Folkekalender for Danmark 1857

Zipp folkekalender for Danmark. 1857. Sjette Aargang. Kiobenhavn. C. C. Lose & Delbanco ag C. G. Juersen, Ibieles Bostrettett Digitaliseret af Claus Rønlev Indhold. Kalender-Aphorismer &c. Genealogi. Det danske Kongehuus Det Kongelige Geheime-Statsraad Ministerierne Kingos Billede, af N. F. S. Grundtvig Beens Hallig, af Dr. H.. Danmarks Borgruiner, af p. Skovfang, af Chr. Winther. Kjobenhavns offentlige Dampkjokken, af 98 Jens Munk, af J. C. Turen Et stykke Perlesnor, af H. C. Andersen. Pag. 6 18 19 20 26 30 33 53 55 61 76 81 Noget om Leddene Bidrag til en navnkundig Mands Characteristik, af Erik Bøgh 88 Ochlenschlægers Portraitstatue, af -8. Til de danske Udvandrere, af Beppo 96 99 Et Blik ud i fremtiden, af Julius Thomsen v Klokkedybet, af H. C. Andersen Josias Rantzau, af Ernst Høyer. En Tour til Væveren, af Dr. H. Skovminder, af Chr. Winther. Aaret Ellevehundredogsyvoghalvtreds, af Fr. Barfod. 101 110 114 124 129 131 Aar 1857. Beftbagene i 1857. Den 1ste Januar: Nytaar. " " " " " " 22de Februar: Fastelavn. 5te April: Palmesendag. 9be April: Skjærtorsdag. 10de April: Langfredag. 12te April: 1fte Paaskedag. 13de April: 2den Paaskedag. Januar SMIO FL .. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 Februar. 1234567 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 Marts. 1 2 3 4 5 6 7 April .. Mai... Juni.. 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 1234 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30. 12 3456789 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 123456 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30. " " " " Den 8be Mai: Store Bededag. 21de Mai: Chrifti Himf. 31te Mai: 1fte Pintfedag. 1ste Juni: 2den Pintsedag. 24de Juni: St. Hansdag. 25de Decbr.: 1fte Juledag. 26de Decbr.: 2den Juledag. " Juli.. . Auguft.. Septbr.. Detbr... SMTOTFL 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 1 2345678 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 . • 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30. 23 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 Novbr... 1 2 3 4 5 6 7 Decbr... 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30. 12345 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31.... Januar. T. 1. F. 2. 2. 3. S. 4. M. 5. T. 6. Til "Glædeligt Nytaar" føier man tibt: "Og en Kone, før Aaret er omme!" For det modsatte Zuste tunde man vist Faae et hjerteligt Haandtryk af Somme. D. 7. 2. 8. F. 9. 2. 10. S. 11. M. 12. T. 13. D. 14. "Hvad skal jeg Stakkel gjøre," spurgte bedrøvet en Mand, "jeg har lovet min Datter 2000 Rdlr. i Medgift. og jeg er kun vis paa, at jeg har de 1000." Saa kan Du ogfaa være ganske rolig." treftede hans Ben ham, "Tin Svigersøn er en gentil Mand, som gjerne eftergiver Dig det ene 1000." "Ja, det regner jeg ogfaa paa," indvendte den Anden, men, det er netop det 1000, jeg har; det er berimod det andet, jeg mangler." T. 15. F. 16. 2. 17. S. 18. M. 19. T. 20. D. 21. T. 22. F. 23. 2. 24. S. 25. M. 26. T. 27. D. 28. T. 29. F. 30. 2. 31. Mennesket vrager det Gode, søger noget Bedre, finder noget Værre og er endelig glad til, naar han faaer det Gamle tilbage. "Sundhed og Helsen i det nye Aar!" Ja det er meer, end Halvdelen faaer. Februar. S. 1. M. 2. T. 3. D. 4. 2. 5. F. 6. 2. 7. S. 8. M. 9. 2. 10. Jodt Raad. Cift, men lad dog ej, min Stjære! Kjærligheden Dig fortære! Du bør tvertimod, min Ven! Fremfor Alting nyde den. D. 11. T. 12. F. 13. 2. 14. S. 15. Man spurgte fornylig Rossini, hvorfor han, som endnu var en faa kraftig og aandsfrist Mand, i faa mange Xar ikke havde componeret nogen Opera. Hvorfor skulde jeg gjøre det", fvarede den store Mester, for Pengenes Skyld. behøver jeg det ikke, og hvad Omtalen angaaer, faa har det, at jeg Intet har skrevet, vakt langt sterre Opfigt, end alle mine Operaer tilsammen". M. 16. T. 17. D. 18. 2. 19. F. 20. 2. 21. S. 22. Penge og lange Drenge maae ud af Huset for at tjene Roget. M. 23. T. 24. D. 25. T. 26. Forsynet ruster saavel den Stærke som den Svage til Livets Kamp; det giver biin Fasthed, denne Letsindighed.

F. 27. 2. 28. Marts. S. 1. M. 2. T. 3. D. 4. T. 5. F. 6. L. 7. S. 8. M. 9. 2. 10. D. 11. 2. 12. F. 13. 2. 14. S. 15. M. 16. T. 17. D. 18. T. 19. F. 20. 2. 21. S. 22. M. 23. "Aftenlandfab", dansk Stil af et kjøbenhavnsk Pigebarn. Solen stod blegrød op bag Horizontens Ring og belyste med sine første zittrende Solstraaler en aaben Slette, henover hvilken en ensom Vandrer bevægebe fig med forte Stridt, jublende følgende deilige Aftensang: "Alle Blomster smaa Nu til Hvile gaae, Ogsaa jeg nu maa See lidt Søvn at faae!" Hansine D. 14 Mar 2 Maan. 1/2 Uge. NB. Man vil bemærke, at Forfatterinden, uagtet der ønskedes en Beskrivelse af et Aftenlandskab, begynder med Solens Opgang istedetfor med dens Nedgang; da jeg spurgte hende om Grunden til denne Frem toning, svarede den unge Forfatterinde med henrivende Naivetet: "Hvor vil De hen? Hr. Petersen! Man fan da inte begynde med Enden." Petersen, Lærer i Danft. T. 24. D. 25. T. 26. F. 27. 2. 28. S. 29. M. 30. . 31. Kjærlighed kaldes ofte en Sygdom; men den er neppe af de dræbende - idetmindste seer man den aldrig i Berlingske mellem "Dødsaarsager". D. 1. T. 2. F. 3. 2. 4. S. 5. M. 6. T. 7. D. 8. T. 9. 2. . 10. 11. S. 12. M. 13. T. 14. D. 15. T. 16. F. 17. 2. 18. S. 19. M. 20. 2. 21. D. 22. T. 23. F. 24. 2. 25. S. 26. M. 27. T. 28. D. 29. T. 30. April. Eros og Bien. (Anatreontist Digt.) Engang i Rosens Blade En Bi der sad, men Eros Den blev ei vaer; den saared Hans Finger, og ved Bunden, I Haanden høit han jamred. Han løb og flei da hen til Den yndige Cythere: " ,,At det er ude med mig"! Han raabte, Mo'er, jeg døer vist! En lille vinget Slange, Som Landmænd falde Bien, Har saaret mig, jeg boer vist! „Hvis Biens Braad" bun svared, Forvolder slig en Smerte, Hvad troer Du da de libe, Som Du, o Eros! saarer?" Belkedent forlangende. En Tjenestekarl bad sin Herre om at strive et Brev for fig. Da dette, forsynet med de beherige Efterskrifter, var færdigt, fagde Karlen libt forlegen: "Nu er der blot een Ting tilbage, som altid pleier at staae nedenunder, og som Herren ikke maa tage fortrydeligt op."- "Naa, hvad er det?" "Jeg vilde bare bebe Herren fatte her aller nederst: "kjære Faber, undskyld den daarlige Skrift." Lige streng Dommer er Ynglingen, som ikke fjender sin Fremtid, og Oldingen, som glemmer sin Fortiv. F. 1. L. 2. . 3. M. 4. T. 5. D. 6. T. 7. F. 8. 2. 9. S. 10. Mai. Snart gotten kommer Med Nosenkind, Vi have Stjærsommer J Sjæl og Sind. M. 11. T. 12. D. 13. T. 14. F. 15. 16. 2. S. 17. M. 18. T. 19. D. 20. T. 21. fandig Logik. En Mand, som havde faaet en temmelig stor Spadserestok, bad Dreieren tage af den ved Haandfanget. De maa jo langt heller lade Stokken forkorte ved Dupskoen" indvendte denne. a Snak", fagde Manden. forneden er den jo ypperlig tilpas, men det er jo netop her foroven, den er for lang". Hvo, som vil løse den svære Opgave at behage, maa forstaae at forlange Lidet og indrømme meget. F. 22. 2. 23. S. 24. M. 25. T. 26. D. 27. T. 28. F. 29. 2. 30. S. 31. Cholerikeren og Lyset blusse begge op, naar de blive snydte. Tiden er det Locomotiv, der fører os til den Station, hvor man ingen Retourbillet kan faae. M. 1. T. 2. D. 3. Z. 4. F. 5. 2. 6. S. 7. M. 8. T. 9. D. 10. Inni. Hør! Bølgen svulmer høit i Melodi; Et Verdens Digt Du læse fan beri. Der gives Ting i det menneskelige Liv, som ikke labe sig udtrykke, men fun føle, f Er. Prygl. T. 11. F. 12. 2. 13. Brandgaade. Ifald Du flaaer mig, gjør jeg Nytte. Og tjener til at fammenknytte - Kun ved at flaaes jeg bliver til. Ifald Du gier mig, gier Du ilde, Dg ofte, naar det er forfilde, Du bittert det fortryde vil. Mange Damer befinde sig ikke vel, naar de ikke S. 14. M. 15. 2. 16. D. 17. T. 18. . 19. 2. 20. S. 21. M. 22. ere syge. T. 23. D. 24. T. 25. F. 26. 2. 27. S. 28. M. 29. T. 30. Birkeligheden er Skuffelsernes Liigvogn. De gode Judfald ere som Stjorteknapper de mangle ofte. D. 1. T. 2. F. 3. Juli. L. 4. S. 5. M. 6. T. 7. D. 8. T. 9. F. 10. 2. 11. S. 12. M. 13. T. 14. D. 15. T. 16. F. 17. Min Dukke. Dandse, dandse Dukke min! Jomfruen hun er saa fiin, Cavaleren ligefaa; Han har gode Klæber paa: Burer hvide, Kjole blaa, Liigtorn paa den store Taa; Han er fiin, og hun er fiin, Dandse, dandse Duffe min! £. 18. S. 19. Det første Kys af en Ovinde og det første Glas af en Flaske har en Bouquet, som intet af de senere. Til Lykke gives der mange Qvinder og mange Flaster. M. 20. T. 21. D. 22. T. 23. F. 24. 2. 25. S. 26. M. 27. T. 28. D. 29. T. 30. F. 31. Mange Lærde ere som Svampe: de give Intet af det Indsugede fra sig, førend man trykker dem. Du vil engang i Lotteriet vinde Kan blot de rette Nummere Du finde. August. 2. 1. S. 2. M. 3. 2. 4. D. 5. T. 6. F. 7. 2. 8. Med Chriftian Winthers Digte. Ved vintertid jeg bringer - gjæt! En Vinterblomst, som Gave? Een Blomst ei, nei, en heel Bouquet Fra Christian Winthers Have. G. 9. M. 10. 2. 11. D. 12. T. 13. F. 14. 2. 15. S. 16. M. 17. T. 18. D. 19. T. 20. F. 21. Hvo, som roser sig af aldrig at have stiftet Mening, tilstaaer paa samme Tid aldrig at have lært Noget. Kun den er virkelig stært, som undertiden kan give efter. 2. 22. S. 23. M. 24. Man søger i Neglen at vise sig fra sin bedste Side, og dog bedømmes man næsten altid fra sin værste. T. 25. D. 26. T. 27. . 28. 2. 29. S. 30. M. 31. Godt Exempel fordærver mange Fornøielser. September. 2. 1. D. 2. T. 3. . 4. 2. 5. S. 6. M. 7. 2. 8. Stjøn Jomfru rødmer - en Rose fiin; Aldrig bliver den Rose min. D. 9. 10. F. 11. 2. 12. G. 13. Hvilken Forskjel er der imellem et Vinduesjaloufi og en Qvindes Jaloufi? det Første skjuler, hvad der ikke maa sees, den Sidste bringer kun altfor ofte for Dagen, hvad der helft maatte skjules. . 14. T. 15. D. 16. 17. F. 18. 2. 19. Det er let for Enhver at udfinde det Slette; det viser Overlegenhed at kunne erkjende det Gode. S. 20. M. 21. T. 22. D. 23. T. 24. F. 25. 2. 26. S. 27. M. 28. T. 29. D. 30. En underlig Verden er det: i Livet maa man gaae paa Torne, i Døden bæres man over Blomster. En skikkelig Mand gjør Alt for sin Ben, en ærlig Mand gjør Alt for sin Fjende. October. T. 1. F. 2. 2. 3. S. 4. M. 5. T. 6. D. 7. T. 8. F. 9. 2., 10. G. 11. Ja frem og frem og altid frem - Jeg søger finder vel et Hjem, Et Herberg, hyggeligt og net Et Hjerte, troer jeg, kaldes bet. M. 12. T. 13. D. 14. T. 15. . 16. g. 17. Vi drages fremad ved Nyhedens Interesse og holdes tilbage ved Vanens Magt. S. 18. Naar som en Mølle Munden gaaer, Det er ja, man vil have mærket, At grumme sjeldent feil det slaaer - Vand eller Vind, der driver Værket. M. 19. T. 20. D. 21. T. 22. F. 23. 2. 24. S. 25. M. 26. T. 27. D. 28. T. 29. F. 30. 2. 31. Den store Hob beundrer Kraften; de Middelmaadige bagvadske den, de kloge rose den og de Stærke bedømme den. November. S. 1. M. 2. T. 3. D. 4. T. 5. F. 6. 2. 7. S. 8. M. 9. Søndagsro. (Efter det Plattybske). Fra Taget staaer den lette Røg, trindtom er der saa tyſt, Bag Huset ligger Skyggen dyb, foran gjør Solen lyst. Veb aabne Dør der er en Bænk med Plads til Tvende fun; T. 10. D. 11. 2. 12. Han holder hendes Haand i sin, fit Barn paa Skjødet bun. F. 13. 2. 14. S. 15. M. 16. T. 17. D. 18. 2. 19. F. 20. 2. 21. S. 22. Saa reen og blank er Himlen blaa og hendes Kind som den- Hvor stille! Ikfun Klokkens Klang gaaer gjennem Luften hen. Mange Mennesker holde af deres gamle venner af samme Grund, som de holde af deres gamle Klæber; de genere dem ikke og de frygte heller ikke for at bringe dem ud af Folderne. M. 23. T. 24. D. 25. T. 26. F. 27. 2. 28. S. 29. M. 30. Ynglingen og Oldingen ere lige stolte af Tallet af deres Aar; den Første anseer dem som en Erobring fra Livet, den Anden fra Døden. T. 1. D. 2. December. 2. 3. F. 4. 2. 5. S. 6. M. 7. T. 8. D. 9. T. 10. . 11. 2. 12. S. 13. M. 14. Hvile. Solen er slukket, Dagen forstummer, Styerne staae ved Himlens Rand. Stjernerne smile; Drømme og Slummer Favne i Stilhed Hav og Land. Af, naar min Dag nu snart er tilende, Kunde jeg da, som Blomsten der, Hylle mit Hoved blødt og mig vende, Trygt mod det unge Morgenstjær. Christian Winther. T. 15. D. 16. 2. 17. F. 18. 2. 19. S. 20. M. 21. 3 Retskrivning og i Religion troer Enhver at kunne følge fit eget Hoved; derfor finder man ofte, at Folk skrive Danst, som om det var Svensk, og befjende en Christendom, der temmelig meget ligner Hedenskab. T. 22. D. 23. T. 24. F. 25. 2. 26. S. 27. M. 28. T. 29. Hvis høit i Juletræets Top Mit unge Hjerte hængtes op, Den, som det fif, gav vist et Spring. "Min Gud, jeg fik jo Ingenting." D. 30. T. 31. 2 Genealogi. Det danske Kongehuus. Kong Frederik VII. til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsten, Lauenborg og Oldenborg, fød d. 6 October 1808, succederede b. 20 Jan. 1848. Morganatist formælet den 7. August 1850 med Louise Christine Lehnsgrevinde Danner. Faders Enke: Enkedronning Caroline Amalie, Prindsesse af Slesvig-Holsteen Søn derborg Augustenborg, føb d. 28 Juni 1796, formalet d. 22 Mai 1815, Ente efter Kong Christian VIII. siden b. 20 Jan. 1848. Faders Sødskende: 1. Louise Charlotte, fod d. 30 October 1789, form. 10 Novbr. 1810 med Wilhelm, Landgreve og Prinds af Hessen-Cassel, fød d. 24 Decbr. 1787. Børn: Marie Louise Charlotte, f. d. 9 Mai 1814, form. d. 11 Septbr. 1832 med Friederich August, Prinds af Anhalt-Dessau. Louise (see nedenfor). Friedrich Wilhelm Adolph Georg, fød b. 26 Novbr. 1820, for mælet d. 27 Mai 1853 med Marie Anna Friederike, Prindsesse af Preussen, fød 17 Mai 1836. Barn: Frederik Wilhelm Nikolaus Carl (føb d. 15 October 1854). Augufte Sophie Fred. Marie Car. Juliane, fød d. 30 Octbr. 1823. II. Arveprinds Frederik Ferdinand, fød d. 22 Novbr. 1792, form. d. 1 August 1829 med Caroline, Prindsesse af Danmark. Bedstefaders Brodersøns Døttre: Caroline, fød d. 28 Octbr. 1793, f. m. Arvep. Fred. Ferdinand. Wilhelmine Marie, fød d. 18 Januar 1808, form. b. 19 Mai 1838 med Carl, Hertug af Slesvig-Holsteen Sønderborg- Glücksborg, fød d. 30 Septbr. 1813, fuce. 17 Febr. 1831. Ifølge Lov af 31 Juli 1853 blev til Thronfølger udnævnt: Christian, Prinds til Danmark, fød b. 8 April 1818, form. b. 26 Mai 1842 med Hbs. Høibed Louise Wilh. Fred. Car. Aug. Julie, Prindsesse af Hessen-Cassel, fød d. 7 September 1817. Børn: Christian Frederik Wilhelm Carl (fød d. 3 Juni 1843). Alexandra Caroline Marie Charlotte Louise Julie (fød b. 1 Decbr. 1844). Christian Wilh. Ferd. Adolph Georg (fød d. 24 Decbr. 1845). Marie Sophie Frederikke Dagmar (fød d. 26 Novbr. 1847). Thyra Amalie Caroline Charlotte Anna (fød den 29 Septbr. 1853). Det Kongelige Geheime-Statsraad. Hans Majestet Kongen. H. K. H. Frederik Ferdinand, Arveprinds til Danmark. H. H. Christian, Prinds til Danmark. Finantsminister (for Monarchiet). Hs. Erc. Carl Christopher Georg Andra (C.*), Conseilspræsident. Udenrigsminister (for Monarchiet). Hs. Exc. Ludvig Nicolaus v. Scheele, Geh-Confer., Kammerherre, Landdrost i Herskabet Pinneberg (R. af E.), (St. K. & D. M.) (S. Sph.). Minister for Holsteen og Lauenborg. Scheele, Geh-Confer. Hs. Exc. L. N. v. Marineminister (for Monarchiet.) Hs. Exc. Ove Wilhelm. Michelsen, Kammerherre, Commandeur, (C. & D. M.) Justitsminister (for Kongeriget). Hs. Exc. Carl Frederik Simony, (C. & D. M.) Cultusminister (for Kongeriget). Hs. Exc. Carl Christian Hall, Lic. juris., (C.*) Krigsminister (for Monarchiet). He. Exc. Chriftian Carl v. Lundbye, Oberstlieutenant à la suite i Generalstaben (R. & D. M.) (S. Sv. 3.) Minister for Monarchiets fællebs indre Anliggender. Hs. Exc. Iver Johan Unsgaard, Kammerherre (C. & D. M.) Minister for Slesvig Hs. Exc. Frederik Herman Wolfhagen, Kammerherre (R.). Indenrigsminister (for Kongeriget). H8. Exc. Andreas Frederik Krieger, Lic. juris. 2* Ministerierne. Ministerierne for Monarchiets Fælledsanliggender. Udenrigsministeriet. Samtlige udenrigste Anliggender, derunder indbefattet Confulatfager famt den Handelsadministration, der umiddelbart har hensyn til handelens Forhold til udlandet. Ferste Departement. Geheimelegationsraad 2. Strike (C. D. M.), Departementschef. Andet Departement. Kammerherre G. J. Quaade (C. D. M.), Departemetschef. Tredie Departement (for handels- og Confulatfager). Conferentsraab, Dr. phil. G. Garlieb (C. D. M.), Departementschef. Krigsministeriet. Krigsministerens Secretariat. Modtagelse og Fordeling af det til Ministeriet indkommende Sager, de Ministeriets Drganisation, dets Ressort forhold og Personale vedkommende Sager, den endelige Bearbeidelse af Lov= forslag og udfærdigelsen af Love, Indstillinger og Erpeditioner angaaende kongelige Naadesbeviisninger, Opbevaring af Conduitelisterne samt iøvrigt alle Sager, der ikke ere underlagte noget Departement. Krigsministerens Secretair: Auditeur E. Wallick. Directionen for Gommandoen. Alle Sager vedkommende Armeens Commando, Ansættelser og Afgang, Fortegnelser over Armeens Personel, Værnepligtssager, Underviisningsvæsenet, Giftermaalstilladelser. Reisepas, Bygnings- og Fortificationsvæsenet, det egentlige Krigsmateriel og Remonte væsen. Major G. E. v. Reich (R. D. M.), Directeur. Armeens Intendantur. Landmilitair Etatens Deconomi og For pleiningsvæfen, Gagerings- og Lenningsvæsenet, Indskud i Enkekassen og Liv renteanstalten, Bevilling af Forskud og disses Inddragelfe, Brød og Fourage= væsen, Forpleiningsvæsen, Indqvarteringsvæsenet, Cafernernes, Marketente riernes og Sygehusenes Deconomie, Qvarteers Anviisning. Befordrings- og Transportvæsen, hele Munderings- og Equiperingsvæsenet etc. Generalkrigscommissair U. E. v. Schmidten (R. D. M.), Chef. Kammerjunker H. E. B. Romer (R.), Committeret. Generaldeciforatet for Armeens Revisionsvæsen. Den hele Revision og Decifion af samtlige Landmilitairetaten vedkommende Regnskaber. Etatsraad J. Jetsmark (R. D. M.), Generaldecisor. Marineministeriet. Secretariat og Commando-Bureau. Alle Commandofager, Bestemmelser om Skibsudrustninger; Officerernes Avancement, Conduitelister, Eabetcorpset, Marinens Justitsvasen, Kirkepatronat, videnskabelige og tech niske Anliggender, Fortifications- og øvrige Bygningsarbeider ofv. (dette Bureau forterer umiddelbart under Miniſteren) Justitsraad N. R. Petersen (R.), Chef. Admiralitetets Bureau. Unsættelse af Mestere, Stivpere ofv.; det fafte Mandskabs Organisation, Bestyrelsen af Nyboder. Lodsvæsenet, Hovervingscontoiret, Opmuddringsvæsenet, Fyr og Bagervafenet. Navigationsunderviisningsvæsenet. Commandeurcapitain X. E. Polder (R. D. M.), Directeur. Gommissa riats Bureau. Marinens Deconomi, Materiel og Proviant Anskaffelse; Holmens Kirkes, Gabetacademiets, Skolernes, Hospitalets og Asylets Deconomi; Christianse. Marinens Budget, Ubfignationer paa Finantshovedkassen og Bogføring. Generalkrigscommisfair N. Wiborg (C. D. M.). Directeur. Revisions Bureau. Revisionen af alle Regnskaber. Kasserers og Archiv-Forretningerne, udfærdigelsen af de kgl. Bestallinger; Soqvaft- og 26fiftentshusets Anliggender. Generalkrigscommisfair P. E. Kinchy (C.* D. M.), Directeur og Generaldecifor. Finantsministeriet. Secretair. Kammerjunker F. E. Namus (R.). Departement for Finantsfager i almindelighed. Alle almin delige Finantsfager; Monarchiets Fælleds-Budget; Pensionsvæsenet og det fra bet ophævebe Statssecretariat for Naadesfager overtagne Understøttelsesvæfen; Gradmaalingen. Conferentsraad E. F. Holm (C. D. M.), Directeur. Departement for Assignationsvæsenet, Menterne samt Rangfkat og Lottofager. Etatsraad E. Collin (R.), Directeur. Departement for Statsactiverne. Bestyrelsen af Statskassens Activer og udfærdigelse af de samme vedkommende Erpeditioner. Conferents raad W. F. Johnsen (C. D. M.), Directeur. Departement for Statégialben. Bestyrelsen af Monarchiets Statsgjald og udfærdigelse af de famme vedkommende Erpeditioner; Ud stedelse af Obligationer for nye Laan eller for ældre Statsforskrivninger; Notering af Obligations Transporter. Etatsraad J. T. Schovelin (R.), Directeur. = Departement for Statens udenlandske Betalinger. Samtlige Staten vedkommende udenlandske Betalinger og Omsætninger i fremmed Valuta; Bestyrelsen af ginantfernes Refervefond. Kammerherre E. J. Hauch (C.* D. M.), Directeur. = Statsbogholderiet. Bogholderi faavel over de for hele Monarchiet fælleds, som de enkelte Landsdeles farlige Stats Indtægter og Udgifter. Behandling af de Statsregnskabet vedkommende Sager. Etatsraad E. T. J. Schiern (R.), Overfinantsbogholder. Finantshovedkassen (i Kjøbenhavn). Etatsraad R. E. Stager (R.), Kasserer. Gentralkasfen for hertugdømmet Slesvig (i Flensborg). Juftitsraad N. Boldt, Kasserer. Gentralkassen for hertugdømmet holsteen (i Rendsborg). Generalkrigscommisfair W. F. Fischer (R. D. M.), Kasserer. Gentralkassen for hertugdømmet Lauenborg (i Raseborg). Kammerraad 3. F. Kunze, Kasserer ad interim. Bestyrelsen for Pensioneringen af Militairetaternes Underklasser samt Invalidforsørgelsen. Etatsraad 2. F. Dahl (R. D. M.), abm. Directeur; Commandeur E. E. Paludan (R. D. M.), E. A. Meyer (R.), Etatsraad J. Jetsmark (R. D. M.), Professor 2. B. Schis (R. D. M.), og Major A. W. v. Funch (R.), Medlemmer. Det statistiske Bureau. Bearbeidelse og Offentliggjørelse af ſtatiſtiſke Forhold. Etatsraad, Dr. phil. E. G. N. David (R.), fung. Chef. Directionen for den almindelige Enkekasse. Etatsraad G. N. Lautrup (R.), adm. Directeur, Professor, Dr. phil. E. Jürgenfen (R.), Directeur. Directionen for givrente og Forsørgelses-Anstalten af 1842 famt for givsforsikrings-Anstalten i Kjobenhavn. Con ferentsraad E. F. Holm (C. D. M.), Professor, Dr. phil. G. Jurgen fen (R.), Professor, Dr. phil. p. Pedersen (R.), Etatsraad E. N. Lautrup (R.) og Etatsraad J. T. Schovelin (R.), Directeurer. Ministeriet for Monarchiets fallebs indre Anliggender. Secretariat. De selve Rigsraadet vedkommende almindelige Anliggender, navnlig alt hvad der angaaer Valgene til famme; Affattelsen af de organiske Love, som Monarchiets Forfatningslov kræver; Meddelelse af Indfødsret; Lesning af det underfaatlige Forhold; alt hvad der vedkommer Statskassens Mellemværende med Civilliften. Kammerherre 3. T. W. Baudis (R.), Chef. Told og refunds famt Stremtoldvæsenet. Kammerherre W. G. E. Grev Sponned (S. K. D. M.), Generaltold directeur. Etatsraad M. K. Raffenberg (R.), Committeret for Kongerigets Toldvæsen. Kammerjunker G. Golbjørnsen, Committeret for det Slesvigste Toldvæsen. Etatsraad J. J. H. Christen (R.), Committeret for det Holfteen- Lauenborgske Toldvæsen. Posts, Telegraph, Befordrings- og Færgevæsenet. H6. Ercell. D. S. Grev Danneskjold-Samsøe (S. K. D. M.), Generalpostdirecteur.

Kammerherre J. G. F. Webel-Heinen (R. D. M.), Committeret. Domainevæsenet. Samtlige Staten tilhørende Godfer med dens Kirker og øvrige Tilliggende, Statens Slotte og Bygninger, samt Forst- og Jagtvæsenet. 6. Ercell. Geheimeconferentsraad. Kammerherre E. E. v. Bardenfleth (S. K. D. M.), fung. Domainedirecteur. Coloniernes Centralbestyrelse. Alle lebende Sager, Colonierne vedkommende. Conferentsraad, Dr. phil. G. Garlieb (C. D. M.), Colonialdirecteur.

