Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829/9
Niende Capitel.
Poesiens Tempel. — Forfatteren kommer i et Fuglebuur.
Snart slap jeg ud af mit Fængsel og stod nu fri og lykkelig udenfor Templet i den deilige Have. Nedenfor den brede Hovedtrappe laae en velsignet Vrimmel af Drengebørn, der sang ganske naivt den bekjendte Vise: "Hvem vil see Spilleværker for Knappenaale!" — dette var pene Smaa-Digte, skrevne i Form af Vaser, Hjerter og Kors, samt bout-rimes og Leveriim. — Høiere oppe paa Trappen sad en gammel Visekjærling med mange nye Sager, "trykte i dette Aar".
Hun solgte mig for en Spot-Priis et lille Kort over Haven og en Geographie, hvori det hele Digterland var beskrevet, der, ligesom Frankerig, var inddeelt i Departementer. — Allerede fra Toppen overskuede jeg en stor Deel as disse.
Gjennem hele Frankerig gik store Alleer af Tragoedier; men hist og her tittede ogsaa herlige, comiske Satyrer frem, og i Træernes Toppe sad Vaudevillen, som en deilig lille Fugl, der qviddrede sine naturlige, lystige Sange, himmelhøie Pyrenæer strakte sig mellem dette Land og Spaniens romantiske Digterhauge, men dog tittede Cervantes Kæmpebillede Don Quixote over den høie Fjeldtinde og hilsede Molieres ægte comiske Børne-Flok.
Jeg havde troet, at jeg var den Eneste, der var sluppen ind, og undrede mig derfor ikke lidet ved at see det hele Digterland, ja selve Templet, overalt vrimle af Mennesker; de Fleste saae desuden saa prosaiske ud, at jeg aldrig kunde begribe, hvorledes de vare slupne ind.
"O," sagde Visekjærlingen, "det er meget let at komme her ind; man tager blot Billetter hos Reitzel, Brummer, eller i den Gyldendalske Boghandel, ja man kan faae dem paa alle Leiebibliotheker; Intet er lettere, end at komme til at see det hele Digterland. "Men der er Forskjel paa at see og sees," vedblev hun, "Et er at løbe alle Værelser igjennem, et Andet at indlogere sig her for bestandig og faae den store Orden: du merito poetique; det er en Faddergave, som kun Naturen giver Barnet i Vuggen.
Altsaa behøvede jeg ikke at være krøbet i Madkurven; dog, jeg sparede jo min Mark og kom tillige ind paa en romantisk Maade; det trøstede mig. Jeg fulgte den store Masse til Hovedindgangen af Templet; overalt var der broget Selskab. Geistlige og verdslige, militaire og civile imellem hinanden. Strømmen rev mig med sig, og snart stod jeg i den lille Haugestue, som var indviet de lyriske Digte. Her sadde Horatz og Anakreon med Roser om Panden og drak skummende Falerner-Viin af de gyldne Pokaler. Rundtom i Hækkerne laae Troubadourer og qvinkelerede, og fra alle fire Verdens Hjørner strømmede der Poeter, saavel vilde, som tamme.
Ellers lagde jeg Mærke til, at mange af Tilskuerne, naar de kom derind, fik strax en poetisk Udslet og begyndte med eet at banke deres Dame paa Hjertet, i det de sang: "Luk op for den lille Petro!" — Blev Raptussen for stærk, skyndte de sig hurtig ud af Haugestuen og forsvandt bag et Stakit; jeg fulgte efter og saae dem kjøle sig af i en lille, bundløs Søe, der udgjorde det Meste af Departementet for Leiligheds-Vers, der idet Hele taget var altfor indknebet til at kunne frembringe noget virkeligt Stort. Rundt om Søen var der smaa Klipper af Aviser og andre Tidsskrifter, der ved den idelige Overskylling af Vandet vare grønne og golde. Jeg vendte snart tilbage, thi Luften var temmelig fugtig, og søgte nu, for at styrke mig, ind i Holbergs Gallerie. Men her vare ingen malede Billeder, lyslevende sadde de gode gamle Bedsteforældre her, og talede deres ærlige, ligefremme Sprog. Iøvrigt lagde jeg Mærke til, at en stor Deel af de spadserende Damer havde puttet Bomuld i Ørene og vare meget fordybede i en Bog, de læste i, for ikke at høre de Gamles Tale; jeg tittede en af disse blye Eva-Døttre over Skulderen, for at see, om det ikke var "den bedendes Kjæde", men tænk engang, det var Grecourts Skrifter, men da den var paa fransk, kunde den godt læses.
