Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829/11

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Universitetsboghandler C. A. Reitzel Kjöbenhavn


Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu/5 98-112

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

Ellevte Capitel.

Forelæsning af en gammel Lænkehund. — Læseren gjør Bekjendtskab med et stort Selskab af to- og fiirbenede Herrer og Damer. — Forfatteren seer med St. Peders Briller ind i Jorden og opdager Helvede. — Fanden i en Skolemesters Skikkelse. — Dobbeltgjængeren. — En poetisk Person ved Stranden.


Den kolde Vind blæste mig skarpt i Ansigtet, og fælt tudede Lænkehunden fra den nære Landsby. Jeg gik efter Hylet, thi en uimodstaaelig Kraft drev mig frem. Endelig naaede jeg derhen; alle Folk paa Gaarden sov, men en gammel Lænkehund havde besteget sit Hundehuus, som et Catheder, og hylede fælt i den kolde Vinternat. Som jeg mærkede, holdt han Forelæsninger for nogle unge Hvalpe over Natur-Skjønheder og den gyldne Frihed, skjøndt han ikke selv kjendte til nogen af Delene. Det lod ellers ikke, som Hvalpene hørte synderlig efter den Gamles Hyl, thi de havde hele deres Opmærksomhed henvendt paa to Unge Misser, der sadde paa Taget. Jeg kan tænke, at det var lærde Damer, der bivaanede Forelæsningerne.

Baade Luften og den Gamles Tale var mig for iiskold til, at jeg kunde holde det ret længe ud her, og da jeg nu mærkede Stalddøren paa Klem, kunde jeg ikke modstaae Fristelsen at træde ind i det lune Huus. En heel Verden aabnede sig for mig. Hvilket broget Selskab af to- og fiirbenede Herrer og Damer omgav mig ikke her. Med Liv og Lethed flød Talen, man gik fra Gjenstand til Gjenstand, Æmnet vexlede bestandig uden mærkelig Overgang. Det faldt mig ind, som det ofte er gjort, naar jeg har været i et stort Menneske-Selskab, hvilket broget Stykke det dog vilde blive, dersom den hele Selskabs-Snak dannede sig til en synlig Væv. Hvilken Afvexling vilde der ikke være! Fra Theater-Recension springer man til Politik og fra denne igien til Ubetydelige Hverdagsbegivenheder, og Alt lige levende, Alt behandlet med lige Interesse, skjøndt Overgangene ere umærkelige. Det lod ellers til, at ingen af Selskabet mærkede min Ubetydelighed, og saaledes kunde jeg da des friere gjøre mine Iagttagelser. Allerede tæt ved Døren blev jeg i en Krog en ung Kat vaer, der spillede Magnetiseur med en lille Muus; det arme Pigebarn var ganske i hans Kløer; med vellystige Blikke stirrede han paa hende, og før jeg kunde komme til Hjælp, var hun slugt i et Bid. Der kan man see, hvor farlig den dyriske Magnetisme er for unge Pigebørn. Efter fuldendt Mesterstykke traadte den unge Doctor atter frem og blandede sig imellem det øvrige Selskab. Øverst sad et gammelt Æsel og talede med to unge Faar om sin Stamtavle. Han var noget stiv i Lemmerne, men det gav ham just en imponerende Holdning. Paa Sværdsiden nedregnede han sin Slægt fra Sancho Pansas Æsel og var ikke lidet stolt af sin berømte Stamfader, hvis Erindring havde overlevet og endnu vil overleve mangt et adeligt Stammetræ blandt de tobenede Mennesker.

"O Deres Excellence!" udbrød det ene lille Faar, "forleden læste jeg et tydsk Skrift, der var dediceret til Deres Stamfader. Jeg troer, det var af Rabener."

"Naa!" svarede Æselet, "De mener nok Anton Pansa von Manchas Abhandlungen von Sprichwörtern! Ja, det er ikke saa daarligt! Manden havde Talent; det er da ellers ikke første Gang, min Slægt har været Mæcenas; Gud veed, vi faae Dedicationer nok!"

