Folkekalender for Danmark 1862
Philpetit's folkekalender
for
Danmark.
1862.
Ellevte Aargang.
Kjøbenhavn.
C. C. Lost & Delbanco's forlag.
bielen Bogtentteri
Digitaliseret af Claus Rønley Indhold.
and (se ping
ile an
Kalender for Stuegartnere og Smaahaveciere, af J. A. Bentzien.
Genealogi. Det danske Kongehuus
Det kongelige Geheime-Statsraad
Udenlandske Regenter
Fremmede Magters Gesandtskaber ved det kongelige danske Hof
Huitfeldt, af C. Ploug
Under Lygten, af r.
Den gamle kirkeklokke, af H. C. Andersen
Erotiske Smaadigte, af Henr. Hers
Budstikken, af Fr. H. . . . .
Naturligt og konstigt Nordlys, af Cl. Rosenboff
Damon og Pythias, af Carl Bernhard
Hans og Life, af Henr. Herb. . .
Silkeormen og Kaalormen, af P. 2. M.
Pag-
6
18
19
20
22
24
27
46
51
53
59
65
86
88 Agerbrug ved Damp
Jonas Collin, af Henr. Hert og H. E. Andersen
St. Jorgen og Dragen, af Fr. H. . .
Det Gamle og det nye, af Erik Bøgh
Sølvfkillingen, af H. C. Andersen
Syv Romanzer, af Chr. Winther
92
101/102
106
111
112
117 Aaret 1862.
Den 1ste Januar: Nyaar.
"
"
"
"
"
"
Festdagene i 1862.
2ben Marts: Fastelavn.
13de April: Palmefonbag.
17be April: Stjærtorsdag.
18de April: Langfredag.
20de April: 1ste Paastedag.
21de April: 2ben Paastedag.
Januar.
SMTOF
.
1 2 3 4
5 6 7 8 9 10 11
12 13 14 15 16 17 18
19 20 21 22 23 24 25
26 27 28 29 30 31
.
Den
"
"
"
"
"
"
Juli.
16be Mai: Store Bededag.
29be Mai: Christi Himmelf.
8de Juni: 1ste Pintsebag.
9de Juni: 2ven Pintiedag.
24de Juni: St. Danebag.
25be Decbr.: 1fte Juledag.
26de Decbr.: 2den Julebag.
Februar..
1
August..
.
2 3 4 5 6 7 8
9 10 11 12 13 14 15
Marts..
April
Mai
Juni..
16 17 18 19 20 21 22
23 24 25 26 27 28
1
2345678
9 10 11 12 13 14 15
16 17 18 19 20 21 22
23 24 25 26 27 28 29
30 31.
1 2 3 4 5
6 7 8 9 10 11 12
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30
⋅
1 2 3
4 5 6 7 8 9 10
11 12 13 14 15 16 17
18 19 20 21 22 23 24
25 26 27 28 29 30 31
1234567
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30
SMIOTFL
1 2 3 4 5
6 7 8 9 10 11 12
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30 31
•
12
3 4 5 6 7 8 9
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30
31.
Septbr.. 1 2 3 4 5 6
Detbr..
.
Novbr...
. .
7 8 9 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 25 26 27
28 29 30.
⋅
1 2 3 4
5 6 7 8 9 10 11
12 13 14 15 16 17 18
19 20 21 22 23 24 25
26 27 28 29 30 31
.
.
1
234 5678
9 10 11 12 13 14 15
16 17 18 19 20 21 22
23 24 25 26 27 28 29
30
.
..
Decbr... 1 2 3 4 5 6
7 8 9 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 25 26 27
28 29 30 31 D. 1.
T. 2.
F. 3.
2. 4.
S. 5.
M. 6.
2. 7.
D. 8.
T. 9.
F. 10.
2. 11.
S. 12.
M. 13.
2. 14.
D. 15.
T. 16.
F. 17.
2. 18.
S. 19.
M. 20.
T. 21.
D. 22.
T. 23.
F. 24.
2. 25.
S. 26.
M. 27.
T. 28.
D. 29.
2. 30.
F. 31.
Januar.
Kalender
for
Stuegartnere og Smaahaveeiere.
Efter Nyaar begynde Dagene vel at længes, men
Vinteren ogsaa at strænges, og Frosten tegner nu Blomster
paa vore Stuevinduer, men de ere stive, uden Duft og
alle af een Farve. Et venligere og rigere Syn byde de
os, der staae indenfor Vinduet, Hyacintherne glæde os
baade ved deres Form, Farve og Duft, de smaa yndige
Tulipaner, Duc van Thollerne, vise, hvor behagelig
Solen er dem, idet de aabne deres prægtige røde kroner,
naar den stinner paa dem, ligesom for ret at opfange
Varmen af den, Crocuserne glimre i prægtige Nuancer
af Gult, Blaat, Violet og Hvidt, den lille Vintergjæf
hæver sin beskedne hvide, men dog saa yndige Blomst
over de smukke fristgrønne Blade, Amaryllis formosissima
straaler i sin guldbestøvede Fløiels-Dragt, og dens nærbeslægtebe,
Johnsoni, fneiser stolt med sin prægtige røde
og store Blomsterkrone, Lillieconvallernes hvide Kloffer
dufte saa behageligt, og deres lysgrønne Blade ere saa
forfristende for Diet, ben sorte Nyserod er endnu itte
bleven træt af at frembringe de mange store hvide
Blomster, den persiste Jordstive har udfoldet fine yndige
rosenrødlige Blomster, og smaa Resedatræer bidrage til
at forøge Blomsterbuften i Værelset. Men for ret længe
at kunne nyde Synet af dette smuffe Flor, maae vi stille
Planterne paa den koldeste og lyseste Plads i Værelset,
imellem dobbelte Vinduer have de det bedst. Andre
Planter, som kunne blomstre i denne Maaned, ere: Viburnum
Tinus, Epiphyllum truncatum, chinefiffe Primler,
gultblomstrede Cytisus og Acacier. Alle Stue
planter, der befinde sig i Vært, maae jevnlig vandes og
ikke have det varmere end 8°; alle, som hvile, holdes
derimod tørre og paa 3-5°. Februar.
2. 1.
S. 2.
M. 3.
T. 4.
D. 5.
T. 6.
F.
7.
2. 8.
S.
9.
M. 10.
2. 11.
O. 12.
2. 13.
F. 14.
2. 15.
S. 16.
M. 17.
T. 18.
D. 19.
T. 20.
F. 21.
2. 22.
S. 23.
M. 24.
T. 25.
D. 26.
T. 27.
I denne Maaned kunne vi forøge Blomsterfloret
i vor lille Stuehave med endnu flere Planter end i
forrige. Vi kunne nu have blomstrende Tazetter, Jonquiller,
Narcisser, Drue- og Muffathyacinther, Leveranemoner
med blaae eller røde Blomster, Hundetanden,
Erythronium denscanis, bvis røde eller hvide Blomster
have lidt Lighed med Jordskivens, den elegante Diclytra
spectabilis. to meget smuffe Arter af Salvia, Salvia
Heerii og gesneraeflora, af hvilke den sidste har de
prægtigste stinnende røde Blomster og det smukkeste Løv,
famt Veltheimia viridiflora, hvis røde og graae Blomster
fibbe paa et langt Staft. De filbig lagte og drevne
Hyacinther ville i denne Maaned ret vise sig i deres
Stjønhed, men om de end ere not saa kraftige, ville
Blomsterstænglerne dog trænge til at støttes med smaa
Stoffe, hvortil de bindes med Lindebast og ikke med
grønt Ulbgarn, eller, hvis de ligge paa Glas, med et
Staaltraadsstativ af net Form. For at kunne holde
Stuehaven vel forsynet med Blomster til Sommerens
Begyndelse, maa man nu flytte de Exemplarer, man om
Efteraaret har forsfaffet sig af chinesiske Syrener, af
Prunus sinensis med de yndige hvide fyldte Blomster,
indiste Azaleer, rødblomstrende Rhododendrer og fyldtblomstrende
Færsten og Kirsebærtræer i et Værelse,
hvori der er 8-10° Varme og holde dem jevnt fugtige.
Alle Planter, der staae i Knopper, fan man give
Gjødningsvand, som man lettest forskaffer sig ved at
opløse en Theesteefulb Guano i en Pot Band og sætte
faameget Chlorfalt som en 2rt dertil. Alle Planter, ber
overvintres i Kjældere eller folde Værelser, bør have frist
Luft hver Dag, naar det er Toveir. Havearbeiderne
paa Friland i denne Maaned indskrænke sig til Beskæring
af Frugttræer og Buste samt Klipning af Hæffer.
F. 28. 2. 1.
Marts.
S.
2.
M. 3.
T. 4.
D. 5.
T. 6.
F. 7.
2. 8.
S. 9.
M. 10.
T. 11.
D. 12.
T. 13.
F. 14.
2. 15.
S. 16.
M. 17.
T. 18.
D. 19.
T. 20.
F. 21.
2. 22.
S. 23.
M. 24.
T. 25.
D. 26.
T. 27.
F. 28.
2. 29.
S. 30.
Stuehaven kan i denne Maaned vise større Nigdom
og Afverling af Blomster end i de to foregaaende; thi
det vorende Sollys fremskynder Planternes Udvikling
betydeligt. Hyacinther, Tulipaner, Narcisser, persiste
og engelske Sværdlilier ville være de bedste Repræsen
tanter for Løgværterne, og af træagtige Planter ville nu
Azaleer, Rhododendrer, Camellier og de andre, som ere
nævnte i forrige Maaned, begynde at aabne deres stjønne
Blomster. Men nu er det ogsaa paa Tiden at begynde
paa Forberedelser til at forstaffe os det skjønneste Flor af
alle, nemlig Rofernes, og for Stuegartneren ere Thee-
og Maanedsroser de bedste. De tages derfor frem fra
deres Vinterqvarteer, omplantes, hvis de trænge dertil,
alle Stub paa dem studses stærkt, og de sættes i et
Stuevindue, hvori de kun faae Formiddagssol. Theeroserne
ville trives bedst, naar de ere forædlede paa lave
Stammer af Boursanltirosen, og til Stue-Dyrkning
egne sig bedst: Goubault, Eugenie Desgaches, Queen
Victoria, Gigantesque, Triomphe de Luxembourg, Melanie
Willermotz og Comte de Paris. Maanedsroserne bør
være robægte, og Cramoisie royale, Virginale, Citoyen
de deux mondes, Clara Sylvain, Madame Bréon og
Cels multiflora høre til de bedste Sorter. Af Bourbonroserne
er Hermosa den eneste, som det vil lønne sig at
drive; men ingen af dem taaler en høiere Varme end
10°. Paa Omplantning af senere blomstrende Potteplanter
fan man nu begynde. Hybenstammer plantes i
Potter for at okuleres om Sommeren. Baa milde Dage
maae Planterne have frist Luft.
M. 31. April.
2. 1.
D. 2.
T. 3.
F.
4.
L. 5.
S. 6.
M. 7.
T. 8.
9.
D.
2. 10.
F. 11.
2. 12.
S. 13.
M. 14.
2. 15.
D. 16.
T. 17.
F. 18.
2. 19.
S. 20.
M. 21.
T. 22.
D. 23.
T. 24.
F. 25.
2. 26.
S. 27.
M. 28.
T. 29.
D. 30.
Af de i foregaaende Maaneder nævnte Planter ville
mange endnu staae i Blomst, og de visne kunne afløses af
Calla, duftende Orangetræer, især C. sinensis, og chinefiffe
Syrener, Cinerarier i talrige Nuancer af Rødt, Hvidt,
Blaat og Violet, Lachenalia tricolor, en 2øgvært med
smukke gule og røde Kloffer paa et rødplettet Staft,
Polygala, stængelløse Primler med fyldte røde, hvide og
gule Blomster, den træagtige og hvide fyldte Viol og
Viola suavis, hvilke sidste dog kun lykkes imellem dobbelte
Vinduer, og endelig i Slutningen af Maaneden de for=
nævnte Roser. Omplantning af Botteplanter fortsættes,
og man borttager det Frø, som er anjat paa afblomstrede
Planter; man vedbliver at vande afblomstrede Løgværter,
indtil Bladene begynde at gulnes, hvorefter de holdes
tørre. Formering af Planter, der villigt slane Rodder,
som Fuchsia af unge Stud, Roser af afblomstrede Stud,
Veronica, Pelargonier, Cupheer, især platycentra, Crassula,
Nerier, Jasminum odoratissimum, Clerodendron
fragrans, Myrter, de fornævnte Salvier og splendens
Souchetti bør være et Hovedarbeide i denne Maaned,
og de ville lykkes enten i en Gjødningsbænk eller en
waltonst Kasse, hvilken sidste er saa anvendelig for Stuegartnere.
Den stigende Solvarme gjør en hyppigere
Banding af Potteplanter nødvendig. Af de mange
Arbeider, Haven nu fræver, ere de vigtigste: Lægning
af Kartofler, Skalotter, Erter og Løgværter,
Saaning af Petersillie, Gulerødder, Spinat, Radiser,
Scorzoneerrøbber, Løg, Kaal, Mairoer, Rødbeder, Salat,
Plantning af Syrer, Blom og Spidskaal, Anlæg af
Græsplainer, som paa god Jord besaaes med en Blanding
af Raigræs og Eng-Rapgræs, almindelig Rapgræs og
Fioringræs, paa mere feret med Naigræs, Eng-Nap
græs, Eng Nottebale og Eng- Svingel, hvorefter be
fromles godt, Beskæring af Roser, Saaning af Sommerplanter,
Omplantning og Deling af urteagtige haardføre
Zirplanter og af Indfatninger. 2. 1.
Mai.
F. 2.
2. 3.
S. 4.
M. 5.
T. 6.
D. 7.
T. 8.
F. 9.
2. 10.
S. 11.
M. 12.
2. 13.
D. 14.
T. 15.
F. 16.
2. 17.
S. 18.
M. 19.
2. 20.
D. 21.
T. 22.
F. 23.
2. 24.
S. 25.
M. 26.
T. 27.
D. 28.
T. 29.
F. 30.
2. 31.
Et rigt Flor i Stuehaven kan tilveiebringes i denne
Maaned ved de fleste af de for forrige anførte Planter,
og det kan forøges med træagtige Calceolarier, der ere
stufne i October, Heliotroper, der ere satte som Stikfinger
i den foregaaende Sommer, fyldtblomstrende Betunier,
især Baron Stieglitz, Fabiana imbricata med fit sirlige
Løv og de hvide kræmmerhuusformede Blomster, Mahernia
incisa og odorata, ber ere særdeles anbefalelige for
Stuegartnere, og enkelte Pelargonier. Potteplanter, der
have afblomstret, omplantes, og ligeledes unge urteagtige,
som skulle blomstre senere paa Aaret. Jo mere frist
Luft Planterne faae i godt Veir, desto kraftigere vore de
og desto mindre angribes de af skadelige Insekter; vise
disse sig, maa man drysse persist Insektpulver paa dem.
Ved at sætte et Exemplar af et Par smutte Slyngplanter,
som Maurandia, Lophospermum, Passiflora
racenosa, Hoia carnosa paa hver Side af Vindueskarmen
og træffe Rankerne opad Snore parallelle med Posten,
kan man staffe fig et smukt Jalousie. Afblomstrede
Planter, med Undtagelse af Camellier og Azaleer, som maae
blive staaende i et Vindue mod Øst eller stygges for
Middagssolen, flyttes ud i Haven, hvor de ville faae
fornyet Kraft; i modfat Falb maa man staffe dem al
mulig frist Luft. Man faaer nogle Korn Resedafrø i
smaa Potter for at tiltræffe Resedatræer". I Haven
plantes der Georginer, Berbener og alle Sorter Sommerblomster,
lægges Agurker og Bønner, plantes Jordbær,
ligeledes Selleri, Porrer og Vinterfaal, Haffen anvendes
stadigt imellem Blanterne for at holde Jorben aaben. S. 1.
M. 2.
T. 3.
D. 4.
T. 5.
F. 6.
L. 7.
S. 8.
M. 9.
T. 10.
D. 11.
T. 12.
F. 13.
2. 14.
S. 15.
M. 16.
T. 17.
D. 18.
T. 19.
F. 20.
2. 21.
S. 22.
M. 23.
T. 24.
D. 25.
T. 26.
F. 27.
2. 28.
S. 29.
M. 30.
Juni.
For Stuegartnerne kommer der nu en vanskeligere
Tib, thi den stærke Solvarme i Vinduerne taale ikke
alle Blomster; den bevirker derhos for stærk Udtørring af
Botterne, hvilket forebygges ved at stille dem i andre
lidt større f. Er. af Terra Cotta. Toppen af Planterne
fan beskyttes ved et Rullegardin. Rigelig frist Luft
og stadig Vanding maae ikke mangle. Floret i benne
Maaned vil fornemmelig bestaae af Fuchsier, og som
fortrinlige Sorter af disse for Stuer kunne anbefales,
Rose of Castille, Alpha, Clio, Sidonia, Star, La Crenoline,
Wonderfull, og Madame Cornelissen; af Belar
gonier, der nu ville staae i deres fulde Pragt, og af hvilke
be smaablomstrende Phantasie-Belargonier ere taknemme
lige Stueplanter; af Heliotroper, blandt hvilfe Beauty
of Boudoire, Miss Nightingale, La petite Negresse,
og Reveil de l'émpire ere fortrinlige Sorter for Stue
haver, Cactus især speciocissimus, Ackermanni, Jenkinsoni
og flagelliformis samt Nattens Dronning Cereus
grandiflorus, Campanula fragilis og pyramidalis, der
aldrig burde mangle i nogen Stuehave, Maanedsroser,
Gloxinia tubiflora, en smuk, meget vellugtende,
let behandelig Stueplante, træagtige Nellifer og fuldt
blomstrende Petunier. Flere varme Planter, der udmærke
sig ved stor Stjønhed enten i Henseende til Bladenes
Farve, som de nyere hybride Begonier, Dracaena terminalis,
ferrea, Cissus elegans, der er slyngende, eller til
Formen af hele Planter som Dracaena australis, nobilis
og rubra, Canna Warcewiczii og Ficus religiosa
tunne nu benyttes til at udfylde Pladsen paa Blomsterborde,
som Deforationsgjenstande paa Consoller o. f. v.
Alle Planter, som trænge til forøget Næring, kunne
omplantes, men ikke i for store Potter. Sommerbeskæring
af espalierede og pyramideformede Frugttræer, Rosernes
Forsyning med Gjødningsvand, Opbinding af Nelliker
og andre Planter, Saaning af Roer til Vinterbrug,
Opbakning af Jorden i alle Bede og Grupper og Græs
sets Slaaning ere Hovedarbeiderne paa Friland. Rosenbyrkere
kunne nu begynde at okulere. Alle afblomstrede
Løgværter, som have ligget 3 Aar i Jorden, optages,
deles og lægges atter.
dadd 2. 1.
D. 2.
T. 3.
F. 4.
2. 5.
S. 6.
M. 7.
T. 8.
D. 9.
2. 10.
F. 11.
2. 12.
S. 13.
M. 14.
T. 15.
D. 16.
T. 17.
F. 18.
2. 19.
S. 20.
M. 21.
T. 22.
D. 23.
T. 24.
F. 25.
2. 26.
S. 27.
M. 28.
T. 29.
D. 30.
2. 31.
Juli.
Foruden de forskjellige Fuchsier, Heliotroper, og
andre fornævnte Blomster saavelsom Bladplanter kunne
nu rundbladede Belargonier, de saakaldte Starlagens,
af hvilke jeg særlig vil anbefale Madame Marseaux,
Scarlet Globe, White Nosegay og Princess royal, forffjellige
Varieteter af de taknemmelige Lantaner, Vinca
rosea med smukt Løv og nette rødlige eller hvide
Blomster, de pragtfulde nyere Sorter Jomfrufingre,
Gladiolus, hvis Log holdes tørre om Vinteren, ben
yndige blaablomstrende Torrenia asiatica, hvis Grene
hænge faa zirligt ned, Chironia floribunda, som udfolder
en Nigdom af hvidlige Blomster i flere Maaneder,
Begonia semperflorens Sandersi, en af de mest utrætteligt
blomstrende Planter, vi have, og dertil smuk, alle Stuegartneres
gamle Yndling, Nerien, den blaablomstrede
Blyrob fra Kap, Plumbago capensis, og endelig de
pragtfulde lanzetbladede Lilier anvendes til Stuehavens
Forstionnelse. Kulturen af alle Botteplanter er den samme
som i forrige Maaned. Otulationen af Roser fortsættes,
og Fremgangsmaaben derved er følgende: Man afffærer
et Die eller en Knop paa et Skud, der er kommet frem
i Foraaret, lægger det i den venstre Haand, saa at det
hviler paa Begefingeren og kan dreies med Tommelfingeren;
man gjør et Tversnit Tom. over Diet, og
et buet Snit paa hver Side af det til Tom. under
det, og brækker derpaa den løsstaarne Deel af. Man
seer nu efter, om Diets Fod er fulgt med; viser der sig
et Hul i den afstaarne Deel, duer den ikke til For
ædling, men Diets Rod maa ikke forverles med Blad
stilkens Endepunkt. Man holder nu Diet i Munden
ved Bladstilken, medens man gjør et Tversnit paa et
glat Steb paa Stammen, men dog fun igjennem
Barken, og fra Midten af dette et Længdesnit, 1 Tom.
langt. Meb ben bagefte Ende af Skaftet paa Otuleerkniven
aabnes begge Fligene af Indsnittet paa Stammen, og
Diet, eller Stjoldet, man har i Munden, skydes ned
deri, hvorefter Forædlingsstedet omvilles med Uldgarn,
som løsnes noget, naar Sammenvorningen har fundet
Sted. Den rige Blomsterskjønhed, Haven mu bar, for=
høies ved, at den holdes i proper og pyntelig Stand. . 1.
2. 2.
August.
S. 3.
M. 4.
T. 5.
D. 6.
7.
T.
F. 8.
2. 9.
S. 10.
M. 11.
T. 12.
D. 13.
2. 14.
F. 15.
2. 16.
S. 17.
M. 18.
T. 19.
D. 20.
T. 21.
F. 22.
2. 23.
S. 24.
M. 25.
T. 26.
D. 27.
T. 28.
F. 29.
2. 30.
S. 31.
Til de stjønneste Planter, vi kunne have i Blomst
i Stuen i denne Maaned, høre Løgværten Crocosmea
aurea, som omplantes i October og nu vil
prange i lang tid med en stor Mængde orangegule
Blomster, Volkamerien, Clerodendron fragrans, med sine
hvide, fyldte, stærkt duftende Blomster, Crassula eller
Rochea falcata, Tykbladet, af en høist eiendommelig Form
og graa Farve med store Skjærme af herligt røde, guldbestøvede
Blomster, Afarterne af samme Slægt, miniata
og superba med røde og hvide Blomster, den vellugtende
Jasmin, Jasminum odoratissimum, det indiske Blomsterrør,
Canna, og forskjellige eetaarige Planter, som
ere saaede om Foraaret i Formeringskassen. Af Bioler,
som skulle blomstre om Vinteren, maa man
nu tage unge kraftige Planter og sætte dem i Potter;
Maanedsviolen, den russiske og Viola suavis egne fig bedst
dertil. Primler og Aurifler, saavel i Potter som paa
Friland, omplantes og deles. Okulation af Roser fortsættes.
Omplantning af Potteplanter sluttes. Alle Potteplanter
i Bært behøve endnu stadig Vanding og rigelig
frisk Luft. Frø af Stedmoderblomster jaaes i en Potte,
for senere at udplantes, eller paa et Bed i Haven. I
denne maa man nu ikke forglemme at ubranke de afbaarne
Jordbærplanter, fortsætte Sommerbeskæring, forsyne Aspargesbebe
med et Lag Salt og Gjødningsvand, hvis det
ifte er gjort i forrige Maaned, og saae Spinat til
Efteraarsbrug. M. 1.
T. 2.
D.
3.
2.
4.
September.
F. 5.
L. 6.
S. 7.
M. 8.
T. 9.
D. 10.
T. 11.
F. 12.
2. 13.
S. 14.
M.
15.
T. 16.
D. 17.
T. 18.
F. 19.
2. 20.
S. 21.
M. 22.
T. 23.
D. 24.
T. 25.
F. 26.
2..27.
