Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829/13

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Universitetsboghandler C. A. Reitzel Kjöbenhavn


Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu/5 118-132

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

Trettende Capitel.

Dødens store Extra-Post kjører over Amager. Læseren gjør Bekjendtskab med enkelte af Passagererne. — Vandmanden. — Ende paa Reisen.


Saasnart den poetiske Herre havde endt sit Eventyr, gjorde han en comisk Bøining for mig; jeg takkede for den Fornøielse, han havde forundt mig, bad tillige at han dog vilde sige mig sit Navn og sin Forretning, for at jeg kunde vide, om han var et virkeligt Menneske, eller blot en poetisk Reflexion. Han vilde begynde at tale, da klang der et Posthorn i Nærheden; med et Glædesudbrud sprang han op og mere fløi end løb henimod det forunderlige Kjøretøi, der nærmede sig. — Sex Beenrade af fiirbenede Heste, der sprudede klare Ild-Funker, trak en uhyre Postvogn med vistnok nogle tusinde Passagerer. — Det var alle de Mennesker, der i denne Nat havde forladt dette Liv. Der vare Folk fra alle Verdens Hjørner, Grønlændere og Pariserinder, Italienere og Kamschadaler imellem hverandre. Paa Forsædet sad den lange, magre Død som Postillon og grinede fælt med sin brede Mund i Maaneskinnet — Over Skulderen hang et stort Jægerhorn, som han af og til stødte i, og om den nøgne Dødningpande flagrede en hvid, alenlang Nathue, hvori han havde strikket en dunkelgrøn Cypresgreen som Seierstegn. Med eet holdt han stille. Hvilken Stirren og Murren var der ikke, alle Passagererne snakkede i Munden paa hverandre, og hver i sit Tungemaal, men alle paa Vers, kun med et forskjelligt Versemaal efter deres særegne Characteer. Jeg begyndte at faae en Anelse. Jo den var ganske rigtig; min poetiske Person gav mig et Nik, hoppede ind i Vognen til nogle nysselige Pigebørn, Skade at de vare saa blege, og snart mærkede jeg da, at Personen var druknet paa Søen denne Nat og havde derfor, som et fredeligt Spøgelse, sat sig ved Strandbredden, til den store Extra-Post kom, for at han med denne kunde komme over Grændsen. At de alle talede Vers, begreb jeg snart, det var det første Skridt til aandelig Fuldkommenhed. Idet jeg saae paa dem, kom der to qvindelige Spøgelser løbende alt hvad de kunde efter Vognen. De havde sværmet formeget denne Nat, forglemt Tiden og vare nu bange for ikke at slippe hjem til Hanegal. Meget veemodig bade de om at kjøre med som blinde Passagerer, og Døden tillod dem at hænge bag paa. Derpaa vendte han sig til mig og bad mig være saa god at skynde mig lidt, for han havde ikke Tid at vente.

"Om Forladelse!" afbrød jeg ham ganske forskrækket og sprang et Par Skridt tilbage, "jeg skal ikke endnu have den Fornøielse at kjøre med."

"Naa! naa! bliv kun ikke bange," sagde han og forsøgte paa at sætte et mildt Ansigt op, men det klædte ham slet ikke; "nu mærker jeg først, hvem De er. Stakkels Knøs," vedblev han efter en lille Pause, "det gjør mig ondt for Dem; tro, jeg seer længere med mine tomme Øienhuler, end De med begge Deres levende Øine; kom kun herop i Vognen, det skal ikke fortryde Dem."

"Ak nei — — min Reise er ikke færdig," svarede jeg og gjorde atter et dybt Buk for Døden.

"Stakkels Menneskebarn," svarede han, "hvad Glæde venter Du Dig den korte Tid, Du endnu seiler paa Strømmen? Uhrets hurtige "dik, dik", det er ogsaa Livets; det er Tidens store Mølle, der ved ethvert "knik, knik" knuser et Menneske-Hjerte. Nu eller siden, hvad gjør det,

Traditur dies die
Novæ pergunt interire Lunæ.
[1]

Alt er det Samme; jeg vil kun gjøre Din Plage kortere. See endnu engang med Dine Himmel-Briller ud over Jorden, maaskee kan Du endnu faae andre Tanker."

