Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829/8

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Universitetsboghandler C. A. Reitzel Kjöbenhavn


Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu/5 61-73

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

Ottende Capitel.

St. Peders Briller begynde at vise deres skjulte Kræfter. — Forfatteren seer paa Amager en stor Konge-Revue over alle Digterværker. — Et ædelt Træk af Mad. Cottins Malvina.


Dette Capitels Indhold, som Overskrift, maa gjælde for den Pause, jeg gjorde ved Porten, men derpaa foer jeg ogsaa i ti lange Skridt over alle Broer og Brostene, jeg saae kun flygtig, hvorledes Kjøbenhavns Daarligheder fra det gamle Aar, bleve veiede paa Veierboden, før de fik Lov til at kjøre ud til evig Forglemmelse. — Forlorne Bryster og orthodox Christendom, Luxus-Artikler og rejicerede Lotteriesedler, Alt imellem hinanden.

Men hvad kunde det more mig at see alle disse gamle Sager, hurtig foer jeg derfor afsted, som før er sagt, og endelig laae da Phantasiens store, herlige Tumleplads, det flade Amager, foran mig.

Det faldt mig ind, hvad Heiberg siger om dette Lands Beboere:

"Amageren er trofast og naiv;
Han holder fast ved sine gamle Skikke;
End skammer han sig ikke
Ved hollandsk Dragt og hollandsk Tidsfordriv;
Paa Moden veed han ei at synde,
Ved Fastelavn han Katten slaaer af Tønde
Og trækker Hovedet idyllisk af en Gaas.
Saaledes er, for den Sags Skyld,
Hans hele Liv Idyl."

Og dette Folk skulde jeg nu besøge. — Jeg skuede rundt omkring; den hele Omgivning forekom mig ogsaa ganske naiv; Alt laae saa uskyldigt, saa deiligt gaasehvidt rundtenom. O tænkte jeg, en Beskrivelse over det Hele kunde dog være en god Begyndelse til en Novelle. Ja hvem veed, om ikke endnu i Weisflogs og Tromlitzs Dage vi læse i en Taschenbuch:

"Paa Sjællands østlige Side ligger den lille venlige Ø Amager, o. s. v."

I Sandhed, her var da Plads for Tanken til ret at sværme om. Snart forekom det mig, at jeg promenerede paa den finske Bugt eller var paa det arcadiske Novaia Sembla; snart, at jeg vandrede gjennem Ørkenen Kobi, for at aflægge Dalai Lama en Theevisit, eller gjennem Sahara, for at finde Nigerflodens Kilder. — Nu fulgte jeg den hellige Caravane til Mekka, og nu stod jeg imellem Eskimoerne ved Hudsons-Bugten.

Dog, hvad var den hele Herlighed omkring mig imod den klare Himmel med alle sine Stjerner over mig? — Det er ægte Oldsager! dem kan Ingen have forfalsket os! — De have seet Adam og Eva lege "Tagfat", hvis de gode Folk ellers kjendte denne Leg. De hørte Noahs Glæde over den vel overstaaede Navigations-Examen og saae ham knække Halsen paa mangen uskyldig Flaske. For dem jamrede Joseph i den dybe Grube, og for dem tonede Hymner fra de grønne Savanner. Men hele denne Herlighed vil dog ældes som et Klæde; vor Jord med alle sine fornemme Beboere skal dog engang forgaae.

Ved Vand vil det ikke skee, det veed vi jo nok, da den allerede nu er saa temmelig vant saavel til det physiske, som til det literaire; men hvorledes da? — Elementerne ville komme i Brand, fortæller Bibelen os. — Det faldt mig herved ind, om det nu behagede en omvankende Ridder Cometus at komme vor Jord saa nær, at han tog den med paa Slæbetoug, hvilken Forvirring! hvad vilde ikke Maribo-Aviser sige? — Almanakkerne maatte da strax giøres om, da vi kunde faae en halv Snees Aarstider eller flere om Aaret, alt eftersom den nærmede sig mere eller mindre til Sol og Planeter. Det vilde blive en ganske artig Marsch! Jorden var istand til saaledes at komme ud af al Fatning, at den glemte at løbe rundt; saa blev det Sidste, næsten værre end det Første; da blev der en evig Dag paa den ene Side og en evig Nat paa den anden; her maatte man da brænde en god Ild, men saa fik ogsaa de Orthodoxe deres Helvede istand og behøvede ikke strax at tye til Bibelen, men blot sige; "gak selv at see!" — Jeg kan ellers tænke, at den mørke Side vilde blive et Slags Siberien, hvorhen man sendte Forbrydere og fattige Folk. Saaledes kunde vi nu fare om en Tid, saalænge Ridder Cometus ikke gjorde for store Spring, men Enden blev dog, at vi løb Panden imod en Planet, og brændte op i lys Lue, saa at der ikke engang blev en Reiser tilbage, der kunde beskrive: "den fürgterlige Ildebrand," og sukke over os: "arme Mennisker."

