Folkekalender for Danmark 1860
AWoga se prig
LUDVIG HOLBERG. Folkekalender
for
Danmark.
1860.
Niende Aargang.
Kiøbenhavn.
C. C. Lose & Delbanco's Forlag.
Ibieles eogtreffert
Digitaliseret af Claus Rønlev Indhold.
Kalenderens fest- og Mærkedage
Genealogi. Det danske Kongehuus
Det Kongelige Geheime-Statsraad
Med Ludvig Holbergs Portrait.
Universitetsbibliotheket, af Kristian Arengen
Uorlund, af T. A. Becker.
Freias Roser, af Forf. til „Et Ungdomsliv"
Magnetisme og Kjærlighed, af r
Hunde faarchækker.
Skagen, af H. C. Andersen
Ambrofius Stub, af Kristian Arenzen
Christendommens Indførelse paa Island, af L. Warming
Skanderborg, af &
Bag.
6
18
19
20
21
24
36
37
44
46
58
59
72 Den menneskelige Tunge
74
83
Seens Billeder, af E. Bøgh
De vigtigste Opfindelser og Opdagelser, af N. W. Bauer
Bigeunerfang, af C. Hauch. ....
Af Tante fenores Erindringer, af Garl Bernhard.
94
109
110 Skudaaret 1860.
Den 1ste Januar: Nytaar.
"
"
"
"
Bestdagene i 1860.
19be Februar: Fastelavn.
1ste April: Palmesøndag.
Ste April: Stjærtorsdag.
6te April: Bangfredag.
8de April: 1ste Paaffebag.
" 9be April: 20en Paastedag.
"
Januar
Februar.
Marts..
April
Mai
..
Juni..
MTOFL
1234567
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30 31
.
1234
9 10 11
5678
12 13 14 15 16 17 18
19 20 21 22 23 24 25
26 27 28 29
.
1 2 3
8 9 10
15 16 17
22 23 24
4 5 6 7
11 12 13 14
18 19 20 21
25 26 27 28 29 30 31
1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30.
1 2 3 4 5
6 7 8 9 10 11 12
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30 31.
12
.
3456789
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30
Den 4be Mai: Store Bebebag.
"
"
"
"
Juli.
17de Mai: Christi Himmelf.
27de Mai: 1ste Pintsebag.
28be Mai: 2den Pintſedag.
24de Juni: St. bandbag.
25de Decbr.: 1fte Juledag.
26be Decbr.: 2ben Julebag.
Auguft..
Septbr..
Detbr...
Novbr...
Decbr..
SMTOT FE
1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30 31.
1234
5 6 7 8 9 10 11
12 13 14 15 16 17 18
19 20 21 22 23 24 25
26 27 28 29 30 31
.
1
2 3 4 5 6 7 8
10 11 12 13 14 15
16 17 18 19 20 21 22
23 24 25 26 27 28 29
30
123456
7 8 9 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 25 26 27
28 29 30 31
.
123
4 5 6 7 8 9 10
11 12 13 14 15 16 17
18 19 20 21 22 23 24
25 26 27 28 29 30.
2345678
9 10 11 12 13 14 15
16 17 18 19 20 21 22
23 24 25 26 27 28 29
30 31 S. 1.
M. 2.
T. 3.
D. 4.
Januar.
Deet add
T. 5.
F. 6.
2. 7.
S. 8.
M. 9.
2. 10.
D. 11.
T. 12.
. 13.
2. 14.
S. 15.
M. 16.
T. 17.
D. 18.
T. 19.
F. 20.
2. 21.
S. 22.
M. 23.
T. 24.
D. 25.
T. 26.
Sit Navn har Maaneden enten efter den romerske
Gub, Janus, ber afbildes med 2 Ansigter, det ene vendt
mod Fortiden, det andet mod Fremtiden, eller af det
latinffe Orb janua (en Dør), fordi den er Døren til det
nye Aar. Hos os kaldes den Glugmaaned, enten fordi
ben glugger, : seer ind i det Nye, eller af det ist. Glug
5: Kulde.
Den 1ste er det borgerlige Aars første Dag.
Den 6. Hellig 3 Kongersdag, til Erindring
om de 3 Vise fra Østerland, der kom for at tilbede
Jesusbarnet. Math. Ev. 2. Legenden har siden gjort
dem til Konger og givet dem Navnene Caspar, Melchior
og Bathafar.1458
Den 7. Hertug Knuds Dag, belliget Mindet om
Knud Lavard, der lumskelig blev myrdet i Haraldsted.
Stov 1131. Sønnen Valdemar I fif bam canoniseret.
Hans Grav findes i Ringsted.
Den 24 har Navn efter Timotheus, Pauli Discipel.
Den 25. Pauli Omvendelsesdag. Ap. Gj. 9 Cap.
Et gammelt Mundheld siger: „Er Dagen klar, saalænge
som en Rytter behøver til at sable fin Hest, saa faaer
man et godt Aar." Man gjør sig i al Fald ingen
Stabe med at haabe det.
F. 27.
2. 28.
S. 29.
M. 30.
T. 31. D. 1.
T. 2.
Februar.
F.
3.
2. 4.
S. 5.
M. 6.
T. 7.
D. 8.
2. 9.
F. 10.
2. 11.
S. 12.
M. 13.
T. 14.
D. 15.
2. 16.
&. 17.
2. 18.
S. 19.
M. 20.
T. 21.
D. 22.
T. 23.
. 24.
2. 25.
S. 26.
M. 27.
Navnet kommer af det latinske februare, at rense,
da det var Romernes Sfit i denne deres sidste Maaned
Vi
at holde Bobs- og Renselsesfest for de Afdøde.
falde den Blidemaaned, fordi Solens frugtbare Ind
flydelse paa Planter og Dyr allerede mærkes.
Den 2. Kyndelmisse, en urigtig Udtale af Candel-
Mesje (missa candelabrum), altsaa Lysenes Messe. Paa
den Dag indviedes alle de Lys, som i Aarets Løb skulde
benyttes til belligt Brug. Dagen feires i den catholffe
Kirke, som Jesu Moders Kirkegangsdag (festum purificationis).
Ifølge Moselov (3 Mosb. 12 Cap.) skulde en
Ovinde, naar hun havde født, holde sig hjemme, efter
et Drengebarn i 40 Dage, og derpaa fremstille sig i
Templet. Maria iagttog dette Bud, som Evang. Lucas
fortæller i 2, 22-39.
Den 22. Peders Stol. Catholikerne ansaae Apostelen
Peder for Stifteren af Pavestolen i Rom, kaldet
St. Peders Stol, men før Apostelen kom til Rom, laber
Traditionen ham oprette og i 7 Aar beklæde Bispestolen.
i Antiochia. Til Minde om disse Bispestoles Oprettelse
helligholdtes den 18 Januar for den romerske og den 22
Februar for den antiochenske. Hos Veirpropheterne
spiller Dagen en stor Rolle.
Den 24. Apostl. Mathias (Ap. Gj. 1, 26) Dødsdag.
Om denne hedder det: „Mathis bryder 38, hvor
han finder den; finder han ingen, saa lægger han 38;
men efter Mathis gaaer ingen Næv paa Js."
T. 28.
D. 29. Marts.
T. 1.
F. 2.
2. 3.
S. 4.
M. 5.
T. 6.
D. 7.
T. 8.
F. 9.
2. 10.
S. 11.
M. 12.
T. 13.
D. 14.
T. 15.
F. 16.
2. 17.
S. 18.
M. 19.
T. 20.
D. 21.
T. 22.
F. 23.
2. 24.
S. 25.
M. 26.
T. 27.
D. 28.
T. 29.
Marts skylder Krigsguden Mars fit Navn og var
Romernes første Maaned. Bor Benævnelse Thor=
maaned er efter Thor, og der siges om den:
-Thor med fit Stjæg
loffer Børn til Væg.
April Ruse (Kulbe)
jager dem i Huse.
Fastetiden er 40 Dage i Lighed med, at Moses var 40
Dage paa Bjerget, og Israel 40 Aar paa Vandringen
gjennem Ørkenen, hvorfor Christus ligeledes var 40
Dage i Zrtenen. Den begynder med Aske onsdag,
saa talbet efter Oldtidens Stik, som Tegn paa Bod og
Sorg, at strøe Affe paa sit Hoved. Paa Fastelavns
mandag bereber man sig til Fasten, idet man pleier
Kjøbet og morer sig paa alle Maader, og denne Mor
skab udstrækkes til hvide eller febe Tirsdag, deraf
Ordet Carneval (lat. carne vale) Farvel Kjød!" hvorfra
man i Fasten maa afholde sig saavelsom fra al Lystighed
Den 9. De 40 Riddere. Legenden fortæller, at
Constantin den Stores Modstander, Licinius, befalede
alle Christne i fin Hær at fornegte deres Tro; men 40
unge Mænd bleve standhaftige, og bleve derfor dømte
til midt om Vinteren at sættes i Vand indtil Halsen.
Næste Morgen vare de alle frosne ibjel. Derpaa grunder.
sig det Mundheld, at dersom det fryser denne Nat, vebbliver
Frosten i 40 Nætter.
Den 25. Maria Bebubelse af Engelen Gabriel,
9 Maanedersdagen før 25 Decbr., hos os afffaffet som
særegen Fest 1770, men henlagt til næste Søndag.
F. 30.
2. 31. April.
S. 1.
M. 2.
T.
3.
D. 4.
T. 5.
F. 6.
L. 7.
S. 8.
M. 9.
2. 10.
D. 11.
T. 12.
F. 13.
2. 14.
S. 15.
M. 16.
T. 17.
D. 18.
2. 19.
. 20.
2.
21.
S. 22.
M. 23.
T. 24.
D. 25.
T. 26.
F. 27.
2. 28.
S. 29.
M. 30.
April kommer af aperire, aabne, da nu Jordens
moderlige Skjød aabnes. Paa Danst Faaremaaned;
fordi Lammene fødes og Faarene komme paa Græs. Den
er forresten ilde berygtet for sin Ustadighed: Herregunst,
Aprilveir og Spaanild ere ikke at stole paa," men bedre
Lov giver Bonden den, thi Aprils Bæde er hans Glæde."
Hele Ugen mellem Palme og Baaffe-Søndag kaldes
Passions- eller den stille, eller Dimmelugen (den mørke).
Den derpaa følgende derimod den hvide (glade) Uge. I
den første findes:
Den 1. Palmesøndag.
Den 5.
Stjærtorsdag (den rene Torsdag) til
Erindring om Fodtvætningen (Joh. 13) og den hellige
Nadveres Indstiftelse (Luc. 22, 14). Tydfferne falde
ben ben grønne.
Den 6. Langfredag. Herrens Dødsdag; thi lang
er altid Smertens Dag. Englænderne falde den den
gobe; Tydskerne for Naadens, Char (napis) og i Sandhed
for en troende Christen gives ingen bedre og større
Naabensdag end denne.
Den 8-9. Paaste er en fordreiet Udtale af det
Græske pascha, Ebr. pesach : Forbigang, og figter til
Morderenglen (2 Moseb., 12, 23) Ligesom Lammets
Blob paa Dørene frelste Israels Børn fra Trældom
og Død, saaledes minder Paasten de Christne om
deres Frelse fra Syndens Trældom og den evige Død,
ved det Guds Lams Blod, som bærer al Verdens
Synd. Den indtræffer ifte paa en bestemt Dag,
saaledes som Julebag. For at de Christne ikke skulde
holde Paaste paa samme Tib som Jødefolket, bestemte
Kirkeforsamlingen i Nicea 325, hvad der endnu følges:
1) at den altid skulde falde paa den første Søndag efter den
første Fuldmaane, der indtræffer efter Jevndøgn (den 21
Marts); 2) er det Fuldmaane paa selve Søndagen, ansættes
Baaskedag 8 Dage senere. Det tidligste en Baaffe fan
fomme, er den 22 Marts; bet sildigste den 25 April.
3 Aaret 1886 vil dette blive Tilfældet. 2. 1.
D. 2.
T. 3.
F. 4.
2. 5.
S. 6.
M. 7.
T. 8.
D. 9.
2. 10.
F. 11.
2. 12.
S. 13.
M. 14.
T. 15.
D. 16.
2. 17.
F. 18.
2. 19.
S. 20.
M. 21.
T. 22.
D. 23.
T. 24.
F. 25.
2. 26.
Mai.
Mai har fit Navn af den romerske Gudinde Maia.
Den 1ste kaldes Voldermisse: d. e. Balborgs Messe,
til minde om en engelsk Jomfru, af hvis Lig flød en
undergjørende Olie.
Den 3. Korsmisse : Korsets Messe, til Erindring
om, at Constantin den Stores Moder Helene fandt det
virkelige og fande Jesu Kors.
Den 6. Joh. a Port. Evangelisten Johannes stal
under Domitian udenfor den latinske Port være faftet i
sydende Olie førend hans Forviisning til Bathmos.
Den 18. Erif. Til Minde om Kong Erit i Sverig.
Den 28. Wilhelm. Svend Estridsens Ven.
Bededag er altid 4de Fredag efter Paaste, befalet
af Christian V. 1686. Forben havdes flere Bededage,
deels Taksigelses-, deels Bodsdage, f. Ex. 11 Febr. til
Erindring om Kjøbenhavns Frelse 1659, 23 October i
Anledning af den store Ildebrands Ophør, for Pesten
1711, for en Comet i 1580 o. f. f. Disse og lignende
bleve alle samlede i den ene, som kaldes store eller
almindelig Bededag.
Om Mai hedder det: ,,en fold Mai giver en varm
Labe," det vil sige: lover et frugtbart Aar.
S. 27.
M. 28.
T. 29.
D. 30.
T. 31. F. 1.
2. 2.
S. 3.
M. 4.
2. 5.
D. 6.
T. 7.
8.
2. 9.
S. 10.
M. 11.
2. 12.
D. 13.
2. 14.
. 15.
2. 16.
S. 17.
M. 18.
T. 19.
D. 20.
T. 21.
F. 22.
2. 23.
S. 24.
M. 25.
T. 26.
D. 27.
T. 28.
F. 29.
2. 30.
Juni.
Juni opkaldt efter Juno.
sommer. Christi Himmelfart 10
Dage efter Opstandelsen).
Paa dansk Skjær=
Dage før Pintse (40
Pintse er en fordansket Udtale af det græffe Pentecoste
(50), fordi der forløber 50 Dage fra Paaffe til
Pintse. 'Jøderne helligbolde den til Erindring om Lovgivningen
paa Sinai og offre Førstegrøden, de Christne
til minde om den Helligaands Komme og Kirkens Stiftelse.
Den 15. Tamperdag, dette Udtryk findes 4 Gange
i Almanakken og betegner Tider (tempora), hvori der
skulle fastes. Ved Udtalen er tempora blevet til tamper.
Den 17 bedder Botholfus eller Bodild til Minde
om Erik Eiegods Dronning Bothilde, som døde i det
hellige Land.
Den 24. St. Hansdag. Johannes den Døbers
Fødselsdag, der maa indtræffe netop 6 Maaneder før
Christi Fødsel. Ham bør det at vore, mig at aftage,"
jaaledes lød Døberens Tale, og denne gjelder ogsaa om
Aarstiden; thi med den 24 Juni tage Dagene af, men
meb 25 Decbr. tage de til.
Den 25. Jacob. Ap. Jacob den Wldres Dødsdag.
Den 27. 7 Soverdagen. Under Keiser Decius'
Forfølgelse af de Christne bleve 7 Venner angivne og
indespærrebe i en Hule, der tilmuredes. Henved 200
Aar efter, fortæller Legenden, vilde en Mand bruge
Stenene, hvormed Hulen var tilmuret. Ved den friske
Lufts Indstrømning vaagnebe de Alle, men derpaa sov
de atter for stedse ind.
Der figes, at Regn paa den Dag skal vare i 7 Uger
derefter; og at man paa den maa staae tidlig op, ellers
bliver man en Syvsover det hele Aar. S. 1.
M. 2.
Juli.
2. 3.
D. 4.
T. 5.
F. 6.
2. 7.
S. 8.
M. 9.
2. 10.
D. 11.
2. 12.
. 13.
2. 14.
S. 15.
M. 16.
T. 17.
D. 18.
T. 19.
F. 20.
2. 21.
S. 22.
M. 23.
T. 24.
D. 25.
T. 26.
F. 27.
Juli opkaldt efter Julius Cæsar. Baa Danst Ormes
maaneb, thi nu vise Orme og Infecter fig. Tydskerne
falde den Homaaned.
Den 2.
Marie Besøgelsesdag, til Minde om det
Besøg, hun aflagde Døberens Moder Elisabeth (Luc. 1
39) indstiftet af Pave Urban VI 1389.
Den 8. Kjeld eller Chilian. Da Bygget paa denne
Tid let liber Stade af Solens Barme, har denne Hel
gen faaet Tilnavnet Kjeld Svidebyg.
Den 10. Knud Konge. Kong Knud den Hellige
myrdet i Albani Kirke i Odense 1086.
Den 15. Apostlenes Deling. Efter Sagnet skulle
Apostlene efter Himmelfartsdagen have deeft al Verdens
Lande mellem sig, saaledes at Hver fit fin Deel at forfynde
Evangeliet i.
Den 22. Maria Magdalena. Hendes Ihukommelsesdag,
hvem Meget blev tilgivet; thi hun elskede Meget.
(Luc. 7, 47).
Den 29. Oluf, o: Norges Skytspatron, Oluf den
Hellige, død 1030.
Det er i Olsmisses (Oluf Messes) Krog, er en
Talemaade, som hentyder paa, at Bonden paa den Tib
ofte er i Trang baade for Penge og Sæd.
2. 28.
S. 29.
. 30.
2. 31. D. 1.
T. 2.
F. 3.
2.
4.
S. 5.
M. 6.
2. 7.
D. 8.
T. 9.
.10.
2. 11.
S. 12.
M. 13.
T. 14.
D. 15.
T. 16.
F. 17.
2. 18.
S. 19.
M. 20.
T. 21.
D. 22.
T. 23.
F. 24.
2. 25.
S. 26.
M. 27.
T. 28.
D. 29.
T. 30.
F. 31.
August.
August har fit Navn af Keiser Augustus og tæller
31 Dage for ikke at være ringere end Julius Cæfars.
Maaned. Vi falde den Høstmaaned.
Den 1. Peters Fængsel eller Vinkel Beter (vincula Petri).
Traditionen fortæller, at da Keiser Theodosius' Gemalinde
Eudoria, gjorde en Pillegrimsreise til Jerusalem,
erholdt hun de Lænfer, med hvilke Apostlen havde været
bunden (Ap. Gj. 12, 6). Hun sendte dem til Paven, som
strax lod bente de Lænker, med hvilke Apostelen havde
været bunden i Rom og see! da de bragtes sammen, for
enedes de til Eet ved et Miraffel. Man byggede en Kirke
over disse Lænker, der senere gjorde mange Undergjerninger.
Den 6. Christi Forklarelse paa Bjerget (Math. 171-9).
Den 10. Laurentius byggede Lunds Domkirke ved
Bistand af Trolden Find. Paa denne Dag 1219 fom
Dannebrogsfanen tilsyne i Slaget ved Wollin.
Den 15. Marice Himmelfart. Legenden fortæller, at
da Maria Døb nærmede sig, forsamledes alle Apostle i
hendes Huus. Da tom Jesus, omgivet af Engle, for
at tage hendes Sjæl; Dagen efter bare Apostlene hendes
Lig til Graven. Da aabenbaredes Herren atter, lagbe
det i en Sky og lod det bringe til Paradis, hvor det
atter forenedes med Sjælen til evig Herlighed.
Den 24. Bartholomæus eller Bartelsmesse til re
for Apostlen af dette Navn. Vore Forfædre kaldte den
Bartel Brydestraa; thi nu brydes Straaet for Leen eller
af Storm.
Den 29 til Erindring om Joh. den Døbers Halshuggelse
(Math. 14, 12) Legenden tilføier, at hans.
Disciple begrove hans Lig i Sebaste, en By i Palæ
stina. 300 Aar derefter bleve hans Been fundne og paa
Keiser Julian Apostatas Befaling brændte, men man
redbede Hovedskallen og denne blev en berømt Reliquie. L. 1.
S. 2.
September.
M. 3.
T. 4.
D. 5.
T. 6.
F. 7.
2. 8.
S. 9.
M. 10.
2. 11.
D. 12.
2. 13.
F. 14.
2. 15.
S. 16.
M. 17.
T. 18.
D. 19.
T. 20.
F. 21.
2. 22.
S. 23.
September af septem (7), fordi den hos Nomerne
var den 7de Maaned. Paa Danst faldes den Fiske
maaneb, efter et gl. Mundheld nu er der Fisk for
Fiskerens Dør."
Den 8. Marias Fødsel. Vor Fruedag. Moermisse,
en Fest fra det 7de Aarhundrede.
Den 14. † Ophøielse. Korsets Ophøielse, en fest,
indstiftet 631 i Anledning af Keifer Heraklius Seir over
Perserne, der maatte udlevere den hellige Korsfane, som
be havde erobret under Cosroes 14 Aar tidligere.
Den 29. St. Michael eller Mittel. Til Erindring
om denne Engel, der flere Gange havde aabenbaret fig
og navnlig i bet 7de Aarhundrede, da en Pest rasede i
Rom, hvor man saae ham staae paa Habrianerhøien og aftørre
sit blodige Sværd, som han derpaa staf i Balgen,
paa dette Steb blev Engelsborg bygget. Hos os er
Dagen Høstfest og Afregningsdag med Arbeiderne. Aftenen
før maa mangen en Gaas ræffe Hals.
M. 24.
T. 25.
D. 26.
T. 27.
F. 28.
2. 29.
S. 30. October.
M. 1.
T. 2.
D. 3.
T.
4.
F. 5.
2. 6.
S. 7.
M. 8.
2. 9.
D. 10.
2. 11.
F. 12.
2. 13.
S. 14.
M. 15.
T. 16.
O. 17.
E. 18.
F. 19.
2. 20.
S. 21.
M. 22.
T. 23.
D. 24.
T. 25.
. 26.
2. 27.
S. 28.
M. 29.
T. 30.
D. 31.
October af octo (8).
Sæbemaaned faldes den
forbi man i ældre Tider først nu saaede Vintersæden.
Den 21. 11,000 Jomfruer. Legenden fortæller:
En christelig engelsk Prindsesse Ursula, blev begjæret til
2Egte af en Prinds Ether, der endnu var Hedning.
Faderen vilde nødig give fit Samtykke til deres Forening,
men Datteren indvilligede i Ægteffabet paa det
Vilkaar, at Faderen skulde give hende 10 Jomfruer af
høi Byrd. Hun og de vilde da atter udsøge sig hver
1000 Jomfruer, og med dem vilde de gjøre en Pilegrimsreise
til Nom naar Brudgommen vilde give hende 3 Aar
til at hellige fin Jomfrustand; han skulde lade sig christne
og med taalmodig Trostab vente paa hendes Tilbagetomst.
Alt skete saaledes;. men da denne jomfruelige
Pilegrimsffare paa Tilbageveien fra Rom kom til Cöln,
lurebe Hunnerne paa dem og ihjelsloge først de 10,999,
ibet Ursulas store Skjønhed bevægede Høvdingen til at
staane hendes Liv, men da hun med Foragt tilbageviste
hans Kjærlighed, blev hun dræbt af ham med en Piil
Aar 452. Brudgommen ilede vel derhen, men kom for filde
til at rebbe Bruden, dog tidsnok til at dele Stjæbne med
hende. Endnu findes i Cöln en Ursula Kirke.
Den 23. Søren eller Severin, der havde hørt
Englene synge, da de bare den bellige Mortens Sjæl
til Paradis.
Den 31.
Reformetionens Begyndelse. Det var
Aftenen før Allehelgensdag, at Luther opslog sine Theses
imod Paven. T. 1.
F. 2.
2. 3.
S. 4.
M. 5.
T. 6.
D. 7.
T. 8.
F. 9.
2. 10.
S. 11.
M. 12.
2. 13.
D. 14.
T. 15.
F. 16.
2. 17.
S. 18.
M. 19.
T. 20.
D. 21.
2. 22.
. 23.
2. 24.
S. 25.
M. 26.
T. 27.
D. 28.
T. 29.
F. 30.
November.
November af novem (9). Paa Dansk Slagte
maaned.
Den 1. Alle Helgensdag. Da det dog var muligt,
at man havde glemt en eller anden Helgen og ikke givet.
ham en bestemt Dag, var det godt at have en saadan
almindelig Helgenfest. Vor lutherske Kirke fortafter
Helgenes Tilbedelse, men finder det godt og smukt at
erindre sig de Mange, fjendte og ufjendte, der have stridt
den gode Strid, idet de fuldkom Løbet og bevarede Troen;
men ligesom Catholikerne gjøre for Meget, saaledes gjøre
vi for Lidet af Dagen, da den er henlagt til Søndagen
efter 1. Novbr.
Den 2. Alle Sjæles Fest. Den catholste Kirke
lærer om en Stjærsild, Sjælene maae gjennemgaae efter
Døden; for at fremskynde og lette Udgangen af denne,
bliver der læst Sjælemesser for de Afdøde. Da ikke
Alle have Raad hertil, indstiftedes denne Fest. Med
Læren om Stjærsilden bortfaldt hos de Evangeliſte
ogsaa denne Festdag.
Den 11. Morten Bisp. Allerede af dette Tillæg
sees bet, at Dagen ingenlunde er til ære for Morten
Luther, der rigtignok er født Mortensaften 1483, men
den gjælder en Biskop Morten eller Martin, der er født
330 i Ungarn som Hedning, men som siden udmærkede
sig ved fit strenge Munkeliv og blev Biskop i Tours i
Frankrig.
Den 21. Marie Offer. Da man i Jesu Moder
saae et Forbillede paa Nonnerne og talebe meget om
hendes bestandige Jomfrustand, lærte den catholske kirke,
at hun havde aflagt Løftet om bestandig Kydsthed og
indstiftede denne Fest (præsentatio Mariæ) for at forber
lige Nonnevæsenet. g. 1.
S. 2.
M. 3.
2. 4.
D. 5.
T. 6.
F. 7.
2. 8.
S. 9.
M. 10.
2. 11.
D. 12.
2. 13.
F. 14.
2. 15.
S. 16.
W. 17.
T. 18.
D. 19.
T. 20.
F. 21.
2. 22.
S. 23.
M. 24.
T. 25.
D. 26.
T. 27.
F. 28.
2. 29.
S. 30.
December.
December af decem (10). Christmaaned med Hensyn
til Juledag.
Den 8. Marie Undfangelse. For at fiffre Læren
om Jesu Syndefrihed, antog man, at hans Moder ogsaa
maatte være undfanget uden Synd, og helligede Dagen.
Paa Kirkeforsamlingen i Basel 1439, stadfæstedes denne
Lære.
d dat
Den 25. Julen, som vi feire til minde om vor
Frelsers Fødsel, er et dansk Ord. Vore hedenske Forfædre
pleiebe paa den Tid af Aaret i Anledning af at den
torteste Dag nu var forbi, at holde en Glædesfest, hvor
bet gik lystigt til. (Julemad, Julebuk, Juleløier, Julemærker,
Juletræ ere alle Ord, som strive sig derfra).
Den 26. St. Stephan, som er til Erindring om Ste=
phanus (Ap. Gj. 6), den første, i hvem Christus var født
saaledes, at han led Martyrdøden for sin Tro.
Den 27. Joh. Evang. vil sige Evangelisten Johannes
' Døbsdag. De første Christne helligholdt de Troendes
Dødsdage, som deres rette Fødselsdage med Lovsang og
Taksigelse.
Den 31. Aarets sidste Dag kaldes Sylvester. Det
hedder: at en grøn Juul giver en hvid Paaste" og „at
Aaret er aldrig saa langt, at det jo om Juleaften fan
blive trangt" (: man bliver dog aldrig færdig).
Gud vor Fader fromme!
08 Alle Hjælp betee,
og lad til Dig os fomme,
en evig Dag at see!
5181
sd
M. 31.
2 Genealogi.
Det danske Kongehuus.
Kong Frederik VII. til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til
Slesvig, Holfteen, Stormarn, Ditmarsten, Lauenborg og Oldenborg,
fød b. 6 October 1808, fuccederebe b. 20 Jan. 1848. Morganatist
formælet den 7. August 1850 med Louise Christine Lehnsgrevinde
Danner.
Faders Enke:
Entebronning Caroline Amalie, Prindsesse af Slesvig-Holsteen - Søn
derborg Augustenborg, fød b. 28 Juni 1796, formalet b. 22 Mai
1815, Enfe efter Kong Christian VIII. siden d. 20 Jan. 1848.
Fabers Sødskende:
1. Louise Charlotte, fød b. 30 October 1789, form. 10 Rovbr. 1810
med Wilhelm, Landgreve og Prinds af Hessen-Cassel, fød d.
24 Decbr. 1787.
Børn:
Marie Louise Charlotte, f. b. 9 Mai 1814, form. d. 11 Septbr.
1832 med Friederich August, Prinds af Anhalt-Dessau.
Louise (see nedenfor).
Friedrich Wilhelm Adolph Georg, fød d. 26 Novbr. 1820, for
malet d. 27 Mai 1853 med Marie Anna Friederike, Prindsesse
af Preussen, fød 17 Mai 1836. Barn: Friedrich Wilhelm
Nikolaus Carl (føb d. 15 October 1854).
Auguste Sophie Fred. Marie Car. Juliane, føb d. 30 Octbr. 1823.
II. Arveprinds Frederik Ferdinand, føb d. 22 Novbr. 1792, form.
d. 1 August 1829 med Caroline, Prindsesse af Danmark.
Bedstefaders Brodersøns Døttre:
Caroline, føb b. 28 Octbr. 1793, f. m. Arvep. Fred. Ferdinand.
Wilhelmine Marie, føb d. 18 Januar 1808, form. b. 19 Mai
1838 meb Carl, Hertug af Slesvig-Holsteen Sønderborg-
Glücksborg, fød d. 30 Septbr. 1813, fucc. 17 Febr. 1831.
Ifølge Lov af 31 Juli 1853 blev til Thronfølger udnævnt:
Christian, Prinds til Danmark, fød d. 8 April 1818, form. b. 26 Mai
1842 med 68. K. Høibed Louise Wilh. Fred. Car. Aug. Julie,
Prindsesse af Hessen-Cassel, fød d. 7 September 1817.
Børn: Christian Frederik Wilhelm Carl (fød d. 3 Juni 1843).
Alexandra Caroline Marie Charlotte Louise Julie
(fød b. 1 Decbr. 1844).
Christian Wilh. Ferd. Adolph Georg (fød d. 24 Decbr.
1845).
Marie Sophie Frederikke Dagmar (fød d. 26 Novbr.
1847).
Thyra Amalie Caroline Charlotte Anna (fød den
29 Septbr. 1853).
Valdemar (fød den 27 Octbr. 1858.) Det Kongelige Geheime-Statsraad.
Hans Majestet Kongen.
H. K. H. Frederik Ferdinand, Arveprinds til Danmark.
H. K. H. Chriftian, Prinds til Danmark.hui&amos
Kammerherre, Amtmand Carl Edvard Rotvitt, R. af D. & D. M.
Conseilspræfident, Justitsminister for Kongeriget Danmark og
Minister ad interim for Holsteen og Lauenborg.
Generalinspecteur over Infanteriet, Generalmajor Hans Nicolai v. The
ftrup, C. af D. & D. M. Krigsminister for Monarchiet og
Marineminister ad interim for Monarchiet.
Borgermester og Byfoged i Horsens, Kammerherre Johan Christian
v. Jessen, R. af D. Indenrigsminister for Danmark.
Etatsraad Regnar Westenholz, R. af D. & D. M. Finantsminister
ad interim for Monarchiet.
Carl Frederik Arel Bror, Baron v. Bliren-Finecke til Dallund, R. af D.
Udenrigsminister for Monarchiet, Minister ad interim for
Slesvig.
Stolebirecteur i Kjøbenhavn, Wilhelm August Borgen, R. af D.
Minister for Kirke- og Undervisningsvæsenet i Danmark. Med Ludvig Holbergs Portrait.
At Glædens Musa sørger, undres Du?
At! Hendes Holbergs Tab er ei opreist endnu.
Abrahamson.
Hil Dig, Du Videts danske Digter-Konning,
Som Bien fik du Braad, bag Braadden Honning!
Ei om Elskovs søde Smerte,
Ei om Daad, der hæver Heltehjerte,
2. Synger Paarses Stjald, -
Men til skyldfri Lyst og Latter
Bækker Holberg atter os og atter
Med fit Lunes Tryllegreen.
H. C. Andersen.
St. St. Blicher.
Som rasende Stormvind hans Tale flang,
Et Solffin i kommende Dage;
Indsmuglede Noder som Græshopper sprang
Den Bei, de var' tomne, tilbage.
Mens Østersøens Vover trille,
Og mens en Bøg i Skoven groer,
Stal Dansten glædes ved Dit Snille
Og feire Dine Jubelaar.
Christian Wilster.
A. Oehlenschläger. Universitetsbibliotheket.
aa er da reift den røde Gaard
med sine høie Tinder,
som midt i Nutidslarmen staaer
med Fortids stille Minder.
De higer og føger
i gamle Bøger.
(Dehlenschläger)
Se Dig ub, Svend Bonved!
(Kæmpevisen).
Her redder nu fra Glemfels Strøm
sig ind i Aandeborgen
det fjerne stens første Drøm
i Tibens lyse Morgen. Her hvælver høit fig Sagas Sal
i Glands af Nordlysflamme,
her rækker hun sin Guldpokal
til Odins gamle Stamme.
I denne stolte Helligdom
Indofig alle Guber leire,
de gamle fra Athen og Rom -
og Tankens sidste Seire.
Du stille Gransfer, gaa da ind,
hvor Kundskabsskatten venter.
Men vogt Dig, stir Dig ikke blind
paa gule Pergamenter!
Du blege Lærde, boi Dig kun
bentover Bogens Blade.
Men tab ei Smilet om din Mund
og bine Miner glade!
O, se Dig ud! Et løvrigt Træ
er Gjenbo jo til Muren
og sender i bit dunkle Le
Dig Hilsen fra Naturen.
Det figer kjæft ad Ruden ind
henover snevre Gade,
imens ben lune Sommervind
bevæger blidt dets Blade.
Og øverst, høit i Kronens Top
den muntre Sangfugl sidder
og sender imod Styen op
fin melodiøse Kvidder.