General deciforatet for det indirecte Skattevæsen. Revision og Decifion af samtlige Toldregnskaber for hele Monarchiet. Conferentsraad S. . . Wedel (C. D. M.), Generaldecifor. Ministerierne for Rongeriget Danmart. Justitsministeriet. Første Departement. Justits- og Politivæsenet, derunder indbefattet Fængselsvæsenet og Straffeanstalterne; Medicinalvæsenet, Qvarantainevæsenet, Jordemodervæsenet, Strandingsvæsenet; Bevillinger til at forevise Konster og opfere Skuespil m. m.; Sager vedkommende Wgteskaber, Hjemmevielfer. Arv og Beſtyrelſen af Umyndiges Midler; Revisionen af Stiftedefignationer og offentlige Stiftelsers Midler famt af Regnskaberne over Umyndiges Midler. Justitsraad E. P. G. Leuning, Departementschef. Andet Departement. Udskrivningsvæsenet saavel til Land-, som til Sekrigstjenesten; de borgerlige militaire Corpfer; offentlige Stiftelser, for= faavidt de ikke henhere under det almindelige Fattigvæfen eller Undervisnings- og Skolevæsenet; Lehn og Fideicommisfer; Brandforfikkrings- og Brandvæsenet; Sager angaaende Marschpenge. Etatsraad E. D. Lunn (R.), Departements chef famt Lehnsfecretair. Det Jslandske Departement. Samtlige Jsland, Færøerne og Grenland vedkommende Sager. Etatsraad D. Stephensen. Directeur. Judenrigsministeriet. Secretariat. udfærdigelse af Confirmationer paa Bevillinger og Be ftallinger; Sager angaaende Amtmandsposters Besætte:fe m. m. og alle almindelige dem vedkommende Forhold; Kongerigets Budgetvæsen og Statsregnskab; Unfegninger om hjelp af Ministeriets Understøttelseskasse. Jul. Blichfeldt, Secretair. Første Departement. De Rigsdagen vedkommende almindelige Sager; Communalforholdene, Indquarteringsvæsenet, Frikjørsler, Fattigvæsen; Han delsnaring; Eneret paa Opfindelser; Haandværks, Melle: og Fabrikdrift; Gjaftgiveri og Krohold; Bogtrykkeriers Anlæg og Udgivelsen af de privilegerede Tidender: Understettelser til Industriens Fremme; Redningsvæsenet, og over hovedet alle under Ministeriet herende Sager vedkommende borgerlig Næring, Industri og Omsætningsforhold. Etatsraad E. B. X. Dahl (R. D. M.), Directeur. Undet Departement. Bandvæfens, Matrikul, Fiskeri, private Forst og Jagtfager, Overbestyrelsen af Landstutterivæsenet, det Frederiksborgske Stutteri og Veterinairskolen, Sager angaaende Sygdom mellem hefte og Kreaturer; Skattefager. Etatsraad T. E. Dahl (R.), Directeur. Tredie Departement. De under Indenrigsministeriet hørende offent lige Arbeider, altfaa Bygningsfager, de Kongl. Haver, Beis, Jernbanes, og Kanalfager. Conferentsraad 2. P. Larsen (R. D. M.), Directeur. Kongerigets Stempelfager. Etatsraad E. Collin (R.), Directeur. Generalbeciforatet for det indirecte Skattevæfen. Revision og Decifion af famtlige Amtstue og Amtsrepartitionsfonds Regnskaber, af Kjøbstædernes, Retsbetjentenes og Stifteforvalternes Regnskaber m. fl. Conferentsraad L. E. Brind Seibelin (C. D. M.), Generaldecisor. Ministeriet for Kirkes og Undervisningsvesenet. Secretair. H. E. Christensen. Ferite Departement. Kirlevasenet, den kirkelige Forfatning de fra Landets almindelige Kirke afvigende Confesfioner og Sekters Stilling. Rettig heder og Forpligtelser; Geiftligheden, saavel den evangelisk-lutherske Kirkes som de anerkjendte Religioners og Gcnfesfioners; de Geistliges Embeder, Pligter, Rettigheder og Indtægter; offentlig Gudstjeneste og Religionsøvelse; Kirkerne og bisses Indtægter; Confirmation paa Foreninger angaaende Tiender, der tilhøre Kirken eller Geistligheden; Begravelsesvæsenet; Missionsvæsenet. Etatsraad E. M. Weis (R.), Departementschef. Undet Departement. Sele det heiere Underviisningsvæfen, Univers tetet, den polytechniske Læreanstalt, Sors Academie, famtlige lærde Skoler (Herlufsholms Stole og Opdragelsesanstalt undtagen), de videnskabelige Realskoler i Helsingør, Vordingborg, Slagelse og Renne; det store Kgl. Bibliothek; Geheimearchivet; Museet for Naturvidenskaberne. Etatsraad 2. E. p. Linde (R.), Departementschef. Tredie Departement. Borger- og Almueskolevæsenet, Skolelærer= feminarierne og Devstummeinstitutet. Biskop. Overskoledirecteur, Dr. phil. D. G. Monrad (R. D. M.), Departementschef. Cager angaaende det Kongl. Theater og Gapel, Konstacademiet og Konstfamlingerne. Etatsraad E. M. Weis (R.), Departementschef. Ministeriet for Sertugdommet Slesvig. Secretariat. Sager vedkommende Provindfialstænderne; Publication af Forordninger m. m.; Ministeriets Archivvæsen etc. -- Chef. 111 Første Departement. Juftits-, Politi og Medicinalfager; Gensdarmeriet; Land- og Søværnepligtsfager; Communernes Forvaltning og den borgerlige Næring i Stæderne og paa Landet; Jernbanefager, Veivesen; Strandingsvæsen; Fattigvæsen; Brandforsikkringsvæfen; Daareanstalten i Slesvig. Departement Schef. Andet Departement. Skattevæsen; Bygningsvæsen; Landvæsenet; Industri og Fabrikvasenet; Havne og Brovæsenet; Digevæsenet; Kjørselsvæsenet; Gider-Kanalen. Etatsraad R. H. E. E. Kranold (R.), Departe ment6chef. Tredie Departement. Kirke, Skole- og Undervisningsvæsenet; Devstummeinstitutet i Slesvig. Etatsraad T. 2. J. Regenburg (R.), Departementschef. Ministeriets Regnskabs-Revision og Decifion. Revision af alle det directe Skattevæsen vedkommende Regnskaber. Conferentsraad E. 2. Kirstein (C. D. M.), Generalbecisor. Ministeriet for Gertugbemmerne Solsteen og Lanenborg. Secretariat. Forfatnings- og Stander-Unliggender m. m. Kammerjunker 2. v. Rofen, Secretair. Første Departement. Kirke og Folkeskolevæsenet; Universitetet i Kiel og de til samme hørende Anstalter, Skolelærerfeminariet i Segeberg.. Gymnasiet i Altona og de evrige heiere Skoleanstalter, det astronomiske Observatorium i Altona; Amternes og Landskabernes Communalanliggender famt Administrationen af Byerne, Gods og Klosterdiſtricterne; Fabrik, Laugs og Revisionsvæsenet forsaavidt det staaer i Forbindelse med Kirker, Skoler, Universitetet og milde Stiftelser; Brandforfittringsvæsenet. Etatsraad W. E. Mullenhoff. Departementschef. Andet Departement. Landsheiheds- og Grandfesager, Justitssager; almindeligt Land- og offentligt Sikkerhedspoliti; Pressefager; Fattig, Medicinals, Veterinair- og Avarantainefager: Indqvarteringsvæsenet; Landmilitair og Seindrulleringsfager. Etatsraad H. 2. Springer, Departementschef. Tredie Departement. Det directe Skattevæsen og Stempelpapirévæsenet; Landvæsenet; Jernbane-, Chaussees, Bei, Dige- og Vandafledningsvæsenet; Strøm, Havne og Strandings, samt Færgefager. Th. Schulse, Departementschef. Fierde Departement. Revision og Decifion af samtlige Regnskaber vedkommende de directe Skatter og afgifter m. m. Conferentsraad G. Grothusen (R. D. M.), Generaldecifor og Departementschef. Kingos Billede. D u, hvem alle Danske Præster, Og de Norske ligesaa, Kalde skal „vor Syngemester", Medens Hav og Sky er blaa, Medens Skov og Fjeld i Norden Gienlyd har til Himlens Torden, Og til Christus-Skjaldens Nøst! Thomas Kingo! dig at tegne, Som i Aanden du saae ud, Mellem Fingre dine egne Dannedes dertil af Gud, Beged saa i „Sjunge-Choret" Mesterlig med Pen paa Ordet, At hvert Die dig kan see. Christus Skjalden i Høinorden, klarlig er dit Kiendings-Navn, Staaer udødeligt paa Jorden, Med dit Billed i sin Favn, Bræget er, med Træk fuldrene: Christi Skjald, og bans alene, Som er baade Gud og Mand. Andre Skjalde trindt om Lande, Naar de offre til vor Drot, Deres Jld med Altrets blande, Holbe Offer Gilde flot; Men naar Ringo Harpen stemmer, Over Christus han forglemmer Sig og Sit som ingen Ting. Alle andre Christen Stjalde Sig fordybe hos vor Drot I hvad ypperligst de kalde Af hans Daad og paa hans Slot: 3 hans Glands og hans Vidunder, I hans Kors og i hans Bunder, Eller i hans „Ord og Aand"! Men, fra ban i Moders Livet Blev undfanget ved Guds Aand, Til han Aanden, frit opgivet. Lagde i Guds Faber-Haand, Og til han forsvandt bag Skyen, For hans Skjald i Odins Byen Alt er lige stort og godt! Gud, fornedret med god Vilje Til den ringe „Aske Brub", Der, som Rose og som Lilje, Borde skal dog kirkeprub", Han er Kingos Lyst og Glæde, Al hans Kirkesangs Omkvæde, Christus Stjaldens Eet og Alt! Han opvorer for vort Zie, Stærk i Aanden som en Helt, Over ham sig fra det Høie Sænker Himlens Stjerne-Telt", Og Guds Engle i det Lave Knæle bybt med Nytaars Gave, Mellem Østens vise Mænd! I den høie Tempel - Skole Ingen er som Barnet" stor, Gaaer, som Straaler gaae fra Sole, Fra hans Læber Livets Ord, Staaer de ypperste Skriftkloge Imod ham som Skolepoge, Der ab Mestren vrænge Mund! Hvor den Største sig mon bøie Dybt i Jordans Naade-Strand", Der han staaer for Kingos Zie, Alt som Havet" ved en Og som Soleklarheds Vætte, Spand", Der sig vil i Vandet tætte, Kun for bet at giøre klart! Hvor han staaer paa Templets Tinde, Og paa Tryllebjergets Top, Brister Rænkespind som Tvinde, Haardeknuder springe op, For hans Ord som Sværd tweegget; Selv af Satan aldrig giæffet, Fast han staaer som Gud og Wand! Hvor han gaaer fra Brudehuset Til fit Kors paa Golgatha, Af et oprørt Hav ombruset, Synger sit Halleluja, Som en Gud hvert Stridt han træder, Som et Menneske han græder, Guddoms Manden kvindelig! Alt er ret for Kingos Zie Hvad vor Drot har gjort og jagt, Sine Orb han veed at føie Efter Gud i Støvets Dragt, Er Han Lam og er Han Løve, Altid staaer Hans Guddom Prøve, Altid staaer hans Manddom fast! Fra de To paa Brude Bænken, Som paa deres Bryllupsdag, Da Vorherre stod for Stienten, Paa „den gode Bin" fit Smag, Til de „Blomster" som herneden Læstedes med Angest Sveden, Alle gjorde Christus Godt! Det er Kingos Takt og Tone, Det er Kingos Skjaldeblik, Selv af Christi Torne Krone Ubsprang Roser, som han gif, Stjalden Tornene misunder, Som drak Blod af Christi Bunder: Morgenrødens Rosens-Blob!" „Skjuler Mørket Jorberige," Som en Nat ved Middags-Tid, Ei et Skridt vil Skjalden vige Fra sin Helt i Dødens Strid, Han til Morgenen sig fryder, Da „ben gyldne Soel frembryder Giennem den fulsorte Sty"! Og naar Christus er opstanden, Lyser overalt,,Guds Fred", Kingo følger Guddoms Manden, Som en Stjald med Engle-Fied, Undres paa, de ei ham kiende, Brødrene, hvis Hjerter brænde Himmelst ved hans Aandepust! Og naar Christus er opfaren, Stjuler al fin Glands bag Sky, Kingo med Apostel - Staren Benter ham at see paany, Med Sky Himlen i det Høie Dristig brydes Skjaldens Tie, Skiøndt han veed, det briste maa! Staae da fast paa Opfarts Halden, Med det brustne Blit i Sky, Billede af Christus Skjalden! Til det store Morgengry, Da os væffer op af Døde Evighedens Morgenrøde I sin Faders Herlighed! Billed Pragt, som vi kan skabe, Billed Duft, som fra os gaaer, Maae, som Græs og Blomster, tabe Kraft og Glands i Efter-Aar; Men Guds Billedet" paa Jorden, Tegnet af hans Skjald i Norden, Trodser Fimbul-Vinter selv! N. F. S. Grundtvig. Beens Hallig. n af de mindste Halliger ved Slesvigs Vestkyst fører Navn af Beens Hallig. Det er en lille ubeboet Holm, hvor Maager og andre Strandfugle herske i uindskrænket Frihed, og hvor intet Menneske sætter sin Fod, uden i det Høieste en Dag eller to i Eftersommeren, naar en Mand fra Naboven Grøde kommer derhen og høster den Smule Hø, der avles. Men for flere Aar siden beboedes Den af en Mand ved Navn Been. Mand og Kone udgjorde hele Husstanden; Sønnen var paa de lange Reiser, og der sad be to gamle Folk Aar ud og Aar ind paa denne Plet Jord i det vilde Hav og saae aldrig et Menneske, uden naar de kom til Kirke paa Grøde. Det gik endda ikke saa tibt paa: om Vinteren spottede det oprørte Hav deres strobelige Fartøi, og selv om Sommeren, naar Strøm og Vind var imod, funde der ofte ikke være Tale om nogen Kirkefart; da maatte de nøies med at tage den gamle Bibel ned af Hylden og stave sig gjen nem Evangeliet, det bedste de kunde. Men det var dog ikke som at fomme til Kirke. ,,Hvor Vorherre har en Kirke, bar Fanden en Kro", siger Ordsproget; og hvorfor skulde Grøde gjøre en Undtagelse. Er der ingen egenlig Kro, saa er der dog et Sted, hvor man kan faae Brændevin, og efter Kirketjenesten pleiebe Been og hans Kone altid at gaae berhen og faae deres Bimpel fyldt; den rummede netop et tarveligt Forraad for fjorten Dage, den reglementerede Tid mellem de sædvanlige Kirkebesøg. Om Aftenen seilebe Mand og Kone atter hjem; var den ene lystig, saa var den anden glad, de havde ikke noget at lade hinanden høre, og, Herregud, en lille Pidst hver fjortende Dag eller bver tredie Uge, ja om Vinteren maaffe fun hver anden, tredie Maaned, det er da ingen Ulyffe: i Mellemtiden maatte de leve saa meget mere afholdent. Efteraaret kom med om at komme til Grøde. sine Storme, og der kunde ikke være Tale Vimpelen var for længe siden tom, og paa hele Den var der ikke andet briffeligt end Bandet i Cisternen; men det var der nok af; thi Dag for Dag skyllede Regnen ned som af Spande. Konen kunde derfor neppe troe sine egne Line, da Been en Aftenstund kom ind i Stuen med vaklende Skridt, saa fornoiet som om han kom fra Kirke. Der var ikke en Draabe Brændevin i Huset, det vidste hun, og udenfor Zen havde han ikke været: de sorte Bølger skummede og bruste derude, de skyllede bøit op paa Den og slog med tunge Pladst mod Foden af Verfet, paa hvilket Huset var bygget, og paa Straaningen laa den optrufne Baad med Bunden iveiret. Men den næste Dag i Skumringen havde Been atter en lille Rus, den tredie Dag og den fjerde gik det ikke bedre, det syntes at blive Hverdagsskik; imidlertid hjalp det ikke, at Konen spurgte, han fatte blot et fiffigt Ansigt op og fleitede og lod hende skjende. En Dag i Skumringen gjorde Been sin sædvanlige Aftenudflugt. Regnen skyllede ned, og bag að hans „Sydvest" stod en Strøm som ud af en Tagrende. Han liftede sig om bag Huset, og bans Wgtehalvdel, der ikke kunde modstaae Nysgjerrigheden, slog Skjørtet over Hovedet og fulgte ham. Manden dukkede ned bag en Bunke Tang, og lidt efter dukkede Konen ned paa den anden Side af Bunken. Der sad bun og lyttede. „Staal, Been!" lød det fra den modsatte Side; Tat, Been!" svarede den samme Stemme, og efter et Diebliks Stilhed hørtes et dybt „Aah" og et Smadst med Læberne. Der sad altsaa den Troløse og drak sig selv til men hvoraf? „Skaal, Been!" "Tak, Been!" løb det atter fra den enlige Svirebroder. De køier maatte hun dog see. „Staal, Been!" "Tak, Been!" Men dengang var det Konen, som taffede; og istebetfor et Smadst af Læberne, kom der et Klabst af hendes Haand, der forskrækkede Manden, som lige skulde til at sætte Munden til Tappen af et lille Anker spansk Bin, en venlig Bølge havde bragt ham til Trøst i hans Ensomhed, og som han forsigtig havde skjult i Tangbunken. Hvorledes Mand og kone kom ud af at dele Resten af Ankereté Indhold, det veed jeg ikke. Nogle Aar senere var Zen forladt. Saalænge Been og hans Kone havde delt Ondt og Godt og selv en lille Rus med hinanden, saalænge havde den ensomme Plet midt i det stormende Hav været dem den fjæreste paa Jorden; men fra den Tid, Been gif paa egen Haand, blev den et Hjem for Strid og Tvist. For Sambrægtighed er enhver Plads stor nok; for Uenighed er en Verden for lille end sige Beens Hallig. Dr. H. Danmarks Borgruiner. an man i Danmark tale om Borgruiner? Nei! Tydskland det er Ruinernes Hjem! De har fuldkommen Ret. Tydskland har dem i Barti, og man fan i en Eftermiddag, naar man med Strømmen seiler ned ad Rhinen ved en kop kaffe, eller, om De vil, ein Maß Bier, og en Cigar see flere, end jeg kan have den Ere at paavise Dem paa mange Dages Reise i Danmark, og De vil, inden De naaer Cöln, tunne paa den beqvemmeste Maade i Deres, Passagier" læse de herfigste Riddereventyr om alle disse 3 Borge, der ende paa-stein, -fels og -ed. Noget eensformige ere til visse Historierne om disse drabelige Niddere og Ferskvandssørøvere" og om disse skjønne men ulykkelige Borgfrøkener. Dog dette være nu, som det vil. Kan De i Deres Forestillinger om Borgruiner løsrive Dem fra ,,das ruinenreiche Deutschland", kan De opgive Tanken om den beqvemme Oldtidsbetragtning fra et Rhindampskib, og kan De forsone Dem med at hæfte denne paa et Stib, der vugges af høie Bølger og en Bogn, der ikke altid er beqvem, samt Veie, hvor Lyngen hæver sig høit midt imellem Sporene, medens Hjulet borer sig dybt ned i det brungule Sand, stal jeg føre Dem om til vore Borgruiner, og De vil indrømme, at de alle deres Tal ligger mellem Dufinet og Snesen - ere af en høist interessant, for ikke at sige romantist, Beliggenhed, at denne er af en Variation, som Rhindalen ikke kan opvise, og at vore Borge, om de end ikke have i deres Historie Romantikens blændende Farver, dog have Conturer af en Storhed, der ville lade os glemme bine. Vi ville imidlertid, for ikke at overanstrænge os, dele vor Reise i 3 Afdelinger, og først besøge Bornholms 4 Borgpladse, der endnu omslutte Ruiner; medens vi have truffet det Arrangement med Damp sfibschefen, at han paa Veien anløber Vordingborg og opholder sig der et Par Timer, for at vi kunne see os om paa denne gamle Borg, samt nyde den henrivende Udsigt fra Gaafetaarnet. Forinden vi reise, ville vi dog gjøre den Aftale, da vi skulle saa vidt omkring for at see disse Ruiner, at vi ogsaa paa vor Vei ville underrette os om og tage i Ziesyn andre interessante Gjenstande, end netop Ruiner alene. Det er i den tidlige Morgenstund, vi med Dampskibet forlade Kjøbenhavn, vi seile igjennem den med talrige Stibe befatte indre Rhed, vi bøie om ved Trekoner, vi ere nu i Kongedybet", nu i „Drogden" mellem det flade Saltholm og det ikke meget høiere Amager, vi see Kastrups Kalfværk og Dragørs mange Smaabuse, dens Barder og dens Stibsmaster, vi passere Fyrstibet, hvorfra Danste Lobs" og med ham nogle moderne Geographer regne Østersøen, medens de fleste andre Sø- og Landmænd lade den begynde noget sydligere. Dog det være nu Østersø eller Ikke-Østersø, saa er det hvad vi i Almindelighed kalde Kjøgebugt, hvor de Danske pleie at holde deres Søslag" som en tydst Tourist udtrykker sig. Vi see Falsterbo i Øst og Stevns hvide Klint i Best. Vi seile nu ind gjennem Bøgestrømmen, have Jungshoved om Styrbord og Nyord om Bagbord. Inderst i Bugten ved Jungshoved see vi en høi Borgplads. Der laa i Middelalderen det stolte Jungshoved Slot, som blev nedbrudt i Slutningen af det 17de Aarhun drebe, medens det var i Eie af Prinds Jørgen, Dronning Anna af Englands Gemal, om hvem vi siden ved Vordingborg skulle tale. Nyord er en lille 2, hvis Indvaanere fornemlig leve af Lodseri og Søfart. Man antager, at de ere af frisist Herkomst, hvorpaa ogfaa de paa Den brugelige Fornavne Jan, Geert, Bo o. s. f. hentyde. Da det kongelige Jordegods paa Møen bortsolgtes ved Auction den 20be September 1769, fjøbte Zens Beboere deres Jorder af 8-900 Tor. Land, hvoraf dog den større Deel er Saltenge, for 3,902 Rol. D. C. Man seer, at den Tid havde ogsaa sin Letsindighed i Behandlingen af Statseiendom. Vi seile nu nærmere op mod Sjællands skjønne, skovbegroede Kyst, forbi Kallehave Færgegaard, passere mellem flere mindre Zer, alle uden Skov men med den frodigſte Græsvært, og komme snart til vor Reises første Station Vording borg. Danmark er fun i ringe Grad bleven gjort til Gjenstand for Reisebeskrivelse og blandt dens egne Sønner bar i denne Retning fun Christian Molbech ved sine Ungdomsvandringer (2 Dele, 1811 og 1815) vundet nogen Interesse og Opmærksomhed. Han udbryder, ved at vende tilbage til Sjælland over Smaaserne og efter at have bereift en stor Deel af Danmark: Et af de meest maleriste Partier i benne Kyststrækning er unægtelig Vordingborg By, hvis Beliggenhed fra Søsiden jeg finder at være en af de stjønneste. som nogen Søstad i Danmark eier. Den begrændses paa høire Side af Stoven, hvortil Kirken synes umiddelbart at støtte sig; paa venstre Side sluttes den med det gamle stolte Taarn og imellem disse to udmærkede Grændsepuncter ligger Byen udbredt, hvilende i Skjødet af en herlig. Natur, hvis Characteer med rig Mangfoldighed og Storhed forener Danmarks blidt fortryllende Ynde". Ortunga kalder Saro det nuværende Vordingborg, og det er vistnok med Rette, at dette Navn udledes af Zrething, det er: et Thingsted, der ligger paa en i Havet udløbende Odde. Endnu kaldes den lille Halvs, som strækker sig ud i Havet ligefor Vordingborg, og hvorpaa nu opføres en storartet Anstalt for Sindssvage „Dringe" og minder saaledes om Saros Benævnelse, maaskee har Thingstedet havt fin Plads paa denne Halvs. Ved den indenfor denne liggende Bugt opstod i den tidlige Middelalder en befæstet Borg, der benævnedes Drthingsborg, Vortingsborg eller Vordingborg. Det var fra denne og den i Nærheden liggende Masnede, at Valdemar den Store begyndte fine feirrige Tog mod Venderne. Paa fit 22de Tog mod 3* dem blev han angrebet af Feber, medens Flaaden endnu laa i Grønsund; da bad hans Son Knud og Erkebiskop Absalon ham at begive sig til Vordingborg. Denne Bon opfyldte han; men da Stibene i flere Dage maatte ligge for Modvind, begynte Juderne at knurre og begere Hjemloff, efterdi der vaar ingen forraad paa Fetalie og Underholding" (Bedels Oversættelse af Saro). Toget maatte nu opgives, men „ber Kong Waldemar faae gjennem Vinduet, at Sfibene komme tilbage, da blev han end da meget singere." Denne Sygdom blev Kong Waldemars sidste: den 12te Mai 1182 endte han sin Lobebane paa Vordingborg. At nogle af de nuværende Ruiner skulde strive sig fra Valdemar den Stores Tid, tør man vistnok ikke antage. De fleste Borge vare her i Danmark paa den Tid endnu byggede af Træ. Ved den Undersøgelse, der fra 4de til 7de September 1855 under Kong Frederik den Syvendes Ledelse foretoges af Kongegravene i Ringsted Kirte, fandtes i Valdemar den Stores Grav en Blyplade med latinst Ind skrift, der saaledes er gjengivet af Professor Worsaae: Her ligger de Danstes Konge Valdemar, den hellige Knuds Son, Slavernes første, mægtige Betvinger, det fortrykte Fædrelands udmærkede Befrier, Fredens Gjenopretter og Bevarer. Han betvang lykkelig Rygerne og var den Første, der ødelagte deres Afgudsbilleder og omvendte dem til Christi Tro. Han var ogsaa den Første, der af brændte Muursteen opførte det Værn for hele Riget, der almindelig kaldes Dannevirke, og opbyggede en Borg paa Sprogø. Han døde efter Guds Byrd 1182, den 12te Mai, i sin Regjerings 26de Aar. Dette meget interessante Actstyffe citeres ber, ikke alene fordi det er vigtigt i Vordingborgs Historie, thi det var for en stor Deel herfra, at disse Tog mod Benderne udgit, og det var her, at Valdemar endte sine Dage, men ogsaa fordi det viser, hvor sjeldent og nyt det dengang var at bygge af Muursteen, saa at det endogiaa fan finde Omtale i en saa fort Recit, som denne Plade leverer os af en af Landets betydeligste Kongers Historie. Vi tør derfor allerede af den Grund ikke antage, at Vordingborg var andet, end en Borg opført af Træ. At man paa den Tid opførte Kongeborge af Træ, er der fornylig fremkommet et Beviis ved den Udgravning, H. M. Kongen under Eget Tilsyn i Aaret 1851 lod foretage af en Borgplads i Grønholt-Bang ved Fredensborg. Det er oplyst ved Docu menter, at denne Borg har været Residents for eller benyttet som Jagtopholdssted af Valdemar den Stores Søn, Knud den Sjette, men Eftergravningerne gave fuldkomment Beviis for, at ber ikke havde staaet nogen Borg af Steen. Det varede imidlertid vel ikke længe, inden en fastere Borg hævede sig veb Trething; thi de efterfølgende Konger Knud den Sjette og Baldemar Seier vedbleve at have deres fornemste Sæde paa Vording borg. Det var paa Vordingborg, at den sidstnævnte Konge i Marts Maaned 1241 gav jydske Lov, der endnu er gjældende Lov i Hertugdommet Slesvig, og det var ogsaa her. han fort efter Natten til St. Eustachii Dag, Stjærtorsdag, endte sit daadfulde Liv. I det 13de Aarhundrede holdtes her flere Rigsforsamlinger, saaledes 1255, 1282, 1283 og 1284. Efter den Tid synes Nyborg at have hævet sig til stor Betydning og blev i lang Tid Sædet for disse Forsamlinger, hvortil Borgens Beliggenhed midt i Riget ogsaa gjorde den mere egnet. Imidlertid vedblev Vordingborg at være Kongesæde. Kong Erik Menved sluttede saaledes her den 3die Febr. 1296 et Forlig med Hertug Valdemar af Sønderjylland, hvorved denne igien maatte tilbagegive Kronen Als, Ærø og Femern; og hans ligesaa ulykkelige som uduelige Efterfølger, Christopher den Anden, blev tilligemed hans. alt Aaret efter bortdøde Son Erit kronet af Erkebiskop Esger i Vordingborg Kirke den 15de August 1324 og paa samme Tid holdt der Christophers Datter Margrethe Bryllup med Markgrev Ludvig af Brandenburg, den tydske Keiser Ludvigs Son. Ogsaa denne vigtige Borg pantsatte Kong Christopher, og hans Eftermand Baldemar Atterdag maatte 1346 indløse den for 8000 Mark Sølv fra Pant haveren Grev Johan den Milde af Holsteen. Valdemar gjorde den derefter fortrinsviis til fit Opholdssted og opførte et nyt Slot ved Siden af det ældre samt byggede det høie Taarn, som endnu den Dag i Dag staaer, og hvori han indsatte de Fanger, han i Krigen fratog Hansestæderne. Han prydede bets. Spir med en Guldgaas, og gav derved Anledning til dets Navn,,Gaasen". En Hentydning har denne Prydelse vistnok indeholdt, maaskee til det Ordspil mellem Gänse og Hänse, som forekommer i Kong Valdemars berømte plat tydske Vers, som han gjorde i Anledning af de 77 Hansestæders Krigserklæring: Söven und Söventig Hänse Und Söven und Söventig Gänse; Bieten mich nit die Gänse, So frag ich nit en Schit na die Hänse; Man erindres ved dette Vers om Holbergs Udtryk om Kong Valdemar: „Ubi hans Omgjængelse har han været behagelig saasom hans Brede og Hidsighed var menget med en slags Naivetet, som gjorde ham angenem." Til Beviis for denne angeneme Naivetet anfører. denne Forfatter Valdemars Svar til Paven, da denne formanede ham til større Mildhed mod hans Underſaatter: "Kong Valdemar hilser den romerske Pave: Livet have vi af Gud, Niget af vore Underſaatter, vore Midler af vore Fædre, vor Tro af Dine Formænd, men denne sende vi Dig hermed tilbage, hvis Du ikke lader os i Ro. Lev vel! men, tilføier Holberg, Paven skal allene dertil have sagt: valde amarum est, : det er meget bittert". Hvorledes det nu maatte forholde sig med denne sidste Historie, saa har den dog været saa vel passende til denne livsglade, letsindige og derhos verdenskloge Mands Naturel, at den har i sin Tid vundet Folketro. Denne lod ham ogsaa erklære, at han for sin Part ikke vilde misunde Vor Herre Himmerig, naar han kun maatte jage ved Gurre og Vordingborg til evig Tid. Thi at jage var hans Skjødelyst, og med sit vilde Jagtfølge ændsede han hverken Skovens Hegn eller Bondens Korn. Derfor maa „den vilde Jæger" endnu hver Nat jage om Vordingborg og paa en hvid Hest farer ban rastløs afsted under vilde Raab, Hundeglam og Pistefnald. Undertiden udhviler Kong Volmer - saaledes benævner Folkesagnet ham sig i Vordingborg enten i Gaafetaarnet, der ogsaa efter ham kaldes Valdemarstaarnet, eller i Ruinerne af hans Slot; derfor seer man ofte Jomfruer og Svende fra bans Tid af at gaae der og rede Seng. En Bonde, som ikke vilde troe, at Kongen saaledes kom til sit Taarn om Natten, driftede sig engang til at overnatte der. Men ved Midnat saae han Kong Volmer træbe ind. Kongen hilsede paa Bonden med Benlighed sigende: „Nu skal Du have Tak, at Du vil passe paa mit Taarn" og rakte ham med det samme en Guldpenge. Men da Bonden tog imod den, brændte ben ham et rundt Hul igjennem Haanden og faldt som et Kul til Jorden. Under Valdemars Krig med Hansestæderne indesluttede og beleirede disse Vordingborg. Lehnsmanden var dengang Viggo Moltete. Da han havde faaet Undsætning, Fienderne uafvidende, gjorde han et Udfald, og tog en Deel af dem til Fange, hvoraf Følgen blev den, at de endelig bleve enige med ham om, at disse Fanger skulde gives frie, imod at de ophævede Beleiringen; men da de i det samme fit friske Folk til Hjælp og Befaling til at blive liggende, holdt de ifte beres Ord. Nu lod da Lebnsmanden dem vide, at han agtede at overgive sig, og indbød da ogsaa deres Høvidsmænd til at møde paa Slottet og tage imod Nøglerne, hvorpaa de ogsaa indfandt sig og fik ganste rigtig Nøglerne overleverede, men derpaa sagde han: Nu har jeg holdt mit Ord, men I har ikke holdt jert; og dermed lod han dem omringe og gribe, saa de bleve nødte til at hæve Beleiringen. Valdemar Atterdag døde Aar 1375 paa Gurre, og efter hans Tid hævede Vordingborg sig ikke igjen til den Anseelse og Betydning, fom det under ham havde havt. Under Margrete og Erit af Pommern vedblev det dog, navnlig under dennes langvarige Krig med de holsteenske Grever og Hansestæderne at være af Vigtighed som Flaadestation. Det var ved en Fredsslutning til Vordingborg, at denne ødelæggende Krig i Juli 1435 sluttedes. Erits Eftermand Christopher af Bayern gjorde Kjøbenhavn til Rigets Residentsstad, og vi finde Slottet i de efterfølgende to Hundrede Aar fun enkelte Gange besøgt af de danske Konger; heller ikke nævnebes det i denne Tid i historiste Documenter som Stuepladsen for vigtige Begivenheder. Det var i en sørgelig Anledning, at Vordingborgs Navn atter fremtræder. Den 12te Februar 1658 tom Carl Gustav, paa sit Seierstog, over Isen til Vordingborg. Historien omtaler ikke, at denne forhen saa faste Borg, der var opført til Værn mod Nigets Fjender, gjorde bam nogen Modstand, men melber kun, at Kong Frederiks Affendinge, Nigshofmester Joachim Gersdorff og Rigsraad Christen Steel, i Vordingborg mødte Kong Gustav med Tilbud om Fred, men de maatte vende tilbage med uforrettet Sag for atter at fremtræde for den overmodige Seierherre i Høie Taastrup med nye og større Tilbud. Det er fra denne Tid af, paa dette sidste Stadium af Valdemarernes Borgs Historie, at der gives en, om end fort Beskrivelse af Borgen. Det er i „Danmardis og Norgis Fructbar Herlighed" udgivet 1656 af Arent Berentsen, Byskriver i Kjøbenhavn, at den skildres saaledes: Wordingborg Slot strecker sig udi Syowæst fra Kiøbenhaffu 11 Mijle, hvilket paa it høyt Sted, oc udi en lystig