Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829/7

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Universitetsboghandler C. A. Reitzel Kjöbenhavn


Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu/5 45-61

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

Syvende Capitel.

Ludvig den Fjortende forvandler sig i en Tomme-liden fra Sirius. — En poetisk Vægter. — St. Peder vil overraske Læserne med sin Nærværelse. — Livets og Dødens Port.


Der var altsaa nu ikke Andet for, end at spadsere over Broen; det gjorde jeg, og stod nu mellem de parallele Linier, Volden og den snorlige Reberbane danne. Kronen var kappet af alle Træerne, og dette bidrog ogsaa sit til, at det Hele fik et stivt, mathematisk Udseende. Det forekom mig, som var jeg flyttet tilbage i Ludvig den Fjortendes Tidsalder og stod ved en af Alleerne i Versailles. — Træerne med deres afstumpede, besneede Kroner syntes mig et Geled stive Hofmænd med Allonge-Parykker. Høit oppe paa Himlen hang en majestætisk, uveirssvanger Sky, den var mig et levende Billede paa Frankrigs Ødelægger, som Smigrerne kalde Ludvig den Store. Ogsaa han stod i Afstand majestætisk og prægtig, men nærved var det den kolde, truende Uveirssky, der bragte Storm og Ødelæggelse over Alt, hvad der var under den. Forbi er Ludvigs Herlighed, men hans Navn vil evig staae med blodige Ziffre paa Revolutionens Minde-Støtte.

Idet jeg saaledes stod og stirrede paa den sorte Sky, der steg mig mere og mere hen over Hovedet, forekom det mig, at min Ludvig den Fjortende forandrede Udseende og fik ordenlig en menneskelig Skikkelse. Han gjorde en uhyre Fart nedad, som jeg ogsaa mærkede paa Lufttrykket. — Det faldt mig da ind, at det Hele maatte være en Vandhose, og i det Samme rullede der ogsaa en underlig dæmpet Torden over mig, og jeg hørte ganske tydelig det latinske Ord: "apage!" Ihast trak jeg mig derfor ind under Volden og stod med bøiet Hoved, indtil Alt syntes roligt omkring mig; nu saae jeg i Veiret, men tænk min Skræk, da jeg seer en uhyre stor Mand, lidt høiere end Runde-Taarn, sidde paa Volden, der syntes ham kun en lav Græsbænk. Begge Fødderne stode nede paa Gaden, og jeg var ulykkeligviis posteret midt imellem dem. — Det var i Sandhed en behagelig Overraskelse; jeg følte mig som Fiskeren i Aanden Amiahs Selskab.

Hvad der var forekommet mig en Uveirssky og poetice Ludvig den Fjortende, var ikke mere eller mindre end en Tommeliden fra Planeten Sirius. Enhver, som har læst Voltaires Micromegas, veed, at i Almindelighed ere Indvaanerne paa Sirius 8 Mile høie. I Forhold til sine Landsmænd var altsaa denne, mig saa store Mand, meget mindre end vor Tommeliden er hos os. — Deels af Frygt for at blive søndertraadt i sit Hjem, eller slugt af en Græshoppe, deels ogsaa af andre Aarsager, som man snart skal faae at høre, havde han i en Alder af 140 Aar (thi man veed, at Sirianere blive almindeligviis 1500 Aar gamle) fattet den Beslutning at vandre ud i Universet og søge en Klode, hvor Peblinge som han, kunde gjælde for store Folk.

Hans Hoved svulmede af Uhyre Buler, som jeg opdagede vare Organer, hvilke han besad i en langt mere udviklet Grad, end vi. Latin var det eneste jordiske Sprog, han havde lagt sig efter; salig Cicero havde lært ham det for 200 Aar siden, da de traf sammen i en af de høiere Regioner; han talte det derfor meget classisk og havde desuden ogsaa et saadant Udtryk i sit Ansigt, at man aldeles uden Badens latinske Lexicon knnde forstaae selv de usædvanligste Ord.

"Deres Exellence", sagde jeg, da vi vare blevne lidt bekjendte med hinanden; "behag at tale lidt sagtere, ellers vækker de ikke blot Skildvagten og Vægteren, men det hele Qvarteer."

Han fulgte mit Raad; snart vare vi begge i en dyb Samtale, men da han begyndte med sit Barndomsliv, skyllede de hede Taarer ned ad Volden.