S. 28.
M. 29.
T. 30.
Haven under aaben Himmel begynder nu at antage
sin Efteraarscharafteer, men vor fille Stuehave kan endnu
bevare Sommerens Fristhed og Farvepragt. Den kan
endnu være rigt forsynet med smukt blomstrende Fuchsier,
Heliotroper, Hortenfier, rundbladede Pelargonier, Nerier,
træagtige Calceolarier, Resedatræer, foruden flere af de i
forrige Maaned omtalte Planter og af egentlige Efteraarsblomster,
Salvia splendens, Begonia Evansiana og diversifolia,
Jasminum azoricum, o. fl. Alle træagtige Planter,
der om Sommeren have staaet i Friland, optages og
indplantes, ligeledes Calla (Richardia) aethiopica. Cyelamen,
Tropaeolum Jaratti og andre Knoldvægter, som
begynde at spire, omplantes, men alle andre labes nu
urørte, thi de kunne ikke rodfæste fig tilstræffeligt inden
Vinteren. Alle fjælnere Potteplanter, der staae under
aaben Himmel, flyttes ind i Stuen i Slutningen af
Maaneden, og der maa da ikke mangle frist Luft hver
Dag, men de behøve mindre Band end om Sommeren.
Naar Potterne ikke give en huul strattende Lyd, idet man
banker paa dem med Fingeren, maae de ikke vandes.
Lægning af Blomsterløg til Drivning, som Hyacinther,
Tulipaner, Crocus, Tazetter, Narcisser, Sommergjæfte,
Lillieconvaller, Foraarslysblomst, Lachenalia, Sparaxis
o. fl. fuldendes i Slutningen af denne og Begyndelsen
af næste Maaned. Potterne stilles hen i en mørk
Kjælder, hvis man ifte fan grave dem ned i Jorden.
Log lægges paa mørke Glas og stilles i en mørk
Kjælder og dækkes 2-3 Tom. høit med Mos. Ube i
Haven begynder man at afpluffe Høstfrugten, indplanter
Nellikeaflæggere, samler Fro, afffærer Aspargestoppe og
optager tidlige Kjøkkenværter som Kartofler o. s. v. October.
D. 1.
T. 2.
F. 3.
2. 4.
S. 5.
M. 6.
2. 7.
D. 8.
9.
T.
F. 10.
2. 11.
S. 12.
M. 13.
T. 14.
D. 15.
2. 16.
F. 17.
2. 18.
S. 19.
M. 20.
T. 21.
D. 22.
T. 23.
F. 24.
2.
25.
S. 26.
M. 27.
T. 28.
D. 29.
T. 30.
Til at vedligeholde et broget Stueflor i denne
Maaned, hvor Efteraaret ret begynder at gjøre sin Indflydelse
paa Plantekulturen gjeldende, ere de indiske Guldblomster,
Chrysanthemum, Pyrethrum sinense, hvoraf
man nu har jaa mange smutte Sorter, aldeles uundværlige;
men kun de Blomsterbyrkere, som raade over
en lille Have, kunne selv opelske dem, Andre maae kjøbe
fig Exemplarer med Knopper, og de ville lykkes godt i
Stuer; det er de saakaldte Pompon-Chrysanthemum, som
passe bedst der; et lige saa rigt Bidrag yde de smukke
chinesiste Primler, hvoraf man nu har fyldtblomstrende
Sorter, der ogsaa egne fig for Stuegartnere, og Violer
mellem dobbelte Vinduer; af andre Planter fan man
have i Blomst Fuchsia serratifolia multiflora, Salvia
Heeri og splendens, Maanedsrofer, Agapanthus umbellatus
og Cinerarier. Alle Potteplanter maae nu bes
stjærmes for Nattefrost og derfor være flyttede ind i
deres Vinterquarteer; alle afblomstrede haardføre træagtige
Arter som Fuchsier, Nerier, Prunus sinensis, Veronica,
Roser o. s. v. stilles ben i et koldt Værelse, hvor Frosten
ikke fan trænge altfor stærkt ind, og de faae ikke mere
Band, end der absolut behøves til at forhindre dem fra
at visne bort. For zartere, som Camellier, Azaleer,
Einerarier, Polygala, er der en god Plads i Spisestuens
Vinduer eller i et lyst Værelse, der ifte opvarmes meget;
4-6° Varme er tjenligst for dem. Syrener, Kirsebær
træer og lignende Planter, man vil drive efter Nyaar,
stilles ned i en Kjelder. Forsigtighed med Banding og
Reenholdelse af Blanterne ere nødvendige Betingelser
for at holde dem sunde og faae dem blomsterrige næste
Aar. I Haven afpluffes Vinterfrugten, og naar Kjøkkenurterne
ere tagne op, holdes der en storartet Efteraars-
Reengjøring; Blantning af Træer og Buste foretages,
og al ubenyttet Jord vintergraves.
F. 31. November.
2. 1.
S. 2.
M. 3.
T. 4.
D. 5.
T. 6.
F. 7.
2. 8.
S. 9.
M. 10.
T. 11.
D. 12.
2. 13.
F. 14.
2. 15.
S. 16.
M. 17.
T. 18.
D. 19.
T. 20.
F. 21.
2. 22.
S. 28.
M. 24.
T. 25.
D. 26.
T. 27.
F. 28.
2. 29.
S. 30.
I de mørke, korte Dage, denne Maaned bringer
os, er det umuligt at vedligeholde Stuehaven i det tid=
ligere rige Flor, men ganske savne Blomster behøver
den dog ikke; de indiske Guldblomster ville endnu give
den et broget Farvesfjær, de chinesiske Primler staae nu
i deres rigeste Blomstring, Salvia Heeri er overfaaet
med røde Blomster, Begonia præstoniensis tiltaler baade
ved sine glimrende skarlagenrøde Blomster og sit smukke
Løv, og miniata veb fine talrige, hængende Klasser af
monnierøde Blomster. Derhos have vi i flere smukke
stedsegrønne Træer et fortræffeligt Middel til at oplive
ben med grønne Lovformer, som Sommeren ikke frembringer
frisfere, f. Ex. det japanske Benved, Euonymus
japonicus, den japanske Liguster, Escallonia macrantha,
det slanke Bambusrør, Arundinaria falcata, og de ville
holde sig smukke i lang Tid, hvad enten Temperaturen
i Værelset er noget høi, eller de faae en lille Frost
en Gang imellem. Smukke, men mindre haardføre ere
Acacia lophanta speciosa med sin elegante Bladform,
Ficus elastica, Gummitræet, og Medeola asparagoides,
der netop i Vintertiden ifører sig sin smukkeste Dragt,
slynger fine fine Stængler med glindsende lysgrønne,
smukt formede Blade og i Tydskland er saa almindelig
benyttet til Haarpynt for Damer. To Planter, der
vistnok ville have særlig Interesse for alle Stuegartnere,
er Raffetræet, Coffea arabica, og Theetræet, Thea viridis,
der ogsaa ere særdeles smukke Bladplanter og have
viist, hvor godt de befinde sig i Værelser, den første i
Dagligstuen, den anden i Spisestuen. M. 1.
T. 2.
D. 3.
December.
T. 4.
F. 5.
2. 6.
S. 7.
M. 8.
T. 9.
D. 10.
T. 11.
F. 12.
2. 13.
S. 14.
M. 15.
T. 16.
D. 17.
2. 18.
F. 19.
2. 20.
S. 21.
M. 22.
T. 23.
D. 24.
T. 25:
F. 26.
2. 27.
S. 28.
M. 29.
T. 30.
Aarets sidste Maaned er ingenlunde den fattigste
paa Blomster, thi flere indiffe Chrysanthemer ville
endnu staae i Flor og ligeledes nogle Einerarier; be
chinefiffe Brimler ville ret prange, enfelte Camellier ere
nylig udsprungne, og i Slutningen af Maaneden kunne
vi vel have flere Forløbere for det egentlige Hovedflor af
Løgværter, naar vi have stillet dem i den varme Stue i
November, saasom enkeltblomstrende Hyacinther, Duc van
Tholl, Lillieconvaller, marseillanste Tazetter og Crocus,
som dog ifte maa holdes for varme, Amaryllis Johnsoni
og den sorte Nyserod. Man flytter nu de Planter, der
skulle staffe os et Flor i de paafølgende Maaneder, ben i
solrige Vinduer i varme Stuer, helst imellem dobbelt
Glas, og holder bem jevnt fugtige, og man bør ikke glemme
paa milde Dage at give alle dem, der staae i Vinterqvarteer,
frist Luft, og at vaske og rense dem, der holdes
i Vært, især Sorter med større læderagtige Blade, som
Laurbær, Ficus, Myrter o. s. v.; ved hjælp af persist
Insektpulver eller Rygning med Tobat, hvis Blanterne
staae imellem dobbelte Vinduer, stræber man at standse
Udbredelsen af Bladluus paa alle Sorter med bløde
Blade. En særdeles stjøn Stuedekoration vil en Wardsk
Blomsterkasse, som findes beskrevet i Folfekalenderen for
1858, være paa denne Tid af Aaret, især ved den friske
grønne Farve af Bregueløvet i den. Naar man i Be
gyndelsen af Maaneden afbrætter Grene af Pebertræet,
Daphne Mezereum, Aprifostræer, Syrener, Jasminer, rød
blomstrende Acacier, rødblomstrende Ribs, Dvergmandeltræer,
Kirsebærtræer og andre Sorter, og sætter dem i
et Glas med Band, som stadig fornyes, i et varmt
Bærelse, ville be efter nogle Ugers Forløb udfolde deres
Knopper. Begynder Vinteren at indfinde sig for Alvor,
maae vi ved Dækning beskytte de fjælnere Planter i
Haven imod dens Angreb.
J. A. Benzien.
D. 31.
2 Genealogi.
Det danske Kongehuus.
Kong Frederik VII. til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til
Slesvig, Holfteen, Stormarn, Ditmarsten, Lauenborg og Oldenborg,
føb b. 6 October 1808, fuccederede d. 20 Jan. 1848. Morganatift
formælet den 7. August 1850 med Louise Christine Lehnsgrevinde
Danner.
Faders Enfe:
Entebronning Caroline Amalie, Prindsesse af Slesvig-Holsteen-Sonderborg
-Augustenborg, fød d. 28 Juni 1796, formælet d. 22 Mai
1815, Ente efter Kong Christian VIII. siden d. 20 Jan. 1848.
Faders Sødskende:
1. Louise Charlotte, føb b. 30 October 1789, form. 10 Novbr. 1810
med Wilhelm, Landgreve og Prinds af Hessen-Cassel, fød d.
24 Decbr. 1787.
Børn:
Marie Louise Charlotte, f. d. 9 Mai 1814, form. d. 11 Septbr.
1832 med Friederich August, Brinds af Anhalt-Dessau.
Louise (see nedenfor).
Friedrich Wilhelm Adolph Georg, fod d. 26 Novbr. 1820, for
mælet b. 27 Mai 1853 meb Marie Anna Friederike, Prindsesse
af Preussen, fød d. 17 Mai 1836. Barn: Friedrich Wilhelm
Nikolaus Carl (fød. d. 15 October 1854).
Auguste Sophie Fred. Marie Car. Juliane, fød. d. 30 Octbr. 1823.
II. Arveprinds Frederik Ferdinand, fed d. 22 Novbr. 1792, form.
b. 1 August 1829 med Caroline, Prindsesse af Danmark.
Bedstefaders Brodersons Døttre:
Caroline, fød d. 28 Octbr. 1793, f. m. Arvep. Fred. Ferdinand.
Wilhelmine Marie, fod d. 18 Januar 1808, form. b. 19 Mai
1838 meb Carl, Hertug af Slesvig Holsteen Sønderborg-
Glücksborg, fød b. 30 Septbr. 1813, fucc. 17 Febr. 1831.
Ifølge Lov af 31 Juli 1853 blev til Thronfolger udnævnt:
Christian, Prinds til Danmark, fød d. 8 April 1818, form. d. 26 Mai
1842 med Hds. K. Høibed Louise Wilh. Fred. Car. Aug. Julie,
Prindsesse af Hessen-Cassel, føb d. 7 September 1817.
Børn: Christian Frederik Wilhelm Carl (fød. b. 3 Juni 1843).
Alexandra Caroline Marie Charlotte Louise Julie
(fød d. 1 Decbr. 1844).
Christian Wilhelm Ferd. Adolph Georg (fød d. 24
Decbr. 1845).
Marie Sophie Frederiffe Dagmar (fød d. 26 Novbr.
1847).
Thyra Amalie Caroline Charlotte Anna (fød den
29 Septbr. 1853).
Valdemar (fød den 27 Octbr. 1858.) Det Kongelige Geheime-Statsraad.
Hans Majestet Kongen.
H. K. H. Frederik Ferdinand, Arveprinds til Danmark (R. E S. C.
D. M.), (F. AE. L. 1), (A. A. B. 1), (Pr. S. 0.), (S. Sph.), (R.
St. And.), General.
H. K. H. Chriftian, Prinds til Danmark (R. E. S. K. D. M.), (R. St.
Andr.), (R. A. N.), (S. E. H. 1.), (S. Sph.), (F. E. L. 1.), Generallieutenant.
Hs. Exc. Lic. juris Carl Chriftian Hall (S. K. D. M.), (S. N. 1.), (S. Const. 1.), (Sp. C. III. 1.), (P. S. & L. 1.), (S. H. G.), Geheimeconferentsraad, Conseilspræfident og Udenrigsminister for Monarchiet samt Minister ad interim for Hertugdømmerne Holsteen og Lauenborg. Hs. Exc. Steen Andersen Bille (S. K. D. M.), (R. St. A. 2.'), (S. Sv. 2), (N. St. O. 2), (F. M. M. 3.) Contreadmiral, Kammerherre, Marineminister for Monarchiet. Hs. Exc. Hans Nicolai Theftrup (C. D. M.), (S. Sv. 1), (R. St. A. 2.), (F. H. M.), Generalmajor, Krigsminister for Monarchiet. Hs. Exc. Frederik Herman Wolfhagen (C.), Kammerherre, Minister for Hertugdømmet Slesvig. Hs. Exc. Dr. phil. Ditlev Gothard Monrad (C. D. M.), Minister for Kirke og Underviisningsvæsenet for Kongeriget Danmark. Hs. Exc. Dr. juris Andreas Lorenz Casse (R. D. M.) Justitsminister for Kongeriget Danmark. H8. Exc. Dr. med. Earl Emil Fenger (R.) (S. N. 3), Finantsminister for Monarchiet. Hs. Exc. Peter Martin Orla Lehmann (C. D. M.), (S. N. 2.), Indenrigsminister for Kongeriget. Udenlandske Regenter. Anbalt-Bernburg. bertug: Alexander Karl, f. 2. Warts 1805, reg. f. 24. Marte 1834, gift 30. Oct. 1834 med Frieberife Karol. Juliane af polft.-Glideborg, f. 9. Oct. 1811. Anhalt Dessau-Göthen. bertug: Leopold Friedrich, f. 1. Dct. 1794, reg. f. 9. Aug. 1817. - Leopold Friedrich Franz Nicolas, Arvebertug, f. 29. April 1831. Baben. Storhertug: Friedrich Wilhelm Ludvig, f. 9. Septbr. 1826, reg. f. 22. Jan. 1858, g. 20. Sept. 1856 med Prindsesse Louise af Preussen. Arvestorher tug: Friedrich Wilhelm, f. 9. Juli 1857. Bayern. Konge: Marimilian II. Jofeph, f. 28. Nov. 1811, reg. i. 20. Marts 1848, 12. Oct. 1842 m. Prindsesse Marie af Preussen. Kronprinds: Ludvig, f. 25. Aug. 1815. Belgien. Ronge: Leopold L. Georg Christ. Fried., f. 16. Dec. 1790, reg. f. 21. Juli 1831. Leopold Ludvig Philipp Maria Victor, Kronprinde, Hertug af Brabandt, f. 9. April 1835. Brasilien. Keifer: Don Pedro II, f. 2. Dec. 1825, reg. f. 7. April 1831, g. 4. Sept. 1843 meb Prindsesse Thereſe af Sicilien, f. 14. Warte 1822. Brunsvig. Hertug: Aug. Ludvig Wilhelm Marim. Frieb., f. 25. April 1806, reg. f. 25. April 1831. England, see Storbritanien. Frankrig. Keiser: Napoleon III., f. 20. April 1808, reg. f. 2. Dec. 1852, g. 29. Jan. 1853 m. Eugenie Marie, Grevinde af Theba. Kronprinde: Napoleon, f. 16. Warts 1856. Grækenland. Konge: Otto L., f. 1. Juni 1815, reg. f. 25. Jan. 1833, g. 22. Nov. 1836 m. Amalie, Prindsesse af Oldenborg. Hannover. Konge: Georg V. Friederich Aler. Earl Ernst August, f. 27. Mai 1819, reg. f. 18. Nov. 1851, g. 18. Febr. 1843 m. Maric af Sachsen-Altenburg. - Kronprinde: Ernst August, f. 21. Sept. 1845. Hessen-Cassel. Kurfprite: Friedrich Wilhelm I., f. 20. Aug. 1802, reg. f. 20 Nov. 1847, g. m. Gertrude, Fyrstinde af banau, f. 18. Mai 1806. besfen og ved Rhinen (Darmstadt). Storhertug: Ludvig III., f. 6. Juni 1806, reg. f. 16. Juni 1848, g. 26. Dec. 1833 med Mathilde af Bayern. Krone Italien. Konge: Victor Emanuel II., f. 14. Marte 1820, reg. f. 3. April 1819 som Konge Sardinien og fra 17. Warts 1861 fom Ronge i Italien. prinde: Humbert, f. 14. Warts 1844. Rirfeftaten. Pave: Pius IX. (Joh. Maria Greve af Mastai-Ferretti), f. 13. Mai 1792, valgt 16. Juni 1846. Wedlenborg-Schwerin. Storhertug: Friedrich Franz, f. 28. Febr. 1823, reg. f. 7. Marte 1842, 9. 3. Nov. 1849 m. Augufte af Reuss-Schleiz. Arve storbertug: Friedrich, f. 19. Marte 1851. Wedlenborg-Strelis. Storhertug: Friebrich Wilhelm Karl Georg Ernst Adolph Gustav. f. 17. Oct. 1819, reg. f. 6. Sept. 1860, g. 28. Juni 1843 m. Augufte, Prindsesse af Storbritanien. Arvestorhertug: Adolph Friedrich. f. 22. Juli 1848. Radiau. Hertug: Abelph With. Karl Aug. Frieb., f. 24. Juli 1817, reg. f. 20. Aug. 1839, a. med Abelbeid af Anhalt-Dessau, f. 23. April 1851. Arvehertug: Wilhelm, f. 22. April 1-52. Nederlandene. Konge: Wilhelm III. Aleranter, f. 19. Febr. 1817, reg. f. 17. Kronprinde: Wil Marte 1849, g. 18 Juni 1839 m. Matbilde af Würtemberg. belm, Prints af Dranien, f. 4. Sept. 1840. Nordamerikanste Fristater. Marte 1861. Præsident: Abraham Lincoln, reg. f 4. Oldenborg. Storbertug: Nicolaus Fried. Peter, f. 8. Juli 1-27, reg. f. 27. Febr. 1853, 4. 10. Febr. 1852 m. Elifabeth af Sadien-Altenburg, f. 26. Warts 1826. Arvestorhertug: Friedrich August, f. 16. Nov. 1852. Portugal. Ronge: Quis 1. de Alcantare, f. 31. Dct. 1838, reg. f. 11. Nov. 1861. Preussen. Konge: Wilhelm 1, f. 22. Warts 1797, reg. f. 2. Jan. 1861, g. 11. Juni 1829 med Marie Louise Auquña Catharine af Sachfen Weimar, f. 30. Sept. 1811. Kronprinds: Friedrich Wilhelm, f. 18. Oct. 1831. • Tron Rusland. Keiser: Alexander II., f. 29. April 1818, reg. f. 2. Warts 1855, g- 28. April 1841 med Maria Aler. af besien-Darmstadt, f. 8. Aug. 1824. - følger: Nicolaus Alexandrowitsch, f. 20. Sept. 1843. Sachsen. Ronge: Jobann, f. 12. Dec. 1801, reg. i. 9. Aug. 1854, g. 21. Nov. 1822 med Prindsesie Amalie af Bayern. Kronprints: Friedrich August Albert, f. 28. April 1928. Sachfen Weimar Eisenach. Storbertug: Karl Alerander, f. 24. Juni 1818, reg. f. 8. Juli 1853, g. 8. Det. 1842 med Sophie af Nederlandene. Arvebertug Karl August, f. 31. Juli 1844. Sachfen Meiningen bertug: Bernhard, f. 17. Decbr. 1-00, reg. f. 17. Dec. 1821, g. 23. Marte 1825 med Marie af gesien-Gassel.. - Arvehertug: Georg, f. 2. April 1826. Sachfen Altenburg. bertug: Ernst Fried. Paul, f. 16. Sept. 1826, reg. f. 3. Aug. 1853, g. 28. April 1853 med Agnes af Anhalt-Dessau. Sachfen-Coburg-Gotha. bertug: Ernst 11, f. 21. Juni 1818, reg. f. 29. Jan. 1844, g. 3. Mai 1842 med Alexandrine af Baten. Spanien. Dronning: 3fabella II. Warie Louife, f. 10. Oct. 1830, procf. 2. Det. 1833, g. 10. Oct. 1846 med Franz, Infant (nu Konge) af Spanien, f. 13. Mai 182.- Kronprinde: Alphonie Franz d'Afe, f. 28. Nov. 1857. Storbritanien og 3rland. Dronning: Victoria I. Alexandrine, f. 24. Mai 1819, reg. f. 20. Juni 1837, g. 10. Febr. 1840 med Albrecht, af Sachfen Coburg- Gotha, f. 26. Aug. 1819. Kronprinde: Albert Edward, Prinds af Wales, f. 9. Nov. 1841. Sverrig og Norge. Konge: Carl XV, f. 3. Mai 1826, reg. f. 8. Juli 1859, g. 19. Juni 1850 med Louise, Prindiesse af Dranien. Tyrkiet. Storfultan: Abdul-Aziz-Khan, f 9. Febr. 1830, reg. f. 25. Juni 1861. Würtemberg. Konge: Wilhelm 1. Fried. Carl, f. 27. Sept. 1781, reg. f. 30. Kron Oct. 1816, g. 2een Gana 15. April 1820 med Pauline af Würtemberg. prinds; Karl, f. 6. Marte 1833, s. med Olga, Storfyrstinde af Rusland, f. 11. Sept. 1822 sterrig. Reiser: Franz Joseph I, f. 18 Aug. 1830, reg. f. 2. Dec. 1848, 9. 24 Kronprinds: April 1851 med Printsesse Elisabeth af Bayern, f. 24. Dec. 1837.- Rudolph Franz Carl Jofeph, f. 21. Aug. 1858. Fremmede Magters Gesandtskaber ved det kongelige danske Hof. Amerika (de forenede Stater). Bradford R. Wood, Ministerresident. Belgien. Henrik Bosch Spencer, Ridder af den belgiske Jernkrone og Leopoldsorden, Commandeur af den svenske Nordstjerneorden og af den norske St. Olafsorden, Ministerresident. C. G. de Bauche, Commandeur af den spanske Isabella den Catholstes Orden, Ridder af den franske Wreslegion og af den parmasanske Ludvigsordens 1ste Classe, 1ste Gesandtskabssecretair. Brasilien. Thomas Fortunato de Brito, gentilhomme de la Maison de l'Empéreur, Commandeur af Chriftusordenen og af den romerske Gregor den Stores Orden, Chargé d'Affaires. Frankrig. Adolph Dotézac (S. K.*), Commandeur af Ereslegionen, Commandeur af 1ste Classe af den spanske Carl III.'s Orden, overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister. Grev de Chaubordy, Ridder af Pave Pius IX's Ordens 2den Classe, Officeer af den tyrkiske Medjidi Orden, Commandeur af den spanske Isabella den Catholstes Orden, 1ste Legationssecretair. Vicomte Amelot de Chaillon, 2den Legationssecretair. Alexander Vessilier, (R.*) Ridder af 2Ereslegionen og af den spanske Isabella den Catholfkes Orden. Cancellist ved Gesandtskabet. Pierre Vilsoet, Translateur ved Gesandtskabet. Hannover. Gustav Hermann v. Witzendorff, Geheimelegationsraad, (C.*) Commandeur af den hannoverste Guelfeorden, Storofficeer af den belgiske Leopoldorden, Commandeur af Pave Pius IX's Orden og af den sardinske Mauritius- og Lazarusorden, Gesandt i overordentlig Mission. Hansestæderne. Dr. juris D. E. Friedrich Krüger (C.*) Commandeur af Guelfeordenen, Ministerresident. Italien. Marquis Joban Anton Migliorati (C.*), Chargé d'Affaires. Chevalier René de Martino (R.*), Legationssecretair. Nederlandene. W. F. Rochussen, Officier af den nederl. Egekroneorden, Commandeur af d. osterr. Franz Josephs Orden, Ridder af 1ste Klasse af den storhert. Hessiske Ludwigsorden, etc. etc., Chargé d'Affaires. Portugal. Antonio da Cunha de Sotto Major, Commandeur af Christusordenen, af den nederl. Løveorden, af den spanske Carl III.'s Orden og af den brasilianske Roseorden, Johannitterribber, Ministerresident. Preussen. Hermann Ludvig v. Balan, virkelig Geheimelegationsraad og Medlem af Hs. M. K. af Preussens Statsraad (C.*) Ridder af den røde Ørns Ordens 2den Kl. med Stjerne og Egeblad, af det hohenzollernske Huses Wreskorses 1ste Kl., Storfors af den russiske Stanislausorden etc., overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister. Gustav Willisch, Gesandtskabs-Cancellist. Rusland. Nicolaus Baron v. Nicolay, virkelig Statsraad og Kammerherre, (C.*) Ridder af Stanislaus 1fte Classe, af St. Wladimir- Orbenens 3die Klasse og af St. Anna Ordenens 2den Classe, af den østerrigste Leopoldsorden, Ridder af den preussiske Johannitterorden, overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister. Grev Joseph Koskull, Collegiiassessor, Ridder af St. Anna Ordenens 3die Classe, 1ste Legationssecretair. Nicolaus v. Blumer, Collegiiassessor, 2den Legationssecretair. Johannes Woznesseneky, Gesandtskabspræst. Spanien. Don Vicente Gutierrez de Teran, (C.*) Commandeur af Isabella den Catholftes Orden, Ridder af Carl III's og Johannitter ridder, Commandeur af den belgiske Leopoldsorden, Ministerresident. Don Luis del Castillo et Frigueros de Rivadeneyra, Johannitterribber, Officeer af St. Georgs Ordenen med Stjerne, af den parmafanske Ludvigs Orden og af den tyrkiske Medjidi Orden. Storbritanien. Augustus Berkeley Paget, overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister. William Campbell Manley, Legationssecretair. The Hon. Francis John Bakenham, første Attaché. Richard Temple 3. Kirkpatrit, og Williams Freeman, Attachés. Sverrig og Norge. Grev Henning Ludvig Hugo Hamilton, fhv. Statsraad og Cultusminister, (R.*), Ribber og Commandeur af de svenske Ordener, Ridder af Carl XIII's Orden, Commandeur af den nederlandske Løveorden og af den hannoverste Guelfeorden, overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister. Baron Gustaf Samuel terhjelm, Ridder af den østerrigste Jernfroneorden og af den russiske Stanislausorden, Legationssecretair. Wilhelm Sigge d'Aminoff, Kammerjunker, Attaché. Østerrig. Adolph Friherre v. Brenner-Felsach, (C.) Commandeur af den østerrigste Leopoldsorden, Storkors af den græste Frelserens- Orden, Commandeur af den baierske Michaelsorben o. s. v., virkelig Kammerherre, overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister. Carl Alexander Joseph v. Jaeger-3artthal, (C.*) Legationsraad. to pod Huitfeldt. er flammer et Navn over Kjøgebugt I halvandethundrede Aar: Saa mangen en Helt har Bølgerne slugt, Saa mangen i Kampen er segnet smukt, Een valgte en bimmelstræbende Flugt For Livets uhædrebe Kaar. Det Navn veed alle de danske Mænd, Som færdes paa gyngende So; Saa Mangen vist gjerne fit Liv gav ben, For evig at leve med Wren igjen; End leder dog Saga forgjæves om den, Der vidste som Huitfeldt at bøe. For Anter er Guldenlews Flaade lagt, Den hærges af Sult og af Sot: Da nærmer sig Sverrigs svømmende Wagt, At plukke den stækkede Flok er dens Agt, Men forrest i Rækken den farligste Bagt Er Flagets Navne betroet. Selv lægger sig Wachtmeister foran dens Boug, En Fjende for hvert af dens Bord; Dg Lejonet" *) brøler imøde sit Rov, Og Kuglerne slaae gjennem Taffel og Toug; Men „Dannebrog" svarer paa Tiltale grov Med ligesaa fyndige Ord.