yndelig Egn, af Stouff, Marc, Fiskevand og Strandens Nerværelse, er liggende. Dets Bygning er af et utroligt vijt Begreb, med hoye og stercke Ring-Mure og mange Taarne omfanget, Husene ere underskedlige (o: forskjellige) oc hafver mange sfione Gemacker og Værelser. Ogsaa en Tegning af Borgen haves iblandt de kun i 5 Aftryk existerende Skildringer til Peter Resens danske Atlas fra Aaret 1677. Denne Tegning meddeles her i formindsket Størrelse og med de paa Originalen tilføiede Forklaringer. Den er taget i et Slags Fugleperspectiv. Den runde Form er ikke nøiagtig, da Borgpladsen, der siden den Tid uforandret er den famme, er langagtig og firkantet med en Udstrækning i Længde af ca. 400 Fod og i Breden af ca. 250 Fod. En større Bygning er afbildet som Ruin, og flere vare det vistnok allerede, da Prospectet blev tryft. Langt betydeligere skulde Ruinerne af denne Masse af Bygninger imidlertid i vor Tid vistnok have viist sig, saafremt ikke en ny Beriode var indtraadt i Borgens Historie. Efter Kong Frederik den Tredies Død skulde en Livgeding anvises hans Søn Prinds Jørgen, fra 1683 af gift med Dronning Anna af England, død 1708. Valget faldt paa Vordingborg Amt. For ham opbyggedes Ny Vordingborg Slot (formodentlig ved Aar 1680) paa det gamle Vordingborg Slots Grund, og mange Bygninger ere ved denne Leilighed blevne nedrevne for at give Plads for det nye Slot eller Palais. Dette var en regulair Bygning i 2 Etager med Kjælder, 70 Allen i Længden og 25 Alen dyb med to fremspringende Fløie, fra hvilke strakte sig paa bver Side en lavere Bygning, hvis halve Dybde bestod af en aaben Buegang. En Muur med Udbøining i Midten sluttede Slotsgaarden paa den fjerde Side. I lige Flugt med Sidebygningerne strafte fig udenfor to Længder, som Kong Frederik den Fjerde, der oprettede Vordingborg Gods til et Rytterdistrict, havde ladet opføre til Ba 80 rafer, ligesom uden for denne igjen endeel andre til Stalde og Foberlader. Nu er, saavidt vides, aldeles intet Spor tilbage af det nye Slots forte Tilværelse. Det Prospect, som her gives af Slottet, saa ledes som det var i Aaret 1745, er taget af Archivtegner J. J. Brun efter en Tegning, der findes i det oldnordiske Museums antiquariff-topographiste Archiv. Prospectet er taget fra Sydsiden. Foruden Gaasetaarnet see vi det firkantede Porttaarn samt Rubera af Ormetaarnet; den trappegavlede Bygning til Høire kalbtes dengang Cancelliet, formodentlig Striverstuen paa Resens Tegning. Murene ere paa de fleste Steder endnu ret vel vedligeholdte, eller maaskee endog restaurerede i Anledning af det nye Slots Opførelse. Barafferne og Hømagazinerne sees til Venstre. Selve Slottet maa have havt en særdeles stjøn Beliggenhed; men Ideen at bygge en for sin Tid moderne Bygning ind imellem Ruiner er høist mærkværdig. Aar 1750 fom det nye Slot i en Privatmands Eie og synes allerede, da 3die Deel af Pontoppidans danske Atlas udkom (1767), at være nedbrudt; idetmindste findes det ikke paa Prospectet af Vordingborg, der ledsager Værket, medens dog den saakaldte Cancellibygning endnu der er givet Plads. Længere Varighed er bestemt for de Levninger, der endnu staae tilbage af Valdemar Atterdags Borg, nemlig Gaafetaarnet (80 Fod høit til den øverste Muurrand) og Rudera af Ringmuren samt en Deel af et mindre Taarn. Disse ere nu Statseiendom og ere optagne blandt de fredede Oldtidsmindesmærker. Slotsgravene ere udtørrede men ikke opfyldte. I Taarnet er en beqvem Opgang. Fra Lugerne øverst oppe nyder man en vidtstrakt og henrivende Udsigt, enten man vender sig mod Nord og stuer ind ad Landet over dets rige Skovstrækninger og de lyngbrune Kulsbjerge, eller man seer ud over Vordingborg Bugten med dens Smaager og Falsters samt Lollands fjernere Kyster. Men alt forlænge have vi dvælet ved Vordingborgs Ruiner; det nærliggende Dampskib har alt flere Gange udsendt paamindende Tegn. Vi seile bennegang ud gjennem Grønsund, men passere først Stubbekjøbing om Styrbord og derefter om Bagbord den i Phanefjord Sogn paa Møen paa en i Havet udløbende Halvs beliggende, meget betydelig Borgplads „Borgevold" faldet, hvis Areal er omtrent 12000 Alen. Paludan mener i hans Beskrivelse af Moen, at den er anlagt af Absalon til Forsvar imod Venderne. „Dobbelte Grave løbe mod Landsiden heelt omkring den indre Plads." I historiske Documenter nævnes denne Borgplads ikke, og deler deri Stjæbne med et stort Antal af vore allerbetydeligste Oldtidsborge. Det vide Hav ligger nu for Zie. Moens hvide Kridtklipper med stjønne Træegrupper, saavel paa Spidserne som i de enkelte kløfter, vise sig til Venstre, men de svinde snart, og med dem den roligere Søgang. I det Fjerne sees Staanes lave Sydkyst, og snart einer man over Horizonten en kirke paa en jevnt opadskraanende Banke. Det er den 450 Fod høit beliggende Rutsker (Ker bornholmst for Kirke), 2 Mile nordost for Rønne. Den største Deel af Bornholms sig jevnt bævende Bestkyst træder successive frem for Ziet. Landet har fra denne Side af en paafaldende Lighed med Fyen, naar man nærmer sig dette Land fra Sjælland af; navnlig fremtræder denne Lighed i Hævningsvinklen og i de talrige Smaastove. Rønnes rummelige fornylig udvidede Havn, der vistnok vil blive af stor Betydning, som Nødhavn, modtager snart Dampskibet, og den heldende Dag indbyder os til Hvile i denne By, der skal buse os for Natten. Vi Vi forlade Nønne næste Morgen, ikke med en Vogn paa Nullen, thi denne Institution kjendes ikke paa Bornholm; men vi rulle dog ret godt afsted paa den ypperlige Vei, der over Almindingen fører til Svanike. Vi have ikke kjørt et Qvarteerstid, før vi see Graniten bryde igjennem Jordskorpen. Vi maae af Vognen for at see den hvide Leerjord, der benyttes til Porcellainsfabrikerne i Kjøbenhavn; og knap ere vi atter fomne op, før vi af Kudsken underrettes om, at vi paa den anden Side af Veien, faa Skridt fra denne, kunne see et Steenbrud. Vi gaae derhen. Den blaalige Syenit sprænges og bugges her i et Brud, der ikke er over 10-15 Allen i Dybden. fjøre nu videre, komme forbi flere eenligt liggende Bøndergaarde, thi som bekjendt har Bornholm ingen Landsbyer. Vi blive opfordrede til at gaae ind og see en saadan Gaard. En gammel Mand kommer os imøde, han er aabenbar Aftægtsmand, et Forhold, der er meget almindeligt paa Bornholm, vi træffe derefter en ganske ung Mand, det er hans yngste Søn, som nu har Gaarden vi vide den yngre Søn gaaer for den ældre i Arv af bornholmske Selveiergaarde. Gaarden, der er noget gammel af Bygning, har 4 sammenbygte Fløie, midt imellem Fløiene staaer en Hunslængde. Den gamle Mand siger os, at denne Bygning kaldes en Gaardkona (Kona : Kone). Den unge Gaardmandskone, der er kommet til, forfiffrer os, at det ikke længere er den rette Benævnelse. Om dette skulle vi imidlertid ikke stride med hende, saameget mindre som der af disse Gaardkonar ikke opbygges flere, og de endnu exiſterende successive nedrives; vor unge Kone vil da vel ogsaa snart blive ene Gaardkone, hvor hun boer. Vi stige atter tilvogus og nærme os mere og mere Høilyngen eller den Bjergryg, der gjennemskjærer Landet. Masser af store Steenblokke bedække Markerne og snart bliver Lyngen den, herskende Plante, gjennem hvilken den graa Klippemasse af og til titter frem. Dette mørke Parti afbrydes ved den venlige Skov Almindingen, der omgiver Bornholms boieste Punkt Rytterknægten, efter Ørsteds og Esmarchs Maalinger 496 Fod over Havfladen. Paa bette Bunct have Bornholmerne i 1855 efter en Tegning af Bindesbøl opreift et fiirkantet Taarn af Granit til Minde om Hans Majestæt Kong Frederik den Syvendes Nærværelse paa Bornholm i Aaret 1851. Fra Kongemindets Platfond haves en herlig Udsigt næsten over hele Landet. Nærmest den venlige Alminding Skov, derefter et bredt Belte af den brune Lyng, omkring dette et bølgende frugtbart Land, høiere mod Nord, mere fladt mod Syd, med talrige Skovpartier. Det Hele omcirklet af det bølgende Hav, der taber sig i Horizonten, fun mod Nordost pines i det Fjerne Ertholmenes Klippegruppe. Vi løsrive os fra dette skjønne Stue for at gjennemvandre den hyggelige Stov, der som intet Sted i Danmark paa lige Num tilbyder saa talrige verlende Interesser. Skoven bestaaer fornemlig af lave Egetræer, foruden forskjellige andre Træsorter, dog ikke Rødbøg, hvilken vanskelig trives paa Bornholm, men derimod den, et nordligere Clima egentlig tilhørende Areltorn, med takkebe Blade og rødlige Bær. Mod Syd begrændses Stoven af den skjønne Kodal, med hvilken Klippen falder brat ned. En delicat Naturbetragter har omdøbt Navnet til Echodal, stjøndt Echo ikke særlig trives der, hvorimod Røerne synes at have det fortræffeligt i dens rige Græs. Tæt op til denne støder Bornholms største Borgplads den saakaldte Gamleborg eller Gammelborg. Pladsen, der er høit beliggende, er bevoret med Skov, hvorimod dens imponerende Storhed ikke træder for Zie. Rubera af en Muur af Granit og Cementstene sammenføiede med Cementfalt med tvende Aabninger eller Indgange, i Nordvest og og Sydost, omgive Pladsen, paa hvilken forøvrigt endnu ikke er funden Spor af Bygninger. En paa Stedet bekjendt Mand, der ledsager os, meddeler, at han har afskridtet Pladsen og fundet dens Gjennemsnit at være 300 Stridt eller 375 Alen, Naar man erindrer, at Kongens Nytorv fun er 200 Stridt i Gjennemsnit, ville vi kunne gjøre os et Begreb om denne Borgpladses Betydenhed, og vi troe vistnok at kunne paastaae, at det er i Omfang den største befæstede Plabs fra Oldtiden i Danmark, hverken Trelleborg ved Slagelse eller Borgene paa Vesthavsøerne kunne nærme sig den i Peripheri, medens ben har i sine Muurlevninger vedligeholdt Spor, der idetmindste kunne lede os i vore Slutninger om den Tid, da den først er opstaaet. Man begriber ved at see denne Borg og de tvende andre, som herefter ville blive beskrevne, at saavel Suhm som Kofod-Ancher have kunnet antage, at Bornholm, som Svend Estridsens Ben Adam af Bremen falder alene Holm, har kunnet faae et Tillæg til fit Navn efter dens mærkværdig store Borgpladse. Historien nævner imidlertid ikke denne Borg og man maa vistnok, indtil nærmere Undersøgelser blive foretagne, med Hensyn til denne og en anden længere fraliggende Borg, der ligesom denne benævnes med samme Navn, blive staaende ved hvad Resen udtaler i de Ord: Hæc videntur a primis Insulæ conditoribus ad propulsandum hostilem irruptionem ædificata 3: disse synes af Dens første Beboere byggede til at afværge fjendtlig Judfald. Man begriber da ogsaa, at der ikke findes Spor til Bygninger inden disse Mure, der kun ere byggede til Værn i den yderste Nød. I denne Henseende vil det ogsaa være at bemærke, at det i et Manuscript fra 1624, der findes paa Universitets-Bibliotheket i Kjøbenhavn, anføres, at Indbyggerne her skulle have havt deres Tilflugt, naar Fjender vare forhaanden, og at de da bortdreve dem med smaae Haandstene". For ikke at forlænge Reisen altfor meget, tomme vi ikke til denne sidstnævnte Borg, men ville med det samme undersøge, hvad der maatte være meddeelt om denne. Det er, foruden hvad alt er anført, ikke talrige kilder, der ere at benytte, men her foreligger en Undersøgelse af en Mand, der besad saavel varm Interesse for Fædre landets Oldsager som udbredte historiske Kundskaber, og hvilken derfor har Krav paa Opmærksomhed. Hans Kongelige Høihed Prinds Christian Frederik, senere Kong Christian den Ottende, besøgte i Aaret 1824 Bornholm, og tilstillede efter sin Hjemkomst Commissionen for Oldtidsmindesmærkerne fine Bemærkninger om de af ham undersøgte Oldsager. Disse Bemærkninger ere meddeelte i Antiquariffe Annaler 4de Bind og ere med Hensyn til den Borg, vi her dvæle ved, og hvis Beliggenhed kan angives at være en Miil sydost for Rytterknægten og Miil vestlig for Nexø, af ordret Indhold følgende: Gamleborg benævnes paa Kortet og af Almuen en Klippebøi 800 Alen i Omkreds med bratte Fjeldvægge, omtrent 50 Fod høi mod Dalen, som løber østlig og nordlig for denne Høi og med mindre brat Nedgang mod den sydlige og vestlige Side, hvor det flade Land i Boelsker Sogn begynder. Denne Høides Tinde har i sin bele Omkreds været forsynet med en Ringmuur eller Vold, af hvilken nu kun sees Levninger, men som dog antyder, at den har været befæstet mod den bratte Fjeldvæg ved en Muur, bestaaende af nogle paa hinanden lagte Kampesteen, inden for hvilke en Fordybning tilfjendegiver den fordum bedekte Gang; mod den søndre og vestre Side ved en Jordvold ovenpaa Underlag af Kampefteen, af hvilke dog paa flere Steder betydelige Masser ere nedrullede i Dalen og paa Skraaningen af Bakken. H. K. H. lod gjennemgrave denne Jordvold paa flere Steder og forsøgte at labe grave tæt inden for samme; men intet Mærkværdigt fandtes, fun Kampefteen i Underlaget, enkelte Staar af Leerfar, brændte Been og Kul, intet videre; Ringmuren af Steen uden Kalk imellem er maaskee den ældste Levning af denne Slags paa hele Zen; thi ved Borgen paa Almindingen findes Muur med Kalk, her ikke. Spor af Bygninger findes ei paa hele denne Klippetinde. Adgangen til Borgen er umistjendelig mod den sydlige Side, hvor Muren eller Volden ogjaa er gjennembrudt. Historien og Traditionen tie om denne Borg." I sidstnævnte Henseende have vi dog seet, at Hans Kongelige Høihed har havt Uret. Traditionen har virkelig gjennem to bøist betydende skriftlige Vidnesbyrd trængt frem til vor Tid og det paa en Maade, der bedst stemmer med de Begreber, man ved at see disse Borgpladse, maa giøre sig om Hensigten med dens Anlæg i en fjern Fortid. Vi forlade nu Gamleborg og kjøre omtrent Miil mod Nordost. Lige syd for Veien, der fører fra Rønne til Svanike, træffe vi her Bornholms interessanteste Ruin, den saakaldte „Lilleborg ". Dette Navn ligesom og Benævnelsen Gamleborg er efter al Sandsynlighed fra en senere Tid. End ikke deres egentlige Navne bar Historien bevaret. Det turde man dog maaskee uddrage af disse Betegnelser, saameget mere som det bestyrkes af andre Kjendsgjerninger, at de tvende større Borge ere ældre end den mindre, den vi nu ville besøge. Denne Borg med sine Omgivelser danner Almindingens baade smukkeste og interessanteste Punct. Ruinerne ligge paa en aflang Bjergknold, der strækker sig fra Øst til Vest; næsten steil paa alle Sider men lodret mod Sydost. Den nord for gaaende Vei har ved sin Opfyldning gjort Adgangen lettere fra denne Side; men forøvrigt omgives Borgpladsen, der i Længde er henimod 100 Allen, af Dalstrøg, hvis modsatte Stigninger ere beklædte af en stjøn Skov. I dette Dalstrøg ligger den lille Borg- eller Borre-Sø, som dog for største Delen nu er udtørret. Lilleborg har ikke alene Ruiner af en Ningmuur, men ogsaa af en Bygning i flere Rum famt af tvende Taarne; Alt af Granit, sammenføiet med Cement. Omendsfjøndt nu Historien ogsaa tier om denne Borg, er man dog med Hensyn til denne kommen et Skridt videre; thi man har ved Udgravningen funden et stort Antal Gjenstande, af hvilke det er tilladt at gjøre Slutninger saavel om den Tid, Borgen har været beboet, som om den Maade, hvorpaa, og det Tidspunct, hvori den er ødelagt. Disse Fund opbevares, forsaavidt de ikke ere Mønter, i et særskilt Skab i det oldnordiske Museum under Afdelingen den tid= ligere Middelalder". Fortegnelsen over disse Gjenstande, der for= nemlig ere indsendte af den senere afdøde, af Bornholms Skovcultur bøitfortjente Holzførster, Justitsraad Rømer, findes i antiquariffe Annaler fjerde Deel. Det er, skjøndt beklageligt, paa en vis Maade af Interesse, at der om denne Borg mangler skrevne Beretninger; man lærer derved at skjønne paa, hvilket høist vigtigt historisk Hjælpemiddel vort fortrinlige med en saa varm Kjærlighed og utrættet Vedholdenhed i en Række af Aar fremhjulpne og pleiede Museum tilbyder os. Hvad indeholder dette Skab da? Først og fremmest Prøver af brændt eller svedet Korn, der er fundet i temmelig Mængde i Fundamentet af det ene Bygningsrum. Man tør heraf slutte, at Borgen er ødelagt ved Ild. Om dette nu er ſfeet under et krigersk Angreb eller ved Vaade, maaskee ved Lynild, er ikke muligt at afgjøre. Men naar er det da skeet? Rimeligviis benimod Slutningen af det 13de Aarhundrede; thi der er fundet Mynter i Grunden af Borgen fra Midten af dette Aarhundrede. Det var i denne Periode, at Kampen om Bornholm førtes mellem Danmarks Konger og Lunds Erke bispestol. Maaskee bar denne sidste, efterat Borgen var ødelagt, ind rettet fine Tilhængere nye Tilflugtssteder i Zens 4 Rundfirfer, af hvilke vi paa vor Reise til Hammershuus ville besøge den mærkeligste, Østerlarsker. Foruden Korn og Mønter er der fra Lilleborg indsendt til Musæet følgende vigtigere Gjenstande: en Mængde Jern-Hestesko og Sporer, Aarladejern m. m. desl. fundne paa det Steb, der an= tages at have været Borgens Smedie; en Mængde Pilespidser; 3 Segler af Jern, hvoraf sees den Maade, paa hvilken Indhøstningen den Tid stete; 3 Cranier af Dyr, Vildsvinetænder, hvoraf tør sluttes, at Bornholm dengang har været Bolig for de Dyrarter, hvortil disse Levninger henhøre; et Sykke Jern af mere end Alens Længde, fun det i Fangetaarnet. Der er om dette sidste udtalt den Formodning, at det har været brugt ved et Forsøg til at bryde ud af Taarnet, at slutte af et Hul, som indvendig fra er gjort i Taarnets Muur ved Hjælp af dette Jern; Forsøget maa være mislykket, da det er gjort i en Side af Taarnet, der er indhugget og staaer nede i en klippe, hvilket den stakkels Fange ikke maa have vidst og formodentlig først erfaret, da Muren var gjennembrudt. Om den lille Borg- eller Borre-Sø, der skal være bundløs, fortælles det Sagn, at der stod en prægtig Borg, hvis Beboere vare meget ugudelige, hvorfor en Præst, efter gjentagende forgjæves at have advaret dem, begav sig med Bibelen i Haanden derhen, for ved Hjælp af denne hellige Bog at gjøre et dybere Indtryk paa de Forhærdede; men de haanede ogsaa dette Hellighedssymbol. Da fant 'med Et Borgen, og Stedet forvandledes til en Sø, men den hellige Mand med Lænestolen, hvori han sad, og Bordet, hvorpaa Bibelen laae, fløde ovenpaa og undgik faaledes Ødelæggelsen. Fornemlig til Lilleborg henføres følgende Sagn, som fortælles i Panums Beskrivelse over Bornholm. En mægtig Høvding, som boede paa Borgen, havde 3 Sønner og 3 Dettre; Sønnerne reiste, medens Døttrene endnu vare smaa, paa Sorovertog. Efter mange Aar kom de tilbage for at besøge deres Forældre; paa Lyngen møde de tre Jomfruer, der vare paa Veien til Øster Maria Kirke. De fandt Jomfruerne meget stjønne; men da disse ei vilde som de, dræbte de dem. Først da de kom til Borgen til deres gamle Fader, erfarede be, at de havde dræbt deres egne Søstre. Paa Lyngen tæt ved Veien, som fører fra Østermasker til Bodilsker, sees endnu en høi Bakke med en Steenhob, hvor Jomfruerne ere begravede. Disse Sagn ere gjentagende meddeelte i trykte Skrifter. Vilde vi hidkalde en gammel Kone fra Egnen, skulde hun vel vide at fortælle os meget mere om,de Underjordiske", der boe i disse Klipper, om deres skjulte Statte og deres frigerste Øvelser til Forsvar for Landet i Feidetib; men alt staaer Solen høit paa Himlen, og vor Reises Maal falder os videre. Vi kjøre nu mod Nord, gjennem Almindingen, over den øde Høilyng og komme derefter til den mær keligste af de bornholmske Rundkirker: Øster-Larster kaldet. (En Afbildning af dennes Ydre efter Thurah sees her). Den bestaaer af en Rundbygning med udvendige Støttepiller, et halvrundt Chor samt et Vaabenhuus. Den runde Bygning bestaaer, som Tværsnittet viser, af tre Stokværk og dannes egentlig af to concentriske Taarne. Oprindelig synes denne Bygning fun at have været i to Stokværk og have dannet en Dobbeltkirke, den ene over den anden, medens det indre Taarn har hævet sig høiere over det rundt tilløbende Tag, omtrent faaledes: Men for at gjøre Kirken til Kastel har man senere forhøiet den ydre Muur og inden for denne anlagt en Vægtergang med Skydehuller i Ydermuren. Dette antager Dr. Viborg, der i „Kirkehistoriske Samlin ger" har skrevet en meget interessant Afhandling om de bornholmske Kirker, at være skeet benimod Slutningen af det 13de Aarhundrede, altsaa omtrent samtidig, eller vel rettere noget efter Lilleborgs Ødelæggelse. Det indre Taarn er huult og staaer i nederste Stokværk i 4 Forbindelse med den egentlige Rundkirke ved 5 buebe Gjennembrud. Selve Kirkens Hvælving løber rundt om denne Midtpille. Men baabe ere de Piller, der bære Buerne, saa dværgformede og Buerne faa lave, at man maa forundre sig over, at det Hele kan gjøre et saa harmonist og hyggeligt Indtryk, som det virkeligt gjør. Hovedkirkens eiendommelige Bygningsstil gjentages i 2bet Stofværk. J 3die Stok værk er, som anført, en Vægtergang langs Ydermuren med Spor af fiirkantede Aabninger som Skydehuller. Disse to øverste Stokværk ere nu ikke afbenyttede, og tvivlsomt synes det i det Hele at være, saavel om det andet Stofvært nogensinde er blevet benyttet som Kirke, som at det tredie under et virkeligt Angreb har ydet Forsvar. Vi maae løsrive os fra denne høist mærkværdigt combinerede Bygning, og ile, tildeels over besværlige Hedeveie, til Hammershuus, for endnu inden Aften at see Levningerne af dette ældgamle Slot, samt derpaa at naae Allinge, hvor Dampsfibet venter os, for at føre os tilbage til vor Reises Udgang. Vi fjøre dog omkring ved Lebnsklint og be= stige de derværende Høider, for at gjøre os et flygtigt Begreb om den Ynde, der i saa rig Maade er udbredt navnlig over den Deel af Bornholm. Talrige Smaastove, bratte Præcipiser med eiendommelige Klippeformer, snevre Dale med skummende Smaabatte og fremfor Alt Havet med dets maleriste Stjær ere de Midler, Moder Natur har be nyttet til at fremtrylle noget saa Henrivende, det maa og, naar man sammenligner det med store Fremtoninger, kunde fristes til at falde Nydeligt. Alt hæver Høidestrækningen,,Hammeren" sig i det Fjerne, vi nærme os denne, passere Slotslyngen og staae snart blandt Ham mershuus's stolte Ruiner. Bjerget, hvorpaa Hammershuus Slotsruiner staae, er en stor rund Granitklippe, som mod Vesten beskylles af Havet, mod Syd og Øst omringes af dybe Dale, hvori skjønne Trægrupper, medens den paa den nordlige Side staaer i Forbindelse med de omliggende endnu høiere Bjerge. Paa den vestlige og end mere paa den østlige Side er Bjerget ubestigeligt; den sydlige Side er saaledes, at man ikke uden at gaae i Sneglegang fan tomme op derpaa. Zverst paa denne Klippe ligge Slotsruinerne. Naar Slottet først er opført, har været Gjenstand for Strid mellem de Lærde, nogle nævne Valdemar den Første, andre Erkebiskop Adzer af Lund, for denne sidste Mening taler vor store Historiker Peter Frederik Suhm. Igjennem Aarhundreder var Hammershuus et Tvistens 2ble mellem Danmarks Konger og Bornholms egentlige Beherskere, Erkebisperne i Lund; flere Gange blev Slottet indtaget af Kongerne. Saalebes erobrebes det af Christopher den Første, men den sjællandske Bispestols Lehnsmand, Fyrst Jarmer af Rygen, gjen= vandt bet kort efter og deels bortførte deels henrettede Besætningen. Ogsaa de efterfølgende Konger Erik Glipping, Erik Menved og Christopher den Anden satte sig den ene efter den anden med Magt i Besiddelse af Hammershuus, men maatte alle igjen tilbagegive det til Erkebispestolen. Senere har Slottet ikke været underkastet nogen Beleiring. Da Lybefferne 1526-75 vare i Besiddelse af Bornholm, gave de deres Landhøvdinger Bolig paa Slottet, hvis Fæstningsværker Landshøvdingen Bernhard Knoph forstærkede ved at op= føre det store Taarn, Manteltaarnet talbet, hvis Ruiner endnu hæve fig paa Slotstomten. Endnu 1645 forbrev Ilden fra Slottets Kanoner to svenste Krigssfibe, der nærmede sig Kysten. Fra Juli Maaneb 1660 vare Corfits Uldfeld og hans ædle Hustru Statsfanger paa Hammershuus. De forsøgte herfra at undflye, men grebes atter og maatte nu i et halvt Aar leve adstilte hver i sit Fængsel. Det er til dette Tidspunct af Eleonore Christine Ulfelds sidste ulykkelige Affuit af hendes Liv, at man henfører følgende af hende forfattede Vers: Rebus in adversis facile est contemnere mortem, Fortius ille facit, qvi miser esse potest. o: J Modgang er det let at foragte Døben, stærkere er den, der fan bære Ulyffen. 4* Først imod Udgangen af Aaret 1661 bleve Ulfelb og Eleonore frigivne af dette deres Fængsel, som Commandanten, General Fuchs, vel maa have gjort dem tungere end tilbørligt, at dømme efter den Forbittrelſe, der bragte Ulfelds Søn, Christian Ulfeld, til flere Aar efter at overfalde og dræbe Fuchs i Staden Brügge. Det er fra den Tid, da Christiansø af Kong Christian den Femte blev indrettet til en fast Plads, at Hammershuus gaaer tilbage. Hos Thurah findes en Afbildning fra Aaret 1736, som her gjengives i formindsket Størrelse. Bi see Slottets Ringmuur alt dengang for en stor Deel i Ruiner, det store Taarn, Kirken og Com mandantens Bolig ere derimod i vedligeholdt Stand. Paa en Afbildning hos samme Forfatter fra 1754 fremtræder det fuldkommen som en Ruin; Bygningerne overalt berøvet Tag. Da Slottet imod Midten af forrige Aarhundrede mere og mere forfaldt, flyttede Commandanterne til Rønne, men behagede at betragte Slottet som deres Eiendom. En Commandant ansatte endog for nogle Decennier tilbage en Artilleri-Constabel ved Slottet, for at vaage over, at Nedbrydningen gik regelmæssig for sig og for at paasee, at han fik rigtig Betaling for Muurstenene. Naar de tvende Stormagter, Elementerne og Vindesygen, forene sig, er det ikke at undres over, at endog det største Bygningsværk kan svinde. Vi forblive paa dette saavel i sig selv som ved sine storartede Omgivelser høist interessante Punct, indtil Solen har nedsænket sin Skive i Østersøens for Ziet ubegrændsede Flade, og idet vi begive os til det nærliggende Allinge, see vi endnu de mørke Omrids af Hammerens runde Klippevolde og det gamle Slots Taarn og Muurruiner fremtræde mod den vestlige Himmels Aftenrøde. Vi seile fra Allinge og bøie omkring Sandhammeren. Det sidste, vi see af Bornholm, er Glimtene af Hammershuus Fyr. At denne Skildring, som vi hermed slutte, maatte føre til Efterligning og lade Mange besøge de skjønne Partier af vort Fædreland, som her i Tanken er gjennemvandret, er et Znste, som, naar det op= fyldes, vil indeholde en Opfordring til ad Aare at fortsætte disse Skildringer af Fædrelandets Borgruiner. p. Skovsang. er fab en Fugl paa Bøgeqvist, Den sang saa tjønt i Lunden, Den lytted til mit Hjerte vist, Og sang det efter Munden. Og Hjertet var saa frit og glad, At det var intet Under, Om Begges Sange fulgtes ad Og gav sig gode Stunder. Luun streifed Luften henad Mark, Mens Solen gik sin Bane; Tvers over dunkelgrønne Park Der gleb den stille Svane. Den smaa Kjærminde smiled ømt, Med Diet fyldt af Duggen, Og røbed, hvad den havde drømt Den Sommernat i Buggen. Til Gjæst hos Kløvret Humlen gif Alt i sin lodne Kofte; Muusvaagen svæved som en Prif Høit under Himlens Lofte. Jordbærret, duftende og rødt, Imellem Græsset blinked; Fra Hybenbusken Rosen sødt Med Elskovsblik mig vinked. Og der var Nok at qvæde om For den, der kunde qvæde, Og Tanken gik og Tanken kom, Saa det var ret en Glæde. Vi sang og jubled op og ned I Løb og Triller flare, Og meente, den Livsalighed Bel evigt kunde vare! Men op fra Horizontens Kyst Sig vælted Styer vilde; - Da Fuglen tang, og i mit Bryst Der blev det ogsaa stille. Chr. Winther. Kjøbenhavns offentlige Dampkjøkken. nder de senere Aars Bestræbelser for at mildne Trykket af de høie Priser paa alle Livsfornødenheder, har man ogsaa Prettet fin Opmærksomhed paa at tilberede Middagsmaden for Arbeidsklassen fabrikmæssigt, idet man er gaaet ud fra den rigtige Forudsætning, at denne Fabrikation, drevet som Industri, maatte medføre de samme Fordele og bringe de samme Resultater tilveie, som Industrien i andre Retninger gjør ligeoverfor det blotte Haandværk, det er: spare Tid og Omkostninger og derhos tilveiebringe en bedre Vare. En lignende Tanke bevægede allerede i Slutningen af det forrige Aarhundrede Amerikaneren Benjamin Thompson til, under fine utrættelige Bestræbelser i München for at modarbeide Tiggeriet ved Anlægget af Arbeidsanstalter, ved Indførelsen af Brugen af Kartofler og besparende Kjøkkenovne, ogsaa at være betænkt paa Sammensætningen af en oekonomist Suppe. Forsøget gjorde Thompson til Greve af Numforb, men den efter ham opkaldte Suppe, stjøndt bibeholdt i mange Fattiganstalter, gav Almuen en neppe ugrundet Frygt for og Affmag paa grevelig Bespiisning, arrangeret for den, og efterhaanden som Chemien vandt Anerkjendelse i det praktiske Liv, efterhaanden som man ikke blot lærte at fjende de forskjellige Fødemidlers chemiste Bestanddele og Næringsstof, men ogsaa hvormeget ethvert Menneske be= høver af disse Stoffer, for at bevare Legemets Sundhed og usvækkede Kraft, opgaves ogsaa de frugtesløse Bestræbelser og Forsøg paa at ubpresse Næringskraft, hvor ingen saadan findes. Senere optoges den rumfordske Idee af socialistiske Kjøkkenforeninger i Paris, der imidlertid af politiske Hensyn bleve forbudte eller hævede, indtil et i Genf lykkelig gjennemført Forsøg beroligebe Regjeringen, og atter forplantede den til franst Grund. De ere nu under dens Form deels indførte i en stor Deel af Sydfrankrig, hvor de, stjøndt i Et og Alt private Foretagender og vedligeholdte ved de Spisendes egne Tilskud, dog gjerne ledes af Stedets høieste Communalembebsmand, deels som private Foretagender oprettet i Paris, hvor navnlig Directeur Pierre Klein hele forrige Aar og endnu driver et saadant Kjøkken, beregnet paa en daglig Produktion af 500 Portioner. Nær beslægtede med disse er det af Maskinfabrikant Georg Egestorff i Hannover ifjor oprettede Dampkjøkken, til hvilket han fik Ideen ved at see Maaden, hvorpaa Maden blev tilberedt i større Militairanstalter i Preussen, og ved Znsket om at skaffe de mange Arbeidere, han beskæftiger i sin Fabrik, et sundt og nogenlunde næ rende Maaltid varm Mad. Dog har han, ligesaalidt som Bestyrelserne for de i Vinter i Paris, Berlin og flere andre tydske Hovedstæder oprettede Almuekjøkkener, ikke ganske kunnet løsrive sig fra Understøttelsesprincipet, og er derved kommen til selv at skabe den Sag, for hvilken han har gjort saa store og forøvrigt saa heldige Anstrængelser. Stulle nemlig saadanne Kjøkkener tilfulde svare til deres Opgave, at skaffe den værdige flittige Trængende den Tilfredsstillelse, ved egne Kræfter at erhverve sig sit Middagsmaaltid, maae de ikke blot være anlagte efter rigtige oekonomiske og reenlige Bestemmelser, som Egestorffs er det, men tillige tage fuld Betaling for Alt, hvad der ybes, for ei at hindre den meget Erefjære fra at benytte dem og derved afskære netop de Værdigste fra det Gode, man har tiltænkt disse. Dette er som nævnt fun tildeels Tilfælde i Hannover, hvor Egestorff ikke beregner sig Rente af sin Anlægs- og Driftskapital, og det maa derfor ansees for heldigt, at man har søgt at undgaae dette Anstød herhjemme. Den Forening, der paa Opfordring af Hr. Jul. Hellmann dan nede sig den 15de December forrige Aar til Oprettelse af et Dampkjøkken i Kjøbenhavn, har nemlig udtalt det som sin Hovedopgave, uden Opoffrelse fra de Medlemmers Side, der, under Form af Actiebidrag à 25 Rd. pr. Stf., indskjøde større eller mindre Beløb til Sagens Fremme, at ville anlægge en Fabrik i det Store for Tilberedelsen af varm, kraftig og velsmagende, men tarvelig Middagsmad, leveret til saa billig Priis, som Indkjøb af de raae Materialer, Fabrikationsomkostninger og Rente af den indskudte Kapital tillade. Til dette Ziemed kjøbte Foreningen for en Sum af 23,500 Nd. Bagergaarden Nr. 182 i lille Regnegade, Centrum ikke blot af selve Hovedstaden, men og, hvad der især maa ansees for heldigt, af de Ovarterer, hvori den største Deel af den fattigere Befolkning har Bolig. Her har Foreningen i en Tid af fem Maaneder labet opføre de til Anstaltens Drift nødvendige Bygninger, beliggende som hosføiede Grundplan udviser, nemlig en Kul- og Kartoffelfjælder i Sidebygningen, hvori den til en 12 Hestes Maffine indmurede Dampfjebel er anbragt, og en Grøntfjælder under hele Baghuset; et Kjøkken af 37 Fobs Længde, 36 Fods Brede og 21 Fods Høide til TagrygHalvtag for de