I Nærheden af Æselet stod en lille Hanekylling, et Slags Junker, der med megen Selvtilfredshed betragtede sine Sporer, som begyndte at voxe Ud. Skrydede den Gamle lidt for høit, saa istemte strax Hanekyllingen en spodsk, satirisk Galen, som en Flok unge Høns, paa Hønsestigens Balcon, tildeelte deres levende Bifald. I det Samme begyndte det at blive meget levende over mit Hoved; jeg saae i Veiret og mærkede to gamle Ugler, der vare i dyb Samtale: havde de ikke ført Sproget i Jamber, vilde jeg have antaget dem for virkelige Mennesker, saa naturlig talede de. Jeg lærte ellers her, at Fuglene have en ordenlig Stat med et stort Theater, hvor de spille mange af vore meest bekjendte Stykker.

Første Ugle.

Ja tro mig, Søster, jeg har svoret paa det,
Det skal i Vinter blive sidste Gang,
Jeg abonnerer. — Tænk, hvad jeg har døiet!
Tre gyselige Shakspeares Stykker
Og to af Holberg. — Alt det Gode ligger;
Nu seer man aldrig mere Deodala
Og Laura med det smukke Springvand i.

Anden Ugle.

Man burde pibe, tude Directionen;
Men hvad kan jeg som ene Dame gjøre?
Sligt er Parterrets Sag. Men hvem er det?
Studenter kun, ei andet end Studenter,
Der smigre vil for Professorerne,
Den Øehlenschläger, denne hersens Shakspeare,
Og Gud maa vide, hvad de alle hedde.

Første Ugle.

Hvad siger De om Vaudevillerne?

Anden Ugle.

O ja! det er jo Noget, man kan lee af,
Der er Satire; men det trætter dog.
Desuden veed jeg af de trykte Blade,
At de fordærve kun den gode Smag. —
Jeg holder meer af Kotzebue og Clauren,
Men man tør aldrig følge Hjertets Stemme.

Første Ugle.

Ak tænk Dem mig, der alt i denne Vinter,
Har faaet to af Holbergs platte Stykker.
Jeg vil nok troe, den Tid de først blev skrevne,
Da kunde de jo være ganske gode;
Men nu kan knap min Pige gaae at see dem.

Anden Ugle.

Ja har man Lyst engang at see lidt Godt;
Saa maa der reises til Provindserne.
I Kallundborg gav nys en lille Trup
Hussiterne og Julius von Sassen,
Samt Don Juan, at sige, uden Sang.

Første Ugle.

Ja slige Folk maae give gode Stykker,
Hvis ikke bliver deres Kasse tom.
Men vi herinde, som har abonneret,
Vi ligge nu i Directionens Lomme
Og maae da døie, hvad de unde os.

Men nok af den Uglesang. — Jeg saae mig omkring og opdagede nu i et Hjørne en stor Forsamling af gamle og unge Gjæs; men de gode Damer snaddrede saadan i Munden paa hverandre, at det var umuligt at fatte Traaden, dog troer jeg de talte om Poesie. — En ung Hest, der var bestemt til Krigstjenesten, havde leiret sig hos dette interessante Selskab, og kastede brændende Blikke om imellem de unge Gjæslinger; en lille en, med et guult Hoved, der til Nød kunde kaldes rødmosset, syntes at have vundet den unge Helts Hjerte. Han gav sig meget af med det Skjønne, vilde være et Slags Körner, ja kunde endogsaa improvisere. Paa tusinde Opfordringer at glæde Selskabet med et Impromptu lovede han det, dersom den unge Gjæsling forst vilde fryde dem Alle med lidt Declamation.

Beskeden slog hun Øinene ned, og en fiin Rødme foer over de blege Kinder; men hendes Fru Moder, en gammel Gaas, nødte det undseelige Barn, der nu declamerede Jeanne d'Arcs Monolog med en saa tragisk naturlig Anstrængelse, at Vandet løb hende ned af Øinene.

Den unge Hest udbrød i enthusiastisk Vrinsken, sprang frem paa Bagbenene og improviserede med dyb Betydning til den unge Gjæsling et Digt:

Roserne og Stjernerne.

Jeg veed to Stjerner saa klare, saa blaae,
Deres Lige jeg aldrig paa Himmelen saae.
Jeg veed lo Roser, saa smukke for sandt,
Deres Lige jeg aldrig i Haverne fandt.