- ) Götha Lejon", Grev Wachtmeisters Admiralftib. Af Seil og af Stænger den har kun en Rest,
Thi Stormen har raset igaar; Det Halve af Mandskabet ligger af Best, Men Hælvten er lystig og glad som til Fest, Og Alle slaae fra sig, som de kunne bedst; Sit Bytte ei „Lejonet" naaer. Men under den forte, forbittrede Kamp Kanonerne gløde af Brug: Snart fænge de ældede Planker som Svamp, Og Jlben faaer Næring af Tjære og Hamp, Og indhyller Stevnen i qvælende Damp Og æder sig ind i bens Bug. Da styrte de op paa det øverste Dat, Enhver, som kan flytte et Ben; Da maler sig Døbefarens lammende Stræt 3 Gutternes haarde, barkede Træt; Kun Chefen alene staaer rolig og fjæt, Som om han var huggen af Sten. Og bøiere stiger den fnittrende Brand;" Den flattrer i Vanter og Mers, Og Strætten faaer Lyb, og de raabe hver Mand: .Lab Ankeret fappe, og styr imod Land! ,,Saa bjerger Enhver sig, som røre sig fan; Hvis ei, gaae vi Alle til Veirs." Meu Vei gjennem Larmen hans Stemme sig brød: ,,Nei, Børn! Jeg til Land ikke flyer. ..Befal Jer til Gub! Vi maae lide vor Død. Hvis ind gjennem Bugten vi brændende fløb, Da tændte vi Dannemarks Flaade i Glød; "Den Pris for vort Liv er for dyr." Saa folded han Hænderne over sit Sværd Og bad af sin ærlige Sjæl; Og tause blev Gutterne, alle og hver, Og trængte den trofaste Høvding sig nær, Mens Solen brød frem gjennem Skyernes Hær Og sendte dem Livets Farvel. Thi hurtig fig nærmer den dødssvangre Stund: Da lyder et brønende Brag, Da løfter fig Dæffet fra Sider og Bund, Og 3ldsøilen hvirvler mod Himmelens Rund, Og Havet oplader sin gabende Mund, Og fluger det splintrebe Brag. Saadan var hans Død. Med syvhundrede Mand Han sant i den graadige Sø; Kun sex af dem alle flap rædde til Land, Og meldte ben undrende Flaade, hvi han Mod egen som Fjendernes Jld har holdt Stand Og valgt fremfor Livet at døe. Men over hans Grav svang hans evige Ny Sig paa Vingen luende rød; Det fløi med vort Flag mod Himmelens fy, Og farveb dets Dug med sæder ny; Og Hjerter stal flamme, mens Tiderne flye, Beb Mindet om Huitfeldts Død! C. Ploug. Under Lygten. denfor Besterport paa Den i Stadsgraven er der et Rækværk, bagved hvilket der ligger en lille grøn Plads. Opad Nækværket stod der tidligere en Bæl, som bar en af de gode, gamle tjøbenhavnske Tranlygter, og imod Pælen lænede fig et smukt, opdækket Bord, med en hvid Dug, hvide Tallerkener med Frugt og Kager, smaa Glaskrukker med hollandske Brystfuktere, Suffer cigarer og andre for Ungdommens Dine og Tænder læffre Sager. Paa Borbet kunde Du læse Aarstiden, om Foraaret i Appelsinerne, om Sommeren i Kirsebærrene, senere i Bærene, Blommerne, 2blerne osv., og til enhver Tib kunde Du see en fjærlig Haands Omhu, en fattig Piges Flid og Orden. Det var en smut Aften benimod Efteraaret, en Ugestib efterat Bordet første Gang var blevet dæffet; Eierinden, en frist ung pige med røde Kinder og store blaae Zine, en lille sort Hue, bunden med grønne Baand under Hagen, og et skinnende hvidt Forklæde, sad paa en høirygget Stol bagved Bordet og strikkede paa en Strømpe. Af og til reiste hun Hovedet for at see efter de Forbigaaende, eller hun slog en Handel af med en lille Dreng eller Pige, som med Næsen over det lave Rækværk leverede en blant Stilling ind til Bytte for to Bryst suffere eller fire Grise. Det blev snart ganske mørkt, Vægteren tom med sin langskaftede Lygte, stak den op til Gadelygten og tændte; lidt efter lidt spredte Lyset sig omkring og kastede et rødligt Stjær ned over Gaden, over Bordet og den fattige Pige, der bun sad og passede fin Tagsgjerning. Et lille Stykke fra Bordet var der i Stafittet en Laage; over denne viste sig pludselig et bruunt, solbrændt Anfiat, fryffet foroven med en Rætte mørkebrune Loffer, der hang ned over Panden, paa Siderne saavelsom omkring Munden med et tykt, sort Stjæg. Ansigtets Eier bar en fort, blaa, aaben Trøie, et Par hvide Beenklæder, snevre om Livet og vidde i Benene, en lille blank Hat og en blaa Stjorte med bred Krave saa veed Du not, hvilken Stand han tilhørte. ,,Hudeladoi!" raabte han med grinende Dine og et høit Sving paa oi. ,,Er det Dig, min søde Dreng," spurgte Bigen og reiste sig hurtig, ,,nu stal jeg komme med Nøglen." Baas med Din Nøgle!" var alt det Svar, bun fit, da Sømanden lagde den ene Haand paa Overkanten af Laagen og med et Spring satte over den, saa at han i samme Nu stod i bøiede knæe indenfor paa Græsset. Han tog Pigen med begge Hænder om Livet, rystede hende dygtig, gav hende saa et ordentligt, fornuftigt Kvs paa Kinden og tryffebe bende ned paa den høiryggebe Stol. „Du er en forfærdelig Bulderbasse, Christian; men sæt Dig nu ned og lad mig høre, hvor Du har været idag. See ber," vedblev hun, da Christian havde sat sig med Benene overfors paa Græsset veb Siden af hende, idet hun gav ham et rødmusset Eble, ligesaa frifft som Farven paa hendes Kinder. Jeg vil være en Evig, om jeg ikke bar staaet og losfet Suffer hele Dagen, saa jeg er hæs som en tør Blok af at synge op for de Bængler. Men Du, Chriftine, min deilige Tos! hvordan er Handelen gaaet idag?" „Aa jo," svarede Christine med et Suk, jeg har solgt for syv Mark og tre Stilling, og Du veed, jeg havde for to Rigsdaler i Kurven. Men det bliver nok bebre; Folf fjende mig ikke endnu, jeg har kun siddet her i otte Dage." ,,Christine! jeg har fingeret paa, om det er rigtigt, hvad Tu der giør. Troer Du der kan komme Noget ud of den Handel?" „Ja, seer Du. min egen Dreng, jeg har regnet det meget nøie ub. Det er altid mere fordeelagtigt at have fit Eget, end at gaae tilbaande hos Andre. Du siger jo, at, naar Alting regnes med, Logis, Bøger, et Kaart og en Tavle, Lærdommen paa Stolen og saa Afgivterne, vil det koste os 165 Rdl. at staffe Dig Styrmandsexamen. Naar Handelen gaaer godt, fan jeg nok lægge tolv Stilling eller en Mark op om Dagen - og Du, bvormeget fan Du spare af Din Hyre?" „Ja, det veed jeg ikke faa nøie. Ombord er det bare til Straatobak og lidt Bjuds; men iland gaaer der jo immer libt mere med; Herregud, Christine! Du veed not, man er bare Kjøb og Blod." ,,At ja!" suttede Christine jeg er jaa bange." sty „Er Du bange min blaasiebe Stat? og for hvad? dog ikke for at jeg skal brukne eller glemme Dig? Seer Dn den deilige, flare Stjerne der, lige ved Toppen af Lygten. Den har Styrmanden viist mig ombord og sagt, at den hedder Capella; den skal ligne en lille Gjeddeunge, figer man. Forresten staaer den ikke altid paa det Sted, om Sommeren er den lavt, om Vinteren høit paa Himlen; men den gaaer aldrig ned, siger Styrmanden. Naar Du bare gaaer med Fin geren fra Stangen paa Carlsvognen, langs ned med de to Sidehjul, og bliver ved at gaae i en lige Linie, saa kommer Du præcis paa den. Læg godt Mærke til ben; naar Du seer paa den, og den funkler, saa tænker jeg paa Dig; men naar ben brænder dunkelt ja, saa tænker jeg ogsaa paa Dig, men saa er der Ugler i Mosen." Talen blev afbrudt af nogle Børn, som kom for at kjøbe Frugt; dog blev den optagen igjen strax efter. Folk gik forbi, Store og Smaa, med hinanden under Armen, eller i Hænderne; en beel Raffe, der fom fra Frederiksberg, trak ind ad Byen til; Droschker og Omnibusser fore forbi den samme Vei. De to Kjærestefolt fade under Lygten til langt ud paa Aftenen, saa bleve Barerne paffede sammen, Bordet sat hen under et Træ, og Christian fulgte fin Chriftine til det fattige Hjem i Borgergaden, hvorpaa han slentrede ombord og gif tilføis. Nogle Aftener efter sade de To igjen under Lygten; men Sindet var tungt, Samtalen gif ofte istaa. ,,Det er dog igrunden noget Løierligt af Dig, Christine," sagde Christian, at Du kan være saa paastaaelig. Troer Du kanskee, jeg er en Svabergast eller en Spanier*), som flyver for alle Vinde? Hvorfor er Du saa paaholdende med det Bryllup? Om jeg nu ogsaa var af dem, der løbe efter Stjørter, saa kunde jeg jo lige saa godt gjøre det, fordi vi ikke er gifte." ,,Nu ifte mere om det, Christian. Det var jo en Aftale: først Styrmandsexamen, saa holde vi Bryllup. Reis nu med Gud. Har Du ikke selv fortalt mig om den lille spanske Pige, Du bandsebe med. i Buenos Ayres; der kommer Du ned igjen, maaskee træffer Du hende, og prøv da, om Du glemmer Din Christine. Glemmer Du hende, Du stygge Trækfugl, faa faaer det i Guds Navn være; men glemte Du Din Kone- „Ja, Christine, Du kan troe, det var en deilig Tos; smæffer om Livet som en Koffinagle, et Bar Dine som Slangens og nogle bitte smaa Hænder paa et Par runde Stafter naa! Lad gaae. Vi lægge ud imorgen, og inden Du har solgt mange af Dine æbler, er vi ligesaa mange Mile borte. Du skal have Din Villie, forstaaer fig. Du er nok noget stridig; men, nok sagt, „Pigefind og Sommervind!" - Jeg kommer igjen, giør jeg, jeg kommer igjen med Penge paa Lom men; og her ban gav sig et stærkt Slag for Brystet her skal det være reent for min Christine, Spy- og Lemmergatter rensede, ingen Skibslugt!"
- ) Saaledes faldes tilfoes en lavtstaaende Floi, i Almindelighed forfærdiget af Andefier
paa Korfftumper. Og Christian reiste; Christine fad alene under Lygten. Der gif Dage, der gik uger, der gik Maaneder. Hver Morgen kom den unge Pige med sin Kurv ud til den lille Plet indenfor Nækværket, stillede fit Bord frem, paffede Varerne ud og ordnede dem paa den sædvanlige Maade. Hun sad der alene, hver Dag alene hun var jo alene i denne Verden. Fader havde hun aldrig kjendt; Moder havde sat sin Helbred til over Bafferballien og Strygejernet og var nu gaaet bort til bedre Steder. Nogle gode Mennesker havde hjulpet hende lidt og sat hende i Vei med Handelen; disse hang hun ved med en uskyldig Piges hele Kjærlighed og saa ved sin Christian. Der sad hun under Lygten. Naar det var koldt, svøbte hun sig ind i det stortærnede Shawl, og naar det regnede, havde hun en gammel grøn Paraply over Hovedet; men naar Aftenen var mild og stille, da var hun glad, bevæget og saa smut, at, som Christian vilde have sagt, ingen Prinds havde behøvet at undsee sig for at tale til hende, og saa proper, at den fineste Dame kunde have spiist af hendes Frugt. Ofte sad hun og betragtede den stjerneklare Himmel, og det hændtes da ikke sjelden, at Haanden kom frem fra Tørklædet, at Fin geren blev raft iveiret, pegede mod Carlsvognen, gik langsad Hjulene og videre til den viste imod hendes Stjerne af! hvilket dybt Suk. Hovedet faldt ned, og Hænderne hvilede igjen i Skjødet; en Taare gled ud over de lange, mørke Zienbaar, der bøiede sig under Vægten og endelig tabte deres Byrde ned i Pigens Skjød. Mangen Vinterdag, naar Stormen tubede og Sneen faldt i store Floffe, blev Bordet liggende henne under Træet med alle fire Been iveiret, og Christine maatte leve af tidligere Dages tarvelige Overskud. Saaledes henrandt to hele Aar. En Aften, tidlig paa Efteraaret, sad Chriftine som sædvanlig paa fin høiryggede Stol og lod Diet glide frem og tilbage med de Forbigaaende, ba to unge Herrer, med Hattene paa Snur og Vindspillerstok i Haanden, kom spadserende inde fra Porten. „Der sidder hun," sagde den Ene, er hun ikke charmant? men saa forbandet tydst. Jeg har nu kjøbt af hende hver eneste Aften, men bestandig bliver hun siddende paa den anden Side af Bordet og siger ikke andet end Mangetak, eller Ja og Neidet er til at blive gal over!" ,,Lad mig snakke med Pigebarnet," svarede den Anden, den chose skal vi nok faae klaret. Godaften, min smukke Pige; hvad koste Bærerne ?" ,,En Stilling de største, og tre for to Stilling af de smaa, Herre!" Giv mig faa for otte Stilling. Tak! Maa jeg faae igjen paa denne Daler." Hun gav ham, som han ønskede; men derefter tog han en af Markerne fra, vendte og dreiede den i Haanden og holdt den saa op imod Lygten. Det er en falst Mark!" sagde han; Christine saae meget forundret paa ham. Den er falst, siger jeg, tom selv og fee." Sun reiste sig uvilkaarlig og gif hen til Lygten; men i det samme teg den unge Herre hende om Livet, medens den Anden greb hendes Haand, og der skulde formodentlig være røvet nogle Rvs, naar ifte nbeldigviis en Haand havde lagt sig paa Personens Hat saa eftertryffe lig, at ban fik den ned over Zinene, og den anden Cavaleer strap derpaa var bleven greben om Skuldrene af et Bar fraftige Næver, me dens der blev bruffet bam en Skalle, saa at det blev rødt og fort for bans Zine. „Om Forladelse, Hrr. Baroner! her er ikke Noget at gjøre for saadan et Par Kapergafter i dette Farvand, det er nok bedst, De seer til at kradse af det var da to deilige Saifiste!" Christine havde ikke faaet Tid til at strige, og Personerne gave sig ikke Tib til at svare. Forklaring var overflødig; Christian havde feet Scenen og som en Vind fløi han nu over Rækværket, ind til fin trofaste Christine. ,,Vi komme lige fra Rio," sagde han; jeg fatte Capitainen iland og fit Lov til at gjøre en Afstiffer, jeg vidste jo, hvor Du boede." Christine var saa glab, faa lykkelig som en Brud, der venter sit Hjertes Elskede, som en Hustru, der gjenfeer sin Mand efter en lang Abskillelse; bun funde kun daarligt læse, endnu daarligere skrive og ikke regne meb Brøk - men hun kunde dog føle, saa godt som Nogen; hun funde være lykkelig ved at gjensee den, som hun elskede høiest af Alle, og bun kunde føle Glæde ved at have været ham tro, stjendt hun fun var en fattig Pige, der solgte Frugt paa Gaden. Hun var saa glad med ham at! maaskee altfor glad. Christian var kommet bjem. Det var saa godt. Alt, hvad han sagde, var rigtigt; Alt, hvad han fortalte om sine Reiser, var morsomt. Han kom næsten bver Aften ud under Lygten, ndar Arbeidet ombord var tilende. Næsten hver Aften. Christine tænkte nof over, hvorfor han ikke fom hver Aften; men en Mand kan jo have Forretninger, og hun turde ikke spørge bam; thi skjøndt de vare meget fortrolige, stjøndt Christine paa een Aften talte med Christian mere, end hun i en beel Maaneb talte med Andre, var der dog Noget, som gjensidig ifte blev berørt. Fortjenesten for Christine havde i den forløbne Tid ikke været saa stor, som hun ventede, og hun nænnede ikke at sige Christian det, ligesaa lidt som hun turde spørge ham om hans Fortjeneste; dog undrede bun fig over, at han ikke selv berørte denne Gjenstand og heller ikke talte til hende om sin Examen. Men alligevel var hun glad, thi hun havde ham igjen ham! hendes eneste, trofaste Støtte i den vide, vide Verden. Staffels Christine! Christian skulde ikke blive længe hjemme, hans Bortreise stundede alt til igjen, thi han havde ladet sig forhyre med en Bark, der skulde gaae til England, derfra til Cap og videre. En Aften sade de unge Folt og talte længe sammen under Lygten; det var blevet seent, Vægteren havde raabt Elleve, og nu var det nok paa Tibe, at følge Christine hjem. Christian laae ifte ombord, da han skulde gaae med et anbet Stib, og det var ham ligegyldigt, om han kom seent eller tidligt til fit Logis. Han bar Christines Kurv paa Hjemveien; de gif meget langsomt og pasfiare de muntert og hviskende, som de havde gjort hele Aftenen. Hun var saa lykkelig, som hun aldrig havde været; han ja han var, som alle Søfolk, glad i Øieblikket, ubekymret for den Dag imorgen, let, uden dybe Bekymringer. Den Aften var et Vendepunkt i Christines Liv. Den næste Morgen, da hun kom ud med fin Kurv, vare hendes Zine røde, hun havde græbt hele Aftenen, og Morgenen med. Da hun saae fit Bord ligge der med Benene iveiret, fom hun igjen til at græde, og hele Dagen, hvergang Nogen kom hen og talte til hende, løb Taarerne ned ad de friske, røde og hvide Kinder. Endelig kom Christian. ,,Naa min Duffe! hvordan gaaer Handelen idag? Men hvad Fanden er det, jeg troer Pumpesudet løber over; Du sidder jo og hænger som en Bager i stille Beir! Du er da ikke vred paa Din gamle Dreng, min Stinemo'er?" Nei, Christian men sæt Dig ned." Hun tørrede sine Dine med Forklædet, saae længe paa ham, løftede lidt paa hans Hat og strøg Haarene under den tilside; saa klappede hun ham paa Kinden, bøiede sig ned imod ham, idet hun uafbrudt saae ind i hans Dine, og sagde derpaa halvt hviskende, næsten høitideligt, kun disse Ord: „Her, Chriflian, nu troer jeg, bet er bedst, vi holde Bryllup!" 3 Der blev ingen Indvending gjort, og samme Aften kom det endogsaa endelig til en Forklaring om deres oekonomiste Status. Christine havde samlet femten Rigsbaler, Christian havde Ingenting. Han fortalte hende noget om de dyre Klædningsstykker i Amerika, om en ny Stibskifte, med mere, og det var jo vistnok fandt altsaminen; men nu havde han baade Klæber og Kiste, og saa paa næste Reise osv. To Dage efter stod Brylluppet et Bryllup til femten Rigsbaler. De fjørte til Kirke i en Droschke, Bræsten holdt en fjon Tale - til to Rigsdaler og saa fjørte de med en Kildevogn ud til Charlottenlund, hvor de tilbragte en glad Aften. Det var vel ikke et saabant Bryllup, som Christine havde tænkt sig, med en ung Styrmand, mulig allerede i Emploi: men det var dog en Festdag, hun aldrig glemte, et Bryllup med hendes Christian, Resten tom not. Næste Morgen gif han ombord for at feile til England og Cap, medens Christine vandrede ud til sin Station under Lygten. Christian var igjen borte. Aftenerne begyndte at blive lange, Lyg ten tændtes tidligere og tidligere; Lovet paa Træerne blev guult, faldt af og førtes af Vinden hvislende langsmed det afblegede Græs, hvor Christine sad og gjemte fine Fødder i et stort Tørklæde, der hvilede over hendes Skjød. Hun var endmere tans end sædvanlig, frøs og svøbte sig ind i fit Shawl, og, da det kolde Veir fom, maatte bun ofte blive hjemme, hun kunde ikke saa godt som tidligere taale at sidde i Blæst, Regn eller Snee, og desuden var Handelen ikke stor paa den Tid af Aaret. Men Vinteren fit ogsaa en Ende; Solen kæmpede saalænge med Sneen og Jistappene, at den fit Overhaand; Bandet flød igjennem Nendestenene ned i Stadsgraven; Flisestenene begyndte at tørres, først med smaa Pletter, saa over hele Fladen, ja tilsidst naaede det Tørre endogiaa ud over Steenbroen. De geftjæftige Spurve qvidbrede omkring, kom hoppende hen til Christines Bord og forsynede fig med de efterladte Krummer af hendes tarvelige Frokost, som laae paa. Jorden. Voldskrænten inde over Byen begyndte at antage et grønligt Stjær; Træerne satte Knopper, og Fuglenes Sang blev mere og mere livlig. Nu begyndte ogsaa Byen at udvide sig ved den kommende Barme, flere og flere Spadserende vandrede ud af Portene, frem og tilbage, for at indsuge den friffe Foraarsluft i den frie Natur; Christines Rager, Brystsukkere, Figener og Hvedebrød fandt igjen Kjøbere, Handelen begyndte at gaae paany, og nu svigtede bun sjelden fin Plads bagved. Bordet. Hun var desuden nu bleven godt bekjendt blandt de Spadserende, som gjerne kjøbte hos den unge, smuffe og ærbare Ragefone, iffe alene for Barernes, men ogsaa for hendes Skyld. Foraaret var mildt og venligt, alle Mennester vare saa gode, og det var ingen Sag at leve i Verden, naar man havde det saa godt tænkte Christine. Dog, nu havde hun travlt. Hun havde lært lidt Svening og Strifning af fin Moder, der maatte stoppe og lappe det Linned, hun vaskede; Christine syede derfor selv fine Klæber, forandrede de Kjoler, som gode Familier forærede hende, og sømmede fine hvide Forklæder - men nu var det ganske andre Ting, hun syede paa. Naalen gif faa flittig, hele Dagen igjennem, nu paa en lille Stjorte, nu en 2siert eller en lang Kjole, faa et Svøb med mange Baand; ogsaa Strikkepindene bleve satte igang, de smaa Klædningsstykker forberedte; og hver Morgen, efterat hun havde besørget sin Bast og Reengjøring hjemme i Borgergaden, og hun skulde afsted med sin Kurv for at gjøre Indkjøb til Dagens Handel, laae hun først en Stund paa Kuæ over den nederste Stuffe i Comoden, ordnede og talte fine smaa Sager og faae efter, om Alting var, som det skulde være; saa undslap ber bende et lille Suf, bun lukkede Skuffen og gik til fin Gjerning. I den lange Tib, Christine havde siddet under Lygten, havde hun dog erhvervet sig en Ven, som boede paa samme Sted, eller rettere i Omegnen, og bet var den gamle Vægter. Ofte faae man ham om Aftenen staae med Armene hvilende paa Ræfeærket ved siden af Bordet og snakke med den lille Kone indenfor; naar det efter Almanaffen, men ikke efter andre ydre Kjendetegn var Maanestin, og Lygten derfor ikke brændte, tændte han Spebelyset i Christines Bliklygte, ja sommetider gik han endogsaa Smaacerinder for hende, f. Ex. efter et nyt Lys eller lidt Traad inde i Gaden. Vægteren prøvede undertiden at drille hende med det Smaatsi, hvorpaa hun syede, men det lyffedes iffe; dog holdt han i den senere Tid bedre Die med hende end sædvanlig, thi han var selv givt og vidste, hvad hendes nærværende Tilstand betød, og han frygtede for, at Christine af Ubefindighed eller Ukyndighed skulde begaae nogen Uforsigtighed imod sig selv. Han tog heller ikke feil; godt var det, at han var forberedt, at der ogsaa over den fattige, forladte Piges Hoved hvilede en stjærmende Haand, som beskyttede hende i hendes Eensomhed. Christines Syening var færdig; hun var meget sørgmodig, og reiste