Folkekalender for Danmark 1854

Wager so Tycho Brase Folkekalender for Danmark. 1854. Tredie Aargang. Kjøbenhavn. G. G. Lose & Delbanco og E. G. Iversen. Digitaliseret af Claus Rønley Thieles Bogtrykkeri. Indhold. Uytaars-Onske, af N. F. S. Grundtvig Kalender-Aphorismer, Vers") &c, samlede af Erik Bøgh Genealogie. a. Det danske Kongehuus Pag. b. Udenlandske Regenter Det Kongelige Geheime Statsraad Ministerierne Med Tycho Brahes Portrait, af T-t. Ved Sundet, en Skizze af A. T. Ved min Tilbagekomft til Norge i Aaret 1851, af G. Hauch Adelersborg, af Tyge Becker To Jomfruer, af H. G. Andersen Gustav Adolphs Statue. En Sommerleilighed paa Fredensborg, af F. L. Hoedt. Synsmandens Pibe, af Dr. H. Monstranshuset i Haraldsted Kirke, af 3. J. A. Worsaae. 5 6 18 19 21 22 25 30 39 . . 41 57 59 61 65 76

• ) Det nederste Vers i hver Maaned er taget af Universitets Almanakken

fra 1654 det første ar, i hvilket Almanakken blev poetisk. Pag. Jens Adolf Jerichau og Elisabeth Jerichau, fodt Baumann, af H. G. Andersen. 80 Dishleyfaaret, af H. Bagge 91 Frihedslyft, af G. Hauch 96 Silkeborg, af H. G. Andersen 97 Barlows Symaskine. 106 Birken 108 Konstig fiskeavl, af Jul. Hellmann. 111 Werner Hans Frederik Abrahamson Læssoc, af G. Ploug 118 Bistestenen, et Sagn fra Moen, af Ghr. Winther 122 Ole Pedersen Smed, af Erik Begh 142 Nytaars-Ouske. Fra det Dybe maa opstige Ønsket, som er ret værd, Fra det haie Himmerige Dale huad vi saune her. Gid da gamle Danmarks Rige, Trods vor Soursalighed, Og trods alle Cyrkekrige, Frit opblomstre maa i Fred! Gid huer Landfar-sat tillige, ldenfor og indentil, Maa fra vore Grændser vige, Ander Livets Klokkespil! Gid i Grauen maa nedstige Al den gamle Asselhed, Nyt og Godt paa Jorderige Binde Liu og Lys derved! Gid saa fra de Dades Rige, Om end Midnats-Hanen gael, Gienfærd aldrig meer opstige, Mens for Oine vi har Sol! I. f. S. Grundtvig. S. 1. M. 2. T. 3. D. 4. T. 5. F. 6. L 7. S. 8. M. 9. 2. 10. D. 11. Januar. Prognofticon. vab bringer vel det nye Aar? Kun Folgerne fra gamle Dage! Du stimter, hvad der forestaaer, Saafremt Du feer Dig ret tilbage. 2. 12. 13. 2. 14. S. 15. M. 16. T. 17. D. 18. T. 19. . 20. 2. 21. S. 22. M. 23. T. 24. D. 25. T. 26. F. 27. 2. 28. S. 29. M. 30. T. 31. "Jeg maa idag have de ti Daler, Du skylder mig - i disse knappe Tider have rede Penge dobbelt Bærdi". - "Det har de. Her er en Fembalerfeddel-faa er min Gjæld betalt!" Frost oc Kuld fører jeg dig med, Thi saa at helse er min sed. Aareladen er nu ey god, Det er mit Raad beholt dit Blod. D. 1. T. 2. Februar. Bagefter. agefter forstaae vi Alting saa godt, Kunde vi gjøre det to Gange blot; Men funde vi det, er jeg næsten bange: Vi ønsked at gjøre det trende Gange. F. 3. 2. 4. S. 5. M. 6. 2. 7. D. 8. 2. 9. F. 10. 2. 11. S. 12. M. 13. T. 14. D. 15. 2. 16. F. 17. 2. 18. S. 19. M. 20. T. 21. D. 22. T. 23. . 24. 2. 25. S. 26. M. 27. T. 28. Saaledes feer Du, min pige, at der er meget at fige mod borgerlige Giftermaal. Ja Onkel jeg foretrækker ogfaa de militaire. Der gives Beger, der kun tjene til Oplysning, naar de anvendes til at polere Vinduer med. Februarius kaldis jeg den blide, Frost oc Kuld maat du dog lide. Dit Blod maat du nu lidet lade, Om Fieber ey skal ofvr dig raade. D. 1. T. 2. F. 3. 2. 4. S. 5. M. 6. T. 7. D. 8. T. 9. F. 10. Marts. Lidet kan gjøre det! are et Sandsforn, et Stovgran i Diet Strar er den fmuffeste Udsigt spoleret! Bare lidt Dumhed-strax er man befoiet Til at bebomme Alverden forfeert. 2. 11. S. 12. M. 13. T. 14. D. 15. T. 16. F. 17. 2. 18. S. 19. M. 20. T. 21. D. 22. T. 23. F. 24. 2. 25. S. 26. M. 27. T. 28. D. 29. T. 30. F. 31. Dyrtiden. En gammel Kone tom for nylig til en Lysesteber, og da hun forundret spurgte, hvorfor der nu ogfaa var lagt paa Lysene, svarede Svenden: "Jo Moer, det er paa Grund af Krigen imellem Rusland og Tyrkiet". "Na, Herregud", udbrød Konen, "ja de maae vel fagtens bruge mange Lys, naar de skal slaaes i disse korte Dage!" Strotanker. Kjærlighed er en Datter af Agtelse - det er rime ligt nok, at Datteren overlever fin Moder. Bor Stjæbne udvikles af os selv ligesom Skyerne udvikles af Jorden. Jeg kaldis Thor med det brede Skæg, Born pleyer jeg at lode til Væg. Lægdom, Laden, oc Djn til maade Brug, varm Spise, den kand dig baade. 2. 1. S. 2. M. 3. April. Forgjæves. tands Lykfejæger din Galop! Jeg forudsiger Dig med Vished: Du løber aldrig Lyffen op, Men lober blot fra Din Tilfredshed. 2. 4. D. 5. T. 6. F. 7. 2. 8. S. 9. M. 10. T. 11. D. 12. . 13. &. 14. 2. 15 S. 16. M. 17. T. 18. D. 19. T. 20. F. 21. 2. 22. S. 23. M. 24. T. 25. D. 26. T. 27. F. 28. 2. 29. S. 30. Vor Herres Dommer! To Haandværksvende vandrede sammen i en smuk Egn. "Det er bog mærkværdigt", sagde den Ene, "at vor Herre kunde slabe Verden i fer Dage". "Ja, men Ar beidet er ogsaa derefter", indvendte den Anden, der var Muursvend, idet han pegede hen paa en forfalden Smedie. Strotanker. Pedanteri tyder paa ringe Begreb; thi Ingen er faa pedantist som en Rolling paa to Aar. For at bringe Ligevægt i Menneskenes Lyffe, har Forsynet givet den Nige Frygt for at blive fattig og den Fattige Haab om at blive rig. Endog jeg kommer ustadig oc kold, Dog for jeg Loff oc Græs mangefold, Du maat purgere oc lade frit, Saa blifver du mangen en Svaghed qvit. M. 1. T. 2. D. 3. 2. 4. F. 5. 2. 6. S. 7. M. 8. T. 9. D. 10. 2. 11. F. 12. 2. 13. S. 14. M. 15. T. 16. D. 17. T. 18. Mai. Hovmod. m Stormænds Hovmod skraaler En og Hver- Af fjære Smaafolk! Naar I bare lover, At I vil aldrig krybe for dem meer, Saa sværger jeg, at den skal snart gaae over. F. 19. 2. 20. S. 21. M. 22. T. 23. D. 24. T. 25. F. 26. 2. 27. S. 28. Geneer Dem inte, Hr. Etatsraad! Behold kun Hatten paa. Den Flittige har 7 Gange i hver Uge "idag", den Dovne 7 Gange "imorgen". Af Blomster oc Loff har jeg det nafn Som komme mensken oc qveg til gafn. Narelad, bad, ad grønne Urter, Forandre Luften, thi det fructer. M. 29. T. 30. D. 31. T. 1. F. 2. 2. 3. S. 4. M. 5. T. 6. D. 7. T. 8. F. 9. 2. 10. S. 11. M. 12. . 13. D. 14. . 15. Juni. Den fattigste. attig er den, der har mistet fin Ven- Gi Nogen hans Tab har veiet; Men ti ja tusindfold fattig er den, Der aldrig en Ven har eiet. F. 16. g. 17. S. 18. M. 19. T. 20. D. 21. T. 22. 8. 23. 2. 24. S. 25. M. 26. T. 27. D. 28 T. 29. F. 30. Siig mig hr. Doctor: Gives der noget Præfervativ imod Smitten? Tag Dem en Snaps Cognac, og bad Dem i den. Talentet danner sig i Stilhed, men Charakteren fun i Verdens Strom. Jeg forer Sommer oc Flaren Sky, Affilaa det Ho, oc for til By. Maadelig maat du lade oc bade, Thi Lufften gier nu det ved skade. L. 1. S. 2. M. 3. Z. 4. D. 5. T. 6. F. 7. 2. 8. S. 9. M. 10. T. 11. D. 12. 2. 13. F. 14. 2. 15. S. 16. M. 17. Juli. Den Riges Troft. m Rigdommens Aag er besværlig at bære, Nu vel: Man kan blive det qvit i en Haft! Men Armodens Byrder ere not faa ſvære, Og hvad der er værre: De hænge faa fast! Om Forladelse! For en Sneeb ar fiden kom en ung gorpagter, der imod Tidens Sædvane bar Knebelsbarter, ind paa et Bartshuus i en Provindsby. Opvartningspigen titulerede ham, "Hr. Lieutenant", hvilket vakte faamegen Forargelse hos tvende Officerer, der fab ved Middagsbordet, saa at de hovmodigen bebreidede ham, at han bar dette Krigerens Attribut. "Om Forladelfe", svarede Forvalteren høfligt, "jeg har kun været her to Gange før i mit Liv og spiist paa Erebit, og at Pigen nu kalder mig hr. Lieutenant, det er ikke min Skyld". T. 18. D. 19. T. 20. F. 21. 2. 22. S. 23. M. 24. T. 25. D. 26. T. 27. F. 28. 2. 29. S. 30. M. 31. Strotanke. Hæder er en god Medicin, men et skadeligt Næ ringemittel. Nu mejer jeg Rugen, ager hjem mit 50, Oc det som vaat er, mon jeg strø. Hundedagene gaa nu an med mact, Thi gifver jeg paa min sundhed act. 2. 1. D. 2. August. I. 3. F. 4. 2. 5. S. 6. Taalmod. Sygdom, Sorg og Moie Er Taalmod Mandens Pryd, Men skal man Uret deie Er Taalmod Trælledvd. M. 7. T. 8. D. 9. T. 10. .11. 2. 12. S. 13. M. 14. . 15. D. 16. T. 17. F. 18. 2. 19. Frøkenen. gaaer jo en allesammen! Ved Gadekjæret. Nu har jeg aldrig feet faa galt! Der one, hvis Unger ere blevne til Ellinger Forvalteren. Ja lille Freken, faabant Noget er faa almindeligt herude paa Landet. Derovre boer en Jorde moder, og begge hendes Bern ere blevne til Grovfmede. S. 20. M. 21. T. 22. D. 23. T. 24. F. 25. 2. 26. S. 27. M. 28. T. 29. Strotanker. Bærst af alle Perioder er den, hvori man skammer fig ved at være lille, og endnu ikke er bleven stor. At begynde en Gjerning i Vrede, er at gaae tilses i Storm. Tu meyer jeg aff det hvide Biug, Seer flittig til jeg blife ey fiug. Jeg bruger beest oc bitter Mad, Skyr Middags sofn, bad oc Aarlad. D. 30. T. 31. F. 1. September. 2. 2. S. 3. M. 4. T. 5. D. 6. T. 7. F. 8. 2. 9. S. 10. M. 11. T. 12. D. 13. T. 14. F. 15. 2. 16. S. 17. M. 18. T. 19. D. 20. T. 21. F. 22. 2. 23. Heften. S. 24. M. 25. T. 26. D. 27. T. 28. F. 29. 2. 30. Soleklart. eg studsede den første Gang, Jeg Præsten hørte sige, At ingen Riig fan fomme ind 3 Himmeriges Nige; Men Sagen er jo foleklar - Gi til Beviis den trænger, Thi naar man først er død, saa har Man ei en Stilling længer. Farlige Felger af Dyrtiden: Kusten veier mere end Nu skal Bonden fit Korn udterske, Fiskerne fange Fiske ferske. Purgeer, bad, oc Aarelad, Ad oc drick, gier dig saa glad. S. 1. October. M. 2. 2. 3. D. 4. 2. 5. F. 6. 2. 7. S. 8. Slemme Tegn. aar Manden scent og tidligt har den Vane, At tale om sin Helbreder den franf. Og fører Qvinden tibt fin Dyb paa Bane, Har denne ogsaa gjerne en Skavank. M. 9. I. 10. D. 11. T. 12. F. 13. 2. 14. S. 15. M. 16. T. 17. D. 18. T. 19. F. 20. 2. 21. S. 22. M. 23. T. 24. D. 25. T. 26. F. 27. 2. 28. S. 29. Du skulde heller ladet Mufen løbe, Jens! De Ghrifine heitideligholde Søndagen - Grækerne (og Haandværksfvendene) Mandagen Perferne Tirsdagen Afyrerne Onsdagen - Egypterne Torsdagen Tyrkerne Fredagen og Jederne Loverdagen. Nu skal mand ploje, Vinter Rug saa Legomet purgeer, lad Naren slaa, Kulden fast nu hid mon stride, Stuven varm kand mand vel lide. M. 30. T. 31. D. 1. T. 2. F. 3. 2. 4. S. 5. M. 6. . 7. D. 8. November. Krig og Fred. en Krig, der fun feres for Freden, den kjære, Tilraades af Mandom og Klogskab og Gre. Den Fred, der fun forer til fremtidig Krig, Tilraades af Feighed og Dumhed og Svig. T. 9. . 10. 2. 11. S. 12. M. 13. T. 14. D. 15. T. 16. F. 17. Lige for Lige! En Rigsbagsmand bebreidede en Gollega, at han endnu ikke en eneste Gang havde aabnet fin Mund i Thinget: "Om Forladelse", svarede den Anden, "ligefaa ofte som De! Hvergang De talte, har jeg maattet gabe!" 2. 18. S. 19. M. 20. Strotanker. Det er forbi med Taknemligheden, naar man bes gynder at veie Velgjerninger istedetfor at tælle dem. Ubetænksomhed begaaer de fleste Daarskaber, men. Angstlighed de største. T. 21. D. 22. T. 23. F. 24. 2. 25. S. 26. M. 27. Uden du trenger, sky Laden oc Bad, Dig tiener nu best den varme Mad, Sky Lyft, Drudenskab, oc det som kand kole, Om Du Catharr oe Flod ey vilt føle. T. 28. D. 29. T. 30. F. 1. 2. 2. S. 3. M. 4. T. 5. D. 6. 2. 7. F. 8. 2. 9. S. 10. M. 11. T. 12. D. 13. December. Straf. m Straffens Haand ei altid traf Enhver, som Straf fortjente, Saa er det allerede Straf At have Straf ivente. Forskjel og Fighed. "Der er den ftore Forstjel paa vor Birksomhed" - fagde en velforferget Hofpoet til en fattig Digter - "at De maa arbeide for Penge, medens jeg kun skriver for Eren."-"Denne Forfiel er igrunden en Lighed" - svas rebe Digteren, "thi faaletes ftrabe vi jo begge efter det. vi favne." . 14. F. 15. 2. 16. S. 17. M. 18. 2. 19. D. 20. T. 21. F. 22. 2. 23. S. 24. M. 25. T. 26. D. 27. T. 28. F. 29. 2. 30. S. 31. Strotanker. Felelserne ere som Stjernerne, de lede os fun, naar Himlen er flar; men Ferstanden er som Gom passet, der ogsaa gjennem Werket viser os den rette Vei. Man glemmer den ene Ulyffe over den anden - derfor er det ret godt, at en Ulyffe sjelden kommer alene. De korte Dage nu fører jeg med mig, For Frost oc Kuld nu vocte dig, Du slacte til Juel en Ore feed, Oc tacke saa Gud for sin Godhed. 2 Genealogi. Det danske Kongehuus. Kong Frederik VII. til Danmark, de Venders og Gothers. Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg. føb d. 6 October 1808, fuccederede d. 20 Januar 1848. Faders Enke: Enfedronning Caroline Amalie, Prindsesse af Slesvig-Holsteen - Son derborg-Augustenborg, fed d. 28 Juni 1796, formalet d. 22 Mai 1815, Enfe efter Kong Christian VIII. fiden d. 20 Jan. 1848. Faders Sødskende: I. Louise Charlotte, fed d. 30 October 1789, form. 10 Novbr. 1810 med Wilhelm, Landgreve og Prinds af Hessen-Gassel, f. d. 24 Decbr. 1787. Born: Marie Louise Charlotte, f. d. 9 Mai 1814. form. d. 11 Septbr. 1832 med Friederich August, Prinds af Anhalt-Dessau. Louise (see nedenfor). Friedrich Wilhelm Adolph Georg, fed d. 26 Novbr. 1820, formælet d. 27 Mai 1853 med Marie Anna Friederike, Prind sesse af Preussen, fed 17 Mai 1836. Auguste Sophie Fred. Marie Gar. Juliane, fed d. 30 Octbr. 1823. II. Arveprinde Frederik Ferdinand, fod d. 22 Novbr. 1792, form. d. 1 August 1829 med Garoline, Prindsesse af Danmark. Bedstefabers Brodersens Dottre. Caroline, fob ben 28 October 1793, f. m. Arvep. Fred. Ferdinand. Wilhelmine Marie, fed den 18 Januar 1808, form. den 19 Mai 1838 med Garl, Hertug af Slesvig-Holsteen-Sonderborg- Glücksborg, fød d. 30 Septbr. 1813, fucc. 17 Febr. 1831. Ifølge Lov af 31 Juli 1853 blev til Thronfølger udnævnt: Christian, Prinds til Danmark, fed d. 8 April 1818, form. den 26 Mai 1842 med Hds Heihed Louise Wilh. Fred. Gar. Aug. Julie, Prind sesse af Hessen-Cassel, fed d. 7 September 1817, Born: Christian Frederik Wilhelm Garl (fed d. 3 Juni 1843.) Alerandra Garoline Marie Gharlotte Louise Julie (fød d. 1 Decbr. 1844.) Christian Wilh. Ferd. Adolph Georg (fed d. 24 Decbr. 1845.) Marie Sophie Frederikke Dagmar (fod d. 26 Nvbr. 1847.) En Prindsesse (feb d. 29 Sept. 1853). Udenlandske Regenter. Unhalt Bernburg. Hertug: lerander Kart, f. 2. marts 1805, reg. f. 24. Marts 1834, gift 30. Oct. 1834 med Frederike Karol. Juliane af Slesv. Holft. - Gludéborg, f. 9. Oct. 1811. Anhalt Dessau. Hertug: Leopold Friederich, f. 1. Oct. 1794, reg. f. 9. Aug. 1817. Leopold Friderich Franz Nicolaus, Arvehertug, f. 29. April 1881. Baben. Regent: Prinds Friederich Wilhelm Ludvig. f. 9. Sept. 1826, reg. f. 24. April 1852. Baiern. Konge: Marimilian 11. Joseph, f. 28. Nov. 1811, reg. f. 21. Marts 1848, 8. 12. Oct. 18.2 m. Prindsesse Marie af Preussen. - Kronprinds Ludvig, f. 25. Aug. 1845. Belgien. Konge: Leopold 1. Georg Chrift. Fried., f. 16. Dec. 1790, reg. f. 21. Juli 1831. Leopold Ludvig Philipp Maria Victor, Kron - prinds, Hertug af Brabant, f. 9. April 1835. Brasilien. Kaifer: Don Pedro 11., f. 2. Dec. 1825. reg. f. 7. April 1831, g. 4. Sept. 1848 med Prindsesse Therese af Neapel, f. 14. Marts 1822. Don Pedro Alphonfo. Kronprinds, f. 19. Juli 1848. Brunsvig. Hertug: Aug. Ludvig Wilhelm Marim. Fried., f. 25. April 1806, reg. f. 25. April 1831. England, f. Storbritanien. Frankrig. Kaifer: Napoleon III Ludv. Earl, f. 20. April 1803, reg. f. 2. Dec. 1852, g. 30 Januar 1853 m. Eugenie de Montijo, Grevinde af Theba. Grækenland. Konge: Otto 1., f. 7. Juni 1815, reg. selvft. f. 1. Juni 1835, g. 22. Nov. 1836 m. Amalie, Prindfesſe af polft. Dldenborg. Hannover. Konge: Georg V. Friederich Alerander Earl Ernst August, f. 27. Mai 1819. reg. 18. Nov. 1851, g. m. Marie af Sachsen-Altenburg f. 14. April 1818. Kronprinds Ernst, f. 21. Sept. 1845. Hessen-Casfel. Kurfyrste: Friedrich Wilhelm 1., f. 20. Aug. 1802. reg. f. 20. Nov. 1847, g. m. Gertrude, Grevinde af Schaumburg, f. 18. Mai 1806. Hessen Darmstadt. Storbertug: Ludvig III., f. 6. Juni 1806, reg. f. 16. Juni 1848, g. 26. Sep. 1833 med Mathilde af Baiern, f. 30. Aug. 1813. Holsteen-Oldenborg. Storhertug: Nicolaus Fried. Peter, f. 8. Juli 1827, reg. f. 22. Febr. 1853, g. 10. Febr. 1852 m. Elifabeth af Sachsen- Altenburg. Arveftorhertug Friedrich Auguft f. 16. Nov. 1852. Kirkestaten. Pave: Pius IX. (Job. Maria Greve af Maftai-Ferretti). f. 13. Mai 1792. valgt 16. Juni 1846. Mecklenborg-Schwerin. Storhertug: Friedrich Franz. f. 28. Febr. 1823, reg. f. 7. Marts 1842. Friedrich, Arvestorh. f. 19. Marts 1851, Mecklenborg-Strelis. Storhertug: Georg Fried. Karl Jof., f. 12. Aug. 1779, reg. f. 6. Nov. 1816. Friedrich, Arvestorh., f. 17. Oct 1819. - Modena. Hertug: Franz V. Ferd. Geminian, f. 1 Juni 1819, reg. f. 21. Jan. 1846. Nassau. Hertug: Adolph Wilh. Karl Aug. Fried., f. 24. Juli 1817, reg. f. 20. Aug. 1839, g. 23 April 1851 med Adelheid af Anhalt-Dessau. Neapel, f. Sicilien. Nederlandene. Konge: Wilhelm III. Alexander, f. 19. Feb. 1817, reg. f. 17. Marts 1849, g. 18. Juni 1839 m. Sophie af Würtemberg. Kronprinds Wilhelm, Prinds af Oranien, f. 4. Sept. 1840. Nordamerikanste griftater. Prafident: General Franklin Pierce f. 23. Nov. 1804, valgt 2. Nov. 1852. Parma og Piacenza. Hertug: Karl III.. f. 14. Jan. 1823, reg. f. 24 Marts 1849. Robert Karl, Arveprind6, f. 9. Juli 1848. - Portugal. Dronning: Donna Maria II. da Gloria, f. 4. April 1819, 9. 9. April 1836 m. Ferdinand, Prinds af Sachfen-Coburg, f. 29. Oct. 1816, nu Konge af Portugal. Kronprinds Pedro de Alcantara, f. 16. Sept. 1887. Preussen. Konge: Friedrich Wilhelm IV., f. 15. Oct. 1795, reg. f. 7. Juni 1840, g. 29. Nov. 1823 m. Elifabeth, Prindsesse af Baiern, f. 13. Nov. 1801. Rusland. Kaifer: Nicolaus 1., f. 6. Juli 1796, reg. f. 1. Dec. 1825 fom Kaifer af Rusland og Konge af Polen, g. 13. Juli 1817 m. Alexandra Feodorowna, forben Charlotte. Sefter til Kongen af Preussen. Tronfølger Alerander, f. 29. April 1818, g. 28. April 1841 m. Marie Uler. af Hessen - Darmstadt. Sachsen. Konge: Friedrich Auguft. f. 18. Mai 1797, reg. f. 6. Juni 1836, g. 24. April 1833 m. Marie af Baiern. Sachsen Weimar Eifenach. Storbertug: Karl Alexander August Jobann, f. 24. Juni 1818, reg. f. 8. Juli 1853, g. 8. Oct. 1842 med So phie af Nederlandene. Arvestorh. Karl Auguft, f. 31. Juli 1844. Sachsen-Meiningen. Hertug: Bernhard, f. 17. Dec. 1800, reg. f. 17. Dec. 1821. Arveprinds Georg, f. 2. April 1826. Sachsen-Altenburg. Hertug: Georg Karl Fried., f. 24. Juli 1796, reg. f. 30. Nov. 1848.-Urvepr. Ernst Fried. Paul, f. 16. Sept. 1826. Sachsen-Coburg-Gotha. Hertug: Grnft, f. 21. Juni 1818, reg. f. 29. Jan. 1844, g. 3. Mai 1842 m. Alexandrine af Baden. Sardinien. Konge: Victor Emanuel, f. 14. Marts 1820, reg. f. 23. Marts 1849, 9. 12. April 1842 m. Adelheid af Efterrig. Kronprinds Humbert, f. 14. Marts 1844. Sicilien, Begge (Neapel). Konge: Ferdinand II., f. 12. Jan. 1810, reg. f. 8. Nov. 1830, g. 2den Gang 9. Jan. 1837 m. Therese af sterrig. Kronprinds Franz, ertug af Calabrien, f. 16. Jan. 1836. Spanien. Dronning: Isabella 11. Marie Louife, f. 10. Oct. 1830, procl. 2. Oct. 1833, g. 10. Oct. 1846 m. Franz, Infant (nu Konge) af Spanien, f. 13. Mai 1822. Storbritanien og Irland. Dronning: Victoria I. Alexandrine, f. 24. Mai 1819, reg. f. 20. Juni 1837, g. 10. Feb. 1840 m. Albert, Broder til Hertug Ernst af Sachsen-Coburg-Gotha. f. 26. 2ug. 1819. Kronprinds Albert Edward, Prinds af Wales, f. 9. Nov. 1841. Sverrig og Norge. Konge: Oscar 1., f. 4. Juli 1799, reg. f. 8. Marts 1844, 9. 19. Juni 1823 m. Jofephine Eugenie af Leuchtenberg, f. 14. Marts 1807. Kronvr. Carl Ludvig Eugene, Hertug af Staane, f. 3. Mai 1826, g. 19. Juni 1850 m. Louiſe af Oranien, f. 5. Aug. 1828. Toscana. Storhertug: Leopold 11. Job. Jofeph, f. 3. Oct. 1797, reg. f. 18. Juni 1824. Arvestorh. Ferdinand Salv. Maria Jof. Joh., F. 10. Juni 1835. - Tyrkiet. Storfultan: Abdul-Medjid Khan, f. 23. April 1823, reg. f. 2. Juli 1839. Arveſultan Mohammed-Murad, f. 22. Sept. 1840. Würtemberg. Konge: Wilhelm 1. Fried. Earl, f. 27. Sept. 1781, reg. f. 30. Oct. 1816, g. 3bie Gang 15. April 1820 m. Pauline af Wurtemberg. Kronprinds Karl, f. 6. Marts 1823, g. m. Olga, Storfyrstinde af Rusland, f. 11. Sept. 1822. sterrig. Kaiser: Franz Josepb 1., f. 18. Aug. 1830, reg. f. 2. Dec. 1848, forlovet d. 18. Aug. 1853 m. Prindsesse Elifabeth af Baieru, f. 24. Dcbr. 1834 Det Kongelige Geheime-Statsraad. Hans Majestet Kongen. H. K. H. Arvevrinde Frederik Ferdinand til Danmark. Bremierminister (for Kongeriget). H. Grc. Anders Sandoe Ørsted, Dr. juris, Geh. Gonfer., (R. af Eleph.), (S. K. & D. M.), (N. St. O. 1). Minister for Holsteen og Lauenborg. H. Gre. Heinrich Anna Grev Reventlow Criminil, Geheime Genfer., Kammerherre, (R. af Eleph.), (St. K. & D. M.), (U. St. St. 2.), (0. H. & F. 2.), (P. I.), (R. A. N.), (H. G. 1.), (S. M. & L. 1.), (S. N. 1.), (Fr. E. L. 1.), (S. St. 1.), (Pr. R. O. 1.). (Gr. Fr. 1.), (Sp. C. III. 1.), (0. L. 1). Minister for Slesvig. H. Gre. Carl Grev Moltke, Geh. Gonfer., Kammerherre, (R. af Eleph.), (St. K. & D. M.), (Pr. R. 0. 2. i Diamanter). Krigsminister (for Monarchiet). H. Grc. Chriftian Frederik v. Hansen, Generallieutenant, (St. K. & D. M.), (Sv. Sv. 1.). (R. H. O.). Udenrigsminister (for Monarchiet). H. Grc. Christian Albrecht Bluhme, Geh. Gonfer., (St. K. & D. M.), (R. A. N. 1), (0. L. 1.), (Pr. R. O. 1.). Finantsminister (for Monarchiet). Wilhelm Carl Eppingen Grev Sponneck, Kammerherre, (St. K.°). Marineminister (for Monarchiet). Steen Andersen Bille, Gontre admiral, Kammerherre, (C. & D. M.), (F. M. M. 3.), (S. Sv. 2.), (R. St. A. 2.), (N. St. O. 2.). Indenrigsminister (for Kongeriget). Gultusminister (for Kongeriget). Hr. Erc. Premierminister A. S. Ørsted. Justitsminister (for Kongeriget). Anton Wilhelm Scheel, Dr. juris, Generalauditeur, (C. & D. M.), (N. St. O. 3.). Ministerierne. 1. Udenrigsministeriet. Samtlige udenrigste Anliggender, derunder indbefattet Consulatsager og de Sager, der umiddelbart have Henson til handelens Forhold til udlandet. Departementssecretairer: Geheimelegationsraad Strite, Kammerherre Sick. Departement for Handels- og Confulatfager. Chef: Conferentsraad Garlieb. Ministeriets Bureau. Chef: Geheimelegationsraad Stampe. II. Indenrigsministeriet. Første Departement. Sager angaaende Indfødsret, de Folkes repræfentationen vedkommende almindelige Anliggender, Communalvæsnets Bestyrelse i det hele Omfang, derunder indbefattet Indquarteringen. Det almindelige Fattigvæsen. Næringsforholdene i hovedstaden, Kjøbstæderne og paa Landet, derunder Handel, Fabriker, Industri famt Anlæg af Bogtrykkerier og Udgivelsen af de priviligerede Tidender. Directeur: Juft. E. M. Moller, kft. Andet Departement. Landvæsensfager, derunder indbefattet Forst og Matrikulfager, Veterinair- og Stutterivasnet, famt Sager vedkommende Avægfogen. Directeur: Justitsraad Dahl. Tredie Departement. Veivasnet, derunder indbefattet Snekastning, Jernbanefager og Kanalvæsnet. De kal. Domainer, Clotte og offentlige Bygninger, Havnevasnet. Directeur: Etatsraad Larsen. Det Jslandske Departement. Samtlige J6land, Færøerne og Grønland vedkommende Sager. Directeur: Justitsraad Stephensen. III. Rinantóminifteriet. A. finantsernes Centralbestyrelse. 1. Departement for Finantssager i 2lmindelighed. Alle almindelige Finantssager og Personalia, Budgetvasnet og Statsregnskaberne, Statsbogholderiet, det hele spenfionsvæfen. Directeur: Conferentsraad Holm. 2. Departement for 26signationsvæsnet, Menterne og Skattefager. Asfignationer paa Finantskasserne. Skatteligninger samt Skatteopkrævningsfager, Korn og Fouragefager, Stempelpapirsvæsnet. Montvæsnet, Glasselotteriet. Directeur: Etatsraad Gollin. 3. Departement for Statsactiverne. Eager ang iaende State- Fabfens Activer og Statsdomainerne. Directeur: Conferentsraad Johnsen. 4. Departement for Statégialden. Sager angaaende Sta 6- gjælden og udstedelsen af Obligationer for nye Laan eller aldre Statsfor= skrivninger. Directeur: Conferentsraad og. 5. Departement for Statens udenlandske Betalinger. Sager vedkommende udenlandske Betalinger og Dmiætninger i fremmed Baluta, Bestyrelsen af Finantsernes Refervefond. Directeur: Scammerherre Hauch. 6. Directionen for den almindelige Entekasse. Directeurer: Justitsraad Lautrup og professor Jürgensen. 7. Directionen for givrente- og Forsørgelses-Anstalten af 1842 faavelfom for livsforfiterings-2nftalten i Kbhvn. Directeurer: Conf. Fog og holm samt Proff. Jurgensen og peberfen. 8. Bestyrelsen for Penfioneringen af Militairetatens Underklasser samt Invalideforsørgelsen. Directeur: Etatsraad Dahl. B. Told- og Øresunds- samt Stromtoldvæsnet. Generaltolddirecteur: 1. Kongeriget6 Zoldvæsen. Committeret: Etatsraad Raffenberg. 2. refunds og Stremtoldvæsnet, famt det flesvigske Toldvæsen. Committeret: Justitsraad Poulsen. 3. Det Holsteen-auenburgfte Toldvæsen. Committeret ad interim Juftitsraad Chriften. C. poft- Befordrings- og færgevæsnet. Generalpostdirecteur: H. E. Grev Danneskjold-Samsøe. Første Postsecretariat. post- og Telegraphvæsnet for Kongeriget og hertugdemmerne, samt Archivforretningerne. Contoirchef: T. Chr. Castenskiold. Andet Postsecretariat. Reguleringer af Poftgangen og Pofternes Befordring til lands og til Bands for Kongerigst og hertugdemmerne, famt Forholdet til udlandets Postvæsen. Contoirchef: Juftitsraad Hjort. Tredie Postfecretariat. Befordrings og Færgevæbnet for Kongeriget og hertugdommerne. Contoirchef J. E. Brock. D. Domainevesnet. Sager angaaende Statens Godfer, Slotte, Kirker og øvrige Bygninger, famt Forst og Jagtvæsnet. Domainedirecteur: Etatsraad Bang. E. Coloniernes Centralbestyrelse. Colonialbirecteur: Conferentsraad Garlieb. F. Finantsministeriets Hegnskabs-Revision og Decifion. 1. General deciforatet for det directe Skattevæsen. raldecisor: Conferentsraad Brind-Seidelin. Gene 2. General deciforatet for det indirecte Stattevæsen. Ge neralbecifor: Conferentsraad Wedel. 3. Generaldeciforatet for Postvæsnets Regnskaber. Gene raldecisor: Kammerherre Monrad. IV. Justitsministeriet. Første Departement. Juftits- og Politivasnet, derunder Fængsels= vasnet og de civile Straffeanstalter, Medicinalvæsnet, Jordemodervæsnet, Strandingsvæsnet. Bevillinger til at forevise Konster og opfere Skuespil; Sager vedkommende 2gteskaber, Arv og Umyndiges Midler. Departementchef: Etatsraad Dahlstrøm. Andet Departement. Revifionen af Stiftedefignationer og offentlige Stiftelsers Regnskaber famt af Umyndiges Midler; Brandforfikkrings- og Brandvæsnet. Departementschef: Etatsraad Moller. Tredie Departement. Udskrivningsvæsnet til Land- og Sekrigstjeneste, de borgerlige militaire Gorpfer; offentlige Stiftelser, der ikke here under Fattigvæsnet, eller Undervisnings- og Skolevæsnet; Lehn og Fideicommisser. Departementschef: Etatsraad Lunn. V. Kirke og Underviisnings- Ministeriet. Første Departement. Sager, der angaae den kirkelige Forfatning faavelsom de fra Bandets almindelige Kirke afvigende Sekters Stilling; Sager vedkommende Geistligheden og Kirkerne samt Missionsvæsnet. Departementschef: Etatsraad Weis. Andet Departement. hele Underviisningsvæsnet, saavel det heiere som det lavere, samt de dette vedkommende Stiftelser, derunder indbefattet det store kgl. Bibliothek og det kgl. Muſeum for Naturvidenskaberne. De partementschef: Conferentsraad hansen. VI. Krigsministeriet. 1. Directionen for Armeens Personel. Erveditionen angaaende Udnavnelfer, Ansættelser og Afgang; Indstilling til Hædersbeviser, Bevillinger, Armeens Commandoſager, Landmilicevasen, de militaire Operationer osv. Directeur: Oberstlieutenant Diederichsen. 2. Armeens Intendantur. Landmilitair Etatens Deconomi og = Forpleininger; Indquarteringsvæfen. Undervisningsanftalter for Underofficerer og Garnisonsskolerne, det militaire Befordrings- og Transportvæsen, Slaverierne osv. Chef: Generalkrigscommisfair v. Schmidten. 3. Directionen for ärmeens Materiel. Bestyrelsen af Armeens Materiel; Remonteringsvæsnet, Bygnings- og Fortificationsvæsnet; de Land militair-Staten underlag'e Bygninger, Ererceerpladse osv. Directeur: Oberst v. Keyper. 4. Armeens Revisionsvæsen. Revisioner af samtlige Regnskaber, Ministeriets Bogholderi og Easferer-Contoir. Generaldecisor: Justitsraad Christensen. VII. Marineministeriet. 1. Secretariat og Commando Bureau. Alle Commandofager, Bestemmelser om Skibsudrustninger; Officerernes Avancement, Conduitelister, Cadetcorpset, Marinens Justitsvafen, Kirkepatronat, videnskabelige og tech niste Unliggender, Fortifications- og øvrige Bygningsarbeider osv. (bette Bureau forterer umiddelbart under Minifteren). 2. Admiralitetets Bureau. Ansættelse af Meftere, Skippere ofv.; det faste Mandskabs Organisation, Bestyrelsen af Nyboder. Lodsvæsnet, Hvervingscontoiret, Dymudoringsvæsnet, Fyr og Bagervæsnet. Navigations: underviisningsvasnet. Directeur: Commandeurcapitain Polder. 3. Commissariats Bureau. Marinens Deconomi, Material og Proviant-Anskaffelfe; Holmens Kirkes, Cadetacademiets, Skolernes, Hospi falets og fylets Deconomi; Fastningen Christianse. Marinens Budget, Abfignationer paa Finantshovedkassen og Bogføring. Directeur: General krigscommisfair Wiborg. 4. Revisions Bureau. Revisionen af alle Regnskaber. Kasferer= og Archiv-Forretningerne, udfærdigelsen af de kgl. Bestallinger; Sequast- og Assistentshusets Anliggender. Directeur og Generaldecisor: Generalkrigscommisfair Kinch. VIII. Ministeriet for Hertugdommet Slesvig. Første Departement. Justits Politi og Medicinalsager, Land- og Søværnepligtsfager, Communernes Forvaltning, Veivasen, Strandvæsen, Fattigvæsen, Brandforfitkringsvæsen. Departementschef: Kammerherre v. Rosen. Andet Departement. Directe Skattefager, Forst, Bygnings, Landvæsens, Domaines, Jdustri-, Havne og Brofager osv. Departementschef: Etatsraad Kranold. Tredie Departement. Kirke, Skole- og Undervisningsvæsnet. Departementschef: Etatsraad Regenburg. Ministeriets Regnskabs-Revision og Decision. Generaldecisor: Conferentsraad Kirstein. Chef og IX. Ministeriet for Hertugdommerne Holsteen og Lauenborg. Ferfte Departement. Sager, der angaae Kirke og Skoleværnet, Univerfitetet i Riel. Gymnafierne, bet astronomiske Observatorium i Altona; Umternes og Landskabernes Communalanliggender, Fabriks, Laugs- og Na ringsforholdene, Regnskabs- og Revisionsvæsnet, Brandforfitkringssager osv. Chef: Etatsraad einzelmann. Andet Departement. Juftitsfager, Land- og Sikkerhedspoliti, Pressefager, Fattig, Medicinal, Beterinairfager; Jernbane- og Beifager; Diges, Strem, Havne og Strandfager; Lods- og Indquarteringsvæsnet famt Bandmilitair og Seindrulleringsfager. Chef: Etatsraad v. Tha den. Tredie Departement. Domaine og Skattevæsen. Chef: Etatsraad Prehn. Fierde Departement. Revision af Regnskaberne, Generalbeciforatet. Undersøgelse af Oppebersels-, Kasse- og Regnskabsvæsenet famt af Embeds mændenes Cautionsfager. Chef og Generaldecifor: Conferentsraad Grothusen. Med Tycho Brahes Portrait. landt de Mænd, der have gjort det danske Navn beremt i Udlandet, indtage Faae saa hei en Rang, som Tycho Brahe. Han udmærkede sig ogsaa i en Videnskab, der har hjemme i alle Lande, og derfor udbredte hans Fortjeneste sig saa hurtigt. Vi meddele her en fort Skildring af den Mands Liv, hvis Ansigtstræk ere opbevarede i det Portrait, der findes foran i nærværende Aargang af Folkefalenderen.