Nys faldt fra hine Stjerner en Dug saa hed,
De klare Taarer trillede paa Roserne ned,
Da lued' doppelt herlig de Rosers Skjær,
De Stjerner og de Roser, de bleve mig saa kjær!

Ak! kan jeg dem ei eie, at kan jeg dem ei faae,
Hvad er da alle Stjerner paa Himmelens Blaa!
Paa Jorden er ei Blomster, som hine Roser to,
De Stjerner og de Roser, de røvet har min Ro!

Han taug og stirrede med Selvtilfredshed omkring sig for at modtage sin Hyldest; alle Gjæssene, selv de gamle, sloge undseelig Øinene ned; dog snart grebe de igjen Traaden fat, bedømte Alt med deres smaa Hjerner, bagtalede og vaasede saa godt, som i noget Theeselskab. Det var ret lysteligt at see, hvorledes det qvindelige Personale kroede sig med deres Halse og bildte sig ordenlig ind at være Mennesker, fordi de gik paa to.

"Gid jeg nu havde Cornelius von Tütz's microskopiske Glas," tænkte jeg. Enhver erindrer nok fra Hoffmanns Meister Floh, hvorledes at han, efter at have sat det i Øiet, kunde see inde i Folk Alt, hvad de tænke. Sædvanlig vare Tankerne det Modsatte af Ordene, og man vilde da ofte blive lidt ubehagelig overrasket; dog gad jeg nok her og i hele mit øvrige Liv eie dette Glas.

"Men jeg har jo St. Peders Briller;" faldt mig ind; hvem veed, om de ikke kunde have samme herlige Kræfter. Jeg satte hurtig Brillerne paa, stirrede paa Damerne, Hanekyllingerne, ja selv paa det skrydende Æsel, men det var umuligt at opdage mindste Spor af Tanke. Feilen maa ligge i Brillerne, tænkte jeg, thi det er jo umuligt, at et saa stort Selskab ikke skulde tænke det mindste. Jeg grundrede, slog Øinene ned imod Jorden .... men da lærte jeg snart, at mine Briller vare endogsaa bedre end von Tütz's microskopiske Glas. Jeg saae langt tydeligere, end de spanske Zuheri, der, som man veed, kunne see lige ned i Jorden og opdage Liig og skjulte Skatte; jeg saae tvers igjennem Jorden, ja skimtede Bugen af Hvalerne i Sydhavet. Den hele Jord var mig en stor gjennemsigtig Glas-Kugle; underlig slyngede de klare Metal-Aarer sig gjennem det uhyre Legeme; Vandet brusede gjennem selvdannede Canaler, og store, glødende Leva-Strømme fløde fra Ætna til Hekla og fra dette igjen til Americas ildsprudende Bjerge. Nu kunde jeg ret see de mange forskjellige Jordlag, der antyde de store Omvæltninger, vor Jord har undergaaet. Skeletter af Mammuths Dyr og sære Søuhyrer viste sig rundt omkring; men i hvor broget det Hele var, laae det dog klart og gjennemsigtigt for Øiet. Jo længere jeg stirrede, des flere Gjenstande opdagede jeg; des tydeligere viste det sig. — Midt inde i Jorden var et stort Flammehav, hvori laae en velbebygget og beboet Ø. Det var naturligviis Helvede.

Hvilken Opdagelse! nu glemte jeg alle Jordens Gjæs, det hele Selskab omkring mig; jeg gik ud af Stalden, for paa det store flade Amager at kunne spadsere over en større Strækning af Helvede under mig. Rundtom laae Marker og Skove, Floder og Indsøer. Dybt under mig kneisede den store Hovedstad med sit glimrende Slot, og rundtom stode Kirker, i hvilke berømte Jesuiter holdt Prædiken. — O der var saa Meget, der vakte min Forundring, saa jeg tilsidst ikke kunde undre mig mere. Alle Landeveie vare brolagte med Proprietair-Hjerter, og rundt omkring stode Milepæle, for at vise de Reisende den rette Bei; men Milepælene vare afdøde Mennesker, og jeg kunde i Begyndelsen ikke begribe, hvem disse vare, og i hvilken Betydning de vare stillede der, men saa faldt det mig ind, at det var Bundfaldet af Geistligheden — thi enhver Stand har jo Bundfald — der var gjort til Milepæle, da de der, ligesom her, vise Folk den rette Vei, uden selv at gaae den.