Uvilkaarlig stirrede jeg fremad gjennem St. Peders Briller. Det var forunderligt, hvor min Synskreds udvidede sig. Jeg saae ud over næsten en halv Verden, og det forekom mig, som stirrede jeg kun ind i Blankensteiners Boutik med al sin Nürnberger-Stads, hvor alle Marionetter og Gliedermänner ved en skjult Traad vare satte i en bestandig Bevægelse. Hver larmede paa sin Maneer; den Ene, som den Anden. Hist stod en Helgen med en deilig Papiirs-Glorie, her vare silkeklædte Pariser-Damer med fine Pap-Hoveder. I en stiv, beskaaren Allee omfavnede to Personer hinanden; jeg tænkte paa Chodowiekis Tegning, og vidste da nok, at det var Venskab. Sorgens sorte Spyfluer fløi saavel under den Riges malede Løfter, som under Armods røgede Bjelker, og paa det lille Skridt mellem Vugge og Grav kritiske Broderen det bankende Broderhjerte. Lystig gik Tidens store Mølle, "knæk, knæk," og styrtede alle Pyramider og stolte Babeltaarne.

"Nu, Barn!" begyndte Døden igjen, "har Du betænkt Dig? Kast nu et lille Øie ind i Vognen, Du faaer broget Reiseselskab; see Dig kun omkring, men vær hurtig; naar Ganen galer, gaaer det fort i susende Galop."

"Kjør bare ikke, medens jeg staaer paa Vognen," bad jeg, der kunde jo let spilles mig et slemt Puds. Det var dog noget voveligt at klattre op, men hvad gjør ikke, som før er sagt, en Forfatter for sin Læser. Jeg vovede et Forsøg, besteg Vognen og traadte ind i en heel lille Verden.

Lystige Børneklynger, Ynglinger og Piger, Oldinger og gamle Matroner, hentede fra alle Riger og Lande, omgave mig. Hver talede, som sagt, i sit Versemaal; Heltene havde valgt Hexametret, den simple Pøbel bragte den femfodede Iambe. De lystige Passagerer jublede i raske Dithyramber og de gamle, stive Damer talede Fransk paa velklingende Alexandriner. Nærmest ved mig sad der en tyk, fed Aand, overalt behængt med Spisesedler; jeg antog ham for en Restaurateur: men da jeg nærmere betragtede Personen, mærkede jeg, at det var en tydsk Boghandler, der trancherede og forkortede Forfatteres Værker, for med Godtkjøbs-Udgaver at spække sin Pung. Neppe havde jeg hilset Manden, før han opvartede mig med en af sine poetiske Spisesedler, der frit oversat lød omtrent saaledes:

En Suppe, kogt paa de Homerske Helte,
(Hver Bolle er en Knøs med Sværd ved Belte).
Et Sørgespil, halv stegt og halv i Blod,
Fortællinger af Spieß, som Peberrod.
Et Stykke Flesk af Hamlet, kogt med Ærter,
Og som Desert, det sidste Suk af Werther.
Lidt Blomster-Nyn, Nordlys og Sphære-Klang;
Æg, Reisers Høne gav, da Blasen sprang.
Vand faaer man frit, det bedstee som man haver
I Flyve-Blade og i Nytaars-Gaver.
Fransk Suppe kogt paa en pindarsk Pæan;
Lidt Pærevælling af en ny Roman.
Den hjerte Leonore og Leander,
En Koldskaal, god mod Elskovs Salamander.
Boeuf af en Recensent med pebet Kraft,
Lidt Pressesylt af Falstaf og af Saft.
Et Hexameter gjort i Carbonade;
Tre Aphorismer stødt til Marmolade,
Et Hjerte-Suk i Vers, som ei forstaaes,
Naiviteten, stegt som Mortensgaas.
Den lille Peder, Natas, Galgemanden,
Id est: en tydsk Ragout paa selve Fanden,
Agnete og Undine, Fiskemad.
Et Sørgespil, kogt paa en Helterad.
To Sølvevinger friske, himmelsøde,
Kogt' hen i Roser og i Morgenrøde.
En qvind'lig Recensent, udstoppet som en And.
En Røver, syltet for en Dame-Tand.