Tycho Brahe var fedt den 14de Decbr. 1546 i Sfaane, hvor hans Fader Otto Brahe var Herre til Knudstrup; i sit 2gteskab med Beate Bille havde han 10 Born, af hvilke Tycho var den ældste. Kort efter hans Fødsel tog hans Farbroder Jorgen Brahe ham i huset, og her blev han pleiet med megen Omhu og Kjærlighed, og fenere opdraget til Studeringerne, hvortil han fra Barndommen af viste stor Tilboielighed. Ogsaa tidligt erhvervede han sig Færdighed i at skrive latinske Vers, og benyttede denne senere til at udtryffe fine Folelser ved enhver Begivenhed i hans Liv, der gjorde noget Indtryf paa ham. Tycho var ikke 13 Aar gammel, da han kom til Kjøbenhavns Universitet for at studere Philofophi, men en fort efter indtraadt Solformørkelse, der temmelig neiagtigt var beregnet i Forveien, fremkaldte pludselig hans Interesse for Astronomien. som han studerede i nogle Aar, indtil hans Farbroder besluttede i Aaret 1562 at sende ham til Leipzig for at studere Jura. Til Hovmester vaa denne Reise blev der givet ham den bekjendte A. S. Wedel, der uagtet han fun var et Par Aar ældre end Tycho, holdt et faa starpt Zie med ham, at han til ham maatte aflægge neiagtigt Regnskab over den rigelige Understøttelse, han fif fra sin Farbroder, hvilken han helst havde benyttet til Anskaffelse af aftronomiste Instrumenter og Skrifter. Hans Tilbeielighed for Astronomien var imidlertid for stærk til at Funne befjæmpes; han studerede Jura om Dagen, men observerede Himmellegemer om Natten, og paa denne Maade levede han 3 Aar i Leipzig, indtil han paa sin Farbroders Enste reiste hjem for at træffe ham, førend han begav sig ombord paa den danske Flaade. Desværre skulde han her have den Sorg at miste denne sin Belgjører, der tilsatte Livet ved en ulykkelig Hændelse, og dette Tab fremskyndte hans Tilbagereise, saa at vi i Begyndelsen af 1566 finde ham ivrigt beskjæftiget med Observationer i Wittenberg, hvorfra han senere paa Grund af en Smitsot drog til Rostock. I denne By fortsatte han uafbrudt sine Studier, hvortil fornemlig en Maaneformørkelse, som han i et latinst Digt havde bebudet, gav ham rigt Stof. Hans Ophold her havde forresten i en anden Henseende en mindre behagelig Indflydelse paa hans Liv, idet det var her, at han kom i Klammeri med en dansk Adelsmand; Felgen heraf blev en Duel, i hvilken Tycho mistede en Deel af Næsen. For at raade Bod paa dette Tab maatte han labe et Styffe forfærdige af sammensmeltet Guld og Selv, hvilket blev limet fast til Næsen, og i en ske opbevarede han stedse lidt Gummi, for at fastholde det løse Styffe. Efter flere Aare Ophold i de nævnte Byer, brog han i 1569 til Augsburg, i hvilken han strax fandt saa megen Behag, at han bestemte sig til at blive her i længere Tid. Hertil fik han ogsaa saa meget mere Anledning, som Brødrene Haaizel lode paa deres Lyststed lige uden for Byen indrette ham et Observatorium, eg ved dette vakte han en saadan Opmærksomhed, og blev i den Grad Gjenstand for Alles Omtale, at en hver nogenlunde dannet Mand.ikke forlod Augsburg uden at have beundret den unge danske Adelsmands Instrumenter. Denne Anerkjendelse stod i en stærende Modsætning til den Lunkenhed, hvormed hans Fædreland be tragtede hans Virken, og allerede dengang var den Plan nær fommen til Medenhed hos ham, for stedse at forblive i udlandet, hvis han ikke i Aaret 1570 havde mistet sin Fader og derved selv var bleven Herre til Knubstrup, hvilket foranledigede hans Hjemreise. Nu opholdt han sig flere Aar i Skaane, men tilbragte Tiden mere paa Herridsvad Kloster hos sin Morbroder Steen Bille, end paa Knudstrup, da han satte megen Priis paa Omgang med ham, og da han desuden der fif indrettet et chemist Labora torium, en Bestjæftigelse, der alt fra hans Ophold i Augsburg syntes at have havt en overveiende Betydning for ham for Dieblikket. Astros nomien havde faaletes nær mistet en af fine ivrigste Dorfere, hvis ikke til Held for Videnskaben Tyche var bleven overrasket ved den 11te Novbr. 1572 i Stjernebilledet Gassiopeia at opdage en ualmindelig flar Stjerne, der overtraf Sirius i Glands. Han fortsatte uafbrudt fine Jagttagelser angaaende denne Stjerne, eg tog fine Optegnelser med sig, da han det folgende Foraar reiste til Kjøbenhavn, for at conferere disse med sin Ven Prof. Pratensis. Her opfordredes han nu meget til at udgive fine Jagttagelser i Trykfen, da de stode i saa starp Modsætning til de kjøbenhavnske Lærdes Uvidenhed i Astronomien; men dette afslog han bestemt, især fordi det efter Datidens Tro ikke passede sig for en Adelsmand at lade en Bog tryffe. Men da han ved sin Hjemkomst til Skaane modtog adskillige Skrifter, der angif den nye Stjerne og indeholdt lutter Urimeligheder, overlod han Bratenfis at udgive fit Skrift, der strax gjorde stor Opigt saavel herhjemme som i udlandet. Men hans Higen stod atter til at reise, og efter at have overvundet flere Hindringer begav han sig i Foraaret 1575 til Landgreve Wilhelm i Gassel, der var en stor Beundrer af ham, og derfra over Frankfurt til Basel, igjennem Schweiß til Italien, og vendte tilbage over Regensburg, hvor han overværede Reiser Rudolph Is Kroning. samt ov holdt sig noget i Augsburg, hvor han havde den Glæde at finde den Him melfugle færdig, som han for 5 Aar siden havde lavet begynde paa at udføres. Strar ved sin Hjemkomst modtog han flere Beviser paa sin Konges Naade, idet Frederik II. ikke alene gav ham en aarlig Len af 500 Rbd... ranienborg. men overlob ham Den Hveen til Forlehning, for at han der kunde indrette sig et Observatorium. Paa denne reiste der sig i Løbet af 4 Aar det berømte Uranienborg der saavel med Hensyn til Bygnings maate som Anlæg, var saa herligt, at det til enhver Tid vilde have vaft ualmindelig Opsigt. Bag en 10 Alens hei Vold, langs med hvilken flere Ræffer Træer og forskjellige Haveanlæg løb, laae selve Bygningen. Rigt udsmyffede Værelser, hvori der fandtes massive og elegante Mebler, fængslede Bestuerens Die ved hans Indtræden i dette Slot: ethvert Rum var hensigtsmæssigt anvendt. Men meest interesserede det dog at følge den gjæstfrie Vært til Bibliotheket, og op i de smaa Taarne, hvor hans Instrumenter vare opstillede, og hvor han med Beredvillighed forklarede en hver Gjæst disses Betydning. I denne Borg havde han et fjært Hjem i over 20 Aar, hvad enten han tilbragte Tiden i sin huuslige Kreds eller bestjæftigede sig med fine Studeringer. Til at gjøre ham Familielivet behageligt, bidrog ikke lidet hans Hustru Kirstine, som han havde ægtet i 1573, uagtet hun var af Bondeherkomst, og ban af den Grund maatte here meget Ondt af sin Familie, et Forhold, der er Læserne bekjendt fra den fortrinlige Sfildring, der findes i Hauchs Tycho Brahes Ungdom". Til at tyrke Astronomi, Ghemi eg Lægevidenskaben vare de mange Stu derende ham behjælpelige, der fra udlandet kom til den berømte Mand, for under hans Veiledning at uddanne fig. 3 den daglige Omgang var han altid munter og opremt, og ikke sjelden lod han sin Vittighed spille; taug han, saae hans Ansigt meget alvorligt ud, men det var en Folge af de faste Træk, som dette paa Grund af den ibelige Aandsanstrengelse havde faaet. Som Adelsmand taalte han ikke negen Fornærmelse, og i Hans Huus maatte Alt rette sig efter ham, og det endog naar han modtog Besøg af Konger og Fyrster, hvilket paa denne Tid jevnlig skete. Men til Uheld for Tycho Brahe dede Frederik II. allerede 1588; i ham tabte han sin bedste Beskytter. Fernemlig paa Tilskyndelse af fin Gemalinde Dronning Sophie havde Frederik II. stedse indrømmet Tycho flere og flere Indtægter, for at han derved uafhængigt funde fortsætte fine Planer. Vel havde han i Rigsraadet, der bestyrede Landet under Christian IV. Mindreaarighed, flere Belyndere, der forskaffede ham 6000 Rbd. af Statskassen til at dæffe en Gjæld, han havde paadraget fig ved Anlæggene vaa Hveen, samt forærede ham nogle Gaarde i Farvegaden, omtrent der, hvor Variou nu ligger, til at indrette et Obfervatorium. Ja selv Ghriftian IV. aflagde et Besøg paa Hveen, hvorved endnu stedse det gode Forhold med Hoffet blev bestyrket. Men det varede ikke længe, inden Misundelsen og Bagtalelsen dog fik overhaand der; man fratog ham efterhaanden adskillige af hans Indtægter; man udsatte ham for Krænkelser, saavel offentlige som private, og da tilsidst Nigsraadet unddrog ham den Understøttelse, han havde faaet lovet til Vedligeholdelsen af hans astronomiske Instrumenter, stod der ham intet Andet aabent, end at forlade Hveen. I April 1597 drog han da med Familie og Disciple til Kjøbenhavn, idet han førte Størstedelen af fine Instrumenter med sig. Imidlertid blev han fun her et Par Maaneder; thi Rigshovmester Ghristopher Valfendorf benyttede under Kongens Reise i Tydskland sin forøgede Myndighed til at hævne en gammel Fornærmelse. Han sendte derfor to temmelig ukyndige Mænd til Hveen for at undersøge de efterladte Instrumenter, og da de erklærede disse for unyttige, og hele Indretningen for en Guriositet, blev Folgen heraf, at Valkendorf nægtede Tycho Benyttelsen af Observatoriet i Farve: gaden og forbod ham at anstille chemiste Forsøg i dette. Saaledes blev han nødt til at forlade Byen, og seilede da til Rostock, hvorhen han ogsaa bragte fin Familie. Herfra skrev han til Kongen og udviklede Grundene, hvorfor han var reist; og om end dette Brev var affattet findigt og maadeholdende, maa det dog ikke have vundet Kongens Bifald, da denne i fit Svar bebreidede ham hans Mangel paa Respect. Efter et fort Ophold i Rostock reiste han til den lærde Henrik Nanzau i Wandsbeck, hvor der gjordes ham flere Tilbud fra udenlandske Fyrster, af hvilke han modtog det fra Keiser Rudolph II. om at komme til Prag. Keiseren modtog ham meget naadigt, gav ham 3000 Gylden i fast Gage foruden flere uvisse Indtægter, samt indrettede et nyt Uranienborg og et chemist Laboratorium paa Slottet Benach, til hvilke Anstalter han kunde forstrive sig Medhjælpere. Blandt disse vare ogsaa den berømte Johannes Kepler, hvem det efter Tychos Ded blev forundt at udgive de bekjendte Planettavler, paa hvilke denne hele fit Liv havde arbeidet. Han lod nu fin Familie komme til sig, og sendte fin ældste Een til Hveen for at hente de Instrumenter, der endnu bercede der. Dog syntes han ikke at trives godt i det nye Ophold; fit gamle Fædreland kunde han ikke glemme, saa at han aldrig havde No paa fig. Han forfaldt derved til en Vrantenhed og Ordknaphed, hvorpaa selv hans fjæreste Omgivelser ei for maaede at raade Bod. Længe fulde denne Tilstand dog ikke vare; thi i Efteraaret 1601 faldt han i en heftig Sygdom, og efter nogle Dages smertefuldt Sygeleie døde han den 24de Octbr. i fit 55de Aar. Med stor Pragt blev hans Lig bisat i Theinerkirken i Prag, og over Graven opreiste hans Familie et Monument, paa hvilket hans Billede var indhugget i fuld Nustning under en Tavle med Inscriptioner. Reiserens Gunst udstrafte sig ikke til Tycho Brahes Familie; hans Instrumenter solgtes, hans Disciple adsplittedes. Meget bedre gik det ikke i Hjemmet: Hveen blev efter hans Bertreise forlehnet til forskjellige Adelsmænd, der lode Bygningerne forfalde, indtil de aldeles nedbredes, for at Materialierne funde anvendes paa andre Steder, og allerede i 1652 var ethvert synligt Spor af Tycho Brahes Anlæg forsvunden. Men et fiffrere Minde har han sat sig i sine Observationer og i de mange fortrinlige Optegnelser, der endnu ere opbevarede paa Prent, og disse ville til evige Tider erindre om, at han med Sandhed havde opfattet fit Valgsprog: "Ikke blot synes, men være". T-t. Ved Sundet. (En Skizze). næsten fjorten Dage havde Vinden været Sydost; Hundreder af Seilere samledes efterhaanden i Sundet nordfor Kronborg og laae for Anker, ventende paa, at Vinden skulde gaae om i et gunstigere Hjørne. Endelig sprang den om i Nordvest, og pludselig fom der Liv i den hele Sfare. Anferne bleve lettere, Seilene fatte til, Flag tonedes for Kronborg Fastning. Der faaes alle Nationers Flag mellem hver andre, europæiske og amerikanske, Skandinaviens og Middelhavets; den preussiske Ørn og Danebroge nok faa gemytligt Side om Side, det trefarvede franske og belgiske o. f. v. Det var allerede langthen paa Gftermiddagen, Solen var nær sin Nedgang og sendte en magist Belysning over den hele Flode, saa at nogle Seil faae stinnende hvide ud, om de end af Naturen og Slid vare morfe og lappede. medens andre, fjendt nye og hvide af Naturen, laae morfe og beskyggede. De to Broderrigers Kyster indesluttede det hele Maleri ligesom i en Ramme. Det var et smuft Syn at see hele Gscabren lette; det var, som om en Goloni eller Familie brod op, for at søge et nyt Sted til at bosætte. fig paa. Barksfibene lignede de gamle, alvorlige Fædre; de ranke og elegante Brigger vare de yngre Medre, de lette og smaffre Stonnerter de haabefulde Sønner og Dettre. De beskedne Jagter vare Tjenerskabet, der havde ondt ved at følge Herskabet, og af dem vare der mange. - Midt iblandt dem var ogsaa et Par Mataderer, nogle Orlogsmænd, der bare Hovedet heiere og stoltere, hvis Kladedragt og hele Tournure rebebe Aristokraterne og vifte, at de havde feet dem om i Verden. Man behøvede ikke engang at lægge Mærke til Kanonerne, som de bare som Kaarde ved Siden, for af deres frie Bevægelser og Reisning at see, at der var "Blod" i dem. De gif igjennem Mængden uden at see tilhøire eller tilvenstre, complet aristokratiskt. Der var fommen Bevægelse i Kolonien; ethvert Die var vaagent, enhver Haand bestjeftiget, ethvert Hjerte slog af Glæde. Dette Sidste turde dog maaskee være mindre sandt. Lad os fafte et Blik ombord; der er Ingen, der seer os; vi kunne uforstyrrede betragte Enhvers Ansigtstræk. eg læse i hans Hjerte. Forst gaae vi naturligvis ombord i den ene Orlogsmand, i den, fra hvis Top vaier det fmuffe Danebroge. Mandskabets Ansigter lyse alle af Glæde; man fan ligesom fee Hjertet hoppe i dem af Fryd ved Tanken om det gamle velsignede Nyboder. De have i mange Uger Intet hert fra Hjemmet, de haabe at finde Alt ved det Gamle, naar undtages, at Enkelte af dem vente at see en lille Glut ligge i Vuggen, der først skulde løbe af Stabelen, efterat Fatter var gaaet embord. Drengene glæde sig ved Tanken om at komme hjem og præsentere sig som halve Mænd, de Indrullerede som Halvbefarne, eg Alle have de faa meget at fortælle, et helt Forraad til de kommende lange Vinteraftener. Officererne gaae ftrunke op og nebab Daffet; alle Farer ere everstandne, der er kommen Lods ombord, det gjelder nu blot at undgaae den rede Pæl. Danebroge vaier stolt over deres Hoveder, de seile trygt derunder, og det er ikke deres Sfyld, at de ikke bringe det hjem ligesom Armeen i 1850, gjennemboret af Kugler, afbleget og forrevent. Man seer venligt til fin Oppasser, den smilende Kyst bringer Smil paa Læben, og Oppasseren feer uden Engstelse til sin Herre. Lodsen har bragt Breve, Alle synes at have faaet gode Giterretninger. Kronborg Fæstning saluteres; den hele Gecadre spidser Øren. Paa Vagtslibet er alle Mand oppe, man svinger med Hatten til gjensidig Hilsen og Velkomst, og raaber Hurra det er deiligt at komme hjem! Proviantforvalteren, der har været sosyg næsten den hele Neise, staaer paa Daffet paa begge fine Been, og seer ud, baade som om han var kommen op af Jorden og falden ned fra Himlen. Kronborg har gjen gjelet Saluten; ombord knalde Ghamvagnerproppene, for sidste Gang samles Officererne til et lystigt Lag, og til Mandskabet uddeles I og Brændevin extra. Det funde nok være, at en eller anden bitter Grindring funde trænge til at fylles ned. Kun een Person holder sig affides, han taler med Ingen, fun af og til henvende Officererne et Bar Ord til ham. Han er ikke hjemme her ombord, Ingen forstaaer ham. Med et alvorligt Anfigt læner han sig ud over Rælingen og betragter den smuffe Kyst. Han finder den vel smuf, men det er dog ikke som hjemme hos ham; det er ikke den Fædrenes Kyst. Vod sin Villie er han der ombord. Det er nemlig en Lods fra Shetlands eller Drkney-Derne. Han lodsede den danske Orlogsmand ud af hine Farvande; det blæste for stærkt til at han kunde sættes fra Borde, og han maatte feile med til Danmark uden at kunne give fin Hustru Underretning derom. Den staffels Kone og de fmaa Bern troe maaskee nu deres Forsorger vaa Havets Bund. Hans Tanke dvæler hos dem; der vil gaae Uger hen, inden han atter seer dem hvilken Glæde, naar han en Dag uventet træder ind til sine Kjere! da vil han med et gladere Ansigt have betragtet Kysten paa sin Fedee fra det sig nærmende Stib. Vi kunde have Lyst til at følge med til Toldboden, hvor hele Nyboders qvindelige Befolkning er tilstede og venter i ængstelig Forventning, men der er næppe Plads til os. Endnu heller fulgte vi dem hjem til Nyboder, men vi vilde da tabe de andre Seilere af Sigte, - Det ene af de alvorlige Barfstibe kommer fra Sydhavet; det er en Hvalfanger. I to Aar har det været udsat for alle de Farer, som Sven og Stormen foruden selve Jagten kan byde. Man fan see det vaa Mandskabet, Skudemaalet staaer skrevet i deres Ansigter, brune og hærbebe, barkede Næver og stærke Muffler, men det raa Ydre kan dog ikke stjule Glæden over at have overstaaet alle Strabadser. I saa lang Tid have de levet i den afstyligste Atmosphere, ligesom i en Lygte, der ofer; nu sender den frodige og duftende Bøgeskov fra Kysten dem en venlig Hilsen, og Tranlugten fortrænges. Men der er Rigdom ombord, og Rhederen synes, naar han kommer ombord, at der lugter fortræffeligt. Gud veed, hvor mangen elegant Dame næste Vinter gaaer med Prydelser, som ere bragte derfra! Den Tran, som er hentet saa fjernt med Fare for Menneskeliv og Tab af Hvalfiskeliv, skal forherlige Kjobenhavns Gader til den kommende Vinter, naar ikke den velvise Magistrat vil være altfor oefonomist eller saa splendid, at lade Gas aflose Tran. Maaskee har Lyset fra den fummer lige Lygte henne paa Hjørnet foftet et Mennestes Liv. Til Vinter fidder mangen fattig Student paa fit Qvistkammer og lægger Grundstenen til sin Fremtids Lykke ved det sparsomme Lys fra den Lampe, der er fyldt fra hine fjerne Egne. Det havde den Hvalfist vist aldrig drømt om! Kapitainen er i fin bedste Pynt; Mandskabet ligesaa, og seer paa hverandre i den Stads, som deres Dine saa længe ikke have fluet. De synes fig complette Gavalerer. Der er intet Gilde ombord, men de discutere det vigtige Spørgsmaal, om Rhederen vel skulde give et Gilde for dem, naar de komme ilant. Han kan godt gjøre det; det er en rig Ladning, men Rhedere ere undertiden saa besynderlige. Naar Fangsten har været heldig, mene de, at Folkene selv kunne gjøre Gilde, da deres Fortjeneste jo beregnes efter Procenter af udbyttet; har Udbyttet derimod været daarligt, have de ikke Raad dertil og ere vrede, som om det var Mandskabets Skyld, at Hvalerne ikke ere gaaede ombord godvilligt. - Vi ville haabe, at "Pladsen" imorgen gjenlyder af deres Jubel. En Damper kommer nordfra. Den bryder sig hverken om Vind eller Veir, den gaaer roligt igjennem hele Klyngen og farer dem alle raft forbi. Passagererne see med haanlige Blik ned paa de simple Seil stibe, ligesom Folf fra en Leievogn faste nedladende Blik til dem, der 3 ere tilfods. Man skulde troe, at Passagererne havde opfundet det Seil stib, hvorpaa de feile. Føreren fjender Hvalfangerens Kapitain. De hilse hinanden, og Dampffibscapitainen skal bringe Efterretning i Kjøbenhavn, at Sydfareren er i Opfeiling. Hvilket Virvar paa Kontoiret! Den "Gamle" gnider fine Hænder, Bogholderen gratulerer i hele Perfo nalets Navn, Kassereren faster et betydningsfuldt Blif til Kassen jo. der bliver vist Gilde! Der er endnu en Sydfarer, men den kommer fra Messina. Den har en anderledes Ladning, Appelsiner, Gitroner, Sydfrugter v. s. v. Det er, som fom man fra en Herkræmmerboutik ind til en Parfumerihandler. Reisen har været uden Farer, snarere en For neielfestour, Mandskabet har lært Syden at fjende i dens smuffefte Sfikkelse, med det milde Klima, dens yndige vinder, dens rige Vegeta tion. Ogsaa dette Sfib fører en rig Ladning, det er et af de første fra Messina, men det er mere for at tilfredsstille Lurus og Vellevnet: Tænderne lebe i Vand efter denne, af hin rynkede man Næsen, og fun Rhedernes Tænder løbe maaskee i Vand. Der ere ogsaa andre Physiognomier ombord, lettere og muntrere, Dragten friere og hvidere; selv Stibet synes at bevæge sig med en vis Elegance henad Bølgerne. Maaffee synes det dog fun faa, thi det er unægtelig kommet i et Selskab, hvori det udmærker sig, da dets nær meste Nabo er en hollandsk Tremaster, som med sin runde gammeldags Boug ganske minder om en tykmavet hollandsk Mynheer, der med stort Besvær arbeider sig frem i sin gravitetiske Storhed. Den gjør intet Spræld i Vandet, medens Bolgerne derimod slumme foran Mesfinafarerens starpe Forstavn. Hollænderen seer ud, som om den skulde synke, saa stærkt er den labet, men der er i dens undersætsige Figur noget vist Solidt; ben kommer maaskee bedre og fiffrere frem i Verden, end de øvrige Springfyre i Selskabet. -Nu seiler Hvalfangeren en lille Jagt forbi. Dennes Besætning er ikke ſtor, fun halvanden Mand og en Hund. Faderen staaer ved Roret med en fort Pibe i Munden, Drengen sidder forude med Hunden paa Skjødet. Den lille Jagt er Mandens Verden; den er hans trofaste Ven, der har skaffet hele Familien mange Aar det Nedvendige til Livets Ophold. For første Gang er Sonnen kommen med paa Neise, og den Gamle seer med Stolthed paa Drengen. Han eier Intet af Labningen, der kun bestaaer af alstens Fragtgods. I en Ræffe af Aar har han faret mellem Bogense og Kjøbenhavn, og mangen Gfteraarsnat har den forladte Kone med 2ngstelse lyttet til Stormen, af Frygt for aldrig oftere at fee det strobelige Farivi lobe ind i Havnen. De sidste Aar have været heldige, Sfivperen har havt god Fragt, Jagten har faaet et nyt Storfeil, der paa denne Reise bliver indviet ligesom Sonnen. - Alt ombord gjør et godt Indtryk, ligefra Manden ved Noret med det ærlige Ansigt og graae Haar indtil Hunden, der absolut vil slikke Drengen om Munden. Det er Orden overalt, Daffet er sturet og blanft. Anderledes paa den anden Jagt lidt tilvenstre. Den har nylig lettet Anfer; der vanker den ene Lusfing efter den anden, den ene Ged afløser den anden. Intet gaaer efter Stipperens Hoved, og det er ikke saa forunderligt, thi det er tydeligt, at han har for Meget i Hovedet. Det er et af disse velbekjendte robe Stipperansigter, der gaae med Lanterne paa Klyverbommen, og hvis blomstrende Golorit ene og alene fyldes Brændevinsflasken. Flasken er hans Adspredelse i de lange Timer, naar han ligger for Anker, hans Trøst i de stormfulde Timer, hans Tilflugt i Modgang og Medgang, altsaa hans uadskillelige Ven. Han er en Gru for den lille Besætning. Jo mere Brændevin han indtager, desto flere Tamp uddeler han, og fun naar han sover, er der No og Fred. Heldigvis sover han tidt og meget længe. Ogfaa han har en Hund; det er det eneste levende Væsen, der har gjort flere Reiser under hans Gommando; enhver Anden holder kun ud, saalænge Hyren varer, og Hunden troer, at Prygl og Spark ere ligesaa nødvendige som den daglige Fode. Det er fun et blindt Skud Det hjalp ikke; endnu et -Nu losnes et Stud fra Fæstningen. og gjelder en Brig, der ikke har tonet Flag. Sfud, og hvis den nu ikke vifer Flaget, rififerer den en Kugle i Sfroget. Der er Flaget! Det er en Preusser. - Formodentlig en barnagtig Trods. Maaffee laa denne Brig i stort Selskab paa Kjobenhavns Nhed i 1848, og vil nu hævne sig ved uhoviske Manerer. En lille Baad fommer roende ud fra Ponten. I den sidder en Dame og to Drenge. Da Baaden kommer i Nærheden af den nærmeste Brig, reiser Damen sig og vifter med Lommetørklædet, den ældste Dreng svinger sin Hue. Matrosen, der roer, leer faa fmaat og lægger fig paa Aarerne med dobbelte Kræfter. Ved Briggens Næling staaer en endnu ung Mand, hans Blif er ikke faldet paa Baaden. Pludselig feer han den, en dyb Rodme udgyder sig over hans smuffe Ansigt, han styrter hen til Faldrebet, han kysser paa Fingeren og var gjerne sprungen overbord, for blot at kunne et Minut tidligere omfavne fin Kene og fine Bern. Baaden lægger til, og et Dieblik efter ligger den lykkelige Kone i fin ikke mindre lyffelige Mands Arme. Drengene, der i to Aar 3° ikke have feet deres Faber, see lidt forundrede paa denne Scene, men snart har Faderen en Dreng paa hver Arm. Hvilken Fortællen, hvilken Spørgen, hvilken Glæde og Lyffe! Baaden er igjen roet iland, og vistnof fører intet af alle Stibene en lykkeligere Besætning til Kjøbenhavn. Iffe langtfra, paa et andet Sfib, betragter Kapitainen denne Scene. Gt bittert Smil flyver over hans Ansigt, Taarerne staae ham i Dinene; han vender sig bort, for ikke længere at være Vidne til en Scene, som ogsaa han havde drømt at skulle opleve, men som Doden havde forstyrret. Den sidste Time, da Alt var færdigt til Indslibningen fra Batavia, da hans Hjerte svulmede af Jubel over at skulle tiltræde Tilbagereisen, modtog han et Brev met fort Lak fra fit Fødeland. Hans Kone var allerede ded for tre Maaneder siden! - Aldrig gjorde han negen førgeligere Reise; Hans Hjem staaer ode og tomt, fun en lille Datter venter ham, og hende skal han snart igjen forlade og overlade i Fremmedes Hænder. Besætningen respecterer hans Sorg, de nænne for hans Skyld næsten ikke at give deres Glæde over Hjemkomsten Luft. - Den sidste lille Scene mellem det gjenforenede Ægtepar, hvortil han nu havde været Vidne, har vaft alle Sorgens bittre Minder i hans Bryst. -Hidtil have vi feet en vis Orden og Ro ombord overalt, naar und= tages hin raa Kavitains Berserkergang; men anderledes paa den nymalebe Slup med det grønne Skrog. Det er en jubst Paquetbaad, og Daffet vrimler af ulyffelige Passagerer, af den gode Grund, at der ingen Plads er under Dæffet. Iforgaars jeilede Paquetten fra Jylland med gunstig Vind, og den havde et usædvanligt stort Selskab inden Borde, som Alle havde glædet sig til denne Kjobenhavnsreise. Men næppe vare de komme ud af Fjorden, før det blæste op og fulede stærkt stif i Stavn hele Natten. Næste Dag Blifstille indtil efter Middag, da Sluppen igjen kunde krydse sig frem, saa at den næste Morgen laa udenfor Kullen. Fra Kullen til Helsingør naaede den inden Middag, og først iaften funde den komme videre. Istedetfor igaarmorges at være i Kjobenhavn, som de havde ventet, maae de være glade, hvis de komme der imorgen tidlig. Det er et meget broget Selskab af begge Kjen. Da man forlod Jylland i sangvinske Forventninger, var der Munterhed iblandt dem. En Spasmager og vittigt Hoved fra Grenaa courtiserede en væn lille Jomfru fra Ebeltoft, en grotest Bonde og en jovial Borger favpedes i at fige Kjeldermænd og fortælle Anekdoter, en omflaffende Gomoediant sang nogle barbariske Arier, og havde faaet en hel Sangforening bragt istand, der skulde synge i Maanestin. Madkurvene vare i den allertriveligste Forfatning, og man betænkte sig ikke paa strax at gjøre et godt Indhug i dem. Men af! Vinden dreiede sig, baade bogstaveligt og figurligt. Seen blev saa besynderlig, Stibet fif ikke Lov til at gaae fin rolige Gang. Den lille Jomfru blev forladt af Spasmageren, der havde faaet ondt. Den joviale Borger blev gnaven og vranten, den groteske Bonde grov. Den eneste Forandring til det Bedre var, at Sangeren ikke længer funde synge, og da Maanen ikke behagede at sfinne, at Sangforeningen opløste fig. Og ikke et bequemt Sted at hvile paa! Gen fik en Kuffert under Hovedet, en Anden noget sammenrullet Tougværk, og Kapitainen gif og brummede over det rene Daf, der maatte finde sig i de fortvivlede Passagerers Udgydelser. Da det igjen blev stille Veir, vaagnede Medet vaany. og Madkurvene maatte atter holde for, for at erstatte det følelige Tab, men man havde ikke været forsigtig, og næste Aften var al Proviant sluppen op. Restaurationen ombord havde paa Spisesedlen fun gule 2Erter; det blev den eneste Fede, indtil man naaede Kjøbenhavn, og selv med Erterne maatte der oeconomiseres. Det var et ynkeligt Syn, at fee disse Mennesker, der ikke havde været af Klæderne i tre Dage og to Nætter. Den pæne Jomfru var ikke pæn længer. Alle forhungrede og i høieste Grad ilde tilmode. Kun Skuespilleren, der formodentlig ikke var uerfaren i at lide Neb. holdt Drene stive og sang igjen Barcaroler. Der var et Barn ombord. der endnu laa ved Brystet; hvor misundte ikke Passagererne den Lille den Smule Melk! Gid de i Kjobenhavn maae faae Grstatning for alle te Libelfer! Der havde endog været en lille Revolution ombord, hvortil en tyk Madame, hvis Fødested man ikke fjendte, havde givet Anledning, eller rettere hendes Madfurv. Hun havde nemlig forsynet sig som til en Reise paa idetmindste otte Dage, og uagtet hun var i høi Grad sesyg, spiste hun uafladeligt, "da det skulde være saa godt mod Sesyge." Det ærgrede nogle af Passagererne at see den gede Mad saaledes blive kastet bort (op), og de vilde forbyde hende at spise, da de faae Bunden i deres egne Madkurve. Hun var ikke at bevæge til at holde op, og først da hendes Magazin var udtømt efter mange Anstrengelser, lagde Gjæringen fig. Samme velhavende Kone gif i Land ved Helsingør, for ikke at rififere at komme til at sulte, inden hun naaede Kjøbenhavn. Skade, at vi ikke faae Passagerernes Physiognomier, da de faae hint Dampskib passere dem forbi; det var imorges feilet fra Jylland! -Imidlertid er næsten den hele Flode forsvunden bag Pynten; vi opholdt os maaskee for længe ombord mellem Jyderne. Kun et eneste større Stib er noget tilbage. Det er en Amerikaner. der er stærkt ladet og fun gaaer for smaa Seil. Et ungt Menneste staaer ved Rorer; han er alvorlig og tankefuld; der er ingen Higen efter Hjemmet at læse i hans Ansigt, og dog er han fun faa Mile fjernet fra det og har i flere Aar ikke feet bet. Undertiden faster han et uroligt Blik omkring sig. Det er tydeligt at see, at han helft havde enstet, at Vinden var vedbleven at være contrær. For endeel Aar siden forlod han Danmark og har nu fun Udsigt til at see sin Fedeby i nogle faa Timer, medens Stibet paa Reisen til Petersborg stopper op. Han var en Sen af en af de mest anseete Familier, men forviltret og uregjerlig; fra fin Barndom var han kun ved Tvang bleven holdt til Bogen, men ingen Tvang. formaaede Noget over ham. Han higede fun efter den Tib, da ban funde flyve ud af Buret og prove fine Vinger, og da Tiden kom, var der ingen Magt, der kunde stække ham. Han font i slet Selskab og begif dumme Streger. Hans Familie, der længe havde rødmet over den Skam, han forvoldte den, fif ham bort tilsees og til Amerifa. Med bittert Sind og, som han troede. uforsonligt Hjerte forlod han Forældre og Sødstende; aldrig skrev han til dem, aldrig hørte han fra dem. Det nye Liv har vakt bedre Følelser i hans Bryst. At staae alene i Verden væffer ufjendte Kræfter; han tog sig sammen, blev et rétskaffent Menneske, men Lykken var ham dog ikke gunstigere, end at han efter endeel Aars Forløb som Styrmand atter skal gjenfee sit Fodelands Kyster og sit Fædrenehjem. Tusinde Tanker frydse i hans Hoved hvorledes vil hans fornemme Familie modtage den forlorne Son, den simple Styr mand? Vil Fader og Moder, Sefter og Broder fjendes ved ham? Gre hans tidligere Daarskaber glemte og tilgivne? - og fremfor Alt, leve hans Fader og Moder endnu? Kan han endnu erholde deres Tilgivelſe? Kan han vente at reise tilbage lyffeligere end før? Denne Tanke foruro liger ham mest; jo nærmere han kommer, desto lydeligere banker hans Hjerte. Han frygter for Veien fra Toldboden til fin Faders Gaard, han frygter at spørge om sine Forældre, han frygter at fee demak, hvor Meget frygter han ikke! Vi kunne hvidste ham i Dret, at han vil blive modtaget med aabne Arme, at hans Fader vil græde Glædens Taarer, og hans bedagede Moder velsigne ham! deres fjereste Ønske er blevet opfyldt! Nu ere alle forbi vi fif ikke besøgt dem Alle, vi valgte helft vore Landsmænd; de ere jo altid de tjereste. I Horizonten duffe flere Seilere frem enhver Seiler fører maaffee en lille Roman ombord. Ved min Tilbagekomft til Norge i Aaret 1851. A. T. Fer faae jeg Lufet først bag Fjeldets Tinde, Her fandt jeg tidligt alt et venligt 2a, Her blev jeg vugget paa min Moders Knee, Mens Gopen stjalv i Nattens sagte Vinde. Ja, jeg det huffer grant, her var jeg hjemme. Her har jeg fiffet i det dybe Band. Her har jeg leget paa den blege Strand, Og aldrig fan min Barndoms Leeg jeg glemme. Og her jeg vandred i de stille Dale, Her faae jeg Glven i sit bybe Fald. Her har jeg anet først min Musas Kald, Mens Fossen larmed heit i Bjergets Sale. Her blev med Fjeldets Aander jeg fortrolig, Og her jeg fandt saamangen ærlig Ven, Som fiffert aldrig jeg skal fee igjen, For hist vi samles i en bedre Bolig. Her svandt min Barndom bag de store Skove, Hvor Klippens Hvælving liig en Kirke staaer, Og hvor Solferien synger sødt hvert Aar 3 hellig Gensomhed for Gud at love. Her førte Drommene Aand mig tidt tilbage, Hvor Rosen blomstrer nærved Fjeldets Bryst, Hvor selv Naturen drømmer om den Lyst, Som den har felt i Paradisets Dage. Hvor Vaaren smiler som en deilig Vige, Med Dine flare, liig den blanke So, Meb Blik, der viser, at hun snart maa doe, Og bytte Jorden bort med Himlens Rige. Nei, aldrig glemmer jeg de gamle Minder, Og stjendt jeg fandt et andet Fædreland, Stjøndt trofast vinker mig den danske Strand, Min Tanke tibt dog Vei til Norge finder. G. Hauch. Adelersborg, forhen Dragsholm, Drarholm. en Landtunge, som forbinder Obs Herred med den øvrige Deel af Holbefs Amt, er paa det smalleste Steb funs Miil bred. Strar Nord for famme ligger den berømte Weirhoi, Sjællands næsthoieste Punkt, der hæver fig 389 Fob, faa at sige lige ov af de tvende store Vande, som Lands tungen abstiller; den frembyder ben meest afverlende Udsigt i Sjælland, til de tvende Sider Hav og Bugt med talrige Indsfjæringer og Viger, sterre og mindre Der samt de mangfoldige Afverlinger, de vidtstrakte Kyster for anledige; paa samme Tid feer man Roskilde, Holbek, Mollerne ved Kallundborg, Samso, Jylland, Sjællands- Odde, ja! under særdeles heldige Omstændigheder, siges der, endogsaa Frederiks berg. Frederiksborg og Hesselven; mod Nordost ligger det frugtbare Obs Herred. hvoraf den forreste Deel dog kuns frembyder vilde Baffer og øde Lyngstrækninger langs Seierebugten; mod Syd seer man ud over en jævn rigt bebygget Slette tre Mile ind i Landet indtil de store Sfove ved Sfarrits So, Frydendal, Knapstrup og Lovenborg: i Forgrunden af dette herlige Rundmaleri har man den gamle Borg Adelersborg med fine blaae Tage, fine taffede Gavle og hvide Mure, der lige under Beskuerens Fedder træder stolt frem blandt alle fine Omgivelser, ligesom i fuld Bevidsthed om sin lde og sin store Betydning igjennem Aarhundreder. Omtrent en halv Miil Syd for Veirhøien hæver sig en fuldkommen enestaaende Baffe op af den flade Slette, som Landtungen her danner, hvoraf en stor Deel er Enge, der endnu kaldes, hvad de i ældre Tider vare, Soerne: et Vandleb slynger fig tildeels om Baffens Fod og løber ud i Nerelebugten, som den sidste Levning af de Seer. der i Fortiden omgave Baffen, paa hvis Top Adelersborg troner, omgivet af Grave. i ældre Tid et vigtigt militairt Punkt og endnu den Dag i Dag istand til at opholde i Ods Herreb landet Fjendes Marsch. Paa denne Baffe, fortæller Sagnet. boede i den fjerne Oldtid en stor Lindorm eller Drage og gif daglig vaa Ormeveien Syd over Seerne ud efter Fode, til stor Sfræk for de Omboende, hos hvilke den hentede denne: Stedet faldtes derfor Dragesholm eller Ormeholm. Da Lindermens Ødelæggelser bleve alt for følelige, opfødte man, som brugeligt var ved slige Leiligheder, med Fløde og Hvedebrød to Tyrefalve, der tilfidst bleve stærke nof til at binde an med Ormen, som de efter en haard Kamp fif dræbt, men selv vare de saa ilde tilredede af dens Gift, at de lagde sig til at dee paa et Forbjerg, hvor man siden i taknemlig Grindring opførte Sognefirfen Faareveile. Hvad der gjør dette ellers temmelig almindelige Sagn mærkeligt her paa Stedet er først Navnet Ormeveien, som den Vei, der fra Baffen fører imod Syd over Gngen, bærer den Dag i Dag, hvilket vidner om, at en Orm virkelig er indviklet i Stedets ældre Historie, ternæst Almuens faste Tro paa Sagnet, hvilken er faa usvæffet at et Par usædvanlig store og smuffe Urorehorn. der for nogle Aar siden bleve fundne i en Mose, bragtes Gieren af Adelersborg med det alvorligt meente Spørgsmaal, om det ikke funde være Hornene af den ene af de Tyre, som dræbte Lindormen? Det maa nu staae Enhver frit for at tree paa Sagnet eller ikke, at forklare det efter Ordene om en virkelig Lindorm, eller deri at søge en dybere allegorisk Betydning, som om Ormen fulde være en vendist Sorover, der havde fat sig fast paa denne Baffe og der lod fit Banner med den vendiske Lindorm vaie, medens han med fine Folk hærgede Omegnen og derfra hentede fin Fede: det er i alt Fald det ældste, der fortælles om Stebet. Bakken med hele den omliggende Ggn kom senere til den Rosfildste Bispestol, hvorefter der, rimeligviis i det 13de Aarhundrede, paa Baffen blev opført en meget fast Borg ved Navn Dragsholm, efter Si gende af en Geistlig, som heed Byrge. J Aaret 1370 var dette Slot eet af Bispestolens anseligste Len med 13 underliggende Hovedgaarde foruden Slottet, og stort Bendergods i de nærmeste fire Herreder, samt Bispetienden af 45 Sogne: det benævnes Bispestolens Hovedslot, var forlenet bort til Adelsmænd, der dog deelte Magten med Provsterne paa Dragsholm og i Forening med disse aflagde Regnskab: skulde Biskoppen doe, var det Lensmandens Pligt at holde Slottet for Prælater og Gapitel ved Roskilde Domkirke og ikke for nogen Anden. Lensmandens Indtægt bestod i to af Hovedgaardene med deres underliggende Gods. Dronning Margrethe stjænkede Bispestolen i Aaret 1395 for Eftergivelsen af Gathedraticum. m. m. Kronens Ret til Slottet; hvori denne bested, vides ikke, men at hun, som der fortælles, stjænkede Bispestolen Slottet selv, maa være urigtigt, som det Foregaaende nofsom viser. Med det geistlige Herredømme laffede det imidlertid ab Enden og i en voldsom, blodig og ødelæggende Borgerkrig gif det under. Den saa faldte Grevens Feide var udbrudt i Aaret 1534, Sjælland med Smaaverne, Skaane, Halland, Fyn med Langeland og Taafinge, Jylland Nord for Randers paa Østkysten og Nord for Varde paa Vestkysten vare gaaede Grev Christoffer af Oldenborg og Lybefferne til Haande, som det heed i den fangne Ghristian den Andens Navn, skjendt de fund lidet bekymrede sig om ham og slet ikke prøvede paa at angribe Als. hvor han holdtes fangen, altsaa rimeligviis funs vilde bruge hans Navn, uden at have tiltænkt ham Kronen: da vendte Bladet sig, de seierrige Benderskarer bleve slagne ved Randers og Aalborg, hvorefter den i Jylland til Konge valgte Christian den Tredie vandt det ene Land tilbage efter det andet. Sjællands Biskop, Joachim Rennov. havde maattet følge Strømmen og hylde Grev Christoffer, men, da denne enten ikke vilde eller ikke funde hindre fine Tilhængere i at plyndre Adel og Geistlighed, da hans Sager gik tilbage, og Skaane faldt fra, bemægtigede han sig i Januar Maaned Aar 1535 alle de danske Adelsmænd, han kunde faae fat paa, og sendte dem til Meklenborg, som Gidsler for en tilkommende Fred. Biskoppen var saa heldig at undfomme, rimeligviis til Drarholm, hvorhen flere Herremænd frelste sig, blandt hvilke Ridderen Knud Nud til Vedbygaard, Hovedsmand paa Korsør Slot, var den Anfeteste. Biskoppen flygtede over Seiero til Jylland, hvor han hyldede den udvalgte Konge, Ghristian den Tredie, der siden blev ham en saa stræng Herre, som holdt ham i haardt Fængsel al hans Levetid. Grev Ghristoffer indtog imidlertid efter et haardnaffet Forsvar Bisvestolens ene faste Slot, Hjortholm ved Fuurseen, hvor dets Levninger endnu ere synlige ved Frederiksdals Molle; derefter sendte han Greven af Hoya med fire Fannifer Knægte for Biskoppens Hovedslot, Drarholm. den eneste Fæstning i Sjælland og paa Derne, som det lyffedes at modstaae hand Magt. 3 lang Tid manglede Hæren Skyts, men tilsidst skal den have faaet 10 svære Kanoner, som bleve opplantebe i den nuværende Have, Øst for Slottet, og i lang tid arbeidede paa at ødelægge Hjørnetaarnet imod Nordost, der ogsaa leed saa meget, at det fik store Huller: det massive faaledes obelagte Muurverf er senere paa nogle Steder erstattet ved en Bindings værks Muur, paa andre er en simpel Forskallingsmuur flinet op foran hullerne, faa at Taarnet nu seer fuldkommen massivt ud; Befalingsmanden Giler Hardenberg og de andre derværende Herremænd forsvarede sig med stor Tapperhed, og Murenes Styrke tillod ikke at skyde Bresche. Imidlertid begyndte Provianten at slippe op, men de Beleirede vare ikke raadvilde og førte hver Dag deres Keer, Faar og Sviin hen til Volden, hvor de stak og fneb bem, indtil de sfreg. Soldaterne vilde ikke storme, og de Bes leirebe antoges for vel forsynede, da det lod til, at de slagtede hver Dag, hvorfor Greven ophævede Beleiringen og lod sig noie med at bygge et Blokhuus, som skulde afftiere Tilførselen. Kallundborg Slot var tidligere erobret og overgivet til Grey Ghristoffers uægte Halvbrober, den lange Hermand, en virksom og tapper Mand, der ved List havde indtaget Tranefjær Slot, uden at have Skyts med sig: han gjorde sig nu megen Umage for vaa samme Maade at vinde Dragsholm, da Magten intet havde udrettet. Blandt hans Anslag var det farligste, at han en Nat i Baade roede op fra Nerelobugten ab den lille Aa, som forbandt Slotsgravene med Havet, og af hvilken endnu en Bæk er tilbage; han lagde sig under Slotsbroen, i Haab om at kunne trænge ind igjennem Borten, naar denne efter Sædvane blev aabnet ved Dagens Frembrud, men Borgfogeden var paavassende og undersøgte først Omgivelserne, for inden han lukkede op; da han ved denne Leilighed fik Die paa Fjenderne, gjorde han Allarm, og disse maatte synde sig bort, varmt hilsede fra alle Skydehuller, og forsøgte fig ikke oftere i denne Retning. Kong Ghristians Landgang i Juli Maaned gjorde ogsaa en Ende paa Blokaden og tillod de Beleirede efter et halvt Aare Forløb frit igjen at gaae ud af den saa tappert forsvarede Borg. Et Aar efter endtes Krigen, idet Kjøbenhavn den 29de Juli 1536 overgav sig. efterat Hungersned og Sygdomme havde rafet frygteligt blandt Stadens ulykkelige Befolkning, og Mangfoldige vare omkomne af Sult, deels paa Gader og Stræder, deels hjemme i deres Senge: mange Mennesker vare, efter Samtidiges Beretninger, Vidne til, at en Qvinde sad op til Helliggeiſts Kirkegaardsmuur, dod, med tvende levende Bern paa Armene, hvilke diede Blod af Moderens Bryst, og døde strax efter hende, idet Blodet randt ned ad deres Mund; naar Nogen flagede fin Hunger og store Nod for Borgermester og Raad, fif de det forte Svar, at de skulde kuns gaae hjem, endnu havde de ikke spist teres egne Bern, som man gjorde i Jerufalem, for denne Stat overgav sig: Udholdenhet i Farens Stund have Kjobenhavns Borgere aldrig undladt at vise. - Kongens første Handling var at afskaffe den catholste Religion, hvorfor alle Landets Biskopper bleve fængslede: Joachim Rennov traf denne Skjæbne i Kjobenhavn den 12te Auguſt, og han kom aldrig siden vaa fri Fod. Samme Dag sendte Kongen et meget alvorligt Brev til Didrik Hemmingson, som i Giler Hardenbergs Fraværelse maa have havt Befalingen vaa Dragé holm. hveri han beordredes til at overgive Slottet til Brun Buck og Arved Ulfstand, der skulde modtage alle Bispestolens Slotte og Gaarde i Sjælland: tillige medfulgte en Befaling til alle Bender og Tjenere i det Slottet underliggende Len, at være Kongens Sendebud behjelpelige, under haard Straf. Diese kongelige Befalinger har man dog ikke anseet for tilstrækkelige, da Slottet nylig havde viist sin Betydning, og Befalingsmanden havde svoret. blot at holde det til Biskoppen og Gapitlet i Rosfilde. Gt saa vigtigt faft Punkt, som nægtede at underkaste sig den nye Tingenes Orden, vilde vieblikkelig bringe det catholste Parti paa Benene over hele Landet, faa at en ny Bergerkrig forestod, hvis Udfald ikke var til at beregne. faa meget mere som Biskop Joachim Rennov var en fast og energift Gharacteer, dev selv fra fit Fængsel af funde lede en Ovstand. Kongen sendte derfor den berømte Jehan Ranzau, sin seierrige Feltherre til Biskoppen, som sad i det blaae Taarn i Kjobenhavn, for at opfordre ham til at overgive Kongen Dragsholms Slot. Biskoppen undskyldte sig med, at det var det eneste af Bispestolens Slotte, som ikke var indtaget og brændt i sidste Feide. Johan Nanzau tog ham da med sig op til Krogen -nu Kronborg, hvor han var Befalingsmand, og fravristede ham her den 14de August, uden al Tvivl paa Pinebænken, et skriftligt Sam tyffe, som strax aabnede Slottets Porte, saa at Kongens Sendebud allerede fem Dage efter funde optage en Inventarieliste over hvad der fandtes. Sagens Bigtighed maatte undskylde de anvendte Midler, thi ved en Gjerning, som Gatholicismens Afskaffelse. Funde Kongen ikke blive staaende paa Halvveien eg var heller slet ikke Mand for at lade sig afskrække, hvor Maalet laae faa nær. Fra nu af var Dragsholm et kongeligt Slot og Len. Slottet benyttedes til Statsfængsel, og de første Fanger vare Biskopperne Ove Bille og Joachim Rennov, hvilken Sidste en Maaned tidligere havde været Slottets Herre. Af andre Statsfanger, som der have siddet, ere de mærkeligste: Grif Munch til Hjørne, Lensmand i Nedenæs i Norge 1556, fængslet for Mishandlinger imod Lenets Bonder; Gapt. Johannes Glerch eller Glarich 1571 for Underslæb og Trubsler imod Kongen eg Riget; Giler Brokkenhuus til Søndergaarde 1584 for fit uteerlige Levnet: i Fængselet gif han fra Forstanden og beskyldte Rigsraadet for at have myrdet Frederik den Anden og at pense paa det Samme med Hensyn til Christian den Fjerde, hvilket Englene havde aabenbaret ham; Sigvart Friherre von Reinschatt til Herningsholm, fængslet 1609 for Mishandlinger imod sin Frue og fine Bonder; Steen Bille til Billesholm, affat 1613 fra fit Embede som Lensmand i Trondhjem for Feighed; Isaac Pederſen (Krumme eller Maaneskjold) en norsk Abelsmand, inddemt 1613 for Forræderi, Mytteri og Ufordragelighed; 1615 Hans Lindenov til Ørslevkloster for Soreveri, der dog egentlig kuns var Kaadhed, hvorfor han ogsaa 1618 blev benaadet imod at tjene 7 Aar paa Geilon og i Ostindien; 1655 Mag. Nicolaus Ghronichius, en Socinianer og urolig Geistlig, befriet af de Svenske 1658. Den mærkeligste af alle herværende Statsfanger var dog den skotske Grev Bothwell, Marie Stuarts Gemal, som dede her og blev begravet i Faareveile Kirke, og hvis Biographie vi her meddele. Jacob Bothwell Hertug af Ørkenøerne. Jacob Herburn Greve af Bothwell hørte til en mægtig og indflydelsesrig Familie i Skotland, med store Besiddelser i Landets sydøstlige Deel, i Nærheden af Fæstningen Dunbar, ligesom han ogsaa var Rigets Lord Overadmiral. Bothwell var en driftig, ærgjærrig og samvittighedsløs Mand, saaledes som hiin Tids Borgerkrige saa hyppigt frembragte dem i Skotland, med heftige Lidenskaber, hvilke han ikke havde lært at tæmme, tillige med stor Evne til at vinde Qvindegunst, men neppe med megen Fiinhed eller Talent for Intrigue, hvorved han blev et Offer for snedigere Kjeltringer, end han selv var. Han holdt sig i Borgerkrigene i Aarene 1559-60 trofast til Dronning Regentinden, Maria af Guise, medens ellers næsten hele den hoie Adel gif over til den prote stantiske Gongregation og fjæmpede imod hende. Allerede i denne Krig viste han sig som en Mand af Betydenhed, var saa heldig at opsnappe anjelige Pengeſummer, som Dronning Glifabeth af England sendte Op- Tørerne til Hjælp. og bidrog meget til den lyffelige Fremgang, Regentindens Tropper i Forſtningen havde. Efter hendes Deb i Aaret 1560 havde Protestanterne Overvægten, selv en Tid efterat den unge Dronning, Maria Stuart, var landet, men Bothwell holdt sig stedse til Dronningens Fane, der tillige var den catholfke. Da han var heftig og lidenskabelig, blev han hyppigt indviklet i Privatfeider, af hvilke een med den mægtige Grev Murray, Dronningens naturlige Broder, endte med, at Bothwell maatte flygte, anklaget for at have forsøgt Snigmord imod Murray og ikke mægtig nok til at vove at mode for Netten imod en Wand, som befad faa talrige Tilhængere. Bothwell flygtede til Frankrig, hvorfra han vendte tilbage i Aaret 1564, men blev atter indstævnet af Murray, som for: pligtede fig til at mode for Retten med 5000 Wand: for en saadan Domstol vovede Bothwell naturligviis ikke at indfinde sig og flygtede atter. Paa een af disse ufrivillige Reiser, rimeligviis den sidste, fom Bothwell til Bergen, hvor han indgif Wgteskab med en adelig nerft Dame, Anna Christoffersdatter af Familien Benkestof; han tog hende med til Frankrig, hvor han satte hendes Medgift og Klenodier overstyr samt derefter reiſte bort, faa at hun maatte drage hjem til sin Fader. Paa ſamme Tid, i Aaret 1565, havde Murray grebet til Vaaben imod sin Soster Dronningen og var bleven forjaget, hvorefter Bothwell blev tilbagekaldt og fif det vigtige Embede som Grændsevogter og Generallieutenant over Markerne (Grændsediftrifterne), hvorved han havde Leilighed til stedse at holde en slagfærdig Hær paa Benene, samt udøvede stor Ind flydelse paa de ubændige krigerffe Stammer, der udgjorde Skotlands Grændsebefolkning imod Syd eg i mange Aarhundreder altid havde været paa Krigsfod. Bothwells Hengivenhed svarede til Dronningens Tillid. Forgjæves modsatte han sig det skammelige Mord paa den af hende yndede Sanger Rizzie, hvilket med hendes Gemals Samtykke foregik for hendes Dine, hjalp hende derefter til at flygte til Dunbar og modte strax tillige med flere af hendes fornemste Tilhængere med en Armee paa 8000 Mand, hvormed det var Dronningen en let Sag at jage Morderne ud af Landet. Til Belonning blev Bothwell Befalingsmand paa Dunbar, hvilken stærke Fæstning var dobbelt vigtig for ham, da hans Familiebesiddelser laae i denne Ggn, hvor hele hans Klan boede. Paa samme Tid giftede han sig med Lady Johanne Gordon, Greven af Huntleys Softer, uden at bryde sig noget om fit 2gteskab i Norge, der ikke var bekjendt i Sfot land. Dronningen forsonede ham derefter med sin Broder Murray, som hun tilbagekaldte, og som blot synes at have taalt Bothwell i den siffre Overbevisning, at dennes voldsomme Lidenskaber snart maatte give An-. ledning til Klager imod ham. Fra Midten af Juli Maaned 1566 indtil Begyndelsen af October antager man i Almindelighed, at Dronningens Hengivenhed for Bothwell hvilken han ved sin Troskab og Iver i hendes Tjeneste med Rette funde gjøre Fordring paa, gif over til en heftig Lidenskab, som styrtede dem begge i Fordærvelse og som hiin Tid tilskrev Bothwells Trylledrikke og Herekunster"). 3 Begyndelsen af October Maaned 1566 blev Both well Befalingsmand over Liddisdale og det derværende Slot, men den 8de October, i Rampen mod en Fredles, som han selv vilde gribe, faaret i Haanden; Efterretningen herom blev tilligemed den Fredloses Hoved strax afsendt til Dronningen, som otte Dage efter besøgte Bothwell i nogle Timer, hvilket forcerede Midt paa 36 engelske Mile i een Dag paadrog hende en meget alvorlig Sygdom. Dette Besøg er lagt Dronningen meget til Laft som et Beviis paa en utilladelig Kjærlighed, dog med Urette: Dronningen kunde godt vise den i sin Tjenestes Udførelse saarede Befalingsmand, som var en hengiven og trofast Tjener, en faadan Opmærksomhed, men den elffende Qvinde havde ikke ventet dermed i otte Dage. Dronningens Forhold til hendes uværdige Gemal. Henrif Darnley, var imidlertid blevet saa slet at hendes Venner og deriblandt Both well tænkte paa en Stilsmisse, men dertil negtede hun bestemt fit Samtyffe. Da blev Darnley myrdet, under meget mistænkelige Omstændigheder: et eensomt Huus, hvori man havde indqvarteret den syge Konge, blev sprængt i Luften den 10de Februar 1567 om Morgenen Kl. 2, to Timer efterat Dronningen havde ferladt ham for at tage paa Maskerade. Den almindelige Stemme anklagede Bothwell og Dronningen for dette Mord, hvori uden Tvivl flere af Landets mægtigste Mænd havde Deel, nogle (Murray, Morton, Lethington) endogsaa, som det synes, for at styrte Bothwell og Dronningen i Ulyffe og da selv at faae Magien: en saadan Plan stemmer meget vel overeens med deres øvrige Politik.