"Ak, græd dog ikke!" udbrød jeg, "ellers er De istand til at skolde mig med denne koghede Skylregn."

Da tog han et stort Skibsseil op af Lommen og tørrede de store Øine.

"Gjerne var jeg forbleven i Hjemmet," sagde han, "i hvor lille jeg end er, men det gaaer saa langsomt med Befordring, efterdi Folk leve deroppe saa mange Aar. Vor hele Bestræbelse gaaer ellers ud paa at blive saakaldte Jubel-Oldinger; naar man i 1000 Aar ganske ordenlig har passet sit Embede, saa bliver der slaaet Madailler for En, man bliver rost fra Prædikestolen, og er man Præst, kan man gjøre det selv, ja man kommer ganske i Parallel med de største Afdød-, der gavnede og hædrede Fædrelandet. Det gaaer rigtignok sommetider meget for vidt, og derfor har vor første Vaudevilledigter, som det sig bør Digteren — castigat ridendo mores — skrevet en Vaudeville: Jubeloldingen, der gjør ligesaa megen Lykke, som Deres Kong Salomon og Jørgen Hattemager. — Jeg for min Person havde isinde at gaae den militaire Vei, for des hurtigere at avancere; det er jo kun at trække Uniformen paa og saa trække paa Parade; naar man saaledes har tjent Kongen — eller rettere Kongen tjent os — i 1000 Aar, saa bliver man strax Jubelolding, faaer Orden, Medaille, Fester og omtales i alle Aviser som Hædersmand.

Men tusind Aar blev mig dog lidt for langt, og dette bestemte mig ogsaa for endeel til at vandre ud til en Planet, hvor man ikke behøvede saa lang Tid til at naae denne Herlighed. — Det er ellers meget godt, at vor Herre exstierer, thi han lader Folk døe i rette Tid; ellers bleve de allesammen Jubel-Oldinger, og det var dog lidt for mange! — Og i Grunden syntes jeg ogsaa, at dersom Nogen skulde have Æren, saa maatte det være vor Herre, fordi han lader dem leve saa længe!"

Saaledes talede Manden; men da han nu kom til sin Bortreise fra Sirius, hvor spidsede jeg ikke da Øre! Hvilke Fodvandringer og Seiladser havde ikke han gjort fra Planet til Planet! Tre Gange passeret Melkeveien og betraadt Sol og Maane! Det var noget ganske andet, end en Fodreise fra Kjøbenhavn til Amager; men Herre Gud hvad man ikke kan gjøre i det Store gjør man i det Smaae. — Han fandt ogsaa, at Forholdet imellem min lille Reise og Dens, som reiser over Verdenshavet, just ikke var saa ulige, som naar han vilde sammenligne sin igjennem hele Universet med den, et Menneske kan gjøre fra een Verdenddeel til en anden.

Hvad er vel vort Verdenshav med alle sine Øer mod Himlens store Ocean med alle sine svømmende Kloder? Ikke engang saameget, som et lille Blækstænk imod hele det sorte Hav.

Det hele Planet-System, hvortil vi høre, fortalte Manden mig, var ellers ikke andet end en stor Skole, inddeelt ligesom Skolerne paa Jorden, i flere Classer, og i denne skulle Fornuftvæsnerne dannes for den store Evighed. Vi maae nu slet ikke troe, at vi ved Døden strax dimitteres til det store Universitet deroppe, ak nei! vi ere her paa Jorden endnu ikke længere end i Peblinge-Classen; Døden er kun en lille Examen, der flytter os i en høiere Classe.

"Men hvorledes er da hiin Forandring?" spurgte jeg den store Mand: "selv har jeg aldrig ret kunnet tænke mig, at den lille, snevre Grav kunde være Grændseskjellet imellem en sandselig Verden og den høieste Tilværelse. Rigtignok æde Ormene, som Kingo siger, Verdens Lyster ud, men jeg er dog bange for, at Sjælen kunde beholde en lille Tanke af dem. Da De har seet og talt med Personer i den anden Verden, vilde De kunde give mig en herlig Underretning om det Hele. Det vilde være en ubetalelig Perle for min Fodreise. Tænk ædle Mand, det er mit første Arbeide, det første, store Skridt, jeg gjør ind i Livet; det kan bidrage saa usigelig meget til Folks gunstige eller ugunstige Mening om mig." —

"Jeg vil oplive Deres Phantasie", svarede Manden mig, beaande dem med min høiere Aande…!"

