Lovens Bestemmelse, men det er denne
sidste, der er Fundamentet for Udarvingernes saavel som for
Livsarvingernes Ret. Forsaavidt Bornemann endelig
paaberaaber sig, at Indsættelsen til Universalarving aldrig ubetinget er en Indsættelse til at arve en Deel af Boet, og at derfor Angivelsen af den Qvota, Enhver skal tage,
nærmest maa antages blot at skulle være en Delingsregel
mellem de indsatte Arvinger indbyrdes, henvises om det
Uberettigede i en saadan Slutnig til det Foregaaende. Vi
antage saaledes, at der i dette Tilfælde maa tilkomme
Intestatarvingerne en Ret til den bortfaldne
Testamentarvings Lod, og dette Resultat er ogsaa antaget af
Domstolene, see Biblioth. for Lovk., 2. B., P. 283, jur. Ugeskr.,
IV, P. 378, jvfr. og Schl., Høiesteretstid., II, P. 431.
Men det Samme maa vistnok antages i de af Bornemann
under 2 b nævnte Tilfælde. Af allé de nævnte
Combinationer skjønnes det ei, at der er en eneste, hvor den
valgte Indsættelsesmaade godtgjør, at det har været
Testators Villie, at Testamentarvingerne skulle have den
Bortfaldnes Lod, men kunde den have Betydning i saa
Henseende, hvad i det mindste for nogle Tilfælde er høist
problematisk, see endog Bornemann P. 328, kunde den
kun tjene som et Indicium for, hvad han havde villet
bestemme, dersom han skulde have udtalt sig, ↄ: godtgjøre
hans Tanke, Mening, men dette er ei nok, see ovenfor.
Vende vi os endelig til det 3die Tilfælde, hvor
Bornemann omtaler Concurrencen mellem Ægtefællen og Andre,
skjønnes det ei heller rettere end, at de Resultater,
Bornemann opstiller, ere uholdbare. Der er navnlig eet
Tilfælde, hvor, om saa tør siges, Bornemanns
Uovereensstemmelse med den positive Lovgivning culminerer, nemlig
det som omhandles P. 333, 34; her forudsættes et
Testament, som uden at nævne Ægtefællen tillægger flere
testamentariske Arvinger de to Trediedele af Boet; alle disse
bortfalde, og Spørgsmaalet er da, skulle disse to
Trediedele tilfalde Udarvingerne eller Ægtefællen? Bornemann
antager, at de tilfalde Ægtefællen, men hvorledes det er
muligtatforene dette med Fdg. 21. Maj 1845 § 15, 17,
er ei let at see. Selv om man vilde betragte den Ret,
som Arveloven giver Ægtefællen til de to Trediedele af
Boet, ligesom Udarvingernes Arveret, som grundet i Arveladerens laderens præsumerede Villie, maa man dog erkjende, at
§ 17 i saa Fald viser, at Præsumptionen sidst er for
Ægtefællen. Af Testamentet selv synes Intet — ikke
engang hvad Arveladeren har tænkt sig — at kunne udledes
til Fordeel for Ægtefællen; thi det omtaler hende aldeles
ikke; ja selv om hun stod nævnt i Testamentet, synes
dette ei tilstrækkeligt til at give hende Accrescentsret;
thi selv om hun derved kom til at staae i Classe med
Testamentarvingerne, maa det erindres, at disse ei som
saadanne have Accrescentsret. Bornemanns egentlige
Argument er, at, da her er et Testamente, hvorved
Ægtefællen og visse andre Personer tilsammen skulle træde i
den Dødes Sted, og da Bestemmelsen om de hver af disse
Arvinger tilkommende Qvotadale kun er en Regel for
Delingsforholdet mellem Arvingerne indbyrdes, saa maae
Udarvingerne være udelukkede. Men det er formeentligen
tidligere viist, at det netop først maa bevises, at
Bestemmelsen om de hver Arving tilkommende Qvotadele
kun er en Regel for Delingsforholdet mellem dem
indbyrdes, idet denne Sætning kun er en Omskrivning for, at
Testamentet indirecte hjemler en Accrescentsret. Det
skjønnes derfor ei rettere end, at de bortfaldne
Testamentarvingers Lodder maae tilfalde Udarvingerne. Men heraf
samt af det Foregaaende angaaende Collisionen mellem
Udarvinger og Testamentarvinger følger dernæst, at, naar
en af Testamentarvingerne bortfalder, tilfalder Lodden
ogsaa Udarvingerne, ligesom det følger af det Foregaaende,
at naar Ægtefællen bortfalder, tilfalder Lodden
Udarvingerne, Alt naturligviis forudsat, at Testator ei udtrykkeligt
har bestemt Andet, see derimod Bornemann, P. 332 og
34. At derimod de bortfaldne Testamentarvingers Lodder
maae tilfalde Ægtefællen, naar alle Udarvinger ogsaa ere
bortfaldne, t. Ex. ifølge en udtrykkelig Bestemmelse i
Testamentet, følger ligefrem af § 17.