Thi hæv dit Die freibigt, frit, o
og det vil nok sig lønne,
aa Hvidt,
fra Bogens Blade, Sort paa Hvidt,
til Træets friske, grønne. di tood rod
Med dobbelt Myndighed det staaer og ud Pedanter stammer, thi ned det saadan Sagnet gaaer - fra Ludvig Holberg stammer. En stille Lærd, ved Midnatsstund Han grublede og søgte - og hvor var dog hans Latter sund, naar, satyrkaad, han spøgte! Ja, ned han steg, trods Nogen, fjæk i Kundskabs dybe Schakter - og tegned dog med raske Træk Stygotius fære Fagter! O, aldrig udds Holbergs Aand, der spotter Miner bistre! Vi vil ei gaae i Ledebaand af stimlede Magistre. O, altid trives Holbergs Træ for fjæft at protestere! Gid sunde Slægter i dets Læ med Liv og Aand studere! Skræm, som Naturevangelist, omstraalt af Holbergs Minde, Du stolte Træ, hver Bogorm trist fra Bøgerne derinde! and Kristian Arenzen. In daadadsfreddo dial gungmad m Nørlund. To Tidsbilleder ved T. A. Becker. enne gamle Herregaard, hvis nuværende Ubseende hossøiede Prospekt viser, har havt en mere stormende Historie end de fleste andre; vi haabe ikke at trætte Læserne ved at bebe dem om at følge os langt tilbage i Tiden og være Vidner til nogle af de Scener, krigeriffe og fredelige, som der ere foregaaebe, og ville efter bedste Evne bestræbe os for at give de gamle Sagn Liv og Farve: lykkes det os ikke, bebe vi om Overbærelse med vore svage Evner. Gaarden ligger mellem Aalborg og Hobro, lige Best for den store Rold Skov, om hvis 2Elde det bekjendte Ordsprog bærer Vidne: saa gammel som Træ i Rold Skov. Aaret 1406 laae Nørlund noget Syd for det nuværende paa en lille Holm, som var omflydt af den samme Bet, hvorved Gaarden endnu ligger. Det gamle Nørlund bestod alene af et rundt, tre Etager høit Taarn, hvortil Indgangen var en sædvanlig Stige, som støttede sig til en lav Dør i anden Etage; endeel smalle Skybestaar staffede Lys og Luft ind i Bygningen, der i øverste Etage desuden havde en Luge med en Binde over, ligesom man endnu hyppigt seer i Pakhuse. Indvendig var der i den underste Etage et Fængsel og et Par Værelser, i den mellemste nogle Værelser, smaa, mørke og udrustede med saare faa Møbler, med hvilke nu en fattig Huusmandsfamilie paa Landet neppe lader sig nøie; i den øverste et Værelse til Huuskarlene og et stort Pakrum til Korn og Levnetsmidler, naar saadanne havdes. Udbygninger vare der slet ingen af, men Gaardens Jorder bleve, forsaavidt de vare opdyrkede, drevne af to Gaardsædesmænd, som saadanne Huusmænd med Jord dengang kaldtes, hvilke boede i lave Hytter, opførte af Træ og flinede med Leer. Jorden dyrkede de med Stude, et Par Køer, endeel Geber og Faar græssede deromkring, og den indhøftede og udtærskede Sæb afleveredes i Taarnet, hvis Beboere afgave saameget til Gaardsædesmændene, som var nødvendigt til deres Ophold. Mebens alt dette tybebe paa en høi Grad af Tarvelighed, næsten Fattigdom, traf man en halv Fjerdingvei fra Gaarden, midt inde i Sloven, paa en stor Slette et meget godt Stod, bestaaende af sex Hopper med deres Føl, fire Plage og elleve udmærkede Rideheste, ved hvilke end ikke den rigeste Herremand behøvede at stamme fig. Ved Stobbet boede en Vogter i en lille Hytte og fit fit Underhold fra Taarnet. Nørlunds Eier var dengang Nibberen Ludvig Munt. Foruden Nørlund med to Bøndergaarde i Haverslev, een i Nold og to i Stelund eiede han slet intet Jordegods og var af de Indtægter, hans Hovedgaard og Bøndergods indbragte, ikke istand til at ernære sig, sin Kone, fine fire Sønner og to Døttre, samt sex Huuskarle og tvende Piger, hvilket man let vil begribe. Han havde intet Len, som kunde hjelpe til og idet Mindste skaffe Føden til Familien, ingen Penge paa Rente og af sin store Skov veb Nørlund havde han slet ingen videre Judtægt end nogle Svin, som gik paa Olden der, men Ulvene vare saa talrige, at Fordelen var saare ringe. Hans Stilling var altsaa tuns libet misundelsesværdig, nagtet han var Ridder og hørte til en anseet Slægt, ligesom hans Frue, Margrethe Kirt, med hvem han havde faaet Nørlund. Det var en Dag i April Maaned og Klokken var elleve om Formiddagen, men paa Nørlund sad man allerede ved Middagsbordet, thi bengang spiste man faa tidligt til Middag. For Enden af Bordet sad Ridderen, en svær, stærkbygget Mand, med et godmodigt Ansigt; veb bans Side Fruen, som var lille og spinkel med en spids rød Næse og et Ubtryk af Bestemthed om de sammenknebne Læber, ber tydede paa, at hun havde sin egen Villie. Langs ned med Siberne af Bordet sad. Børnene i en Alder fra ti til atten Aar, smukke, velvorne og rødmussede; derefter kom de ser Karle og for den nederste Ende begge Pigerne. Maaltibet var tarveligt, thi Enhver fik en saltet Sild og et Styffe røget Gedekjøb, et stort Styffe Rugbrød, samt en Drit i af en Kande, som gik Bordet rundt til fælleds Brug. Af Gedekøllerne var der ikke stort mere tilbage end Benene, og med Ølfanden var det endnu værre bevendt, thi een af Karlene flapprede med Laaget, til Tegn paa at den var tom. Da reiste Fruen sig selv, gik ud og kom tilbage med et Tinfad med Laag over, hvilket hun satte paa Bordet foran Ridderen, der hastig tog Laaget af, men blev noget lang i Ansigtet, da han saae Indholdet, et Par blanke Sporer, hvilket betydede, at Spisekamret var tomt, og at Mændene maatte til Heft for at staffe Føde: Karlene og Drengene udstøbte et kraftigt Hurraraab. Ridderen Kløede sig bag Øret og sagde: doin Er det saa galt fat! Hvad skulle vi nu fange an?" modpistog „Jeg er fun en Qvinde! Min Pligt er at sørge for Huset og at tillave Maden; Din er det at staffe Noget tilveie. Jeg har allerede for otte Dage siden sagt Dig, at Spisekamret snart var tomt, men det har intet hjulpet, og jeg maa da gribe til det sidste Middel." ,,Vi have ogsaa været ude hver Dag siden, men Ulvene ere saa flemme iaar, at det ikke har været muligt at staffe noget Vildt; det er som om alle Dyr og Vildsviin havde forladt Skoven. Jeg veed intet Raad." ,,Da veed jeg, og Du ogsaa, ifald Du ikke er bleven ræd som en Nidding. Søg Landeveien! Du veed ret vel, at Sporerne betyde, hvor Du skal søge Føden til 08." Det gaaer aldrig an, nu, da Dronningen er her i Landet; det vil tofte mig min Fred og al min Eiendom." Jeg er, som Du veed, født i dette Taarn, og det Første, jeg fan mindes, er Fangernes Klager og Suk fra Fængslet, er min tappre Faber og hans Svende, der kom bjem med frigt Bytte fra Landeveien. Tidligere var Du heller ikke red for at søge did, men nu er Du snart bleven en gammel Kjelling. Vil Dronningen ikke give os Føde, faaer bun finde sig i, at Du selv henter den, eller ogfaa maa Du opfige Dine Svende og sende Drengene ud til andre Riddere, som kunne føde dem, thi jeg kan ikke mere. Afsted med Ever! Naar Sporerne først ere paa Bordet, har Ingen Lov at dvæle! Det veed Du vel er gammel Stit." „I Guds Navn da! Erif og Jens spring iforveien og sabl op; den ene af Eder rider Syb paa, den Anden Nord efter; vi vente ved den store Eeg med den tørre Top." Sagen var afgjort. Den store stærke tappre Ridder havde maattet bøie sig for fin lille Kone og det i en Sag, som angit hans Liv og Gods, og hvor han var overbevist om, at hun havde Uret: hendes kraftige Charakteer vandt atter Seir, som saa ofte tidligere, men til hendes og hele Familiens Uitte. To af hans Sønner, Drenge paa tolv til fjorten Aar, ilede bort, medens hele Selskabet reiste sig fra Bordet, og Mændene iførte fig Hjelm og Rustning, toge deres Vaaben og langsomt stege ned af Stigen, hvorefter de fulgte en smal Sti ind i Sloven, hvis tætte Buste snart skjulte den Sidste. Moderen og de to Smaapiger stode i Døren og saae efter dem; Pigerne toge af Bordet, og i Taarnet var der snart saa stille, at Ingen skulde have troet, at derfra nys var udgaaet en saa frygtelig Stare. Ridderen med sine to Sønner paa serten og atten Aar samt de sex Huustarle fortsatte imidlertid deres Bei, indtil de naaede en aaben Slette med en lille Hytte, hvis Beboer allerede havde samlet alle Ridehestene, da Drengene havde underrettet ham om, hvad der forestod. Enhver sablede selv sin Hest med stor Ombyggelighed, vel vidende, at en Skjødesløshed ved denne Leilighed kunde koste ham Livet, naar det kom til Kamp, hvorefter de under Ridderens Anførsel reed Øster paa ad en smal Sti, som førte ned til Aaen; et Badested tillod dem at ride over, rigtignok i Band til Boven, hvorpaa Veien fortsattes imod Nordost en Timestib, indtil de naaede en stor Eeg, hvis Top var udgaaet og hvis Stamme var huul. Mange Aarhundreder vare gledne hen over bette Træ, fra det først stiød op som en ung Spire indtil nu, da det holdt fjorten Alen i Omkreds og næsten kun bestod af Bark, Grene og Blade, thi indvendig i Stammen funde to Ryttere holde ved hinandens Side, og Grenene, hvis Antal hver Vinter formindstedes, overskyggede et stort Num. Her gjorde Ridderen Holdt, Alle stege af Hestene, der bleve bundne til Træer og Buste, to fildvagter udstilledes og de Øvrige leirede sig i Skyggen, for at hvidske eller sove, efter Enhvers Lyst. Saaledes hengit tre Timer, da Erik kom tilbage og meldte, at der vilde komme en god Fangst Syd fra. Han havde været henimod Hobro, og der støbt paa flere Vogne, saavidt han kunde see en Bryllupssfare, thi han havde fjendt Borgermester Hans Mortensen fra Aalborg og hans Søn, hvilken Sidste reed ved siden af en ung Pige eller Kone, som vistnok var hans Brub; der vare mange Vogne i Følge og otte fuldt rustede Karle fulgte med til Hest som Bedækning; ialt vare der femten fuldt væbnede Mænd samt fem Ovinder, og nu holdt de udentvivl i Nold for at bebe. Uagtet de Reisende vare talrigere og maatte synes, som vorne Mænd, at være Røverne langt overlegne, betænkte Ribberen sig dog ikke paa at angribe, fordeelte sit Mandskab i Krattet paa begge Sider af Landeveien, med Befaling til at standse eller i Nødsfald nedhugge Alle, som kom Nord fra, og ventede saaledes de Reisende. Jens kom til med Efterretning om, at en enkelt Vogn, der ikke lovebe Stort, fom Nord fra, og blev ligeledes posteret i Krattet, hvorfra Drengene skulde vedligeholde en raft Pileregn, da de ikke kunde maale sig med vorne Karle i Haandgemæng. Rizoni ditempat lain d Mi De Reisende havde imidlertid, medens de bebebe i Rold, holdt Raab om, hvorvidt det var raabeligt at drage videre, thi de havde ret vel kjendt den unge Erik Munk og formodede, at han var udsendt som Speider, men de tvivlede dog næsten om, at Faberen vovede et Overfald, medens Dronningen var i Jylland, og stammede sig besuden ved at vige tilbage for en saa ringe Styrke, thi de vidste meget vel, hvor mandstærk Hr. Ludvig Munk var. Der blev altsaa besluttet, uforfærdet at brage frem, og fire Ryttere sendtes tyve Stridt foran Vognene for e Rytter at undersøge Veien. Da de Reisende kom til et Sted, hvor tæt Krat begrændsebe Veien paa begge Sider, hvinede fire Pile, og to Ryttere sant af Hesten. Baa famme Tid stormede Hr. Ludvig Munk selv med tre Karle frem imob de fire Ryttere, som dannede Fortroppen, og stødte dem med de lange Landser af Hestene, hvorefter de selv sprang af og dræbte dem med Dolke og Stridsører; derpaa ilede de hen til Vognene, hvis Stagler allerede vare overhuggede, og hvor Haandgemænget var i fuld Gang, mebens Drengenes Pile med sikker Haand sendtes ind iblandt de Kæmpende. Ribberen havde befalet at staane Kjøbmændene, saavidt det var muligt, da man af dem kunde vente svære Løsepenge, men derved blev Kampen mere blodig, thi de værgede sig tappert, og især tæmpede den unge Brudgom Morten Hansen som en Løve for at frelse sin smuffe Brud fra at falde i Røvernes Hænder. Efter en Timestids Forløb. laae to af Nibberens Sønner og tre af Karlene bløbende paa Jorden, men ser af Kjøbmændenes Ryttere vare dræbte, de to andre flygtede, og alle Borgerne vare bundne, mange af dem saarede, men Ingen dræbt. Ridderen fik derpaa Hestene igjen spændte for Vognene, pakkede de Saarede og Døde op og førte hele Toget tilbage til Taarnet, hvor hans mandhaftige Frue modtog dem med Sorg og Taarer, da hun faae fine to ældste Sønner døde; men en saadan Hændelse var unndgaaelig, naar man levede af Landeveien, hun trøstede sig med, at de vare faldne som Helte, og bar sin Sorg med en spartansk Moders stoiske No. Byttet, som var meget rigt, blev bragt i Sifferhed, de mandlige Fanger indespærrede i Fængslet, men Qvinderne tilligemed to Kjøbmandsfarle fit Lov at kjøre til Aalborg, hvorfra de skulde sende Varer til Beløb af tusinde Mark som Løsepenge for Brudgommen, hans Faber og de andre Fanger. Fruen holdt ikke af at have qvindelige Fanger i Taarnet, thi hendes Sædelighedsfølelse var meget stræng, og hun var ikke vis paa, altid at kunne holde Stik paa Huuskarlene; besuden meente bun, at Brudens Længsel efter den unge Ægtemand snarest vilde paaskynde Løsepengene, for hvilke der heller ikke blev fastsat nogen Termin. I Løbet af fjorten Dage kom alt nogenlunde i Orden i Taarnet. De Døde bleve begravede i Sognekirken Ravnkilde, for nogle af de Penge, som de Fangne førte hos sig, forsynede man sig rigeligt med. Levnetsmidler og ventede roligt paa Løsepengene, uden at ændse bet Uveir, som imidlertid trak op; blot Ridderen var af og til noget urolig for Folgerne af dette forvovne Overfald, medens Dronning Margrethe var i Randers, men hans Frue trøstede ham paa det Bedste. De tvende flygtende Ryttere havde imidlertid bragt Efterretning til Brudens ansete Familie i Randers om den sørgelige Skjæbne, som i Rold Skov havde ramt Brudefølget, og snart kom der Bud fra Lensmanden i Aalborg, for at melde Dronningen Sagen, hvilken Brudens Fader, Raadmand Jens Jonsen i Randers, allerede havde berettet hende og bønligen anraabt om Hjelp. Dronning Margrethe satte sin Stolthed i at holde Orden i Landet og blev derfor meget opbragt over Hr. Ludvig Munks Voldsgjerning. Hun lovede Jens Jonsen hurtig Hjelp og fuld Erstatning, befalede Lensmanden i Aalborg, at lade en bobbelt Kartove, hvilket vi nu kalde en otte og fyrretyvepundig Kanon, med tilstrækkeligt Mandskab bringe til Nørlund og opstille, saa at den var færdig til at bruges St. Voldborgs Dag, det er den første Mai, da hun selv vilde være der til Middag; før maatte intet Stud løsnes. Lensmanden lod det svære Styffe Skyts lægge paa en Slæbe, som blev truffet af ferten Stube og saaledes langsomt slæbt afsted, men den første. Mai om Morgenen laae det paa sin Rappert, to hundrede Alen fra Taarnet, beredt til at sende sin frygtelige Kugle imod den solide Steenmasse, der aldrig før havde været truet af en saadan Fare. Klokken tolv begyndte en talrig og glimrende Rytterstare at samles foran Taarnet, hvis Beboere ffjælvende ventede paa hvad der skulde tomme. Dronning Margrethe, Kong Erif, Blomsten af det indske Ridderskab, Bistopperne af Børlum og Aarhuus, Tusinder af Væbuere og Svende holdt snart om Taarnet, og paa Dronningens Befaling affyrebes Kartoven, hvis Kugle stray knuste de svage Muursteen, som ikke vare beregnede paa at mobstaae et saadant Angreb. I Løbet af to Timer affyrebes Kartoven sex Gange og allerede var der skudt et stort Hul igjennem den tykke Muur, som slog Revner til alle Sider. Nu aabnedes Døren, Stigen blev sat ud, og ned af den steg den stolte Fru Margrethe med begge fine Smaapiger, fortklædte, og efter dem Pigerne, Drengene, Huuskarlene og Ridderen selv. Skydningen ophørte, og Fruen git meb Pigebørnene ved Haanden hen til Dronningen, tuælede ned og bad om Naade; bag ved hende knælebe de Øvrige.ildin „Mod Stimænd og Røvere viser jeg aldrig Naade, kun Netfærdighed. Kantsler! Vælg fire Riddere, fire Væbnere og fire Svende og lad disse Stimænd stray dømme efter deres Gjerninger. Bring imidlertid Fangerne ud af Taarnet og sørg for at faae alt Godset ned, hvorefter der skal stiftes Ild paa Reben; da Nørlund er bygt til et Røverskjul og ei til noget Herresæde, skal det strax lægges i Gruus." Forinden endnu alt Godset var kommet ub, blev Dommen forkyndt; ben løb: at Hr. Ludvig Munk og hans tre Svende som Stimænd skulde have deres Hals forbrudt og betale for hver af de Dræbte og Saarede fuld Bob efter Loven, tilbagegive det røvebe Gods og til de Fangne et hundrede Mark i Stabegjælb. Dommen blev strax fuldbyrdet, Ridderen og hans Svende hængte i de nærmeste Træer og Fruen med Børnene overgivne til hendes Broder, Hr. Jep Kirt, der som Værge stulbe sørge for at udrede Bøderne og bestyre, hvad Gods der blev tilbage. Derefter blev Taarnet antændt, og Dronningen forlod ikke Stebet før Murene styrtede sammen, efterat Flammerne havde fortæret alt Træværket tilligemed Taget. Saaledes endte det ældste Nørlund. Familien beholdt Jorderne, Stovene og Husene. Efter et Aarhundredes Forløb var Hr. Peder Lykke til Demstrup og Hverringe, Ridder og Rigsraad, kommet i Be siddelse af Husene med Mark og Stov, hvortil hans Frue Ellen Munk var Medarving. Han opførte atter en Hovedbygning af Bindingsværk med flinede Vægge, men i Stipper Clements Feide 1534 blev den plyndret og afbrændt af Bønderne, hvorefter en ny blev opført paa samme Steb. Hans Datter Kirstine arvede den og blev gift med Ludvig Munk den ældre; deres Son, Ludvig Munk den yngre, Lensmand paa Trondhjems Kongsgaard, arvebe Gaarden efter sin Moder, og i hans Tid falder det andet Tidsbillede, der, ligesom Tiden, har en heel anden Farve. II. Ludvig Munt, Trøndernes rovgjerrige Beberster, var kommet ned til Danmark for at see til fine Eiendomme og for at søge sig en Kone. Han var nu halvhundrede Aar gammel, saa at det var paa Tiben, men han saae fæl ud, og Trøndernes Klager havde ikke forbedret hans Rygte, der altid havde været slet, thi han havde Ord for at være haarbhjertet, nærig, egenkjærlig, Egenskaber, som ikke pleie at tiltale unge piger. Imidlertid var han meget rig og haabede derfor nok at erholde en ung Pige af Forældre, der mere saae paa det Reelle end paa det Ideelle. Han havde seet den unge Ellen Marsvin, som sprudlede af Aand og Liv, om hun end ikke var videre smuk, og den femtenaarige Piges Lunefuldhed tiltrak hans gnavne Alvor, ligesom modsatte Poler. Han anholdt hos Forældrene om hendes Haand: de gjorde ikke store Banske= ligheder, men henviste ham til Datteren, der havde Villieskraft nok til at have erhvervet sig en Stemme i et Spørgsmaal, som saa nær angif hende selv, stjøndt i hiin Tid Døttrene ellers sjeldent bleve abspurgte, naar Forældrene bortlovede deres Haand. Ludvig Munk søgte nu at udvikle sin Elstværdighed ligeoverfor den lunefulde og lattermilde unge Pige, men uden synderligt Held. Han greb da ned i Pungen, gjorde hende Foræringer af Ringe, Kjæder og Armbaand: det hjalp noget, og et Par Daler til hendes Terne viste sig at være saa vel anbragte, at han vovede at indbyde hele Familien til et Besøg paa Nørlund, for at tage denne hans Familieeiendom i Diesyn. Det var en klar og frist Octoberdag i Aaret 1587, da Vognen, som førte Ellen Marsvin og hendes Moder, kjørte gjennem Ravnkilde og Skaarup til Nørlund. Stoven spillede i alle de Farvenuancer mellem Grønt, Rødt, Brunt og Gult, som gjør den saa deilig om Efteraaret, og Fæstebønderne saae saa velhavende ud, at de Reisende ankom til Stebet med meget gode Forestillinger om Nørlund; disse bleve ikke dæmpede ved Synet af den uanselige lille Gaard, thi Ludvig Munk havde sagt dem, at den skulde nedbrydes og ombygges, efterdi den var altfor slet til ham, og at han havde Penge liggende til at bygge den smukt op for. Medens Moderen havde travlt med at pynte sig, forstod Ellen ret godt at udfritte et Par af Gaardens Piger og fit Bekræftelse paa hvad hun havde sluttet af Gaardenes Udseende i Skaarup; hvorledes Ludvig Munk end var som Lensmand i Norge, saa var han en mild og velvillig Godseier paa Nørlund, elsket af fine Fæstere og Husmænd, hvorom Rygtet endog har holdt sig der paa Egnen indtil vore Dage. Det var mere, end hun havde ventet, og hun begyndte allerede at gjøre sig fortrolig med den Tanke, at offre den grimme og gnavne Mand sin Ungdom, men først vilde hun dog vide, om det ogsaa var faa afgjort, at hun kom til at regjere ham, thi uden denne Vished vilde hun rigtignok ikke hengive sig og maaffee blive et Offer for hans Luner, stjøndt hun iøvrigt var flog nok til at føle, hvor stor Overvægt hendes Ungdom maatte give hende over en forelsket Mand i hans Alder. Hans fremherskende Lidenskab var Gjerrighed, efter hvad Alle sagde; imod denne maatte hun altsaa rette sit Angreb, og kunde hun vinde en fuldstændig Seir over den, vilde det vel ikke være saa vanskeligt, at leve lykkeligt med en Mand, der besad saa store Rigdomme. Den næste Dag, da Veiret var smuft, forlangte Ellen Marsvin at tomme paa Jagt. Hestene bleve sablede, Støverne og Mynderne koblede og førte ud, og snart reed den unge Pige i Gallop over Markerne, medens Støverne snusede om allevegne, og Mynderne roligt og opmærksomt travede afsted. Endelig sprang en Hare op, en Støver begyndte at give Hals og snart istemmebe be andre, indtil Meutens fulde Klokkeklang, afveglende med Hornets Toner, forlystede Jægernes Tren og Mynderne i lange Spring forfulgte den stakkels fortumlebe Morten, der brugte sine Been det Bedste den havde lært; Jomfru Ellen, Ludvig Munk, Jomfruens Broder Otto Marsvin og et Par Jægere fulgte Jagten, og forrest var Jomfruen, hvem Værten af et let begribeligt Galanteri havde givet den bedste Hest. Da Haren ikke mere kunde undløbe fine langbenede Forfølgere, som lige vilde til at gribe den, trykkede den sig, og de sprang over, hvorefter den fortsatte fit Løb i en anden Retning, atter forfulgt og indhentet, medens Støvernes Halsen langt tilbage viste, at de rigtignok ikke funde følge deres langbenede Kammerater, men at de ingenlunde tabte Sporet. Nu blev Haren borte. Den havde skjult sig i det tørre Græs i en Mose, og de dumme Mynder løb om til Høire og Venstre uden at kunne finde den. Længe varede det, da kom de smaa Støvere til, stadigt halfende paa Foden, og fandt ftrag den ulykkelige Morten, som atter maatte afsted og nu snart blev et Offer for Mynderne. 3 samme Zieblik vare Jomfru Ellen og Ludvig Munk paa Stedet, den Sidste sprang af Hesten, rev Haren fra Mynderne, tog den i Bagløbene og rafte den til Jomfruen: den var saa stiv som en Pind og allerede død af Stræt, hvilket altid er Tilfældet med en Hare, som bliver grebet af Hunde. Man reed videre paa Kanten af en Mose, og Ludvig Munk be nyttede Leiligheden til atter at trænge ind paa den unge Pige, der i bette Zieblik straalede i al den Friskhed, som Ungdom, raff Bevægelse og Munterhed kunne meddele en Pige. Hun saae betænksomt ud over Mosen, som efterhaanden gif over til en lille Indsø, reed hen til et Sted, hvor der var nogenlunde fast Jordbund og hvor Kreaturerne gif ned til Søen for at briffe, drog en Ring af sin Finger og sagde: "Ifald Ebers Kjærlighed virkelig er saa stor, som 3 siger, maa den kunne bestaae en Prøve. Belan da! Byg mig en Gaard, saa smut 3 som den smukkeste i Danmark, paa det Sted, hvor jeg faster min Ring; tan og vil I det, skal jeg ræffe Eder Haanden for Alteret." Og dermed kaftede hun Ringen udi Søen, hvori den faldt med et stærkt Plump og frembragte Ringe, der stebse bleve større og større, indtil de tabte sig i Sivene. Hun faae paa sin Beiler med et spottende Smiil, men som flæbte hende yndigt, og sagde: Kan I det?" Ludvig Munk var bleven saa forfærdet ved denne Anmodning, at han ganske havde mistet Mælet, thi Nørlund vilde ved dette taabelige Bigelune blive fordyret ham med en Snees Tusinde Nigsdaler; men han fattede sig og svarede, at hendes Zufte var ham en Befaling, og at der strax skulde blive taget fat paa Arbeidet, men at dette nødvendigviis maatte vare i mange Aar, og at han da ikke haabede, at han skulde vente faalænge. Ellen lo. 14:7/068–7 milom stad Nei! Saa grusom er jeg ikke, men Herregud, jeg er jo fun femten Aar endnu. Ifald I tager saaledes fat, at jeg seer, bet er Eders Alvor, stal jeg om halvandet Aar være beredt til at blive Eders. Er I tilfreds dermed?" „Hvorfor halvandet? Siig et halvt Aar eller et Aar; det er længe not for mig!" ,,Nei lad det blive ved hvad jeg har sagt; før om halvandet Aar kan man vel neppe vide, om det bliver Eder muligt, at faae saa fast Bund her i Søen, at den kan bære en Bygning, og kun paa den Betingel ſe bliver jeg Ebers." Total "Ifald Penge og en bestemt Villie kunne gjøre det muligt, skal det ffee, derpaa fan I være vis." Der blev stray begyndt paa Arbeidet, Jord kjørt til og fyldt i Søen, flere tusinde Træer fældede og omdannede til Pæle, som bleve nedrammede i Grunden, hvorpaa efter halvandet Aars Forløb Fundamentet funde lægges. Ellen gav nu fit Samtykke og blev viet den 29 Juni 1589, hvorefter Arbeidet fortsattes, men først blev fuldendt 1597, da ben Bygning, hvoraf bosstaaende Prospect viser Levningerne, endelig blev fuldført. Den bestod af tre Fløie, hver paa tre Etager, med Grundvold af Kamvefteen, hvælvede Kjeldere og tre smukke Taarne med Spiir og forgyldte Fleie. Taget over alle tre Huse saavelsom over Taarnene var af Kobber og skinnede som Guld i Solens Straaler, men i den svenske krig toge Polafferne Taget bort, hvorefter Regn og Suee ødelagde Bygningen saaledes, at man maatte afbryde den ene Etage. Søen er nu forsvunden, men brede Grave omgive endnu Gaar ben, som overalt var prydet med smukt Steenhuggerarbeide; et Par Kaminer med Ludvig Munks og Ellen Marsvins Vaabener ere endnu til og udmærket smukt forarbeidede. Ladegaarden, fire Bygninger af Grundmuur, blev opført lidt Best for Gaarden, og Bygherren satte sig et Minde, der endnu længe vil staae til Erindring om hans Smag og Rigdom. Deres eneste Datter var Kirstine Munk, der siden blev gift med Christian den Fjerde; endnu vises en Seng, som siges at have været beres Brudeseng, hvortil den dog ikke synes at være anselig nok. Gaarden tilhører nu Kammerjunker de Mylius, som for faa Aar siden har kjøbt den af Jægermester Schytte til Bygholm, af hvem den blev restaureret med stor Bekostning, da den efterhaanden var bleven meget forfalden og især et stort rundt Taarn truede med at falde ned. Til Gaarden 3* høre mellem 7-800 Tdr. Land Ager, Eng og Kjær samt et tufinde Tender Land Skov, Teglværk og et Kalkbrænderi; Glasværket Conradsminde er for nylig bleven solgt. Til Gaarden hører ialt 115 Td. Hartkorn, hvoraf 40 Td. drives under Gaarden. Freias Roser. Folkvangur throner hun, Den evige Freia, Kjærligheds Disa, signende, mild. Roser, Blussende Roser har hun i sin Favn; Og med gavmilde Hænder Rafter hun dem over Jorden ud, Hvor de findes af Asturs Børn. Som en Regn de falde: Enkelte Roser, Og Roser, til Tvillingesøsterskab Forenede ved samme Ovist. Men Den, som finder en enkelt, Ungersvend eller Jomfru - Gaaer, med Blomsten fæstet paa sit Bryst, Haablos søgende Gjennem Livet. Enten svides den da Ved Savnets Jld, Og Barmen bliver fold, tillukt og haard; Eller ogsaa blandes dens luende Blod Med det, som gjennem Hjertets Kamre gaaer, Og dette Hjerte Banker da varmt i Livets Færd Og hærdes ei, Skjøndt i censomme Time af Smerte det frympes. Men naar i Ungdommens Livsalige Vaar Et Par. Hvem Lykken har begunstiget og faaret, Die faaer Baa de samme tvende Roser Og buffer sig, for hver at tage fin: Da slaae disse, Mens Læberne mødes, 3 Flammer sammen. Og Flammen giver Varme, Giver Fryd i Hu, giver Kraft i Daad, Mens de Haand i Haand, Tilsammen stedse, Vandre den Vei, som først endes ved Graven. Forf. til,,Et Ungdomsliv." „Kom Magnetisme og Kjærlighed. "om Fader og see!" sagde den største af mine Drenge og jeg har fem, da han med fine Brødre stod ved et lille Bord, ovenpaa hvilket der var stillet et Leerfad med Vand; han havde i den ene Haand en Snor, hvori der hang en Krog, som han dyppede ned i Vandet, og de Andre fulgte hans Bevægelser med megen Opmærksomhed, den Næstmindste paa Tæerne med Næsen paa Kanten af Fadet, den Mindste paa Ammens Arm, rækkende sig forover, saa langt han kunde. Rom Faber og see! naar jeg bolder Krogen ned i Vandet, svømmer den lille Guldfift hen og bider sig fast ved den hvoraf kan det være?" - Det er," svarede jeg, foroi at Fiffen trækkes af Noget i Jernkrogen, som hedder Magnetisme, og som den er nødt til at lustre." „Hvad er da Magnetisme, siden Fisken er nødt til at lystre den? Er der ogsaa Magnetisme i en rigtig, levende Fist?" "Aa ja," gjentog jeg,,,paa en Maade. Naar Fifferen faster sin blanke Pilk i Bandet og loffer med den, det vil sige, lader den svæve op og ned, frem og tilbage, og en Fist seer denne skinnende Pilk, som den maaskee antager for en anden Fist, da opstaaer der en uimodstaaelig Tilbøielighed hos den til at snappe benne: see det er ogsaa en Slags magnetist Straft, men man kalder. den kun ikke saaledes." - Jamen Fader," blev Spørgeren ved: „naar jeg holder Krogen her udenfor Fadet, tæt op til Siden, saa svømmer Fisken ogsaa hen og støder sig imod Kanten, og den kan jo dog ikke see Krogen." Dette Experiment fremkaldte de øvrige Børns store Glæde, der gav sig tilfjende i en saa voldsom Bevægelse, at Fadet væltede ub over Bordet, hvorved jeg flap for at give nærmere Forklaring dennegang hvilket var meget heldigt, da jeg ikke godt kunde have sagt, at Fisken lugtede Magneten, naar den ifte saae den, og nogen anden For flaring havde neppe været tydelig. Eet Barn kan spørge om Mere, end ti Borne kunne besvare. Men min Søn havde bragt mig til at tænke paa Pyramus og Thisbe, som elskede binanden igjennem Muren. Og vi ville betragte bans Spørgsmaal fra en alvorligere Side. I enhver levende og livløs Ting paa Jorden bevæger der sig Kræfter, mange forskjelligartede Kræfter, hvis Virkninger, hvis væsen og Natur det ifte er vanskeligt at forklare; men hvis Liv, hvis Rob og Aarsag er os ligesaa gaadefuld, ligesaa ufattelig som Naturens store Undere i os og over os. Hvad er f. Ex. Synet? Phyfiologen forklarer, hvorledes Lysstraalerne fra en Gjenstand træde i Ziet, brydes igjennem den chromatiske Lindse i Pupillens Aabning, lastes tilbage paa Net hinden, samle sig der og aftegne et lille Billede; hvorledes en Mængde fine Aarer og Blodkar dække dette spinkle Net, og hvorledes Nerverne ligge m. m., saa at der ved Blodcirkulationen og gjennem Nerverne pieblikkelig bringes Efterretning til Hjernen om det Billede, som viser fig paa Nethinden: og derved see vi! Men hvorledes modtages benne Efterretning af Hjernen? hvorledes træder den frem for Bevidst heden? Og hvad er saa denne Bevidsthed? Af saadanne Exempler fan der nævnes utallige, hvor man bestandig kommer længer og længer tilbage, indtil et Punkt, hvor der maa standses - Resten ligger udenfor Naturvidenskabens egentlige Gebet. Hvad er da Magnetismen? Jeg er en Hader af den Art Forflaring, som udgaaer fra Exempler for at gjøre sig tydelig; saasom naar der spørges: Hvad er det eller det?" og Svaret da begynder med: Det er, naar man for Erempel..." „Hvad er Galvanisme?" - Det er, naar man tager Blader af Zink og Kobber, lægger dem o. s. v. Men, fordi jeg er en Hader af saadan Forklaring, behøver jeg ikke at være det af Analogiernes, og naar jeg nu stal tale et Bar Ord om Magnetismen, da skal det kun være som Analogi, en Sammen ligning imellem den og en nærbeslægtet Kraft. Magnetens almindelige Egenskaber ere vel bekjendte, og det er kun til bisse, jeg vil bolde mig. Magnetnaalens to Ender kaldes dens Boler, Nordpolen og Sydpolen; to Magnetpoler af modsat Navn tiltræffe hinanden, medens Bolerne af samme Navn frastøde hinanden; Magneten tiltræffer Jern, og ophænges den med sin Midte i en fiin Snor eller lægges over en Spids, da sætter den sig i en bestemt Stilling, med Nordenden pegende imod Nord (dette er Compassets Magnetnaal). Disse Egenskaber have fremkaldt forskjellige Navne paa Magneten hos de forskjellige Nationer. Benævnelserne,Magnet" og „Magnetisme" hidrøre fra Grækerne, som fik deres naturlige Magneter (Magnetfteen) fra Provindsen Magnesia i Lydien og derfor kaldte dem,,Magnesia- Steen"; herved er der altsaa ikke noget Charakteristisk. Men Magneten, som allerede i Oldtiden har været fjendt af de fleste Nationer, har hos disse modtaget Navne, der i Særdeleshed hentyde paa dens Kjærlighed til Jern. J China kaldes den,,thsu-chy", eller Kjærligheds- Stenen, ogsaa,,hy-thy-chy", Stenen, som opsnapper Jern. J Sanscritsproget benævnes Magneten,,ayaskanta", som elffer Jern. I de europæiske Sprog gjenfinde vi disse Benævnelser i det Franske, hvor den hedder l'aimant", den Elffende;,,iman" paa Spaust og,,magnet-kö" paa Ungarsk have den samme Betydning. En Hentydning til Magnetens Egenskab, at pege imod Nord, have vi f. Ex. i det Svenske, hvor den kaldes ,,segelsten", som veileder Skibenes Seilabs; den danske Digter Arreboe falder den „Jernkjær Seglsteen", hvis Kraft ei lettelig begribes;" paa Islandsk hedder den,,leidasten", den ledende Steen, af,,leida",, at lebe, hvorfra det engelſfe Orb,,loadstone" eller lodestone" igjen er udgaaet. Lebestenen og Lebestjernen tyde paa samme Oprindelse. -Magnetisme er