"Ak nei!" afbrød jeg, "blæs ikke paa mig, De er istand til at blæse mig langt ud i Kattegattet, og saa hjælper min Phantasie mig ikke det mindste. Giv mig heller en Smule tydelig Idee om den anden Verden; siig mig, hvor vore kjære Forfædre nu tumle sig, hvad de tage sig for o. s. v., og jeg lover Dem — — tre Exemplarer af min Fodreise, og desuden min evige Erkjendtlighed." —

Saaledes spillede jeg med al min Veltalenhed; endelig tilsidst, tænk dem min Glæde, gav han efter for milie Bønner. —

"Nu saa læs det selv!" sagde han og reiste sig saa lang han var op paa Volden, løste sit Belte og bredte sine store Kjoleskjøder ud. — Med bankende Hjerte stirrede jeg derop, men mine svage, dødelige Øine saae ikke uden en tyk Taage. Jeg greb ham ved Benene, men følte ingen Ting; kun en fugtig Taage omhyllede mig, jeg steg heelt ind i den, men saae slet Intet; langsomt hævede den sig i Veiret og svævede bort over Søeen. —

Jeg blev en lille Smule hvad man kalder flau og var nær falden i elegiske Betragtninger, men saa begyndte det i det Samme at synge stærkt for mit høire Øre, (Enhver veed nok, hvad dette betyder), jeg hørte ganske tydelig Dig, min Læser, klage over, at den hele Reise blev Dig lidt for phantastisk, at det klang Dig som et broget Eventyr, en Skjærsommernats-Drøm; jeg syntes ogsaa, at Du kunde have noget Ret, og jeg besluttede at gaae i mig selv, blive et nyt og bedre Menneske, ikke flagre om paa Phantasiens bugtede Sideveie, men smukt stige ned af Volden og gaae Fornuftens lige Landevei, langs med Reberbanen. — Forsigtig begyndte jeg at klattre ned af Volden, men Skjæbnen vilde, at mine Fødder skulde glide, og jeg styrtede ned paa noget Haardt; det var en slumrende Vægter; han vaagnede, stirrede paa mig med store Øine, men sagde ikke et Ord. Mit Hjerte var saa fuldt; jeg følte den bekjendte, mægtige Længsel efter at meddele mig; Manden saae saa godmodig ud, syntes endnu halvt at drømme. Jeg udøste strax mit Hjerte for ham; men hvor studsede jeg ikke over hans Ideers Klarhed, det dybe Blik, han havde gjort i Naturen og Menneskelivet. — Nei, det var ingen almindelig Vægter! saadan en finder man neppe i Livet, men kun i Jung Stillings Fortælling[1]. "Men det maa da være et sørgeligt, prosaisk Liv," sagde jeg, "at gaae hver Nat og ælte i Snee og Snavs, og det ganske ene i de samme Gader, altid synge den samme Vise, medens de fleste Tilhørere sove…"

"O, det et ikke saa eensformigt, som De troer!" afbrød han mig. Vi Nattens Børn see Mere i en enkelt Gade, end De ved lys Dag i dem allesammen. — Selv Taarnvægteren, ihvor høit han boer og seer den hele By over Hovedet, seer ikke det Halve af hvad vi Jordbeboere see og høre, uden det just skulde være En, der var begavet med et ægte Seerblik; saaledes som der for nylig har været een. Han havde hver Nat en naturlig, magnetisk Søvn, i hvilken han fra sit ophøiede Sæde saae ned igjennem alle Byens Tage. Intet blev ham skjult; ethvert Ord kunde han høre. — Han fik ellers sin Afsked, fordi han glemte at raabe; nu raaber han ikke mere!" —

"Og hvad saae han da i sin magnetiske Søvn?" spurgte jeg. —

"Forunderlige Ting; de fylde en heel Bog, som jeg gjemmer hjemme i min Kiste. Ja, det var en stor Mand, men Skjæbnen satte ham kun paa et Kirketaarn!"

Under denne Samtale vare vi Reberbanen forbi og dreiede nu om i den beboede Gade.