• ) Fascinationibns filtris incantationibus ac beneficiis ceterisque malis

artibus corrupta. At Bothwell har været Medvider er rimeligt nof, ffjendt han lige til fin Dob benægtede det, Dronningen har derimod neppe fjendt noget til Planen, thi hvilken Qvinde vilde gribe til et faabant Middel for at blive fin Mand qvit, naar hun funde blive skilt fra ham, selvom Stilsmissen havde Vanskeligheder? Den Myrdedes Fader, Greven af Lennor, forlangte Sagen undersøgt og anklagede ligefrem Bothwell for Mordet. Forhøret blev drevet med stor Haft. Bothwell mødte paa den bestemte Dag for Retten med et faa talrigt Folge, hvoriblandt baade Morton og Lethington, - at Lennox ikke vovede at indfinde sig, og Bothwell blev frifjendt, fordi ingen Anklager var modt, hvorefter Lennor flygtede til England. Dronningen behandlede Bothwell, som om der ingen Tvivl kunde være om hans uskyldighed, hvilket maaffee ogsaa var hendes Overbeviisning; ved Parlamentets Aabning led hun ham bære Scepteret, gjorde ham til Befalingsmand over Edinborg Slot, Rigets vigtigste Fastning, og gav, ifølge hans Naad, Protestanterne fri Religionsøvelse, hvilket de hidindtil ikke havde kunnet opnaae. Kort efter undertegnede 8 Biskopper, 10 Grever og 10 Lorder et Skrift, hvori de erklære Bothwell for fuldkommen uskyldig i Mordet paa Darnley og anbefale Dronningen, ifald hun vil gifte sig igjen, da at tage hamt til sin Gemal, samt endelig forpligte sig med Gods og Blod til at fremme dette 2gteskab; ogsaa her finde vi Morton og Lethington, og det Hele var blot beregnet paa at faae Dronningen til at gjøre, hvad hun i sit hjerte faa gjerne vilde, raffe Bothwell in Haand og saaledes styrte sig i Fordærvelse, thi imidlertid udbredtes Rygtet om Bothwell som Ophav til og Dronningen som Deeltager i Mordet paa Darnlay stedse meer og mere, og det tildeels af de samme Personer, som havde undertegnet Skriftet: rafte Dronningen altsaa virkelig Bothwell fin Haand, maatte Folket derved blive overtybet om hendes Strafskyld. Murray var imidlertid reist til Frankrig, for derfra at iagttage, og havde overdraget Bestyrelsen af fine Godser i sin Fraværelse til Bothwell, som sin bedste Ven. Siden heed det, at Bothwell ved at omringe Huset med Bevæbnede havde tvunget fine Gjæster til at underskrive, dog det synes lige utroligt, at han havde vovet saadant, og at hele Skotlands hoie Adel havde været feig nok til at lade sig tvinge til et saabant Skridt. Bothwell, som ikke anede, at han gif i fine Dødsfjenders Lebebaand, anfaae sig nu for mægtig nok til at foretage et afgjørende Skridt, hvorom Dronningen uden al Tvivl var underrettet. Paa hendes Reise fra Stirling til Edinborg lagde han sig med 1000 Ryttere i Baghold og bortførte hende til Dunbar, hvor han beholdt hende i tolv Dage, for Alfe rosende fig af, at han nok skulde ægte Dronningen, selv om Maria skulde, modsætte sig: han burde snarere have sagt, at han skulde ægte Maria, selv om Dronningen skulde modsætte sig, thi her var det Qvinden, som bragte Dronningen til et Skridt, der maatte styrte hende i Fordærvelse. Sam tidig hermed lob han sig stille fra fin Gemalinde under Paaffud af nært, Slægtskab, medens hun brugte hans 2gteskabsbrud som Paaskud: uden al Tvivl vare de enige i Sagen, og han har fjebt sig los, hvilket ogsaa blev paastaaet; hendes Broder vedblev at høre til Dronningens ivrigste Tilhængere. Efter tolv Dages Forløb blev Maria Stuart ført til Edinborg og sat i Frihed. Hun erklærede offentlig, at hun vel havde været opbragt over den Vold, Bothwell havde ovet imod hende, men for hans ærbødige Opførsels Skyld, under hendes Fangenskab, samt i Betragtning af hans tidligere trofaste Tjeneste havde tilgivet ham, ja endnu agtede at have ham heiere, hvorefter hun udnævnte ham til Hertug af Ørkenverne og Shet land, samt endelig den 15de Mai 1567 rafte ham sin Haand for Alteret: hendes Venner fagde, at dette skete for hendes Rygtes Skyld, der maatte live ved Opholdet vaa hans Slot, især da han var bekjendt nok for fine voldsomme Lidenskaber. At Bortførelsen var et aftalt Spil, var en saa almindelig Mening, at Ingen havde modsat sig samme, uagtet Dronningen førtes igjennem Landets stærkest befolkede Provindser: man vidite nok, at Dronningen kuns vilde have været fin Frelser liden Tak skyldig. Derimod havde Lord Herries knælende benfaldet Dronningen om ikke at ægte Bothwell, men uden Nytte. Saafnart Wgteskabet havde fundet Sted, greb Bothwells tidligere Venner og Hjelpere, Morton og Lethington, firar til Vaaben og tvang ham til med Dronningen at flygte til Dunbar: nu havde de dem, hvor de vilde, og Nationen var faa forbittret, at Dronningens Fald syntes uundgaaelig, især da det heed, at Bothwell vilde bemagtige sig den unge Kronprinds, for hvis Liv man da frygtede. Rigtignok lykkedes det at samle en Hær af Bothwells Klan og Grændsebeboerne, men disse undsloge fig for at fjæmpe, da de forenede Lorders Tropper ryffede frem til Ans greb, hvorpaa Dronningen netop en Maaned efter fit ulykkelige Giftermaal overgav sig og blev ført i Fængsel: først efter 20 Aars Forlob blev hun befriet, men ved Deden paa et engelsk Stafot. Strar efter Slaget fom Murray tilbage fra Frankrig og tvang fin Softer til at frasige fig Regjeringen, som derpaa blev ham overdraget under Titel af Regent, indtil Kronprindsen, som strax efter blev fronet, naaede sin Myndighedsalder. Bothwell opholdt sig i negen Tid i Nær heden af Dunbar, indtil han mærkede, at det ikke var ham muligt at reiſe faa meget Mandskab, saa han turde vove at maale fig med de forbundne Lorder; han flygtede derefter til sin Slægtning, Biskoppen af Murray, og, da denne heller ikke funde beskytte ham, til fit Hertugdømme, Ørkens oerne. Her skal Noden have tvunget ham til at ubruste Soroverskibe og plyndre de Sofarende, hvilket dog aldrig er beviist. Forfulgt af skotske Krigsstibe, erklæret fredløs og berøvet fin Rang, fine Titler og Værdig heder, samt en Priis af 1000 Kroner fat paa hans Hoved af det skotske Parlament, flygtede han med to Stibe fra Drfeneerne og traf i Sven vaa et dansk Orlogeffib, Bjornen, ført af Gavt. Ghriften Aalborg, der overhalede ham og forlangte at fee hans Papierer. Bothwell var klædt som en lafet Matros, af Frygt for de skotske Krydsere; han nægtede at have Papirer, angav fin Rang og Værdighed samt paastod, at hans 2Grinde var at reise til Kongen af Danmark, hvilket Gapitain Aalborg dog ansaae for opdigtet og holdt ham for en Sorever. Han bragte ham derfor den 2den September 1567 til Bergen, hvor han af Lensmanden, Grif Rosenkrands, blev behandlet med al Heflighed, men skarpt bevogtet. Bothwell traf her i Bergen uformodentlig paa sin første Hustrue. Fru Anna Christoffers Datter Benkestof, som den 17de September indstævnebe ham for Retten, beviste, at han havde tre levende Hustruer, nemlig hende, een i Skotland, som han havde fjebt sig fra, samt Dronning Maria Stuart, og meente derfor "at det var intet bevendt med ham," hvori hun visseligen havde Ret; han gav hende i Erstatning fit mindste Sfib med Tilbehør og lovede hende 100 Daler aarlig fra Skotland, hvilke hun naturligviis aldrig fif. Derefter fom Staten. Den 22de September blev der nedsat en Net af 23 Mænd, Adelige og Uadelige, Lensmænd, Bispen, Raadmænd og Gontorste"), hvilke lode fig give en noiagtig Forklaring over, hvorledes Bothwell var bleven taget, og hvad der siden med ham var foregaaet, samt hvad han selv havde forklaret: han erklærede ogsaa her, at han vilde til Danmark og siden til Frankrig. De Gontorske havde ham stærkt mistænkt for at hans største Skib hørte en Bremer til, hvor paa han erklærede sig villig til at lade det blive liggende, for at Giermanden funde erholde det, ifald Nogen fiendte sig ved det. Paa Sperges maalet om hans Sfibepapirer spurgte han stolt, af hvem han skulde have erholdt saadanne, da han selv var den Forste i Niget. Stibemandskabet

• ) De i Bergen bosatte Tydskere. erflærebe, at Stibene tilhørte Gapitainen, David Woth, der var en velbefjendt

