Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829/6

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Universitetsboghandler C. A. Reitzel Kjöbenhavn


Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu/5 41-45

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

Sjette Capitel.

Bogen fortæller sin Barndoms-Historie, sit Skoleliv hos Bogbinderen, Dimission til den Gyldendalske Boglade, Rusaaret, og endelig sin første Udflugt i Verden. — Klokken slaaer 12.


Mine første Erindringer — begyndte den — strække sig fra Bogtrykkeriet, hvor jeg først saae Lyset. Som en Drøm husker jeg endnu fra denne Tid en lille Mand med et underligt Katte-Ansigt, der en Dag traadte ind i Stuen, hvor jeg hang i al Uskyldighed paa en Snor for at tørres. Min Moder, — saaledes tør jeg vel nok benævne det Manuscript, jeg skylder min Tilværelse — fortalte os Børn om Natten, at det var vor Fader, Hofraad Hoffmann, uden hvem hun endnu havde været et reent, ubeskrevet Papiir, og vi aldrig seet Lyset. Nysgjærrig hørte vi Alt, hvad hun fortalte os om ham, hvorledes de Syner, der bevægede sig i vort Indre, viste sig lyslevende for ham, naar han i de lange Vinter-Nætter sad og arbeidede, og at han da ofte maatte kalde sin Kone op af Sengen, der satte sig hos ham med sin Strikkestrømpe og nikkede venligt over til den underlige Mand, naar Phantasien tog sig altfor meget Herredømme.

Jeg fik saaledes min Fader mere og mere kjær, men saae ham aldrig siden. — O, det var lykkelige Barndoms Dage! da kunde man hænge paa Snoren i den lune Stue, om Dagen høre Svendenes Spøg og lystige Salige og om Natten de underligste Eventyr. Men snart slog Skilsmissens tunge Time, vi Børn bleve revne bort fra vor Moder og sendte hen i en Skole, det vil sige i en Bogbinders Værksted, for at faae den Politur, der var os nødvendig, for med Anstand at træde ind i Verden.

Intet Menneske er vist paa de haarde Skolebænke blevet saaledes præsset, beklistret og beskaaret, som vi. Hvergang en Kammerat fix og færdig forlod Skolen, følte jeg doppelt mit piinlige Liv og misundte, som en anden Buckthorne[1], de Lykkelige, der nu frie turde flagre ud i den deilige, brogede Verden.

Endelig slog min Forløsningstime, jeg var nu færdig til at dimitteres og blev da med andre dannede og raae Kammerater, det vil sige, Bøger med Bind og i raa Materie, af Rectoren pakket ned i en stor Kasse, Laaget blev slaget til, et chaotisk Mørke omgav os i det snevre Fængsel, dette var da mit Livs første Periode.

Da jeg atter traadte frem for Lyset, var jeg i Kjøbenhavn i den Gyldendalske Boglade, hvor jeg, paa en af Hylderne ret paraderede i min nye Kjole, imellem flere smukke Folk. De gamle Folianter skjældte mig ud for Rus, men Lapse-Aanden, som var faret i mig, gav mig Vittighed nok, saa jeg ikke blev dem Svar skyldig. Utaaleligst var mig ellers Stereotyp-Udgaverne af de gamle Classikere; disse unge, indbildske, lærde Lapse, der vrimle af Trykfeil og ikke have Andet end deres Faders Navn, vilde altid have Forsædet og saae med Foragt ned paa mig og mine Lige.

De forskjellige Personer, som om Dagen traadte ind i Bogladen, og deres Samtaler morede mig meget; her fik jeg først et klart Begreb om Verden. Hvor glædede jeg mig ikke, hver Gang jeg hørte nogen rose min Fader eller mine Halvsødskende; dog ofte maatte jeg høre utaalelige Ting, ja man kaldte endogsaa mig Hjernespind og min Fader gal. En Scene glemmer jeg ikke; en Dag traadte en fornem Dame ind med to Herrer, jeg blev da lagt frem iblandt andre pene Bøger, men hvor fordreiede hun ikke sit gamle Ansigt, da hun hørte mit og min Faders Navn.