"Her er mit Theater!" udbrød Manden, "her synger jeg mine Bravour-Arier og gjør mig, som de chaldæiske Vise, fortrolig med Stjernebillederne. Tro mig, unge Mand! en Gadevægters Liv er ikke saa prosaisk, som det maaskee ved første Øiekast kan forekomme Dem. Han er jo dog et levende Grændseskjel imellem Aande- og Sandseverdenen. Seer De," afbrød han sig selv og pegede op paa Tagene, "kjender De det brogede Spil?"

Jeg saae i Veiret; alle Tagene i den hele Gade og paa ethvert Huus, jeg kunde see omkring mig og inde i Byen, vrimlede som Myretuer af smaa, luftige Væsener, der med en utrolig Lethed svingede sig gjennem Tage, Vægge og lukkede Vinduer. —

"Det er Drømmene!" vedblev Manden, "nu ville de spille Comedie med de sovende Mennesker. — Tidt dratte et Par Stykker ned paa Hovedet af os, som gaae her i vort lovlige Kald, og da er det jo naturligt, at vi komme til at drømme, men saadant Noget tænke nu aldrig Menneskene paa, naar de begynde at recensere en stakkels Vægter."

Jeg kunde ikke blive kjed af at stirre paa de luftige Smaa. Hvilke underlige Scener fremstillede de ikke og toge selv Mennesket med som Marionet i det brogede Skuespil. Der satte de Brudekrandsen paa den unge Piges Hoved og lode Præsten lyse Velsignelse over det lykkelige Par. Her plagede de som smaa Djævle, en skinhellig Synder, og lode ham falde igjennem den kolde skarpe Luft. Nogle legede, som deilige Engle med hvide Vinger, med de sovende Smaabørn, som de toge op med sig til det store Juletræ i Himmelen; Andre kom, som Tyve, og stjal Pengekisten fra den Gjerrige, skjøndt han havde den under sit Hovedgjærde, medens en anden, lille, lystig Flok red ham som Mare, saa at han hverken kunde skrige eller reise sig — Snart mættede de Hungrige paa Straaleiet, og snart satte de en kjær Afdød lyslevende igjen tilbage i den gamle Huuskreds.

Men kun nogle Timer varer det deilige Tryllespil, saa kommer Fornuften og jager den gamle Mand Søvnen paa Døren; i Huj og Hast maa han da pakke sine brogede Drømmebilleder sammen, saa at vi sædvanligviis siælden faae en ordenlig Ende paa det natlige Skuespil. Den Gamle lister sig bort med sin hele Flitterstads, der bliver til Intet, naar man seer den ved lys Dag og med aabne Øine.

"Ja, den hele Herlighed hører just ikke til mit Departement, "begyndte min Ledsager igjen," det er et Skuespil, hvortil Taarnvægteren har første Plads, men det er ogsaa det eneste Jordiske, han har at fornøie sig med. Han er et indskrænket Væsen, et Slags Peri, der hverken hører til Himmel eller til Jord, men maa bevæge sig paa sin snevre Taarngang. Men vi hernede have Eventyr paa Eventyr, lige fra jeg faaer sat Liv i mine skjønne Aander og til Hanegal. — — Men De kjender nok ikke mine skjønne Aander?" spurgte han. "Der seer De strax een af dem," vedblev han og pegede paa Gadelygterne; "det er ganske morsomt at høre paa, hvorledes disse smaa Tingester kunne sprutte af Forfængelighed, naar der først er sat Ild i deres Smule Væge, og de saa skinne en halvsnees Skridt hen ad Gaden; strax see de med saadan Foragt op paa de velsignede Guds Stjerner, der dog ere ganske andre Folk end de, baade i Henseende til Størrelse og Udødelighed, og kroe sig af deres Glands og egen ubegribelige Storhed. — Mangen deilig Rinon blandt de nordiske Hetærer betroer mig sine Hjertesorger i den maaneklare Vinteraften. Den hele Gade dandser jo, saa at sige, efter min Pibe; kun et lille Stykke paa min Tryllefløite, og et Udraab paa een Stavelse, strax flyver man ud af Sengen og aabner mig Vinduer og Døre. Naar Magistraten sover, vaager jeg, og kommer der engang et Syn, som ikke saa ganske hører til denne Verden, slaaer jeg fromt et Kors og lader det passere forbi. Ja, jeg kunde være Spaamand, naar jeg vilde, men det er ikke klogt at sige Alt, hvad man seer. Naar jeg saadan om Natten hører det komme: "klap! klap! klap!" saa veed jeg nok, hvad det har at betyde. — Deromme fra Kirkegaarden kommer Helhesten haltende paa sine tre Been og stiller sig udenfor Porten paa det Huus, hvor han vil hente sin Rytter; saa kunde jeg nok spaae den næste Dag, men Tand for Tunge! — Mangen Ligskare er spadseret mig forbi heri Gaden, men jeg har lukket Øinene, ladet den passe sit, som jeg passede mit. — Hver Nytaarsaften seer jeg ellers tidt nede i Kjælderne og inde i Stue-Etagerne, hvor der er stort Selskab, mangen rask Karl og deilig Pige sidde uden Hoved, og Ligkisten staaer midt paa Gulvet...."