Sørover, som derfor blev fat i Forvaring paa Bergenhuus Slot. Af Forhøret fremgaaer ikke, at Bothwell selv har drevet Sørøveri; han fan godt have leiet Soreverstibene til sin Overfart til Danmark eller Frankrig, hvilket han selv berettede, og Matrofernes Vidnesbyrd bekræftede. Blandt de Ting, som Bothwell førte med sig og udtog af Stibet, var hans Hertugbivlom famt, mærkeligt nok, bet Document, hvorved det skotske Parlament fatte en Priis paa hans Hoved. To Dage efter beværtede Lensmanden Bothwell og hans Abelsmænd paa Slottet og sendte ham derefter under sikker Bevegtning til Kjøbenhavn, eftersom han havde stor Lyst til at komme til Sverrig, med hvilket Danmark laae i Krig, samt desuden truede med Hevn. Folfene laante Lensmanden et Sfib til at drage til Skotland med, men der skulle de ved deres Ankomst alle være blevne henrettede: famme Stiæbne traf rimeligviis Gapitain David Woth i Bergen. 3 Kjøbenhavn blev Bothwell strax fængslet paa Slottet, og Kongen, der var i Jylland, blev ved Peder Ore og Johan Friis underrettet om den mærkelige Fanges Ankomst, samt raabet til at anvise ham et fiffrere Fængsel, ta ban var meget listig og "anslegische." Han tilskrev selv i Midten af November Maaned Kongen et franst Brev, som Peder Ore lebsagede med en dansk Oversættelse, da han ikke var vis paa, at der i Kongens Folge var Nogen, som kunde Franst. Bothwell beretter i dette Brev, at den skotske Dronnings Raad og den største Deel af Adelen har anfeet det for godt, at han reiste til Danmark for at forestille Kongen bendes Stilling og bede om Raad og Hjælp, for Slægts, Byrds og gammelt Forbunds Skyld. Ved denne Leilighed var han af Storm for brevet til Norge, hvor et af Kongens Krigeftibe havde opbragt ham og holdt ham fangen i 2 Maaned, hvorfor han nu beder om at faae Kongens Villie at vide. Saafnart man i Skotland erfarede, at Bothwell holdtes fangen i Danmark, lobe hans der herskende Dodofjender Dronning Glifabeth af England, ved hvis Hjælp Maria Stuart var stedt fra Thronen, under 29de Marts og atter under 4de Mai 1568 anmode Frederik den Anden om at udlevere Bothwell til den skotske Negjering, for at han kunde blive dømt og live den tilbørlige Straf for Mordet paa Henrik Darnley, som Rygtet tilskrev ham: hun gav tillige fit kongelige Ord paa, at han skulde blive behandlet retfærdigt, og intet Partihensyn gjøre sig gjeldende. Herpaa funde Kongen imidlertid ikke indlade sig, da det var Enhver velbekjendt, at en Udlevering vilde være at overgive Bothwell til den visse Ded, enten han var skyldig eller ikke; han blev derfor stadigen holdt i et an= stændigt men sikkert Fængsel paa Kjøbenhavns Slot. Den 21de og 26de August f. A. tilskreve de regjerende Herrer selv i den umyndige Kong Jacobs Navn Kongen af Danmark og fordrede Bothwell udleveret, dog ikke med bedre virkning. Her berettedes hvorledes han, som udeblevet efter Indstævning, af Parlamentet var dømt fra Liv og Gods, hans Adelskab fasferet og alle bans Godser inddragne; skulde Kongen imidlertid formedelst de paa Havet omsværmende Sorovere ikke ønske at sende ham til Skotland, hvilken Undskyldning rimeligviis fra dansk Side er anført, forlangte Kong Jacob ham udleveret til Gapitain Johannes Glerk eller Glarich, sin Gesandt i Danmark, for at denne funde henrette ham og sende hans Hoved til Sfotland. En faaban Rettergangsmaade vilde man imidlertid endnu mindre indlade sig paa i Danmark, lod Bothwell den 28de Decbr. 1568 forflytte til Malmo Slot, hvor et godt Værelse blev indrettet til ham, man tillod ham selv at føre sin Sag imod Glerk, der beskyldte ham for Mordet paa Darnley, hvilket han benegtede og paaberaabte sig fin Frifjendelse af de skotske Domstole. Alle senere Bestræbelser fra skotsk Side for at erholde ham udleveret mislykkedes ligeledes, og hans Anklager, Gapitain Glerk, kom ved en mærkelig Stjæbnens Ironi til at dele hans Skjæbne; han havde nemlig tidligere hvervet endeel Tropper i Tydskland for den danske Konges Regning, men ved denne Leilighed bes gaaet Underslab, desuden ikke forsvaret Varbjerg, som han burde, hvorover hans Folf forraadte den til de Svenske, samt endelig, da hans Regnskab blev undersøgt, truet Kongen og Landet, hvorfor en Krigsret af skotske og tydske Officerer dømte ham til livsvarigt Fængsel; han sad paa Drarholm Slot til sin Dod. Fra Malmo blev ogsaa Bothwell selv ført til Drarholm, hvor han blev behandlet meget godt, paa Kongens Bekostning forsynet med Klæber af Fleiel, saaledes som de passede for hans Byrd, ja endog havde Tilladelse til at gaae paa Jagt. Ifølge de almindelige fremmede Beretninger gif han fra Forstanden i sit Fængsel, hvilket maaffee var et Rygte, som den danske Regjering lod udsprede for at slippe for videre Overhæng i denne Sag, der foranledigede den skotske Regjering til i Aaret 1571 endogsaa at sende den bekjendte Hiftorieskriver Buchanan, Kong Jacobs Hovmester, som Gesandt til Danmark, dog uden videre Nytte, ligesom det heller ikke lykkedes ham at skaffe Gapitain Glerf fri, hvor megen Umage han end gjorde sig. Bothwell døde i fit Fængsel den 14de April 1578 og blev begravet i Sognefirfen i Faareveile i Ods Herred, hvor en Ligfifte endnu udgives for hans; da benne Kiste imidlertid er uden al Indskrift og Prydelse, er det meget uvist, at den virkelig indeflutter den mærkværdige Mands Stov, hvis Liv vi her have skildret. Af Drarholm Slots Lensmænd ville vi her blot nævne et Var af de mærkeligste, nemlig den alt omtalte Giler Hardenberg, der saa tappert. forsvarede Slottet under Grevens Feide, siden blev Ridder, Rigets Raad og Hofmester, men 1565 faldt i Unaade hos Kongen og gif af fra alle fine Embeder; i Faareveile Kirke findes endnu en gammel Stol fra hans Tid og med hans Vaaben, et Minde om Slottets meest fortjente Befalingsmand; endvidere den berømte Admiral Otto Rud, samt Historieskriveren Arild Hvitfeldt, Nigets Raad og Kantsler, som her skrev en stor Deel af sin Danmarks Kronike. Den næstsidste Lensmand var Sivard Urne, Rigets Raad og Ridder, i hvis Tib de Svenske oversvømmede Landet, samt i Aaret 1658 indtoge og afbrændte Drarholm, som synes at have forsvaret sig i nogen Tid: rimeligvis er der ved Beskydningen gaaet 3ld i Slottet, hvis Udseende før Branden efterstaaende tvende Prospecter vise. Under Beleiringen havde Fjenderne udentvivl deres Leir i Egemarke By, der ved denne Leilighed blev afbrændt paa een Gaard nær, ligesom ogfaa de øvrige Byer Syd for Slottet leed faare meget, hvilket derimod ikke var Tilfældet med Godset Nord for Slottet, der maaskee først blev befat efter Slottets Grobring. Da Slottet var aldeles afbrændt paa Murene nær, tog den Øverst commanderende over de her liggende svenske Tropper, Fyrst Immanuel af Anhalt, Qvarteer i Vindekilde By i den saakaldte Rodegaard, som var opført 1610 meget anfeligt af Slotsskriver Peder Jensen; i Byen laae 100 Ryttere, de øvrige Tropper rundt omkring. Paa Samse laae paa 00 samme Tib den danske Gapitain Robbert med nogle Soldater og aftalte med Giler Hansen i Nordby et Overfald paa de Svenske. Med endeel Soldater og Bender fra Samso feilede de til Seiere, hvor de fif flere Folk med, saa at de, ialt 68 Mand stærke, landede om Aftenen fildigt ligefor Vindekilde den 22de April 1659, lobe endeel Bender blive tilbage ved Baadene og med 46 Mand droge op til Vindekilde, hvor de ned sfede Vagten, brode ind i Rodegaard og fangede Fyrsten med 8 af hans Tjenere; af de svenske Ryttere fom fund 12 til hest, af hvilke een blev ffubt, be andre undflyede, medens de Danske ikke mistede een Mand. Fyrsten bod 20,000 Rdlr. for sin Frihed, men han blev ført til Odense og overleveret til Feltmarschal Schack, som laae der med den danske Hær, og holdt fangen indtil Freden. Efter Freden boede Lensmanden paa Redegaard indtil 1664, da Slottet i dette og følgende Aar med fit tilliggende Geds blev udlagt til Rentemester Henrif Müller for hans i Krigen udlagte Penge, dog med Forbehold af Indløsningsret. Müller overtog hver Tonde Hartforn bebygget Gods for 45 Ndl., ede Gods for 25 Ndl., nedlagde derpaa den største Deel af Vindekilde By, hvis Jorder bleve for enede med Slottets, og begyndte igjen at opføre de afbrændte Bog ninger, af hvilke deg fund den fendre Floi, hvis vestlige Deel bærer Marstallet 1675, blev beboelig i hans Tid; da imidlertid Landeiendommene i denne Periode faa godt som intet indbragte, og han maatte forrente ſtore Vengefummer, maatte han 1688 gjøre Opbud, hvorefter Hovedcreditor, den portugisiske Jode Manuel Teirera i Hamborg, overtog Drarholm med underliggende Hovedgaarde, Ladegaarde, Tiender og Bendergaarde, hvoriblandt hele Ode Herred, ialt 6,265 Tor. Hartforn, for 316,793 Rdlr.. hvilket er omtrent 50 Rdlr. for hver Tonde Hartforn. Herved leeb Teirera et stort Tab, thi 1694 maatte han sælge Drarholm med tilliggende Gods, Stove og Tiender, 211 Bendergaarde og Bol, hvoraf rigtignok 41 eller omtrent en femte Deel laae øde, 50 Huse og 5 Moller, ialt 1445 Tdr. Hartforn af alle Slags, for 20,000 Ndle. i Kroner, hvilket ikke engang er 14 Rdlr. for hver Tonde Hartforn, og det øvrige Gods i Ods Herred maatte han paa endnu flettere Vilfaar fælge til Staten, der havde store Skattereſtantser i samme: saa betydeligt faldt Jordegodserne i Danmark i hiin Tib, især sem en Felge af Forordningen af 16de Decbr. 1682, der gjorde Hovedgaardene ansvarlige for Bendernes Skatter, og som Vederlag gav dem Skattefrihed for deres Hovedgaardsjorder, thi Bendergodset var som en Folge af Krig, svære Sfatter, Misvært og slette Aaringer i en faa ussel Forfatning at neppe 1 Gaard af 100 var istand til at svare baade Skatter og Landgilde, neppe 1 af 50 Sfatterne alene, og omtrent en femte Deel af Landet laae ede, hvorfor man oprettede Hovedgaarde, Avls eg Ladegaarde af de øde Jorder, til hvilke man ingen Fæftere funde opdrive. Af de Godseiere, som 1682 maatte modtage Skattefrihed for deres Hovedgaarde imod at betale Bondernes Sfatter, var neppe den tiende Deel istand til at holde sig i Besiddelsen af sine Godser: de Øvrige maatte gaae fra Huus og Hjem. Drarholms nye Gier, Kammerjunker siden Geheimeraad -Free derik Christian Adeler, var en Sen af den berømte Gort Adeler og havde faaet en betydelig Formue med sin Frue, hvilket fatte ham istand til at gjenopbygge Drarholm, af hvilket 1697 hele den østre og en Deel af den nordre Floi vare under Tag: de gamle Mure bleve bibeholdte, saavidt Branden havde forskaanet dem. Den gamle af de Svenske afbrændte Ladegaard i Vindekilde blev erstattet ved en anden ved Foden af den Baffe, hvorpaa Slottet stod; af den ode Ggemarke By blev oprettet en Hovedgaard, ellers bleve de øde Bondergaarde saavidt muligt opbyggede og besatte med Fastere, endeel Gods indkjebt samt overhovedet alt gjort, hvad Tid og Omstændigheder tillede, for igjen at bringe Gaard og Gods paa Fode. Under Geheimeraadens Son, Conferentsraad Lente - Adeler, blev Slottets ældgamle Kirke gjenopbygt og indviet 1731. Veb fit Te stament overdrog han Gaard og Gods til sin Broderson som Stamhuus, hvortil denne 1757 oprettede det under Navn af Adelersberg. 1785 blev Stamhuset oprettet til Baroni og istedetfor dette 1810 fat et Pengefideicommis, medens Adelersborg blev ubunden Giendom, men 1843 igjen af daværende Gierinde, Kammerherrinde Lovenskjold, født Baronesse Abeler, oprettet til Baroni for hendes Datter og Svigersøn, Kammerjunker Bytphen, som derefter antog Navnet Bytphen Adeler og har viist stor Virksomhed og Kraft i Bestyrelsen og Forbedringen af denne stjenne Giendom, hvortil nu hører 2 Hovedgaarde, Konges og Kirketienden af 3 og Rirfetienden af 2 Sogne, 133 Bondergaarde, 276 Hufe, 900 Tonder Land Skov, ialt 1621 Tender Hartforn af alle Slags med 31,100 Tender Land, altsaa 14 Qvadratmiil. To Jomfruer. Tyge Becker, ar Du nogensinde feet en Jomfru? Det vil sige, hvad Brolæggerne falde en Jomfru, Gen til at stampe Steenbroen med. Hun er heel af Træ, bred forneden med Jernring om, og fmal foroven med Stok den er hendes Arme. Inde i Materialgaarden stod der to saadanne Jomfruer, de stode mellem Skovle, Favnemaal og Hjulber, og der var det rygtedes, at 'Jomfruen" ikke længer skulde faldes "Jomfru", men derimod "Stempel ", og det er den nyeste og eneste rigtige Benavnelse, i Brolæggersproget, for hvad vi Alle i gamle Tider faldte en Jomfru. Nu er der mellem os Mennesker Neget, man falder: "emanciperede Fruentimmer, hvortil regnes Institutbestyrerinder, Jordemedre, Dandser= inder, der kunne staae paa eet Been i Embedet, Modehandlerinder og Vaagefoner, og til den Raffe: "Emanciverede", sluttede sig ogsaa de to Jomfruer i Materialgaarden; de vare Jomfruer ved Veivæsenet, og de vilde paa ingen Maade opgive deres gode gamle Navn og lade sig kalde "Stempel". "Jomfru er et Menneskenavn," sagde de, "men Stempel er en Ting, og vi labe os ikke falde en Ting, det er at sjældes ud!" "Min Forlovede er istand til at slaae op med mig!" sagde den yngste, der var forlovet med en Rambuf, det er saadan en stor Mastine, der driver Pæle ned og altsaa gjør i det Svære, hvad Jomfruen gjør i det Fine. "Han vil have mig, som Jomfru, men maaffee ikke, som Stempel, og altsaa kan jeg ikke lade dem bebe mig om!" "Ja, jeg lader før mine to Arme fnaffe af!" sagde den Wldste. Hjulbøren havde dog en anden Mening, og Hjulboren var Noget, den anfaae fig for en Qvart Karreet, idet den gif paa eet Hjul. "Jeg maa dog sige dem, at det at kaldes Jomfru er temmelig almindeligt og ikke nær faa fiint, som at faldes Stempel, thi ved at føre det Navn, fommer man i Raffe med Signeterne, og tænk paa Lovens Signet, det er det, der giver Lovens Segl. J Deres Sted vilde jeg opgive Jomfruen!" "Aldrig det er jeg for gammel til!" fagde den Eldfte. "De fjender nok ikke Noget, som kaldes den europæiffe Nødvendig hed!" sagde det ærlige gamle Favnemaal. "Man maa begrændses, underordne sig, foie sig i Tid og Nødvendighed, og er det en Lov, at Jomfruen skal kaldes Stempel, faa maa hun kaldes Stempel. Enhver Ting har fit Favnemaal!" "Saa vilde jeg dog heller," sagde den Yngste, "lade mig kalde Frøken, naar galt skulde være, Frøken smager dog altid lidt af Jomfru!" "Men jeg laver mig heller hugge til Pindebrænde!" sagde den gamle Jomfru. Nu gif det til Arbeide; Jomfruerne fjerte, de bleve lagte paa Hjulbøren, og det var altid fiin Behandling, men Stempel bleve de faldte. "Jum-!" sagde de, idet de stampede mod Steenbroen; "Jum-!" og lige vare de ved at sige heelt ud Orbet: "Jomfru," men de beed det fort af, de toge det i fig igjen, for de fandt, at de ikke engang burde svare. Men indbyrdes tiltalte de altid hinanden med Navnet Jomfru, og priiste de gode gamle Dage, da man kaldte enhver Ting ved fit rette Navn, og faldtes Jomfru, naar man var en Jomfru: og det bleve de begge to, thi Rambuffen, den store Maskine, slog virkeligt op med den Yngste, han vilde ikke indlade sig med et Stempel. H. G. Andersen. Gustav Adolphs Statue. fterat de Danske i Aaret 1612 havde ødelagt det nylig anlagte Gothenborg, opbyggede Gustav Adolph Byen igjen, og traf en stor Goloni af Hollænderne dertil, hvilke ved deres Vindskibelighed og Dygtighed i Agriculturen snart hævede Gothenborg og grundlagde den Velstand og den Betydning, som denne By indtager blandt Skandinaviens Stæder. Det var derfor intet Under, at Gothenborgs Indvaanere nu i denne paa Monumenter saa rige Tid, attraaede i deres egen Midte at reise et Mindesmærke for deres Velgjører og deres Fædrelands største Konge. De bestilte hos deres Lands mand, den anerkjendt dyg tige Billedhugger, Professor Fogelberg i Rom en Statue af Gustav Adolph. Fogelberg overtog med Glæde dette hæ derlige Hverv, og vidste ved fit Talent og fin Fædrelands fjærlighed at give fit Arbeide et stort konstnerisk Præg. Som Afbildningen her viser, fremstillede han Kongen i sin fædvanlige Krigerdragt, og fjendt denne mindre egnede sig for Billedhuggerens Meisel end for Malerens Pensel, forstod han dog med Lethed at over vinde Vanskeligheden i Formerne.

Fogelberg maatte imidler tid efter et mislykket Forsøg opgive at faae den støbt i Nom, og Modellen blev derfor sendt til München, hvor Directeuren for det fgl. Stoberi, v. Miller, overtog Udførelsen i Bronce. Med Dygtighed, Held og Naskhed blev Arbeider fuldendt i October 1851, men Gothenborgs Indvaanere sif aldrig den vellykkede Afstøbning at see. Det svenske Stib "Hoppet," som skulde overføre Majestæten fra Hamborg til Gothenborg, strandede paa Helgolands Kyster. Til Held ftob Stibet paa Sand, saa at Statuen blev huggen ud af Skibets Bund og senere indbjerget i fuldkommen god Stand, med Undtagelse af en liden Beskadigelse paa hoire Haands Pegefinger og Enden af Sabelsteden. Men Helgolanderne vilde have Losepenge for Majeftaten og forlangte en enorm Bjergeløn, og da Gothenborgs Gomunalbestyrelse eller rettere Assurandeurerne forgjæves havde forsøgt en mindelig Over eenskomst, og man tillige havde erfaret, at Formen endnu var i ustadt. Stand, henvendte man sig atter i Juli 1852 til v. Miller i München for at faae en my Afstøbning. Denne lyffedes lige faa godt og blev fuldført den 31 Mai iaar; men Statuen vil først til næste Foraar blive bragt til fit Bestemmelsessted for ikke atter at rififere en Stranding vaa Jyllands Vestkyst i de stormfulde Efteraars Dage. Formodentlig bliver den afsløret i Sommerens Lob, naar D. M. Kongen og Dronningen af Sverrig reise gjennem Gothenborg til Badestedet Sære. En Sommerleilighed paa Fredensborg. Riimbrev. Fredensborg. Juli 1853. Ja, var jeg en Aladdin, og holdt jeg i min Haand Hiin underfulde Lampe, hvis mægtige Aand Maa lyde Besidderens Villie: Da kaldte jeg min Tjener og bød ham kort og godt, At reise mig fra Grunden Kong Volmers gamle Slot, Til Bolig for Dem og Familie. Baa Fleiel De skulde hviles, i Silfe være flætt, Og blev De ogfaa nedt til at holde lidt Diæt, De spiste dog af gyldne Terriner - Men af! destoværre, den Tib er længst forbi, Den hele Fabelverden med alt dens Trylleri Gr selv et Gurre nu i Ruiner. Og dog, kan man troe paa, hvad vise Mænt har fagt, Saa ligger jo i Kunsten en lignende Magt, Som skaber de deiligste Lande; Et Skin fun, et Billed, som Mængden kalder Tant, Men som den Vise mener, er endnu mere sandt, Gnd hvad man ellers falder bet Sande. Saa vil jeg da bygge, ved Muſers Gunst, for Dem, Af Egnens Yndigheder et landligt Sommerhjem Med Selfin og styggefulde Træer; Naturligviis var det mig ligefaa let At bygge Dem et Bragtslot, men husker jeg ret, Saa ynder De nok ikke Palaier. Det ligger paa en Baffe, det skal jo være sundt; Men skjult i et Lovshavl, som snoer fig Huset rundt, Sin Stjønhed jomfruelig det dølger; Fra Landeveien fees fun det bruunrode Tag, Men indefra beseer man paa engang imag Asminderød og Goromsøens Bølger. Der er en deilig Have, vaa stjønne Blomster riig; Gt Viinranketeppe, hvis Traade slynge sig Lange Muren og titte gjennem Ruden; En Mylr af Gravenstener og Bær i Tusindviis, Og for at Stedet ganske skal ligne Paradiis, Gr Frugten ogsaa her jo forbuden. Der gaaer De nu om Dagen og sysler saa fmaat, Og læser lidt og drømmer lidt og har det kort sagt godt - Aviserne kan De faae at laane; Men kommer faa Aftenen med hele Favnen fuld Af blussente Rejer, Oranger og Guld, Mens Noddeboskovene blaane: Da seer De et Selskab af Store og Smaa, Med brogede Dragter og Selhatte paa, Som iler ned mod Skipperhuus-Alleen; Det er en Sfare Venner, som ei har glemt at lee, Og fommer nu at hente Dem til Lystfeillads og Thee Og critisk Discurs under Theen. Som et af Ggnens Fortrin, er det endnu min Pligt At nævne nogle Rager, som smage ypperligt Og faaes hos en Mand, der hedder Sommer; Til Thetid er de friske, det paastaaer jeg for vist, Tiltrods for dem, der sige, at Manden bruger List Og varmer dem op, naar man kommer. Hvad Foden ellers angaaer, da er den kun som saa; Men Den, der gjør fig Umag, fan dog i Neglen faae, Hvad Mennesket i denne Tid maa nyde; Og som en Trøstens Engel mod hvert et jordist Savn, Gaaer ugenlig en Fragtmand til Kongens Kjobenhavn Og staffer Alt, hvad Hjerterne kan fryde. Men er saa Theen druffet, gaaer atter Hver til Sit, Til Sovn og søde Drømme, mens Himlen lyfer blitt Over Lindenes sortegrønne Kroner; Der er da Fred foruden og Fred i hvert et Sind, En Fred, som kun brydes af Vægterens Trin Og en cenfom Harmonicas Toner. - Ja her, min Veninde, her har De det hjem, Som jeg ved Muſers Bistand har bygget for Dem Aldeles, som her er beskrevet; Og finder De det brugbart, som Tilflugt for en Stund, Og ønsker De at boe der, behøver De kun At sætte Dem rigtig ind i Brevet. Efterſkrift. Get er der dog ved dette velsignede Sted, Gen Rigdom, af hvilken jeg Intet tager med, Og det er Egnens Overflod af Væde; Det regner lidt for ofte, det kan ei nægtes, her, Og vanker man ene blandt Slotshavens Træer, Saa fommer man let til at græde. Men al denne Nigdom, som sagt, beholder jeg; Det er en gammel Vane, jeg refer den ei, Lidt Stolthed, vil En og Anden mene: Jeg deler glad og gjerne med Andre min Lyft, Men har jeg en Kummer, faa luffer jeg mit Bryst, Den bærer jeg altid alene. Og saaledes gjør jeg da ogsaa denne Gang; Jeg sender Dem Luften, den solrige Vang, Og Alt, hvad der er grønt og godt ved Egnen; Jeg sender Dem i Tilgift min Lyras bedste Lyd Og, sljendt den fun er lille, mit Hjertes hele Fryd, Men Taarerne beholder jeg og Regnen. F. L. Hoedt. Synsmandens Pibe. er er snart ingen muntrere Tid paa Landet end Hosten. Naar Veiret er smuft, og Solen skinner, hvilke livlige Scener og hvilken herlig Golorit! Vaa Marken falde de gule Straa for Hoft farlens Lee, medens Pigerne have travlt med at samle dem sammen og bundte dem; Vognen striver allehaande Figurer mellem Stubbene i den blobe Jord, mens den fjører fra Trave til Trave for at fyldes; under Spøg og Latter taarnes Læsset, og Læstræet furres fast; Kræfter maa der lægges til; thi Vognen er faa fuld, som den kan være; men der maa læsses godt: Marken bugner af Sæd, og det gjælder om at benytte det gode Veir - det er et velsignet Aar. Ned ad Veien mellem Hakferne ruller det ietvæk, og den ene Støvsky felger den anden; Neddebuskene og Hvidtjernen med de rede Bær rive Straa af Siderne paa Læsset; engang imellem holder Kudsken stille og pluffer sig en Klasse Nodder fra fit hoie Sæbe, og naar han kommer til Byen og ikke har faaet fnaffet alle Nodderne underveis, faa faaer Pigen, som staaer ved Brendvippen i Haven. Resten i Hovedet. Hun fan ikke naae at stænke ham med Vand fra Spanden, men med Æbler og Blommer kan hun naae ham, og nu begynder der et Bombardement blot Huusbond ikke seer det. Børnene springe jublende omkring; thi de have fri fra Skolen for at hjælpe ved Hostarbeidet; men de fleste høste fun i Neddebuffene og Brombærranferne, der fulde af forte Bær slynge sig som et naturligt Spalie henad Steengjærdet. Den hvidhaarede Sfare stoier ned ad Gaden efter Gassene eller hænger som fmaae Satyrer hujende og skrigende i Høvevlerne og lader sig slæbe i Støvet efter Vognene. De see ud, faa Gud maa sig forbarme: Ansigtet er be dækket med en Sforpe af Frugtsaft og Stov, Sfjorteærmerne have ikke Tanke af Hvidhed tilbage, og Hænder og Fodder ere faa forte, som om de hørte til en Negerkrop. Hele Dagen arbeides der i Marken; men naar Solen baler, og Duggen begynder at falde, naar Keerne i Engen utaalmodig brole efter den længe udeblivende Malkepige, naar Fuglene have fat fig til Ro, og fun en opffræmmet Agerhone med hvinende Vingeslag flover den stille Luft, faa kommer Hvilens Tib, saa vende Arbeiderne hjem, og Naboer og Bekjendte modes paa Veien, floffe sig og snakke, medens de slentre afsted med Niven eller Leen paa Naffen. Her gaae Piger og Karle med hinanden i Hænderne og synge, hist har en heirostet Klynge standset en Vogn og gjør allehaande Narreftreger med Kudsten og Pigerne, som oppe fra Læsset forsvare sig med Pidst og med Nive det bedste de kunne; der kommer en Vogn rullende, Hestene ere smykkede med Rosetter af Ar og vilde Blomster, Kudsten har et flagrende Baand om Hatten, og mellem to Piger med hvide Spensere og runde Hatte med. Krandse sidder en Karl, som holder et Neg, pyntet med Tørklæder og Baand, paa den oprakte Fork. Hurra! Det er det sidste Læs, nu ere de færdige med Hosten - hvilken Jubel! Men bagefter komme de abstadige Bender med Piben i Munden, smaafnaffende om Hestens Udfald og Kornpriserne, medens de nu og da snappe et Ar, som er blevet hængende paa Buskene, gnide det i Haanden og betragte Kjærnerne. Ude paa Marken er alt stille; Koen er malfet, og Ingen forstyrrer Agerhonen paa dens Leie; det sidste Spor af Aftenroden er forsvundet, og hele Ggnen svøber sig i en graalig Taage, hvori Sfove og Baffer og de fide, dampende Mosedrag kun vise sig som mørkere og lysere Sfattes ringer. En enkelt Stjerne duffer frem paa Himlen, og et enkelt Lps stinner i Landsbyen der ere de altsaa ikke gaaede til No endnu. Nei, hør kun, hvor de lee eg fnaffe. Karlene drive omkring paa Gaden, og Pigerne fidde udenfor Portene og striffe og modtage deres gode Venners Besøg; der staae tre lystige Pigebørn og fjaſe med Præstens Karl, som holder og vander Heste i Gadekjæret - "Uh da!" hvor de fif travlt: Gavtyven fatte Hesten Træskoene i Siden og sprængte op imellem dem, . og hver foer til fin Side, men nu lee de igjen og raabe efter ham. Inde i Haven mellem Humlestængerne, der neppe kunne bære de frugttunge Ranker, der -- ja troe fun ikke, det er Vinden, som rasler mellem Bladene! See, i Aabningen, hvor den opgaaende Maane netop finner ind paa det fugtige Lov, henne ved Hegnet til Naboens Have, der sidder en ung Pige paa Grøften. Det er meget snildt indrettet: Tjørnegrenene ere beiebe tilbage, og fra den anden Side kommer ogsaa et nfigt tilsyne; men det tilhører neppe nogen Pige, skal man dømme efter fenbarten, som smyffer den redmossede Kind. "Hvad er nu det at lee af?" sagde han. "Jo, for Du feer saa bos ud, Hans Peter," sagde Pigen bestandig leende, "og det har Du dog ikke nodig." "Men hvorfor fan Din Faber da ikke ligesaa godt lade od komme fammen nu som til Foraaret, vi have jo dog været gode Venner jaa længe;" vedblev han. "Fader mener, vi have Tiden for os, og at det var bedst, Du først fif nogen Jord til Stedet. Til Foraaret er Kromandens Forpagtning af Præstelodden ude, saa vil Fader staffe os den, og saa er det gjort med een Gang, siger han, ellers skal der Penge nu og Penge siden, og Bageriet alene fan vi dog ikke leve af Men nu er Du vred igjen ha, ha, ha," lo Pigen. "Du er fanffee glad nok, at det varer saa længe med Bryllupet! sagde han ærgerlig og reiste fig. "Hvor vil Du hen, Hans Peter?" "Jeg vil byde Dig Godnat." "Men Hans da, her engang!" "Naa-" "Mei, kom herhen, jeg vil sige Dig noget." "Aah, Du kan vel nok tale faa lydt, at jeg kan høre det her," sagde Hans Peter, der imidlertid havde fjernet sig noget.. "Saamænd kan jeg saa. Det var kun det, jeg vilde sige, at Fader havde talt om, at Rapssæden var faa god, at han maaskee fik et Par Hundrede Daler tilovers, som han kunde sætte i Bageriet. Naar Du faa talte til ham om nogen Tid, saa kunde det vel hændes, at han ikke heller sagde Nei til Bryllupet." "Er det sandt, Karen Mari," afbrød den lykkelige Elsker. "Men hvor vil Du hen? Her lidt!" "Hvad vil Du?" "Kem dog og giv mig et Kys til Godnat, Karen Mari!" "Aah, Du kan vel nok fysse saa langt," sagde Karen, der nu paa fin Side fjernede sig og leende forsvandt mellem Humlerankerne. Lidt efter laa Landsbyen sem var den udded. Maanen stod hoit paa Himlen og stinnede lige ned i Gaden; de mørke Tage og de hvide Mure vare overgybte af dens flare Sfin, og Kjæret glindsede under fit Taageflor og speilede Poplerne om Kirkegaarden, vaa hvis flanke Kroner ikke et Blad rorte sig. Hist og her funklede en Nude, men de fleste Steder vare Sfodderne luffede for, og fun gjennem det udskaarne Hjerte paa samme kunde Maanen figge ind til de Slumrende.. De fleste Steder var der indhoftet, og Præsten udsatte Hostprædikenen til næste Sondag fun for at Smaafolf, som maatte laane sig frem med Hefte og Vogn for at faae Sæden i Huus, ogsaa kunde faae bjerger deres Smule Korn, inden Kirfeflofferne faldte Menigheden sammen til Taf for Hestens rige Gaver. Mange Steder dandsede Pleilen allerede lystig i den aabne Lo, og Torvedagen kjørte der Læs med ny Sed til Staden. Det var næsten som en Festdag; thi i den travle Hesttid havde Benderne ikke havt Stunder at komme til Byen. Torvegjæsterne vare derfor i Kisteklæderne, og Synsmanden ), i hvis Gaard en Vogn holdt og blev læsset, var ogsaa halvveis i Pudsen. Da han havde faaet den sidste Sak Korn til at ligge, som han vilde, tog han Lommetørklædet ud af Hatten og tørrede Banden, langede op efter Fraffen, som han havde fastet paa Agestolen, og efter at have givet den en Asbørstning med Haanden, trak han den paa, gjorde en Vending ind i Kjøkkenet og fik en Glød til fin Pibe, og faa gif bet Hypafsted, mens Hunden bjæffende dandsede rundt i sin forte Lenfe foran Hullet henne ved Porten, og Gaardens Beboere med et taust Nik ønskede Huusfaderen en lykkelig Reise. Tæt udenfor Byen var man ifærd med at bryde Hor. Rogen stod op af Brydegraven, og hvis Peer Træskomand, som stod for Brydningen, ikke havde passet saa godt paa, kunde der ogsaa let være kommet Flamme. Men naar det brændte for stærkt dernede, fif han travlt med at snappe

• ) Synsmand er i Mellemslesvig det famme som Sognefoged.

. Horren af Lægterne, gribe et Bundt Pileqviste, som stod i Karret ved Siden af, og stænke Vand ned i Graven. Dobbelt tæt flog da Rogen iveiret og indhyllede Folfene, som arbeidede med Bragerne, i en heel Sfy. Der var mange Folf, og alle havde de travlt. Bragerne gif, og Munden gif, og der blev fortalt Historier ſaa det var en Lyst at here naar man blot havde kunnet. Børnene havde lavet smaae Brydegrave og puttet et Par Gleder deri, men de havde Uheld med Arbeidet; hvert Dieblif gif der Ild i deres Horsfjaver, og naar de faa vilde laane Peers Roft til at fluffe med, saa stænkede han dem selv over det var uhyre morsomt. Tilskuere savnedes heller iffe: gamle Jørgen fra Fattighuset sad paa en Plovaas, han havde et lille Barn mellem Knæene, og det baskede med Armene som en Fugleunge med Vingerne og vilde endelig gaae, stjendt det neppe funde støtte paa de buttede Been. manden stod henne i Ledstedet med Kurven paa Ryggen og Hænderne foldede over Stoffen, og den tumbige *) Birthe fad med sin Kridtpibe i Munden og stirrede hen for sig uden at høre, at Drengene raabte: Birthe, Birthe, der er Din Kjæreste, der er Din Kjæreste see hvor pyntet han er!" Brød- "Aah Snak, Drenge," sagde en af Konerne; "bet er ikke Birthes Kjæreste; det er jo Krudenerens *) Hans Peter-fjender 3 ikke ham." "Det er vor mye Bager; see, hvor han er pyntet," sagde en Anden. "Sfal Du a Stai ***), Hans Peter?" spurgte en Karl. Hans Peter niffede og gif videre. "Du har nok gode Saaler i Støvlerne, siden Du ikke er bange for at lægge Been til," raabte Karlen. "Der kommer jo Din Svoger†), Du kan vel age med ham." Han har Net. Det er Karen Maries Fader, Synsmanden, som fommer fjørende der i sin store Kurvevogn med de to Blankbrune for, med den stinnente Hat og den blaa Fraffe og den selvbeslagne Meerſfums pibe i Munden. "Kan jeg age med?" spurgte Hans Peter, og da Synsmanden med et Nik gav sin Indvilligelse tilfjende og holdt Hestene lidt an, frob den unge Mand op paa Vognen, og den rullede videre, medens Horbryderne et Dieblik stoppede med deres Arbeide for at fee efter de to smuffeste Heste i Landsbyen.

• ) &jollet.

+) Hoker, Landsbykjebmand.

• • • ) Tilbyes.

+) Svigerfader. "Jeg synes, det varer lovlig længe med Forlovelsen," sagde Gn. "Hvad mon Synsmanden skal i Byen idag?" bemærkede en Anden. "Det er jo Torvedag," led Svaret. "Ja, men Torvedag er ikke Helligdag, og Morten Knap havde sin Meerstumspibe med," indvendte Spørgeren. "Havde han det," løb det i almindeligt Ghor, og derefter indtraadte en Pause, under hvilken Alle syntes fordybede i Betragtning over denne vigtige Efterretning, og man ikke hørte andet end Bragernes Klappren og Barnets Græden og gamle Jørgen, der nynnede en Sang og tyssede paa den Lille. "Hvorfor mon han dog havde den Meerskums med?" udbrødpaa engang En af Karlene, og nu var en viid Mark atter aabnet for Gonversationen, og man fortabte sig i allehaande Gisninger; men det store Spørgsmaal blev som saa mange andre bestandig ubesvaret. Men Du, min fjære Læfer, vil maaffee sporge og det med Net hvad mærkeligt er der da ved den Pibe, og hvor kan en saadan Bagatel interessere de gode Folk saa meget. Du fjender ikke Tonen i en Landsby; der kan langt større ubetydeligheder give Anledning til ivrige Debatter, og fandt at sige, er Morten Knaps, Synsmandens. Pibe heller ikke faa ganske ubetydelig. Hovedet er af Meerffum, stort og forsynet med et vældigt Selvbeslag, der er langt bredere, end det behover at være, medi en Beile som Lgas og en gammel Rigsort med Guldrand udenom indfattet oven i Laaget. Da Piben engang i fine unge Dage har faaet en Sfavanf ved Halsen, er denne omflettet med et Net af Selvtraad, og lige paa Beiningen sidder en Selvplade, hvorpaa Bogstaverne N. P. S. H. hvilke betyde Niels Pedersen Hoeg, Navnet paa Pibens tidligere Gier og Sognets afdøde Præst, paa hvis Auction Morten Knap som ung Bonde fjøbte denne kostbare Gjenstand. Jeg behover vel neppe at lægge til, at Dreieren har udtømt sin hele Konst i Hornrørets Snirfler, at Slangen er søgrøn og Lidserne himmelblaae med to forgyldte Dupper. Men alt, hvad jeg kan fortælle Dig om Piben og dens Gier, vil fun daarligt kunne give Dig et Begreb om begges Vigtighed; Du vilde forstaae tet ganske anderledes, naar Du hørte gamle Jørgen fortælle. Og han fortæller gjerne. Naar Du kommer ferbi Fattighuset, og han sidder udenfor paa Huggebloffen og foler fig, behover Du blot at besvare hans "Gudsfred" og standse et Dieblik, saa ere 3 strax inde i Pasfiaren. Staffelen har intet andet at bestille; Benene due ikke, uden et Par Stoffe fommer dem til Hjælp, Armene ere stive af Gigt, og Fingrene sidde faa frumme, som, om de kun vare skabte til at holde om Svampdaasen paa den stumpede Bibe. Han fortalte engang: Da Landsbyen fif fin nuværende Præst, hvem 3ørgen bestandig falder den "unge" i Modsætning til salig Hr. Høeg, var der flere Ting, som Pastoren ønskede forandrede. Han talte med Syndmanden derom, og naar Synsmanden sagde Ja, sagde hele Byen ligesaa, og det gik meget godt. Men een Ting talte han slet ikke om, for han syntes, det var faaban en Bagatel: han lob Bjelden vaa Klingbeutelen ") tage af, fordi denne Ringen forstyrrede ham og, som han troede, ogsaa Menigheden, naar Pungen midt under Prædikenen blev bragt om. Næste Sondag fom Synsmanden til ham. "Hr. Pastor," sagde han, "jeg kommer paa Bymændenes Vegne for at bebe Dem om noget." "Og hvorom da, Morten Knap?" spurgte Præsten. "Vi ønskede gjerne, at Bjelden igjen blev sat i Klingbeutelen." Præsten forklarede ham Grunden, hvorfor han havde lavet den tage af; men Synsmanden svarede: "Nei, Hr. Pastor, den forstyrrer iffe; vi ere vante til at høre den, og hørte vi den ikke, funde vi let glemme, hvad vi aldrig ber glemme." "Hvad mener J?" spurgte Præsten forundret. "Min Bedstefader sagde altid," vedblev Morten, "at naar den lille Kloffe ringer, figer den: Betink a Fattig **)- det mener jeg er ingen Skade til." Det meente Præsten ogsaa, og Bjelden kom atter paa. Byen var glad, da Klingbeutelen ringede, og da den talte saa smukt, lod Præsten sig ikke forstyrre af den. Imidlertid havde han lært at kjende, hvor stor Indflydelse Morten Knaps Mening havde, og det benyttede han ved en anden Leilighed. Benderne gif flittigt i Kirke, og ingen flittigere end Synsmanden; det var sjelden, han savnedes der. Men Morten Knap gjorde Forskjel vaa Helligdagene, og der var nogle enkelte, blandt hvilke Langfredag, paa hvilke han vel mødte, men ikke i Helligdagspuds, det vil sige: ikke med sin Meerskumspibe, som han ellers brugte ved enhver heitidelig Anledning. Gremplet smittede, Kirken var næsten tom, og det nyttede ikke, at Præften

• ) En Stang med en pose, paa hvilken en Bjelde eller lille Klokke, bruges

i Landsbykirkerne i Slesvig almindeligt istedet for de faakaldte Tavler til at indsamle Menighedens Bidrag.