d d Tallerken-Op. m ☐ Baggaard. vadsk. ning. Kokkens 712 Comp. Spise. h k toir 772 Kjökken. sal. Entrie Billet Comptoir Billetkjöbende. Forstue for Madhen tende Alstreetningsstue. ad Spise, kam. mer Port Forgaard Fyrgrar lampkjedelen (Hestes Kr) a Dampskorsteen (35 Alen hii) h.Dampbeholder Varmvandsbeholder. Beboel esleiligheder. Forhuus til lille Regnegade (N°182) dd Haner for koldt og vann Vand e8 Kogekjedler, f.3.Anretningskjeder. Comfur. h.Nedgang til Grönkjelderen. i Vindner til Udlevering af Madca. kkjokkenborde. 1. Huggeblokke. m. Spiseborde. ningen; en Spisesal af 44 Fobs Længde, 20 Fobs Bredde og 15 Fods Høide; Meel og Grynstuer over Sidebygningen, og Beboelsesleilig= heder for Forvalter og Fyrbøder over Spisesalen. a paa Grundtegningen antyder den 72 Fobs høie Dampskorsteen, aa Dampkjedlen, hvorfra Dampbeholderen bi Kjøkkenet modtager den Damp, hvormed den forsyner saavel de 8 Kogeljebler e, de 3 Anretningskjedler f, Varmvandsbeholderen e, som den i Spisesalen anbragte Ledning af Damprør til sammes Opvarming; dd ere Haner for koldt og for varmt Vand, der til alle Tider er tilgængeligt saavel i Kjøkkenet selv som i det i Baggaarden indrettede Opvadskningsrum; g er det eneste Ildsted, der findes i Kjøkkenet, og som kun bliver benyttet, om Nødvendigheden i en eller anden Netning skulde fordre det; igjennem h skeer Forbindelsen mellem Grøntfjælderen og Kjøkkenet; k ere faste Kjøkkenborde, 1 Kjødblokke og i Udleveringsvinduer saavel til Spisesalen som til Forstuen for de Madhentende. Kogningen foregaaer paa den Maade, at det raae Kjød kommes i een af de med koldt Band forsynede og 635 Potter rummende Gryder (e), Been og Sener i en gjennemboret Cylinder i en anden, Gjennemsnit af Dampfjoffenet. Grøntsager og Kartofler i en tredie, Gryn o. s. v. i en fjerde, og faa fremdeles, og at enhver af disse Gryder derpaa sættes ikog, efterat Laagene ere faftskruede, ved igjennem en i Bunden anbragt Ventil at indslippe Damp fra Dampfjeblen (aa) i saa lang Tib, som for hver enkelt Bestanddeel ansees fornøden. Kort forinden Alt er gjennem togt, standses Damptilstrømningen, og, efterat den i Gryderne indesluttede Em er undsluppen gjennem de smaae paa Laaget anbragte Haner, aabnes Laagene, og samtlige Gryders Indhold øses over i de større Kjebler (f), hvori Dampen ikke directe kan trænge ind, altsaa ikke fomme til at fortynde Maden, men kun opvarme Indholdet ved at ophebe de bobbelte Vægge. Har Alt faaet det sidste Opkog heri, steer Anretningen og Udleveringen gjennem de i Kjøkkenet anbragte Ruder (i) enten til Spisesalen, for at fortæres paa Stebet, eller til Forstuen, for at bringes ud i Byen enten ved kjøbernes egne Budde, eller tilbragt ved Anstaltens i egne dertil gjorte og med Laas forsynede Madspande. Uagtet hele Anlægget er beregnet paa en baglig Produktion af mere end 5000 Potter Søbemad, har man indskrænket sig til den 11te November at begynde Driften med iffun 1000 Portioner, men allerede de nærmest paafølgende Dage feet fig nødsaget til at forøge dette Tal til 2000. Hver Portion bestaaer af en Pot Sobemad med det kogte Suul, og leveres, mod en forud for 10 St. kjøbt Messingmønt af Ydre og Størrelse som en Sølvdaler. For de Besøgende paa Stedet serveres Maden i en Fajanceskaal med tilhørende Stee af Britaniametal samt Kniv og Gaffel, foruden at der paa Bordene, belagte med hvide Fajanceplader, forefindes Smaataller= tener, Vandkarafler og Glas, Sennop, Peber, Salt og Eddike til fri Afbenyttelse. Spidsesedlen er foreløbig bestemt saaledes: Søndag: Færst Kjødsuppe med Riis, Mandag: Hvid Sobekaal, Tirsdag: Guul Ertesuppe, Onsdag: Færst Hvidskaalsuppe, Torsdag: Graa Wrtesuppe, Fredag: Grøn Sobekaal, Løverdag: Bygvælling med Saltkjøb. Til 1000 Portioner af disse Retter er det raae Produkt indtilvibere ansat til: Kjødsuppen: 24 Spd. færst Stubekjøb, 3 Tønder Kartofler, 1% Tønde Gulerødder, 2% pd. Purrer, Sillerier og Petersillie, 3 Sfpr. Riisgryn, Krydderier. Hvid Sobekaal; 16 Lpd. færst Flæst, 2 Tønder Kartofler, 24 2pd. Hvidkaal, 4 Skpr. Byggryn, Krydderier. Guul 2rtesuppe: 24 Lpd. salt Lammekjød, 2 Tbr. Kartofler, 1 Tb. 6 Sfpr. gule 2rter, 8 Pd. Silleri, 8 Pd. Løg, Krydderi. Færst Hvidkaalsuppe: 24 Lpd. færst Studekjød, 1½ Tb. Kartofler, 1 Td. Gulerødder, 23 Spd. Hvidkaal, 1/4 Spd. Purrer, Sillerier og Petersillie, Krydderi. Graa Ærtesuppe: 16 Lpd. røget Flæst, 1 Tb. 6 Sfpr. graae Erter, 4 2pd. Hvedemeel, 3 Lpd. Puddersukker, 32 Potter Viineddike, 1½ Pd. Laurbærblade. Grøn Sobetaal: 16 Lpd. grønsaltet Flæst, 2 Tender Kartofler, 23 Lpd. Grønkaal, 3 Stpr. Havregryn. Suulvælling: 24 2pd. salt Kjød, 3 Tdr. Kartofler, 1½ Tb. Gulerødder, 2 kpd. Purrer, Sillerier og Petersillie, 5 Stpr. Byggryn. Hele Anlægget koster omtrent 45,000 Rd., og Bedriftens Detailforretninger styres af en administrerende Directeur, under hvem der er ansat en lønnet Forvalter, en Kok og en Fyrbøder, hvis Interesse samtlige er knyttet til Anlæggets Fremgang ved en vis Andeel i en over 1500 Portioner daglig forøget Produktion. Desuden beskæftiger Kjøkkenet et Antal Medhjælpersker, der ere forpligtede til den stræn gefte Reenlighed og Orden og derfor af Kjøkkenet daglig forsynes med et reent hvid Forklæde. Alle ved Anlægget ansatte Arbeidere erholde foruden deres Løn et varmt Maaltid af Kjøkkenets Mad, og ved Konernes Lønning er der derhos truffet den hensigtsmæssige For anstaltning, som det var ønskeligt, at Enhver, der beskæftiger flere Arbeider, vilde indføre, nemlig at der af Folkenes daglige Fortjeneste tilbageholdes indtil hver halvaarlig Flyttedag, for at fiffre dem den fornødne Huusleie. Det er naturligviis vanskeligt endnu at have nogen begrundet Mening om, hvorledes det Publikum, paa hvis Forsyning Anlægget nærmest er beregnet, vil optage Sagen, og hvorvidt det, ved at afs benytte Kjøkkenet, i samme Udstrækning som nu, vedblivende vil sætte dette istand til med Held at fortsætte sin Virksomhed. Tager man imidlertid Hensyn til den overordentlige Tidsspilde og Anstrængelse det er for en Arbeiders Hustru, ved siden af sin Tjeneste for det daglige Underhold og Børnenes Pleie, at skulle tilberede Middagsmaaltidet for hver Dag, - tager man Hensyn til, at Materialet til dette, indkjøbt i Smaaqvantiteter til Aarets forskjelligste Tider, altid maa blive dyrere betalt, altsaa ogsaa give et dyrere Produkt end Dampkjøkkenets, der kan gjøre sine Indkjøb i det Store og til rette Tib, tager man Hensyn til, at alt Affald her kan benyttes ganske anderledes, ja endog det blive til en Indtægt for Kjøkkenet, som i den mindre Huusholdning fun er til Besvær, saasom Been, Skræller o. s. v., til at Brændselsforbruget her ved den store Arne er ulige billigere end for de mange særskilte Ildsteder, og endelig til, at der i Dampkjøkkenet, hvor der ingen Jld eller Røg kan finde Vei til selve Lokalet, maa kunne herste langt større Reenligheb end i det private lille Kjøkken, synes det utvivlsomt, at Anstalten ikke blot vil kunne bestaae, men tillige blive til en Velsignelse for en stor Deel af Hovedstadens trængende Befolkning. For de Byer, der muligen senere derved kunne bevæges til at følge Exemplet, har nærværende Folkekalender anseet det passende, at meddele ovenstaaende detaillerede Beskrivelse, der forhaabentlig i det Væsentlige vil kunne give et tilstrækkeligt Indblik i en saadan Fabriks Natur, Anlæg og Drift. 98. Jens Munk. blandt de Mænd, hvis Navne ere knyttede til store, betydningsfulde Begivenheder for vort Fædreland, er det ikke, at man vil finde den djærve, dristige, uforsagte Sømand, af hvis Livs Historie vi her skulle give et kort Omrids; han førte aldrig Danmarks store Flaade imod Fienden, ligesaalidt som han opnaaede at beklæde nogen af Marinens høieste Poster, og dog skal Nationen mindes ham med Stolthed og Erkjendtlighed. Altid modig og udholdende i udøvelsen af fit Kalb, altid kjæk og i Forhaanden, hvor det gjaldt Fædrelandets og Kongens Wre, var hans Navn dog maaffee gaaet tabt imellem saamange andre Søheltes, naar ikke hans berømte Reise til Grønlands Kyster, hvor han skulde opsøge en nordvestlig Passage, og hvor han kom til at gjennemgaae faa. mange Lidelser i Kampen mod Isen, den strenge Kulde og de ødelæggende Sygdomme, havde bevaret det for os. Denne Expedition, der er fulgt af saamange andre, navnlig fra England, er den eneste, som i det nævnte Ziemed nogensinde er udgaaet fra Danmark. Der er enkelte Navne, som i forskjellige Perioder have spillet en vigtig Rolle i vor Marine, idet de ere baarne af endeel af dens Medlemmer, som i høiere eller ringere Grad have udmærket sig; til disse hørte i det 16de og 17de Aarhundrede Navnet, Munt". Jens Munk var Søn af Sø-Capitain Erik Nielsen Munk, der havde gjørt fig fortjent under den nordiske Syvaarskrig og blev ablet af Kong Frederik den Anden i Aaret 1580. Han blev født den 3die Juni 1579 paa Barby i Keneslehn, i den sydlige Deel af Norge, men maa kort Tid efter have mistet sin Faber, thi allerede i Aaret 1586 tog Moderen med ham til Frederiksstad, hvorfra han igjen, efter to Aars Skolegang, sendtes til en Faster i Aalborg, hos hvem han forblev i tre Aar. 1591 reiste han tilbage til Norge, og allerede samme Aar forlod den tolvaarige Dreng fit Fædreland for at søge Lykken i frem mede Lande. Han tog med en Friser til England og derfra til Portugal, hvor han kom i Kost hos en Kjøbmand ved Navn Duart Duez. Efter dennes Raad reiste han det følgende Aar med et hollandsk Skib til Brafilien, for at tage Ophold hos den portugisiske Kjøbmands Broder, Megel Duez. Ankommen til Brafilien erfarede han, at denne Mand var reist bort, og seilede derfor videre med Hollænderen. De vare 13 Stibe i Følge, under Jan van Bossens Commando. Tæt udenfor Kysten bleve de angrebne af nogle franske Fribyttere under en Grev Nibolds Commando, hvilke havde isinde at bemægtige sig Bahia. Hollænderne bleve aldeles flagne, Jan van Bossens Stib skudt isenk saavel som det, hvorpaa Jens Munk befandt sig, saa at denne tillige= med 6 andre af Besætningen brev omkring paa Luger og andre Levninger af Stibet, indtil de efter Slaget bleve optagne af de Franſfe. Disse satte Fangerne iland paa Kysten, i Haab om, at de skulde falde i Hænderne paa de vilde Indianere; men dette lykkedes dog ikke, thi Munk og hans Kammerater naaebe velbeholdne til Babia, stjøndt først efter at have udstaaet mange Besværligheder. Her arbeidede den unge Munk for fit Ophold i 17 Maaneder, indtil den portugisiske Kjøbmand endelig kom tilbage og tog ham i sin Tjeneste, hvor han forblev i flere Aar. J Aaret 1598 kom der to hollandske Skibe paa Reden ved Bahia; men, da de ikke havde Kongen af Spaniens Tilladelse til at handle der i Landet, besluttede Portugiserne at benytte sig af den imellem Spanien og Holland herskende Krig og at bemande 7 i Havnen lig= gende Stibe, for dermed at overrumple Hollænderne og tage dem til Prise. Soldaterne samlede sig i denne Hensigt om Natten ved Strandbredden; men Megel Duez, som ikke billigede denne ondskabsfulde Færd imod fredelige Kjøbmænd, anmodebe Jens Munk om at vare Hollænderne mod den Fare, de vare udsatte for. Munk gik derfor i Stilhed til Stranden, sprang i Vandet og svømmede ud til de hollandske Stibe, som, ved den Efterretning, de modtoge, strap kappede beres Touge og stode ud af Bugten; dog, neppe vare de komne udenfor, før de bleve forfulgte og indhentede af de 7 portugisiske Stibe, der imidlertid ikke funde staae sig i kampen mod de tappre Hollændere og maatte vende tilbage med uforrettet Sag. Munt, som ikke turde gaae iland af Frygt for Portugisernes Hevn, maatte nu følge med de hollandske Stibe til Amsterdam, hvorfra han kort berpaa reiste hjem til Kjøbenhavn, efter at han dog først havde modtaget Belønning af Nederne, for fin udviste Tjeneste. Efter denne Tid og indtil Aaret 1609 gjorde Munt mange Reiser til Koffarbies, paa hvilke han besøgte Spanien, Frankrig, de østersøiske Kyster, Island og flere Steder, og i de 4 sidste Aar førte han selv Sfibet. 1609 udrustedes der fra Danmark to Stibe til en Expedition til Nowaja Zemlia, og Munk fit Commando af det ene, Jens Hvid af det andet. Stibene afgit fra Kjøbenhavn den 21 de Mai, og ben 24de Juni naaede Munk den ubeboede Kialgoia" (formodentlig ,,Kalguew", der ligger mellem det hvide Hav og Nowaja Zemlia). Efter flere Gange at være ført bort fra Zen af Drivisen, kom han endelig tilankers to Dage senere, og nogle af Folkene gik iland; men Isen tvang ham snart igjen til at flygte derfra og omringede senere Stibet med saadan Voldsomhed, at det blev knust, og Mandskabet. maatte søge at redde sig i Skibsbaaden. Med denne arbeidede de sig frem i flere Dage, indtil de endelig traf sammen med et russist Fartøi, der søgte Den for at jage Gjæs; senere lykkedes det dem ogsaa at finde Jens Hvid, der førte dem til Archangel, og Munt maatte reise tilbage til Kjøbenhavn uden at have naaet sin Reises Maal. Iffe bebre gik det ham det følgende Aar, da han igjen sendtes paa en Expedition til Nowaja Zemlia, som han ikke kunde naae for Isen; men denne Gang førte han dog sit Skib velbeholdent tilbage med en i Rusland indkjøbt Ladning. 3 40 Aar havde Danmark havt Fred med fine Naboer, da i Aaret 1611 Krigen med Sverrig, den saakaldte Kalmarkrig, udbrød. Kong Christian den Fierde samlede da Landets bedste Kræfter til fin Flaade og Armee, og allerede den 1ste Mai blev den kyndige og erfarne Jens Munk antagen til Capitain i Marinen, i hvilken Stilling han nu forblev til sin Død. Medens Kongen selv anførte den Deel af Armeen, som fra Bleking faldt ind i Smaaland og beleirebe Kalmar, i og omkring hvilken By de vigtigste Begivenheder under dette store Felttog forefaldt, rykkede Rigsmarsten, Steen Maltesen Sehested, igjennem Halland op imod Götheborg. Denne vigtige Handelsstad var anlagt af den svenske Konge Carl den Niende, 4 Aar tidligere, paa den smalle Tunge, som forbandt Sverrig med Kattegattet, og saalebes dengang var dette Lands eneste Forbindelse med Havet paa den vestlige Side. Den forsvaredes fra Søfiden af den stærke Fæstning Elfsborg. Denne Rival for den danske Handel, som besuden berøvede Danmark endeel af Indtægterne ved Øresundstolden, vilde det være af stor Betydning at ødelægge eller komme i Besiddelse af. Den prægtige danske Flaade, hvis Størrelse angives til 50 à 60 store og vel forsynede Skibe, blev udrustet og afsendt, deels til Østersøen under Rigs Admiralen Mogens Ulfelds Commando, deels til Kattegattet under Admiral Daa, der var beordret at blokere Götheborg. Jens Munk blev ansat ved den sidstnævnte Deel af Flaaden, hvor han hen paa Aaret fit Commandoen af Orlogsskibet,Den sorte Hund". Daas Eskadre udrettede imidlertid ikke stort andet end Blokaden i denne Sommer, da den svenske Eskadre, som bestod af 6 store og nogle mindre Stibe, holdt sig inde under Fæstningens Kanoner, og de Danske, som i Førstningen havde 7, senere 9 store Stibe, ifte vare stærke nok til at angribe dem der. Kun een Gang vovede Svenskerne sig ud, men trak sig efter en kort og frugtesløs Kamp paa større Afstand igjen tilbage. I November Maaned skal det have været de Svenskes Hensigt, igjen at gjøre et Ubfald; men heri bleve de forhindrede. Daa lod nemlig alle forhaanden værende Baade, 9 i Tallet, udruste og stærkt bemande, og denne Styrke sneg sig om Natten, ledsaget af en Brander, ind i den fiendtlige Eskadre. Munk førte den forreste Baad og var selv den Første, som entrede det svenske Admiralskib Hector, der blev taget tilligemed de fleste af de andre Skibe; men, da der var spendt Bomme for Havnen, kunde de Danske ikke føre Stibene med sig bort, hvorfor Munk lob Branderen lægge under Hectors Boug og antænde. Da Luen steg tilveirs, blev Angrebet opdaget fra Fæstningen, og de dristige Sofolt maatte træffe sig tilbage med tre erobrede Flag, der senere bleve ophængte i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn. Den hele svenste Eskadre blev senere igjen entret, taget og ført til Danmark; men hvilken Deel Munk havde i Dette, er os ikke bekjendt. Midt i December Maaned nødte Isen de Danske til at forlade Elfsborg, og, da de ikke kunde naae Sundet ind, maatte de løbe til Kallundborg, hvor Stibene overvintrebe. I Foraaret 1612 begyndte Krigsforetagenderne igjen, og den danske Flaade, som da bestod af overmaade herlige Skibe, hvis Lige neppe var feet udi Norden tilforn", blev udsendt med det første aabne Bande. Jørgen Daa fit igjen Commandoen i Kattegattet, Ulfeld i Østersøen. Munk udrustede i Kallundborg 5 der liggende Orlogssfibe, med hvilke han, som denne Estadres Admiral", affeilede Nord paa og underlagde sig Daa. Den 4de Mai kom Kongen selv paa Stibet Victor til Elfsborg, og nu begyndte en regelmæssig Beleiring af denne vigtige Fæstning fra Land- og Søsiden. Munk viste overordentligt Mod og Dristighed og anbetroebes de farligste Poster. Han udførte og beskyttede de danske Troppers Landgang, gik iland med sine Matrofer, gravede Trancheer og Miner tæt under Fæstningen, ved hvilken Leilighed han mistede mange af sine Folk, men bidrog ogsaa meget til Beleiringens Fremgang, hvilken iøvrigt udførtes under Kongens eget Tilsyn. Den 22de Mai løb de Danske Storm, og den 24de ryktede Kongen med Hoffanen ind i den erobrede Fæstning. Iffe længe efter blev Munk syg og maatte reise hjem; Kongen, som havde fattet Yndest for ham, sendte ham selv Hjælp, men Munt maatte holde Sengen i 18 Uger og deeltog ikke mere i krigen, som endtes ved Freden i Knæred den 26de Januar 1613. Munk var aldrig saasnart kommen sig af denne Sygdom, før han igjen blev sat i Birksomhed. Allerede i Marts 1613 fif han Commando af 5 Stibe, som vare paa en fort Tour til Borkholm. I April afseilebe han som Chef for Stibene Bictor og Hector med et stort dansk Gesandtskab under Rigs-Cantsleren Jacob Ulfeld til Spanien. Aaret efter førte han nogle russiske Gesandter og et stort Folge norden om Norge til Archangel. 1615 bleve to Stibe, Bictor og Jupiter, af hvilke Jørgen Daa førte det første, udsendte til de nordlige Farvande, for at beskytte disse mod Fribyttere, og Munk, som havde erhvervet 5 fig nøie Kundskab til disse Steder, blev antagen som Daas,,Lieutenant". Her fik han igjen Leilighed til at udmærke sig. Det blev nemlig forebragt Daa, at en Fribytter, Jan Mandoses, som havde øvet Sørøveri ved Færøerne, var seilet til Nordlandene, og Admiralen forfulgte ham derfor paa denne Vei. Ved Bardøhuus erfarede Daa, at Mandoses netop havde forladt dette Sted, og nogle Dage efter var han saa heldig at træffe sammen med Fribytteren. Mandoses havde to Stibe, et større paa 8 Styffer og en Jagt, og, da disse vare stærkt besatte (det største med 72 Mand) og Mandskabet godt øvet i Brugen af Vaaben, vovede han en Kamp med Victor. Jupiter, som havde ledsaget Daa paa denne Expedition, var blevet noget tilbage, da det i en Storm havde mistet begge fine Stænger. Mandoses's Stibe lagde sig, et paa hver Side af Victor, og en heftig Kamp, som varede i 28 Timer, begyndte. Victor led Havari paa Seil og Neisning, og den Tid, som medgik til at istandsætte dette, benyttede Fribytteren gobt. Alligevel kunde han ikke udholde den lange Kamp imod det store Skib, men blev skudt læk, og, stjøndt han søgte, ved at kaste den ene Kasse af sin kostbare Labning overbord efter den anden, at holde Stibet paa Søen, sant bette dog mere og mere. Da Jagten saae dette, vendte den bort og flygtede, medens Mandoses holdt plat af imob Strandbredden og løb det store Stib fast iland. Jupiter var imidlertid kommet til, og de to danske Stibe søgte nu ind imod Fienden, men, da de ikke funde fomme Landet nær, ankrebe de udenfor Kysten. Efterat Stibene her havde udstaaet en to Dages Sneestorm, lod Daa gjøre Landgang under Anførsel af Munk og Capitainen paa Jupiter. Mandoses, som havde forskandset sig paa en Baffe, blev trængt tilbage, hans landsatte Skib beskudt fra den samme Baffe, og han maatte overgive sig med hele sit Mandskab. 53 af disse bleve kastede i Havet, sammenbundne to og to med Ryggen imod hinanden; de øvrige bragtes til Kjøbenhavn, hvor Mandoses, hans Lieutenant og Sfipperen bleve hængte udenfor Osterport. Aaret efter havde Munk selv Commando af 3 Stibe i de nordlige Farvande; men, da der Intet var at udrette, vendte han tilbage til Kjøbenhavn og git strax efter med et Stib til Amsterdam, hvorfra han reiste overland til Frankrig. Her sluttede han Accord med nogle biscaiffe Hvalfangere om at træffe sammen det næste Aar i Amsterdam, og, da de rigtigt indfandt sig, tog han dem med sig til Kjøbenhavn, og var saaledes den Første, som bragte Hvalfangere til Danmark. Christian den Fjerdes Opmærksomhed var henvendt paa Ostindien og Fordelene ved en Handel paa dette Rige, da i Aaret 1617 Hollænderen Marchelis de Boshouwer ankom til Kjøbenhavn. Denne, der som ringe Kjøbmand i Aaret 1612 var sendt til Ceylon for at flutte en Handelstractat imellem Hollænderne og dette Land, kom i saadan Naade hos den ceylonske Keiser, at han ophøiedes til Prinds af Migomme, Geheimeraad og General-Admiral. 1615 fif han Tilladelse at reise tilbage til Holland; men (figer Holberg om han),,saasom en Prophet er aldrig mindre agtet end udi sit Fædreneland", vandt han ikke der den Agtelse, som han havde gjort Regning paa, hvorfor han igjen forlod Landet og reiste til Danmark. Her sluttede han paa Keiseren af Ceylons Begne en foreløbig Tractat med den danske Regjering, som det derved lykkedes at faae oprettet et ostindist Compagni, og i Aaret 1618 udsendtes den bekjendte Expedition under Ove Gjedde. Den bestod af 5 Stibe, hvoraf de 2 vare Krigssfibe, medens de andre 3 tilhørte det nye Compagni. Jens Munk blev af Kongen anmodet om at gjøre Expeditionen med; men, medens han udrustede Compagniets tre Stibe og gjorde dem færdige til Neisen, blev han nenig med Bestyrelsen og bad sig af Kongen fritagen for den tiltænkte Ere. Gjedde naaede Ceylon med Skibene; men Boshouwer døde underveis, og den paatænkte Handelsforbindelse kom ikke istand; derimod lykkedes det Gjedde ganske uformodet at tilegne Danmark Besiddelsen af pladsen Trankebar paa Coromandelkysten, hvor Dansborg anlagdes, og som forblev under den danske Krone indtil Aaret 1845, da den afhændedes til England. Danmark havde saaledes vundet Interesse for Ostindien, og den Tanke opstod hos Christian den Fierde, om ikke en fortere Bei end udenom det gode Haabs Forbjerg førte dertil, nemlig om der ikke var en aaben Vei norden om Amerika, imellem dette og Grønland. Havde den danske Konge dengang kunnet ane, hvilke Anstrengelser og hvilke Offre Undersøgelserne i disse Farvande i Tidens Løb vilde komme til at koste, da var neppe nogen Expedition kommen istand. Førend vi gaae over til Skildringen af denne Reise, ville vi først see, hvorledes det dengang stod sig med Kjendskabet til Grønland og dets Omgivelser. Det var henimod Slutningen af det første Aartusinde efter Christi Fødsel, at en Normand ved Navn Torvald og hans Søn Erik, med Tilnavnet den Rødhaarede, flygtede fra Norge paa Grund af et af dem begaaet Mord og ankom til Jsland. Torvald døde der paa Den, hvorefter Erik, som ikke følte sig siffer nogensteds, igjen forlod Island og feilede Veſter paa, hvor han opdagede Grønlands Kyster og gif iland. Senere bragte han Efterretningen om det opdagede Land (hvor 5* han havde forefundet en Menneskerace, de saakaldte Eskimoer eller Strællinger) til Island, og herfra befolkedes nu efterhaanden dette Sted. I over 400 Aar blev Grønland søgt af danske og norske Stibe, ja det blev endogsaa christnet og erholdt sin egen Biskop; men lidt efter lidt aftog igjen Forbindelsen med det kolde, nordiske Land, til hvilket Sagnet knyttede saamange eventyrlige Fortællinger, indtil den i Løbet af det femtende Aarhundrede ganske ophørte. Danmarks Konger funde dog ikke glemme et Land, der var Kronens Eiendom, og af hvilket de tænkte muligviis at kunne faae Indtægt, hvorfor der flere Gange blev paatænkt Expeditioner dertil; men enten ere disse ikke komne istand, eller vi mangle Efterretninger om dem. Under Frederik den Anden vide vi derimod med Bestemthed, at der udgif flere Opdagelsesreiser til Grønland (den første i Aaret 1579), men de bleve uden udbytte, da de søgte Østkysten, hvor de vel fit Landet at see i stor Afstand, men ikke kunde nærme sig for Jis. Først under Christian den Fjerde, der udsendte 3 Expeditioner efter hinanden i Aarene 1605-7, lyffedes det at naae Grønlands Kyster. Den første anførtes af Cunningham, under hvem Lindenau, som førte den næste Expedition Aaret efter, havde Commando af et Stib. Begge Expeditioner, som tilbeels lededes af en i de nordlige Farvande erfaren engelsk Lods ved Navn James Hall, løb for saa vidt heldigt af, som man naaede den seilbare Sydvestkyst, opdagede flere Bugter og Fjorde og havde Samkvem med Esfimoerne; men de Metaller, som førtes hjem med, og som antoges for Sølvmalm, viste sig at være værdiløse Sager, og det indvundne Bytte uden Be tydning. Nogle Estimoere, som bleve tagne til Fange og førte med til Danmark, længtes saaledes efter det tabte Fødeland, at de tæredes ben og døde af Sorg og Hjemvee, ja, een af dem flygtede endogsaa tilsøes i sin Kajak og maa være omkommen under Forsøget paa at naae bjem. Den tredie Expedition, som anførtes af Richardsen, faldt uheldig ud, da han søgte Østkysten, hvor han gjorde forgjæves Forsøg paa at trænge igjennem Isen, og hermed ophørte Christian den Fjerdes Forsøg paa at gjenopdage Grønland med dets Statte. Fra England vare imidlertid flere Expeditioner udgaaede, vel ikke for at søge Grøn land, men nærmest for at undersøge, om det stod i Forbindelse med Amerika eller adskiltes derfra ved et seilbart Stræde. Til disse Erpeditioner hørte de under Frobisher, i Aarene 1576-78, paa hvilke det nordlige Stræde, Frobisher-Strædet, opdagedes. John Davis gjorde ligeledes tre Reiser derop i Aarene 1585-89; paa den første opdagede ban Sydvestkysten af Grønland, Davidsstrædet (der antoges for en stor Bugt), Baffinslandet og Cumberlandsstrædet; senere traf han de Indfødte, med hvem han forhandlede, og fandt, foruden Frobisher- og Cumberland-Stræderne, tillige det sydlige Indløb til Hudsonsbugten, der senere fif Navn af Hudsonsstrædet. 1610 ubrustede England igjen eu Expedition under Hudson, som stulde opsøge en Nordvest Passage; han kom ogsaa igjennem Hudsonsstrædet ind i Hudsonsbugten, der begge bære Navn efter ham, men gjennemgik mange Besværligheder, maatte overvintre i Bugten og faldt i Foraaret 1611 som Offer for et Mytteri iblandt hans egne Folk. Det var til disse Egne, at Christian den Fjerde nu igjen vilde sende en Expedition, dog ikke som tidligere for at gjøre Opdagelser i Grønland, men for at undersøge dette Lands Grændse imod Amerika og forsøge, om der ikke her var en Gjennemfart til Jubien. Til denne Expedition behøvedes en briftig, erfaren, med Seiladsen imellem Jisfjelde nøie fjendt Sømand, og Kongen havde neppe kunnet træffe noget heldigere Valg hertil end Jens Munt. Den 16de Mai (gammel Stiil) 1619 løb denne Sundet ud med to Stibe nemlig, „Enhjør ningen", der havde 48 Mands, og Jagten „Lamprenen" med 16 Mands Besætning. 