"Men det er nu altsammen saa gyseligt," afbrød jeg ham, "ere der slet ingen lyse Puncter, intet reent Idyllisk i Deres Vægter-Liv?"

"O mere; end De troer," svarede han; "naar jeg nu en stjerneklar Nat sidder paa Gjenboens Trappe og har den rene, blaae Himmel over mig og Ruinerne med den vandrende Skildvagt, indsvøbt i sin store, røde Kappe, foran mig, saa drømmer jeg mig i Italien. Har jeg ikke den rene, dunkelblaae Himmel over mig? og seer jeg ikke de skumle Ruiner i det blege Maanelys? Rigtignok ere Ruinerne i Italiens Boliger for Banditter og Vagabunder; men ere disse det ikke nu, saa have de været det i deres Velmagts-Dage; mangen Kjeltring har tilbragt Nætter og lyse Dage indenfor disse Mure. — Forleden kom jeg ellers over en "dansk Tilskuer" af Professor Rahbek, hvori jeg saae en Anmeldelse af et Værk over berømte Skurke og Skurkinder; Forfatteren ønskede Bidrag; det er ellers, saavidt jeg veed, ikke kommet ud, maaskee tillod Politikken det ikke? Ellers kunde jeg have leveret de bedste Bidrag, thi hver St-Hans Nat reiser Børnehuset sig i sin hele Herlighed; da drage al Verdens afdøde og nulevende Skurke og Skurkinder derind og holde et stort Bal. — Gud maa vide, hvorledes de kunne rummes derinde? Schinderhannes, Peer Mikkelsen og saadan anden gemeen Pøbel faae da heller ikke Lov at slippe ind, men maae staae udenfor og kige ind ad Vinduerne, Ak! hvormange kronede Hoveder med geistlige Recommendationsbreve paa Ryggen, hvor utallig mange Ministre og hellige Fædre svinge sig ikke om derinde, saa jeg ofte undrer mig meget over, at Skildvagten Intet mærker." —

Jo mere han talede, des tydeligere blev det mig, at denne veltalende, ja næsten poetiske Mand neppe kunde være en slet og ret Vægter. — Hans Sprog førte ham lidt for meget ud af Costumet. — Rask greb jeg hans Haand, stirrede ham stivt ind i Øinene, idet jeg udbrød: "Mand! De er ikke, hvad De synes at være!"

"O!" svarede han smilende, "fordi De nu traf mig i en uskyldig Søvn, vil De nu strax harcellere over min Svaghed, som dog egenlig kommer fra Drømmegeniernes Ubehændighed."

"Det er ikke saaledes meent," svarede jeg, "De er en forklædt Eventyrer, tilstaa det kun, jeg skal ikke forraade Dem"! —

"Nu da", svarede han, "tak De Gud, at jeg ikke er den, jeg synes at være, ellers saae det kun daarlig ud med Deres Fodreise. Har De tænkt paa, at alle Byens Porte, Nørre- undtagen, lukkes Klokken tolv, og Nøglerne, saavidt jeg veed, bringes til Hovedvagten? Hvorledes vil De nu komme ud paa Amager før imorgen? Klattrer De over Volden, kan De faae en Bajonet i Livet, og kryber De igjennem Nøglehullet, sige alle Læserne: nei, det er ogsaa altfor overnaturligt. — Hvad vil De nu gjøre?" —

Jeg blev ganske elendig til Mode. Nu huskede jeg først, at Portene lukkes Kl. 12, og nu var den snart 1. Hvorledes skulde jeg slippe ud? — "Nu, tak Deres gode Skjæbne," sagde Manden, "ud skal De nok komme. — Jeg er St. Peder og har da sagtens ogsaa en Hovednøgle til Amagerport." —

"St. Peder!!!" udbrød jeg og havde nær tumlet om, "ak nei! det gaaer slet ikke an! hvad vil Læseren sige? Deres hele Fremtræden er ikke motiveret nok; De passer jo slet ikke her i min Fodreise ....!"