• • ) "Betank den Fattige". fortalte, at den ene Sondag var ligesaa hellig som den anden, Synsmanden

fagde det Modsatte; thi den ene Sondag havde han fin Meer summer, og den anden havde han fun Piben med Træhovedet. Men saa fif Præsten et Indfald. "Her, Morten Knap. 3 funde gjøre mig en Tjeneste," sagde Præsten, da de en Skjærtorsdag efter Gudstjenesten gif sammen ned ad Gaden. "Hvad er det, Hr. Pastor?" spurgte Knap. " gaaer jo i Kirke imorgen?" "Ja, naturligt." "Saa tag jeres Meerftumsvibe med, den seer dog mere anseelig ud end Træhovedet, og Langfredag er da ogsaa en Helligdag." "Ja, naar Pastoren ensfer det," sagde Synemanden; og Dagen efter gif han med Meerskummeren i Munden ad Kirfen til, og Benderne, som faae den velbekjendte Pibe, erindrede nu, at Langfredag ogsaa var Helligdag og fif travlt med at følge Syndmandens Grempel: Kirken var fuld af Mennesker. Den Historie har Jorgen fortalt mig, og jeg synes, at den er et ganske godt Beviis for, hvorledes hele Byen dandser efter Synsmandens Pibe.-Det var intet Under, at Morten Knap var vred som en Tydsker, da han Loverdag Aften kom hjem fra Staden og savnede fin Pibe. Han endevendte alle Lommer i sin Fraffe og i sin store Kavai, som om Piben havde kunnet forſtiffe sig som en Knappenaat; han gjennemsøgte Halmen i Vegnen, og Karlen maaite tænde Staldlygten og lede baade i Stalden. hvor Morten havde været, og i Loen, hvor han ikke havde været. Imidlertid vendte Knap op og ned paa alting i Stuen; Kenen hjalp ham at søge, men hvert Zieblik afbred hun Unteriegelfen for at spørge fin Mand, om han ikke havde glemt Biben paa Gontoiret hos Herreds= fogeden eller ladet den ligge paa Disken hos Kjøbmanden eller hos Værtshuusholderen eller om han havde leveret den til nogen? Hun gjorde tusinde Spørgsmaal, saa den ellers fagtmodige Mand blev ganske ærgerlig og sagde: "Ja, naar jeg vidste, hvor jeg havde gjort af den, saa behovede jeg ikke at lede!" Men det vidste han ikke, og derfor søgte han og søgte atter. Hele Hufet faae ganske forstyrret ud, og hvert Medlem af samme havde antaget en alvorlig Mine, som om Huusfaderens Bekymring ogsaa var deres; den Eneste, som var fornoiet, var Karen Marie; hun treftede faa godt hun kunde: "Herregud, Faer! Piben kom mer nof igjen; den kan da ikke saadan forsvinde. Kom nu og faae en Mundfuld Mad Groden staaer og bliver fold!" "Ja, du griner!" sagde Faderen. "Det nytter da heller ikke at græde," sagde Karen Marie og smuttede ud i Kjoffenet med Forklædet for Munden, og der lo hun af Hjertenslyft over alle de forstyrrede Mennesker. Nu fom Karlen ind fra Loen og havde intet fundet. "Ja, man maa selv gjøre alt, ellers bliver intet gjort," fagde Synsmanden og snappede ham Lygten af Haanden; "Piben maa være i Loen; hvor skulde den ellers være!" Men Piben var ikke i 2oen, og Morten Knap fom ind og fatte fig taus til Grødfadet; han spiste fun et Par Mundfulde, saa lagde han Skeen fra sig og gif tilsengs. - Næste Dag var der Hestprædiken. Aftenen iforveien havde Præste fonen tilligemed endeel af de unge Piger smyffet Kirken. De havde sat Blomster og Smaaneg omkring paa Stolene og Bouquetter i Lysekronen og bundet Krandse, som skulde hænges paa Alteret og Prædikestolen; men for at de kunde være rigtig friske, vare de blevne stænkede med Vand og lagte ned i Mælkefjelderen, og nu saae man Pigerne trippe afsted med dem over Gaden op til Snedkeren, som stod og ventede i Baabenhuset.. Karlene stode halvpyntede med hvide Skjorteærmer og Viben i Munden og smidstede til de forbigaaende Biger; gjennem de aabenstaaende Portfloie funde man see ind i Gaardene og blive Vidne til, hvorledes Gn og Anden gjorde Toilet ved Vandtruget. Døren til Hans Peters nye Bageri gif hyppigere end fædvanligt, og udenfor var der en Duft af Krydderbrød, som filbrede Næsen vaa Smaadrengene, der ikke funde løsrive sig fra den behagelige Nærhed og snart stode paa Tæerne for at kigge efter Kringlerne i Vinduet. snart løb efter Pigen og lettede paa Dugen for at see, hvad der var i Kurven, hun bar ud af Boutiken. Degnen havde sin lange, forte Kjole med Danebrogsforset paa og streb hoitidelig over Gaden til Præstegaarden for at faae at vide, hvilke Psalmer der skulde synges; Folk hilfte ham dobbelt faa ærbodigt som ellers; og Peer Træskomand, der ogsaa var Ninger, havde pyntet sig, som han kunde bedst, med graa Fraffe og rødtærnet Halstørklæde, og i Folelse af fin geistlige Værdighed og Dagens Betydning gik han mod Sædvane forbi Kroen, hvor Gaardskarlen var ifærd med at feie og sætte Standkrybberne tilrette for de udenbyes Kirkegjæster. "Hvormange er Kloffen, Peer?" spurgte Staldfarlen. "Det kan Du strax faae at høre," svarede Ringeren; lidt efter lod Kloffen første Gang, og langt ud i den flare Hostluft bares de dybe Toner og opfordrede Menigheden at samles til Bon og Taf til Ham, hvis rige Gaver i gyldne Dynger sted ved hvert et Huus. I mange glade Hjerter gjenlod et Echo af Kloffens heitidelige Toner, og enhver fit travlt med at smykke sig som bedst og forberede sig til Kirkegang. Men i Synsmandens Gaard hørtes Ningningen med blandede Følelser. De Fleste vare allerede færdige til at gaae i Kirke: Psalmebogen laa paa Bordet indviklet i Lommetørklædet, og Karen Marie søgte i Leddiken efter Smaapenge til Klingbeutelen. Hendes Fader søgte ogsaa, men det var efter sin Pibe, og han søgte ligesaa forgjæves som igaar. Atter led Klokken, og floffeviis gif Landsbyens Beboere ned ad Gaden ad Kirken til, Fruentimmerne med Hænderne foldede over Pfalmebogen, og Mandfolkene med Piben i Munden eller ialtfald med Pibespidsen langt ud af Brystlommen, for at alle kunde see, at de vare i Besiddelse af dette Manddommens Attribut. Karen Marie havde allerede taget fin Bog i Haanden og trippede utaalmodig for at komme afsted, Moderen manede til Opbrud, men Faderen var endnu ikke færdig; hans Blik svævede ubestemt mellem Fraffen paa Derposten og Piben med Træhovedet i Krogen; han greb efter Fraffen og sukkede første Gang, siden han var bleven sin egen Wand, skulde Synemanden gaae til Hostprædiken uden sin kjære Meerskummer. Han var allerede halvveis i Fraffen, da Deren gif op, og Hans Peter traabte ind. 'Naa, I er ikke gaaet endnu," sagde han med et polidst Smiil; "saa kunne vi maaffee gjøre Folgeskab." Han traadte hen til Karen og begyndte at hviske med hende. "Nu er det ikke Tid til at gantes," udbrød Morten Knap mut; men strax efter sagde han i en mildere Tone: "Du har vel ikke feet noget til min Pibe, Hans Peter?" "Hvad for en Pibe?" spurgte Bageren. "Den Meerskums. Jeg havde den med til Byen igaar, og jeg havde den ogsaa med tilbage; men borte er den, og borte bliver den." "Den Meerstums!" udbrød Bageren; "den 3 kjøbte efter salig Pastoren Men hvor kan I dog have gjort af den?" Synsmanden fuffede, idet han traf Fraffen paa og gav Hatten en Afbørstning med Armet. " fommer til at fjebe jer en ny. Det bliver der vel ogsaa Raad for," vebblev Bageren. "Mener du det, sagde Synsmanden; "men saadan en Pibe faaer jeg ikke igjen; jeg vilde ikke miste den for aldrig det." "Er det jer Mening?" "Jeg pleier ikke at sige andet." "Saa siig mig da, hvad vil I have, og hvad skal jeg have," sagde Hans Peter, idet han greb Karens Haand og trak den længe søgte Vibe frem under sine Frakkeskjeder. "Havde jeg ikke været, saa havde jer Pibe vel faaet Lov at ligge ved Græshei Kro, til en Landstryger havde fundet den; for der tabte 3 den, dengang vi bedede. Men nu kan I see, Morten Knap, hvad det vil sige at vente. I har blot ventet siden igaar, men jeg har venter siden Vintfe, ſtjondt Huset er færdigt, og Karen og jeg ere enige. Der har 3 Piben; skal jeg saa have Pigen?" "Tag hende, du Fursvandser," svarede Synsmanden, der med synlig Glæde greb sin kjære Pibe; "I vare vel heller ikke blevne forgjemte, om I havde ventet til Foraaret, og saa kunde jeg have faaet jer sat lidt ordentlig istand." "Husbond, nu ringer det sammen!" raabte Pigen, som stak Hovedet ind fra Rjoffenet. - Imod Sædvane var Syndmanden en af de sidste, som kom til Kirken. Præsten gif allerede over Kirkegaarden og niffede til begge Sider til Menigheden, som stod forsamlet og ventede paa, at han skulde træde først ind i Guds Huus; Ningningen hendede i enkelte afbrudte Slag, og Orglets dybe Toner ſtremmede ud af de aabenstaaende Dere, da Morten Knap med sin Pibe og Hans Peter med fin Kjæreste gik gjen nem Kirfelaagen. Da de kom til Vaabenhuset, tog Synsmanden Piben af Munden og Hatten af Hovedet, og Hans Peter rafte Karen Haanden og sagde: "Om fire Uger, Karen Mari! - Og Karen Marie rødmede, som om hun allerede nu skulde betræde Herrens Huus som Brud. Dr. H. Monftranshuset i Haraldsted Kirke ved Ringsted. ort Fædreland er, som bekjendt, forholdsviis meget riigt vaa Levninger fra den hedenske Oldtid. Men dette var ogsaa et Tidsrum, i hvilket Norden var Midtpunktet for en eiendommelig og Fraftig Folfeudvikling, hvis mægtige Virkninger sporedes i mange andre Lande, fornemmelig i Rusland, England og Frankrige. Efter Christendommens Indførelse sank Danmarks og hele Nordens Magt betydeligt fra sin gamle Heide. Det er derfor intet Under, at Levningerne eller Mindesmærkerne fra den christne Middelalder i Dan mark heller ikke i Forhold ere saa talrige og faa anfeelige, som Hedenstabets efterladte Minder. Thi vel erholdt Danmark ved Ghristendommen mangfoldige Kirkebygninger, og blandt dem flere temmelig store og smuffe, men selv de største og pragtfuldeste af disse kunne neppe maale sig med de stolte Domkirker i England, Frankrige og Tydskland. Hertil kommer endnu, at baade Kirkebygningerne og Middelalderens ovrige Mindesmærker i Danmark hidtil have havt en saare ublid Stjæbne. Under Middelalderens og Reformationstidens Krige gif de fleste gamle Klostre og Borge tilgrunde, og de faa tiloversblevne ere senere enten funfne i Gruus eller aldeles ombyggede. Overlevede Kirkebygningerne endog denne almindelige Ødelæggelse. have de alligevel ikke kunnet undgaae, at de efterhaanden ere blevne ombyggede eller dog "restaurerede" af Folk, der altfor ofte hverken have havt Kjendskab eller kjærlighed til de gamle Bygningsværker. Ja endnu den Dag i Dag er der runttom i Landet en stærk Tilboielighed til ved forefaldende Bygningsarbeider i Kirkerne uden nogensomhelst Nedvendighed at overmale og overfalfe, eller endog aldeles borttage de langtfra talrige Levninger af gammelt Maleri og Billedskjærerarbeide, som hist og ber ere levnede fra Reformationstidens Billedstorme og Rasen mod Alt, hvad der paa nogen Maade erindrede om Gatholicismen. Det er imidlertid at haabe, at den Interesse for Kirkerne og deres Mindesmærker, som i den seneste Tid er begyndt at vaagne hos Danmarks Geistlighed, vil mere end noget Andet bidrage til, at man ikke længere laber gode, gamle Styffer i Kirkerne vige Pladsen for slette nye, om end billige Arbeider, og at i det Hele de kirkelige Mindesmærker allevegne ville finde ligesaa fyndige, som kraftige Beskyttere. Midt under de mange mindre glædelige Erfaringer, Enhver, der eftersporer Middelalderens Mindesmærker, overalt i Landet maa gjøre er det en fand Opmuntring paa enfelte Steber at finde Kirker, der bære Vidne om en fortsat, hæderlig Omhu for Bevaringen af Fortidens ærværdige Levninger. Dette er navnlig i en ikke ringe Grad Tilfældet med den under Skjoldnæsholms Gods horende Haraldsted Kirke ved Ringsted. Det var, som bekjendt, i en nu ødelagt Skov ved Haraldsted, at Hertug Knud Lavard blev myrdet af Kong Niels's Sen Magnus. I Haraldsted var ogfaa længe efter en Gaard eller et Slot, paa hvilket Danmarks Ronger ikke fjelden opholdt sig. Kirken i Haraldsted frembyder i og for sig ikke noget særdeles Mærkeligt. Den turbe vel snarest, som en stor Mængde Landsbyfirfer i Danmark, oprindelig kun have bestaaet af en Ghorbygning og et Stib med rundbuede Vinduer og fladt Bjælkeløft, istedetfor hvilket der da senere er indsat Hvælvinger, hvorhos Vinduerne ere forstørrede og Taarnet saavelsom Vaabenhuset tilbyggede. En temmelig utydelig Indskrift med Munkebogstaver, der er indmuret deels uden paa Taarnmuren, deels paa en Stræbepille ved samme, synes, med Undtagelse af Aarstallet 1478 og et Par enkelte Navne, heller ikke at give noget mærkeligt udbytte. Men aldrig faasnart er man indtraadt i Vaabenhuset, før man strax faaer Die paa en meget net udffaaren Egetræes Kirkeder. Øverst paa denne sees Aarstallet 1525 ("ano dñi. MCCCCCXXV") og berunder midt i rigt Lovværk paa den ene Side Roeskilde Domfirfes Vaaben, en Pavehat med forslagte Negler (fordi Domkirken var viet til den canoni cerede Pave Lucius), og ligeoverfor den daværende roeskildske Bisp Lage Urnes Vaaben (en Ørneklo). Underneden igjen er der ti udskaarne Feldter, af hvilke de to mindste indbefatte, det ene et Chriftushoved med Tornefrone, bet andet et Bomærke. Dette samme Bomærke forekommer i Kirkens Ghor paa nogle ligeledes i Egetræ net udslaarne Ghorstole, hvorpaa læses folgende (latinske) Indskrift: "Aar efter Guds Byrd 1520 vaa Annas Dag er dette Arbeide fuldført af den velærværdige Mand Johannes Paulsen, Præst paa dette Sted." Tætved disse Chorstole staaer endnu en i Egetræ smukt udarbeidet Degne- eller Gantorstol med Indskriften: "Jhesus Maria" og bl. A. med den ovennævnte Biskop Lage Urnes Vaaben. Men ulige sjeldnere og interessantere, end Kirkebøren og Ghorstolene, er det ved Alteret opreiste, taarnformige Monstranshuus, hvoraf en Afbildning er vedføiet. Det er udarbeidet i Egetræ og Disse Monftranshuse vare i den omtrent fer og en halv Alen hoit. katholske Tib meget almindelige i Kirkerne og tjente som Skabe til Opbevaring af Kirkens hellige Kar og navnlig af Monstransen, i hvilken den indviede Oblat blev indsat og foreviist Menigheden. Man veed ogsaa, at der for ikke længe siden endnu i flere af vore Landsbyfirfer har været lignende udslaarne Monftranshuse t. Gr. i Gimlinge Kirke (mellem Sorø og Stjelskjor), hvilket nu findes restaureret i Muſeet for nordiske Oldsager, i Tvilum Kirke (mellem Aarhuus og Viborg), hvilket derimod er forsvundet, og paa land i Limfjorden, i klosters gamle Kirke. Dette sidste er smukt bevaret, i samme Stiil og fra samme Tid, som Monftranshuset i Haraldsted. Man feiler neppe ved at antage disse to for de bedst bevarede Mindesmærker af den Art i Danmarks Landsbykirker. Farste Sidestykke. Monstranshuset. Andet Sidestykke. Monstranshuset i Haraldsted, der har den tydelige Indskrift: "año d. MDXXVII" 5: Aar efter Gude Byrd 1527, viser ogfaa i hele fin Forarbeidning hen til Gothikens seneste Tidsrum, som netop faldt i Begyndelsen af det sertende Aarhundrede. Det egentlige Stabben firkantede Kasse, der hviler umiddelbart paa Foden har foroven ikke alene været luffet med den paa Tegningen frem stillede Jernder, i Form af en Nift, men ogsaa med en ydre glat Ggedor, fom dog er udeladt i Afbildningen. Indenfor Jerngitteret fees endna fæstet med Nagler til Skabet et fille Grucifir af Bronce eller Robber; endvidere gjemmer Skabet et Fatholst Regelsefar af Malm og en gammel Selvfalf. hvorpaa med Munkeskrift er indgravet: "help Get, help Maria." Det er tilvisse Skade, at ikke ogfaa Monstransen er opbevaret. Thi i saa Fald vilde man noget nær have havt Monstranshuset baade ud og indvendig i selvsamme complette Stand. som for tre hundrede Aar siden ved Reformationens Indførelse. Imidlertid som det staaer, er det allerede mærkeligt nef, og man maa haabe, at det, efterat have udholdt over tre Aarhundreders omver lende Sfjæbner, endnu i mangfoldige Aar vil blive fredet som en smuk og sjelden Levning fra den længstforsvundne katholffe Gultus i Danmark. J. J. A. Worsaae. Jens Adolf Jerichan og Elifabeth Jerichan, todt Baumann. il egen huuslig Lyffe eg til Gavn for Kunsten, medtes og forenedes disse to, hvis Liv og Virken vi her give i en tre, fort Sfizze. Jens Adolf Jerichau er fedt den 17de April 1816 i Assens i Fyen; hans Faber, der som Kjobmand havde en lille Handel, døde tidlig fra Kone og mange Bern; fjorten Aar gammel blev Sonnen, Jens Adolf, fat i Hufet hos en Maler i Odense for der at lære Maler Haandværket, og en Rontract fluttet om en Læretid vaa femi Aar, i hvilke Mesteren skulde lære ham "det finere Maleri," det vilde sige, at male Por traiter og Landskaber, noget Mesteren slet ikke forstod eller gav sig af med, hans "finere Maleri," var fun Forziringer og Ornamenter, sæd= vanligviis malede igjennem Skabeloner. Jens Adolf Jerichan. Gt Aar gif, og endnu var det kun blevet ved at sætte Farver paa Vægge og Vindueskarme, "bet Finere maa vi vente med," sagde Mesteren, hvad skulde jeg ellers lære dig i de sidste Aar." Det kun Haandværksmæssige trykkede den opvakte Dreng, og paa egen Haand tegnede han Figurer, Landskaber og Ornamenter, om hvilke Me steren sagde: "vidste jeg det ikke bedre, vilde jeg tree, at jeg selv havde gjort dem!" ja da han engang skulde male som Forgiring paa en Muur en Morian, sagde han: "det er bedst Du tegner den op, saa skal jeg corrigere!" Paa det andet Læreaar var det den unge, geniale Natur umueligt længer her at holde det ud, en indre Trang drev ham afsted, hemmeligt paffede han sin Kuffert, og fer Mester vidste det, var han borte. 6 Reisen gif til Kjobenhavn, hvor den unge Jerichau bragte det til at faae Adgang til Kunstacademiets Skole. Moderen, der fad med flere Børn, funde ikke understøtte ham meget, og uagtet han snart vandt begge Selvmedaillerne, var det beg ikke nof til at lette ham hans Ophold; hertil kom endnu, at der var en Uklarhed i det gjærende unge Sind, han var uvis om han skulde udvikle sig til Maler eller Billed hugger. Enkelte Gange opgav han ganske sig selv, og troede at han aldrig blev Kunstner; al Sfoletvang var ham tryffende, en Uro var over ham, han syntes, at Ingen forstod ham, og forstod endnu ikke sig selv; fun det klaredes for ham, at hans Sind og Tanke drev ham til at være Billedhugger. Vi finde i det Kongelige Academies Udstillingskatalog for 1837 af Gleven Jerichau en Balders Statue i Gips og en Ghriftus efter Michel Angelo. Ved Udstillingen 1838 nævnes en Gruppe forestillende "Tro, Haab og Kjærlighed," en "Amor-Statue" og en Skizze til et Gravmale. 3 Maret 1838 sendte Regjeringen et Sfib til Italien for at hjem hente Thorvaldsen og hans Værker. Jerichau følte en uimobstaaelig Lyst til at gaae med Stibet, for i Rom at studere Kunsten og der selvstændig udvikle fig. Ghristian den Ottende, den Gang Arveprints, gav ham, da han søgte derom, Tilladelse til at følge med Sfibet, men Jerichau havde ikke endnu endt fine academiske Studier hjemme og kunde altsaa intet Stipendium faae. Penge maatte han have eller ogsaa opgive Reisen, og Gud lagde det til det Bedste. I Kjobenhavn var en ældre Dame, der selv med Talent for at male, ffattede og fulgte alt Godt og Herligt i Kunsten; eet af hendes hoieste Znsker var at fomme til udlandet og see Mesterværkerne der; Tid efter anden havde hun, sparsommeligt, henlagt nogle faae Penge, som nu vare blevne en Sum af flere hundrede Nigsdaler, disse gave hun Jerichau, overtybet om, at hans Reise vilde blive til større Ubbytte for Kunsten, end om hun kom afsted. Jerichau gif ombord, men her følte han sig snart tryffet og eenfom; mistvivlende om sig selv fortrød han næsten at være taget afsted; forfnyt og med tungt Sind kom han til Rom, men her modtog Thorvaldsen ham saa hjerteligt, saa deeltagende, og ved det Velkomstkys, den store Mester gav ham, løftede sig igjen det fortrykte, sorgfulde Sind. Men kun fort Tib bleve de sammen, Thorvaldsen selv reiste hjem til Danmark; Jerichau havde faaet Lov til at studere i hans Atellier; Thorvaldsens Værker og Antiferne, paa hvilke det gamle Nom er faa rigt, opfyldte og beskjæftigede den unge Kunstners Tanfe, og paa samme Tid samlede han sig efter Naturen en Mængde Studier af Dyre-Hoveder, især Hunde, Bofler og Gjeder. Saaledes hengif et Par ikke lyse og ikke lette Aaringer. De Penge han havde bragt med til Rom, vare forlængst givne ud, han blev syg, faldt fra een Sygdom i en anden og med fit første Arbeide, en Adonis Statue, havde han det Uheld, at den styrtede fammen for ham, før den blev støbt; fattig, mismodig og syg gif han i den store By. Hjemme i Kjøbenhavn, fra de første Academies Aar, havde Jerichau sluttet inderligt Venskab med den noget yngre Kunstner, Thorald Læssøe"), et Venskab, der prøvet og styrket gjennem Aarene, varer ved; til ham havde han hjemsendt nogle fizzer og Ubfast til paatænkte Værker. Hendes Majestæt. Enfedronning Garoline Amalie faae disse Tegninger og var da den første af Alle, der gjorde en Bestilling hos Jerichau, den første, der gav ham Leilighed til at udføre et Arbeide, og til dette opgav hun ham Frisen: "Alexander og Roranes Bryllup." Endnu legemlig svag og under Sorg og Savn, tog Jerichau fat paa Arbeidet og havde det fuldendt netop (1845), da der til Indtægt for Fuldendelsen af Domkirken i Göln, var i Rom en Udstilling, og paa denne blev hans Arbeide feet. Den kraftige Opfattelse og Udførelse af Emnet, dertil den smukke, antife rene Stiil, der viste sig her, tilbrog sig Kunstnes res og Kunstfjenderes Opmærksomhed, men denne selv blev først almindelig og Jerichau fom forst ret i Omtale, da han senere udstillede sin colossale Gruppe, "Herkules og Hebe;" imidlertid forstaffede Frisen ham deg det, at han af Doktor Abendroth fif en Bestilling paa "Penelope." Gipseren, som afstøbte Herkules og Hebe Gruppen, havde opstillet nogle Styffer af denne i fit Værksted paa Gorso, den berømte tydske Maler Cornelius, kom tilfældigviis forbi, blev staaende og betragtede disse Arbeider, forundret spurgte han om Kunstnerens Navn, og da han hørte det og hvor han boede, opsøgte han ham og udtalte fin Glæde over, at et faa fortræffeligt Arbeide som dette var bragt af en Landsmand til Thorvaldsen, den store Mefter, der Aaret forud var død. Professor Adolf Stahr fra Oldenborg, som da opholdt sig i Nom omtalte i tydske Blade, paa det meest hædrende den unge danske Billed= huggers Geni og Dygtighed, men nu vaagnede Misundelsen hos andre Kunstnere i Rom, og de søgte at nedsætte Jerichaus Værk, ved at fige, at Herkules fun var en restaureret Gjengivelse af den berømte

• ) Broder til Oberst Læssee, der faldt ved Jdsted.

3° Torso fra Belvedere, som findes i Vaticanet. Jerichau svarede med at lade opstille en Afstobning af dette Kunstværk ved siden af fit, og hans Seier var fuldkommen; men nu blev der talt om hvilken For fængelighed det var af det unge Menneske at stille fit Arbeide sammen med en Antik, og idet man vel indrømmede Fortjenesten ved hans Værk, begrændsede man hans Dygtighed ved at sige, at han fun funde efterligne Antifen; da var det at han 1846 efter den levende Model formede fin Pantherjæger, og Meningerne deelte sig i, om hiint eller dette Værk var hans fortrinligste. Aaret forud var en ung polst Malerinde, Glisabeth Baumann, fommet til Rom og der, efter nogle Ugers Besøg i Bjergene, hvor hun henrevet af Folkelivet og Naturen, strax havde gjort Udkast til et stort Maleri, forestillende italienske Qvinder ved Brenden. Maleren Gornelius, der alt tidligere, ved at fee hendes polske Billeder, levende og varmt havde udtalt fig, ja sagt de Ord: "hun er det eneste Mandfolk i den düsseldorfffe Skole!" fif ved at fee dette i Garton fornyet stor Interesse for hende. Det var i Warschau den 21de November 1819, at Anna Maria Elifabeth Baumann fottes af tydste Forældre. Hos disse, i et stort gammelt Huus paa en Sfrænt ud mod Weichselfloden med Omgivelse af store Haver og Gaarde, havde hun et fjærligt, hyggeligt Hjem. Veb Revolutionens Udbrud blev det stille, velsignede Familieliv for: styrret, og Forældrene troede, at det var bedst for Bornene, at de sendtes bort og saaledes fom nu Glifabeth til en gammel, ugift Tante i Danzig; her, overladt til sig selv, levede hun helst eensomt med Naturen. De nylig ved Revolutionen modtagne Indtryk forøgedes ved Krigsbegivenhederne, og det blev hende en Trang, i Sfizze, at bringe paa Bapiret mangt et Moment hun havde feet. En Reise til Riew, hvor hun besøgte en gift Sefter, gav hende nye Motiver til Billeder, idet hun grebes af det Maleriske i de brogede Nationaldragter hos Russer, Bolaffer og Jober. Den unge Pige, som ikke var uden Talent for Musit, vendte sig meer og meer fra denne, idet Tegning eg Malning tog hele hendes Interesse og Tid. Venner og Bekjendte raadede hende til at udvikle sig funstnerisk, det blev meer og meer hendes Lyst, og Forældrene tillod hende derfor i et Aarstid at tage Ophold i Berlin. De Sfizzer og Udfaft, hun her medbragte og vifte til Professor Hübner, bleve af ham erklærede for aldeles talentlese. I fin store Vedrøvelse herover kunde hun dog endnu ikke opgive den Vei, som hun af hele sin Sjæl og Tanke alt havde valgt, og da hun for Hübner udtalte det, var hans Raad, at hun jo funde tage til Düsseldorf, der vilde det nok blive hende klart, at hun ikke burde vælge den Bane, hun nu tænkte at gaae. Hun kom til Düsseldorf, Uger og Maaneder gif, men intet af hendes Arbeider endnu tydede paa Fremskridt. Imidlertid havde hun sizzerende henfastet nogle Scener af det polske Folkeliv, disse vakte Directer Schadows Opmærksomhed og han gav hende det Raad at følge Elisabeth 3erican, fadt Banmaan. sin egen Natur og Indgivelse, og nu, i Lebet af to Maaneder, fuldendte hun, under Professor Garl Sohns Veiledning, i naturlig Størrelse to Billeder af det polske Folkeliv, som ved deres Fremstilling, Kraft og Farve, i hoi Grad vafte Opmærksomhed. Det ene: en polf Bondekone flygtende med sine tre Born.") det andet, en polst Bondefamilie vaa

• ) Billedet tilhører nu Forst Radze will i Berlin. den afbrændte Tonit af deres Hytte;") af dette sidste have vi paa den

fjøbenhavnske Udstilling 1848 feet en lille Sfizze. Den levende Grkjendelse af sand Talent, Kunstnerinden nu rundt om erholdt, gav hende Mod, og ene reiste hun til Rom, hvor hun indtraf 1845; og, som vi have sagt, strax besøgte Bjergene, og begyndte fit store Maleri. Mellem de mange Kunstnere som kom og faae dette, var ogfaa Jerichau; senere, i de forskjellige Kredse af kunstelskende Frem mede, mødtes de jevnligen, de vare jo begge de to, som i Kunstverdenen der, for Diebliikket vare i meest Omtale. Elisabeth Baumann var og er, som vi nu Alle fjende hende, en aaben, genial Natur med inderlig og dyb Felelse, dertil fuld af Liv og Elstværdighed. Med stor Inderlighed vidste hun at foredrage polske og russiske Folkesange, fjendte de slaviske Nationalbandse og udtrykte sig dertil færdigt i flere Sprog. Gfter nogle Maaneders Forløb forlovede Jerichau sig med Elisabeth Baumann, og Aaret efter, (den 19 Februar 1846) bleve de viede i det preussiske Gesandtskabe Gapel paa Gapitoliet i Rom. De følte sig lyffelige i deres 2gteskab, erkjendtes for dygtige Kunstnere, deres Arbeider erholdt Roes og Anerkjendelse, men der kom ingen Kjøber. Jerichau var uden offentlig eller privat Understøttelse, og snart, ibet han troebe fun at see Fattigdom for sig, fank han hen i en nerveus melancholft Tilstand. Med den inderligste Kjærlighed, ved kjækt at holde Sindet oppe, virkede og levede Hustruen for ham; hans trofaste Ven, Maleren Læssøe, pleiede aandelig og legemlig, den sygnende Ven, som var nær ved at gaae tabt for Kunsten. Men da Neden syntes at være sterst, var ogsaa Hjælpen nærmest. Netop paa sin Fødselsdag, den 14de April 1846 fif Jerichau pludselig, fra Keng Ghristian den Ottende, der havde læst og hørt om Gruppen "Herkules og Hebe" en Bestilling paa denne, og endnu samme Dag fra Fyrst Galeßin i Petersborg en lignende Bestilling paa "Panterjægeren" og faae Dage derefter en tredie Bestilling, nemlig et Gray Monument for Göthes Sonnebatter Alma. Det var, som om Lyffen vilde strømme ind paa ham. Nu kom der Mod og Livelyst, men hans Sundhed var brudt, og fordrede, at han, som Lægerne bed det, maatte styrkes i et nordligt Glima, ved de modtagne Bestillinger faae han sig i Stand til at reise, og gif faaledes med fin Rone tilbage til Danmark, hvor han tilbragte Sommeren 1846; ftyrfet fom han derpaa i Giteraaret igjen til Rom.

• ) Dette eirs af Lord Landsdowne i Leidon. Her i hans Attelier besøgte ham en Dag Prindssesse Albrecht af

Preussen, hun faae hans Arbeider og opmuntrede ham til at concurrere med nogle fremmede Kunstnere i at indlevere Sfizzen til en colossal Ghristus, som hun agtede at bestille. Jerichau gav sin Skizze og vandt Prisen. Lyffelige Dage vare fomne, han følte sig rast, var i Virksomhed og nød Grkjendelse, ogfaa hans begavede Hustrues Talent blev almindeligt erfjendt, idet hun nu ganske havde fuldendt fit før omtalte ſtore Maleri, der ved sin Farveglands og Opfatningsaand tyder paa de gamle venetianske Mesteres Indvirkning. Ogiaa her var det Professor Adolf Stahre habrende Anmeldelse og Kunſteritif,") der bidrog til at væffe Udlandets Opmærksomhed paa dette, den Gang, hendes betydeligste Værk**). I Foraaret 1847 reiste Jerichau anden Gang til Kjøbenhavn, idet han kun heroppe i den foldere Luft følte sig styrket; under fit Ophold her fif han af Grey Wilhelm Moltke til Bregentved Bestilling vaa en Flora Statue, samt paa en Gjentagelse af den tidligere fuldendte Penelope. 3 Gfteraaret fom Jerichau igjen til Rom, og fuldendte den af Prindssesse Albrecht bestilte colossale Ghristus Figur og begyndte tillige paa et nyt, større Kunstværk, af stor Betydning: Gruppen Adam og Gva efter Syndefaldet; paa dette Værk blev han Medlem af Kunstacademiet i Kjobenhavn. Den 20de Januar 1848 bebe Rong Chriftian den Ottende. Sergebudskabet herom naaede snart til Rom, og dybt bedrevet stob Je richau ved Tabet af sin første og bedste Beskytter. Nu udbrod Revolu tionen i Paris, dens Bevægelser sporedes i Kirfeftaten, Revolutiones Interesser fortrængte Kunstens, Rom blev snart ode, rige Fremmede, Kunstyndere og Kunstnere forlode den beleirede By og 1849 gif ogsaa Jerichau med Kone og Barn derfra, efterladende sit Atellier med de der i Marmor paabegyndte Arbeider. 3 Kjobenhavn, hvorhen de fom og indrettede sig, havde de strax ben Sorg, at det syge Barn bede. Glisabeth Jerichaus Arbeider fom her første Gang paa Udstillingen i April 1849, men de fandt en mindre varm Paastjennelse end hendes geniale Opfatningsmaade vistnok fortjente, bedrøvet, idet hun i Kjærlighed til sin Mand her ønskede at vore fast, at erkjendes som Borgerinde i Land og Kunst, fornyede fig den tidligere Selv- Wiskjendelsestid hos hende; dog drev hendes livlige

• ) Weferzeitung, April 1847.
• ) Maleriet er senere tiebt af Baron Hambro i London. Adam og Eun efter Sundefaldet. Natur og kunstneriske Dygtighed hende snart igjen til Virksomhed, og i

saa faae Uger, som hun brugte til at tilegne sig det danske Sprog, for flart og godt i Tale og Skrift at udtryffe sig, i saa faae Aar har hun vundet Nang i Danmark, som genial Kunstnerinde. 3 Vinterens Lob blev Jerichau ansat som Professor ved det konges lige Kunstacademi. 3 Familielivet aabnede sig alle de første og bedste Kredse for ham og hans Hustru. Selv havde de her fundet og vundet et hyggeligt Hjem under lyffelige Forhold, og i den nordlige friske Luft felte han sig styrket paa Sjæl og Legeme. Tidligere paabegyndte Arbeider fuldendtes, faaledes paa Bestilling af Kong Frederik den Syvende: "Fredens Engel," der som Monument nu staaer paa Hans Majestæts Moders Grav i Rom. Krigsaarene her hjemme vare begyndte, men under disse gif gjennem det danske Folk en frisk Aands Strømning, den feltes i Boesi og Kunst, og vi faae i Jerichau og Kones Attelier, fremspringe flere værdifulde Arbeider. Han modelerede den herlige store Gruppe: Dodens og Op= standelsens Engle, en sovende Hostpige og en Slavinde i Lænfer*). Fra Fru Jerichau erholdt vi en Mængde Malerier, af hvilke vi made fremhæve i 1848, Portraitet af hendes Mand; 1849 Portrait Maleri af Hendes Majestæt Gnfedronning Garoline Amalie; Billedet af den islandske Pige; 1850 Portrait af et Barn der fra fin Ammes Arm stræffer Haanden ud imod en Pavegeie og endelig Maleriet "Danmark;" den kraftige, herlige Qvindestikkelse, der med Oltidssmyffer om Pande og Hals, bærende Sværd og Danebrog, strider frem gjennem den rige Kornager. 3 Aaret 1851 gav hun os det deilige Stoffe: "en Bondepige læsende i Bibelen," det blev kjøbt af Kunstforeningen i Kjobenhavn. 1852 malede hun det uendeligt skjønne Billede, "danske Benderbørn legende med Faar," et Værk, der unegtelig hører til det Fortrinligste af denne Kunstnerinde; det viser, hvor fast hun er voret til den danske Jordbund, og hvor genialt hun veed at gribe eg gjengive det Nationale. Kort efter udstillede hun, et i Omfang storre Billede, der viiste de rige Indtryk hendes Sjæl endnu gjemte fra Syden, det var en romersk Garnevalescene, hvor en Gruppe smukfe Qvinder fra en Loggia faste Blomster og Gonfetti **).

• ) Denne sidste, udført i Marmor, er bestilt af Grosferer F. Tutein.
  • ) Det tilberer Etatsraad Suhr. "Danmark."

