Folkekalender for Danmark 1856
DRONNING MARGRETE. Folkekalender
for
Danmark.
1856.
Femte Aargang.
Kiøbenhavn.
C. C. Lose & Delbanco og E. 6. Juersen.
Thielee Bogteetfeet
Digitaliseret af Claus Rønley dzadu in jo
Indhold.
Pag.
Kalender Aphorismer &c.
Genealogic. a. Det danske Kongehuus
b. Udenlandske Regenter
Fremmede Magters Gesandtskaber ved det danske Hof
Danske Gesandtskaber i Udlandet.
6
18
19
21
22
Det Kongelige Geheime-Statsraad
24
Med Dronning Margretes Portrait, af C. Ploug
27
rens Tornevei, af H. C. Andersen
32
Mythen om Afken Vgdrasil, af Chr. Flor
36
Gadesangeren, af Henrik Hertz
48
Sommerfuglen, af Wilhelm Haffner
50
Om Mormonerne, af 2. 2.
Podsstraf for en Vise, af O-P. Sturzen-Becker
Tankespind, af Chr. K. F. Molbech.
Ertholmene, af E. Hedemann
Smorum, af A. T.
Ewalds-Hoi ved Rungsted, af Christian Adam.
53
65
72
75
81
91 Bag-
Livets Kilde, af Julius Thomsen
94
Et Brev, af V. . . . . .
105
Om de nyere Skydevaaben, af O. E. Blom
110
Herr Kraft, af Carl Bernhard.
115
Den gamle Somand
130
Jodepigen, af H. C. Andersen
134
Mosen ved Oversoe, af H. J.
139 Aar 1856.
Bestdagene i 1856.
Den 1ste Januar: Nytaar.
"
"
"
"
"
3bie Februar: Fastelavn.
16de Mart6: Palmesendag.
20de Marts: Skjærtorsdag.
21de Marts: Langfredag.
23de Marts: 1fte paaftedag.
24de Mart6: 2den Paafredag.
Januar.
Februar.
SMTOTFL
1 2 3 4 5
6 7 8 9 10 11 12
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30 31.
Den 18de April: Store Bededag.
1ste Mai: Chrifti Himmelf.
"
"
"
"
"
11te Mai: 1fte Pintfedag.
12te Mai: 2den pintsedag.
24de Juni: St. Hansdag.
25de Decbr.: 1fte Juledag.
26de Decbr.: 2den Juledag.
SMTOTFL
Juli
.
⋅
12
.
Auguft..
3456789
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29.
Marts.
1
2345678
9 10 11 12 13 14 15
16 17 18 19 20 21 22
April
23 24 25 26 27 28 29
30 31.
12345
6 7 8 9 10 11 12
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30.
1 2 3
45678910
Mai...
11 12 13 14 15 16 17
18 19 20 21 22 23 24
25 26 27 28 29 30 31
Juni. 1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30.
1 2 3 4 5
6 7 8 9 10 11 12
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30 31
12
3456789
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30
Septbr. 31
Detbr...
Novbr...
Decbr..
.
1 2 3 4 5 6
7 8 9 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 25 26 27
28 29 30
.
1234
567891011
12 13 14 15 16 17 18
19 20 21 22 23 24 25
26 27 28 29 30 31
..
.
1
2345678
9 10 11 12 13 14 15
16 17 18 19 20 21 22
23 24 25 26 27 28 29
30.
123456
7 8 9 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 25 26 27
28 29 30 31. T.
1.
Januar.
D. 2.
T. 3.
F. 4.
2. 5.
S. 6.
M. 7.
T. 8.
D. 9.
T. 10.
F. 11.
2. 12.
S. 13.
M. 14.
T. 15.
D. 16.
2. 17.
F. 18.
2. 19.
S. 20.
M. 21.
T. 22.
D. 23.
Motto.
Prug Tiden og gjør ingen Complimenter,
Den ingen Complimenter gjør for big;
Hust blot, hvis Noget Du af Tiden venter,
At Tiden venter ei!
En Gascognade.
Gascognerne ere bekjendte for deres livlige Overdrivel
fer. Da en Dag nogle Officerer ftode og omtalte deres Be
drifter i den sidste Krig, udbrød en Captain fra Gascogne:
,,Er det Noget at gjere Basen af at have dræbt 5-6 Fien
der; nei, naar I først komme saavidt, at Eders Madratser,
ligesom mine, ere stoppede med Knebelsbarter af dem, I have
nedlagt, see saa kunne I tale med."
Dannelsen frigjør derfor er det kun udannede
Mennesker som ikke frankere deres Breve.
T. 24.
F. 25.
2. 26.
S. 27.
M. 28.
T. 29.
D. 30.
T. 31. F. 1.
2. 2.
Februar.
G. 3.
M. 4.
T. 5.
D. 6.
2. 7.
F. 8.
2. 9.
S. 10.
M. 11.
T. 12.
D. 13.
2. 14.
F. 15.
2. 16.
G. 17.
M. 18.
T. 19.
D. 20.
T. 21.
F. 22.
2. 23.
Til en ung Digter.'
Cat for det Hyrdedigt, som sidste Gang
Du sendte mig, for ret min Sjæl at kvæge!
Tak Digter! At men i Din Hyrdesang
Jeg hører iffun Faarehjorden bræge.
Veirforandring.
,,Regner det altid hos Jer," spurgte en Reisende en
flots Bonde;,,aa nei," svarede Bonden,,,undertiden sneer
det ogfaa."
Den gjør sig gjerne lystig over Andre, som har
Grund til at være bedrøvet over sig selv.
Tydskerne, siger en Tydsker, conspirere ikke,-
be transpirere.
Det gaaer med den politiske Verden, som med
gamle Uhre: snart gaaer det for stærkt, snart for sagte.
Herren: For Guds Skyld! Menneske dog!
Matrosen: De fommer vist til at buffe Dem,
S. 24.
M. 25.
T. 26.
gobe Herre!
D. 27.
T. 28.
F. 29. Marts.
2. 1.
S. 2.
M. 3.
T. 4.
De 5.
T. 6.
F. 7.
2. 8.
S. 9.
M. 10.
T. 11.
D. 12.
. 13.
F. 14.
2. 15-
S. 16.
M. 17.
T. 18.
D. 19.
T. 20.
F. 21.
£. 22.
Da Adam gav sig hen i Søvnens Arme blide,
Da stabtes Kvinden af hans Side:
Du stakkels Adam, som dig hvilte fro,
Din første Hvile var din sidste Ro!
Man bebreidede engang Macchiavelli, at han havde
lært Fyrsterne at være Tyranner. Meget rigtigt," svarede
han, Fyrsterne har jeg lært at være Tyranner, og Under
faatterne at udrydde Tyrannerne."
En Enke, der i Herreselskab begræder sin afdøde
Mand, er en Fæstning, som sætter sig under Vand,
for roligere at kunne afvente ethvert Angreb.
Intet er førgeligere end at være Slave af fine Penge,
naar man ingen Sperre har.
19-2
S. 23.
M. 24.
T. 25.
D. 26.
lad to lit nis
T. 27.
F. 28.
2. 29.
S. 30.
M. 31. T. 1.
D. 2.
T. 3.
F. 4.
2. 5.
S. 6.
M. 7.
2. 8.
D. 9.
T. 10.
F. 11.
2. 12.
S. 13.
M. 14.
T. 15.
D. 16.
T. 17.
F. 18.
2. 19.
S. 20.
M. 21.
T. 22.
D. 23.
T. 24.
F. 25.
April.
Over det, som hafter ei,
Skyndsomt jeg mig altid taster,
For at Tid kan levnes mig,
Naar jeg træffer det, som hafter.
Veltalenhedsprøver.
Bed en Familiefest:
8
Maa jeg faa tillade mig at udbringe en Skaal for de
fraværende Venner, som har voren faa gode at være tilstede
her iaften!"
Paa Ballet:
M. H. Der er to Ting, som ere nødvendige paa et
Bal: det er god Mufik og gode Damer! Det Første har vi,
maa jeg tillade mig at udbringe en Staal for bet Undet!"
2. 26.
S. 27.
M. 28.
T. 29.
D. 30.
Rigtignok tvende Zine jeg har goja!
Som ei ere sorte men blaae;
Rigtignok lyst mit Hovedhaar var,
Da Photographen mig faae;
Rigtignok Haaret her er sort
Og det ene Die er faldet bort,
Alligevel jeg Portraitet sender,
Det ligner dog ganske godt mellem Venner,
Som Sandheden og Naturen ære
Og vide, hvem Portraitet skal være.
1973
49 3 T. 1.
F. 2.
Mai.
2. 3.
S. 4.
M. 5.
T. 6.
D. 7.
T. 8.
F. 9.
2. 10.
S. 11.
M. 12.
T. 13.
D. 14.
T. 15.
F. 16.
2. 17.
G. 18.
M. 19.
T. 20.
D. 21.
T. 22.
F. 23.
2. 24.
stakkels Taaber, hos hvem Fliden
Kun for at dræbe Tiden er,
Betænker Kjære dog, at Tiden
Engang med Tiden dræber Jer!
En god Trøft.
Prindsen af Conti sagde, da han laae paa fit Deds=
leie, til. Beaumarchais: Jeg er faa affræftet af Krigens
Strabadfer, Drik og Udsvævelser, at jeg maa bukke under."
,,Naa hvad Krigen angaaer," svarede B., da gjorde jo
Prinds Eugen 21 Felttog og blev dog 88 War gammel."-
,,Men den umaadelige Drik," gjentog Prindsen;-,,den kan
dog vist heller ikke lægge dem i Graven; thi Marquis Bran
cas drak hver Dag fine 6 Flasker Champagne og blev dog
84 War gammel." Ja det er nu godt nok," svarede
Prindsen, men Ubfvævelserne!"-,,a! Deres Fru Moder,
Prindsessen, var jo 79 War, da hun døde." - Ja De har
Ret, svarede Prindsen glad, faa er det dog muligt, at jeg
igjen kan komme mig."
De Gamle gave deres Philosophi i Form af
Gaader, Nutiden giver fine Gaader i Form af Philosophi.
S. 25. M. 26. T. 27. D. 28. T. 29. F. 30. 2. 31. S. 1. M. 2. Juni. 2. 3. D. 4. T. 5. F. 6. A. Hvis Solen blot vil skinne lidt igjen, Vil Alting hurtigt frem af Jorden smile! B. For Guds Styld ifte Alting, fjære Ven; Jeg har to Koner der, som helst maa hvile! 2. 7. S. 8. M. 9. T. 10. D. 11. T. 12. F. 13. En Munk lovpriste i fin Prædiken den hellige St. Franciscus i de stærkeste Ord. hvor skulle vi sætte ham?" udbrød han, skulle vi sætte ham blandt Helgene? D! nej, langt over disse staaer han! Skulle vi da fætte ham mellem Englene? D! nei ogfaa disse overgaaer han! Han staaer langt over Seraphimer og Cherubimer! Men hvor skulle vi da sætte ham?" ,,Nu kan de sætte ham her," tilraabte En af Tilhørerne Munken, for nu gaaer jeg!" 2. 14. S. 15. M. 16. . 17. D. 18. . 19. F. 20. g. 21. S. 22. M. 23. T. 24. D. 25. T. 26. F. 27. Stjønheden ligner en Anbefalingsskrivelse, hvis Gyldighed altid er af fort Varighed. 2. 28. S. 29. M. 30. Difciplin paa den preussiske marine. Lieut.: Efter Dem, Hr. Captain, efter Dem! T. 1. D. 2. T. 3. F. 4. 2. 5. Juli. Af en Drukkenbolts Dagbog. and on lin 1. G. 6. ant s M. 7. T. 8. D. 9. 10 F. 11. 2. 12. S. 13. M. 14. T. 15. D. 16. 17. F. 18. 2. 19. Hver Aften er jeg gjerne fulb, Men min Moral er kjernefuld, For jeg er ingen Tosse: Kan Himlen være stjernefuld, See saa kan jeg vel osse. 2. At Solen drifter, er en gammel Sag, Det gjør jeg ogsaa grumme gjerne; Men at den staaer saa tidligt op hver Dag, Har længe tryffet paa min stakkels Hjerne. Men nu jeg ogsaa dette fatte kan Og ikke længer til Forklaring trænger: For drak den Viin, som jeg, og ikke Band, Saa skal I see, den sov nok noget længer. Den Lunefulde. Han veed ei, hvad han vil, Eet han kun klarligt seer, At hvad han vilde før, det vil han ikke meer. S. 20. M. 21. T. 22. D. 23. T. 24. F. 25. 2. 26. S. 27. M. 28. T. 29. D. 30. T. 31. F. 1. 2. 2. S. 3. M. 4. 2. 5. D. 6. T. 7. F. 8. 2. S. 10. M. 11. T. 12. D. 13. T. 14. 9. F. 15. 2. 16. S. 17. M. 18. T. 19. D. 20. T. 21. F. 22. 2. 23. Jeg August. Den flumme Skjønne. Jeg saae den unge Mø og tænkte glad, Hvor stjønt sig Sjælen dog i hendes Ansigt maler, Og raabte: o! hvor deilig, Skade kun, O evig Stade, at hun ikke taler! Hun talte, og jeg lutter Øre var, Men hvilken Stræt sig i mit Ansigt maler, Jeg raabte: o! hvor deilig, Skade kun, O evig, evig Stabe, at hun taler! De Amerikanske Indianere troe, at Solen opløses og udslukkes hver aften i det stille Ocean, og en ny hver Mor gen stiger op i bet atlantiske hav; og ligesom vi tale om en Pige paa 16 eller 18 Somre, faaledes taler man der om en Pige paa fem eller ser tusinde Sole. isiml Dag-Pressen er Tungen paa Politikkens Bægtffaal; fun naar der er ligevægt, vil man ikke kunne see den. S. 24. M. 25. T. 26. D. 27. T. 28. F. 29. 2. 30. Jens: Jeg har da inte slaet Dig ihjel Hans? Hans: Nei død er jeg inte; men Mælet har jeg ba stu tabt! S. 31. September. M. 1. T. 2. D. 3. Z. 4. F. 5. L. 6. S. 7. M. 8. T. 9. D. 10. 2. 11. F. 12. 2. 13. S. 14. M. 15. . 16. D. 17. T. 18. F. 19. 2. 20. S. 21. Over en Snakkefalig. Du kjære, hvem vi denne Gravsteen vie, At under den kun idel Taushed er: Dog kan i Evigheden du ei tie, Saameget, som du talte her! En Konge i England, der faae nogle Forbrydere blive hængte, spurgte, hvad de havde gjort: Hvad de have gjort, Sire! de have gjort Vers over Deres Majestats Miniftre!" -Hvor uklogt have De baaret fig ad," svarede Kongen, de skulde have gjort dem over mig, og Ingen vilde have fagt dem et ondt Ord." Naar en Konge er syg, findes den bedste Bulletin ialmindelighed i Thronfølgerens Forværelse: Er der overfyldt, er H8. Majestæt meget daarlig, er der tomt, er han uden al Fare. Et Hoved uden Forstand er en Fæstning uden Besætning. M. 22. T. 23. D. 24. T. 25. F. 26. 2. 27. S. 28. M. 29. 2. 30. D. 1. T. 2. October. T. 9. F. 10. 2. 11. S. 12. Konen: Sølvbryllup nu vi feire vil M. 13. T. 14. D. 15. T. 16. F. 17. 2. 18. S. 19. F. 3. 2. 4. S. 5. M. 6. 2. 7. D. 8. facit. ogen Stjæbnen mig til Verden gav, Nøgen maa jeg lægges i min Grav; Isde Facit her er altsaa hurtigt fundet: Jeg har Intet tabt og Intet vundet. Egteskabelig Samtale. 8 For fem og tyve Aars forvundne Seire! Manden: At Mutter! lad os vente fem Aar til, Saa kan vi Trebiveaarskrigen feire. Nelber og Kjæltringer maa man tage fat i en Fart, faa flade de ikke. M. 20. T. 21. D. 22. 2. 23. F. 24. 2. 25. S. 26. M. 27. T. 28. D. 29. 5. 30. F. 31. Neptun. Den gamle classiske Havets Drot Han har det slet ikke længer godt I fit Slot. Han er saa guaven nu og saa bifter. Thi al fin vanlige No ban mister Baa Grund af de electriske Gnister: Havet, den Gamles Liv og Rige, Til Priis for Spekulationer givet! Hvad mon vi Andre vilde sige, Naar vi fit en Telegraph gjennem Livet? 89 November. L. 1. S. 2. M. 3. I. 4. D. 5. T. 6. F. 7. 2. 8. S. 9. M. 10. T. 11. D. 12. T. 13. . 14. 2. 15. S. 16. Sov ifte hen i Tro paa Haab og Varsel, Stol heller paa din egen Kraft, min Broder; Thi Lykken gjør kun saare sjeldent Barsel, Naar ei man selv vil være Gjordemoder! Den hellige Skrift," sagde Frederik den Anden,,,er en Kjæp, som Gud har givet de Blinde i Hænderne, at lede fig ved; men istedetfor at betjene fig af Stokken til deres Gang, have Theologerne tvistet om dens Længde og Sterrelse og tilsidst banket hinanden med den." I gamle Dage Frugten var i Priis, Man for et ble gav et Paradiis. Den Lykke at kunne anftille fig dum, kan kun over- M. 17. T. 18. D. 19. træffes af den at være det. T. 20. F. 21. 2. 22. S. 23. M. 24. T. 25. D. 26. T. 27. F. 28. 2. 29. S. 30. M. 1. December. I. 2. D. 3. 2. 4. F. 5. 2. 6. S. 7. M. 8. T. 9. D. 10. . 11. F. 12. 2. 13. S. 14. M. 15. T. 16. D. 17. T. 18. F. 19. 2. 20. S. 21. To heterogene Bøger. En Mode-Journal og en Spillebog Er Bøger fra høist modsatte Spheærer: At flæbe Folt paa er den førstes Maal, At klæde dem af den anden os lærer. 9 Den engelske Digter Saintfoy blev paa en Barbeerstue truffet af en Creditor, der ftrar rykkede ham for skyldige 100 pund. Vil De da ikke vente, til Barberen har raget mig," fpurgte Saintfoy; a jo, det skal jeg endda nok," fvarede Creditoren. Det er De og Deres Svend Vidner paa" fagbe Digteren til Barberen, stod op, vadstede sig og gik uraget bort. Af fine Ahners Mængde er han vigtig, Dog hvem hans Fader er, han veed ei rigtig. M. 22. T. 23. D. 24. T. 25. F. 26. 2. 27. S. 28. Keiserinde Soulouque entlediger i Unaade fin Musiklærer, fordi han vover at paastaae at en hvid Node gjelber lige saa meget som to sorte. M. 29. T. 30. D. 31Genealogi. Det danske Kongehuus. Kong Frederik VII. til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, fød d. 6 October 1808, succederede d. 20 Jan. 1848. Faders Ente: Enfedronning Caroline Amalie, Prindsesse af Slesvig-Holsteen - Son derborg Augustenborg, fød d. 28 Juni 1796, formælet d. 22 Mai 1815, Ente efter Kong Christian VIII. fiden d. 20 Jan. 1848. Faders Sødskende: 1. Louise Charlotte, fød d. 30 October 1789, form. 10 Novbr. 1810 med Wilhelm, Landgreve og Prinds af Hessen-Cassel, fod d. 24 Decbr. 1787. Børn: Marie Louise Charlotte, f. d. 9 Mai 1814, form. b. 11 Septbr. 1832 med Friederich August, Prinds af Anhalt-Desfan. Louise (see nedenfor). Friedrich Wilhelm Adolph Georg, fed d. 26 Novbr. 1820, for malet d. 27 Mai 1853 med Marie Ann'a Friederike, Prindsesse af Breussen, føb 17 Mai 1836. Baru: Frederik Wilhelm Nikolaus Carl (fød d. 15 October 1854). Auguste Sophie Fred. Marie Car. Juliane, fød d. 30 Octbr. 1823. II. Arveprinds Frederik Ferdinand, føb d. 22 Novbr. 1792, form. d. 1 August 1829 med Caroline, Prindsesse af Danmark. Bedstefaders Brodersons Døttre: Caroline, fød d. 28 Octbr. 1793, f. m. Arvep. Fred. Ferdinand. Wilhelmine Marie, fød d. 18 Januar 1808, form. b. 19 Mai 1838 med Carl, Hertug af Slesvig-Holsteen Sønderborg- Glücksborg, fød d. 30 Septbr. 1813, fucc. 17 Febr. 1831. Ifølge Lov af 31 Juli 1853 blev til Thronfølger udnævnt: Christian, Prinds til Danmark, fød d. 8 April 1818, form. b. 26 Mai 1842 med Hbs. Høibed Louise Wilh. Fred. Car. Aug. Julie, Prindsesse af Hessen- Cassel, fød d. 7 September 1817. Børn: Christian Frederik Wilhelm Carl (fød d. 3 Juni 1843). Alexandra Caroline Marie Charlotte Louise Julie (føb d. 1 Decbr. 1844). Christian Wilh. Ferd. Adolph Georg (føb d. 24 Decbr. 1845). Marie Sophie Frederikke Dagmar (fød d. 26 Novbr. 1847). Thyra Amalie Caroline Charlotte Anna (fød den 29 Septbr. 1853). Udenlandske Regenter. Anhalt-Bernburg. Bertug: lerander Karl, f. 2. Marts 1805, reg. f. 24. Mart6 1834, gift 30 Oct. 1834 med Friederike Karol. Juliane af Slesv. Holft.-Glücksborg, f. 9. Oct. 1811. Anhalt-Dessau. Hertug: Leopold Friederich, f. 1. Oct. 1794, reg. f. 9. Aug. 1817. Leopold Friederich Franz Nicolas, Arvehertug, f. 29. April 1831. - Baben. Regent: Friederich Wilhelm Ludvig, f. 9. Septbr. 1826, reg. f. 24. April 1852. Baiern. Konge: Marimilian II. Jofeph, f. 28. Nov. 1811, reg. f. 21. Mart6 1848, g. 12. Oct. 1842 m. Prindsesse Marie af Preussen.. Kronprinds: Ludvig, f. 25. Aug. 1845. - Belgien. Konge: Leopold I. Georg Chrift. Frieb., f. 16 Dec. 1790, reg. f. 21. Juli 1831, g. 9. Xug. 1832 m. Louise Marie. Leopold Ludvig Philipp Maria Victor, Kronprinds, Hertug af Brabandt, f. 9. April 1835. Brasilien. Kaiser: Dom Pedro II., f. 2. Dec. 1825. reg. f. 7. April 1831, g. 4. Sept. 1843 med Prindsesse Therese af Neapel, f. 14. Marts Dom Pedro Alphonso, Kronprinds, f. 19. Juli 1848. Brunsvig. Hertug: Aug. Ludvig Wilhelm Marim. Fried., f. 25. April 1806, reg. f. 25. April 1831. 1822. - England, Storbritanien. Frankrig. Kaifer: Napoleon III. Earl Lubv., f. 20. April 1808, reg. f. 2. Dec. 1852, g. 29. Jan. 1853 m. Eugenie Marie. - Grækenland. Konge: Otto 1., f. 1. Juni 1815, reg. selvst. f. 1. Juni 1835, g. 22. Nov. 1836 m. Amalie, Prindsesse af Holft. Oldenborg. Hannover. Konge: Georg V. Friederich Alerander Earl Ernst August, f. 27. Mai 1819, reg. f. 18. Nov. 1851, g. 18. Febr. 1843 m. Marie af Sachfen Altenburg. Kronprinds Ernst, f. 21. Sept. 1845. Hessen Gassel. Kurfyrste: Friederich Wilhelm I., f. 20. Aug. 1802, reg. f. 20. Nov. 1847, g. m. Gertrude, Fyrstinde af Hanau, f. 18. Mai 1806. Hessen og ved Rhinen (Darmstadt. Storhertug: Ludvig III., f. 9. Juni 1806, reg. f. 16. Juni 1848, g. 26. Dec. 1833 med Mathilde af Baiern. Arve= Holsteen-Oldenborg. Storhertug: Nicolaus Fried. Peter, f. 8. Juli 1827, reg. f. 27. Febr. 1853, g. 10. Febr. 1852 m. Elifabeth. ftorhertug: Friederich August, f. 16. Nov. 1852. - Kirkeftaten. Pave: Pius IX. (Joh. Maria Greve af Maftai-Ferretti), f. 13. Mai 1792, valgt 16. Juni 1846. Mecklenborg Schwerin. Storhertug: Friederich Franz, f. 28. Febr. 1823, reg. f. 7. Marts 1842. Friederich, Arveftorh. f. 19. Marts 1851. Mecklenborg-Strelig. Storhertug: Georg Fried. Karl Jos., f. 12. Aug. 1779, reg. f. 6. Nov. 1816. Friederich, Arvestorh., f. 17. Oct. 1819. - Modena. Hertug: Franz V. Ferd. Geminian, f. 1. Juni 1819, reg. f. 21. Jan. 1846. Nassau. Hertug: Adolph Wilh. Karl Aug. Fried., f. 24. Juli 1817, reg. f. 20. Aug. 1839, g. med Adelheid af Anhalt Dessau 23. April 1851. Neapel, f. Sicilien. Nederlandene. Konge: Wilhelm III. Alexander, f. 19. Feb. 1817, reg. f. 17. Marts 1849, g. 18. Juni 1839 m. Cophie af Würtemberg. Kronprinds Wilhelm, Prinds af Dranien, f. 4. Sept. 1840. Nordamerikanske gristater. Præfident: General Franklin Pierce, f. 2. Nov. 1852. - Parma og Piacenza. Hertug: Robert I. Karl, f. 9. Juli 1848, reg. f. 27. Marts 1854. 2* Portugal. Konge: Pedro V. de Alcantare, f. 16. Sept. 1837, reg. f. 5. Nov. 1853. - Preussen. Konge: Friedrich Wilhelm IV., f. 15. Oct. 1795, reg. f. 7. Juni 1840, g. 29. Nov. 1823 m. Elifabeth, Prindsesse af Baiern, f. 13. Nov. 1801. Rusland. Kaifer: Alerander II., f. 29. April 1818, reg. f. 2. Marts 1855, g. 28. April 1841 m. Maria Aler. af hessen Darmstadt. Tron følger Nicolaus Alerandrowitsch f. 20. Sept. 1843. Sachfen. Konge: Johann, f. 12. Dec. 1801, reg. f. 9. Aug. 1854, g. 10. Nov. 1822 m. Prf. Amalie af Baiern. Kronprinds: Albert, f. 23. April 1828. Sachsen-Weimar-Eisenach. Storhertug: Karl Alerander, f. 24. Juni 1818, reg. f. 8. Juli 1853, g. 8. Oct. 1842 med Sophie af Nederlandene. Sachsen-Meiningen. Hertug: Bernhard, f. 17. Dec. 1800, reg. f. 17. Dec. 1821. Arveprinds Georg, f. 2. April 1826. Sachsen-Altenburg. Sertug: Ernst Fried. Paul, f. 16. Sept. 1826, reg. f. 3. Aug. 1853, g. 28. April 1853 m. Agnes af Anhalt-Desfau. Sachsen-Coburg-Gotha. Hertug: Ernst, f. 21. Juni 1818, reg. f. 29. Jan. 1844, g. 3. Mai 1842 m. Alerandrine af Baden. - Sardinien. Konge: Victor Emanuel II., f. 14. Marts 1820, reg. f. 23. Marts 1849, g. 12. April 1842 m. Adelheid af sterrig. Kronprinds Humbert, f. 14. Marté 1844. Sicilien, Begge (Neapel). Konge: Ferdinand II., f. 12. Jan. 1810, reg. f. 8. Nov. 1830, g. 2den Gang 9. Jan. 1837 m. Therefe af Efterrig. Kronprinds Franz, pertug af Galabrien, f. 16. Jan. 1836. Spanien. Dronning: Isabella 11. Marie Louife, f. 10. Oct. 1830, procl. 2. Oct. 1833, g. 10. Oct. 1846 m. Franz, Infant (nu Konge) af Spanien, f. 13. Mai 1822. Storbritanien og Irland. Dronning: Victoria 1. Alerandrine, f. 24. Mai 1819, reg. f. 20. Juni 1837, g. 10. Feb. 1840 m. Albert, Broder til Hertug Ernst af Sachsen-Coburg-Gotha, f. 26. Aug. 1819. Kronprinds Albert Edward, prinds af Wales, f. 9. Nov. 1841. Sverrig og Norge. Konge: Oscar 1., f. 4. Juli 1799, reg. f. 8. Marts 1844, g. 19. Juni 1823 m. Joſephine Eugenie af Leuchtenberg, f. 14. Marts 1807. Kronpr. Carl Ludvig Eugene, Hertug af Staane og Vicekonge af Norge, f. 3. Mai 1826, g. 19. Juni 1850 m. Louise af Oranien, f. 5. Aug. 1828. Toscana. Storhertug: Leopold 11. Joh. Jofeph, f. 3. Oct. 1797, reg. f. 18. Juni 1824. - Arvestorh. Ferdinand Salv. Maria Jof. Joh., T. 10. Juni 1835. Tyrkiet. Storfultan: Abdul-Medjid Khan, f. 23. April 1823, reg. f. 2. Juli 1839. - Arvefultan Mohammed Murad, f. 21. Sept. 1840. Würtemberg. Konge: Wilhelm 1. Fried. Earl, f. 27. Sept. 1781, reg. f. 30. Oct. 1816, g. 3die Gang 15. April 1820 m. Pauline af Würtemberg. Kronprinde: Karl, f. 6. Mart6 1823, g. m. Olga, Storfyrstinde af Rusland, f. 11. Sept. 1822. Østerrig. Kaiser: Franz Jofeph T., f. 18. Aug. 1830, reg. f. 2. Dec. 1848, g. 24. April 1854 m. Prf. Elifabeth af Baiern, f. 24. Dec. 1837. Fremmede Magters Gesandtskaber ved det kongelige danske Hof. Amerika (de forenede Stater). Henry Bedinger, Ministerresident. Belgien. Napoleon Alcindor de Beaulieu, Ribber af den belgiske Leopoldsorden og af den preussiske røde Ørns 3die Classe, Stor commandeur af den oldenborgste Huus og Fortjeneste-Orden, Com mand. af den sachsiste Ernestinste Huusorden, Command. af St. Benoit, d'Avis Ordenen, overordentlig Gesandt og befuldm. Minister. Grev R. Robersart, Attaché. Brasilien. José Sebastião Alfonso de Carvalho (C.*), Ridder af Christusordenen og af Nordstjernen, Chargé d'Affaires og Generalconful.