En Kage sød, der smelte vil i Munden.
Af Lafontaine lavet og opfunden.
En Smertes Piil med Sødt — Vers af Petrark,
Tre Flasker Aand af Schillers Jeanne d'Arc.

Spisesedlen blev mig lidt for lang, jeg vendte mig derfor til den anden Side; her sad en gammel Lærd og betragtede en Loppe i Microskop. Saasnart han blev mig vaer, begyndte han strax en meget ziirlig, latinsk Tale i asklepiadeiske Vers, hvis Indhold jeg her vil meddele i dansk Prosa.

"Betragte vi disse smaa, uskyldige Skabninger," begyndte han, "kunne vi ikke andet end misunde og tillige beklage dem. De vise os, at de besidde Aand og Smag, idet de helst dvæle hos det smukke Kjøn. Men hvad vinde de ved deres Vedholdenhed og Kjærlighed? kun Forfølgelse og Død. Det har tidt undret mig, at ingen sentimental Digter har i elegiske Udbrud ønsket sig i en af disse smaa, uskyldige Skabningers Sted, for saaledes at finde Døden for den Skjønnes Haand. Kun kort er deres Blomster-Liv! de komme ikke til nogen synderlig Udvikling; de fødes, forfølges og myrdes. Skulde dette vel være deres hele Bestemmelse? Nei! flere Philosopher antage jo, at Dyrene ere udødelige, og de maae ogsaa være det. Skulde disse uskyldige Smaa alene være skabte til Had og Forfølgelse? Dette Spørgsmaal har jeg i levende Live ofte været tilsinds at ville besvare; men da jeg ikke havde Leilighed til at studere Hegel og de nyere Philosopher saa nøie, at jeg kunde skrive denne lærde Afhandling med al den Utydelighed og Spidssindighed, som det sig hør og bør, udsatte jeg det altid; nu vil jeg med egne Øine kunne see det store Experiment, som kan sætte Griller nok i Hovedet; thi tænke vi os den store Masse, der har existeret fra Evas Tid, kunne vi ikke andet end beklage de arme qvindelige Engle i Evigheden; thi rimeligt er det jo, at de ogsaa der holde sig til det smukke Kjøn, men maaskee, som jeg troer, gjøre de et saa stort Spring i aandelig Cultur, at de spille et Slags Cicisbeo, kaste de brune Kjoler og iføre sig røde, for saaledes med denne levende Farve des mere at stikke de foeminine Engle i Øinene og gjøre deres Lykke!"

Jeg saae paa Manden og hans hele Omgivning, og mærkede da nok, som alt Tommeliden fra Sirius sagde mig, at man ikke ved Døden strax gjør noget Saltomortale i aandelig Fuldkommenhed. De menneskelige Naragtigheder, Feil og Ufuldkommenheder ville endnu en Tid hænge ved det aandelige Jeg, naar det alt svæver over de første Egne hiin Side Graven.

En rank, qvindelig Skikkelse, i hvis Ansigt lyste den inderligste Ømhed og Kjærlighed, tiltrak sig min Opmærksomhed; det var en Moder, som denne Nat var død af en epidemisk Sygdom; kun nogle faa Skridt fra hende sad hendes kjære lille Dreng, der nogle Timer senere var fulgt efter. Længselfuld strakte hun Armene efter ham; endnu tonede Barnets fromme Trøst ved hendes Dødsleie, da han med Livsflamme i Hjerte og Øie trykkede sin Moders Haand i den fattige Hytte.

Græd ei Moder, ellers døer Du jo,
Lægges ned i Jorden, som min Fader,
Gaae dog ikke fra mig begge to;
Jeg døer med, naar Du mig reent forlader.

Hele Verden er jo dog saa smuk,
Og her er saa mange, mange Glæder.
Hvis vor Herre hører Dine Suk,
Kan han blive vred, fordi Du græder.