Strax efter, endnu samme Foraar, reiste hun til London, hvor Aaret forud ved den store Udstilling. Jerichaus Pantherjægeren, samt de to colossale Hunde, i Stiil som de antife Lover, bestilte af Baron Hambro vare sete og kjendte. Et Anbefalings-Brev fra Enfedronning Garoline Amalie hvis Portrait Malerinden selv havde at overbringe Dronning Victoria, forstaffede hende den engelske Dronnings Naade og høie Beskyttelse. I Bridgewaters Galleri var blevet opstillet "Garnevals styffet." "ben islandske Pige." Portraiterne af Gtatsraad Thomsen. H. G. Andersen og Adolf Jerichau." "Times" omtalte denne Udstilling særdeles anerkjendende og rosende, og fremhævede, at Billedernes bedste Anbefaling var, at de kunde gjøre sig gjældende ved siden af de bedste gamle Mesterværfer. Hendes Majestæt Dronning Victoria lod give Befaling til, at alle Malerierne henførtes til Buckingham Palace og der opstilledes; selv udvalgte Hendes Majestæt sig Billedet af "den islandske Pige." 3 Gftersommeren kom Fru Jerichau igjen tilbage til Danmark og fuldendte 1853 fit store Styffe: "Huus Andagt)," et af hendes anerkjendte, fortrinligste Arbeider, og som vi derfor, i den forte Sfizze vil slutte med, uagtet andre Billeder af Betydning, f. Er. en dansk Bondekone hældende sig over fit lille Barn**), maaskee endnu burde omtales. Til Jerichaus seneste Virksomhed herer Busterne af Thomsen og Andersen, samt de to af Universitetet bestilte Arbeider, et Grufifir og en colossal Statue: Kong David, bestemt til at staae udenfor Indgangen til Frue Kirke, ligeoverfor en Moses Statue modeleret af Bissen. Og hermed vilde vi slutte denne førte Sfizze, medens der endnu for Jerichau og hans Hustru ligger en riig Fremtid, riig i deres huuslige Lyffe og riig i Kunsten; i begge disse have de en gjensidig lykkelig Ind virken paa hinanden, og medens hans Indflydelse paa Gorrectheden i hendes Tegning er af stor Betydning, er hun igjen, ved jin Aandsfriskhed og Livlighed, den styrkende Aand og ligesom Baandet mellem ham og den travle Omverden; en Hader er det hende idet for Verden hendes Navn knyttes til Jerichaus, dog mere flatter hun det, i engere Krebs at nævnes som hans trofaste Hustru og deres Borns fjærlige Moder. Danmark har i de to et genialt, rigt begavet Kunstnerpar, deres Slægt og Venner har i dem to hjertelige, velsignede Mennesker. Dishleyfaaret. H. G. Andersen. er var en Tid, hvor man alminteligen antog, at man ved at frydfe vore Huusdyr med fremmede Nacer var istand til at bibringe dem Egenskaber, som i væsentlig Grad skulde tjene til at forbedre dem. Erfaringen ) Tilberer Hendes Majestæt Enkedronningen.

• • ) Tilberer Kammerherre Scavenius. har imidlertid ikke stadfæstet de sangvinske Forhaabninger, man i saa

Henseende nærede; man havde overfeet en Deel væfentlige Betingelser faa fom Glimatets Forskjellighed, Mangel paa Gonftanthed i Nacen, de meget forskjellige Egenskaber hos de Racer, man vilde blande sammen, og flere lignende Forhold, som mere eller mindre maatte fremkalde dette uheldige Udfald. Mange af de mislykkede Forsøg, som i de sidste Decennier ere foretagne hos os, funde næsten afftræffe fra lignende Grperimenter, faa at man skulde tree, det var hensigtsmæssigere at indskrænke sig til en For bedring af Racerne i sig selv, det vil sige: ved et hensigtsmæssigt Udvalg af Tillægebyrene at tilveiebringe bedre Egenskaber hos dem, hvis ikke de begaaede Misgreb ogsaa vare en Lære for Fremtiden, og man derved funde være mere fiffer paa at undgaae de Sfjær, paa hvilke man hidtil er strandet. Der gives dog flere Tilfælde, hvor de hidtil foretagne Krydsningsforsøg have bevirfet en Fremgang til det Bedre, og der er maaskee næppe noget, i hvilket det tydeligere fees end i Landsaarets Krydsning med det Engelske Faar, som hos os hyppigst er blevet faltet Dishleyjaaret, i England almindeligen benævnet den ny Leicesterrace. Grunden hertil er ikke let at angive; muligen turde det være at søge i, at Faaret lettere acclimatiseres, eller deri, at denne Races Hjemsted med Hensyn til Glina, Jordbund og øvrige Forhold ikke er synderligt forskjelligt fra Forholdene hos os, ligesom det i Størrelse og øvrige Egenskaber godt harmonerer med vor Landrace. Saa meget er siffert, at Resultatet her har været heldigt. Vi skulle her give en fort Fremstilling af denne Naces Tilblivelse og Egenskaber. Omtrent ved Midten af det forrige Aarhundrede begyndte en Engelsk Landmand Backwell i Diſhley i Leicestershire paa at danne Racen. Hidtil havde man ved Faareavlen mere lagt Vægt paa store Faar med en riig Ultvært; man tog langt mindre Hensyn til, hvorvidt Dyret var istand til at fedes eller besad en hertil passende Bygning, faa at navnlig alle de Partier af Dyret, at hvilke man gjør oefenemist Anvendelse, vare de meest udviklete. Badwell havde bemærket, at mindre Dyr af samme Slags hurtigere tiltege i Vært, end de meget store, ved en forholdsmæssig lige Mængde Foder. I Henhold hertil udvalgte han fine Faar, og navnlig stjænkede han deres Bygning særlig Opmærksomhed, for at naae Hensigten, et Affom nemlig, som let og hurtigt kunde fedes. Med Hensyn til Ulbrigdommen, da lagde han mindre Vægt paa denne ved det første Valg; først senere, efter at han i flere Generationer havde varret de Individer, hvorved han erholdt den fuldkomneite Kropbygning. hvilket endog skeete uden Skade i meget nærbeslægtede Led, og derved gjort denne constant ved Racen, tog han tillige mere Hensyn til Ulden. Da Backwell ikke selv har offentliggjort sin Fremgangsmaade, saa har der været fremsat forskjellige Meninger om samme, og der ere Mange, som paastaae, at den nye Race skal være opstaaet ved en Krydsning af for skjellige Racer, hvilket dog neppe er rimeligt. For at skaffe Racen Udbredelse og bevare dens Reenhed, fik han senere et Selskab oprettet af Landbrugere i Omegnen, der forpligtede sig til fun at benytte Vædere af Backwelle Race, hvilfe i Springtiden bleve ubleiede. Som man af denne Asbildning af en Dishleyvæder vil see, har den et lille smalt, tilspidset Hoved, uden Horn; Ørene lange, tynde og vende bagtil. Halsen, som er tynd ved dens Forening med Hovedet, bliver tyf og bred ved Forbindelsen med Brystet, i hvilket den umærkeligen taber sig. Den øverste Nand af Dyret lige fra Naffen til Halen danner en lige Linie. Bringen er bred og dyb; Skuldrene ere brede og tilrundede; de rage hverken op over Manken, eller deres Vinkel med Overarmen fees tydelig. Underarmen er meget mustules, og Benene ere fine, beklædte med en tynd fastliggende Hud, der er blottet for Uld. Brystkassen er dyb og tilrundet, Ribbenene danne en stor Bue ved deres Udgang fra Brysthvirv lerne, saa at Breden af Dyret, naar det er i god Stand, endog fan overgaae Dybden. Krydset er langt og muskuloft, Suden fiin og boielig. Ulben er rigelig, og om den end ikke er af den finere, dog fortrinlig til Huusholdnings- og Fabrikbrug; dens Længde er mellem 5 og 11 Tom mer, og det giver ved Klipning mellem 5 og 7 Pd. Uld. Kort for Klips ningen viser Dyret derfor et hoist overordentlig Omfang. Man vil tydeligere see Omridfet af Dyret i folgende Afbildning af en Vader 2 Aar gammel, taget 14 Dage efter Klipningen. Der er ikke nogen anden Nace, der besidder en saa stor Fedeevne, som denne, og det i en saa ung Alder; den er overordentlig trivelig selv paa magre Græsgange, men opnaaer dog først fin fulde Vægt ved en noget rigeligere Fodring. Med Hensyn til Størrelsen, da staaer den vel noget tilbage for enkelte andre Racer. Ved almindelig Fodring angives Dyrets Vægt, naar det er 14 Mar gammelt, til 90-130 Pb., og ved Krydsning med andre større Racer opnaaes en langt større Vægt. I Løbet af et halvt Aarhundrede blev Racen udbredt over næsten hele Gngland og Skotland, deele reen, deels krydset med andre Racer; senere er ben overført til en stor Deel af Guropa, selv til Amerika og Australien, og overalt har man anerkjendt dens fortrinlige Egenskaber, da Opdrætterne fjelben ved nogen anden Race blive belønnet saa rigelig baade med Kjød og Uld. Som et Grempel paa den Grad af Udvikling, hvortil den . fan bringes, flulle vi anføre følgende Grempel. 3 Aaret 1822 fødtes i England i en Flof, der tilhørte Hr. Howgate, et Lam, som i April 1823 veb Klipning gav 171 Pd. Ulb; bete Vægt uden Ulden var 246 Pd. Engels Vægt (et Engelsk Pd. =0,9072 Dansk Vægt). Rjøbet er fint og faftigt, og ved en hei Grad af Fedning aflagrer Fedet sig mellem Muskelfibrene, i hvilket Tilfældet det let bliver altfor fedt. Det er i det hele taget ikke faa velsmagende, som naar Racen frydfes med andre, navnlig Southdown Racen, hvilket Grfaringer hertillands og saa have constateret. Det maa indrømmes, at Frugtbarheden ikke er faa stor, som man funde onske, det føder almindelig fun 1 Lam; men ogsaa dette Forhold retter sig ved Krydsning med Landets egne Racer. 3 Danmark er i de sidste Aar Dishleysaaret blevet mere almindeligt, og man finder Diſhleyblob meget hyppig iblandet vor Landrace. Ved de Dyrskuer, som de landoekonomiske Foreninger afholde omfring i Landet, viser det sig ogsaa, at den almindelige Landrace ikke fan concurrere med disse Blandinger. Det samme var ligeledes Tilfældet med det Dyrskue, fom afholdtes ved Landmandsmedet i Kjobenhavn i October Maaned 1852, hvor alle de større Præmier vandtes ved Faar af denne Race. Det er udenfor al Tvivl, at vor Landrace paa mange Steber allerede har vundet betydeligt ved Krytening med denne, hvad endnu mere vil blive Tilfældet, naar der førges for dens større Udbredelse, hvorvaa flere landoekonomiske Foreninger have henvendt deres Opmærksomhed, idet de have opkjøbt og blandt Foreningens Medlemmer bortloddet Vaderlam af denne Race. H. Bagge. Frihedslyft. u Fugl, der flyver i Luften fri, Vil hjem Du folge med mig? "Langt heller jeg bygger paa vilden Sti, Og jeg kommer ikke til Dig." Men frygter Du ikke for Falfens Klo, Og ei for den rivende Blæst? -"Bag Lindens Blade jeg bygger i No, Web Stormen flyver jeg bedst." D, fom! Du fjender Din Ferdeel ei, Du skal boe i en kongelig Sal. "Langt heller jeg vælger den brede Vei Mellem Bjerg og dyben Dal." Hos mig skal Du spise det hvideste Brod, Det flareste Band stal Du faae. -"Langt heller lider jeg Sult og Nod, Naar fri jeg flyve maa." En Jomfru fjender jeg, rank og fljon, Hun elsker Dig uden Svig. - "Og var hun saa deilig sem Linden gron, Hun passer dog ikke for mig." Saa flyy da, min Fugl, og vær frank og fri, Og syng i den vilde Natur! Thi den, der har bygget paa vilden Sti, Han trives fun slet i et Buur! C. Hauch. Silkeborg. i fjøre gjennem Stovog over Marker, ind igjennem en Bondegaard, og ud igjen, og fnart staae vi paa Danmarks hoieste Punkt: Himmelbjerget, der i bløde Belge-Former, wa med Lung og Gyvelbuske stræffer sig ned mod en stor So, Juulsøen, der gjennemløbes af Gudenaaen, som herfra, milelangt, mellem Skov og Hebe binder Se til Sø ned mod Silkeborg.. Under os paa Juulsøens Gjenbobred ligger Dünnersvold; vi see Odden. hvor Sagnet melber, at 2aven Slot stod. Overtroen einer endnu Guld, og Kobberkjedler finne gjennem Vandet, og Roerfarlen, stagende sig frem, troer at høre Klangen derfra, idet han stoder imod med Aaren. Her boede een af Jyllands Sysselkonger, hvis smuffe Datter en Nat blev bortført af en anden Sysselkonge, der med hende foran paa Hesten jog afsted hen over Seishede; det gjaldt om at naae Ggene ikke langt fra det nuværende Skovfogedhuus ved Silkeborg, og Stedet nævnes endnu "Naae Ege;" hvor han i Flugten tabte fin Hat, hedder Stedet Hattenas; Dybet i Aaen, hvor han vilde sætte over, da han blev haardt forfulgt, og hvor Hesten sank med ham, saa han druknede, kaldes Kongsbyb. Vi følge Sagnets Spor; idet vi fra Himmelbjerg fæste Diet mod Nordvest og vine over Seer og Stove de robe Tage af Byen Silkeborg. Derhen gaaer vor Vei. Bi tage gjennem Sfoven op over Aasen, "Aa-Ringen," falder Bonden den; alt fra Himmelbjerget fee vi dens lyngbrune Side rage frem i Skov Hangen. 3 lang Strafning og i Heide med de største Træer løfter fig Aasen, som var den en Vold, i cyclopiske Tider opkastet ved Menneskehænder; dens overste Kam er fun bred nok for et Vognspor. Her fra ned imellem Trætoppene seer man Hede, Mose og en enkelt Boghvedemark bredende fine hvide og røde Blomster over Sandgrunden. Her staaer af Birkegrene tømret en Bænk, hvorfra er et Sfue beslægtet med det, man har i Egnen om de skotske Søer, Katrine og Lomond. Hvilken Gensomhed, hvilken Alvor! Vel fan Sollyset i sin Afverling oplive denne Egn, men som den Sorgfuldes Ansigt i selve Smilet, beholder den sit alvorsvækkende Præg. Hvilken Stilhed! i Minutter fornemmes ingen Lyd, det er, som om man var betaget Hørelsen, og dog er den starp, saa at den fornemmer Myggenes Vingeslag. Her er Natten dyb og hemmelighedsfuld, man hører kun den store Hornugle sfrige fra Sfoven, eller en Piben nede fra Aaens Siv, det er Naabet af Odderen, denne Ferskvandets Sælhund, som faaret af en eenlig Jæger endnu mægter at svømme over til den anden Aabred. Maaskee hores Striget af Kongeørnen, der buffer under i ulige Kamp. Det er fun nogle Aar siden, da drev paa Strømmen en stor Gjedde, i hvis Nyg med begge Kloer fast inde i Kjøbet hang en Ørn; den havde ikke mægtet at løfte den store Fist, og begge dreve nu som et dødt Stykke. Fra Aasen komme vi ned gjennem Skov og over Sandgrund, hvor det hvide Flyvesand enkelte Steder bryder frem og lægger sig over Lyngen; vi komme ind i Moser, hvor kulsorte Storke bygge deres Neder i Træerne, og som en Paria Slægt, stedt ud i Sumplandet, flyes af de hvide Storke. Veien fører bestandig gjennem Skov; forte Lyngheider løfte sig som Der i Skovhavet. Her er Strafninger som slaarne ud af det befjungne Schwarzwald. Terre nedfaldne Grene knage i Lyng og Lov under Vognhjulet, som her danner nye Beispor. Vi træffe paa Fordybninger i Jorden, gamle Vildbassegrave, fra den Tid Vildsvinet endnu her faldte til Jagt, og for hvis Skyld Christopher den Anden faa gjerne kom her i Egnen; det nu udslettede Tvilum Kloster ved Gudenaa fif saaledes i et Aar fem Gange hans Besøg. Endnu leve gamle Folk, som vide at fortælle fra deres Barndom om Ulvene i disse Skove. Vi see Kjæmpehoie, paa hvilke store, slanfe Bøge ere sludte op af Spirer, der i Vind og Veir blev kastet hen paa de ufjendte Grave. Vei og stilose Skovstrækninger omslutte her dybe Sver; paa en af disse sees en lille svømmende med et eenligt hældende Træ, den driver om derude, hvorhen Vinden fører den. Man fortæller, at en Fremmed kom til et af disse Vande, den saakaldte Morksø ved Aasen, og følte sig faa greben af dens melankolffe Gharakteer, at han, efterat være draget bort, kom igjen tilbage og druknede sig her. Skov-Genfomhed, her findes du! her, hvor endnu Kongeørnen bygger Rede, hvor de vilde Skovduer furre, og Urhonen flyver op fra Lyngen.. Men det er en fattig Jordbund, disse Ggne har! figer man, ja fattig efter hvad Menneskene ville fremtvinge her, men i sin Natur ere disse Egne rige, yppige! Sfovens Ur-Plante, Bregnen, ffyder frem, tidt mandshei med fine fine, grønne fjedrede Blade; Tyltebær, Hindbær og Blaabær mylre hen over Skovbunden, hvor den mørke Gnebærbusk groer og minder om Italiens Gypres, og hvor Ghrifttjernen staaer Sommer og Vinter med. piggede, glindsende altid grønne Blade. Mod Best slipper Sfoven, idet Jordhævningen ikke længer be flytter den mod Vestenvinden; alle Træstammer og Grene hælde mod Øst, hvert Træ synes som tilflippet med Saren; Sfoven bliver til Buske, den sænker sig ned i Bankerne; det er, som om Vestenvinden her havde boltret fig, tryffet Grenene mod Jorden og beaandet dem med en forstenet Mos. Vi see ned i en lang dyb Lyngdal; der ligger en eenfom Hytte, klinet af Leer og tæffet med Lyng, fra den lofter fig Regen og viser, at her leve Mennesker. Overtroen fortæller, at i Dybbal, som denne Strækning faldes, ligger en stor fiirkantet Steen med "Læsning paa." men som endnu Ingen har kunnet tyde, og under Stenen er gjemt faa meget Selv og Guld, at det kan skjule en fuldvoren Mand. en heel Kongeløsning er det. To Qvinder, der engang gif igjennem Lyngen her, faae Stenen, men funde ikke tyde Læsningen, og da de kom med andre Folk for at søge den igjen, var den ikke mere at finde; en Bonde, der her gif ud at søge sin Hest, faae Stenen og lagbe fit Teier paa den, men Stenen sank deg engang, det er Folketroen, naar Danmarks Ronge er en fangen Mand, da findes den igjen, Skriften læses, Skatten hæves og Kongen fjøbes fri"). Vi staae iøvrigt her paa en Heide, som af Egnens Beboere anfees for langt høiere end Himmelbjerget, og dog af disse ikke kaldes det høieste Punkt i Landet, som dette nævnes de fjernere liggende "Baunshøie," hvor i Hedenold Baunet tændtes, hvor det lyste i Sfipper Glemens Tid og i vore Dage, da Fjenden kom under Oprørskrigen. Men vi vende os mod Silkeborg, hvor vi snart naae hen, men standse dog først paa et Bunft i Sfoven, en lille Sti fører os mellem Træer og Bufte til en brat Sfrænt ned mod den store Almindsø, der seet i Morgenbelysning blaa og stille har det meest smilende, venligt Ind

• ) Flere Oplysninger og Sagn, Silkeborg vedkommende, skylder jeg især

Etatsraad U. Drewsen, som med stor Flid og Iver har samlet disse under et Sommerophold der i Egnen. . . . bydende. De store Lovskove hælde sig som grønne, svulmende Skyer ud over Bredderne, hvor Bandet er faa flar: at man feer de store Fist svømme i Sollyfet; som hele blomstrende Der ligger der paa Vandfladen Grupper af hvide Aafander og heit over Skoven paa de merke Lyngbanker finner den solbelyste Balle-Kirke. Mod Nord slipper Skoven ved Langsø, sem Gudenaa løber igjen nem, og her ligger en gammel Avlsgaard og et lille Huus, der for Aaringer siden tjente til Aaleværk, idet Aalefangsten her var saa godt som Regjeringens hele Vinding af den fiskerige Aa. Disse to Bygninger, dengang de eneste, som fandtes her, hørte til det saakaldte Ryttergods. Jordene laae ede og udyrkede, en dyb sandet Vei, saagodisom ufrem fommelig om Vinteren, gif her forbi til Landets Vestkant. Paa en Landpynt ved Udløbet af Aaen sees endnu rode Muur broffer, og for nogle faae Aar siden fandtes her Grund og Grave; her stod det gamle Silkeborg, efter hvilket Sted og Egn har Navn, og man fortæller, at en Biskop Peder, som vilde bygge sig en Gaard, seilede paa Langsøen, Binden her blæste ham hans Silkehue af, og han be stemte da, at hvor den drev iland, vilde han reise sin Borg, og han holdt fit Løfte Silkeborg blev bygget. Det hedder, at Slottet to Gange er lagt øde, først ved Lynild og senere ved Svenskerne, der ikke lod Steen paa Steen blive tilbage. Herhen kom i Aarenes Lob ikke mange Fremmede, uden de, som skulde og maatte reise den lange Vei tvers over Landet, eller enkelte Jægere, som her fandt god Ande- og Odder-Jagt. Omvandrende Tatere tændte deres Ild under Hængebirken eller i Lyngen mellem Bankerne. Enkelte Gange bredte Ilden sig, og Hedebranden fik frit Spil; Vinden drev Reg- og Ildbølger frem, den eensomt staaende Busk blussede op, og det brændte, til den nøgne Sandbund eller Moserne fatte Grændse. Kun faa Danske fjendte Danmarks stjønneste Egn inde i Landet, og endnu færre i den store, forstandige, nytteffattende Verden tænkte paa de Kræfter, sem i Aartusinder Gudenaa i sin Vandmængde ligesom spildte hen. De materielle Krafters Benyttelse og Udvikling ere Bærerne for Aandens Skatte, de ere Grenene for den aandige Frugt, som kommer. Her i Landet, ved den dybe Aa har Gulturen ploiet fin Fure og nedlagt fin rige Sab. Alt i Foraaret 1840 indgav den daværende Inspekteur over de kongelige Godser J. H. Bindesboll et udførligt Forslag til Nentekammeret om Domainen Silkeborgs hensigtsmæssige Afbenyttelse til Fabrikanlæg, em Gubenaaens Seilbargjørelse, og om Grundlæggelsen af en Kjøbstad her, men Forslaget modte fun Modstand. Fire Aar efter, altsaa nu fun for ni Aar siden, fom her i Besøg med en af fine Sonner Danmarks navnkundige Landmand J. G. Drewsen; han forstod Egnens Betydning, gif ind i Ideen; og det blev hans to driftige Sonner. Ghristian og Michael, der med Kraft og Udholdenhed førte det igjennem. Den sidstnævnte flyttede strax derover, var den lebende, den styrende der, og Papiir Fabrikken blev anlagt. Jordbunden her langs Aaen var da et Udføre. Drerne, der fra Teglbrænde rierne droge de tunge Læs med Gruus og Muurbroffer til Fyldning, sank dybt i det bløde Sand. Fiirfindstyve Arbeidere maatte her, langt fra alle Kjøbstæder, i dette Ørfenland, ledes, holdes og sorges for; med Djærvhed og Dygtighed førte Manden det igjennem; Kong Christian den Ottende interesserede sig særlig for den hele Plan eg viste sin virkende Deeltagelse; to nærliggende Huse, Smedie, Brodbageri og et Par Bygninger for Arbeiderne kom snart istand, og disse med Aaleværket og den gamle Avlsgaard, der førte Navn af Slottet og var i ussel Tilstand, paa Ladebygningerne nær, var da det hele Silke borg. Men Velsignelsens Magt laae over Stebet; det viste sig, at der var en Trang til her midt i Landet at finde et Oplagested for det indre Jylland; en Kjøbstad vorte og vorer Dag for Dag med en Drift, en Fremgang, som man kun seer det i de amerikanske Golonier. To Gader og to Etages Huse findes her; Gjestgiverier og Bryggerier ere komme, og selve Modehandlerindernes Boutikker mangle ikke. Grændse og Plan for kommende Gader, for Kirke og Raadhuus ere afstufne og tæt op til Byen, hvor Birkeskoven staaer med prægtige Birke, som man seer dem i Sverrig. Birkens Hjem, er ned mod Sven en Kirkegaard indhegnet, hvor Træet helder fine fine, lovfulde Grene ud over de unge Grave. Den Mand, der ved Fabrikhjulets. censtenende Musik, ligesom fremtryllede Danmarks yngste By, Michael Drewsen, har her under Lyngtorven ladet mure fit Gravkammer, en prægtig Hængebirk skygger over det, som vi haabe, længe tomme Hvilested. Nat og Dag bruje Hjulene i Fabrikken; 300 Mennesker fortjene her deres Bred; her er et Liv, et Nere! det er en Lyst at træde ind i dette store, levende Værthuus, see den hele Fremgang og Udvikling der, fra hvor Kludene vadskes, renses, kartes og fomme faa frem, som en hvid Dynd, der i Løbet fremad fervandles til alenbrebe Oblater, ber, før de affjøles og faae Hvile, blive et deiligt hvidt Papir, som er traadt i Næffe med, hvad England og Frankrig frembød ved Londonner Udstillingen og har vundet Hæderspriis. Selv af Straact, af den gule Halm har den driftige Styrer vidst at drage Papirsstoffet, og vi see Forvandlingen. Fra Fabrikken lad os gaae til Vaaningshuset, der som een af de smukke Villaer ved Blankenese ligger her indrettet med engelsk Hyggelighed. Haven, der straffer sig over den gamle Have og Slotsgrund ned til Aa og So, er faa frist og blomstrende; et deiligt Gronsvær breder sig hen over Sandgrunden; i Rosentiden mylrer her med Noser. Bag Driv husets Binduer hænge Druerne i store Klaser, mens man seer over Seen til de hvide Sand og Lyngbanker, hvor det censomme Færgehuus ligger, hyvis Baad, ved faa Aareslag, sparer Vandringsmanden en Vandring af to Miil, som det ellers er, for at komme paa hiin Side den smalle So, og derhen maa man, op paa Hvindingedals heie Banker og der font fra et Fugleperspectiv at samle i en Sum det hele Heiland fra Himmelbjerget til Langsøen, hvor de rode Tage af Silkeborg synes lagde imellem Træernes Toppe. I Havens Jord staaer endnu et af de Lindetræer, der skal have flogget udenfor Indkjørselen til det gamle Silkeborg, den anden Lind er for nogle Aar siden splintret af Lynilden. Gamle Elle og Pile give Ly mod Stormen fra Nord og Vest; Soen svulper mellem Rørene hen over be rebe Steenbroffer, Resterne af Borgen; kun en enkelt stor udhugget Gravsteen, vistnok en Slags Portgesime ligger her paa Steendyssen, hvor de henfatte Alpeplanter udfolde deres Blomster. Her forbi gaae nu de læssede Pramme, famme lange Aavei op til Randers og her tilbage; en langsom Fart, en Vei uden Afverling; fin Stjenhed har Gudenaa fra Silkeborg op til Himmelbjerg. Deiligt er det med Seilbaad eller Pram at glide hen under de hængende Birke og de gamle Glle, der enkelte Steder, løsrevne fra Bredden, groe i Strømmen, og hælde fig over hele Der af blomstrende Aafander! deiligt at styre fra So til Se mellem Skov og Hede Strafninger, at feile med Blus paa Prammen i den dæmrende Aften eller stjerneflare Nat. Med Dampskib er en Provefart gjort fra Nanders herop; Ind tryffet heraf er gjemt i disse faae Stropher, vi her gjengive: Det var som om Fulton & Baad vi faae, Da Dampprammen kom op ad Gudenaa, Mod Strem og mod Vind en Solskins Dag, Stolt vaiende med fit danske Flag. Den aanded et Liv i Landskabets Ro Hernede, hvor Ørnen i Skovene boe. Fra Kattegattet til Gudenaa, Kan Dansken nu himmelbjerget naae! Danmarks Flod, Gudenaa! hvor malende, hvor deilig er du dog! og just deiligst her ud for den gamle Avlsgaard og Maleværket, her hvor du breder dig med gyngende Blomsterver, og hver tætved, som i et Bjergland, Veien bugter sig ned af den gjennemskaarne Banke den nye brede Kjørevei, der er lagt gjennem Skov og over Flyvesand. Kun en halv Times Vandring fører os derhen, hvor Menneskefløgt kjæmper mod den ftovfine Sandbund, som Vinden vil løfte og favnehoit ftree over Skov og Mofer. Det er til benne Ggn, at der knytter sig et af de yngste Sagn, som lever i Folket paa Silkeborg; det er Sagnet om den uhyre Skat. som her ligger gjemt, og som Peer Guldgraver obelagde sin hele Formue ved for at finde, og dog havde han drømt, hvor Skatten skulde ligge, Stedet hvor et 30 Alen heit Træ stod saaledes bedaffet af Flyvefand, at man ikke funde see mere af det end en Pibespids. Det var i Aaret 1780, siges der, at denne Peer Guldgraver, en Holstener, der eied Gaard og væg ved Beile fom og gravede og gravede, til han som Fattigmand dede i Fattighuset i Linaa. Men Skatten, som en af Silkeborgs mægtige Herrer gjemte der, vil engang fintes; over Stedet brænder om Natten Bundom Lys, som ikke Sandflugt mægter at fluffe. Den hemmede Sandflugt her, be plantede Træer eg den nye Ghaussee vaffer Tanken om Gultur og Menneskevirken, men Gensomhed og forunderlig Stilhed hviler deg over den hele udstrækning og ligesom i Bjergegne fænke sig tidt Styerne her og glide hen ad Skovens Side; derinde synger ingen Fugl, og fun enfelte Tider fees Kjørende hen ad Veien. Vende vi igjen tilbage ad den, ned mod Aaen, pludselig have vi da Liv og Røre, Fabriken ligger under os, en prægtig Bro fører over Aaen til den aabne muntert udseende Silkeborg By, der med sin Vrimmel af gjeende Hunde, og Postillonens fingrende Horn hilser os; og er det mod Solnedgang, og væget drives over Broen, blæser Hyrdedrengen paa sin Luur, veemodige Toner vel, men det hele Landskab med By, Sfove og Sver stinner deiligt i den røde Aftensol. Ja, paa Aa og i Skov, vaa Se og ude ved Kilderne, som med mineralfte Kræfter vælde ud af Skovflinten, er en Afverling, Storhed og Stjenhed! og nu den af Hede selv kun begrændsede Hede. - den jevne brede Landevei fører os over den, fom her en varm Semmerdag, naar Solftraalerne brænde paa den sortbrune Lyng, da viser Fata Morgana her fine Tryllebilleder, som hun viser dem i Saharas Sanderfen. Du troer at see langt ube det aabne, blifstille Hav, en dyb Bugt maaskee stræffer fig fuld af Skov Der op mod dig, og det er da saa troe, saa ganske som Birkeligheden, Skovene, de enfelte Træer speile sig i Vandet, og dog er det Hele en Skuffelse, der hvorhen du seer, er fun den tørre fort brune Hede. Gjennem Aarhundreder uforandret Hede, fun Hebe! Man siger, at for Aartufinder siden var her mægtige Sfove, Brand og Vestenstorme fældede dem, man veed det ikke. Disse Heider, Dale og Sletter vare engang Havbund, som Jordvarmen hævede; man siger det, man veed bet ikke, men peger paa Tervemoser, der synes hævede op af Aasens Side. Kjæmpegrave, tilhørende en yngre Tid, for os Oldtiden, gjemme en Tidsalders Mægtige, Ingen fjender deres Navne, udslettede ere de. Engang bybe, klare Soer ligge forvandlede i tilgroede Moser, og kun Sagnet maler om deres Fortid; det flinger fra Bjærup Mose om Jomfruen, som seilede over dens aabne Bande, tabte sin Guldring der og lyste derfor Seen i Ban, da væltede fra Bunden det forte Dynd, og i et Nu blev den fra Se til Mofe. Aaen i fit Fald opfylder fra den eenlige et retligt Gruus det er Rester af en Berg, maaskee fra hiin Tid, da Bifingen fra sine Tog paa Englands og Norges Kyfter vendte hjem igjen med Randers, til Gudenaaens Bredder, eller maaffee en Borg fra dengang Svenskerne vare her i Landet, da vore polffe Hjælpetropper, med Kalmuffer og Tyrker iblandt, stjændte og brændte og hængte Præsterne op ved deres lange Sfjag i Egene. Hverken Skrift eller Sagn melder derom. Forglemmelsens Aand stærkere end Stormen paa Vesterhavet, som vel fuer Sfoven, men dog lader den groe - har udvidsket Mindet. Hvilket Drets Rum for Tanken! Men snart vil over den stille Hebe, Jernebanetoget, som en dam pende Drage bruse afsted, og Tufinder skulle komme og see denne Ggns Herligheder, og Digtere sulle her henlægge Sceneriet for deres Digtninger, medens Silkeborg stiger og blomstrer, som Oplandets By, Byen, der skal spinde Silfe, naar Banetogets Væverskytte flyver gjennem Landet. Silkeborg den 5te Auguft 1853. H. C. Andersen. Barlows Symaskine. aae Mastiner have i den senere Tid i den Grad beskjæftiget Opfindelsesaanden som Symaskinen, og dog er der ingen, der med større Bekymring imodesees, naar den virkelig bliver realiseret. Thi man tænker ftrar, hvad skal der blive af den store Klasse Mennesker, hvis eneste Grhverv er Syning? Men disse ville ikke fomme til at libe noget synderligt Afbræk i deres Indtægter, da det Arbeide, som en saadan Maffine fan udføre, iffun er det mechaniste, hvorpaa det virkeliger livet lonnen de for et Menneffe at anvende fin Tib. En Symaskine fan jo heller ikke tage Maal, stjære til eller prøve; den formaaer ikke at rie, og forstaaer sig hverken paa Hulsomsting eller Knaphulsting. Den vil saaledes kun være en Erstatning for den mindre væsentlige Deel af Haandarbeidet. Allerede paa den store Udstilling i London vare flere Symaskiner at see; den Matherste funde blot rie, og den Senechalfte fra Belleville er iffun til at bruge ved Toi, der skal kastes; Judkins Mastine fra Manchester er indrettet til at sye 2 Lag Tei sammen. Af samme Slags er ogfaa den her aftegnede Barlowste Vastine, hvoraf der er et Gremplar opstillet i det kgl. Varedepot, og da den om fort Tid rimeligviis ogsaa vil være at ſee i Industriforeningen her i Byen, vil Enhver, der interesserer sig for dens Indretning, let kunne faae den at see. Birken. Dirfen og Granen-begge nordiske i Bæfen, velbekjendte Naboer, Landsmænd og gode Venner men dog hvor fortjellige og modsatte! Den stolte, mørkladne Gran med dens stive, stikkende Naale, og den venlige, flare Birk med det lysegrønne, smi lende Lov og den hvide Overklædning, staaer den ikke i den dunkle Granskov som en stinnende Kjerte i et mørkt Værelse? Og sammenlignet med Egener den ikke den ranfe fagre Jomfru, der feer glad og smilende ud over Livet? Starf og fast stræffer den mandlige Geg fine mægtige Arme op i Luften; naar det blæser, bruse dens store Blade stolt, men Grenene rere fig næppe. Ganske anderledes Birfen! Her er Alt fmidigt og boieligt: de tyndere Stammer vugge og beie deres Toppe med hinanden, som om den ene vilde sige den anden Noget i Dret, og de bevægelige Blade flagre paa de fine Qviste og elastiske Grene som fortryllede Sommerfugle og dandse ved den sagteste Musik, som Luftningerne spille for dem. Den unge Stamme er smukt rundet, uden Knafter og Revner; den glatte, glindsende, hvide Bark er fri for Mos. Bladene ere trekantede, fint taffede i Randen og glatte paa begge Sider. Hildet af Lovets Skjønhed overseer man let de beskedne Rafler, som ingen Farvepragt udmærker. Birken hører nemlig tilligemed Egen, Valnødtræet og Hasselbusten til de raklebærende Træer. En Rafle har hverken farvebe Kronblade eller Bagerblade, idetmindste har Birken intet Spor deraf. Ligesom Blomsten paa Hasselbusken neppe kan vente, til det bliver Foraar, og ofte allerede i Januar loffes frem af en varm Solstraale: saaledes er ogsaa Birkeblomsten et Foraarsbud, thi den blomstrer allerede i April, og kommer frem længe for Bladene. Birken er et Lystræ, et sandt Foraars- og Glædestra. Vel have Mars's Sonner forsmaaet at bære dens Grene som Seierstegn; men i Bintsen, naar Foraaret holder fit Triumphtog over Vinteren, smykker den huslige Qvinde Stuen med grønne Grene, den venlige Landsbykirke staaer festligt smykket med den unge Birkeskovs Lov, og til Pintsedandsen ter Maitræet ikke fattes. I Tydskland spiller Pintfetræet en stor Rolle; længe forud udseer Gisteren sig den slankeste Birk, paa Pintfenatten tager han den fra Skoven og planter den udenfor den Glskedes Vinduer. Men jo længere vi gaae mod Nord, desto større Betydning faaer Birken; heit oppe mod Nord, hvor alle vore Løvtræer ikke vilde kunne udholde Kulden, danner Birken store Stove. Omendskjendt den hæftige Frost lægger Alt i Lænker i hele ser Maaneder, og Sneen inthyller Alt i fin Ligklædning - det skader dog ikke den fortræffelige Birk og afholder den ikke fra, saafnart Solen igjen straaler varmt fra Himlen, at udfolde fine Knopper og Blade. Og faa snart Skoven igjen har smykket fig med det ungdomsfriske, grønne Lov, drage Gamle og unge ud til Birkeskoven, for at feire Foraarsfesten under dens Grene. Overalt mellem Træerne vrimler det af glade Mennesker. Her dandses, hist leges; her synges og der spises indtil man om Aftenen, smykket med Birkegrene, drager hjem til de simple Træhuse, hvis Tag ere daffede med Birkebark istedetfor med Teglsteen. Men den samme Barf er ogsaa nyttig, naar der skal gjøres Ild paa Arnestedet; den gamle Bedstefader eller Bedstemeder har lagt Vedet til Rette i Ovnen, har stuffet Birkebark ind mellem de tyffe Grene, thi den tænder lettere, og snart flammer et livligt Baal under Gryden, hvis Indheld skal vederqvæge de Hjemvendende. Bliver den lille Sennedatter eller Datterson urolig, inden Moderen fommer tilbage fra Festen, saa staaer ben gamle, af Alder nedbøiede Bedstemoder op for at vugge Barnet, idet hun tager fat i en Strikke, der hænger ned fra en ung Birk, befæstet i vandret Stilling under Loftet; men til Birkens anden Ende er befæstet en Kurv, flettet af Birferiis, i den hviler Glutten, som Bedstemoder nu vipper op og ned mellem Loftet og Gulvet. Birken vugger Børnene stere og lærer dem siden Lydighed, thi naar de ere uartige, saa fommer "Mester Grif" i Stikkelse af et Birferiis. Af Birketræ, der er seigere og stærkere end Fyrre-, Linde- og Piletræ, forfærdiger Huusbonden Borde, Stole, Fade, Steer og Kruus; medens han arbeider, sidder hans mindste Sen paa Gulvet i Værkstedet og leger med de frufede Birkespaaner, men de ældre Børn flette Sfo, Tasker og Tepper af den læderagtige Bast, alt idet de lære hinanden Ordsprog. Har den flittige Familie fuldbragt fit Dagværk, spist af Birketræes-Tallerkener med Birketræes Sfeer, saa gaae de Alle til Ro; deres Seng er ikke stoppet med Fjær, men med tørre Birkeblade, som Børnene om Gfteraaret famle i Skoven. Dog sove de fast og roligt paa disse Puder, thi de have ar beidet hele Dagen, og deres Morgenbon stiger til Gud inderligere, end mangen en Rige, der paa sine bløde Gdderduun ei veed at sfatte den styrkende Søvn, thi han kjender ei Lemmernes Udmattelse om Aftenen og føler ikke om Morgenen den friske Kraft til Dagens Gjerning. Har den flittige Familie forfærdiget en Mængde Ting, faa drager Moderen dermed til den nærmeste By; der stiller hun fine Sager op til Salgs, og visselig loffer bet smukt forarbeidede Sybord, de zirligt staarne Træfager mangen Dames Blik paa sig men hjemme tælle Børnene Dage og Timer indtil Moderen kommer tilbage; den Gne glæder sig til det gule Halstørklæde, den Anden til de rødbrune Handsker, som "Moder lovede at bringe med."Bliver En af Familien syg, saa kommer man de om Foraaret samlebe Knopper af det velgjørende Træ i varmt vand og tilbereder saaledes den Syge et Bad, der lindrer hans Smerter og sædvan ligt helbreder ham. Men Sygdommen til Deden, saa plante de paa den Elskedes Grav en Hængebirk, under hvis "duftende Faner" de Efter levende knæle hvert Aar og fornemme Vindens Sufen i Lovet og Bladenes Hvisken, lig Budskab fra den Hensovede. Er der noget Træ, der er saa utrætteligt i fine Belgjerninger med Nordboen, som Birken? Selv Vinen, der glæder Hjerterne, fører det vaffre Træ i fine Saftror; om Foraaret nemlig drager det saamegen Saft til sig, at denne drypper ned fra Grenenes Spids; man kan ogsaa tappe den af et Hul, anbragt i Træets Bark, og benytte ten i Huusholdningen og som Medicin; den Saft, der lober ud i en Tib af omtrent halvanden Uge, veier ofte meer end hele Træet. Den er klar og sødlig; lader man den gjære, faaer man en Drif, der ligner Champagne; lader man den fordampe, faaer man en sufferholdig Sirup. Er det dog ikke en underfuld Velsignelse i dette Træ, der tager til Taffe med den sletteste, tørreste og fandigste Jordbund! Dag og Nat arbeide Saftrorene i dets Indre og tilberede af Vand og Luft de kostelige Gaver, det i saa rigt Maal stjenker Menneskene, uden at forarmes. Naar den forte, nordiske Sommer sender en varm Solskinsdag, saa leire det flygtige Raadyr og det store Elsdyr sig i Birkeskovenes Skygge, og den prægtige Tiur gaaer under det grønne Levtag. De tætbelovede Birkegrene tilbyde denne ængstelige Fugl et sikkert Tilflugtssted; der kan den bygge fin Nebe, der har den et uudtemmeligt Forraadskammer for fig og fine. Dristigere og endnu mere udholdende end Fyrren stiger Birken op til de foldeste Regioner; bliver den endog en Dværg og Krobling: ben vil endnu som Dværgbirk gjøre Nordboen Godt! Konftig Fiskeavl. ed Undtagelse af ganske enkelte Fiskearter, der føde levende Unger. have som bekjendt Fugle og Fiske det tilfælleds, at de begge kaste de 2g, hvoraf Yngelen skal fremkomme, men at de deri stjelne sig fra hinanden, at Fuglens Ag lægges befrugtet, istand til ved den blotte Baavirkning af Varmen at bringe Ungen for Dagen, medens derimod Fiskens Æg eller Nogn først modtager fin Befrugtning, efterat være faftet af Hunnen, der ved, at Hanfisken udgyder sin Mælf over den. Den førstnævnte Omstæn dighed er i Aarhundreder benyttet af Industrien til ved storartede Anlæg, hvoraf især Egypternes Varmeovne ere blevne verdensberømte, at komme Naturen tilhjælp, og til at udvikle en saa at sige særegen Fabrikation ved at udruge alleslags Fugleæg, opdrætte Ungerne og senere fælge eller om bytte dem i en modnere Alder mod andre g. for atter af disse at frem bringe et nyt Produkt; derimod synes det for Fiskenes Vedkommende at være forbeholdt vor Tid, at skulle drive deres Avl udover de naturlige Grændser og at skabe en my og rigelig Næringsvei af konstig Fiskeavl. Det er saaledes kun nogle faa Aar siden, at den menneskelige Flid, støttet ligemeget til praftiffe Erfaringer som til Videnskabens Resultater, her har aabnet sig en ny Tumleplads for sin Virksomhed og, ved at benytte det ferste Band paa samme regelmæssige Driftemaade som Agerne, har vidst at underordne fig dettes Beboere og at foreskrive dem Love for deres fremtidige talrige eller ringe Tilstedeværelse. Vel var det allerede midt i det forrige Aarhundrede af en Grev Golstein meddeelt, at han ved at blande Fiskens Rogn og Mælf havde frembragt Fiskeunger, men først i vore Dage have Videnskabsmænd i Frankrig og England gjort større Forsøg herpaa, Forsøg, der rimeligviis vare strandede eller ialtfald forblevne frugtesløse for det praktiske Liv, om de ikke netop havde givet Anledning til, at man blev bekjendt med Frugterne af tvende simple Fisteres Virksomhed i samme Netning. Rémy og Gehin, Fiskere fra Moselfloden, havde nemlig i lang Tid afluret Fiskene deres Hemmelighed ved Forplantningen, og ved fortsatte Bestræbelser havde de bragt det dertil, at de, kommende Naturen tilhjælp og bødende paa dens Mangelfuldhed baade ved at fiffre Befrugtningen et bedre udfald og ved itide at tage sig af den spæde Yngel, havde feet fig istand til at besætte flere Flober, der faagodtsom vare aldeles temte for Beboere, med Foreller. Den Fremgangsmaade, hvoraf de betjente fig, var denne: Naar Fiskenes Legetid, den Tid paa hvilken Fiskens naturlige Befrugtning finder Sted, var kommen, forsynede de sig med det nødvendige Antal modne Hun og Hanfist, udtoge først en Hunfisk og befriede den fra sin Rogn ved med Haanden at bestryge dens Bug, lode denne Rogn falde i en med klart Vand forsynet Skaal, foretoge derpaa den samme Operation med en Hanfist og lode den fra den udtrædende Mælk udgyde sig over Rognen, udsatte derpaa den faaledes befrugtede Rogn i rindende Vand, indtil Fødselen fandt Sted, og fordeelte senere den fedte Vngel paa passende Steder, hvor den var siffret for de større Fiskes Gfterstræbelser. Da denne hele Forplantningsmaade er saa simpel, at Enhver maa kunne følge den, og der til Udførelsen heraf kun fordres saa ringe Midler, at enhver Besidder af et Ferskvand eller Beboer ved en Aabred har dem til sin Raadighed, turde det være paa sin Plads her at give en noiere Beskrivelse deraf, knyttet til de Erfaringer, man allerede andetsteds og navnlig i Frankrige har vundet, og hvorved det bliver saameget lettere og mindre voveligt for os at felge efter; men, forinden vil det være nødven= digt, at vi først gjøre os Rede for, om hvilke Fiskearters Forplantning paa den nævnte Maade der kan være Tale i vort Fædreland. Saalænge Produktionen skal være henviist alene til den private Industri, og Rege ringen ikke med betydeligere Pengehjælp troer at burde træde til, vil den selvfølgelig være at indskrænke til Ferskvandsfiskene, hvis Omraade bedre kan begrændses af den private Gier end Fjord eller Havfiskene. Selv med denne Indskrænkning er dog Antallet af de hos os forekommende Ferskvandsfist saa stert, at man vil kunne faae at gjøre med Forellen, eller som den kaldes herhjemme Bakerreden, Aborren, Tungen, Sandarten, Smelten, Stallingen, Helten, Brislingen, Gjedden, Karpen, Karubien, Suberen, Brasen, Sfallen, Gmden og mange flere, paa hvis Udbredelse det nok turde lenne Moien at lægge Vind deels som Føde for Menneskene, deele som Fode for den Yngel, man agter at tillægge; her maa det dog ansees for tilstrækkeligt, at anføre Legetiden for de mest befjendte Arter, for at henlebe Opmærksomheden paa den rette Tib, hvori disses Avl veb Konst fan foretages. Denne er for Larens Vedkommende fra Januar til Marts Maaned, " Gjeddens Aborrens " " Brafenens " " " Karudsens Karpens " " " Bakorredens, "Slutningen af Marts til Begyndelsen af Mai, i April og Mai, fra April til Juni, " i Mai Maaned, Slutningen af Mai og i Juni, fra October til Julen. Naar man altsaa til de nævnte passende Tider har forsynet sig med levende Gremplarer af begge Kjen, tager man Hunfisken i den ene Haand, og stryger med den anden let henad Bugen ovenfra nebab, med Tommelfingeren paa Fiskens ene og Begefingeren paa dens anden Side, uden dog at anvende noget videre Tryf. De nu som smaa Kugler fremtrædende 2g opsamler man, uden at berøre dem, i en flad Skaal med frisk Vand, hvis Temperatur maa være forskjellig efter de forskjellige Arter Fisk, man tillægger, idet den franske Naturforsker, der mest har beskæftiget sig med denne Sag, Quatrefages, har gjort den vigtige Jagttagelse, at den fonstige Befruginings heldige udfald væsentlig er afhængigt af det anvendte Bands Temperaturheide. Han paastaaer, at det er en bestemt Varmegrad, der giver de befrugtende Dyr (Spermatozoerne), som befinde fig i Hannens Mælk, den størst mulige Livsvarighed, og at en meget ringe Afvigelse i den rette Temperatur har gjort større eller ringere Skaar i disse Dyrs Bevægelser altid til Skade for den regelmæssige Befrugtning. Efter hans Angivelse vil saaledes Mælkens største Forplantningsevne være naaet hos Gjedden ved en Varmegrad af 3 Grader efter Gelsius, Karpen 12 " " " " " 8 hos Karudsen ved en Varmegrad af 13 Grader efter Gelsius, og " " " " 15 " " " Aborren idet han siger at have overbeviist fig om, at det befrugtende Dyr aldeles orfommer af Kulde ved en svagere Temperatur end den normale, medens det ved en for stærk Varme for pludseligt oplives og deshurtigere hendeer. En Varmegrad, der neppe vilde være tilstræffelig for Karpens Mælk, vilde ligesom kege Gjeddens, og han mener derfor at maatte tilffrive de mange uheldige Forsøg, der ere gjorte med konstig Befrugtning, Mangel paa tilstræffelige Erfaringer i denne Retning. Som almindelig Regel for be rette Temperaturforhold ved konstig Befrugtning troer han endnu at maatte gjøre opmærksom paa, at det Vand, hvori man udsætter Yngelen af Vinterfist, saasom Bakerredens. maa være af 6 til 8 Graders Varme, det, hvori den tidligere Foraarsfist, som Gjedden, sættes af 8 til 10 Gra ders Varme, og det for den senere Aarstids, som Brafen, af 14 à 16 Grader Gelsius. Naar endeel af Rognen paa den anførte Maade er tomt i Vand af den nævnte Beskaffenhed, tager man Hanfisken og foretager samme Haandgreb med den som med Hunnen, saaledes at endeel af dens Mælk udgydes over de i Skaalen samlede 2Gg, hvorved Vandet ligesom plumres og faaer en mælkeagtig Farve. Rører man nu om i Vandet med en fiin Pensel eller Fanen af en Pennefjer, vil man snart fee Eggene tabe beres Gjennemsigtighed, antage en mørkere Farve og vise et sort Punkt i deres Midte, hvilket er et fiffert Kjendetegn paa, at Befrugtningen har fundet Sted. Men, da de ovennævnte Spermatozoers Livsvarighed er overs ordentlig fort, Gjeddens høieste nemlig 8 Minuter og 10 Secunder, Karudsens 3 " " Karvens 3 " " " Aborrens " " " 10 40 og vil man lettelig indsee, at Den, der sysler hermed, maa beflitte sig paa stor Hurtighed i Udførelsen, der mulig torde fiffres allerbedst, ved at tvende beskæftigede sig dermed, saaledes at den Gne stilte Hunfisken fra sin Nogn, den Anden Hanfiffen fra sin Mælf, og at Udtommelsen saaledes fleete saa godt som samtidig fra begge Fist. Da det har vist sig uhensigtsmæssigt paa een Gang aldeles at tømme Fiskene; har man, for dog at kunne benytte alle de modne 2g, fundet paa at slippe de benyttede Fisk ud i en konstig Legeplads, bestaaende af en med Vand fyldt Kasse med dobbelt Bund, hvoraf den øverste dannes af Lister med Mellemaabninger, den nederste af en flyttelig Sigte. Ved at gnide sig mod Lifterne i denne Kasse, ville Hunfiskene efterhaanden stille sig ved de endnu tilbageværende 2g, der gjennem Lifteaabningerne falde neb paa Sigten, medens Hanfisken, deels ved Lugten af 2Eggene, deels veb Hunnens Nærværelse, ægges til at udgybe fin Mælf over Rog nen, som saaledes her befrugtes paa en naturlig Maade. Hvor man af Mangel paa levende Hanfist nodes til at benytte disse 'efter Døden, vil det være nødvendigt for at opnaae en konstig Befrugtning, at lade Mælken blive i den den omgivende Saf, men udtaget af Fiffen, indtil det Dieblik, man vil benytte den, som i Regelen vil kunne skee med Held selv 12 til 24 Timer efter Fiffens Dod, naar man fun ikke udsætter Mælken for Paavirkning af Vand eller den frie Luft, men gjemmer den i et Styffe fugtigt Linned og under en Varmegrad, der ligner den, som giver Fiskens befrugtende Dyr den største Livsvarighed. Har man nu saaledes besørget Wggets Befrugtning, bliver det næste Skridt at sørge for Fiffeyngelens frie Aandedræt og at fiffre det mod faadanne Vandtraadde (Gonferver), som firar danne sig i stillestaaende Vand, og som vilde qvæle Tillægget. Dette skeer ved at omflytte Æggene til de Asker, Kurve eller Render, hvori de skulle forblive, indtil ngelen er udklæffet. Som den hensigtsmæssigste Form for en slig ske, er en saadan af Blif anfeet, som den, hvoraf vi her give en Afbildning, og som har en Størrelse af omtrent 8 Tommers Gjennemsnit og af den halve Heide med Laaget, der er til at aabne ved Hjælp af et Hængsel. 2Effe og Laag ere gjen nembrudte af en Mængde Huller, hvori det Affen omgivende Vand frit kan circulere, men som dog maae være faa fmaae, at ikke Rognen kan slippe igjennem. Bunden er opfyldt med Gruus som Grunden i en Bæf. Naar Wggene ere anbragte vaa Bunden af Asten, luffes Laaget, og hele sken sættes ned i en Strøm af frist klart Vand, hvor Udviklingen af Ynglen da vil foregaae uden anden Hjælp, end at man daglig hver Morgen og Aften efterseer 2Ffferne for med en lille Tang at fjerne de 2g, der favne det forte Midtpunkt, idet disse ere ubefrugtede og ved at raadne mellem de befrugtede vilde kunne bevirke 8* hele Avlens Ødelæggelse. Hvor man savner et rindende Vand og ønsker at foretage Udrugningen i selve Huset, kan denne ogfaa foretages i Smaarender, saaledes dannede, at de ved den ene Ende gives Vand fra et Filtreerapparat, og ved den anden ere forsynede med en lille Aabning, hvoraf Vandet efterhaanden kan lebe ud enten i en Beholder, for at benyttes paany, eller som Svildevand. I Renderne anbringes Eggene under Vandet paa Trærammer eller Sigter af Heftehaar, Metaltraad eller Gannevas saaledes, at disse med Lethed kunne udtages for at efterfees og renfes fra de fordærvede 2Gg. Selve Udrugningstiden er hoist forskjellig efter de forskjellige Fiskearters Natur, efter de meer eller mindre gunstige Forhold og efter den heiere eller lavere Varmegrad, hvoru nder Udrugningen foretages; faaledes er der for Bækørreden bemærket en Tid fra 5 Uger indtil 10, for Laren fra 90 indtil 150 Dage, for Aborren og Gjedden omtrent 48 Timer, for Brafener nogle faa Dage. Saajnart Udviklingen nærmer sig. seer man det forte Punkt at faae en større Udstrafning, den tynde Æggehvide at blive gjen nemsigtigere og endelig at revne saaledes, at Fosterets Hale forst fommer for Lyset. I de første Dage efter dets Fødsel er den lille Blære, det bærer under Bugen, tilstræffelig til at ernære det, og først efter negle Dages Forløb, naar denne Rest af 2Egget forsvinder, er det nødvendigt at sørge for Fiskenes Fede. Dette kan enten free ved strax derefter at lade dem dippe ud i en Dam, hvori der ere tilstræffelige Freer og Haletudser til deres Underhold, eller hvori man forud har ubfat andre Smaafisk, der leve af vegetabilsk Fede; eller ogfaa ved at man laber dem midlertidig opholde fig i et Kar, hvor man da opdrætter dem ved fogt fmaatbaffet Kjød eller ved størknet Bled; fun maa man stedse iagttage, at der i det Vand, hvori man sætter Ynglen, ikke findes ældre Fisk om endog af famme Art; thi, indtil Fiffen har naaet en modnere Alder, er den efterstræbt selv af sin egen Slægt, der fortærer al den Yngel, den kan overfomme.