sig sjelden fra Stolen; dog var bun rast. En Aften, fort efter at Vægteren var kommen paa Bost, kom han hen til hende, da hun pludselig var bleven svg; han hentede da strax en Ven, som holdtes i Beredskab, overleverede ham Christine, og nu git Touren Fod for Fod til „Stiftelsen". For Bordet og Varerne sørgede Vægteren. - 3* Christian blev dennegang længe, længe borte. Da han igjen jad hos Christine ved Bordet under Lygten, var der hengaaet syv lange Aar siden den Aften, da de som unge Ægtefolk havde kjørt hjem ad Strandveien fra Bryllupsfesten i Charlottenlund. Dengang var den friske unge Sømand med det aabne Bryst, den brede Skjortekrave og Baandet flagrende fra Hatten en livlig Gast, fuld af Lystighed og Glæde over sin unge Brud, fuld af Opmærksomhed og gode For sætter; Bruden var saa fiin og stær som en rigtig Dame, saa blussende, glad og tillidsfuld, saa smækker og rørlig, saa let paa fine smaa Fødder og nu, alt nu, efter iffun faa Aars Forløbak, hvor forandret! Der sab de begge To, den Ene paa Stolen, den Anden paa Kanten af Rætværket, med Fødderne dinglende i et Bar store, tyksaalede Bandstøvler, hvis Hæle uafbrudt dastede imod det underste Tværbrædt. Han var klæbt i en stor, ulden, tilknappet Søtroie med Lapper paa Albuerne, et Par snavsede Engelsklæders Beenklæder, et gammelt rødt Tørklæde om Halsen og en sort Klædes Kastjet, hvis Skygge var flemt ned over det høire Dre; Stjægget var langt og uredt, Ansigtet mørkebruunt, og Levningerne af en Regnbue sad omkring det ene Die. Han var bøiet forover, med begge Armene hvilende paa Benene og mod Hænderne de store, haarde, begede Hænder, der saae ub, som de vare faldne af og satte paa igjen hængende ned i Skjødet. Christine var bleven noget svær; hvor hun sad, der sad hun, og holdt ikke meget af at reise sig; men hendes Paaklædning var ligesaa omhyggelig, ligesaa reen og hvid som altid. Den lille sorte Hue med de grønne Baand under Hagen og det hvide Lærreds Forklæde vare hendes bestandige Kjendetegn; iøvrigt var Udtrykket det samme venlige som før, kun noget mere roligt eller hengivent, om jeg saa skulde sige; Dinene vare de samme lyseblaae, tjærlige, svømmende Dine med de lange, mørke Diens haar men Taarerne havde berøvet dem noget af deres Glands, og enkelte Furer vare af Tiden og Luften lagte over hendes Ansigt. Ved Boutikken, det vil sige Bordet, var der foregaaet en stor Forandring: det havde faaet fire høie Stolper med en Himmel over, var fuldt af Glaskloffer paa blaae Tallerkener og meget rigt besat; desuden var der en Stuffe og en Hylde forneden, i hvilke Statkammeret og Varebeholdningen gjemtes tilligemed en blank Madspand og to Par Kopper. - Ja, der var to Par Kopper; thi vel havde Christine ikke idag ventet sin Mandhun havde jo i syv samfulde Aar ikke hørt fra ham - men den lille sexaarige Dreng, hvis hele Levetid var henrullet paa den grønne Plet indenfor Rækværket og som nu snart, efter Ferien, stulde i Stole naturligviis Betalingsstole behøvede ogsaa et Bar Kopper. Christine stod sig godt, det var tydeligt at see; bun maatte have mange Beskyttere, hun var gaaet frem i Velstand og i Hengivenhed til Gud - Christian var gaaet tilbage. For syv Aar siden stod de ved hinandens Sibe; nu var den Ene gaaet op, den Anden ned, at! og hvorfor? Drengen var opkaldt efter sin Fader; det var store Christian og lille Christian, Christian og Christine Altsammen. Han stod og faae paa fin Fader med store Dine. Mange Gange havde Moderen talt til ham ont hans Faber og dennes livlige Stand, om Søen og det urolige Liv www paa denne, om den fjærlige Fader, som vilde komme hjem, flyve over Rækværket, fysse sin Dreng og holde saa meget af ham men nu stod lille Christian og saae paa den mørke Mand, der ikke engang havde taget ham i Haanden, og for hvem han næsten var bange. Saa Du fik en Dreng, min Stinemoer! det havde jeg ingen Anelse om, ellers havde jeg dog sendt Noget til Ungen. Kom herhen, Du Hundesteil! lad mig see, om Du kan give mig et rigtigt Kladsk i Næven." Da Christine opfordrede Drengen til at gaae ben til Faderen, gjorde han det ogsaa, men hans Moders Zine fulgte bam med umis fjendelige Tegn paa Uro. I gamle Dage falbte bun bam en Bulderbasse, nu turde hun ikke nævne dette Ord og dog havde det passet; thi Christian var ikke ond, Hjertet forandrer sig ifte med Aarene, men han var flygtig, letfinbig, ubetænksom, og med Tiden komme onde Baner. Da Drengen kom hen imod ham, var det ligesom en Ild pludselig foer igjennem hans Hoved; han sprang ned fra Rækværket, greb Barnet om Livet med begge Hænder og løftede det op foran sig, idet han udbrød: "Christine! det er Dine deilige Dine, som de saae paa mig, før jeg reiste; saaledes var Du dengang, hvorfor er Du nu bleven saa forandret?" ,,Det er ikke mig, Christian, der er forandret, det er Dig selv; Du har glemt mig i den lange Tid. Hvorfor har Du aldrig sendt mig en Hilsen, aldrig strevet Lidt hjem til mig, aldrig givet mig Haab om, at Du skulde blive en flink Styrmand, maaskee Capitain paa et stort Skib? Du kunde have været bet nu bliver Du det aldrig!" ,,Christine, min Duffe! Du fjender ikke Verden, Du veed ikke, hvorledes det gaaer. Der er saamange Styrmænd og Capitainer, at en beel Deel af dem ligger uden Emploi; derimod kan en Matros altid faae Hyre. Saa er Matrosen mere uafhængig; naar han har Frivagt, har han Frivagt og kan sove saameget, han vil; Capitainen har aldrig Frivagt. Naar det bliver ondt Veir, eller vi seile under Land, maastee mellem Brændinger og Stjær, saa gjør Matrosen det, som Capitainen siger; stal vi tage et Reb ind, godt og vel, jeg gaaer op til Stikbouten; skal vi bære af, bjerge Seil, stalke Luger, eller hvad det nu kan være, godt, jeg gjør det; men Capitainen staaer inde for, at det, vi gjør, er rigtigt, og, naar det saa er galt, fræver man ham til Regnskab derfor og ikke mig. Det er altid bedre at være Matros end Capitain eller Styrmand; Matrosen har ingen Sorger, Ingen at passe paa uden sig selv, ikke noget Gods eller Kram at staae til Noers for. See det var nu Eet, Chriftine; men der er ogsaa noget Andet." Lille Christian var under denne Tale bleven mere fortrolig med Faderen, havde fat fig paa bans Knæ og saae nu meget opmærksom paa ham; Christine holdt Zinene paa sit Sytøi der er ogsaa noget Andet, Christine, og veed Du hvad det er? Det er, at jeg er en meget daarlig Fyr! - Det var dog muligt, jeg kunde have faaet Lyst til at tage denne Styr mandsexamen, naar jeg altid havde været et godt Menneske, saa god, som jeg er i dette Zieblik, faa god, som Du vilde have gjort mig. Det er aldeles i sin Orden, at Du begynder med at stjænde og brumme paa mig, for jeg er et nederdrægtigt Menneste, en stor Sturt imod Dig og vores Dreng!" Christian gav sig til at græbe, denne ubyggelige, storflaaede Graad, som, hvor naturlig og ukunstlet den end er, dog mere ligner en Lovegraad end Udtrykket af et Mennestes Sorg. Christine kom ogsaa til at græde, men det var paa en anden Maade. "Bliv hos mig, Christian! Reis aldrig mere bort, saa bliver Alting godt. Hvad Du der siger, er slet ikke sandt, Du har hverken sijaalet eller røvet, dertil ere Dine Klæber for usle. Bliv bjemme hos mig og hos vor Treng; her er Fortjeneste nok i Byen, vi skal have det saa gebt sammen." ,,Det er umuligt, Christine," svarede Christian og reiste sig; „uden Seen kunde jeg ikke leve dog, lab gaae, jeg skal prøve det i en Maaned og tage Arbeide paa Pladsen. Lad gaae, jeg skal prøve det! Men det gaaer ikke, Christine, det gaaer ikke alligevel skal jeg prøve det." Og Christian søgte og fik Arbeide paa Pladsen. I de første otte Tage fom han hver Aften efter Arbeidet ud til sin kone, der havde faaet pyntet ham lidt op og nu talte baade blide og kjærlige Ord til ham, hvilke syntes at falde i god Jord. Ogsaa Christian var bleven rigtig glad med sin Fader, af hvem han fik saamange Fortællinger om fremmede Lande, om Søen og Alt, hvad der baabe fan og ikke fan hændes paa denne. Saa sfete det en Aften, at Christian blev ganske berte, og da Christine den følgende Dag spurgte ham om Grunden, forklarede han, at han havde truffet en af fine Stibekammerater, ber skulde reise den næste Tag, og med ham maatte han tilbringe Aftenen. Denne Forklaring blev tagen for gyldig; men da den samme Ting gjen tog fig flere Gange, forekom det Chriftine, at det var vel mange Skibskammerater, der saaledes skulde reise, og hun begyndte at blive urolig og frygte for, at der var Noget paafærde. Til denne Bekymring fom endnu den Sorg, at Christian en Dag bragte hende den Hjobspost, at han var udskreven til Orlogs og stulte afgaae med en Brig til Vestindien om en uge. Opfyldt af Uro over dette nye Stød, af ængstelse for fit Barns Fader, sad Christine en Aften og ventede hans Ankomst. Vægteren havde allerebe tændt Lygten og spurgt til hendes Befindende, Stjernerne vare komne frem, Luften var bleven ganske mørk og endnu faaes ifte Noget til Christian. Da hørte hun paa engang en Støi inde fra Byen; den blev høiere og bøiere, en Mængde Stemmer gjenløde imellem hverandre; de rykkede nærmere, der var en høirøftet Sang, blandet med Strigen, Biben i Fingre og Raaben Hurra. Tre Matroser, med hinanden under Armen, Haaret og Klæberne flagrende, gif midt ad Gaden, eller rettere flingrede fra den ene Side til den anden, syngende af fuld Hals: ,,Vi Sømænd gjør ei mange Ord-" Kjøbenhavns Pøbel ledsagede dem paa deres lystige Vandring. Da de fom over Broen henimod Christines Bord, ubraabte den midterste af Matroserne: "Der sidder min Kone henne. Naa, Mutter! nu op med Dine Varer." ,,Hurra for Mutter Andersen!" raabte de andre To; „Kjærlingen tracterer, Christian betaler Gildet!" Ingen Sludder, I Laftrotter!" raabte Chriftian, .,lad mig snakke med Madammen." Han rev sig løs fra de Andre og dinglede hen imod Rækværket; Bøbelen standsede, og Raabene gjenløde kun fra dem, som vare bagved. Christine havde reist sig i Forstrækkelse; hun havde jo nok i nogen Tid havt en bange Anelse om Christians Tilbøielighed, men dette havde hun dog ikke ventet at opleve; hun begreb øieblikkelig fin Stilling og hvad bun maatte gjøre, derfor samlede hun alt fit Mod og sin Kraft, greb Drengen med den ene Haand og gif hen til Laagen, som hun aabnebe; hun tog da Christian i Armen, saae ham stivt i Øinene og sagde bydende til ham: ,,Christian, Du gaaer strax ind her, eller jeg springer lige i Stabsgraven med Din Dreng!" Han taug sieblikkelig som en Muur, og gjorde hvad hun befalede uden at bryde sig om fine Kammerater, for hvem Christine slog Laagen i, saa bet gav et høit Knald. ,,Halloi, lille Madam!" sagde den Ene; I fører not Jer Kost paa Toppen; det er godt der er andre Butlerier i Farvandet kom Ole!". og saa dandsede de Begge en Polka udad imod Broen, forfulgte af hele Sværmen, der saaledes drog videre. Christine var igjen bleven rolig og havde sat sig ned paa Stolen; Christian kastede sig i Græsset ved hendes Side. Der sad han en Stund og brummede for sig selv. Lidt efter lidt glemte han, hvor han var og gav sig til at synge den af Matroserne saa yndede Vise: ,,Enten er Luften brændendes varm, Eller mit Hjerte lider af Hebe; Kom min Cousine og giv mig Din Arm, Naar vi gaae til, saa er vi dernede." ,,Stam Dig dog, Christian," men snart begyndte Sangen igjen, bleve Tonerne svagere og svagere, i Græsset, nynnede endnu nogle Stropher med en svag Stemme og faldt saa isøvn. Da tog Christine sit store Tørklæde af og bredte bet ud over ham; hun bøiede sig ned, trykkede kastjetten fast paa hans Hoved, men i det samme sant hun uvilkaarlig med Hovedet ned paa hans Bryst og græb, saa at de længe tilbageholdte Taarer rullede ned over Tørklædet. Tilfældigviis kom Vægteren netop nu hen til Bordet og faae, hvad der foregik; han tog den lille Dreng ud til sig og bragte ham ind i Gaden til sin gamle Kone i Kjælderen. Da han kom til bage, laae de der Begge endnu, i samme Stilling; stakkels Christine! hun havde ingen Taarer mere. Da gif Vægteren ind til hende, reiste sagde hans kone, og saa taug han; indtil han fik samme Tiltale. Dog endelig sank han langsomt bagover hende op paa Stolen og søgte at trøste bende; men han fif intet Svar, hendes Tanker vare andre Steber benne. Saa gif han igjen udenfor, men vedblev dog at holde Zie med dem. Christian vedblev at sove, og bans Rone sad bos bam til langt ud paa Natten. Da vaagnede han pludselig op. Hvor er jeg?" ,,Hos Din Chriſtine." in na nos „Hvorledes er jeg kommet ber? Jeg maatte jo ikke gaae berub iaften! - Jeg var drukken som en Allike og det maatte Du ikke vide!" Hun faae roligt paa ham, idet han bøiede sit Hoved op mod hen des Knæ. Ligesom da hun for syv Aar siden havde sagt til ham de betydningsfulde Orb: „Nu troer jeg, det er bedst vi holde Bryllup." saaledes tog hun ogsaa nu hans Hoved imellem sine Hænder, strøg bans Haar tilside, klappede ham, saae venligt paa ham og sagde: „Min ſtaf tels Christian! Nu seer jeg, hvorfor Du aldrig kunde faae Din Styr mandsexamen." „Ja," svarede han, Du har Ret, men Du har ogsaa nok vidst det. Christine, det er meget rigtigt Flasken, den fordømte Flaste bar lokket mig hele mit liv igjennem; jeg har holdt saameget af den, altfor meget men, Christine, det er ogsaa min eneste Feil!" Han taug en Stund, derpaa vedblev han: „Næstcommanderende ombord paa Briggen har gjort mig til Klyvergast; det er i sin Orden; han saae strax, hvad jeg duede til, og en Klyvergast skal altid have en rød Næse. Men han kan troe nei; Christian Andersen skal gjøre sin Næse Stam! Han skal aldrig driffe mere, Forvalteren skal faae at see, at jeg fan menagere mit Brændeviin. Jeg lover ikke Noget, Christine, men jeg holder Ord. Seer Du, hvor Stjernen blinker iaften? - Nu har jeg svoret, og jeg holder Ord!" Og Christian holdt Ord i den Tid, han havde tilbage her paa Jorden længere var det ikke fornødent. Han havde taget Afsked med Kone og Barn, han var borte, og hun sad igjen ene tilbage; dog følte bun sig glad, thi hun stolede paa ham; han havde kun en eneste Feil." den vilde han rette, det havde han lovet, og lyve funde han ikke. Lille Christian havde begyndt sin Skole og var borte hele Formiddagen; men om Eftermiddagen sad han hos hende og skrev Noget paa en Tavle eller lærte Bogstaver, eller ban stillede sine Pinde op paa Græsset, eller frøb op i Træet og legede Tit med sin Moder, saa bun mange Gange var bange for, at han skulde falde i Stadsgraven. Handelen gif godt, der var Nok baade til Moder og Barn det vil sige med den Tarvelighed, som hun forstod bedre end Nogen. Men Christian havde kun været borte noget over en uge, da hun blev rammet af en stor Forskrækkelse. Hun sad nemlig en Aften og faae paa sin Stjerne, der sfinnede endnu smukkere end nogensinde; bun glædede sig over den og over sine Tanker. Af og til trak en lille Sky over Stjernen, der forsvandt et Dieblik, men strax efter kom frem igjen og smilede til hende ligesaa venligt som før. Men nu kom der en stor, mørk Sky frem foran Træerne og nærmede sig mere og mere den klare Stjerne, der blinkede alt hvad den funde, som om den vilde samle fine sidste Kræfter; Styen fom nærmere det var, som om en Angst fyldte Christines Hjerte, som om en Vægt havde lagt sig over det, saa at bun ikke funde aande; Skyen naaede Stjernen, slukkede den, og i samme Dieblik foer et Meteor ud fra Styen, beskrev en Lysbue over Himlen, faldt ned imod Byen og slukkedes. Christine udstødte et Skrig og sank ned af sin Stol. Lille Christian lob strax efter Vægteren, der kom og hjalp ham med hans stakkels Moder; hun følte sig vel nu noget bedre, men ønskede dog at gaae hjem, og gjennem den mørke Aften vandrede nu Moder og Søn med deres Kurv langsomt gjennem Gaderne til deres eensomme Bolig paa Ovisten. Den næste Dag var Christine ikke ved sin Handel, og i tre uger tom bun ikke tilbage, faalænge havde hun ligget syg og kun havt lille Christian til at pleie sig. Da hun igjen sad under Lygten, kom Vægteren strax ud til hende; han havde Noget at fortælle hende, men hun maatte ikke blive bedrøvet, skjøndt det var en sørgelig Efterretning. Jeg veed det godt," svarede bun, "De behøver ikke at sige mig det men hvorledes gif det til, paa hvilken Maade er han omkommen?" Vægteren, som troede, at nogen Anden havde bragt bende Budskabet, svarede fun: Jeg har al min Kundskab af Avisen, hvor der stod, at ifølge Rapport fra Briggen St. Thomas, dateret Canalen den 4be September, havde Briggen samme Dag passeret Dover med god Vind og frist Brise. Alt var vel ombord, undtagen at heelbefaren Matros Christian Andersen, Kjøbenhavn, en af Stibets flinkeste Folk, under en Byge i Nordsøen var slaaet overbord af Klyveren, som han var sendt ud for at gjøre fast; paa Grund af den mørke Aften stod han ikke til at bjerge." Christine vidste det jo; havde hun udstaaet. Hvad Budskabet havde hun faaet, fin Sygdom havde hun nu tilbage? Sit Minde om Christian, de lykkelige Zieblikke, hun havde nydt i Selskab med ham, og det levende Pant, han havde efterladt hende. Ved og for disse Erinbringer levede hun hele den øvrige Deel af sit Liv thi bendes Historie er nu fortalt. I mange, mange Aar efter Christians Død sad Christine under Lygten med sin Frugt og fine Rager, sjelden svigtede hun og altid saae hun relig og tilfreds ud der, hvor hun sad. Aarene gled hen over hendes Hoved. Hvorledes der faae ud ved Toldboden eller paa den Kant af Byen, vidste hun iffe; derimod fjendte hun hvert Ansigt, som jevnlig kom forbi hendes Bod, hun saae Børnene vore og fit saamange venlige Hilsener af dem, som passerede paa Fortouget. Lille Christian vorede op; hvad hans Fader ikke havde opnaaet, det lyffedes ham, thi han havde arvet Faberens gode Egenskaber, uden at medtage bennes,,enefte Feil" skjøndt han maaskee nok havde andre. Han blev en bjerv, uforsagt Sømand, en flink og paalidelig Styrmand, der snart saaledes vandt Nhederens Tillid, at denne betroede ham Commandoen af en af fine hurtigseilende Skonnerter i Frugtfarten paa Messina, og derved fom Christian til at bringe de Appelsiner og Figener hjem til sin Moder, som hun solgte fra fit Bord. Da Christian havde gjort sin første Reise som Styrmand, givtede han sig med Bagerens Datter straaes overfor i Borgergade, og Christine saae de syv Børn, der ofte besøgte hende udenfor Porten, vore op og falde hende den gode Bedstemøder. Mange Gange havde Christines Søn og hans Kone ved Bønner og Overtalelser søgt at formaae hende til at træffe fig tilbage fra Handelen; men dette vilde hun ikke paa nogen Maade føie dem i. Hun havde ladet dem indrette en Art Skilderhuus for fig, i hvilket hun sad, naar de kolde Vinde feiede om hendes Fødder men under Lygten vilde hun boe, og leve af sin egen Fortjeneste. Kun eengang foretog bun en Forandring, og det var af Nødvendighed, nemlig den 4de December 1857, da hun maatte flytte hen under den nye Gaslygte, som paa denne Aften tændtes for første Gang. Men her vilde hun ikke ret trives, den skinnede hende for stærkt og tændtes for pludselig. - Har Du aldrig, fjære Læser, seet hende sidde der, eller i tidligere Dage under den gamle Tranlygte? Jeg har ofte feet hende, ofte søgt at passtare lidt med hende; men hun var ikke af Ord. Der sad bun, tidlig og filde, aldrig træt, altid taalmodig, og nu veed Du jo, hvad hun sad og tænkte paa. Ja, saaledes var det: Tanken om de korte Besøg, Christian havde aflagt hos hende, var den Blomst, der holdt hendes Sjæl opret, de faa Dage bødede paa de mange Aar. Og er det fun hende, det er gaaet saaledes i Livet? Hvormangen fattig Piges Levnet bar jeg ikke skildret i disse korte Træk? Hvormange opretholde ikke et Liv fuldt af Savn og Sorg, af Arbeide og Besvær, med Tanken om faa Dages Lykke, nogle Dieblittes Nydelse? Uden en saadan Blomst, var Livet en Byrde med den, kan man modstaae Meget. Forrige Onsdag bleve Christines jordiske Levninger bragte til den sidste Hvile, ledsagede af et for hendes Stand talrigt Følge. Hun gik til sin Christian, der i fyrretyve Aar har hvilet i den vaade Grav, og paa Stenen, som hendes Søn har labet reise over hende, staaer at læse: Her hviler en kjærlig Hustru, Moder og Bedstemoder. Fred med bendes Støv!" Den gamle Kirkeklokke. (Skrevet til Schillers Album"). det tydske Land Würtemberg, hvor Afafietræerne saa deiligt blomstre ved Landeveien og ble- og Bæretræerne bugne i Høst ved den modne Velsignelse, ligger en lille By, Marbach; den hører til de ganske ringe Stæder, men smukt ligger den ved Nedarfloden, der skynder sig forbi Byer, gamle Ridderborge og grønne Viinbjerge, for at blande sine Bande med den stolte Rhinstrøm. Det var seent paa Aaret, Biinløvet hang med røde Blade, Regnbyger faldt og den folde Blæst tog til; det var ikke den fornøieligste Tid for de Fattige; det blev mørke Dage, og mørkere endnu var der inde i de gamle, smaa Huse. Eet af disse laa- med Gavlen ud mod Gaben, med lave Vinduer, fattigt og ringe at fee til, og bet var da ogsaa Familien, som boede der, men brav og flittig; dertil med Gudsfrygt i Hjertets Statkammer. Eet Barn til vilde vor Herre snart forunde dem; det var Timen, Moderen laa i Smerte og Nød, da lød ind til hende fra Kirketaarnet Klofteflang, saa byb, saa festlig, det var en Høitidsstund, og Klokkens Lyd fyldte den Bedende med Andagt og Tro; Tankerne løftede sig saa inderligt mod Gud, og i samme Stund fødte hun sin lille Søn og følte sig saa uendelig glad. Kloffen i Taar- To flare net syntes at ringe hendes Glæde ud over By og Land. Barnesine faae paa hende, og den Lilles Haar stinnede, som om det var forgyldt; Barnet blev modtaget i Berden med Klokkeklang paa den mørke Novemberdag; Moder og Faber kyssede det, og i beres Bibel sfrev be ind, at den tiende November 1759 gav Gud os en Son", og siden blev tilføiet, at han i Daaben fif Navnene Johan Christoph Friedrich". Hvad blev der af den lille Fyr, den fattige Dreng fra det ringe Marbach? Ja, det vidste Ingen dengang, selv ifte den gamle kirkeflotte, ihvor høit den hang og havde runget og sjunget først for ham, der siden skulde synge den deiligste Sang om,Klokken". Og den Lille vorede og Verden vorede for ham; vel flyttede Foralbrene til en anden By, men fjære Venner bleve i det lille Marbach, og derfor kom ogsaa Moder og Søn der i Besøg en Dag; Drengen var endnu fun sex Aar, men han fjendte allerede endeel til Bibelen og de fromme Pfalmer, han havde alt mangen Aften fra sin lille Nørstol hørt Fader læse Gellerts Fabler og Sangen om Messias; hebe Taarer havde han og den toaars ældre Søster grædt ved Læsningen om ham, der leeb Korsets Død til Frelse for os Alle. Ved det første Besøg i Marbach havde Byen ikke stort forandret fig, det var jo heller ikke saa meget længe siden, de droge bort; Husene stode som før med spidse Gavle, hældende Mure og lave Vinduer; paa Kirkegaarben vare fomne nye Grave til og der, lige op til Muren, stod nu nede i Græsset den gamle Klokke, den var falden fra sin Høide, havde faaet en Sprække og kunde ikke ringe meer, en ny var ogsaa kommen i bens Steb. Moder og Søn vare traadte ind paa Kirkegaarden, de stode foran den gamle klokke, og Moderen fortalte sin lille Dreng, hvorledes den Klokke i flere hundrede Aar havde gjort Gavn, ringet til Barnebaab, til, Bryllupsglæde og Begravelse; den havde mælet om Festglæde og Ildens Næbsler; ja Kloffen sang ud et heelt Menneskeliv. Og aldrig glemte Barnet, hvad Moderen fortalte, det klang i hans Bryst, til han. som Mand maatte synge det ud. Og Moderen fortalte ham, hvorledes denne gamle Kirkeklokke havde ringet Trøft og Glæde til hende i Angeftens Time, runget og sjunget, da hendes lille Dreng blev givet hende. Og Barnet faae næsten med Andagt paa den store gamle klokke, han bøiede sig ned og kyssede den, ihvor gammel, sprukken og henkastet den end her stod imellem Græs og Nælder. 