altsaa Kjærlighed. Det, som rører sig i Magnetens Indre og giver ben de mærkelige Egenskaber, er analogt med den Følelse, som yttrer sig i det menneskelige Bryst; Magnetismen fordrer en Gjenstand til at yttre fin Virkning imod og vise sin Tilbøielighed -Kjærligheden ikke mindre, ogsaa denne maa have sin Gjenstand, Noget, som sætter den i Bevægelse. Vi ville her træffe nogle paralleler. To Magneters modsatte Poler, Enderne af modsat Navn, tiltræffe, som anført, hinanden og kaldes derfor venskabelige, medens Polerne af samme Navn frastøde hinanden og kaldes fiendtlige. To magnetiske Poler, som til trækkes af den samme tredie Pol, ere følgelig selv indbyrdes fiendtlige. N N NN Kjærligheden hos Menneskene opstaaer fun imellem Mand og Ovinde, Stinsygen imellem Mand og Mand, Ovinde og Ovinde. Det Bryst. som er opfyldt af Kjærlighed, bindes med en magnetisk Kraft til det, hvor det finder Gjenfølelse, og hvor forskjellige ere dog ikke de Følelser, som her staae overfor hinanden. Modsætningerne ligge hinanden saa nær. To Hjerter, som skulle binde hinanden uadskilleligt, maae iffe være eens: det ene maa opfylde, hvad det andet ikke besidder, de maae, ligesom Magnetismen, strømme over, det ene i det andet, for at frem falde Ligevægt, og for at de to Slag kun skulle føles som eet. Stin sygen opstaaer, hvor to Hjerter tiltræffes ligemeget af et tredie - lige som ved de tre Magneter. En Magnet tiltræffer alt Jern; men veed Du, min Læser, hvor lebes bette gaaer til? Jeg skal søge at forklare det. Magneten kan ikke tiltræffe Jernet selv, det døde Metal; men der er i alt Jern Magne tisme, og naar benne ikke mærkes ved Tiltrækning eller paa anden Maade, da er Aarsagen den, at Magnetismen slumrer, den er ikke bragt tillive, er ikke fat i Bevægelse. Naar man danner et Styffe Jern til en Magnet, da bringer man ikke Magnetisme ind i Jernet, thi den er der alt i Forveien; nei, man sætter den Magnetisme, som er i Jernet, i Bevægelse, ordner den i bestemte Stillinger, og dette skeer ved Hjælp af anden Magnetisme (eller ved Electricitet). Naar et Styffe Jern, en Ring, Nøgle, lille Jerncylinder eller andet Lignende bringes i Nær heden af en Magnet, da vil Magnetis men i dette Jern blive sat i Bevægelse af Magnetismen i den store Magnet og ordne sig saaledes, at der finder en Til- N trækning Sted. Det lille Stykke Jern tilvenstre er allerede nær nok ved den store Magnet til at tiltræffes af denne, og Polerne ordne sig, som Figuren viser; her vende altsaa to Magneters modsatte Poler imod hinanden, og en Tiltrækning finder Sted. Det lille Jernstykke tilhøire har allerede naaet Magneten, og Polerne ligge faaledes, som Figuren viser. En Magnet kan derfor aldrig frastøde Jern, men maa tiltræffe det, da den selv bar faldet Jernets Magnetisme tillive. Er Jernet af det saakaldte bløde Jern, da kaldes Magnetismen overordentlig let tillive; men saasnart det fjernes fra den store (s) N Magnet igjen, ophører ogsaa strax bets Magnetisme. Er Jer net derimod haardt, eller Staal, det finere Metal, da bringes Magnetismen vanskeligere tilveie, det maa stryges, som man falder det, med andre Magneter, flere Gange frem og tilbage; men har det først modtaget en tilstræffelig kraftig Magnetisme, faa bevarer det ogsaa denne Kraft i lang Tid, efterat det er fjernet fra de andre Magneter; det bliver selv, hvad man falder en permanent Magnet. Kjærligheden slumrer i den unge Piges Bryst, saalænge den ikke ved udvortes Aarsag er kaldet tillive; men at den er der tilstede, veed Du, min Læser, ligesaa godt som jeg. Ved den unge Mands første Tiltale, paa Ballet eller under det tilfældige Møde, ved hans Nærmelse blusser Kinden, og Barmen bliver urolig: Magnetismen sættes i Bevægelse; ja, men denne Bevægelse træder iffun fjendeligt frem hos det bløde Gemyt. Hvor Hjertet er let at bøie, er Jndtryffet ifte af Varighed; saasnart dets Aarsag fjerner sig, slumrer Følelsen paany. Anderledes forholder det sig med det æblere Metal; her udvikles Følelsen langsommere, skjøndt den første Berørelse, ligesom ved Magneten, giver det stærkeste Indtryf; men har først Følelsen udviklet sin hele Kraft, da er den selvstændig, lever og arbeider, selv under Adskillelsen, og kun lang Tid kan udslette det mægtige Indtryk, der har grebet Sjælen - men det kan udslettes, Tiden kan læge, ligesom den permanente Magnet engang igjen taber sin Magnetisme, naar den fun længe not overlades til sig selv. S N i vill IÓ Magnetismen er ikke en Kraft, som der kan slides paa; tvertimod, jo mere den bruges, desto kraftigere bliver den og desto lettere bevares den. For at holde Magnetismen i en Magnet, bliver den hvad man kalder ar meret; dette gjøres enten ved at lægge to Magneter ved siden af hinanden, forenede ved deres Ender med et Stykke blødt Jern, som i Figuren til venstre, eller ogsaa ved at bøie Magneten i Form af en Hestesko, forene Enderne med et Stykke blødt Jern, Anteret, og bænge i dette en Vægt. Da Jernet blev magnetisk ved at paavirkes af andre Magneter, vil et Arrangement som det her viste kun være en Fortsættelse af denne Baavirkning, og at Magnetismen virkelig bliver stærkere, kan sees deraf, at Ankeret efter nogen Tids Forløb er istand til at bære en større Vægt, end da det først ophængtes. N Naar Kjærligheden har naaet fin Fylde, og de To, som elske hinanden, ere blevne forenede, have verlet Ringe og raft hinanden Haanden foran Alteret, faa ere deres Hjerter armerede: da først strømme disse. over i hinanden i en evig Verel, ligesom Magnetismen i de to Magneter; da er Kjærligheden bunden; den svæffes ikke, aftager ikke ved Paavirk ningen nei, den vorer tvertimod mere og mere, og eftersom Tiden gaaer, vil man bestandig kunne lægge større Vægt paa de Forenedes Skuldre, de ville not kunne bære den. See dette er 2gteskabets Lykke. Man har iagttaget, at, naar to Magneter, i hvilke Magnetismen var. af forskjellig Styrke, i længere Tid have været armerede, henlagte ved Siden af hinanden, da have de begge antaget den samme Styrke. Er der noget smukkere Billede paa det ægteskabelige Samliv? Komme ikke efterhaanden Mand og Hustru til at ligne hinanden mere og mere, mebens Børnene ligne baade Fader og Moder? -Naar en Magnetnaal ophænges med sin Midte over en Spids og overlades til sig selv, da stiller den sig saaledes, at dens ene Ende peger imod Nord: Compasserne pege alle imod Nord. Føres Naalen ud af denne Stilling ved at dreies til Siden, og slippes den igjen, da giver den sig til at svinge frem og tilbage, indtil den endelig igjen tommer til Ro i sin første Stilling, pegende imod Nord. Er Magnetismen svag i Naalen, da svinger benne langsomt og længe, før den standser; er Magnetismen derimod kraftig, da svinger Naalen hurtigt og standser snart. Det er denne Egenskab, som giver Magneten Navn af Ledesteen. Alle Magneter vende sig imod Nord, indtage en bestemt Retning, tiltrufne af en Kraft, som boiler i Jorden. Magneten tilhører det Jordiske, Magnetismen er fun tilstede i det Legemlige og fan ikke fri gjøre eller løsrive sig fra dette. Kjærligheden hos alle Mennesker har ogsaa sin fælles Retning at søge ben til; men dens Maal tilhører ikke Jorden, er ikke nadskillelig fra det Legemlige. Kjærligheden til Gud træder frem i ethvert Bryst, der er istand til at føle Kjærlighed; den fan vildledes, drives ud af sin Retning; men efter nogle Svingninger til Siderne kommer den af sig selv tilbage dertil igjen, og det hur tigere, jo fraftigere Følelsen er. Et Stykke Jern kan ligge stille i Jorden, uden at paavirkes af nogen særskilt Magnet, og det vil dog efterhaanden blive magnetist, med to Poler, af hvilke den ene peger imod Nord: Jorden fremkalder selv denne Magnetisme. Kjærligheden til Gud kan opstaae i det menneskelige Bryst, uden at dette paavirkes af Andre: Der er en medfødt Trang, en Følelse, som kan antændes, næres og bevares, endogsaa i Ensomheden. Medens Magnetismen og Kjærligheden saaledes tilsyneladende følge de samme Love, ere de dog ligesaa forskjellige som det Legemlige og det Aandelige. Runde Faarehækker. tte sjældent træffer man paa Faarestalde, der ere høist utilstrækkeligt forsynede med Foderhækker, saa at ikke alle Faarene paa een Gang kunde faae Plads ved disse, hvoraf Folgen naturligviis er den, at der ved Fodringen opstaaer Kamp mellem dem indbyrdes, for at vinde Plads; men den Ulempe, som dette i og for sig medfører, bliver saameget desto større, som det netop ere de smaa, svage og kraftløse Faar, altsaa de, der meest trænge til ved rigeligt og godt Foder at hjælpes lidt frem, der navnlig komme til at lide derunder, idet de jages bort fra Hækken af de større og kragtigere, og altsaa maae vente, til disse ere mætte, for da at komme til at faae det grovere, mindre velsmagende, mindre nærende og tilmed gjennemaandede Foder, som de Større have ladet ligge. Naar Huset er bredt, og Faareflokken er stor, da vil som oftest Hæfter langs Væggene ei være tilstrækkelige, og man nødes da til at anbringe Hækker midt i Stalden. I saa Fald vilde Faarehækker, dannede efter hosstaaende Tegning, have Fortrinnet fremfor de lange, da de deels forholdsviis tillade flere Faar at komme til, deels forebygge, at noget af Foderet gaaer til Spilde. Foderet lægges nemlig paa den fegleformede Bræddebeklædning, som danner Bunden i det inderste Num af Hækken, og det vil altsaa, efterhaanden som der ædes bort forneden, glide ned til det Nederste, hvor da Hæffetræmmerne forhindre det i at falde ud. Disse (Hækketræmmerne) maae helst staae aldeles lodrette, thi staae de, som saa ofte er Tilfældet paa de almindelige lange Hækker, straat indad forneden, da falder der let Smaadele af Foderet ned i Faarets Hoveduld, og forringer derved denne, eller, hvad værre er, der kan da ogsaa let falde noget ned i Faarets Zie; og staae Træmmerne straat indad med den øverste Ende, da bliver der, naar den indre Brædde beklædning skal have en saa stor Hældning, at Foderet nogenlunde let gliber dernedad, fun et lille Rum til Foderet, med mindre man gjør Træmmerne meget høie. Ryffer Faaret noget ud mellem Træmmerne, da vil det, som tabes, falde paa den Brædderand, Krybben, som findes omkring Hæften, og altsaa atter der kunne tages af Faaret. Hæften understøttes af en forneden i Jorden og foroven til een af Loftsbjælkerne fastgjort fiirkantet Stolpe, i hvilken der er boret Huller, saa at man, efterhaanden som Gjødningsmassen i Stalden tiltager, fan bæve og ved en Bolt fastholde Hæften. Saa simpel som denne Faarehække endog synes at være, saa bor Størrelsen af dens enkelte Tele dog langtfra være vilfaarlig. Saaledes vil f. Ex. en for bred Krybbe være skadelig, da den ødelægger Ulden, naar Faarene trykke sig ind paa den, for at naae Foderet, eller, hvis den er meget bred, staae Faarene op i ben, og ville da let faae til Bane at lægge sig i den, og derved ei allene forringe Uldens Værdi, men ogfaa forvolde et Tab af Foder. Erfaringen bar angivet følgende Dimensioner af Hækkens forskjellige Dele at være de heldigste: Selve Høbækkens Diameter Træmmernes Høide. Krybbens Bredde Krybbens Dybde. 1 Alen 20 Tommer. 22 - 13 5/ Man kan naturligviis give Hækken hvilkensomhelst Form man ønster, men det vil altid være bedst saameget som muligt at nærme sig til den cirkulære, da den med samme Omkrebs indtager det mindste Rum. Skagen. i ville besøge denne Danmarks Affrog," Sandørkenen mellem to brusende Have, Byen, som ikke bar Gade eller Stræde, høre Maager og Vildgjæs opfylde Luften med Skrig henover de bevægelige Sandklitter og den tilfygede, begravne Kirke. Er Du Maler, da følg os herop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i det danske Land finder du en Natur, der giver Dig et Billed fra Afrikas Ørken, fra Pompejis Askebøider og fra de med Fugle omsvævede Sandbanker i Verdens-Havet. Skagen er nok et Besøg værd. Fra Kjøbenhavn med Dampffib, i een Nat, naaer Du Aalborg og derfra i faa Timer Frederikshavn, Udgangspunktet for vor Skildring. Deroppe er jo alting fladt!" siger Du, „Fladstrand var det gamle Navn for Frederikshavn, og Navnet er nu overført paa Citadellet!" Kom selv at see! Naturen her er saa eiendommelig, Egnen heromkring saa storartet, saa uventet overraskende. Kjør ud til Knivsholdt, Flade Banker og Bangsbo; som et Bjergland løfter sig her den jydske Høiryg, det er et Stykke Silkeborg, dette Danmarks Skov- og Høiland, men et Styffe Silkeborg ved Havet. Kom her i Sommer tiden, naar Lyngen blomstrer, see de mægtige Hedebanker smykkede med et lilla Teppe, spættet med Grønt af Enebær og Ege - Buſte. mellem disse maleriske Høider løfte sig Kornmarker og i Baggrunden Havet, det Hele saa ægte dansk, at man tænker her maa Fru Jerichaus Danmark træde frem med Guldringen om Haaret, med draget Sværd og Danebrogs-Fane, skridende gjennem Kornet; betragt, mellem Banferne, hvilken en yndig Dal! alle Farver, friske og glødende! maleriske Bondehuse ligge der ved smaa græsgrønne Enge, Frugthaver og Kornmarker. Her er Egeskov, Bøgeskov, rislende Bække; store Træer hælde fig ud over det klare Vand. Vi komme forbi Bangsbo, og see paa Skovpynten ved Havet, Sæbys hvidglindsende Kirke, og Nord for os Frederikshavn med sine røde Tage, Citadel, Havn og Fyr; Stuet minder om Helsingøer, fun mangler den svenske kyst, den er her ni Mile borte; man seer ud over Hirtsholmene, Tordenskjolds Ly, Steenbloffe Derne med den tynde Jord-Dug over. Bort Die folger Landets Kyst til Stagens yderste Spidse, i klart Veir viser den sig som en Lysstribe i Horizonten, det fjerneste hvide Punkt, her fees, er ikke Fyrtaarnet, men Stagens gamle kirketaarn. Endnu et Stykke Scord for Frederikshavn have vi Landevei, og rundt om Kornmarker, men snart er det Gode forbi, og vi komme over knoldet Lynghede, hvor Beiſporene, i Aaringer overgroede med Lyng, tidt ere at foretræffe for de ved hverandre krydsende, dybe Sandveie: To Mile ere lagte tilbage og vi ere ved Landsbyen Jerup. Veiret er godt, vi have Lavvande, det maa benyttes, nu skal det med hutigere Fart gaae de tre Miil, vi endnu have nordpaa. Een af Jerups Bouber, der fjender Havstoffen, spænder for fin lave Trævogn, vi sætte os op og over Mark, Hede og Mosegrund gaaer det nu ned til Kattegatet; her i Brændingen, hvor det vaade Sand ligger fast, fjøre vi. Det er en Amphibiereise, halv paa Landet, halv i Bandet; Vognbjulene til Venstre ere paa det Tørre, Vognhjulene til Høire ude i Kattegattet. Kubften fjender nøie sin Bei, ellers kunde Farten blive farlig, Oviksandet ligger stjulende hen over Ferskvandets Bæld, der hule Sand og Leerlagene, de briste, og man synker i, dybere altid bybere; Bogn og Heste indslurpes af den sugende Grund. Havet selv i nok saa stille Beir ruller ben under os, det stænker op under Hestens Hov. Bi nærme os de første lave Klitter; som Sneedriverne ved Vintertid, ligger her det fine bløde Sand, truset af Binden, enkelte Klitter ere uden al Vegetation, paa andre groe Marehalm og Klittag med deres halvhundred Alen lange Rødder. Bestens Storme hidbare og reiste disse andmeels-Høie, som de ogsaa kaldes, forvandlede Landtungen til et Ørkenland. I Flobtiden skylles Havets fine Sandpartikler op paa Strandbredden, Vinden tørrer og løfter de lette Dele, fyger dem til Bunke, til mægtige Høie, og Stormene vestenfra flytte dem mod Øst; dog endnu have vi kun feet en lille Deel her paa vor Vei. Vi ere ud for Fifferleiet Aalbæk; her henover Bugtens siffre Anfer grund, gaae fra August til Mai, Baadene til rig ftersfangst paa Bankerne under Skagens Kyst; herfra forsvinder for Ziet den beboebe Egn, Klitterne blive høiere; ude i Vandet løfte sig sorte Brag, besatte med utallige Søfugle. Havstoffen frembyder Skuet af Millioner Maager, Terner og Bildgjæs, der, idet vi nærme os, flyve vildtskrigende i Veiret; deres Mængde tager til, det er, som fom man ind i Fuglenes Rige. Ud over Havet er Afverling, der glide Skibe og Baade for fulde Seil, der kommer et Dampftib, længere ud seer Du Røgen af et andet og snart viser sig et tredie, men ind imod Land er fun at see de hvide Sandbanker, hist og her sænke de sig, og Du har et længere Indblik i Landet, der viser sig et Stykke Sandørken, som i Afrika. Strandbredden er belagt med bævrende rødbrune Medusaer, som kunstige Geleer fra en Restauration; snart kjøre vi hen over et Lag af Konchyllier og smaa Skaller, snart over den hvide Sandbund, og ihvor stille end Kattegattet kan være, ind under os ruller dog Donningen og ude dreie sig Malstrømme mellem Revler og Banker. Braget af et og andet mægtigt Fartsi, hvis Strog rager op over Vaudet, være Holdested, at Hestene kunne tære deres Foder og vinde friske Kræfter til at føre os til Maalet. Vi sine Kirketaarnet, Fyr= taarnene, det gamle og det nye, see hvor Skagens Green strækker sig langt ud; vi ere ved Skagens By. Hvad veed man om dens Fortid, hvad veed man om Landet selv? De fulhaarde Maretørv, lagviis skudte op i klitterne vesterpaa, male om et ber forgaaet Stovland. Sagn og Historie blande sig om Byens Oprindelse. Der fortælles, at engang en danst Konge, Nogle mene Erik Glipping fom berop paa Jagt, og besøgte een af sine Bønder Thorkil Skarpe, der da bad om at faae i Forlening Skagens Mark for paa den at holde sine vilde Zg, han fik den og satte en Hyrde ved Navn Trond til at vogte Bæsterne; denne var den første, der reiste sig et Huus herude paa Skagen; for at fordrive Tiden gav han sig af med at fiske og her var Fist nok i Kattegat og Nordsø; det kunde blive en Erhverv, Flere flyttede til, de reiste beres Hytter og tilsidst stod her en heel By; i Aaret 1284 blev den plyndret af Normændene, hvis Land jo kun er serten Miil fra Skagen, Isen har endogsaa engang lagt til, saa at de ere gaaebe herned. Sin Kjøbstad-Ret stal Skagen have faaet af Dronning Margrethe; som engang strandede her og blev reddet af Skagboerne. I vor Tid bestaaer Byen af tre Dele, Vesterby, Østerby og det fra den en halv Miil borte ved Nordsøen liggende Høien eller Gammel Stagen. Her lod hollandske og skotske Skippere bygge og indvie St. Laurentius en Kirke i gothist Stiil, den længste og betydeligste i hele Vendsyssel; nu er den begravet i de høie Sandflitter, fun Taarnet sees og vedligeholdes som Sømærke. Mellem Kirken og Østerby fandtes en hundred Favne bred Sø, fem til fer Favne dyb, med Gjeder og Karudser, rundt om var Marker, Kjær og Krat, men de ødelagdes; Stormen tog fat i den sandede Grund, man standsede ikke belæggelsen, Sø og Moser fyldtes med Havets henveirende Sand; Agerland og Gaarde skjultes og de mægtige Sandmiler reiste sig, Egnen blev et Ørkenland; Byens Huse maatte søge Stabe ber, hvor Sandet tillod det og her blev en benkastet, underlig Stad, uden Gade, uden Stræde, omsuset af Vinden, gjennemtordnet af det rullende Hav. De vilde Svaner synge her deres melankolske Sang i den prostklare Vinternat, Maager, Terner og Vildgjæs opløfte deres gjennemtrængende Skrig paa den varme Sommerdag, og paa en saa ban komme vi her. Vi forlade Havstoffen, kjøre op i klitterne, ben over dem, hvor de ere lavest, Bei kan man ifte kalde det, Beisporet luffes stray i det dybe, bløde Sand og næsten umærkelig bevæge vi os fremad; her ligger et Huus halv skjult af en Sandklit, derovre et andet; mørke, tjærede Træbygninger med Straatag; derhenne sfinne et Par røde Tage, her løfter sig et Blankeværk, Sandet er nærved at faae det under sig; Luftstrømmene bringe en stærk Lugt af tørrede Fist; et heelt Espalier af Flynder næsten skjuler os den større Gaard. Børn og Fruentimmer ligge i Sandet og sole sig, de ligge, hvor vi skulle frem, men vi komme saa langsomt afsted at de i al Magelighed kunne løfte og flytte sig. Hist og her i Sandet staae Bragstumper, og der ved Huset, hvor en lille Kartoffelhave er indpælet og omsluttet med Tongværk, staaer en Gallion- Figur, Haabet, støttende sig paa sit Anker, man har tøiret en Griis ved hende. Strandingstømmer, Planker og Bragstykker sees i Husene 4 og kastet imellem klitterne; her staaer et Stuur, hvis Tag er Stroget af en Baad, og her, svøbt i en brogetmalet Plaid, Overdelen af en colossal Stiftelse, der minder om Walter Scott og vist var Gallion for et Fartøi, der bar Digterens Navn, nu er den nof til 3iir i den lille Kartoffelhave ved Fisterhuset. Kornmarker, Kjøkkenhaver og Klitter ligge med Huse og Gaarde, som de bedst kunne. Det dybe bløde Sand er den egenlige Gade; den er hist og her antydet ved Snore, trufne fra Bragstump til Vragſtump, at Beboerne kunne, om ikke holde paa Gaden, saa dog vide dens Retning, naar Vinden løfter den. Solen brænder varmt mellem Sandhøiderne, men ogsaa disse have deres Pragt-Bouquet; ligeforan os, hilses vi af en blomstrende Have; en udstraft Plantage med mange Sorter Træer, Eeg og Bøg, Piil og Poppel, Fyr og Gran; Grønsvær dækker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Binden vilde faae Overmagt. Vi træde ind mellem Blomster og Frugttræer. Det er Byfogedens Bolig, den ligger saa smutt, har noget saa hyggeligt og dertil herskabeligt. Man føler sig med Eet flyttet hen i et frodigt Landskab; det har menneskelig udholdenhed formaaet. Man gaaer paa det friske Grønsvær under skyggende Løvtræer, hvor Fuglene synge og kun et Skridt udenfor og vi maae arbeide os frem gjennem det dybe bløde Sand, hvor den stadige Vandring gjør Skagboen froget i Lænderne og tilvænner ham en egen Maade at løfte Benene paa. Vi naae Præstegaarden; Huus og Have see saa indbydende ud, deilige Blomster og smuffe Boru see vi og nær herved er den nye Kirke, indviet 1841 og i Stiil som Vor Frue i Kjøbenhavn, lille, men venlig, fra Pulpituret sees ud over Nordsø og Kattegat. Altsom vi komme mere nordpaa i Byen, ryffe Husene hinanden nærmere; her ligger Gjestgivergaarden omgivet af Plankeværk og Have, Træer, Hyldebuste og Stokroser stygge op om Binduerne og gjøre halvdunkelt i Stuen, man har formeget af det Grønne, men er iøvrigt godt indqvarteret, fun at Sovekamrene synes gamle Ruf af Stibe, klistrede til Huset og Alt gjennemtrængt af Fiskestant. Et Par af de nærmeste Gaarde har ogsaa Plankeværks-Indhegning, som Sandet udenfor er syget op om; underlige Brostilladser ligge og næsten spærre Indgangene, de høre til at gjøre Byen veibar ved Efteraar og Vinter, sagde man. I Regntid og naar Sneen smelter, fan Sandgrunden ikke sluge alt det Vand, her da staaer, da bliver Skagen et Slags „Venedig", som en Stagboer udtryktede sig; og man fan med Baad stage sig frem mellem enfelte Klitter og Huse. Føre Sladder til Torvs," den Talemaade fan ikke anvendes i Stagens By, her er intet Torv, men man kan føre Sladder paa Bakke. Hist paa en af de høieste Klitter, mellem Huse og Kartoffelagre, hvoroppe man seer ud over Kattegattet og ind imellem Huse og Sandbeider til det nye og gamle Fyrtaarn, samles i godt Beir Fruentimmerne; her er deres Forum, Byens eneste Samlingsplads, Caffeèn hvor Blæsten dreier sin Lirekasse, Regnbygen staaer for Stjænken og Havgusen for Opdækningen; Baffen her faldes: „Sladderbakken." Vi saae Ingen paa den. Glaskuppelen paa det nye Fyrtaarn bag de bøie Klitter viste sig herfra som en Glasballon, idet just en lav Skytaage ffjulte Taarnet. Hen til det er Veien herfra ikke fort. De to Dele af Stagens By, langs Kattegattet, omtrent en Halvmiil, have vi passeret, men endnu er der en Fjerdingvei til det nye Fyrtaarn; berub ville vi; det gamle ottekantede Taarn fomme vi først forbi, det venter paa at nedbrydes. Vi rumle hen over en haard, stenet Grund mellem magre Kornagre og elendig Græsning og holde foran det nye Taarn, der an gives at være 140 Fob med en 2ysvidde til fire en qvart Miil, Kong Fredrik den Syven des Navnechiffer smykker den slanke Taarnbygning; et storartet Vaaningshuus med elegante Værelser og Comfort er opført her; smaa Haver med en Nigdom af Blomster og store modne Meloner overraskede os. En magelig Vindeltrappe fører gjennem Taarnet op til Fyret, et Lindsefyr med fire Væger; det er en Slags Moderateur- 4* Lampe i stor Stiil; Lampen rummer 60 Potter Olie og brænder tre Bægle i Timen, sagde man os. Hvilket Skue ud over de udstrakte Vande! hvilken Susen, naar i Efteraaret Stormene fare ben over denne Mennestebolig med en Tonefylde, hvorved de oprørte Haves dybe Nullen forsvinder. Høie Sand klitter ligge mod Nord i Halvkreds om Taarnet og naar vi ere over disse, staae vi paa den lange smalle Rullefteens Revle, der kaldes Gre nen og have endnu en Fjerdingvei til dens yderste Spidse. Vi vare her en stille Solffins-Dag. Her var over et halvhundred Fiskere, ogsaa Qvinder, ude at brage Baad fra Nordsøen og fra Kattegattet. Garnene laae mange, mange Aareslag ude. Hvilket Dræt! meest store Rødspætter, men ogsaa Katfist,, Taderfist, Søstjerner og Torst. En Gellé af Medusaer fliftrede sig om Garnet, bvorfra de mindre Fiske smuttede ud og Krabberne gif deres stjæve Gang. Her laae flere Fiffe= qvaser med Kjøbere fra Gøteborg og Kjøbenhavn. Vi gif ub paa Grenens yderste Rand, der runder sig med en lille Svip Sandpynt mod Øst, ikke større end at fun eet Menneste kunde staae der og prøve, at Bølgerne fra Nordsøen slog hen over den ene Fod, og Bølgerne fra Kattegattet flog over den anden, man saae tydeligt de to Bande mødes; Nordsøen havde stærkest Kraft. Herfra, ud under Bandet, mod Nord og Nordvest, strækker sig, som to lange Følehorn, en heel Miil ud i Havet, Stagens farlige Rev. Gjennemtrængende Strig af talløse Søfugle fylde Luften, den dybe Summen i det umaabelige Havfvælg, Døningens Rullen og Bryden, der slaaer os over Fødderne og dertil Stuet ud over Havets i Luft bensvindende Flade, virker svimlende, man vender sig uvilkaarlig for at see, om man har fast Land endnu bag ved sig og ikke staaer ude paa Havbybet, en Orm fun for disse Stysværme af strigende Fugle. Mollusker, Søstjerner, døde Fiske ligge for vore Fødder, Vrags stumper og Skrog af Stibe, forte og afblegede Rester, staae, som Mamuths Knofler ude i det flare gjennemfigtige Vand, det vinker saa loffende, smiler saa mildt, man glemmer dets frygtelige Magt, dets voldelige Kræfter, naar Stormene fare hen over det, og det forvandles til et skummende Vandfald, der vælter mod Kystens Revler, bider-fig ind i de lerede Banker og de opfygede Sandbjerge. Hvor nu de tunge Bølger vælte, laae engang Gammel Skagen; Beboerne maatte Aar for Aar flytte deres Huse ind i Landet, til hvor de nu ligge langs den med slebne Nullesteen opfyldte Strand. Derhen ville vi, det er en heel Miil herude fra Grenen, vi maae igjen tilbage gjennem Vester" og „sterby," forbi Plantagen, hen over magre Kornmarker og fattig Græsning, men her stode engang Klitter, gamle Folk erindre det endnu, og hvor vi nutildags see Klitter, buske de, laae byrket Land og Mosestrækning. Vi komme forbi en større Gaard, før var den en Herregaard, men efterhaanden, som alle dens Jorder bleve bæltede af Sandflitter, blev den et ringe Vaaningshuus fun, her boer en Møller. Hvor den favndybe Hofsøe" strafte sig, saae vi nu som Tegn paa at den havde været, lange Rør skyde deres bruunfjedrede Duffe op igjennem Sanbet. Olavius, der har givet en „Skagens Beskrivelse," fortæller, at omtrent 1780 var endnu tilbage af denne So to smaa Huller og i bem bleve de sidste Fisf. nogle yntelige Staller, fangne; Dinene stode ud af Hovebet paa dem, saa forsultne vare de, Bylder havde de paa Kroppen og Maven var fyldt med Flyvesand og Stumper af Siv og Rør. Til denne engang favndvbe So knytter sig Sagnet om en gammel Gaard, her har ligget; dens rige Eier sendte i Overmod Bud efter Præsten for at have en taabelig, ugudelig Spøg; han lod fige, at en Syg skulde berettes, Præsten kom, men her var ingen Syg, man havde lagt en So i Sengen; da sank Gaarden, her blev en favndyb Sø og fun Stolen, paa hvilken Præsten havde lagt sin Bibel, flød op paa Vandet. Herinde mellem klitterne strækker sig endnu Kornland og Hede. Vi saae den afskrællede Lyngtørv reist i Staffe, de faae i Afstand ud som en heel Leir; man fortalte, at i Krigen med Engellænderne havde Fienden ikke vovet Landgang, de antoge Staffene for Soldater-Baratter. Snart naaede vi de foran os opfygede Sandbanker, bedækkede hist og ber med Klittag og Marebalm, et Gravdække hen over Skagens mægtige Kirke; imellem den og Byen gii tidligere en Kirke Base, der fygedes til, Beien var høist besværlig for Alle og om Vinteren fast ufrem kommelig; Sandet lagde sig om Kirkegaardens Muur og snart over den og over Grave og Liigstene heelt op mod Kirkens Vægge og Vinduer; men endnu søgte Menigheden her hen og holdt deres Gudstjeneste; tidt maatte de stovle sig frem til Indgangen, og der var Tale om at nedlægge denne brøstfældige Bygning. Men Skagboerne vilde nødig miste deres Guds-Huus; dog en Søndag, kom Sognefolkene og Præften, en mægtig Sandmile havde lagt sig for Kirkebøren, Præsten læste ba en fort Bøn og sagde: Bor Herre har nu luffet ber dette fit Huns, vi maae reise ham et nyt andetsteds." Den 5te Juni 1795 blev Kirken ved kongelig Resolution nedlagt, Taarnet skulde vedligeholdes som Sømærke, Gudstjeneste holdes i et Træ-Kapel midt i Østerbyen, indtil den nye Kirke blev reift; men beres gamle Kirkegaard vilde Stagboerne dog endnu ikke give slip paa, de Gamle ønskede at hvile hos deres kjære Forudgangne og med stor Besværlighed skete det indtil Aaret 1810, da Sandet saa aldeles var gaaet over Kirkegaarden, at en ny maatte anlægges. Med en egen Følelse, som ved Astehøiderne over Pompeji, staaer man her ved denne tilfygede begravne Kirke. Blytaget er bræffet af; det hvide Sandmeel, gløbende i den hede Sol, ligger stjulende hen over Kirkens Hvælvinger; i Gravnat derinde er Alt skjult, gjemt og af Slægter glemt, til engang Vestens Storme maaffee bortfyge de tunge Sanddynger, og Solstraalen igjen lyser ind gjennem de aabne Vinduesbuer, ben paa Billederne i Choret; den lange Næffe Portrætter af Maaffee Skagens Raadmænd og Borgermestere med deres Bomærke. en fjernkommende Slægt træder ind i dette Skagens Pompeji og igjen beundres den gamle kunstigt udffaarne Altertavle med dens bibelske Billeder; det varme Solstin bestraaler igjen Maria med Barnet, der i sin Haand holder den gyldne Verdens Kugle. Nu ligge de døde Sandbølger hen over Kirken, et Bildnis af Klittjørn med dens gule Bær, vore i Sandet, vilde Roser sætte her Blomst og Hyben; man fommer til at tænke paa Eventyret om Prindsessen i den sovende Stov, hvor Slottet stjules af et uigjennemtrængeligt Krat. Det mæg tige Rirfetaarn løfter endnu vist to tredie Dele af fin Høide over Sandklitterne, Ravne bygge deroppe, en Brimmel omsusede det, deres Strig og de knasende Grene af Klittjørnen, vi traabte paa for at komme frem, var den eneste Lyd, vi fornam i denne Sandørken. Klit paa Klit rundtom os, og først efter lang besværlig Gang i det dybe Sand, aabnede sig igjen en grøn Markstrækning benimod den yderste Klitræffe foran Havet, og derude gammel Stagen, eller som den kaldes: Høien." Bragsftumper ere benyttede til Bygning og Brug, Skibs- Gallioner og Indskrifter i forskjellige Tungemaal prange over Porte og Døre; her staaer snittet i Træ eller med farvede Bogstaver „Neptunus ", her be tre Søstre", der „Saabet", men det er Brag ftumper uden Betydning hæftede paa til Stabs. Hele Kysten er et Mofait af Rullefteen, dem Havet har slebet flade og runde; hvad vilde de kunde fortælle, om de fik Lyd og Tale-Evne! Hvormange Aartufinder bengit siden Jis og Band bar dem til denne Kyst og gav dem deres glatte smukke Form! Klitterne lange Stranden løfte sig høiere; Maretørvens sorte Lag stinner frem i det hvide Sand; altid eet og det samme, Hav og Klitter, Brag og skrigende Søfugle; man møder maaskee et eensomt vandrende Postbud; han søger sin Vei ude i Havstoffen, hvor Bølgerne have flappet Sanet fast, eller han stavrer hen over Steenlaget; stiger Søen, er det et stormende Veir vesterfra, maa han søge Veien inde i de dybe tunge Klitkrumninger, hvor fun Klitharer er hans Selskab, han maa fjende de farlige Grunde, hvor Væld og Bætte grave Faldgruber og Oviksandet uden Redning fluger ham; en heel Brudeffare hedder det, er engang saaledes forsvundet. Som en Muur mod sin egen Vælde har Havet reist Klitternes takkede Bjergaas, Folletroen lader beskjærmende Klitnisser boe der= inde, og fortæller, at ba engang en fjendtlig svensk Flaade laae udenfor ,,Gammel Stagen" og vilde gjøre Landgang, mylrede fra Sandet en Mængde bevæbnede Smaa, de holdt udkig til Mørket kom og med det en Storm; da gik den hele Flaade under, Havstokken rullede med Bragstumper og Liig. Følge vi Vestkystens Klitter og Leersfrænter herfra ned mod Hjør ring, da begrændses Horizonten af de Høider, vi gik ud fra ved Frederikshavn, det er den samme Høideryg vesterpaa ned imod „køkken", hvor høit oppe, Børglum-Kloster, som en Sphinx paa Bjerget ligger og seer ud over Bildmosen, Nordhavet og Skagens Land. Herfra over Mark, Hede og Klitter ud i Nordsøens Havstok, kom mer man, om vi saa tør sige, den historiske Vei heeft ud til Skagens Green; snart forbi leerede Skrænter, henover Sandmiler og ind paa udstrakt Græsgang, hvor den buffhøie duftende Porse og den himmel blaae Gentiana groer; Gammel Skagen ligger for os, og den i Sandflugt begravne Kirke. Slægter kom og gik, men Hæbers Navne, bleve i Minde. Fra Skagens fattigste Fiskerbytte kom Sjæl lands berømte Biskop Scavenius, fra Skagens By kom Mathema tikeren Scavenius, Mænd af Driftighed og Dygtighed fik vi fra denne Landets Affrog." Gjennem Plantagen, gjennem Vester og Østerby naae vi det nye Fyrtaarn; det lyser over de dybe Baude, naar de hvile og naar Stormene fare hen over det og Menneske-Hjertet synger: Ewald.s ,,Den Gud, i hvis Hænder Et Hav er en Draabe, Han ene kan redde --!"