Frankrig. Adolph Dotézac (S.K.*), Commandeur af Ereslegionen, Commandeur af 1ste Classe af den spanske Carl III.'s Orden, overordentlig Gesandt og befuldm. Minister. Grev E. de Taillepied de Boudy, Nidder af Æreslegionen, af den spanske Carl den III.'s Orden 2den Klasse, etc., Legationssecretair. Alexander Vessillier, Cancellist ved Gesandtskabet. Pierre Bilsoët, Translateur ved Gesandtskabet. Nederlandene. Grev Bylandt, Ridder af den nederlandske Love- Orden, Ministerrefident. Parma, see Spanien. Portugal. Chargé d'Affaires. Augusto Pedro Mendoza, Staldmester, Attaché. Breussen. Grev Alphons Henrich v. Oriolla, Kammerherre, overordentlig Gesandt og befuldm. Minister. -, Legationssecretair. Rusland. Ernst Baron v. Ungern-Sternberg og Byrkel, Kammerherre, virkelig Geheimeraad (S.K.*), Storfors af St. Wladimir Ordenens 2. Classe, Storfors af St. Anna-Ordenen, Storfors af Stanislausordenen, Storfors af den østerrigske Jernkroneorden og af den preussiske røde Ørns Orden, Johanniterridder, Ridder af Wrest. og af den spanske Carl III.'s Orden, overordentlig Gesandt og befuldm. Minister, f. T. fraværende. C. Baron Freytag Loringhoven, Statsraad, Generalconsul, Ridder af St. Anna Ordenens 2den Klasse med den keiserlige Krone, Chargé d'Affaires ad interim.com 1ste Legationssecretair. Leopold Baron v. Campenhausen, Collegii Assessor, 2den Legationssecretair. Spanien. Don Vicente Gustierrez de Teran, Commandeur af Isabella den Catholffes Orden, (Sp. C. III. 2.) og Johanniter ridder, Ministerresident for Spanien og Parma.. Zarco del Valle, Kammerjunker, Johanniterridder og Nidder af den preussiske røde Zrns Orden, Legationssecretair. Storbritannien. Andrew Buchanan, overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister. Frederik Doveton Orme, Legationssecretair. Edwin Corbett, 1ste Attaché. Donald Cameron, 2den Attaché. Sverrig og Norge. Elins Baron v. Lagerheim (S.K.*), Kammerherre, Storfors af Nordstjernen og af den norske St. Olafsorden, Ridder af den østerrigste Jernkroneordens 2. Classe, af Stanislausordenens 2. Classe, Storfors af den badenste Zähringer Loveorden, overordentlig Gesandt og befuldm. Minister. Grev Edward Piper, Legationssecretair. Østerrig. Grev Edmond v. Hartig, Kammerherre, Storfors af den hessiske Vilhelmsorden, Nidder af den toskanste Stephansorden og af den brunsvigske Løveorden, overord. Gesandt og befuldm. Minister. Carl Jaeger, Legationssecretair. Danske Gesandtskaber i udlandet. Amerika (de forenede Stater). Kammerjunker T. Bille, (R.*D.M.), Chargé d'Affaires og Generalconsul. Belgien. Kammerherre J. F. Sid (R. D.M.), (R.St.A.2*), (Ö.J.Kr.2.), (F.E.L.4.), (Gr.Fr.4), Ministerresident; tillige accrediteret ved det Kgl. nederlandske Hof. Frederik v. d. Maase, Attaché. Frankrig. Hs. Excell. Geheimeconferentsraad, Kammerherre, E. C. 2. Grev Moltke (S.K.*D.M.), (S.N.1.), (F.E.L.2.), overord. Gesandt og befuldm. Minister (1.10.). Kammerherre, Ritmester E. R. Baron Bertouch, (R.*), (F.E.L.4.) (N.E.K.3.), (S.Sv.3.), (A.A.B.3.), Legationssecretair. Baron Ludvig Güldenerone, Attaché. Nederlandene. Kammerherre 3. F. Sid (R.*D.M.), Ministerresident; tillige accrebiteret ved det Kgl. belgiske Hof. Portugal. Kammerherre O. dal Borgo di Primo Baron del Asilo (C. D.M.), (Sp.I.K.1.), (Sp.C.III.2.*), (P.Chr.2.), (P.V.V.2.), (Gr.Fr.2.), (F.E.L.), Ministerresident; tillige accrediteret ved det Kgl. spanste Hof. Preussen. Kammerherre U. Baron Broddorff (R. D. M.), (Sp. C. III. 2), (F.E. L. 4.), overord. Gesandt og befuldm. Minister. Hofjægermester Baron P. F. Bille Brabe (R.*), (S.N.3.), Le= gationssecretair. Rusland. Kammerherre Baron O. Plessen (C.*D.M.), (R.St.A.1.), overord. Gesandt og befuldm. Minister. E. G. Grev Moltke (R.*), (R.St.A. 2.), Legationssecretair. Spanien. Kammerherre D. dal Borgo di Primo, Baron del Asilo (C.*D.M.), Ministerresident; tillige accrediteret ved det Kgl. portugisiske Hof. Storbritanien. Kammerherre, Generalmajor, Ordens- Ceremoni mester W. T. v. Oxholm (S.K.*D.M.), (S.Sv.2.), (R.St.A.1.), (R.W.4.), overord. Gesandt og befuldm. Minister. Alfred Grev Reventlow Criminit, Legationssecretair. Sverrig og Norge. Kammerherre W. H. B. Grev Scheel-Plesfen (S.K.), (S.N.1.), (N.L.2.), (R.St.A.1.), (Ö.J.K.1.), overordentlig Gesandt og befuldm. Minister. Kammerjunker F. Hagemann, Legationssecretair. Tyrkiet. Kammerherre C. A. Baron Hübsch de Großthal (C.* D. M.), (R. W.), (T.N.I.), Ministerresident og Generalconsul. Legationssecretair Alfons Baron Hübsch de Großthal, Tolf. Forbundsdagen i Frankfurt. Kammerherre, Legationsraad B. E. v. Bülow (S.K.), (R.St.A.1.), (O.H.&F.2.), (S.N.3), befuldmægtiget Minister. Kammerjunker C. D. Lorenz, Legationssecretair. Østerrig. H. Grev Bille Brabe (S.K. D.M.), (Pr.R.0.1.), (N.E.K.2.) (R.St.A.1.), overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister. Leon Grev Moltke Hvitfeldt, Legationssecretair. Det Kongelige Geheime-Statsraad. Hans Majestet Kongen. H. K. H. Arveprinds Frederik Ferdinand til Danmark. Minister for Monarchiets fælleds indre Anliggender. H8. Exc.. Peter Georg Bang, Geb.-Confer., Dr. juris (St. K.* & D. M.), Conſeilspræsident. . . (Portrait I). Indenrigsminister (for Kongeriget). Hs. Erc. P. G. Bang, Geb.- Confer. (ad interim). Udenrigsminister (for Monarchiet). Hs. Exc. Ludvig Nicolaus v. Scheel, Geb.-Confer., Kammerherre, Landdrost i Herskabet Pinneberg (R. af E.), (St. K. & D. M.).. Minister for Holsteen og Lauenborg. Scheel, Geh.-Confer. .... (II). Hs. Exc. L. N. v. Krigsminister (for Monarchiet). Hs. Exc. Matthias v. Lüttichau til Grundet, Kammerherre, Oberst, (C. & D. M.) .... (III). Minister for Slesvig. Hs. Erc. Harald Jver Andreas Naas loff, Conferentsraad, (C. & D. M.) . (VII). Marineminemister (for Monarchiet). Hs. Exc. Ove Wilhelm Michelsen, Kammerherre, Commandeur, (C. & D. M.).. (V). Justitsminister (for Kongeriget). H8. Erc. Carl Frederik Simony, Etatsraab, (C. & D. M.) (VI). Finantsminister (for Monarchiet). Hs. Exc. Carl Christopher Georg v. Andra, Oberstlieutenant, (C.) ... (IV). Cultusminister (for Kongeriget). Hs. Exc. Carl Christian Hall, Professor, Lic. juris., (C.) (VIII). Med Dronning Margretes Portrait. J Roestilde Kirke hun hviler bag er a Beb Alterborbet, Der stiger den sorte Sarkophag Op midt i Choret. Afgnavet har Tidens gridske Tand Dens nøgne Vægge, Kun Dronningens Billed har holdt Stand Paa Gravens Dække. Der ligger hun i sin Marmordragt Med Træk saa stive, Og Kronen kun vidner om den Magt, Hun bar i Live. Der ligger hun med sit lange Slør Som Nonne ziret, Og Hænderne foldte, hvori før Hun frysted Spiret. Dengang ei saa hvidt et Skær der flød Om hendes Kinder, Thi hun havde meer af Mandens Lød End andre vinder. Og hun havde meer af Mandens Sjæl End Mænd tilhobe; 3 Danmark bar ingen Drot saa vel Sin Purpurfaabe. I Norden var ingen Aand saa stærk Som denne vindes, Og Ingen bar efterladt et Vært Saa stort som hendes. Det aned Kong Bolmer, der han stod Jin Deta I dybe Drømme, Med Stigbøilen om den venstre Fod Og Haand paa Tomme. Og Trolden, til hvem han Bud lod gaae, Ham svared atter: "Den Gjerning, som Kongen grubler paa, "Den gjør hans Datter." Det skjønned Kong Volmer selv, den Stund Han hørtes sige: ,,Borherre tog svarlig Feil, da hun Blev skabt som Pige." Det skjønned og Sjællands Bønder godt Paa Slagelsemødet, Og teised derfor den Femaars-Drot, Hun holdt paa Støbet. Og dybere var den Folketro nggil ne End groet abaare, Da Olaf hin Unge i Falsterbo Var lagt paa Baare. Det vidste den skaanske Menigmand, Til Thinge stævnet; Thi hende til Huusbond for Danmarks Land Med Guy han nævneb. Det vidste de norske Herrer med, At vel de gjorde, Da Dannemands Valg de toge ved Og Troskab svore. Det maatte ben usle Sveabrot E Dog mest bekjende, Som troede, at man med ussel Spot Kan slaae en Fiende. Hil være hun, "Dronning Brogeløs" Og Munkebeie"! Den kronede Gjæk, hvor høit han fnos, Dybt maatte neie. Hun brugte hans Slibesten slet ei Til Say og Naale, Men hvæssede Sværd, hvormed han sig Slet kunde maale. Hun sad ikke ved sin Nok og spandt, Som han lod raade; Et kosteligt Perlebaand hun tvandt Af trende Traade. Han stikkede hende til Spot og Spee Et Stjørt at bære; Hun satte paa Isse Kroner tre o Med Seir og Ære. Han sendte en Vadmelsklub paa Stang Som hendes Mærke, e Hun heised en Dug, hvori der sprang Tre Løver stærke. Han tog hende ei med Vold i Seng, Som han mon prale; Men han maatte dandse som hendes Dreng Meb Narrebale. Og aldrig han Hætten" paa sig drog, Som han forloved; Men Sveriges gyldne Krone slog Hun af hans Hoved. Beb Kalmar et Slot af Navn der staaer, Fortært af Elde; Dets søndrede Ruder Regnen slaaer, Dets Vægge hælde. Dets kneifende Spir er faldet ned, Og Grunden revnet, Af Fortidens Pragt og Herlighed 16 Kun Stumper levnet. Nu Tyve og Stjelmer buses der 3 Fangebure; Men Mindet end tafter et Straaleffær Paa disse Mure. Der holdt Fru Margrete" med gode Mænd Hint Stevnemøde, Hvor Tanken blev føbt, som altid igjen Opstaaer fra Døde. Der pleied hun Raad om Rigens Tarv I Fremtids Dage, Og stjænked sin Efterslægt en Arv Foruden Mage. Der fit hun med Lempe lagt den Snor, Hun havde tvundet, Som skulde det hele skjønne Nord Til Eet forbundet. Der fik hun den Regel tagen ved, Som skulde gjelde Og reise i trende Rigers Sted Et enigt Vælde. Der fik hun befvoret den Folkepagt, Hvorom hun tænkte, At den skulde trodse Verdens Magt Og Tidens Længde. Men aldrig faasnart var hendes Blit I Døden slukket, Saa var og det Tree, hun plantet fit, Af Ormen stuffet. Og aldrig faasnart var hendes Haand Til Støv forvandlet, Saa havde og Norden mist' den Aand, Hvori hun handled. Og neppe var Baandet splittet ab Af Christierns Bile, Saa randt der en Strøm af Broberhad Foruden Hvile. Og neppe var glemt hin Folfepagt I Tiber mørke, Saa balede langsomt Nordens Magt Og svandt bets Styrke. Men aldrig gjenvinder bet gamle Nord Sin gamle Hæber, For atter i Fru Margretes" Spor En Slægt der træber. Og aldrig vi fange den Storhed og Magt, Som vi forliste, Før Aanden os styrer, der holder Vagt Ved hendes kiste. Og aldrig vi fange Frihed og Fred Og gode Dage, Før ærligt den Arv vi kjendes ved, Hun lod tilbage. Hil være hun i sin sorte Grav, Kong Volmers Datter! Engang vel hun hæver sig op deraf Og fødes atter. Hil være hun i fit Marmorsfrud, Den blege Frue! Engang vel hun ganger i Livet ud Med Rosenslue. Hil være hun i sit tause Bur, Den store Qvinde! Gjenfødelsens mægtige Seierslur Er hendes Minde. Carl Ploug. 11 ‚Ærens Tornevei." er er et gammelt Eventyr: ,,rens Tornevei for en Stytte, navnlig Bryde, som vel kom til stor re og Vær dighed, men ikke uden efter lang og megen Viderværdighed og Livets Farlighed;" Mangen Een af os har vist som Barn hørt det, maaskee som Eldre læst det og tænkt paa sin egen ubemærkede Tornevei og „megen Viderværdighed." Eventyret og Vir keligheden ligge hinanden saa nær, men Eventyret har sin harmoniske Opløsning her paa Jorden, Virkeligheden stiller den oftest ud over Jorblivet ind i Tid og Evighed. Verdenshistorien er en Laterna magica, der viser os i Lysbilleder paa Samtids sorte Grund hvorlunde Menneskehedens Velgjørere, Suillets Martyrer, vandre Wrens Tornevei. Fra alle Tider, fra alle Lande fremtone disse Glandsbilleder, hver et Moment fun, dog et heelt Liv, en Levetid med dens Kamp og Seier; lad os betragte, hid og did, Enkelte i Martyr-Staren, den, der ikke sluttes, før Jorden veirer hen. Vi see et opfyldt Amphitheater, Aristophanes's Stver sende Strømme af Spot og Munterhed til Brimlen; fra Scenen latterliggjøres i Aand og Legeme Athens mærkeligste Mand, der var Folket et Skjold mod de tredive Tyranner: Sokrates, han, der i Slagets Tummel frelste Alcibiades og Xenophon, han, hvis Aand svang sig over Oldtids Guder, selv er han her tilstæbe; han har reist sig fra Tilskuerbænken og stillet sig frem, at de leende Atheniensere kunne see, om han og Brængbilledet af ham paa Scenen ret ligne; der staaer han opreist for dem, løftet bøit over dem Alle. Du saftige, grønne, giftige Starntyde og ikke Olietræet være her Athens Mørke. Syv Stæber strebes om at være Homers da han var død! see ham i hans Levetid! disse Stæder, fremsigende sine Vers for at leve; Fødestab, det vil sige, der gaaer han igjennem Tanken om den Dag 3 imorgen graaner hans Haar! han, den mægtigfte Seer, er blind og eensom; den hvasse Torn river Digtertongens Raabe i Bjalter! - Hans Sange leve endnu og ved dem alene leve Oldtids Guder og Helte. Billed paa Billed bølger frem fra Morgenland og Aftenland, saa fjernt fra hinanden ved Sted og Tid og bog samme Stykke Erens Tornevei, hvor Tibslen først sætter Blomst, naar Graven stal pyntes: Under Palmerne komme Cameler rigtladte med Indigo og andre foftelige Statte; de sendes fra Landets Hersker til ham, hvis Sange er Folkets Glæde, Landets Hæder; han, hvem Misundelse og Løgn jog i Landflygtighed, han er fundet Karavanen nærmer sig den lille By, hvor han fandt Fristed: et fattigt Liig bringes ud af Porten, det standser Karavanen. Den Døde er just ham, de søge: Firdusi 2Erens Tornevei! endt er Africaneren med de plumpe Træf, be tyffe Læber, det sorte Uldhaar, sidder paa Paladsets Marmortrappe i Portugals Hovedstad og tigger det er Camoens's trofaste Slaver, uden ham og de Kobberstillinger, der tastes til ham, maatte hans Herre: „Lusiadens San ger" sulte ihjel. Nu staaer et fostbart Monument paa Camoens's Grav. Atter et Billed! Der viser sig bag Jernstængerne en Mand, dødbleg, med langt filtret Stjæg: jeg har gjort en Opfindelse, den største i Aarhundrede !" raaber han, og man har i meer end tyve Aar holdt mig indespærret her!" „Svo er han?" En Banvittig!" figer Gale-Vogteren: Hvad kan dog ikke et Menneste falde paa! han troer, at man kan be væge sig fremad ved Damp!" Salomon de Caus, Dampkraftens Opdager, der med Anelsens uklare Ord ikke blev forstaaet af en Richelieu og døer indespærret i Daarekisten. Her staaer Colombus! hvem engang Gadedrengene forfulgte og spottede, fordi han vilde opdage en ny Verden han har opdaget den: Jubelens Kloffer flinge ved hans Seiers-Hjemkomst, men Misundelsens Klokker lyde snart høiere; Verdens Opdageren, han, som løftede det amerikanske Guld-Land op over Havet og gav det til sin Konge lønnes med Jernlænker, dem han ønsker lagt i sin Liigkiste, de vidne om Ver den, og om Samtidens Vurderen. Billed trænger paa Billed, riig er Ærens Tornevei: I Mulm og Mørke sidder her, hau, som udmaalte Maanebjergenes Høide, han, som trængte ud i Rummet til Blaneter og Stjerner, han den Mægtige, der hørte og saae Aanden i Naturen, fornam, at Jorden dreiebe sig under ham: Gallilei. Blind og døv sidder han i Alderdommens Aar, spiddet paa Lidelsens Tjørn i Fornægtelsens Oval, neppe fraftig til at løfte sin Fod, den, hvormed han engang i Sjæle-Smerte, da Sandhedens Ord slettedes ud, stampede mod Jorden og udbrød: ,,den bevæger sig dog!" Her staaer en Ovinde med Barnefind, Begeistring og Tro Banneret bærer hun foran den tjæmpende Hær, og hun bringer fit Fædreland Seier og Frelse. Jubelen lyder og Baalet tændes: Jeanne d'Arc, Heren brændes. Ja, det kommende Aarhundrede spytter paa den hvide Lillie: Voltaire, Videts Satyr synger om La pucelle." Paa Viborgthing brænder den danske Adel Kongens Love - de lyse i Flamme, belyse Tid og Lovgiver, fafte et Glorie-Stjær ind i det mørke Fangetaarn, hvor han sidder graahaaret, trumbeiet, slidende med Fingren Fure i Steenbordet, han, engang Herſfer over tre Konge riger, den folkelige Drot, Borger og Bondes Ven: Christian den Anden. Han med det baarde Sind i den haarde Tid. Fiender skrev bans Historie. Syv og tyve Aars Fængsel ville vi huske paa, idet vi mindes bans Blod-Skyld. yo ng tyve Mars fængſel ville vi huſte Der seiler et Stib fra Danmark, der staaer en Mand ved høien Mast, han seer mod Hveen for sidste Gang: Tycho Brahe, der løftede Danmarks Navn til Stjernerne, og lønnedes derfor med Krænkelse og Fortræd han drager til et fremmed 'Land: Himlen er allevegne, hvad behøver jeg mere!" er hans Ord; der seiler han bort, vor berømtefte Mand, i fremmed Land hædret og fri! „Af fri! om kun selv for dette Legems ulidelige Smerter!" suffer det gjennem Tiden til os. Hvilket Billed! Griffenfeldt, en dansk Prometheus lænket til Munkholms Klippe-. Vi ere i Amerika ved en af de store Flober, en Menneskemasse har samlet sig, et Stib skal kunne seile mod Vind og Veir, være en Magt mod Elementerne: Robert Fulton hedder han, der troer at kunne bet. Stibet begynder sin Fart; pludseligt staaer det stille Hoben leer, fløiter og piber, hans egen Fader piber med: Hovmob! Galskab! Lon som forstylbt! under Laas og Lukke skal det gale Hoved!" - Da brydes et lille Søm, som standsede et Zieblik Mastinen, Hjulene dreie, Skovlerne støde Bandets Modstand bort, Stibet seiler ! Dampens Væverspole forvandler Timer til Minuter mellem Verdens Lande! 13* mol Mennesteslægt begriber Du Saligheden i et saadant Bevidsthedens Minut, denne Aandens Forstaaen af sin Mission, Zieblikket, hvori al Sønderrivelse fra Erens Tornevei selv den ved egen Styldopløser sig i Lægedom, Sundhed, Kraft og Klarhed, Disharmonien bliver Harmoni, Mennestene see Aabenbarelsen af Guds Naade viist den Enkelte og af ham bragt dem Alle! 9Erens Tornevei viser sig da som en Glorie om Jorden; lyfsaligt at vorbe faaret til Vandrer her og uden Fortjeneste at stilles mellem Bygmesteren af Broen mellem Menneskeslægten og Gud. Baa mægtige Vinger svæver Historiens Aand gjennem Tiderne og viser til Mod og Fortrestning, til tankevækkende Wildhed i lysende Billeder paa natsort Grund Erens Tornevei, der ifte som i Eventyret flutter i Glands og Glæde her paa Jorden, men peger ud over den ind i Tid og Evighed! H. G. Andersen. Mythen om Afken Ygdrasil. et er først i nærværende Aarhundrede, at de Nordiske Myther have tiltruffet sig nogen almindelig Opmærksomhed. Tidligere udgjorde de en skjult Skat under Navn af Eddalæren, som fun nogle enkelte Lærde vidste nogen Bested om, men hvis Værdi de dog ikke ret fjendte, og som de altsaa heller ikke forstode at gjøre frugtbringende for deres Landsmænd. Havde Ewalds Liv ikke været saa ulyffeligt her i Verden, som det var, og hans Stilling saa fortrykt, saa havde maaste den Anelse, hans dybe Sind havde om de Nordiske Mythers sande og store Betydning, udviklet sig til et flarere Syn for hans høje og tænkende Aand. Men de famlende Forsøg, han i sine Tragedier gjorde paa at finde og anflaa disse Akkorder, bleve uden fjendelig Virkning paa hans Samtid. Først da Dehlenschlæger, hvem Stjæbnen stjenkede en lyffeligere Lob her paa Jorden, i Aaret 1803 begyndte fit store Kald som Fortynder af den Nordiske Aands Gjenkomst iblant os, blev Opmærksomheden paa vore gamle Myther valt rundt omkring i de Nordiske Lande. Man lyttede: hans Sange vare vistnok nye og uvante; men det forekom dog Mange, som om det var en Slægtnings Røst fra de aller ældste Tider, der lød igjennem dem og bragte Tanker og Følelser, som hidtil havde ligget gjemte paa Sjælens Bund ukjendte for dem selv, til at røre og rejse sig. Man fit en Anelse om, en Tro paa, ja ligesom et Bevis for, at en stor og mægtig Aand havde i ældgamle Tiber besjælet og behersket vore Fædre, og at denne Aand nu var staaet op efter mange Aarhundreders Slummer, at den vilde vise sig i sin gamle Herlighed for Nordens nulevende Slægter og lade sig paa ny kaare til Nordens Konge og Herster. Har denne Kaaring end ifte fundet Sted endnu, saa er dog Meget steet, som varsler derom og hjælper dertil. Oehlenschlæger var Digter, ikke nogen lærd Bidenskabsmand, og det var netop hans digteriske Behandling af Mytherne, der vatte Op mærksomheden paa dem og Anelsen om deres Værdi. Men næsten sam tidig med Oehlenschlæger fremstod en anden mægtig Forkynder af Norden Aand; det var Grundtvig. Han var ikke Digter i jamme Forstand og paa samme Maade som Dehlenschlæger. Tvertimod han var en boglærd Tanker. Dog var hele hans Natur digterist, og derfor betragtede og mynstrede han alle de Levninger af Myther og Oldtidssagn, som ved Videnskabens Fremskridt bleve bragte frem for Dagens Lys, med Digterens Die. Han faae, at det var Nordens jande og ægte Aand, der aabenbarede sig og talte til os gjennem de gamle Myther, og alt eftersom det blev klart for ham, hvorledes Mytherne maa være blevne til, og hvad deres Judbold og Betydning egentlig er, begyndte han og vedblev han i sit lange Skribent og Taler Liv og vedbliver endnu at oplyse sin Samtid herom. Foruden Grundtvig have mange andre Samtidige forsøgt deres Kræfter paa at fremstille og forklare de Nordiske Myther, snart enfeltvis snart samlede i System, snart med snart uden grundigt Kjendskab til Oldnordens Sprog og Litteratur. Alle have de vistnok virket til at vække eller vedligeholde Sandsen og Interessen for vore Myther, og saaledes bidraget mere eller mindre til at skaffe Nordens Aand og gamle Herster Tilbængere blant Nutidens Sønner. Især skylde vi Finn Magnussens og N. M. Petersens lærde Granskninger og møjsommelige Undersøgelser mange Oplysninger, selv om vi, som Tilfældet er med nærværende Forfatter, ikke fan tiltræde deres Fortolkningsmaade. Jeg tilstaar, at jeg ganske deler Grundtvigs Anskuelse af Nordens Aand og af Nordens Myther, og at jeg aldrig har kunnet tilegne mig nogen anden. Hans Fremstilling og Forklaring af dem, hvilken man ofte har fundet uforstaaelig og urimelig, har altid forekommet mig at være den naturligste og forstaaeligste. Her kan imidlertid ikke være Lejlighed til at give en Fremstilling af de forskjellige mythologiske Systemer, d. v. s. af de mere eller mindre indbyrdes modstridende eller dog afvigende Fore stillinger, som de Lærde have om Myther i Almindelighed, disse være sig nu græske eller nordiske, om deres Oprindelse, deres Forklaring og deraf følgende Betydning, eller til at forsøge en Kritik over de forsfjellige Mythologers Held og Værd. Men nogle faa Bemærkninger ere vi dog nødte til at forudstikke, førend vi gaa til vort egentlige Emne, som er Fremstillingen og Forklaringen af Mythen om Asken Agorafil. ling Naar Talen er om en Mythologi eller Gudelære (thi disse Benævnelser bruges gjerne som ensbetydende), saa venter man i Alminde ligbed at finde en Opregning af endel Guders og Gudinders Navne og Bestillinger, tilligemed en Fremstilling om, hvorledes Verden og Menneskene troes at være blevne til, hvad Magt over og Indflydelse paa Verd. 3 Gang og Menneskenes Stjæbne hver enkelt af Guderne og Gudinderne har, hvorledes disse leve indbyrdes med hverandre, og endelig hvorledes det for= holder sig med et Liv efter dette. Fremdeles antager man sædvanlig, at disse Guder vel fun i Grunden ere Fostre af de ældste Vismænds Speculationer, men at de hedenste Folk dog ligefuldt troede paa deres virkelige Tilværelse og dyrkede dem med fuld Tillid som mægtige væs ner, hvis Venskab de kunde erhverve eller Fjendskab de kunde paadrage sig. Med saadanne Forestillinger gaar man sædvanlig til at aabne en græft eller nordisk Mythologi". Med Ordet „Mythe" er man derimod mindre fortrolig: som oftest tænker man sig derved Noget som ikke er en virkelig bistorisk Begivenhed, ej heller nogen filosofist eller aabenbaret Sandhed, altsaa Noget, som ikke maa forstaaes i bogstavelig Forstand, men som dog indeholder en Art historisk eller naturhistorist Sandhed eller Tro. Jeg omtaler her disse almindelig udbredte Forestillinger blot for at bede Læseren ikke hænge fast ved dem som ved afgjorte Sandbeder, om hvis Rigtighed man ej tør eller fan tvivle. Det ere de nemlig slet ikke; de ere ikke andet end lærde Hypotheser, mod hvilke der med fuld Net kan stilles andre Hypotheser. Det eneste Virkelige, altsaa det Eneste, vi ere nødte til at anerkjende, men paa den anden Side ogsaa det Eneste, vi have at bygge paa, er de fragmentariste Stykker af gamle Myther og Sagn, som vi endnu besidde opbevarede paa Tryk eller i Haandskrift. Men naar eller hvor eller af hvem ethvert af disse Stykker eller det Hele, hvoraf det kun er en overbleven Levning, er digtet eller forfattet, og bvorledes det maa forklares og forstaas, derom finde vi ingensteds nogen Underretning. Egen Skjønsomhed og Skarpsindighed maa bestemme vor Mening herom. memil Vi gaa ud fra en Sætning, bvis] Sandhed vi anse for at være indlysende ved sig selv og stadfæstet af Erfaringen, men som vi dog ikke tør forudsætte tilfulde at være anerkjendt af alle vore Læsere: det er, at ligesom vi finde hos det enkelte Menneste, at der gaar en eller anden bestemt Karakter igjennem hele hans Liv, at han er besjælet og behersket af en vis Aand, der gjør sig gjældende i al hans Digten og Tragten, saaledes er netop det samme og i lige Grad Tilfældet med et helt Folk. Vi see dette vistnok ikke altid tydeligt; men det gaar os ikke ander lebes med det enkelte Menneste. De fleste, baade enkelte Menneskers og hele Folkeslags Liv indeholder saa libet Mærkeligt eller Interessant, at det ej af sig selv kan væffe eller fængsle vor Opmærksomhed. Men hvis vi kunne og ville anstille den fornødne Jagttagelse, saa vil Sandheden af ovenanførte Sætning ifte undlade at vise sig. Vi antage dernæst: at det ikke er noget tilfældigt, at blant alle de os tilfulde bekjendte Folkeslag (vi sige dette med særskilt Hensyn til Hinduerne) alene Grækerne og Nordboerne have deres Myther eller Gudesagn; men at Aarsagen dertil er, at disse to Folkeslag have været de mest aandelig begavede Folt iblandt Hedningerne, hvilket ogsaa deres Historie, d. c. deres Bærker og Bedrifter, paa mange Maader bevidner. At eet Folkefærd af Naturen er meget mere begavet end et andet, staar ligesaa lidt til at nægte og er ligesaa lidt til at forundre sig over, som at det ene Menneste af Naturen har faaet ypperlige Evner, medens bet andet har faaet dem meget ringe, og at dette er Tilfældet, derom overbevises vi tilstrækkelig ved den daglige Erfaring. At endelig den af Naturen rigt Begavede har ganske anderledes. Barndomsdrømme, d. e. lever i sine Barndomslege og Barndomssysler i en ganske anden Tanke og Aandeverden, og har i sine Ynglingsaar ganske andre Forestillinger og Forsætter om hvad han kan og vil udføre i sine Manddomsaar, end Den, hvem Naturen kun ringe udstyrede i aandelig Henseende, dette er en Sandhed, som upaatvivlelig ligesaa lidt lader sig nægte som den foregaaende. Men den vil ikke ligesaa alminde ligt eller ligesaa let blive indseet eller indrømmet, fordi det kun er de Færreste, nemlig de mere Begavede, der have oplevet og erfaret den. Disse trende Sætninger tillader imidlertid Pladsen os desværre ikke nøjere at udvikle og bevise; men vi ere nødte til her at forudsætte bem som anerkjendte Grundsandheder, da vi derpaa bygge vor Fore stilling om Mythernes Oprindelse og Betydning. Disse ere nemlig efter vor Mening et rigt begavet Folks Barndomsdrømme og Ynglingsfore stillinger om det Liv, der ligger for dem. De saakaldte Guder, f. Ex. Odin, Balder, Thor, Tyr, Heimdal, Frigga, Freja &c. ere ikke selvstændige Personer, forskjellige fra Menneskene og levende i en anden Verden og til et andet Maal end disse, men det er de højeste og stolteste Billeder, som have foresvævet de mest Begavede iblant Nordens Folk, medens dette var i sin Barndoms- og Ynglingsalder, om hvad de vilde være for Mænd og Kvinder, naar de bleve fuldvoksne og kom rigtig til Kræfter, og hvorledes de vilde optage og bekæmpe de Hindringer og den Modstand, der rimeligvis vilde møde dem i Livet. Guberne vare altsaa deres Menneske-Idealer, dem de ønskede og haabede at kunne ligne og realisere, saafremt Lykken (Nornerne) vilde staa dem bi. Saadanne Billeder eller Syner af det Liv, der forestod dem og det Folk, de hørte til, viste sig naturligvis fun for de mest Begavede i deres Begejstring, og disse fremstillede og udtalte dem da saa godt, de formaaede, for den lyttende Hob, paa deres Vikingetog eller ved deres Thingsteder eller i deres Gilder, eller hvorsomhelst de vare forsamlede, og Aanden kom over dem. Jo mere et saadant Billede fandt Anklang og Bifald, fordi det syntes træffende at fremstille hvad der uklart og ubestemt oftere havde svævet for Manges Tanker, desto dybere Indtryf maatte det gjøre paa Tilhørerne, desto troere gjemtes det i disses Erindring og desto byppigere toges det frem igjen af denne ved lignende eller andre Lejligheder. Dette var Mythernes og den Nordiske Aands bedste Tib. Men Ynglingsalderen for Nordens Folt hørte op, som den hører op for enhver af os enkelte Mennester. Livet i og med Guderne blev svagere og svagere, fordi de mindre og mindre følte sig i Stand til selv at blive disse Guder. Da bleve Guderne, om hvem der altid endnu af og til hørtes Tale og Sagn, efterhaanden i deres Forestillinger forvandlede til andre Væsener, højere og mægtigere end de selv, Væsener, der levede fjernt fra Menneskene, men dog med Magt og Indflydelse paa disses Ve og Vel. Dette var allerede Mythernes forfaldne Tid, og i denne fremkom det, vi egentlig maa kalde Afgudsdyrkelse, hvilken bestandig blev mere og mere aandløs og materiel, indtil den, forkastet og foragtet af alle de klogere, afløstes af Kristendommen. Med disse faa og kortfattede Antydninger, der vistnok, hvis Pladsen tillod det, burde havt en fuldstændigere Udvikling, maa vi her lade det bero. Vi gaa nu over til vort egentlige Emne, nemlig at fremstille og forklare den særskilte Mythe om Asken Ygdrasil, som en prøve paa vor eller, rettere sagt, den Grundtvigste Fortolkningsmaade. Vi ville samle under Eet, hvad de forskjellige Mythefragmenter berette. Judholdet deraf er følgende: Aften gdrasil er et stort og mægtigt gammelt Træ, hvis Grene udbrede sig over hele Verden. Det har tre Nødder, som ligge vidt fra hverandre: under den ene bo Aserne, under den anden Rimthurserne, under den tredie er Niffelbejm, hvor Dronning Hel regjerer. Hver af disse Rødder har sit særegne Band. Ved den første Nod findes Urds hellige kilde, hvis Væld er saa klart og rent, at Alt, hvad som kommer deri, bliver hvidt som en Eggebinde. Ved denne Kilde komme Ajerne eller Guderne hver Dag sammen og holde Thing. Under Rimthursernes Rob er Mimers Brønd, hvori Visdom er skjult. Veb Niffelhejm, under den tredie Rod, flyder Hvergelmer med fine forte og tunge Bølger, medens Dragen Nidbøg tilligemed en utallig Mængde giftige Orme (Slanger), som leve i Hvergelmer, af al Magt gnave paa Noben. I Træet selv er Liv og Bevægelse. I dets Top see vi en mægtig Ørn med megen Vidskab, imellem hvis Dine sidder en Høg, Vejrfølner eller Vejrløfner faldet. Men paa Træets mangfoldige Grene gaa fire Hjorte omkring og søge ivrigen efter friste Knopper, fremskydende Blade og unge Grene, for at afæde dem eller gnave paa dem. Hjortene hedde Daain, Dvalin, Dunnær og Dyrathror. Foruden disse bemærke vi et Egern, Ratatost, som idelig farer op og neb ad Træet og synes at have meget travlt med at bringe Budskab imellem Ørnen og Dragen. Det kunde synes utroligt, at denne gamle Ast, der ikke alene ved den blotte Virkning af Alderen maa hentørres og trøste, men som uophørlig, formedelst Hjortene og Dragen, miste saa mange af sine friske Stud og berøves mere og mere af sine nærende Safter, alligevel kan staa der frist og grøn. Dette vilde heller ikke være muligt, Træet vilde for længe siden være bortraadnet eller omstyrtet, hvis ikke Alfader (forskjellig fra Odin) var kommet det til Hjælp paa anden Maade. I Nærheden af Urds Kilde ved Asernes Nod, hvorom vi ovenfor hørte, findes nemlig en Sal, hvori tre