Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829/1
Første Capitel.
Hvorledes Satan faaer Magt over Forfatteren. — Syndfloden Nr. 2, en Mythe.
Nytaars-Aften 1828 sad jeg ganske ene paa mit lille Værelse og saae ud over de sneebedækte Tage paa alle Nabohusene; da foer den onde Aand, som man kalder Satan, ind i mig og indblæste mig den syndige Tanke: at blive Forfatter. — Hvorfor han ellers saaledes gaaer paa Jagt efter os arme Mennesker, vil følgende Mythe lære; man kan kalde den:
Syndfloden Nr. 2.
— Og Gud Herren sagde til Noah og hans Slægt: "Jeg opretter min Pagt med Eder, at herefter skal ikke alt Kjød ødelægges af Flodens Vande; og der skal ikke komme Flod herefter at fordærve Jorden!" Da hvælvede Regnbuen sig som et Pagtens Tegn, og Noah stolede paa Jehova. Men i Dybet hørte Satan Herrens Ord og skar Tænder i sin Vrede; thi ogsaa den Herre Gud har sine Fjender, og den største kaldes: Satan. Gjerne vilde han kjæmpe imod Herrens Naade, men det var ham haardt at stampe imod Braaden; Have og Søer, Floder og Bække havde hørt den Herre Jehovas Ord og vare, som Skyerne, hans Villie underdanige. Da grundede Satan i tre tusinde Aar, og paa det fjerde sprang han op og raabte: "Funtus! jeg har det! — Fra Menneskene selv skal det Onde udgaae; en ny Vandflod skal overskylle Verden, skjøndt han sagde: "det skal ikke komme Flod herefter at fordærve Jorden." Og Satan kaldte paa alle sine Vasaller og sagde: "Messieurs! drager ud over den hele Verden og forfører Adams Sønner til at blive slette Skribenter; fra dem skal da Vandfloden udgaae, der fordærver Jorden. Jeg vil gjøre mit, gjør I nu Eders." Og de gjorde, som han sagde, og strax flød der Vand i Øst og i Vest, i Syd og i Nord; det strømmer endnu og vil fordærve Jorden.
Enhver maa troe, at jeg af alle Kræfter stræbte
imod, men Kjødet er skrøbeligt; den Onde havde nu
engang sat sig fast i Kroppen, og jeg maatte afsted.
Hvorhen jeg i dette kritiske Øieblik saae, vare alle
Poesiens Landeveie saa befarne, at jeg let kunde vælte
og, om ikke brække Halsen, saa dog en Arm eller et
Been. — Hvor skulde jeg hen? Ud maatte jeg. — Da
stod Amager mig som den bedste Tumleplads for mit
unge brusende Blod; denne Vei forekom mig endnu ikke
at være befaren af nogen poetisk Rytter. Jeg grundede
lidt; læste de Steder i Nyerups "Kjøbenhavns Beskrivelse" og i Pontoppidans "Atlas", der i historisk
Henseende kunde være mig til Nytte paa min Reise, og
puttede Hoffmanns "Elixiere des Teufels" i Lommen,
for dog at have lidt Phantasie i Reserve, dersom min
egen stoppede. Endnu engang forsøgte jeg at slaae en
Pæl i Kjødet og bekjæmpe de onde Lyster, men den
slemme Plageaand inden i mig raabte: "Marche!" —
Hvad skulde jeg Stymper da gjøre?