See paa Ruden fryse Blomster smaa!
Træer og Soldater kan jeg kjende.
Vil Du bare her ved Ovnen staae,
Skal Du see, hvor deilig det kan brænde,
Ildpalladser staae i Tørvens Glød,
Ridderborge, Skyer, smukke Sole.
Moder, kom og sæt Dig paa mit Skjød,
Skal Du see de smaa Børn gaae af Skole.

Jeg vil tage Bedstefaders Stok:
Hyp min Hest! — O den er slem at ave.
Smeld, min Pidsk! See saa! nu gaae den nok.
Jeg vil ride over Bjerg og Have;
Kommer snart igjen med Sølv og Guld,
Moder, tænk Dig vores store Lykke.
Hver en Fattig skal faae Posen fuld,
Og Mads Lund vil dandse paa sin Krykke.

Men Du græder, — jeg vil blive her!
See dog ud, hvor Stjernerne sig tænde.
Evig Juul der vist i Himlen er,
Derfor skal de mange Lys nu brænde.
O de søbe Englebørn dog hist!
— Thi hos dem er der jo ingen slemme? —
Smukke Julegaver faae de vist,
Troer Du, at vor Herre os vil glemme?

Saaledes trøstede den Lille, til ogsaa hans Stjerneskud lyste paa den natlige Himmel.

Lykkelige Barneverden med Dine glade Drømme, da Himlen hvælver sig over os, som det store, evige Juletræ med alle sine glimrende Lys, dem den gode Gud tændte for Fattige og Rige i sin store Børneflok. Men vi blive ældre, vi blive fornuftigere, da er det ikke Himlens glimrende Julelys; nei, uhyre Kloder med — sandsynligviis — Smerte og Taare, Elendighed og Daarskab, som paa denne Jordklode.

Nærved mig sad det et hæsligt, guulbruunt Spøgelse, det var en gammel Gnier, som Døden for en Times Tid siden havde slæbt bort fra Pengekisten; ogsaa han stirrede op mod den deilige Himmel og strakte de lange Knokkelfingre i Veiret efter de mange Sølv- og Guld-Skillinger, Stjernerne syntes ham. Hu! hvor mindede de ham ikke om hans kjære Mammon; han havde piint sin Sjæl og sit Legeme, for at erhverve det, og nu var han evig skilt ved det, langt fra det, som fra Guds Himmel med alle de funklende Stjerner.

"Par diable!" skreg en gammel Mandsling, det var en tydsk Greve, hvis Godser laae i Maanen; "par Diable! at lade mig kjøre med den store Diligence mellem al anden vulgaire, hé bien Monsieur! lad dog les nobles sidde sammen. Par mon honneur! je marche à pied."

"Jeg skal nok placere Dig," svarede Døden og tog le noble i Nakken, satte ham bag paa Vognen mellem de to qvindelige Spøgelser, som han overdrog den Forretning at holde ham i Ave, dersom han gjorde sig for meget ud til Beens.

Ved denne Leilighed bemærkede jeg paa et af de bageste Sæder en ung Mand, der havde mistet Livet under Jesuiternes Kløer; begeistret stirrede han op mod Himmelen og sang i den stjerneklare Nat:

Til Godheds Priis med barnlig Lyst
Min glade Aand skal sjunge,
Dog tolke Tanken i mit Bryst
Kan ingen jordisk Tunge.
Trods hver en Jesuit, som dog
Kun gjør Din Godhed mindre,
Jeg læste i Naturens Bog
Og i mit eget Indre,
At Du er viis, som Du er stor.
Derfor, o Sjæl! med Engle-Chor
Guds Godheds Priis skal sjunge.

Nei, Gud har intet Helved skabt,
Hvor Sjælen evig brænder,
I Døden er jeg ei fortabt,
Jeg er i Dine hænder.
Selv strængest Dommer kunde her
Til evig Qval ei dømme,
Og Herrens Godhed større er,
End selv min Aand tør drømme.
Jeg selv mig skaber i mit Bryst
Den vilde Qval, den høie Lyst,
Mit Helved og min Himmel.