Men jeg maa prøve St. Peders Briller tænkte jeg, hvem veed, hvor langt jeg seer med dem, maaskee gjør jeg de største Opdagelser i Maanen. — Er det nu bare ægte himmelske Briller og ikke Nürnberger-Stads. Jeg satte dem paa Næsen og saae i Veiret, nei det var ikke simple Rude-Glas. En heel broget Verden aabnede sig for mig. Høit oppe hang Himmelen, Tidens store uendelige Hav; som bortilende Secler seilede Skybjergene hen over mig. Menneskelige Skikkelser arbeidede saa travle paa deres Babeltaarnne, drømte om Udødelighed og forgik i det Samme, Sky-Seclerne selv smeltede hen paa den fjerne Horizont, som en kulsort Masse, et Skyggebilled af den henrundne Tid. Brogede, luftige Skikkelser tumlede sig igjennem det store Luftrum og istemte en, for det uvante Øre, underlig Concert. Det var Menneskets Ønsker, Haab og Længsel, der dreve bort, et Spil for de tumlende Vinde, medens hver istemte med mægtige Toner, hvad der rørte sig i hans Indre. — Jeg saae ogsaa mine egne Følelser flagre ud som smaa Werthern i elegiske Gevandter, men de vare saa blege, saa skindmagre, ikke andet end den bare Følelse, saa jeg blev ganske bange for deres Optagelse i Verden.

"Ei stop Barnlille!" skreg jeg og greb strax saadant et lille elegisk Hjerte-Suk ved Benene. "For Guds Skyld, viis Jer dog ikke saaledes for Folk! kun i en lystig Narre-Dragt, som originale Krabater, kunne I gjøre Lykke. Enhver sørger dog for sine Børn saa godt han kan, jeg gjorde ogsaa Alt for mine og var tilsidst ret fornøiet baade med mig selv og med dem. Saadanne elegiske Udbrud, ret fra Hjertet, faae dog et ganske andet Syn, naar man maler de blege Ansigter over med en Smule Lune, giver dem et Par comiske Knebelsbarter, en poetisk Papirskrone og al sin Vittighed som Brix ved venstre Side, let finde de da Døren aaben, thi Verden vil gjerne lee, træffe de nu paa et beslægtet Hjerte, saa kjendes de nok gjennem Masken og blive da dobbelt velkomne.

Lystig flagrede de bort og svandt mellem den uhyre Vrimmel; hver Fugl sang med sit Næb sin Fryd og Smerte, og det hele Jord-Liv svarede i humoristisk Chor:

Skjøndt Birkeriis og Grammatik
Er Barnets første Handsel,
For at det med det gamle Krik
Kan bære Smertens Randsel,

Som Børn man dog i Taaget gaaer
Og drømmer hele Dagen,
Man vaagner ei, før Verden slaaer
Os meget slemt paa Bagen.

Lidt knirer Lykken vel, o ja!
Men tidt den slaaer med Keiten,
Strax følge paa Rabarbara
Ligtorne, Werthers Leiden.

Vort Liv er ingen Kongevei,
Der altid smukt gaaer lige;
Slemt var det, hvis den førte ei
Og til et bedre Rige.

Den løber meget ud og ind,
Har Tidsler fleer end Roser,
Snart gaaer den over Fjeldets Tind,
Snart gjennem dybe Moser.

Men Tanken er en dristig Ørn,
Der sig til Himlen svinger,
En Moder, der de trætte Børn
Til Fader-Hjertet bringer;

Og nynner sært sin Trøste-Sang,
Der underlig os rører,
"Fat Mod! om Veien end er trang,
Den Dig til himlen fører."

Lad storme kun den barske Vind,
Lad Livets Bølger bruse.
Sæt til Din Gud kun Sjæl og Sind,
Dem kan ei Verdner knuse.