Til Venstre laa en mørk Skov, fuld af frygtelige Spøgelser og Plageaander; det var Samvittigheden. Her stode Ruiner af mange berømte Fyrsters Sommerslotte, og om den hele Skov strakte sig en forpestende Mose, der paa det Smagfuldeste var illumineret med Lygtemænd. Nu kunde jeg ellers see, hvor tro Blumauer har skildret Helvede i sin travesterede Æneide. Alt stemmede overeens, ligefra Træerne, hvor Soldaterne zittre istedetfor Espeløv, og til Eftertrykkerne, der som store Hunde gjøre Jagt paa Forfatterne, for at æde af deres Hjerne.

Der kunde skrives hele Folianter om Flamme-Øen. — Jeg vidste ikke ret, hvad jeg først skulde beskue; men da nu Slottet laae Mig nærmest under Fødderne, beærede jeg først dette med min Opmærksomhed.

Alle Træerne i Slotshaven stode i fulde Blomster; det var nydelige, sødtduftende Complimenter. Smigrerne stode i gyldenstykkes Kjoler, som store Solsikker, og saae de lavere Blomster over Hovedet. Der var hele lange Bede af Koketter, der straalede som de skjønneste Haarlemmer-Tulipaner.

Hovedtrappen vrimlede af Klienter, der havde gjort nok paa denne Jord til at fortjene fri Entree i Helvede. Jeg gjennemvankede med Øiet det store Gallerie. Væggene vare beklædte med herlige Malerier og kostbare Tapeter. Ligesom Fyrsterne have deres Portraiter afmalede i forskjellige Costumer, saaledes hang ogsaa Fanden her i de forskjellige Skikkelser, han har viist sig i her paa Jorden; snart som Munk, snart som Feldtherre, nu Herremand, nu Fattigforstander o. s. v.

Ved Siden hang hans Oldemoder, malet som Catharina af Medicis, desuden Slangen fra Paradiis, i deilig Pariser-Ham, samt slere bekjendte Slægtninger og Djævle: Nero, Pizarro, en heel Deel hellige Inqvisitores, Philip II. o. s. v.

Der vare ogsaa mange interessante historiske Stykker. Bartholomæus-Natten, sagde man, havde vundet den store Guldmedaille, Engellændernes Anfald paa Kjøbenhavn 1807 var ogsaa ganske fortræffeligt, kun beklagede man, at det var et Miniatur-Stykke.

Jeg opdagede ogsaa Kjøkkenet, der saae meget herskabeligt ud. Ak! hvormange kostelige Stege sadde ikke her paa Spid. Her brasede en tyk Borgemester i sit eget Fedt; der stegte man en General som Hare, skjøndt han havde Ordener nok af Guld og Sølv til at bestikke Kokken med; men i Helvede gjælde Metallet ikke meget, de smelte bort i Hænderne, ved den stærke Hede. Der tillavede man nogle orthodoxe Kalve som forloren Skildpadde. — I et andet Hjørne af Kjøkkenet destillerede man Elixiere des Teufels. O hvor det kogte og skummede; den blev vist god! Reqvisitter manglede der ikke. Jeg kunde gjennem Brillerne see den hele Mangfoldighed. Nysselige smaa Tallotterier, søde Romaner, Brændeviinsflasker, jesuitiske Prædikener, Modejournaler, Spillekort og utallige andre, smukke Sager kogte i den store Hexekjedel. — Ja, man lavede endogsaa Iis dernede; Formerne bleve stukne ind i Hjernerne paa nogle store Politikere, og strax frøs det til den deiligste Iis. — Jeg bemærkede ellers, at alle Kjøkkenredskaberne vare afdøde Mennesker, af hvilke de fleste, som saadanne, gjorde langt mere Nytte her, end de havde gjort i levende Live. Saaledes blev en gammel Præceptor brugt som Støder til den store Morter; han havde vistnok i levende Live ved sin Eensidighed og fortrædelige Lune knust manget opblomstrende Talent, der var kommet under hans Hænder; han knuste fortræffelig Følelse og Hjerte, alt imellem hinanden. — Mandfolketunger brugtes som Gafler, Daarernes som Knive; det er Utroligt, hvor skarpe de vare. — Jeg lagde ogsaa Mærke til nogle gamle Critikere, der bleve tillavede som Fisk; Kjødet, sagde de, var meget sødt, da de i Oververdenen havde givet al deres Galde og de onde Vædsker fra sig, —