Hvad dernæst de Tilfælde angaaer, hvor Arvingen
bortfalder efter Arveladerens Død, hvilket efter vor Ret
kun kan skee ved Fragaaelse af Arv og Gjeld eller ved
Renunciation, mener Ussing, Arver. P. 271, at disse
Tilfælde skulle behandles paa samme Maade, som hvor
Arvingen var bortfalden før Arveladerens Død. I
Bornemanns Arver., Till. II, P. 422, findes imidlertid en træffende
Bemærkning, som for Intestatarvingernes Vedkommende
vistnok maa føre til at statuere en Forskjel i visse
Tilfælde. Det hedder der »Renunciationen« — hvormed Arv
og Gjælds Fragaaelse i saa Henseende maa stilles lige —
»er i Virkeligheden ei en Renunciation paa det
Slægtskabsforhold, der begrunder Arveretten, altsaa egentlig
heller ikke paa den deraf uafhængig af den Beslægtedes
Vilkaarlighed flydende Arveret«; den er en blot Erklæring
om ei at ville udøve denne Arveret; heraf følger, at ingen
Anden kan træde i hans Sted. Men dette maa efter vor
Ret, som har gjennemført Linealprincipet, altid siges om
den Paagjældendes Descendenter. Vel arve disse,
forsaavidt de arve, jure proprio, men dog kun paa Grund af
deres Slægtskab med Arveladeren gjennem den
Paagjældende. Men deraf følger da, at, naar der tillægges ham Arveret, saa er derved hele det i dette
Slægtskabsforhold liggende Krav paa Arveret efter Arveladeren
fyldestgjort; saalænge hans. Arveret ikke ligefrem er bortfalden,
kan ingen af hans Descendenter have Arveret efter
Arveladeren, men det er paa den anden Side klart, at det er
ham, der har Raadighed over, hvorvidt denne ham
tilkommende Arveret skal udøves eller ei. Naar han altsaa
renuncerer eller fragaaer Arv og Gjæld, kunne hans
Descendenter ei gjøre Paastand paa denne Arv. Hvor
Arveladerens øvrige Beslægtede derimod ei ere den
renuncerende Arvings Descendenter, har hans Renunciation
(eller Arv og Gjælds Fragaaelse) netop den Virkning, at
Arven tilfalder dem; thi her er i Virkeligheden flere
aldeles selvstændige Arveberettigelser, fordi her er flere selvstændige Slægtskabsforhold; den Enes Udøvelse kan
vel udelukke eller begrændse den Andens, men omvendt,
udøves den ene ei, træde de andre i deres fulde Kraft.
Renuncerer altsaa en Arving paa Arv (eller fragaaer Arv
og Gjæld), tilfalder hans Lod de øvrige Arvinger og ei
hans Descendenter, og skeer hiin Renunciation o. s. v. af
Alle, gaaer Arven til næste Arveclasse. Noget Andet er,
at man ogsaa bruger Ordet Renunciation, hvor der i
Virkeligheden foreligger en Overdragelse af Arverettens Udøvelse,
jvfr. Udtrykket »renuncerer til Fordeel for«, see Cancskr.