3 Minde blev den hos den lille Dreng, der i Fattigdom skjød op; lang og mager, rødlig af Haar, fregnet i Ansigtet, ja det var ban, men to flare Zine, som det dybe Vand, havde han i Eie. Hvorledes gik det ham? Det gif bam godt, misundelsesværdigt godt! han var i høieste Naade taget op i den militaire Skole i Afdelingen, hvor de finere Folks Børn vare, og det var en Hæber, en Lykke; ban gik med Støvletter, stivt Halsbind og pubbret Paryt. Lærdommen fik han, og den fom under Marsch!" "Holdt!" "Front!" Det kunde der nok komme Noget ud af. Den gamle Kirkefloffe, gjemt og glemt, vilde vel engang komme i Smelteovnen, hvad kom der saa ud af den? Ja det var det umuligt at fige, og det var heller ikke muligt at sige, hvad der vilde komme af den Klokke inde i det unge Bryst, der var en Malm derinde, den rungede, den maatte flinge ud i den vide Berben, og jo snevrere der blev bag Stolens Muur og jo mere døvende der løb Marsch! Holdt! Front!, des stærkere flang det i Ungersvendens Bryst, og han sang det for Kammeraternes Krebs, og Klangen løb ud over Landets Grændser; men derfor havde han ikke faaet Skolegang, Klæder og Føde; Nummeret havde han til den Nagle, ban stulbe være i det store Uhrværk, vi Alle skulle høre til i den haands gribelige Nytte. Hvorlidet forstaae vi os selv, hvorledes skulde da de Andre, selv de Bedste, altid forstaae os? Men det er ved Trykket just, at Edelstenen stabes. Tryffet var her, mon i Tidens Løb Verben skulde kjende Edelstenen? Der var stor Festlighed i Landsherrens Hovedstad. Tusinde Lamper lyste, Raketterne straalede; den Glands mindes endnu ved ham, der da i Taarer og Smerte uændset søgte at naae fremmed Grund; han maatte SCHILL Schillers Monument af Thorvaldsen. fra Fædreland, Moder, alle sine Kjære, eller forgaae i Almindelighebens Strøm. Den gamle Klokke havde det godt, den stod i Læ ved Marbachs Kirkemuur, gjemt, glemt! Vinden foer hen over den og kunde have fortalt om ham, ved hvis Fødsel Kloffen ringede, fortalt, hvor koldt den havde blæst hen over bam, nvs han udmattet af Træthed fant ned i Nabolandets Skov, hvor hele bans Rigdom og Fremtids Haab kun vare skrevne Blade om Fiesto"; Vinden kunde have fortalt om de eneste Beskyttere, Kunstnere jo Allesammen, der snege sig bort fra Læs ningen deraf og legebe ved Keglespillet. Vinden kunde melde om den blege Flygtning, der levede Uger, Maaneder i det fattige Krohuus, hvor Bærten støiede og draf, hvor der var raa Lystighed, medens han sang om Idealet. Tunge Dage, mørke Dage! selv maa Hjertet lide og prøve hvad det skal synge ud. Mørke Dage, folde Nætter gif over den gamle Klokke; den fornam det ikke, men klokken i Menneskets Bryst fornemmer sin trange Tid. Hvor gif det den unge Mand? Hvor gif det den gamle Klokke? Ja, Kloften tom langveis bort, længere end den fra sin Høibed i Taarnet havde kunnet høres; den unge Mand, ja Kloffen i hans Bryst løb læn gere bort end hans Fod skulde vandre og hans Dine see, den rungede og ringer endnu ud over Verdenshavet, Jorden rundt. Hør nu først om Klokken! Den kom fra Marbach, solgt blev den som gammelt Kobber og skulde i Smelteovnen inde i det bayerske Land. Hvorledes kom den derhen og naar? Ja, det maa Kloffen selv fortælle, om den fan, det er ikke af stor Vigtighed; men vist er det, den kom til Bayerns Kongeftad; mange Aar vare gaaede, siden den faldt fra Taarnet, nu skulde den smeltes, skulde med i Støbning af et stort Hæders-Monu ment, Stiftelsen af en Storhed for det tydske Folk og Land. Hør nu, hvorledes det traf, underligt og deiligt gaaer det dog til i denne verden! Oppe i Danmark, paa en af de grønne Zer, hvor Bøgen groer og hvor der er de mange Kjæmpegrave, var der en ganfte fattig Dreng, der havde gaaet i Træskoe, baaret Mad i et gammelt Klæde til fin Fader, der gik og snittebe paa Holmen; det fattige Barn var blevet fit Lands Stolthed, han huggede i Marmor Herligheder, saa at Verden undrede sig der= over, og ham var det just, der fik det Hædershverv at forme i Leret en Storheds, Stjønheds Stiftelse, der kunde støbes i Malm, Billedet af ham, hvis Navn Faderen havde nedskrevet i sin Bibel: Johan Christoph Friedrich. Og Malmet flød gløbende ind i Formen, den gamle kirkefloffe ja, Ingen tænkte paa dens Hjemstavn og hendøde klingen, Klokken flød med i Formen og dannede Hoved og Bryst paa Statuen, som den nu afsløret staaer i Stuttgart foran det gamle Slot, paa Pladsen hvor han, den forestiller, gik lyslevende, i kamp og Stræben, trykket af Verden udenom, han, Drengen fra Marbach, Eleven fra Carls Stolen, Flygtningen, Tybsklands store udødelige Digter, der sang om Schweitz's Befrier og Frankrigs gudbegeistrebe Jomfru. Det var en deilig Solskins Dag, Faner vaiede fra Taarn og Tage i det kongelige Stuttgart, Kirkeftofferne ringede til Fest og Glæde, fun een Kloffe taug, den lyfte i det flare Solffin, lyste fra Ansigt og Bryst i Hæders Stiftelsen; det var netop hundrede Aar fra den Dag, Klotten i Marbachs Taarn ringede Glæde og Trøst til den lidende Moder, der fødte fit Barn, fattig i det fattige Huus, engang den rige Mand, hvis Skafte Verden velsigner; ban, det æble Qvindehjertes Digter, det Stores og Herliges Sanger, Johan Christoph Fried rich Schiller. H. C. Andersen. Erotiske Smaadigte. it unge Hjerte i mit eget banker, Din Ungdoms Glæde zittrer i mit Bryst; Og Tonefaldet i din fjælne Røst Har blødt formildet mine strenge Tanker. O, lab mig i bit Foraarsliv forynges, Og i din Ungdom blive ung igjen! Med dine Psyche-Vinger løft din Ben, Naar han af Tiden og dens Alvor tynges! 4* II. Min nysubsprungne Rose". Jeg faldte dig engang. Veed du, hvorfor jeg mener, Du nye til Liv udsprang? Er alt for Jomfru-Blikket Hiin sjeldne Birken røbet, Der loffer Rosenkalken Af Knoppen og af Svøbet? Og er big alt fortrolig Hiin mærkelige Magt, Der i den mindste Stabning Som i din Sjæl blev lagt? Beed du, mit unge Hjerte! At samme Pulsslag banker I Rosens fyldte Bæger Og dine skjulte Tanker? Du veed det! Ja, du veed det! Thi ved det samme Bub Dit Hjertes fine Blade 3 Kjærlighed sprang ud. Min nysudsprungne Rose! Det var i Elskovs Arme Dit unge, søde Hjerte Blev vakt til Liv og Varme. Henr. Herz. - Budstikken. (Et Bidrag til Postvæsenets Historie). ore Børnebørns Børn ville upaatvivlelig lee af deres stiftelige Oldefædre og træffe paa Skuldrene, naar deres forældre som et anbet gammelt Sagn fortælle dem, at der var en Tid, da man førte et ganske behageligt Liv uden at kjende Telegrafen. Verden gaaer fremad, og bet er ret heldigt, thi stod den stille, saa git den tilbage, og vi faae vel lade de smaa vordende Danske lee af 08. Alt hvad vi kunne gjøre, er at tage Revanche og beklage vore Forfædre og deres jammerlige Communicationsmidler: Jeg var med, da den lille Roeskilde Jernbane blev aabnet", siger en agtbar Samtidig. den første Omnibus til Lyngby", udbryder en Anden. figer den Trebie, jeg fjørte med den første Gang, der gif Om nibus til Frederiksberg: underlige Tanke, at der har været en Tid, hvor man maatte gaae til Frederiksberg!" „Hvad mener De da om mig, som gjorde første Tour med Caledonia"? spørger en Fjerde. „Huffer De velæble Madam Due og hendes Fodpost"? lyder det fra den Femte. Da jeg var Amtmand paa Færøerne", bemærker den Sjette, fit jeg min Post een Gang om Aaret; hvad mener De om det, mine Herrer ?" Jeg kan huske „Bedre op", Ja, Berben gaaer fremad, det er en given Sag, og det ender med, at man leer af, hvad Philosopherne kalde de aprioriske Begreber, Tiden og Rummet. Men man har dog vidst at hjelpe sig, førend der var baabe Telegraf, Jernbane, Omnibus, Dampskib og Fodpost, ja førend Christian den Fierde bin mindeværdige Juleaften 1624 fandt paa at indrette en ordnet Postgang. Men hvordan hjalp man sig dengang? Ja, man skrev fine Breve, naar man havde noget meget vigtigt at meddele, ellers ifte, og saa lod man dem ligge, indtil man kunde faae dem besørgede ved Leilighed, som det heb, hvilket i Reglen var til stor Uleilighed for ben, der skulde befordre Brevene, og hvilket altid bevir kede, at Nyhederne bleve umaadelig gamle, inden Vennerne kunde glæde - sig over dem; men de vare ifte bedre vante, de Gamle, og saa vare be bog glabe i deres Noisomhed. Stakkels Forfædre, som ifte fit Eders Breve med Nyheder to Gange om Dagen, og som af forskjellige vigtige Aarsager ikke funde læse Aviserne ved Ebers Morgenthee hvilket kummerligt Liv maae I ikke have ført! Undskyld vor Mangel paa sonlig Erbødighed, men vi maae virkelig smile af Eders daarlige aandelige udvikling; kunne 3 tage Revanche ved at lee af Andre, saa gjør det, og trøst Eder dermed! Og vore gamle Forfædre lade Latteren gaae videre, og bemærke tørt: Jo, Børn, der var en Tid, da man slet ingen Breve fit, og man kom dog ud af det! Vore nordiske Forfædre, som levede i den rigtige Hedenold, i Broncealderen og Jernalderen (Steenalderen ville vi slet ikke tale om, thi de Herrer vare saa raae, at de neppe kunne gjøre Krav paa at være vore Forfædre) og et lille Stykke forbi Christendommens Indførelse, udmærkede sig blandt andre fremragende Egenskaber ved et fuldstændigt Ubekjendtskab med boglige Konster. De kunde hverken læse eller strive, men disse Mennesker, eller, som vi for Kortheds Skyld ville kalde dem, de Uskrivkyndige, maatte dog ubverle, om end ikke Tanker, som de vel neppe havde til Overflod, saa dog Nyheder. De lavede sig derfor et særeget Skriftsprog, der havde den store Fordeel, at det var for Alle, og paa denne Maade talte de sammen og meddeelte hinanden Dagens store Begivenheder; de smaa brød man sig dengang ikke om. Midlet for deres Underholdning var Ilden, og ethvert Anliggende af Vigtighed blev ved den udbredt saa vide om Lande; det var i Ordets egentlige Forstand Dagens brændende Spørgsmaal". Der var to forskjellige Midler, hvorved man saaledes telegraferede, Baunen og Budstikken, og de forholdt sig til hinanden omtrent som Kongens aabne Breve forholde sig til andre Menneskers forseglede Breve, eller, for at tage en større og mere politist Lignelse, som Forhandlingerne i Rigsdagen til Forhandlingerne i Sogneforstanderskabet. Bannen var for Alle, dens Maal var en ubegrændset Offentlighed, og den kastede Lys over hele Landets Forhold; thi Baunen tændtes paa høie Banker eller paa Fiældene, og den ene Bauns Ild tændte snart en beel Rætte af mægtige Blus langs den Kant af Landet, hvorfor den lyste. Men Baunens Jld var dog kun et daarligt Sprog, den havde en vis chinesist Charakteer og kunde kun udtrykte een Tante, nemlig: Aux armes, citoyens! Baunen, der nærmest benyttedes ved Kysterne, kundgjorde fjendtlige Indfald og tændtes, faasnart de fjendtlige Krigsstibe vare ifigte. Den var det almindelige Opraab til Kamp, og ligesom der var sat Fredløshed som Straf for Forsømmelse med at tænde den, saaledes var der streng Straf for at vise den uden Grund. Baunen holdt sig længe baade i Danmark og i Norge: i Aaret 1700 finder man endnu Bestemmelser om Baunvagt at holde i Jylland; i 1848 lyfte Baunerne langs ned ad Vestkysten, og i sin mere poetiske end strengt paalibelige Bog om Bornholm fortæller Ryno Quehl, at han i 1855 der= ovre saae Banner der Bornholmer General-Marsch!" Ved Siden af Baunen med fit raae, fraftige, men uarticulerede Krigsstrig stod Budstikken, der var mere modtagelig for Modulation og som kunde benyttes baade i Feide- og i Fredstid. Budstikken forekom mer allerede i vore gamle Sagaer som et yndet Remedium, og jeg kunde, hvis jeg satte megen Pris paa at glimre ved klassist Erudition, brodere disse Linier, som Holberg kalder det, med en Hær af islandske og latinske Citater. Men da ieg er forvisset om, at Ingen af mine Læsere falder paa at undersøge 2gtheden af mine Autorer, vil jeg fore= trække, med Tilsidesættelse af denne sande Videnskabelighed der efter Nutidens store Exempler synes at bestaae i, at levere 30 Linier Noter til to Liniers Text at fremstille Resultatet af mine Grandskninger i al Simpelbed. Budstikken nævnes i Sagaerne under mange forskjellige Navne: Budstiffe, Orvarbob, Heror, Vidie-Brand, og efter disse Navnes Dannelse synes den oprindelig at have bestaaet i en Piil (r), der sendtes fra Mand til Mand; at skære op Herør var det Samme som at erklære krig, thi Herør betyder Krigspilen, og der har da rimeligviis været et eller andet vedtaget Mærke paa Pilen, som angav dens frigerste Bud. Nogle af vore Forskere mene, at dette Tegn har været et Mærke, staaret i Bilen, men efter de andre Oplysninger, vi besidde, har det udentvivl bestaaet i en brændt Vidie, der blev stukket ind i Pilens eller Pindens spaltede Ende, og denne saakaldte Vidie-Brand har da været det egentlige Budstab. Det var altsaa igien her Ilden, der blev brugt til at bringe det frigerske Bud rundt, og vi have atter en rig Leilighed til at beundre vore Forfædres sindrige Natursymbolik: Jlden, paa den ene Side det opblussende Mod, den flammende Begeistring, den varme Fædrelandskjærlighed, paa den anden Side den ødelæggende og tilintetgjørende Naturkraft hvilken Nække af Billeder, hvilket Stof til en ny udgave af Borgens Veiledning til danske Stile! Naar der ingen Vidie-Brand var stuffet i Pilen, saa var den slethen en Budstikke eller Orvarbod, og da var dens Betydning ikke trigerst, den skulde da blot samle Folket til Møde paa Tinge eller bringe Hilsen og Bud om et Stævne der. Dette var den oprindelige Form for Budstikken, altsaa simpelthen en Gjenstand, hvortil der knyttede sig en bestemt Tanke, først vel paa Grund af dens egentlige Bestemmelse (Pilen som Vaaben), senere efter en stiltiende Bedtægt. Men dette Billedsprog blev Nordboen for sim pelt, efterhaanden som han tiltog mere og mere i Dannelse, og -tilsidst tilfredsstillede Budstikken ham ikke mere, den sagde jo i Grunden Ingenting, og dens Sprog var altfor frit for Brøvl og Omsvøb; thi bet er et charakteristist Særkjende for en udviklet Tidsalder, at Vidtløftighed maa der til. Han havde nu ogsaa lært at skrive, og saaledes laa den Fristelse nær, reent at afskaffe den gamle Budstikke; men den havde dog ogsaa sine Fordele, som vel maatte afveies imod Manglerne. Den var nu engang fjendt og agtet af Folket, det var en Velfærdssag, at befordre den ombyggeligt frem og aflevere den i de rette Hænder, og vore gamle Love indeholdt mangebaande Forskrifter for at fiffre dens Befordring. Heri var jo Grund nok til ikke reent at opgive den æld= gamle Indretning, og man beholdt derfor det af den, man kunde bruge, nemlig Stallen, men selve Budstikken eller Buddet blev reent forandret. Istedetfor den gamle Piil, som talte selv, skabte man nu Budstikken om til et Gjemme for det egentlige Budskab, og saaledes blev den nærmest til en eiendommelig Art Convolut; men ved samme Leilighed blev den autoriseret og privilegeret. Kun Regjeringen og dens Embedsmænd maatte sende den om, og fun i et enkelt Diemed maatte den bruges, nemlig for at falde Folket sammen til Tinge. I Danmark tabte Budstikken allerede fort efter at Skrift var bleven almindelig sin Betydning; i Norge holdt den sig derimod længe, og om den end ikke den Dag idag bruges der, saa er det dog ikke mange Aar siden den bestandig brugtes til at føre Øvrighedens Befalinger rundt i Landet. Derfor træffer man ogsaa endnu i Christian den Femtes norske Lov udførlige Bestemmelser om dens Brug og Befordring; „den skal bæres", hedder det der blandt Andet,,,af saadanne, som kan staae for Ord og Ed, hvilke skulle levere den Bonden selv i Haand, eller hans Hustru, om han ikke er hjemme, eller hans Søn eller Datter eller Tjenestefolt, om de ere vidnesføre: Findes ingen saadanne Folk i Gaarden, da skal han bære den ind i Stuen, om aabent er, og sætte den i Bondens Sæde, saa den falder ikke ned. Kan han ifte komme ind, da skal han binde Budstikken midt over Døren, saa hver kan see den, som gaaer ind, saa stal Bonden gaa til den, som Budstikke bar, og forhøre hvad den betyder" (dette er aabenbart en Reminiscents fra en ældre Tid, hvor Budstikken ikke indeholdt noget Brev; af de nedenfor meddeelte Afbildninger vil det fees, at man under Christian den Femte allerede benyt tebe Budstikken i bens nye Stiffelse.) Længere henne i Loven forestrives det, at den for Sikkerheds Skyld aldrig maa befordres ved Nattetid, men at der skal være bestiftet den et fast Nattested, hvortil den skal være bragt hver Aften og hvor den forbliver den Nat. For at give en Forestilling om denne nye Budstikkes Ubseende, skulle vi her levere Asbildninger af fire forskjellige Budstikker, som netop for hundrede Aar siden brugtes rundt om i Norge, og hvoraf „Kjøbenhavns Adressekontoirs Efterretninger" Nr. 64 for 1762 har givet os Tegningen og en fort Beskrivelse. Fig. 1 brugtes i Robygdelagets Fogderi; den var heelt af Jern og indrettet som en Klemme til at sfrue sammen. A. er et Sul til at træffe et Baand igjennem for at kunne bære den og hænge den over Bondens Dør, og C. D. ere Struerne, der tvinge de tvende Arme sam men, som holde Brevet (B.). P Fig1. 6 Fig 2. AN E B C D Fig. 2 brugtes i Akers og Follos Fogderier; den bestod af et heelt Stylfe Træ med Jernbeslag (A. B.), alene udhulet paa det Sted, der er bestemt til at indeflutte Seblen (E.). C. er en Jernring til at bære ben i. D. en Krog at hænge den paa. Træstyffet F. Iuffer som et Laag for Hullet, hvori Seblen ligger, og G. er en Jernfjeder, der holder Laaget tilluffet. OF Buti clé. Fig.3. Reore Remmeriges Fongderie Stemoe Sogn OB Sosford Sohnes 1689 T P Fig:3. Fig. 3 viser begge Sider af den Budstikke, der brugtes 3 Mile fra Christiania oppe i Landet. Den var af Træ (A.), beflaaet med en tynd Jernplade paa begge Sider (B.). C. er en Ring til at binde Brevet i, D. en Spids, til at stikke den fast i en Væg. E. Kongens Navnetræt, udskaaret i Jernpladen, saa at det beholder Træet til Grund. Fig. 4 er simpelthen en Pind, spaltet i den ene Ende, saa at Brevet kan stiffes deri. Fig.4. Den brugtes almindeligt i saadanne Wrinder, som vedkom Kirkens Tjeneste og faldtes der= for Præfte-Stiffen. Det vil let sees, at denne sidste, uagtet den er den yngste, bedst har bevaret Ligheden med den ældgamle Budstikke, og ved at stikke en anbrændt Vidie i Splitten, istedetfor et Brev, vilde man faae en fuldkommen Bidie- Brand. Fig. 1 holder sig ogsaa nogenlunde til den gamle Form, men Budstikken fra 1689, hvor Brevet med en Traad maa bindes fast til en Ring udenpaa Budstikken, har tabt ethvert Spor af sin gamle Oprindelse. fr. H. Naturligt og konstigt Nordlys. 