Folkebevægelsen mod EU m.fl. mod Statsminister Poul Nyrup Rasmussen: Højesterets dom af 29. november 2001

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: navigering, søg






UDSKRIFT AF HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALG'S DOMBOG I BORGERLIGE SAGER

DOM

afsagt af Højesteret torsdag den 29. november 2001 i sag

501/2000

1. Folkebevægelsen mod EU,
2. Nicolas Fischer,
3. Drude Dahlerup,
4. Henning Gottlieb og
5. Jens Borking
(advokat Henrik Viltoft, e.o.) og
6. Ole Krarup (selv)


mod

statsminister Poul Nyrup Rasmussen
(kammeradvokaten ved advokat K. Hagel-Sørensen)

og

502/2000

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen
(kammeradvokaten ved advokat K. Hagel-Sørensen)

mod


Folkebevægelsen mod EU
(advokat Henrik Viltoft, e.o.)


Den påkærede kendelse er afsagt af Østre Landsrets 3. afdeling den 14. september 2000.

Folkebevægelsen mod EU, Nicolas Fischer, Drude Dahlerup, Henning Gottlieb, Jens Borking og Ole Krarup har principalt gentaget påstanden om, at de for landsretten nedlagte påstande fremmes til behandling i realiteten for alle sagsøgerne, subsidiært at påstandene fremmes for nogle af sagsøgerne. Mest subsidiært påstås stadfæstelse.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen har gentaget sin påstand om afvisning.

Østre Landsrets 3. afdeling har henholdt sig til afgørelsen.

I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Hornslet, Wendler Pedersen, Per Sørensen, Per Walsøe, Børge Dahl, Poul Søgaard og Jytte Scharling.

Kæremålet har været forhandlet mundtligt.

Højesterets bemærkninger.

Seks dommere - Hornslet, Wendler Pedersen, Per Sørensen, Børge Dahl, Poul Søgaard og Jytte Scharling - udtaler:

Sagsøgernes påstand 1 retter sig mod en regeringsbeslutning af 19. august 1997, således som denne er beskrevet i skrivelsen af 17. september 1997 fra Erhvervsministeriets departementschef, og påstanden angår beslutningen om at iværksætte de aktiviteter, der omhandles i skrivelsen. Som gengivet i landsrettens kendelse omhandler skrivelsen en række forskelligartede initiativer, hvoraf statsministeren angives at have lagt op til nogle, mens andre fremstår som Erhvervsministeriets udmøntning af, hvordan den angivne beslutning skal gennemføres på ministeriets område. Påstanden går ud på, at det har været "uberettiget" at iværksætte disse aktiviteter. Det fremgår af skrivelsen bl.a., at erhvervsministeren skulle "spille en aktiv rolle i debatten op til afstemningen om Amsterdam-traktaten" og "arbejde for et ja", at der til understøttelse heraf skulle etableres en administrativ "task force", som kunne reagere på "negative historier og meldinger om EU" for at undgå et forløb som i "skiltesagen", at der "generelt" skulle "gøres en aktiv indsats for at informere om det bredere perspektiv med EU-samarbejdet", at Erhvervsministeriet skulle "styrke den løbende generelle information om EU-samarbejdet og perspektiverne her-med", og at alle artikler, interviews, taler m.v. vedrørende EU løbende skulle lægges ind på Erhvervsministeriets hjemmeside.

Der er i sig selv intet uberettiget i, at regeringen og dens enkelte ministre arbejder for vedtagelse af et lovforslag ved en folkeafstemning eller sørger for at informere om EU-samarbejdets bredere perspektiv og i den forbindelse bistås af embedsapparatet. Det beror på den nærmere, konkrete udførelse af sådanne aktiviteter, om grænserne herfor måtte være krænket. Uanset hvilke retlige grænser der gælder for regeringens og den enkelte ministers anvendelse af embedsapparatet og information om spørgsmål med relation til EU, finder vi, at en domstolsprøvelse af en så generelt og ubestemt udformet påstand som påstand 1 er udelukket. Vi stemmer derfor for at afvise sagen vedrørende denne påstand fra domstolene.