Fra Kjøkkenet vendte jeg nu Øiet til et stort, hvælvet Sideværelse, der var indrettet til Skole. — De arme Skribenter, som her paa Jorden havde skrevet Lovtaler over Folk, som ikke fortjente det, sadde som Disciple, spændte paa smaa Pinebænke og maatte construere og analysere deres egne Værker, og hvergang de kom til en Usandhed, dandsede den gloende Jern-Ferle paa de alt mørbankede Rygge.

Hos Holberg viser Fanden sig i en Kjøbmands Skikkelse, med Horn i Panden, men her havde han paataget sig en Skolemesters. Han saae fæl ud. Haarene stode børstede og uredte om det blaarøde Ansigt; Øinene spillede i det Grønne. En kold Gysen foer igjennem mig; jeg stod jo lige over hans Hoved, var nu Glasskorpen bristet, saa var jeg styrtet ned og var bleven spiddet paa hans gloende Horn. Lystig slog han omkring sig med ægte Skjeldsord og haltende Vittigheder. Med eet saae han i Veiret og blev mig vaer, og i samme Nu hævede han sin ene Arm, der forlængede sig, til den naaede Glashvælvingen, hvorpaa jeg stod; jeg syntes at føle ham kildre mig under Fodsaalen; mit Blod bruste i Feberhede, og i Fortvivlelse skreg jeg: "Gud frie mig fra Satans Kløer!" og styrtede nu afsted, saa Brillerne nær vare faldne mig af Næsen.

Allerede var jeg kommen et godt Stykke henimod Stranden, da det med eet begyndte under begge mine Been: "knisk, knask, knisk, knask." Nu gaaer da Glasskorpen, tænkte jeg, gav mig Gud i Vold og vilde dumpe; men jeg stod stille og hørte en ganske ynkelig Stemme sige: "ogsaa Dit eget Jeg kan Du letsindig søndertræde?"

Jeg saae ned til mine Fødder og bemærkede da, at jeg stod midt i nogle gamle Potteskaar, som jeg endnu mere havde søndertraadt.

"Du stirrer paa mig," begyndte det igien, "begriber ikke Dit eget Jeg. Ja det er den ulykkelige Mangel paa et rigtigt Blik ind i de Gamle. Du har ingen Logik; har ikke studeret Philosophernes Værker. Kjender ikke Platos το ον, hverken det absolute eller relative. Lystig flagrer Du Livet igjennem og træder nu paa Dit eget Hjerte."

"Nei det var rigtignok lidt mere, end jeg havde drømt om, at et Potteskaar kunde holde saadan en Tale.

"Kjender Du mig da ikke?" begyndte det igjen, "for tolv Aar siden vilde Du have ømmet Dig, dersom nogen havde traadt saaledes paa mig, som Du nu træder. Kjender Du da ikke Dit eget Jeg?"

"Mit eget Jeg!" udbrød jeg ganske forskrækket og saae ned paa den søndertraadte Potte.

"Veed Du da ikke," begyndte den, "at det menneskelige Legeme uddunster saaledes sine Dele, at om syv Aar er dit Legeme et ganske andet end nu. Disse Uddunstninger danne sig igjen til andre Legemer, der spille en ny Rolle i denne evig foranderlige Verden. Føler Du Intet? Ingen Sympathie? — Jeg var dog engang Dit lykkelige lille Barndoms-Jeg, hvis Lykke Du saa tidt har besjunget i rørende Elegier."