Get bliver endnu at anføre, og det er, hvorledes man, naar man .iffe paa Stebet fan erholde de fornødne Stamfist, skal kunne forstaffe fig 2Eggene i befrugtet Stand tilsendte. I den Henseende tilkommer ogsaa ben ene af de tidligere nævnte franske Fistere Fortjenesten af, efter uen delig mange og frugtesløse Forsøg, at have udgrundet den hensigtsmæs figste Maade, der bestaaer beri, at han i en 2ske, som den ovenfor nævnte, lægger et temmelig tykt Lag fiint fugtigt Sand, ovenpaa dette et Lag fine Smaasteen; i de Mellemrum, sem Stenene danne, anbringer han endeel befrugtebe 2g. sem han igjen bebaffer med et Lag lignende Steen, mellem dette atter 2g, og vedbliver dermed, indtil 2sten er fuld. De faaledes fyldte og luffede 2Gffer forfendes meget langt uden Skade for de beri indefluttede 2Gg, naar fun disse ved Ankomsten paa deres Be stemmelsessted fordeles i andre Rasfer og gives det fornødne friske Vand og Luft. Enhver, der med Beklagelse fjender den ringe Udstrækning. vort Kysts og Havfiskeri har fundet, og hvor ringe et Antal af Befolkningen der herhjemme beskæftiger sig med denne Levevei i Forhold til andre Øboere, Enhver, der fjender de for Yngelen ødelæggende Redskaber, hvormed saavel Salt som Ferskvandsfiskeriet nu ialmindelighed drives, og overhovedet Enhver, hvem Nationalvelstanden ligger paa Hjerte, maa i denne vigtige Opdagelse finde et kraftigt Middel til at ophjælpe de fattigere Klassers Kaar; men Enhver, der er bekjendt med vort Ferskvandsfiskeri, veed ogfaa, at saagodtfom hver Aa og hver Indse i vort Hjem er i Manges Hænder, og at man, ved at besætte dem med Fisk, ligemeget arbeider for fin Nabo som for sig selv. Han vil altsaa vide, hvor lidet det stemmer overens med den menneskelige Ggennytte, at faae en levende Interesse vaft for denne Sag hos vor Landbefolkning, om ikke Regeringen griber med ind paa samme fraftige Maade, som den har gjort det i udlandet. Hvor ledes dette kan slee efter en overordentlig stor Maalestof uden forholdsviis stor Bekostning, og hvorledes man har faaet det i fin Magt, at gjøre det ferske Vand ligesaa frugtbringente som Mark og Enge, derom vidne de Foranstaltninger, der ere trufne andetsteds, og blandt hvilke jeg her, for at vise, at Sagen er mere end et blot Project og er gaaet over i det virkelige Liv som en vigtig Næringsvei, skal indskrænke mig til at nævne, at den franske Regering i 1852, efter Indstilling af Generaldirecteuren for Landhuusholdningen, har bevilget en Gredit af omtrent 10,000 Rbd. til en af tvende Privatmænd i Hüningen ved Glsaß anlagt Fiskefabrik. Dertil er benyttet et meget stort Vandareal, hvor de forskjellige Slage Band fra 10 Kilder, fra en Aa, fra Rhinen og fra en Mofe enten kunne benyttes hver for sig eller i passende Blanding efter de forskjellige Fordringer, Yngelen gjøre. Udrugningsapparatet befinder sig i en stor Halle, hvorover der er bygget tre Pavilloner, en til Opsynet, en til Laboratorium og en til en Naturaliesamling. Selve Hallen er deelt i syv Afdelinger eller Damme, hvis fordybede Skillevægge tjene til Gange for Opsynsmændene, og hvoraf hver især er forsynet med sin egen Sluse deels for at kunne give Vandløbet en passende Hastighed og deels for berigjennem at lade det ene Aars Avl slippe over i en anden Dam, naar den først benyttede skal bruges til en ny Ubrugning. Med det Haab ad Aare ikke blot, faaledes som jeg her har været nebt til, at maatte indskrænke mig til de Meddelelser, jeg har fundet om denne Sag i fremmede Skrifter, men da saavel at kunne tale af egen Grfaring som at kunne meddele de Resultater, der af Andre ere vundne i vort Fædreland, slutter jeg dette forte Omrids med at anbefale mine oplyste Landsmænd, hvis Beliggenhed tillader dem i denne Sag at foregaae Menigmand med et følgeværdigt Grempel, at gjøre Forseg i det Mindre, for derved at kunne godtgjøre det Lennende i denne nye Industrigreen og fiffre den en passende Udbredelse. Jul. Hellmann. Werner Hans Frederik Abrahamson Lassoc. aa Flensborgs Kirkegaard der staaer en Grav, Gen mellem mange i den lange Gade: Her læses mangt et Navn paa Marmorplade, Som Sorg og bitter Klage stiger af, Og Allesammen, freidige og glade, For Danmarks Frelse Liv og Haab de gav; Men Gen iblandt de faldne Kæmper blunder, I hvem en Stjerne, stærk og flar, gif under. Fem Aar kun svandt og dog det er jo alt, Som om et halvt Aarhundrede var omme: Fornegtet er, hvad da for Sandhed gjaldt, Forsmaaet, hvad da blev kjøbt i dyre Domme; Hvor gamle Sfranfer faldt, staae nye Bomme, Hvor da var vidt og bredt, er trangt og smalt, Hvor da vi stued klart, vi blinde famle; -- I fem Aar er vi blevne meget gamle. Men Blodet, som paa Danmarks Sletter strømte, Og Gravene, som vored af dets Jord, Og Offrene, som Folkets Kræfter tømte, Og Savnets dybe, smertelige Spor Gr virkelige nok og ikke drømte; Og Daadens Drapa, Mindets heie Ghor Kan ei fortrænges og kan ei beskæmmes. Kan ei ferstumme og kan aldrig glemmes. Men Han har hostet Daadens Førstegrøde, Og Mindets Foraarssad har han nedlagt. Da Hanen goel og Farens Kloffer løde, Dg Danmark bæved, af sin Dvale vakt, Da var det ham, der voved først at møde Med unge Kræfter Fjendens Overmagt; Hans fjæffe Haab opklared Tvivlens Morke, Hans Tro gav Folket Tro paa egen Styrke. Ham var det, som med Sværdet, halvt ubtruffet, Veb Bau bortvisted Oprørshobens Mod; Ham, der hin Baaskedag tilende stod Og holdt mod trefold Fjende Ledet luffet; Ham, der uventet op af Havet duffed Og frævede for Jyllands Trængsel Bed; Ham, der ved Dybbel Seiersbaunen tændte, Da Wrangel Panden imod Bjerget rendte. O, see ham der! Han staaer i Kugleregnen Paa Kæmpehoien, lænet til fit Sværd; Den gyldne Aftensol beskinner Egnen Og faster paa hans ædle Træf fit Skær; Trindtom er Gmy og Raab og Suk og Segnen, Forvirret trænges sammen Hær mod Hær; - Men roligt sig hans Blif paa Slaget fæste: Hans Tanke styrer Seirsgudindens Heste. Det er hans sidste Dag. Hans Sol gaaer ned Med den, hvis Nedgang Nederlaget dølger; Thi op og ned stg Folkets Mening bølger, Der kommer andre Mænd og andre Meed, Og hjemlig Avind feirende forfølger Snart ham, for hvem i Græsset Fjenden beed, Og han, som havde viist han funde byde, Faaer Lov til som en Gunst at turde lyde. Han lyber, men hans Fre bliver hævnet Den Dag, da Kolding seer de Danskes Flugt, Og Fredericias Laurbær uden Frugt Hans Seierskrands har uforkrænket levnet: Da kommer, skæbnesvangert, Idſtedſtævnet, Og nu ter den Forsmaaede vorde brugt. Den danske Hær er hid i Natten draget, Hans Lob det er, før Dag at aabne Slaget. Det er hans sidste Nat. Fremad han jager I Dæmrelyset som en Tordensky; Men Fjenden tyer til Grydeskovens Ly Og trygt hans flinke Flof paa Kornet tager; Da standser den og vafler og forsager, Da vil han føre den til Storm paany; - Men mod hans Bryst et sikkert Skud der knalder, Og "hils min Moder!" hvidsker han og falder. Hans Moder det er Danmark. Hun har suffet, Dengang hans Afskedssuk til hende led; Thi bedre Blob har hendes Jord ei druffet End det, som fra hans varme Hjerte flød; Med ham et lyst og herligt Haab er sluffet Om det, som fedes vil af Nornens Sfod. Derfor hans Grav skal hende hellig være! En Fremtid hviler der af Seir og Wre. 6. Ploug. Ristestenen. Et Sagn fra Meen*). gamle Dage laae der paa det smukke Giland Moen, foruden Stege, en anden Kjøbstad, som hed Borre. Denne By laae, som man mener, omtrent paa det Sted, hvor nu en Landsby af samme Navn breder fine straateeffede Gaarde og Huse. Ved en Vig eller Fjord, som fra Nordsiden star sig dybt ind i Landet, fneiſede paa hiin Tid Kirketaarne, Ringmure og Huse med taffede Gavle, og Havnen var fuld af Kjøbmands-Skuder. Nogle troe, at Havet i de allerældste Tiber paa dette Streg ganske har deelt Moens Land i to Dele, ten vestlige og den østlige, hvilken Sidste af fine flovbegroede Bjerge og skarpe Kridtklipper, fif Navn af Heie Meen. Men Havet traf sig tilbage; Vigen, der tilførte Kjøbstaden Borre Handel og Rigdom, forvandledes lidt efter lidt til den store Borre-Mose, i hvilken man endog i vore Tider har fundet Levninger af Forteiningspæle, Vragſtumper. Anfere, Jernringe og mange andre til Søfarten henhørende Gjenstande, og den rige Kjøbstad svandt i Tidens Lob ind til en lille, venlig Landsby. Paa den Tid, da Borre stod i sin sjønneste Flor, levede der en velhavende Bundtmager ved Navn Jens Boel. Han havde to Senner, Mikkel og Anders. Disse to Ungersvende vilde han gjerne have an bragt til sit eget Haandværk; men det lyffedes med Ingen af dem. De unge Karle vare heist forskjellige baade i Sind og Skind. Begge vare de stærke og kraftigt byggede; men Mikkel, den Eldste, var stille og findig, medens Anders var livlig og opbrusende. Den Første havde redlabent, glat Haar, meget floge, blaae Dine og en bleg Ansigtsfarve; ont den Yngres Hoved frusede sig et rigt, sort Haar, og hans mørke Dine udtrykte mere Vid end Klogskab, mere Bildskab end No. Mikkel

• ) See J. M. Thiele, Danmarks Folfeiagn 1fte Deel, Side 156. holdt sig til Bogen og alle andre stille Sysler; Anders laae enten i

