Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829/4

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Universitetsboghandler C. A. Reitzel Kjöbenhavn


Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu/5 29-35

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

Fjerde Capitel.

Søvngjængeren.


Hele sex Skridt gik jeg bestemt med disse de bedste Beslutninger; men Skjæbnen, eller maaskee rigtigere den Blege fra Druknehuset vilde det ganske anderledes med mig; neppe var jeg kommen til den anden Svingning i Colonnade-Gangen, før jeg saae en stor Mand, indhyllet i en Kappe og med Hatten ned over Øinene, tæt foran mig; han forekom mig bekjendt; for nu ret at undgaae ethvert Anfald af Phantasie-Feber tog jeg lange Skridt og indhentede snart Personen, der var ingen anden end en gammel Skolekammerat. Jeg havde endnu ikke aabnet Munden, da han alt trykkede min Haand og var et Par Punktummer inde i sin Jeremiade over Livet. Det gives Mennesker, der ret kunne udtale for Andre sine Lidelser og Elendigheder, det synes ordentlig at være

dem et Slags Fornøielse, og jeg kommer da saa let til at tænke paa Helikanus's Ord i Tiecks "Prinz Zerbino":

"Ein Prunk ist es, in bunter Festtagsputz
In dem die Thoren selber sich gefallen."

Dog, den Godmodighed og barnlige Tiltro, der udtalede sig i ethvert af hans Ord, forsonede mig altid strax med barn. Selv kan jeg aldrig saaledes Ansigt til Ansigt fortælle Andre mine Sorger, nei træder jeg ud af min Eensomhed, saa farer strax Lystigheds-Djævelen i mig; hvorfor afpresse Menneskene en Medynk og nogle tomme Trøste-Ord, de dog intet mene med. — Saaledes gik det ogsaa her; jeg spillede med min Smule Lune og han — ja han talte saa levende ud af Hjertet, at det vilde være Synd at spotte derover.

"Du er stærkt forkjølet," sagde jeg, thi hans Stemme klang saa underlig dæmpet, og enkelte Gange taug han med eet, for ligesom at trække Veiret.

"Ja syg er jeg," sagde han, "sjælesyg! her kan jeg ikke trives, og hvor kan jeg det? tidt bruse der mig mange underlige Ideer igiennem Hovedet, saa jeg kan blive ganske bange for mig selv. Hjemme knuge de fire snevre Vægge mig; jeg føler mig som Fuglen i Buret og maa ud imellem Mennesker, gaaer da tidt fra Gade til Gade i den store By, men føler mig dog midt i den store Vrimmel saa ganske ene; ikke et bekjendt Ansigt, ikke et venligt Blik; jeg er en Fremmed midt i Hjemmet."

"O hvilke Griller!" afbrød jeg ham, "besøg dog mig og andre gamle Venner, vi skulle nok faae det wertherske Føleri pillet ud. Du er jo bleven mig en levende Taareperse og kan saaledes hverken bruges i Livet eller i en Roman; til det Første er Du for original og til det Sidste er Du ikke original nok, man kommer saa let til at tænke paa Werther og Sigwarth."

"Lykkelige Menneske," afbrød han mig, "hvem der dog havde Dit Lune! — der gives Øieblikke i mit Liv, i hvilke jeg kan ligesom gjennemskue mig selv; en heel Verden aabner sig for mig, og jeg skuer ind i en Uendelighed, der opsluger mit hele tænkende Væsen. Du ryster med Hovedet; troer ikke det Overnaturlige, der saa synlig slynger sig igjennem Alt; er det ikke et Mirakel, at Jorden hænger paa Intet? Forklar mig, hvorledes der i det lille Frøe kan ligge Spiren til et heelt Træ, der atter i det Uendelige vil bære nye Spirer. Hvad er det som gjør, at Du kan bevæge din Haand, naar Du vil det? Hvorledes staaer Tanken i Forbindelse med det Legemlige? Har Du aldrig tænkt derover? — O det er en frygtelig Følelse, at ville trænge gjennem det Ubegribeliges Slør. Det bringer kun til Vanvid, og dog henfalder jeg saa ofte til denne frygtelige Grublen. Hvad er vort eget jeg? Hvad er det, som tænker og føler inden i os? Ofte spørger jeg mig selv derom, og naar jeg da vil udgrunde det Uudgrundelige, min Tanke ligesom trænger ind i sig selv, da svinder Alt omkring mig, og jeg svæver i et bundløst Svælg, der bringer min Hjerne til at syde."

"Men, bedste Ven!" afbrød jeg ham, "Sligt maa man aldrig tænke over. Hvorledes skulde det Endelige kunne fatte det Uendelige? Aanden tør ikke ganske spille Hovedrollen i denne Legem-Verden, den kau saa let løbe paa og faae et lille Knæk. Bask den lidt med Fornuftens Birkeriis, naar den saadan vil spille Herre, saa skal Du see, at den nok tager Skeen i en anden Haand."