"Nei Gud bevare mig for den!" sagde hun, "det er jo Daarekistesnak! jeg veed ikke, hvor noget fornuftigt Menneske kan holde ud at læse Noget af denne Hoffmann! han er jo gal og gjør ogsaa sine Læsere gale. Jeg læste engang det Halve af denne Nußknacker og Muserinke, men hvor det var noget Snak. Vilde jeg blot sætte mig ned, skulde jeg nok i en heel Dag kunne fortælle saadan Noget." Og nu stødte hun til mig med sin spidse Finger og valgte Noveller af Tromlitz og Weisflog.

Derimod vandt en ung Mand, som en Dag afhentede min Søster Prindsesse Barmbilla, mit hele Hjerte. "Vort Liv er ingen evig Tragedie," sagde han, "heller ingen evig Farce; nei, underlig flyde de sorte og lyse Farver mellem hverandre, og jeg troer derfor, at den Digter, der veed at blande dyb Alvor med vittig Spøg og Lune, skildrer bedst Livet og det menneskelige Hjerte. Kun hos faa Digtere, uden hos Hoffmann, har jeg fundet denne herlige Harmonie, og derfor er og vil han dog altid blive mig saa usigelig kjær." Af Glæde og Taknemmelighed styrtede jeg ned af Hylden paa Næsen af den ædle Mand, for at trykke et Kys paa hans veltalende Læber, men min Kjærlighed syntes slet ikke at behage ham. Endelig kom da den kjære Juletid, og der blev en almindelig, stor Udvandring. Jeg drømte alt om en lystig Julestue; hvorledes jeg vilde tage mig ud iblandt de øvrige Foræringer; om det deilige Juletræ med fine brogede Lys, og de søde, gullokkede Englebørns Glæde ved den hele Herlighed. Men det blev ved Drømmen. Dagen før Festaftenen traadte en lille, alvorlig Person ind og forlangte endeel Bøger. Jeg skinnede ret frem paa Hylden med min forgyldte Ryg og brystede mig af mit hele pyntelige Udvortes, men just dette var ham en Torn i Øiet, han ønskede mig i raa Materie for selv at kunne udstyre mig, men da jeg var det sidste Exemplar af Djævels-Elixieren, tog han mig til sig. Tænk min Overraskelse og Skræk, da jeg saae mig bragt hen i et Leiebibliothek. "Farvel Julestue, Juletræ og søde Englebørn!" sukkede jeg; levende stode Spießs "Vandringer gjennem Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger" mig for Øiet, jeg tænkte paa de tydske Skjæbne-Tragedier, men jeg var Mand, jeg græd ikke. Hvilket Selskab befandt jeg mig ikke i? Forslidte, fidtede og forrevne Exemplarer vovede at kalde mig Kammerat og Broder. Et Papiirsfoderal blev sat omkring mig, og saaledes fik jeg Plads imellem et temmelig velklædt Exemplar af "det befriede Israel," som aldrig havde været ude af Huset, og en meget lurvet Herman von Unna, der saae ud til at have tumlet sig altfor meget i Livet.

To Dage stod jeg urørt paa den høie Hylde, paa den tredie Dag begyndte min Vandring. Det var en deilig, vinterklar Morgen, Solen skinnede gjennem de halvoptøede Ruder, da ......"

I det Samme slog Klokken tolv, jeg puttede ihast Bogen i Lommen, skyndte mig midt ud paa Broen, men Gud maa vide hvordan, nu faldt der mig ikke en eneste smuk Tanke ind, som jeg havde belavet mig paa. — See det var da det sidste Puds, det gamle Aar spillede mig.



  1. Washington Irvings: En Reisendes Eventyr.