3 Kattegattet sprang en af Folkene overbord og bruknede et sørgeligt Varsel ved en Reises Begyndelse om, alle de Gjenvordigheder, som disse Stibes ulykkelige Besætninger vilbe komme til at libe! Efterat have besøgt Norge, completteret Besætningen og istandsat Jagten, som allerede havde faaet et Par Læftager, seilebe Stibene over Nordsøen og Atlanterhavet, sønden om Island, og fik den 20de Juni Grønlands Sydostkyst isigte; men herfra bleve de igjen fordrevne af Storm og Jisgang og naaede først 10 Dage senere Sydspidsen af Grønland, der bærer Navn af Cap Farvel, efterdi man der ligesom tager Afsted med den gamle Verden". Isen fra Østfysten og fra Davidsstrædet, som samlede sig her, gjorde Seiladsen meget besværlig. Imidlertid sattes Coursen Vest til Nord hen, efter et ret Compas, Variationen to Streger aftagen", imellem Jisfjelde, af hvilke nogle, efter Munks egen Angivelse, havde en Høide af indtil 40 Favne. Den 8de Juli fik de Sigte af den Amerikanske Kyst; den Nat frøs det saa stærkt, at der om Morgenen hang lange Jistapper om Stibet og i Reisningen, medens det op ad Dagen blev saa varmt, at Folkene kastede deres Trøier. Da det viste sig, at Skibene vare nordligere end Hudsonsstrædet, holdtes Syd paa, indtil de traf Indløbet til dette Stræde, som Munk kaldte Fretum Christian" til 2Ere for Kongen, medens han opkaldte den nordlige Pynt Munkenæs", efter sig selv. Nogle af Folkene sendtes iland efter Band; men, da der ikke funde antres, blev Opholdet kun fort, og Stibene seilede videre indtil Strædet. Her fik de den første haarde Dyst, idet de saaledes trængtes ind i Isen, at det var umuligt at slippe ud igjen, hvorfor de bjergede alle Seil, fortøiede Jagten ved det store Skib og gave sig Gud i Bold, ventende deres Stjæbne. Et stort Tømmer ved Stibets Boug blev slaaet løst, og først efter megen Anstrengelse lykkedes det at bringe det nogenlunde i Orden igjen. Efter to Dages Besværligheder slap de endelig fri af Isen igjen og naaede Nordsiden af Sundet, hvor de, efter andre to Dages Kamp og Seilads, tilsidst vare saa heldige at bringe Sfibene tilankers. (Læseren erindre sig, at Strædets nordlige Kyst dengang antoges at høre til Grønland). Dagen efter faaes Folk paa den anden Side af Havnen, hvorfor Munk strap lod Baaden bes mande og seilede selv med derover for at see, hvilken Slags Mennesker bet var. Da han kom derover, gjemte de hurtigt deres Vaaben og Redskaber bag nogle Stene og stode stille ved Stranden, indtil Munk kom iland. All den Høflighed, han viste dem, besvarede de ham paa samme Maade, men viste umiskjendelig Frygt for, at Matroserne skulde opdage deres gjemte Vaaben; alligevel funde Folkene ikke mobstaae Fristelsen, at gaae hen bag Stenene og tage dem op, hvorover Effimoerne bleve høist ulykkelige og gave ved Tegn tilfjende, at det var med disse Redskaber, de skulde søge deres Føde. Saa gav man dem deres Vaaben igjen, hvilket fremkaldte en saadan Glæde, at de boppede heit i Beiret, kastede Zinene mod Himlen og teede sig meget lystige. Munk forærede dem Knive og andre Smaating, hvoriblandt ogsaa et Speil, og da en af Effimoerne fit sit eget Ansigt at see i dette, greb han det hurtigt og gjemte det under sin Klædning. En af Matroserne, som havde sort Haar, et brunagtigt Ansigt og en bred Næse, blev omfavnet af dem Allesammen, fordi de antoge ham for en af deres Landsmænd. Disse vare de eneste menneskelige Væsener, Munt traf paa den hele Neise, og ikke engang disse fif han mere at see, skjøndt han blev der i Havnen i flere Dage. Stedet blev kaldet,,Ren-Sund", fordi man havde skudt flere Rensdyr der, og, efter at have opsat Christian ben Fjerdes Navn og Vaaben paa Landet, forlode de igjen Havnen. Stibene var neppe udenfor Havnen i Strædet, før de igjen om ringedes af Drivisen, og den haarde Kamp begyndte paany. En heftig Storm reiste sig, og Isen, buggede saaledes imod Stibene, at man maatte surre Jagten til det større Stib, tage Ræer og Stænger ned og lade sig drive. Det ene Havari tom paa efter det andet, hvis Istandsættelse kostede den største Moie og Anstrengelse. Engang brev begge Skibene ind imellem nogle Skjær, hvorfra de kun ved et Guds Under bleve befriede igjen. Et Jisfield, som var grundstødt paa 22 Favnes Dybde, gif i Styffer og væltede om med et saadant Brag, at Søen reiste sig og nær havde slingret Jagten under Band. Efter en heel Uges Driven om paa denne Maade, førtes Sfibene med Høivande ind over nogle Stjær, som med Lavvande vare tørre, og kom saaledes nogenlunde i Sifferbed for Isen. Her bleve de liggende i 9 Dage, besøgte Landet, hvor der viste sig Spor af Befolkning, men ingen Mennesker, og, efterat Stibenes Stade var istandsat paa bedste Maade, gif de igjen tilføes. Munk kaldte dette Sted, som ligger paa Nordsiden og efter hans Beregning 50 Mile inde i Stræbet, „Haresund". Det var den 9de August, at Stibene forlobe Haresund; de seilede først Sydvest ben, hvor de kom til den sydlige Kyst af Strædet, gik derpaa mere vestlig og naaede ind i Hudsons-Bugten, hvis sydlige Deel blev. faldet Mare novum eller det nye Hav", den nordlige Deel Mare Christianum eller Christians Hav". Her sattes Coursen Sydvest hen, tværs over Bugten, hvor man vel var noget mindre bebyrdet af Driviis, men hvor heftige] Storme, det uroligste Hav, som Munt nogensinde havde været i, og tætte, kolbe Taager lagde dem Hindringer iveien. Den 7de September fom Enbjørningen ind i en taalelig god Havn paa den modsatte Side, og Lamprenen, som var bleven borte i Stormen, fom ligeledes derind, to Dage senere. Landet her blev undersøgt med Fartøier til begge Sider; men, da der ikke viste sig bedre Havne eller Aabninger i Nærheden, og Vinteren desuden begyndte at sætte ind temmelig strengt, sammenkaldte Munk et Stibsraad, hvilket besluttede, at Skibene skulde opslaae deres Vinterqvarteer her, da man ikke faae nogen Ubvei til at komme videre, og det var for seent at vende om. Denne Havn opkaldtes derfor,,Munts Vinterhavn"; Stedet, hvor den har ligget, kan ikke med Bestemthed angives, da de Instru menter, Munk havde med sig til at anstille Observationer, vare høist ufuldkomne, imod hvad man nu besidder. Breden maa have været henimod 63% Grad, og Længden, der tilnærmelsesviis kan beregnes efter en af Muuk den 10de December iagttagen Maaneformørkelse, som samtidigen observeredes i Paris, maa have været omtrent 105 Grader vesten for dette Steds Meridian. Skibene bleve med megen Besvær lighed halede over en Grund ind i et Bassin tæt ved Land, og, da der var betydelig Stigen og Falden af Vandet (Ebbe og Flod), lykkedes det, stjøndt efter et Par mislykkede Forsøg, at grave det store Skib saa fast ned i Grunden, at det kunde mobstaae Isens Tryf. De Lidelser, som de to Stibes Besætninger havde udholdt paa Reisen, vare endnu ringe, imod hvad der ventede dem i dette Vinterqvarteer. J Begyndelsen gik det dog ret godt, og Arbeidet med Sfibene gav dem Nok at bestille. De samlede Brændsel for Vinteren, skøde endeel Bildt, saasom Ræve, Harer, Ryper og andre Fugle, og Munk fældede selv en hvid Bjørn, hvis Kjøb de Alle fandt meget velsmagende; men efterhaanden som Tiden gik hen, blev ogsaa kulden strengere og besværligere. Alting frøs, Vand, Viin og 1, saa at det maatte bugges istykker med Ører og smeltes, før det kunde nydes; ja selv de Tønder og Dunke, hvori det opbevaredes, sprang i Kulden; blev der efterladt Band eller Viin i Krusene om Aftenen, da vare de sprungne istykker om Morgenen. Dog var Mandskabet endnu ved godt Mod og foretog flere Udflugter op over Kysten, hvor de fandt umiskjendelige Spor af Mennesker, som havde været der for ikke længe siden; flere Steber var der lagt Steen sammen i en stor Fiirkant, og i det ene Hjørne opreist et Slags Steen-Alter med nogle udbrændte kul ovenpaa. Etsteds var der malet med Kul paa en Steen et Billede, som lignede en Djævel med to Horn. I November kom der en Hund løbende over Isen til dem, og, da en af Folkene antog den for en Næv, skød han den, hvilket bedrøvede Munk meget, da han muligviis kunde havt Nytte af Hunden; dette Dyr bar Spor af, at det havde været belagt med Remme, og formodedes derfor at have været brugt til Slædekjørsel. Da Julen tom, Nordboernes glade Juul, og Gudstjenesten var holdt med Prædiken og Messen, og Mandskabet havde offret til Præften, gjorde de sig saa lystige med Spil og Lege, som Leiligheden tillod, medens Munk Lob ubbele en dobbelt Nation Viin til dem Alle; herved glemte de for en Tib deres Stilling og Omgivelser. Isen havde imidlertid lagt sig fast omkring Havnen og naaet en meget betydelig Tykkelse, og efter Nytaarsdag 1620 tog Kulden til med en saadan Strenghed, at Folkene ikke længere kunde modstaae den, men angrebes af Sygdomme, den Ene efter den Anden. Før Juul vare 3 Mand, blandt hvilke den ene Læge, døde paa Sfibene, uden at nogen særdeles Sygelighed havde viist sig blandt det øvrige Mandskab; men fra nu af, og indtil Munk forlod Stationen, finde vi kun en sørgelig Beskrivelse af Sygdom og Død. Det var Stjørbug og Blodgang, der saaledes tog Overhaand iblandt dem; de, som angrebes, bleve blaae over hele Legemet, Tænderne løsnede sig i Munden, og de fleste døde under heftige Smerter i alle Lebene. Officererne, Lægerne, Styrmændene, Præsten, Mandskabet døde, En efter en Anden, og de, som ikke vare angrebne, havde Not at gjøre med at pleie de Syge og begrave de Døde. Det varede ikke længe, før Munk selv maatte gaae omkring som Sygevogter, fra den ene Koie til den anden, benyttende sig efter bedste Skjøn af de Medicamenter, som han fandt i Doctorens Kiste; dog var ogsaa ban svag og affræftet og kunde ikke længe blive saaledes ved. Man var kommen hen i Marts Maaned, men Kulden var lige haard, skjøndt den enkelte Dage afløstes af noget mildere Beir, under hvilket Munk endogsaa en Dag var iland og fandt nogle Tyltebær under en nyfalden Snee. Endelig den 12te April faldt der Regn, den første efter 7 Maaneders Forløb, og for muligvis at frelse nogle af de endnu Levende, fyldte Munk et stort Fad med Band, hvori han blandede Urter, og heri badede han sig tilligemed flere af de Andre. Men Sygdommen standsede ikke, tvertimod tog den i Mai Maaned saadan Overhaand, at der ikke var Nogen til at begrave de døde Legemer, og Munk selv kunde ikke mere reise sig af sin Seng. Hans egen Skildring af denne Tid er meget rørende; saaledes skriver han under 19de Mai: „Idag døde Erik Hansen Li, som den ganske hele Reise havde været meget flittig og tjenstagtig og ikke fortørnet det ringeste Menneske eller fortjent nogen Straf, og havde da gravet saamange Grave til Andre, og var nu Ingen, der kunde hjelpe ham til Jorden, men han maatte ligge ubegraven". J 4 Dage laae Munk uden Føde i sin Kabyt, og, da han mistvivlebe om, nogensinde mere at kunne reise sig fra Leiet, opsatte han sit Testamente, bad christne Mennesker, om de nogensinde skulde finde bans Lig der, da at begrave det og tage Løn derfor af Gud; fine Optegnelser bad han dem sende. til hans Herre og Konge, og sluttede da med al Verden god Nat og min Sjæl i Guds Haand"! Men det var ikke Forsynets Bestemmelse, at han her skulde døe, og, da han ikke længere kunde udholde at ligge i Kahytten for den qvalme Luft af de døde Legemer, anvendte han al fin Kraft og frøb op paa Dækket, da han ligesaa godt kunde døe der, som nede i Koien". Paa Deffet blev han liggende Natten over indtil den næste Morgen; han vilde da see til Skibsfolkene, men fandt fun to Mand endnu ilive, og disse laae udmattede og syge paa Jorden. Der blev stor Glæde hos de to Matroser, da de saae deres fjære Capitain endnu ilive; de frøb hen til Stibet, bjalp ham iland, og alle tre, den sidste Rest af en Besætning paa 64 Mand, fravlebe nu paa alle Fire hen under en Bust, hvor de forbleve en lang Tid, holdt Modet i hinanden og søgte at opretholde Livet ved at tænde Jld til Barme, frybe om paa Jorden og grave Huller i Sneen og opsøge Urter, af hvis Nodders Saft de ernærede sig. Da Veiret blev mildere, begyndte deres Kræfter ogsaa at tiltage saameget, at be tænkte paa at forlade Stedet; de tre Mænd kom efterhaanden saa vidt, at de kunde gaae ud til Søen, som nu var bleven aaben, fange Fist, hente hvad de behøvede i Stibene, bortrydde Ligene og skaffe sig bedre Qvarte er og bedre Føde. Det var den 8de Juni, at Munk havde forladt fin Koie; den 26de begyndte de at arbeide paa Lamprenen, som sattes i Søen, udstyredes med hvad man behøvede fra Enhjørningen, og den 16de Juli afgik de med freidigt Mod og Haab om Guds Bistand paa ben farefulde Reise, efterladende det store Stib, hvor det laae. Man kan gjøre sig en Forestilling om de Farer og Besværligheder, for hvilke disse tre Mænd vare ubsatte under en Reise med et lille Stib gjennem Hudsonsstrædet og over Atlanterhavet, naar man be tænker, at de endnu vare syge og afkræftede, at Stibet var saa lækt, at de paa hele Reisen maatte pompe Nat og Dag, at Seil og Reisning vare i en meget slet Tilstand, og Provianten neppe bedre. I Strædet laae de længe og drev om, kæmpende mod Storm og Driv- Jis, ja, engang kom de efter en Seilabs paa ti Dage tilbage til det samme Sted, hvorfra de vare gaaede ud; Noret sloges istykker og istandsattes fun med megen Møie. J Atlanterhavet maatte de ubstaae flere heftige Storme, under en af hvilke Storseilet blæste fra Masten og kun med megen Anstrengelse fistedes ind igjen, medens de breve om for Vind og Vove. Endelig den 20de September, ni og en halv Uge efterat de havde forladt Vinterhavnen, fit de Norge at see, fom Dagen efter indenstjærs paa et ubekjendt Sted, med en flyvende Storm, men funde hverken anfre eller, fortøie, da de kun havde et halvt Anker i Stibet og ingen Baad. Mod Aften kom der Hjælp fra Land, hvorved de erfarede, at de vare komme ind i Bergens Led. „Der jeg nu havde Stibet udi god Salve figer Munk og var udi Christen Land igjen kommen, da græd vi arme Mennesker af stor Glæde og takkede Gud, at han os naadeligen den Lykke havde besfaaret." Munk reiste nu over Bergen ned til Danmark for at melde sig hos sin høie Tvrighed og hos Kongen. Munk blev snart igjen frist og kunde forrette sin Tjeneste, hvorfor han de følgende Aar betroedes flere vigtige Sendelser, blandt andet i Aaret 1623 som Chef for 4 Skibe i de nordlige Farvande under Kysten af Rusland. Stjøndt bans Reise til Grønlands Kyster havde bragt ham i saa stor Fare og ikke aabnet nogen Udsigt til at opdage en Norvest Passage, arbeidede han dog paa at faae Commando over en ny Expedition dertil, i det Haab, at han med sin indvundne Erfaring nof skulde komme til et bedre Resultat. Han skal ogsaa have faaet Løfte om en saadan, men den gif overstyr ved hans Død, som allerede indtraf den 3die Juni 1628, samme Dag, som han fyldte sit 49de Aar. Endstjøndt den Maade, hvorpaa det fortælles, at Jens Munk døde, ikfe staaer meget til Troende, skulle vi dog omtale den her. Det siges saaledes, at, da han havde Audients hos Kongen i Anledning af den projecterede nye Reise, bebreidede denne ham Uforsigtighed, som han skulde have begaaet paa sin første Expedition, hvorover Munk blev beftig og gav Gjensvar, saa at Kongen, vred over denne Tiltale, slog til ham med sin Stof. Fra den Tid af tæredes Munk hen og døde: ,,thi Ingen kunde leve, paa hvem Kong Christian den Fjerde havde lagt Haand i Vrede". J. C. Turen. Et Stykke Perlefnor. ernbanen i Danmark strækker sig endnu fun fra Kjøbenhavn til Korsør, den er et Stykke Perlesnor, dem Europa har en Rigdom af; de kosteligste Perler der nævnes: Paris, London, Wien, Neapel; dog mangen Een udpeger ikke disse store Stæder som sin stjønneste Perle, men derimod viser hen til en lille umærke lig Stad, der er Hjemmets Hjem, der boe de Kjære; ja, tidt er det kun en enkelt Gaard, et lille Huus, skjult mellem grønne Hækker, et forsvindende Punkt, idet Banetoget flyver forbi. Hvor mange Perler er der paa Snoren fra Kjøbenhavn til Korsør? Vi ville betragte sex, som de Fleste maa bemærke, Erindringen og Poesien give disse Perler en Glands, saa at de straale ind i vor Tanke. Nær ved Bakken, hvor Frederik den Sjettes Slot ligger, Deblenschlægers Barndoms Hjem, sfinner i Læ af Sendermarkens Skovgrund een af Perlerne, man har kaldt den „Philemon og Baucis Hytte". Her boede Rahbek med sin Camma, her, under det gjestfri Tag samlede sig i en Menneskealder alt Aandens Dygtige fra det travle Kjøbenhavn, her var et Aandens Hjem, og nu! fiig ikke, ,,at, hvor forandret!" nei, endnu er det Aandens Hjem, Drivhuset for den sygnende Plante! Blomsterknoppen, der ikke er mægtig nok til at udfolde sig, gjemmer dog, skjult, alle Spirer til Blad og Frø. Her sfinner Aandens Sol ind i et fredet Aandens Hjem, op= liver og levendegjør; Omverdenen sender sin talende Bækker gjennem Ziets Speil ind i Sjælen: Idiotens Hjem omsvævet af Menneskefjærligheden er et helligt Steb, et Drivhuus for den sygnende Plante, der skal engang omplantes og blomstre i Guds Urtegaard. De Svageste i Aanden samles nu her, hvor engang de Største og Kraftigste mødtes, verlebe Tanker og løftedes opad opad blusser end her Sjælenes Flamme i „Philemon og Baucis Hytte". Kongegravenes By ved Nhoars Bæld, det gamle Roeskilde, ligger for os; Kirkens slanke Taarnspiir løfte sig over den lave By og speile sig i 3ssefjorden; een Grav kun ville vi her søge, betragte den i Perlens Glar; det er ikke den mægtige Uniondronning Margretes nei, inde paa Kirkegaarden, som vi flyve forbi, er Graven, en ringe Steen er lagt hen over den, Orgelets Drot, den danske Romances Fornyer, hviler her. Roeskilde, Kongegravenes By, i din Perle ville vi see paa den ringe Grav, hvor i Stenen er hugget Lyren og Navnet: Weyse. Nu komme vi til Sigersted ved Ringsted By; Aaleiet er lavt; bet gule Korn vorer, hvor Hagbarths Baad lagde an, ikke langt fra Ringsted Torped Hoe Me Kirke, jenestor oggers GreSigersted Naaldhey Bacak Alihoj ajemingshj Stanghey Agerkoj Signebrind ellerod Hob N Englerup Signobar Solabonkey ner af Ingilis Slot Hömb

• Vrangstrup

Signes Jomfrubuur. Hvo fjender ikke Sagnet om Hagbarth, der hang i Egen og Signelils Buur stod i Lue, Sangen om den stærke Kjærlighed! "Deilige Sorø omkrandsed af Skove!" din stille Klosterby har faaet Udtig mellem de mosgroede Træer; med Ungdomsblik seer den fra Akademiet ud over Søen til Verdens Landeveien, hører Locomo tivets Drage puste, idet den flyver forbi gjennem Sloven. Sorø, du Digtningens Perle, der gjemmer Holbergs Støv! Som en mægtig hvid Svane ved den dybe Sø ligger dit Lærdoms Slot, og op til den, og derhen søger vort Die, stinner, som den hvide Stjerneblomst i Skovgrunden, et lille Huus, fromme Psalmer Klinge derfra ud gjennem Landet, Orb males derinde, Bonden selv lytter dertil og fjender soundne Tider i Danmark. Den grønne Skov og Fuglens. Sang høre sammen, saaledes ogsaa Navnene Sorø og Ingemann. Til Slagelse By -! hvad speiler sig her i Perlens Glar? Forsvundet er Antvorskov Kloster, forsvundet Slottets rige Sale, selv dets eensom staaende forladte Fløi; dog et gammelt Tegn staaer endnu, fornyet og atter fornyet, et Træfors paa Høien derhenne, hvor i Legendens Tid Hellig-Anders, den Slagelse Præst, vaagnede op, baaret i een Nat berbid fra Jerusalem. Korsør her fødtes Du, der gav os: ,,Stiæmt med Alvor blandet ,3 Viser af Knud Sjællandsfar." Du Mester i Ord og Viid! de synkende gamle Volde af den forladte Befæstning er nu her det sidste synlige Vidne om dit Barndoms Hjem; naar Sol gaaer ned, pege deres Stygge hen paa den Plet, hvor dit Fødehuus stod; fra disse Volde stuende mod Sprogo's Høide saae Du, da Du var lille", "Maanen ned bag Den glide" og besang den udødeligt, som Du siden befang Schweitses Bjerge, Du, som drog om i Berdens Labyrinth og fandt, at - ingensteds er Roserne saa røde, ,,Og ingensteds er Tornene saa smaa, "Og ingensteds er Dunene saa bløde, Som de, hvor fordums Uskyld hvilte paa!" Lunets liflige Sanger! vi flette Dig en Krands af Skovmærker, kafter den i Søen, og Bølgen vil bære den til Kielerfjord, paa hvis Kyst dit Støv er lagt; den bringer Hilsen fra den unge Slægt, Hilsen fra Fødebyen Korsør, hvor Berlesnoren slipper! H. E. Andersen. Noget om Leddene. aar man studerer det menneskelige Legemes Bygning og Liv, vil man allevegne see, at det ikke alene har fine egne Love, hvorefter det er bygget og lever, men at ogsaa de physiske og mechaniske Love, som ere gjældende i det store Verdens-Alt, i deres fulde Ubstrækning ere det i denne Legemets Lille Verden". Læren om Livet, Phyfiologien, og Læren om Legemets Bygning, Anatomien, ere paa det nøieste knyttede til hverandre, og den første kan ikke forstaaes uden ved hjelp af den sidste; og det var først, efterat en af Middelalderens største Tenfere, André Bésale, havde udbredt Kundskaben om Anatomien ved at foretage selvstændige Undersøgelser, og Mange vare fulgte i hans Fodspor, at Forskerne begyndte at faae de rette Begreber om de Love, som styre vort Liv; og hvis ikke Vantroen og Overtroen, som standsede Anatomerne paa deres Vei, idet de gjorde det til næsten halsløs Gjerning at undersøge et Lig, havde forsinket disse Kundskabers Udbredelse, da vilde Physikeren og Mechanikeren kunne have lært uendelig meget af Anatomen. Vi behøve blot at see hen til, hvorledes Lungen, naar ben ved Udaandingen er bleven lufttom og altsaa mindre i Omfang, fyldes veb Tryffet af den atmosphæriske Luft, saasnart Brystet hæver sig ved Indaandingen; hvis den ikke fyldtes og derved udvidedes, vilde der imellem den og Brystvæggen blive et lufttomt Rum - saadant tillader Naturen ikke. Eller vi kunne betragte Hjertet, hvorledes Blodet, som ved hvert Hjerteslag drives ud i de store Pulsaarer, ved et beundringsværdigt System af Ventiler, som Mechanikeren vel fan efterligne, men aldrig danne Magen til, er forhindret fra atter at opsuges af Hjertet, naar dette ved næste Slag atter udvider sig. Eller vi kunne betragte Tænderne, hvorledes Fortænderne, der ere bestemte til at afbide Føden, ere starpe og flade som en Kniv, medens Kind- 6 men et tænderne, der skulle knuse den, have større og ujevne Overflader, der under Tygningen gnides mod hinanden som Mølleftene. Som Dele af det menneskelige Legeme, hvor baade Naturlovene og de mechaniske Love have en beundringsværdig Anvendelse, kunne vi med Rette anføre Leddene. Ifølge daglig Sprogbrug have de fleste Mennesker som bekjendt to Been; men taler man anatomist, have de en stor Mængde Been eller rettere Knofler i en Alder af 25 Aar, naar Udviklingen er fuldendt, 198. Overalt hvor to eller flere saadanne Knokler berøre hverandre, dannes der Led hvormange, har vist neppe nogen ørkesløs Anatom gjort sig den Uleilighed at udregne, men man vil kunne begribe, at der er en stor Deel. Disse Led ere nu meget forskjelligt construerede, overeensstemmende med de forskjellige Fordringer, der gjøres til dem; i nogle ere Benene aldeles ubevægeligt forbundne med hverandre, i andre derimod findes en overordenlig udstrakt Bevægelighed, og mellem disse to Extremer findes alle mulige Gradationer. Man inddeler herefter Leddene i de ubevægelige og de bevægelige; det er især de sidste, der i physist og mechanist Henseende maae fremkalde vor Beundring, og for hvilke vi her skulle forsøge et Dieblik at vække Interessen. Af de to Been, der danne et bevægeligt Led, har det ene gjerne Formen af den stumpe Ende af en Kølle, Ledbehovedet, medens det andet danner en Grube af større eller mindre Udstrækning, Ledde= gruben. Paa det indbyrdes Forhold af disse to Dele beroer tildeels Udstrækningen af Leddets Bevægelighed saaledes er Skulderleddet det Led, der har den største Bevægelighed, da Overarmen i sin øverste Deel har en Kugleform, der passer ind i en lille og kun lidet udhulet Leddegrube paa Skulderbladet. Derimod har Hoftelebbet en mere indstrænket Bevægelighed, thi vel har Laarbenet, ligesom Overarmen, et kuglerundt Leddehoved, men dertil svarer paa Bækkenbenet en meget dyb Leddegrube, hvis Rande paa alle Sider begrændse Bevægelserne. For dem, der have seet de i mechaniske Ziemed saa ofte anvendte Kugleled, vil dette Forhold være tydeligt; man kan ogsaa sammenligne det med den Maade, hvorpaa en Nød omfattes af sin grønne Capsel: tænker man sig Nødden løsnet og fæstet paa en Still, uden at udtages af Capslen, og nu ved Stilken bevæget frem og tilbage, har man et ret anskueligt Billede af et saadant Led. Der er en Lov i Organismen, som vil, at overalt hvor et stærkt Tryk eller en betydelig Gnidning existerer, danner der sig en uorganist, ikke med selvstændigt Liv begavet Masse, forat beskytte det Organ, som er udsat derfor. Det er ifølge denne Beskyttelses-Lov", at Tænderne ere fatte paa Randen af Kjæberne, at hornagtige Dannelser under Hofteleddet. 1. Det med Bruff beklædte Laar beenshoved. 2. Ledbegruben i Bæffenbenet. Laarbenet er her, for at vise Leddegruben, forvredet. tufind forskjellige Former beklæde den yderste Ende af de fleste Dyrs Yderlemmer, under Navn af Hove, Klove, Negle og Kløer, &c. En saadan Masse beskytter ogsaa de mod hinanden vendende Ender af Benene, under Navn af Brust; de ere begavede med en vis Grad af Blødhed forat formindske Sliddet, og med Elasticitet forat formindske Stødets Heftighed, naar Veenenderne pludselig trykkes mod hverandre. De kunne i denne Henseende nærmest sammenlignes med de Puder, som beklæde de for Enderne af Jernbanevognene fremragende Arme, som modtage og afparere Stødet, naar Trainet pludselig standser. Da Brustene ere udsatte for et stadigt Slid, maae de bestandigen for= nyes, og denne Fornyelse skeer fra den Beenflade, som de beklæde og til hvis Beskyttelse be ere saa nødvendige. Den skeer fun i den høie Alder med langt mindre Kraft end i Ungdommen, og derfor see vi gamle Folk blive mindre, idet Bruststiverne imellem Hvirvlerne i Nygsøilen blive tyndere; ligesom vi see deres Ledde tabe endeel af deres Bevægelighed, fordi den afflidte Brust ikke fuldstændigen erstattes. Men foruden disse Beenenderne beklædende Brust, findes der i Lebbene ogsaa andre, de saakaldte Mellembrust, der som tynde Stiver ligge mellem Benene, og tjene deels til yderligere at afvende Støbets Heftighed, deels til at forøge Leddets Fasthed ved at udfylde Rummet mellem det mindre Ledbehoved og den i nogle Tilfælde 6* meget flade Leddegrube. brust findes i Knæleddet. 84 Et smukt Exempel paa en saadan Mellem Den nederste Deel af Laarbenet banner 2 1. Laarbenets nederste Ende med dets dobbelte Ledbehoved. 2. Stinnebenets øverste Ende med sin dobbelte Lebbegrube. 