I det Samme begyndte det ganske underlig at suse og bruse omkring mig, jeg saae til Siderne og finder, at hele Antager vrimler af Mennesker til Hest og til Fods. Der har jeg da Spøgeriet, tænkte jeg, og blev ganske fornøiet over at opleve et ordentligt tydsk Eventyr. — Menneskemassen kom mig nærmere og nærmere, og jeg saae nu, at det var hele Regimenter, men de forekom mig dog alle lidt for brogede til at være Aander af gode, christne Jyder, Fyenboer, o. s. v., der ved Midnat holdt Mynstring. Generalernes Mundering var ganske forskjellig, hver saae ud til at høre til et andet Aarhundred og en anden Nation, og det Forunderligste var, at Generalerne havde ikke alene eet Hoved, men uhyre mange; dog dette hjalp mig paa Ideen. Jeg erindrede mig, at i Heibergs Julespøg og Nytaarsløier træder Publicum frem som en Mand med mange Hoveder. Hvor kunde jeg tvivle længer; allerede Horatz kalder det jo: bellua multorum capitum, alle Generalerne her vare forskjellige Tidsalderes og Nationers Publicum, der holdt en stor Konge-Revue over alle Digterværker, hvis Helte og Heltinder, efter deres forskjellige Skabning og Følelse, vare inddeelte i flere Regimenter.

Kjære Læser, bliv nu smukt et Barn igjen, men glem alligevel ikke Alt, hvad Du har læst, siden Du blev et stort, fornuftigt Menneske, og Du skal da see hele den phantastiske Revue, saaledes som den marcherede mig forbi.

Allerforrest gik de Rasendes Hær, der bestod af Vanvittige, som havde brudt ud af Spieß's Biographier og andre mindre bekjendte Digterværker. Finnekonen fra Syv-Aar var deres Marketenterske og en falsk Magde Vildfair hendes tro Haandlangerske; dem fulgte Røverhistorierne, som alle vare til Hest og saae ret ridderlige ud; især havde Anførerne ædle og høimodige Ansigter. Rinaldo var deres Anfører og saae meget uskyldig ud, desuden var han ogsaa klædt i Rosenrødt, som Fanfan i de borgerlige Stævnemøder.

Nu kom Kjærligheds-Regimentet, der bestod af to Afdelinger, de Ulykkelige og de Lykkelige. Ved det første kjendte jeg strax Sigwarth paa Munkekappen; den lille Page fra Blanka var Piberdreng. Denne Deel var ellers reent gal til at skraale; de Lykkelige vare derimod mere tause. — Her gik Brødkoner om med Sonetter og tibulske Digte, og smaa Drenge solgte: Martsvioler, Maanedsroser og Vergißmeinichter. Alle Tropperne bare høie Huer med en claurensk Indskrift: "Livets høieste Lykke er Kjærlighed." Dem fulgte det respectable Borgerskab, i hvilket jeg kjendte mangen agtet Mand fra Schröders og Ifflands Stykker, samr mangen ædel Kjæltring, udmunderet af August von Kotzebue. Her var ellers Eulalia Meinau, ligesom ogsaa Voltaires La pucelle, Marketenterske, men den sidste førte saadan en skammelig gemeen Mund, at jeg saae selv Holbergs gamle Magdalone blive "roth, über und über."

Nn viste der sig tre underlige smaa Cadet-Regimenter, det var Pygmæerne, Lilleputianerne og de Underjordiske. Tommeliden red paa en deilig, grøn Græshoppe, der gjorde mange Caprioler med ham; han holdt sig til Pygmæerne, der alle saae ret drabelige ud med deres Fingerbøl-Rustning og lange Knappenaals-Landse. — Lilleputianerne red paa glimrende Sommerfugle og svingede de smaa Sabler i Maaneskinnet, medens de Underjordiske, som store sorte Myrer, mylrede Under dem.

Nu kom "Signelill, Thet är en lustigh ochsand- färdig Tragoedia" af Johannes Messinius, ledsaget af Blancmäreta, Svanhueta og flere svenske Tragoedier fra Begyndelsen af det syttende Aarhundrede; men da jeg mærkede, at ikke det halve Tog var forbi, og jeg følte mig ganske sulten, løb jeg strax hen til en smuk lille Brødkone, der stod i Nærheden med sin rene, pyntelige Kurv. Jeg nærmede mig hende, det var Mad. Cottins Malvina. Hun trak strax Dugen bort — (den er bekjendt fra Axel og Valborg) — jeg stirrede ned i Kurven og saae de deiligste, modne Læsefrugter, fire stegte Brevduer, et røget Bryst af den galende Hane, et Laar af Meister Floh, (men det var meget dyrt), en vel tilproppet Flaske med Smiil og Taarer af N. T. Bruun, og mange andre, rare Sager. — Imedens jeg spiste, gik der mange Regimenter forbi, som jeg kun meget løselig betragtede, naar jeg undtager de comiske Romaner, der vare anførte af Siegfried von Lindenberg og Peregrine Pickle. Men jeg seer nok, det kun bliver et Catalog, at opramse dem alle, jeg vil derfor kun sige, at det Hele endtes med den svære Phalanx.