Jomfruer bo, hvilke, saalænge det Timelige varer, styre Verdens Gang og fordele dens vekslende Bilkaar. Disse Jomfruer ere de sædvanligen faakaldte Stjæbnegudinder eller Norner: Urd, Berdan og Skuld. Og de øse jevnlig af Kildens hellige Band og gyde det over Aftens Grene, for at forhindre den fra at visne eller udds. Saaledes lyder Sagnet om Asten drafil. Men hvad betyder nu dette Billede? Thi at det ikke indeholder en Fortælling om et virkeligt eller naturligt Træ, der engang har staaet blomstrende et eller andet Sted i Verden, seer Enhver straks. Hvad har Digteren da tænkt paa, hvad har han villet antyde, i det han med ovenanførte Træk søgte at skildre det Billede, der viste sig for hans indre Syn og opfyldte hans Sind? Dette ville vi see at udfinde ved at søge saa simpel og naturlig en Forklaring af hvert Træk i Billedet, som det er os muligt. Spørge vi først: hvad kan der vel i Almindelighed menes med Billedet af et stort Træ, saa er upaatvivlelig den første Tanke, som falder os ind, den om et Stamtræ. Udtryffet,,Stamtræ" høres nu ikke mere saa hyppigt som før; det synes at ville blive fortrængt af Orbet „Stamtavle". Man bruger ogsaa nu for Tiden Lifter og Linier for at ordne og sammenstille alle de Personers Navne, som i forskjellige Leb og i nærmere eller fjernere Grad høre til en og samme Slægt. Men i ældre Tiber benyttedes Tegningen af et Træ, hvor Stammen, Grene, Kviste og Blade med Navne paa skulde antyde, i hvilken Grad Medlemmerne af Slægten nedstammede fra eller vare fnyttede til hverandre. Det store Træ, hvis Krone strækker sig ud over al Verden, skal altsaa upaatvivleligen være et Billede paa hele Menneskeslægten tænkt som en eneste stor Familie, hvoraf følger, at det enkelte Mennestes Liv ifte fan være noget Enestaaende, afrevet fra og uafhængigt af alle de Andres, mengat tvertimod Ingen har sig selv at takke for sin Tilværelse, men skylder denne til Andre, at den Enes Liv og Stjæbne staar mere eller mindre i Forbindelse med de Andres, og at navnlig hver Enfelt ikke kan undgaa at dele og føle Virkningen af de Forandringer, der i Tidernes Løb foregaa i hele Menneskeslægtens Tilstand og Bilkaar, det være sig til det Gode eller Onde, det tjene til dens 2Ere eller Stam. I en af Nordens allerældste Myther finde vi saaledes den ligesaa dybe som skjønne og menneskefjærlige Tanke, at Menneskene oprindeligen fun udgjøre een Familie, hvis Medlemmer skulle betragte og behandle hverandre som Forældre og Børn, Brødre og Søstre, i al Fald som Slægtninge, der bør arbejde med hverandre til fælles Bedste, fordi Stabeven nu engang har indrettet bet saa, at de ej kunne undgaa paa mange Maader at være afhængige af hverandre, saa at vort Vel og Ve tildels beroer paa Andres, ligesom deres igjen paa vort. Men den gamle Digter, for hvis Aand denne dybe og dejlige Sandhed havde aabenbaret sig, saaé tillige, at Menneskene her i Verden ikke levede og virkede med hverandre til fælles Bedste, saaledes som Staberens (Alfaders) Bestemmelse oprindelig havde været, men at der wvertimod herskede Tvedragt og Strib rundtomkring: hvad En vilde befordre, vilde en Anden forhindre; hvad En havde erhvervet, vilde en Anden berøve bam. Han saae, at om end Wanges Villie og Maal var rettet til det Gode, Edle, Varige og Evige, saa var der ogsaa en stor Mængde, hvis Digten og Tragten gik ud netop paa det Modsatte, paa hvad der var ondt, uæbelt, timeligt og forgængeligt, og at der imellem disse to Partier bestandig førtes en Kamp paa Liv og Død, medens den største del af Menneskene, matte, dorske og modløse, søgte at holde sig udenfor Kampens Besværligheder og Farer. Dette Forhold søgte Digteren at forklare og betegne ved at give det Træ, som forestillede Mennesteslægten, en tredobbelt Rod, hvorfra meget forskjellige Safter trængte op i Træet. Den ene Rod stratte sig, som vi erindre, over Urds Kilde og Asernes Forsamlingssted; fra den kom altsaa de ædle og styrkende Safter. Den anden Nod gik til Rimthursernes Hjem og kunde saaledes kun fyldes med slette, om end stærke og bidsende, Safter. Den tredie laa over Niffelhejm, Hels Nige; derfra maatte den indsuge tunge og usunde Safter, der snarere bragte Forraadnelse og Død end Friskhed og Liv. Og vi nødes vel til at give den gamle Digter Net i, at naar vi see ud over Verdens Gang og over Menneskenes Liv og Gjerninger, da opdage vi tre forskjellige Arter, hvortil vi kunne henføre dem alle. Nogle arbejde for et ædelt og evigt Maal, tænke ikke paa sig selv og deres egen timelige Vinding, kun paa hvad der kan tjene til Menneskehedens fælles Bedste og styrke og fremme alt Det, som vedbliver at gjælde og bestaa ud over det Timeliges Grændser. Andre have fun Die og Tanke for sig selv, bave intet Hjerte for Andres Vel og Ve, betragte sig selv som de Eneste, der have nogen Vigtighed, alle Andre kun som væsner, de stal drage al den Nytte og Fordel af, de kan. Da de ikke kjende til Glæden og Nydelsen af at føle det fulde, varme og kjærlige Hjertes Bevægelser, tragte de efter den snart mættede Nybelse af ydre Goder og søge at omgive sig med Stin og Glands, for at bilde sig selv og Andre ind, at de ere i Besiddelse af Evne og Lejlighed til at tage af Livets Herlighed saa ofte og saa meget de lyster. Disse to Arter af Menneskene, de Mennesketjærlige og de Egenfjærlige, hvis Mønstre og Mestre vi see i Aserne og Jetterne eller Rimthurserne (disse Lysets og Mørkets, Virkelighedens og Stinnets, Sandhedens og Løgnens Repræsentanter) som maa hade og forfølge hinanden af al Magt ber i Verden, fordi de gjensidig standse og forbindre binandens Bestræbelser og Fremgang, ligge i en uforsonlig og bestandig Krig, som først ender med den sidste store og afgjørende Ragnarokstamp, hvori de Alle falde og bele den timelige Berden forgaar, for at de Gode og ble, fun de, atter fan opstaa, samles med Alfader i Gimle og der føre et fredeligt og lykkeligt Liv i uforstyrret Uffyldighed. Men foruden disse to Arter af Mennesker, de egentlige Modsæt ninger og Modstandere af hverandre og som derfor maa betragtes som Ajernes og Jetternes ægte Børn og trofaste Stridsmænd, findes endnu den store Masse af Sløve og Dorste, som mangle den Styrke i Drif ten, der skulde bringe dem til afgjort at slaa fig enten paa Asernes eller Jetternes Side, som affty Kamp, fordi de elske Magelighed, som af holde sig fra alt det Arbejde og al den Ulejlighed, de kunne undgaa, og fun tage Del i den Virksomhed, hvori de stødes og stubbes ind af de ivrige og travle Asa og Jettesønner, hvilke trænge frem mod deres Maal og ej ville lade sig standse af Hels mange Frænder, der kun staa dem i Vejen. Hele deres Liv er halv Drøm, halv Søvn, uden Kraft og uden Klarhed, og de befordre, uden egentlig at ville eller vide det, snart det Gode og snart bet Onde. Og som de have levet, saaledes de de, ikke i Livets Kamp, men paa Løjbænken, hvor de saa gjerne hvilede. Fra denne Jord føres de til Forglemmelsens Hjem, Hels Rige, og iblant de Levende tænker Ingen mere paa dem eller taler om dem, thi i Livet udførte de Intet, som kunde vedligeholde Mindet om dem. Bi tomme nu til Dyrene i Træet. Ørnen anvendes sædvanlig som et Billede paa højtflyvende Tanker og vidtstrafte Planer. Som saadan ville vi ogsaa lade den gjælde her. Den forestiller Menneske aanden i dens stolte Tankeflugt, naar den, hævende sig over det lave Hverdagsliv med dets Smaaligheder, Indskrænkninger og Hindringer, fæffer fit je paa Menneskehedens højeste og vigtigste Anliggender og udkaster Planer til store og mægtige Bedrifter. Men stal Menneskeaandens høje Tanker blive til virkelige Bedrifter, der medføre gavnlige Følger for det Hele, og ikke blot til et tomt og ørkesløst Sværmeri, de saakaldte Luftfasteller, da behøver den tillige det praktiske Blik, det Klogskabsinstinkt, som seer, naar det rette Øjeblik er kommet, og opdager, hvor det mest passende Sted findes til at udføre de Planer (realisere de Ideer), den ruger over. Og det er formodenlig dette praktiske Blik, der betegnes ved Høgen, som fidder imellem Ørnens Øjne; thi denne Rovfugl for staaer godt at svæve, bestandig stirrende, over fit ublaarne Bytte, til den med Sifferbed kan slaa ned og gribe det med fine skarpe Kløer. Ogsaa kan Navnet Vejrfølner eller Vejrløfner (der føler hvordan Vejret, Vinden er, eller der løber med Vinden) godt betyde noget Saabant. De fire Hjorte, som gaa omkring paa Træets Grene og afgnave de fremskydende Knopper og Blade, skulle upaatvivlelig betegne de menneskelige Lidenskaber, som fortære og forstyrre saa mange af de ellers gode og sunde Kræfter, der bestandig paa ny fremspire i Mennesket. Tallet Fire viser, at den gamle Skjald har tænkt paa fire bestemte Hovedlidenskaber, og de vedføjede Navne skulle naturligvis angive, af hvilken Art hver især er. Vi ville gjerne med Grundtvig antage, at de Lidenskaber, som graadigen fortære Menneskenes Livskræfter, maa, efter Navnenes halv fjendelige og halv anede Etymologi, være Griskhed paa Gods og Gammen, Magt og Ere. Vi ville ogsaa indrømme, at, naar Talen er om virkelig vilde og fortærende Lidenskaber, findes der i Grun ben ikke flere end disse fire, samt at disse passede paa vore Forfædres Liv, saaledes som vi kjende dem over hele Norden. Men vi kunne dog ikke skjønne rettere end at, i det mindste hvad os Danske nu for Tiden angaar, hverken Ergjerrighed eller Herskesyge hører til vore nationale Lyder, dersom man ikke vil beære en jammerlig, om end heftig og ihærdig, Forfængelighed med Ergjerrighedens langtfra ſmukke eller hæderlige, men dog heller ikke foragtelige Navn, og dersom man ikke istedenfor Herstesygen, der hos os synes at ville de ud, vil sætte Misundelsen, der groer saa frodigt paa dennes Grav. Man vil maaske sige, at Misundelse jo ikke ligner Herffesyge, er snarere det Modsatte. Men heri fejler man uden Tvivl. I sin kraftfulde Tid kan et frihedselskende Folk (som vi Danske og overhovedet alle vi Nordboer ere af Naturen i bej Grad) godt frembringe mangen herstesyg Mand. Men naar bette Folk igjennem mange Generationer bar ført et mat og kraftesløft Liv, faa opkommer af sig selv, hvad vi ovenfor kaldte Misundelsen. Vi mene ikke hermed den halv berettigede, i det mindste ganske naturlige og undstoldelige, Misundelse, naar Nogen nemlig ønsker selv at indtage den Plads, en Anden har faaet, men naar man, nagtet man hverken ønsker eller troer sig bulig til den Andens Plads, alligevel er fortrædelig og fortrydelig paa ham, ene og alene fordi han derved er kommet over os eller foran os. Denne Art Misundelse er en Lighedssyge, der gaar over til Nivelleringslyst, fordi man bilder sig ind at være fri og selvstændig, naar man fun ingen Overmand bar, skjønt man kan være begge Dele i højeste Grad, hvor mange Overmænd man end har, og skjønt vi hverken blive friere eller selvstændigere, fordi ingen Anden staar højere end vi. Jeg beder om Læserens Tilgivelse, hvis han skulde finde, at her er sagt noget Nærgaaende eller Ubehageligt om bans og mine Landsmænd, hvortil neppe Nogen føler mindre Opfordring eller Lyst end jeg. Men jeg funde ifte undgaa at omtale den hos os temmelig almindelige Forfængelighed og Misundelse, naar jeg ſfulde vise, at Mythen, hvad den nødvendig maa, hvis dens rette Betydning er funden, passer baade paa bele Menneskeslægtens og særlig paa den nordiske Folfenatur, ej alene i dennes friske og fraftige, men ogsaa i dens matte og sfrøbelige Tilstand. Jeg er desuden fast overbevist om, at vort Folt, alt eftersom det faaer mere Smag paa at være sig selv, med hvert Aar vil vinde i Kraft og Selvstændighed, og at derved Meget af det Smaalige og Engstelige, som hænger ved os, af sig selv vil tabe sig. Om Betydningen af Egernet Ratatost eller Ratakost, der har saa travlt med at bære Budskab imellem Ørnen og Dragen Nidhøg, imellem Menneskeaanden og dens Grundfjende, kunne vi ikke let tvivle, især da Navnet efter sin nordiske Etymologi, tyder paa en Frister. Thi hoo har ikke selv følt, at hvor høj og ægte hans Begejstring end var, havde han dog hvert Øjeblik i Livet en Kamp at bestaa med den onde Frister, der, fte endog kommende til ham i venlig Stiftelse, mindede ham om det Urimelige, Utaknemmelige og Frugtesløse i at opoffre sig selv for Andre, i at hengive sig til bestandig Anstrængelse og Besværlighed og aldrig unde sig selv No eller Hvile. Der staar tilbage at tale om Urbs Kilde, med hvis hellige og spejlklare Band Ygdrasil bestænkes og derved holdes bestandig frisk og grøn. Denne Kilde synes os umulig at kunne være noget Andet end den hellige, rene Begejstring, den himmelske Aands og den uskyldige Kjærligheds Fofter, der som en oplivende og forfriskende Aand ndgyder sig over Menneskeslægten, hvergang noget Edelt og Stort aabenbarer sig i Verden. Thi ikke alene det enkelte Menneste, men ogsaa Folkene og bele Menneskeslægten har Tider, da Begejstringens Bæld aabnes og et stærkere og sundere Pulsslag fornæmmes overalt i det aandelige Livs Aarer. Det er naar Historiens store Mænd virke og ved deres Livsgjerning minde Verden om, at Aandens Liv er Menneskenes egentlige Liv, det eneste der er værdt at leve, og at det fun er ved at holde dette vaagent, snart i en snart i en anden af dets Yttringer, at Menneskeslægten kan vedligeholde sig sund og frisk. 10307 Det var altsaa den gamle Digters Tanke: at uagtet Menneske slægten bestandigen har at kæmpe med de Onde, som nophørlig gnave paa dens egentlige Livsrod, med alskens vilde Lidenskaber, som fortære saa mangen Spire til herlige kræfter, med selve Tiden og Alderen, som gjør stiv og tør, med den onde Frister, der vil forføre og besnakke nagtet den har alt Dette at kæmpe imod, staar den dog, om end iffe ung og frodig, om end ikke uden Ar og Skrammer, saa dog urokket, i Stand til stedse at forfriskes og styrkes paa ny. Det er dette Liv og denne Kamp, Mennesteslægten har at føre og bestaa, saalænge denne Verden og Timeligheden varer. Thi vi maa ikke glemme, at ifølge vore nordiske Myther er dette timelige Liv forgængeligt og ophører med Ragnarokskampen, hvor Alle falde; men at efter denne alle de Gode vaagne op igjen til et uforgængeligt Liv i Fred og uskyldig Glæde hos Alfader i Gimle. Jeg har bidtil søgt at vise, at Asken Ydrasil skulde være et Billede paa hele Mennesteslægtens timelige Liv. Men den kan ligesaa fuldt være og skal ligesaa fuldt være et Billede paa det enkelte Mennestes Liv. Thi bvad dette er i det Smaa, deraf er, som tidligere bemærket, hint fun en Gjentagelse i det Store og Vidtløftige, saa at Den, som vil skildre det ene, ej kan undgaa med det samme at skildre det andet. Enhver af os veed jo af egen Erfaring, at vi af Naturen have en tredobbelt Rod til det Liv, som rører og bevæger sig i os, med andre Ord, vi føle hos os selv baade Anlæget til Menneskekjærligheden, til Egennytten og til Dorffheben. Sædvanligen er vistnok den ene Rod tidlig bleven saa meget stærkere og kraftigere end nogen af de andre to, at disse kun have faaet ringe Indflydelse paa vort Træs Vækst og Ud= vikling; men uddød er dog ingen af de tre Rødder, nu og da for= næmme vi Smagen af deres Safter. Og som det gaar med de tre Rødder, saaledes gaar det ogsaa med de fire Hjorte, med Egernet, med Ørnen og med Urbsfilden. Mere eller mindre have vi Alle erfaret, hvorledes Lidenskaberne kan afgnave de friske Livsspirer, og hvorledes Frifteren søger at standse Aandens Flugt. Men, fjære Læser, Du kjender vistnok ogsaa Urdskilden af egen Erfaring. Naar Din Aand var bleven træt og sløv, og Dit Mod var sunket, hændte det sig da aldrig, at Synet af den bles Liv eller det mægtige Ord i en Talers Mund eller Kunstens træffende Billede eller en uforklarlig Stemme i Dit eget Hjerte, pludselig ramte Dig og ligesom forfristede og foryngede hele Dit Væsen, saa at Frygten og Matheden og Blindheden med Eet forsvandt, og Du følte, at Du havde baade Lyst og Kræfter til atter at optage den Byrde, Du allerede havde lagt fra Dig, eller fornye den Kamp, Du allerede havde opgivet? Har dette nogensinde hændt Dig, saa har Du fornummet Vældet af den Urbskilde, som ogsaa Du gjemmer i Din Sjæls Dyb. Chr. Flor. Gadesangeren. mens jeg griber i Strengene let Og synger med freidigt Bryst, Mit smukke Barn, du sidder forgrædt, Bliver bleg, naar jeg hæver min Røst. Imens jeg skildrer med henrykt Aand De Syner, min Ungdom faae, Du holder for Zinene sky din Haand, Som vilde du ei mig forstaae. Med Eet du standser Eitherens Klang, Og forstyrret du paa mig feer. Du siger, jeg gjør dig ondt med min Sang, Du beder: O, syng ikke ineer! Den bittre Sorg, du søger at flye Og fordølger dybt i dit Bryst, Den, flager du, falder min Sang paany Til Liv og giver den Røst. Du siger, jeg væffer Erindrings Gud, Som du haabebe, længst var død; Af dit Hjertes Affrog lokker jeg ud En stjult, en hemmelig Nød. Til mig du kom med Tillid og Tro, For at trøstes ved Eitherens Klang; Og nu har jeg grumt forstyrret din Ro Med en sød, forførerist Sang. -Mit Barn, jeg sidder ved alfar Bei Og synger saa godt jeg formaaer. Hvo der hører paa mig, det veed ikke jeg, Hvo der kommer og hvo der gaaer. Saa lidt som jeg sidder her for at sees, Saa lidet jeg agter paa, Hvo ber nærmer sig til den sluttede Krebs, Og hvorben mine Toner naae. See, Regn og Solffin, Uveir og Vind Med Himlens Belsignelser gaae. Men Regnen kan falde fordærvelig ind, Og Stormen et Fartøi slaae. Og Lynet, Styens rensende Magt, Kan antænde Kirkens Taarn; Og Solen selv, dens gavmilde Pragt Kan affvie Bondens Korn. Som Regn og Solskin, Uveir og Vind Og som de med Velsignelsens Kald, Gaaer Digterens Sang i Berden ind, Og ved ham den forherliges stal. Han deler den ud med gavmild Haand Og spørger ei om, til hvem. Saa Mange der samles med lyttende Aand, Han stifter sin Stat med dem. Som Regn og Solstin, Uveir og Vind Maa min Sang i Verden gaae ub; Og hvad min Genius giver mig ind, Det synger jeg, glad ved dens Bud. Men ikke jeg veed, og spørger ei om, Hvad min Sang i Verden formaaer; Om den lyder for En som en straffende Dom, Og en Anden Himmelen spaaer. Jeg sidder her ved den alfare Vei Og synger om Længsel og Savn; Jeg giver af Glæden et Contrafei, Og Sorgen jeg tager i Favn. Gjennem Himmel og Jord jeg styrer min Gang; Thi stort er Sangens Terrain. Men ikke jeg veed, om hos En min Sang Berører en smertelig Streng. Henrik Hertz. Sommerfuglen. (Et Billede.) It vaagnede til et nyt Liv. Taagen abspredte fig, og lueforgyldt steg Solen op over Horizonten, medens Dugperlerne glimrede paa Blade og Græsstraa. Solstraalerne brødes i Vanddraaberne; deilige Farver frembragte de, bet var ligesom Jorden var overfaaet med Diamanter. Blomsterne duftede, og Fuglene sang; Alt aandede No og Tilfredshed; det var ogsaa en Sommermorgen, saa yndig og smuk, som den kan findes i Norden. Oppe i et Træ sad en Puppe indspunden i et Blad. Den første Solstraale kyssede den, Skallen braft og ud fløi en Sommerfugl, faa stor og smuk med deilige, brogede Vinger. Den hævede sig i den blaa Luft, heit op imod Solen, der kastede fine Straaler paa dens Vinger; Farverne stinnede i Guldglands, medens Vinden bar den let henover Marken. Deilige Sommerfugl! Sjælens Sindbillede! Du har laant Dine Binger af udødelighedens hellige Gudinde. Kun Solstraalerne kunne lysse Dig; ved den mindste Berøring miste Vingerne deres Støv; den milde Vind omlufter Dig, medens Du flyver fra Blomst til Blomst og suger den duftende Kalf. Kun een eneste Dag er Dit Liv. Naar Duggen falder, falder ogsaa Støvet af Dine Vinger; Farverne forsvinde, og Dit Jordliv er endt. Kort er det, men lytsaligt og smukt. Du seer kun Solskin og Sommer og aner ikke, at der kommer en Tid, da Blomsterne visne, da der er Snee og Jis, hvor Du nu flyver hen over den duftende Eng; Du fjender ikke Vinteren, den kolbe, barske Vinter. Og Sommerfuglen fløi boit op i Luften over Mark og Eng ud paa det blaa Hav. Der hvilede den sig paa et Stib, der med svulmende Seil gled forbi Kysten. Paa Dækket myldrebe Matroferne; Musikken spillede, og i fædrelandste Toner lød deres Sang; Binden bar den ind imod Land og Effoet svarede; det var den sidste Hilsen fra Barndomshjemmet. Flaget vaiede fra Toppen af Masten og bølgede frem og tilbage i den blaa Luft. Sangen løb stedse kraftigere og i fulbere Toner steg den op imod Himlen. Det var om ære og Roes; om den dundrende Kamp paa det vilde Hav, og de Syngendes Bryst hævede sig; Ziet straalede af Haab og Mod; thi Barndomshjemmet fordunkledes af Tanken om Hæder og Berømmelse. tænkte Sommer- „Det er en ædel Tragten efter Ubødelighed" fuglen deres Liv er rigt; de have en Verden at leve for" og den fløi tilbage benimod Kysten. Der stod en Hytte. Væggen var fugtigt Leer; Taget var Tang, men inde i Hytten, hvor Alt var Fattigdom, der boede to lykkelige Mennesker. En lille Baad og et skrøbeligt Fiskernet var Alt, hvad de eiebe; men i deres Bryst var Kjærligbedens Rigdom; deres Tanker og Drømme tilhørte hinanden og Sommerfuglen fløi ind i Hytten og var et Vidne til deres Lykke. I en Trækasse paa et Par hjemmegjorte Gjænger laae der et lille Barn. Det sov, men det smilede i Drømme, og begge Forældrene betragtede det; de kunde ikke see sig mæt paa dets Ansigt, og deres Fattigdom var glemt; de fulgte Barnets Drøm om Nigdom og Lykke og Sommerfuglen bavde ſeet Kjærligheden, Udøde 4* lighedens jordiske Billede. Den fløi igien op i den blaa Luft, hvor Fuglene sang; langt bort fra den grønne Kyst, indtil den kom til Kirken, hvor Orgelets Toner strømmede ud til den. Der satte den sig paa idas wildro Muren, badende sig i de varme Solstraaler, der gave Alting Liv og Farver. Af Kirkens Dør blev en Kiste baaret ud; sortklæbte Mænd fulgte og sænkede den ned i Graven henne paa Kirkegaarden. Den gamle Præst traabte frem og talte over den Døde, fremhævede hvad [Godt den havde gjort, og derpaa faldt Jorden tungt paa Kistens Laag; Begravelsen var forbi, og Følget adspredte sig. En Mand gik derfra med en lille Dreng ved Haanden. Den Vorne græd; Barnet løb efter den brogede Sommerfugl, men pludseligt vendte han om til Faderen, som han kjærligt klyngede fig op til. Græd ikke, Fader" sagde han nu er jo Moder hos Gud og i Aften see vi hende igjen." - Det er Sandhed, hvad Barnet siger" - tænkte Sommerfuglen -,,thi Livets Nat er udødelighed." — Den fløi atter fra Blomst til Blomst; Solen balebe mob Horizonten, og da den sidste Straale forsvandt, var Sommerfuglens Liv forbi. Udødelighedens Sindbillede! Dit Jordliv er kun een eneste Dag. fort vil et Menneskeliv ogsaa synes Rige see tilbage paa vort eget liv da to Udtryk for den samme Tanke. Saa os, naar vi fra Udødelighedens een Dag og et Aarhundrede ere Wilhelm Haffner. Om Mormonerne. ormonismen er visselig et mærkelig: Phænomen i vor Tids Forvildelser. At den kunde fremstaae og vinde Indgang i et Land, som America, der tidlig aabnede sig for Individer med allehaande Troesbekjendelser, et Land, hvor der er en fuldkommen Adskillelse mellem Stat og Kirken og indskrænket Religionsfrihed, er endda ifte saa underligt, men at ben har kunnet gjøre saadanne Fremskridt, som den har gjort, i det gamle erfarne Europa, og det i Lande, som med Nette roses for hvad der i dem er gjort for Almeenoplysning, er og bliver et mærkvær- 2112606) maddigt Særsyn. Den 30 Juni 1855 udgjorde Mormonernes Antal i Danmark 2194, i Norge 224, i Sverrig 283. Næst efter Storbrittanien og Sandwichsserne, synes Skandinavien at være det Land, til hvilket de med størst Haab stue hen. Her findes ikke mindre end 2 af de Halvfjerds, 140 2Eldste, 110 Præfter og 157 Lærere og Diaconer. Ved den Religionsfrihed, der blev givet ved Grundloven af 5te Juni 1849, og ved den blandede og usikkre Stilling, som Folke= firken i Danmark indtager, er det naturligt, at ikke blot denne Sekt, men ogsaa andre ere trængte ind over bet nedbrudte Gjærde, og søge at gjøre Proselytter. Det er her ikke Stedet til at give en fuldstændig bistorist Udsigt over denne Sefts Oprindelse og Lærdomme, men vi troe, at det ikke vil være Folkekalenderens Læsere utjært at erfare, hvor ledes det gaaer med deres Kirkestat ovre ved Saltsøen. Det af Joseph Smith i 1823 foregione Fund af et Strift af en foregiven Prophet Mormon (der stal have levet 400 Aar efter Christi Fødsel) i en Høi, Cumorah, nærved Byen Palmyra i Staten Ny-York, indeholder en med Bibelsteder gjennemvævet og af grove Sprogfeil vrimlende, høist kjedsommelig, Roman om de til America formeentlig henkomne Jøder, for hvilke Chriftus, efter sin Opstandelse, personlig skal have aabenbaret fig, og er vore Læsere bekjendt. Oprindeligt var det en Digtning af en vis Spalding, som da han ikke kunde finde en Forlægger til den, lod Manuscriptet benligge i et Bogtrykkeri, hvor Smith stal have faaet fat paa det. Fra først af synes det slet ikke at have været dennes Hensigt at stifte en ny Religion, men fun at tjene penge og gjøre sig interessant; men da Forretningen lyk= fedes over Forventning, drev ban Speculationen i det Store og optraabte som Prophet og Religionsstifter. Han foregav den ene Aabenbaring efter den anden, ofte om de ubetydeligste Ting; for Exempel om hvo der skulde være den nye Kirkes Bogtryffer hvo der skulde have Kramboden og Værtshuset, ved hvilke Aabenbarelser han ikke glemte fin egen timelige Fordeel. Saaledes aabenbaredes der ham, at han og hans Familie til evig Tid skulde have fri Bolig ved Templet, at han skulde fritages for alt legemligt Arbeide, at han ikke om Efteraaret maatte reise til Vands, men over Land o. s. v. Ikke sjelden forandrer Herren fine, i tidligere Aabenbarelser, givne Befalinger med de naive Ord: „Jeg gav vel min Tjener Joseph den Befaling, men nu giver jeg en ny jeg Herren". Disse og lignende Aabenbaringer findes i den saakaldte Lærdommens og Pagternes Bog, der er Mormonerne hellig. Den 6te April 1830 grundede Smith Kirken, der i Begyndelsen kun bestod af ham hans Hustru Emma, der kaldes den udvalgte Dame, hans Fader og Brødre samt 2 Venner Martin Harris og Oliver Cowdery. Det gif fun Smaat med udbredelsen, indtil en Campbelitter Præst fra Ohio, Parley Pratt tog sig af Sagen, og denne Mand blev Mormonismens ivrigste og meest begavede Talsmand. En Menighed blev stiftet i Independence, hvor Grundstenen til Templet blev lagt; men Smith selv drog til Kirtland, hvor han deels var besfjæftiget med at prædike og modtage Aabenbarelser hvilke Rigdon satte i Stiil og den udvalgte Dame nedskrev, deels med Bestyrelsen af sin Krambob og sin Mølle. Sekten tiltog, dog faldt Mange igjen fra og bleve saa forbittrede paa Smith og Rigdon, at de Natten den 25de Januar 1831 brøde ind i Huset, hvor de sov, reve dem ud af Sengen og gjennem pryglede dem. Smith fandt det derfor raadeligst at begive sig til Brødrene ved Missouri, hvor han vel blev modtaget med 2Ere, men hvor hans Hovmod og Herstesyge dog snart vakte saadanne Misfornoielser, at han faae sig nødt til at bekjendtgjøre den Aabenbaring, at han skulde dele Magten med Rigdon og Williams. 