3. De halvmaaneformede Mellembrust. nemlig to halvkugleformige Knopper, som hvile paa to meget flade Ledbegruber paa den øverste Deel af Skinnebenet; forat de nu ikke skulle glide ud af deres Stilling, er der i Vinklen mellem det runde Ledbehoved og den mindre udhulede Grube indskudt to prismatiske Skinnebenets Lebdeflade med de halvmaaneformede Mellembrust, sete fra oven. halvmaaneformige Brust, som forhindre denne Glidning. Ved andre Led findes Brust, som tjene samme Diemed, men ved en anden, stjøndt ligesaa sindrig Anordning. Det er nemlig de Brust, der som en Bold omgive Randen af Leddegruben i Hofteleddet og Skulderleddet, og tjene til at gjøre den dybere og derved forhindre Udglidningen. I Hofteleddet er derved Leddegruben blevet saa dyb, at den øverste Deel af Laarbenet, Laarhovedet, fastholdes i den alene ved Lufttryffet. Brødrene Weber have ad den experimentelle Bei bevist dette, idet de have gjennemstaaret alle de bløde Dele, som omgive Leddet, Hud, Muskler, Baand, &c. og dog ikke have kunnet træffe Ledbehovedet ud af Gruben. Ja, Historien har leveret et sørgeligt Beviis for den samme Erfaring, ved Henrettelsen af Frantz Navaillac, Henrik den Fjerdes Morder, og Damien, der havde gjort et Attentat mod Ludvig den Femtende. Dommen lød, at de skulde slides ihjel af Heste, men Underextremiteterne, eller Benene, bleve først efter flere Timers frugtesløse Anstrengelser løsrevne, efterat der var gjort Indsnit i Leddene. Man maa haabe, at de Ulykkelige havde opgivet Aanden, længe inden deres Bøbler foretoge denne Operation. Forat styrke Beenenderne i deres gjensidige Stilling har Naturen anbragt stærke Baand, som paa alle Sider af Leddene gaae fra det ene Been til det andet, ligesom Sømanden paa Skibet spænder Touge fra Masten ned til dets Sider for at støtte den. Disse Baand ere forte og stramme paa de Sider af Lebbene, hvor disse ikke have megen Bevægelighed, f. Ex. paa den indvendige og udvendige og paa den bagerste Side af Knæleddet, i hvilke Retninger det ikke kan bevæges synderligt; derimod er Baandet forpaa længere og flappere, derved at det er sat i Forbindelse med de elastiske Muskler forpaa Laaret, fordi Knæet er bestemt til at kunne bøies betydeligt, deels under Gangen og Løbet, deels naar Hovedet og Overkroppen skulle bringes nærmere til Jorden i forskjellige Diemed, og ikke udelukkende, som en gammel Anatom har troet, forat Mennesket skal kunne bøie sig for sin Staber. Hofteleddet med dets Capselbaand og forstærkende Baand. Men foruden disse enkelte mere fremtrædende og stærke Baand gaaer der et andet, under Navn af Capselbaandet, fra den ene Beenende til den anden, som ikke alene har til Hensigt at styrke Leddet, men ogsaa tjener en anden Bestemmelse, som senere stal omtales. Man kan bedst danne sig en Forestilling om dette Baand ved at tænke sig et fort Rør af Lærred, i hvilket der fra begge Sider er indskudt en Stof, som nøie passer deri. Binder man derpaa et Baand om begge Stokkeender, har man et fuldstændigt, stjøndt raat Billede af et Led med dets indeholdte Huulhed eller Rum. Hos Børn ere alle disse Baand svagere og meget slappere end hos Vorne, og vi see dem derfor f. Ex. uden Vanskelighed bøie Haanden bagover, saaat den næsten berører Underarmen. Det er denne Smi dighed, som Clownerne ved en uafbrudt Øvelse fra Barndommen have vedligeholdt, og som tillader dem at bringe deres Lemmer i de utros ligste Stillinger; hvis de ikke paa samme Tib udviklede deres Muskler i en ualmindelig Grab, og vænnede sig til at have stort Herredømme over deres Lemmer, vilde de bestandigen være udsatte for en af Leddenes smerteligste Sygdomme, nemlig Forvridninger. Ledbet forvrides eller „Leddet er af Lave", naar de to Beenender ere gledne ud af deres gjensidige Stilling; dette kan kun ſfee ved en stor Slaphed af Capselbaandet og de andre Baand, eller ved en Briſtning af dem: og en saadan finder virkelig Sted i større eller mindre Grad ved enhver Forvridning. Har et Led flere Gange været forvredet, ere Baandene efterhaanden blevne saa slappe, at der ikke forudsættes nogen betydelig Bristning, forat en ny Forvridning skal kunne finde Sted; og for hver Gang dette skeer, vil der efterlades en større Disposition til en Gjentagelse. Men Benene, Bruskene og Baandene ere endnu ikke tilstræffelige til at danne et Led. Ligesom i en Maskine de Dele, som ere i en bestandig gjensidig Bevægelse, forat formindske Gnidningsmodstanden og Sliddet, bestandigen maae smøres med Olie, saaledes har Naturen, denne store Maskinmester, sørget for, at de to med Brusk beklædte Beenender i et Led bestandigen holdes fugtige, derved at den har beklædt den indvendige Flade af Capselbaandet med en fiin Hinde, der har den Egenskab, at den udsveder en klar, olieagtig Vædste, der bestandigen fornyes. Naar Leddet er sundt, indeholder det ikke mere af denne Vædste end just nødvendigt forat lette dets Bevægelighed; derimod kan dens Mængde efter et Stød eller en Betændelse forøges i betydelig Grad, saaat hele Leddets Huulhed fyldes dermed, og Capslen udspændes som en Blære; vi kalde denne Sygdom Lebdevand. Vi have faaledes feet, af hvilke Dele et Leb bestaaer. Lebbene ere bestemte til at tillade den gjensidige Bevægelighed mellem Knoflerne, og de Organer, som frembringe Bevægelsen, er det vi kalde Muskler. De gaae som elastiske Strenge fra den ene Knoffel til den anden, begynde gjerne med deres kjøddede, elastiske Deel paa den ene Knoffel og ende paa den anden med en uelastist Deel, den saakaldte Sene. Tænke vi os de samlede Knotler, Stelettet, som er Grundlaget for det hele Legeme, see vi, at de enkelte Dele, Knoflerne, bevæges indbyrdes som Vægtstænger, der have deres Hvilepunkt i Lebbene. En Vægtstang er, som bekjendt, hvad man i Physikkens mechaniste Deel benregner til de enkelte Maffiner: en Stang, der er bevægelig omkring et Bunct, Hvilepunctet; den holdes i Ligevægt ved Kraften paa den ene side og Byrden paa den anden. Virke disse to Momenter hver paa sin Side af Hvilepunctet, falde vi Vægtstangen toarmet, virke de paa den samme Side, kaldes den een armet. Naar nu Mennesket bruger sine Lemmer er der en bestandig Stræben efter Ligevægt, uden hvilken ingen Hvile kan finde Sted, og han an vender dem, eller deres Grundlag Knoklerne, snart som eenarmede, snart som toarmede Vægtstænger. Betragte vi f. Ex. den menneskelige Arm, idet den kaster en Steen, som den holder i Haanden, fra sig, da virker den som en eenarmet Vægtstang og navnlig som den saakaldte Kastevægtstang, hvor Kraften er nærmere ved Hvilepunctet end Byrden. Armens Muskler nemlig, som komme fra Skulderbladet og den nærmest liggende Deel af Kroppen og med deres Sener sætte sig langs nedad Armen under Skulderleddet, ere Kraften; Leddegruben i Skulderbladet, i hvilken Overarmens Ledbehoved hviler, er Hvilepunctet og Stenen, som holdes i Haanden, er Byrden. Kraften virker altsaa mellem Hvilepunctet og Byrden, nærmere det første. En anden Art eenarmet Vægtstang er Bærevægtstangen, hvor Byrden ligger imellem Kraften og Hvilepunctet. Et Exempel paa denne Art af Vægtstang have vi i den menneskelige Fod i det Zieblik, Legemet hæves op paa Tæerne; her ere nemlig disse, som trykkes mod Jorden, Hvilepunctet; Legemet, som i Fodleddet hviler paa Foden, er Byrden og Musklerne bagpaa Skinnebenet, som med den stærke saakaldte Achilles Sene fæfte sig paa Hælen, bag Fodleddet, ere Kraften. Byrden ligger altsaa imellem Kraften og Hvilepunctet. Betragte vi derimod Armen, naar den efter at være bøiet i Albueledbet, strækkes ud med Voldsomhed, f. Ex. naar Boxeren støder sin Modstander med den knyttede Haand, da virker den som en toarmet Bægtstang; her er nemlig Overarmens Ledbehoved, paa hvilket Underarmens Ledbegrube hviler, Hvilepunctet; Albuespidsen, som ligger bag Leddet, og paa hvilken Senen af Armens Stræffemustler hefter sig, er Sædet for Kraften, og den knyttede Haand er Byrden: Hvilepunctet ligger altsaa imellem Byrden og Kraften, hvilket giver en toarmet Bægtstang. Det vilde være let, men her altfor vidtløftigt, at bevise, at alle vore Bevægelser ere en Stræben efter Ligevægt imellem Kraften og Byrden, udført ved hjælp af Ledde, Muffler og Knofler; en Ligevægt, som ikke er mindre nødvendig for Menneskets normale physiske Virksomhed, end Ligevægt i alle hans øvrige Organers Functioner er det for hans Sundhed, og ligevægt i Sindet for hans aandelige Birksomhed. Det er en Stræben, som har sin store Betydning ligesaavel i Individets,,Lille-Verden" som i Verdens-Altet og i - Politikken. Bidrag til en navnkundig Mands Characteristik. Mine ærede Tilhørere! gamle Dage i de gode gamle Dage, da man troede Alt, hvad der stod paa Tryk og tog Hatten af, naar man gif over Slotspladsen, da de Smaa havde Respect for de Store, og selv Holberg betragtede det som en Ophøielse at faae den nederste Plads ved Baronernes Bord i gamle Dage blev der jevnlig udsat Præmier for den bedste Lovtale over de højsalige Hedenfarne, og al Landsens store Oratores traadte ved slige Lejlig= heder for Strankerne. Tiderne have forandret sig. Nuomstunder behøver man ikke at være hedenfaren for at see sit Regnskab opgjort og fit Eftermæle balsameret; man kan allerede i levende Live have denne Fornøjelse, og det er ikke længer Videnskabernes. Selskab, der udelukkende besørger Sligt - Nej! Veltalenheden er bleven Fælledsejendom ligesom Luften og Vandet: Den driftige Bonde holder fra sin Kompostbunke et Foredrag over Statsmandens Virksomhed, den begavede Yngling hopper op paa Stolebænken for at give Filosofen og den Lærde deres behørige Skubdsmaal, og den brave Skomager beftiger frejdig sin trebenede Domstol for at affige den Kjendelse, der skal indvie Digter, Maler, Musiker og Skuespiller til Forglemmelsen eller udødeligheden, ligesom det nu kan være! Tilgiv derfor, højstærede Auditorium, at ogsaa jeg, der egentlig ifte er Taler af Brofession, har besteget Cathedret! Naar De hører, hvorom Talen er, vil De sikkert indrømme, at jeg staaer her ,,Ej blot til Lyft" jeg optræder nemlig for at gjengive et respectabelt Navn fin fortjente Glands. Ja, mine fjære Medborgere! Talen er om et Navn, der er uadskilleligt fra hele vor politiske og sociale Udvikling Navnet paa en Mand, der trods al Mistjendelse kan staae som Monster for Statens bedste Borgere" Navnet paa en Mand, der havde fortjent en Broncestatue udenfor Raad og Domhuset, men til Dato fun har opnaaet at blive en staaende Figur i Carikaturbladene fort sagt: Talen er om Hr. Sørensen. Bilde en Fremmed spørge mig: Hvem er Hr. Sørensen, saa veed jeg ikke noget bedre Svar at give, end: Det er den ene af Danmarks Riges Genier, den ene af vore Dioscurer. Ogsaa vi have nemlig et Tvillingpar af Skydsaander, der aabenbare sig i Storm og Stille ganske som Castor og Pollur. Den ene er af heroist, den anden af menneskelig Natur; den ene er Poesi, den anden er Prosa den ene er Holger Danske, den anden er Hr. Sørensen. Bilde den Fremmede endvidere spørge, hvorledes Hr. Sørensen seer ud, saa kan det nok være, at man vilde fappes om at fortælle ham, at bemeldte Genius i Almindelighed aabenbarer sig som en føer rødmusset Mand af Middelhøjde og Middelalder, hjemme klædt i blaastribet Nattrøje og hvid Bomuldshue og røgende Meerstumspibe, ude bærende langsfjødet Frakke, antit Hat og Familieparaply - men denne Beskrivelse grunder sig blot paa en cenfibig Jagttagelse, thi han indskrænker sig ingenlunde til at være Spekbøker, Zltapper eller Børstenbinder; ved det første Blik i Hof- og Statskalenderen vil man finde Krigs-, Commerce, Cancelli, Kammer, Justits, Etats-, Conferents, ja saagar Gehejmeconferentsraader af Navnet Sørensen. Baa sidste Studentertog spurgte en ung Lundenser sin danske Broder paa Vejen fra Dampsfibet, hvor den saa meget omtalte Hr. Sørensen boede. Paa Gammeltorv i samme Huus, som jeg," var Svaret. Da de tom til Stedet, stod der ganske rigtigt mellem to Spekhøkersfilte i Kjelderdøren en gemytlig Gubbe og nikkede: Veltommen! Det var altsaa Manden?" spurgte Svensteren. Ja vist" - svarede hans Ledsager,Manden har Boutik i Kjelderen, men Konen boer i Stuen" og idet de gif forbi den aabne Dør, saae de et Glimt af hende. Hun var decoreret med dobbelt Guldfjede og drapperet med hvid Mantille, men Madam Sørensen heed hun alligevel. Oppe paa første Sal blev der sunget Duetter af Norma der boebe Grossereren og hans to Dettre. De unge Damer gif i den højere Dannelsesanstalt, hvor man lærer Kirkehistorie og Mathematif, og Frøken kaldte man dem det vil sige „Frøken Sørensen", for Grosseren var en Søn af den Gamle nede i Kjælderen. Mens dette blev fortalt, havde de unge Skandinaver naaet anden Sal. Her mødte de en pæn Herre, der var yderst højtidelig at see til. Var det en Rangsperson?" spurgte Svenskeren, og erfarede strax, at han havde gjættet rigtigt; thi hans Cicerone fortalte ham, idet de gif op til deres Logis paa Ovisten, at den højtidelige Herre var Hr. Krigsassessor Sørensen oppe i Tabelværket, en Broder til Grossereren. Således också en Hr. Sörensen?" „Ogsaa en Hr. Sørensen!" bekræftede Vennen, ibet han stak Nøglen i sin Dør. Vi ere en stor Familie!" "För. tusan!" udbrød Svenskeren, men mere sagde han ikke, thi hans je faldt idetsamme paa Dørpladen, og paa den stod der: H. R. Sörensen, Stud. theol. Endogsaa den "kära bror" var saaledes en Hr. Søren sen, og han havde dog faaet Laud til anden Examen. Af denne lille Fortælling vil De have feet, at den langskjødede Frakke og den synlige Nathue fun høre til det Tilfældige hos Hr. Sørensen. Det Væsentlige det, der gjør ham til Hr. Sørensen - det er Noget, som er ham i Kjøbet baaret og ikke i Klæberne staaret", som Ordsproget siger det er Noget, som kun en Dansk kan udtryffe og fun en Danst forstaae, det er Noget, som man falder: Stiffelighed. I dette ene Ord indbefattes alle hans Dyder og alle hans Fejl. Stiffeligheden er saa at sige hans Religion. Jeg var i lang Tid uvis om hans Troesbekjendelse, thi det forekom mig utroligt, at han tunde være Protestant, da det aldeles strider mod hans Natur at protestere. Endelig kom jeg ved et Tilfælde paa det Nene med Sagen. En Spadsmager løb ham nemlig en Dag imøde med det Spørgs maal: „Er De Mormon?" „Ne-ej!" svarede Hr. Sørensen for= undret. Er De Gjendøber da?",Nej Gud bevare mig!" „De er altsaa Jøde?" -3h nej vist er jeg ikke!" „Er De da Hed= ning, er De fatholst eller hvad er De?" -3hJeg er saagu flet Ingenting, jeg er et stifteligt Menneske!" svarede den ærlige Mand, og tro mig: der ligger Mere i denne Confession, end der synes. Forøvrigt bekjender han sig til Statsfirfen og regner Balles Lærebog til de symbolske Bøger; hans Levnet er exemplariff: han bander sjelden, drikker tilmaade og svarer Enhver Sit, to Gange om Aaret gaaer han i Kirke, Stjærtorsdag spiser han Kaal og Store= bebedagsaften gjør han en Pilegrimsgang Bolden rundt. Overtroen har aldrig slaaet Nodder i hans Sjel. Hverken de dandsende eller skrivende Borde, hverken Dampvadsferiet eller Skandinavismen, hverken Homøopatien eller Fanden i Layegaben har kunnet besejre hans Tvivl, og i Henseende til Spaadomme er han en complet Steptifer. Da man for tyve Aar siden fortalte ham, at Kjøbenhavn med det Første skulde faae Gasbelysning, svarede han: Det vil jeg see, førend jeg troer det"! og detsamme siger han endnu den Dag idag. Hr. Sørensens Stiffelighed aabenbarer sig ogsaa i Politiken. Han fan ikke troe, at noget Parti bar total Uret, og derfor er han justemilieu. Naar det ene Parti raader ham til at gaae paa højre Side af Grøften, og det andet raader ham at gaae paa venstre, saa vælger han altid den gyldne Middelvej mellem disse to Yderligheder; han gaaer midt ud i Mudderet og bliver derfor beleet fra begge Sider. ,,Retten ligger i Midten" er nu engang hans Valgsprog. Forleden traf han to Smaadrenge i Slagsmaal og gav sig naturligviis strax til at mægle Fred mellem dem. Han der vil tage mine tre Stilling fra mig!" sagde den ene, og „Han der vil Ingenting give mig!" sagde den anden. Hvad sagde saa Hr. Sørensen? Han sagde „Hør nu Børn, I maa finde Jer i Billighed begge To!" - og saa fandt han det billigt, at den lille Nøver fik halvanden Skilling istedetfor tre, saa havde jo begge Parter faaet ligemeget Net. Og det er ikke alene mellem de Smaa, ban dommer paa denne Maade; han har selv fulgt sin Halverings- og Eftergivenhedstheori faalænge i det Store, at han snart ikke vil have Mere at give bort. Naar han har lidt et Nederlag, saa har han givet efter fordi han var nødt dertil", og naar han har vundet en Sejer, saa har han givet efter, fordi det var ubilligt at benytte sig af sin Overmagt." For hver Gang Holger Danske har aabenbaret sig i et Feltslag, har Hr. Sørensen aabenbaret sig i en Fredslutning, og Alt, hvad den bolde Kæmpe har taget med fine Staalhandsker, det har den stiftelige Mand sluppet ud af sine Uldvanter. Det var ham, der i 1801 gav Fjenden Lov til at varpe fine strandede Stibe af Grund, det var ham, der i 1807 forbød at irritere Belejrerne ved at skyde paa dem, og det var ham, der i sidste Krig staffede Oprørerne Vaabenstilstand eller fri Reißaus, hvergang det kneb. Lad kun de Uindviede skyde Skylden paa Konger, Comman danter og Ministerier det hjelper ikke, hvad de sige! Paa ethvert Blad i vor Krønike finde vi slige Bedrifter, der aftvinge os det begejstrede Udraab: „Sligt kunde kun Hr. Sørensen gjøre!" Paa ethvert Blad i Krøniken læse vi imidlertid ogsaa, at han elsker fit Fædreland, og elsker det oprigtigt. Han offrede det Liv og Blod og Alt, hvad han ejede, naar Nødens Time slog ja endogsaa sit Allerhelligste, det Klenodie, som han skjuler for sine Kjæreste, den Stat, som Verden neppe troer, at han ejer: Begejstringens Perle bar han offret det i Farens Stund. Men naar Offeret var bragt og den vrede Stjæbne forsonet, saa skyndte Hr. Sørensen sig over Hals og Hoved ud af Patrioternes Ræffe ganske stamfuld over sin Enthoufiasme. Blot et Haansmil fra en eller anden gusten Læbe - strax var han atter den besindige Mand, og saa: Paa Loftet med alle Dannebrogsfaner og Dannebrogsfølelser! - Toppunktet i hans Stiffelighed er imidlertid hans politiske Forsonlighed. Førend han skulde hævne sig paa en Fjende, før glemmer han sin bedste Ven. Forleden Aar havde ban en Portnerplads at bortgive, og den vilde han besætte med en udtjent Soldat. Saa kom der da tre af de tappre Landsoldater, som han havde holdt saa meget af i Krigens Tid, og de tilbød ham deres Tjeneste. Se ded a nu lie febt, hvem a vos han taer", sagde den Ene, faa vi ha Allesammens væt mæ nøre ve Frederiksstad aa æ vant ve aa haalle Pak yde a Porten!" "Pat!" raabte Hr. Søren sen forfærdet "For Guds Skyld Menneske, bust dog paa, at Freden er sluttet!" Og saa kom den fjerde Supplikant tilorde. Han talte et andet Sprog, for han talte Plat og sagde: „Ek ben och mit bi Friderichsstadt wäst - als Frejschärl. Send Se aber een unpartische Mann un hät de Amnesti wat to säggen, den brauche et nit mehr to fäggen og det behøvede han saamænd heller ikke. Hr. Sørensen vilde naturligviis ikke for Alt i Verden være partisk og borneert, og derfor gjorde han Freischärlen til Portner og lod Jenserne gaae. Ogsaa qva Esthetiker er Hr. Sørensen grundskikkelig, og at han ikke har erhvervet sig noget Navn som Smagsdommer, derfor bærer alene hans Beskedenhed Skylden; thi Naturen har udrustet ham saa rigelig med fund Sands og god Smag, at han gjerne kunde overlade libt af begge Dele til sine trængende Brødre men, som sagt, han er altfor besteden til at gjøre sig gjældende. Han piber aldrig i Theatret, og selv om han havde nok saa stor Lyst til at flappe, saa indlader han sig heller ikke derpaa, hvis Ingen er saa gob at begynde for ham. Alt hvad han ikke forstaaer eller ikke troer at forstaae, viser han en ubetinget Erbødighed: naar en stor Forfatter trakterer ham med et kjedeligt Lystspil, saa holder han Haanden for Munden, mens han gaber og brister Tid efter anden til sin Nabo: „Det er et fiint Stykke! Aa-aa hvor det er fiint." Men siger saa Nogen ham imod, saa svarer han blot,Hm-m- Ja-a, Aa ja saamænd- Ja-a- Det kan gjerne være, De har Net!" - Om han endogsaa har været rørt indtil Taarer over et Sørgespil, saa fornægter han enhver Følelse, saasnart en brillebærende Yngling nævner Ordet "Sentimentalitet", og hvor kosteligt han endogsaa har moret sig over en Comedie, be= høves der ikke mere, end at en glacéhandsket Personlighed udtaler Ordet Fjælebodsløjer", for at gjøre ham inderlig stamfuld over sin Morskab. Han har nemlig en umaadelig Respect for Autoriteter, og Enhver, der blot besidder behørig Frækhed, er han villig til at anerkjende som en Saadan. Til sin egen Dom har han derimod aldeles ingen Tillid, ja han har endog en vis Rædsel for at høre ben paaberaabt. Herpaa saae jeg i sidste Foraar et vidunderligt Exempel oppe paa Charlottenborg. Jeg søgte just en Søndag Midbag at bane mig Bej til det bedste Maleri paa Udstillingen, men Publicum havde formeret Colonne om Stykket, og mine Forsøg vare spildte. Jdetsamme fom en af mine Bekjendte gjennem Salen. Det var en af disse Lykkelige, der forstaaer Alting og kan Alting og ikke lader sig genere af Nogenting det var en Recensent. Han vidste ftrag Raad. „Jeg fjender en Trylleformular, der aldrig forfejler sin Virkning", sagde han Pas nu paa!" Derpaa hævede han Stem men og sagde med Hentydning til Maleriet: „Det Stykke der - det er Noget for Hr. Sørensen!" ja og neppe havde han udtalt disse Ord, førend Pladsen var ryddet. Der blev ikke en Eneste tilbage. Staffels Hr. Sørensen! Selv naar han har Ret, vil Ingen vedfjende sig hans Mening end ikke hans kjødelige Sødskende hvad der er det Værste! end ikke han selv, den hele Verden fornægter ham; ligesom Friederich Barbarosa forgjæves gjennemvandrebe alle de 34 Forbundsstater for at opsøge Tydskland, saaledes kan man gjerne vandre hele Danmark igjennem og raabe: Hr. Sørensen, Hr. Sørensen! Iffe en Sjæl vil svare. Selv Hr. Madsen, Hr. Jesper sen og Hr. Jochumsen vilde regne det for en Fornærmelse at blive faldt Sørensen, thi saavidt er det kommet! de betragte dette Hædersnavn som et Stjældsord. Mine ærede Tilhørerinder og Tilhørere! Der er jo Ingen af os, der hedder Sørensen, ikke Een - derom ere vi enige, men hvorfor skulde vi nægte det! Hr. Sørensen er vor Landsmand, vor Medborger, ja: vor nære Paarørende, og vi ere ikke uden Skyld i, at den ærlige Mand neppe tør være fit Navn bekjendt: Vi have spottet saa længe over hans Godmodighed, at han har glemt alle fine gode Egenskaber for at tænke paa sin Nathue. Laber os gjøre denne vor Brøde god igjen, lader os tidlig og silde, ude og hjemme, itide og intide, vidne, prædike og forkynde, at Hr. Sørensen er en ærlig og bonnet Dannemand, at Hr. Sørensen er en trosast Undersaat og en god Medborger, at Hr. Sørensen er en stræbsom, nøjsom, besindig, forstandig og oplyst Mand, der vel kan stilles ved siden af fine Brødre i udlandet, at Navnet Hr. Sørensen er ligesaa godt som noget af de Navne, der har et „von" foran eller „feldt" bagved-ja, at Navnet Sørensen, naar Alt kommer til Alt, i Historiens Annaler staaer ligesaa respectabelt, og betydeligt mere pletfrit end Oldtidens og Nutidens meest berømte Herskernavne. Lader os gjentage dette Bidnesbyrd saa tidt og saa højt, at den stakkels Mand tilsidst kommer til at troe derpaa og til at troe paa sig selv! Kommer bet engang dertil, da vil den gamle Kjøbenhavnske Skatteborger hæve fit Hoved og frimodig sige til den hele vide Verden: „Nu vel, her er Hr. Sørensen!" og et tusindstemmigt Echo vil svare lige oppe fra Skagen og ned til den anden Ende af Landet: „Her er Hr. Sørensen!" 3 samme Øjeblik vil Spøgen og Spotten forstumme, thi da vil der ikke længer være noget Latterligt ved Navnet Hr. Sørensen. Erik Bogh. Oehlenschlaegers Portraitstatue. a Dehlenschlaeger døde i Begyndelsen af 1850, opstod der naturligviis hos hans talrige Beundrere den Tanke at ville reise benne Danmarks og Nordens største Digter et Minde, der tillige skulde bære Bidne om den Taknemmelighed, Nationen nærede for den Mand, som saa mægtigt havde bibraget til at befrugte vor Tænkning, luttre vore Følelser, vise os vort Modersmaals Statte og løse vore Læber". Mindet skulde baabe være den store Digter og det danske Folk værdigt, og Tanken faldt da snart paa en Portraitstatue af Bronze, der kunde opstilles paa et smukt og passende Sted i vor Hovedstad, hvor der ikke endnu fandtes et eneste Mindesmærke for Nationens berømte Mænd, medens man i andre Hovedstæder, ja endog i mindre Byer, har gjort sig det til Pligt ved et Kunstværk at gjenfalde Erindringen om den, der paa. en eller anden Maade har Krav paa sit Folks eller fine Medborgeres Anerkjendelse. For at bringe denne Tanke til Udførelse samlede der sig en Comitee af Mænd, der deels havde fulgt Oehlenschlaeger gjennem Livet fra Ungdommen af, og af hvilke i Mellemtiden Flere have fulgt ham til hine bedre Egne, deels hørte til hans sildigere Aars hengivne Venner. I en Opfordring til det danske Folk, der udbredtes over hele Landet i Løbet af Aaret 1850, gjorde de deres Landsmænd opmærksomme paa, at om end Digteren havde reist sig selv det største og uforgænge ligste Mindesmærke ved sine udødelige Værker, saa maatte det dog være en Trang hos Samtiden at bevidne ham fin Taknemmelighed, ligesom det vilde blive en Hæder for den at have paaftjønnet hans bed With Ni DAHL Værd. De opfordrede derfor danske Mænd og Qvinder til efter Evne at bidrage til Oprettelse af et Monument for Adam Oehlenschlaeger. Henimod Aarets Slutning var denne Indbydelse udbredt over hele Landet, og tillige omsendt i Norge og Sverrig. Overalt mødte den en varm Modtagelse, og de mangfoldige mindre Bidrag vidnede om, hvor gjerne Enhver ydede Sit til at fremme dette folkelige Fore tagende. Men Tiderne vare trange; Krigens Tryk hvilede endnu tungt paa Folket, og for Den, der havde Evne og Hjerte til at give, var der Anledning nok i de mange krav, der, paa Grund af Tidsbegivenhederne, gjordes til den private Veldedighed. Den Sum, der fra Begyndelsen af var anseet for nødvendig til Fuldendelsen af Stas tuen, Fodstykket og Omgivelsen, var anflaaet til omtrent 12000 Rd., og heraf var ved Enden af Aaret 1852 indkommet Halvdelen. Comi teen havde imidlertid anmodet Professor Bissen om at paatage sig Udførelsen af Kunstværket, og denne udmærkede Kunstner, der selv havde kjendt Oehlenschlaeger og feet ham i Livets forskjellige Forhold, greb med Glæde Leiligheden til at kunne vise Efterverdenen den store Digter i en Portraitstatue, der kunde give en klar Forestilling om det skjønne, æble bre, som Naturen med rundelig Haand havde stjenket bam. I Begyndelsen af 1853 leverede Bissen en Skizze, der vandt almindeligt Bifald, og man troede nu, at det var paa Tiden at gjen= kalde dette Foretagende i Folkets Erindring. I Mai 1853 udsendte derfor Comiteen en ny Indbydelse, hvori den bekjendtgjorde Resultatet af den tidligere Opfordring og anbefalede Sagen til enhver dansk Mand og Qvinde, der har Følelse af, hvad Deblenschlaeger var for fin Samtid, og hvad han vil være for vore Efterkommere." De ifølge denne Indbydelse indkomne 2000 Rd. vilde imidlertid ikke fuldstændigt have sikkret Monumentet sin Tilværelse, og det hele Foretagende vilde maaskee være blevet udskudt til en uvis Fremtid, dersom ikke et betydeligt og uventet Bidrag var indkommet fra en Dameforening, der alt tidligere var traadt sammen for ved indsamlede Pengebidrag at forskjønne Hovedstaden med Værker af Billedhuggerkunsten. Fra denne qvindelige Forening modtog Comiteen en Sum af 1800 Rd. til Bekostning af Modellen til Oehlenschlaegers Monument, dog paa den Betingelse, at Modellen efter Afbenyttelsen foranstaltes opbevaret paa et for Publicum tilgængeligt Steb som en Gave fra Foreningen til Hovedstaden. Selve Statuens Udførelse i Bronze maatte nu ansees som fiffret, og fort Tid efter sin Hjemkomst fra Italien i 1854 begyndte Bissen sit Arbeide paa Modellen i Leer. Kunstneren fremstiller os Digteren siddende, bestjæftiget med en Tanke, som han vil nedskrive. Det aandfulde Hoved faster et begeistret Blik udad, medens vi føle, at det ikke er det udenfor staaende, men den indre Anskuelse, der sætter Aanden i Bevægelse og bringer Haanden til at følge den aandige Tilskyndelse. Idet Kunstneren saa ledes fremstiller os Oehlenschlaeger i sin poetiske Begeistring, har han tillige, ikke blot i Hovebets Natur og Sandhed, men tillige i den hele Stilling, i hele Opfatningen af Mandens Personlighed, givet en Portraitstatue, der til filbige Slægter skal overantvorde et tro Billede af Dehlenschlaeger saaledes, som vi Samtidige have seet ham i vor Krebs. Leermodellen er nu afstøbt i Gips og Udførelsen i Metal vil kunne paabegyndes til Foraaret. Med de Midler, der staae til Naadighed, vil Statuen selv kunne udføres, og det er vist ikke at haabe formeget af danske Mænds og Qvinders Beredvillighed, naar man trøstig stoler paa, at den forholdsviis mindre Sum, der endnu behøves til Fodstykket, Statuens Opstilling og Ombegning vil komme tilstede, og at faaledes Danmarks Hovedstad vil frembyde et værdigt Hædersminde for Adam Dehlenschlaeger og hans taknemmelige Samtid. Til de danske Udvandrere. od Vesten hen!" igjennem Seclet flinger, Europas Sønner tørste efter Guld, En Follestare over Havet bringer Sit lyfe Haab at vinde Lykken huld; Derbjemme var fun Sorg og Slid og Kummer, Den nye Verden ene Glæden rummer, Farvel min Hytte, du, min Hjemstavn huld! 7* Saaledes lyder Klagen gjennem Tiden, Man flage maa, det er just Tidens Aand, Kun utilfreds med Nuet, og saa siden Man venter Alt af Fremtids skjulte Haand, Men naar den hulde Fremtid engang kommer, Man falder Vinter den og Fortid Sommer, Før var man fri, nu tynge Lænkens Baand. ,,Mod Vesten hen, hvor Guldets Strømme vælder Af Jordens Dyb som Sølverkfilden flar!" Du danske Ben, betvivl, hvad man fortæller, Den danske Ager Gyldenkornet har, 3 Danmark tan man Guld ved Arbeid vinde, Den Stat, som Californien slutter inde, Er ædel vel, men ikke dyrebar! Bliv hjemme du, og ploi de danske Lande, En fager Jordbund giver fager Høst, Om ogsaa Sveden perler paa din Pande, Saa Har du ablydt Blodets dybe Røst, Til Danmarks Arne er din Tanke bunden, Til Havet om vor Kyst, til Bøgelunden, I fremmed Overflod du mangler Trøst. ,,Nu blusser Rosen stjønt i Danas Have, Nu fløiter inderligt den sorte Stær, Og Bier deres brune Nectar lave, Mens Drengen pluffer af de røde Bær, Og med sin Pige gaaer den danske Beiler, Mens over deres Hoved Maanen seiler, Og Nattergalen slaaer i grønne Træer!" Du fjender Sangen, glem ei disse Toner, Bliv hjemme du og nyd det danske Brød, En ærlig Flid med Lønnen ærligt froner, Kun ligegyldighed kan skabe Nød, Ved bort at drage maa du Sproget miste, Og Venskabs Smhed, hellig til det sidste, Og Graven under Bøgen ved din Død. At eie Guld, der kan i kommen rangle, Er ikke not til Sindets gyldne Fred, Stal Livet andre Interesser mangle, Da spirer Savn og ei Lyksalighed, Alverdens Stat kun føder dybe Suffe, Naar ei man magter, selv at kunne pluffe Den mindste Blomst i Livets fagre Bed! ,,Mod Vesten hen!" lad det for Dret lyde Som Taabens Ord, der ingen Mening har, Du Eftertankens Frugt af Grenen bryde, Den hulde Green, som Kundskabstræet bar, Lad ikke Drømmens Glands dit Die blinde, Den Stat, som Californien slutter inde, Er ædel vel, men ikke dyrebar! Beppo. Et Blik ud i Fremtiden. u er det Vinter; den nordiske Natur har iført sig sin Høitidsdragt, over Mark og Eng har Sneen udbredt fit blendende hvide Tæppe, og over Stovens nøgne Krone har Nimen spredet saa. fiint et Liin, at selv den svageste Luftning truer med at løfte det. Hvor i Sommerens Løb Stibet vuggede sig paa Havets Bølger, har Isen bygget sin strøbelige Bro, paa hvilken den lette Slæbe iler over det frygtede Dyb, og hvor vi tidligere lyttede til Bølgernes eensformige Sqvulpen, afbrydes Naturens dybe No kun en sjelben Gang, naar Havet stønner under Vægten af den mægtige Zis. Solen har alt stjult sin store og matlysende Stive bag de fjerne Bakker og Stove, der tegne sig starpt og mørkt mod Aftenrødens orangefarvede Lys, og paa den østlige Horizont stiger Fuldmaanen rolig og fold frem over den udstrakte Jisflade, imedens Stjernerne tænde deres funklende Lys paa den flare og dybe Himmel. Det er saa taust og alvorsfuldt i Naturen, naar den forte Vinterdag viger for Nattens lange Timer; ingen Sangstemme lyder os da imøde fra Skovens tilslørede Krone, og ingen ristende Bæk leger med Maanens stuffende Lys; kun Aftenklokken, der toner alvorsfuldt gjennem Mørket, og det fjerne Lys, der sender sine Straaler igjennem den frosne Rude, minde endnu om, at Naturen ei tilfulde hviler. Den Virksomhed, som Sommersolens Lys og Varme skabte i ben organiske Verben, er standset af Vintrens Kulde; Stovens Løv og Markens Grønsvær ere faldne til Jorden og fortærede af Tidens starpe Tand; der findes Intet i den vinterlige Natur, hvorved Stovens Fugle og Martens Qvæg skulde kunne friste Livet, og kun den, der har høstet og samlet, hvad Sommeren har frembragt, formaaer at modstaae den nordiske Vinter. Det Liv, der endnu rører sig i den organiske Verden, er en Virkning af Sommersolens Lys og Varme, under hvis Indflydelse Planten dannede de Stoffer, som gjøre det muligt for Menneffet og Dyret at modstaae Vinterens Kulde; thi Olien har laant fit Lvs og Veddet fin Varme fra Solens Straaler, og selv vort Legemes Kraft og Blodets Varme ere Sommersolens mægtige Virkninger og hidrøre fra Fødemidlet, til hvis Dannelse Planten har hentet Kraften fra Solen, der er det organiske Livs almindelige kilde. Netop derfor er det saa øde og tomt i Naturen i Vinterens Løb; thi Planten hviler og med den den hele organiske Verden, der lever paa Plantens Bekostning.