29. Maj 1819. Denne Overdragelse maa en Arving kunne
foretage til sine Descendenter, men ogsaa kun til dem;
thi kun i deres Haand vil Berettigelsen ei forandre
Skikkelse, da det vil være den samme Arveberettigelse der
udøves, om end af forskjellige Personer. Men til Andre kan
en saadan Overdragelse neppe skee; thi selv om disse
ogsaa ere Slægtninge af Arveladeren, er det, som tidligere
bemærket, ei den samme Arveberettigelse, som disse gjøre
gjældende, og, ligesaalidt som det staaer i en Arvings
Magt at forandre det Slægtskabsforhold, hvori de staae
til Arveladeren, ligesaalidt kan han gjøre deres
Arveberettigelse til en anden eller større; en Søn kan t. Ex.
ei ved at renuncere til Fordeel for sin Fætter bevirke,
at denne kommer til at arve som Søn eller ved at
renuncere til Fordeel for en enkelt af sine Brødre bevirke, at
denne arver, som om han var to Gange Søn.
Forøvrigt ville de tidligere opstillede Regler om
Testamentarvingernes Forhold til Intestatarvingerne ogsaa her
komme til Anvendelse. Det er naturligviis et factisk
Spørgsmaal, om en testamentarisk Bestemmelse, der
anordner en Substitution, kun omfatter det Tilfælde, at
Arvingen bortfalder før Arveladerens Død eller om ogsaa vort Tilfælde deri indbefattes.
I det Foregaaende have vi nærmest havt Forholdet mellem
Universalsuccesorer for Øie. Nogle faa Bemærkninger skulle
nu gjøres om en Legatars Bortfald. Dette kan forøvrigt skee af samme Grunde som en testamentarisk Arvings Bortfald.
Det maa endvidere ligesom ved den egentlige
Arveberettigelse fastholdes som noget Charakteristisk ved Legatet,
hvorved det netop adskiller sig fra andre Retshandeler,
som forøvrigt kunne have meget tilfælles med det, saasom
Eensidigheden, Gjenkaldeligheden[2],at Retten først
erhverves efter Testators Død, fordi det saa er dennes Villie,
og dens Erhvervelse maa ansees resolutivt betinget nemlig
af, at han afslaaer det. For at Collegatarerne nu kunne
fordre den Bortfaldnes Lod, maa hertil naturligviis kræves
en efter de almindelige Regler gyldig testamentarisk
Bestemmelse, jfr. i det Hele de foran givne Regler, og det
kan med disse for Øie spørges om Dec. i Bibliothek for
Lovk. I Pag. 202 er rigtig. Her skal blot bemærkes, at
der aldrig her som ved Indsættelsen til Universalsuccessor
i den blotte Indsættelse til Legatar kan ligge en
Indrømmelse af en jus accrescendi, se Bornemann Pag. 322, 358.
Selv i et saadant Tilfælde, hvor Testator har legeret en
Ting til Flere, men En af disse bortfalder, uden at der
er Universalsuccessorer, som kunde nyde Godt heraf,
tilfalder den Bortfaldnes Andeel ei de Tiloversblevne, men
Staten indtræder i Henhold til 5. 2. 11 som Medeier.
Her opstaaer imidlertid det særlige Spørgsmaal, om
man skal anvende Regler, der ere analoge med de
tidligere opstillede, naar man skal afgjøre, om og hvorvidt
Testamentarvingerne eller Intestatarvingerne skulle være
berettigede til den bortfaldne Legatars Lod, saaledes at
Intestatarvingerne altid tage den bortfaldne Legatars Lod,
medmindre Testator ved en udtrykkelig Bestemmelse har
tillagt de testamentariske Universalarvinger Lodden.