3 1833 var Mormonerne i Missouri vorede til 3000 Sjæle, de havde opdyrket Agre, bygget Møller og Fabrikker, udgave Aviser og udsendte talrige Missio= nairer. Alt tegnede velmen Folket reiste sig imod dem, og det tom til et alvorligt Sammenstød. Mormonerne maatte drage bort og toge deres Hovedqvarteer i en lille By, Liberty; derhen kom Propheten med en Livvagt af 150 Mand. Atter toges alvorlig fat paa. Mark og Fabrikarbeidet; men Folkets Misfornøielse bevægede Secten til at flytte længere mod Vest. Det kom til et formeligt Slag mellem dem og Provindsens Gouverneur, der endte med, at Mormonerne maatte nedlægge Baabnene, udlevere 6 af deres Førere, deriblandt Smith selv; de bleve anklagede for Høiforræderi, Mord og Brandstiftelse, og man feer voldsomt frem imod dem, Koner og Børn maatte Vinterdage vandre mange Mile gjennem Ørkener, og Mange omkom ved Hunger, Kulde og Sygdom; de Overblevne modtoges venligen af Nabostaten Illinois, og her nedsatte de sig ved nogle gamle Blokhuse og byggebe en Stad, hvilken de kaldte Nauvoo (den Skjønne). Efter 3 Aars Forløb var denne den største og skjønneste Stad i Illinois. Smith flygtede fra Fængslet derhen, og bedre Tider syntes at komme. Sumpe udtørredes, Jorder opdyrkedes, Kjøbmandsboutikker aabnedes med Varer, hvilke Dampskibene bragte ned ad Floden, et Bedehuus, et Universitet, et Hotel byggedes, og Grundstenen til Templet lagdes 6te April 1841. Modellen til dette var aabenbaret Smith ved en Engel; Bidrag til Opførelsen strømmede ind allevegne fra, og de Uformuende afgjorde deres Bidrag med Dagværk. Det var 128 Fod langt, 80 Fod bredt og 60 Fob beit; dets flade Tag hvilede paa 30 Piller, Taarnet var 150 Fod hoit og et colossalt Daabsbækken af Marmor, der blev baaret af 12 Bronce-Oper, skulde tjene til de Troendes Optagelse. Talrige Missionairer udsendtes til alle Verdens Hjørner. Young og Parley Peter Bratt gik til England Taylor til Jerusalem o. f. f. Smith stod nu paa det høieste Punkt af Magt og Anseelse. Han blev Stadens Mayor og General over Militsen, han optraadte ogsaa som Politiker, ivrede for Oprettelsen af en Nationalbant, for en Indskrænkning af Embedsmændenes og Kongresmedlemmernes Antal, ja meldte sig endog som Clays og Calhouns Medbeilere til Præsidentskabet for de forenede Stater; men med hans Lykke tiltog hans Toilesløshed og Lidenskaber, han tog sig flere Koner, forførte Piger, og der udspandt sig først et Avisstjænderi, dernæst et alvorligt Røre derom. Han blev sat fast, men det opirrede Folk brød ind i Fængslet og myrdede ham og hans Broder den 27de Juni 1844. Saaledes endte denne nymodens Prophet. Efter hans Død opkom Stridigheder om, hvo der skulde være hans Efterfølger. Nigdon, der efter Navnet, i de senere Aar havde deelt Magten med Smith, men alt i længere Tid var betragtet af ham med stjæve Dine, sammenkaldte en Forsamling og foregav en Aabenbaring, ifølge hvilken han stulbe overtage Prophetens Embede; de Hellige drage til Pennsylvanien, medens han selv gik til England for at opfordre Dronning Victoria til Omvendelse, og i Tilfælde af Vægring, støde hende fra Thronen men det lykkedes den talentfulde og energiffe Brigham Young, Formanden for de 12 Apostle, at tilintetgjøre disse Planer og endog bevirke, at Rigdon blev udstødt af Menigheden. Under Youngs Ledelse udvandrebe Sekten fra Nauvoo i 1846 til den saakaldte store Saltsø i Territoriet Utah, hvilket den gav Navnet „Deseret" (Honningbien); der have de nu bygget en stor Stab, (city of the great salt lake) ber af dem talbes Zion eller Ny-Jerusalem. Stadens Flade indhold indtager en dansk Miil, en Størrelse, der i Forhold til Folkemængden fun kan forklares derved, at store Haver og beplantede Pladser ligge mellem de een Etages Huse i de snorlige, 130 Fods brede Gader. En Flod gaaer igjennem Byen og affætter Canaler; af offentlige Bygninger maa mærkes Stathuset, hvor Territoriets Regjering har sit Sæbe, og de til Tiendens Modtagelse indrettede Magaziner, samt Tempelet, som naar det bliver færdigt, efter Sigende, vil overgaae Alt, hvad Verden hidtil har feet af Bygningskonst. Staden har allerede et Universitet, der vel endnu er i sin Begyndelse, men hvis Bygninger skulle ligge paa en Terasse. Flodens Vand skal ved konst hæves berop til Springvand for den botaniske Have og til Svømmebassiner for de Studerende. En Ride og en Fægteskole samt et astronomist Observatorium forenes med Universitetet, der skal staae aaben for Land= maalere, Ingenieurer, Landmænd og Fabrikanter, saavelsom for Videnstabens Dyrkere. Efter deres eget Udsagn skal dette Universitet reformere al Videnskab og bringe Naturhemmeligheder for Dagen, hvorom de nuværende Lærde ikke have nogen Tanke thi, efterat Sekten, som det fig bør og bør først har tragtet efter Gud og hans Rige vil ogfaa alt Andet i Aandens Verden vorde dem til Deel; dog føie de meget practist til: „Gud hjelper den, som hjelper sig selv, og Aanden kan kun ved Flid og Øvelse blive istand til at fatte den himmelske Viisdom". Hvad de vente af dette Universitet viser sig af den Tale, som Apostelen Phelps holdt den 24de Juli 1851. Taleren figer iblandt andet: „Bi bede hele Kirken at anraabe ben himmelske Fader om, at han vil nedsende til os nogle Professorer fra det store Universitet i Himlen, ligeom han fordum sendte til Noah, Moses og Andre, for at de kunde aabenbare hine Viisdommens dybeste Grunde". En Mormonerne ejen dommelig Indretning er en Stole for at danne gode Familiefædre. Præsidenten selv har ikke agtet sig for god til at besøge denne Skole, som Elev; om han der har søgt at lære den ikke lette Opgave at være en god Huusfader for fine 30 Koner og 100 levende Børn skal være usagt, men vist er det, at hans Huusstand er saa talrig. Det har længe været sagt og imodsagt, at Polygamiet finder Sted mellem Mormonerne. Alle Tvivl derimod ere bortfaldne efter det udførlige Forsvar for Pluraliteten eller den himmelske Formæling, som man euphe mistist falder Fleerfoneriet, som Orson Pratt udgav 1853. Det grunder sig først og fremmest paa en Aabenbaring, som Smith fif d. 12te Juli 1843, hvor Herren udtrykkelig henviser den tvivlraadige Prophet til Abrahams, Jacobs og Davids Exempler, og tilføier: „lab min udvalgte Emma derfor venlig optage alle de Hustruer, som gives min Tjener Joseph, og dersom hun ikke vil boe hos ham og adlyde min Befaling, skal hun udryddes; thi om han end tog 10 Jomfruer, som gives ham, begaaer han ikke 2gteskabsbrud, thi de ere ham givne, og tilhøre ham, og derfor er han retfærdiggjort". Denne, af det stjændigste Hykleri og Gudsbespottelse dicterede, Aabenbaring forblev en Hemmeligbed for Verden, indtil Pratts ovennævnte Skrift udkom, og dette gaaer netop ud paa at bevise det Fornuftmæssige i denne Institution. Fire femte Delen af Jordens Beboere hylder den, siger han. Biblen forbyder ikke Pluraliteten, meget meer omtaler den det billigende ved Abrahams Jacobs, Davids og Salomons Historie, byder den ikke og udtrykkelig: Bærer frugtbare og formerer Eder og opfylder saaledes Jorden? Hoved= hensigten, saa vedbliver Pratt, er Frembringelsen af Myriader intelligente Væsner, der bære Guds Billede jo Flere, desto større Salig= hed og ære for Staberen; men der maa være Orden i Alt, enhver vilfaarlig Omgang mellem Kjønnene er forbudt, Ægteskabet den eneste tilladelige Udvei, ad hvilken Jorden kan befolfes. Derfor taler saavel Biblen, som Mormons Bog strengt imod Utugt og Egteskabsbrud, og Mormonerne have nøie holdt Buddet. Blandt os findes ingen uægte Børn, intet Huus af ilde Rygte, ingen Klage for Domstolene over Utroskab og Forførelser; men have da ikke nogle af de Hellige i Utah flere Hustruer? vil man sige! Jo visselig, men ere de ikke deres retmæssige Ægtefæller, for hvilke de sørge og hvilke ere dem givne, gjennem deres første Hustrues Haand! Lærer da Mormons Bog dette? - saa spørger Apologeten sig selv? og svarer nei den forbyder det tvertimod dengang men nu ere Forholdene forandrede; der findes langt flere vinder end Mænd, skulle disse da ikke opnaae deres Bestemmelse? Selv i de sidste Dage gav Herren ingen saadan Be faling fra Begyndelsen af men 13 Aar efter gav han den til Smith (som ovenfor meldt) og derved blev Intet forandret med Hensyn til det Almindelige, saa at selv nu ere i Reglen de sidste Dages Hellige indskrænkede til een Hustru, saafremt ifte Herren anordner det anderledes i de enkelte Tilfælde. Znsfer En at tage sig en Medhustru, da henvender han sig til Præsidenten med dette Znste, og denne modtager da en Aabenbaring, om det er Herren velbebageligt eller ikke. Bevilliges bet, maa Manden dog først faae Ovindens og hendes For= ældres Samtykke, saavelsom sin første Hustrus - da først steer Be seglingen eller Vielsen. Nægter Sidstnævnte fit Samtyffe, maa hun for Præsidenten angive fine Grunde, og fan bun ikke anføre nogen fornuftig Grund, hvorfor hun vil modsætte sig en Lov, som blev givet Sarab, Lea og Rachel og af dem modtaget med Glæde, saa kan Propheten, trods hendes Indsigelse, tillade det, naar han faaer en Aabenbarelse derom, og hun vil ikke kunne undgaae Fordømmelsen. Og nu skildrer Pratt det idylliske Liv, som disse Koner og deres Børn føre med den fælleds Mand og Fader, hvorledes de kappes om at gjøre ham og hverandre Livet behageligt, hvorledes han, med dem, hver Morgen og Aften, beier Knæ for Herren og styrkes til fællebs Kjærlighed og Enigbeb; den ene Hustru er en Moder for den andens Børn, og Alt er lutter Glæde og Fryd. Den americanste Ingenieur Gunnison, som paa Embedsvegne har opholdt sig længere Tid i Deseret, og som forresten dommer meget mildt om Mormonerne og deres Færd, finder imidlertid, at benne idylliffe Skildring ikke svarer til Virkeligheden. Ovinden er bos dem ikke meget andet end end en fødende Slavinde, saa lavt stille ikke engang Mahomebanerne deres Qvinder. Denne lære, saavelsom det Bud, at enhver Mormon idetmindste eengang maa bave været gift, har en politist Grund, idet man, ogsaa ab denne Vei, stræber efter, snarest muligst at naae det lovbestemte Antal af 60,000 Mennester, for at forvandle et Territorium, (der er meer afhængigt af Regjeringen i Washington), til en selvstændig Stat i Unionen. Til Dato udgjør Be folkningen det Halve. Det bliver dog et Spørgsmaal, som Tiden vil flare, om Kongressen kan og vil taale en Stat i sit Forbund, der hviler paa en saa absolutistisk og theofratist Grundvold, og med saa uchristelige og løse Principer som Mormonstaten; vist er det, at Americanerne ikke ynde Mormonerne, hvilket har vist sig paa de flere Steder, hvor de have været bosatte. Vende vi os nu til den materielle Side af denne Stat, da maa man i Sandhed forbauses over dens Fremskridt og den mageløse Arbeidsomhed og Disciplin, der hersker iblandt dem. Landet ligger 4000 Fod over Havet mellem Wabfatsch og Nevada Bjergene. I umiddelbar Nærhed af den store Saltsø er det fladt, men hæver sig derfra meer og meer; imod Syd findes stjønne Dale, der egne sig fortrinligen til Ovægavl og Agerbrug; Hvede, Kartofler, Sufferrør lykkes særdeles (1 Acre Land skal frembringe 2000 Pd. Hvedemeel); der findes betydelige Masser Jern og store Steenfulslag, ligesom ogsaa behørig Band fraft til Fabrikker og Moller. Saltsøerne ere saa rige paa Salt, at Badende slet ikke kunne synte og intet Dyr leve i dem; af 3 Maal Band vindes 2 Maal Salt. Den store Saltsø er 18 danske Miit lang med flere skjønne Klippeser, der hæve sig indtil 2000 Fod over Vandfladen. Man kan saaledes ikke nægte, at Elementerne til en rig og mægtig Stat ere tilstæde, den værste Mangel er Træ; vel findes paa Bjergene Dværg Gran, Aborn og Eg; men Bygningstømmer maa hentes langveis fra. Luften er sund, Climaet foranderligt; medens det regner i Dalene, sneer det paa Bjergene, og i kløfterne samler sig ofte Sneen i 100 Fobs Høide. Hvor raskt det gaaer med Colonisationen, sees af følgende Beretning. 3 5 Dage blev et stort Stykke Hvedeland om pløiet og befaaet, en Bæk afdæmmet til at vande Marken og nogle Blokhuse byggede og befæstede med Pallisader og Volde og Aaret efter at de første Udsendinge havde sagt: Lader os bygge vore Hytter her stod en Stab med 600 Jubvaanere. 1850 ubfastede man en Forfatning for Territoriet og sendte den til Kongressens Stadfæstelse. Efter den Bill, man fit til Svar herpaa, udnævnte Præsident Fillmore i October f. A. 7 Embedsmænd, af hvilke Brigham Young blev Gouverneur og endnu 3 andre vare Mormoner, 3 derimod ikke; disse sidste gjorde man det saa broget, at de aftraadte og der valgtes nu ogsaa 3 Mormoner i deres Sted. Young bar forstaaet at forebygge et Brud med Regjeringen i Washington og søger paa alle mulige Maader at faae Folkemængden til at stige, for at blive meer uafhængig af den. Det selskabelige Liv i Deseret synes at være ligesaa lyftigt, som hjerteligt. Gunnison siger, at den fjærlige Tiltale med Broder og Søster, de mange Sange og Hymner, der lyde fra Arbeidernes Værkstæder og de i deres Hunsgjerning bestjæftigede Qvinder gjøre et Judtryk paa den Fremmede, som om man befandt sig vel Alle rose deres Gjestfrihed; Udvandrere til Californien have nydt meget Godt iblandt dem. Arbeidsomheden er stor, Dovenskab straffes først ved Formaning, der= næst ved offentlig Omtale ved Gudstjenesten og endelig ved Udstødelse af Menigheden. Ved en særegen Aabenbaring blev Smith fritaget for legemligt Arbeide, Brigham Young forlanger ingen saadan Forret, han er en dygtig Tømmermand, der daglig arbeider i sine Saugmøller, til andre Tiber veed han at optræde i stor Pragt, ledsaget af Skarer af Apostle og Præster. Man maa ingenlunde troe, at Mormonerne ere Hadere af Lystighed; intetsteds i Verden musiceres, dandses og spøges der maaskee meer end i Zion. Propheten samler sig ofte med fit Folk, gjør da en Bøn til Herren, at han vil lade det nyde Glæden, og umiddel bart paa Bønnen spiller Orchestret en Straussist Vals, i hvilken alle Tilstedeværende fra ypperstepræsten og Apostlene til den simpleste Læg= mand tage Deel med lige Iver. Disse Dandse ville, naar det store Tempel bliver færdigt, udgjøre en uadskillelig Deel af deres Gudstjeneste den sædvanlige Søndagstjeneste bestaaer i at man famles, den jourhavende Præst (i Deseret gjerne Seeren [Propheten] selv) begynder med et Velsignelsesønske over Forsamlingen, derpaa synges en Hymne til en livlig Melodi, derpaa taler en eller anden Præst - atter Hymne, derpaa staaer En af Menigheden frem og taler, som Aanden vil indgive ham Tjenesten sluttes med, at det høie Raads Striver oplæser Bekjendtgjørelser om Byggeforetagender, Skatte betaling, Militairøvelser o. s. v. Medens Menigheden samles og op= leses, spiller et meget talrigt Musikchor alleſlags Dandse og Marscher, for at forbrive melancholffe Tanker. En Reisende bivaanede en privat Gudstjeneste derovre, hvor en Skomager talede over Mormons Bog - og hvor de Forsamlede sang en Klagesang over Prophetens Dod, paa den bekjendte Melodi: „Du, Du liegst mir am Herzen" med en saadan Rørelse og Andagt, at den greb ham selv. Mangfoldige Missionairer vandre om i alle Verdens Lande for at samle de Udvalgte til Zion, og Mange Tusinder ere fra Europa gaaede derover. Vi gjenfalde i Læsernes Erindring, hvorledes der i 1852 fandt en stor Udvandring Sted herfra i 3 Afdelinger, hver paa 400 Sjele, hvoraf den første afgit den 22de December, den anden og tredie først i Foraaret 1853 over Kjøbenhavn, Kiel, Hamborg, Hull og Liverpool. Landede i Ny Orleans bleve de med Dampskibe befordrede ad Mississippi til St. Louis, derfra maatte de paa deres Fob vandre 400 danske Miil gjennem Zrtner og Urskove for i en ussel Tilstand at naae det forjettede Land. Af et Brev, der nylig læstes i „Danst Kirketidende" Nr. 48 sees, at Mange af disse ere døde af Cholera, længe førend de ankom til Zion, og at det i det hele er gaaet dem meget slet. Den danske Mand og Ovinde pleier at hænge fast ved sit herlige Fædreland; men Erfaringen har desværre viist, at naar en Saadan først er bleven Mormon, da er det forbi med Fædrelandskjærligheden, da vil han ikke høre, hvad hans besindigere Landsmænd fortælle ham om Mormonismen og den Lod, han timelig og evig vil berede sig ved Saltsøen. Iblandt deres Missionairer gives der enkelte videnskabelig dannede Mænd, de fleste ere dog Almuesmænd. De paavirke ligesaameget deres Tilhøreres Begjær efter jordiske Goder og Nydelser, som deres Længsel efter Naade og Syndsforladelse. De udkaste henrivende Skildringer af Landet derovre, der flyder med Mælk og Honning- og de skræmme dem med den Dom og Undergang, der snart skal komme over Hedningerne (det er alle Ikke-Mormoner). Ufortrødne, ligegyldige mod al Spot og Afviisning, vandre de fra Stad til Stad, gjerne to i Følge, gaae ind i Husene, tuytte Samtaler paa Gaden, arbeide som Haandværkere og bringe paa Værkstæderne det paa Omtale, som ligger dem paa Hjertet. Saa udannede de Fleste end ere, besidde de dog stor Færdighed i alle sophistiske Spørgsmaal og ere meget bibelfaste. Hvo, som indrømmer dem, at Biblen indeholder guddommelige Aabenbarelser og Undergjerninger, maa vogte sig for deres Sophisteri, de begynde da gjerne med at sige: hvad der er skeet før, kan jo ſfee endnu. Har ikke den christne Kirke fordum været i Besiddelse af Naadegaver, som ben nu ikke har? men forjaætter Biblen ikke, at i de sidste Dage sfal Aanden udgydes over alt kjød Eders Sønner og Døttre skulle prophetere; og tales der ikke om, at store Frafald skulle skee og Ugudelig= heden blive stor, før Enden kommer, og naar var Menneskenes Ugudelig= hed større end nutildags, da de have lidt Sfibbrud paa al Tro? Staaer der saa ifte ogsaa: naar 3 mærke dette saa er det Tid at five til Bjergene o. f. v. Det er især det gamle Testamentes prophetiske Bøger og Johannes' Aabenbaring, hvoraf de øse deres Kundskab og hvilke de fortolke paa deres Viis. Her i Europa er Jord byr og ikke let at overkomme, i Zion er der Overflødighed af den bedste, der kan faaes for Spotpriis, ja for flet Intet, da den kan afbetales med Arbeide; haves ikke Reisepenge, saa forstrækkes disse af Selskabets Kasse; enhver Magdalene bliver hos dem reen i Daaben enhver Ugift fan faae en Mand o. s. v. At al saadan Tale kan vinde Indgang hos noplyste Mennesker i det tætbefolkede Europa, hvor mange ydre Forhold trykke den Fattigere, er begribeligt. Med dannede og oplyste Mænd tale disse Udsendinge ikke gjerne; især ere andre Kirkers Præfter dem en Vederstyggelighed. Nødes de stundom til at indlade sig med Saadanne, og disse da af Strift og Historie eftervise Falskheden og Fordærveligheden af Mormonernes Lære, saa enten tie de stille eller flage over de Lærdes Spidsfindighed, der er forladt af Guds Aand og fjeppe paa med deres Nonsens, som Peder Degn, for at Tilhørerne kunne sige: Han maaler min Tro Præsten Stjeppen fuld. Vi sige ikke, at disse Udsendinge tale imod deres bebre Overbeviisning, de ere tvertimod som oftest selv overtydede om Sandheden af hvad de forkynde, de ere opvakte, oprigtige, for deres Sjæles Frelse bekymrede, Folk; men de ere selv Forførte og Bedragne. Enhver, som fjender, hvor paastaaeligt Almuefolket er, naar det engang har faaet sat sig Noget i Hovedet, vil let forstaae den Udholden hed, disse Udsendinge vise, der var en bedre Sag værdig. At der ogsaa væffes en Deel Opmærksomhed ved falske Undergjerninger, er noksom bekjendt. De love Vanføre og Syge Helbredelse naar de blot holde Troen fast. Forsden helbredte saaledes i Sverrig 1851 En for Feber blot ved Haandspaalæggelse; det viste sig siden, at denne ogsaa var en Mormon (hvorved Begivenheden let forklares); men mange Bønder troede dog derpaa, og det blev fortalt paa Gader og Stræder, hvor Forsden prædikede. Øvrigheden forbød ham det og lod ham sætte fast; det var netop det, han ønskede. Han vilde spille Martyr for godt Kjøb; thi han vidste vel, at man ikke i vore Dage henretter Folk for deres Tros Skyld. Han sagde ganske ydmygt, at han jo maatte adlyde Gud meer end Menneskene og fandt sig i sin Skjebne; men aldrig jaasnart var han bleven fri, før han paa Gadehjørnerne høit prisebe Gud, fordi han var agtet værdig at lide for hans Navns Skyld. Det gjør altid Judtryk paa Mængden, hvis Medlidenhed let vækkes. Tilsidst blev Forsden expederet over til Danmark. Allevegne, hvor de komme hen, udgives Blade og Aviser for at lokke Tilhængere; saaledes udkommer her i Landet Skandinaviens Stjerne, i Hamborg Zions Panier, og ifte saasnart mærke de Interesse for deres Sag, før de ere ved Haanden. Da Kongen af Preussen havde forlangt nogle Oplysninger om Sekten af sin Gesandt i America, indfandt sig strax i Høsten 1854 en formelig Deputation i Berlin for at omvende Kongen, eller søge hans Beskyttelse; men Politiet modtog dem paa Banegaarden og sendte dem ad den Vei, de vare komne. Maatte disse af de paalideligste Kilder øste Beretninger om Mormonismen dog aabne nogle af vore kjære Landsmænds Dine, saa have be opfyldt deres Hensigt! Det er Fremtiden, som skal vise os, hvorledes denne Selts falste Lærdomme som al Løgn og Usandhed, ville falde sammen af sig selv; men Menneskevenner kunne ikke uden dyb Bedrøvelse betragte Menneskesjælens Forvildelser og tilraabe sig selv og Andre: „Vaager og beder, at I ifte skulle falde i Fristelse Eders Modstander, Djævlen, gaaer om, som en brølende Løve, for at søge at opsluge Eder". 2. L. Dødsstraf for en Viſe. En „,Cause célèbre" fra Slutningen af det 16de Aarhundrede. maid my mum anglia agen før Hellig Tre Kongers Dag Aar 1586 fandt der en uhørt Standale Sted i den gode og fromme danske Stad Lund i Skaane. Hovedpersonen deri var en Geistlig, Mester Jacob Nielsen. Denne Mand havde tidligere været Sognepræst i Sturup under Lunds Bispe stol, men for et Nidskrift, som han havde forfattet over Kong Frederik den Andens,,Mand, Raad og Embedsmand" paa Hammerhuus, Henrik - Brahe, Herre til Vidstofle, var han først bleven suspenderet fra dette sit Kald og senere formedelst Brahes Indflydelse hos Kongen uden Videre affat. Efter denne Tid lader det til, som om Mester Jacob havde ført et temmelig eventyrligt og vagabonderende Liv, og vi finde ham ovennævnte Dag som Gjæst i Huset hos en vis Jørgen Guldsmed i Lund. Denne Jørgen Guldsmed var, i Forbigaaende sagt, en velbestaltet Naadmand ſammesteds. Mester Jacob havde her, Helligdagen til 2re, gjort sig lystig og glad i al Høviskhed" fra kl. 8 om Morgenen til 3 Eftermiddagen. d to me dadi dade despo, added el dit 5 Nærværende havde forøvrigt været tvende Skole-Degne, der havde spillet, den Ene paa Gige, den Anden paa Either, og sunget muntre Viser, hvori Mester Jacob af fuldt Hjerte havde istemt. Iblandt disse Viser var der tilfældigviis, det hændes saa let at man er lidt uforfigtig, naar man er bleven ved med at gjøre sig lystig" fra kl. 8 til 3! ogsaa et den Gang meget yndet Pasqvil imod den fungerende Superintendent eller Biskop i Lund, den „hæderlige og høilærde Mand" Mester Niels Hvid, (Nicolaus Albinus.) at den nævnte Prelat var Gravsteen i Lunds Dom- Sagen forholdt sig nemlig saaledes, kommen i Klammeri med Hensyn til en firfe. Oprigtig talt, synes Biskoppen ikke at have været aldeles reen i denne besynderlige Historie, hvorover der forresten hviler et nigjennem trængeligt Slør. Vist er, at Liigstenen over en Grav, der tilhørte Nogen af Herr Hack Ulfstand til Heckebergas Slægtninger, var bleven hemme lig flyttet bort fra sit Sted og anvendt i et aldeles fremmed Ziemed*). Man anfaae, og vel ikke ganske uden Grund, at dette ikke havde tunnet skee uden Biskoppens Vidende, og der var ogsaa i Anledning heraf opstaaet nogen,,Misforstaaelse" mellem Biskoppen og Herr Hack. Denne Misforstaaelse var rigtignok siden bleven bilagt ved Kong Frederiks egen Mægling, efterat Biskoppen havde undskyldt sig dermed at han ikke en gang skulde været vidende om, at den Liigsteen, hvorom der var Tale, havde overhoved havt sin Plads over nogen Grav i Kirken, endsige over nogen, tilhørende den Ulfstandste Familie; men den almindelige Folkemening, der undertiden er saa ondskabsfuld, havde imidlertid mærket Biskoppen som Den, der skulde have ligefrem stjaalet Stenen og der= med gjort en god Handel, og en uforskammet Folledigter havde derover gjort en vise.
- ) Sagnet om denne Gravsteen har forresten voldet saavel danske, som
svenske Lærde meget Hevedbrud, langt inden at de til Sagen hørende officielle Actstykker endelig ere blevne udgivne i Danske Magazin" (3bie Serie, 3bie Binde 2det og 3die Hefte). Den svenske Historifer Fant har i en Disputate de somniis futuros eventus præsagientibas " medbeelt et Document, der Aar 1704 skal være bleven fundet mellem gamle Papirer, efterladte af en Præft, der tidligere havde været Famulus hos Biskop Vinstrup; dette iøvrigt meget mistænkelige Acts ftyffe opgiver, at den af Biffey Niels stjaalne Steen havde været en med Edelstene i Guldramme (!) indfattet Steentavle, paa hvilken der var ristet Spaadomme over svenske Konger; det tillægger, at famme Tavle oprindeligen havde været opbevaret i Kong Sverkers Grav, men var bleven optaget af Grif Seier, endelig var den kommen til Lund, m. v. (!!) Det var nu denne Vise, der iblandt Andet blev affungen i Huset hos Jørgen Guldsmed Aftenen før Hellige Tre Konger. Den begyndte saaledes: ads „Her er lagt en Vise aff ny, Men Kragen gaell,- Om Bispen udj Lund By, For Stenen hand staell, Hand staell om Natte Tide: Hun soffver op under Liden." I bet følgende af Nibskriftet fortælles, om hvorledes Biskoppen for medelst denne Heltedaad, (at have ſtjaalet Gravstenen), skulde have fortjent „Stjold og Hjelm", i hans Familievaaben maatte der nu alt= saa staae: „En stor høj Stage, derpaa it Hjull", m. v. Stilen i dette Digt var, som man finder, itte den fineste, den var - for Sandheben at sige tvertimod temmelig grovkornet. Nuvel, siden dette „Calads og Convent" hos Jørgen Guldsmed var sluttet, begav Mester Jacob sig fra Lund til en Dannemand etsteds i Nærheden udenfor Byen. Her indhentedes han dog allerede den følgende Morgen af begge Degnene fra Gaarsdagen, der fortalte ham, at der i Lund var gjort et voldsomt Spectatel i Anledning af hvad der var foregaaet hos Raadmanden; Biskoppen selv havde taget et forfærdeligt Anstød deraf, han havde efter Gudstjenesten holdt en særstilt, stræng Formaning for Raadmanden, Degnene havde for deres Bedkommende faaet en alvorlig Næse af „Stolemesteren". De ønskede derfor, at Mester Jacob maatte tage med dem tilbage til Lund for at undskylde dem hos den strænge Skolemester og iøvrigt see at stille Sagen tilrette. Præsten gjorde, som de forlangte. Hvad der nu nærmest fulgte, er ikke bekjendt, men derimod veed Historien meget noiagtig at berette, at Mester Jacob den følgende Søndag gjentog Scandalen og endog i langt høiere Grad, end den nævnte Aften. Han begav sig nemlig da først ved Middagstid til Biskoppens Gaard og vilde ber, fnysende og brusende", have Mester Niels Hvid i Tale. Biskoppens Folt gave den Bested, at der var Gjæster i Huset, og at deres Herre altsaa var for Zieblikket forhindret i at modtage ham. Præsten blev da vred og udbrød i haarde Ord, sigende: „Faae ham Pokker! dersom han ikke havde stjaalet den Steen, som han stjal, var der ingen Vise bleven gjort om ham!" 5* Samme Dags Aften kom Præften tilligemed nogle Staldbrødre atter tilbage til Bispegaarden. De bankede først paa Gaardsporten. Man spurgte dem indenfra, hvad der var paa Færde. „Have I ikke Tydsk-l at sælge!" raabte Mester Jacob. I maa dog vide, at her ikke er nogen Ølstue!" blev Svaret. Præsten blev da stormende og gal i Hovedet, og han begyndte da høimælet at synge „Bispens Vise", med Stoggerlatter og Stei. Ikke saaledes!" streg Mester Jacob, - ,,saadan er det: „Hej, Hej!" stal 3 synge:" ,,Herr Hans, den halte Præft, Han brog paa Stenen som en Hest!" vedblev han saadan er det ikke, paa den Maade Herr Peder med den store Mund Han brog paa Stenen udbj Lund!" Og saa faldt hele Selskabet ind af fuld Hals. Siden de en Stund havde moret dem usigeligt med denne Serenade, begyndte der en anden Leeg, nemlig med Stænger og Spyd at nedpille Teglstenene over Porten. Nogle af disse Stene bleve saa kastede over Porten ind i Gaarden, hvorefter Udtrykkene i Biskoppens Klagemaal en „balff Tagsteen kom saa nær paa bans Frues Skuldre, at hun haffde nær styrt". Denne Krig med Tagstene fortsattes i over en halv Times Tid. Endelig begave de sig med stor Støi derfra; Mester Jacob raabte til Valete": "Siig ham, I derindenfor, at jeg var her før i Dag og sagde ham Beſted! Jeg skal nok vide at vente paa ham!" Den følgende Morgen, da man aabnede Gaardsporten, fandt man en saaban Mængde knuste Teglstene, at en stor Kurv blev topfuld deraf; tillige forefandtes et haandsfrevet Exemplar af visse Viser, henkastet i en Braa. addi diddila Herover blev nu Biskoppen naturligviis grumme fortørnet; han lob ved sine personlige Forbindelser med høitstaaende Personer den hele Sag forelægge for Kongen selv. Frederik den Anden gav ftrax Befaling om, at Mester Jacob skulde, hvor han kunde findes, sieblikkelig gribes og føres over til Kjøbenhavn, og Stiftlehnsmanden over Malmøhus og Lundegaard Corfitz Viffert sendte, i Henhold til denne kongelige Befaling, Folt ud til alle Verdensbjørner for at opsøge Præften. ongid Denne havde imidlertid begivet sig til Svaneholm, Herr Gabriel Sparres Gods, hvor han formodentlig anfaae sig betrygget imod Bistoppens Brede. En stien Morgenstund indfandt sig dog nogle af Vifferts Folk ogsaa her og Byfogden i Trelleborg, der tilfældigviis var tilstede, angav Præsten uden Videre. Mester Jacob fit imidlertid saa megen Tib, at han naaede „Vandporten" og kunde, forklædt i en graa Kjortel, flygte til Væ. Men det varede ikke længe, til hans nye Op holdssted blev bekjendt, og nogen Tib berefter finde vi saaledes Mester Jacob, den arme Djævel, indsat under Laas og Lukke paa Kjøben havns Slot. En foreløbig Undersøgelse blev her strap foretagen med Manden, hvorved han afgav tvende udførlige skriftlige Bekjendelser. I den første af disse erklærer ban at, hvad angit Bispens Vise", vilde han visselig ikke benægte, at han havde sig samme bekjendt". Han havde første Gang hørt den ved foregaaende Aars Sommermarked i Væ, hvor ,,tvende Spillemænd havde spillet og sjunget den for et Selskab i en Dibod"; senere havde han ogsaa hørt den synge af et Par Ovindfolk, der sagde sig at have lært den i Bleking, endvidere havde han af nogle "Hoffolk" paa Mollerød lært udenad nogle faa Vers af den, men hvem der havde skrevet den, det vidste han ingenlunde. At ban skulde have jjunget Visen hos Jørgen Guldsmed, benægtede han aldeles, og hans Besøg i Biskoppens Gaard havde kun været foranlediget af hans Znste, at kunne oplyse Biskoppen om, at hiin Beskyldning imod ham, Mester Jacob, var aldeles ubeføiet. Da han og hans Selskab ved denne Leilig hed vare blevne udstjældte af Biskoppens Folk, havde ikke han, men tvende Herremænd af dem, der vare med ham, begyndt at synge Visen; for hans eget Vedkommende havde han visseligen sagt: „Eja, det er et deiligt Stykke, og den, der har forfattet den Vise, maa vel bære fit Hoved høit!" men forresten havde han hverken med Ord eller Gjerning gjort Biskoppen nogen Fortræd og mindst af Alt tastet Steen ind i Gaarden. I den anden og senere Bekjendelse gaaer han imidlertid allerede betydelig vibere, indrømmende, at han, fattige og arme Mand", nok havde lavet en heel Deel af de Vers, der staae i Bisen", dog ikke alle, ligesom ogsaa at han virkelig havde sjunget Visen hos Jørgen Guldsmed, og dette Alt af Had imod Biskoppen, som han ansaae for at have været Skyld i at han, Mester Jacob, var i sin Tid bleven skilt fra fit Embede. Kongen anbefalede herefter Superintendenten over Sjællands Stift tilligemed Professorerne ved Kjøbenhavns Universitet at fælde Dom over Mester Jacob for hvad han saaledes havde handlet og gjort imod fin Foresatte, „thett hellige Ministerium Evangelii till største wonere, Gud Allmechtigste till fortørnelse og Mennisken till forargelße". Bistop Hvids Indlæg i Sagen aander den største Harme; han formener, at dersom Sligt skulde forblive uftraffet, da vilde Ingen, der besidder et høit Embede, kunne længer være siffer paa Ere og Liv. Han om taler forøvrigt, hvorledes Mester Jacob desforuden ved flere andre Leilig= heder har gjort ham stor Fortred, som f. Ex. en Juledag, da Præften havde stillet sig med Huen paa Hovedet" lige i hans Bei ved Prædikestolstrappen og knepset ad bank med Fingrene". Mester Jacobs Gjensvar er noget forvirret og synes at vidne om en vis Uorden i de høiere Regioner. Det ene Zieblik erklærer han, at det aldrig har kunnet falde ham ind at ville beskylde Bispen for noget Saadant, som at have ſtjaalet en Gravsteen; det næste siger han, at Bispen selv vil vel dog ikke be nægte, at han jo virkelig bar optaget Stenen fra Graven"; han gjen tager at han, Mester Jacob, bar forfattet, ikke hele Visen, men en Deel deraf; dog er den i den Stikkelse, han har ladet den udgaae, ingenlunde ærerørig for Biskoppen, forsaavidt han selv kan dømme", m. v. At den imidlertid i Grunden ikke var saa ganske uskyldig, fremgaaer blandt andet af følgende Stropher i det Exemplar, Mester Jacob havde med egen Haand afskrevet for som autentist at forelægges for Domstolen. Det er sprunget vide om land, silicat At Hvid (Bispen) er sortere end en brand.site Det er sprunget vide v ord, At Hvid er sortere end jord. Bisp Niels hand ved sigh tencte saa, Hvorlunde hand skulde en ligsten faa. Th Bisp Niels bud sende alde vegne Allt efter Lunds skolebegne. Der hand them saa, fic hand y find Att gaa met them y kirken ind. sdend cl Allt paa thend graff gic hand at staa, maddend Ther som Hac Holgersøns søster laa. Her intet kunde gjørres før End till bleff lyct hver firkie dør. Ther thet var stiet, togs stenen aff Then fromme frues seng og graff. Dend ene drog hid, then anden bid, Formand for them var mester Niels Hvid. De hoppe, sprunge og droge y trin, For them var bispen capetin. Der stenend bleff aff graffuen fløth, Ther giorde hand iertegn brath og frist. Der thette sfiedde y Herrens hus, Holth bispens pige for them lius". m. v. 3 Grunden er hele denne Skildring af, hvorledes Bispen og hans Degne sysle med Ligftenen, imedens Pigen staaer og lyser for dem, og hvorledes Bispen skynder sig med at gjøre „Jertegn" i det Dieblik at Stenen løftes fra Graven, ikke uden dramatist Liv, og man kan i saa Henseende ikke frakjende Mester Jacob et vist Talent i den foreliggende Genre. Professorerne i Kjøbenhavn toge Sagen meget üilsomt for, og allerebe den 11te Marts samme Aar (1586) affagdes Dommen. Den løb faa: at som Mester Jacob Nielsen havde sig forbrudt imod Kongl. Majestæts Ordinant, burde han stilles fra fit geistlige Embede og regnes for ikke ordineret, hvorefter Herskabet maatte have fin Net over ham". Dette var paa en Fredag; følgende Tirsdag blev Mester Jacob ført op paa Raadhuset, hvor den verdslige Lov fuldførte Straffen og med en forbausende Strænghed, i det at Borgmester og Raad erklærede Jacob Nielsen, (vel som den, der havde beskyldt en Anden for Kirkeran) skyldig til at miste Hals og Liv. *) Allerede næstfølgende Dag - man gif den Gang rast til Værks Kl. 5 om Morgenen blev Mester Jacob halshugget ved Slottet, hvorpaa hans Krop og Hoved førtes paa en "Slots Postvogn" ud til Kirkegaarden udenfor Byen. Professorerne selv havde hos Kongen bedt om Naade for den arme Vise-Digter, men forgjæves. Det fortælles, at da Mester Jacob var ført ud til Netterstedet, havde han i fit sidste Zieblik udtalt disse Ord: Stal nu Mester Jacob miste sit Liv, Før Hanen gal, Saa er dog Biskoppen en Tyv For Stenen han stjal." ,,E pur si muove!" D.-P. Sturzen-Becker. Tankespind. Brev til en Dame. ag bæmred alt i Zst, men jeg sad i min Stue Og længtes efter Søvnens blidtsvævende Due. to Jeg var træt af at vaage, men stjøndt det var filde, sond Kunde jeg dog ei sove, hvor gjerne jeg vilde. At, Søvnens Fugl besøger kun de Skyldfrie og Fromme, Har man en Synd paa Hjertet, saa negter den at komme.