Et lille Sideværelse var indviet Skuespillene; her stod Kotzebues Portræt, bekrandset med Petersille og andre Kjøkken-Urter; Iffland, Jünger og Schröder hang temmelig i Skygge. Ellers vare alle Malerierne meget alvorlige og mørke i Forgrunden, men bagtil kom der altid en rig Nabob, en Arv, eller en Gevinst i Classelotteriet, der forenede de Elskende under et smukt Tableau.
Bifalds-Yttringer døvedes ved en stærk Hulken fra det næste Værelse; dette var indviet de følsomme Romaner. Gulvet var ganske forstenet af de mange salte Taarer her fløde. Igjennem Ruderne nød man en Udsigt i de meest romantiske Dale, man kan tænke sig. Her var en evig Aften- og Morgenrøde, der slog Spar-To til den, vi have. Hist laae Aristomenes's Hytte mellem steile Klippevægge. I det lille Vertshuus nede i Landsbyen logerede Dido og Don Pedro hos Familien von Langen. Jeg skimtede Præstegaarden ved Søen og saae Liesli spadsere med Mimeli i det Grønne. Siegwarth laae og gispede paa Marianes Grav, og Dødsengelen svævede ham over Hovedet. Ellers var der en Ting, der i Begyndelsen især undrede mig, nemlig at Cornelius Nepos og Phædrus stode øverst imellem de følsomme Romaner, men saa fik jeg siden at vide, at de med Rette vare stillede der, da de ere de to Autores, der have faaet de fleste uskyldige Taarer til at flyde. Af de Forfattere, der her for Øieblikket havde deres Middags Høide, var især Clauren; Damerne vare færdige at levere et Feldtslag, for at faae Fingre i hans Skrifter.
Det er da ogsaa Noget, man kan forstaae; Skade, at det taber saa meget ved Oversættelsen, f. Ex. de mange deilige Diminutiver, der overalt møde i Originalen, kan man nu aldrig faae, og de staae jo dog saa ganske poetisk, som et Billede paa Aanden i det Hele.
Jeg kunde ikke holde ud at være i denne Trængsel og skyndte mig derfor videre frem.
En skummel Grotte, oplyst ved en Kulild, omgav mig; det var Nat og Maaneskin; sorte Uveirs Skyer hang truende paa Himmelen, og enkelte Lyn glimtede i det Fjerne. Jeg var i Røverhistoriernes Departement. En kold Gysen foer igjennem mig, men Alonzo, "der edle Räuberhauptmann", bad mig og de øvrige Tilskuere at være uden Frygt. Rædselsfulde Ruiner og Røverhuler mødte Øiet; hist og her viste der sig ogsaa en Aand. Der var ikke et ærligt Værtshuus i den hele Egn; en gammel, hæslig, rødhaaret Værtinde med lange Knokkelfingre modtog sædvanlig de Reisende og havde nok at gjøre med at puste til den udgaaede Ild. Alt var mistænkeligt og hemmelighedsfuldt. Under Landeveiene vare Snore med Klokker, der ringede, hvergang Nogen kjørte eller red over den. Men ellers vare dog Røverne sædvanligviis de ædleste Mennesker, derimod de andre Beboere nogle sande Kjæltringer. Jeg veed ikke, hvordan det var, men med eet kom jeg til at græde med alle de Andre, men saa mærkede jeg, at de Herrer Forfattere havde, ligesom Svalerne, Rede oppe i Fjeldkløfterne og kastede os stødt Peber og spansk Tobak i Øinene; jeg skyndte mig derfor afsted igjennem "Gallerie schrecklicher Menschenschicksale", hvor jeg nær var falden over Spiess, der laae saa lang, han var, i Gangen og malede op; saaledes kom jeg ind paa det Overnaturliges Gebet. Ak! jeg sprang fra Dynen i Halmen, her saae det endnu gyseligere ud. Her herskede evig die Gespensterstunde, Klokken blev bestandig ved at slaae 12, og Stormen tudede i de gamle Kaminer. Den vilde Jæger foer hen over Bjerg og Dal og istemmede sit frygtelige "Villevau!" — Jeg saae de tolv sovende Jomfruer og talte med den lille Peter, der vilde forføre mig til at røve dem alle tolv, men jeg kjendte ham nok og spadserede derfor af ind i en Sidegang, men mærkede her en utaalelig Stank, der kom fra en stor Sal i Nærheden; det var Sygestuen, hvor især de Patienter befandt sig, der havde den af Christian Wilster omtalte Genie-Feber[1].