1 Naturligt. e senere Aar have været rige paa hint vidunderlige Luftsyn, der maatte compromittere Astronomien, ligesom Choleraen Lægeviden staben, dersom Slægten itte var bleven enig om den Indrømmelse", at Alt, hvad den veed, igrunden fun er, at den endnu Intet veed. Naar man allerbedst troer at have opjaget en Hypotbese, der synes at kunne forflare de Phænomener, der ledsage Nordlyset, saa gjøres man strax opmærksom paa en eller anden Omstændighed, som beviser, at man er paa Bildspor. Læser man, at saa bygtige Mænd som O. Rømer, Mau pertius, Mairan, Arago, Franklin, Humboldt, Ørsted, Hansteen, Poggendorff, Munde, Wrangel, Wargentin, Wilde, Parry, Musschenbroet o. m. fl. bave omhandlet dette storartede Særsyn og udtalt deres Formodninger, saa maa man forbauses over, at saa Manges forenede Lærdom, Skarpsind, Jagttagelsesaand og Erfaring endnu ikke have tilveiebragt stort andet Resultat, end det, der findes i Dr. Schiellerups lafoniske Bemærkning i hans „Populaire Astronomi", Pag. 59: „Jøvrigt vides aldeles Intet om Nordlysets Natur." Man At beskrive et Nordlys er allerede temmelig vanskeligt maa selv see det! Sagen er, det vil ikke staae stille og er den ene Gang slet ikke som den anden. Det begynder gjerne, et Par Timer efter Solens Nedgang, med en mørk Stymasse i N. eller N.N.V. ved Horizonten. Omkring den tilsyneladende Bue danner sig derpaa en Ivs Nand, og berfra ligesom udstødes idelig Straaler, der som oftest ere gule, men stundom ogsaa røde eller have andre Farver; disse Straaler, undertiden ogsaa to Støtter, ere i en uophørlig bølgende Bevægelse og verle i de mest phantastiske Former, skydende op til Zenith, hvor de, ved fuldkommen Udvikling, danne en Ring, hvilken man har kaldet „Kronen". Phænomenet varer gjerne den første Halvdeel af Natten og forsvinder før Solens Opgang. Men sjelden finder en fuldkommen Udvikling Sted, idet ikke altid de atmosphæriste Betingelser ere tilstede, eller Himlens øvrige Tilstand tillader det. Høist sandsynlig dannes Nordlyset allerede om Dagen; man mærker en eiendommelig let Taage, stjøndt Luften forresten er flar, Solen er blegere, Maanen (hvis den er paa Himlen) er hvidere og Skyerne forme sig paa en egen fjeragtig Maade. I England saae man den 9. Septbr. 1827 Nordlys ved høilys Dag, og vi have her betragtet et Nordlys i Octbr. 1859, der sporebes baade d. 20. og 21., altsaa to Tage i Træk, og begge Aftener udmærkede det sig ved en rød Farve. Der synes ogsaa at være egne Nordlysperioder, med Bauser af 20-25 Aar. Omtrent ved Aaret 1830 begyndte en saadan Beriode her; idetmindste bemærkedes Nordlys først da efter længere Tids Ophør. Phænomenet kan vel indtræffe til de mest forskjellige Aarstider; men hyppigst finder det dog Sted ved Jevndøgnstid. Sandsynligvis har Nordlyset en electrist eller om man vil en magne tiff Oprindelse. Det er bekjendt, at det har Judflydelse paa Magnetnaalens Svingninger; man har fundet en Udvigning af 5 Grad, ja endog 6° 12'; bog lader det ikke til at influere paa Misvisningen. - Om Høiden findes de mest forskjellige Angivelser fra under 1 Miil til over 30; bog tyder Meget hen paa, at Nordlyset dannes i vor Atmospbære og følger Jordens Bevægelse. Men at det alligevel fan naae en betydelig Høide over den antagne Atmosphære-Høide, sees bl. A. af det stærke Nordlys d. 7. Jan. 1831, der var synligt over hele Europa. - At der høres Knittren eller anden Støi, naar Nordlys finder Sted, er paastaaet, men ivrigt bestridt. Antager man Nordlyset for en langsom electrist Udladning (ved Spidser), da er baade Lys, Lyd og Lugt (Ozon) let at forklare; men ellers er det nok muligt, at den nophørlig zittrende Bevægelse, som disse Støtter, Straaler og Lysstriber foraarsage, frembringer en Sandseillusion, ifølge hvilken den heurevne Beskuer troer at høre, hvad han fun seer. Er der en frossen Sø i Nærheden, da vil Isens Knagen og Bragen, naar den ved Veirforandring slaaer Nevner, ogsaa i nogen Afstand høres i Nattens Stilhed og autages for Nordlysbulder. Overhovedet er man bleven altfor vant til at høre de jordiske Bevægelser ledsagede af Larm, til at finde sig i de himmelste Bevægelsers lydløse Stilhed. - Stjøndt Nordlys sees hyppigst imod Nord, aftage de bog hurtigt hinfides Polarcirffen. 3 Italien ere de sjeldne, endnu sjeldnere i Bortugal, hvor de dog saaes d. 19. Oct. 1776, hvilket Nordlys naaebe til 37° nordl. Brede. Mærkeligt not naae de i Amerika langt længer neb end i Europa og Asien. Efter en almindelig Folkemening skulle hyppige og stærke Norblys bebude en lang og streng Vinter; men det synes snarere omvendt. Hvorvidt de have Indflydelse paa Veirliget, er itte afgjort, idetmindste har man ingenlunde nogen faft Regel. Ved at sammenligne Beirforholdet efter en halv Snees Aars Optegnelser have vi fundet, at det gjerne regner Dagen eller høist anden Dagen efter at et Nordlys har vist sig, og at denne Regn som oftest begynder som en fiin Støvregn, hvorpaa følger en fold, starp Nordvest. Neppe staaer Nordlyset i Forbindelse med Maaneftifterne. Saaledes havde man i 1861 Nordlys den 9. Marts og 1. Septbr., og begge Gange imellem sidste v. og Nv-M.; hvorimod Nordlysene d. 15. Sept. og Af det sidst 10. Oct. fandt Sted imellem første Ov. og Fuld M. - nævnte, nemlig d. 10. Oct., leveres her en Efterligning. Det er feet fra et høit Vindue imod Nord, hvorved Horizontlinien er lavere end Ziepunktet. Dette Nordlys var blegguult og lignede det, som faaes ber d. 15. Sept., hvorimod det d. 1. Sept. var rødligt. Det strafte fig ikke synderligt over Carlsvognen, holdt sig mest lige i Nord, fom ikke langt mod ft og begyndte heller ikke meget vestligt. For nogle Aar siden bemærkedes her et Nordlys, der nogle Zieblik udgjød ligesom et Blodhav over hele Himlen, saa at endog Orion i Sydvest stod i Burpur. At forresten selv den mest omhyggelige Afbildning ikke fan give noget tilfredsstillende Billede af Virkeligheden er ganske naturligt; naar henfees til, at Phænomenet er i uophørlig Bevægelse og bvert Sekund har et forandret Udseende. Ogfaa b. 28. Oct. 1861 viste fig et Norblys, der en kort Tid var meget smukt rødt, men ellers lignede bet, der faaes b. 10. f. M. Bor Tid har et herligt Hjælpemiddel til om muligt at løse det Gaadefulde ved Nordlysene, nemlig Telegraphforbindelsen. For bette ypperlige Communikationsmiddel maae de materielle Interesser taffe Videnskaben; vi troe, at denne til Gjengjeld kan forbre, at der offres noget Mere, end hidtil, fra Telegraphens Side i Videnskabens Interesse. Ved stray at give Underretning fra Observatorium til Observatorium, naar man bliver Nordlys vaer, og meddele de væsentligste Forhold, hvorunder det paa ethvert Sted viser sig: Barometerstand, Bindens Retning, Straalernes Høibe og Ubbredthed, de magnetiste Forandrin ger, Electricitetens Tilstand o. s. v., o. s. v., maatte man dog vistnok veb senere Sammenstillinger udvinde adskillige Resultater. 2. Konstigt. Ligesom man, med mindre eller større Held, har søgt i det Smaa at fremstille forskjellige Naturphænomener: Lynet, Bisole, Regnbuer, Stjerneskud, Hagl, Skypomper o. s. v., navnlig ved hjælp af de elec triffe Virkninger, saaledes har man ogsaa angivet nogle Maaber, paa hvilke Nordlyset nogenlunde fan efterlignes. Vi skulle her nævne de almindeligste: a) Veb Electricitet. Et Glasrør af et Par Fode Længde gjøres saa godt som muligt lufttomt og tillukkes hermetist. Den ene Ende af Røret holder man i Haanden, med den anden Ende nærmer man sig en Electrisermaftines Conductor. Hele Røret bliver da stray lysende og beholder en Tidlang denne Egenskab; gniber man det med Haanden, bliver Lysningen paany livligere og ligesom løber fra den ene til den anden Ende. Man fan, ved at stifte med Hænderne, fort sætte Virkningen i over 24 Timer, uden at man har nødig at electrisere paany. Tager man endeel mindre Rør og laber dem krumme paa forskjellige Maader, kan man bringe Afverling i Experimentet og dermed efterligne idetmindste nogle af Nordlysets Eiendommeligheder. b) Bed Phosphor. Silberschlag, som antager, at Nordlyset fremkommer ved phosphorescerende Dunster, har søgt at bevise denne Baastand ved at fremstille Phænomenet i det Mindre saaledes: Svovl bestryges med Phosphor og kastes i en Phiole (en Kolbe, eller rund Glasflaske med en lang, snever Hals), hvis Kugle er halvfuld af Vand. Den næste Dag er den Luft, som befinder sig over Vandet, bleven gjennemsigtig; men snart bliver den noget tykkere, og begiver man sig da med Flasken ind i et mørkt Værelse, seer man et lysende Skin, der farer straaleviis op ligesom Nordlyset, og hvis Bue svæver over Bandet. Jldkugler, Lygtemænd og deslige svagtlysende Meteorer skulle ogsaa undertiden vise sig ved dette Forsøg, der i alt Fald ikke er vanskeligt at anstille. c) Ved Prisma. Dette Forsøg er af Statsraad Samuel v. Triewald indgivet til det fgl. svenske Videnskabernes Akademi, i hvis Afhandlinger det findes optaget, ledsaget af følgende Tegning og Beskrivelse: Man lader Solstraalen O falde igjennem en Aabning ved S, der er saa stor som en Ert, ind i et formørket Kammer paa et Prisma P, men saaledes, at Straalen, naar den gaaer ud fra Prismaet, stryger horizontalt hen over et Glas. Dette Glas G staaer omtrent en Alen fra Prismet og er fyldt med almindelig Kornbrændeviin, saa meget, at ben farvede (brudte) Solstraale, der løber parallel med Overfladen af Brændevinen i Glasset, falder paa en hvid Tavle T, der har 5 Fod i Ovadrat. Man vil da med Forundring paa Tavlen see et saa naturligt Nordlys, at det ikke kan tænkes mere ligt, og da Brændevinens Overflade snart opvarmes af den farvede Solstraale og følgelig uddunster, saa vil man ogsaa iagttage en vidunderlig Bevægelse paa Tavlen; pludselig skyde lynende Straaler op og forvandle sig siden til Styer, der paa mangfoldige Maader forandre deres indbyrdes Stilling. Kortsagt: man feer alle de Særsyn, som et naturligt Nordlys viser og med lige saa mange Forandringer. Disse utallige Variationer, og at det, ligesom det naturlige Nordlys, ikke den ene Gang ligner den anden, maae tilskrives deels Solstraalens større eller mindre Varme, der foraarsager en stærkere eller svagere Fordampning af Brændevinen, deels ogsaa Solens egen Bevægelse, der bevirker, at Straalen, som følger denne, falder snart over, snart under Vædstens Overflade; men denne idelige Afvegling gjør, at man ifte fjedes, hvor længe man end iagttager Forsøget, der desuden hører til et af de smukkeste, som man fan anstille i det formørkede Kammer. [Den berømte Kästner bemærker, at hvor smukt Forsøget end i og for sig kan være, synes det dog just ikke at bidrage meget til at for= flare bet naturlige Nordlys.] Vi have, ved selv at anstille Forsøget, maaskee ikke havt levende Phantasi nok til at finde en særdeles skuffende Lighed imellem dette tonstige og et naturligt Nordlys, stjøndt Experimentet er ret interessant. Bevægelsen fremkom dog mest derved, at Vædsken rystedes, naar man gif paa Gulvet. For at frembringe stærkere Fordampning, er Solstraalen ikke altid tilstrækkelig; man maa hellere opvarme Vædsken først, da bliver Straaleskydningen mere levende. Cl. Rosenhoff. 3 Damon og Pythias. den saakaldte gode, gamle Tid, da selv vorne Folk undertiden kunde være naive -nu ere endogsaa Børnene hævede over saadanne Strøbeligheder i den gode, gamle Tid hørte man ofte en rørende Sang, en Favoritsang, ligesom de flotte Casinoviser ere det nuomstunder; men den var ingenlunde flot, thi Flotheden var dengang endnu ikke opfunden. Sangen var snarere sentimental, det var en Sang om „Venskab, Haab og Kjærlighed," bvori Kjærligheden blev skildret som lyserød," og hvoraf jeg nu kun mindes to Stropher, der i Almindelighed bleve sjungne saaledes: ,,Venskab er fivelet, Siig mig, hvor findes det?" Ja, hvor findes det? Alle Mennesker søge det, Enhver vil have sig en Ven, de Fleste troe en Tidlang, at de have fundet ham, men naar det fommer til Stykket, saa glipper det, og saa have de ingen alligevel. Hvorpaa glipper det saa? Ja, hvem veed det! Men glippe gjør det som oftest, det er vist. Allerede i den graae Oldtid, længe inden man havde tænkt paa, at Venskab funde være violet," maa det have holdt haardt nok at finde det ægte; thi ellers kunde der ikke være blevet gjort saameget væsen af de klassiske tre Par Venner, hvis Navne vi Alle have maattet lære udenab: Damon og Pythias, Orestes og Pylades, Euryalus og Nisus, der jo dog ikke ere blevne berømte for Andet, saavidt jeg har kunnet opdage, end fordi de levede som Venner, og endelig ogsaa døde som Venner. Det er underligt not, at imedens Enhver forstaaer det Ord en Ben i en god Betydning, saa har man allerede af og til lidt mistanke til en god Ven; jo flere bekræftende Ord, der føies til, jo mistænkeligere bliver det, og en rigtig god gammel Ven er næsten blevet synonymt med en rigtig arg Stalt. Dersom man ikke hørte Andet af en Samtale, end de afrevne Ord: „Ja, det er rigtignok en god 5 Ven, han har," saa ville af Ti de Ni upaatvivlelig troe, at Talen er om et Filureri, hvorved En er bleven taget ordentlig ved Næsen, og tænke, at det er skeet ifølge den bekjendte Regel, som de alle Ti troe paa: ,,Man kan vogte sig for sine Fiender, men ikke for sine Venner." Og der kan unegtelig være Noget i denne Sætning, ifte saa Lidt endda, det er sørgeligt, at man maa indrømme bet. En af mine... ja, nu vilde jeg selv blive mistænkt, hvis jeg sagde en af mine gode Venner, jeg vil derfor indtil videre foretrække at fige: en af mine gode Bekjendte havde lige fra sin tidligste Barndom været en enthousiastist Tilhænger af Venskab. Det er i sin Orden, Venskab er en saa naturlig Følelse hos ethvert Menneske, af hvilket Kjøn det saa er, det er et Sjæleforhold, som Mennesket endogsaa stræber at realisere, inden det tænker paa Kjærligheden. Hans Hang til Venskab var saa at sige medfødt, ligesom Folk kunne fødes med Tilbøielighed til Tyveri eller Driffældighed, og da han ikke var mere end fire Aar gammel, og de Vorne vilde have, at hans lille Cousine skulde være hans lille Kone," thi de Store kunne jo aldrig tidligt not begynde med at sætte de Smaa Fluer i Hovedet brølede han i vilden Sky og erklærede, at hun ikke skulde være bans Kone, men hans Ben. Og da han rykkede frem i Drengeaarene og havde begyndt sine flassiste Studier, var det hans Sværmeri at blive en Damon til en Pythias. Han var en god Dreng, føielig, munter, havde gode baade legemlige og aandelige kræfter og saae godt ud, fortsagt han var i alle Henseender en fir Skolebreng; men han havde maaskee lidt for overdrevne Jbeer om Venskab. Han havde derfor endnu ikke sluttet sig til nogen Enkelt af fine Kammerater, han var indtil videre venlig imob dem Alle, medens han tørstede efter een, fun een sand Ven, ligesom en berømt Forfatter har ønsket sig fun een Læser men vel at mærke En, som forstod ham tilbunds. Jeg fortier hans Navn, thi han er nu i en saa fremragende Stilling, at flere af mine Læsere maae fjende ham, og det kunde maaskee genere ham at ſee fit Navn paa Tryk, da han er af det Slags Folk, som altid har havt en gammeldags Modbydelighed for hvad han kalder ,,at komme i Bladet," det vil sige at blive nævnt offentlig. Jeg vil betegne ham ved et af hans Fornavne, som han løb i fine Drengeaar, nemlig Mikkel, det er et stygt Navn, men deri er han uskyldig, han var ikke selv bleven spurgt til Raads, da hans Forældre lode ham døbe og i ham opkaldte en gammel riig Onkel, som de gode Folk meente, han af denne Grund engang maatte arve Formuen efter. Det er en slem Stif, at lade de uskyldige Børn undgjelde for deres For= fæbres Smagløshed i at vælge Navne, og at stemple dem med ildelydende Familienavne, enten dette nu skeer af en misforstaaet Venera tion, eller af Egennytte og paa Spekulation, som i dette Tilfælde. Onkelen døde, da Mikkel netop var bleven voren og allerede havde maattet udstaae endeel for fit grimme Navn; men han efterlod ham ikke en Styver i Arv. Det var et skammeligt Bedrageri, meente Foræl brene naturligviis. Ingen kan fortænke Mittel i, at han nu ikke vilde bøie mere i denne Retning, saameget mindre som han fit at høre, at en ung Pige havde givet en Frier Kurven, ene og alene af den Grund, som hun sagde, fordi han havde et saa græsselig grimt Navn, at hun aldrig vilde kunde beqvemme sig til at fige: min søde Morten - uha, det klingede jo altfor gyseligt, og søde maatte man jo dog kunne fige til sin kjæreste." - Morten og Miffel ere omtrent eens, ban forneg tebe altsaa den utaknemmelige Onkel og valgte for Fremtiden et af de høitravende Navne, som han ogsaa var bleven forlebnet med i Daaben, ligesom hiin Skomagersøn, der var døbt Jens Napoleon Petersen. Jffedeftomindre vil jeg dog foretræffe at falde ham Damon, for bans Anonymitets Skyld, og det vil jeg gjøre med mine Læseres gunstige Tilladelse og stolende paa deres Overbærelse, at de ikke ville regne bam dette til Laft. Da vi gik i Stole sammen, han og jeg, omgiffes vi jevnligt og vare ganske gode Venner, der fom godt ud af det med hinanden; men noget aftalt og patenteret Venskab bestod ifte mellem os. Nu hændte bet engang, at da vi spadserede sammen udenfor en af Stadens Porte paa en Fridag, og ban netop sværmede i damonpythiaffe Drømme, som jeg lob gaae ind af det ene Øre og ud af det andet, mødte vi en af vore Skolekammerater, der græbende kom ud af et Suns. Den god hjertede Damon standsede ham og spurgte ham om Aarsagen til hans Bedrøvelse, og vi erfore nu, at Kammeraten havde været ude bos en god Ven. Damon fandt ikke, at dette just var Noget at tube for, det vilde han ønske, at han selv havde været. Ja, men Kammeraten havde faaet Prygt af fin gode Ven og af dennes andre gode venner, fordi han ikke bestandig vilde være Hest for dem og træffe dem i den lille Vogn, han havde ogsaa engang villet fjøre, men saa havde de sfjælbt ham Huden fuld og banket ham. Saadan gik det altid, det var saa skammeligt, og han havde dog holdt saameget af sin Ben; men nu vilde han heller ikke længer finde sig deri, og han havde derfor opsagt ham sit Venskab, men saa havde de banket ham og tastet ham ud af Døren, 5* og det var just lige inden Spisetid, og nu havde han ingen Ven mere ... og fik heller ikke nogen Middagsmad. Den blødhjertede Damon tilbød ham fit Venskab og fit Bord, Kammeraten gif hjem med til Damons Forældre, hvor han blev be= spiist, og inden Aften var Fostbroderskabet besvoret, den tomme Plads i Damons Hjerte var besat, Skjebnen havde begunstiget ham, og han havde fundet en Ben ved en høiere Tilstiftelse. Mikkel var en lykkelig Dreng, han var nu virkelig bleven Damon og den Anden var Pythias. Det var et frodigt Venskab, hvis ikke faa Torne for Damon syntes at være ligesaa mange Noser. Han maatte banke Kammeratens forrige Ven og dennes Stalbrødre, for at tilfredss stille sin Pythias's billige Fordringer om en passende Hevn, og han fik mangen Bule og mangen sønderreven Trøie i disse kampe, som udartede til en langvarig Krig, og den var han alene om, thi Pythias var forkuyt. Han maatte strive alle sine Vens Stile og daglig souflere ham Lectierne, som Pythias, i Tillid til Venskabet, havbe labet være at læse paa, og det kostede Damon mangt et Knubs af Læreren, som mærkede det. Men trængte han selv en enkelt Gang til at blive hjulpen, saa fik han ingen Hjelp, thi Pythias var forknyt. Damon beelte ikke alene alle Nydelser halvt med sin Ven, men gav ham Trefjerdedelen, og meget ofte gav han ham det Hele, men han fik aldrig Noget til Gjengjeld. Pythias forstod at fortære fine Nydelser i Eenrum, og Damon, hvem det aldrig faldt ind at gjøre Regning med fin Ben, var stolt af alle fine utallige smaa Opoffrelser, og elskede bam fun saameget høiere derfor. Saaledes forløb hele Skoletiden, men han opnaaede derved, at Kammeraterne virkelig faldte de To: Damon og Pythias. De skulde nu stilles ad, hver skulde gaae fin Vei. „Jeg er bange for, at jeg kommer til at savne Dig," sagde Pythias ved Adskillelsen. - „Jeg veed ikke, hvordan jeg skal leve uden Dig," sagde Damon, jeg er i Sandhed meget ulykkelig." De aftalte, at de ret ofte vilde skrive hinanden til; Damon skrev ogsaa en Mængde Breve, men han fik aldrig noget Svar. Det græmmede ham meget. Et halvt Aar efter blev han syg. Jeg vil dog ikke dermed have sagt, at det var af ulyk feligt Benstab, ligesom en fortvivlet Elffer engang vilde paastaae, at han var bleven syg af ulykkelig Kjærlighed, da han fik de røde Hunde." Damon blev smittet af en dengang grasserende Epidemi, og laae længe meget syg. Pythias havde ikke en eneste Gang ladet høre fra sig, nagtet han vidste det. Damon skrev endnu engang, saasnart han kunde føre Bennen, atter og atter intet Svar! Og nu begravede han Venskabet i sin tause trofaste Barm, indtil det endelig omsider