*) Og gjennem Mandens Mod og Kløgt kommer Redningen, næst Gud. Følg os herop i et stormende Veir, naar Skibet sidder fast derude i Sandet, og Bølgerne brydes mod Plankerne. Sit eget liv vover den tjætte Stagbo, bet kunne alle Aaringer heroppe fortælle os; Mod og mandig Villie magter vel ikke at bryde hver Stranke, men da overflyver Kløgten den. Forlab Din Stue i den mørke Nat! det er en Storm, saa start, at Du ikke hører det rullende Hav, Vindens stærke Raft møder Dig, idet Du træder ud; det fugende Sand og de starpe Smaasteen pidste Dit Ansigt tilblods. Du fornemmer over Dig og om Dig en Kraft, som synes mægtig til at suge Havet op; det er eu buldrende Lyd, som udfoldede sig over Dig et Verdens Telt. Arbeid Dig op paa Klitterne i dette Mulm! sniig Dig mellem Vindkastene frem, Du fornemmer, naar Du har naaet herop, thi Søens salte Fraade flyver Dig i Dinene og først lidt efter lidt vænnet til Mulmet, stimter Du det skumkogende Hav; og mere gjennemtrængende end Søefuglenes stjærende Skrig lyder til Dig Nød-Raab, Fortvivlelsens Strig; da lysner det, Natfaklen tændes, og ud over Vandet kastes en Raket fra Land hen over Skibet; veb Fallens Blaalys seer Du Fartøiet boret fast i Sandet; de tunge fraadende Bølger vælte sig mod det, og over det; Menneskene derude løbe i Dødsangst mellem hverandre, enkelte holde sig fast i Tougværket, ben næste Bølge, som løfter sig, fan falde knusende, saa at Planker og Bjælker blive Spaaner i Havstoffen;" men Redning er bragt, en Finger, der bliver en heel Haand, som bærer de Strandede frelste i Land. Bed Raketten er bundet en Line, den er faldet hen over Stibet, ved Linen brages et stærkere Toug derud, Forbindelse er bragt tilveie mellem Landjorden og de Skibbrudne, og snart flyver Redningsstolen frem og tilbage mellem Land og Kyst. De Frelste føres til Stagens By, Byen uden Gabe og Stræde, men hvor under Straatag i det tjærede Huus findes stærke Arme og varme Hjerter. Udholdenhed, Mod og Hengivenheb er Stagboens og Vestklitboens Natur; Havgusen gjør folde Hæn der, men „kolde Hænder, varme Hjerter!" siger Ordsproget. Ubholdenhed vil bæmpe Sandflugten, Plantagens unge Dryader hviske om kommende Skov og Krat, Kornmark og Enge. Byens Huse skulle da stille sig i Rætte, med smaa Haver foran hver, der komme Gader og Stræder ud til aaben god Landevei, der fører til Frederikshavn, Endepunktet for Jyllands Jernbaner ned til Fastlandets; Frederikshavn er da Havnen for Dampskibene, som i faa Timer knytte Bro mellem Norge, Sverig og Danmark; og den Tid vil komme! Fyrtaarnet paa Skagen, som nu staaer i sit første Virksomheds Aar, vil ikke kaldes gammelt, naar det opnaaes; vor Tid virker med Aandens Magt, byder over Materien, idet denne troer at herske og være Nutidens Herre. Ambrosius Stub. H. G. Andersen. an var kun en staffels fattig Student med luflidt og hullet Kjole. Lykken havde ham Ryggen vendt, og Livet tog baardt ham i Skole. Han brødes med Kummer, Sygdom og Nød som Skriverdreng hos de Store og maatte tigge sig Naabsensbrød fra Herremændenes Borde. Men dybt i den fattige Skrivers Bryst luede Guddomsflammen; ban ubsang fin Sorg, og han udsang fin Lyst til kommende Slægters Gammen. Og Vaarens Priis fig mod Himlen svang i Toner, liflige, milde; og Visen om Krambamboli Klang ved det lyftige Driffegilde. Det brused om Verdens vidtløftige Hav, der knuser de stolteste Stavne og fører os Alle i skummende Trav fra Buggens til Gravens Havne. Mens Holbergs mægtige Latter flang og rensede Foraarsluften, henaandede Stub sin melodiske Sang om den deilige Rosenknups Duften. Han var en Svale, der, kviddrende sødt, did paa pilsnare Vinger kommer og bliver af isnende Kulde mødt, thi, at! den gjør ingen Sommer - en graa, lille Lærke, der Triller slaaer over snebedækkede Dale et Forbud i den spirende Baar paa Sommerens Nattergale. Kristian Arengen. Christendommens Indførelse paa Island. (Efter N. M. Petersens Oversættelse af Rialé Saga). e Begivenheder, der stode i Forbindelse med Christendommens Judførelse paa Jsland, have vi her søgt at fremstille efter de gamle Islænderes egne Beretninger, i den Henfigt at give en nogenlunde tydelig Skildring deels af Thangbrands Missionsvirksomhed, famt de Midler, hvoraf Katholicismen betjente fig til Sjemedets Opnaaelse, deels af bet Særegne ved Christendommens Antagelse i en Fristat; deels endelig af Lærens Virkninger paa Livet i be første Tider. Ligesom Island oprindelig var en norst Coloni, saaledes var det en naturlig Følge, at Christendommen der udbredtes fra Norge, og efterat Olaf Trygvesen (995-1000) bavde christnet Vesterlandene, Orku og Shetlandsøerne samt Færøerne, henvendte han ogsaa sin Opmærksombeb paa Jsland i benne Henseende. Da det her spurgtes, at der var skeet Troesforandring i Norge, sagde Mange, at det dog var stygt, saaledes at forkaste den gamle Tro; men Enkelte tænkte anderledes, og Njal, en findig og fornuftig Mand, sagde: "Saa forekommer det mig, at den nye Tro maa være meget bedre, og at den maa være lykkelig, som faaer den for den anden; og komme de Mænd her til. Landet, som forkynde denne Stif, da stal jeg fremme den." Olaf Trygvesen sendte da Præsten Thangbrand derop, for at forfynde Troen; han landede med fit Skib i Østfjordene ved Gautavig i Berufjord, og var selv Skibsføreren. Thangbrand var ligesaa lidt som Nordens Apostel, Ansgarius, nogen Skandinav, men en Søn af Grev Bilbald af Sarland, og altsaa af tybst Herkomst. Men som der paa den Tid blev anvendt fysisk Kraft, hvor den aandelige ikke forflog, havde han faaet en dygtig Medhjælper i Gudleif, en Islænder, der var en stor Drabsmand, meget stærk og haardfør," og var fulgt med ham fra Norge. Endsfjendt der strax efter deres Ankomst blev holdt et Møde, hvor der forbødes al Handel og Samkvem med de Fremmede, var der dog en Mand, ved Navn Hald fra Sida, der tog sig af dem og gav dem Ophold paa sin Gaard. Thangbrand er i Historien omtalt som haard og frigerst, og at han ikke udmærkede sig ved de christelige Dyder, Mildhed og Sagt modighed er vist, (ligesaalidt var Gudleif nogen from Mand). Men bet laa nær at bruge Magt i en raa Tidsalder, hvor Christendommens Forkyndere bestandig vare udsatte for Efterstræbelser, og man funde ikke vente Milbbed af en Mand, der vistnok som Ridder havde været vant til at færdes i Vaabenleg, men snarere Anvendelse af Kampdygtighed, naar han af den nye læres Modstandere udfordredes til Tvekamp. Dog benyttede Thangbrand sig tillige af Folkets Overtro, og ved Christendommens Antagelse som Lov anvendtes List, som vi nedenfor skulle see. Paa fine Rejser for at fortynde den christne Tro kom Thang brand med Hald til Thorkel paa Stafafjeld, der talede mod Troen og aftebe Thangbrand til Holmgang; men benne bar Krucifiret for Skjoldet, sejrebe og dræbte Thorkel. Dog efterhaanden som han drog frem, antoge flere og flere den nye Tro godvillig. Baa den anden Side vare mange Hedninger misfornøjede, og en Mand, som hed Galdrebedin, kjøbte dem til at dræbe Thangbrand og hans Ledsagere. Han anstillede da en stor Offring, og da Thangbrand fom ridende, brast Jorden under hans Hest; men han sprang af Hesten og kom lyffelig op paa Bredden af Svælget; Hesten derimod med hele dens Opsabling blev opslugt af Jorden, og de saae den aldrig siden. Da Lovebe Thangbrand Gud for sin Frelse. Da Gudleif siden fandt Galdrehedin, skjød han ham ibjel med sit Rastespyd. Thangbrand og Gudleif fore nu videre, forkyndte Troen og dræbte dens Modstandere. De fom ogsaa til Njal, der antog Troen tilligemed bele hans Huus. Derefter samlede Thorvald hiin Vejle en Flok imod Thangbrand og sendte Ulf Uggesen et Bud med en Brynje til Foræring, og med Opfordring til, at han skulde fordrive eller dræbe Gudsbespotteren, der haanede deres Guder. Ulf ændsebe ikke hans Gave, men svarede: Siig til ham, at jeg ikke laber mig gjæfte af hans lokkende Ord, og lad ham vogte sig for, at ikke hans Tunge vorder en Løffe om bans egen Hals." Da Sendebudet kom tilbage med bette Svar, samlede Thorvald en stor Hob, for at overfalde de andre. Skjønt Thangbrand og Gudleif bleve advarede for Fjendens Baghold, rede de dog imod ham, og udfaldet blev, at Thangbrand stiøb fit Spyb igjennem Thorvald, men Gubleif hug ham i Arlen, og det blev hans Bane. Da de vare fomne paa Thinge, var det nær ved, at Thorvalds Frænder vilde have anfaldt Thangbrand; men Njal og de fra Østfjordene stode ham bi. Det manglede ikke paa dem, der offentlig spottede over de hedenske Guder, saaledes brugte Hjalte Staggeßen Ordet Hund" om Odin og og Freja; men endnu mindre paa dem, der søgte at omvende Thangbrand ved at disputere med ham, hvorved han dog viste sig ligesaa bjærv til Mund som til Haand. Da hans Stib, Visund, var strandet ved Bulandsnæs, fortyndte en Kvinde, Steinvør, ham Hebendom og talte længe for ham. Medens hun talte, tav Thangbrand; men da hun var færdig, holdt han en lang Tale og gjenbrev alt, hvad hun havde sagt. Har Du hørt, sagde hun, hvorlunde Thor æftede Christ til Holmgang, og han turde ikke slaaes med Thor?" "Hørt har jeg, svarede Thangbrand, at Thor var ikke andet end Muld og Affe, hvis Gud ikke vilde tillade ham at leve." Thangbrands Uheld forklarede hun saaledes, at Thor havde banket Stibet og slynget det mod Stranden, faa det røg op i Spaaner. Naturligviis undlod Thangbrand ikke at benytte sig af den katholske Kirkes Lære om Skytspatroner og af det saakaldte fromme Bedrageri", som Kirken tillader, f. Ex. Jærtegn. Saaledes var Thangbrand en Morgen tidlig ude for at besørge Gudstjenesten. I Mangel af Kirke havde han labet rejse et Telt og sang Messe deri med mange Cere monier. Den omtalte Hald spurgte ham: „Til hvis Minde højtideligholder Du denne Dag?" Thangbrand svarede: Til Erkeengelen Michaels Minde." „Hvad fører denne Engel i fit Stjold?" spurgte Hald. Meget godt, svarede Thangbrand, han skal see i Naade til alle dine gode Handlinger, og er saa misstundelig, at han anslaaer det Gode, der behager ham, langt højere, end det er værd." Hald sagde: Ham gad jeg not have til min Ven." „Det staaer til Dig selv, sagde Thangbrand, giv Dig da hen til ham i Dag med Gud!" - "Ja, men dog paa det Vilkaar, sagde Hald, at Du lover mig for, at han saa vil være min Skytsengel." Det lover jeg," svarede Thangbrand. Derpaa blev Hald døbt med hele sit Huus. Som Exempel paa Undere, der ledsagede Thangbrands For= fyndelse, fortælles et, hvorved Christendommens Kraft og Hedenskabets Afmagt skulde godtgjøres. Thangbrand kom til Gilde hos en Mand ved Navn Gest Obleiffen, der var saa viis, at han kunde forudsige Menneskenes Stjæbne. Da der alt vare to hundrede Hedninger samlebe, ventede man en Berserk, der heb Otryg, som alle vare rædde for, og om hvem der gik det store Ord, at han hverken skyede Staal eller Baal. Thangbrand spurgte, om de vilde antage Troen, og da de alle talte derimod, sagde han: „Jeg vil foreslaae Eder at gjøre et Forsøg, hvilken Tro der er bedst: vi skulle vie to Ild, I Hedninger ben ene, og jeg den anden; men en tredie skulle vi labe være uviet. Hvis Bersærken ræddes for den Jld, som jeg har viet, men farer igjennem be to andre, saa skulle I antage Troen." Gest ansaae Forslaget for godt og samtykkede paa sine egne og sine Huusfolks Vegne, og flere med ham. Ildene tændtes, Bersærken kom farende til Gaarden, og løb med fine Baaben ind i Stuen, og farer strax igjennem den Ild, som Hedningerne havde viet; derpaa kommer han til den, som Thangbrand havde viet, og tør ikke gaae igjennem den, men raabte, at han brændte sig fordærvet. I fit Raferi hug han med sit Sværd op paa Bænken, men traf i Bjælken, da han svang det højt i Vejret. Thangbrand slog ham med Krucifiret paa Haanden, og der stete det store Jærtegn," at Sværdet faldt ud af Haanden paa Berserken. Nu fatte Thangbrand Kronen paa Bærket, ved at stiffe fit Sværd i Brystet paa Staffelen; Gudleif hug Haanden af Berſerken, og til Overflødighed fore mange til og gjorde Ende paa den sidste Rest af hans Liv. Da funde Thangbrand triumferende spørge, om de vilde antage Troen, hvorpaa Gest svarede, at han ikke havde lovet andet, end hvad han agtede at holde. Derefter døbte Thangbrand Gest og alle hans Huusfolk, og mange andre. Her have vi altsaa et Jldtegn, veb hvilket det, ligesom ved Eliases Offring, 1 Kong. 18., skulde fjendes, at Herren var den sande Gud, og Thangbrand hans Tjener; medens dog dennes hele Frem gangsmaade stiller det som Sidestykke til de hedenste Herekunster, saa at det ikke kan udholde Sammenligning med den høje og værdige Maade, paa hvilken Elias fremtræder og handler efter Guds eget Ord. Stjønt bet vel heller ikke var videre bevendt med Jærtegnet, da Krucifixet rimeligviis af Metal har været saa tungt og stærkt, at det, svunget af en fraftig Arm, kunde lamme Haanden paa en forbrændt Mand, ihvor brabelig han end ellers kunde være, saa havde Thangbrand bog vundet Sejer; han havde ført et slaaende" Beviis ved at forbløffe og dræbe en Bersert, for hvem alle havde været bange; han havde derved betydelig forøget fin Anseelse, og saaledes ogsaa befordret Christendommens Fremgang. Thangbrand forkyndte vel ten christne Tro ogsaa paa Altinget, men fandt saa megen Modstand, at han ikke fik den antaget ved Lov, men maatte overlade dette til andre, saa Træet falder ikke for det første Hug. baade af Gest og siden af Njal, lob med Gubleif tilbage til Norge. han maatte sande Gests Ord: at Efterat han havde faaet Foræringer han fit Stib sætte istand og sejlede Her berettede hau Kong Olaf de Fornærmelser, Islændernr havde tilføjet ham, og fagde, de vare saa tryllefyndige, at Jorden brast under hans Hest og opslugte Heften. Da blev Kongen saa vred, at han lod alle de Jslændere gribe, som vare hos bam, og satte dem i Fængsel, ja vilde endog have labet bem dræbe, dersom ikke Gissur Hvide og Hjalte Skeggesen havde tilbudt sig at gaae i Borgen for dem, og med egen Livsfare at drage til Island for at forkynde Troen. Herved blev Kongen tilfredsstillet og gav Fangerne fri. Thangbrands Efterfølgere, Gissur og Hjalte, ubrustede da et Stib, for at fare til 3sland, og bleve hurtig færdige. De ankom dertil midt om Sommeren og sendte Bud til alle de Christne, at de skulde holde sig beredte. Imidlertid havde Hedningerne heller ikke været lebige; de havde tidligere erklæret Hjalte fredløs for Gudsbespottelse og samlede nu en Trop imod ham og hans Tilhængere. Men Hjalte sagde: han vilde vise Hedningerne, at han ikke var bange for dem, hvorefter endnu flere Christne forenede sig med ham, og de rebe i Slagorden til Thinge. Hedningerne holdt sig ligeledes slagfærdige, og det var nær kommen til kamp. De Christne opsloge nu deres Boder, og Dagen efter gif begge Barter til Lovbjerget*). De krævede hver paa sin Side Vidner, saavel de Christne som Hedningerne, og erklærede sig stilte ab, saa at de hver vilde følge sin Lov. Der blev da en saadan Støj paa Thinget, at man ikke funde høre Ørenlyd; derpaa stiltes man fra hinanden, og Alle meente, at dette vilde blive en heel Forstyrrelse. De Christne toge da Hald fra Sida til at være deres Lavmand**), men han begav sig til ben rette Lavmand, Thorgeir Gode, og gav ham tre Mark Sølv, for at han skulde tillyse Loven om den christne Tro. Denne Thorgeir var af anseelig Slægt og altsaa en formaaende Mand; men da han var Hedning, var det dog voveligt, at overlade ham en Sag, der angif Christendommen. Imidlertig tog Thorgeir det klogeste Parti, da han vel kunde skjønne, at Hebensfabet fun stod paa svage Fødder; og for at fremstynde Christendommens Sejer betjente han sig af en List. For at overveje Sagen, lagde han sig den hele Dag, og bredte en Kappe over fit Hoved, saa at ingen funde faae ham i Tale. Men næste Dag gif man atter til Lovbjerget, hvor Thorgeir forlangte Ordet og talte saaledes: „Mig synes, at det er ude med os, dersom vi ikke alle have een
- ) En græsbegroet Klippe, affonbret veb bybe Klofter, tæt veb Altinget paa Joland.
- ) Rettens Formand og Lovens Forkynder, Lov; hvor Lov brøster, der ligger Freden syg, og da er det ude med
Landet. Jeg vil derfor spørge baade Christne og Hedninger, om de ville holde den Lov, jeg nu vil forkynde." Deri samtykkede de Alle. Dog lod han sig ikke nøje hermed, men fordrede edelig Forfiffring af dem. Ogsaa heri samtykkede de. Derpaa fremstillede han som Lovens Grundlag, at Alle skulle være Christne der paa Landet, og fremsatte de fire Hovedpunkter: 1) at troe paa een Gud, Fader, Søn og Hellig-Aand; 2) at aflade fra al Afgudsdyrkelse; 3) ikke udsætte Børn, og 4) ikke spise Hestekjød. Betragte vi nu disse fire Sætninger, da er hele Christendommens Hoveblære angivet i den første; den anden fulgte ligefrem heraf; den tredie angaaer en Sfit, der var lige anstødelig i moralst Henseende og oprørende mod den menneskelige Følelse; ved den fjerde forbødes en Spise, der vel i og for sig var uskyldig, men som burde forhindres, forsaavidt den kunde minde om de hedenske Offermaaltider. Fredløshedens Straf blev sat paa Overtrædelsen af Forbudene, hvis det blev beviist, men skete det hemmelig, skulde der følges hiin gamle Regel: lønlige Overtrædelser paadømmer Kirken ikke. Dog blev dette hemmelige Hedenstab efter faa Aars Frist ogsaa afskaffet, saa at man heller ikke skulde kunne udøve det mere i Løn end aabenbart. Disse vare Bestemmelserne i Henseende til Troes- og Sædelæren; med Hensyn til det Kirkelige paabød han Helligholdelsen af Søndage, Juul og Paasfe, samt alle de største Højtider." Det forstaaer sig, at Anordning af Fastedage heller ikke manglede. Da Hedningerne havde hørt denne Lov og dens enkelte Punkter, tyttes de sig meget bedragne; men saasom de selv havde edelig forfikkret at ville antage den, kunde de ikke tage deres Orb tilbage: Troen blev erklæret for Lov, og alle christnede der paa Landet. See vi nu hen til de Frugter, som Christendommen bar i ben første Tid efter dens Indførelse, da kunne dens Virkninger paa Sindelaget og dens Indflydelse paa Livet eftervises af de enkelte Træk, som ere opbevarede, og som Sagaens Forfatter vistnok har fortalt med Upartiskhed og Sandruhed. De gamle Sachser fik Christendommen paatvungen med Magt; de faldt derfor snart fra, og først efter tredive Aars Forløb og tyve Felttog imod dem, naaede Carl den Store fit Maal, efterat han fuldkommen havde undertvunget dem; de bleve da flokkeviis drevne til Floderne for at døbes, og de Gjenstridige bleve behandlede med umenneskelig Gru somhed. De gamle Islændere vilde ikke lade sig tvinge; de vare ikke alene et frit, kraftigt og selvstændigt Folf, men deres s fjærne Be- 5 liggenhed sikkrede dem tillige mod fremmed Vold. Saalænge derfor Sachseren Thangbrand ved deres Omvendelse vilde anvende en lignende Haardhed, som den, der var bleven brugt imod hans Forfædre, kunde hans Foretagende ikke fuldstændig lykkes. Ingen Lov kunde da paabyrdes Islænderne ved nogen Hersters Bud; de udgjorde en Fristat *) og gave sig selv Love, saaledes som vi og have seet ved Christendommens Antagelse som Lands-Religion. Dog foregik samme kun hos de færreste ad Overbeviisningens Vej, men de bleve for største Delen narrede til den ved List. Christendommen kunde derfor ikke stray virke til Gavn uden i meget indskrænket Grad; thi den, der føler sig bedragen ved sin Overgang til Christendommen, kan ikke være Christen i Hjertet. En Christendom, hvis Hovedindhold fremstilledes i saa stor Korthed og ubestemt Almindelighed, uden nærmere Udvikling, med en Sædelære, der lod det være nok med at forbyde een Ustik, medens dens første Forkyndere selv ikke betragtede Blodsudgydelse for en Synd, og ingen Grændser satte for Vold og Hævnesyge, en Christendom, hvis Særfjende fra Hedensfabet især sattes i det ydre, og forkyndt af en Mand, der prædikede ligesaa meget med Sværdet, som med Ordet, og som selv var overtroist, en saadan Christendom kunde ikke saa snart oplyse dem, der saa længe havde vandret i Hedenskabets Bildfarelser, ikke saa hurtig virke paa Samvittighederne med Kraft, ikke strap gjennemtrænge den haarde krigerste Slægt med den sande Aand, med Mildhed og Forsonlighed. Det maa derfor ikke undre os, om vi endnu længe høre Hadets og Hævnesygens meest stjærende Misklang; ikke at tale om, at der vel endnu var en enkelt Hedning, der viste sin Foragt for den nye lære. Det fortælles saaledes, at Mørd, en Søn af Valgard hiin Graa, sagde til sin Fader: „Jeg vilde ønske Fader, at du vilde antage Troen; Du er en gammel Maud." "Det vil jeg ikke, siger Valgard, heller saae jeg, at du forkastede Troen, og lad os see, hvorledes det saa gaaer." Da Mørd erklærede sig herimod, brød Valgard alle Kors og alle Helligdomme itu for ham. Mords Opfordring til Valgard, at blive Christen, idet han hentydede til hans Alder, synes from; man stulde troe, at han selv havde erfaret Christendommens saliggjørende Virkninger, og derfor foreholdt sin gamle Faber, at det var paa Tide, han sørgede for fin Salighed; men naar han fort iforvejen havde med Faderen lagt Naad op imod Njals Sønner og deres Venner, hvorledes han ved Bagvaffelse
- ) Denne ophævedes først over 200 berefter under den norste Konge Hagen Hagensen,
men uden Sværdslag. funde sætte dem sammen til deres Undergang, for at han selv funde blive Høvding, saa see vi, at han vebblev at fortjene det Vidnesbyrd, ber tidligere var givet ham som liftig og ildesindet, og hvor libet Læren havde virket paa denne fin nye Bekjender. Haard og kold som det Staal, han svang, medens hans Indre gløber af en Jlb, der ved første Leilighed er færdig til at bryde ud i fortærende Flammer, liig et Hekla, staaer Skarphedin, Njals Søn, som et ægte Oldtidsbillede paa sit Fædreland, med den islagte Overflade og bet ildsvangre Indre. Til Thorkel Haak (den Overmodige), der havde faaet bette Tilnavn, fordi han slaanede Ingen hverken i Ord eller Gjerning, taler han disse Rædsel indjagende Ord, i hans eget Huus. „Gjør nu eet af to, Thorkel Haak, ftit bit Sværd ind og sæt dig ned, eller jeg sætter dig Dren i Hovedet og kløver dig ned i dine Hærder;" hvilken Trusel da ogsaa virkede saaledes, at Thorkel fatte sig ned, stak fit Sværd ind, og kom ham aldrig for nær, hverken før eller siden. Vel havde Skarphedin følt sig fornærmet af Thorkel, der iøvrigt var en Storpraler, men Skarphedin var heller ikke den, der tilgav; Sagtmodighed havde han ikke lært. At Forbudet mod at spise Hestekjød overtraadtes i Smug, var at vente, sfjøndt det af de Rettroende anfaaes for en hæslig Synd. Som Erempel herpaa fan anføres den tirrende Stjemt, som Skarphedin havde brugt til Svar paa Thorkel Haaks Hadingsord: „Du skulde først stange - bine Tænder og faae Trævlerne ud af det Hestekjød, som Du aab, førend du reb til Things; din Syrde saae det, og undrede sig over, at Du gjorde slig Vederstyggelighed." Men ogsaa den frygtelige Blodhevn vedblev. At denne havde fundet Sted i Hedenskabets Tider maa siffert ikke tilskrives blot Lidenstabernes Heftighed eller en utæmmelig Higen efter at tage sig selv til Rette. Grunden dertil maa snarere søges i Religionen selv, i Hedenflabets Opfattelse af Kampen imellem det Gode og det Onde, som en Kamp imellem Aser og Jætter *), hvilken havde begyndt ligefra Skabelsens første Tider, da Guderne dræbte Jætten Ymir og dannede Himmel og Jord af hans Legeme. Dette Drab søgte Jætterne at hevne, og fremkaldte berved atter Gjengjeldelse af hine; saaledes opstod en Blodhevn af Himlens Beboere paa Afgrundens Uhyrer, og omvendt. Hvad var nu at vente andet, end at Forestillingen heraf maatte afpræge
- ) D. e. de raa og vilde Naturkræfter, der forestilledes som bestandige Oprørere mod
Aserne, de gobe, ordnende Guber. 5* sig i Menneskenes Liv, i deres Tænke og Handlemaade? Og saaledes opkom Blodhevnen: den Dræbtes Blod raabte til hans nærmeste Efterladte og opfordrede ham til Hevn over Morderen; faldt denne, antog hans Slægtninge fig bans Sag paa samme Maade, og kom det ikke imidlertid til Forlig, fortsattes den gjensidige Hevn saa længe, indtil hele Slægter vare tilintetgjorte. Hvad der saaledes havde slaaet Rod i Folkets Sjæl, som noget, der var Net og Pligt, kunde ikke strax udryddes ved Christendommen. Vi skulle anføre et Par Exempler herpaa. Da Amunde den Blinde forgjæves fordrede Pengebøder af Lyting for fin Faders Drab, sagde han: „Jeg indseer ikke, at det kan være Ret for Gud, saa nær Hjertet, som Du har hugget mig; men det kan jeg fige Dig, at hvis jeg var farst paa begge Zine, da skulde jeg enten have Bøder eller Blodhevn." Ja, hvad mere er, de troede endog, at Gud begunstigede deres Hevn og gjorde Jærtegn for den Sags Skyld; thi da Amunde gif og var kommen hen i Døren, vendte han sig atter ind ad Boden til, og da bleve hans Dine opladte. Da sagde han: „Lovet være Herren! jeg seer nu, hvad jeg vil." Derpaa løb han hen og slog Lyting ihjel med sin Øre. Amunde gik nu ud af Døren, og da han fom til det samme Sted, hvor hans Zine vare blevne oplabte, da lukkedes de atter, og han var blind hele sin Levetid siden. Ja selv den æble Njal, der ikke blot var sin Tids største Lovkyndige, men og en oprigtig Christen, meente, at man ikke kunde lægge Amunde det til Last, ,,ba sligt var forud tilskikket." At Blodhevn blev af den Dræbtes Efterladte endog anseet for Gud velbehagelig og en christelig Handling, see vi deraf, at da Hildegunne æggede sin Farbroder Flose til at hevne hendes Mand, Høskulds Død paa Njals Sønner, stete det med de Ord: „Jeg falder Gud og gode Mænd til Vidne, at jeg besværger Dig ved din Christi Kraft, og ved din Manddom og Tapperhed, at Du hevner alle de Saar, han (Hoskuld) havde paa sig, da han døde; hvis ikke, da hedde du hver Mands Niding!" Flose kaldte hende vel en Plageaand, og han var saa dybt rystet ved hendes Tale, at han i sit Aasyn var stundom rød som Blod, men stundom bleg som Hø, og stundom sort som Hel; men han kunde ikke modstaae hendes Begjæring, og maatte nødes til at fremme Sagen. Vi bemærke iøvrigt hos ham den ved Christendommen vakte Bevidsthed, der lod ham skjelne mellem en menneskelig Vedtægt og den guddomme Lov, saa at der var fremkaldt i hans Sjæl en Strid imellem Udførelsen af en Hevn, der nu engang ansaaes for en uafviselig Pligt, og Opfyldelsen af Guds Bud, som han dog maatte anerkjende i sin Sam vittighed, medens alligevel tilsidst hiin, ligesom med Stjæbnens Nødvendighed, fik Fortrinnet for denne. Da nemlig Flose med de øvrige Brandstiftere holdt Raad udenfor Huset om Fremgangsmaaden imod Njal og hans Sønner, sagde han: „To Kaar ere forhaanden, og intet af dem er godt: det ene at drage bort, og det vil være vor Bane; det andet, at stikke Jld paa og brænde dem inde, men derved paadrage vi os et stort Ansvar for Gud, da vi selv ere christne Mænd; og dog maae vi gribe til dette Raab.". Efterat Flose havde udført dette i Gjerningen, ansaae Njals Svigersøn, Kaare, det for en Stam, hvis han ikke hevnede Mordbranden; han samlede derfor fine Benner imod Flose og hans Parti, og først efter et formeligt Slag, hvori der faldt mange paa begge Sider, og hvori Kaare bræbte flere af Jlbgjerningsmændene, blev Sagen paadømt paa Altinget saaledes, at Flose og hans Medskyldige bleve erklærebe landflygtige. Men uagtet saadanne Træk af en hedenst Grumhed, der endnu anfaaes for Mod og Manddom, møde os ogsaa andre af en mildere og fredeligere Charakteer. Efterat Befindigheden med Tiden er vendt tilbage, og det indre Øje er bleven opladt for deres egen Brøde, vandre baade Kaare og Flose til Nom og faae Aflad af Paven; ogsaa i hiin blodige Gjerning, der var begyndt, medens Sindet endnu var haardt og vildt, see vi Christendommen gribe forsonende ind, idet Kaare og Flose atter forliges og blive Venner for bestandig. Endskjøndt nu den Christendom, der først forkyndtes i Norden, ikke var den rene og uforfalskede Christi-Lære, idet benne var forvansket ved Overtro og menneskelige Tilsætninger, hvilede den dog paa Troens og Kirkens Grundvold, paa Jesus Christus, som Hovedbjørnestenen. Det er vel saa, at Missionærerne ofte banede Vej for Læren ved at lempe den efter de hedenste Forestillinger og Stiffe, saa at Helgeners Dyrkelse og Billeder traabte i Stedet for Afgudernes, Jærtegn for Tryllekunster, o. s. v., og medens Christendommens Væsen sattes i det bre, blev Overgangen til den fra Hedenskabet saaledes betydelig lettet, men Hjertet blev hos de Fleste uberørt. Det er formodentlig af den Grund, bet er bleven paastaaet, at den Christendom, der først prædikedes i vore Lande, ikke var bedre end Hedenskab. Men denne Paastand er ubillig; vi have jo dog seet, at Læren om den treenige Gud blev fremhævet som en Hoveblære, hvilken, saa at sige, indbefatter alle andre christelige Lærdomme i sig. Da disse vare blandede med menneskelige Paafund, kom det her an paa, at kunne adskille Kjærnen fra Stallen, og bette var vanskeligt for dem, der nylig vare ubtraadte af Hedenstabets Mørke. Dog, vore Forfædre vare hverken sløve eller tankeløse; med et kraftigt Legeme forenede de en sund Sjæl, der, naar Sindet var roligt, forstod flart at ſfielne mellem det Sande og det Falske, saa at der ogsaa blandt de nyomvendte Jslændere gaves Mænd, der vare sande Christne, f. Ex. ben ovennævnte Høsfuld, hos hvem Hjertets naturlige Adel var forenet med sand christelig Fromhed. Da saaledes Mørd Valgardsen forsøgte ved Bagvaskelse at opægge ham imod Njals Sønner, viste han sig som den, der efterkom Apostelen Pauli Formaning (Eph. 4, 27): Giver ikke Bagtaleren Rum. - Hvor rørende ere ikke disse højbjertede Orb, hvormed han afviser Mørd: Jeg maa fun sige Dig, at hvor meget Ondt Du end vil sige om Njals Sønner, saa faaer Du mig aldrig til at troe det; og om end saa var, om Du end har Ret i, at jeg enten maa dræbe dem, eller de mig, saa stal jeg dog langt hellere lide Døden af dem, end tilføje dem det mindste Meen. Men saa meget flettere Mand er Du, som Du har talt saaledes." Derimod havde Merd bedre Held med at ophidse Njals Sønner mod Høskuld. Disse anfaldt ham, og idet han truffen i Hovedet af fin Fjendes Zxe, sank til Jorden, udbrød han: „Gud hjælpe mig og tilgive Eder!" Tillid til Gud og Hengivenhed under hans Villie giver ham Fred i hans Dødsstund. „Elster Eders Fjender!" Det er disse Frelserens Ord, der lære ham at døe som en Christen. Og nu den grufulde Scene, da Mordbrænderne antændte Baalene udenfor alle Døre paa Njals Huns. Med hvilken Aandskraft formaner ikke Njal de jamrende Kvinder, og søger at trøste dem ved at vælfe deres Tro paa Guds Barmhjertigded: "Stiffer Eder vel, og tager ikke saaledes afsted; thi dette er kun som en Byge, og der skulde dog være lang Frist, til det andet Uvejr *) fommer. Troer ogsaa, at Gud er saa miskundelig, at han ikke vil lade os brænde baade i denne Verden og i den anden!" Med hvilken No stiffer ikke Njal og hans Hustru Bergthora sig til den sidste Hvile! Det er vistnok snarere med dyb Selvfornægtelse, end
- ) Ell. Stjærsilden. Vi see her, at Nial i fin Tale retter sig efter deres katholste