- ) Kolderup-Rosenvinge har fundet denne usædvanlige Dom værdig til en
færskilt Ashandling, hvori han fremhæver Talions-Princivets bogstave lige Anvendelse i ældre Tiber hertillands. Jeg tænkte paa, hvor let, som for Vinden en Lilie, Den hvide Klædning vifted og gynged paa Tilie; Jeg tænkte paa, hvor tungt, som en Blomst efter Regn, Den hvide Klædning hængte, til Varsel og Tegn, Til Tegn og til Barsel, at en hemmelig Fjende Hader det Stjønne, og vil, det skal forsvinde. Alt som jeg sad og tænkte, randt det mig i su: En Sanger har jo Magt over Fordum og Nu, En Sanger er jo Hersker over Alt, hvad der boer Fra Fuglens Vei i Luft til den grønklædte Jord; Og er jeg en Sanger, maa jeg vel have Magt Til at virke slig en sneehvid, letflagrende Dragt, Som den, der i Nat, vel uden min Brøde, Men dog ved min Haand blev plettet og lagt øde. "Belan da, mine Tanker! I trofaste Svende! Nu gjælder det at vise, hvad I evne og fjende! 3 væve mig en kjortel, saa fiin og saa hvid, Som en Sølvsky paa Himlen ved Fuldmaanetid; Til Nendegarn I tage de fineste Traade, Som Edderkoppen spinder, af Dugperler vaade; Den Jslæt, I fæste, mens Væverskytten gaaer, Skal være de klare Stjerners blidtfunklende Haar; Men rundtom hele Kjortlen forneden skal I væve En Krands af lette Blomster, der kan i Luften svæve. Nu ffynder Jer til Arbeid, at Alt er fuldbragt Før bleg den sidste Stjerne forlader sin Nattevagt!" Og alle mine Tanker, de store med de smaa, Begyndte som travle Svende Væven at slaae. Snart floi de ud og ind, snart de hamred og banked, En foer med Væverskytten, en Anden Traaden sanked; En Spindelvæven bandt om de rullende Spoler, En maled røde Roser, en Anden blaae Fioler. Der hørtes ingen Lyd, ingen Stemmer at klinge, Let fløi de gjennem Luft, som paa Flaggermuusvinge. En Dreng med gule Loffer gav Agt paa de stille Giester, Han kaldes Phantasien, og var deres Vævermester. Før Morgenhanen goel, førend Stiernen sig slukked, Blev mine Svende færdige, og Bæven de lukked. Jeg sad i min Stol, som en Konge paa sin Throne, Da bar de frem den Klædning, der min Synd skulde sone. mo Den var saa let og svævende, saa fiin og saa hvid, Som en Sølvsky paa Himlen ved Fuldmaanetid; Den glimrede som Niimfrost i Morgensolens Lue, Den var saa blød, som Dunene paa Brystet af en Due. ,,Og nu, I gode Svende! stynder Jer ufortøvet Til hende, som jeg nylig mod min Billie har bedrøvet. Beber den hulde Jomfru i Tugt og i re, At hun den hvide Klædning i Dandsen vil bære; Beder den hulde Jomfru med Eders Stemmer blide, At tilgive ham, der har volbt hende Kvide." Saadan til mine Tanker jeg talte veb Morgenstunde, Da lød et Chor af Latter fra deres spæde Munde; De loe, som Bier summe, de lystige Svende, Det var som deres Latter aldrig fik Ende. Omsider mæleb En: Men hvad tænker Du, Herre! Slig Klæbning vilde siffert kun Ondt gjøre værre. Den Dragt, vi har virket af Spindelvævens Liin, Er god nok at see paa, men til Dands er den for fiin; Vi Tanker er faa lette, vi flæber os i Ord, Men det kan ingen Jomfru paa den hele vide Jord." Der fab jeg da ved Morgengry, stamfuld i Aand, Og havde ikke andet end et Digt i min Haand. Saa fattig er en Sanger, han har ei engang Magt Til at virke slig en sneehvid, letflagrende Dragt, Som den, der hiin Nat, vel uden min Brøde, Men dog ved min Haand blev plettet og lagt øde. Dog, at De ei stal troe, jeg har glemt min Ridderpligt, Sender jeg Dem dette ubetydelige Digt, Og beder, De vil tage med forsonligt Sind imod Det lette Spind af Tanker, jeg lægger for Deres Fod. Chr. K. F. Molbech. Ertholmene. Deres llerebe langt tilbage i Fortiden vare disse smaa Klippeser ligesaa velbekjendte som frygtede af de Sofarende i Østersøen. isolerede Beliggenhed omtrent tre Miil nordost for Bornholm, i det meest befærdede Strøg af Farvandet imellem denne og Sverrig, omgivet af mange farlige Stjær, saavel over som under Vandet, overalt Klippebund og ingen Ankerplads, samt endelig den Omstændighed, at de vare ubeboede, gjorde deres Tilværelse ligesaa farlig for de fredelige Søfarende som beqvem for de Sørøvere, der i Oldtiden under Navn af Vikinger, og senere under Navn af Fetaliebrødre foruroligede Farvandet omkring Ertholmene. Den gode Havn, som af Naturen er dannet mellem klipperne, blev dengang kun benyttet af disse Sørøvere som Tilflugtssted for Storm og Uveir, og Øerne som Losseplads for Byttet, der her opbevaredes til Omstændighederne tillode, at det henførtes til andre Steder, hvor bet bedre kunde nydes. Man har ogsaa endnu paa Zerne flere Sagn, som- hibrøre fra benne barbariske Tid, og blandt Andet findes paa Christianss en Klippe, som kaldes „Jomfrugalgen", hvor det siges, at en fangen Skjønhed fore traf at hænge sig som Mø for at leve med de vilde Korsarer. Paa denne Maade tjente Ertholmene i lang Tid fun som Smuthul og Oplagssted for de baltiffe Sørøvere, og laae saaledes upaaagtede og ubenyttede af enhver lovlig Magt til benimod det syttende Aarhundrede. Da fit Sverrigs Konge, Carl den 11te først Ziet op for Vigtigheden af disse nøgne Klippers Besiddelse; han indsaae Nytten af den gode Havn, som, naar den tilbørlig blev befæstet, vilde tjene til at styrke hans Magt i stersøen og bringe ham saa meget nærmere Bornholm, der som dansk Besiddelse altid havde været de svenske Konger en Torn i Zinene. Han besluttede derfor at tage Ertholmene i Besiddelse. Orbren var alt afgaaet til Admiral Wachtmeister i Carlskrone at begive sig dertil med nogle Orlogsfartøier, tage Derne i Besiddelse, plante bet blaagule Flag, og derpaa indgive Forslag om deres videre Colonisering og Befolkning, da en Mand med en Slæbe, eller rettere med en Hund, fom hans Planer i Veien. Da Admiralen havde læst Ordren, lagde han den paa sit Skriverbord i et Værelse, der paa Grund af dets Helligdom som Arbeidsværelse fun var tilgjengelig for Admiralen selv og dennes Favoritbund, et høist uskyldigt Dyr, men som dog ved denne Leilighed blev den meget skyldige Aarsag til at Ertholmene kom i de Danskes Besiddelse. I sin Herres Fraværelse var Hunden nemlig sprunget op paa Bordet, havde bemægtiget fig Brevet, leget med det og revet det i Styffer; Stumperne tom paa denne Maade i en Kammertjeners Hænder; denne, som er nysgjerrig, føier Stumperne sammen og læser Brevet, og da han er danst af Fødsel og vel tillige ventede at at gjøre sin Lykke ved at aabenbare den opdagede Hemmelighed, løber han bort, reiser til Kjøbenhavn, faaer Audients bos Kong Christian den 5te, og forelægger ham de medbragte Stumper af den svenske Admirals Ordre. Den danske Konge lob derefter strap nogle Orlogssfibe, som laae færdige paa Rheden, affeile til Ertholmene, og da de svenske Stibe kom dertil, fandt de Dannebroge vaiende paa den største Ø, som nu kaldes Christianse, og de Danske i fuld Besiddelse af Ertbolmene. Hvilken Belønning der blev Tjeneren til Deel, eller hvorledes Hunden blev straffet, melder Historien iffe; men Ertholmene git paa denne Maade tabt for Sverrig, og have siden altid tilhørt Danmark. De to vigtigste af Derne: Christianss" og "Frederiksholmen", som danne Havnen, bleve nu efterbaanden befæstede og befolkede. Først byggedes tvende stærke Taarne af Granit, eet paa bver De; disse vare forsynede med Skydebuller og udgjorde i Begyndelsen bele Befæstningen, ber senere blev betydeligt udvidet ved Steenwolde heelt omkring begge Zerne, som besatte med henved 100 Kanoner af svær Caliber, tage sig meget formidable ud, men i Birkelighed kun havde lidet eller intet at betyde, da de vare opførte af løse Steen uden anden Sammenføining end den, der finder Sted ved almindelige Steengjerder. At denne Bygningsmaade var til mere Skade end Gavn, fik man først at vide under sidste Krig med England, da nogle fjendtlige Stibe under Forbifeiling beskjøde Fæstningen. De mange Steen, som vare sammenbobede saavel i Fæstningsmurene, som i en stor Mængde Indhegninger om Beboernes Haver, anrettede da langt større Ødelæggelse end selve de fjendtlige Kugler, og havde Fjenden kjendt denne Omstæn dighed og blot for Alvor fortsat Bestydningen, vilde det snart have været ude med Fæstningen, og man vilde, til Held for vore Finantser, tidligere være kommet til den selv samme Overbevisning, som formodentlig nu har givet Anledning til Fæstningens Nedlæggelse og Sloifning. Men Englænderne have sagtens ikke fundet det Umagen værd at spilde meget Krudt og mange Kugler paa disse tilsyneladende nøgne Klipper, og forlode dem derfor efter en fort Beskydning, efterladende Forsvarerne i den feilagtige Formening at have afslaaet Angrebet, og Regjeringen i den sørgelige Bildfarelse, som forledede den til at anvende endnu større Summer paa denne Befæstningsmaade. Befolkningen bestod i Begyndelsen ene af Embedsmændene og Be sætningen, men blev efterhaanden forøget ved Tilvært af disses Koner og Børn, indtil den endelig naaede et Antal af benved 400 Sjæle. De stode alle under Krigsartiklerne og bleve vel tildeels lønnede og fødede af Regjeringen; men da Lønnen kun var ringe, og hver Familie fun fit een Portion Kost, maatte deres Underhold suppleres ved Fiskeri og anden Søhaandtering, som Zernes Beliggenhed og den derværende Nødhavn fører med sig. Mange vare ogsaa Haandværkere, saasom Murere, Tømmermænd og Steensættere, og havde som Saadanne en Deel Extrafortjeneste ved Arbeide paa Bygningerne og Fæstningsværkerne. Kosten, som to Gange aarligen blev didført fra Kjøbenhavn, opbevarebes i et stort Proviantmagasin, hvorfra det maanedligen blev uddeelt til Besætningen, der iøvrigt fra Bornholm blev forsynet med de manglende Livsfornødenheder, som fersk Kjød, Melk, Brændsel og Kreaturføde. Fisk findes vel i stor Mængde i Havet omkring Zerne, især Torst, Lax, Aal og Sild; men Fiskeriet er aldrig blevet drevet med synderlig Kraft, da Indbyggerne ikke betragtede det som nogen egentlig Næringsvei, og paa Grund af den hele Organisation vare forfaldne til en Magelighed, som kun libet lader sig forene med denne besværlige og farefulde Bestjæftigelse. Et stort Savn for de første Beboere, var Zernes oprindelige Mangel paa Jord. Denne blev imidlertid efterhaanden afhjulpet saavel ved Tilførsel fra Kjøbenhavn og Bornholm, som ogsaa ved Kreatur holdet, der forøgedes, eftersom Befolkningen tiltog. En mangeaarig Opsamling af Gjødning og Feiesfarn, Dyrkning af alle Slags Kjøkkenurter og Plantning af Træer, efterhaanden som Jordsmonnet kom til veie, har dog havt et saa mærkværdigt Resultat, at de tilforn golde Klipper midt i Havet, i den senere Tid ikke alene forsynede Indbyggerne med forskjellige Kjøkkenurter, og forlystede Ziet med smaa Parkanlæg og Haver, prydede med høie Træer og stjønne Blomsterpartier, men selv frembragte Frugter under fri Himmel, der ellers kun tilhøre varmere Himmelegne og en frugtbarere Jordbund. Morbærtræet bar her de skjønneste Vær i stor Overflødighed, Jordbærrene opnaaede en sjelden Størrelse og Smag, men selv Meloner, Viindruer og Figen savnedes ikke i dette lille, af Naturen indrettede Drivhuns, hvor Planterne beskyttedes mod Vinden ved de omkringstaaende Klipper, og mod Vinterens Kulde, ved den milde Søluft, som her gjør Klimaet langt blidere end paa det nærliggende Fastland. Dernes gode Forsyning med fersk Vand er et Natursærsyn, der er i høi Grad forbausende. Imellem Klippekløfterne findes nemlig flere naturlige Bassiner, som selv i de tørreste Sommere ikke alene forsyne Beboerne tilstræffeligt med Vand, men endogsaa tjene til Fyldning for de Skibe, som anløbe Havnen. Alle disse Herligheder findes dog fornemlig fun paa Christianss, der er den største og meest bebyggede, her er saaledes det store Taarn med Fyret, Kirken, Mollen, Proviantmagasinet, Stolen, tvende Krudttaarne, og de fleste Boliger for Embedsmændene og Besætningen; Zen er 2000 Fob lang, omtrent halv saa bred, og hæver sig til mere end 60 Fod over Havets Overflade. Frederiksholmen er i enhver Hen seende ubetydeligere, her findes det lille Taarn, Statsfængslet og nogle mindre Kasernebygninger; den er 1000 Fob lang og omtrent 300 Fod breb, begrændser med sin hele Længde Havnen, der stræffer sig i nordlig og sydlig Netning mellem begge Zerne, og er omtrent 900 Fod lang og 200 Fod paa det Bredeste, har Indløb fra begge Ender, Dybde for de største Stibe, og kan rumme henved 30 Koffardiskibe af forskjellig Størrelse. Begge Zerne forbindes ved en Flydebro, som deler Havnen i to Dele, og som altsaa ved at borttages atter forbinder Havnens nordre og søndre Indløb. Medfølgende Billed fremstiller den nordre Deel af Havnen taget fra Frederiksholmen. Tilvenstre sees Vestsiden af Christianss med det ,,store Taarn", en stærk cylindrist Bygning opført af Granit, med en hvælvet Gang, der fører ind til en aaben Gaard i Midten, hvorfra en Steentrappe fører op i første Stokværk, der har Vinduer ind imod Gaarden og forskjellige Rum til Nustkammer, Kardusmagasin, Opbevaring af Kanonrequifiter og Archivet. Atter fører en Trappe inden i Taarnet til 2det Stokværk, der danner et luffet Batterie med 16 Skydehuller eller Porte, hvori Kanonerne stode monterede som paa et Stibsdæk. Herfra stiger man videre op igjennem Uhrværket til det breiende Fyr, til man endelig befinder sig med Hovedet i selve Laternen; man maa nu vente til een af de tre Arme, hvorpaa Lamperne og Speilene ere befæstebe, er passeret over Hovedet, hvorpaa man stiger rask op og følger Armen paa dens langsomme Gang i Laternen indtil man atter vender tilbage til Lugen, hvorigjennem man stiger ned samme Vei, man kom op. Lamperne, ialt 9, ere de saakaldte argantiske Lamper, hvis flare Skin tilbagekastes fra de indenfor befæftede Speile af blankpoleret og forgyldt Messing. Fyret er altsaa et Blinkfyr, der blev oprettet 1805 for at stjelne det fra Hammerhuus faste Fyr paa Bornholms nordre Pynt; det er 92 Fod over Havets Overflade, og kan fees 3 Miil tilsøes i alle Retninger. Nedenfor Taarnet, bag en dobbelt Række Almetræer, sees Commandantboligen, Forvalterboligen, samt Vingerne af Mollen, i Baggrunden Overgangsbroen, og endelig en Gabe dannet af Besætningens Boliger, som naae lige til det søndre Indløb. Endnu have vi blot at omtale den tredie store Græsholmen ", som ligger 400 Alen i nordvestlig Retning for Frederiksholmen, den er noget mindre end Christianss, har hverken Huse eller Mennesker, ikke heller synderlig meget Græs; men er Tilflugtssted og Bolig for alle Slags Søfugle og Trækfugle, som deels bygge og boe der, deels tage derind og udhvile paa deres lange Vandringer om For= og Efteraaret. Edderfuglen er alligevel den fafte Beboer af Zen, den forbliver der hele Aaret rundt, bygger mellem Stenene fin Rede af de fine graae Duun, som den pluffer af Brystet, bliver to Gange i Løbet af Sommeren berøvet fit kostbare Bohave af den ubarmhjertige 100 Edderdunnssamler, og maa for tredie Gang tye til sin hvidfjedrede Egtefælles Bryst for atter at rede fine Unger en Seng, som vel er af grovere Stof, men ogsaa netop derfor faaer Lov at blive liggende.d Vi have her forsøgt at give et Billede af Ertholmene, som de vare til Aaret 1855, da Fæstningen blev nedlagt, Kanonerne førte bort, hele Colonien opløst, og Indbyggerne, Unge og Gamle, faa godt som Alle forviste deres Fødested. Huse, Haver og Anlæg ere givne til Priis for Tidens altfortærende Tand, Fiskeriet for Sæl hundenes Graadighed, Edderfuglene for Jægerens dræbende Bøsse. Men hvad der er værre endnu, er den Omstændighed, at Zerne ved Fæstningens Nedlæggelse ere givne til Priis for fjendtlig Bold, og ikke mere ere istand til at yde vor Handelsflaade i Østersøen den Beskyttelse mod Kaperier, ja selv ikke mod Storm og Ulveir, der for 170 Aar siden tilsigtedes ved deres Befæstning og Colonisering.. G. Hedemann. Smørum. (En Sfizze.) in Faber Læseren maa ifte blive angst og troe, at jeg vil følge de moderne Forfatteres Exempel og begynde lige ved eller endog før Fødselen; jeg vil fun fortælle, at min Fader hørte til en Stand, der idetmindste i en Kjøbstad vilde afgive Medlemmer til Honoratiores Classen. Mig selv vil jeg introducere for Læseren i mit 23de Aar, netop i det høitidelige Zieblik, da jeg for første Gang indviedes i Statens Tjeneste, in puris naturalibus det vil sige, da jeg den sidste September 185- stod paa Raad og Domhuset i Kjøbenhavn albeles afklædt, for at udtages til militær Tjeneste. Jeg befandt mig i et 6 ynkeligt Selskab, der rystede af Kulde og bævede af Undseelse, thi i den Dragt bevæger man sig ikke med Lethed imellem fine Medmennesker, undtagen ialfald paa et Badehuus; men her, inden fire Vægge! Jeg var ifte saa patriotistfindet, at jeg skulde ønske at blive Soldat. Langtfra, jeg foregav Kortsynethed, men jeg kunde ifte læse Skrift nærveb; jeg angav et svagt Bryst, men Lægen bankede paa og lyttede til Brystet, der var ingen Brystsyge hjemme; jeg angav en Svækkelse i Knæet, han klemte mig om Knæstallen, saa at jeg undrer mig over, at jeg ikke fit en Knæstade, men der var ingen. Der var ingen Ubvei; jeg blev veiet, nei maalt; jeg havde Høiden og blev "taget". Jo, jeg havde bestaaet min Examen godt, og kunde nu gaae hele Vinteren og vente paa Ansættelse, der var mig fiffer nok til næste Foraar i Rekrut skolen. Med just ikke de allerglædeligste Følelser mødte jeg da den 1ste Juni næste Aar og saae mig om mellem min nye, nærmere Omgang. Jeg maatte træffe i et Par Beenklæder, der var for forte, og i en Trøie, hvis Ermer vare for lange. Min egen Faber fjendte mig ikke i mit martialſte Paatræk, da jeg mødte ham paa Gaden, og min Tante, der havde spaaet mig Hæder paa min frigerste Bane, blev aldeles rød, da jeg tog til Huen for hende midt paa Gaden. Dog, det var det mindste; Tøiet var godt, Klæbet fra Usserød, og Ingen havde brugt Klæderne før mig, men det øvrige Kaserneliv kunde jeg ifte saa let vænne mig til. En Stol til at sidde paa, hvilket jo ellers ikke er nogen urimelig Fordring, exiſterede ikke i Kasernen; en Bænk gjør jo ogsaa samme Nytte, og hele Meublementet bestaaer af et Bord, et Par Bænke, en Seng og en Hylde paa Væggen ellers Intet. Toilet maatte vi gjøre paa fri Haand og vadske os ved Posten. Men Sengen var god, en deilig Halmmadrats og Lagener saa solide, at jeg næppe turbe vende mig af Frygt for at blive hudløs. Kosten var upaaklagelig i Henseende til Ovantitet, vi kunde kjøbe saa meget, vi vilde, hos Marfetenderen.
Jeg havde smigret mig med, at jeg stulbe faae Lov til at spise hjemme hos mine Forældre. Forfængelige Jndbildninger! Jeg maatte ned med de Andre til Marketenderen Kl. 114 og søge Bollerne op i Suppen, eller speide efter lidt Magert i de fede Omgivelser. Og nu Selffabet! lutter Bønder det kunde endba være det Samme men ogsaa en Deel slemme Labaner af Kjøbenhavns Ungdom, endog fra Labegaarden. Ved mange Intriger og Insinuationer for Underofficererne kunde jeg dog leve i et udvalgt Selskab og kom paa et Kammer, hvor fun laae 6 Mand, iblandt hvilke endog en Blikkenslagersvend, der gjorde fig meget til af fin frivillige Deeltagelse i Krigen, og derfor faae os Andre aldeles over Hovedet som ukyndige i Brugen af Vaaben. Jeg vil ikke tale om Øvelserne den første Tid, at strække Brift, at staae paa Tæerne, svinge Armene rundt, sidde paa Hug, tage til Huen o. s. v.; det var Altsammen Ting, som jeg lærte i en Haandevending til stor Forbauselse for mine Colleger fra Landet, der ikke vare saa smidige i Ledemodene. Forresten vilde jeg forsynde mig grovt mod Sandheden, naar jeg vilde sige, at det var morsomt. Om Morgenen efter en Kop næsten Kaffe 4 Timers Øvelse, saa spise Noget, der faldtes Middagsmad, faa atter 3 Timers Øvelser, saa pudse til næste Dag og holde stn Garderobe i bedst mulige Stand der blev ikke megen Tib tilovers til Fornøielser udenfor Kasernen og det i samfulde 13 Uger Dag ud og Dag ind, undtagen om Søndagen, og naar vi en enkelt Eftermiddag skulde vade en halv Fjerdingvei ud i Vandet for at blive rene. Der hører megen frigerst Lyst til at finde Behag i det Liv, saa megen, at jeg aldrig har funden den hos en Eneste af de mange Martis Sønner, jeg havde den ære at gjøre Bekjendtskab med. Men bet var egentlig ikke om mig, jeg vilde tale, men om min Ben, Smørum, der var min Sengekammerat, eller som det hedder i Kunstsproget, min Sluf. Det var en frist og smuk Bondekarl, som jeg strax valgte til min Ven blandt mit Kammers Belægning, endog meb Forbigaaen af Blikkenslageren. Han var et af disse Naturbørn, der ligesom de Vilde blive sjeldnere og sjeldnere, stærk og ufordærvet, Inshaaret og rødmosset, ukjendt af og med Verden, i hjemmegjort Best og hjemmegjorte Beenklæder. Han havde aldrig været i Kjøbenhavn, og stjøndt han med Taarer drog fra sin Fødeby, havde han dog glædet sig til Reisen. Han efterlod en Fæstems i Byen, der under mange Taarer havde forsynet hans Mabpose, og havde givet ham et Kys med paa Reisen saa langt og saa varmt, at det kunde holde et godt Styffe ub af Veien. Dette betroede han mig en af de allerførste Dage, og der kom snart et fortroligt Forhold istand imellem os, der begunstigedes meget af Om stændighederne, da vi ikke alene vare Sidekammerater om natten, men ogsaa om Dagen; vi sadde paa Hug ved siden af hinanden, og i alle vore equilibriffe Øvelser vare vi Sidemænd. Forresten var han just ikke af de Adretteste, og der vankede i Begyndelsen mange Knubs Gud bevar's, Prygl er afskaffet, men disse smaa uskyldige Knubs foran paa Skulderen, der blot efterlaber en blaa Plet og vare ledsagede af saftige Bittigheder, dem var der aldeles Intet i Veien for. Men var han ikke lærnem, var han dog lærvillig, og han sprang over Snoren og strittede ud med Arme og Been, saa det var en Lyst, endstjøndt Taarerne undertiden stobe ham i Dinene. Han holdt sig til mig, og da jeg beæredes med Titel af Professoren, kaldte man ham for Secretairen. Man stulbe snarere troe, at det var omvendt; idetmindste kunde man ofte see mig strive efter hans Diftat. Han fit nemlig ofte Brev fra fin Johanne, og da han ikke kunde læse, maatte jeg læse dem for ham, og da han ligesaalibt kunde strive, maatte jeg ogsaa strive for ham. Johannes Breve vare rørende, virkelig rørende, der var en saa sund Følelse og en saa reen Længsel i bem, at de vilde gjøre mangen høivelbaaren Frøken tilskamme, men samme Frøken funde da trøste mig med, at der paa hele Siber ikke fandtes et eneste Punktum, end sige Comma. Hans Svar vare ligesaa smukke, hvad Indholdet angit, og da jeg frygtede, at Interpunctionstegnene skulde forstyrre Læserinden, var jeg saa betænksom at udelade dem. Smørum fortalte mig om hende, ikke hvor smuk hun var, men hvor god hun var, at hun tjente hos en gammel rig Bonde, der absolut vilde gifte hende, og da han ikke fandt Gjenkjerlighed, yttrede sin Tilbøielighed ved at sulte og plage hende. Hun havde nu engang givet Smørum sin Tro, og Smørum tvivlede ikke paa, at hun not vilde holde ud. En Eftermiddag, da vi Alle just vare commanderede til at sidde paa Hug nede paa Exerceerpladsen, seer jeg pludselig min Ven gaae bagover, og et tordnende "Bondelømmel!" fra en hæs Underofficeers. ftrube blev efterfulgt af et venskabeligt lille Spark, der i en Fart bragte Smørum paa, Benene igjen. Jeg saae op, og ligeoverfor os stod med Taarer i Zinene en lille, trivelig Bondepige, der strax efter gif bort. Da vi kom op paa vort Kammer, fortalte han mig, at det havde været Johanne, at han var bleven saa forskræftet ved at see hende, at det havde været ham umuligt at holde Balancen. Det "havde været ham meget ydmygeligt", at hun stulbe see det, og nu havde han ingen Rist eller No, før han kom ud paa Gaden for at træffe bende. Om Aftenen fik jeg at vide, at han ganske rigtigt havde truffet hende. Hun havde ikke kunnet udholde Adskillelsen længer og havde taget Condition i Kjøbenhavn, for at være fin Hjertensfjær nærmere. Han var dybt rørt over dette Træk, især da hun kun havde faaet en daarlig Condition i en Kjelder tætved Kasernen, men da hun var en flink Pige, haabede han, at hun not ſfulbe avancere til noget Bedre. Nu blev jeg da overflødig i Correspondencen, men hver Aften blev jeg opvartet med en Mængde forelsket Snat, og jeg maatte opgive min tidligere Tro, at Kjerlighed ikke fandtes blandt de Mennesker. Om Søndagen mødte jeg de Elskende Haand i Haand, han i fuld Rekrut bragt, hun meb Livet heelt op under Armene og med sneehvidt Liin; det var hendes hele Prydelse. Hun var ikke smuk, men saae godmodig ud og struttede af Sundhed. I sin Condition var hun ikke fornøiet, da der var saa meget Rykind, og hun var saa heldig at komme til et "Herskab", hvor hun bavde det endnu værre, hvad Arbeide og Behand ling angit. Dette Herskab vilde ikke vide af Kjereſterier at sige, og de Statler maatte nøies med de smaa Rendezvous paa Trappen og i Gabedøren. Rekrutskolen fik da som enhver Skoletid ogsaa en Ende; vi bleve præsenterede, fik Noes, avancerede fra Rekrutter til Menige, og indran geredes i de "Gamles" Ræffer. Vi fik mere Tid til vor Disposition; jeg kunde igjen nyde godt af mine Forældres Huus, og Smørum var faa fiffig at faae sig en Condition i samme Huus som Johanne, hvor han rigtignof fun skulde børste Toi og bære Vand, men hvor han maatte baade vaske Gulv og løbe Erinder for Koffepigen. Den allerførste Gang jeg var paa Vagt, var ogfaa min Ven, Smo rum med, og jeg saae Johanne den Dag tre Gange gaae forbi. Hun var vist stolt af det Syn; ja, for den Sags Skyld skulde da ogsaa min Fader hen og see, hvorledes hans Søn tog sig ud foran et Skilderbuus. Jeg fik Interesse for den lille buttede Johanne, hvis godmodige Ansigt tog sig bedre og bedre ud, jo oftere man saae det. Jeg talte derfor gjerne om hende med Smørum, og glædede mig ved at høre om alle de Planer, de To havde lagt for deres Fremtid. Der forløb et halvt Aar, og Alt gif godt. Smørum var afholdt af sine Foresatte, af sine Kammerater, der kun havde det imod ham, at han var altfor ſtiffelig, og fremfor Alle af sin Johanne. Men Vinteren kom, og man stulbe troe, at med Mørket fulgte ogsaa de sorte Dæmoner, thi der foregik pludselig en paafaldende Forandring med ham. Før havde han altid havt Penge not, ifte alene til sine egne For nødenheder, men ogsaa til at tractere Johanne hver anden Søndag med Caroussel, men nu var han oftere i Forlegenhed og bad mig om Laan. Det var det første Symptom. Naar jeg spurgte ham om Grunden dertil, fortalte han mig Historier, som jeg kunde tage og føle paa vare Phantasibilleder. Desuden blev han forsømmeligere i Tjenesten, blev længer ude om Aftenen, end han havde Tilladelse til, søgte enhver Leilighed til at komme bort fra Kafernen; fort sagt, han var ikke længer den gamle stiftelige Smørum. Det endte da med, at han en stien Dag fit 24 Timers Arrest. Morgenen efter, da denne Straf erequeredes, kom jeg usædvanlig tidlig udenfor Kasernen. Der gik den lille Johanne med røde, forgrædte Zine. Hun fjendte mig og kom hen til mig. Af Brandvagten havde hun hørt, at hendes Kjereste sad i Raschotten, men det var dog ikke det, der fremkaldte hendes Taarer. Hun betroede mig hele sin Sorg, da hun vidste, at jeg var et "pænt Menneske", der altid havde opført fig faa propert mod Smørum. Hun fortalte mig da, at hun var gruelig ulykkelig, og da jeg deeltagende spurgte om Grunden, svarede hun: "Det er Justitsraadens Amalie. Jeg er færdig ved at troe, at hun har forgjort ham". Justitsraadens Amalie, fit jeg at vide, var en Tjenestepige bos det samme Herskab, hvor Smørum tjente, en af disse fiffige og raf= finerede kjøbenhavnske Piger, der stifte Kjereste ligesaa tibt som Condition, og han var altfor uskyldig og uerfaren til ikke at bedaares af hendes forliebte Ziekast. Den stakkels Johanne maatte see paa, at bendes Hjertenskjær efterhaanden aldeles glemte at gaae op paa tredie Sal, for at gantes paa første Sal. Hun maatte see dem spadsere sammen, og Rivalinden var ikke den, der skulde gjøre en Hemmelighed af sin Erobring; P ovenikjøbet spottede hun den lille Bondepige, der rigtignok havde første Prioritet i Smørums Hjerte, men som var taabelig nok til at troe, at benne Prioritet var uopfigelig. Johanne græmmede sig, og naar hun tilfældig traf sin troløse Elsker, havde hun kun Taarer og Bebreidelser, tvende Vaaben, der ikke gjorde Indtryk paa den unge Soldat. Den første Gang, jeg igjen var alene med min Vaabenbroder, vilde jeg formane ham. I Begyndelsen var han stædig og sagde kun, at Johanne var saa "urimelig", men efterhaanden blev han dog lidt bevæget og lovebe at tale med hende. Hvorledes han har talt med hende, veed jeg ikke, men det fik jeg snart at vide, at Forholdet ifte blev anderledes, og at Amalie triumpherede. Skinsyge forførte nu Johanne til at passe paa dem ved alle Leiligheder, og da Terpsichore tæller ikke faa Tilhængere blandt Soldater og Tjenestepiger, var det ogsaa paa Dandseboder, de Elffende traf sammen. Derben fulgte Jobanne dem, det vil sige, hun kunde staae hele Timer udenfor og lytte til Musikken, der star hende i Hjertet, men i hvis umelodiste Toner de Andre indenfor berusede sig. Folgen deraf var, at Johannes Herskab efter gjentagne forgjæves Baamindelser jog hende bort, og nu gif den Staffel for Lud og koldt Band, indtil Nøden tvang hende til at søge Hjælp hos mig. Heldig viis funde jeg faae hende anbragt hos mine egne Forældre, efterat hun havbe lovet mig ikke at bryde sig mere om Smørum. Men jeg faae hendes blege Kinder og mærkede, at Kjerligheden havde hos hende en langt dybere Rod end bos de Fleste. Hun git stille til sit Arbeide, og bet var tydeligt, at en svær Sorg tyngede paa hendes Hjerte. Smørum undgik mig ved alle Leiligheder, saa megen Følelse havde han dog, og jeg maatte overlade dem begge til deres Skjebne, og nøies med den Bevidsthed, at jeg dog havde skaffet hende i en Havn, hvor hun i No funde begræde fit Tab og ikke lade sig forlokke i den Afgrund, hvori mangen Anden maaskee havde styrtet sig. Hvor meget ligner dog ifte Salonlivet Livet i de simplere Krebse? Te famme Intriger, de samme koketterier, den samme Rivaliseren! Paa Baller afgjøres Manges Lykke, og lægges Spiren til ligesaa Manges Ulyffe? Hvor mangen ung Dames Hjerte er ikke bleven bebaaret af en Dandser, der fører godt, og har kaftet Vrag paa Staffelen derhenne ved Døren, der ikke dandser eller ialtfald dandser ude af Taft, naar han vover sig ud paa Gulvet? Staffels Smørum! du maatte erfare bet Samme i Kjelderen henne paa Hjørnet. Du funde ifte maale dig med den raske Husar, hverken i Uniform eller i Dandse-Capaciteter, og Amalie fandt ligesaa meget Behag i Husaren, som i dig for fire Maaneder fiden, og langt mere end bun nu fandt i dig! Saavidt kan Ligheden forfølges, men dermed hører den op, thi istedetfor en derpaa følgende ziirlig og funftmæssig Duel mellem Nivalerne i tilbørlig, uskadelig Afstand, kom Smørum den Aften hjem med et saa ophovnet Zie, at det var tydeligt, at der aldeles ikke havde været Tale om Afstand. Han mistede Amalie og fit et blaat Zie. Men derefter gif han i sig selv, Elskovsrusen var banket ud af ham, og han nærmede fig mig igjen. Han blev atter en flink Karl og gjorde fin Tjeneste til Alles Tilfredshed. Om Johanne talte han rigtignof ikke, men han har uden Tvivl tænkt paa hende; thi da en af hans Kammerater tillod sig at gjøre sig til af at staae i et intimt Forhold til hende, foer han op. "Det er Løgn!" raabte han; med et Slag laa Kammeraten under Bordet, og næste Dag laa Smørum paa Leibænken i Kaschotten. Det er et eensomt Fængsel, og Tilhængerne af Cellesystemet kunne feire en Triumph, naar de erfare, at Eensomheden gav Arrestanten Tid til at vende tilbage til sin tidligere, uskyldigere Kjerlighed. Han bad mig at tale hans Sag hos Johanne, og jeg gif bjem til mine Forældre saa glab, som