Dette synes ved første Øiekast at maatte antages; thi
Grundsætningen, at Ingen uden udtrykkelig testamentarisk
Bestemmelse kan erhverve. Noget af den Afdødes Efterforsaavidt Loven ikke umiddelbart giver dem
en saadan Ret, synes ogsaa anvendelig her, jfr. og Dec.
i jur. Ugeskr. IV Pag. 378, som synes at gaae ud fra
denne Anskuelse. Allerede den umiddelbare Retsfølelse
vil dog ofte føle sig stødt ved denne Opfattelse, at t. Ex.
den testamentariske Arving, hvem et Alimentationslegat
var paalagt, ei udenvidere maatte nyde Godt af, at
Legataren var bortfalden; og dernæst i hvad Egenskab
erhverve Intestatarvingerne Lodden? som Singulærsuccessorer?
derved stødes atter den umiddelbare Retsfølelse; som
Universalsuccessorer; men i san Fald kan Legatarens
Bortfald bevirke, at der kommer heelt nye
Universalsuccessorer, hvilket atter vil bevirke en Omfordeling af
Gjeldsansvaret; dette synes ogsaa urimeligt. Sagen er imidlertid,
at den hele Opfattelse hviler paa et falsk Fundament.
Naar Nogen i levende Live vil paatage sig en obligatorisk
Forpligtelse eller overdrage en Rettighed, og denne
Retshandel af en eller anden Grund ei kommer til Existents,
eller den er gjort afhængig af en resolutiv Betingelse,
som indtræder, saa kan han derved paa ingen Maade siges
at erhverve en ny Ret, om det end kan blive ham til
Fordeel, at han ei bindes, at Rettigheden ei gaaer over.
Men saaledes maa Forholdet opfattes mellem Legatarerne
og Universalsuccessorerne. Netop paa Grund af den
formueretlige Eenhed mellem disse sidste og Arveladeren,
staae de i samme Forhold til de af ham stiftede
Rettigheder, som først erhverves efter hans Død, som han selv
vilde have staaet, hvis de vare erhvervede mod ham i
levende Live. Kommer derfor Legatet ei til Existents,
fordi Legataren bortfalder før Arveladerens Død, eller
virker den resolutive Betingelse — hans Afslag — saa
maa det fastholdes, at derved kunne Universalarvingerne
ei siges at erhverve Noget; er det først givet, mod hvem
Rettigheden skulde være. gjort gjeldende, saa bliver det
eo ipso ham, der kommer til, at nyde Godt af, at den ei kommer til Existents — naturligviis forudsat, at Testator ei har indsat en Substitut — og forsaavidt der er Flere,
mod hvem den kunde gjøres gjeldende, kommer det dem Alle
tilgode, medmindre Forpligtelsen i sidste Instants
paahviler En af dem, saaledes naar de Øvrige have Regres
til ham; thi ligesom ved Retshandler i levende Live,
kommer det da ham alene tilgode. Det sees let, at dette
har sin store Betydning for de testamentariske
Universalsuccessorer; thi det følger af det Udviklede, at der ei
behøves nogen udtrykkelig Bestemmelse for, at de komme
til at nyde Godt af Legatarens Bortfald, naar det enten
vilde være dem alene eller dem tillige, mod hvem
Rettigheden ifølge Legatet skulde gjøres gjeldende. Det sees
ogsaa, at Legatarens Bortfald ei kan bevirke nogen
Omfordeling af Gjeldsansvaret; netop fordi der ingen ny
Erhvervelse finder Sted, bliver den Paagjeldendes Qvotapart
af Boet den samme. Denne Opfattelses Rigtighed synes ei
at kunne betvivles, naar Legatets Udredelse ligefrem er
paalagt en eller flere Arvinger. Men efter vor Ret kan
man ei som efter den romerske, se t. Ex. Vering röm.