Men naar da Foraaret fommer, naar Sneen er smeltet og Jorden dækkes med en frodig Plantevært, da risler atter Bæffen i Skoven og Luften gjenlyder af Fuglenes Sang, da finder atter Bien saftrige Blomster paa Engen og den vævre Fist tegner fine fredsformige Bølger paa den blanke So. Da erkjende vi tilfulde, at Solen er Livets Kilde; thi vi see Dag for Dag og Time for Time, hvorledes Naturen udvikler sig under Solstraalernes mægtige Indflydelse. Men hvo tænker da vel paa, at den samme Kraft, som væffer Livet i den orgas niske verden, tillige fremkalder den Bestræbelse i Naturen, der truer alle høiere organiske Stabninger med Undergang, og at selv den virksomhed, som Solens Straaler skabe i den organiske verden, kun danne et Leb i den store Nætte af Virkninger, der ere Sollysets Værk, og hvis Maal er at jevne Alt med Havet. Thi kun en ringe Deel af den Kraft, der som Lys og Varme strømmer til Jorden fra Solen, virker i den organiske Verdens særlige Interesse, og langt overveiende er den Deel af Samme, der tjener til at vedligeholde Livet i den uorganiske Natur; men den Virksomhed, som Solen fremkalder i den Deel af Materien, som vi ofte kunne være tilbøielige til at ansee for død eller hvilende, naar vi betragte Naturen med et mindre gjennemtrængende Blik end det, som Naturvidenskaben stjænker Mennesket, den Virksomhed, som giver sig tilfjende i Skyernes Flugt og Vindenes Susen, i Havets Bølgen og Kildernes Rislen, kort den hele uorganiske Naturs Livsyttringer træde truende frem imod det Liv, der rører sig i den organiske Verden, omendog denne paa det Noieste er knyttet til hiin. Det er Solens Barme, ber jager Binden over Havet og kaster Bølgen mod Stranden, løfter Havets Vande til Skyerne og slynger Regnen over Jorden; og hver Bølge, der bryder sig mod Strandbredden, bortvasker den løse Jord og afslider den faste Klippe, og hver Regndraabe, der falder paa Jorden, vil, for inden den atter tidligt eller seent vender tilbage til Havet, opløse endeel af Fastlandets Masse og føre den til det Dyb, i hvilket alle Jordens Bjerge kun vilde fylde en ringe Deel. Solens Varme forstyrrer Ligevægten i Luften og Havet for at frembringe ligevægt paa Jorden, for at jevne Bjerget med Dalen og ffylle Fastlandet ud i Havet. Fra Tilværelsens første Tider har Solen uafbrudt virket i denne, for alle høiere organiste Stabninger truende Retning, og mangt et Sletteland, hvor nu store og blomstrende Byer have deres Plads, er i tidligere Tider Gran for Gran vandret fra de fjerne Bjerge til Havets Bred, imedens mangen en Plet af Jorden, hvor tidligere Havets Bølger legede med skovkrandsede Kyster, nu er skjult i Havets Dyb. Høist ulige spreder Solen fine Straaler over Jordens Overflade og bliver netop derved Aarsagen til Elementernes Kamp, til Livet i den norganiske Verben. Hvis alle Dele af Jordens Overflade modtoge ligemegen Varme, hvis Lys og. Varme ligeligt strømmede til Jorden fra enhver Deel af den hele Himmelhvælving, og ikke saaledes som nu fra et enfelt Punkt i Verdensrummet, fra vort Planetsystems mægtige Sol, da vilde Dag og Nat, Sommer og Vinter ophøre at verle paa Jorden, da vilde Vinden standse sin Flugt og ingen Bølge kruse Havets Overflade; thi enhver Bevægelse i Naturen er en Stræben efter Lige= vægt, kun hvor denne er forstyrret, fremtræder der Liv, idet Naturen gjør et Forsøg paa at udjevne de Forskjelligheder, som Jordens Overflade frembyder. Luften og Havet sætte sig i Bevægelse, naar Solen for styrrer Ligevægten i Samme, og i denne deres Bestræbelse efter at ophæve de Forskjelligheder, som Solens Lys og Varme have stabt, frembringe de netop de utallige Virkninger, som charakterisere Livet i den uorganiske Natur. Binden iler over Havet og reiser Bølgen; understøttet af Solens Barme aftvinger den hver Bølge en ringe Stjærv, og mættet med Vanddampe iler Vinden mod Strandbredden, hvor Bølgen reiser fin skummende Kam og styrter sig over den flade Kyst. Men Vinden fort sætter sin Flugt over det store Fastland, indtil den standjes af Bjergenes iskolde Flader; berøvet sin Barme, formaaer Luften da ei længere at holde Fugtigheden opløst, og hvad den har røvet fra Havets Bølger, leirer den paa Bjergenes sneedækkede Tinder. Indtil 28160 Fod tueiser Jordens høieste Bjerg over Havets Overflade, og hvert et Gran af dets mægtige Sneedække er løftet fra Havet ved Solens Varme, for i Tidernes Løb atter at vende tilbage til dette, naar Solen løsner det Baand, der nu fængsler Sneen til Klippen, ligesom den tidligere hævede den Kraft, der forener Havets Draaber. Kun en fort Tib bvæler Sneen paa Bjergets heldende Flader, snart drager Tyngden den ned fra den ophøiede Plads, og da styrter Lavinen larmende ned i de udstrakte, stedse sneefyldte Bjergkløfter, i hvilke Gletscherne have deres Kilde. Skridt for Stridt vandrer nu Sneen som en Deel af Gletschernes Masse videre ned imod Dalen, idet den understøttet af Solens Barme sønderdeler Bjergets Overflade, paa hvilken den hviler. I Dagens Løb smelter nemlig Solen Sneens Overflade, Vandet trænger i Dybet og fylder hver lille Revne i Klippens Væg og hver Aabning i Gletscherens Masse. Da er der Liv i Bjergets sneedækkede Regioner, og Tusinder af Bække føre hurtigt det letbevægelige Band neb imod Dalen. Men alt inden Solen har stjult sig bag Horizonten, bræber en isnende Kulde det Liv, som Solens Varme fremkaldte. Bækken standser da atter sit Løb, og i den vinterlige Nat hersker der dyb Stilhed, imebens Bandet fryser i hver Revne og ved sin Udvidelse sprænger Stenen fra Klippen og skyder Gletscheren et Skridt ned imod Dalen. Naar nu Dagen atter bryder frem, og Solen paany smelter Isen i Klippens Revner, da styrter den løsnede Klippeblok ned i Dybet og gjør saaledes det første store Skridt paa den lange Vandring, som den skal tilbagelægge, forinden den naaer Havets Bred. Steen for Steen løsnes saaledes Bjergets Masse og drages i Tidernes Løb ned i Dalen. De Klippeblofte, som ei styrte fig i Gletscherens iskolde Favn og af denne langsomt føres ned i Dybet, sønderdeles yderligere ved Bandets stadige Indvirkning og skylles omsider som Sand og Gruus af Regnen og Sneevandet ned imod Dalen. Men det er ikke alene i Bjergenes bøie Regioner, at Havet i Sneens og Regnvandets Form virker opløsende og sønderdelende paa Jordens faste Land. Enhver Regnbraabe, der falder paa vore Marker, opløser endeel af Jordens Bestanddele, og med sin ringe Stjærv iler den til Kilden for atter at føres til Havet igjennem Bækkens bugtede Leie. Og kunde vi noie betragte Jorden, der nu bættes af det stærke Sneebække, da vilde vi finde den gjennemvævet med fine Jiskrystaller; enbver af disse har ved sin Dannelse sprængt Markens Gruns i endnu finere Dele end de, af hvilke det alt bestod, og med forøget Kraft vil i Sommerens Løb Vandet understøttet af Solens Varme virke opløsende paa den fiintdeelte Jord. Saaledes svinder da Aar for Aar Jorden under vore Fødder, og Bjergets kneisende Tinde sænker sig ned imod Dalen, saa at i Aarenes Lob Solens Straaler ville kunne trænge ind i mangen en Dal, der endnu aldrig er truffet af nogen Solstraale. Hvad Regnvandet bortskyller og opløser af Bjerg og Dal, af Mark og Eng, føres til Flodens talrige Arme. Igjennem Ganges og Indus Flodens Leie vandrer saaledes det mægtige Himalaya til Havet, og disse Floders udstrakte Delta have tidligere været Dele af den store Bjergtjæde; Rhonen, Donauen, Rhinen og Pofloden føre Europas største Bjergkjæde Gran for Gran til Havet og have alt i Tidernes Løb dannet mangt et Sletteland, hvor tidligere Havet vuggebe fine Bølger. Mægtigt er det Kredsløb, som Solens Varme fremkalder i Luften thi i Aarets Løb løfter det 1600 Cubifmiil af Havets Vand til Skyerne, saa at Verdenshavet vilde sænke sig 5 Fod hvert Aar, hvis ikke Skyerne atter dryssede Regnen over Bjerget og Sletten, og Floderne ikke atter førte Regnvandet tilbage til Havet. Mangfoldige ere de virkninger, som denne store Vandmasse udøver paa Jordens faste Land, forinden den atter vender tilbage til Havet; men ikke altid ere de lige isinefaldende. Betragte vi de folossale Steenmasser, som Gletscheren fører til Dalen fra Bjergets høieste Regioner, eller de store Klippeblokke, som Frosten løsner fra Bjergets Vægge, og som ved Foraarets Komme styrte ødelæggende ned i Dalen, da forbauses vi over Vandets stor artede Virkninger, og dog ere de næppe mere omfattende end de, som bvert Regnstyl ubemærket udøver paa vor egen Jordbund. Og staae vi ved Strandbredden, hvor den lille Bæk langsomt glider ud i Havet, da tænke vi vel mindst paa, at hver af dens Bolger fører en ringe Deel af vor fædrende Jord ud i Havets Dyb. Men ved Jordens store Floder vise disse Virkninger sig paa en meget isinefaldende Maade; store Landstrækninger ere i Tidernes Løb dannede der, hvor fordum Floden udmundede i Havet, og af de Bestanddele, som denne har røvet fra Landjorden og ved sin stærke Bevægelse boldt svævende i sin store Bandmængde. Og dog er den saaledes affatte Jorb fun en ringe Deel i Sammenligning med den Deel, som Floden ustandset fører til Havet og afleirer i dens Dyb. Men hvor betydelige end de Masser ere, som Floderne føre til Havet, danne de kun en forsvindende Deel i Sammenligning med Fastlandets Størrelse; thi Alt hvad Jordens samtlige Floder tage fra Fastlandet og føre til Havet i Løbet af en Menneskealder fylder fun en Tomme paa Havets Bund! Mægtigere ere vel de Virkninger, som Havets Bolger udøve paa Strandbredden, om de end ikke kunne bringes under Beregningens Form, saaledes som de Virkninger, Regnvandet frembringer; thi imedens Havet hist og her i Stormstridt strider ind over Fastlandet og graver fig store Bugter i den løse Strandbred, afleirer det paa andre Steder, hvor Bevægelsen er mindre stært, en Deel af de Stoffer, som det har røvet fra Landjorden og som kun ved den stærke Bevægelse ere blevne forhindrede i at sænke sig ned paa Havets Bund. Ere end de Virkninger, som Havet deels i Bolgens, deels i Sneens og Regnvandets Form udøve paa Fastlandet ringe i Sammenligning med Fastlandets Masse, naar vi maale dem for korte Tidsrum, ville de dog ikke destomindre blive meget betydelige for saadanne Tidsrum, som Jordens Udviklingshistorie lærer os at kjende. I Løbet af 2000 Aar vandrer Verdenshavets hele Bandmasse, som Regn og Snee over Fastlandet, og saaledes er alt i den historiske Tid en Bandmasse, tre Gange saa stor som den, samtlige Have rumme, igjennem Floderne vandret til Havet. Hvo tvivler om, at ikke en faadan Magt skulde kunne efterlade sig fjendelige Spor paa Jorden? Og saalænge Solen vedbliver at sende Lys og Varme til Jorden, saalænge dens Straaler formaae mægtigt at forstyrre Ligevægten i Luften og Havet, saalænge vil ogsaa Fastlandet langsomt vandre ud i dette og omsider fuldkomment optages i Havet. Men Solens Varme er ei den eneste Kraft, som virker paa Jordens Overflade; det faste Land, paa hvilket vi bygge og boe, danner kun en tynd og stjærmende Skal om Jordens glødende Jndre, og mægtigt indvirker denne smeltede Masse paa Overfladens physiske Forhold. Opsatte vi virkningerne i deres fulde Almindelighed, da er det Jordens indre Barme, som har frembragt og endnu stedse frembringer Ulighederne paa Jordens Overflade, bygger Bjerg og Dal og stiller Fastlandet fra Havet, imedens Solens Varme søger at tilintetgjøre hvert Spor af disse Virkninger, søger at drage Bjerget ned i Dalen og skylle Fast landet ud i Havet. Der var en Tid, da Jorden som en mægtig glø bende Draabe gjennemløb sin Bane om Solen; da fandtes hverken Bjerg eller Dal paa Jordens Overflade, hvor Alt var et glødende Hav. Men efterhaanden som Jorden blev affjølet ved Udstraaling til verdensrummet, og dens Overflade begyndte at størkne, opstode Ujevnheder paa denne, og hvad ere Bjergene vel andet end heist ubetydelige Ujevnheder i Sammenligning med Jordens betydelige Størrelse; selv den fortrinligt støbte Kanonkugle viser større Forskjelligheder paa sin Overflade i Forhold til sin Størrelse, end Jorden frembyder i sine Bjerge og Dale. Jbet Jordens Overflade størknede, dannedes altsaa dennes ujevn beder derved, at Overfladen deels foldede og bugtede sig, deels revnede, naar den som en Følge af den vedvarende Affjøling ei mere mægtede at indeflutte den smeltede Kjerne. Uhindret af nogen ydre Kraft fortsatte Jorden i lange Tidsrum denne sin bjergbannende Virkning; thi først da Affjølingen var skredet saa vidt frem, at Vanddampe kunde fortætte sig af den tunge Atmossphære, og Vandet kunde samle sig i Overfladens Fordybninger, først da dannede Jordens Have sig, og fra dette Zieblik begyndte Solen ved Havets og Luftens Hjælp at ødelægge, hvad Jordens indre Barme havde bygget paa Jordens Overflade. Og disse Kræfter ville vedblive at virke i Tidernes Løb, indtil enten Solen har tabt sit Lys og dermed Magten over Havet og Luften, eller Jorden ved Affjøling har tabt saa meget af sin indre Varme, at denne ei mere formaaer at indvirke paa Overfladen. Taber Solen fit Lys, da vil Vinden gaae til Hvile og Kilden ophøre at risle, da vil Havet forvandles til en mægtig Jisflade og Luften feire sig som et nyt Hav over dette, indtil ogsaa dette Hav omsider stivner ved Varmendstraalingens mægtige Indflydelse. Vintren vil da uindskrænket udstræffe sit Herredømme over den hele Jord og alt Liv paa Jorden være sluft; thi hvorledes skulde dette kunne vedligeholde sig, hvor der ei findes noget bevægeligt Element. Jorden vilde da i Maanen have et Forbilled paa sin fremtidige Udvikling; den vilde i Tidernes Løb, som en død Klode komme til at vandre igjennem Verdensrummets Mørke. Naar derimod den Varme, der endnu boer i Jordens Indre og ikke alene giver sig tilfjende i Vulkanernes Ildstrømme, men virker jevnt over den hele Jordskorpe, omsider ved Varmestraaling til Verdensrummet er trængt saalangt tilbage fra Jordens Overflade, at den ei mere formaaer fjendeligt, at indvirke paa denne, da vil Solen være uindskrænket Herre paa Jorden, og da vil dens vedvarende Bestræbelse efter at jevne Overfladens ujevnheder omsider bringe Jorden tilbage i en lignende Tilstand som den, af hvilken den nu er udviklet. Thi den vil da blive forvandlet til en Klode uden Bjerg og Dal, og Havet vil bedække dens bele Overflade. Da vil det Liv, der nu nøie er fuyttet til Jordens faste Overflade, have ophørt at være, da vil det Liv, som Solen fremkalder i den uorganiske Verden, have slukt det, der rører sig i de organiske Skabninger, selv i dem, der nu i Følelsen af den Indflydelse, de udøve paa enkelte af Naturens Handlinger, kalde sig Herrer over Naturen. Dog, hvo formaaer vel med Sikkerhed at slutte fra det Lidet, vi vide om Jordens Udvikling, til dens fjerneste Fremtid! Hvo indestaaer os for, at ikke selv de os ubegribeligt lange Tidsrum, som Jordens Udviklingshistorie lærer os at fjende, med Hensyn til den fremtidige Udvikling kun ere, hvad Minuttet er i Forhold til Aaret, hvad Timen er i Sammenligning med en Menneskealder. Og hvo vilde vel, efter at have iagttaget vort eget Legemes Udvikling i nogle Timer, ja selv nogle Dage, tunne slutte siffert med Hensyn til dets fremtidige udvikling; hvo vilde vel af Barnets gradvise Vært kunne slutte sig til, hvad Alderdommen maatte bringe! Og kunde vel den, der kun havde levet fra Middag til Aften, roligt og tillidsfuldt see Lyset svinde, naar Intet i Naturen lod ham ane, at en kommende Dag atter vilde afløse Nattens Mørke; eller vilde den, hvis hele Biden var øst af Vinteraftenens svindende Lys og stigende Kulde, kunne drømme om Foraarsolens mægtige Virkninger? Ligesaalidt kunne da vi have nogen velbegrundet Mening om, hvad Fremtiden vil bringe; thi vi slutte fra Timen til Døgnet og fra dette til Aaret uden at kjende Døgnets og Aarets Tider. Kun Eet synes at fremgaae af al vor Viden, af vor hele Kjendskab til den store Verdens Udvikling, nemlig det, at Alt i Naturen viser en Stræben efter Trin for Trin at nærme sig et fjernt og ophøiet Maal, som intet menneskeligt Zie formaaer at fatte. Lad derfor kun Videnskaben lære, at Solens Lys Aar for Aar vil svinde, at Mørket omsider vil indhylle en hendøende Natur, Menneskeslægten stuer dog tillidsfuldt denne Fremtid imøde i Forudfølelsen af, at ogsaa denne fjerne Nats Mørke omsider maa vige for en kommende Morgen. Julius Thomsen. Klokkedybet. ing bang! ding-dang! flinger det fra Klokkebybet i Odense Aa. - Hvad er det for en Aa? - Den fjender hvert Barn i Odense-By, den løber nedenom Haverne, fra Slusen til Bandmøllen hen under Træbroerne. 3 Aaen vore gule Aafuappe, brunfjedrede Nør og den sorte fløielsagtige Dunhammer, saa hoi og saa stor; gamle revnede Piletræer, sveiede og dreiede, hænge langt ud i Vandet paa Munkemose Side og ved Blegmandens Eng, men ligeoverfor er Have ved Have, den ene anderledes end den anden, snart med deilige Blomster og Lysthuse, glatte og pene, ligesom smaat Dukkestads, snart staae de fun med Kaal eller der er slet ingen Have at see, thi de store Hyldebuske brede sig der og hænge langt ud over det rindende Band, som hist og her er dybere, end man kan naae med Aaren. Ub for det gamle Frøken Kloster er det dybeste Sted, bet kaldes Klottebybet, og der boer Aamanden; han sover om Dagen, naar Solen skinner gjennem Vandet, men kommer frem ved stjerneflare Nætter og Maaneffin. Han er meget gammel; Mo'ermo'er har hørt om ham af sin Mo'ermo 'er, siger hun, han lever et eensomt Liv, har slet Ingen at tale med uden den store gamle kirkeklokke. Engang bang den i Kirketaarnet, ja nu er der ingen Spor hverken af Taarn eller Kirke, den der faldtes Sanct Albani. Ding dang! ding-bang!" klang Klokken, da Taarnet stod og en Aften, da Sol gif ned og Klokken var i sit stærkeste Sving, rev den sig løs og flei gjennem Luften; det blanke Malm skinnede gloende i be røde Straaler. "Ding-dang! ding-dang! nu gaaer jeg i Seng!" sang Klokken og flei ud i Odense Aa, hvor der var dybest, og derfor kaldes nu det Sted Klokkedybet; men ifte fit den Søvn eller Hvile der! hos Aamanden ringer og flinger den, saa at det stundom høres herop igjennem Bandet, og mange Folk sige, at det betyder: nu skal der Nogen doe, men det er ikke det, nei den ringer og fortæller for Aamanden, som nu ikke længer er alene. Og hvad fortæller Kloften? Den er saa gammel, saa gammel, er der sagt, den var til, længe før Mo'ermo'ers Mo'ermo'er blev født, og dog er den i Alder et Barn fun imod Aamanden, der er en gammel, NELSON en stille, en underlig Een med Aaleſkinds Burer og Skælfiskes Trøie med gule Aatnappe i, Siv om Haaret og Andemad paa Stjægget og det er just ifte fiønt. Hvad Klokken fortæller, skal der Aar og Dage til at give igjen; den fortæller ud og ind, tidt og ofte det samme, snart fort, snart langt, ligesom den lyster; den fortæller om gamle Tider, de haarde, de mørke Tider. Beb Sanct Albani Kirke deroppe i Taarnet, hvor Klokken hang, kom Munken, han var baade ung og smut, men tankefuld som ingen anden; han saae fra Lugen ud over Odense Aa, da dens Leie var bredt og Mosen en Sø, han saae over den og den grønne Bold, Nonnebakken" derovre, hvor Klostret laae, hvor Lyset skinnede fra Nonnens Celle; han havde kjendt hende vel og han huskede derpaa, og hans Hjerte slog stærkt derved ding-dang! ding-dang! -" Ja, saadan fortæller Sloffen. ,,Der fom i Taarnet Bispens fjollede Svend, og naar jeg Klokken, der er støbt af Malm, haard og tung, svingede og svang, kunde jeg have knuust hans Pande; han satte sig tæt under mig og legede med to Pinde, ret som om de vare et Strængespil, og han sang dertil: Nu tør jeg synge høit, hvad jeg ellers ikke tør hviske, synge om Alt, hvad der gjemmes bag Laas og Lem! der er koldt og vaadt! Notterne æde dem levende op! Ingen veed berom, Ingen hører derom! heller ikke nu, thi Klokken ringer saa høit ding-dang! ding-bang!"" "Der var en Konge, de kaldte ham Knud, han neiede baade for Bisp og Munt, men da han kom Vendelboerne altfor nær med svære Skatter og haarde Ord, toge de Vaaben og Stænger, joge ham afsted, som var han et Vildt; han tyede ind i kirken, laasede Port og Dør; den voldsomme Stare laae udenfor, jeg hørte derom: baade Skader og Krager, Alliken med, bleve skræmmede ved Strig og Skraal; be fløi ind i Taarnet og ud igjen, de saae paa Mængden dernede, de faae ogsaa ind af Kirkens Vinduer, og sfrege høit, hvad de saae. Kong Knud laae foran Alteret og bad, hans Brødre Erif og Benedikt stode som Vagt med bragne Sværd, men Kongens Tjener, den falske Blake, forraadte sin Herre; de vidste derude, hvor han var at ramme, og Een smeed en Steen gjennem Ruden, og Kongen laae død! - der var Strig og Raab af den vilde Hob og af Fuglenes Flok, og jeg raabte med, jeg sang, og jeg flang: ding-bang! ding-dang!" Kirkeklokken hænger høit, seer vidt omkring, faaer Besøg af Fuglene og forstaaer deres Sprog, til den sufer Vinden ind af Laage og Lydhuller, af hver Revne, og Vinden veed Alt, den har det fra Luften, og den omslutter Alt, hvad levende er, den trænger ind i Menneskets Lunger, veed Alt, hvad der faaer Lyd, hvert Ord og hvert Suk-! Luften veed det, Vinden fortæller det, Kirkeklokken forstaaer dens Mæle og ringer det ud for den hele Verden, ding-dang! ding-dang!" ,,Men det blev mig for meget at høre og vibe, jeg mægtede ikke at ringe det ud! jeg blev faa træt, jeg blev saa tung, at Bjælken fuat og jeg fløi ud i den skinnende Luft, ned der, hvor Aaen er bybest, hvor Aamanden boer, eensom og ene og der fortæller jeg, Aar ud Aar ind, hvad jeg har hørt og hvad jeg veed: ding-dang! ding-dang!" Saaledes lyder det fra Klokkebybet i Odense-Aa, det har Mo'ermo 'er fortalt. Men vor Skolemefter siger: „der er ingen Kloffe, der kan ringe bernede, for den kan ikke! og der er ingen Aamand dernede, for der er ingen Aamand!" og naar alle Kirkeklokker flinge saa lysteligt, saa siger han, at det ikke er Klokkerne, men at det egentligt er Luften, der klinger, Luften er det, der giver Lyddet sagde ogsaa Mo'ermo 'er, at Kloffen havde sagt deri ere de enige og saa er det vist! „Vær agtsom, vær agtsom, vogt nøie dig selv!" sige de begge to. Luften veed Alt! den er om os, den er i os, den mæler om vor Tanke og vor Gjerning, og den mæler det længer end Klokken nede i Dybet i Odense-Aa, hvor Aamanden boer, den mæler det ud i det store Himmel-Dyb, saa langt, saa langt, evigt og altid, til Himme riges Kloffer klinge: „ding-bang! ding-dang!" H. C. Andersen. 8 Josias Rankan, en historisk Romance Du corps du grand Rantzau tu n'a qu'une des parts, L'autre moitié resta sur les plaines de Mars. Il dispersa partout ses membres et sa gloire, Tout abattu qu'il fut, il demeura vainqueur. Son sang fut en cent lieux le prix de sa victoire, Et Mars ne lui laissa rien entier que le coeur. Inscription paa Rangaus Grav. I. ra Kirketaarnet runged Forlængst bet tolvte Slag, Beb Nattens Barm nu dier Den nyfødte Dag; Dog sidder Fru Anna bestandig I Salen, ved Lampens Lue, Der fafter fit matte Stin paa Den tankefulde Frue. Foran hende ligger paa Bordet Det nys fuldendte Brev, Som til sin bortdragne Huusbond Hun med Glædestaarer skrev.- Dog mat fun det døde Bogstav Med sorte Træk fortolkeb Den Stare jublende Tanker, Som hendes Sind befolked. Nu var det opfyldt, hendes Saa lønligt nærebe Haab, Nu trivedes det daglig Under Smiil og Taarers Daab; Hun havde følt, at under Hendes Hjerte det sig rørte, Og hende frem i Tiden En glad Forventning førte. Den maler med fine Roser I Natten hendes Kind, Da gaaer der gjennem Salen En iisnende Vind. Hun stuer op: et sælsomt Syn sig for hende viser, - En lille Mandsling staaer der, Som stubt op af Gulvets Fliser. Den Kofte, som han bærer, Er lig Jordens Farve, graa, Og rød og stor og spids er Den Hue, han har paa. Det er en af de travle Smaafolt, Som i Høien fig bevæger. Og ofte spille Bonden Saa mange slemme Streger. Men slem er ei vor Mandsling; Han gjør forknyt et But. Graad staaer der i hans Die, Fra hans Mund lyde Suk. 8* Med Haanden af han tager Den spidse, røde Hue Og taler saa heel ydmygt Til den abelige Frue ,,Hil være Dig, Fru Anna! Ei Høiens Mand Du flye, Der kommer hid i Natten For til Din Hjælp at tye. Berøvet Pleie ligger I Høien dybt derinde J Barnsnød og alene Min fummerfulde Qvinde. Jeg veed hvilket Haab, der nylig Din Kind farved rød, Jeg veeb, at selv en Spire Du bærer i Dit Skjød. Saa fandt som Du nu haaber, At den til Frugt skal trives - Jeg besværger Dig: yd hende, Den Hjælp, der bør gives!" Fru Annas Kinder blegne; Dog betvinger hun sin Frygt, Og sit varme Qvindehjerte Hun følger saa trygt. ,,Saa vist som selv jeg haaber En Moders Fryd at nyde, Saa vist Din Qvinde skal faae Den Hjælp, som jeg kan yde." - Og fjækt hun fulgte med ham 3 Høiens dunkle Skjød. Og hjalp den syge Qvinde I hendes bittre Nød. Nu efter røgtet Gjerning Staaer hun atter i sin Stue, - Og liden Pudsling taler Til den adelige Frue: ,,Tak, at saa beredvillig Os bi Du monne staae! Og viid, at Høifolks Tak, den Bar aldrig at forsmaae. Det er en gammel Stik, vi Fra vore Fædre have: Hvo som i Nød os hjælper, Modtage maae en Gave. Vel er Du rig, og Stjæbnen Din Slægt var stedse huld, Behold med venligt Sind dog Til Minde dette Guld! Brug det, som bedst Dig tykkes Til en Ring eller til et Smykke: Den af Din Slægt, som eier det, Skal følge Held og Lykke." Saa brat han forsvandt som En Fist i Vandets Strøm. Fru Anna betragter næsten Det Hele som en Drøm. Men da hun seent sig reiser Hvor forbauses hun da iffe: - Det straalende Guld bun seer da For fine Fødder ligge. II. Gjennem Buevinduet sfinner Den flare Høstdags Sol; Den gamle Rantzau sidder Tankefuld i fin Stol. Foran ham staaer ærbødig Josias, hans Førstefødte. Med utaalmodige Miner Længst Faderens Blik han mødte. Ned fra Baretten synker Haarfylden tyk og bruun, Om Munden fjæft sig kruse De guldgule Duun. Hans starpe Blik, det ligner Et Lyn, der fra Styen fnittrer. Nu taler den Gamle til bam Bevæget, Stemmen zittrer: ,,Knap fjorten Aar gammel Du her fra Hjemmet tog, Og blandt Oraniens Livvagt I tvende Slag Du slog. Ved Lutter med Kong Christian For tredie Gang Du fægted, Og efter Daad dog længe. Dit vilde Mod forsmægted. „Jeg tør ei længe tvinge Den Drift i Dit Bryst, Der river Dig afsted som En Trækfugl i Høst. Gaa da! med min Velsignelse 3 Verden ud Du drage, Stjøndt gjerne jeg beholdt Dig I min Alderdom tilbage. ,,Men før, at friste Lykken, I Krig Du drager ud, For sidste Gang Du høre Mit faderlige Bud, Og med paa Veien maa Du En Foræring ta'e til Minde; I det Fjerne til Fædrelandet Din Hu den stedse binde! „Din Oldemoder Anna, Saa veed Du Sagnet gif - Noget Guld til Foræring Af Høifolket fit. Man siger, hun lod det smelte Til en Sild over Jlden. Det være, som det vil; men Vor Slægt, den eier Silden. „Og dette gamle Minde Fra en Tid, som er fjern, Har jeg ladet forbinde Med et smidigt, hærdet Jern; Tag Sværdet, min Josias! Af Guldet er dets Fæste, Og brager Du bet i Kampen,ashing Da brug det som de Bedste! Hust: af en ædel Stamme Er Du det unge Skud; Lad den kun ingensinde I Dig arte ud! Stal og da selv en fremmed Grav over Dig fig luffe, Vil Du falde dog til re For det Land, der bar Din Bugge." III. I en lille By ved Rhinen Er leiret den franske Hær. Trommeslag og Trompetstød Gjenlyde fjernt og nær. Efter Dagens Møie have Paa Raadhuset i Salen Officererne fig leiret Og tømme nu Pokalen. Frem og tilbage flyve Lig Bolde Stjæmtens Ord, Ledsaged' af Latterens Det rungende Chor. -Men, stjøndt Enhver hengiver Sig heelt til Glædesstunden, I mangt et Sind dog syder En Draabe Had paa Bunden. Den forhadte Danske sidder Jo med dem ved deres Bord. - Han er tapprere end dem alle, Den Brøde, den er stor! Hver Gang til ham de skotte, Formørkes deres Blikke; Men, muntreft blandt de Muntre, Bemærker ban bet ikke." Samtalen vidt sig slynger Som et mangefarvet Baand, Da slaaer i Bordet Rantzau Til Lyd med sin Haand: „Om Eders Slægt, I Herrer, Saa Meget 3 mon' mælde, Lad mig et Sagn fra Danmark Til Gjengjeld Jer fortælle! I ville neppe troe mig, Det forudsee jeg kan; Men min Kaarde skal bevise, Fortællingen er sand. Jeg mener ei dens Klinge; Men kun det blanke Stjæfte, Der smedet af Guld bet pure Vil mine Ord bekræfte." Saa fortæller han dem om Høien Og det Folf, som boer beri, Hiin sælsomme Stabning Af en nordist Phantasie. Og Mindets Alfer hulde Til Hjemmet bam forsætter, Mens han ærlig og troskyldig Sit Familiesagn beretter. Men de spotste Franskmænd høre Med Spot fun derpaa, Og med baanlige Miner En af dem taler saa: "Ja, naar en forberet Kaarde J Slaget I mon bære, Saa kan I sagtens ogsaa Den Modigste være." Da reiser sig Rantau, Hans Zie lyner hvaft; Sin Haand med Glasset sætter Mob Bordets Blad han fast. Bokalen gaaer i Styffer, Paa Dugen ligger Vinen, - Taus spænder han fra sin Kaarde Og tafter den ud i Rhinen. ,,Var Værget, jeg bar, forberet, Saa har jeg det nu ei; Lad os da stray fun prøve, Om mit Mod gif samme Vei. En af de andre Herrer Sin Kaarde maa mig laane!" -Da blegned den frække Spotter Og var nær ved at baane. Dg -hvirvledes Heltens Klinge Bort i den stride Flod: Intet funde bog betvinge Hans urokkelige Mod. Med det laante Vaaben gjorde han Bagtalelsen til Stamme; Men i hver Fægtning fiden Han stadigt fik en Stramme. - Sex og tredive Aar gammel Bar han Frankrigs Marschalstav; Men med trebdsindstyve Bunder Blev han sænket i sin Grav; Og det ene af hans Tine Og Hælvten af hans Lemmer, Dem en forskjellig Balplads Spredt i Europa gjemmer. Men over disse Steder Ei forte Ravne foer; Men Rygtets Fugl nebsvæved Fra det sagarige Nord. Fra Val til Val den svang fig Saa stolt som en Svane Og betegnede hans Hæders Den straalende Bane. Og fra hans Grav den jubled I stærke Toner ud: Af en gammel, ædel Stamme Bar han et ædelt Skub. Den jubleb ud hans Minde, Hvis Glands ei Tid kan slukke, Som lyse vil til re For det Land, der bar hans Vugge. Ernst Hoyer. En Tour til Væveren. et var en Festdag for Forpagterens Børn, naar Garnet blev bragt til Væveren. De talte derom længe iforveien; og naar den vilde Bellis spettede Græspletten i Haven, hvor Gaasen stod toiret og hvæsede og sled i det bundne Ben, da var hverken det unge Græs eller Tusindfryden eller de dunede Gæslin ger, der dinglede saa morsomt paa de fluntede Ben, fjærere Foraarstegn for dem, end Garnet, der var hængt til Tørring og Bleg mellem to lange Stan ger. I Løbet af Vinteren havde de ofte liftet sig ud i Pigekammeret for at see, hvor rast Hørtotterne spandtes af, medens Pigerne sang og fortalte Historier, og i Tanken nød de da allerede Foraaret og Touren til Væveren; og naar de siden kom ind i Pulterkammeret og saae de store Net med Traadnøgler og Garnbundterne under Loftet, trøstede de hinanden med, at iaar var der spundet flittig, og de maatte vist komme tidlig til Bæveren. Saameget Garn har ,,Een, to, tre, fire, ti, tyve, fyrretyve - Moder bestemt aldrig før havt", sagde den ældste Dreng, der gik i Haven og talte Bundterne paa Stængerne. I sin Iver tog han sig ikke iagt og kom for nær hen til Gaasen, der nappede ham i Benet, saa han sprang ved det,Au, au! Vi tomme snart til Væveren, kunne 3 troe. Mon det skulde blive paa Onsdag eller først paa Fre dag?" Det var ogsaa kjedelig, at de aldrig kunde faae det at vide forud. Kom de til Moderen og spurgte, saa lød Svaret: „Ikke nysgjerrig, min Dreng, naar Tiden kommer, faaer du det at vide." Og troede de at gaae rigtig diplomatisk tilværks og henvendte sig hviskende til Husholdersken, som stod ved siden af, saa havde de den ærgrelse, at hun misforstod Spørgsmaalet hun var tunghør, den Staffel - og svarede ganske høit: „Nei, Bæveren har ikke været her idag, det var Kalkflageren!" At, hvem tænkte nu paa Kalfslageren. Hvilken Jubel, naar Dagen endelig kom. Middagsmaden blev. anrettet en halv Time tidligere end sædvanlig og var idetmindste for Børnenes Part forbi et Ovarter hurtigere end ellers. Der blev bestandig stottet ud i Gaarden, hvor Lars var ifærd med at smøre Hjulene paa Holstensfvognen, dette med en vis Respekt betragtede Pragtstykke, der fremfor de andre Vogne