Efter et lille Ophold viste Bagagen sig, men da den kom nærmere, saae jeg tæt foran den det underligste Regiment, jeg endnu havde seet. Alle havde de forslidte og smudsige Monderinger paa, men igjennem Laserne stak dog nogen gedigen Herlighed frem. Det var Almue-Skrifterne, der alle, hvor forskjellige de vare, kun udgjorde eet Regiment og vare placerede langt borte fra de andre, da de for deres ringe Udvortes ikke kunde sættes ind under de Regimenter, til hvilke de egenlig hørte.

I Spidsen for dem alle red Ugelspil paa Vileams Æsel, han gjaldt vist nok meget og lod, som han havde parret den hele lange Række af Almneskrifterne bag ved sig. Her gik Alexander den Store ved Siden af Æsopus; Albertus Julius havde faaet Finkeridderen, og John Præst den taalmodige Helene. Markolfus var parret med Mester Lucidarius og Pontius Pilatus med Ridder Rød. Tristan havde han skilt fra sin Isalde og istedetfor hende givet ham Robertus von Agerkaal. Tilsidst sluttede Hertugen af Luxemburg med den uskyldige Joseph hele Rækken. Jeg savnede Doctor Faust, Keiser Octavianus, Peter med Sølvnøglerne og flere; men saa huskede jeg paa, at Göthe og Tieck havde givet dem nye Kjoler, og at de saaledes vare slupne ind i den finere Verden og stode nu under de Regimenter, hvortil de hørte.

Endelig kom da Bagagen, 6 store Brødvogne, bepakkede med alle Slags imellem hverandre. Klokker Heegaards Riimpose, Kjøge Huuskors, der Grünmantel von Venedig, Lykkens flyvende Fane, die rothe Freiheits-Kappe og utallige andre Sager. — Molboerne og de 7 vise Mestere vare ansatte til at passe paa.

Jeg troede nu, at det Hele var forbi, men ak, et sørgeligt Syn ventede mig. Tre store Rustvogne, belæssede med Saarede og Invalider, nærmede sig. Det var et skrækkeligt Syn: En manglede Arme, en Anden Been, en Tredie havde hverken Øine eller Næse, ja der var endogsaa nogle, hvoraf der — mirabile dictu — ikke var Andet tilbage end den lille Finger.

"Men min Gud!" udbrød jeg, "gaaer det saa blodig til? — Hvem ere dog disse?" spurgte jeg nogle gamle Commentatores, der vare ansatte som Læger.

"O," svarede de mig, "det er deels gamle Classikere, deels kun lidet bekjendte Skrifter, hvilke Nutidens Smaa-Forfattere snart stjæle en Arm, snart et Been fra, nu et Øie, nu en Helte-Arm, for saaledes at flikke dem en nogenlunde taalelig Helt og Heltinde sammen, de kunne give ud for deres egen; og naar der nu pilles saaledes, hvad skal der da blive af Skrogene? Gud veed, vi flikke nok paa dem."

"Men hvor ville de nu hen?" spurgte jeg Manden.

"Vi følge med Tropperne til den store Caserne," sagde han og pegede frem for sig; jeg saae der hen ad; midt paa Amager laae et lille Bjerg, begroet med Krat, øverst oppe paa Toppen laae en stor Bygning, det var Poesiens Tempel.

Det hele Bjerg var omgivet med en Ringmuur og en dyb muddret Voldgrav, hvorfra nogle hæslige Frøer i et Væk skrege:

"Brekkekex, coax, coax, vi ere Poeter!"

Ved den store Indgang paa Muren, hvorigjennem Hæren drog, mylrede der af fæle Udyr, som bjæffede den hele Tid, og det af de allerbedste Regimenter. Disse Udyr, sagde man mig, vare de uvidende Recensenter og man lignede dem altid ved Cerberus, men jeg finder at denne Lignelse halter altfor meget; thi Cerberus har fire Been og tre Hoveder; men slige Recensenter har slet intet Hoved og aldrig meer end to synlige Been.

Det paakom mig en uhyre Lyst til at komme ind at see den hele Herlighed? men hvorledes kunde dette skee? — Dog, det syntes som Malvina havde fattet Godhed for Mit blege Ansigt, hun foreslog mig at krybe i hendes Kurv. Kunde Hugo Grotius stige i en Bog-Kasse, tænkte jeg, saa kan ogsaa jeg stige i en Madkurv. Som tænkt, saa gjort; snart sad jeg imellem de stegte Brevduer og modne Læsefrugter, rigtignok generede mine lange Been mig, men jeg tænkte paa den Herlighed, jeg snart skulde faae at see, og priste min gyldne Lykke.