om jeg ret skulde bringe en glædelig Tidende. Jeg tænkte, at der var Jntet i Veien, men blev høilig forundret, da Johanne ganske rolig hørte paa mig og sagde, da jeg var færdig, at nu var bet for filde. "Har du da forlovet dig?" spurgte jeg. "Hvor fan De troe bet? Fy, det havde jeg ikke tentt om Dem!" svarede hun, og jeg kunde see hendes Brede, der rigtignok ikke yttrede sig ved Heftighed, men i en Strøm af Taarer. Jeg havde ikke tænkt mig saa fine Følelser hos det lille Bondemenneske og troede, at det blot var et vieblikkeligt Egenfind eller krænket Egentjerlighed, men jeg tog feil, og til mine Forældres Overraskelse sagde hun den samme Dag op, og da Maaneden var ude, reiste hun til fit Hjem, uden saameget som at betænke Smørum med en Hilfen. Han tog sig det meget nær, passebe sin Tjeneste, men det var godt at mærke, at noget nagede ham. Flere Gange vilde han, at jeg sfilde strive for ham til Johanne, men jeg undslog mig, for ikke at gribe ind i Andres Lykkehjul. Da det igjen blev Sommer, fit ban otte Dages Permission i Høsttiden, og jeg funde not mærke, at han fatte meget Haab til denne Hjemreise. Han var atter bleven sparsommelig, og paa Brystet havde han ved Afreisen gjemt et broget, stort Silfetørklæde, som uden Tvivl var bestemt til at bestikke Johanne, og som skulde være et Glemselens Slør over det Passerede. Han kom imidlertid tilbage endnu mere nedslaaet end før, og fortalte mig, at hun igjen var hos den rige Bonde, der nu behandlede hende godt, og at hele Byen sagde, at Brylluppet snart skulde staae. Forresten var hun hverken godt lidt af Karle eller Piger, da hun aldrig tog Deel i deres Fornøielser, men levede stille og indgetogent. Han havde kun cengang truffet sammen med hende, og hun havde da været ganske fremmed og fold imod ham. Jeg trøstede ham saa godt. jeg kunde, og han besluttede, naar hans Tjenestetid var ude, at tage fast Condition i Byen, da han ikke vilde til sin Fødeby og see sin forrige Kjereste som en Andens Kone. Det blev der imidlertid Jntet af, da hans gamle Moder ikke funde undvære ham, og med tungt Hjerte reiste han hjem ligesaa fortnyt, som han Aaret før var reist ud. - Sommer besøgte jeg Smørums Fødeby. Jeg tilstaaer, at vort Venskab, idetmindste ikke fra min Side, havde overlevet Garnisons tjenesten, og jeg tænkte næppe paa min gamle Krigskammerat ved at komme til Byen af samme Navn. Først da jeg faae paa Karlen, der holdt min Hest og modtog mig, opdagede jeg, at det var Smørum i civilt Costume. Han var Staldkarl paa Stroen; det gik ham godt, og da jeg spurgte ham om Johanne, smidstede han og pegede henad Veien, hvor hun netop kom med en lille rødmosset Glut paa Armen. - Da hun kom nærmere og faae mig, tog bun sin Mand i Haanden og sagde, at nu kunde jeg troe, at han var ganske anderledes end i Kjøbenhavn. Her i deres Hjemstavn kjendte de igjen hinanden, og der, hvor deres Kjerlighed var født, skulde den nu ogsaa leve lige til deres Død. De vare begge lyffelige; den gamle Bonde havde inden fin Død betænkt Johanne; de havde deres Udkomme, og Erindringen om Garnisonslivets Forførelser var kun en Sty, der efterhaanden forsvandt paa den flare Himmel. Fjorten Dage efter var Barnedaab. Jeg var indbuden, og tog Deel i Gildet, som om jeg havde levet fra Barnsbeen i Smørum. Den unge Moder dandsede af Hjertenslyst, og Ingen gjorde hende Rangen i hendes Mands Hjerte stridig og dermed ender denne simple, meget simple, men sande Historie. A. T. Ewalds-Hoi ved Rungsted. Hvor vor Øresundets Solverflig Forener tvende Lande, Og faster Bølgen minderig Baa blomsterklæbte Strande, Der hæver sig paa Sjølunds Kyst, Hvor Stoven deiligst pranger, En Høi, der tibt har hørt en Røst Af Nordens store Sanger. S Der sad han mangen Aftenstund, Naar Maanen steg paa Himlen; Baa Legem svg, paa Sjælen sund Han tyebe bid fra Vrimlen. madaly Mens der i Ensomhed han sad, De tunge Sorger vege, -adinu Fra dybe Sangbund bruste Ovad, Som ingen Tid skal blege. Der saae han det sortladne Hav," Som bar de Kjøbmænds Snekker, Og sang ba om den stolte Grav, Som favner Helterækker. Han hørte, hvor de Bølger flød Med stærke Slag mod Den, Sang da om liden Gunvers" Dod Og Fifferne" paa Søen. Den Nattergal bag dunkle Hæk Sin Trille slog foroven, Hvor lød dens Fløiten klar og fjet Og liflig gjennem Stoven; Hver Tone bølged' i hans Sjæl, Blev til en deilig Vise Om Glæders aldrig tømte Væld 3,Rungsted", hos „Louise!" Der sidder han! i Aft'nens Vind De tynde Haar sig blande, Mens Maanens matte, gule Stin Gjør blegere hans Pande; Den Bondemand, som vandrer hjem, Naar endt er Dagens Pligter, Tyst hvisker, mens han iler frem: "Den stattels, syge Digter!" Ja, syg han er, den høie Stjald, Men han er ingen Staffel! Viid, Bonde, Gud gav ham det Kald, At tænde Lysets Faffel! Troer Du, at han, der fik fligt Hverv, - Er fattig end hans Hytte Og taarevæbet hver en Skjerv, Med Konger vilde bytte? dis Nei, ynt ei bam, men vnk den Slægt, Der faae hans Kinder gløde, Og dog lod under Nødens Vægt De dybe Saar forbløde; Der over Hverdagslivets Tant Ei ændsede hans Ovæder, Og først, da han i Døden svandt, Begræd fin tabte Haber! - Paa Høien, hvor hans Seerblik Engang saa vidt mon ile,12 Staaer Bænken tom, længst Stjalden gik Til Gravens lange Hvile; Men hvad ban følte, da han sad, Hvor Sundets Bølger rinde, Hvad Sjælen allerinderst qvad, Skal aldrig fra os svinde! Og fredes skal den bvre Blet Alt under Bøgegrene, Hvor Ewald, af sin Livstamp trat, Saa ofte fab alene! Gaae hen og til hans Minde pluk Een af de Rofer røde - Da hører Du et dæmpet Sut, Hvor Harpens Toner løbe! l god pa 9 sud Christian Adam. Livets Kilde. idenskaben lærer, at Alt, hvad der lever paa Jorden, kun tildeels skylder denne fin Til værelse; thi vel er Legemets Masse udsprunget af Jorden, til hvilken den atter vil vende tilbage, naar Livet udsluffes, naar Mennesket, Dyret eller Planten døer; men den Virksom hed, som foregaaer i Legemet ligefra dets Tilværelses første Dieblik, indtil det gaaer tilgrunde, den Kraft, som Legemet udvikler, og med hvilken det indvirker paa fin Omgivelse, fort den hele Livsvirksomhed udspringer fra en anden Kilde', nemlig fra Solen. Det er denne, der paa Jorden fremkalder den uendelige Mængde Forandringer, hvori Livet bestaaer, og meddeler det levende Legeme de Egenskaber, hvorved det adskiller sig fra den døde Materie. Det dyriske Legemes Masse er ikke noget Blivende, og omendog Formen uforandret kan vedligeholde sig i Næffer af Aar, vil dog Stoffet, hvoraf Legemet bestaaer, den ene Dag ikke være det samme som den anden; thi netop i denne nafbrudte Forandring giver Livsvirksomheden sig tilfjende. Ophører denne Tilstand, da udslukkes Livet, og Stoffet vender da efterhaanden tilbage til sin oprindelige Tilstand. For det enkelte Individs Vedkommende er derved den Ræffe af Forandringer sluttet, som Stoffet undergaaer i det levende Legeme; men betragte vi derimod Livsvirksom heden fra et mere almindeligt Standpunkt, da see vi, hvorledes den for= planter sig fra et Individ til et andet igjennem et uendeligt Antal Generationer, da er Livet evigt og ubegrændset; ethvert Individs forte Livsperiode er da kun en Bølge i den uendelige Strøm, der begynder med de første lavere Planters og Dyrs Optræden paa Jorden, og vil flyde saalænge, indtil Livets Kilde udtørres. Plantens Livsvirksomhed er væsentligt forskjellig fra Dyrets; thi imedens hiin kan bestaae selvstændig, er denne stedse afhængig af Planten. Dyret maa ligesom Planten optage Næringsmidler for at kunne leve; Planten henter disse fra Jorden, Vandet og Luften, men Dyret er ikke istand til at leve af det raae Stof, det kan ikke omdanne Steen, Metal, Vand eller Luft til Kjød og Blod, men henter sit sande Næringsstof fra Planten; kun ved at tilintetgjøre dennes Livsvirksomhed kan det underholde sin egen, kun af Plantens Masse formaaer Dyret at bygge fit eget Legeme. Planterne danne saaledes Grundlaget for det dyriske Liv, hvorfor de ogsaa have været de første levende Skabninger, der ere optraabte paa Jorden; og skulde engang i Tidernes Løb det hele Planterige gaae tilgrunde, intet Frø, ingen Spire atter stabe et nyt, da vilde dermed ogsaa Dyreriget og Mennesteslægtens Skjebne være afgjort; thi de vilde da gaae tilgrunde af Mangel paa Fødemidler. Ligesom et Styffe Kul fan henligge i Aartusinder uden at for brænde, saaledes kan ogsaa et Fro bevare Spiren til en ny Plantes Liv igjennem lange Aarræffer, naar de ydre Betingelser mangle, ved hvilke Virksomheden indledes. Imedens Kullet fordrer Luft og en vis Varmegrad for at antændes og forbrænde, er Fugtighed en nødvendig Betingelse, for at Frøet kan begynde sit Liv. Uvilfaarligt søger da Rodspiren mod Jorden, medens Bladspiren vorer opad for at udbrede de første Blade i Luften; Planten begynder at vore og tiltage i vægt, idet den søger Næring fra Jorden, giver den, og vedbliver at vore, baaret Frugt; thi først da er dens Plantes Legeme falder til Jorden, Frugten har sørget for fin Slægts Forplantning. Vandet og Luften, som omindtil den har blomstret og Liv tilende, og den eenaarige efterat den ved Dannelsen af Men hvorved er nu det Stof, hvoraf Plantens Masse bestaaer, forskjelligt fra det, hvoraf den blev dannet? Vi ville ikke tage Hensyn til, at Planten bestaaer af en Mængde Stoffer, der i chemist Henseende ere væsentligt forskjellige saavel indbyrdes som ogsaa fra dem, hvoraf de have deres Oprindelse; men vi ville betragte Planten som et Hele, da den som saadan nærmest har Interesse for os, og det er saaledes, at Dyret modtager og fortærer ben. data Forbrænde vi en Plante, da forsvinder den tilsyneladende, og en Haandfuld Aske er Alt, hvad den efterlader. Den gaaer derved atter over til de Stoffer, af hvilke den blev dannet, den bliver til Jord, Vand og Luft; thi Chemien lærer os at Flammen udstøder disse sidste Stoffer i en Tilstand, i hvilken de ere ukjendelige for Diet. Men Planten indeholder tillige et fjerde Element, om man saa maa kalde det; det er Ilden, som den frigjør ved sin Forbrænding; og det er denne skjulte Virksomhed, der har meddeelt Stoffet, som danner Planten, andre Egen staber, end dem, det var i Besiddelse af, forinden det optoges af denne. Den Egenskab, at kunne frembringe Lys og Varme, bar Planten ikke kunnet modtage fra Jordskorpen, der ikke selv besidder den, den har modtaget den fra Solen; det er Solens Lys og Varme, som den brændende Plante atter udstøder i det Zieblik, dens Bestanddele overgaae i den Tilstand, i hvilken de optoges af Planten. Det er Somme rens Varme og Dagens Lys, som i ben lange mørke Vinter varmer og oplyser vore Boliger; thi Evnen at kunne brænde har Træet i Ovnen og Olien i Lampen modtaget fra Solen, da Planten dannede disse Stoffer. siz Det er en nødvendig Betingelse for en Plantes Udvikling, at den fan paavirkes af Dagens Lys; men overordentligt frodigere bliver dens Bært, naar den besfinnes af selve Sollyset, og uvilfaarligt søger Planten stedse hen til de Steder, hvor Lyset er stærkest. I den mørke Kjælder skyber den spirende Kartoffelknold sine lange, sygelige Stub henad Jorden for at naae en Revne i Muren, igjennem hvilken Solen skinner, og først efterat have naaet Lyset, modtage de en frist grøn Farve og udvikle sig frodigt; thi det er ikke saameget Varmen som Lyset, der befordrer Planteværten. I en varm, men mort Stue fan Planten ikke vore, medens den med Lethed groer i den frie Natur, naar fun Barmen ikke er saa ringe, at Vandet fryser, og derved enhver Mulighed til Bevægelse i Planten ophører. Enhver Deel af Planten eller af det dyriffe Legeme, fort en hver Deel af Materien, igjennem hvilken Livskraften virker, besidder den Evne at kunne brænde, at kunne udvikle Varme og Lys; men er Forbrændingen fuldendt, da er ogsaa den sidste Livsspire qvalt, og først naar Stoffet atter fommer i en Plantes Virkefreds, kan det ved Sollysets Hjelp optages af denne, hvorved det da paany modtager de Egenskaber, som det tabte ved Forbrændingen. Lad os nogle faa Zieblikke dvæle ved de Forandringer, som Stoffet undergaaer ved Planternes Paavirkning. Vi vide, at Planten af Jord, Vand og Luft uddrager sin Næring; men omendſtjøndt de Bestanddele, som Planten uddrager af Jorden, ere væsentlige, ja uundgaaeligt nødvendige for Plantens egen Virksomhed og dens Bestemmelse som Føde middel for Dyr og Mennester, kunne vi ikke destomindre fra vort Standpunkt forbigaae dem; thi de ere uden væsentlig Indflydelse paa de Slutninger, som vi ville drage. Det er altsaa Vandet og Luften, hvis Bestanddele vi nærmere ville betragte. Nu vel, Enhver veed, at Bandet er en chemist Forbindelse af to Luftarter, som faldes Jlt og Brint, Luften derimod en Blanding af flere forskjellige Luftarter, nemlig Ovælstof, lt, Kulsyre og Ammoniak, af bville de tende første danne Luftens Hovedmasse, medens de sidste kun forekomme i meget ringe Mængde. Men netop disse to Luftarter, af hvilke Kulsyre ikke udgjør en Totusindedeel og Ammoniaken neppe nogle Milliondele af Luftens hele Masse, danne i Forbindelse med Vandet Plantens væsentligste Næringsmidler. Kulsyren og Ammoniaken ere sammenfatte Luftarter; thi hiin bestaaer af Kul og 3lt, denne derimod af vælstof og Brint, og der findes altsaa i Plantens tre væsentligste Næringsmidler ialt fun fire forskjellige Grundstoffer, nemlig Kul, Brint, Ovælstof og Ilt. Naar vi ikke tage Hensyn til den ringe Deel, som Planten har ud draget af Jorden, bestaaer dens Masse netop af de selvsamme fire Elementer eller Grundstoffer; man funde altsaa være fristet til at antage, at Planten ligefrem fra Omgivelsen havde taget Band, Kulsyre og Ammoniak og sammenføiet bem til de Forbindelser, hvoraf Planten bestaaer; men det forholder sig ikke saaledes. Planten vil stedse indeholde en betydelig mindre Mængde Jlt end den, der fandtes i Vandet og Kulsyren, som have bidraget til Plantens Dannelse, og selvfølgelig maa der foregaae en Abstillelse af disse Stoffer, hvorved en vis Mængde Jlt udstødes af Planten, imedens Resten med Vandets og Luftens øvrige Bestanddele danner de Forbindelser, hvoraf Planten be staaer. Men denne Virksomhed finder fun Steb, naar Sollyset ind virker paa Plantens grønne Blade, og den ophører, saasnart Solen synker ned bag Horizonten; imedens Nattens Mørke ruger over Jorden, hviler Planten sig for atter, naar Morgensolen sender den sine første Straaler, paany at begynde fin Virksomhed. Men idet vi saaledes see, at den Virksomhed, ved hvilken Planten af Band, Kulsyre og Ammoniak danner sine organiske Bestanddele, idet den samtidig udvikler den overflødige Mængde Jlt, er afhængig af Sollysets Indvirkning paa Planten, paatrænger sig Spørgsmaalet om den Rolle, som Lyset i dette Tilfælde spiller. Erfaringen har viist, at der bører en vis Kraft til at adskille Vandet og Kulfyren i deres Bestanddele. For at uddrive endeel af Jlten, som disse Stoffer indeholde, maa altsaa Planten anvende en vis Kraft, og det er denne, som Solen meddeler. Derfor søger Planten stedse at stille sig i det bedste Lys, den stræber stedse opad over sine Omgivelser, den fjæmper med fine Naboer i Skoven for at udbrede sin Krone over disse og brage den størst mulige Nytte af Solens Straaler. Ja, Erfaringen har endogsaa viist, at det er Sollyset, der bestemmer Retningen, i hvilken Planten vorer, og at Stængel og Blade vore nedad og Roden opad, naar man ved en særegen Indretning lader Lyset virke under den Jord, i hvilken Frøet er nedlagt. Forbrænde vi en Plante, da optager den netop en lige saa stor Mængde Ilt af Luften, som den udviklede i sin hele Livsvirksomhed; thi denne Mængde vil netop kunne forvandle Plantens samtlige Bestanddele til de Forbindelser, hvoraf de bleve dannede, nemlig til Kulsyre og Vand. Jdet nu Planten deer, og dens Bestanddele atter ved at optage Ilten fra Luften indtræde i deres oprindelige Forbindelser, udvifles atter den Kraft, som Planten modtog fra Solen, og ved hvilken den var istand til at holde sine Bestanddele bundne; og denne Kraft fremtræder da som Lys og Varme. Men alle Naturkræfter staae i et nøie Afhængighedsforhold til binanden; Varme, Lys, Electrifitet, Magnetisme, chemiske og mechaniste Kræfter ere alle, om man saa maa fige, forskjellige Yttringer af den samme Grundkraft, og enhver af disse Kræfter fan frembringe enhver af de andre. See vi ikke Planten, naar den forbrændes under Dampkjedlen, meddele en Deel af sin Kraft til Dampmaskinen og frembringe dennes forbausende Virkninger? Det er vore Dampmaskiners mangelfulde Indretning, der bevirker, at fun en ringe Deel af den af Planten udviklede Kraft kommer Maskinen tilgode; besad vore Maskiner den høieste Grad af Fuldkommenhed, da vilde Planten forbrænde uden at udvikle varme og lys, og bele den udviklede Kraft meddele sig til Maskinen. Saadanne Maffiner formaaer imidlertid Mennesket ikke at bygge; det er det store Maal, til hvilket det kun kan nærme sig, uden nogensinde at naae det; men Naturen, hvis Fuldkommenhed overalt viser sig for Menneffet i det prægtigste Lys, har alt længe løst denne Opgave, den har dannet Menneffer og Dyr. Jdet vi sammenligne Mennesket og Dyret med en Maskine, tage vi nærmest fun Hensyn til det materielle Arbeide, som de have at forrette. Heften fordrer Foder i Forhold til Størrelsen af det Arbeide, som den skal udføre, ligesom Dampmaskinen fordrer Kul; men der er den Forstjel, at imedens Maskinen kun formaaer at omdanne en ringe Mængde af den i Træet eller Kullet liggende Kraft til mechanist Arbeide, giver Dyret os den hele i Foderet indeholdte Arbeidskraft. Forandringen, som Fødemidlet lider i det dyriske Le= geme, svarer ganske til den, som Planten undergaaer ved Forbrændin gen; thi det endelige Resultat er Kulsyre, Vand og Ammoniak, af hvilke de to første Dele forlade Legemet ved Aandedrættet, imedens det sidste Stof udføres af Legemet tilligemed de ikke fordøiede Dele af Fødemidlet. Dette omdannes altsaa i Dyret netop til de samme Stoffer, af hvilke Planten har dannet sit Legeme, og denne Om= 7* dannelse foregaaer, idet Dyret ved Aandedrættet optager Jlt af Luften, ligesom Planten ved Forbrænding paa Ildstedet, og Legemets Varme er Resultatet af denne Forbrænding. Saaledes har da ogsaa den Varme, som gjennemstrømmer vort Legeme, hvis Barmegrad er langt over Omgivelsernes, fin middelbare Oprindelse fra Solen; thi bennes Varme og Lys ere af Planten blevne bundne til Stoffet og udvikles atter som Varme, naar dette i det dyriske Legeme ved Fordøielsen tilbageføres til sin tidligere Tilstand. Mennesket og Dyret maae altsaa tage Fede til sig for at kunne leve; men Optagelsen af Fødemidlet har et forskjelligt Ziemed. Paa den ene Side skal det tjene til at vedligeholde Legemets Varme, og denne Fordring er lettest at tilfredsstille; thi de fleste Plantestoffer, saasom Stivelse, Gummi, Suffer, Olie o. s. v., som Dyret modtager igjennem Planten, ere tjenlige til dette Ziemed; de opløses i Maven og føres med Blodet til Lungerne, hvor de paavirkes af den indaandede Lufts Jlt og derved undergaae en lignende Forandring som Brændslet paa Ildstedet. Dyret vilde ligesaavel som Dampmaskinen kunne tilfredsstille denne sin Fordring ved Optagelsen af Træ og Kul, hvis det var istand til at fordeie disse Stoffer, det vil sige, overføre dem i en opløselig Tilstand; det planteædende Dyr, som ernæres ved Ho, nærmer sig allerede til Dampmaskinen, som varmes med Brænde. Paa den anden Side skal Fødemidlet tillige tjene til at danne Legemets Organer; thi disses Varighed er fun fort, be ere fun en foie Stund istand til at forrette deres Funktioner og opløses dernæst, for atter at udføres af Legemet. Saaledes er da Legemets Masse underfastet en uafbrudt Forandring, nye Organer dannes i de epleſtes Sted, for atter om fort Tid selv at opløses og give Plads for Dannelsen af andre. Legemets Form bliver under alle disse Virkninger uforandret; det er fun Stoffet, der verler. Meb Hensyn til Stofdannelsen stiller Legemet ganske bestemte Fordringer til Fødemidlet; thi det er ikke istand til selv at danne fit Kjød og Blods Hovedbestanddele, det formaaer fun at uddrage dem af Fødemidlet; derfor maa dette stedse indeholde en større eller mindre Mængde af det dyriste Legemes Hovedbestanddele eller med disse beslægtede Stoffer, som da ligefrem kunne opløses i Maven og med Blodet føres til de Steder, hvor mye Organer skulle dannes. Det planteædende Dyr uddrager stedse disse Legemets Bestanddele ligefrem af sit Foder, selv om dette kun indeholder dem i ringe Mængde; men Mennesket ligesom de kjødædende Dyr formaaer ikke at uddrage disse Stoffer, naar de ei forekomme i rigelig Mængde i Fødemidlet. Derfor lade de Ovæget fortære Planten, som de selv ei kunne forbøie, og leve da af kjødet, hvis Bestanddele Qvæget bar uddraget af det fattige Foder. Ogsaa i Planten selv kommer Naturen Mennesket i denne Henseende til Hjelp; thi den har i Græsarternes Fro sammentrængt næsten den hele Mængde kjød og bloddannende Stof, som Planten indeholder, og saaledes bliver da Brød og Kjød Menneskets naturlige Fødemidler. Mennesket og Dyret danne altsaa ikke selv det Stof, hvoraf deres Legeme bestaaer; thi de finde det færdigt dannet i Planten, af hvilken de kun behøve at uddrage og samle det; deres Livsvirksomhed er derfor ifte saaledes som Plantens umiddelbart afhængig af Sollyset, og mangt et Dyr, der fødes og deer under Jor den, saaledes som endeel af Jordens Kryb og Arbeidsdyrene i Bjergværkerne, seer aldrig Dagens Lys; men middelbart ere de afhængige af Solen, deres Legemes Masse er i Planten dannet ved Solens Indvirkning. 3 bet sovende Menneste have vi Livsyttringerne i deres simpleste Form. I hvert Zieblik forbruges endeel af Fødemidlet, som Legemet indeholder, derved at det i opløst Tilstand med Blodet føres til Lungerne, hvor det paavirkes af den indaandede Luft, for dernæst at bevæge sig videre til Legemets samtlige Dele og danne nye Organer i de opløftes Sted. Legemets Varme, der i ethvert Zieblik lider et Tab ved Affjøling udenfra, vedligeholdes ved Fødemidlets Forbrænding, og dets Masse fornyes nafbrudt ved Dannelsen af nye Organer. I denne Tilstand kan Mennesket sammenlignes med den hvilende Dampmaskine; vel behøver denne ikke en stadig Fornyelse af fine Organer, thi den er bygget af et stærkere og varigere Materiale end vort Legeme; men ikke destomindre maae Kullene stadigt brænde under dens Kjedel for at holde Vandet varmt, saa at Maskinen i hvert givet Lieblik atter kan begynde sin Virksomhed; thi det brændende Kul skal erstatte det Tab af Varme, som Maskinen lider ved Affjølingen uden fra. Skal derimod Maskinen arbeide, da vil den ringe Mængde Kul, som den forbruger i den hvilende Tilstand, ikke mere være tilstrækkelig, dets Mængde maa foreges i Forhold til Størrelsen af det Arbeide, som den skal udføre. Lad os antage, at Maskinen var bestemt til at pumpe Band op fra en hundrede Fod dyb Brønd; da vilde, foruden den Mængde Kul, som udfordres til at erstatte Tabet ved Affjølingen, Maskinen hvert Minut forbruge en vis Mængde Kul i Forhold til Mængden af det Vand, som skulde oppompes i samme. Tid; besad Maskinen den størst tænkelige Grad af Fuldkommenhed, saa at den bele af Stullene udviklede Varmemængde blev omdannet til mechanist Kraft, da vilde den forbruge et Bund Kul mere for hver 1160 Cubikfod eller 72,000 Bund Band, som den skulde løfte op til den angivne Høide; det er den Arbeidsmængde, som eet Pund Kul formaaer at ubrette. Erfaring og Theori have godtgjort, at der forbruges en ligeftor Arbeidsmængde, hvad enten eet Pund løftes til hundrede Fods Heide eller hundrede Bund til een Fods, og saaledes bliver da den hele Arbeidsmængde, som eet Pund Kul kan udvikle, den ubyre Størrelse af over syv Millioner Bund løftet igjennem en Fods Høide! Vore Maffiner ere imidlertid ikke istand til at gjengive den hele Arbeidsmængde, som svarer til deres Kulforbrug, og de bedste give kun en Tiendedeel af den hele Størrelse. Det dyriske Legemes Organisation er derimod af en langt fuldkomnere Art; af hver Stjærv, som Dyret modtager, vil det kunne udvikle den fulde Arbeidsmængde, naar det fun er istand til at fordøie det Modtagne og føre det over i den opløste Tilstand i- Blodet. Et Pund Hø og et Pund Træ udvikle ved Forbrænding paa Ildstedet ligemegen Varme, og de indeholde altsaa ligemegen Arbeidsmængde; men give vi Hesten et Pund Hø som Foder, da vil det af dette kunne udvikle en ti til tyve Gange saa stor Arbeidsmængde som eet Bund Træ ved at forbrænde under Dampkjedlén; thi saameget fuldkomnere er den dyriste Maffine. Dyret og Maffinen modtage begge deres Arbeidskraft fra Planteriget, som atter bar uddraget den af Solens Lys; og naar altsaa eet Pund Træ eller Hø ved Forbrænding udvikler saamegen Varme, at derved 3000 Pund Band kunne opvarmes een Grad, saa maa ogsaa Planten i levende Live have optaget en tilsvarende Varmemængde af Solens Straaler. Om Sommeren affjøle altsaa Stovens Planter Luften ved deres Livsvirksomhed, imedens de om Vinteren bidrage til at formindste Kulden i vore Boliger. Optagelsen af Fødemidlet har altsaa et tredobbelt Ziemed. For det Første skal Legemets Varmegrad holdes langt over Omgivelsernes, i hvilken Henseende Fødemidlet virker som Brændslet i vore Ovne, det forbrænder og meddeler sin Barme til Legemet; dernæst maa Dyret kunne fornye fit Legemes Bestanddele, og Fødemidlet maa altsaa kunne byde disse i den Tilstand, at de ligefrem kunne optages af Blodet og føres til deres Bestemmelsessted i Legemet; og endelig skal Dyret igjennem Fødemidlet modtage sin bele Arbeidskraft. I denne Henseende forholder Fødemidlet sig som Brændslet under Dampkjedlen, jo større Varme bet vilde kunne udvikle ved Forbrænding, desto større Arbeidskraft vil det ogsaa meddele Dyret, forudsat at Stoffet overhovedet er i en Tilstand, som er Dyret tjenlig. Legemets utallige, vilkaarlige og uvilkaarlige Bevægelser, enhver Yttring af Livskraften, ligefra det flygtige Ziekast til Hjertets og Brystbulens regelmæssige Bølgen, ligefra det lette Smiil til den tunge Gang opad Bjerget, forbruge hver især en vis Deel af den i Fødemidlet indeholdte Arbeidsmængde. Affjølingen, som Legemet lider paa Grund af Luftens lavere Varmegrad, vilde i et Døgn berøve Le= gemet ethvert Overskud af Varme, hvis ikke Fødemidlet ved Ombdannelse i Legemet stedse paany erstattede dette Tab. Til dette Ziemed og til efterhaanden at fornye Legemets Masse forbruger et Menneske i Dognets Løb den hele Kraft, som 14 Bund Hvede eller en dertil svarende Mængde af andre Næringsmidler indeholde; dette er Maalet for Legemets Livskraft i den hvilende Tilstand, og hvor betydelig den er, fremgaaer deraf, at den, anvendt paa anden Maade, vilde være istand til at løfte Legemets Vægt til en Heide af 40,000 Fob over Jorden. Større blive Legemets Fordringer, naar det skal arbeide. Gaae vi hen ad den jevne Bei, vil ethvert Stridt foste Legemet en lille Stjærv, og have vi tilbagelagt en Miil, da er der af Fødemidlet forbrugt saameget mere end i den hvilende Tilstand, som svarer til 3 Lod Hvede; thi ved hvert Stridt løfte vi Legemets Vægt igjennem en ringe Høide for dernæst atter at lade det falde. Stige vi derimod op ad et Bjerg, maae vi løfte Legemets Vægt til en langt større Høide end ved Gangen paa den jevne Jord, og hver Fod, vi stige høiere op, foster Legemet ligesaameget som 10-12 Stridt paa den flade Jord; ere vi naaede til en Heide som Toppen af Montblanc, da have vi forbrugt en ligesaa stor Deel af Fødemidlet, som om vi paa Jorden havde tilbagelagt en Strækning af 10-12 Miil. Ligesom i disse Exempler Gangen og Stigningen bevirke et tilsvarende Forbrug af Fødemidlet, som Legemet indeholder, saaledes for= holder det sig ogsaa med enhver anden Anstrængelse af Legemet; thi ingen Virkning uden Aarsag; ogsaa Menneskets aandelige Anstrængelser ere paa det Noieste knyttede til Legemets Virksomheder, der hersker en bestemt, men hemmelighedsfuld Forbindelse. Idet vi saaledes see, at Individets Livskraft i sine Yttringer følger de Love, som Videnskaben har efterviist for Naturkræfterne i deres Almindelighed, opstaaer let den Overbevisning, at ogsaa den kun er en særegen 9ttringsform af den almindelige Grundkraft, som tilhører det hele Verdensalt. Der var en Tib, da intet organist Liv fandtes paa Jorden; et af stærke Storme oprørt Hav bæltede Overfladen, og Solens Straaler funde ei trænge igjennem det tætte Skylag, der omgav vor Klode; men efterhaanden hævede sig faste Punkter ud over Havet, Lyset gjennemtrængte Mørket, og der dannede sig en Verden af Planter i de mindre oprørte Dele af Havet; ved deres Virksomhed forberededes Dyrenes Fremtræden, der maatte af den raae Materie først dannes de Stoffer, af hvilke Dyret funde leve; men næppe var denne Virksombed begyndt, førend Dyreriget optraadte i sine første og simpleste Former, svarende til den Planteverden, hvortil det kunde støtte sig. Igjennem ubyre lange Aarræffer udviklede Plante og Dyreriget fig til fin nuværende Grad af Fuldkommenhed, idet Planten, paavirket ved Solens Lys, erholdt Evne til at uddrage og sammenføie af den raae Materies Bestanddele de Stoffer, uden bvilfe Dyret ikke kan leve, og i dem at nedlægge den Kraft, som giver sig tilfjende ved Dyrets Livsvirksombed. Men idet vi saaledes betragte Solen som Livets Kilde, være det ingenlunde meent, at man af Jorden skulde kunne fremtrylle Planter eller Dyr; Omstændighederne, der bevirkede de første Planters og Dyrs Frem træden paa Jorden, ere og ville sikkert til evige Tider blive et Mysterium for Mennestet; men er Frøet, er Egget engang givet, da kunne vi forfølge Livets Forplantning fra Individ til Individ, idet Solen meddeler Planten og denne Dyret Kraften til at vedligeholde den Tingenes Tilstand, som vi kalde Liv. Endnu flyder Livets Kilde i rigeligt Maal; tbi ifte en Totusindedeel af den hele Mængde Varme og Lys, som Solen sender til Jorden, anvendes til Vedligeholdelsen af det organiste Liv; fun benne ringe Deel af Sollyset bindes af Jordens Planter for atter tildeels at fremtræde i Menneskenes og Dyrenes Livsvirksomhed. I Aarets Løb udvikler den hele organiste Verden i fine villaarlige og uvilkaarlige Bevægelser ifte saa megen Kraft, som Solen sender til Jorden i en Time; den hele øvrige Deel af Solens Lys og Varme tjener til at vedligeholde Livet i den uorganiste Verden, til at fordampe Vandet fra Jordens Overflade og sætte Luften og Havet i Bevægelse, og hvor forsvindende er altsaa ikke den Kraft, med hvilken selv den hele Menneskeslægt formaaer at træde op, i Sammenligning med disse den uorganiste Verdens uvilkaarlige Bevægelser! Men ikke destomindre vil i Tidernes Lob, efter uberegnelige Aarræfter, Solen ved en uafbrudt Udstraaling af Varme blive saavidt affjølet, at den taber sit Lys, og da vil ogsaa den organiske Verdens sidste Time være kommen; thi da vil den Kilde være udtørret, som alt i mangfoldige Aartusinder har vedligeholdt Livet paa Jorden. Ubevidst erkjender den hele organiske Verden denne fin Afhængighed af Solens Lys; naar i den tidlige Morgenstund Solen sender fine første Straaler ud over Jorden, aabner Planten fine Blade og Blomster, Fuglen svinger sig qvibrende op i Luften, imedens Mennesket uvilkaarligt gribes af Dieblikkets Storbed, og hvor tilbøieligt er det ikke til, ligesom Soltilbederen, at bøie fit knæe i den ubevidste Følelse af, at Solen er Livets Kilbe! Julius Thomsen. 