Forestilliger; men hans folgende Drd vise, at han fornuftigviis ikke anfaae hiin Læresætning for aldeles nødvendig, da han meente, at Stjærsilden, i Betragtning af deres Debemaabe, maatte kunne eftergives ved Guds Mistundhed. med den sædvanlige, hos de gamle Nordboer saa meget berømmede Dødsforagt, at Njal ikke vil forlade sit Huus, fit gamle Hjem, da Brandstifterne tilbøde at stjenke ham Livet, medens. hans Børn vare et Nov for Luerne. Jeg vil ikke gaae ud, sagde han, thi jeg er nu en gammel Mand, og libet ffiffet til at hevne mine Sønner; men jeg vil ikke leve med Stam!" Det er siffert med en af den christelige Tro Iutret Kjærlighed, at Bergthora ikke vil stilles fra sin Huusbond, sin Ungdoms Elstebe, stiøndt det tillodes hende at gaae bort, men svarer: „Jeg blev ung gift med Njal, og har lovet ham, at vi skulle dele Ve og Vel med hinanden!" Med Døden for je, men med Længsel efter den evige Ro og Fred, reber Njal selv Lejet, og meddeler Trællen sin sidste Villie. Nu lægger han sig med sin Hustru ned i det af Flammerne omspændte Rum, og Drengen Thord, deres Sønnesøn, der ikke vilde forlade dem, tage de imellem fig. Derpaa gjorde de Korsets Tegn over dem og Drengen, og befalede Gud deres Aand. Saaledes havde Christendommens ophøjede Aand slaaet Rod i Enkeltes Hjerter; saaledes kunde en fuldstændig Oplysning og troende Tilegnelse af Jesu Lære forjage det Barbari, der var den egentlige Levning af Hebensfabet. Her fan ikke være Tale om Martyrer, thi der var ingen Christenforfølgelse; her er intet Sværmeri, thi der var ingen sygelig Sorg over denne Verden som en Jammerbal. Men hine Enkelte ere et Vidnesbyrd om, at Jesus Christus stedse har vaaget over sin Kirke, idet han, selv under den ved menneskelige Tilsætninger forfalskede Lære har udvalgt en og anden sandbru Bekjender, som med uhildet Blik skuede Sandhedens Lys igjennem Løgnens Taager; som, trods Fjendernes List og Vold, med sit Blod bekræftede Jesu Ord om Sagtmodighed og Ydmyghed af Hjertet: saa vi og tør troe, at hans Aand har levet paa hiin fjerne indtil den Tid, da Værkhellighedens Trældom skulde ved det sunde Ords Kraft afløses af Troens Frihed. L. Warming. Skanderborg. Tomster prange, Roser dufte Rundt om Fredriksstøttens Fod, Milde Sommervinde lufte, Aftnen dæmrer, rød som Blod; Sagte skvulper Søens Bølge, Luller Tanken født i Blund, Fierne Tider vil den følge - Lad os drømme da en Stund! Liden Fugl med spredte Vinger Hæver sig i Luften op, Fremad did den let sig svinger Til den hvide Støttes Top. Hør dens Kvad! en Digters Tanke Ord af Fuglens Sprog kan sante - Hør, hvad Fuglen synger om: Engang snoede Søens Bælte Frit sig om den gamle Borg, Danske Konger, Ridderhelte Leved her i Fryd og Sorg, Bægerklang og Bryllupsgammen, Vaabenguy og Larm tilsammen Bag de røde Mure lød. Disse Mure engang bæveb Veb Kong Volmars Hjertefuk; Mellem Liv og Død da svæved Dronning Dagmar ung og smut; Hundred Svende deelte Sorgen, Fulgte flur ham ud fra Borgen Bolmars Længsel var dog størst. Hundred Aar da svandt i Tiden Under Brodermord og Svig; Hine Mure mærked Striden, Rødmed tidt ved Blod og Lig; Ridder Ebbesen da sanker Mænd, som faldt paa hine Banfer, Gav dog Danmark atter Dag. Tvende hundred mørke Vintre Fulgte staffet Sommertid; See da over Borgen tindre Anden Fredriks Stjerne blid! Hornet lyder gjennem Skoven, Sneffen skummer gjennem Boven Fierde Christians Buggefang. Snildt lod Christian Baaden stævne Mellem Der, Land og Skjær; Borgen flog vel mang' en Nevne, Dog den Lærdom, han fik her, Saae man stedse Helten følge, Der han færdedes paa Bølge Midt imellem Røg og Damp. meaning int Kun et Sekel Borgen stued Efter fjerde Christians Død, Ingen Sværd og Faller lued Ved dens Faldi Gruus man brød Tidens Levning; Drens Vælde Kunde dog ei Kirken fælde Med dens røde runde Taarn. Sjette Fredriks Marmorstøtte Nu paa Borgens Grundvold staaer, Alvors Rynkenæet sig knytte Baa hans Aasyn,, træt af Aar. Fatter Du hans Bandes Stempel? Frihed bygge vil sit Tempel Paa vor sjunkne Storheds Gruns! Atter spreder sine Vinger Liden Fugl med Afskedssang, Over Skov og Sø sig svinger Til sit Ly i Bøgens Hang; Men, naar Sommersolen smiler, Stundom did igjen den iler, Synger sødt om Skanderborg. F. Den menneskelige Tunge. t Organ, der som Tungen skal virke i to meget forskjellige Retninger, som skal arbeide i det dyriske, reent vegetative Livs Tjeneste, og tillige være Tolk for det høieste aandelige Liv, har i sig selv et stort Krav paa Interesse, og denne forhøies ved at betragte dets i høi Grad sammensatte Bygning. Tungen udgaaer fra Tungebenet, en hestestoformet Knogle, der ligger over Strubehovedet i den øvre Deel af hvad vi i daglig Tale kalde Halsen. Den er væsenlig et muskuløst Organ, overalt paa sin frie Overflade beklædt med en Sliimhinde og rigeligt forsynet med Nerver og Blodkar. For de ellers meget dannede Folk, der ikke have noget bestemt Begreb om hvad der forstaaes ved en Muskel" kan det tjene til Underretning, at en Muskel er et Organ, der bestaaer af Kjød, det vil sige en Samling af røde, elastiske, med hverandre tæt forbundne og paralelle Strenge, der ere udspændte mellem to bevægelige Puncter, i Almindelighed af to forskjellige Knogler, og som ved deres Sammen trækning, der staaer under Hjernens og Nygmarvens Herredømme, nærme og fjerne disse to Puncter til eller fra hverandre. Af Tungens Mustler er den største den saakaldte Hage-Tunge Muskel, som parret udspringer fra et Punct, der ligger bag og under de to Skjæretænder i Undermunden, i den Vinkel, som de to Sidedele af Underkjæben banne med hinanden. Musklen gaaer derpaa bagtil og ind i Tungen, idet den udbreder sig i denne som en Vifte, der holdes i en vertical Net ning, saa at nogle af dens Fibre gaae næsten lige opad, andre horizontalt bagtil og atter andre straat nedad. Naar den virker samlet med sin Mage trykker den Tungen fladt nedad mod Bunden af Mundhulen, og forstørrer derved denne. Virke kun de nederste Traabe, bringes Spidsen af Tungen Noget fremad mellem Læberne; virke derimod de øverste trækkes denne Spids tilbage og Tungen forkortes. Tildeels i samme Retning som denne Muskel og understøttende den i at bringe Tungen fremad, virker Hage-Tungebeen-Mufflen, der tager sit Udspring under den forrige, og hefter sig paa Tungebenet. En anden Gruppe af Muffler, Tungebeen-Tunge-Musklen, er den, som fra Tungebenet udbreder sig i selve Organets Substans; adskilte i tre særskilte Portioner, som gaae fra Roden af Tungen opad og lidt fortil mod Spidsen, virke de til at træffe Tungen bagtil og nedad og altsaa forkorte den. En tredie Muskel kommer ovenfra, fra Loftet af Mundhulen, og gaaer, en paa hver Side, i en Bue nedad og fortil langs begge Siderandene af Tungen heelt hen til dens Spids; naar de begge virke tilsammen, kunne de altsaa danne ligesom en udhulet Rende af Tungen, ved at løfte dens Rande, og give denne Nende en Retning bagtil og nebad; en Virkning, der, som vi senere skulle see, er af Vigtighed ved Nedsynkningen. Endelig have vi Tungens egenlige Muskler, den øverste og nederste Tungemustel, som begge understøtte de foregaaende i deres Virkninger. Den øverste ligger lige under Slimhinden paa Overfladen af Organet, og kan ved sin Sammentrækning bidrage til at bøie bets Spids opad mod den haarde Gane; den nederste har samme Plads paa Underfladen og har den modsatte Virkning. 3 1. Overflade af Zungen. 2. Den giennemfaugebe Underfiæbe. 3. Mufflerne fra Loftet af Mundhulen. 4. page Tunge Mufflen. 5. Hage Tungebeen-Muſtlen. 6. Tungebeen-Tunge-Muftlen. 7. Tungebenet. Tunge Mufflernes Virkninger ere imidlertid her kun gjengivne i Hovedtrækkene; ligesom de mangfoldigen ere indvævede i hverandre, saaledes ere ogsaa deres Bevægelser overordentlig complicerede og endnu ingenlunde med Noiagtighed udgrundede. Spørges der f. Ex., hvorledes den af Børn og Læger saameget yndede Bevægelse at ræffe Tunge" foregaaer, da kunne vi med vore nærværende Kundskaber kun tildeels svare derpaa. Noget kan den førstnævnte Muskel (Nr. 4) bidrage dertil ved fine underste Fibre, som fra den bageste Flade af Hagen gaae lige bagtil; dernæst løftes ogsaa hele Tungebenet og med det Tungen opad og fortil ved forskjellige Muffler, som fra de omgivende Beendele gaae til det. Endelig bidrager den egentlige Tunge-Muskels Tverfibre ved at giøre Organet smallere ogsaa til, at det bliver længere, og at dets Spids kommer frem mellem Læberne. Den tydske Physiolog Valentin har fremsat den Mening, at Hovedmomentet ved Tungens Udstrækning er den Støtte, som Tænderne efterhaanden give de enkelte Muskelpartier; men derimod kan man indvende, at de fleste Mennesker kunne udføre denne Bevægelse albeles uden at berøre Tænderne. Vi ville et Dieblik betragte Tungens Muskler i deres to vigtigste Functioner, nemlig under Talen og under Synkningen. Enhver vil ved at gjennemgaae Alphabetet lettelig kunne overbevise sig om Tungens Medvirkning ved Articulationen af Lyden til de enkelte Bogstaver, hvorledes den f. Ex. løftes iveiret mod den haarde Gane, saaledes at den danner en snever Gjennemgang for den under Talen udstødte Luft, naar Lyde som c, d, I, n, s, t, skulle udtales, medens den ogsaa indstilles paa en særegen Maade mod de andre Dele i Munden ved de andre Lyde. Ethvert Sprog og enhver Dialect har en til Bane bleven Maade at indstille Taleredskaberne, hvorpaa den særegne udtale be= roer, og deraf kommer det, at et fremmed Sprog næsten altid tales med den Accent, som er Modersmaalet egen, og som kun overvindes ved vedholdende Øvelse i det andet Sprogs Indstillingsmaade. Der findes Sprog, hvis Mechanik er overmaade compliceret, og altsaa fordrer en høi Grad af Smidighed og mangfoldigviis combinerede Bevægelser af Tungen og de andre Dele af Munden; saadanne ere de slaviske Folkeslags Sprog, og vi see ogsaa disse Nationer ofte erhverve en særegen Reenhed i Udtalen af fremmede Sprog, fordi de ved deres eget have overvundet store Vanskeligheder. En nordenlig, ikke under Villiens Herredømme staaende Indstilling af Taleredskaberne bevirker Stammen; benne kan altsaa tildeels have sin Grund i Feil i Tungens Muskelspil. Nyere Operateurer have villet give Tungen alene Skylden, og have i deres Iver for at bruge Kniven ladet den undgjælde ved at udstjære fileformede Stykker af den, eller ved at overstjære enkelte af dens Muskler; disse Operationer ere dog nu atter forladte, idet man har indseet, at hiin baade tragiske og comiste Feil har mangfoldige andre Aarsager end dem, der ligge i Tungen alene, og man tager nu med meget mere Held sin Tilflugt til methodiske Øvelser, naar man vil helbrede Stammen. Den gamle Taler Demosthe= nes var upaatvivleligt paa en rigtig Bei, naar han ved at tage smaa Stene i Munden vanskeliggjorde Tungens Bevægelser, og ved at løbe opad Bjerge udvidede sin Brystkasse, for saaledes at bibringe fine Tale- og Aandedrætsredskaber en gavnlig Gymnastik. Enkelte meget snaksomme Mennesker have drevet det til en stor Færdighed i at bruge deres Tunge med Hurtighed og udholdenhed, de have en saakaldet flydende Tunge." En lignende Beskaffenhed af dette Organ maa man forudsætte hos Negerne, om hvem det paastaaes, at de kunne dræbe sig selv ved at synke deres Tunge; dette maa da forstaaes saaledes, at de træffe den saa langt tilbage i Svælget, at dette derved tilstoppes, og Adgangen for Luften til Luftrøret spærres. Naar under Indaandingen af Chloroformen alle de under Villiens Herredømme staaende Muskler slappes, kan Tungen synke saa langt tilbage i Svælget, at det samme Phænomen indtræber og vælning fan paafølge; og vistnok kunde, ved en bedre Kundskab herom, adskillige af de sørgelige Tilfælde under Brugen af Chloroformen, som desværre ikke kunne benegtes at have fundet Sted, have været undgaaede derved, at Operateuren havde grebet Tungen med en spids Hage og truffet den frem fra sin for Livet farlige Stilling. En for Mennesket endnu vigtigere Tjeneste end ved Talen gjør Tungen ved Tygningen og Nedsynkningen. Efterat Stjæretænderne have afbidt en Deel af Fødemidlet, Bidden eller Mundfulden, bringer Tungen som en villig Haandlanger den ind imellem Kindtænderne, hvor den knuses, saalænge dens Deles Sammenhæng fordrer det, eller den Spisendes Graadighed eller Hunger lader ham Tid der= til; derpaa modtager Tungen den atter, former den til en mere eller mindre rund Klump, og slyder den ved en forfra bagtil gaaende bølgeformet Sammentrækning af fine Muskelfibre, og ved at løfte sig opad mod Ganen, tilbage i den øverste Deel af Svælget. Naar Mundfulden er ankommet der, træffe Ganebuerne og Drøvelen sig stærkt sammen mod den opløftede bageste Deel af Tungen, og aflukker derved den forreste Indgang til Svælget, hvis sammensnørende Muskler ved fra alle Sider at træffe sig sammen om den, presser den videre nedad gjennem Spiserøret til Maven. Mangen fortærer vistnok sit daglige Brød uden at tænke over den complicerede Mechanisme og det sammensatte Muskelspil, som bringes i Anvendelse ved en tilsyneladende saa simpel For retning, til hvilken Mennesket strax efter sin Fødsel pleier at vise en særegen Lyst og Dygtighed; thi Fremgangsmaaden ved Synkningen er den samme ved flydende Fødemidler, fun at Tygningen forbigaaes, og den hele Act saaledes foregaaer hurtigere. En i sig selv temmelig ubetydelig Afvigelse fra det Sædvanlige kan imidlertid medføre en Forstyrrelse i denne Tungens Virksomhed, idet det saakaldte Tungebaand, en lille Fold af Sliimhinden, som gaaer fra Tungens Underflade i lodret Retning nedad til Bunden af Mundhulen og som let kan sees naar Tungen løftes opad, kan være for kort, og derved hindre den i sine for Individets Vedligeholdelse saa gavnlige Bevægelser; men herpaa kan med en Sar let raades Bod af en kyndig Haand, og at være staaret for Tunge= baand" har ikke alene fin Nytte senere i livet, men kan være nødvendigt allerede i den første ubevidste Livsperiode.jole Som ovenfor sagt, er Tungen paa sin frie Overflade beklædt med en faakalbet Sliimhinde. Denne bestaaer igjen af to Lag, et overfladisk, Beklædningslaget, og et dybere, den egenlige Sliimhinde; det første kaldes Epithelium, det samme Væv, der under forskjellige Former beklæder alle udvendige og indvendige Overflader i det organiske Legeme, og bestaaer af smaa mangekantede Blader eller saakaldte Celler, der give det, seet under Microscopet, Udseendet af en regelmæssig Brolægning; de ligge i flere Lag ovenpaa hinanden, tykkest paa de to forreste Tredie dele af Tungens øverste Flade, tyndere paa den bageste Trediebeel og paa Underfladen. Tungens Epithelium udmærker sig fremfor de andre Slimhinders ved sin overordenlig hurtige Berel; det afstødes bestandig og dannes paany ved alle Tungens Bevægelser og navnlig under Spiisningen. Ved Slutningen af et Maaltid seer man en fund Tunge at være af en livlig rød Farve, fordi Epitheliet i stor Mængde er afslidt og nedflugt med Fødemidlerne; men allerede een eller to Timer efter har den atter gjenvundet fin mere blegrøde, endog hvidlige Farve, fordi Epitheliet er blevet fornyet og skjuler den røde, fra Blodet hidrørende Farvning. Man vil af samme Grund om Morgenen finde sin Tunge mere eller mindre hvid, en Farve, som i sund Tilstand taber sig allerede efter det første Maaltid. I det Hele maa man ikke tillægge en hvid eller belagt Tunge altfor stor Betydning, som om den altid var et Tegn paa Sygdom, og ikke med de Gamle holde Tungen for Mavens Speil;" man maa erindre, at Belægningen ikke er Andet end en normal Afsætning, som skulde have været afflidt, men af en eller anden Grund ikke er blevet det; er Maven svg, vægrer den sig ved at modtage Næringsmidler, og Belægningen paa Tungen lades da uforstyrret af Spiisningen: forsaavidt bliver den da et Sygdomstegn, og naar Madlysten vender tilbage med Sundheden, vil Tungen ogsaa efterhaanden rense sig. Naar Epitheliallaget paa Tungen er tykt, vil det tilintetgjøre eller svække Smagen, fordi de smagende Opløsninger ikke kunne fomme til at virke igjennem det paa Nerverne. Under Epitheliet ligger den egenlige Slimhinde, som paa Tungen er meget tyk og stærk. Den bestaaer af en overordenlig Mængde smaa Opheininger, Papiller, som ere fordeelte over den hele Flade; de ere af meget forskjellig Størrelse, saaledes som det vil sees paa den omstaaende Tegning. De største sidde paa den bagerste Deel af Tungen i to Rækker, der møde hinanden i en Vinkel, hvis Spids vender bagtil og ligger i Tungens Middellinie. Foruden disse pleier man i Almindelighed at antage tre Serier af Papiller af succesfiv aftagende Størrelse, som give hele Tungens Overflade et fiint fornet eller furet Udseende, idet be ab stilles ved fine Gange eller Fordybninger, i hvilke de smagende Substanser trænge ind og ligesom opholdes, for bedre at kunne indvirke paa 5 Nerverne. I enhver Papil udbrede sig nemlig de fine Nervetraade, som ere Bærere for Smagssandsen, og desuden et meget fint Net af Blodfar, som giver Tungen sin livlige røde Farve. Hvorledes Nerverne ende, have Microscopikerne, paa Grund af Sliimhindens Tykkelse, endnu ikke kunnet udfinde. Tungen holdes i sund Tilstand altid fugtig, ved Afsondringen, deels fra sin egen og Mundens Slimhinde, deels fra tre Par store Kjertler, som have Udføringsgange for den af dem afsondrede Vædste paa Indsiden af Kinderne og paa Tungens underste Flabe. Ved enhver Pirring af Sliimhinden eller af Smagsnervens fineste Forgreninger forøges Afsondringen fra disse kjertler i høi Grab; ja endog ved den blotte Tanke om rigtignok helst velsmagende Spiser kau Munden, som man siger,,løbe i Band." Dette Band bruges til at opløse de smagende Dele, og er en aldeles nødvendig Betingelse for, at de kunne smages; thi før ben er opløst, har ingen Substans nogen Smag, og uopløselige Legemer gjøre fun Indtryk paa Tungens Følenerver, ikke paa Smagsnerven. Foruden at tjene som Opløsningsmiddel har Mundvædsken ogsaa den Bestemmelse at gjøre Fødemidlernes Bevægelse gjennem Munden og Svælget lettere ved at formindste Gnidningsmodstanden, ligesom Olien i en Mastine; og Forbruget af den er saa stort, at vi finde det hensigtsmæssigt, naar vi spise tørre Fødemidler, at lette os Arbeidet ved jevnligen at briffe dertil. wedag Der ere tre større Nervestammer, der afgive Grene til Tungen. Af disse er den ene, Tungemuskelnerven, kun bestemt til at sætte Organet i Bevægelse, og udbreder sig derfor i Musklerne. Den anden, den egenlige Tungenerve, er Tungens Følelsesnerve, og modtager alt= saa Indtrykket af enhver simpel Berørelse, samt af Kulde, Hebe, tsning &c, men det er rimeligt, at den ogsaa tildeels virker som Smags= nerve, navnligen i Tungespidsen. Den tredie Nerve, Tunge-Svælg nerven, er den egenlige Bærer for Smagen, og ender sig i de to Ræk fer af Papiller, der danne det store V paa Tungen, og i alle de Ba= piller af de tre andre Serier, der ligge i Nærheden af disse; det er altsaa disse Steber, ber ere Sæbet for den tydeligste Smagsfornemmelse. Denne Nerve giver desuden, som ogsaa dens Navn antyder, Grene til Svælget, den bløde Gane og Mandlerne, og heraf kommer det, at disse Dele ogsaa, sfjendt i ringere Grad end Tungen, ere i Besiddelse af Evnen til at smage. Man hører ofte Folk disputere om, hvilken Sands der er ben æbleste. Stjøndt dette Spørgsmaals Besvarelse siffert tildeels er en Smagssag, idet mangen Gourmand maaskee vil hævde denne Ud= mærkelse for Smagen, er der dog ingen Tvivl om, at Synet og Hørel= sen maae talbes de ædleste Sandser, forsaavidt de forstaffe Mennesket de reneste og skjønneste Nydelser, ligesom ogsaa de Organer, i hvilke de have deres Sæde, ere dybest gjemte og bedst beskyttede. Hørenervens fineste Forgreninger ligge dybt inde i Hovedet, omgivne af næsten steenhaarde Beendele; Nethinden ligger i Bunden af Diet, som igjen er paa alle Sider dækket af Been og bløde Dele. Tager man Hensyn til de Potenser, som indvirke paa Sandserne, synes ogsaa Hørelsen og Synet at have et Fortrin, idet de fornemme de fineste Strømninger i Etheren, hvad enten disse komme som lydende eller lysende, medens 6 Lugten, Smagen og Følelsen behøve mere materielle Paavirkninger. De to første Sandser ere ogsaa de, der i den fremskridende Alder tidligst sløves maastee endnu et Beviis for beres høiere Natur. Men synes saaledes Smagssandsen i mange Henseender at staae tilbage, har den dog nogle Egenskaber, som særdeles udmærke den. Den kan saaledes uddannes i høi Grad, hvorfor de Viinfjendere, der kunne skjelne fjerne Aarganges Vine ved Smagen; kunne afgive Beviis; dernæst er det den eneste Sands, der stjærpes med Aarene, og sædvanligen vedligeholder fig usvækket til den høie Alder. Man vil sjeldent eller aldrig finde Lækkermunde mellem Børn, undtagen for det Sødes Vedkommende, medens Nydelsen af Bordets Glæder kræver en ældre Tunge og en meget uddannet Smag. Lugten og Smagen staae i en inderlig Forbindelse med hinanden, og Indtrykkene paa dem begge forverles som oftest under Spiisningen. Da de smagende Substanser for en stor Deel ogsaa have en særegen Lugt, ville mange af dem miste deres behagelige eller ubehagelige Indtryk, naar Lugtesandsen er sløvet eller forhindret i at virke; saaledes vil mangen en fiin Viin smage meget mindre godt, naar man holder sig for Næsen. Ikke alle Substanser smage eens paa Tungens forskjellige ovenfor nævnte Papiller, og heraf maae formodenlig det Phænomen forklares, at en fra den oprindelige forskjellig Eftersmag saa ofte bemærkes. Denne Eftersmag har igjen Indvirkning paa Smagen af Gjenstande, der strax efter spises, og kan ofte betydelig forhøie den; det er denne Erfaring, som Kogekunsten med saameget Held benytter, ligesom de forskjellige Farver og Toner af Konstneren bruges til at tilveiebringe en velgjørende Harmoni. Naar de samme Smagsindtryk hyppigen umiddelbart gjentages, sløves Sandsen tilsidst for dem, ligesom en Farve bliver utydeligere og mere udvidsket jo længere den betragtes. Man kan overbevise sig herom ved med tilbundne Zine gjentagne Gange at smage paa to forskjellige Slags Vine; man vil snart ikke engang kunne skjelne den røde fra den hvide. Vi have her i korte Omrids søgt at gjøre Rede for Tungens phy fiffe Egenskaber, forsaavidt de ere begrundede i dens Bygning. Man tillægger ofte billedligen Tungen andre Egenskaber, ibet man taler om en skarp Tunge, en ond Tunge, om Tvetungethed. Maaskee vil det engang i en fjern Fremtid lykkes Forskerne at finde den anatomiske Be grundelse for disse, ligesom for de physiske, men de maae ikke søges i Tungen, men i Hjernen, dens Herre; fortiden hører dette endnu til de uopdagede Mysterier. omhel serd Feens Billeder. gamle Dage det veed Te maaskee Hændte det tidt, at en mægtig Fee Kom ned til Jorden og gjorde Excesser Og puttede Riddere og Prindsesser I en eller anden fortryllet Ham, Saa be blev til Tudser og Padebatte Eller til Duer, Løver og Lam Eller til Ugler og Marekatte! Men nu nu er De vel enige i, At Feernes Tid er aldeles forbi, At en Slægt, som er polytefnist dannet Og bar Damp og Gas og saameget Andet, Kan lee ad Feerne og deres Magt? Af, tag Dem iagt! Jeg siger Dem som en afgjort Sag At der er en Fee, hvem den halve Klode Snart med det Onde og snart med det Gode Har maattet lystre til denne Dag, En Fee, som forvandler Store og Smaa Til Hvadsomhelst, hun kan hitte paa: Hun har gjort Ungdommens Loffer graa, Bundet Pidste i Nakken paa Bisper og Konger, Sat Snabel og Bjælder paa Ridderens Taa Og omstabt Damerne til Balloner, Og bragt deres Ho'ber aldeles aflave: Forvandlet dem lige for Mændenes Blik Snart til et Taarn og snart til en Have Og snart -ja snart til en Meelboutit. De studser, De smiler, De ønsker at fee Denne store, store, almægtige Fee, Hvem kan det dog være!" Saa see og stjælv! Det er Modens Dronning - det er mig selv. Nu skal De see, hvordan jeg har behandlet Den dannede Berden, den oplyste Slægt: Jeg viser Dem ber aldeles correft, De Stiffelfer, hvori jeg har forvandlet Folket i min Residents, Paris, Og her bagefter naturligviis! 6* I forrige Sekel - det var i Aaret Syv og Firs, jeg fif flippet og skaaret Det hele Samfund en ny Façon Baa Hat og Kjole og Pantalon. De synes maaffee, at den er carriferet Aa ja saamænd, Men det er dog den, Jeg ufortrøden har varieret Lige indtil den Dag igaar: I treoghalvfjerdsindstyve Aar. darduoti dal and all Hvad figer De vel om disse To? red De er ikke at spøge med, fan De troe? Det er en Løve og en Løvinde Fra Treoghalvfems. De har feet rinde Strømme af Blob Herren ber Bar nemlig en Slægtning af Robespierre! Hans Halsbind synes Dem sagtens lidt stort, Men saadan var det med Forsæt gjort, For, seer De, ifølge Datidens Mode Maatte man passe godt paa sit Ho'de. Paa dette Blad De stirrer forundrede: Saadan begyndte man dette Aarhundrede, Det er virkelig fandt! De tvivler endda? Nuvel! Spørg Deres Fru Bedstemama! Hun vil bevidne, om det er nødvendigt. Costumet er rigtigt og var anstændigt, Trods Livets Korthed og Armenes Barhed Og Stjørtets Stramhed og Stoffets Klarhed. Damen er klassist som De seer Herren ogsaa paa sin Maneer! Nu er vi ved Attenhundred og Tolv! - Her seer De en Yngling gjæv og bold Og en Bige ung, bly og beskeden, Blomstrende baade foroven og neden, De troer vel, at det er en Rosenbrud? Nei saadan saae dengang en Baldame ud. Aar Attenhundred og Fjorten faldt Den store Kejser, og strax fit Alt Baade Ho'der og Hatte en anden Form - Denne finder De vist enorm, Men det taer De Fejl i; Dengang fandt man den ganffe dejlig! di sudland B. Attenhundred og Tyve kom,83 Jeg blev ved min Troldbom at øve, it a Nu blev Ho'derne atter støbt om. Vil De behage at see en Prøve! dis Naar nu jeg fortæller, at denne Stjæppe Engang var en Hat, saa troer De mig neppe! I Otteogtyve, den gyldne Tid, Da Kongerne leved' som Patriarker, Da store Toftillinger gif for Marker, Og Tyrken og Grækerne kun førte Strid, Da man korsede sig for al oprørst Snat, e Og der stod,Maa tryffes" paa Bøger og Blade, Da Stildvagten slet ifte taalte Tobat, Og Fanden logered i Laregabe, Da lod jeg Beaumonden gaae om som saa: Med Stinkeærmer og Basthatte paa. Aar To og Tredive paatvang Moden Hele den nordlige Deel af Kloden Nye Jdeer og nye Frakker - Har De fornylig seet en saa vakker Og flot og mandig Figur som den ? -Bas paa! Den tommer imode igjen! Nu springer vi tyve Aar frem i Tiden, Saadan faae Folk ud for syv Aar siden: Damerne bar beres Hatte paa Naffen Og Herrerne Mantiller udenpaa Frakken De kan vist huske det Ikke sandt? Det var bekvemt og højst elegant! See her har De dog det Værste af Alt! Stabe, at Bladet endda er for smalt, Sligt skulde Fortidens Damer feet; De kjørte Fire i een Kareth, Mens den spædeste Skjønhed nu har Ballon. Not, til at fylde halvanden Waggong, Ja, næstendeels til en Gabe at spærre. Men det skal endnu blive meget værre! De aner ei, hvad der forestaaer, Men det stal De see til næste Aar! - To azt Erik Bogh. D De vigtigste Opfindelser og Opdagelser. Den industrielle Technik. Argandske Lamper, der have bule cylindriske Væger, opfindes af Schweißzeren Argand 1783. Atmosphæriske Jernbaner opfindes af Samuel Clegg 1838. Barometret opfindes 1643 af Evangelista Torricelli (f. 1608 b. 1647). Hjulbarometret af Robert Hook 1665. Berlinerblaat opdages af Diesbach i Berlin 1710. Blyrørtrækkemaskinen indføres i England 1820. Bobinnetmaskinen opfindes af Englænderen Heathcoat 1809. Bogtrykkerkonsten opfindes 1440 af Joh. von Gutenberg (f. 1401 b. 1468). Bomuldsfløiel (Manchester) opfindes af John Wilson 1764. Bomuldspindemaskinen opfindes 1769 af Richard Arkwright (f. 1732 b. 1792). Bro af Jern bygges 1779 over Severn i England til en Spænding af 100 Fod. Bro af Jernrør bygges første Gang af Robert Stephanson 1848. Bro af Jerntraad bygges i England 1816. Caffen bringes til Europa 1624. Calorist Maskine opfindes af Capitain Ericsson 1852. Carcellampen, eller Uhrlampen, opfindes af Carcel 1800. Cattuntryk indføres af Livessy, Hargrave, Hall & Comp. 1785. Chocolade bringes 1520 til Europa af Spanierne. Claveret opfindes i det 15de Aarhundrede. Clavichorbet opfindes af Guido von Arezzo 1010. Cylindergangen i Uhrene opfindes af Englænderen Tompion 1695. Cylinderoversfæremaskinen opfindes af Englænderen Price 1815. Damphammeren opfindes af Englænderen Nasmyth 1842. Dampmastinen. Professor Dionysius Papin i Marburg udvikler 1690 Jbeen til en Dampmaffine til Bevægelse af Stibe, og anstiller 1691 Forsøg med et Dampskib, der imidlertid ikke lykkes. Englænderen Thomas Savery erholder 1698 Patent paa en Dampmaffine til Oppompning af Band fra Bjergværksgruberne. Thomas Newcomen erholder 1705 Patent paa en atmosphærist Dampmaffine. James Watt (f. 1736 d. 1819) opfinder Dampmaskinen med Condensator 1763, og fan, paa Grund af de mange Forbedringer han indførte, ansees som Staberen af den nuværende Dampmaffine. Dampskib. Perrier anstiller Forføg paa Seinen 1775 med et D. Robert Fulton anstiller de første heldige Forsøg med en Dampbaab 1807 paa Hudsonfloden. Det første Dampskib i England løb af Stablen 1812. 1821 passeres Oceanet første Gang af et Dampffib, og 1825 gaaer det første Dampskib fra Europa til Ostindien. Det første Krigsskib med Skrue bygges 1846. Dampvogn til sædvanlige Chausseer anvendes første Gang af Tres. bithid 1802-1805, og til Jernbaner i dens nærværende Form af Englænderen Stephanson 1829 (b. 1848). Decimalvægt opfindes i Strasburg af Quinten; 1823. se Diamantslibning ved Diamantstøv opfindes i Brügge af Louis Berguen 1456. Dykkerklokken anvendes første Gang i Spanien 1538. Espingoler anvendes første Gang i den danske Marine 1817. Faldskjermen opfindes af Blanchard 1785. Frictions fyrstikker uden Phosphor opfindes af Professor Dr. Bøtt ger i Frankfurt a. M. 1848. Gas til Belysning tilvirket af Træ opfindes i München af Pettenhofer 1852. Gasbelysning indføres i London 1812, i Paris 1815, i Kjøbenhavn 1857. Glashytte. Den første anlægges i London 1557. Glasruber indføres i England 1180. Glasspeile anvendes første Gang i 1279, og den første Speilfabrik anlægges i Cherbourg 1665. Støbning af G. opfindes af Abraham Thevart 1688. Re Gobelins Tapeter væves første Gang af Franskmanden Gobelin 1642. Guttapercha optræder som Handelsartiffel 1844. Hjullaase til Musketter opfindes af Georg Kuhfuß og Caspar Recknagel i Nürnberg 1570. joshoff i sadnju soomla Hurtigpresse til Bogtryk opfindes af Kønig fra Eisleben 1810. Hyalographie, eller Trykning med ætsede Glasplader, opfindes af Dr. Bøttger i Frankfurt a. M. og Dr. Bromeis i Hanau 1844. Hydraulisk Presse opfindes af Bramah 1806. Hydraulisk Væder opfindes af Montgolfier 1797. Høiovne med Anvendelse af opvarmet Luft indføres i Skotland 1830. Høitrykslocomotiver forsøges første Gang 1805. Hørmaskinspinderierne bringes i England til deres nuværende Fuldkommenhed af Marschall 1825. Høvlemaskinen til Metal opfindes i England af Fox 1830. Jacquard Vævestolen opfindes omtr. 1800 af Joseph Maria Jacquard (f. 1752 d. 1834). Jernbane. Den første J. til Dampvogne fuldendes i England 1825. Samuel Clegg opfinder den atmosphæriske 3. 1838. Jernknæe anvendes første Gang i den danske Marine 1748, men blive først almindelige 1795. Jernsmeltning med Avendelse af Steenkul opfindes af Grev Dudley i England 1619. Jernvandkasser indføres i den danske Marine 1827. miss@ Kanoner støbes første Gang af Johann von Arau i Augsburg 1375. Kanonlaase indføres i den danske Marine 1801. Karether fomme i Brug 1546. Kjedebro bygges første Gang 1741, dog kun til Fodgjængere; men 1802 i Amerika til Godstransport. Kirkekloffer anvendes første Gang 554. Kobberforhudning anvendes første Gang i den danske Marine 1793, og Kobberbolte 1795. Robberstikkerkonsten opfindes 1440 i Tydskland. Krudtet bliver bekjendt i Tydffland 1320. Anvendes første Gang i Danmark tilsøes 1361. Lithographien opfindes af Aloys Sennefelder i München 1796. Locomotiv i dets nærværende Form construeres af Stephanson i England 1829. Lodderøret kommer i Brug 1660. Lommeubre opfindes af Peter Hele i Nürnberg 1500.3 Lysstøbning i Former opfindes 1630. Maalebordet opfindes af Johann Prætorius i Nürnberg 1576. Maskinpapir opfindes af Bramab 1805. Metalmoor opfindes i Paris af Alard 1815. go Mineralvande (konstige) opfindes af Apotheker Struve i Dresden 1818. Morterer anvendes af Araberne 1331. Møntvressen anvendes første Gang i Monten i Klausthal 1674. Naturtryk opfindes af Auer og Worrig i Wien 1853. Nittemaskine bygges første Gang af Fairbairn til Nitning af Dampfjebler 1838. Ny sølv eller Argentan opfindes af Geitner i Berlin 1824. Oliegas til Belysning indføres af Taylor 1815. Oliemaleriet anvendes første Gang af van Eyck 1426. Orgel. Det første O. construeres i Grækenland 757. Pedalen paa Orgelet opfindes 1470 af Tydskeren Bernhard. Overskæremaskinen opfindes af Englænderen Everett 1758. Papir findes tilvirket af linnede Klude i Tydskland 1319. Belinpapiret opfindes af Brødrene Montgolfier 1783. Maffinpapiret. opfindes af Bramah 1805. Penne til Skrivning opfindes 620. Perrotinen opfindes af Perrot 1834. Pianofortet opfindes af Bartolo Christofoli 1711. Pladevalseværk opfindes i England 1800. Porcellainfabrikationen opfindes af Joh. Fred. Böttger 1709. Repeteerubre opfindes af Barlow 1676. Roterende Dampmastine conftrueres første Gang af Cooke 1789. Runkelroesuffer fremstilles første Gang 1780 af Achard i Berlin; han anlægger den første Fabrik i Schlesien 1796. Sachsistblaat opfindes 1710. Saffianfabrik. Den første anlægges i Overelsaß 1749. Saugmølle anlægges i Augsburg 1322. dom Saverys Dampmaskine. opfindes 1698 af Englænderen Savery til Udpompning af Vand i Gruberne i Bjergværkerne Sikkerhedsventilen opfindes ved Dionisius Papin 1681. Silkehaspen opfindes af Borghesano i Bologna 1272. Skafspillet opfindes i Perfien 942. Skarlagenfarveriet ved Cochenille og Tinopløsning opfindes af Cornelius Drebbel 1639. Skriftstøbemaskinen opfindes i England 1844. Skydebomuld opfindes af Professor Schönbein i Basel og Professor Bøttger i Frankfurt a. M. 1846. Sobafabrikationen efter Franskmanden Leblanc's Methode bliver bekjendt 1794. 7 Spillekort opfindes 1290.