Erbrecht Pag. 678, fordre dette til Legatets Gyldighed,
men man kan, som det hedder, legere umiddelbart af
Boet. Saalænge der nu virkeligt er Universalsuccessorer,
skjønnes det ei at kunne gjøre Forandring. Ogsaa her
maa det fastholdes, at disse altid succedere i den Afdødes
Formueretsforhold i deres Heelhed, jfr. foran; det bliver
derfor altid dem, mod hvem de af Legatet flydende
Rettigheder skulle gjøres gjeldende. Det skjønnes ei rettere,
end at dette er miskjendt i den forannævnte Dec. i jur.
Ugeskr. IV Pag. 378[3]. Noget Andet er, at det kan være et tvivlsomt Spørgsmaal om der er Universalarvinger
eller ei, i hvilket sidste Tilfælde Staten jo tager den
bortfaldne Legatars Lod. Bornemann antager saaledes
Pag. 2862 det Stykke, at den Omstændighed, at
Arveladeren har udtømt Boet med Legater, maa bevirke, at
Udarvingerne ei længere kunne siges at være Arvinger.
Men man synes at maatte give Ørsted Haandb. IV Pag.
783 ff. Ret i, at denne Omstændighed i og for sig ei er tilstrækkelig, men at hertil maa fordres en udtrykkelig
Udelukkelse; det gjelder ogsaa her, at det Høieste, man
af Testamentet kan udlede, er, hvad Testator muligen vilde
have bestemt sig til, hvis han skulde have udtalt sig, men
en saadan Udtalelse foreligger ei; thi der er ingen
Nødvendighed for, at Testator, fordi han har bestemt, at
Intet af Arvemassen skal komme Udarvingerne tilgode,
derfor har villet betage dem hele deres Arveret, jfr.
tidligere det Spørgsmaal om, hvem en bortfalden
testamentarisk Arvings Lod tilfalder, naar Testator har
borttestamenteret hele sit Bo.
Til Slutning skulle endnu et Par almindelige
Bemærkninger gjøres. Hvad for det første det Spørgsmaal
angaaer, om de paa den bortfaldne Arvings eller Legatars
Lod hvilende Byrder ogsaa falder den til Last, som nyder
Godt af hans Bortfald, er dette et reent factisk
Spørgsmaal. Som Hovedregel maa imidlertid fastholdes, at da,
efter hvad der er udviklet i det Foregaaende, Eftermanden
aldrig støtter sin Ret paa Formandens, men paa sin egen,
selvstændige Ret, maa Udgangspunktet ved Afgjørelse af
det nævnte Spørgsmaal nødvendigviis tages fra det
Fundament, hvor paa Eftermanden støtter sin Ret, og der kan
forsaavidt intet Hensyn tages til det, hvorpaa den
Bortfaldne skulde have støttet sin. Derfor kan det naturligviis
alligevel meget vel være, at de samme Byrder kunne
paahvile dem begge, men dette er blot ei, fordi de paahvilede den Bortfaldne. Naar saaledes en Intestatarving
bortfalder, og hans Descendenter, Medarvinger eller næste
Arveclasse tage hans Lod, komme i Reglen de samme
Legater til at paahvile dem, som de, der paahvilede den
bortfaldne Arving; thi i Reglen er Legatet saaledes
affattet, at det kan sees at være Testators Mening, at
Legatet skulde udredes, hvo der saa blev hans Arving; men
det kan meget vel være, at det fremgaaer af Legatet, at
det kun skulde paahvile den bortfaldne Arving. Naar en Substitut indtræder, kan det meget vel være, at den
testamentariske Bestemmelse, som begrunder hans Ret
paa en saadan Maade, henviser til den, som begrundede
den Bortfaldnes Ret, at det deraf fremgaaer, at de Byrder,
som vare paalagte denne, ogsaa skulle paahvile
Substituten. Men findes ingen saadan Henviisning f. Ex. i det
tidligere nævnte Tilfælde, hvor to Legatarer hver for sig
ere indsatte til en Sum, der i og for sig opsluger Boets
Beholdning, da kan man ei sige, at en Byrde, et Leget
af Legatet, der paahviler den ene, og skal paahvile den
anden, naar den første bortfalder. Forsaavidt den
testamentariske Bestemmelse er affattet saaledes, at Byrden
ei bortfalder med onerati Bortfald, saa er der i
Virkeligheden to selvstændige Legater, og det forstaaer sig,
at der endnu finder en Concurrence Sted mellem det
endnu bestaaende af disse og den ubebyrdede Legatar,
som maa føre til et forholdsmæssigt Afslag i dem
begge; men det er noget Andet, end at Byrden skulde
falde den ubebyrdede Legatar til Last; thi i saa Fald
maatte han udrede den fuldt ud. Forsaavidt endeligt en
Universalarving nyder Godt af en Legatars Bortfald, saa
beroer det atter paa, om den Byrde, der paahvilede denne,
stod og faldt med Legatet, eller ei; i sidste Fald er der
egentlig to selvstændige Legater, og, saalænge det ene
bestaaer, maae Universalarvingerne naturligviis være pligtige
at udrede det.