152 8. Hr. studiosus (Deri Papirer uden Værdi.) rand fjære Ben! Hov Vægter der er Brand! Stærkt Jlden i dit arme Hjerte raser, Og selv du Faren ikke mærke fan, Men som et lille Barn med Ilden spaser, See derfor kommer jeg nu med min Sproite, Med Vandet fra Erfarings Kildevældet; Jeg selv vil gjøre Alt, og baade fløite Og være Brandmajor og gjøre Sprældet! To sorte Dine saae du paa din Vei, Og der er Kilden til din Sorg og Længsel: De vil ei længer fangen holde dig, Men støde bort dig fra det sorte Fængsel; Men du kun Livet seer i disse Zine, Du er en Drivhuusvært og de er Huset, At det er bare disse søde Løgne, Som løbe rundt, naar man er stærkt beruset. Nei lyt min fjære Ven! om du det lyster, Til Toner fra en gammel Elffers Bryst, Med Dristighed jeg Mindets Harpe kryster Og mindes soundne Sorger selv med Lyft; Thi jeg har kjækt mod Kjærligheden fægtet, Den brændte tidt i mig med Flammer røde: Men aldrig har jeg bem, jeg elsked, ægtet, Og aldrig dog af Kjærlighed jeg døde. Da Gaetano-Amor først afbrændte Dybt i mit Hjerte fit Fyrværkeri, Han for en femtenaarig Pige tændte En 3ld saa klar, som var der Blaalys i. Hun var saa deilig, som en Blomst i Vaaren, Hun var saa reen og stjær som Morgenrødme, Saa trofast, som vor Lænkehund i Gaarden, Da skrev jeg gjennemtrængt af Elskovs Sødme: Dit Zie er mig som den dybe So, Der bader jeg mig under milbe Drømme; Men nærved Bredden bu min hulde Mo, Thi at din Elffer har ei lært at svømme. Og der i Søen med den dybe Grund, Saa tibt og længselsfuldt mit Die leber; Dit Hjerte er en Guldfisk paa dens Bund, Hvorefter jeg din ømme Elsker meder. Af trøst den staffels Fister i hans Angst, Tilsmiil mig, at min Lyffe ifte sover! Tænk, hvilken Sorg, om jeg fif ingen Fangst, At Jomfru, det gik vistnok aldrig over!" Og dette Digt, min Elskovs Førstefødte, Bed Pigen lagt i hendes Kammer var, Og da hun mig ved Morgenkaffen mødte, Hun yndigt det i sine Krøller bar; Da blev jeg dristig, dette mig forjetted sdud p Det søde Svar, hvorefter Hjertet stræber; S Men hendes Fætter bedre Svaret gjetted, Han fik mit Svar i Kys fra bendes Læber. Jeg var forskudt! En Mand lidt mindre kraftig Sig havde maaskee ogsaa selv forskudt; Men slig en Handling, tør jeg troe,varhaftig," Har Mangen, naar det var for seent, fortrudt. Nei Himlen talked jeg, som ofte retter Hvad der er kroget hos os i Forstanden; Thi holdt min Hulde mere af sin Fætter, Saa passed vi jo daarligt for hinanden. Saa var ber hende, der som en Gazelle Let svævede igjennem Salen ben, Hvis lyse Die var en stjen Novelle, Hvis Sjæl var Digteren, som digted den. De gule Lokker deres Fylde sænke, Et Slør for Barmen, der sig bølged' bange, De gule Loffer var den gyldne Lænke, Hvori mit staffels Hjerte lod sig fange. Paa Ballet dandsed jeg ved hendes Side Og lokked hendes muntre Latter frem, d Jeg banded Fyren, der lod Frøknen vide, At Vognen var der og hun skulde bjem; Jeg ülte bort, men hun mit Sind behersked, Da tænkte jeg: et Digt skal Budet være, Med Tankens Pleil jeg Aandens Vipper tærsked Og digtede en Sang til hendes Ere. Zmt furrede jeg, som en tjælen Due, Og deilig tyktes mig mit Hjertes Sang, Med den ved Barmen ilte jeg at stue Min Fremtids Harmoni endnu engang; Men da ved hendes Moders Dor jeg standsed, Jeg hørte hende raabe: tungt at sfrive! „Og ham, med hvem den sidste Dands jeg bandsed, Han tunde vist en prægtig Hofnar blive!" Der fant i Gruus det stolte Fremtidsslot, Hvor hun var Dronningen i Hjertelegen; Tilbage blev af Alt en Hofnar blot, Og denne simple Rolle var min egen. Da maatte jeg af ganske Hjerte grine, En gunstig Stjæbne havde frelst min Ere; Thi Fanden stulge ægte Columbine, Naar kun en Pierrot man fit Lov at være! Men hun, hvis Sjæl i Liets Dyb sig malte, Hvor Spøg og Alvor stedse Venner var, Hvis Blik var Loven, men som naar hun talte, Et Evangelium paa Læben bar, Mit Hjertes Consols stode høit hos hende, Og over pari Følelserne alle; Men altfor hurtigt Haabet blev et Minde, Et Rygte steeg og Consols maatte falde. J Slabrens Værksted er, der aldrig No. Der træffes Kjællingesnakkens Blæsebælge, Der smeddes Alle sammen to og to, Hvorpaa de gratis Os i Byen sælge; Thi Staklerne, hvem Stjæbnerne er onde Og laber ledige paa Torvet vandre, De maa dog have Lidt for deres Munde, Og det er det at sørge for os Andre. 1119 12 Vi var et Par og vi blev stillet ud Hos Rygtets Bing iblandt curante Sager; Og hun er yndig, det veed Himlens Gud, Og han er nok Student og temlig mager," Det var Parolen mellem Rygtets Ammer, Saadan for Hende lød den uforborgen, Men de gif ganske ud min Huldes Flammer, Og jeg git bjem og digtede i Sorgen: Hulde! Fulde Stulle Mine Følelser, trods al din Kulde, Rulle! Indig! Fyndig! Myndig! Svar mig, at var min Begjæring syndig? Skynd dig! Her kvalte Sorgen Verset, Verset Sorgen, Og fuldt saameget lettede det mig, Som Præfnen Præsten, naar ban Sondag Morgen Ubstjelder Folk til Lettelse for sig. Jeg takked Himlen ret for dette Nygte, Som havde i min Ungdom mig belæret; Thi naar for Rygtet blot hun kunde flygte, Hvad saa, ifald det Sandhed havde været? See det var Frugten af en rig Erfaring, Som her jeg satte frem paa Nimets Dist: Læg den nu ikke ben til Opbevaring, Men nyd den Kjære! medens den er frist: Sky dem, som troe sig under Suk og Veer Med Djævels Vold og Magt ulykkelige, Sty frem for Alting deres Fix-Ideer; Thi de er Stam i Længden beist ubyggelige! - Saa brug da denne min Erfarings Stat, Til Lindring for din Sorg og for din Jammer; Brug den som Lygte i dit Hjertes Nat, Brug den som Svovlstik til nye Flammer! det Men deri maa du allerførst mig tjene: Du maa ei for de slemme Sorte suffe; - Men der er ogsaa blaa, og jeg tør mene, At be fan være overmaade smuffe! V. Om de nyere Skydevaaben. Set vil udentvivl være de Fleste bekjendt, at der i de senere Aar er foregaaet en betydelig Forandring ved Bevæbningen af de fleste Armeers Infanteri. Det gamle glatløbebe Gevær, hvis Indretning Enhver fjender, er ifærd med at gaae af Brug og fortrænges efterhaanden af Taprifler, af Miniérifler, Naalerifler o. s. v., lutter Baaben, som ere fremkomne, det ene efter det andet, i Løbet af nogle faa Aar. Vi skulle forsøge paa i al Korthed at give en Forklaring over Indretningen af de vigtigste af disse Vaaben, samt over hvorledes de ere opstaaebe. Det glatløbede Gevær lades som bekjendt med en Blykugle, der er noget mindre i Tværmaal end Løbet; Folgen deraf er, at naar Kuglen udskydes, maa den under sin Fart gjennem Løbet prelle frem og tilbage imob bettes Sider, og den kan derfor komme ud ad Mundingen i en anden Retning end den, man forlanger. Derved foraarsages, at man fun træffer mindre godt med en slig Bosse. Man fandt allerede omtrent ved Aar 1500 paa at undgaae denne Ulempe ved at bruge Kugler, der nøiagtigt passe i Løbet, hvilket da for at lette Ladningen maatte rifles, d. v. s. forsynes med Fordybninger (Riffelgange) paalangs. Kuglen, som oprindelig er lidt for stor til Løbet, bankes møisommeligt neb i dette ved Sjælp af Ladestoffen og en Kolle; Blyet klemmes ved Trykket ud i Riffelgangene, og naar disse gives en spiralformig Snoning fra Bunden af Løbet ud imod Mundingen, tvinges derved Kuglen til under sin Ubfart at breie sig rundt med Riffelgangene. Efterat Kuglen er kommet ud af Løbet, bliver den ved under sin Bane gjennem Luften at snurre rundt i den eengang givne Retning, en Omstændighed, der i en ganske betydelig Grad forøger Skudsikkerheden. Hovedfeilen ved den almindelige ældre Kugleriffel, hvis Princip vi her have forklaret, er, at den er saa møisommelig og langsom at labe, at den alene af den Grund ikke duer til Soldatens almindelige Bevæbning. Sagen om Riflens Anvendelse til Krigsbrug maatte derfor staae hen, indtil en fransk Gardeofficeer, Delvigne, omtrent for 25 Aar siden, fremkom med det Forslag at lade Riflen med en Spilfugle, som altsaa gaaer let ned i Bossepiben, og dernæst banke paa den med Ladestokken, saaledes at den forceres, d. v. s. at den bliver fladere paa den ene Led, men udvides paa den anden, og Blyet træder ud i Riffelgangene. Delvigne anbragte i Svandsskruen, som lukker Løbet bagtil, en Fordybning, Kammeret, hvori Krudtet samles, medens Fig. 1. Kuglen under Forceringen støtter sig mod Kammerets Rande. En Artilleriofficeer Thouvenin foreslog derimod at forsyne Svandsskruen med en Tap, der rager op i Løbet, og mod hvilken Kuglen støtter sig, medens Krudtet ligger i Rummet udenom Tappen, og Krudtkornene altsaa ikke kunne fnuses ved Slagene med Ladestoffen. Saaledes opkom da det Vaaben, som er bekjendt under Navn af Tapriflen. Hidtil havde man udelukkende brugt Projectiler af Kugleform. Delvigne var den Første som foreslog at ombytte Kuglen med et fortil spidst Legeme, bet cylindroconiste Projectil, eller som det almindelig kaldes, uagtet Navnet indeholder en Modsigelse, Spidskuglen. Vi give nedenfor Figurer af tre forskjellige Former af Spidskugler, nemlig en danst, en fransk og en schweizerst). De ere alle over-
- ) Den meget langstrakte Form, som det schweizerske Projectil har, er uden
tvivl ben rigtigfte i og for fig; men i andre Armeer har man ikke villet antage den, fordi man da enten maatte giere Spidskuglen meget tung eller og finde sig i den Ulempe, ikke i Nedstilfælde at kunne bruge en almindelig Geværkugle i Tapriflen. in Om Fig. 2. spel 112 dan Fig. 3. daun mjall du dopo de Fig. 4. an in eensstemmende deri, at de fortil ere spidse for bedre at kunne fløve Luften. Paa den bageste cylindriske Deel have de alle enten indſfaarne Riller eller fremstaaende Kanter; Meningen dermed er, at disse altid skulle holde Spidsen fremefter i Bevægelsens Netning ved hjælp af Luftens Modstand mod Kanterne i det Zieblit, Projectilet vilde til at vende Siden til; Kanterne skulle altsaa virke aldeles paa samme Maade, som Fierene paa en Piil, til at holde Odden fremefter. Det var en fransk Jægerlieutenant Minié, som foreslog at bruge Spidskugler i Taprifler. Der tilveiebragtes derved et Vaaben, som er hartab ligesaa nemt at bruge som det gamle glatløbebe Gevær, og som skyder langt fiffrere og længere end dette, hvorhos dets Kugle gjør mere Virk ning, hvor den rammer. Man kan vist uden megen Overdrivelse sige, at en velconftrueret Tapriffel med Hensyn til Studsikkerhed fyldestgjør alle de Fordringer, som overhovedet kunne stilles til et Haandvaaben. Hvad man fan indvende imod Tapriflen er, at den fræver en mere om hyggelig Behandling end en Soldat i Felten altid formaaer at yde den; især maa Ladestoffen, der i Enden bar en Kolbe, udhulet efter Spidskuglens Form, bevares meget ombyggeligt. Man er derfor i flere Armeer gaaet over til en simplere Indretning af Riflen, idet man udelaber Tappen og benytter en Spidskugle, som ikke behøver at forceres Fig. 5. med Ladestokken, hvorfor denne kan gives en simplere og mindre skrøbelig Form. En saadan Spidskugle er den oprindelig af Delvigne foreslagne, senere af Minié gjenoptagne og forbedrede, af hvilken er vedtegnet en Figur. Den seer næsten ud som den almindelige franske Spidskugle; fun bar den i den bagefte Deel en Ubbuling, der er lukket ved en lille Hætte af Jern. Denne Spids fugle sættes løst ned paa Krudtet; naar dette tændes, driver den udviklede Krudtgas Jernhætten ind i For dybningen af Projectilet, som altsaa maa udvide sig til Siderne, hvorved Blyet presses ind i Riffelgangene. Man har senere ude labt Jernbætten, idet det har vist sig, at Krudtgassen, naar ben trænger ind i bet bule Num bag i Projectilet, har Kraft nok til at presse Blyet ud til Siderne og ind i Riffelgangene. Den beskrevne Spidskugle kaldes snart det selvforcerende Projectil, fordi det ikke behøver at forceres med Ladestokken, snart Minié-Projectilet efter den, som senest har bragt det i Forslag; den Riffel, hvori det bruges, be nævnes som oftest Minié- Riflen. to and diced Allerede meget tidligt har man forsøgt at omgaae Ladningens Vanskelighed ved Riflen ved at indrette den til at labe bagfra; man kunde da nemlig uden væsenlig Hinder gjøre Løbet videre bagtil end i den forreste Deel, og lade Vaabnet med en Kugle, der netop har den Størrelse, at den gaaer villigt ind i Løbets bageste Deel, men dernæst, naar Skuddet affyres, af Krudtgassen maa presses igjennem den forreste Deel, saaledes at Blyet derved klemmes ind i Riffelgangene. Alle Bagladevaaben have imidlertid væsenlige Mangler, som gjøre dem meer eller mindre usfittede til Krigsbrug; de ere meget sammensatte i deres Indretning, blive let utætte og komme let i Norden eller gaae itu. 3 Preussen har man dog indført et Baglabegevær, Naaleriflen (bas Zündnadelgewehr); det kaldes saa, fordi Krudtets Antændelse ikke skeer veb en Robberbætte som veb et andet Gevær, men paa en ganske særegen Maade. Projectilet, som fortil er spidst og bagtil afrundet, er sat fast i et saakaldet Speil af papier-mâché; bag i dette er der fæstet en lille Klump af en exploderende Sats, som antændes derved, at en lang Staalnaal ved Affyringen formedelst Elasticiteten af en Spiralfjer trænger bagfra frem igjennem Krudtet ind i Satsen, som da forplanter Ilden til Krudtet. Hele Baabnet liber af de før omtalte Ulemper, der ere fælles for alle Bagladegeværer, og har fun den ene Fordeel, at der kan skydes meget hurtigt dermed; og dette er endda kun en meget. betinget Fordeel, ibet den mindre øvede Soldat let forledes til at plaffe det Antal Stud bort, som han kan føre bos sig, forinden Kampens afgjørende Zieblik fommer, i hvilket han da er værgelos. Fig. 6. Et andet Bagladevaaben, som er særligt beregnet paa at kunne gjøre mange Stud i ganske kort Tib, er Revolveren. Dette Vaaben bestaaer hovedsagelig af en Metalcylinder, hvori er boret et Antal Huller, hvoraf hvert lades med Krudt og Kugle. Ved at breie Cylinderen om 8 dens Are, kan man føre hvert af Hullerne hen for den bageste Aabning af en Riffelpibe. Jdet man tryffer paa en Aftrækker og derved foraarsager, at Krudtladningen tændes, og Kuglen drives ud igjennem Piben, bevirkes med det Samme ved en særegen Mechanisme, at Cylinderen dreies saaledes, at det næste Hul med Ladning kommer bag Piben. Man kan blive saaledes ved og altsaa i en meget fort Tid efter hinanden affyre det Antal Stub, som Cylinderen indeholder. Man har forsøgt ogsaa at indrette Kanoner til at lade bagfra, noget hvorved Betjeningen af det sværeste Skyts i høi Grad vilde lettes; det svenske og det sardinianske Artilleri har optaget slige Bagladekanoner. Samtidigt dermed har man villet anvende Riflens Princip paa Constructionen af Kanoner. Sardinianeren Cavalli foreslog at forsyne Løbet i en af ham conftrueret Bagladekanon med to Riffelgange, hvortil svarer to Vinger langs ad Siderne paa det dertil hørende cylindro coniste Projectil. I de allersidste Aar har man i England ligeledes forsøgt at anvende cylindroconiffe Projectiler i en kanon, som er hyppigt omtalt under Navn af Lancasterkanonen, saaledes kaldet efter Opfinderen. Kanonen seer udvendigt ud som enhver anden Kanon; dens Særegenhed bestaaer deri, at Tværsnittet af Løbet ikke er cirkulairt men ovalt; Løbet er derhos snoet, saaledes at naar Gjennemsnitsellipsen inde ved Bunden har sin største Are liggende vandret, staaer den et Stykke længer fremme lodret, hvorhos Snoningen tiltager benimod Mundingen; det cylindroconiske Projectil har ligeledes et elliptisk Tværsnit og bliver saaledes ved Udfarten gjennem Løbet nødt til at følge rundt med dettes Snoning. Lancasterkanonen har imidlertid stuffet alle de Forhaabninger, man satte til den; den skyder flettere end en almin delig Kanon af samme Caliber, hvorhos Projectilet ofte slaaes itu inde i Løbet, uagtet det er forarbeidet af Smeddejern under Damphammeren med uhyre Bekostning. Overhovedet er det, saavidt bekjendt, ikke lykkedes nogetsteds at give det grove Skyts en Forbedring, der kan sammen lignes med den, som er blevet Haandskydevaabnene tildeel i de senere Aar, og som tegner til at ville fremkalde en fuldkommen Forandring i Krigskunsten. Krigsvaabnenes fortsatte Udvikling og Forbedring er en Sag af større Vigtighed end man maaskee ved første Ziekast er tilbøielig til at troe, idet denne Udvikling bestandig tjener til meer og meer at brage Overvægten fra den raae fysiske Magt over paa Intelligensens Side. Jo fuldkomnere et Vaaben er, des større Fordringer stilles der til dens Intelligens, som skal bruge det, og des mindre vil en Barbar kunne drage den Nytte deraf, som det i og for sig er istand til at yde. Saalænge der gives Jdeer, som agtes værd at værge om, selv med Baaben, og der gives Modstandere mod disse 3deer, der ei ere modtagelige for andre Beviisgrunde end Vaabnenes Magt, saalænge vil det at arbeide paa Baabnenes Udvikling være at arbeide i Civilisationens Tjeneste. D. E. Blom. Herr Kraft. enimod Slutningen af det forrige Aarhundrede levebe i Kjøbenhavn en rig Kjøbmand, som hed Kraft. Han var en stolt og bydende Mand, der anfaae Nigdom for det høieste Gode og Universalmiddelet til Lyffaliggjørelse; m... han var ogsaa meget rig. Huusholdersken paastod, at han ikke mere funde tælle fine Penge, han maalte Dufaterne stjæppeviis og eiede bestemt over hundrede Tender Guld. Fød i en Penge= rede, som man siger, havde han altid seet Formuen forøges, thi Handelshuset bestod nu allerede i tredie Generation fra Fader til Son, uden at dets Masse nogensinde var bleven deelt, idet der i denne lange Tib altid fun havde været een Søn i Familien, hvergang den ubestribelige Universalarving til Husets Nigdomme og udstrakte For bindelser over den halve Verden, hvor Firmaet gjældte som rede Penge. Den nærværende Kjøbmand Kraft havde ogsaa kun een Søn, men denne havde han ikke, efter Fædrenes Stit, optaget som sin Compagnon i Handelen, thi da maatte han have, i det Mindste tilsyneladende, afstaaet en Deel af Eneherredømmet, og dertil kunde den bydende Mand ikke beqvemme fig. Han havde derfor etableret ham selvstændig, dog indtil Videre under sit eget Tilsyn. Herr Krafts Kone var død i en temmelig ung Alder, efter at have stjænket ham Alt, hvad han forlangte af hende: en betydelig Medgift og en Søn, som engang kunde fortsætte Husets Forretninger og vedligeholde bets Navn og Glands. At hun tillige havde skjænket ham en Datter, ansaae han for saa overflødigt, at han maaffee slet ikke fandt det mere end velfortjent, at dette Barns Fødsel kostede hende Livet. Den lille Pige kom strax i Huset til en Tante, der opdrog hende, og hun vendte først som fuldvoren tilbage til det faderlige Huus, i hvilket hun da ingen Sympathier fandt. Sonnen var nylig bleven gift, ogsaa med en formuende Pige, og var ved denne Leilighed flyttet ud af Huset, for at sætte Foden under sit eget Bord. Nu var kun Herr Kraft senior tilbage, bans Datter og hans Confine, en gammel ugift Dame, der var kommen i Huset efter Konens Død, for at gjøre vel imod hende, sagde Herr Kraft, for at han kunde have Nogen at lade sine Luner gaae ud over, sagde Tante Regine selv, - for at der skulde være en Plageaand mere i Huset, sagde Contor betjentene og Tjenestefolkene, som af ganske Hjerte saae sfjevt til hende og hendes trivelige, snorkende Moppe, ligesaameget som de frygtede Herren og elskede hans Datter. Thi Louise var deres erklærede ynd ling, for hvem de Alle vilde gaae i Ilden naar det skulde være. En fuldstændig Modsætning til Kjøbmanden var hans Fætter Herr Warner. Han var en blød og ydmyg Charakteer, som med Lethed kunde Tempe sine egne Zuster efter Andres, han ansaae Rigdom kun for et Middel til gode Gjerninger i den Godes Haand, og hans Forstand gif aldrig ganske paa egen Haand, men var altid ledsaget af Følelsen. Lige faa forskjellige som deres Charakterer vare, ligesaa forskjelligt havde deres Liv været. Herr Warners Forældre bavde itte været rige. Moderen havde været ulykkelig gift, sagde altid Kjøbmand Kraft, thi bendes Mand havde mistet sin ubetydelige Formue og brog saa af Landet, for at søge sin Lykke under en fremmed Sol. Efter Herr Warners Mening havde hans Moder været lykkelig gift, idet 2gtefolkenes gjensidige Kjærlighed overlevede Formuens Tab, og de, om de end ikke fandt Nigdom i den fremmede Himmelegn, dog fandt et rigeligt Udkomme og Tilfredshed i deres Hjem. Efter Forældrenes Død gif Sonnen med en ringe Arvepart til Ostindien, hvor ban giftede sig med en uformuende Planters Datter. Lyffen syntes nu at søge ham, hans Bomuldsmarker bugnede Aar for Aar under den rige Høst, og en elsket Hustru og tre fjærlige Børn gjorde hans Hjem til et Paradiis. Om faa Aar vilde han vende tilbage til Europa, for i sin Barndoms Hjem at nyde Frugten af sit Arbeide. Da bortrev en smitsom Syge pludselig Moderen og de to ældste Børn. Med den yngste Datter, som alene var levnet ham, brog han fra Ostindien; hun døde paa Overreisen og blev sænket i Havet. Frændeløs og venneløs forlod den dybtnedbøiede Mand Stibet, i en fransk Havn. Han levede derefter adskillige Aar i Paris og beskæftigede sig med videnskabelige Sysler, Livets materielle Virksomhed havde tabt Tillokkelsen for ham, som ikke mere havde Nogen at virke for. Om fiber kom han tilbage til sin Fødeby, hvor han levede et stille, tarveligt og ubemærket Liv, og kun havde liden Omgang udenfor sin Fætters Huus, hvis Familie han syntes at stjænke sin største Interesse, der dog fun blev gjengjeldt af Datteren, som hang ved denne Onkel med stor Kjærlighed. Herr Kraft disputerede idelig med ham, men havde vænnet sig saaledes dertil, at han egentlig ikke godt kunde undvære denne Slægtning og disse Disputer. Om hans Formuesomstændigheder vare Menin gerne meget deelte: han maa dog have frelst Noget derovre fra Ostindien, hvor der tjenes Penge som Græs, sagde Nogle; men Andre og iblandt disse Herr Kraft vare af den Mening, at han kun havde hvad han til Nød kunde butle sig igjennem med, og godt og vel var det, om det kunde holde ud til Enden, thi han var en af de Folk, som Fru Fortuna sjelden seer ind til, da de ikke forstaae hvad hendes Gaver ere værd, og hvem Pengene løbe imellem Fingrene paa, fordi Enhver, som klynker for dem, kan gjøre dem blød om Hjertet. Og deri havde Herr Kraft fuldkommen Ret. I den store Dagligstue, hvis Ameublement mere robede Rigdom end Smag, mere en haard Stivhed end beqvem Hyggelighed, gif Herr Kraft og Herr Warner op og ned ad Gulvet. Samtalen var gaaet istaa, de havde disputeret om nogle Regjeringsforanstaltninger, og Herr Kraft havde kaldt Regjeringen dum og despotisk, den vilde være Nationens Formynder og behandlede Borgerne som umyndige Børn, den vilde foreskrive dem, hvad de maatte gjøre og lade i deres egne Anliggender! Han var nemlig en lige saa ivrig Tilhænger af Frihandel for de store Kjøbmænd, som han var en ivrig Tilhænger af Laugstvang for Haandværksstanden. Han ansaae alle simple Folf for noget bedragerst Kram," som man maatte „holde under Svøben;" det var den gamle Historie: Liberalitet opad, og Despoti nedad og den vil vel repetere sig til Verdens Ende. Herr Warner havde været af en modfat Mening, han kunde nok lide en kraftig Regjering, og Friheder og Rettigheder for Alle, enten de vare Rige eller Fattige. Disputen kunde være bleven meget heftig, men Warner gav efter, thi han vilde nødig opirre den heftige Fætter. Han var nemlig idag kommen, for at mægle i et ganske specielt og meget vanskeligt Anliggende. En vakker ung Mand havde i nogen Tid elsket Louise og vunden hendes Kjærlighed, nu havde han begjært hendes Haand i et meget ærbødigt Brev til hendes Fader. Men Herr Kraft havde paa det Be= stemteste afslaaet denne Frier, han vilde slet ikke høre tale om noget andet Parti for Louise end det, han nok selv skulde udsøge, naar Tid var. Louise græd og sørgede, Tante Regine flog om sig med Orakelsprog over utaknemmelige og ulydige Børn, Mopsen hvæsede og knurrebe, som om den tog sin Herskerindes Parti ved denne Familietvist, og hele Huset var meer end sædvanlig taust og forstemt. Herr Warner bestræbte sig nu for at tale fin Fætter tilrette, men det var forgjæves. Herr Kraft var allerede fortørnet over, at hans Datter havde understaaet sig til hos hans egen Søster at gjøre Bekjendtskab med en ham ubekjendt Mand, det var steet uden hans Tilladelse, og denne Mand var „oven i Kjøbet en fattig Stymper," thi bvad var vel en lille Landeiendom, ikke større end et Par almindelige Bøndergaarde, og saa var han endogsaa af en adelig Slægt, og Herr Kraft kunde ikke udstaae Adel, thi hvad er det Andet end en Idee, en Indbildning, at man skal være bedre end andre Mennester, fordi Eens Forfædre maaskee for hundrede Aar siden have været berømmelige Folf. Herr Warner meente, at en saadan Indbildning indeholdt en moralsk Forpligtelse til ogsaa at blive en brav Mand, der ikke gjorde Forfædrene Stam, og han førte Fætteren til Gemyt, at han jo selv ingenlunde var ligegyldig for sin egen Afstamning. Nei, deri havde han ganske Net, sagde Kjøbmanden, og det havde han ogsaa Grund til, thi hans Forfædre havde i over hundrede Aar været rige Kjøbmænd, som havde stiftet og vedligeholdt et anseet Handelshuus, det var noget Reelt; og nu udviklede han al den Hovmod, som man kan træffe hos den rige Borger, der er fuldkommen saa storagtig af sin Rigdom og sit hundredaarige Borgerbrev, som nogen Adelsmand af sin Stamtavle og sine Forfædres Saar og Strammer paa Wrens Mark. Men Herr Warner maatte gaae bort med uforrettet Sag, og var fun istand til at trøste den stakkels Louise med det usikkre Haab om en lysere Fremtid, som han egentlig selv ikke ret troede paa. Men kort efter faae denne Fremtid endnu mørkere ud. Herr Kraft er flærede pludselig en Dag, at han havdelovet Louise bort til en Søn af en af hans Handelsvenner, Jaordet stulde holdes om otte Dage og Brylluppet om et Fjerdingaar. Den Louise tiltænkte Brudgom var en rig Mands Son, men han var ingenlunde smuk, og endnu mindre behagelig. Tante Regine fit travlt med at indrette Alt til Jaordet, Louise græd og bad for sig, hun funde give Afkald paa sin Elsfebe, men gifte sig med en Anden, det kunde hun ikke. Onkel Warner kæmpede for hendes Sag af bedste Evne, men Herr Kraft loe, som han fun sjeldent gjorde, ved at høre tale om sand og trofast Kjærlighed - lutter Børnesnak, Visvas, tosset Sentimentalitet og Føleri, som ifte forrenter en Stilling. „Du gjør dit Barn ulykkeligt," sagde Onkelen. Tvertimod, hun faaer en Mand med over en halv Tonde Guld, og Udsigt til mere," sagde Faderen. Ja, men saa er han ogsaa baade steelsiet og rødhaaret." - „Bah! Saadant Noget seer man ikke, naar man først er bleven gift." Og saa er han dum og flau og paastaaelig og kedsommelig og tør og indbildst"... "Naa, og hvad mere? Ja, hvordan han saa er, saa tager hun ham, og dermed Basta!" bun springer før i Stranden." Hun tager bam ikke, "Bah! J Stranden er baade vaadt og koldt. Hun tager ham, fordi hun skal tage ham. Imorgen holde vi Jaord, saafandt jeg hebber Kraft, og nu vil jeg ikke høre eet Ord mere om den Ting... Du gjør os vel den Fornøielse at være tilstede ved Jaordet? Det er Kloffen Syv præcis." Herr Kraft og Tante Regine vare de Eneste, som sov den Nat, alle Andre i Huset holdt Bekymringen vaagne, og den stakkels Louise græd sig næsten Zinene ud af Hovedet; saa at hun om Morgenen neppe kunde læse nogle faa Linier, som en af Pigerne bragte hende fra den deeltagende Onkel, der saa gjerne vilde fige alle Mennester noget Trøste ligt. Og da hun havde læst dem, græd hun endnu heftigere, og Stuepigen havde feet, at det staffels Barn ordentlig vred Hænderne. Aftenen kom, Klotten Syv vare alle de Indbudne tilstede, det var. en heel Familiekongres af de to rige Kjøbmandshuses Medlemmer, Onkel Warner var der ogsaa. Han havde om Morgenen søgt en Samtale med Brudgommen og ligefrem sagt ham, at Louise elstede en Anden og ikke nærede den mindste venlige Følelse for ham; men den unge Mand purrede op i sine purpurfarvede Loffer og saae ind i sine egne Zien froge, medens han udtalte den trøstelige Formening, at det havde Intet at sige, det gav sig nok, og han vilde ikke træde tilbage for nogen Briis," som han udtrykte sig. Onkel Warner havde forladt ham meget bekymret. Nu faaes de igjen til Jaordet, og den unge Mand havde pyntet sig paa det Bedste og smilede, som om han ventedes af en elsket Gjenstand. Alt var paa rede Haand, og Tante Regine gif til Louises Bærelse for at hente hende.. Himmel og Jord! Hun var ber ikke! Hun var borte! Der laae et Brev paa Bordet i hendes Stue, det var al den Oplysning, Tante Regine kunde give; men den gamle Maren havde for en Time siden hørt Nogen gaae ud af Porten, og i det Samme var en Karreet kjørt bort, som havde holdt et Qvarteerstid midt paa Gaben, som om Kubffen ikke vidste, hvor han skulde hen. Det gav en forfærdelig Hurlumhei. Herr Kraft foer om i Huset, Tante Regine bagefter og slog med Dørene, men al Søgen var omsonst, og der var ingen Tvivl om, at Louise var flygtet for denne truende Ulyffe. Det efterladte Brev blev læst, et Steenhjerte maatte røres ved den Smerte og Jammer, bet udtalte, ved den barnlige Tryglen om Tilgivelse, ved den Sønderknuselse, der aandede gjennem hvert Bogstav. Men Herr Kraft fastede det i Kaffelovnen og sagde med en haard og fast Stemme: „Jeg har ingen Datter mere, indenfor mine Døre skal hendes Navn ikke mere nævnes... jeg forstøder hende... jeg..." Onkel Warner greb ham saa haardt i Armen, at han uvilkaarlig taug, og Forbandelsen standsede paa hans Læber. Tante Regine hylede høit. Brudgommens Familie tog bort, de Andre fulgte efterhaanden dette gode Exempel, og Onkel Warner blev alene tilbage hos den forbittrede Fader. Men ethvert Forsøg paa at formilde hans Vrede eller vække nogen Anger hos ham over den Haardhed, hvormed han selv havde tvungen sin Datter til dette fortvivlede Skridt, var som talt for døve Tren. Meget mere steg hans Forbittrelse med ethvert nyt Forsøg af Onkel Warner, der omsider forlod ham for, som han sagde, at søge at indhente Efterretninger om den ulykkelige Flygtnings Stjæbne. Men da han allerede var ude af Døren blev denne atter aabnet, og Herr Kraft raabte efter ham med bybende Stemme: "Jeg frabeder mig enhver Efterretning, og dermed Basta!" og saa slog han Døren haardt i, saa det drønede gjennem Huset. Et heelt Aar var forløbet, men Tiden havde ikke gjort nogen For andring i Herr Krafts Anskuelser. Imidlertid havde ærgrelsen virket paa hans Helbred, og han befandt sig ilde. Onkel Warner troede Zieblikket gunstigt til at blødgjøre hans Hjerte, han lebede Samtalen hen paa den forladte Alderdoms sørgelige Stilling og paa den Syges og Affældiges vaandefulde Leie og paa Savnet af en fjærlig Bleie; men Herr Kraft meente, at han aldrig kunde blive forladt i sin Alderdom, thi han havde en Son, „Husets Arving," og hvad Sygdom og Affældighed an git, da var man bedst tjent med en betalt Vaagekone, thi hun betænkte fin gode Løn og det faldt hende ifte ind at speculere paa Arven. Al den Kjærlighedssnak frabad han sig, det er Interessen og Pengene, det tommer an paa i denne Verden, og den, der har dem, vil altid faae Pleie not. Men Du kunde miste din Formue, Du kunde blive lige saa fattig som vi Andre, da vilde Du trænge til Kjærlighed og for seent lære at indsee, hvad den er værd," sagde Onkel Warner. Den rige Kjøbmand saae paa ham med store Zine, derpaa brød han ud i en Slags Latter og sagde: „Ja, Maanen kunde falde ned fra Himmelen, men saa nyttede det rigtignok ikke at slaae Paraply op. Plag mig nu ikke med al den Snak,... og dermed Basta!". Og Herr Kraft kom sig igjen, og han levede sit vante Liv som den rige Mand, i travl Virksomhed for at blive endnu rigere, og da han virkelig blev det, var han tilfreds, thi Andet begjærede han ikke af Forsynet. - Maanen faldt rigtignok ikke ned fra Himmelen; men tre Aar efter, just som Herr Kraft drak sin Morgenkaffe og fornøiet efterregnede, at nu var hans fjerde Tonde Guld fuldtallig, bragte Postbudet ham en heel Bakke Breve.