"Umueligt! umueligt!" skreg jeg, "Nei Sandhed," svarede den, "en permanent Sandhed. Der kan vel siges en Deel om den sande Væsenhed, den relative Tilværelse i mig; men hvilket Menneske har begrebet sit eget Jeg? Det Legeme, som Du nu slæber om med, vil maaskee om ti Aar spille en endnu mindre Rolle i Verden, end jeg har spillet. Her ude ligge Kammerherrer, Fruer, Pastorer og andre Personer i ganske forskjellige Skikkelser, medens det indre Jeg nu hopper om inde i Byen i ganske andre Legemer. See blot denne lille Linned-Pjalt her ved venstre Side, den var maaskee for tyve Aar siden et deiligt Pigebarn, der satte Byens mandlige Ungdom Griller nok i Hovedet; nu sidder hun i et gammelt Legeme og sukker efter sit Psyche-Liv, der dog nu ikke er andet end denne usle Pjalt."

Det begyndte at løbe mig rundt i Hovedet; og jeg troer, det vilde have gaaet enhver Anden ligesaadan, naar han hørte slig en Tale af et Potteskaar. Min Beslutning var fattet; i fire raske Spring var jeg denne min Doppelt-Gjænger af Syne, ihvor ynkelig han end skreg efter mig.

Kun tyve Skridt til, og jeg vilde være ved Maalet for min Reise. Store Iisstykker vare kastede op af Havet og lyste underlig i Natten; Bølgerne nynnede deres gamle Sang, den de alt sang for Aarhundreder siden, og legede med den brune Tang, der maaskee sidste Aar stod grøn og blomstrende i Havmandens Urtegaard. Idet jeg stirrede saaledes frem for mig, opdagede jeg i Nærheden af Søen en lang, sort, mandlig Skikkelse, der sad paa nogle store Kampestene. Jeg hørte ham halv synge, halv declamere, omtrent som Choret i de Gamles Tragoedier; Bølgerne og Vindene vare hans Orchester, og jeg — som det lod til — hans eneste levende Tilhører. — Med langsomme Skridt nærmede jeg mig ham, medens han sang:

"Verden er et Perspectiv, Himlen Foderalet,
Maanen staaer som Kikkehul, naar først Sol er dalet.
Aander løbe til og fra, kikke gjennem Hullet
Hele Jorden see de da i Facon af Nullet.
Engang blev jeg meget syg, blev magnetiseret,
Ud af Krop og Foderal Sjælen dessertered',
Kom hiin Side Himlens Blaa, fandt strax Maanens Skive,
Kikked' ned, ak hvad jeg saae, kan jeg ei beskrive.
Jorden dreiede sig selv, viste alle Kanter,
Var del skrevet, hvad jeg saae, blev det Folianter.
Ak hvor Folk var bitte smaa, selv de raske Fyre;
Skjøndt de reiste sig paa Taa, var' de som en Myre.
Hist jeg saae en rigtig Krig mellem tvende Stater,
Mennesker man leged' med, som med Tinsoldater. — —"

"Et glædeligt Nytaar!" afbrød jeg, thi Manden begyndte at interessere mig. Han saae paa mig, ønskede mig det Samme; men til min store Forundring førte han sin Tale i de famme rimede Vers, hvori jeg først havde hørt ham synge sit Recitativ.

Hvem kunde det være? Ham maatte jeg lære at kjende noget nøiere. Jeg sagde ham mit Navn, vilde fortælle ham om min Fodvandring, men til min største Overraskelse vidste han Alt paa det Nøieste. Paa hans Spørgsmaal, hvad jeg nu videre vilde tage mig for, da jo Reisen var endt, om jeg vilde vende tilbage eller gjøre et Saltomortale ud i Østersøen tilstod jeg ham ærlig, at jeg havde den største Lyst til at faae et Sø-Eventyr ind i min Reise. Da smilte han ganske forunderlig og spurgte — altsammen paa Vers — om jeg ikke ligesaa gjerne gad have et Eventyr fra Havets Bund; skjøndt jeg rigtig nok ikke vilde træffe Meget der, som ikke var mig bekjendt her paa Landjorden. Jeg yttrede ham min levende Interesse for at faae Nyheder fra det andet Element; han smilede, bød mig sidde ned, idet han snakkede om, at Posten kom vistnok ikke de første ti Minutter; jeg begreb ikke et Ord; Manden blev mig mere og mere uforklarlig; endelig begyndte han da sit Eventyr, som rigtignok forekom mig noget af det Forunderligste af Alt, hvad der endnu var mødt mig paa min Amager-Reise. Hvad Resultatet blev, fik jeg siden at vide.