Her kunde jeg ikke holde det længe ud og søgte derfor tilbage til Hovedgangen, hvor jeg snart kom ind i Forsalen til de gamle classiske Digtere. Til det Indre, hvor de ægte Old-Malerier stode, maatte man have den græske og latinske Nøgle, og saaledes var det kun Indviede, der kunde komme herind; de andre Stakler maatte blive udenfor og bleve slemt narrede med Nyrnberger-Træsnit, som man gav ud for ægte, troe Copier, og dertil kom, at det Hele var saa grusomt forandret, hvor f. Ex. Digteren havde sat et deiligt Egetræ, stod her et münchhausensk Kaalblad o. s. v. Ellers lærte jeg, at det ikke er blot Skoledrengene, der mishandle en Digters Mesterværk — det faaer nu saa være, desuden faae de enten Prygl derfor eller en slet Characteer — nei, det ere ogsaa gamle Drenge her i Livet, der ganske artig forhutle en Digter og faae ovenikjøbet en god Characteer derfor. Det skar mig i mit Hjerte, og jeg ilede derfor bort og kom efter nogen Omflakken gjennem nordiske Vaabensale med oehlenschlägerske Kjæmpebilleder, hvis Hakon ikke stod tilbage for nogen af Grækenlands Mester-Værker, og igjennem Middelalderens Riddersale, hvor jeg især dvælede ved Göthes herlige Götz von Berlichingen, ind i de østerlandske Eventyr. Hvilken herlig, glimrende Sal, skjøn som Aladdins Trylleslot. Kostbare Tapeter med Historier af Tusind og een Nat hængte paa Væggene. Her saae man Harun El-Raschid i Selskab med de tre Calendere og Drageren; der vare alle Sindbads Reiser levende afbildede; hist stod Aladdin med Lampen, og her trak Fiskeren Skrinet op af Havet. Midt i Salen hang den talende Fugl, og nedenfor stod det syngende Træ, der lokkede alle Fuglene til sig. Hvilken deilig Hauge var der ikke udenfor! — Paa Træerne voxede Carfunkler og Rubiner, og Blomsterbedene funklede af Diamanter, Topaser og Saphirer. Langt ude laae den dybe, mørke Skov med sine Rædsler. I de øde Ruiner sadde Skovtroldene, som deilige Qvinder, og lokkede hver Prinds, der foer vild paa Jagten, til sig, for at de siden kunde æde ham. Jeg skimtede Magnetklipperne, det trække Skibe til sig, og saae Fuglen Roc svinge sig med en Elephant i Kløerne hen over Diamantdalen, hvor Kjøbmændene narrede Gribbene til at bringe dem de kostbare Skatte.
Mægtige Elementaraander strede mod hverandre og grebe ind i Menneskelivet. Med stærke, levende Farver stod det Lystige ved Siden af det Alvorlige og Gyselige og udgjorde et stort, harmonisk Heelt. Levende saae jeg nu Alt for mig, som første Gang jeg læste Scherezades deilige Eventyr.