Men han var anderledes tilmode, da han havde læst dem, thi de indeholdt bedrøvelige Efterretninger om en udenlandsk Handelskrisis, der havde fældet mange gamle Huse, disse havbe revet flere med i Falbet og Herr Kraft var fallit. Det havde dengang mere at be tybe end nuomstunder, en Fallent reiste sig ikke mere, og man havde ingen Exempler paa, at en Mand havde gjort flere Gange Fallit, og endda kunde leve som en Matador. Men derfor var Crediten vel ogsaa af en anden Slags, end nutildags. Herr Kraft var fallit, det hæderlige gamle Handelshuus laae i Ruiner, dets Nigdom og Glands var tilintetgjort i et eneste Zieblik, hvad hundrede Aar og flere Generationers møisommelige Virksomhed havde samlet, knuste en eneste Storm og spredte som Avner for Vinden. Kassereren meente rigtignot, at de rebe Penge, som vare i Kassen, endnu kunde bringes i Sifferbed, og de vare tilstrækkelige til at betrygge en Mands Existents. Men Herr Kraft var en streng redelig Mand, og dersom ikke Husets Fald alligevel havde gjort Kassereren brødløs, vilde han vistnok have jaget ham bort for dette uredelige Raad. Alt blev forseglet af Retten, og som en ærlig og agtet, men fattig og ødelagt Mand drog den nys rige og misundte Herr Kraft ud af fine Fædres gamle Huus. Onkel Warner havde taget den oprigtigste Deel i denne Ulykke. Han havde stray foreslaaet Fætteren at flytte sammen med sig, uagtet han forudsaae, at han vilde faae Tante Regine og Mopsen med. Men Herr Kraft havde allerede modtaget sin Sons Tilbud, for nogen Tib at tage til hans Huus. Og det var heller ikke mere, end hvad Sønnen skyldte sin Faber, der havde sat ham i en saadan Stilling, at han nu var en velhavende Mand og selv Intet tabte ved Husets Fald. Dog jo, han tabte den forventede rige Arv, Successionen til Firmaet o. 5. v., og da han var sin Faders Søn og opfostret i hans Anskuelser, forstod han sig meget vel paa Rentesregning og dobbelt Bogholderi, men meget lidt paa Humanitet og Følelse, som han fra sin tidligste Barndom altid havde hørt Faderen spotte over. Det var en tung Prøvelse for den gamle Herr Kraft, hans Stolthed havde lidt et haardt Stød, men hans Hjerte var ikke blevet blødere. Et Brev, som i disse sørgelige Dage var kommet med Posten, lagde Herr Kraft tilside, fordi han gjenkjendte sin Datters Udskrivt, og da Onkel Warner fom, gav han ham det uaabnet og sagde: „Skulde Du vide hvor Abressaten opholder sig, saa er Du vel saa god at besørge det remitteret og dermed Basta!" solt Opholdet i Sønnens Huus stulde blive ham en endnu tungere Prøvelse. Sønnekonen førte Herredømmet, og hun var ikke elskværdig. Tante Regine havde altid været hende en Torn i Dinene, hendes salvelsesfulde Talemaader bleve nu bespottede og hendes Mops turde ikke fomme frem under Tantens Kjole, hvor den laae og snorkede fra Morgen til Aften. Den evindelige Talen om hvad Alting kostede, og hvorledes Penge dominere Alt, som før aldrig havde stødt Herr Kraft, var ham nu heilig imod, og fremtvang mangt et Sut af hans bespændte Bryst. Imidlertid dreiebe Alt sig tilsyneladende om ham, og han hørte mange Gange daglig de Ord: „Som Papa vil... vort eneste Ønske er, at Papa maa have det godt hos os;" men han følte lige saa ofte at dette kun var Talemaader og Mundsveir, og at hans Dnsfer i Birkeligheden Intet betydede. Havde han vidst, hvad Hjerte var, da havde han ogsaa vidst, hvori det egentlig staf; nu var det kun Formuens Tab, han sukkede over. Naar en Boble er spændt, er et Støvgran not til at bringe den til at briste. Samlivet i Sønnens Huus ventede kun paa en Anledning for at blive opløst, det kunde ikke længer gaae saaledes. Sønnekonen lagbe sig en Hund til, der var dobbelt saa stor som Tante Regines. Mops og af en meget stridbar Natur. Det var begge de unge Folks hemmelige Fryb at iagttage det spændte Forhold mellem disse to Dyr og den Stræt, Hektors Indtrædelse i Stuen altid foraarsagede Mopsen, der da med al den Hurtighed, dens Trivelighed tillod, flygtede ind under sin Herskerindes Skjørter, som hun gjestfrit løftede for den, under tiden i Forskrækkelsen rigtignok til en latterlig Høide. En Dag sad Herr Kraft i Sophaen og læste Aviserne, Tante Regine var falden i en lille Blund i Lænestolen, Mopsen havde labet sig forføre af Stilheden og den varme Foraarssol, den laae i Solftriben paa Gulvtæppet og var saa lykkelig, som en selfliffende Moppe fan være. Pludselig gik Døren op, og Sønnekonen kom ind, ledsaget af Hektor. Som et Lyn foer ben over den drømmende Mops, Tante Regine vaagnede og løftede fine Stjørter op lige til Knæerne; men inden Mopsen kunde tage sin Tilflugt til det aabnede Fredens Tempel, havde Hefter endt dens Tilværelse, og den laae død paa Gulvet. Sonnefonen var bristet i Latter over Tante Regines fomiske Stilling, og havde glemt at kalde sin Hund til Orden, og selv da hun saae den Ulykke, den havde anrettet, havde hun ondt ved at dæmpe fit gode Humeur. Herr Kraft betragtede et Zieblik denne Scene over sin Avis, de sammentrufne Zienbryn spaaede et forfærdeligt Ulveir; men han beherskede sig, tog Tante Regine ved Haanden, og førte hende ud af Stuen. For første Gang følte han ved denne i sig selv ubetydelige Anledning Trang til en deeltagende Ven, og sendte Bud efter Onkel Warner. Han var tiltraadt Fallitboet paa sin Fætters Vegne, og havde redelig stræbt at ordne Forholdene og træffe de bedste Overeenskomster med Creditorerne. Herr Kraft vilde vide, om det kunde blive ham muligt at frelse saameget, at han kunde føre et tarveligt og afsondret Liv paa Landet, for den Tib, han endnu havde tilbage. I fin Sons Huns og i Hovedstaden vilde han ikke blive længer, og Tante Regine vilde han ifte forlade. Onkel Warner bestyrkede ham i en saa fornuftig Plan, han vilde gjøre sig umage for at finde et Sted, der kunde tilfredsstille alle Fordringer, en Familie, som har Hjertet paa rette Sted," sagde ban, „hvor Du kan have gode Mennesker om Dig, og dog være saameget alene, som Du selv ønsker. Thi det er bjertelige Mennesker, vi trænge til i Modgangens Dage, og hos Din Søn er Alt meget pænt og net, men Gemyt er der rigtignok ikke Spor af i den bele Menage." - Herr Kraft tang til denne Bemærkning, og da Onkel Warner var gaaet, blev han siddende i dybe Tanker. am Nogle Dage efter bragte den utrættelige Ben ham den Efterretning, at det var lykkedes ham at finde en Familie langt ude paa Landet, hvor Herr Kraft og Tante Regine vilde være velkomne. Bilkaarene vare i alle Henseender gode, Herregaardens Størrelse gjorde Værten og Gjesterne uafhængige af hverandre, Familien var kun lille, Manden var dygtig og dannet, Konen var rigtignok for Zieblikket fraværende ved et udenlandsk Bad for hendes Helbreds Skyld, men Huset blev besuagtet vel styret, Egnen var smuk og ensom, hvilket især tiltalte Herr Kraft og bragte ham til at bestemme sig. Manden hedder Warner, ligesom jeg," sagde Fætteren, men vi ere alligevel ikke i Familie; jeg antager, at Navnet ikke mishager Dig." Og Herr Kraft trykkede hans Haand med et ven ligt Smiil, og slog til. To Dage efter toge be Afsked med Sonnens Huus og droge paa Landet, ledsagede af Onkel Warner og den gamle Maren, som i mange Aar havde besørget Herr Krafts specielle Opvartning og fjendte alle hans Vaner. Hun var det eneste Menneste, han vilde have favnet, bun vidste saa godt, hvordan hans Seng skulde redes. Onkel Warners Navne modtog de Reisende ved Ankomsten til det fremtidige hjem, og undskyldte, at Huusmoderen ifte funde byde fine Gjester velkommen, hun var endnu ved Badet i Pyrmont, men ventedes tilbage om nogen Tib. To venlige Smaabørn fulgte Faderen i Hælene og betragtede med Nysgjerrigbed de Fremmede, som nu berefter skulde boe hos dem. Ved Onkel Warners Ombu var en Deel af Herr Krafts daglige Meubler førte berbid fra Hovedstaden, og hans Dagligstue var bam strax hjemlig, da Opstillingen af Gjenstandene var foretaget med fjærligt Hensyn til hans Vaner og tilvante Beqvemmeligheder. Ogsaa Tante Regines Kammer rummede bendes kjæreste Meubler, og hun blev behagelig overrasket ved at finde, i en lille Kurv bag Kaffelovnen, en Mops, som venlig slikkede hendes Haand; den lignede salig Fi delle" saameget, at hun ikke tog i Betænkning at overføre sin Embed paa den. Onkel Warner blev nogle Dage hos dem og reiste saa tilbage med den Overbeviisning, at hans Fætter nok vilde finde sig tilfreds i sin nye Bolig. Og det var ogsaa Tilfældet. Herr Kraft levede sig efterhaanden ind med sin Bært, i hvem han fandt en dannet og underholdende Mand, og han fik snart Leilighed til at lære ham at fjende som en æbel og fast Charakteer, der indgjød ham Agtelje og Tillid. Inden en Maaned var gaaet havde Herr Kraft forsonet sig med dette stille, afsondrede Liv, og ban fandt endogsaa Behag deri, det vilde have gjort ham ondt at skulle forlade dette fredelige Hjem, der omgav ham med en hidtil ukjendt Hyggelighed, og hvor han følte, at han, uden Herredømme, alligevel blev behandlet med en heel anden Erbødighed end den, han havde modtaget i sin Velmagts Dage. Naturen havde hidtil været en luffet Bog for ham; nu studerede han den paa fine Vandringer i den smukke Egn, og den tiltalte ham paa en Maade, som han før aldrig havde tænkt sig mulig. Før havde han aldrig givet sig af med Børn, men disse to søde Børn forstode saaledes at indsmigre sig hos ham, at han gjerne saae dem om sig, han vidste ikke selv, hvad det var, der indtog bam for dem, men de vare paa engang saa foielige og venlige, saa smukke og saa floge, at det morede ham at give sig af med dem og tilfredsstille deres barnlige Bidebegjærlighed. Og Tante Regine holdt næsten ligesaa meget af dem, som af den nye Moppe, og næsten ligesaa meget af den, som af den første Fidelle, saa at den gamle Maren havde Net i at sige: ,,Men det er da et velsignet Huus, vi ere komne i. Er det ikke som om vi Allesammen vare blevne bedre Mennester i de to Maaneber, vi have været her! Om det faa er Herren selv, saa er han nu god at komme tilrette med, og der er sjelden Noget iveien med Sengen, som han ellers aldrig funde faae rigtig tilpas. Og naar han saadan sidder med Haanden under Kinden, i sine egne Betragtninger, faa kan han ordentlig see ud, som om han var en ganske venlig gammel Mand." Og Herr Kraft sad ofte med Haanden under Kinden, i sine egne Betragtninger, men hvad han tænkte, det meddeelte han ikke til nogen Moders Sjæl, det var maaskee heller ikke altid saa ganske klart for ham selv, thi det var som oftest nye og uvante Tanker, der kom til ham i hans Eensomhed. Herr Warner havde nogle Gange aflagt et fort Besøg, og naar han vilde tale om Handelsanliggender og Husets Affairer, brog den gamle Kjøbmand et dybt Suk og sagde: „Kan Enhver fade Sit, saa at jeg ikke bliver Noget skyldig, suffer jeg ikke mere min Tid er forbi... og dermed Basta!" Men de sidste Ord kom frem som ffrøbelige Gjengangere af en gammel Vane, hvis Kraft nu var brudt, og denne Slutning, der saa ofte havde forfærdet ved sin uigjenkaldelige Strenghed, løb nu næsten veemodigt. 3 de Dage, ba Konen i Huset ventedes tilbage fra Pyrmont, følte Herr Kraft fig upasselig, og da hun ankom til sit Hjem, var en heftig Feber udbrudt, der ganske berøvede ham Bevidstheden. I fine Phanta fier var han snart den rige Mand, som kunde raade over den halve Berden, snart var han forarmet og afhængig af sin Omgivelſe; men be= standig var det Pengene, hans Drømme dreiede sig om, og Guldets Dæmoner førte en fortærende Kamp i hans omtaagede Bevidsthed. Denne Tilstand varede i flere uger, og blev saa afløst af en langvarig Sløvhed, i hvilken han for det Meste laae stille hen med lukkede Zine, som en Sovende. Med hvormegen Ombu og Kjærlighed blev han ikke pleiet i benne lange Sygdomstid! Dag og Nat var hans omhyggelige Værtinde ved hans Leie, og naar han aabnede fit Zie, mødte det altid den samme Stiftelse. Og da Krisen var overstaaet og den nærmeste Fare forbi, da samledes alle Huusbeboerne ofte om hans Leie, den fælleds Bekymring havde bragt Hjerterne til at aabne sig for hverandre, og Sygeleiet var det Foreningspunkt, der gjorde dem Alle til Lemmer af een Familie. En Aften i Mørkningen, da de Alle for et Zieblik havde forladt Stuen, og den gamle Maren alene sab ved hans Seng, aabnede han pludselig Zinene og saae sig om, som om han vilde gjenkalde sig, hvor han var og hvad der var foregaaet med ham. Han spurgte efter Børnene. Maren slog Hænderne sammen af Glæde over, at Herren var kommen til Befindelsen igjen, Herr Kraft gjentog sit Spørgsmaal og sagde: „Ikke sandt, Maren, Drengen hedder Ludvig og Pigen hedder Georgia, ... det er begge mine Navne" ... „Ja, det er jo saa følgeligt," sagde Maren rørt,,,hvad skulde de vel ellers hebde." -,,Er min Fætter Warner her? spurgte han lidt efter. Han var her, og Maren hentede ham strax. Herr Kraft gjorde Tegn til ham, at han skulde sætte sig ved Sengen, og til Maren, at hun skulde lade dem være alene. Fætter," sagde han, ,,jeg veed nu, hvordan Alt hænger sammen... jeg er hos min Datter. Jeg har været meget syg, men jeg har ogsaa havt flare Dieblik iblandt, og Louise har da staaet ved min Seng, og hun har pleiet mig." Herr Warner niffede bekræftende. Du har vidst Alt, Du har staaet hende i Faders Sted, da jeg slog Haanden af hende, ikke sandt?" - Warner nikkede atter, han var saa bevæget ved at høre den strenge Mand tale saa mildt, at han næsten ikke funde faae et Ord frem. Men hendes Mand heb jo ikke Warner, vel? Og han havde jo en lille Eiendom, og ikke denne store Gaard? Hvordan hænger Alt det sammen?" - Og Herr Warner fortalte nu med faa Orb, at Svigersønnen havde antaget hans borgerlige Navn, af Taknemmelighed, fordi han havde skjenket Louise en Capital, som han havde fra Ostindien, og som han selv ikke havde Brug for, men som satte de unge Folk istand til at erhverve denne større Eiendom, hvor de havde levet saa lykkeligt, sont det altid smertende Nag over ikke at have erholdt Faderens Tilgivelse, kunde tillade. Men nu vilde de faae den, og Lykken vilde blive fuldstændig for dem Alle, og derfor takkede han Gud ret af Hjertet. For Herr Kraft var det Hele som et Eventyr. Den forstødte Datter havde optaget og pleiet fin haarde og uforsonlige Fader, og den forfastebe Svigersøen havde vunden hans Venskab og hans Agtelſe; den fattige Fætter havde stjenket Capitaler bort, og den rige laae her som en fattig og angrende Mand. For Dig vare Pengene kun et Middel, for mig vare de et Maal," sagde han, efterat han i nogen Tid havde ligget stille hen i fine egne Tanker. Men Det er ikke Vor Herres Mening, det har jeg lært at indsee men først bagefter." Men Herr Warner meente, at det ikke var bagefter, der vilde endnu, naar alle Creditorer vare betalte, blive Noget tilovers, og han havde ogsaa selv endnu en Nødstilling tilbage, dermed vilde de i Forening begynde en Birksomhed, der endnu skulde give dem et godt udbytte, thi Kraft skulde bestyre de fælleds Forretninger. Men han rystede paa Hovedet af disse smilende Übsigter og sagde, at bans Timer vare talte, for dem bavde han en anden Anvendelse. „Imens jeg har været syg, bar jeg havt underlige Drømme," sagde ban, „der var en Engel og en Djævel, som stredes om mig, men Engelen lignede Louise, og hun drev Djævelen bort, og da han forlod mig, saa klingede det, som store Pengeſtabler faldt overende, og det lød forfærdeligt. Men saa hørte jeg en Stemme, der sang Lovsange, og det blev lyst og fredeligt om mig, og jeg faldt i en dyb Søvn og drømte igjen saa deiligt, saa deiligt... at jeg ikke fan sige det." Og Herr Kraft foldede Hænderne. Men lidt efter blev han fjendelig urolig og kastede sig frem og tilbage paa Leiet. Pludselig reiste ban sig i Beiret og sagde med kraftig Stemme: „Hvor er min Datter? Bring hende til mig ... og Børnene... og hendes Mand." Herr Warner hentede dem Alle. Louise knælede ved sin Faders Seng og kyssede hans Haand under en Strøm af angerfulde Taarer. Han tog hendes Haand og trykkede den i hendes Mands, derpaa lagde han Haanden velsignende paa hendes Hoved. Warner bragte Børnene hen til ham, han kyssede dem paa Panden og strækkede begge Hænder ud imod sin Fætter; men inden denne kunde gribe dem, sank han udmattet tilbage i Sengen. Warner bøiede sig over ham og kyssede ham. Det var et høitideligt Zieblik og en fuldstændig Forsoning, uden at Nogen havde talt et eneste Ord; men de forstode Alle hverandre uden Orb, thi Ord ere ikke altid saa nødvendige, som Mange troe. En tung Matheb fulgte paa denne Anstrengelse, og Herr Kraft laae atter stille hen med lukkede Zine, som om han slumrede. En lykkelig Krebs omgav hans Leie, og glade Ord verledes med hviskende Stemmer. Seent hen paa Aftenen vaagnede han igjen og spurgte efter sin Son. ,,Siig ham, at jeg altid har holdt af bam," sagde han, men paa en baarlig Maade. Siig ham, at Alt hvad der bliver tilovers, naar det Hele er opgjort, skal han dele med Tante Regine, og Maren skal ogsaa betænkes paa det Bedste. Louise ... Du har mere havt en Fader i Onkel Warner end i mig, Gud velsigne ham derfor. I ville mindes mig, ja... med Kjærlighed!" Han rakte Haanden til Enhver og nikkede til dem. Onkel Warners og Louises Hænder beholdt han inden i fine. Saaledes laae han nogle Zieblik og hans Læber bevægedes sagte, uden at de frembragte nogen Lyd. Han bad maaskee stille. Saa slap han dem med et Haandtryk, men det var næsten kraftesløst. Lidt efter sagde han halvheit:,, Staaer der ikke i Bibelen, at en Rameel stal lettere gaae gjennem et Naalesie, end en Nig kommer i Himmelen? - Gud havde sat mig over Meget... Han vil være mig naadig. Enhver har faaet Sit, jeg skylder Ingen... og jeg eier Intet... Ja! Men Gud har gjort mig rig!... Og dermed Basta!" Og over hans Ansigt gik der et lykkeligt Smiil, en stien Erinbring for hans Efterladte. Bed Midnat sov han stille hen. Carl Bernhard. - 9 Den gamle Somand. g spørger du Nordboens haardføre Søn, Der fødtes blandt snedækte Fjelde, Hvad Hjertet vel stundom føler i Løn, Da vil han med Sandhed fortælle: Lab Syden beholde fin yppige Bragt, Sin Stjønhed og Solglands den smukke - Det nordiske Hjerte os knytter med Magt Til Hjemmet, til Barndommens Bugge! Natten er stille, og Maanen nys Er brudt gjennem tunge Styer; Stjernerne komme og svinde som Lys, Der Himlens Klarhed fornyer. Paa Rheden krydser en Seiler stor, Et svømmende Huus af Planker; Fremmed Commando lyder omboro Imens det faster fit Anker. Stemmerne lyde saa blandet der er Et Virvar af alle Nationer; Talen er fremmed, man hører ei her De hjemlige danske Toner. En Baad fra Borde med Folk nu gaaer, Mod Landgangstrappen ben stræber; En Mandi Baaden veemodig staaer, Der lyder et „Gud" fra hans Læber. Mob Brystet han knuger den tjærebe Haand Og stuer mod Stjernevrimlen: "Hav Tak, o Faber! Bered er min Aand At stævnes for Dig i Himlen"! Han styrer sin Cours ad Nyboder til Og dæmper saa mange Suffe; Kong Christians Minde han stue vil - Der stod jo hans Barndoms Vugge. Der stod hans Vugge, der stod hans Seng, Der stod hans barnlige Minde; Der brømte han alt som Nyboders Dreng Om Sømandens Roes at finde. Meb et han standser: „Hvad, denne Stads Ei passer paa Pindsvinegade! Siig, drømmer jeg?... Fierbe Christians" Pallads Er blevet til Slottenes Rade!" De hvide Loffer nu vifter en Vind Tilfide, mens Bagen af Haanden Borthvisker en Taare af Sømandens Kind; Thi Hjemmet han seer i Aanden. 9* Dog nei, det
virkeligheden er, Forklarede blive hans Miner; Bag Plankeværket hvad stuer han der: En Stue blandt gamle Ruiner. Han iler derben og standser ei, før Ved Maanesfinnet i Natten Han læser og seer den gamle Dør, Der mærket er „Nummer Atten". dan ,,Saa skulde jeg see dig endnu engang Og big betræde, forinden Man synger min sidste Buggefang Og lægger mig bi for Vinden! Der er den Pfet, hvor Moder hun sad, Og hvor hun saa fjærlig mig vugged', Hvor hun inderlig for mig bad, Naar Søvnen mit Zie luffed'. Her er det Kammer, hvor Faber han laae, Saa libende, bleg og blodig: Han kjemped, saalænge han kunde staae, 3 Kongedybet saa modig. Her vinkede han mig hen til sin Seng; Mens Stemmen den dirred' af Smerte, Han kyssed' mig ømt og sagde: "Dreng, Elst Dannemark som dit Hjerte! Det har en Bart i dit røde Blod, Det Part har i dine Arme; Du værne om det med Ere og Mod, Du offre dit Hjertes Varme! it build Fortsiet ligger mit gamle Skrog, Snart sidste Blanke jeg slipper; For Danmark jeg til det Sidste flog, Ei stranded paa Feigheds Klipper. Jil ud paa Dybet og Pligten gjør, Siig Kongen, at jeg big sender: Jeg Forfald" fik han stole tør Paa dig; din Fader han kjender!" Saa bredte han fine Arme ud, Om Sengen vi maatte os samle; Da bad han en stille Bøn til Gud, Velsignede mig og sin „Gamle". Jeg fulgte saa trolig bit sidste Bud Og glemte ei Danstens Stiffe: 3 Kongebybet jeg kjæmped', og Gud Skal vidne: Han svigtede ikke!" Saa færdedes jeg i Verden om, Thi Hjemmet var tomt og øde; Nu staaer jeg her som jeg git, jeg kom: Med Mindet om begge de Døde. ,,Snart Mindet vel døer det gamle Huus, Der Mindet saa fjærlig opfristed', Maastee inden Hanegal er Gruns!" Vemodig den Gamle han hvisked'. Ja, Danmark, hvis Mindet om Christian I Tidens Løb sig end tabte: Den danske Sømand glemme ei kan Den Drot, som Nyboder skabte!" Saa talte den Gamle, mens Hovedet Han støttede blidt imod Haanden. ,,Velsign, Gud, Danmark!" han sukkede let Og var hos Kong Christian i Aanden. Og spørger du Nordboens haardføre Søn, Der fødtes blandt snedækte Fielde, Hvad Hjertet vel stundom føler i Løn, Da vil han med Sandhed fortælle: Lab Syden beholde sin yppige Bragt, Sin Skjønhed og Solglands den smukke - Det nordiske Hjerte os fnytter med Magt Til Hjemmet, til Barndommens Bugge! Jødepigen. er var i Fattigskolen mellem de andre Smaabørn en lille Jødepige, saa opvakt og god, den flinkeste af dem Allesammen; men i een af Læretimerne kunde hun ikke tage Deel, det var Religionstimen; hun var jo i en christen Skole. Geographibogen kunde hun have for fig og læse i, eller faae fit Regnestykke færdigt, men det var snart færdigt og Lerien læst; der laae vel en Bog opslaaet foran hende, men hun læfte ikke i den, hun sad og hørte efter, og snart mærkede Læreren, at hun fulgte med, som næsten Ingen af de Andre. ,,Læs i din Bog!" sagde han mildt og alvorligt, men hun saae paa ham med fine sorte straalende Øine, og da han spurgte ogsaa hende, vidste hun bedre Besked end Alle de Andre. Hun havde hørt, forstaaet og gjemt. Hendes Faber var en fattig brav Mand; han havde ved Barnets Skolegang betinget, at hun ikke underviistes i den christne Tro, at lade hende gaae bort i denne Underviisningstime kunde maaskee forarge, vække Tanker og Stemninger hos de andre Smaa i Stolen, og altsaa blev hun, men det kunde ikke længer ſfee! Læreren gik til Faderen, sagde ham, at han enten maatte tage fin Datter ud af Skolen eller lade hende blive Christen. Jeg kan ikke udholde at see disse brændende Dine, den Inderlighed og ligesom Sjæle- Tørst efter Evangeliets Ord!" sagde Læreren. Og Faderen braft i Graad: jeg selv veeb kun libt af vor egen Religion, men hendes Moder var en Israels Datter, fast og stærk i fin Tro, hende gav jeg paa hendes Dødsseng det Løfte, at vort Barn aldrig skulde blive christent døbt! jeg maa holde mit Løfte, det er mig som en Bagt med Gud!" Og den lille Jødepige blev taget ud af de Christnes Stole. d - Der var gaaet Aaringer. Ovre i een af Jyllands mindste Kjøbstæder tjente i et ringe borgerligt Huus en fattig Pige laf mosaist Troesbekjendelse, bet var Sara; hendes Haar var sort som Zbenholdt, hendes Zine saa mørke og dog fulde af Glands og Lys, som Orientens Døttre eie dem; Udtrykket hos den fuldvorne Pige var endnu det samme, som hos Barnet, da hun sad paa Skolebænken og hørte til med tankefuldt Blik. Hver Søndag klang fra Kirken Orgelet og Menighedens Sang, det løb over Gaden ind i Gjenbohuset, hvor Jødepigen stod ved sin Gjerning, flittig og trofast i fit Kald. Kom Sabbathens Dag ihu og hold den hellig!" var hendes Lov, men Sabbathen for hende var de Christnes Arbeids Dag, og hun kunde kun i fit Hjerte holde den hellig, det hun ikke troede var nok. Men hvad er Dag og Time for Gud! den Tanke var vaagnet i hendes Sjæl, og paa de Christines Søndag blev Andagts= Timen mere uforstyrret; naaede da Orgelflang og Psalmesang over til hende i Kjøkkenet bag Basken, da blev helligt og stille selv dette Sted. Det gamle Testament, hendes Folts Skat og Eiendom, læste bun da, og kun [det, thi hvad hendes Fader havde sagt hende og Læreren, da hun blev taget ud af Stolen, laae dybt i hendes Sind, Løftet, der var givet hendes bøende Moder, at Sara ifte skulde blive christnet, ikke forlade Fædrenes Tro. Det ny Testament var og skulde blive hende en luffet Bog, og dog vidste hun saa Meget fra den, den lyste i Barnes Erindringer. En Aften, hun sad i en Krog af Stuen, hørte hun fin Husbond læse høit, og hun turde vel høre derpaa, det var ikke Evangelierne, nei, der læstes op af en gammel Historiebog, til den kunde hun nok lytte; det var om en ungarist Ridder, som blev fanget af en tyrkisk Pascha, der lod ham spænde hos Orerne for Ploven, drives med Pidsteslag og uendeligt haane og vansmægte. Ridderens Hustru solgte alle fine Smykker, pantsatte Borg og Land, hans Venner stjøde sammen store Summer, thi utroligt næsten var Løsepengene, der forlangtes, men de bragtes tilveie, og han blev løst af Trældom og Forsmædelse; syg og libende naaede han sit hjem. Men snart løb almindelig Opraab mod Christendommens Fjende; den Syge hørte berom og havde nu ikke No eller Hvile, han lod sig løfte paa sin Stridshest, Blodet kom igjen i hans Kinder, Kræfterne syntes at vende tilbage, og han drog afsted til Seier. Just den Pascha, som havde labet ham spænde for Ploven, haane og lide, blev nu hans Fange og førtes af ham hjem til Borg-Fængselet, men alt i den første Time der, kom Ridderen og spurgte sin Fange: "Hvad troer Du vel, "ber venter Dig?" „Jeg veed bet!" svarede Tyrken, „Gjengjeldelse!" „Ja, den Christnes Gjengjeldelse!" sagde Ridderen, „Christendommen byder os at tilgive vore Fjender, elffe vor Næste. Gud er Kjærlighed! drag i Fred til dit Hjem og dine Kjære, bliv mild og god mod dem, som lide!" Da brast den Fangne i Graad: „hvor funde Jeg tænke Sligt muligt! Binsler og valer vare mig en Vished, og jeg tog en Gift, der vil dræbe mig om faae Timer. Jeg maae døe, der er ingen Hjelp! men før jeg bøer, forkynd mig den Lære, som rummer en saadan Kjærlighed og Naade, den er stor og guddommelig! lad mig døe i den, døe som Christen!" og hans Bøn blev opfyldt. Det var Legenden, Historien, der blev læst; den hørtes og fulgtes af dem Alle, men meest brændende opfyldte og levendegjorte den hende, der sad i Krogen, Tjenestepigen Sara, Jødepigen; store tunge Taarer stode i de lysende, fulsorte Zine; der sad hun med Barnesindet, som bun sad engang paa Skolens Bænk og fornam Evangeliets Storhed. Taarerne rullede ned over hendes Kinder. Lab ikke mit Barn blive en Christen!" var Moderens sidste Ord paa Døbsleiet, det klang gjennem hendes Sjæl og Hjerte med Lovens Ord: „r din Faber og din Moder!" ,,Jeg er jo ikke christnet! de kalde mig Jødepigen; det sagde Naboens Drenge i Spot sidste Søndag da jeg blev staaende udenfor den aabne Kirkebør og saae derind, hvor Altar Lysene brændte, og Menigheden sang. Fra Skoletiden og indtil denne Dag var og er der en Magt fra Christendommen, der ligesom et Solskin, om jeg endogsaa luffer mine Zine for det, dog skinner lige ind i mit Hjerte! men, Moder, jeg skal ikke be-= drøve Dig i din Grav! jeg skal ikke svige det Løfte, vor Fader gav Dig! jeg vil ikke læse den christelige Bibel, jeg har jo mine Fædres Gud at hælde mit Hoved til!" Og Aaringer gif. Husbonden døde, Husmoderen sad i trange Kaar, Tjenestepigen maatte undværes, men Sara tog ikke bort, hun var Hjelpen i Nøden, hun holdt det Hele sammen; hun arbeidede til ud paa Natten, staffede Brød i Huset ved sine Hænders Gjerninger; der var ingen nær Slægt, som tog sig af Familien, hvor Konen Dag for Dag blev svagere og i Maaneder holdtes paa Sygeleiet. Sara vaagede, pleiebe, arbeidede, mild og from, en Velsignelse i det fattige Huns. Der benne ligger Bibelen!" sagde den Syge, læs lidt for mig i benne lange Aften, jeg trænger saa inderligt til at høre Guds Ord!" Og Sara bøiede sit Hoved; Hænderne foldede sig om Bibelen, som hun aabnede og læste for den Syge; tidt brød Taarer frem, men Zinene bleve flarere, og i hendes Sjæl blev det klarere: „Moder, dit Barn stal ikke tage de Christnes Daab, ikke nævnes i deres Samfund, det har Du forlangt, det skal jeg bevare Dig, derom ere vi enige paa denne Jord, men ovenover denne er er Enigheden større i Gud: han ledsager os over Døden!"" han besøger Jorden, og naar han har gjort den tørstig, gjør han den meget riig!"" jeg forstaaer det! selv veed jeg ikke, hvorlunde det kom! det er ved ham, i ham: Christus!" Og hun zittrede i Nævnelsen af det hellige Navn, en Daab af Jldslue gjennemstrømmede hende stærkere, end Legemet kunde bære, og det bøiede sig mere kraftløst, end den Syges, hun vaagede hos. „Staffels Sara!" blev der sagt," hun er overanstrænget af Arbeid og Vaagen!" De bragte hende til de Fattiges Sygestue, der døde hun, derfra blev hun begravet, men ikke paa de Christnes Kirkegaard, der var ikke Stedet for Jødepigen, nei, udenfor, op til Muren fit hun sin Grav. Og Guds Sol, der sfinnede hen over de Christnes Grave, sfinnebe ogsaa hen over Jødepigens Grav derudenfor, og Psalmesangen, der løb paa de Christnes Kirkegaard, flang ud over hendes Grav; ogsaa ud til den naaede Forkyndelsen: „der er Opstandelse i Christo!" ham, Herren, som sagde til Disciplene: „Johannes døbte vel med Band, men I skulle døbes med den Hellig-Aand!" H. E. Andersen. Mosen ved Overso. et rumler og det rasler henab Flensborg Landevei, Der kommer Artilleriet med Støi og Hurlumbei, Rast klinger det derinde fra Skovens dunkle Gjem, De lette Batailloner brage syngende frem. Dragonen kommer sindigt paa sin vælige Heft, Husaren tumler vindigt fit Dyr og gjør Blæst; Det funkler og det blinker som Perler smaa paa Vin, For Solens Blit paa Hjelmen og den blanke Karabin. Nu bøie vi om Skoven, hvor Milepælen staar, Jeg husker det saa noie, som om det var igaar, Bag ved en lille Sø og en Mose kneiste stolt En Kirke det var Oversø der gjorde vi Holdt. Der laa trindt om paa Sletten de Grønne med de Blaa, Hist Gardens Bajonetter med laadne Huer paa, Men nærmest ned mod Søen laa andet Jægerfor Og stotted sty til Mosen, hvor det sad i overfjor. Den Mose havde ofte jeg nævne hørt med Lyst, Naar Jenserne de snakked om den raske Jægerdyst, Med Vandstøvler lange jeg ilede derhen, Da traf jeg midt i Mosen paa en god gammel Ven. MAN "Hvad gaar Du her og traffer Du gamle Kavaller ?"" Han brummed et Par Gange, det var saa hans Maner. Her faar Du vaade Fødder, saa narrer Du jo 08, ...,Naar Du ligger syg, mens vi Andre maa slaas. ,,Saa sagte dog, saa sagte, min stjægløse Gut, „Den Næsvished den lugter lidt stærkt af en Rekrut, "Jeg havde dog vel sagtens et Bar Snorer eller tre, "For rigtig Du var travlet af Skjørterne maaste. ,,Men nu er det forbi med den Smule Respekt, „Fordi Du der har faaet det Par Snorer, Din Knegt; ,,Lad gaa, det skal nu hverken gjøre til eller fra, Jeg ved jo, Du er ikke saa keitet just endda. „Og nu stal Du dog høre, hvorfor jeg traffer her, "Thi ser Du denne Mose, den har jeg faaet fjær; „Her var det, vi holdt Paaske dengang ioverfjor, "Da tjente jeg endnu ved det andet Jægerkor. ,,Vi havde gaaet langt, jeg var næsten lidt træt, Det var koldt, saa jeg frøs, og det regnede tæt; Men bedst som her vi traved over Sten over Stof, "Da fik vi det saa varmt, saa det Halve vel var not. "Det passede de godt dette vildtydske Rak, ,,Thi det var akkurat som i Mosen vi stak, ,,Saa knaldede det her, og saa knaldede det der, "Da maatte vi ha' Fingre i det vaade Gevær. ,,Nu kom der Liv i Spillet, det gif, som det var smurt, ,,Men der var lidt formange, saa det hjalp ikke stort; "Derhenne, kan Du see, paa den skaldede Brink - „Stod Westergaard, Kaptainen, Du kan tro han var flink. Saa kom Kavalleriet, det var prægtigt at se, ,,De stormed ned ad Bakken da slutted vi Karre, „Omtrent paa en Snes Alen kommanderede han Fyr ,,Det gjorde mig lidt ondt for de deilige Dyr. ,,De sprælbebe i Mosen blandt Tuer og blandt Siv, Og Mangen fant i Sumpen til midt paa sit Liv, ,,Mens Ryttere og Heste i Dyndet med Strig ,,Sig væltede jo det var deiligt Roderi. ,,Imellem tvende Tuer jeg fast var bleven flemt, ,,Der sad jeg i et Hul, som just passede bestemt; ,,Da før vi laa ved Veien, da randt det mig i Hu, ,,Gud ved, om ikke det skulde være her endnu? ,,Thi hvis det skulde hænde, hvad Gud forbyde vil, ,,At Tydsken atter skulde sig trænge frem hertil, ,,Da tænker jeg, jeg finder min gamle Post igjen, „Der hvor jeg stod i Paasken, og stod f'gu godt min Ven." Saa talte han og spanked blandt Tuer og blandt Siv, Da sank han i Moradset til midt paa sit liv, Imellem tvende Tuer han rigtig fast blev klemt, Glad blev han, da han mærkede, det passede bestemt. Jeg lo vel, saa det fluffede, men sprang dog i en Fart Til Hjælp og trak ham op, men det kunde jeg ha'e spart, Thi Dagen firar derefter, en halv Mils Vei derfra, Der fik han sig en Kugle, den døde han a'. Men Folt, som boe i Egnen, fortælle, at iblandt - Og selv jeg næsten tror, at det virkelig er sandt - Man ser ham gaa og spanke i Mosen op og ned, Men, hvad han leder efter, kun jeg alene ved. Thi hvis det skulde hænde, hvad Gud forbyde vil, At Tydsken atter skulde sig trænge frem dertil, Da er jeg ganske rolig, jeg stoler paa hans Ord, Da møder han i Mosen med andet Jægerkor. Og alle Danmarks Drenge vil stille sig i Rad, Og Riflen vil de slænge om Natten nok saa glad, Og Sommerdagens Hede som Vinternattens Frost Vil træffe dem bernede, hver paa sin gamle Post. J. H. GH