stod med Overtræk paa i Sturet og havde Sæber, der vippebe paa Fjedre, og Remme, der knagede faa deilig, naar man gyngede i Agestolen - Holstenstvognen, der var et ligesaa siffert Foraarstegn som Svalen; thi om Vinteren funde den ikke komme frem paa de bundløse Veie, saa maatte man altid kjøre paa Fjellevognen. Og Lars havde den røde Best paa, som hørte til Livreet; den lysegraa Frakke med blanke Knapper, Kubskefjolen, som den faldtes, laa paa Agestolen ved siden af Hatten med bet brede, hvide Baand og den nye Pidst intet Under derfor, om der imellemstunder gif en Stefuld udenfor Munden, den gabede mere af Henrykkelse end efter Maden. Naar Maaltidet var forbi, kom Stolene i en Fart paa deres Plads og Drengene ud i Gaarden, hvor de beundrende vare Vidner til Larses interessante Arbeide, der bestod i, at han dyppede en Spaan i Tjærekanden og smurte Aren. Aldrig syntes en Tragtekande et mere uudstaaeligt Meubel end den Dag, og aldrig havde Faderens Anskuelse, at man nok kunde undvære Kaffe om Eftermiddagen, flere Tilhængere; var det kommen til Afstemning, vare Moderen og Husjomfruen, der udgjorde det modsatte Parti, blevne i Minoriteten desuden fik de jo Kaffe bos Væveren, det vidste Børnene. Endelig, endelig kom da Vognen for Døren. De Brune skinnede, og de lakerede Sæder og Lars i Kudstekjolen og hele Verden skinnebe for det lykkelige Barnesie. Garnet læssedes paa, det stod høit op mod den buede Bagsmæk; den pyntede Stuepige satte sig op bos Lars, Husjomfruen hos Mabamen, og i det bageste Sæde regerede Rollingerne. Faderen stod i Døren og formanede: Kom blot hjem, inden det bliver mørft, Veien er slem. Vær nu forsigtig Lars, bust paa Stenfisten ved Skovmarken og sving ikke for kort. Du har ba taget Foder med til Hestene?" Jo, Husbond!" „Kjør saa i Guds Navn. Farvel." Hyp!" "Farvel." "Farvel!" Og affted gik det; nu vare de da endelig paa Veien til Væveren. Det var saa frist, det var saa deilig i den milde Foraarsluft. Lærken slog saa lyftig, og det unge Løv skinnede i det varme Sollys. Affetræerne ved Aaen vare ikke rigtig sprungne ud endnu, men Knopperne svulmede bristefærdig, og til Gjengjæld var Hvidtornebækken paa den anden Side af Veien ifærd med at sætte Blomster. J Grøften stod Græsset høit og saftig, og Løvetanden prangede som Gulb beri. Da de kjørte forbi Græsmarken, stod en Ko og strakte Hovedet over Lebet og faae efter dem, som havde den Lyft at være med; Røgteren sad paa Stangen af sit kjørende Hus og snittede en Vindepind det var hans sædvanlige Beffiæftigelse, og hver Piges Sykasse vidnede om hans Konstfærdighed. „Goddag Hans, Goddag Hans! Vi kjøre til Bæveren", raabte Drengene; Hans niffede til dem; men da Mabamen saae derhen, lettede han den lodne Kabuds. Koen brølede, Lars gav den Nærmer et Smak, fordi den spidsede Øren, den sprang og ryffede i Vognen, Agestolen vippede og var nærved at gaae bagover, og Drengene sfreg af Glæde. „Vil I sidde stille, Drenge", lød den moderlige Formaning. Sidde stille, naar Hjertet hopper i Brystet af Glæde; sidde stille en yndig Foraarsdag, naar alt rundtom aander Liv og Lyst! Det er umulig, ganffte umulig før man bliver ældre. Man dreiede af fra Veien. Lars tog et stort Sving og kjørte ganske langsomt, for det var over den smalle Stenliste ind til Skovmarken. Markveien var smal og knudret, den løb langs Grøften med de gamle Piletræer, forbi Torvemosen, hvor Vildanden rugede paa Tuen, og hvor Viben ietvæk skrigende omkredsede de Kjørende. Saa git det op over en lille Høi og saa ned ad Bakke, ned mod Skoven, der laa Væverens Hus. Aldrig har der været grønnere Græs og aldrig gulere Blomster end paa Moseengen foran Huset, aldrig en hyggeligere Nøghvirvel end den, som fra dets eneste Storsten snoede sig op foran den lyse Bøgeskov. Det var et lille Hus, og man faae det endda kun halvt, det var næsten skjult af Buske, gjennem hvilke de hvide Mure tittede frem ligesom Blomsterblade af det grønne Svøb. Mellem de knoppende Buske laa det der, som var det selv en Knop, der ventede paa at springe ub: det var ret et Hus for et Foraarslandskab og for barnlige Drømme. Nu er man der. Storken staaer paa Taget, og Væveren staaer med Træstolen, der skal tjene istedetfor Vogntrappe; hans kone staaer i Døren og neier, og deres lille Pige stikker Hovedet frem bag Moderens Skjørter. Bæverens Stue er lav og lille, det er en almindelig Bondestue med et langt Bord hen foran Vinduerne med Bænke paa Siden, med en Dragkiste med Kopper og Glas, med et høirøstet Stueuhr og en stor Bilæggerovn. En Seng med blaatærnet Omhæng staaer i Krogen, og Vinduerne ere fulde af Gerannier og Gyldenlakker, mellem hvis Blade Solen skinner ind og taster en Lysstribe over Dugen, som er bredet paa den øverste Del af Bordet, og paa hvilken Kaffekjedlen og de storblomstrede Kopper ere opstillede. Folkene fra Herregaarden skulde altid drikke Kaffe hos Væveren, men Brød bragte de selv med; Drengene mente, det var umulig andet, end at der maatte være meget mere end Sufferkringler og Tvebakker i det store Klæde, Stuepigen havde holdt paa Skjødet, og som Lars nu bragte ind fra Vognen. Intetsteds smagte Kaffen bedre end hos Væveren; thi i Bondestuen sad Børnene tilhøibords og fik lov at tage selv; de glemte ikke at tage for fig af Retterne, og besuagtet ophørte Væverens Kone ikke at nøde dem: Gud veed, hvor længe de havde holdt ud, dersom Moderen ikke havde sat en Stopper for. Tal, nu maae Børnene iffe faae mere", sagde hun. „Naa, Drenge, nu kunne I løbe ud i Skoven, medens vi faae Garnet fat i Væv; og Lars maa see lidt efter dem, at de ikke komme hen til Mosen.",30, Madam", sagde Lars, der sad ved den nederste Ende af Bordet. Han vendte Spøl fummen, tog fin betressede Hat, gav et Nif og sagde: „Nu siger jeg saamange Tat" og saa gik det ud i Skoven. I Skov, i friffe, grønne Stov, med de lyse, dunede Blade, den blomstermyldrende Grund, de stille Smaasser, hvor Ellebusken dypper fine Grene, og Frøen, der bliver forstræffet, springer i Vandet med et Plabst. Bølgeringene fruse Vandspeilet, saa Styggerne af de høie Træer zittre deri, og det seer ud, som sænke de sig dybere og bybere ned mod det lille Stykke blaa Himmel, der synes at danne Bunden af Søen. Der er deilig derude, der er en berufende Duft af Skovmærker og Violer og af det tørre Løv, der knaser under Fødderne. Der er Fuglereder i Buskene og Markmus ved Roden af det hule Egetræ; der er en Nævegrav i den lille Baffe og friske Spor af Mikkel i Gruset, som er kradset op; bag Buffene ligge nogle Fier, og dem troe Drengene at fjende, de have bestemt tilhørt den gule Høne, som blev borte forgangen Dag; der er tusinde Ting at seeo, et Egern, et Egern! Det springer i raste Hop fra Gren til Gren og fra Træ til Træ, Drengene løbe med oprakte Halse og aabne Hænder for at gribe det, hvis det skulde falde ned kom ikke til Mosen! Hust hvad Madamen sagde", lød Larses advarende Stemme, og det var paa høi Tid. Grunden begyndte allerede at blive bløb, en Sko var bleven stikkende deri, og imidlertid var Egernet forsvundet. Bustende, med glødende Kinder og lidt slukørede paa den dyndede Stoes Vegne vendte Drengene tilbage til Lars, der imidlertid havde faaet sig en Passiar med Skovfogdens Datter, som kom hjem fra Maltning. Thi Aftenen var stredet frem, Solen kastede i sin Nedgang røde glimrende Lysstriber gjennem Aabningen i Skoven, medens Træernes bølgende Kroner væltede en sort Skyggemasse ud over Hegnet og hen ab Kløvermarken, hvis brede Blade begyndte at beslaaes af den faldende Dug. Og de, som skulde være hjemme, inden det blev mørkt! Men det havde ingen Nød: Nyet var tændt, og Lars sagde, han kunde godt see Sporet. Mosekonen bryggede, Dampen fra hendes Bryggers stod som en hvid Taage over Engen, kun Trætoppene ragede op over ben og glimrede med det fugtige Løv. Det var saa stille; man kunde høre Køerne bag Hegnet tygge Drøv; og langt borte ovre i Landsbyen var der En, som spillede Klarinet. Han blæste en lystig Melodie, som Børnene godt kjendte fra Høstgilderne, først sang de med, men efterhaanden bleve de stille; snart blandede Tonerne sig med Vognens Rumlen og Remmenes Knirken og tusinde ubestemte Forestillinger ind i de barnlige Drømme, medens Agestolen vippede paa sine Fjedre og vuggede hele det lille Selskab i det bageste Sæde i en blid Slummer. Dr. H. Skovminder. Stoven, hvor jeg vandred, Da jeg var ung og glad, Er Ingenting forandret, Ei Stub, ei Blomst, ei Blad. Meb Bemodsfryd fornemmer Endnu min vakte Sands De samme Fuglestemmer, Den samme Duft og Glands. 9 End leve tusind Minder Her fra min fjerne Baar; Fra hver en Luft, der vinder, Et Fordums Sut jeg faaer. Stovduens Kluk og Klage Er lige elskovsblid Og tryller sødt tilbage Mig til en svunden Tid. De vilde Anemoner Har end det gamle Stjær, End flinge fjerne Toner, Som gif mit Hjerte nær; Den høie Poppel kroer sig End lige stolt og rank, Og Bækken endnu snoer sig Om Stenen lige blank. Mig vinker hver en Bille, Hver Sommerfugl, hver Bi, Jeg veed nok, hvad de ville, Og føier mig beri: De byde mig at luffe Vidt op min Tankes Blik; I Klokkeblomstens Kruffe Credentse de mig Drif. Men Mindets Staal, de ræffe, Gjør ei mit Hjerte svagt; Det hæver sig og stræffer Sig med forynget Magt. I dette grønne Mørke, I Sommerduftens Flod Det føler ny fin Styrke Og faaer fit gamle Mod. Thi jeg er ingen Daare, Som bar den vamle Stif At spilde Sut og Taare Baa Tiden, som hengit. At, Alt hvad der fan tænkes At gjøre Glæden rig, Det Bedste, der fan stjenkes, Har Tiden skjenket mig. Chr. Winther. Aaret Ellevehundredoglyvoghalvtreds. (Nærmest fortalt efter Sare Sagemand.) llerede i flere Aar havde to Halvkonger fastet Tærning om Danmarks Rige: Svend Eriksøn, en Frillesøn af den blodige Kong Erit Emun, og Knud Maagensøn, en Søn af Prinds Maagens Nielson, Knud Lavards Morder. Svend havde fit Tilhæng i Østen af Landet, og Knud i Besten, og saa længe be levebe, holdt de Strid, saa for Zrne og Ravne blev der sørget godt i Marken, men Landet lagdes øde under den blodige Feide. Snart laae den ene af Halvkongerne under og snart den anden; snart flygtebe den ene af dem til Tydskland og snart ben anden; men altid vendte de tilbage med hværvede tydste Spyd for at gjennembore bem, som de kaldte Landsmænd og Underfaatter. Ja, saa dybt sank de begge i Vanære, i æreløs Higen efter Drottens Ere, at ingen af dem betænkte sig paa, hvad aldrig nogen anden dansk Konge havde formastet sig til: at tage Danmarks Rige til Lehn af den tydske Keiser. Ingen af dem skal oprindelig have været haard eller ond, 9* de synes endog begge at have været milde og godmodige af Naturen, men Letsindigheden løb af med deres Svaghed, og Forfængeligheden fuldkommede Værket. Ogsaa hørte de altfor gjerne paa onde Raadgivere, hvad navnlig var Tilfældet med Svend Erikson; og det var hans egent lige Ulykke. Da Friserne efter et haardnakket Forsvar maatte overgive Kong Svend Mildefæstningen, lovede han dem alle Liv og Leide, og det Orb holdt han saa trofast, at han end ikke forgreb sig paa sin Faders Banemand Sorteplog. Og det var den samme Herre, som siden fortjente sig Navnet Svend Svie for det Baal og Brand, han lod gaae over værgeløse Byer, og om hvem man sagde, at alt det Onde, hans Fader havde truet med, det fuldkommede han. Det var derfor en ganske mærkværdig dansk Troskab, hvormed igjennem ti lange og trange Aar en stor Deel af Folket holdt uroffelig fast ved den samme Svend, mebens en anden hang lige saa fast ved Knub, det hele Rige til ubodelig Stade. I de første syv Aar fulgte Valdemar Knudson Kong Svends Banner. Denne Baldemar var en Søn af den ridderlige Knud Lavard, men en Pleiesøn af den ædle Fru Inge, som fødte sin Huusbonde, Aster Ryg, mens han var i Leding, Tvillingsønnerne Asbjørn og Absalon og med det samme satte tvende mægtige Taarn paa Dannemarks Dannevirke". Med disse Tvillingbrødre vorede Valdemar op, og de tre vorede sammen som Tanke, Villie og Følelse i den samme Menne stefjæl. Siden tom Valdemar til den mægtige Christian Svendsøn, der havde været Erif Emuns bedste Mand blandt Jyderne, men da han blev vaabenfør, fulgte han, som sagt, Rong Svend imod Sønnen af sin Faders Morder; og derom ere Alle enige, at, baadebe han ham meget ved sin Klogskab og Manddom, baadede han ham dog vel endnu mere ved sin Bennesalighed. Thi det Folk, der beundrede den unge Helt, som med sikkert Overblik styrede Slagordenen, mens han med driftigt Mod og ubøielig Kraft brød sin seierrige Landse mod Overmagten, det elskede Dag for Dag med større Hengivenhed den ridderlige Høvding, der var aaben i al sin Færd, trofast som den, der aldrig fjendte til Svig, og livsalig mod Høie og Ninge. Frygtede man med Rette hans tunge Sværd, saa havde dog baade Ven og Fiende en saadan Tillid til hans givne Ord, at, da f. Ex. Frederik Rødstjæg, Tydsklands Keiser, til en Forligsprøve udskiftede Danmark mellem Svend og Knud, og det saaledes, at Svend blev Overkonge med Lehnspligt mod Tydskland, og Knud fik Sjælland til Lehn af Vasallen, da vilde Knub fun gaae ind paa denne Ordning, naar Valdemar gik i Borgen for Svends Ord; hvori han ogsaa paa Svends Bøn indvilgede, bog tun saaledes, at, bvis Svend ligefuldt brød fit Orb, skulde baade Knud og Valdemar være løfte fra deres Forhold til ham. Men Svend holdt ifte fit Ord, og da Knud læmpede sig efter ham imod Valdemars fornyede Borgen, da brød han det paany, hvorfor Knud og Valdemar lobe sig paa Viborg Thing (1154) høitidelig hylde til Danmarks Konger. Der var altsaa nu tre Konger i Landet, og de tumlede sig saaledes med hinanden, at, havde de med Hestehove kunnet trampe bet ned under Havstokken, da var det siffert ſfeet. Itfun Bender og Tybffere grinede ad det spildte Blob, thi allevegne laa Landet aabent for deres Plyndringer. og det varede da heller ikke længe, inden be omtrent havde tømt Tredieparten af det forhen dyrkede og beboede Land i Danmark. Paa Jyllands Østkyst stode alle Byerne tomme og laae Markerne øde fra det yderste Vensyssel indtil Eideren; i det sydlige og østlige Sjælland saaes der heller intet uden de golde Agre; Fyen var mere end halvveis ødelagt, og paa Smaaserne fandtes der knap et levende Zie. Kun Lolland og Falster gjorde saa temmelig en Undtagelse, thi Lolliferne kjøbte sig Fred af Sørøverne ved en aarlig Afgift, og Falstringerne, som dog vare færre, havde saavel Mod som en underlig Lykke til at holde dem borte med Staalet; Falster var da naturligviis heller ikke saaledes hærjet af Borgerkrigene som de større Landsdele. Endelig kom Aaret 1157. J Spidsen for en Hær af kjøbte Sachsere brød Svend atter ind i Sønderjylland, hvor han indtog Slesvig. Knud var dengang hos sin Moder i Sverrig, og Valdemar var i Sjælland; men næppe fit Baldemar nys om Indfaldet, før han gif til Jylland og samlede i en Fart en saadan Hær, at de sfræmmede Sachsere atter trat sig tilbage. Saa gjorde Svend med en slavist Flaade Landgang i ven og holdt under stort Fryderaab fit Indtog i Odense. Men snart stode Knud og Valdemar ogsaa i Fyen, og den Styrke, de havde med sig, meente Svend ikke at kunne mobstaae. Valdemar, der indfaae, at, naar man i Borgerkrig ødelagde sine egne er, gjorde man i Grunden fælles Sag med Nigets Fiender, fik derfor et Møde tilveiebragt, paa hvilket man enebdes om, at Svend skulde med et vist Følge begive sig til Lolland, og holde sig i Stilhed der, til der blev sluttet endelig Fred imellem ham og hans Frænder. Efter Aftale gik da Svend til Lolland og havde kun faa Dra banter med sig, men forøgede daglig deres Tal, for at han kunde mødes som Ligemand med Knud og Baldemar, naar den aftalte Dag kom, da Freden skulde sluttes. Faa Dage før denne kom ogsaa bans Frænder til Lolland, ledsagede af Danmarks Abel. Knud holdt sig mistænksom tilbage, men Valdemar blev sig selv lig og aflagde uden synderligt Følge Svend et Besøg. Svend, som havde ventet dem begge, skal i den Anledning have givet fine Tjenere et Vint, at de skulde see at yppe Kiv med Gjæsterne, for, naar det kom til Slagsmaal, at kunne benytte Forvirringen til at dræbe hans Medbeilere. Han tog imid lertid fit Bud tilbage, da Valdemar kom ene. Næste Dag havde de famme To en Samtale under fire Dine, og blev det i denne bestemt, at den følgende Dag skulde Herremødet finde Sted. Dette aabnede Svend med den høitidelige Erklæring, at han tog Valdemar til Voldgiftsmand og erklærede sig forud fornøiet med den Kjendelse, denne maatte affige. Ligesaa Knud. Saa tilbømte da Valdemar dem alle tre Kongenavnet og ffiftebe dernæst Danmarks Rige i tre Dele. Den ene af disse skulde bestaae af begge Jyllandene, til den anden hørte Sjælland og Fyen med samtlige Smaaser, og til den tredie henlagdes Staane, Halland og Bleking samt Bornholm. - Med Stifteretten havde Valdemar ogsaa Forlodsretten, og han tog da Jyllandene til sin Deel; Svend vilde ikke ligge i Midten, hvorfor ban tog Østbanmark til sig; Knud fit altsaa Derne. Den oprettebe Bagt blev derpaa bekræftet ved en høitidelig Edsaflæggelse, og med oprakte Fingre kaldte be den høieste Gud til Vidne paa deres Oprigtighed, nebbade ogsaa hans Hævn over enhver Meeneber, ligesom da Biskopperne forud erklærede en saadan for udelukket af Kirkens Samfund. Saasnart Forhandlingen var sluttet, tog Knud til Sjælland. Valdemar ledsagede ham, og Svend lovede ligeledes, at han uden Ophold vilde gjæste ham i hans Hovedstad Roskilde. Han gav sig virkelig ogsaa næste Dag paa Reisen. Da Knud børte, at han var fommen til Ringsted, red han ham imøde, men fik Mistanke underveis og breiede til en Side. Valdemar, som var mere troskyldig og uforsigtig, blev derimod sin Bestemmelse tro og indfandt sig atter bos Svend, hvor Drabanterne stode flokkeviis i fuld Rustning, man vil sige for at bræbe Kongerne, saa snart de kom. Men da den Ene manglede, og Svend vilde slaae begge Fluer med et Smæl, blev der heller ikke benne Gang noget af Forræderiet. Svend fulgte strax med sin Fætter til Roskilde, hvor man fordrev Natten med Svir og Lystighed. Næste Morgen tog Svend ud til Thorbjørn Sunesen for at fee til sin lille Datter, og her vil man sige, at hans onde Plan først fuldmobnedes, da Thorbjørns Kone udbrød: „Aldrig havde jeg troet, at Du saadan kunde vore nedad, at Du vilde nøies med Tredieparten af Riget efter at have raadet for det Hele". Nok er det: han blev hele Dagen hos Thorbjørn, saa, da det lakkede mod Aften, maatte Knud stiffe ham Bud, at man ventede efter ham med Nadveren. Svend fulgtes da med Buddet tilbage til Byen, og ved Bordet indtog han som den Ældste Hæderspladsen mellem begge fine Medkonger. - Det var St. Laurentii Aften 1157. Da Maaltidet var endt, dannede der sig smaa Vennelag omkring Bordene, og Lystigheden begyndte for Alvor, medens Bægrene vandrede rast omkring. Da ønskede Svend et Schatspil og sagde, at med den Leg havde han tidt forkortet sig Tiden i fin lange Landflygtighed; men man havde intet Schakbrædt, og der blev altsaa intet af Spillet. Saa var der en tydsk Sanger, som opstemte en Spottevise om Svend og hans Landflygtighed, men han blev starpt irettesat af Tilhørerne. Kun Svend syntes slet ikke stødt og bad ham gjentage Bisen, da det altid var ham en stor Fornøielse at mindes om Trængsler, som lyffelig vare overstandne. Det var nu i Skumringen, og man havde alt tændt Lys. Da traadte Ditlev Edlersøn ind, en tydst Drabant hos Svend, som fremfor de Fleste havde vundet hans Dre. Han stod taus og tankefuld og lob Dinene gaae rundt for at udspeide Leiligheden. Kong Knud bredte fin Kappe ud og bad ham sidde bos, men Ditlev takkede for Wren og gif igjen. Han kom dog strax tilbage og gav Svend et Vink, som benne ikke ændsede, før Kund sagde, at Ditlev vilde nok tale med ham. De To lagde nu Hovederne sammen med deres Venner, uden at Nogen kunde høre, hvad de forhandlede. Men den mistænksomme Knud mærkede Uraad, faldt pludselig Valdemar om Halsen og kyssede ham. I det samme lod Svend sig gjennem en Bagbør lyse til sit Sovetammer, og nu tastede hans Snigmordere sig med bragne Sværd over Kuud og Valdemar. Denne sidste sprang imidlertid hurtig op og slukkede alle Lysene, svøbte derpaa sin Kappe om sin venstre Arm og bødede saaledes af mod de krydsende Sværd. Vel saarede Ditlev ham i det ene Laar, men blev i det samme tastet baglænds overende af ham; og nu banede Baldemar sig med Sværdet en Vei gjennem Mørket. I Døren var der vel En, som greb ham fat i Bæltet, men beholdt kun Duskerne, og den ædle Herre undkom. Nu var der Nogle, som sloge Vinduerne ud, for at Mørket ikke skulde standse Niddingsværket, og Ditlev, som atter kom paa Benene, flakte Hovebet paa Kong Knud, som forgjæves stræbte at bøde for sig med Hænderne. Døende sant han i Absalons Favn, og denne, som meente, at det var Kong Valdemar, fastholdt med begge Hænder det blodige Hoved, da han kunde føle, at Hjertet endnu bankede mat. Endelig opdagede han af Klædedragten sin Feiltagelse, lagde det afsjælede Legeme ærbødig tilside, og gik taus med faste Stridt igjennem Morderskaren uden at blive kjendt. Baa Slotsbroen og siden paa Kirkegaarden kom han derimod virkelig i Fare, og det sidste Sted var der En, som prøvede at jage ham et Spyd gjennem Livet; men han fit fig saa betimelig breiet, at Spydet gik fun gjennem hans Brystdug, saa Gud var dog saa naadig i denne Blodnat at vaage over dem, der skulde vorde Fæ= drelandets stærke Biller. Absalon kom om Natten til Ramsø By, hvor en Bonde gav ham en frist Hest, paa hvilken han først naaede til sin Søster, der var gift med Hr. Peder, og siden fra hende til sin Moder i Fjennesløv. Valdemar havde kun tvende Følgesvende med sig, og det store Hul i Laaret gjorde ham Flugten tilfods besværlig. Ogsaa han naaede dog til Bonden i Namsø, hvor han fik Besked om Absalon, samt modtog veikjendte Ledsagere, der fulgte ham til Fjennesløv. Her fik han sit Saar forbundet, og her blev han det øvrige af Natten. Tidlig næste Morgen lod Svend Roskilde Borgere sammenkalde, fremviste sin Kappe, som han selv havde gjennemſtuffet paa Kryds og og Tværs, stjældte Valdemar og Knud for Gjæsteniddinger, Meenebere og Jldgjærningsmænd, ja takkede Gud, som havde tilintetgjort det onde Anslag og slaget den ene af Forræderne; men der var Ingen, som vilde troe ham. Saa sendte han Bud over hele Sjælland samt befoel strængelig at udhugge en Planke paa alle Zens Baade og Stibe, for at ingen stulbe undkomme; lod ogsaa gjøre Jagt i alle beftove og Ufører, hvor man kunde tænke, at Valdemar havde skjult sig. Men denne undgik med Flid enhver Affrog, da han meente, at man var bedst skjult, hvor Ingen tænkte paa at lede, og flakkede med tre Folge-- svende omkring i de tyndeste Skove. Men fjærnt fra Drotten viste Asbjørn Snare sig med en Trop i aaben Mark, for at Svends Folf skulde troe, at her var Valdemar. Ogsaa viste han sig snart ved et Færgested, snart ved et andet, for at ingen skulde gjætte, hvorfra man vilde forsøge Overfarten. Endelig gif han til en Tømmermand, som var hans gode Ven, og bad ham flye det Sfib, de vilde bruge; men Tømmermanden svarede luunt, at han gjorde det ikke, uden han nøbtes dertil. For et Syns Stylb lagde altsaa Asbjørn Haand paa fin Ven i mange Dannemands Overværelse, og førte ham bagbunden til Stibet, hvor han strax udrettede sin Gjerning; men det var jo vitterligt, at han var nødt dertil, saa Kong Svend kunde ikke bagefter brage ham til Ansvar, for hvad han fun nødtvungen havde gjort. Beb Nattetid gif saa Valdemar ombord med fit Følge, men strax kom der en flyvende Storm med Reguskyl, Torden og Lynild. Raaen fnaf i en Byge og gif overbord, Seilene kunde Ingen raade, og Noret maatte Styrmanden slippe, saa Stibet fit gaae for Storm og Strøm. Samme Nat forgit hele den vendiste Flaade paa 1500 Sfibe under Halland, men Baldemar havde bjærget sig paa en i Beltet og naaede herfra næste Dag lyffelig til Jylland. Han søgte strap til Viborg, hvor han paa Thinge førte høie Klagemaal over Svends Forræderi, fremviste fine Saar fra Blodgildet, sfildrede sine Savn og Farer efter bette, og rørte selv de haardeste Hjerter til Medfølelse, saa Jyderne flokkede sig vrede og mandstærke under hans Banner. Da Svend hørte, at Valdemar var undkommen, fik han travlt med at rede Stibene for at sætte efter ham; men da spillede Fru Inge og hendes Datter Jomfru Ingefred med Mands Mod og Hjerte ham det Pubs, at de ved Nattetid lobe de istandsatte Sfibe forhugge. Det tog da Tid, inden de atter bleve bødebe, og den Tid tom Baldemar vel tilpas. Da Svend endelig git ud, kom han heller ikke længer end til Fyen, thi saa snart han fit spurgt, at Valdemar agtede at møde ham i Jylland, fandt han sin Huustrop for svag og vendte tilbage for at opbyde Sjællandsfarer og Skaaninger. Imedens holdt Valdemar Bryllup i Viborg med sin Fæstems, den dræbte Kong Knuds Søster Sophie, da han vilde binde Knuds Venner saa fast til sig som mulig, og beller ikke funde vide, hvorvidt han fif Lykke til at hjemvende fra Slaget. Derpaa gif han til Randers i den Mening at opsøge Svend i Sjælland, men inden han naaede faa vidt, lagde Svend med sin Flaade ind i Grenaa Bugt og drog med Kjærnen af fit Nytteri ad Viborg til. Neppe havde Valdemar fornummet dette, inden han afsendte Saxe og Buris med de Stibe, han havde, for at gjøre Jagt paa Svends Flaade. De under handlede imidlertid, før de slog, disse hans Stibshøvdinger, og saa godt snakkede de for Svends Sjællændere, at disse brøde med Kongen og vendte hjem igjen. Fynboerne derimod vilde ikke lade sig besnatte, saa de maatte først have en banket Trøie, inden de søgte Flugten; og den fik de. Men Svend var skilt fra hele sin Flaade, og det var et Støb, som git bam nær til Hjertet. De fjendtlige Hære vare ikke langt fra hinanden, men inden de tørnebe sammen, vilde Asbjørn Snare udspeide Leiligheden. Han vovede sig da tæt ind under Viborg, hvor han saae Svend rykke frem ad Randersveien med hele sin Krigshær. Da han havde et lystigt Mod og en piilsnar Ganger, vovede han sig de forreste Nyttere saa nær, at han vippede et Bar af dem i Sablen og lod sine Følgesvende medtage deres Hefte, forsvandt derpaa atter lig et Lyn, som han var kommen, men fom strax efter tilsyne paa et andet Sted. Ved denne Omsværmen drillede og gjækkede han saaledes Svends Krigere, at de immer meente, at de nødvendig maatte have hele Valdemars Hær i Ryggen, da det dog fun var den Snare, som gjæffede dem paa fri Haand og saaledes gjorde Fyldest for sit Tilnavn. Valdemar var heller ikke mandstærk not endnu til at gaae sin Fiende imøde, hvorfor han brækkede Bybroen af, fatte sig i Sifferbed bag Aaen og vandt Tid til at træffe Forstærkning til sig. Dog kunde de fjækkeste Ungersvende paa ingen af siderne finde sig i at ligge ganske stille, og kunde de end ikke gaae hinanden paa Klingen, prøvede de dog daglig fra Brostumperne, hvem der bedst funde række den anden med Piil og Spyd. Veb dagligt Tilløb fik Valdemar endelig Kræfter til at vove Dysten, men Natten før Slag= dagen maatte hans opsadlede Heste staae med tørre Munde, for at de kunde være saa meget lettere i Striden. Svend derimod, som havde flaaet Leir midt i en Bygvang, mindedes ikke, at fuld Bug gjør fort Gallop, men lod sine Heste fore strapt. Da Valdemar rykkede frem med sin fylkede Hær, saae han pludselig ved Siden ad sig en Stare med glimrende Banner og skinnende Baaben. Han troede først, at det var Fjender, og vilde møde dem som saadanne, men opdagede med Glæde, at det var gode Venner, og indlemmede dem strax i sin Slagorden. Denne skal da ogsaa bave været saa stor, at ikke Tiendeparten af dem kunde see Banneret. Svends Speidere, som berettede ham dette, gave ham det Naad, at han skulde forhale Slaget det længste muligt, da Trang for Føde maatte nødvendig med hver Dag bringe Svinding i Valdemars Hær; og det Raad fandt han meget godt; men Aage Christianson paastod, at enten maatte Kongen strax vove Slaget, eller han maatte vente, at hans egne Folt forlode ham, thi det var ikke deres Leilighed at lade Fienden uhindret rane deres Gods, som var dem fjærere end Livet. Desuden skulde man aldrig tælle men veie Styrken, og en Kjærnetrop af ærlige Stridsmænd skulde aldrig frygte for en ussel Samling af sammenskrabede Stoddere. Den Formaning maatte Kongen lystre. Hærene stode nu paa den graae Hede, eller Gradehede, sønden for Viborg, og det var den hellige Sørens Dag (1157), at den blodige Terning tastedes. Igjennem Valdemars fylkede Her red der en Sanger (Arnold Thorvaldson fra Island?), som med sin Vise om Svends Troløshed i Blodgildet opflammede Folket til med Kraft at svinge Hævnersværdet; og er det endvidere fortalt, at Ravnene svævede dem saa tæt over Hovederne, at man kunde række dem med Spydstagerne. Paa Valdemars bøire Fløi stode lutter Bønderkarle i staalgraae Kofter. Svend lod sig bedrage af Ligheden og tog disse Kofter for Jernbrynier, havde ogsaa allerede stiffet fine Kjærnetropper mod Bønderne, men opdagede omsider Feiltagelsen og var da ikke seen til at sætte Hovedstyrken mod Kongebanneret. Da Slaget skulde begynde, stod der et Tjørnegjærde iveien, som Rytteriet paa ingen af Siderne turde sætte over for de spidse Stavres Skyld; men Valdemar lod det rydde ved sit Fodfolk, og saa gif Striden løs. Den varede ikke længe, thi Svends Tilhængere toge Flugten, og nu maatte de boilig beklage, at de om Natten havde lavet Hestene foræde sig, thi saa tunge, som de vare, bleve de stray trætte og kunde ingen Vei komme. Riber-Ulf, Bannerføreren, kaldte vel med høi Røst de flygtende Starer tilbage, men det hjalp lidet eller intet. Folket vebblev at flygte. Saa stødte han Bannerstangen i Jorden og holdt den stiv med den venstre Haand, medens ban kæmpede med den boire og med utrolig Tapperhed uddeelte Banesaar til enhver, som nærmede sig. Tilsidst segnede han dog, mere udmattet end overvældet, i Kreds af de myldrende Fiender. Ogsaa Svend var flygtet. Han var gjerne den voldsomste til Angreb og Forfølgelse, men den skyndsomste til Flugt. Baa sin Flugt med et ringe Følge kom han ud i en Mose, hvor han for Hængedyndets Skyld maatte lade Hesten fare og see at bjærge sig tilfods. Ogsaa Rustningen maatte han taste, før Gyngerne nogenlunde vilde bære, og der er dem, som ville sige, at han gav en klærk baade Hest og Vaaben for at kunne skjule sig i hans Kutte. Saa træt var han, at tilsidst kunde han næppe flytte en Fod, end ikke ved Hjælp af To, som holdt ham under Armene. Da satte han sig under et eenligt Træ og aftakkede hele sit Følge, som ogsaa forlod ham paa en eneste Tjener nær, der vilde dele Livet og Døden med ham, og lagde sig derfor som en Hund ved hans Fødder. Her bleve de fundne af nogle Bønder, som søgte efter Bytte. Tjeneren blev strax dræbt. Svend selv udgav sig for Kongens Haandskriver, men de saae godt, hvem han var, og satte ham derfor ærbødig tilbest. Da bad og besvor han dem at blive ført frem for Baldemar, hvis Edelmod han kjendte, men i det samme fløi en af Bønderne til (,,den lille graa Bonde"; Gvenmar Kjeldsøn Falstring?) og gav ham Øren i Hovedet. Af Stedet, hvor han faldt, fik han siden Navnet Svend Grade, men hans Liig, som Bonderne uden mindste Høitidelighed havde puttet ned i Mosen paa Stedet, blev siden bragt til St. Kjelds Kapel i Viborg. Og hermed endtes de borgerlige Feider; en ny Dag randt op over Danmark; Valdemar blev dets Enekonge, eenstemmig kaaret i Jylland af Landets mægtige Høvdinger og siden kronet i Roskilde af Erkebiskop Æskel. I Raadet som i Marken fortjente han sig snart det Tilnavn, der gaves ham: den Store; og da han efter femogtyve Aars Kongegjerning nedlagde Scepteret og gik til Fædrene, var Riget atter kommet til Kræfter: det var agtet og anfeet af samtlige Naboer samt roligt og lyffeligt i fit eget Indre, hvor nye Byer vare opbyggede i de nedbrændtes Sted, hvor Kornet atter bølgede paa Markerne som Græsset i Engene, medens Velstand allevegne udbredte sig. At denne glimrende Storhed desværre bog ogsaa havde sine Skyggesider, det skulle vi mulig en anden Gang paavise. Den hellige Sørens Dag 1856. Fred. Barfod.