"Pst! stille dog!" sagde han med dæmpet Stemme, idet han lagde Fingeren paa Munden, "behøver jeg at citere Dem, hvad der gestiefelte Kater siger til Gottlieb: man muß nur nicht thun, als wenn es etwas Besonderes väre, — man gewöhnt sich an alles. — Siig mig dog, paa hvad anden Maade De vil slippe ud af Porten, naar jeg ikke hjælper Dem. — Lad bare ikke Læseren mærke Deres Forlegenhed, saa troe de Fleste, det maa saa være; saadanne Urimeligheder ere jo ganske almindelige i mange Romaner, der hæves til Skyerne og i Dramer, som "man bestormer Theatret for at faae at see." —

"Ja det er sandt nok!" svarede jeg ganske spagfærdig, "men var De bare en anden Person og ikke St. Peder! det er mig for profant at faae Dem ind i min lystige Reise; og hvad vil vor Herre sige til dette Eventyr?"

For vor Herre kan De være ganske rolig; han veier ikke hvert Ord efter Bogstaven. Der er ingen anden Maade for Dem at komme ud paa, undtagen jeg hjælper Dem, og vær De kun overtydet om, at ingen af Læserne er nogensinde kommen paa en saa original Maade ud af nogen Port. — Havde De ikke trængt ind paa mig, skulde jeg endnu have fortalt Dem flere smukke Ting, der høre til Vægterens Departement; men nu maae vi skilles, og for at De maa kunne see, hvad der er muligt at kunne see paa det flade Amager, saa tag disse Briller og gjem dem til en Erindring om denne Time."

I det Samme gav han mig et Par store Briller og trak derpaa en Sølvnøgle frem, med hvilken han ganske sagte aabnede Portlaagen, gjennem hvilken jeg slap ud. —

Høie, mægtige Følelser gjennemstrømmede mig; ja jeg troer selv, jeg følte ligesaa meget, som Størstedelen af dem, der besee Ægyptens Pyramider.

Amagerport er dog den meest poetiske af alle Byens Porte. — I Flyveposten er den bleven characteriseret som den idylliske, men jeg vil heller kalde den Livets og Dødens Port.

Det er den første, store Port, igjennem hvilken den uskyldige Amagerpige første Gang træder fra sit Arcadien ind i den brogede Hovedstad. Under denne Hvælving har den gamle Amagerkone engang som Barn vandret med bankende Hjerte og dyb Længsel efter al den Herlighed, hun snart skulde see med Fader og Moder. — Med hvilke ganske andre Følelser ruller ikke Synderen sidste Gang ud af den? — Med hvilket Blik maa ikke han betragte disse Mure? — Det maa dog være en ganske underlig Følelse, hvormed han seer Gjenstandene omkring sig. Hvor frygteligt at see den store, bølgende Menneskemasse omkring sig og vide, at naar alle disse om nogle Minuter vende tilbage, da er man død, er udreven af det hele Samfund, i et ganske andet Væsen, i en ganske anden Stilling. — Paa Sygesengen vænner Tanken sig lidt efter lidt til Døden; Livshaabet lever dog i os, eller Smerterne bringe os til at ønske Døden; men frisk og sund, fuld af Kraft til endnu i flere Aar at drage Aande, i et Nu at føres fra Livet til Døden, sidste Gang at see Guds Himmel over sig, sidste Gang at høre Menneskelivet omkring sig og nu at lukke Øiet for aldrig mere at aabne det; i et Nu at sættes ind i en Tilstand, intet jordisk Væsen har skildret os, det er sjælerystende! —

I dette Øieblik foer der en steenhaard Sneebolt over Volden lige i Nakken paa min Idee-Association, der forskrækket lod Vingerne falde; jeg kan tænke, den kom fra St. Peder eller en anden æsthetisk Ven inde i Byen.



  1. Vægteren og hans Datter.