Men med eet brast de brogede Tapeter med alle Billederne; jeg befandt mig i en uendelig stor Sal, ikke med Malerier, men med lyslevende Aander og Mennesker omkring mig. Fire mægtige Fyrster sadde med Tryllestave i Salens fire Hjørner og fremkoglede de herligste Syner. Alt, hvad jeg nys havde seet, stod mig nu kun som deiligt glimrende Legetøi; her var Liv og Aand, Spøg og Alvor, den dybeste Tankefylde forenet med den herligste Phantasie. Til Høire sad Aristophanes som mægtig Gigant med Frøerne ved sin Fodskammel og med sin Pande i Skyerne, Jeg kjendte Aandernes store Konge paa den høihvælvede Pande og det dybe Blik. Det var Shakspeare; en uendelig Skare med Oberon og Titania i Spidsen ombølgede ham. Den lille, lystige Puk gjorde tusinde Løier og Fru Mab jog afsted i sit nysselige, lilleputianske Kjøretøi, medens Cannibal sov ved den tømte Flaske.
I Salens tredie Hjørne sad Cervantes med Don Quixote paa høire Side og den komiske Sancho Pansa til venstre; men jeg fik ikke Tid at see den hele Herlighed; den gode Kapelmester Kreisler dreiede mig om mod Salens fjerde Hjørne, hvor jeg saae Serapions Brüder om den fyrstelige Throne. Med store, dristige Omrids traadte en mozartsk Don Juans Billede frem mellem de herlige "Phantasie-Stücke"; klein Zackes sprang i lystige Dandse med Prindsesse Brambilla, og Kater Muur trykkede Miesmies Pote til sit bankende Hjerte.
Nærmest Shakspeare sad paa høire Side Tieck med sin gestiefelter Kater og Prinds Zerbino, paa venstre Gozzi under sit glimrende Trylletræ med de tre Pomerantser, Ravnen i Toppen og den lystige Tiggerklub Under de grønne Grene.
Mægtige Harpetoner brusede hen over mig; jeg saae i Veiret, intet Loft hvilede der oppe; nei Guds Himmel hvælvede sig der med sine utallige Stjerner i det rene Dunkelblaae; lette Skyer med jublende Engle seilede igjennem det store Luftrum og sang til de gyldne Harper. Da saae jeg tæt ved mig en deilig Dreng i phantastisk Dragt og med store brogede Sommerfugle-Vinger; fortrolig greb han mig ved Haanden og nynnede Sange fra den kjære Barndomstid, da var det, som vaagnede jeg op af en lang, tung Drøm, mit Hjerte smeltede hen i en unævnelig, sød Veemod. Jeg følte mig atter Barn igjen; Alt smilede mig i den lykkelige Barnehimmel med Kjærlighed imøde. Den Lille tog mig i sine Arme, store Vinger voxede mig ud af Ryggen, og i lystige Lege fløi vi op mod Guds deilige Himmel. Skyerne formede sig til glimrende Luftslotte, der seilede omkring os, og dybt nede laae den hele Verden med alle sine underlige Eventyr. Paa de store, tangklædte Stene ved Stranden sadde Havfruer og sang med Sivkrandse i Haaret, paa Høiene dandsede Elverpigerne i Maaneskin, og i de dybe, mørke Skove koglede Hexene ved det røde, flammende Baal, men os kunde de ikke naae; thi høit oppe sad den gode Gud med alle de fromme Engle-Børn og vinkede os ind i den deilige Himmel. Dristig bestege vi Regnbuen, løb op ad den brogede, luftige Bro, ind i Guds store, herlige Himmel. —
— — "Fik jeg Dig der, Sønneke!" skreg en raa, qvindelig Stemme bag ved mig og loe, saa det gav Echo omkring mig; jeg vilde dreie mig om, men .... ja kjære Læser, Du kan neppe blive saa overrasket, som jeg; aldrig havde jeg drømt, at Knuden saaledes skulde løses.
Et stort Fuglenæt blev kastet mig over Hovedet, saa Brillerne styrtede mig af Næsen, og med dem, som jeg dog greb i Flugten, styrtede ogsaa min hele Herlighed. Alt omkring mig var forsvundet, jeg saae kun det nøgne sneedækte Amager omkring mig; Fuglenættet blev trukket tættere og tættere om mig, og før jeg ret kunde komme til mig selv, mærkede jeg, at jeg sad i et Fuglebuur.
- ↑ See Nye Hygæa af Dr. Otto.