Sagsøgernes påstand 2 angår information om de forhold, der indgik i afstemningstemaerne for folkeafstemningerne om henholdsvis Amsterdam-traktaten og Danmarks deltagelse i den fælles valuta. Sagsøgerne søger med påstanden at opnå dom for, at der er sket overtrædelse af en pligt til at "tilvejebringe og formidle korrekt og dækkende information" om disse forhold.

Vi finder ligeledes, at en domstolsprøvelse af, om der er sket overtrædelse af de pligter, der påhviler regeringen vedrørende information i forbindelse med folkeafstemninger, i hvert fald forudsætter en konkretisering af de forhold, som udgør den påståede overtrædelse. Vi tiltræder derfor, at sagen vedrørende sagsøgernes påstand 2 er afvist fra domstolene.

Uanset den interesse, Folkebevægelsen mod EU har i en afklaring af de retlige grænser for regeringens og den enkelte ministers anvendelse af embedsapparatet og for udformningen af informationsmateriale m.v. i forbindelse med folkeafstemninger vedrørende EU, stemmer vi herefter for at afvise sagen i sin helhed fra domstolene.

Dommer Per Walsøe udtaler:

Vedrørende påstand 1.

Som anført af landsretten vedrører denne påstand den i Erhvervsministeriets skrivelse af 17. september 1997 refererede regeringsbeslutning, hvorefter der i hvert ministerium op til afstemningen om Amsterdam-traktaten skulle etableres en "task force", der kunne reagere på negative historier og meldinger om EU, og hvorefter der generelt skulle gøres en aktiv indsats for at informere om det bredere perspektiv med EU-samarbejdet.

Berettigelsen af regeringsbeslutningen af 19. august 1997 - der af Erhvervsministeriets departementschef for hans ministeriums vedkommende udmøntedes i brevet af 17. september 1997 - er efter min opfattelse egnet til at blive underkastet domstolsprøvelse, jf. grundlovens § 63, idet der, som også anført af flertallet, gælder retlige grænser for embedsmændenes bistand i forbindelse med ministrenes argumentation og oplysning op til en sådan folkeafstemning.

Disse retlige grænser må efter min opfattelse antages at have til formål at sikre, at ministeriernes information til borgerne bliver sandfærdig, fagligt korrekt og partipolitisk neutral. Dette udelukker imidlertid ikke, at embedsmændene samtidig kan have pligt til at arbejde positivt for, at regeringens lovforslag vedtages. Folkebevægelsen mod EU er en organisation, som med betydelig opbakning i befolkningen er anerkendt som repræsentant for en almen interesse, og som modtager statslige midler til oplysning om EU-spørgsmål. Det er således bl.a. bevægelsens formål og funktion at deltage i debatten og medvirke til, at den bliver nuanceret og informativ. Hertil kan høre at arbejde for, at regeringens informationer til befolkningen tilvejebringes på en korrekt måde. Jeg finder på denne baggrund, at Folkebevægelsen har fornøden retlig interesse i at føre denne sag.

Jeg finder, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at denne påstand efter dens udformning eller af andre grunde er uegnet til at blive taget under påkendelse i realiteten.

De øvrige sagsøgere har efter min opfattelse ikke en sådan retlig interesse, og da de heller ikke på andet grundlag kan tillægges søgsmålskompetence, tiltræder også jeg landsrettens afgørelse om, at sagen afvises for disses vedkommende i relation til denne påstand.

Jeg stemmer herefter for at stadfæste landsrettens kendelse vedrørende påstand 1.

Vedrørende påstand 2.

Af de grunde, der er anført af landsretten, kan jeg tiltræde, at påstanden ikke har en sådan bestemthed, at den kan undergives realitetsbehandling, hvorfor jeg også vedrørende denne påstand stemmer for at stadfæste kendelsen.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Thi kendes for ret:

Sagen afvises fra landsretten.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsret eller Højesteret til nogen anden part eller til statskassen.

--ooOoo--

Udskriftens rigtighed bekræftes.
Højesteret, den 29. november 2001.

PD-icon.svg Denne tekst er ikke beskyttet af ophavsret, da §9 i den danske lov om ophavsret siger, at love, administrative forskrifter, retsafgørelser og lignende offentlige aktstykker ikke er genstand for ophavsret. Dette gælder ikke for værker, der fremtræder som selvstændige bidrag til offentlige aktstykker, og dermed generelt ikke for for eksempel illustrationer.