Spindehjulet opfindes af Jürgens i Brunsvig 1530. Spiralfjedre i Lommeubre opfindes af Robert Hook 1658. Nogle tilskrive Huyghens Wren derfor; han lader 1674 et Lommeuhr med Spiralfjeder forfærdige. Sprøiten opfindes af Van der Heyden i Amsterdam 1672. Stearinlysfabrikationen grundlægges 1823 af Chevreul. Steenkulsgasbelysning indrettes af Murdoch 1789. Stereotypien opfindes 1735. Storkesnablen opfindes af Christoph Schreiner 1611. Strømpevævestolen opfindes af William Lee i Cambridge 1589. Støbestaal opfindes i Scheffield af Huntmann 1740. Sukkerraffinaderier oprettes første Gang 1597 i Dresden. Symaskine. Den første brugbare construeres i Ny-York af Singer 1851. Taarnubre anvendes 1300 i Italien. Tapeter af Papir fomme i Brug 1770. Telegraph (optist) opfindes (?) af Franskmanden Claude Chappe 1791. T. (electromagnetist) forsøges for første Gang i det Store af Gauss og Weber 1833. Tryftelegraphen opfindes af Amerikaneren Morse 1837. Den første undersøiske Telegraphledning anlægges 1850 mellem Dover og Calais. Berserne anvende 481 f. Chr. Grækeren Eneas Ildfignaler for at telegraphere til hinanden. opfinder 340 f. Chr. et telegraphist Signalapparat, grundet paa den samtidige Stigen og Falden af Vandspeilet i to Kar, der ere forenede med hinanden ved en Rørledning. Traadtrækning er fjendt i Nürnberg og Augsburg 1350. S Tunnelen under Themsen aabnes 1843, og er bygget af Brunel i Løbet af 18 Aar. Turbiner opfindes af Fourneyron 1827. Tøitryk anvendes første Gang i Augsburg 1523. Plader med for Valser til Trykning dybet Gravering anvendes af Bell 1770. opfindes af James Burton 1805. Uhre med Hjulværk opfindes af Pacificus i Berona 840. U. med Slagværk af Munken Gerbert 996. Vacuumpanden i Sufferfogerierne opfindes af Howard 1812. Vanddampenes Kraft er fjendt af Salomon de Caus 1615. Vandsøilemaskiner bygges første Gang af Winterschmidt 1748. Reichenbach forbedrer Constructionen af samme 1817. Vandtætte Tøier opfindes af Macintosh og Hancob 1820. Vanduhre opfindes af Elisibius 240 f. Chr. Varmluftmaskinen opfindes af Capitain Ericsson 1852. Ventilatoren opfindes af Dr. Sales 1741. Vindbøssen er fjendt 1474. Vindmøller fjendes 130 Aar f. Chr. Vævestolen (den mechaniske) opfindes af Cartwright 1787. V. (ben electriske) opfindes af Bonelli 1853. Wedgewood (engelsk Steentoi) opfindes af Josiah Wedgewood 1770. Etsning i Glas ved Flusspath og Svovlsyre opdages af Schwanf= hardt i Nürnberg 1670. Physik og Aftronomie. Aarets Længde iagttages 430 f. Chr. af Demofritus. 460 af Tsu tschong i China og 1280 af Coschu-King i China. Aberration af Lyset opdages af Jacob Bradley 1725. Achromatiste Rifferter opfindes af John Dollond 1757. Aplanatiske Kikkerter opfindes af Dr. Blair 1796. Arabiske Taltegn opfindes 1200. Atwoodske Faldmaskine opfindes 1781. Areombreiningen af Jorden bevises af Newton 1679. Briller opfindes af Alexander de Spina 1280. Bølgebevægelsen i Vædsker. Lovene for samme opdages af Brødrene E. og W. Weber 1825. Calorimetret opfindes af Lavoisier og Laplace 1780. Camera lucida eller clara opfindes af Wollaston 1809. Camera obscura opfindes af Job. Babtista Porta 1560. Combinationstonen opdages af Andreas Sorge 1744. (Tartini 1754). Compasset opfindes af Flavio Gioja 1300. 7* Compensations pendulet opfindes af Graham 1715. Condensatoren for Electriciteten opfindes af Alexander Bolta 1783. Daguerreotypien opdages af Daguerre 1838. Declinationsfort med isogoniste Linier construeres første Gang af Halley 1700. Diamagnetismen opdages af Faraday 1845. Ebbe og Flod forklares af Newton 1666. Eclipticas Skraahed undersøges 1100 f. Chr. af Keiser Tschu- Kong i China. 1000 af Araberen Jbn-Junis. 1280 af Coschu King i China. 1437 af Ulug-Beigh i Samarkand. 1750 af Bradley i England. Electriceermaskinen opfindes af Otto v. Guerife 1685. Electricitetens Hastighed observeres af Wheatstone 1834. Electrist Lys forsøges til praktist Brug første Gang i London 1853. Electrophoret opfindes af Wilke 1762. Electromagnetist Baad conftrueres første Gang af Jacobi 1838. Electromagnetist Chronoscop opfindes af Wheatstone 1840. Electromagnetist Locomotiv conftrueres første Gang af Davidfen 1842. Electromagnetist Uhr. Det første opstilles paa Raadhuset i Brüssel 1853. Electromagnetismen opdages af Professor H. C. Ørsted 1820. Emanationstheorien for Lyset opstilles af Newton 1666. Faldet. Lovene for Faldet opdages af Galileo Galilæi 1602. Fiskebeenshygrometret opfindes af J. A. de Luc 1786. Foucaults Pendulforsøg, et directe Beviis for Jordens Areombreining, foretages første Gang 1851. Fraunhoferste Linier, eller de mørke Striber i det prismatiste Sol billede, iagttages af Wollaston 1802, men undersøges nøiere af Fraunhofer 1815. Galilæis Riffert opfindes 1609. Galvanismen opdages af Aloys Galvani 1790. Galvanisk Telegraph, hvori Vanddecompositionen benyttes som Tegngiver, construeres første Gang af Sømmering i München 1808. Galvanist Forgyldning skyldes Prof. de la Nipe i Genf 1840. Galvaniske Strømmes inducerende Virkning opdages af Faraday 1838. Galvanographien opfindes af Capt. J. C. v. Hoffmann og Prof. Kobell 1840. Galvanoplastik opfindes af M. H. Jacobi i Petersborg 1838. Grademaalinger ere foretagne af Snellius i Holland 1615, af Nor wood i England 1635, af Picard i Frankrig (1669-1670), af Bouger, de la Condamine, Godin, Jussieu og Couplet i Peru (1735-1744), af Maupertius, le Monnier, Duthier og Camus i Lapland (1736-1737), af La Caille ved det gode Haabs Forbjerg 1750, af Liesganig i Østerrig og Ungarn (1762-1769), af Mason og Dixon i Pensylvanien (1764-1768), af Beccaria i Piemont 1768, af Burrow i Ostindien (1790-1791), af Swan berg og Ofverbom i Lapland (1801-1803), af William Lambton i Ostindien 1802, af Mudge paa Zen Wight (1800-1802), af Delambre og Mechain fra Dünkirchen til Barcellona (1792-1798), hvilken Maaling fortsattes til Formentera af Biot og Arago (1806-1807). Lignende Maalinger ere senere foretagne af Schu macher, Gauss, Struve, Bessel o. Fl. Gravitationsloven opdages af 3faat Newton 1666. Gregorianske Calender beordredes indført i Danmark fra 1700, faaledes at 1ste Marts fulgte umiddelbart efter 18de Febr. 1753 an toges den i Sverrig. Guldinske Regel opstilles af Paul Gulbin 1635. AL Haarhygrometret opfindes af Horace de Saussure 1783. Haarrørsvirkningen opdages af Franz Aggiunti 1640 (?). Heronskuglen opfindes 220 f. Chr. Huulspeile fjendes 514 e. Chr. Hydroelectriceermaskinen (Dampelectriceermaskinen) opfindes af Armstrong 1840. Inclinationen af Magnetnaalen opdages 1756 af Robert Normann, der opfinder Inclinationsboussolen 1756. Inclinationskort med isokliniste Linier construeres første Gang af Hansteen. Induction af electriste Strømme ved Magneter opdages af Fara day 1831. Jordens Midbeltæthed findes 1772 af Maffelyne at være = 4,56. Cavendish's Forsøg (1797-98) gave 5,48, og Baily's (1843) 5,68. Jordmagnetismen opdages af Julius Cæsar i Rimini 1590. Kaleidoscopet opdages af Brewster 1813. Keplerske Love fremsættes af Johann Kepler 1609. Kiffert. Den første forfærdiges af 3 acharias Johannibes 1590. Kjæmpetelescopet fuldendes af Herschel 1788. Klangfigurerne opdages af Cladni 1787. Krystallisationstheorien fremstilles af René Juft Haüy 1784. Laterna magica opfindes af Joh. Babtista Porta 1560. Leidenfrostske Forsøg offentliggjøres 1756. Leydner Flasken opfindes af kleift 1745. Lichtenbergste (electriffe) Støvfigurer opdages 1777. Logarithmer opfindes af Neper 1614. 1782. Lovene for Stødet udvikles af Huyghens 1669 og af Wallis 1668. Luftballonen opfindes af Stephan og Joseph Montgolfier Den første Luftreise er foretaget af Pilatre de Rozier og d'Arlandes 1783; den høieste Luftreise er foretaget af Gay-Lussac 1804, og den længste af Green i 1839. Luftpompen opfindes af Otto v. Guerife 1650. Lydens Hastighed foreslaacs af Francis Baco 1624 bestemt ved Affyring af Kanoner. Lynaflederen opfindes af Benjamin Franklin 1753. Lysets Hastighed observeres af Ole Rømer 1675. Lysets Interferenz opdages af Young 1800. Lysets Polarisation opdages af Malus 1811. Lysbrydningen opdages af Grimaldi 1650. Maanekort udgives første Gang af Johan Hevel 1643. Maanens Libration opdages af Galilei 1637. Magdeburgske Halvkugler fremvises af Opfinderen Otto v. Gue rife for Keiser Ferdinand III. og de tydske Fyrster paa Rigsdagen i Regensburg 1654. Mariottiske Lov opdages af Mariotte og Boyle 1668. Metalthermometre komme i Brug i England 1736. Meterens Størrelse bestemmes i Frankrig ved Lov af 10 Dec. 1799 at være 443.26 gml. pariser Linier. Micrometret opfindes af Gascoigne 1640. Microscopet forfærdiges første Gang af Zacharias Johannides 1590. Multiplicator (electromagnetist) til Maaling af galvaniske Strømme opfindes samtidigt af Schweigger og Poggendorff 1820. Nobilis Farveringe opdages 1826. Nonien opfindes af Peter Nonius 1550, og forbedres af Peter Vernier 1631. Ohms Lov offentliggjøres i 1827. Papins Gryden opfindes af Dionysius Papin 1681. Barallaren for Solen iagttages 1769, for Firstjernerne af Bessel 1837. Pendulet. Lovene for Pendulbevægelsen opdages af Galilæo Ga- Tilæi 1602. Penduluhre opfindes af Huyghens 1656. Percussionsmaskinen til Forsøg over Stødet opfindes af Mariotte 1740. Planeter. Saturns Ringe opdages 1660 af Huvgbens. Uranus. opdages af Herschel 1781. Neptun opdages af Leverrier 1846. Planetoiderne ere opdagede: Aglaja... 1857. af R. Luther. 1858 H. Goldschmidt. Alexandra Amphitrite 1854 Ariadne 1857 Aftræa Atalante " A. Marth Pogson. 1845 Henke. " 1855. Goldschmidt. 1854 " R. Luther. 1852 J. N. Hind. " Bellona Calliope. Calypso 1858, R. Luther. Ceres 1801 Piazzi. Circe Daphne Doris. Egeria " 1855 Chacornac. " 1856. Goldschmidt. 1857. Goldschmidt. 1850 De Gasparis. " Eugenia. 1857 H. Goldschmidt. Eunomia 1851 " Euphrosyne Europa. De Gasparis. 1854, Ferguson. 1858. Goldschmidt. Euterpe. 18533. R. Hind. Fides 1855. Luther. Flora Fortuna Harmonia Hebe 18473. R. Hind. 18523. R. Hind. 1856. Goldschmidt. 1847, Hente. Hestia 1857" Pogson. Hygæa 1849 .. De Gasparis. Irene 18513. R. Hind. Iris. 18473. R. Hind. Ifis 1856 "Pogson. Juno 1804, Harding. Leba. 1856 Chacornac. lodeste Leucothea.... 1855 af R. Luther. 1852, H. Goldschmidt. 1856 " Chacornac. 1852 Chacornac. " 1852. R. Hind. 1848 "Graham. " 1857. Goldschmidt. 1857 H. Goldschmidt. " 1850 De Gasparis. Lutetia Lætitia Massalia Melpomene Metis... Nemansa 1858 Laurient. Nysa Pales Ballas. 1802 Olbers. " Pandora 1858 Searle. Barthenope " Phocæa 1853 " Pomona Proserpina Polyhymnia. 1854 " Psyche. 1852 Thalia 1852 Themis 1853 " Thetis 1852 " Urania 1854 " J. R. Hind. Vesta 1807 Olbers. " Victoria Chacornac. 1854. Goldschmidt. " 1853 R. Luther. Chacornac. De Gasparis. 3. R. Hind. De Gasparis. R. Luther. 1850, 3. R. Hind. Virginia . . . 1857 R. Luther. Principet for den levende Kraft fremsættes af Leibniz 1686. Pyrometret opfindes af Wedgewood 1782. Secundpendulets Længde i Cayenne bestemmes af Richer 1671. Segners Vandhjul opfindes 1747. Sikkerhedslampen opfindes af Davy 1815. Solformørkelse forudsiges af Thales 603 f. Chr. Solmicroscopet opfindes af Lieberfühn 1738. Solpletterne iagttages første Gang af Johan Fabricius 1610. Soluhre eristere 730 Aar f. Chr. Specifist Varme bestemmes af Wilfe 1772. Speiltelescopet anbefales af Newton 1672. Stereoscopet opfindes af Brewster 1850. Straalebrydning, den dobbelte, opdages i Kalfspath af Rasmus Bartholin i Kjøbenhavn 1669. Stroboscopiske Skive opfindes af Stampfer 1832. Soubret opfindes af John Harrison 1764. Taagebilleder opfindes af Døbler 1843. Talerøret opfindes af Samuel Morland 1670. Thermoelectriciteten opdages af Seebed 1821. Thermometret. Luftth. opfindes af Cornelius Drebbel 1630. Oviksølvth. opfindes af Fahrenheit 1714. Metalth. fommer i Brug 1736. Réaumur indfører det 80 grabebe Th. 1739. Celcius ind fører det 100 grabebe Th. 1742. Thermometrographen opfindes af Rutherford 1794. Turmalinens electriffe Natur paavises af Wilte og Aepinus 1757. Ubladeren for Electriciteten af Henley opfindes 1779. Bandets uforandrede Varmegrad under Kogningen iagttages af Halley 1693. Vandets Sammentryffelighed bevises af Abich og Zimmer mann 1777. Verdenssystemer. Det Ptolomæiske 150. Det Copernicanste 1530. Det Tycho Brabeske 1587. Galilæi udgav sine berømte Samtaler over begge de sidstnævnte Syſtemer 1632. Voltas galvaniste Støtte opfindes 1800. Zambonis tørre Støtte opfindes 1812. 3int-Kulbatterie conftrueres første Gang 1802 i Wien. Bitterrottens electriske Egenskab paavises af van Berkel 1680. Zodiacallyset opdages af Domenico Cassini 1683. Chemie. Aldehyd opdages af Liebig 1835. Aluminium fremstilles af Wöhler 1827. Aluminium fremstilles ved Deville i Baris i store Qvantiteter 1853. Paa Pariserudstillingen i 1855 fremvistes flere Kilogrammer af dette Metal. Ammonium Amalgam opdages af Prof. Seebeck 1808. Arsenik fremstilles af Schrøder 1694. 201 Barium opdages af Davy 1808.
Benzoësyre opdages af De Vigenere 1608. Beryljord opdages af Vauquelin i Paris 1797. Beryllium fremstilles af Wöhler 1827. Blaasyre opdages af Scheele 1782. Blobludsalt opdages af Moquer 1752. Blodlubsalt (røbt) opdages af Leopold Gmelin 1822. Bor opdages af Gay-Lussac og Thenard, og samtidig dermed af Davy 1808. Borsyre opdaget af Wilh. Homberg 1702. Borsyre opdages i be toscanste Laguner af H. F. Höfer 1777. Brinten undersøges og beskrives første Gang af Henry Cavendish 1766. Brom opdages af Balard 1826. Brucin opdages af Pelletier og Caventou 1819. Brækviinsteen opdages af Adrian van Mynsicht 1631. Calcium opdages af Davy 1808. Cerium opdages af Klaproth, Berzelius og Hifinger 1803. Chinin og Cinchonin opdages af Pelletier og Caventou 1820. Chlor opdages af Scheele 1774. Chlor antages af Gay-Lussac og Thenard at være et Grundstof 1809, bvilfen Anskuelse stadfæstes af Davy 1810. Chloraluminium fremstilles første Gang af H. C. Ørsted 1826. Chlorbly opfindes af Scheele 1774. Chloroform opdages af Gouthrie i Amerika 1831, og anvendes første Gang som bedøvende Middel af Prof. Simpson i Edinburgh 1847. Chlorqvælstof opdages af Dulong i Paris 1811. Chlorsuurt Kali opdages af Berthollet 1786. Chlorsyren fremstilles første Gang af Gay-Lussac 1814. Chrom opdages af Vauquelin 1797. Citronsyre opdages og fremstilles af Scheele 1784. Collodium opfindes af Maynard 1847. Cyan opdages af Gay-Lussac 1815. Cyansyre opdages af Wöhler 1822. Didym opdages af Mosander 1843. Druespre opdages af Kestner 1819. Eddikesyrens Sammensætning angives af Berzelius 1814. Eddike æther opdages af Lauraguais 1759. Electrochemist Theori opstilles af Berzelius 1819. Flusspre beskrives af Scheele 1771, fremstilles først af Gay-Lussac og Thenard i reen Tilstand 1808, og antages af Ampere at være en Brintespre 1810. Garancin fremstilles af Lagier, Nobiquet og Colin 1828. Gibsens Sammensætning af Svovlsyre og Kalt paavises af Marg graf 1750. Glycerin opdages af Scheele 1783. Graphit indeholder ifte Bly, men er i det Væsentlige Kulstof ifølge Scheele 1779. Jlten opdages af Priestley og Scheele 1774. Jerusyre opdages af Fremy 1840. Job opdages af Courtois i Paris 1811. Jobbrintespre opdages af Gay-Lussac 1814. Jobets og Stivelsens indbyrdes Reaction opdages af Colin og Gaultier de Claubry 1814. Iridium opdages af Prof. Smithson Tennant 1803. Isomorphien opdages af Mitscherlich 1819. Kadmium opdages af Stromeyer og Hermann 1817. Kalium opdages af Humphry Davy 1807. Knalbgassens Sammensætning opdages af Priestley 1775. S Knalbqviksølv opdages af Edward Howard 1800. Knaldsyre opdages af Liebig og Gay-Lussac 1823. Knaldsølv opdages af Brugnatelli 1802. Kobalt fremstilles af Brandt 1733. Kulsyre fremstilles første Gang i flydende og fast form af Prof. Thilorier i Paris 1834. Lanthan opdages af Mosander 1839. Lithion opdages af Arfwebfon 1817. Lithium fremstilles af Davy 1818. Mangan fremstilles af Gahn 1774. Magnesium opdages af Davy 1808. Magnesium fremstilles i reen Tilstand af Busse 1829. Melkesyre opdages af Scheele 1780. Molybden fremstilles af Molybdensyre ved Hjelm 1782. Molybdensyre fremstilles af Scheele 1778. Morphin opdages af Apotheker Sertürner 1804. Wyresyre (konstig) fremstilles af Dobereiner 1822. Narcotin opdages af Derosne 1803. Natrium opdages af Humphry Davy 1807. Nikkel opdages af Cronstedt 1751. Olein opdages af Chevreul 1813. Oliedannende Gas opdages af Hollænderne Deimann, Baets van Troostwyk, Bondt og Lamverenburgh 1790.. Osmium opdages af Prof. Smithson Tennant 1803. Oralsyre opdages af Scheele 1776. Ozon opdages af Prof. Schonbein 1840. Palladium opdages af Wollaston 1803. Paraffin opdages af Dr. Reichenbach 1830. Phosphor opdages af Brand i Hamburg 1669. Phosphorbrinten opdages af Gengembre 1783. Phosphorsyre fremstilles og beskrives af Homberg 1712. Platinet gjøres bekjendt af Antonio de Ulloa 1748. Platinfyrtøiet opfindes af Døbereiner 1823. Ovælstofforilte opdages af Priestley 1776. Rhodium opdages af Wollaston 1803. Saltsyrens Sammensætning paavises af Davy 1809. Selen opdages af Berzelius 1817. Sikkerhedslampen opfindes af Davy 1815. Silicium eller Riesel fremstilles af Berzelius 1823. Sliimsyre opdages af Scheele og Hermbstädt 1780. Stearin opdages af Chevreul 1813. Strontian opdages af Hope og Klaproth 1793. Strontium opdages af Davy 1808. Strychnin opdages af Pelletier og Caventou 1818. Svovlbrinten undersøges første Gang af Scheele 1772. Svovlkulstof opdages af W. A. Lampadius 1796. Svovlsyrens fabrikmæssige Fremstilling beskrives første Gang af Job. Bernhard 1755. Det første Blykammer til Fremstilling af engelsk S. conftrueres af Roebud 1774. Svovlsyrens Sammensætning vises af Lavoisier 1777. Svovlsyrling undersøges første Gang af Priestley 1775. Tantal opdages af Prof. Ekeberg 1802. Tellur opdages af Müller von Reichenstein 1782 og undersøges nærmere af Klaproth 1798. Thorium opdages af Berzelius 1828. Thorjord opdages af Berzelius 1828. Titan opdages af W. Gregor 1791. Undersvovlsyre opdages af Gay-Lussac og Welter 1819. Uran opdages af Klaprotb 1789. Urinstof (konstig) fremstilles af Wöhler 1828. Banadin opdages af Sefstrøm 1830. Vandets Adstillelse ved Gnidningselectricitet opdages af Hollænderne Deimann og Baets van Troostwyf 1789. Bandets Sammensætning opdages af Lavoisier 1783. Andre tillægge James Watt og Cavendish Wren derfor. Vandglas opfindes af Fuchs i München 1818. Beratrin opdages af Pelletier og Caventou 1819. Vinsteensyre fremstilles af Scheele 1769. Wolfram fremstilles af Brødrene d'Elhuyart 1785. Wolframsyre opdages af Scheele 1781. Ytterjord opdages af Gadolin 1794. Yttrium fremstilles af Wöhler 1828. Zirconium fremstilles af Berzelius 1824. Zirconjord opdages af Klaproth 1789. R. W. Bauer. Zigeunersang (af et utrykt Syngespil). Mellem Klipper graae Boer den vilde Ravn TU I en Dal, der ei har Navn, Derhen vil jeg gaae. Og Solffin verler med Frost og Kuld Med Negn og Hagel og Snee. Ret aldrig bliver jeg forrigfuld, Mens jeg kan Himlen see. Og aldrig jeg bøfter det gule Korn, Og sanker det aldrig i 2o, Hvor Stormen tuber i Fjeldets Horn, Der har jeg bygget min Bo! Og Bonden sidder i dyben Dal, Og æder og tømmer fit Kruus, Men Huldren synger i Fjeldets Sal, Og deler med mig fit Huus. Og der gaaer Vinden snart ud snart ind, Og Ørnen mig følger paa Vei, Og fan Du mig fange, faa er jeg Din, Men levende faaer Du mig ei. Mellem Klipper graae Boer den vilde Ravn I en Dal, der ei har Navn, Derhen vil jeg gaae. G. Hauch. Af Tante Lenores Erindringer. Min Tante Tenere var en udmærket Personlighed, og da hun var ung, maa hun dertil have været meget yndig, eftersom hun endnu i en høi Alder havde bevaret Saameget, at man maatte falde hende en usædvanlig smut gammel Dame. Det var Sjælens Jude, der var bleven tilbage, efter at Legemets for længe siden var buffet under for Aarenes Magt, og den gav endnu til hendes sidste Dieblik enhver Mine og Bevægelse noget baade Værdigt og Tiltrækkende, som uvilkaarligt maatte fængsle Enhver, der kom i hendes Nærhed. Hun var ogsaa ualmindelig afholdt og æret i en stor Kreds, som hun dog efterhaanden havde truffet fig tilbage fra, og hun var elsket af den lille, der endnu samledes om hende, og i hvilken hun var det Midtpunkt, hvorom Alt dreiede sig, medens hendes rige Gemyt forstod at sende varmende Straaler til Alle i Krebsen, saa at Ingen blev glemt, og Enhver havde Følelsen af, at høre med til hendes Kjærlighedssamfund. De hyggelige Aftener, jeg har tilbragt i denne Kreds, hvor Gamle og unge deeltoge i Sam talen, som Tante Lenore forstod at lede umærkeligt og at gjøre til træffende for enhver af de forskjellige Aldere, ville altid staae for mig som en fjær Erindring. De Damer, som forstaae at føre deres Huus paa denne Maade, blive bestandig sjeldnere det gaaer mest ud over den opvorende Ungdom, og den beklager jeg derfor af ganske Hjerte, thi en saadan Dames Indflydelse virker til Velsignelse. Jeg beundrede især den Gave, hun havde til at brage de unge Biger over deres Haandarbeider ind i Samtalen og fremkalde disse Yttringer af tillidsfuld Reenhed og Uskyldighed, der danne en saa smuk Modsætning til de Eldres og Mændenes ofte livstrætte og tvivlende Erfaringer, og Tante Lenore smeltede faa disse forskjellige Elementer sammen til et smukt og ædelt Resultat, som maatte tiltale dem Alle. Og jeg tør not sige, at ingen ung Bige forlod hendes Huus, uden at have vunden en lille Erfaring, der ikke havde kostet hende det ringefte Gran af hendes Sjæls Neenhed, og ingen Mand gik bort, uden at have ladet en lille Deel af fin Materialisme blive liggende paa Dørtærskelen og til Erstatning medtog en lidt høiere Livsanskuelse, om ogsaa kun for nogle Timer, indtil det praktiske Liv atter forjog denne smukke Indflydelse. Men det var især de Timer, jeg tilbragte alene hos hende i Samtale om de allerforskjelligste Gjenstande, som vare mig jaa tiltræffende, og jeg kan frit sige, at Tante Lenore har lært mig mere, end alle mine Lærere tilsammen, thi hun lærte mig at tænke nogenlunde klart og at føle nogenlunde naturligt af! hvormeget er der ikke i vor Opdragelse og vor Oplæring, som er til Hinder for begge Dele og bringer os paa Afveie, saa at vi kun tænke ensidigt og partist, og fun føle efter con ventionelle Regler. Min Tante havde været to Gange gift, første Gang da hun var type Aar gammel, med en elskværdig ung Mand, det var et Inclinationsparti; efter tolv Aars lykkeligt Ægteskab mistede hun ham og fine to Børn, i en grasserende Epidemi. I en Alder af henved halvtredsinds= tyve Aar giftede hun sig anden Gang med en bøitstaaende Militair, det var et Fornuftparti, eller maaffee snarere et Barmhjertighedsparti, da bun vistnok kun ægtede ham for at kunne pleie den gamle Herre, som en halv Snees Aar efter døde og efterlod hende som Enke for anden Gang. Og nu levede hun endnu i en Række af Aar, og det var først i denne Periode af hendes Liv, at en gunstig Stjebne førte mig mere sammen med hende, thi hidtil havde hendes Ægtefælles Svagelighed holdt hendes Døre lukkede for Familiens mandlige Lenimer, medens hun altid havde modtaget Besøg af den qvindelige Ungdom, som hun kaldte fine duns bler, der foryngede hendes Sjæl. Men selv i denne periode havde hendes Øre altid været aabent for enhver Klage, der blev hen vendt til hende, hendes Hjerte for enhver Trøst, som hun kunde yde, og hendes Haand for enhver Trang, som hun kunde afhjelpe. Hendes Livs Aften var en fortsat Nække af Kjærlighedsgjerninger. Kort efter min Tantes første Giftermaal blev hendes Mand sendt til Paris, hvor det unge Bar tilbragte sex Aar i en Stilling, som uden egentlig at være diplomatisk dog bragte Wgtefolkene i Forbindelse med flere fremmede Magters Gesandter og med mange udmærkede franske Statsmænd, og som vdede dem adskillige af de med en betydningsfuld Stilling forbundne Fordele, uden derfor at paalægge dem Byrder og Forpligtelser, der egentlig kunde drage dem udenfor et beskedent Privat livs Grændser. Det morede mig usigeligt at bringe min Tante til at fortælle om det gamle Paris, det gamle Frankrig, det gamle Hof, om de nye Ideer, som snart skulde kuldkaste alt det Gamle, og om hele denne forfærdelige Omvæltning; thi min Tante var kommen til Paris i Slutningen af 1788 og blev der til Ubgangen af 1794, hun havde seet Revolutionens Begyndelse og oplevet alle dens Nædsler, indtil Robespierres Fald gjorde en Ende paa Lovløsheden, hun havde Intet glemt af hvad hun havde oplevet, og hun havde havt et aabent Die ligesaavel for be gode som for de slette Sider af Begivenhederne. Hun lærte mig at finde mig tilrette i Hovedgaderne i Paris, næsten ligesaa godt som i Kjøbenhavns Gader, jeg kunde see denne mægtige Hovedstad for mine Zine i det Mindste bildte jeg mig det ind og hendes egen venlige Bolig, der var indrettet med en Blanding af dansk Hygge lighed og fransk elegant Beqvemmelighed, som vi nok skulle lade være at forene i de aabentſtaaende hæslige Kasserner, hvori vi staffels Kjøbenhavnere maae finde os i at være indquarterede, og som man endnu bestandig vedbliver at bygge i samme daarlige og smagløse Stiil. Naar hun saa havde fortalt mig et eller andet Afsnit hendes Liv, var det mig en Glæde at gjentage det, ved at bringe det paa Papiret, naar jeg kom hjem. Jeg fik hende ogsaa til selv at optegne Adskilligt af hendes Livs Erindringer, som hun efterlod mig ved sin Død. Af disse forskjellige Skitser vil jeg her medbele nogle faa, i den Tanke, at de kunne have Interesse, om ifte af anden Grund, saa for de Verdens begivenheder, hvortil de ere knyttede, Begivenheder, der, som al Menneskeslægtens Historie, fra Tid til anden repetere sig, om end under en noget anden Form, og som derfor egentlig aldrig kunne blive gamle. Min Tante havde besøgt Versailles, men det gamle Versailles i dets hele grandiose Pragt, da det var Kongens Residents og endnu ikke Nationens Billedgalleri, da det var Sædet for det af Nogle faa meget prifte, og af Andre saa dybt nedsatte gamle franske Hof og maastee Revolutionens Bugge. Hun og hendes Mand bleve førte derhen af en heitstaaende Ven, for at de skulde see Kongen og Dronningen, Ludvig den Sextende og Marie Antoinette; det var i Foraaret 1789. Hun fortalte ofte om den for vor Tid næsten utænkelige Pomp, der havde hersket i Versailles, selv saalænge efter Ludvig den Fjortendes Død; den var saa rodfæstet i Alt, at det næsten forekom hende, som om le grand Louis endnu bestandig maatte være der. Det var en uendelig Ræffe af prægtige Gallerier og Sale, man vandrede igjennem for at naae til Gardernes Sal og endelig til det vidtberømte Oeil-de-boeuf, bet lave og forholdsviis snevre Forgemak, hvor Hoffolkene stode sammenstuvede, som for at de der ret skulde føle Afstanden mellem dem og Kongen. Det var Skærsilden foran Himmelen. Da hun traadte ind og Alles Zine rettedes paa hende og hendes Mand, troede hun, at hun skulde synke i Jorden af Undseelse og Beklemmelse; hun var dengang fun to og tyve Aar gammel, og af Naturen temmelig undseelig. Men da flere Herrer af deres Bekjendtskab hilsede paa dem og talede til dem, gav det hende Modet tilbage, faa at hun torde see sig om i denne glimrende Forsamling. Min Tante var altfor besteden til at berøre, at hun havde været en Gjenstand baade for Herrernes og for Damernes Beundring, men jeg vidste det alligevel. Man faldte hende l'Etoile polaire, og man forbausedes almindelig over, at et saa vildt Land som Danmark, der ligger saa nær ved Nordpolen, havde frembragt en saa sjelden Skjønhed, og nu beundrede man la Belle du Nord endnu mere. Men jeg vil lade min Tante selv tale. -Forgemakket var straalende den Dag. Hoffet bildte sig ind, at det havde vundet en stor Seir over den begyndende Revolution, fordi Miniſteren Necker var bleven afskediget. Man hørte ikke tale om Andet end om Neckers Fald. Alle Ansigter vare saa smilende paa denne Dag mange af dem stulde snart fortræffe stg i Dødskampen under Banbitters Sabler eller Bøddelens Zre. Men paa denne Dag straalede Kongemagten endnu i hele sin Glorie. Den var endnu saa befæstet, saa selvbevidst og saa tillidsfuld, at det ikke faldt nogen ind, at den saa burtig kunde tilintetgjøres. Og disse mægtige Herstere, Kongers og Keiseres Affom, for hvem alle Hoveder nu bøiede sig, hvo skulde den gang have forudfagt, at de om faa Aar selv skulde bøie deres fronede 8 Hoveder for Bøddelen. Af alle Rovdyr er Mennesket det grusomſte. Historien er Slægtens Naturhistorie, den beviser det tilfulde. Men dengang bestod Kongemagten som sagt endnu i sin fulde Glands. Dronningen fom igjennem Salen, for at gaae til Messen medi sine to Børn, bet var et yndigt Syn! Hertuginden af Angouleme var dengang elleve Aar gammel, hun var temmelig stor og udvoren for sin Alder, og da hendes deilige Zine faldt paa mig, maatte jeg uvilfaarlig bøie mig for denne jomfruelige Stolthed, som klædte hende saa smuft. Hun var en sand Prindsesse, yndig i hendes høie Nang og med et Udtryk af Uskyldighed, som jeg ikke kan beskrive. Den lille Kron prinds gik ved siden af hende. Prindsessen sagde nogle Ord til Dronningen og pegede hen til den Side, hvor vi stode. Dronningen faae paa mig med et Smiil, som jeg aldrig stal glemme, og bøiede Hovedet med en Ynde, som jeg aldrig nogensinde har feet hos nogen anden Ovinde. Hendes Mund aabnede sig halvt for en Næffe deilige Tænder, og hendes Svanehals bøiebes, blødt og fongeligt paa engang. Næsten alle Portraiter gjengive hendes Træk, men ikke et eneste har jeg feet, som gjengiver hendes Sjæls Skjønhed og hendes Aands Inde, der dog afspeilede sig saa stærkt i hendes Physiognomi. Jeg har kun havt Leilighed til at see Marie Antoinette denne ene Gang. Da man faa Aar efter slæbte hende paa en Rarre gjennem Gaderne for at lægge det deilige Hoved under Guillotinen, kom dette Sørgetog lige forbi mine Binduer men det var mig ikke muligt at see hende, uagtet jeg vidste, at hun maaskee aldrig har staaet høiere end i denne Fornebrelsesstund. Kongen faae jeg første Gang samme Dag i Versailles, da han ogsaa gif til Messen. Han blev opmærksom paa min Mand, som stod i Staren med mig under Armen, da han gik forbi. Min mand havde været ham forestillet. Kongen gjorde et Skridt henimod ham, som om han vilde tiltale ham, og nikkede venligt; men forlegen, som han var, dreiede han atter af og gik os forbi med sin Suite, idet han ogsaa gav mig et venligt og kongeligt Nit. Man behøvede kun at see ham for at være overbevist om, at han var af Kongeblod og besad kongelig Værdig 8* heb, man kunde ogsaa nok see, at han ikke var nogen kraftig og stærk Charakteer; men man funde ikke let tvivle om, at han var et æbelt Menneste, en fjærlig Mand og Fader, og en høimodig Konge, der omfattede fine Underſaatter med Kjærlighed. Saaledes var ogsaa dengang den almindelige Mening om ham. Siden blev han efterhaanden syste matisk beløiet. Det hører med til saadanne bevægede Tider, naar Lidenskaberne komme i Oprør, at der efterhaanden indtræder en heel forløiet Tilstand, i hvilken alle Bartier sværte deres Fjender og hæve deres Venner, Altsammen paa Sandhedens Bekostning. Denne Tilstand er maaskee den største revolutionaire Ulyffe, thi den demoraliserer let bet hele Samfund, som vænner sig til at betragte Løgnen som noget Tillabeligt, og omsider ikke mere fan stjelne Sandheden. Under saadanne Omstændigheder fan en Konge med ligesaa liben Grund blive hævet til Styerne, som han uden Grund kan blive traabt i Støvet som et Afffum. Og den Første kan derfor gjerne i Virkeligheden være slet, og den Anden god, baade som Regent og som Menneske. Historien os ved alle Revolutioner. Det lærer Den anden Gang, jeg saae Kongen, var efter Bastillens Indtagelse, da han kom til Paris for at befæste Freden mellem Hoffet og Folket, som det blev kaldt. Jeg saae ham fjøre forbi til Raadhuset, mild og venlig som altid, trods de Krænkelser, han allerede dengang havde lidt. Min Mand havde faaet en Plads paa Galleriet, han saae den hele Komedie, thi Andet kan man sandelig ikke falde det. Alle Gaber, ogsaa den, hvori vi boebe, vare fulde af Sansculotter i tusindviis, som stode i Rækker, de vare bevæbnede til Tænderne med de Vaaben, som de havde plyndret i Invalidernes Hotel og rundt omkring, det var nogle forfærdelige Bander at see paa, de Fleste manglede et eller andet Klædningsstykke, det lod til, at de stillede disse Mangler til Stue med en vis Stolthed, den hørte med til Sansculotismen. Min Gud hvor de brølede! Oppe i Salen var Kongen bleven tiltalt af flere af de revolutionaire Talere, en af dem græd endogsaa, af Rørelse. Kongen var et let bevægeligt Gemyt, og Ingen tvivlebe om, at han mente det ærligt. Han havde ogsaa Taarerne i Dinene af Rørelse over de hykleriste Ord, der bleve sagte til ham. Man rakte ham en uhyre trefarvet Kokarde, som han fæstede paa sin Hat, hvilket blev meget beklappet. Derpaa blev der udstedt en formelig Declaration, hvori han blev erklæret for at være: ,,en honet Mand, de Franskes Fader og Konge over et frit Folk," og bette Stubsmaal blev høitidelig underskrevet. Staffels Konge! Alt dette forhindrede ikke, at det samme Folk snart benyttede sin Frihed til at hugge Hovebet af den honette Mand, som var dets Faber og Konge. Men dengang tænkte man endnu fun paa at faae Lavinen til at rulle, Ingen tænkte paa hvor umuligt det er siden at standse den, eller paa hvad den vilde knuse, naar den endelig faldt. Man taler saameget om Revolutioners Berettigelse, de skulle, siges der, være et lovligt Middel til at bringe de Ideer frem, der skulle lykfaliggjøre Menneskeslægten, og som ikke paa anden Maade kunne komme frem. Den, der har oplevet en Revolutions Nedsler, kan ikke faae i fit Hoved, at Lovløshed skal være et lovligt Middel. Vold er vistnok et daarligt Argument, det Gode fremmes neppe paa denne Maade. Ideer skulle seire ved Grunde, ved Overbevisningens Magt, at slaae Hovedet af fine Modstandere er mere fanibalst, end det er overbevisende, hverken for de Halshuggede eller for Andre. Man priser ogsaa ofte Franskmændene for at være saa langt forud for alle andre Nationer, da de optage alle nye Jdeer, og prøve dem i en bestandig fortsat Revolutionsfeber. Jeg har levet faalænge blandt Franske, at jeg holder af dem, men ikke af den Grund. De ere unegtelig ligesom Uroen i Ubret, og den kan vel være nødvendig til at holde Værket levende, men den staaer dog ikke over den drivende Fjeder eller de arbeidende Hjul, thi uden disse bliver Uroen dog kun en unyttig Spirrevip. Denne Uro er neppe til Lyffe for det franske Folk, og den stiller det vistnok ikke over andre Nationer."