døde, længe efter Begravelsen. Studenterdagene fom, og med dem Ungdomsenthousiasmen i al bens Styrke. Damon sværmede for Alt, hvad der var Skjønt og belt, men især for Venskab; Kjærligheden havde endnu ikke naaet bam, jeg troer, at ban betragtede den som en sygelig, umandig Følelse, man ikke kan hengive fig til uden at give Affald paa det Alvor og den Kraft, der skal charakterisere Manden! Staffels Damon, jeg troer virfelig, at han tænkte saa forteert. Og Damon fandt atter sin Pythias, dog ikke den gamle Pythias, for hvem han havde lidt og stridt og som havde lønnet ham med Utaknemmelighed, nei, en splinterny Pythias havde han opsøgt sig, en Bythias, der ligesom han var en „Herre i Aandernes Rige," ligesom han begeistret for det Sande og det Stjønne, det var netop en Saadan, med hvem han syntes, at han maatte sympathisere, og til hvem han følte sig tnyttet med det oprigtigste Venskabs fasteste Baand, ret en god Ven. Og dette Venskab bestod i flere Aar, under hele Universitetstiden, og Kammeraterne kaldte dem atter Damon og Pythias, til den inderligste Glæde for idet Mindste den ene af Vennerne. Og Damon var i Sandhed en ærlig og trofast Ven. Han skrev med utrættelig Taalmodighed alle de kedsommelige Collegiehester, Pythias brugte dem næsten bestandig og laante dem endogsaa ud til Fremmede, saa at Damon aldrig kunde faae dem, naar han skulde bruge dem. Damon fjøbte alle de Bøger, de Begge behøvede, da Pythias havde andet Brug for fine Penge, og naar Pythias ikke behøvede dem mere, solgte han dem. Damon blev hjemme fra Bal, fordi Pythias skulde laane hans Kjole, da hans egen ikke var ham god nok, og Damon glædede fig over at have en kjole, der var saa god og klædte Pythias saa godt. Der gif ikke en Uge uden at Pythias af Damon laante Benge, som han regelmæssig hver Gang skrev i Glemmebogen, thi han skulde paa Comoedie, og han gik saa altid i Parquettet, og naar Damon en enkelt Gang havde sagt, at han hellere skulde gaae i Parterret med ham, hvortil han inviterede sin Ven, thi saa kunde de gaae der begge To og nyde den Glæde sammen, men han havde ifte Penge til nogen dyrere Plads, saa svarede Pythias, at han ikke vilde have, at hans Ven skulde spendere fine Penge og gaae paa Comoedie for hans Skyld, han vidste nok, at det havde han ikke godt Tid til, han vilde kun laane det Nødvendige til sin egen Billet, og han maatte absolut i Theatret den Aften, men Parterret var saa simpelt. Og den godmodige Damon gav ham fine sidste Penge, og blev hjemme og var glad; han vidste jo, at Pythias fornøiede sig i Barquettet. Saa bleve de omsider Begge Candidater, og Pythias stod sig egentlig kun, fordi Damon havde været ham en utrættelig Manuducteur, der tidlig og fildig havde staaet til hans Tjeneste, for at træffe ham med fig. Man kunde ikke være gladere end Damon var, hvor lyffelig gjorde Venskabet ham ikke. Der var Tale om en Udenlandsreise, de søgte Begge Stipendier dertil, hvilken Lykke at kunne gjøre Reisen sammen! Men dette Aar skulde der kun bortgives eet Stipendium, og det vilde Damon faae som den Flinkeste. Pythias opfordrede ham, naturligviis i Venskabets Navn, til at træde tilbage, da det netop var ham uhyre vigtigt at tomme bort fra mange trykkende Forhold, som ban ikke kunde udholde længer, desuden havde jo Damon saamange andre Ressourcer, sagde han. Damon tænkte lidt efter, hvori disse Ressoucer bestode, men han tunde ikke finde dem; ikkedestomindre tog han sin Ansøgning tilbage til Fordeel for Pythias, men han stræbte forgjeves, ogsaa i Venskabets Navn, at faae ham til at give sig Oplysning om de trykkende Forhold, som den kjære Pythias havde beraabt sig paa. Han fit det imidlertid senere at videre. Da Pythias havde faaet Stipendiet og var reift, kom det op, at han allerede i længere Tid havde været hengiven til Spil, og spillet med Tab. Den Gjeld, han derved havde paadraget fig, overdrog han nu, i et affecteret, høitravende og bombastist Brev, til sin ,,fjære tro Damon," og for at denne, med hvem han tog Affted for edig, skulde blive nødt til at honorere Venskabet, enten han vilde eller ei, havde han blot udstedt nogle smaa Begler i hans Navn, som vare saa kunstfærdigt skrevne, at Damon havde ondt ved at stjelne denne intime Venneftrift fra sin egen. For ham, der i saa mange Aar med fast Tillid havde troet paa Gjensidigheden af trofast Venskab, var det et haardt Stød at faae Dinene op ved et saa skammeligt Forræderi. Damon gjorde Ubveie til at faae Verlerne betalt og med blødende Hjerte holdt han Begravelse over Pythias den Anden. Damon forfvoer nu nogensinde mere at ville være Damon, han trak sig tilbage fra Verden, og ban havde let derved, thi hans Omgangskreds havde tildeels bestaaet af Pythias's Bekjendte, og han undgik nu at see dem, han vilde ikke høre dem rive Pythias ned og fortælle de mange Streger, denne havde spillet flere af dem, med hvem han ogsaa havde været god Ven. Damon begyndte sin Embedskarriere, og fandt Trøst i dens Beskæftigelser. Men hans Hjerte var eensomt. En Aften læste han i en berømt Philosophs Værker denne Sets ning: Hunden er Menneskets sande Ben-kun den er tro." Denne Sætning slog ham. Otte Dage efter havde han anskaffet sig en Hund, det var en prægtig stor Nyfundlænder af ægte Race. Den var endnu i fine Lømmelaar og skulde opdrages, baade til Lydighed og til Reen lighed, det kostede den adskillige Prygl, men Damon vidste, at den, der elfter fit Barn, tugter det tidligen, og han elskede sin Hund, som den kunde være hans Barn, indtil han kunde faae den opdraget til at være hans Ven. Hektor tog fine Prygl, krøb for sine Herres Fødder, slikkede bans Haand, udstødte dybe Suk, og sprang saa i samme Dieblik paa bans mindste Bink til Loftet af Glæde. Naar Damon saae op fra sit Arbeide, mødte han Hektors venlige Blit, naar han tog fin Hat og fin Stok, reiste Hunden sig fra Kaffelovnskrogen midt i sin sødeste Søvn, for at følge ham gjennem Tyft og Tyndt, gjennem Nat og Regn. I Sandhed, Philosophen havde Ret, Hunden er Menneskets sande Ben, ben alene er tro, og Hektor brød sig ikke om og ablød ikke noget andet Bæsen i den hele vide Verden, end fin Herre de vare Venner. Og dette Venskab bestod i et Par Aar, det udfyldte tildeels Tomheben i Damons Hjerte, bet abspredte hans eensomme Timer. Det gif efterhaanden med dette Venskab, som det ogsaa ofte gaaer med Kjærligheden den Ene elsker og den Anden lader sig elfte. Efterhaanden bleve Rollerne stiftede, Damon overtog Hundens og var ydmyg, lydig og tro, medens Hektor overtog Herrens Rolle og blev lunefuld, herskesyg og utaknemmelig; den Fürbenede var næsten bleven som et Menneske, ved den ibelige Omgang med sin tobenede Ven. Damon fandt sig deri, og Hektor huserede nu paa sin Maade med ham, ligesom fordum Skolebrengen og Studenten havde huseret meb ham paa deres Maade. Damon havde havt mange Ubehageligheder i den sidste Tid, nu var han kommen gnaven hjem, med Hovedet fuldt af ledsommelige Forretninger, som absolut skulde og maatte expeberes. Han fjælede som sædvanlig for fin Yndling, talebe til den som til en Ven, ber kunde forstaae ham, beklagede sig for Hektor høit og lydeligt over den ubehagelige Departementschef, der havde hundset ham, og Hektor faae paa ham meb et tænksomt Blik, det var, som om Hunden havde forstaaet, hvor haardt det er at blive hundset. Det gjorde hans Hjerte godt. Den mismodige Stemning forsvandt efterhaanden, Damon tog fat paa de trivielle Expeditioner og arbeidede sig ufortrøden ind i dem. Men Hektor blev omsider ærgerlig ved at see sig saa ubemærket, han vilde ud at spadsere. Nei, min Ven, det er umuligt, forstyr mig ikke, væk! væk! Til at spadsere er der ingen Tid! - Den blev paatræn trængende og blev afviift med Klap; den blev halsstarrig og lagde de flobsebe Boter paa Bordet, saa at Blækhornet væltede over de mange halvfærdige Papirer, derfor fif den et Klaps; den blev ivrig og vilde trænge sin Herre af Stolen, for at sætte fin Villie igjennem, ban maatte sparke den fra sig med Foden, for at faae Fred; og nu blev den glubft og foer paa ham. Damon blev ogsaa vred, han greb Linealen og flog løs paa Hektor, som rev ham Slobroffen af Kroppen meb Tænder og Kløer. Den Ene bandede, den Anden gjøede, det var alt Andet end Venskab, som udtalte sig i dette Spektakel, der samlede Husets Beboere udenfor Damons Dør, i Stræt over den uvante Dyrefægtning. Jeg kom netop i det Samme for at tale med ham om vore For retninger. Det var en jammerlig Forfatning, jeg fandt ham i, ophidset, forbidt og pjaltet, medens Hunden knurrende laae paa Resterne af Slobroffen med en brutal Seierherres Mine, gnistrende Dine og sammenbibte Tænder, den havde tydelig Bevidstheden om, at den var Herre i Huset, og den saae ingenlunde venligt til den underkuede Damon. „Ogsaa den Illusion har jeg mistet," sagde han til mig, da vi havde reist de omstyrtede Stole og samlet de adspredte og ødelagte Papirer. Ogsaa du, Brutus!" tilføiede han med temmelig komist Alvor og et bedrøvet Blik til den stulende Hund. ,,Det bestia bruta!" sagde jeg. Det kommer der ud af at holde fiirbenede Venner." Og nu benyttede jeg Leiligheden til at holde ham en Straffepræditen over hans Dyrmani, som efterhaanden havde gjort ham til en Særling og afsondret ham fra Mennester. Skammen, Smerten og Vreden bragte ham paa mit Parti, ban truede ad Hektor, som strap reifte sig op og viste Tænder; den var aabenbart rede til at optage Kampen igjen hvad Dieblik det stulbe være. Det var dog virkelig for galt. Med mange Overtalelser fif jeg ham endelig til at gaae hjem med mig og slutte denne fordærvede og ubyggelige Aften i min Familiekrebs. Inden vi forlode Huset, paglagde jeg hemmelig Verten at staffe Hektor bragt hen til en Gjestgivergaard, hvor den skulde holdes bunden, til jeg Dagen efter fom, for at sige hvilken Bestemmelse der skulde tages med den. Aftenen git ganske taaleligt, det lykkedes at absprede den virkelig Bebrøvede, jeg fulgte ham hjem henimod Midnat, og inden jeg forlod ham, havde jeg faaet hans Samtykke til at sende Hektor ud paa Landet til en af mine Venner, hvor den skulde have det godt som en velpleiet Lænkehund; thi Damon indfaae selv, at til Ven kunde den ikke bruges, og til at gaae løs, var den for lunefuld og for glubst. Og saaledes var Pythias den Tredie, den Fiirbenede, omsider bleven dethroniseret. Det er underligt not, at nagtet han trængte haardt til at faae fin Pythiasplads besat, gjorde han dog intet Skridt for at faae mig til at indtage den. Alligevel omgikkes vi meget fortroligt. Han kom ofte bjem til mig og fandt Behag i min Familie, og ikke mindst i en ung Pige, som var en jevnlig Gjest i mit Huus, og som baade var smuk og god, om hun end manglede en Deel af den finere Politur, som hun, der var en Landsbypige, nu skulde erhverve sig i Hovedstaden. Jeg troer, at det var hendes aabne, ligefremme, sunde Naturlighed, der indtog ham for hende, og saa den Omstændighed, at Kjærlighed albrig blev nævnt med et Orb imellem dem, medens de uafbrudt talebe om Benstab lige til den Dag, de bleve forlovede. Ja, det lod egentlig til, at Forlovelsen heller ikke gjorde nogen stor Forandring i deres Forhold, jeg faae ham aldrig vise hende noget af de almindelige Kjærtegn, og han faldte hende bestandig min Ven, jeg hørte ham aldrig sige: min Beninde det var, som om han ikke funde see, at hun hørte til Ovindekjønnet. Denne Forlovelse glædede imidlertid os Alle, især min fornuftige Hustru, ten spaaede en god Fremtid, en rolig Tilfredshed, et Liv uden Lidenskabernes Storme og betrygget ved et godt udkomme man funde jo gjerne falde det Lykke, efter almeenfornuftige Begreber. Den unge Piges Forældre gave deres Samtykke, Forlovelsen blev deklareret for de Nærmeste, Tilberedelserne til Brylluppet bleve trufne, Damon meente med god Grund, at en lang Forlovelse er en tebelig Tilstand, og inden et halvt Aar var gaaet, vare de Mand og Kone. Den unge Pige var virkelig en sød Brud, jeg begreb ikke ret, at Damon kunde blive ved at falde hende min Ven," da han førte sin unge Kone fra Altaret, ja, jeg begreb det endnu mindre den næste Dag, da hun med saa megen Ynde og Qvindelighed syslede med fit Huusvæsen. I sig selv var dette jo dog noget Uvæsentligt, som vistnok heller itte Nogen af de Andre lagde Mærke til. Det unge Bar syntes virkelig at føle sin Lykke; det lod navnlig til, at Damons Hjerte omsider havde fundet sin Havn. Han bar fin unge. Kone paa Hænderne, Alt git, som hun ønskede det, og hans Huus var berfor et behageligt Huus, det var tydeligt, at det stod under en god og fjærlig Aands Baretægt. Jeg har lagt Mærke til, at der gives et Forhold, som er en Anstødssteen i næsten alle unge Menager, det er det ved Giftermaalet forandrede Forhold til Mandens Ungkarlevenner. De fleste unge Koner synes at troe, at de bør holde et vaagent Zie med disse Venner og i Stilhed stræbe at tilintetgjøre deres skadelige Indflydelse paa Manden, thi de forudsætte, at Vennerne ville bortdrage bans Sind fra Familielivets Hellighed og bringe den frafaldne Ungkarl paa slemme Afveie. Denne Mistanke er indgroet hos de nygifte Koner; jeg troer, den bliver indblæst dem af unge Fruer, som stulle udvikle en modnere. Erfaring og som ikke kunne indsee, hvor gjerne Mandens tidligere Ben- De unge ner i Almindelighed knytte sig til hans huuslige Krebs. Fruer mene, at deres Herredømme er ufiffert, faalænge disse mistænkelige Personer enduu ere ombord; de troe, at 2gteffabets Stib ba hvert Dieblik kan være udsat for at strande paa ubekjendte Stær, om de end styre det med not saa sitter Haand, og de ere derfor ikke rolige, før de have faaet Mandens tidligere Venner fastede overbord. Jeg kan tale derom af Erfaring, jeg har selv i sin Tid været med og er bleven kastet overbord fra mere end een ung Menage, paa en saadan ugrundet Mistanke. Men uden Omgangsvenner kan et Huus jo i Reglen ikke godt bestaae, og hvad er da naturligere, end at Besætningen bliver erstattet med den unge Frues tidligere Venner og Frænder; paa dem troer hun at kunne stole, til dem er hun vant, for dem ønsker hun at udfolde sine huuslige Talenter, det er saa naturligt Altsammen, og derfor seer man somoftest Mandens Venner og Fættere efterbaanden forsvinde for Konens. Men i Længden tilfredsstiller denne Besætning alligevel ingen af Barterne. Damons Kone havde det ogsaa i denne Henseende ganske beqvemt thi med Undtagelse af mig, som havde min egen Huusstand og allerede var en fat og findig Mand, medbragte ban ikke en eneste Omgangsven. Hun behøvede ikke at faste Nogen overbord, for at optage fine Benner og Fættere i deres Sted; disse vare selvskrevne Venner i Mittels Huns, og Alt var saaledes paa det Bedste. Der var især en af Fætterne, som Damon snart sluttede sig til. Det var en ung Mand, der netop havde de Egenskaber, som Damon manglede. Han var blandt Andet vittig, morsom, lystig; han var til alle Tider oplagt til Alt, og forstod af hvilkensomhelst Beskæftigelse, man vilde foreslaae ham, at finde en morsom Side. Damon funde snart ifte undvære ham og han blev en daglig Gjest i Huset, hvilket han kunde være saameget lettere, som ingen Forretninger afholdt ham der= fra, da han levede i et dolee farniente, i Forventning af, at der not engang skulde tilbyde sig af sig selv en Stilling, som kunde passe for hans Talenter og Prætensioner. Da et Aar var forløbet, bemærkede jeg, at der efterhaanden var foregaaet en Forandring i Forholdene. Damon havde ærligt og redeligt anvendt benne Tid til at undergrave fig selv. Hans gamle Bythiasgalskab var vaagnet paany, uden at han ret vidste af det, hans Interesse for den unge Kone var aabenbart kommen til at staae i Skygge mod hans Venskab for hendes Fætter, der var bleven Pythias den Fjerde. Hun følte sig efterhaanden tilsidesat og blev skinsyg berover, til samme Tid som hun alligevel ganske naturligt fom i et intimere Forhold til Mandens Jdeal, end hun havde været, saalænge han kun var hendes Fætter, idet hun nu for en stor Deel modtog alle muntre og oplivende Indtryk gjennem ham. Om han havde forelsket fig i sin unge Cousine, stal jeg lade være usagt, ban behandlede hende med saamegen Fortrolighed, at jeg heldede til denne i og for sig meget rimelige Slutning; men han kunde til andre Tiber vise saamegen Kaabbed i sin hele stiødesløse Adfærd, saamegen Letsindighed i fin Tale, at jeg atter maatte forfafte denne Supposition. Men vist er det, at han altid var om hende, at han maatte stade hendes Rygte ved sin Adfærd, og at der let kunde udvikle sig et farligt Forhold af deres idelige Samliv, under saadanne Omstændigheder, dog-hvo var Skyld deri, uden Damon. Med sædvanlig Blindhed kunde 2Egtemanden ikke see det, han bildte fig naturligviis ind, at det var for hans Skyld at den unge Mand spillede Stak, talebe om Politik, røg Tobak, spadserede og fiskede til enhver Tid, naar det behagede Damon. For at have det endnu mere beqvemt havde denne overtalt Fætteren til at flytte ud til bem paa et Landsted, en Miilsvei fra Staden, hvor de havde leiet en større Som merbolig, end de behøvede. Dette var imod hans Kones Ønske, hun havde stemt imod denne Indqvartering, men hun havde givet efter, fordi det vilde fornøie Damon, der. spøgende sagde, at han trængte til en mandlig Selskaber, for at Landlivets idylliske Treklang kunde blive fuldstændig. Men i denne Treflang tvang han saaledes selv Fatteren til at være Secundo'en, medens han reducerede sig selv til den tredie Stemme. De Nederlag, Damon hidtil havde lidt i Venskab, hvor han havde været den baade af to- og fiirbenede Venner forkuede Part, havde efterhaanden bevirket en ubevidst Trang hos ham til at tage Revange, og selv engang være den dominerende Part. Det havde han nu op naaet, hans Venstab for Fætteren viste sig fra en fordringsfuld Side, der omsider trættede denne, som begyndte at emancipere fig, især fra de ledsommelige og hyppige Fisfetoure i den nærliggende Sø; men disse vare netop Damons bedste Fornøielse, at sige i Selskab med en god Ven. Det ærgrede Damon, at han nogle Gange havde maattet give Affald herpaa, fordi Fætteren havde afslaaet at være med. Og idag var det nu atter Tilfældet, paa en saa smuk Eftermiddag, i den bedste Sommertid, da Fætteren slet ikke havde nogen Grund for fit Afflag ikke, saavidt han kunde stjønne, nogen anden, end at han hellere vilde spadsere op og ned i Lindealleen, i den anden Ende af Haven, med hans Kone... medens han selv sad oppe paa Steentrappen og ærgrede sig, saa han maatte blive fort. . . og kunde see, at de talebe ivrigt sammen, og loe, og morede sig, medens han ledede sig ... og Ingen af dem brød sig om, at han kebede sig... Hvor bleve de nu af?... Saa! nu spadserede de ovenikjøbet ned imod Søen, hvor han saa gjerne havde villet fiste, men dengang var det for langt at gace... nu gif de alligevel... det var ligesom for at trodse ham; det var bestemt Fætterens Paafund... Det stulde der til, for at han skunde blive bragt til at tænke. Men naar en Mand først har begyndt paa denne Operation, saa tænker han ofte meget længer, end han har gyldig Grund til. Saaledes gif det ogsaa Damon. Yderst mismodig gif han tilbage i Havestuen, og søgte en eller anden tidsfordrivende Beskæftigelse. Den hyggelige Dagligstue tiltalebe hans oprørte Sind med sin stille Freb, den var hans Kones Værk, Alt vidnede her beroligende for hende. Der stod hendes Sybord, der laae hendes Arbeide, de halvfærdige Broderier, som han vidste vare begyndte til hans Fødselsdag og som han derfor undgit at see paa... Der, paa et Bord tæt ved hendes, der laae Fætterens Mapper og Tegneapparater. Det Bord behøvede da egentlig ikke at staae saa tæt ved, og han rykkede det ogfaa lidt fra Sybordet. Den unge Mand havde Talent, det var mors somme Stizzer, smaa Landskaber, Udkast til Illustrationer af Digte, ikke uden Genie... Han vilde atter luffe Mappen til, da et Ark med Blyantstegninger gleb ud. Hvad er det? Jo, det vilde han dog see! Det var en heel Ræfte af Karrikaturtegninger, hvori Fætteren var en Mester. Der var en Mand med Nathue, som aabenbart snorkede i Søvne en Mand med Bibe i Munden, som halvsov over en Medestangen Mand, som halvsov over et Stafbrædt en Mand, som halvsov over „ben Berlingske Tidende" og tilsidst en Mand, som halvsov over fin Tobakspibe, medens hans smukke unge Kone drømte over fit Haandarbeide. Hvad drømte hun om, medens han døsede? Denne Tante paatrængte sig ham. Den søvnige Mand var nemlig ham selv i Karrikatur, yderst latterlig skildret; den unge Kone maatte være tegnet efter Naturen, det var et nydeligt Portrait. Damon sad som himmel falden med Bladet i Haanden, han kunde neppe fatte den Utaknemme lighed, der havde gjort Udkastet til disse Sfizzer, og den tankeløse Uforstammenhed, at lade dem ligge saa aabenlyst, i en uaflaaset Mappe, i hans egen Dagligstue, hvor Enhver kunde see dem. . . baade han og hans kone, hans Gjester og Tjenestefolkene.... Stjebnen førte mig for anden Gang til ham i et kritisk Zieblik. Jeg kom