Nei, Du er ingen Hævnens Gud,
Som ei til Naade kjender,
Som sletter os af Livet ud
Og ned i Dybet sender.
Fra Intet steg' vi ved hans Bud,
Til navnløs, varig Glæde,
Vi er udødelig' som Gud,
Hos Engle er vort Sæde.
Ja, han er viis som han er stor,
Thi syng, o Sjæl! med Engle-Chor,
Halleluja! vor Fader!

"Nu! har De ikke snart betænkt Dem?" spurgte Døden mig, "hvad tøver De efter? tro mig, der voxer hverken Guld eller grønne Skove for Dem i denne Verden. De har et stort Godmodigheds-Organ, og det er en Skive, hvorpaa Verden afskyder sine Pile, uden at bryde sig om, at de mulig saare Hjertet. Tidt vil De blive miskjendt; man vil — dersom De gaaer frem paa Forfatter-Veien — lægge en Betydning i Deres Ord, De aldrig drømte om. Snart vil De dog, som en sygelig Skrantning, længes efter den store Extra-Post, for at rulle bort fra en Verden, hvor man kunde leve saa herlig, men hvor den Ene piner og plager den Anden. Følg mig! Deres bedste Drømme ville dog gaae i Skuddermudder, det er et Babeltaarn, der styrter og knuser Deres eget Hjerte." Jeg blev ganske melancholsk stemt.

"Nu, hvorlænge vil De betænke Dem?" spurgte Døden; "meget længe har jeg ikke Lyst at vente."

Jeg grundede, det var jo ogsaa et meget vigtigt Skridt; da goel Hanen i det samme, og hui, hei! brusede Døden bort med alle sine Passagerer.

Tiden maa nu lære mig, om det var til mit Held eller min Plage jeg betænkte mig saalænge.

Jeg stod tæt ved Strandbredden; nu var jo min Amager-Reise forbi, og aldrig havde jeg følt en mere levende Lyst til at reise, da opdagede jeg en Baad i Nærheden. "Hvad om jeg satte mig i den," tænkte jeg, "og gjorde en Reise over til Saltholm, det kunde jo være ganske interessant at ende med et Sø-Eventyr." Med samme Følelser, som Crayon forlod America og seilede over Verdenshavet, med samme Følelser vilde jeg ogsaa forlade Amager og seile over til det anachoretiske Saltholm. Endnu engang kastede jeg et Blik tilbage over Kjøbenhavn; hele Luften var formørket, det saae ud, som det skylregnede, men da jeg, gjennem St. Peders Briller nærmere betragtede det, mærkede jeg, at det var bare Nytaars-Ønsker; da tænkte jeg paa mig selv, som vist ikke fik mange af disse, og for ikke at være Stedbarn kom jeg med:

Nytaarsønsker til mig selv for hele Livet.

O gid — (ja jeg ta'er Munden fuld,
Man faaer jo lige meget) —
Jeg snart maa faae tolv Tønder Guld,
Men Guld, som et mit eget.

En Kjælder, altid fyldt med Viin,
Hvor meget jeg end drikker,
Befrielse fra al Latin
Og tørre Grammatikker.

En deilig Brud, ja hille den!
Det er det bedste Stykke!
Thi ak! døe hen som Pebersvend,
Nei fy for en Ulykke!

Ni ægte Venner! — nei kun tre.
Ni kan der aldrig være!
En Fremtid uden Vok og Vee,
En Digterkrands med Ære.

En god Forstaaelse med Gud
O alle Recensenter;
Og naar tilsidst mit Lys gaaer ud,
Man mig til Himlen henter.

Rask sprang jeg nu i Baaden, saae i Aanden allerede Undiner og andre Madammer, stødte fra Land; men i samme Øieblik fik baade jeg og Baaden saadant et Puf, at jeg nær havde vendt Benene i Veiret. Forskrækket saae jeg omkring mig; da stod der en gyselig Rosmer Havmand i Vand indtil midt paa Livet og havde slaaet en Klo i Baaden; Manden saae gyselig ud; hele Hovedet var, istedetfor med Haar, besat med Penneposer der strittede ganske forskrækkelig, og istedetfor Skjæl var hans lange Hale smykket med en uhyre Mængde Rygge af Bøger, hvorpaa man kunde læse disses Titel.