Fjorden og fiskede eller gif paa Jagt med Herremændene i Omegnen, blandt andre med ham paa Nordfeld. Naar den stille Mikkel gif gjennem Byens Gader, var hans Blik fæstet mod Jorden; hvorimod Anders med sine forte Dine allevegne havde 2Grinde, især hvor der var fmuffe Piger, hvilke da ogsaa oftere ved deres Rodmen og Smiil noksom robede, enten at de fjendte ham ganske godt, eller idetmindste ikke vilde fortryde paa at gjøre Bekjendtskab med ham; thi unge Piger smile langt heller til en Dagdriver, naar han kun er smuk og fjæk, end til den adstadigste og dygtigste Mand, naar han mangler een af disse Egenskaber. Blandt disse Redmende og Smilende var Vibeke Tamm, Datter af den rige Brygger Tamm i Møllestrædet, der fyldte sit eget hjemmebryggede og Rostoffer i sin store Formue, især en Gjenstand for al den Kjærlighed, som Anders Boel funde opdrive: og han betænkte sig heller ikke længe, inden han uden videre Snak friede til Pigen, uagtet han Intet var og Intet foretog fig. Dog næppe havde han aabenbaret fine Følelser og Enffer baade for Pigen, for hendes og sin egen Fader, før det viste sig, at Broderen, den stille Mikkel ogsaa havde kastet fine Dine netop paa denne 2delsteen. Sagen blev da foretaget i et Familieraad mellem de tvende Fabre, og Beslutningen blev, at Vibeke skulde raffe sin Haand. til den af de to Brødre, som først fif et Brød, der kunde føde ham og hende. Anders elskede Vigen med al den Ild og Heftighed, der var ham egen; men alligevel lob han, som man siger. Fiolen sørge. Mikkel der= imod arbeidede af alle Kræfter, forstod at gjøre sig yndet af Heie og Lave, og vidste faa snildt at snoe fig, at han efter ikke lang Tids Forleb af Kirkeforstanderne blev faldet til Degn og Gantor ved Byens Hovedkirke, hvilken Bestilling i de Dage gjældte lidt mere end nu. Han fremstillede sig da i sin sorte Kappe, med Baretten i Haanden, fornyede fit Frieri og fif, hvad hans Hjerte begjærede. Efterat denne Sag var blevet bekjendt, sporedes en stor Forandring i den yngre Broders hele Væsen. Han, sem ellers altid jublede i Sfy, gif nu taus, morf og indsluttet i sig selv, som rugede han over noget Ondt. Til sin Broder og Vibeke Tamm talede han ikke et Drd. Denne pludselige Forandring vafte vel nogen Engstelse i begge Familier, da man fjendte hans heftige Sind; men paa den anden Side havde han altid midt i sin Letsindighed viist et saa godmodigt Hjerte, at man snart fjernede al Frygt for et Udbrud. Paa Bryllupstagen stod han i Kirken med de øvrige Slægtninge, smoffet i sine bedste Klæder, men liigbleg i Ansigtet. Da man fiben fatte fig til Brudebordet, savnedes han. Den næste Dag hed det sig blandt Folk i Byen, at han ftrar efter Vielsen var reist bort med en fremmed Sfipper, som en fort Tid havde ligget for Anker i Fjorden; men Havnefogeden og andre fyndige Mænd led= sagede denne Beretning med et betydningsfuldt Nik eller et Skuldertræf; thi denne Stipper og hans Fartøi skulde have været af en temmelig forbægtig Natur. I hvilket som er, man faae ikke mere Neget til Anders Boel. Mikkel Boels Liv henrandt i al Ro og Mag; hand Vei gif fra Hjemmet og til Kirfen eg fra Kirken til Hjemmet. Hans Kone, Vibeke, som havde medbragt ham en lille smuk Medgift, stjenkede ham først en Sen og saa en Datter. Sonnen, Glaus Boel, blev sat i den latinske Skole, hvor han gjorde Kjæmpestridt i al den Lærdom og Viden, som Herere og Rector magtede at bibringe ham; og da Datteren var fjorten Aar gammel, var hun blevet saa deilig, at de fremmede Kjøbmænd paa deres Spørgsmaal, hvem der var den smuffeste Pige i Borre, næsten altid fif det Svar: "Det er Mikkel Boels Kristense!" Glaus Boel var en ung, vaffer Karl, da han drog til Universi tetet. Her lagde han sig med al mulig Flid efter Lov og Net, hvorudi han, saavelsom i andre sjønne, boglige Kunster, gjorde saa stor Frem gang, at han, endnu ung, fif det hæderlige Hverv i Selskab med andre Herrer og Lærde, som Hovmester at ledsage een af de unge Prindser vaa en lang Reise i fremmede Lande. Ogsaa ved denne Leilighed brugte han fit Die og Øre faa vel, at han ved Hjemkomsten medbragte en stor Skat af det Slags, som Mol og Rust ikke fortære. Hans Anseelse i hans Fedeby var meget stor, og Alle fappedes om at fee ham og lære ham at fjende. Ogsaa Herremanden paa Nordfeld, Hr. Giler Ged, af de Geder med de tre Halvmaaner, hans Faders og især hans forsvundne Farbreders Ungdomsven, indbed ham til sig. Her var det, at Glaus Boel første Gang faae Den, der skulde væffe hand Hjerte af den Dvale, hvori det hidtil havde ligget under Forstandens fjolige Skygge. Hr. Giler Geds eneste Datter, den fjortenaarige Frøken Maren Ged, blev strax saa fortryllet ved den unge, lærde Mands Udvortes og Væsen, hørte saa henrykt paa alle hans Fortællinger om frem mede Lande og de store Ting, han der havde feet og hørt og oplevet, og vttrede denne sin Beundring faa frit og uden Sfy, at den findige Herres Blik aabnedes ogsaa for hendes Yndigheder. Hendes forte Zine, der driftigt og brændende hvilede paa ham, havde ligesom en Trolddomekraft, der tvang ham til at hæve fine blaae Dine, hvilke ellers meget modefte vare hæftede mod Jorden, naar han holdt et Foredrag; og han forlod Nordfeld ganske berufet og opfyldt af een Tanke. Denne Tanfe var som en Traad, der drog ham atter og atter derhen, og saaledes var da Sagen i bedste Gang. Dog var der Noget, som stod ham i Veien. Glaus Boel havde en Ven, som ogsaa havde fin Gang paa Nordfeld, og som ikke mindre end han var ramt af Giffovens Pile. Denne Ven var en Sen af Præsten i Magleby og hed Niels Studtmann. Han var reisende Handelsmand; og en Saadan havde paa de Tider lidt mere at betyde, end de Nutidens pyntede, raae Herrer, som fare om og snyde Smaa handlerne i Kjøbstæderne og lege Kjæreste med Værtshuuspigerne. Niels Studimann var vel bekjendt i London og Brüssel, Paris og Göln, Bremen og Lübeck, Rostock og Riga; han var en rask og velvoren Karl, og svarede hverken brabandsk Klæde eller Kniplinger, russisk Pelsværk eller venetianfte Guldkjeder for at gjøre sin Person behagelig for Diet; og dertil havde han et meget smidigt Mundlader. Ogsaa han havde natur ligviis Meget at fortælle om sine vidtløftige Reiser, og dette var ofte langt mere eventyrligt og spændende, end Juristens, der mageligt og uden Fare var fort afsted i en fornemme Herres Folgeskab. Vist er det, at Kræmmeren syntes Glaus Boel meget farlig. Den unge Frofen fom ham imøde med fær Venlighed, og for et uevet Die funde det vel labe, som om hun gav ham Fortrinet. Dog det havde slet ingen Nod. Efterat den første Forstræffelse over den farlige Medbeiler var overstaaet, tog den lærde Yngling fig sammen, og, stettende sig paa fine heie Belynderes rundhaandede og flippefaste Lofter, der jo aabnede ham Udsigten til et heit Maal, fortsatte han fine flittige Besøg vaa Nordfeld. Snart blev han ogsaa i den Grad klarsynet, at han funde ffue lige ind i det unge Jomfruhjerte, eg med stolt Fryd bemærke, at han selv og ingen Anden beboede dets inderste Gemaffer. Med værdig Rolighed saae han altsaa paa, at Kræmmeren udframmede baade sine Varer og fine Eventyr for de smuffe Dine og de nysgjerrige Dren. Hvad der forresten gjorde ham end mere tryg, var den Omstændighed, at Kristense, hans deilige Softer, der tilligemed ham fra Barndommen af havde fjendt Niels Studtmann, holdt saa meget af denne og lagde saa libet Delgemaal paa fin Kjærlighed, at den flygtige Kræmmer selv, ganske overvundet heraf, i hendes Nærhed ligesom overgav sig paa Naade og Unaade, og viste sig ligesaa venlig og forekommende mod hende, som mod den fornemme Frofen. Hr. Giler Geb bemærkede meget vel de to unge Mænds forliebte Adfærd og indfaae grant, hvad deres Mening var; men denne Tanfe bragte ham fun til at smidske. Han strog sig om fit Stjæg og lod Sagen gaae fin Gang. Det funde jo intet Dieblik falde ham ind at give fin Datter til en Ufrelſe; og dette lod han dem ogsaa ved enhver Leilighed uden Omfveb forstaae. Han led dem vel ikke faste i Hunde hullet, som mangen anden mandhaftig Ridder vilde have gjort, ikkeheller smide paa Porten; ja, han viste dem end ikke bort med Haan, aldenstund de endnu ikke havde forlangt, hvad deres Hjerter begjærede. Han var selv en god Mand, han havde i Borre temt mangt et godt Kruus i Laug med Mikkel Boel og havde været god Ven og Kammerat med den bortrømte Broder. Men den vigtigste Grund til hans Maadehold var, at han ikke ret vel turde behandle Ungersvendene ilde, af Frygt for fin Datter, der i Get og Alt beherskede ham og gif, som man siger, ind og ud af ham med Træskoe. Imidlertid havde Hr. Glaus Boel arbeidet og skrevet nogle Aar under Kongens Rentemester, og Niels Studtmann gjort flere Reiser til Bra bant og Brittanien, til Rusland og Prydsen, da de begge To vaa een og samme Dag kom hjem. Handelsmanden medbragte de deiligste Varer, Pelsværk, Fleiel, Brofade, Smyffer af Guld og ædle Stene, Halefjedre af den Fugl Strube, kosteligt Liin og deslige; den unge lærde Mand førte i sin Lomme et fongeligt Brev, der gjorde ham til Justits-Borgemester i hans Fedeby. Begge troede nu at have en fast Grund, hvorpaa de Funde bygge videre. De besluttede da at gjøre det vigtige Stridt i Livet, som man falder at beile, og det traf sig saaledes, at de begge paa een og samme Dag, efterat de i Forveien skriftligt havde henvendt sig til Faderen, Hr. Giler Ged, modtes paa Nordfeld, for at modtage et mundtligt Svar. Huushovmesteren viste begge de unge Mænd ind i den store Sal. Det var en klar Eftermiddag, og Solens Straaler aftegnede skarpt de hoie, svibbuede Vinduer henad det med sorte og hvide Marmorfliser belagte Gulv. Her vandrede de da ved Siten af hinanden og traabte taufe og beklemte fra Tavl til Tavl, fra Hvidt til Sort. Lidt efter aabnedes den store Der, og Herremanden traadte ind. Han gif lidt frum, hans Hoved var bebaffet med en Galotte af rødt Floiel, den heire Haand stottede sig paa en Genhorningsstok, og den Venstre tog om det graae, brede Hageffjæg, medens et liftigt Smil plirede i hane smaa Dine. Han satte sig i en stor Lænestol, og bad de to Fremmede tage Plabs paa Tabouretter, som stode paa hver Side af denne. Derpaa tiltalebe han dem paa folgende Maade: "Jeg har læst begge Gders Breve, og paa disses Indhold kan jeg, hvad Sagen selv angaaer, ikke have Noget at udfatte. Det er meget naturligt, at I ønske at eie en væn Brud og en god Hustru, og begge Dele vilde 3 fuvne finde i Frofen Maren Ged. Jeg har Intet imod Eder, som gode Venner og Medchristne. Evers Fædre har jeg fjendt fom brave Mænd. Selv ere 3, hver vaa fin Plads, al 2Ere værd. Var jeg af Eders Stand, vilde Eders Tilbud blive modtaget med al Glæde. Men" her legede Hr. Giler Ged med den svære Guldkjæde, der fer Gange snoede sig ned ad hans Fleiels Mave, og betragtede fin Farfaders Farfaders Tipoldefaders Gontrafei, som hængte i den ene Ende af Salen, "men en Herremands Datter fan iffun lægge fin Haand i en Brudgoms Heire, der støtter sin Venstre til et ægte Skjold; og skulde jeg eller nogen anden Ridder vige fra denne Regel, da maatte det være under ganske egne Omstændigheder. For nu at vise Gder en Mulighed til selv at skabe saadanne Omstændigheder, hvorunder 3 kunne naae Evers Duffers Maal, vil jeg fastsætte en Betingelse, og naar denne op fyldes, vil jeg luffe Diet for Gders ufrie Stand og give min Datter til en Ufrelse. Min Betingelse stal ikke være grundet paa naturlige, meds fødte Evner eller Andet, som ikke er afhængigt af Gders egen Villie; den skal være lige for Gder Begge. Herer altsaa vel til: Den af Eder, som først formaaer at bedæffe Gulvet i denne Sal med fuldvægtige Guld gylden, faaledes, at ingen Plet fan fees af dets hvide og forte Felter, han skal være min Svigersen og gaae til Sengs med Frofen Waren Ged!" Hr. Giler Ged taug, strøg sig smilende ned ad fit graae Skjæg og lænede sig tilbage i Stolen. De to Beilere stirrede først med store Zine paa den grusomme Herremand; derpaa faldt deres ulyffelige Blif uvilkaarligt henad det fortvivlede Gulv, som om de vilde maale sammes Længde og Brede. De snappede efter Veiret, ligesom Fiske, der ere komme paa det Torre. Da aabnedes en Dor, og Frofen Maren Ged, fulgt af to Skaffer svende, der frembare et dækket Davrebord, traadte ind i al sin ungdommelige Pragt og Herlighed. Det var ikke den Gyldenstyffes Hue paa det sorte Haar, ikke den røde Fleiels Bulle, løseligt med Selvlænker snøret foran den fyldige Barm, ikke det sorte stribede Atlaffes Skjørt, ikke de smaa, sølvspændte Skoe, der virkede som en Trolddom paa de unge Mænd; nei, den freidige, friste Mund og de fjække, tindrende Dine var det, som nedsloge enhver Betænkelighed. Efter denne Aabenbarelse, der i dette Dieblik forekom dem aldeles ny, tykkedes Intet dem umuligt. Begge greb, som ved eet Husfud, hver een af den gamle Herres Hænder og hviskede med fagte, men fast Rest: "Hr. Ridder! Jeg vil opfylde Be tingelfen!" "Godt, godt!" svarede Hr. Giler Geb, og rystede ret hjerteligt, men med et polidst Smiil begge Hænder. "Men det har da vel ikke faa stor Hast? Vi kunne dog vel først tage os lidt Davre?" hvorpaa han førte dem til Bordet. Da de her flittigt havde langet til det store Saltmadefab og endnu flittigere tømt de blanke Kruus, fyldte med stærkt kryddret spansk Viin, følte de sig istand til at overvinde Alt, og forlove Nordfeld med faste Forsætter og høitflyvende Forhaabninger. Man skulde nu troet, at disse to unge forelskede Svende, da deres Sind var saa opflammet, let vilde komme til at fives paa Veien, medens de, hver paa fin Kleppert, travede hjem til Borre. Ingenlunde! De bare intet Nag til hinanden, og meddeelte hinanden i al Hjertelighed deres Planer til at naae det Maal, hvorefter Begge stræbte. Det gif forsaavidt ret vel an, som disse Planer vare af den Beskaffenhed, at de ikke funde krydse eller hæmme hinanden indbyrdes. Den Ene byggede paa fin Gredit ved Hoffet, den Anden paa sin Gredit i fremmede Lande og Byer. Medens de nu paa Veien hver for sig udviklede Vennen og Medbeileren disse Støttepunkters Styrke og Paalidelighed, kunde de ikke lade være, i Hjertet at lee inderligt af Medlidenhed over Modpartens Svaghed og det Urimelige i hans Forhaabninger. Da nu denne begeistrede Stemning hjemme var valet og havde sat fig til No og Eftertanke, skulde man have troet, at 2ngstelse og Modløshed vilde have indfundet sig. Tvertimod! Glaus Boel, der endnu ikke havde tiltraadt fit Borgemesterdom, erklærede sin Fader, at han maatte 9 gjøre endnu en Reise til Kongens Hofleir; og Niels Stubkmann ordnede fine Sager hjemme, paabed fine Folf dobbelt Iver og Agtvaagivenhed, gif ombord paa sin egen Stude og styrede ad Tydskland til. Den Eneste, der var nedboiet og modfalden, var den smuffe Kristense Boel, der sad ganske bleg derhjemme og vædede den Hør, hun spandt, med fine Taarer. Thi uagtet Kræmmeren var venlig og god imod hende, spegede og var glad i hendes Selskab, gav hende smukke Sager, hver gang han kom hjem fra en Reise, saa bavde alt dette dog ingen rigtig Art; det havde kun den broderlige, lunfne Varmegrad, og hendes Hjerte brændte jo i lys Lue. Hans flittige Besøg paa Nordfeld og hans pludse lige Bortreise og Grunden til begge Dele, der ikke blev hende dulgt, var færdig at knuse hendes unge Hjerte. Den gamle Mikkel Boel gjorde Alt for at treste hende og skjenkede hende blandt Andet en deilig Bonnebog, velforgyldt og fuld af skjønne, malede Billeder. Men, af! den havde ikke ret nogen Lægedom for det Slags Hjertevee, der omspændte hende, og hendes Fader faae med inderlig Bedrøvelse paa, hvorlunde hun gif omfring med matte Dine og falmede Kinder. Men denne Bedrøvelse skulde endnu blive større. Hr. Glaus Boel fom nemlig efter en uformodet fort Tid tilbage fra fin Reise til Hoffet, og man faae tydeligt- paa hans hele Tee, at de Forhaabninger, han saa stolt havde bygget paa de Stores Venskab, ganske vare strandede. Man faae ham vandre stum og alvorlig henad Gaden, og i Naadet faldt han saa ofte i dybe Tanfer, at hans Side mand tibt maatte ftote ham paa Albuen. Ogiaa Niels Studtmann kom hjem langt snarere, end man havde ventet ham. Han syntes vel tilmode; men hans Anfigts Glæde laae beg ligesom bag et Slor, og til Ord var han ikke saa rap, som sædvanligt; fort, han var som den, der bærer paa en Hemmelighed. Han besøgte flet Ingen af fine Benner i Byen, men drog derimod næste Morgen tidlig til Nordfeld. Den gamle Herre var just fraværende og ventedes ikke hjem før næste Dags Middag; og dette var Kræmmeren meget fjært. Han fik derved, som han haabede, Leilighed til rigtig i No og Mag at tale med ſit Hjertes Utvalgte, med hvem han udbab sig en Samtale. Maren Ged, som fjendte de svære Betingelser, hendes Fader havde stillet de unge Beilere, blev saare nysgjerrig efter at erfare, hvad der i faadan Hast førte den Gne af dem tilbage til hende. Hendes Sengekammer var beliggende i nederste Stofværk, ved Siden af den Gamles; men foruden dette havde hun til sit eget Brug indrettet fig et andet libet Buur. Det var et lille rundt Kammer, øverst oppe i det ene af Gaardens runde Taarne; dets Vindue vendte ud mod Skoven, og det laae meget affides fra den øvrige beboede Deel af Huset. Her havde hun fine to Turtelduer, her stode smukke Blomster, her hængte hendes Luth, og her tyede hun hen, for enten at lytte paa Fuglesang eller selv lade fin Rest flinge, og her fældede hun Taarer over Magellenes Jammer og Tristans og faldes sørgelige Stjæbne eller loe i al Hemmelighed over Uglspils Budserier. Herhid førte hun Niels Studtmann, satte en Stol til ham og tog selv fat paa fit Broderi. "Naa," sagde hun smilende, "hvad har I saa at fortælle mig, Hr. Niels?" Efterat have rommet fig og fat fig i Lave, begyndte han: "Det Første og det vigtigste, jeg har at sige Eder, skjønne Frøken! det er, at jeg beiler til Eders Hjerte og Haand!" "Gi, ei! Gud velsigne Jer!" raabte Maren Ged heit leende, "har I maaffee været i Klintekongens Have? har I allerede alle de blanke Gylden i kommen? Lad mig dog see! 3 veed jo nof, uden dette tør jeg slet ikke here paa Jer!" "Siden 3 veeb Alt," svarede Niels Studtmann alvorligt, "faa vil jeg strax stride til at aabenbare Gder, hvad der giver mig Mod til at tale faa frit til Gder. Jeg fan da siden med saa meget større Sikkerhed fremføre mit vigtigste rinde. Da jeg i Felge med Glaus Boel sidste Gang red herfra fleete det ikke med saa let Hjerte, som det maaskee kunde forekomme. Jeg var or og betagen af Elskov og Haab; men i Baggrunden af mit Sind dæmrede dog Tanken om Umuligheden af at opfylde Hr. Gilers strenge Betingelse. Imidlertid gjorde jeg mig dog strax rede til at reise jeg vidste knap selv hvorhen eller til hvad Nytte. Al min Kraft vilde jeg opbyde, Alt vilde jeg vove! Paa min egen lille Stude seilede jeg ta ad Pommern til og steg i Land i Stralsund. I Havnen fif jeg, blandt en Mængde andre Sfibe, Die paa et stærkt og meget let bygget Fartøi, der faae ud til at kunne føre en stor Deel Seil. Det førte et fulfort Flag paa halv Stang, og ovenover dette var heiset det Stralsundste Vaaben. Man sagde mig, at det var en Søroverskude, som for nogle Dage siden, ved Forræderi af Gen af Mandskabet, var faldet i Hænderne paa de Stralsundske og nu bragt ind der. Da jeg fom op i Byens Gader, bemærkede jeg et ufædvanligt Røre og en livlig Tummel blandt Felf. Strømmen drog sig henad Torvet til, hvor Stimmelen var stor. Alle Ansigter vendte med Raadhuset. Udenfor dette var der opreist 9* en Forheining, vaa hvilken der stod en Mand, og det var ham, ber tiltraf sig Alles Opmærksomhed. I Trængfelen faae jeg Gen af mine Velyndere i Byen, den berømte, store Kjøbmand Hr. Stirnmeier. Jeg nærmede mig til ham med Hilsen og Buf og udbad mig Oplysning om det. jeg her faae, og hertil var han strax beredvillig. Det var, sagde han, den under Navn af den forte Stipper faa berygtede og frygtelige Sorever, der i umindelige Tiber nu havde været en Rædsel for alle Sofarende paa vore Vande ("Ogfaa jeg har lidt store Tab ved hans Misgjerninger! ") For faa Dage fiden var han ved List overmandet og bragt i Lænker og Baand hertil. Synderen skulde nu efter denne Byes Stif tre Dage i Rad en Time hver Dag staae saaledes udstillet, forend han blev rettet. Det fleete formodentlig, for at en faa stor Mængde som mus ligt af Sofarende og Handlende kunde overtybes om, at de snart kunde vide sig befriede for denne Svebe. Det var nu, vebblev Hr Stirnmeier, paa tredie Dag, og næste Dag skulde han paa en Orehud udslæbes af Byen ved Rafferens Heft, radbræffes nedenfra og levende steiles. Hver af de to foregaaende Dage havde den sorte Skipper ved Timens Slutning med høi Rest udraabt nogle faa Ord; men Ingen havde forstaaet dem, da det hverken var Vendisk eller Tydsk. Man formodede, fagde Hr. Stirn meier, at det var enten Svensk eller Danst. Veb at høre dette, blev jeg endmere nysgjerrig og begjærlig efter noiere at betragte dette Menneske. Jeg banede mig en Vei igjennem den tætte Stimmel, og funde snart see ham tydeligt. Han var en Mand paa henved de tre Snese, bredskuldret, og stærkt bygget. Hans graa Haar og Stjæg var frufet; et Par store Ar paa Panden og over Ansigtet lode formode, at han havde vovet sig i mangen haard Dyst. Hans forte Dine vare selv nu, som han der sted, faa stærke og fjæffe, at man vel maatte indsee, hvorlunde Fare og Moie fun havde været en Leg for ham. Han stod bagbundet til en hoi Pæl og fer Bytjenere med Besser og Lunter holdt Vagt ved ham; men han saae ud, som om han herskede over dem Alle. Jeg havde faaet en Plads tæt nedenfor Stilladset, hvor vaa han stod, og da jeg løftede mine Dine op for ret i Nærheden at bes flue ham, faldt netop ogsaa hans Blik lige i mit. Da hævede han med Get sin raae, men klangfulde og mægtige Rost og raabte: "Gr her Nogen tilstede fra Hoie-Moen?" Der blev en almindelig Stilhed, og Alle faae sig om Mit Hjerte bankede i mit Bryst: jeg følte baade Medlidenhed og 2Engstelse. Ved at see hans Ansigt kom jeg uvilfaarligt til at tænke paa Gen, som jeg holder meget af, og jeg troer, at det, foruden Nysgjerrigheden, var denne Lighed, der drev mig til at gjøre et Skridt fremad, og svare: "Jo, jeg er fra Hoie-Moen." "Saa vil jeg tale med Jer alene," gjentog den forte Sfipper. Jeg svarede, at jeg hertil var villig, forudfat at der af Byens Zvrighed blev mig forundt Tilladelse dertil. Manden taug og slog atter fine forte Dine ned mod Jorden. 3 Stralfund er jeg velbekjendt, og selv Borgemesteren er een af mine Belyndere. Paa mit Forlangende gav han Befaling til. at man skulde frit lade mig faae Indgang til Fangen, faasnart denne var ført tilbage til fit Fængsel, for der at leve den sidste Nat. Slutteren, hos hvem jeg meldte mig, fremtog fit Nøglefnivve, aabnede den yderste Dør til Raadstuefjelderen, udenfor hvilken der stod en Vagt. Vi stege nogle Trin ned; der aabnedes atter en jernbeslagen Der, og nu befandt vi os i Fangehullet. Fangefogden fatte en tændt Lampe paa Gulvet og gif udenfor. Nu stod jeg da alene ligefor den frygtelige Mand; ban sab vaa en Træbrir med svære Lænker om Hænder og Fedder; begge Hænderne støttebe han paa fine Knæe og betragtede mig med et fast og gjennem borende Blif. "Hvor er I fra?" spurgte han i en Tone, der nofsom tilfjendegav, at han var vant til ikke længe at vente paa Svar, og jeg ffyndte mig ogsaa at sige: "Fra Borre!" Ved Lyden af dette Navn var det, som foer der en Sittren igjennem den stærke Mands Krop. "Nok, Nok!" raabte han, "fig Intet mere! nævn intet Navn! - jeg vil intet Saadant here! I er en Moenbo, det reber jert Maal. 3 skal høre mit Testamente!" Her taug han. Hans Udtale var mig et klart Beviis for, at jeg her havde med en Landsmand at gjøre. "Her nu grant til," vedblev han efter et Diebliks Betænkning. "Jeg er rig som en Konge, og mine Skatte, som bestaae i myntet Guld, har jeg gjemt i mit Fodelands Skjød. Af og til forlod jeg mine Folf, brog ganske alene til de hvide Klipper, steg i Land, fordybede mig i Skovene ved Nattetid, og gjemte mit Guld der. Min Bei var op gjennem Maglevandsfald, over Dronningestolen, forbi Vitmunds-Naffe, over Aasen ind i Grimsdal. Her gif jeg fra Øst til Vest henimod en Plads, hvor der staaer to store Egetræer. Ved Midnatsiid staaer i denne Aarstid Stjerne lige midt imellem disse Træers Kroner, naar man standser tove Skridt fra dem. Der ligger en bred Steen, paa hvis Overside er udhugget en Rist: paa Undersiden har jeg selv hugget disse Ord: Du. som har væltet denne Steen, er min Arving. Vil J," sluttede den forte Skipper, "nu være min Arving?" stor Ved dette Sted i Kjøbmandens Fortælling, foer Blodet pludseligt op i Frøkenens Kinder, som om en flar Tanke var født i hendes Sind; dog fattede hun sig og spurgte tilsyneladende rolig: "Naa, og nu troer 3. paa saadan Daarskab og mener at vinde mig ved flige Paafund? I tænker vel som faa: Bern loffes ved Kage, Karljolk ved Rys og Avinder ved faure Ord!" "Har Manden bedraget mig," gjensvarede Niels Studimann lidt befivpet, "faa "Nei, fiig mig dog," afbred den unge Pige ham, "hvad blev der saa af den sorte Skipper?" "Jeg forlod ham," svarede Kjebmanden, "med bankende Hjerte, i Forventning, at min Lyffe maaskee stod saa nær ved min Der. Næste Dag rygtedes det, at han var undsluppet af sit Fængsel. Dog samme Dage Aften blev han atter indbragt til Stralsund; men da var han et Liig. Hos Gen af sine Hælere i et lille Fiskerhuus ved Kysten var han blevet overrumplet af de udsendte velbevæbnede Folk, just som han stod i Begreb med atter at gaae til Sves. Han havde forsvaret sig som en Bjorn mod fine Forfølgere. Et Sfud fra en Hagebesse havde straft ham til Jorden!" Her trak Niels Studtmann Veiret dybt, og lavede sig til et nyt Angreb. Da lyttede Frøfenen: "Jeg troer, min Faber er kommet hjem," sagde hun hurtigt, "jeg vil dog gaae ham imode. Vent her lidt!" Der paa reiste hun sig. gif ud af den lille, tyffe Egetræes Dør, som lukkede for Kammeret, stjod ganske sagte de to brede Jernsfodder for, dreiede Nøglen to Gange om i Laasen, tog den ud og puttede den i kommen, hvorpaa hun med sin hvislende Silkefjole, liig en Snog, snoede sig hurtigt ned ad den snevre Vindeltrappe. Af en haandskrevet Visebog udrev hun et reent Blad, og skrev i fittrende Haft et Brev, forseglede det, gav det til en tro Tjener, som paa en Heſt ſtrar efter var i fuldt Fiirspring paa Veien til Borre. Her opsøgte han Borgemester Glaus Boel og overleverede ham i al Hemmelighed Skrivelsen. Da Frekenen havde besørget dette, gif hun ganske roligt omkring i Huset til fine Sysler, og overlod Hr. Niels Studtmann i det affides Taarnkammer til Gensomhed og gavnlige Betragtninger, hvorudi, hun vidste, Ingen funde forstyrre ham. Samme Dags Aften vandrede to i Hættekapper formummede Mænd i Skumringen ud af Sonderport i Borre, og toge Veien ad Magleby til. Ved Enden af Landsbyen standsede de ved et af de sidste Huse og bankede paa. Efterat have verlet et Par Ord med Manden i Huset, traf denne en Vogn frem, ledte to store Træferne ud af Stalden, spændte dem for Vognen, fastede Haffer og Spader bag i denne, og nu fatte de fig alle Tre atter i Bevægelse. Veien gik ind igjennem Skovene; de kom forbi Gjede Se og dreiede derpaa af til Grimsdalen og droge gjennem denne til dens yderste østlige Side. Himlen var skyfri og Natten stille; Intet hørtes undtagen Hjulenes Knagen og Orernes Busten Det var alt henved Midnat. Vognen blev vendt, og nu stillede Gen af de to Herrer sig i Spidsen af Toget, idet han hviskede: "Følger nu mig!" Efterat være stredet et betydeligt Styffe tilbage fra Øst til Veft, gjorde Formanden en Bevægelse med Haanden, hvorefter Vognen holdt stille. Derpaa gav han sig til at sege; han følte sig for med sin jernbe flagne Stav, og med Get hertes han at slaae et Bar Slag paa en Steen; han strøg med Stoffen henad Stenen, og det flang, som naar man stryger med en Kjodgaffel over en Rist. Stenen laae halvskjult under en stor Hvidtjorn. Nu udbred han med dæmpet, bævende Stemme: "Her er det!" Alle Tre bevæbnede sig med Haffe, Spade og Kobeen og arbeidede faa kraftigt og flinkt, at de efter fort Tids Forløb fit væltet den store, flade Steen. Da Jord og Gruus vare ryffede tilside, viste sig for deres Dine en velsat Steenfifte, og i denne fire, svære, jernbeslagne Sfrine. Med megen Meie fif de disse læssede paa Vognen. Da demed denne begave sig paa Hjemveien, begyndte Dagen alt at grye, Hanerne galede fra By og til By, og de stonnende Orer dampede i den folde Morgenluft. Hr. Giler Ged var netop fommet hjem fra fin Reise. Det var ved Middagstid. Han stod endnu i Borggaarden paa Nordfeld ved sin Hest og modtog Meldinger af og uddeelte Befalinger til flere af sine Folk, som havde omringet ham. Da hortes i det Fjerne Klangen af Trompeter og Paufer, og lidt efter faae man et Tog langsomt og heitideligt bevæge fig op ad den store Linde Allee, der førte op til Nordfeld. 3 Spidsen red to pyntede Trompetere og en Baufeslager, hvilke blæste og trommede af alle Kræfter. Efter dem fulgte en svær Bondevogn paa fire hoie Hjul, bespændt med et Par bregede Orer; og tilsidst fom Mikkel Boel og hand Son, Borgemester Glaus Boel, hver paa fin stadselige Heft. Herremanden gjorde store Dine og vidste ikke, hvad han skulde tanfe om dette Styr. Gaardens Folf staf Hovederne ud af Vinduer og Dørre, alle Hunde gave Hals, Paahanen sfreg paa Taget, og Duerne fredfede, opfyste, rundt over hele Gaarden. Tilsidst, just som Vognen standsede foran den store Steentrappe og begge Rytterne vare stegne af Hesten, kom ogsaa Frøken Maren tilsyne. Hendes Dine glimtede, bendes Kinder blussede, og hun smilede med hele sit smuffe Ansigt. Hun stillede sig ved siden af fin Faber og ventede med spændt Opmærksomhed paa, hvad der nu vilde fomme. Da traabte den gamle Mikkel Boel frem, tog den forte Flviels Baret af fit røde Hoved, boiede sig dybt baade for Fader og Datter og talebe: "Belbyrdige Hr. Ridder! I mindes vel, at min Sen, nærværende strenge Borgemefter Glaus Boel, som har fattet en dydig Kjærlighed til Gders Datter, æble Frofen Waren Ged, for nogen Tid siden driftede sig til hos Gder selv at begjære hende til fin 26gtehustru? 3 mindes vel ogs faa, at 3 til Svar paa hans ydmyge Begjæring ikke just ligefrem gav ham et Afslag, men i dets Sted paalagde ham Betingelser for Opnaaelsen af hans Hjertes Ønske, Betingelser, der noget nær i Gders og alle andre fornuftige Menneskers Dine vel maatte kunne gjælde for et Afslag, aldenstund det maatte tyffes umuligt for Beilerne at opfylde samme. I mindes endvidere, at han var saa forvoven at optage den Handske, I tilkaftede ham? Nu staaer han her, for anden Gang at beile til Eders Frøken Datter, idet han nu, ved den almægtige Guds Hjælp, seer sig i Stand til at opfylde den Betingelse, I har fat! Hvis I tillader det, ville vi strax, som 3 har forlangt. kunne skjule Gulvet i Ebers store Riddersal med fuldvægtige, blanke Guldgylden. Vi have nemlig arvet vor nærmeste Slægtning, min falig Broder, som nylig er død!" "Det er ikke fandt! raabte en forbittret Stemme ud af Stimmelen, som havde omringet Hovedpersonerne, og Niels Studtmann, der ved Fiekenens naadige Foranstaltning nu endelig var udløst af fit Fængsel, traadte frem, heired i Ansigtet og næsten grædefærdig. "Hvad jeg siger, er baade vist og fandt i alle Maader," svarede den gamle Mikkel Boel i en rolig Tone; "jeg fan endogfaa fremvise min Broders Testamente. Aa, tag mig Testamentet ned af Vognen!" Kjøresvenden og et Par af de andre Tilstedeværende løftede med. megen Besvær en lang og bred, men flad Steen ned paa Jorden og stillede den opret paa Rant. Paa den ene Side var den udhugget med dybe Rifler, ligerviis som en Nist; vaa den anden Side funde man læse følgende, med store Bogstaver indhuggede Ord: "Du. som har væltet denne Steen, er min Arving. Anders Jensen Boel, fra Borre." Alle betragtede og befølede Stenen og læste Skriften med stor For undring, og Ingen funde nægte, at jo Arven i enhver Henseende var fommet i be rette Hænder. Niels Studtmann taug stille; han turde jo ikke vedgaae, at han paa en vis Maade havde villet begaae Arvesvig. Frøken Maren Ged gned fine sneehvide Hænder, og vidste af Glæde fnap, paa hvilken Fod hun vilde staae. Endelig brød Hr. Giler Ged, som hidtil hele Tiden havde staaet med aaben Mund og opspilede Dine og efter Sædvane glattet fit graae Stjæg, den nu indiraadte Taushed. Han vendte sig til Faber og Son og sagde: "Ja, I gode Mænd! Alt dette er jo godt nok; men hvad er der da i disse Kister? Ville I virkelig indbilde mig, at 3 kunne opfylde min Betingelse? Lader os da fee!" Da toge Faber og Sen fat paa een af de jernbeslagne Rifter og ved nogle Karles Hjælp fif de den slæbt ned af Vognen, op ad Trappen og ind i den store Niddersal. Her blev den stillet midt paa det rudrede Gulv, aabnet og væltet, og fee! de rede, blanke Skillinger strømmede ud og bebaffede mere end en Trebiepart af Gulvets Flade! Ved dette Syn straalede Hr. Giler Geds begjærlige Dine med Hen ryffelsens Glands. Han faae sig om, fif Die paa sin Datter, der stod smilende nær hos ham, greb hendes og Borgemesterens Hænder og traf dem ind paa den glimrende Dynge, og her, staaende midt i Guldet, foiede han deres Hænder sammen, idet han sagde: "Her trolover jeg for Guds Aasyn og i disse gode Mænds Nærværelse Dig, min Datter, Frøken Maren Ged, med strenge Hr. Borgemester Glaus Boel! Min og Herrens Velsignelse hvile over Gder. Amen!" Medens Alt dette foregik, og Alles Dine vare henvendte paa og be= stjæftigede med Eventyret, havde Niels Studtmann feet Leiligheden an og havde listet sig ned til Stalden, hvor han Dagen iforveien havde indsat fin Heft. Da han traadte ind, vendte Hesten sit Hoved mod ham og medtog ham med en venlig Vrinsken, der dog nu i den staffels Kræmmers Dren led som en Haanlatter. Hurtigt lagde han fin Sadel paa, spændte Gjorden, optømmede Klepperten. satte sig ov og red i fuldt Fiirspring hjemad. Paa Halvveien faldt der ham imidlertid med Get Noget ind; han standsede sin flyvende Fart og lod den vustende Hest gaae i Skridt, medens han i sit Hjerte saaledes tiltalede sig selv: "Du er dog en stor Esel, Niels! og en dum Knegt ovenikjøbet! Du vilde snyde din bedste Ben baade for hans retmæssige Eiendom og for hans Brud, som elsker ham. Tvi Dig an!" (Her spyttede han langt ud i Marken) "Og Tosen? hun kunde jo slet ikke lide Dig, det var flart nof. Havde Du mod hendes Villie faaet hende til 2gtehustru, hun vilde ordentlig have fuffet Dig! Taf Du din Gud og Skater og vær glad, at Du slap saa godt! Nu er Familien Boel uhyre rig! -- Glaus beholder ikke Alt, Faderen faaer fin Part - og Datteren faaer fin! Dat teren? ja, den lille, sede Kristense, som altid har holdt saa meget af Dig, Du Taabe! og som Du til Gjengjæld har været faa kolo og haard imod! Fy, slam Dig! (Her spyttede han atter) Jeg veed nok, hvad jeg gjør! Hun faaer jo ogsaa sin Part, og den kan ikke blive faa ringe!" Her gav han atter fin Ganger Svore og Teile og naaede i stærkt Trav snart til Berre. Han lod sin Hest sætte i Stald og gav sig selv fun saamegen Tib, at han fik sig lidt beiet og hersket; derpaa gif han om i Kirkestræde, hvor Mikkel Boels Huus laae, med en lille Hauge foran. Han løftede sagte Hauge-Laagens Klinke, traadte hen til Huset og kigede ind ad det lave Vindue. Derinde i den lille Stue sad paa den ene Side den gamle Vibeke Boel, lænet blødt tilbage i en Lænestol. Hun var faldet i Sovn og Fred og Mildhed vare udbredte over hendes Ansigt. Vaa hendes Skjed laae en opslagen Bennebog; en Kat sov ved hendes Skammel. Men paa den anden Side af Stuen var der ingen Fred. Der sab Kristense ved sin Rof; men Hjulet snurrede ikke og de flittige Hænder hvilede i Pigens Skjød. Det deilige Hoved var beiet ned mod Brystet, og de blonde Loffer skjulede hendes Kinder og de stille Taarer. Hun sad saa fordybet i sine bedrovelige Tanker, at hun ikke bemærkede Niels Studtmanns Komme, for han, snigende let som en Kat, havde taget en Stol og fat fig tæt ved hendes Side. Hun saae veemodigt og alvorligt paa ham og vilde til at sige Noget; men den unge Mand lod hende ikke komme tilorde. Han lagde sin Arm paa Ryggen af hendes Stol, beiede sig mod hendes Dre og hviskede. Hvad han sagde, funde Ingen høre uden hun; men hendes Anfigt forraadte snart, af hvad Art hans Veltalenhed var. Paa en regnfuld Sommerdag begynde Skyerne med Get at stilles ad; en fagte Luftning bevæger dem hurtigere, Solens Die glimter af og til frem, men formerfes atter af et ilende Slør, indtil den endelig vinder fuldkommen Seier og sender alle fine glade Straaler ud over de skinnende Marfer og Skove. Saaledes verlede ogsaa Klarhed og Mørke paa Kristenses Ansigt, indtil endelig hendes Kinder fif deres Rosen glød og hendes tindrende Dine med usigelig Glæde hvilede paa den elskede Beiler. Nu vaagnede Moderen, og nu talede han ogsaa til hende. Paa Nordfeld havde imidlertid Henryffelsens Nuus varet temmelig længe. Da man endelig var kommet lidt til No og Besindelse, vilde Mikkel og Glaus Boel strax afsted for deg ogsaa at gjøre Moder og Datter deelagtige i den store Glæde og Herlighed. Men dette vilde Hr. Giler Geb paa ingen Maade tillade. Han befalede ftrar, at man i Haft skulde spænde for et Kjøretei for at hente dem hid. Dog dette gjordes ikke nodigt; thi inden man faae fig for, fom begge Qvinderne, hver paa fin Pasgjænger, ledsagede af Niels Studtmann, ridende ind i den lar: mende og jublende Gaard. Moder og Datter bleve hjulpne af Sadelen og modtagne med aabne Arme. Da der nu endelig indtraabte et lille Havblik, benyttede Kræmmeren fig af dette til i velvalgte Talemaader at fremsætte fin Ben for Mikkel Boel, en Bon. der blev faa fraftigt understøttet af Alle, især af Moderens udtalte Billie og Datterens undseelige, men bebende Blikke, at den gamle, lyffelige Degn slet ikke funde sige Nei. Saalange Borre Kjøbstad var til, blev der ikke feet en mere glimrende Fest, end da de tvende unge Par bleve forenede. Det dobbelte Bryllup feiredes i Raadhusets store Sal, og det varede i otte Dage; og i disse otte Dage fandtes der i Byen og hele dens Omegn ikke een sulten eller terstig Sjæl. Baade Nige og Fattige, Fornemme og Ringe, Gamle og Unge fif deres Deel i Glæden. Borgemester Glaus Boel lod Ristestenen indmure i den ene Ende af sin Stadfestue, hvor han altsaa ofte og ved heitidelige Leiligheder funde have det mærkelige Testamente for Die. Han selv og hans Hustru levebe sammen, som det kunde ventes af to elffende Hjerter og som det sommer fig et christeligt, fremt gtepar. De lærte deres Børneflof efter dem at gjere et stjent Brug af det uretfærdige Mamon. Tiden randt og Borre svandt af Kjøbstæders Tal, ligesom Babylon, Verfevolis og Slangerup. Flere Hundrede Aar efter fandt man engang ved Udgravning den store, flade Steen med Riflerne og Indskriften. De Lærde fit meget travlt med at udtyde Sammenhængen og Hensigten med. biint Tegn og denne Skrift; men det lykkedes dem aldrig ret. Nu veeb de det. Christian Winther. En ny Vile em Ole Pedersen Smed, hvorlunde han levebe og bede m. m. 'n Vise vil jeg qvæde Om gamle Ole Smed; Enhver til Trost og Glæde Og Ingen til Fortred. Hvad Manden har bedrevet Det er just ikke ftort, Men Visen, jeg har skrevet, Er ogsaa simpelt gjort. Hans Meder hun heb Dorthe, Hans Faber hed Peer Smed, Han er nu ded og borte, Og det er hun nef med. Om Oles første Færden Gr grumme lidt bekjendt, Men han kom vel til Verden Som andre Folf omtrent. Det gif ham først lidt ilde I Skolen, thi han faae, Den megen Lærdom vilde Gj rigtig bide paa. Men tabte han vel Modet? Nej. Ole han var tryg: Hvad ej han fif i He'det, Det fif han paa sin Reg. At blive confirmeret Var ei saa let en Konst, Derpaa han speculered Gt Par Aarstid omsonst. Men hvordan nu det kom sig, Saa slap han frem en Dag, For Præsten han var om fig- Det gjaldt et Vognbeslag! - 3 Rog og Sob og Sværte Han sled nu flere Aar, Og efterhaands han lærte Langt meer, end vi forstaaer; Ja om vi kunde lære Alt det, som Bispen fan, Vi lod endda nok være At stoe en Heft som han. See nu fan I begribe - Nu var det ingen Sag, Nu fif han Uhr og Pibe Og det med Selvbeslag, Ja lad os ikke inaffe Om al den Stads, han bar: Han gif med Klædes Fraffe Dg Silfehat faagar. Nu var det jo paatide, Han skulde gifte sig, Og han gif hen og friede, Men Maren gav ham Nej. saadan gaaer'et! Dog siden Blev hun ham huld og tro, Og fif et Barn om Aaret, Ja sommetider to. Saa levede de Begge 3 mange, mange Aar, Lunt sad han inden Vægge, Tilfreds med fine Kaar; Dg mens nu gode Tider Meb onde verled om, Saa dode han omsider Af bare Alderdom. Han leved fromt og stille, Med Verden holdt han Fred: Alt hvad de Andre vilde. Det vilde Ole med! Tænk, hvor han kunde drevet Det vidt med den Forstand Guds Dob! Han havde blevet En pragtig Rigsdagsmand! Erik Bogh.