- Saabanne Yttringer bestred jeg altid, der beundrede Frankrig og sværmede for de æble Tanker, som vare skrevne paa Omvæltningernes Faner. Hvor skjønne, hvor herlige vare de ikke! Min Tante mente, at smutte Talemaader funde man høre not af, men det var tidt ikke andet end Lokkemad, og udfaldet viste fun altfor ofte, at de Revolutionaire handlede tvertimod deres egne Ord, naar de først kom til Magten. Det kunde vel ikke være anderledes, thi de menneskelige Lidenskaber ere altid og overalt de samme. Da vi dog alligevel ifte kunde blive enige, op= gave vi efterhaanden at disputere. Jeg sang heller ikke Marseillaisen mere, som dengang igjen var bragt i Moden. Engang faldt Talen paa Bastillen. Jeg havde længe dyet mig, og nu kunde jeg ikke lade være at glæde mig over, at Folket paa hiin mindeværdige Dag havde erobret sine lovlige Rettigheder og knust Tyranniets Bolværk, da dets brave Sønner vandt en herlig Seir over den misbrugte Magt, og jevnede dette stolte stumle Fængsel med Jorden. Min Tante smilede lidt af denne Tirade, ærlig talt troer jeg ogsaa, at den var laant af en Avisartikel. Og nu fortalte hun saaledes. Det var i Juli 1789, at denne stolte Seir blev vundet. Da vi hørte, at Folf stormede løs mod Bastillen, trat man paa Stuldrene over en saadan Galstab, det var det Samme som at løbe Banden mod en Muur. Men der er Intet saa galt, at det jo tan stee. Den frygt somme Commandant og de stakkels Invalider, som udgjorde Besætningen, forsvarede ikke Fortet, men aabnede Bastillens Porte for Folket, der havde lovet at staane dem, og som alligevel myrdede dem i brukkent Rajeri. Jeg har selv seet disse saakaldte Seirherrer, som skjøde nok saa tappert paa de tykke Steenmure, der ikke forsvarede sig, og som brølede høiere endnu, end Geværstuddene knalbebe, jeg har feet dem fjøre dødbrukne om i Gaberne i Fiakrer med Uskuddet af Ovinder, og blive beklappede af de bange Indvaanere. Dengang begyndte Bærmen allerede at hæve sig til Overfladen. Lederne brugte den blinde fanatiserede Masse, som siben vorede dem selv over Hovederne, og endte med at fappe Hovederne af dem. Det var blevet en Modesag at gaae til Bastillen og see paa belæggelsen. Min mand og jeg gif ogsaa derben, adskillige Dage efter Stormen, man brød ned paa de umaabelige tykke Mure, og det er jo langt burtigere at rive ned, end at bygge op. Det var ogsaa paa Moden at tage Deel i Ødelæggelsesværket; jeg bar feet pyntede Damer, vel fagtens af en tvivlsom Slags, og Borgere og Petitmaitre, og Skribenter og Skuespillere, ja endogsaa nogle Herrer fra Hoffet trænge sig frem, frybe op paa Stilladserne og lægge Haand paa en enkelt Steen, for at bave ydet deres Bidrag til denne store Sag, saa kunde de dog sige, at de havde været med at jevne Bastillen med Jorden. Der var en Larmen og en Straalen, og en Ramlen af de nedrevne Stene og en Kalfstøv til at indhylle det Hele, som ikke var til at udholde. I al fin Forfærdelighed var der alligevel noget Komisk ved disse Scener, og utrolig megen Usandhed og Affectation var blandet med Raaheden og Vilbheben. Nogle af de staffels Invaliders Hatte og blodige Uniformsstykker laae endnu der, hvor man havde masacreret dem, bet var tause Vidnesbyrd om, hvor let denne troløse Seir bavde været kjøbt. Men i Journalerne tog det sig Altsammen ganske anderledes ud. Historien bliver ofte componeret saaledes. J Etagen ovenover vor boede en bretagnist Adelsmand, Grev Durandais de Tronjoli, som var fommen til Paris med sin Familie i Greven var en dannet og ædel Anledning af en indviklet Arvesag. Mand, af en Fiinhed i Omgang, som strax vinder Hjerterne, uden at lebe til Fortrolighed. Grevinden var en stiv og afmaalt Dame, et Par Aar ældre end Greven, hun havde vistnok været meget smuk, nu var hun det ikke mere. Det var en Himmellyffe, at Greven havde taget Familien med, som bestod af Grevinden og deres to Dettre, thi medens de vare borte fra Hjemmet begyndte de revolutionaire Uroligbeber allerede Bladene i Bretagne, og hans prægtige Slot blev plyndret og brændt. fortalte, at Folket havde taget Hævn over en af dets Undertryffere" - det var den oprørste Pøbel, som der i ethvert Land er nok af, naar den finder Lebere, der havde udført denne Boldsdaad, uagtet Greven altid havde været bekjendt som en meget ædel Mand, der var som en Fader for sine Undergivne. Baade Greven og Grevinden bare denne Efterretning med stor Resignation; men deres ældste Datter, sem var af en stolt og modig Charakteer, yttrede sig med den største Forbittrelse mod disse vildledte og lovløse Bander. Hun gjentog ofte, at hun ønskede, at hun havde været hjemme for at forsvare Arnen til sidste Blodsdraabe, og jeg troer virkelig, at hun ikke havde været bange for en saadan Kamp. Hun var en smuk Pige, sorthaaret og med te Zine, der lynede af en stolt og mørk Bestemtbed. Hun var fire og tyve Aar, hed Bénigne, men blev i Familien faldet Ninette. Hendes Softer, som var hele sex Aar yngre, var en fuldstændig Modsætning til hende, saavel i det dre som i det Indre. Hun havde lyst, kastaniebrunt Haar, en lys Ansigtsfarve og et lyst Sind, man kunde blive vel tilmode blot ved at see paa hende. Hun hængte med stor Kjærlighed og Underkastelse ved sin hele Familie, som Ninette syntes at beherske. Hun hed Marie-Anne og blev faldet Nianne. Begge Søstrene vare elskværdige og dannede, og vi bleve snart daglige Omgangsvenner, da først en lille Tjeneste, som jeg havde funden Leilighed til at vise dem, havde bragt mig i Berørelse med dem. Nogen Tid efter blev vor lille Kreds forøget med en ung Adelsmand, Hr. Henri de Sabran, som ogsaa havde forladt Bretagne, og som opsøgte Greven, saasnart han var kommen til Paris. Han var en smuk og dannet ung Mand, med en ridderlig Fremtræden og i Besiddelse af et usædvanlig smukt Organ. Han eiede ikke synderlig Formue, men han var af en meget gammel Familie, som endogsaa kunde godtgjøre at være i Slægt med den hellige Ludvig. Han var en Søn af en af Grevens nærmeste Naboer. Jeg troede snart at bemærke, at der var Andet, der havde draget ham til Paris, end de foregivne Forretninger. Ninette blev fjendeligt saare glad ved hans Komme, og jeg saae nu først, at den Bige kunde smile, og hvor godt det klædte hende. Greven derimod smilede ikke, det var ham aabenbart ikke tilpas, at Hr. de Sabran var kommen til Paris og havde indlogeret sig næsten ligeoverfor vort Huus. Grevinden kunde man ikke mærke Noget paa, hun var ligesom den ældste Datter meget stolt og indesluttet. Rianne blussede som en Rose, hvergang Hr. de Sabran traadte ind ad Døren, og hendes forlegne Blif søgte strax Søsterens Tine. Hun maatte være indviet i de Elskendes Hemmelighed, troede jeg, eller havde i det Mindste gjettet den. saadanne Zieblik var hun om muligt endnu yndigere end ellers. Og i Blandt de Bekjendtskaber, min Mand efterhaanden havde gjort, var ogfaa en Professor Monet, en dygtig Historiker og en meget behagelig gammel Mand. Han kom ofte til os om Aftenen, da han boede i vor Nærhed. Samtalen mellem Herrerne breiede sig for det Meste om Politik og om Dagens mangebaande Begivenheder, og vi Fruentimmer hørte til, medens vi vare beskæftigede med vore Haandarbeider. De nye Jdeer havde mere eller mindre berørt os Alle, dog i forskjellige Retninger. Hr. de Sabran, som nylig havde feet, hvorledes Pøbelen havde huseret i Bretagne under de saakaldte liberale Føreres Ledelse, han holdt paa det Bestaaende, ligesom den gamle Professor. Grev Durandais hørte til det Parti af Adelen, som ønskede Statsforfatningen forandret efter Tidens Tarv, og det uagtet man havde plyndret og brændt hans Eiendom. En stor Deel af den gamle franske Adel hørte til bette Parti, og de, som strige mod Adelen, maae have glemt, eller de have maaskee aldrig vidst det, at det var Adelen gjennem tre Medlemmer af de ældste Familier, en Greve af Noailles, en Hertug af Aiguillon og en Montmorency, som foresloge og bevirkede Opgivelsen af alle de feodale Rettigheder i Frankrig. Det var Adelsmænd, der dengang til føiede den gamle Statsforfatning de mest dræbende Slag, Revolutionen gik ud fra Patricierne. Plebeierne bemægtigede sig den snart, i umættelig Graadighed. Det hørte jeg tidt nok sige af Mænd, som kunde dømme uhildet, at ligesom det gamle Frankrig skylder sin Adel hele sin Hæder, saa stylder det nye Frankrig den sin Fribed hvis Fribed overhovedet er Noget, som kan bestaae i Frankrig. Min Mand havde ogsaa gjort Bekjendtskab med Grev Mirabeau, som ønskede at komme i vor Kreds, mest for Grev Durandais Skyld, en fordums Ben af Mirabeaus Familie, med hvem han gjerne vilde træffe sammen. Jeg var saare ilde tilmode den Aften, da jeg første Gang ventede denne berømte Mand, som allerede indtog en faa fremragende Plads i den begyndende Revolution. Hvor jeg fandt ham grim! Og ubehagelig! Han forekom mig som et Portrait af et smuft og ædelt Ansigt, der var blevet overmalet med et andet Billede af en styg og uædel Mand, saaledes at det oprindelige Portrait alligevel skinnede igjennem. Han var umaadelig toparret og faae forsviret nd; men han faae ogsaa baade stolt og forstandig ud, ban havde gode Ma nerer, og han kunde til sine Tider have et elstværdigt og endogsaa indtagende Udtryk, især naar han talede om sin tilbedede Sophie, for hvis Skyld ban havde døiet saameget og været sat i den nu sløifede Bastille. Han talebe i det hele taget gjerne om sig selv og sine Forhold. Han var meget stolt af fin Fødsel, han opgav aldrig fin Grevetitel og glemte ikke, at han havde kjørt i fongelige Karreter og deeltaget i Kongens Jagter, selv ikke dengang, da han nedsatte sig som Klædehandler og aabnede en Boutik, for at blive valgt til Deputeret af Borgerstanden. Da alle Andre afskedigebe deres Lakaier, gav Mirabeau sine nye Livreer, og med isinefaldende Farver. Han var ikke alene modig, men ogsaa overmodig. Mirabeau var dengang en afgjort Revolutionsmand, men han hørte ingenlunde til Ødelæggelsespartiet, og jeg har mange Gange hørt ham sige, at han baade var Aristokrat og Royalist, om end ikke i den alminde ligste Betydning; han vilde helbrede Franskmændene for deres monarchiste Overtro, og sætte Monarchiets sande Dyrkelse i Stedet. Det lykkedes ham ikke. Himmelen straffede bam med den Straf, der som oftest rammer Misbrug af Talenterne, han døde med Anger over, at hans Stræben for at nedbryde var lykkebes, uden at det var lykkedes ham at opbygge Noget i Stedet. I Begyndelsen ansaae Mirabeau det for en Skyldighed at gjøre Cour til mig, for mit glatte Ansigts Skyld; men da han mærkebe, at jeg var bestemt paa ikke at tage imod den, lob han det fare, og blev saa virkelig behagelig og underholdende, saa at det snart kom dertil, at vi gjerne saae ham iblandt os. Med Greven og den gamle Professor og med min Mand disputerede han om Dagens politiske Spørgsmaal, Grevinden indlod sig slet ikke med ham, Ninette angreb ham ofte med de starpeste Bebreidelser. Hendes heftige Charafteer gjorde bende til en staansellos Modstander, og hun satte da ofte Hr. de Sabran i stor Forlegenhed, ved at drage ham ind i Samtalen og appellere til hans Bistand. Ridderlig som han var, unblod han aldrig at yde hende den, og det havde heller ikke været nogen let Sag at modstaae det Blik, hvormed hun paakaldte hans Hjelp. Og Hr. de Sabran fegtede ba, som man fegter, naar Kampens Priis stal overrækkes af den Elskedes Haand og lønnes med hendes Bifald. Jeg erindrer saa tydeligt en Aften, da Mirabeau havde anpriist Oppositionens Maadehold og Uegennyttighed, og talte om dens Martyrium. Den gamle Professor blev hed i Hovedet. Han mente, at alle Revolutioner ligne hverandre som Sødstende, Historien kunde derfor lære os Gangen i dem. Han vilde stille denne Revolutions Progno stikon efter alle de foregaaende, Roms, Grækenlands, Englands, man funde tage hvilken man vilde.. Man skriver smutte Ord paa Fanerne og faaer Daarerne til at troe derpaa, man troer maaskee selv derpaa i det første Øieblik, men Djævelen passer paa og spænder sine Garn, Ærligheden flaaer snart ikke mere til og legennyttigheden fører til Intet. Revolutionen lader sig ikke standse der, hvor man netop har tænkt sig Slutningen, man føres langt videre. Men Oppositionen er altid vis paa at feire tilsidst, naar den blot holder ub, ben har altid Majo riteten paa sin Side, Massen er for den, og der hører som oftest mere sandt Mod til at forsvare det Bestaaende, end til at angribe det. Naar man derfor taler om dens Martyrkrone, saa er det som oftest kun Talemaader, som saa meget Andet. Oppofition er et Lotteri med mange og gode Gevinster, jo mindre man har at refifere, jo mindre er ogsaa Judsatsen, Vagabonderne spille ganske omsonst. Lykkes det, saa lønner det sig ganske særdeles, og Oppofitionens Martyrer, som svømme ovenpaa, sætte sig da fast i de forladte Sæder, svinge Magtens Scepter, gjøre sig det beqvemt i de store og fede Embeder, og putte Slægt og Benner ind overalt, hvor der er Noget at tjene. Og deri handle de bestandig fun efter deres bedste Overbevisning, thi de fjende naturligviis ingen dygtigere end deres Egne. Man har maaskee begyndt med ærlig legennyttig hed, men har man først Magten, saa kommer dens Misbrug ganske af sig selv, og man begaaer driftig alt Det, som man har angrebet de tidligere Herstere for, ofte endogsaa i forstørret Maalestok, men fun under en lidt anden Form. Mirabeau mente, at denne Revolution vilde gjøre en hæderlig Undtagelse. Professoren rystede paa Hovedet. Ninette rettede fornyede Angreb paa Mirabeau, paakaldte Hr. be Sabrans Bistand og nedkaldte en Række af bittre Sarkasmer af Mirabeau over den Elskede, som vred sig under en Modstanders Svøbe, der var ham saa overlegen. Rianne faae ulykkelig ud og bavde Taarerne i Zinene, hun begreb, hvad Ninette maatte libe ved at bave udsat Hr. de Sabran saaledes for hendes Skyld. Ninette fæstede fit glødende Blik paa sin Forkæmper og syntes stolt af den Bevidsthed, at han for hende optog en saa ulige Kamp. Den gamle Greve lob ikke til at have meget imod, at den unge Adelsmand blev overvunden af den veltalende Folketribun. Disputen blev længe fortsat og gik omsider ganske naturlig over til at omtale Muligheden af Forudsigelser af politiste Begivenheder, paa en. historisk Grund. Mirabeau mente, at enhver Tid havde sin egen særegne Historie, Professoren paastod, at Alt kun var en bestandig Gjentagelse, fordi Mennesket" altid er det samme. Emfiber endte han Samtalen med at forelæse os en Forudsigelse af den berømte gamle Abbate Galliani, i et af hans Breve til Madame d'Epinay, som han netop havde medbragt til vor Gjennemlæsning. Jeg skrev den af og gjemte den; den lød saaledes: "Før hundrede Aar ere forløbne, vil Frankrigs og Europas Stilling have forandret sig meget. Man vil i alle Lande holde en stor Troppe magt, uden at føre Krig. Europas virkelige Behersker vil være den samme, som byder over Rusland, Polen og det forte Hav. Alle øvrige Fyrster ville komme til at føie sig efter hans Politik. England vil skille fig mere og mere fra Continentet, som Japan fra China, og rive hele den øvrige Verdens Handel til sig. Despotismen vil herske overalt, men under Frihedens Skin, det vil sige en umærkelig Despotisme og uden Grusomhed, uden at udgyde en Draabe Blod, en Despotisme af Chikanen, der vil grunde sig paa Regjeringernes Lovfortolkning, Lift og Snuhed, og som kun gaaer ud paa Underſaatternes Formue. Lykkelige ville da Embedsmændene være, de sande Mandariner. Da ville Chemi og Physik blive Modevidenskaberne. Om de lærde Sprog og den strengere Litteratur vil der ikke længer være Tale. Overhovedet vil man ved hjelp af de sande Lærdomme deducere de falske, som kun bevæge fig i hule Phraser. Man vil opfinde nye Love og atter ophæve dem, og faalænge discutere, indtil man har øst den værste Chikane af de reneste Kilder. Man vil da være pedantisk efter en nyere Forfatter, som man tidligere var det efter Aristoteles. Ogsaa vil man komme til at opleve, at Agerdyrkningen vil være saa forbedret hos alle Nationer, at enhver Stat vil antage, at den stedse kan producere mere end tilstrækkeligt til dens eget Behov; den deraf følgende Frigivelse af Udførselen vil medføre tusinde Onder; thi naar omsider Enhver vil give, og Ingen vil modtage, saa følger tilsidst deraf, at Ingen mere giver, og Ingen mere modtager. Men det vil være besynderligt at leve til den Tid." Professoren lagde Haanden paa den gamle Spaadom, og saae alvorlig ud. Vi Andre smilede Alle, det forekom os dog at være altfor urimeligt. Mirabeau tog Bogen og bladede abspredt i den, som om han sab i dybe Tanker over hvad han havde hørt. Omsider standsede han ved Madame d'Epinavs aandrige Portrait, som smykkede Bogen, og nu udbredte han sig over hende og hendes Levnet med en Livlighed, som især interesserede os Fruentimmer, der vare lutter Øre. Mirabeau var en usædvanlig god Fortæller. Da han gif bort fent paa Aftenen og tog Afsked med mig, sagde han: „Madame, to Ord, entre nous. De to unge Folk elske hinanden, je m'y connais, jeg er nu vis i min Sag. Vær deres Kjærlig heds Skytsaand, de kunne behøve det, og de fortjene det Begge. Lov mig, at De vil tage dem under Deres Beskyttelse, og kan jeg være dem til noget Gavn, saa byd over mig, ubetinget." Jeg blev ganske forvirret og svarede, at man ikke havde beæret mig med nogen Fortrolighed, der kunde berettige mig til at overtage den Rolle, Greven vilde tildele mig, jeg antog ogsaa, at Mademoiselle Ninette vilde frabede fig enhver Indblanding i hendes Forhold. Mirabeau betragtede mig forbauset, derpaa smilede han og sagde: „Skal Deres Kjøn da altid gaae ad Omveie? Mademoiselle Ninette.... hvem taler om Mademoiselle Ninette, benne Jeanne d'Arc fra Bretagne, som vil opoffre sin Elsker for fin furiose Lidenskabelighed og sin misforstaaede Patriotisme. Nei, jeg taler om Rianne, om den elffelige Rianne og den brave Hr. de Sabran. Hvorfor vil De forstille Dem, det er ikke smutt! Men liges meget, vi To forstaae hinanden alligevel, og vi ville være Allierede."- ,,Nianne, Mademoiselle Rianne," gjentog jeg forvirret. Mirabeau fmilede, i dette Zieblik var han endogfaa smuk, han kyssede min Haand - og gif. De Andre drillede mig over min hemmelige Samtale med Mirabeau, jeg vidste ikke, hvad jeg skulde svare dertil. Skulde han have Net, skulde Rianne virkelig elfte Hr. de Sabran og han hende hvorledes var da Forholdet til Ninette? Havde jeg været saa blind! Og denne Mand, som fun levede i og for Politik, og i og for fine egne lidenstabelige Kjærlighedsforhold, havde han saa hurtig opdaget, hvad jeg havde været blind for i mange Maaneder, og det havde han feet netop iaften, da hans Aand tilsyneladende havde været saa sysselsat, da Sam talen om saa alvorlige Gjenstande havde været ført saa levende, ogfaa fra hans Side! Jeg blev bange for denne Mands omfattende og gjennem trængende Opmærksomhed. Den Nat fit jeg næsten ikke Søvn i mine Zine, jeg havde formeget at tænke paa. Og efterhaanden faldt mange hidtil upaaagtebe- Smaaomstændigheder mig ind, som tydebe paa, at Mirabeau funde have Net, og at Rianne elskede Hr. de Sabran, men han vistnok elstede han Ninette, og hun ham. Staffels Rianne! En Samtale med Greven bestyrkede mig endmere heri. Han havde fattet Tillid til mig og talede en Dag aabenhjertig med mig om sine Døttre. Han fortalte mig uforbeholdent, at han godt vidste, at Ninette og Hr. de Sabran elskede hinanden; dette var ham ingenlunde med, men hun var af en saa heftig Charakteer at hun ikke let lod sig bringe fra hvad hun havde sat sig i Hovedet, og Modsigelse vilde kun bestyrke hende endmere heri. Han vidste ogsaa, at han kunde stole baade paa hende og Hr. de Sabran, at de intet ulovligt Skridt vilde gjøre, han lob derfor, som om han Intet havde mærket, i bet Haab at hun af sig selv skulde opgive denne Idee, som han faldte bet. Bilde jeg være ham behjelpelig ved at bidrage til at give Ninette andre Anskuelser, da vilde han være mig meget taknemmelig. Denne Modgang fit han imidlertid Erstatning for fra en anden Side; thi hvad Rianne angit, saa tilbød der sig nu en Leilighed til at befæste hendes Lykke, idet en af hans gamle Venner havde anholdt om hendes Haand for fin Søn. Bartiet convenerede begge Familier, og Sagen var saagodtsom afgjort. Jeg spurgte, om Rianne da elskede den omtalte Herre. Greven be tragtede mig med Forundring, det lod til at forbause ham, at jeg kunde tvivle om, at han kunde disponere frit over sin yngste eftergivende Datters Haand, medens han dog selv røbebe saamegen Tvivl til fin Myndighed over den ældste selvstændige Datter. Da Nianne fik nys om dette Arrangement, blev hun meget bedrøvet. Hun bad og befvoer Forældrene at opgive en Plan, der vilde giøre hende ulykkelig, hun kunde ikke elske den Brudgom, man havde tiltænkt hende. Baade Greven og Grevinden holdt fast ved deres Paastand, med Haardnakkenhed. Rianne talebe om at gaae i Kloster, som den eneste Redning. I Grevens Familie saae man kun vaade Dine og bedrøvede Ansigter. Ninette vilde gjøre Søsteren Forestillinger, men for første Gang afviste Rianne hende næsten med Bitterhed. Da den unge pige saa ledes saae sig trængt fra alle Sider, kastede hun sig en Dag i mine Arme og græd fin Sorg ud. Ja, Mirabeau havde Ret, Rianne elskedel Hr. Henri, men hun var lige saa overbevist om, at han elskede Ninette, og hun fandt dette meget naturligt, da Ninette efter hendes Mening var langt bedre og smukkere end hun. At see ham som Ninettes Tilbeder, skulde hun vide at finde sig i; men selv tænke paa at ræffe en anden Mand sin Haand, det kunde hun ikke, før vilde hun døe. Af, jeg kunde kun græde med hende, hvor gjerne havde jeg ikke villet trøste hende. Den Misstemning, der gif igjennem os Alle, kunde ikke blive skjult for Henri de Sabran. Ogsaa han henvendte sig omsider til mig for at faae at vibe, om der var nogen Sorg, der trykkede Grevens Familie. Jeg gjorde ingen Hemmelighed for ham af hvad jeg vidste om Riannes Frier. Han blev saa bleg som et Liig ved denne Efterretning. Han kunde næsten ikke faae det Spørgsmaal frem, hvad Mademoiselle Nianne havde svaret paa dette Frieri. Jeg sagde ham, at hun var ulykkelig berover, og kun bad om at maatte træde ind i et Kloster for Resten af fine Dage. Han greb min Haand og kyssede den med Heftighed. Jeg meddeelte ham, at Greven og Grevinden Begge vare indtagne for dette Parti, og at Ninette var paa deres Side mod Rianne og havde sagt mig, at hun haabebe, det kom istand, hun vilde gjøre alt Sit dertil, i disse bevægede Tider vilde det være hende til stor Beroligelse, at vide sin Søster under en saa brav og dygtig Mands Beskyttelse. Hr. de Sabran blev heftig og udbrød: „Hendes Søster skal vistnok ikke komme til at trænge til en Beskytter. Lab hende selv ægte ham." - Disse Ord forbausede mig og jeg kunde ikke skjule min. Forundring over, at han talede saaledes, i det Forhold jeg maatte antage, at han stod i til Ninette. Hr. de Sabran striftede nu for mig, og jeg lærte at see For= holdene med andre Zine. Da han havde forelsket sig i Grevens' yngste Datter, det var vel nu omtrent et Aar siden, havde han manglet Mod til at erklære hende det, han indfaae de Judvendinger, Greven med Grund kunde gjøre mod hans uformuende Stilling, og han ansaae bet for Uret at gjøre hende bekjendt med Følelser, som han antog ikke bleve billigede af hendes Nærmeste. Han haabede, at et nærmere og inderligere Bekjendtskab og en Forandring i hans Kaar, som han kunde vente om nogen Tid, skulde indvirke paa Grevens Mening og bringe bam til at see Sagen fra en gunstigere Side, han vilde derfor kun fiffre fig Adgang til Familien. Da han saae den Overvægt, Ninette havde over alle sine Omgivelser, havde han ønsket at vinde hende, han havde derfor viist hende al mulig Opmærksomhed og benyttet den større Frihed, hendes Charakteer indrømmede, til at tale med hende om sin Stilling og fine Fremtidsplaner. Han havde vel aldrig nævnet Rianne i disse Samtaler, men han havde antaget, at Ninette alligevel havde forstaaet ham, og hendes Venlighed imod ham havde været ham til stor Trøst. Først efter at han nu var kommen til Paris, var det en enkelt Gang forekommet ham, at Ninette maatte have misforstaaet ham og troet, at hans Følelser gjeldte hende, at hun maaskee gjengjeldte dem, og at hun da ikke vilde lægge Skjul derpaa. Denne Tvivl havde sat ham i stor Forlegenhed. Han vidste, at han Intet havde at bebreide sig, uden maaffee formegen Tilbageholdenhed og halv Fortrolighed til Den, han vilde have til Støtte for fin Kjærlighed var hans Frygt grundet, vilde han være meget ulykkelig. For Ninette nærede han den største Høiagtelse, Rianne tilbad han; men han frygtede for at hun nærede llvillie imod ham. For denne Frygt kunde jeg berolige ham, men da jeg ingen Ret havde til at betroe ham, hvorvidt Niannes Følelser for ham gik, nøiedes jeg med at sige, at jeg antog, at hun troede, han elskede Ninette, hvilket jo var den fuldkomne Sandhed. Den staffels Henri, ban slog sig for Banden ved denne Efterretning og erklærede sig for det ulykkeligste af alle Mennesker. Og hans Stilling til hele Grevens Familie var sandelig ikke mis undelsesværdig. Han blev fra denne Dag mere taus og tilbageholden, Ninette følte sig derved opfordret til at støtte ham og vise ham en Velvillie og Fortrolighed, hvis Charakteer meer og meer aabenbarede, hvormeget hun havde misforstaaet hans Følelser. Rianne trak sig tilbage paa sit Værelse, saameget hun funde, og kom kun sjeldent i Daglig= stuen. Vore forhen byggelige Aftener vare nu triste og forstemte. En Eftermiddag sab Rianne i Skumringen nede hos mig. Vi havde just talt om disse forviklede Forhold, jeg havde netop sagt hende, at Henri tilbab bende, og kun ventede paa en Leilighed til at kafte sig for hendes Fødder og bryde den ulykkelige Taushed, der havde givet hendes hele Familie Anledning til at misforstaae bans Følelser, som fun vare hende helligede, og ikke Ninette. Den unge Pige blev usigelig glab, men hun turbe ikke ret troe paa mine Forfiffringer, hun havde jo saa nylig været overbevist om, at Henri elskede hendes Søster og jo mere hun tænkte derpaa, jo mere blev det hende flart, at Ninette ikke vilde kunde bære en saadan Skuffelse, dertil var hun for stolt, hun vilde blive grændseløs ulykkelig... og det skulde hun blive for hendes Skyld, saa dyrt skulde hendes Lyffe kjøbes! Nei, det vilde Rianne ifte kunne bære. Vi græd Begge. Døren gif op, og Hr. de Sabran, som troede at træffe mig ene, stod paa Tærstelen. Da han faae os Begge i Taarer og omfavnende hinanden, vilde han først trække sig tilbage, men han aabnede atter Døren, og i næste Zieblik laae ban paa Knæ for Rianne. Og fra bans Læber strømmede en Kjærlighedserklæring, saa varm, saa overbevisende, saa mægtig i sin længe tilbageholdte Strøm, saa om og saa tillidsfuld, at den rev Rianne med sig, og hun hørte paa disse Forsikringer med et forklaret Aasyn. Men da han havde udtalt og ventede hendes Svar, formørkedes hendes Ansigt, Tanken om Ninette traabte imellem, hun brog fin Haand ud af Henris og funde ifte fremſtamme mere end Ninettes Navn. Hr. de Sabran vilde retfærdiggjøre sig, men ban fit ikke Tid dertil, thi i det Samme løb der Stemmer udenfor, det var Greven og Ninette. Nianne foer op i Forskrækkelse og betydede ham, at han maatte gaae, hendes Frygt for en Overraskelse var i dette Dieblik saa stærk, at hun næsten segnede under den. Hendes Elsker betænkte sig ikke, han stødte Døren op til den lille Altan, som gik ud til Gaden, og i et Nu svingede han sig ud over Rækværket. Da Rianne saae ham springe ned fra denne Høide, udstødte hun et Skrig. Greven og Ninette, som traabte ind