"Tro mig," svarede han, "stedse har jeg kjæmpet imod, men altid komme de samme Tanker tilbage under alle mine Beskjeftigelser. — Det kan nu være en Maaned siden, jeg en Aften kom noget sildig hjem, jeg følte mig saa sært veemodig stemt; jeg satte mig til Claveret, skjøndt Lægen har forbudt mig at spille; men det var mig, som en usynlig Haand rev mig derhen, jeg vilde ikke og maatte dog. — Ofte har jeg følt denne frygtelige Kamp, flere Gange bekjæmpet den ved at søge ud i det Frie, hvor jeg da befinder mig saa vel, ret som om jeg havde bekjæmpet en Synd; men ofte henriver Lidenskaben mig saa hæftigt at jeg maa, da bruse Tonerne underligt fra Strængene dybt ind i min Sjæl, usynlige Væsner rive mig med sig; jeg maa! jeg maa! og i mit Hjerte er det, som fulgte jeg de onde Magter og syndede. — Ogsaa denne Aften kjæmpede jeg imod, aabnede Vinduet og saae ud i den stjerneklare Nat. — O det laae mig saa tungt om Hjertet. — En Stund stirrede jeg ned paa den folketomme Gade; da greb en rædsom, levende Lyst mig til at styrte mig ud gjennem det store Luft-Rum. — Jeg gjøs, men Tanken blev mere og mere levende; det var, som Luften rundtomkring hævede mig fra Gulvet. — Jeg sprang fra Vinduet, kastede mig paa en Stol og greb uvilkaarlig nogle Accorder; da brusede Tonerne underlig fra Strængene dybt ind i min Sjæl; det var, som berørte de enhver Nerve i mig. — Det var mine Følelser, der i et Tonehav brusede for mine Øren; den smertelige Veemod blandede sig med Vanvids skjærende Jublen. Jeg vilde rive mig løs, men kunde ikke. Da aabnedes Døren, og underlige brogede Skikkelser trængte ind og fordreiede de skarpe Ansigter, snart svandt de sammen i eet uhyre Kjæmpe-Væsen, snart flokkede de sig utallige, og hver Gang de berørte mig, var det som Ild og Iis skifteviis foer igjennem mig. Tidt syntes jeg at kjende manget Ansigt i Sværmen, men naar jeg ret fæstede mit Blik paa det, grinede et hæsligt Dødninghoved med levende Øine ad mig. — Stedse trængte de ind af Døren og svævede med utroelig Hurtighed tvers igjennem hinanden. Da saae jeg midt i den brogede Række mit eget Jeg. Mit Blod isnede, jeg styrtede tilbage i Stolen og pressede Øinene sammen, men Tonerne brusede fort med en eensformig, hoppende Lyd, der maatte gjøre vanvittig. Det hjalp ikke at mit var lukket, jeg saae dog det frygtelige Jeg trænge sig gjennem Sværmen og slynge sine Arme om mig; jeg følte det knuge sig fast ind til mig, men skrige kunde jeg ikke. O det var en unævnelig Følelse for mig, da dette mit dobbelte Væsen udsugede mit Liv og Blod. Jeg svandt hen i et Intet, i et frygteligt Intet. —"

"Men kjæreste Menneske-Barn!" udbrød jeg, "Du læser mig bestemt for mange tydske Spøgelse-Historier; tag hellere fat paa Fader Holberg, saa skal Du see, at at den gamle Jeronimus nok jager alt Dobbeltgjængeriet paa Døren." —

"Kald mig kun en Phantast," svarede han, "kald mig hvad Du vil, jeg et nu engang et saadant ulykkeligt Væsen, det maa først omstøbes i Naturens store Smelte-Digel, før der kan blive Noget af mig. — Troer Du ellers ikke," vedblev han med megen Alvor, "paa Djævelens Indflydelse, paa fjendske Magter, der gribe ind i vort Liv og drage os ned i en bundløs Mal-Strøm?" —

"Ak nei," afbrød jeg ham, "jeg kan desværre ikke skyde mine Synder paa Fanden, eftersom jeg aldrig ret kan komme paa det Klare med hans Nærværelse, men Herre Gud! faae mig ikke til at philosophere, thi det siger min Recensent, jeg ikke kommer godt fra."

Vi vare imidlertid traadte ud paa Marmorbroen. Vinden greb fat i hans Kappe og løftede den til Side; tænk min Skræk, da jeg finder ham kun halv paaklædt; en Tanke foer mig pludselig gjennem Sjælen; jeg stirrede ham ind under Hatten; ja Øinene vare lukkede og Læberne bevægede sig krampagtig.

"En Søvngjænger!" udbrød jeg uvilkaarlig og gjøs i det Samme af Frygt for, at mit Udbrud skulde vække ham. — Jeg følte mig med eet draget ind i det Overnaturliges Labyrinth, jeg vidste ikke selv, hvad jeg skulde troe om Djævelen og mægtige Aander, thi ikke kunde jeg drømme om, hvad der mødte mig i dette Capitel skulde være ligesom et Slags Indgang til det følgende. Den ulykkelige Mangel paa Mods-Organ, hvilken jeg tilforn har omtalt, bragte mig i en Forfatning, hvori enhver Jesuit kunde have faaet mig til at troe den hele Helvedslære. — Hvor glædede det ikke min Sjæl, at Søvngjængerens Bopæl laae i Storm-Gaden, og jeg saaledes snart saae ham lykkelig forsvinde bag sin Gadedør.