"De har," udbrød Manden, "kaldet Deres Bog: Fodreise til Østpynten af Amager, og nu vover De at gaae længer!"

Det foer mig iiskoldt ned af Ryggen, thi nu mærkede jeg at Vandmanden var ingen anden end en Recensent.

"Deres hele Reise," vedblev Manden, "er et Chaos af forvirrede Ideer, opkogte Reminiscenser og i det Høieste et mislykket Eventyr; var det endda en mislykket Roman, men et Eventyr er en Chimære, som ikke existerer i Livet."

"Og mig forekommer det dog," svarede jeg, i det jeg trak mit Modsorgan ved Haaret, for at faae det større, "at det menneskelige Liv, Aanden som lever og virker i os, er det saare meget beslægtet; kunde vor Sjæl med alle sine Følelser og Ideer leverede afpræge sig paa Papiret, da vilde man faae det underligste Eventyr, der endnu var læst. Fryd og Smerte, Fornuft og Vildfarelse danne de store Capitler, og gjennem det hele gaaer der, som i Eventyret, en uudgrundelig Traad. Her sniger just den værste Don Juan sig om og myrder Uskyldigheden; her bygger Phantasien sine stolte Babeltaarne, hvorfra Tanken, som en vinget Cherub, svinger sig op i det Uendelige."

"O snik snak!" sagde Manden. "Der er ingen Ting ved Dem eller Deres Bog; der bliver aldrig noget af Dem; troer De, at jeg skulde være den Sidste, der opmuntrede, dersom jeg mærkede mindste Spor af Digteraand? — Nei, gaa De heller hen og lær at sye Skoe, eller snit Svovlstikker, saa gjør De dog Noget. — Jeg er ikke den Første, der siger Dem disse Sandheds Ord; Deres gamle Skolemadamme, en fleersidig, upartisk Kone, har endnu tydeligere sagt Dem det, da hun hver Dag fortvivlede over Deres mageløse Stupiditæt; "nei der bliver aldrig noget af ham!" — — — men jeg er selv ikke klog, at jeg vil spilde Tiden med saadan Tale, men med det Første skal De paa Tryk høre fra mig; — naar De seer en uforskammet Recension, saa kan De vide, delt er fra mig."

"O Gud hjælpe mig! det er bestemt min lærde Amagerkone, der har forklædt sig," sukkede jeg. "Men Kjære! viis dog Skaansel mod en ung begyndende Forfatter! Siig mig Feilene! giv mig Grunde …;"

"Grunde!" svarede han, "naar har De hørt, at Folk af min Race give Grunde! Gaa i Land, snart skal De høre fra mig."

I samme Øieblik slog han mig med sin Stok lige over Næsen, saa St. Peders Briller fløi over Bord og forsvandt i Bølgerne, og med dem var ogsaa Vandmanden borte; men jeg stod flau og ene ved den nøgne Strandbred, og følte mig intet mindre end skikket til at skrive et smukt Slutnings Capitel.

Hvad er nu her at gjøre? — jeg veed kun een Udvei; Vandmanden lovede mig en Recension, maaskee Læseren vil kjøbe denne, naar den kommer ud, og lade den gaae som Slutnings Capitel; skulde Manden betænke sig, og ingen Andre finde det Umagen værd at sige Godt eller Ondt om min Bog, saa skylder jeg dem et Slutnings Capitel, som jeg selv vil gjøre mig en Fornøielse af mundtlig at kunne meddele, naar man vil glæde mig med et Besøg; jeg er hjemme fra 8 til 9, men for Damer er jeg hjemme paa alle Tider. Lev vel!




(Ulykkeligviis seer jeg først nu, at min Bog er bleven 13 Capitler; da det er for seent at gjøre Forandringer, vil jeg, for at ikke et af Capitlerne skal døe ɔ: blive sprungen over, tilføie endnu et fjortende Capitel, som rigtignok ikke indeholder Noget, men det er Læserne vante til fra mange andre Bøger; — jeg vil heri alene sætte Interpunctions-Tegnene, saa kan Enhver efter eget Behag udfylde det saa herlig, han vil).

  1. Horatz.