i det Samme, bleve meget alarmerede, og jeg havde ondt ved at stjule Niannes Stemning under det Foregivende, at et Hyl ude fra Gaden havde forstræffet hende. Man hørte desværre fun altfor ofte saadanne Hyl af Ulyffelige, der faldt i Pøbelens Hænder og bleve mishandlebe, tibt fun fordi de vare velflæbte. Greven gif ub paa Altanen, men Alt var stille, Gaben var i dette Zieblik tom. Ninette søgte at berolige Søsteren ved at stamme hende ud for hendes Ængste= 9 lighed; hvem vilde vel bryde sig om, Pøbelen bylede eller ei, dertil var den altfor foragtelig. Den Tid, som nu paafulgte, var meget piinlig for os Alle. Forældrene, som saae, hvor mismodig Rianne var over Giftermaalsprojectet, vilde ikke plage hende dermed, de vilde vente og haabe, at Tiden skulde gjøre hende fornuftigere, hun var jo endnu kun atten Aar; men opgive det vilde de ikke. Den stakkels Rianne havde nok at bære paa; bun vidste nu, at Henri elskede hende, men hun ansaae det for en pligt ikke at træde i Veien for Ninette, og stjælvede for det Dieblik, da dennes Bildfarelse skulde blive opklaret. Ninette var misfornøiet, hun fandt, at Hr. de Sabran var mere tilbageholden og forsagt, end det sømmede sig for en Mand, og dette skjulte hun ikke. Greven lagde ikke Dølgsmaal paa, at han billigede Henris Adfærd og gjerne vilde lette ham det Tilbagetog, han troede, at han var ifærd med at gjøre, fordi bet maatte være blevet ham klart, at den ubemiblede Henri de Sabran ikke funde være noget passende Parti for en Datter af den rige og mægtige Grev Durandais de Tronjoli. Grevinden deelte sin Gemals Anskuelse, det gjorde hende venligere mod Henri, idet hun dog ikke forsømte nogen Leilighed til at udbrede sig over, hvormeget Lighed i Rang og Formue var en nødvendig Betingelse for et lyffeligt Egteskab. Ninettes Blik til Hr. de Sabran var da altid en Protest imod den moderlige Anskuelse, hvilken han dog aldrig tiltraabte ved et lignende Blik, og derover blev Ninette hvergang vred. Vi vare nu i Begyndelsen af October 1789. Bevægelsen blev med hver Dag stærkere, Partierne stode bestandig skarpere mod hverandre, Ophidselserne fortsattes efter en planmæssig Methode, og Pøbeloptøierne bleve hyppigere. Hele Paris var i den største Bevægelse, Starer af Sansculotter vare dragne ud til Versailles, man vidste, at der var truffen Tropper sammen, at Sammenstød havde funden Sted mellem det saakaldte Folk og Garderne. Nu naaede Efterretningen til Paris om de blodige Optrin, som vare foregaaede om Natten efter den femte October. Man havde overfaldet Vagterne, Pøbelen havde dræbt Gardisterne foran Dørene til de kongelige Gemaffer, man havde efterstræbt Dronningen, som upaaklædt maatte flygte ud af sin Seng, der blev overladt til den frækkeste Pøbels Forhaanelser, medens hun kun frelste Livet og naaede Kongens Gemakker ved Opoffrelsen af nogle hengivne Abelsmænd, som lobe sig hugge ned for at give Dronningen Tid at flygte. Timeviis indløb der Efterretninger om Folkets Excesser. Henad Aften den fjette nærmede endelig Toget sig, som førte Kongen til Paris. Det hed, „at det var Folkets Fader, man i Triumph bragte til sin tro Hovedstad!" Toget havde været næsten hele Dagen underveis fra Versailles, thi de mange tusinde Fodgængere, som ledsagede det, bevægede sig kun langsomt fremad, og de vilde ikke give Slip paa deres Botte. - Nu var Toget ved Barrieren!.... Nu tom det!.... Der er det! Jeg kunde blive tufinde Aar, jeg vilde dog aldrig glemme det Syn. Det mylbrede i Gaden af Bøbel, det ene Hoved ved siden af det andet, som bleve tryffede frem af den efterfølgende Sværm, der aldrig syntes at stulle faae Ende. Omsider kom en Næffe Kanoner; men Sværmen, der omgav dem, var derfor ikke mindre tæt. De forfærdeligste vinder med flagrende Haar, blottet Bryst og Skuldre og for= revne klæder rede paa Kanonerne, og diverterede Pøbelen med de skamløseste Taler og Gebærder. Saa fom en Skare Gardister ridende, som havde byttet Hatte og Bandolerer med Nationalgarderne til Benstabstegn; de kunde neppe fomme frem, Skridt for Skridt, i den tætte Stare. Enhver af deres Heste bar foruden Rytteren en eller to Fisterfjællinger, som vare for drukne til at gaae, men de vare alligevel Dagens Løvinder. Derpaa kom Nationalforsamlingens Deputation, og endelig de kongelige Vogne, der bevægede sig langsomt og næsten ikke kunde sees i Halvmørket og den tykke Støv, omgivne af en tæt Stov af Piker og Bajonnetter. Pjaltede Sjongere, Slagtere med blodbeſtænkte Stjorteærmer, en heel Befolkning, ber saae ud som drukne Banditter, omringede Vognene, lagde deres stidne Hænder paa Vindueskarmene, frøb op paa Lakaitrinene, hængte ved Kudstesæderne, ja nogle Gadedrenge havde endogsaa taget Plads ovenpaa Karreethimlene! Ligeforan Kongens Vogn blev der paa Piker baaret to afbugne Hoveder af myr dede Gardister. Man havde gjort Holdt paa Halvveien i Sevres, og tvungen en staffels Parykmager til at frisere og pubdre disse to Hoveber som til Galla. Det var et grueligt Syn, at see disse to æble, marmorblege Ansigter reise sig høit over Sværmen. Hvilken Forstiel imellem disse, i deres Kalbs tro Opfyldelse Faldnes værdige No, og de vilde, dyriske, viin og bloddrukne Ansigter, der omgave dem i tusindviis! Og det skulde være det franske Folt! De brølede, og hujede, og støde i Luften med Pistoler og Geværer, saa at de, som stode i Vinduerne, ikke vare deres Liv siktre. Og imellem al denne Dommedagslarm hørte man idelig raabe: „Hurra for Bageren og Bagerkonen! Hurra for den lille Bagerbreng!" Det var denne Hilfen, der ledsagede Kongen og Dron 9* ningen og Kronprindsen, under deres Indtog i deres Hovedstad! Hvad vi maatte føle ved dette Optog, behøver jeg vel ikke at sige. Min Maud kom seent hjem den Aften, han havde været paa Raad huset, hvorhen Toget først gif. Astronomen Bailly havde holdt en Tale til Kongen, hvori han fortalte ham, at det humane, bet tro, det agtelsesfulde franske Folk glædede sig over at have erobret fin Konge igjen. Og Kongen svarede, at han var rørt over Folkets Hengivenhed og glad over, at han frivilig havde bestemt sig til at komme til Paris, hans tro Hovedstad! Der er Intet faa oprørende Uværdigt, som saadanne officielle Løgne, naar Bold og Frygt rætte hinanden Haanden til et falskt Forlig. Da vi sadde sammen om Aftenen, vare vi Alle for dybt gjennemtrængte, af hvad vi havde feet og børt, til at vi kunde tænke paa vore egne Sorger. Mirabeau faae vi næsten slet ikke mere, Politiken beskæftigede ham altfor meget og Møderne i Klubberne. En Aften kom han dog et Zie blik, tankefuld og abspredt. Jeg havde ikke været stemt til at conver sere, og jeg havde derfor givet Professoren, der ventede paa min Mands Hjemkomst, en Journal, som ban læste i. Mirabeau gjorde mechanist nogle Spørgsmaal til mit Befindende, uden at høre, hvad jeg svarede. Pludselig vendte han sig til Hr. Monet og spurgte, om det var sandt, at Cromwell nogensinde havde underhandlet om at gaae over til Kongepartiet, imod at erholde Hosebaandsordenen. Professoren sagde, at det var Sandhed, man havde engang virkelig kunnet kjøbe ham for denne Priis, men man havde betænkt sig forlænge derpaa, og da man senere tilbød ham Ordenen, afslog han den, og Revolutionen gif fin Gang - det havde dog ikke været for dyrt kjøbt. Kjøbt? Stændigt! Oprørende! " udbrød Mirabeau. Han gif op og ned ad Gulvet med heftige Stridt og i dybe Tanker. Pludselig standsede han foran mig, og faae paa mig med et Par Dine, som jeg ikke glemmer. Han rystede fit tykke Haar, som en opbragt Løve ryster sin Manke, og udbrød: „Nei! Albrig! Albrig!" Han saae mægtig ud i dette Zieblik, han vidste vel neppe, at jeg fab foran ham, det var, som ban talte til en beel usynlig Verden. Uden at sige et Orb til Afsted, gik han lidt efter bort. Det anede ham neppe dengang, at han alligevel skulde komme i denne Fristelse, og bukte under for den. Da Mirabeau senere gif over til Kongepartiet og blev udnævnt til Ambassadeur i Constantinopel, havde Døden allerede udseet ham til fit Bytte. Det var for feent for den synkende Kongemagt, som han dog ikke kunde frelse, det var for seent for Mirabeau, som blev overrasket af Døden og aldrig saae Constantinopel; men det var tidsnok for at lære Alverden at man aldrig skal sige aldrig, om man end er nok saa vis paa sin Charakteerfasthed og paa fine Principers Uroffelighed. - Efterhaanden var Emigrationen bleven almindeligere. Greven af Artois var vandret ud med fine Sønner, efter ham fulgte de andre fyrstelige Familier, en Deel af den høie Adel og den høieste Geistlighed, og snart emigrerede Enhver, som kunde slippe bort. I Basel, i Lausanne og i Bryssel vrimlede det af franste Emigranter, som alle haabebe paa bedre Tider. Kongen, Dronningen, deres Børn og Kongens Søstre vare snart alene tilbage med det tro Folk ja, og Kongens Broder, senere Ludvig den Attende, men han var ikke Kongen til nogen Hjelp, han harmonerede ikke med sin Broder, og han var en Fjende af Dronningen. Hertugen af Orleans, den berygtede Egalité, med Børn og Fa= milie var ogsaa bleven, for at fiffe i rørt Band- og omsider ende under Guillotinen. Mirabeau havde givet min Mand at forstaae, at hvis Grev Turandais og hans Familie vilde forlade Frankrig, kunde han staffe dem Midler dertil, hvilket bestandig blev mere og mere vanskeligt, da man overalt forhindrede Emigrationen, som der var sat Livsstraf paa, og forfulgte Emigranterne. Greven var ikke utilbøielig til at vige for en Tid for Stormen, thi det var allerede kommen saa vidt, at Folk af de høiere Stænder neppe kunde vise sig paa Gaderne, uden at blive insulterede. Men Ninette modsatte sig haardnakket enhver Tanke om Udvandring, bendes stolte Aand trodsede Faren, hun paastod, at det var Adelens Bligt at blive i Landet under enhver Skjebne og vise, at den var uadskilleligt knyttet til Frankrigs Jordbund. Vi torbe nu fun gaae ud henimod Aften, for Intet at refifere, og droge da som oftest hen i Tuillerihaven, hvor vi spadserede nogle Gange op og ned i de store Alleer. Vi havde en Aften været paa en saadan Vandring og vendte tilbage til vor Bolig, for at være hjemme til den Tid, vi ventede Mirabeau, der havde ladet os vide, at han vilde be= søge os. Greven førte fin Gemalinde, min Mand Ninette, Hr. Monet den unge Rianne, og Hr. de Sabran havde givet mig Armen. Vi strede tause som et Liigtog igjennem Gaderne, Enhver i sine egne Tanfer, som vist ikke vare opmuntrende. Med Et hørte vi et Syl foran os, vi standsede et Dieblik tvivlraadige, men vi havde intet Valg og paaskyndede vore Skridt for at naae vort Hjem. Larmen tiltog be standig, og da vi naaede vor egen Gabe, mødte vi et af de nu alminde lige Optog af bvinende og hujende Mennesker. Foran løb en Sværm af straalende Drenge, Revolutionens unge, tilvorende Sønner. Vi trykkede os tæt op til Muren for at naae vor Dør, som vi kun vare faa Stridt fra. Nogle af Gadedrengene raabte af fuld Hals: „Aristofrater! Aristokrater! Til Lygtepælen med dem!" Men Sværmen havde Andet at bestille, end at give sig af med os, den førte under Fakkelbelysning de afbugne Hoveder af Stadens to første Zvrighedspersoner i stolt Triumph gjennem Gaberne, man havde myrdet dem samme Dag paa Raadhuustrappen, i Udførelsen af deres Embede. Alt kunde endnu bave gaaet godt for os, hvis ikke Stinnet af en af Faklerne var falden paa Ninettes deilige Ansigt. Dets høie aristokratiske Skjønhed slog den ene Bikdrager, som bøiede det afhugne Hoved henimod Ninette, for at vidske hende i Ansigtet med det, idet han raabte: „Giv ham et Kys, Mademoiselle, han har altid været en Nar efter smukke Piger!" Og hele Staren applauderede denne Vittighed. Ninette hævede sig stolt i Veiret, slap min Mands Arm og stødte Piken bort fra sig med en saadan Heftighed, at Manden næsten tabte Ballancen, idet hun raabte: „Blodgjerrige Afskum!" med en saadan Bæmmelse, at vor Dom med det Samme var fældet. Greven havde i dette Zieblik netop ringet paa Gadedøren, den var bleven aabnet, han og Grevinden vare fomne ind i Forstuen, Rianne og jeg ligeledes, da min Mand og Henri havde værnet om os; men da Monet vilde skynde sig ind, faldt han over Tærstelen, saa at Døren var spærret for Ninette, der pludselig blev greben af en grov Haand i Skulderen. Min Mand tog hende ved Armen og vilde trække hende med sig ind gjennem Døren, som nu var bleven ryddelig, og Hr. de Sabran kastede sig ind paa den, der holdt fast paa Ninette, og greb ham i Halsen med en saadan Voldsomhed, at Manden maatte slippe hende, idet han styrtede til Jorden med Henri. Hænder og Piker og Sabler løftedes i dette Zieblik mod den ulykkelige Ninette, et Sabelhug ramte hende i Hovedet, og en Pik gjennemborede hendes Side. Hr. de Sabran, som ikke havde feet, at hun var bleven saaret, havde imidlertid reist sig, han greb hurtig den vaklende Ninette om Livet og styrtede sig ind i Gangen med hende, saa at Døren kunde blive slaaet til, som man nu stængede for, saa godt som det lod sig gjøre. Sværmen stormede mod Døren, buldrende og bandende og brølende, man havde upaatvivlelig isinde at opoffre os Alle, det var kanibalsle, blodbegjerlige Hyl. Med Et aftog Støien, man børte enkelte raabende Stemmer, der blev talt med en tordnende Røst, saa blev der igien raabt og støiet, vi kunde tydelig høre Mirabeaus Navn blive udraabt, det var for ham, man nu jublede. Derpaa drog Sværmen bort, og Larmen tabte sig. Det var virkelig Mirabeau, der havde frelst 08. Han var an kommen i det Dieblik, hans Hjelp var mest nødvendig for at standse Stormen. Saasnart den mægtige Folketribun var bleven fjendt, stillede han sig driftig foran Døren og rystede sin Løvemanke, som naar han stod paa Talerstolen. Pøbelen veg tilbage, imponeret af bans aandelige Herredømme, med faa Ord stillede han Stormen og med Foragt jog han ben hele Sværm bort, Ingen vovede at kny mod hans Villie. Saa magtig var denne Mand alene ved sin Aandskraft, trods sin adelige Fødsel. Men da Pøbelen bragte ham et Leve, vendte han den med Foragt Ryggen og trak i Kloffen. Inde i Huset herskede en sørgelig Taushed. Ninette var bleven bragt ind i et Værelse i Stue Etagen, Blodet strømmede af hendes to dybe Saar, og selv den mest Uerfarne kunde fee, at hun kun havde faa Dieblik at leve i. Hun selv følte det Samme og tillod ikke, at man prøvebe paa at forbinde hendes Saar. Vi omringede hende i taus Bedrøvelse og græd Alle. Ninettes Dine gif rundt i Kredsen, hun niffede venlig til fin Moder, til Nianne, til sin Fader, hun tog hans Haand og vinkede Hr. de Sabran til sig, hun vidste godt, at han to Gange havde sat fit Liv i Fare for at redde hende, og at han nu havde bevaret hendes Legeme for Pøbelens Mishandling. Hun lagde hans Haand i sin Faders, og smilede venligt. Der var et forklaret Ubtryk af Milbhed over hendes Ansigt, som jeg aldrig før havde feet. Da hun slap sin Faders Haand, beholdt hun Hr. de Sabrans inden i sin. Den unge Mand knælede ved hendes Leie og kyssede hendes Haand. Da samlede hun sine sidste Kræfter, reiste sig halvt op, lagde sin Arm om hans Hals og drog ham til sig. Hun vilde tale, men formaaebe det ikke. Omsider lykkedes det hende at udtale det eneste Ord: "Henri!" Det var den første og den sidste Gang, hun havde tiltalt ham ved hans Fornavn og i et Kys, som hun trykkede paa hans Læber, udaandede hun sin kraftige Sjæl. Mirabeau havde været en taus Tilskuer ved denne sørgelige Scene. Da alle vi Andre knælede ved hendes Liig i en taus Bøn, blev han Den alene staaende og betragtede den Hensovede med et stivt Blik. stærke Mand kæmpede med med sin Bevægelse; ban følte upaatvivlelig i dette Zieblik, hvad Revolution er, hvorledes uskyldige lide for de Skyldige, og hvad denne Ergjerrighedskamp vil sige, som føres meb de fanatiserede Masser. Han trykkede i Taushed Grevens og Grevindens Hænder og lagde fin Haand paa Niannes Hoved. Da han forlod os, hørte jeg, at han mumlede ved sig selv: „De Afffum! De Røvere! Det Bak!" Sour Sorgen bringer Hjerterne nærmere sammen, vor fille Kreds havde følt dette, Ninettes Minde var formildende og fredsælt. Det Haandtryk, der havde forenet Hr. de Sabran meb Greven ved hans døende Datters Leie, havde aabnet hans Hjerte for den brave unge Mand, der flogelig indtil videre havde fortiet sin Tilbøielighed for Nianne. De Elskende fandt undertiden Leilighed til i et fort Zieblit nede hos mig at udverle deres Følelser, nu var der ikke Noget mere til Hinder for, at Rianne tilstod Henri sin kjærlighed. Tiden og Begivenhederne paa trykte denne Forbindelse et alvorligere og veemodigere Præg, end det i Almindelighed er Tilfældet. Jeg tunde ikke Andet end onske Ninette til Lykke med, at hun havde udstridt, hun var undgaaet den ydmygelse at see, hvormeget hun havde taget feil af Henris Følelser, denne Opbagelse vilde have dræbt den stolte Pige langsomt, nu var hun død i fin Illusion, og den havde gjort hendes sidste Stund lykkelig og bendes Overgang let. Vel død er Hovedfagen," siger det gamle Vers, jeg maatte ofte tænke paa det i denne bedrøvelige Tid, da „vel født" langtfra at være en Trøst," meget mere var en sand Ulykke. Fire Maaneder vare henrundne, Sorgen var mildnet, Situationen var imidlertid bleven værre, Usikkerheden større, Voldshandlingerne hyppigere. Greven havde flere Gange været i Fare, det at han var Greve, var jo allerede not til at sætte ham udenfor Loven i dette Land, som pralede af Fribed, Lighed og Broderskab, og hvor der aldrig har været mindre sand Frihed, mindre Lighed for Loven og mindre Broderlighed, end netop da disse Orb gjenløde fra Landets ene til dets anden Ende og bleve indgravede paa ethvert Sted, hvor der kun var Plads til at rumme dem. En Dag havde en Slægtning af Greven besøgt ham. Ved Bort gangen havde han glemt at tage sin Hat af for en Vandbærer, en stummel Karl, som var beskæftiget i huset. Denne beskyldte ham for at være en hovmodig Aristokrat, som foragtede og forraadte Folfet, og forfulgte ham med Stjældsord om i den næste Gade. Da Herren omsider blev utaalmodig og truede Sjoueren med sin Stok, hvis ban ikke taug, brød Stormen løs. Som de vare stegne op af Jorden, ligesom Kæmperne der, hvor Cadmus havde saaet Dragens Tænder, myldrebe det øiebliflig af Vagabonder af alle Slags og begge Kjøn. Vandbæreren udstødte fine Hyl og Beskyldninger, utallige Stemmer vidnede stray for ham og imod Aristokraten og faa Zieblik efter hang Grevens Slægtning paa Lygtepælen, og Vinden legede med den Udplyndredes Kniplingsmanschetter og sønderrevne Linned. Til Lykke skete dette Mord i den næste Gade og ikke lige udenfor vore Vinduer, det blev derfor muligt at skjule denne Ulyffe for Grevens Familie. Men vi bleve overbeviste om, at vi havde Fjender i Huset, og at der fra nu af ikke mere var nogen Sifferhed for vore Personer. I Mørkningen besørgede min Mand Liget, som Ingen mere bekymrede sig om, ned taget og bragt til den Myrdedes Hjem. Den følgende Aften fom Mirabeau, tidligere end han ellers pleiebe. Han talebe i Eenrum med min Mand, og var derefter længe oppe bos Greven og havde havt en Samtale med ham alene, hvortil Grevinden omsider var bleven faldet. Dette erfoer jeg af Rianne, som cengstelig og forknyt kom ned til mig. Min Mand var gaaet ud; da han kom hjem, havde han Hr. de Sabran med, som kjendelig var meget forſtemt, sandsynligviis over den ulykkelige Begivenhed med Grevens Slægtning. Vi sadde tause omkring mit Arbeidsbord uden at beskæftige os med Andet end vore ængstelige Tanker, og naar vore Dine mødtes med et tvungent Smiil, forsvandt dette strax igjen, som om Smiil og Glæde ikke mere havde hjemme iblandt os. Af denne uhyggelige Stilhed bleve vi vækkede af vor Tienestepige, som havde den Anmodning til os, om vi Alle vilde komme op til Grevens. Denne Indbydelse var en Sjeldenhed paa den Tid af Aftenen, da vi vare vante til Alle at samles nede hos os. Nianne trykkede sig tæt op til mig paa Trappen, det var, som om hun frygtede for en eller anden ulykkelig Efterretning. Ta vi kom op i Grevens Dagligstue, fandt vi der Greven, Grevinden og Mirabeau. Greven stod midt paa Gulvet, bered til at modtage os, Grevinden sad som sædvanlig i sin Lænestol, Mirabeau stod i Baggrunden og støttede sig til et Meubel. Der var Noget i bans Mine, som paa engang tydede paa en overstaaet Kamp og paa en vun den Seir, det var et af de Zieblik, da han var smut. Da vi Alle havde taget Plads, meddeelte Greven os, at han efter Grev de Mirabeaus Raad og Tilskyndelse havde bestemt sig til at forlade sit dyrebare Fødeland for en Tid, medens dette endnu var muligt ved Hjelp af de Passer, som Mirabeau vilde forstaffe Familien. Under disse sørgelige Forhold vilde det være tvivlsomt, hvilken Skjebne der forestod dem Alle, og han vilde ikke finde det rigtigt at sætte den bele Families Existens paa et eneste Kort. Al den Formue, han i dette Dieblik funde raade over og realisere, og som kun var en meget ubetydelig Deel af Det, han virkelig eiede, men som Forholdene for Tiden satte ham ud af Besiddelsen af, den vilde han dele i to lige Parter, af hville han vilde forbeholde sig og fin Hustru den ene Part, den anden vilde han skjenke fit eneste fjære Barn Anne-Marie de Durandais de Tronjoli og... her standsede Greven et lille Dieblik og drog Veiret, hvorpaa han med et i Sandhed hoist fjærligt Smiil tilføiede: „og hendes Wgtefælle, Hr. Henri de Sabran, min gamle Vens Søn, og nu min fjære Son." Dersom Grevens Stemme ikke var bleven qvalt af hans egen Be vægelse, vilde hans Ord alligevel neppe være blevne hørte i den Storm af Glæde, Velsignelser, Kjærtegn, Knæfald og Lykønskninger, som disse Ord fremkaldte. Selv Grevindens medfødte Stivhed forsvandt for Moderbjertets Krav, og jeg tør nok sige, at der ikke indenfor den hele uhyre Hovedstads Omkrebs gaves syv saa lykkelige Mennesker forenede, som i Grevens Dagligstue. Af, Lykken var kun tyndtjaaet bengang i den ulykkelige Stad! Der er fun Lidet at sige, efter at de Ord ere udtalte, som indeholde al Lykke og Velsignelse: „elffer hinanden i sand Kjærlighed!"- Ligesom Mirabeau havde gjort Greven det indlysende, at han og hans Hustru burde forlade Frankrig, vilde han ogsaa med Grevens Samtykke aabne Hr. de Sabran Leilighed til at komme til Martinique, hvor denne med hans Anbefalingsbreve let vilde kunne kjøbe Plantager og bosætte sig. Forældrene indfaae, at denne Stilsmisse fra deres eneste Barn var nødvendig, de haabede, at Tiden vilde medføre en saadan Omstiftelse i den nærværende forfærdelige Tilstand, at Familien atter funde famles i det dyrebare Frankrig. Det er en Lykke, at Mennestet ikke fjender sin Stjebne forud, hvor grueligt vilde et Liv uden Haab ikke være! Den forfærdelige Tilstand skulde blive afløst af en endnu forfærdeligere, og flere Menneskealdre vare prædestinerede til et Liv fuldt af Trængsler, inden denne kamp er udkæmpet, som nu var begyndt, og hvis Udgang man dengang haabede at opleve. Nogle Tage efter vare Grevens Affairer ordnede ved Mirabeaus Virksomhed, og den disponible Formue gjort i Penge og Juveler. Rianne blev viet i Stilhed til sin dyrebare Henri, Kirkens Velsignelse blev lyft over et lykkeligt Par. Greven havde ikke troet, at han skulde komme til at holde en Datters Bryllup under saadanne Omstændig= heber, at det snarere lignede en skjult Brøde end en Glædesfest, hidtil var ingen Durandais de Tronjoli bleven ægteviet, uden at i det Mindste det hele Bretagne havde gjenlydt af Deeltagelse i det gamle Huus's pragtfulde Glædesfester men Tiderne vare omiskiftede med en forfær bende Hurtighed. Endnu kunde deg en christelig Egtevielse finde Steb, overeensstemmende med Kirkens hellige Ritus. Det varede ikke længe, før den almægtige Gud blev decreteret for affat, ligesom den jordiske Konge, før al Religion blev fornegtet og en ny Cultus ind ført, som fatte en berygtet Skuespillerinde paa Høialteret i Notre Dame Kirken, hvor hun blev tilbedet i en høitidelig Kirkefest under Navn af Fornuftens Gubinde!" - Man tør efter denne Prøve vel not sige, at der ikke fan tentes nogen Galstab saa stor, at den jo under visse Omstændigheder kan blive erklæret for at være Fornuft i Frankrig. Al den Travlhed, som disse Begivenheder havde styrtet os i, bavde neppe givet os Tid til at tænke paa Skilsmissen, som dog forestod altfor snart. Den sidste Aften, vi skulde tilbringe sammen, sadde vi Alle forsamlede nede i vor Dagligstue, thi oppe bos Grevens saae der forstyrret ud, Alt bar Spor af den forestaaende Afreise, som skulde tiltrædes i Dagbrækningen. Den gamle Hr. Monet havde ikke været at bevæge til at komme til os, han betragtede sig som den rigtignok ufri villige Aarsag til Mordet paa Ninette, idet hans Fald havde gjort det umuligt at frelse hende paa hiin forfærdelige Aften. Han vilde ikke indsee, at han i en bøiere Magts Haand havde været et Redskab til at hidføre en Opløsning, som vi mere og mere erkjendte for en Naade. Hvad vilde ikke Ninette bave lidt, hvis hun havde levet, hvad vilde hun ikke have gjennemgaaet ved denne Udvandring! En halv Times. Dødskamp midt iblandt alle fine Kjæreste havde befriet hende fra saa mange og saa bittre Ulyffer. Vi belligede bendes Minde en Erindring, som var veemodig, men ikke smertelig. Vi talebe kun lidt den hele Aften, men de mange fjærlige Blik og trofaste Haandtryk, som vi ver lede med hverandre, talebe mere for vore Hjerters Følelser end Ord vilde have formaaet. Aftensmaden sad os fast i Halsen og vore Dine vare fugtige. Da flog Midnatskloffen. Vi hørte den Alle i dyb Taushed. Med den sidste hendøende Klang greb Mirabeau fit Glas og udbrød: "Paa en lykkelig Neise for vore Venner, paa et snarligt Gjensyn for os Alle!" Han vilde have sagt mere, men jeg troer, at han var for bevæget til at tale. Greven tog fit Glas og sagde: For vort dyrebare Fødeland, den almægtige Gud holde sin Haand over Frankrig og over alle Franske!" -Hr. de Sabran tilføiede: Og over Kongen og Dronningen. Leve Kong Ludvig den Sertende og Dronning Marie Antoinette!" Vi stødte Glassene sammen. Mirabeau skød sin Stol tilbage og reiste sig: „Ja!" sagde han med sin stærke og dybe Stemme, Gud vil høre vore Znsfer for Frankrig, for alle Franste, for Kong Ludvig og for Dronningen, for alle vore Kjære, som vi elske høiere end os selv, - for Fred og Lyffe over den bele Jord!" Vi reiste os Alle og omfavnede hverandre til Afsked. Mirabeau gif burtig bort for at træffe de sidste Foranstaltninger til de Reisendes Sifferbed. Ved Daggry forlode to Vogne Huset. I den ene kjørte Greven og Grevinden til den tydske Grændse, i den anden kjørte Hr. de Sa bran og hans unge Hustru til Bordeaux, for derfra at indsfibe sig til Martinique. Mirabeaus Passer og kloge Foranstaltninger silfrede deres Reise, og alle vore Venner naaede uanfegtede deres Bestemmelsessteder. Ottende Dagen efter vare Grevens i Basel, og Rianne og Hr. de Sa bran seilede paa Havet. Da den sidste Lyd af de bortkjørende Vogne var forstummet, fatte jeg mig til at græde ret af Hjertens Grund. Vort Huus var nu blevet øbe og uhyggeligt, og nogle uger efter flyttede vi ind i vort Gesandt stabshotel, hvor Ministeren velvillig havde tilbudt os Huusly. Og der bleve vi boende, indtil vi vendte tilbage til Danmark, efter at vi havde oplevet Mirabeaus Død, Kongens og Dronningens mislykkede Flugt og tvungne Tilbagekomst, Guillotinens Indførelse og de gruelige Septembermord paa Fangerne i de overfyldte Fængsler, Tuilleriernes Bestormelse og den kongelige Families Fængsling i Templetaarnet, Monarchiets Ophævelse, Republikens Indførelse, Kongens og Dronningens Henrettelse, Rædselsregjeringens gyfelige Magt og Grumbed, og dens Ende med Robespierres Henrettelse. Blodige og rædselsfulde Erin dringer! Lykkelige Ninette, som blev forstaanet for alle disse Ulykker! Rianne og hendes Mand kom velbeholdne til Martinique, men døde Begge Aaret efter af den gule Feber, som hærgede Den. Grev Durandais levede i flere Aar i Tybskland. Hans Hjelpefilder aftoge, Riannes Formue var smeltet sammen under de rovgjerrige Autoriteters Behandling i Martinique, fra Frankrig erholdt han ikke Noget, hans uhyre Eiendomme vare solgte til Fordeel for Nationen, som det heb i den Tids officielle Plyndringssprog. Med min Mand vedligeholdt han fra Tid til anden en mismodig Brevverling. Min Mand raadebe ham at reise til Danmark, hvor flere franske Emigranter havde fundet en velvillig Modtagelse og Understøttelse. Flere Aar efter vor Tilbagekomft fulgte han virkelig dette Raad. Hans Hjelpekilder vare næsten ganske udtømte, og det værdige Wgtepar var dybt nedbøiet over Tabet af deres eneste tilbageblevne Barn og over deres Fødelands Ulykker. Vi gjorde Alt, hvad der stod i vor Magt, for at bevise bem, at vort Venskab for dem var uforandret, og for at trøste dem i deres tunge Sfjebne. Det lyffebes 08 at staffe Greven Informationer hos adskillige agtede Familier, han blev efterhaanden acclimaticeret i vore Forhold, og fandt sig nogenlunde tilfreds ved sit tarvelige udkomme. Saaledes gif Aarene hen over os Alle. Da nye Revolutioner efterhaanden havde tilintetgjort Republiken, og Keiserdømmet, og et fort varigt Kongedømme, og atter et hundrede Dages Keiserdømme, ba Ludvig den Attende anden Gang bavde indtaget fine Forfædres Throne og Millarden var bleven voteret til de Familier, som havde lidt uretfærdig Behand ling under den første Revolution, da gik det, som det altid gaaer, de, som dengang havde Magten, deelte Millarden med deres Kammeraderier, paa Grevens fjerne Reclamationer blev der ikke agtet, og Aaret efter at Grevinden var hensovet, døde den gamle Grev Durandais de Tronjoli i Kjøbenhavn som en fattig Sproglærer, under det beskedne Navn Hr. Durand." ―― Hr. Durand! Jeg mindes godt den smukke gamle hvidhaarede Franskmand, der ofte besøgte mine Forældre og regelmæssig kom to Gange ugentlig i min Faders Huus, for at tale Fransk med os Børn. Han fortalte altid saa livligt om alt hvad Godt der stete i Frankrig og kunde ifte taale, at man sagde et Ord om det Folk, der dog havde handlet saa grusomt. Jeg kan tydelig huske, at min Fader altid mod-- tog den gamle Herre med saamegen Erbødighed, som han kunde være en af de Excellencer, der kom til os, hvilket boilig forargede vor Tjener, som vidste, at ban boede i et simpelt Huus ved Philosophgangen og kun havde en ganske lille Leilighed paa to smaa Værelser. Jeg er overbevist om, at min Fader har været indviet i Forholdene og har været den gamle Hr. Durand en oprigtig og en deeltagende Ven. Jeg erindrer godt, at jeg undertiden har feet ham spadsere med sin alberstegne svagelige Hustru i Philosophgangen, de gif med en Anstand, som om de vandrebe i Versailles Have under Kong Ludvig den Sextendes Zine, og der gik dog sjeldent Andre i Philosophgangen, end gamle Kjællinger fra Vartou Hospital. Den elffværdige gamle Hr. Durand, en af min Barndoms smukkeste Erindringer, var den engang rige og mægtige Grev Durandais de Tronjoli! Et af de talløse Offere for Revolutionens Ulyffer! - De have Alle udstridt! Fred med deres Støv! Lederne og de Forlebte, de Ergjerrige og de Rov gjerrige, Bøblerne og Offrene, de ere Alle fun Støv og Aske. - Carl Bernhard.