Det andet Spørgemaal er, hvorvidt den romerske
Regel, at jus accrescendi for Universalarvingerne tillige
var en Pligt, jfr. f. Ex. Vangerow l.c. Pag. 370 gjelder
hos os. I eet Tilfælde gjelder den utvivlsomt, nemlig naar
Lodden ellers vilde blive vacant. Det ligger nemlig deri,
som formentligen tidligere viist, at Ingen kan gjøre Paastand
paa det Umulige, at være blot Medarving, naar ingen
andre Arvinger ere; man kan jo ei være meddelagtig
f. Ex. i Boets Bestyrelse, naar man alene er Arving.
Enten maa man heelt opgive at være Arving, eller være
det for det Hele. Forøvrigt er Sagen tvivlsom. Først og
fremmest afhænger Spørgsmaalet af om man vil antage,
at en Arv og Gjældsfragaaelse[4] ganske i Almindelighed
kan skee for en Deel — naturligviis forudsat, at ingen
Deel derved bliver vacant —; det sees nu ei, hvo der skulde
kunne indvende Noget derimod; Creditorerne kunne det
ei; thi, naar de blot faae en Debitor for den Qvotapart,
han afslaaer, synes deres Ret fyldestgjort, da de jo ingen
Fordring kunne gjøre paa at faae vedkommende Arving til Debitor,
eftersom han kunde fragaae hele Arven. De andre Arvinger
kunne ei heller beklage sig; thi det stod jo i hans Magt
at tage hele Lodden. Men selv om man i Almindelighed
vilde benægte hans Beføielse til deelviis at fragaae Arv
og Gjæld, taler dog Meget for, hvor hans Ret til den
oprindelige og den senere tilkommende Lod hviler paa
forskjellige Fundamenter, da at indrømme ham den nævnte
Beføielse. En Collegatar er naturligviis aldrig pligtig at
tage en bortfalden Collegatars Lod.
- ↑ Dette behøver ei at skee blot fordi Testationsacterne ei ere samtidige, see Ørsteds Haandb. IV, P. 582, Larsens Arver. P. 233, hvorefter de mindre klare Udtryk hos Bornemann, P. 235, maa rettes.
- ↑ Jfr. det i Gram Obligationsret I Pag. 402 nævnte Tilfælde, at Creditor paategner et Gjeldsbrev en Eftergivelseserklæring.
- ↑ Her var et Testamente som indsatte 3 Universalsuccessorer og oprettede 2 Legater. Den ene Universalarving som tillige var Legatar og den anden Legatar bortfalde. Retten statuerede da, at saavel Universalarvingens Lod som de tvende Legater maatte tilfalde Intestatarvingerne. Men af det Udviklede fremgaaer formentlig, at Legaterne maatte tilfalde samtlige Arvinger i Forening ↄ: saavel Intestat- som Testamentsarvingerne
- ↑ En simpel Renunciation er hverken bindende ligeoverfor Creditorer, Arvinger eller Staten, se Bornemann Pag. 307 Anm.