tilfældigviis for at besøge ham, og fandt ham noget nær i den famme Stemning som dengang, da Hektor havde revet ham Slobrokken af Kroppen. Jeg billigede hans Brede, men kunde dog neppe bare mig for at briste i Latter over de fjæffe Tegninger. Vi havde en meget alvorlig Samtale om hans Forhold; jeg bragte bam dog langt om længe til at indsee, at han selv havde den største Deel af Skylden, og til at troe, at bans unge Hustru endnu ikke bavde Noget at bebreide fig og jeg talede af min fuldeste Overbevisning, da jeg gjendrev hans Baastand, at hans Kone maatte være Medvider i disse Tegningers Tilværelse og maatte have siddet for Tegneren; jeg gif endogsaa saavidt, at jeg lovebe ham Beviis derfor, uagtet jeg ikke vidste, hvorledes jeg skulde tilveiebringe det uden at foraarsage en Scene, som jeg allerhelft vilde undgaae. Vi havde en lang Samtale, vi To, thi Fætteren og Confinen bleve længe borte, længere end jeg egentlig syntes det var ønskeligt, især da det var senere paa Aftenen, end jeg fandt det passende. Damon gjorde bog ingen Bemærkning derover, han havde nok at gjøre med at spekulere over det Thema, jeg havde givet ham til Eftertanke: at en Mand, som ikke bestræber sig for at underholde fin unge Kone, men trøstig lader bende kede sig, han maa tilskrive sig selv, bvis det lykkes nogen Anden at underholde og more bende. Det er denne uheldige Overgang fra Frierdagenes livlige Ombu til Wgteskabets søvnige Tryghed, der saa ofte undergraver Kjærligheden og gjør Hjertet tomt og Naturen har sørget for, at en Qvindes Hjerte aldrig kan være fuldkommen ledigt. Omsider kom de. Det var fjendeligt, at den unge Kone i det Mindste havde Bevidstheden af, at hun havde Uret i at være bleven borte saa langt over den sædvanlige Theetid; hun havde nu saa travlt med at faae Theen paa Bordet og at stjenke den for os. Damon vedligeholdt en taus Alvorlighed, og jeg var ikke saa lidt forlegen; Fæt teren alene var ganske freidig og ugeneert, jeg vidste ikke, om det var Natur eller Kunst. Laae deri maaskee den Politik, at labe som om han iffe havde nogen Tanke om, at man kunde opholde sig over den usædvanlig lange Spadseretour? Min Tillid begyndte at vafle libt, alt som min Brede imod ham vorede. Efter Theen faldt Talen ganske tilfældig paa Portraitmaling, bet var Fruen, der gav Anledningen dertil ved at omtale et Dameportrait, som hun i Forbigaaende havbe seet hænge ligesom til Udstilling overfor en aaben Havedør. Intet kunde komme mig mere tilpas. Jeg greb Zieblikket for at spørge den unge Kone, om hun aldrig var bleven portraiteret. Nei, det var hun ikke, og hun vilde heller ikke lade sig aftegne, hun kunde ikke lide, at Nogen skulde sidde og stirre paa hende. Fætteren meente, at det var barnagtigt, og paakaldte mit Medhold for denne Paastand. „Ja, det er, fordi han vil tegne mig," sagde hun hurtigt, det har han tidt bedet mig om, men det vil jeg nu engang ifte tillade." Fætteren gjorde den Indvending, at her var ikke Talen om Tilladelse, men kun om Føielighed; vilde han portraitere hende, saa kunde han meget godt gjøre det uden Tilladelse; han kunde for Exempel tegne hende, uden at hun vidste af det, han kunde ogsaa not gjøre det efter Hukommelsen. Hans Cousine lo af disse Paastande, og det med saamegen Naturlighed, at jeg nu var fuldkommen sikker i min Sag. Damon derimod saae meer og meer bedrøvet ud under hele denne Samtale; det var siensynligt, at han var angst og tvivlede og jeg styldte ham jo et Beviis. Uben at sige et Orb tog jeg fat i det fremstikkende Hjørne af den forræderste Tegning, trak den ud af den aabne Mappe og rakte hende den. Jeg tilstaaer, at det var haardt nok mod Fætteren, men hvorfor skulde jeg staane denne unge Fusentast, hos hvem der vistnok ikke var Staansel at vente, det viste hans Tegning mig tilfulde. Hun vidste aabenbart ikke, hvad jeg meente bermed eller hvad hun skulde gjøre med den. Ved det første Blik paa Tegningen var hun lige ved at briste i Latter, og Ingen, som havde ſeet Damons veltrufne Karrikatur, vilde kunne fortænke det unge Naturbarn deri. Men med bet næste Blik havde hun gjennemløbet hele Bladet og seet fit eget Billebe Modsætningen var for grel, og der var nu ikke Spor af Smiil tilbage paa hendes Ansigt. Hun blev blussende rød, kastede Tegningen langt bort fra sig, som om den brændte hendes Hænder, dem hun en fort Tid holdt for Øinene, som En, der pludselig staaer lige. for en Afgrund. Og en siffer qvindelig Taft havde sagt hende, at saaledes var det ogsaa. Det var et Moment for en Genremaler til et ret interessant fille Stykke. J Baggrunden stode Dørene aabne fra den hyggelige Daglig= stue til Haven, hvis Træer aftegnedes mod den flare Aftenhimmel i dens fulde Skjønhed. 3 Sophaen sad en bedrøvet 2gtemand med Haanden under Kinden og et ængsteligt Blik fæftet paa en ung Kone, hvis skyldfrie. Ansigt næsten rivaliserede med Aftenhimmelen i Rødme, hvis hele Stilling udtrykke en Blanding af Vrede og ydmyghed, af Uskyldighed og Stamfuldhed, medens hendes Dine vare fæstede paa det bortkastede Papir, der havde aabnet hendes Sjæl for en af Livets Skyggesider. Noget derfra stod en alvorlig Mand, hvis Anfigt robede hans fuldkomne Tillid til og Høiagtelse for den unge Kone; han stod der, som om han vilde indgyde hende Mod til at følge sit Hjertes Indflydelse. Og nærmest ved Udgangsdøren til Forstuen sad en ung Herre, hvis dristige, stiødesløse Holdning var i den fuldkomneste Modsætning til hans befippede Miner og raadvilde Udtryk, han var det personificerede Billede af en paa ferft Gjerning greben fripostig Synder, hvem Aandsnærværelsen ganske har forladt i det af= gjørende Dieblik; man kunde ifte tvivle om, at han var Aarsagen til ben bedrøvede Stemning, der havde grebet de Andre, og at han var sig det bevidst. Men det var kun i et fort Dieblik, at den unge Kone stod saaledes. Da hun tog Haanden fra Zinene, faae hun op med et fast Blik, uagtet Taarerne strømmede ned ad hendes Kinder; uden at værdige den unge Herre et eneste Ziekast gif hun ham forbi, faldt sin Mand om Halsen og sank grædende ned ved siden af bam paa Sophaen. Og denne smutte, naturlige Bevægelse fandt Gjenklang i hans Hjerte, han slog fin Arm om hendes Liv og trykkede hende til sit Bryst det var en stum og bog saa veltalende Scene. Vennen og Fætteren vare nu overflødige Personer, forekom det mig. Jeg gav ham et Tegn, og han forlod Stuen med mig, uden at de Andre syntes at bemærke vor Bortgang. Det var en forlegen Situation, da vi To gik langs ad Landeveien sammen. Men da jeg altid har fundet, at 2rligbed er den bedste Politik, afveg jeg heller ikke denne Gang fra min Grundsætning. Jeg begyndte med at sige ham ganske aabenhjertigt, at den Utaknemmelighed, han havde lagt for Dagen imod min troskyldige Ven, der ogsaa havde været hans Ven og var hans Cousines Mand, ved saa ustaansomt at farrifere hans ægteskabelige Forhold, og saa uretfærdigt tillige, og den Dristighed han havde viist, ved at lægge denne Tegning i en aaben 6 Mappe i den fælles Dagligstue, ligesom det var beregnet paa, at den skulde blive seet i det mindste af den Ene af de Afbildebe, det havde overbeviist mig om, at hans Stilling der i Huset ifte kunde foraarsage Andet end Ufred, og ikke vilde blive til Gavn for Nogen af Parterne. Det var Damon selv, og ikke nogen Anden, der ganske tilfældig havde fundet Tegningen, han kunde dog umulig tie dertil, og det maatte foranledige en Scene, som ifte kunde blive Andet end høist uhyggelig. Det havde jeg villet forhindre, da enhver Forklaring jo var overflødig; ved min Indblanding havde jeg staaret Knuden over, jeg troede, at jeg havde handlet i alle Parters velforstaaede Interesse, steet var det ialtfald, og knyttes igjen kunde den ikke. Nu stod fun tilbage at overlægge, hvad der fremdeles var at gjøre, for uden Opfigt at løse et Forhold, som var blevet uholdbart. Et godt Ord finder altid et godt Sted, siger Ordsproget. Det viste sig ogsaa her. Fætteren og jeg vedbleve at spadsere frem og tilbage paa Landeveien den halve Nat; han fulgte mig omsider til Staden, og der var tilsidst ikke Andet for, end at han, for at have Tag over Ho= vebet, maatte tage tiltakke for den Nat i mit Huus. Vi lagde vore Hoveder iblød for at udfinde, hvad der kunde gjøres for at bringe ham i en Stilling, der kunde give ham Andet at tænke paa og gavne hans Fremtid, og vi bleve tilsidst enige om, at han skulde søge et Embede i en af de mindre kjøbstæder, som just var ledigt og paa hvis Besættelse jeg havde nogen Indflydelse. Der var jo not en lille Caution, som skulde stilles forinden, men den vilde jeg være ham behjelpelig med at staffe tilveie jeg var vis paa, sagde jeg, at naar jeg bab Damon derom, saa vilde han være hans Cautionist, da han havde et godt og forsonligt Gemyt. Jeg undte Damon denne Satisfaction og Fætteren denne ydmygelse; det skulde være hans eneste Straf - jeg er nu tilbøielig til at troe, at han i Grunden tog sig denne Straf temmelig let, uagtet han talede endeel om Anger og Ruelse o. s. v. Kort at fortælle, bet blev saaledes udført, som vi denne Nat havde aftalt det. Fætteren blev i Staben, han søgte Embedet, fik det og reifte, Damon stillede Cautionen og var ikke utilfreds med at have den Klemme paa Fætteren. Og den unge Frue, som senere ved min In discretion erfoer, hvad Damon havde gjort, var gjennemtrængt af Fo lølelsen af sin Mands Ædelmodighed, og holdt kun saameget mere af ham derfor. En Mand har aldrig Skade af, at hans Kone gaaer om med den store Hemmelighed, at hendes Mand er ædel og høihjertet, bet hæver ham langt mere i hendes Dine, end om han gav hende Leilighed til den forfængelige Tilfredsstillelse, at beundre bans Vid. Det fik hun heller ingen Leilighed til, thi Damon var nu engang hverken vittig eller aandrig, men god og brav var han. Deres Ægteskab, som saa let Tunde være blevet ulyffeligt, gleb berfor atter hen i en jevn Tilfredshed, efterat denne fille Sky var dreven over, uden at have formørket beres Wgteskabs Himmel mere end i Forbigaaende. Mennesket er fin egen værste Fiende, bar en gammel Philosoph engang sagt, og ikke ganske med Urette. Da et Aars Tid var gaaet, begyndte Damon at helde til sine gamle Griller; han savnede igjen en Ben, begyndte han at lamentere over, med hvem han kunde tale om alt Det, som man ikke fan forlange, at en Kone stal kunne tale om. "Jeg troer endogfaa, naar jeg skal være oprigtig, at jeg savner min Kones Fætter," sagde han. Han var et godt, omgængeligt Menneske, som man altid kunde faae med, og jeg troer egentlig, at vi have gjort ham Uret, i bet Mindste er det ganske vist, at min kone aldrig vilde have brybt sig om ham, om han saa var bleven her i Huset til Dommebag. Nu savner jeg ham tibt." Jeg saae paa ham med store Dine, ved at høre denne Tale. Men det var hans Alvor. Trobs hans huuslige Lytte og alle hans mislyktebe Forsøg, længtes han atter efter... fit Phantom, fin Patentven, fin Pythias den Femte! - Han havde altfaa en complet fix Idee! Jeg blev ganske benauet derover. Men bet oprørte mig, og denne Gang lod jeg ham sandelig ikke slippe for godt Kjøb. Jeg foreholdt ham meget alvorlig den Uretfærdighed, ban sit hele Liv igjennem havde be= gaaet imod mig, der havde været ham en saa ærlig Ben, som nogen Mand funde forlange, og som han alligevel ikke havde regnet for sin Ven, medens han havde pleiet Venskab med lutter daarlige Subjekter. Hans Pythiaseri var et sandt Raferi, en ligefrem Galskab. Men han havde heller aldrig havt nogen Idee om, hvad Venskab virkelig er. Siden han ikke vidste det, saa vilde jeg sige ham, at Venskab er Belønningen for Hengivenhed, det finder man ikke paa Gaden, som Bekjendtstab, der er Tilfældets Værk. Man finder det, naar man fortjener det, men ikke fordi man løber og raaber efter bet. Men hvorledes havde han opfattet Venskab hele sit liv igjennem? For ham havde det en Tidlang kun været en daarlig slavist, og derpaa en lige saa daarlig herriff Tilbøielighed. Det Sidste var det endnu, og det var endogsaa gaaet over til at blive en latterlig Monomani, som ingen Staansel fortjente, thi den maatte gjøre hans stakkels Kone ulykkelig. Ifald han ikke kunde opgive den, vilde jeg raade ham til at fæfte sig en Pythias 6* maanedsviis, for en vis akkorderet Betaling, en Stymper, som han funde regjere med og sende paa Fisteri eller sætte til Stakbordet, naar det behagede ham, thi Andet behøvede han ikke. Et saadant Arrange= ment vilde han kunne have langt billigere; saa kunde han stifte fin Timepeter Pythias, saasnart der kom en Kurre paa Traaden, og hans Kone vilde være fri for al Plage deraf, og fremfor Alt for Overhæng. Men hende beklagede jeg af ganske Hjerte, og der manglede ifte meget i, at det kun var for hendes Skyld, jeg vilde vedblive at komme i hans Huus, det vilde jeg sige ham reent ud; thi hun, som desværre ingen Mand havde i ham, hun kunde nok trænge til at have en trofast og ærlig Ben, for ifte at staae ganste isoleret. For hans Skyld skulde jeg ikke fomme, thi han viste mig nofsom, at jeg ikke var og aldrig havde været det Allermindste for ham. Damon blev ganske betuttet over den Heftighed, hvormed jeg angreb ham, og over de brøie Sandheder, jeg overvældede ham med; hans Sam vittighed maatte sige ham, at de ikke vare ugrundede. Han gav Kjøb, og Freden imellem os blev omsider atter tilveiebragt paa den Betingelse, at han for Fremtiden skulde forsage alle pythiaste - ja, jeg troer endogsaa, at jeg i min billige Harme benævnede dem alle pythiasenske Forsøg. Og det skulde naturligvis være en evig og ubrødelig Fred," saaledes som det hedder i alle Frebstractater. Jeg havde været et Par Maaneder paa Reiser, da jeg fik et Brev fra Damon. Jeg vidste, at der forestod en glædelig Begivenhed i hans Huus, til hvilken jeg satte al min Lid for Fremtiden, og jeg længtes efter at høre fra ham. Endelig kom det forventede Brev; Damon var overstadig glad, hans kone havde født ham en Søn, hans udtrykte Billebe, hvis Bægt og Skjønhed han udbredte sig saa vidtløftigt over, at denne Beskrivelse kun havde levnet ham Plads til i to Ord at omtale, at hans kone var vel. Saasnart jeg kom hjem, gif jeg op til ham. Som fjærlig Fader fandt jeg ham i Barnekammeret, hvor han fornøiet gik op og ned ad Gulvet, og holdt en Monolog over Drengens Opdragelse og fremtidige Bestemmelse. Den unge Moder sad i Sophaen med det rørende matte Udtryk af inderlig Glæde, der flæder unge Mødre saa usigelig yndigt, og med et drømmende Blit, som saae ogsaa hun ind i Barnets Fremtid og i Tankerne omgav det med luftige Stiftelser, der dog vistnok mere lignede Engle end Timelærere. Jeg ønskede dem Begge tillykke af et op= rigtigt Hjerte. Damon løftede fit udtrykte Billede op af Vuggen, hævede Barnet høit i Veiret og udbrød glad og stolt: „See her! Her seer Du min fødte Ben... min rette Pythias!" Jeg kunde ikke bare mig for at smile over dette i Sandhed uven tebe Udbrud. Hvilken Halsstarrighed! Den unge Moder strakte Armene ud og sagde: O, raf mig ham, giv mig mit Barn, min egen Dreng, min lille Mand, min Elskede!" -Og da Drengen laae i hendes Arme, kjærtegnede hun ham med den mhed, som kun en Moder kan vise. - Min Pythias! ... Min Elstebe! De havde Begge talt ud af beres Hjerter og fundet de Ord, der gjorde dem lykkelige. Da Drengen skulde døbes, foreslog Moderen, at han skulde hedde Charles, og Faderen, at han saa tillige skulde hedde Pythias. Charles var efter mig Pythias var efter ham, den Anden, Phantomet. Jeg funde ifte bare mig for at bviffe til Damon, om Drengen ikke tillige skulde døbes „ben Femte." Han lo og stødte til mig, saa jeg nær var gaaet paa Hovedet i Vuggen til den fødte Pythias." Og Charles Pythias forenede i sin Person det, der gjør Ægteskabets Lykke Kjærlighed og Venskab. Jeg troer ikke, at nogen af Forældrene tænkte over, at disse. Følelser saalænge havde været forbeelte paa forſtjellige Hænder, saa fuldstændigt sammensmeltede og forenedes de nu i bet lille Barn. Men jeg frabad mig udtrykkelig, at Drengen nogensinde blev kaldt Pythias og stod paa, at han skulde nævnes ved mit Navn, som hans Faders Ven. Jeg vilde dog endelig være fri for at høre mere om Pythias og jeg hørte heller ikke mere tale om ham. Den fødte Pythias blev dog tilsidst den rette, uagtet han aldrig blev benævnt faaledes. Carl Bernhard. its tid dam Hans og Life. En Capriccio. jære bu min Bro'er! und das "Iffe det jeg troer Kommer du idag i Huset, hvor jeg boer. Ganske lidt herfra Sidder min Mama 09 Hans! jeg frygter for, hun jager big herfra." Lise! Lise! hør! Uden dig jeg døer - Hvad var det, der streg? Det er en Hund, der giver." - Life, luk mig ind! Jeg har Graad paa Kind - Og det regner, jeg bli'er vaad indtil mit Skind. ,,Hans! nei, bliv endnu! Vær ei mod i Hu! Græder du, min Ven? Javist, det er en Gru! Hør, du kan nok gaae... Ring fun ifte paa! day pod Jeg skal indenfor ved Kjøkkendøren staae." - Og som Ingenting Fløi han i et Spring Hele Trappen op og klingelingeling! - Tog i Snoren fat, Ringede saa glat: ,,Kommer hun ei snart, min søde, lille Skat?" At, og Døren gif, Og med bistert Blik Foer Mama da slog hans Hjerte diffebik - Foer Mama faa bøs Lige paa ham løs: ,Er du her igjen, din lange, dovne Fløs?" Af, og med en Eed Hun den Staffel smed. 87 Uden videre den hele Trappe ned. Og som Ingenting Fløi han klingeling! Ud paa Gabens Steen, men i et baglænds Spring. Der forstødt han laae, Ryggen bruun og blaa Oppe Lise stod og skjult hun paa ham saae. „Hans! du er en Klods! Hvad vil du hos 08? Ringede du paa? Var det kanskee paa Trods? Ja, big tjener bedst, At du faaer din Rest, Som du render paa og teer dig som en Hest. Glemt? Ja, det er slemt! Tør du sige glemt, Skjøndt jeg vared' dig og bad dig saa bestemt? Naa, din stakkels Dreng! Moder var lidt streng... Hør, fom fun igjen, naar Moder er i Seng. Men fom ikke før! Og for Guts Skyld hør! Brug saa din Fornuft, ring ikke paa vor Dør!" Henr. Herz. Silkeormen og Kaalormen. En Fabel. n Silfeorm var engang i fin Herres Fraværelse smuttet ud af fit Glaspallabs og gif sig en Spadseretour i Haven som en anden dødelig Orm. Da mødte den en simpel borgerlig Kaalorm, som frøb forsigtig i Nærheden af et Kaalbed, og faae sig ængstelig om til alle Sider. Silkeorm. Goddag, min staffels Kaalorm! hvordan har Du bet? Som Du seer, har jeg idag gjort en Tour ud i det Grønne, for at forfriske mig og gjøre Dig en Visit. Du kan troe, min staffels Kollega, jeg tænker ofte paa Dig og paa det førgelige Liv, Du fører. Kaalorm. Deres Naade gjør mig virkelig altfor megen Ære ved at interessere sig for en saadan stakkels simpel Orm, som jeg...." S. Ja, seer Du, min Ven; jeg er af følsom Natur og ingenlunde fornem paa det, og jeg beklager Dig af Hjertet; for at opholde dit syndige Liv, maa Du hver Dag liste Dig omkring som en Tyv, snappe en lille Bid her, en anden der, og hver Gang Vinden bevæger et Kaalblad, gyfer og zittrer Du, og lader Dig af Stræk falde til Jorden, som en lille Kugle, i den Tro, at det er Gartneren, som fommer for at myrde Dig, enten han nu knuser Dig under sin Fod, eller for at føie Vanæære til Grumbed, samler Dig og dine Frænder, for at faste Eder som Foder for fine Gæs og Høns. K. Det er sandt, gode Frue, min Tilværelse har fine Ubehageligheder og Farer, og jeg spørger undertiden mig selv, hvorfor Gud egentlig har sat os i Verden, især saa nær ved de ubarmhjertige Mennester. S. Og jeg derimod, jeg lever i Sikkerhed, i Overdaad og Herlighed; jeg boer i et altid opvarmet Krystalslot, og har Mennesker til mine Tjenere. Uden at jeg engang behøver at befale, bringe de mig hver Morgen, Middag og Aften de Retter, jeg foretrækker, de fristeste og kraftigste Morbærblade. Hør, veeb Du hvad? kom med mig, jeg funde mulig præsentere Dig for min Herre som Silfeorm af en ny Art, som en vidtløftig Beslægtet af mig, som min Fætter à la mode de Bretagne, og Du kunde da have det som en af os. K. Ja, Fruen skal have ret mange Tat for Deres Godhed, men der er Noget, som siger mig, at jeg dog maaskee ikke hos Dem vilde føle mig rigtig lyffelig. S. Og hvorfor ikke det, min staffels Kaalorm? K. Fruen siger, at De har en Herre, De fan maaffee ifte gaae ub at spadsere og brage frist Luft, naar De vil? S. Det er sandt, naar Herren er tilstede, saa holder han alle Døre og Spræffer luffede, for at vi ifte stulle komme ub; men det er af lutter Kjærlighed, for han siger, at vi ere bans Stat, hans Rigdom, og at det vilde volde ham stort Tab, hvis vi fom til Stade eller bleve borte. R. Ja saa, bet falder han Kjærlighed; men jeg har engang hørt fige af en Boet, som i fine Drømme havde forvildet sig ber imellem mine Kaalstofte, at Kjærlighed ikke bestaaer i Besiddelse, men i ben høiefte Selvfornægtelse, i med Glæde og uden at vente Gjengjeld, at libe ethvert Tab, bringe ethvert Offer, som kan behage den elskede Gjenstand... S. Aa, min gode Ven, Alt det er fun noget Slabber; Poeterne ere nogle Narre og Drømmere, en Art Søvngængere, og man stal ikke troe et Orb af hvad de fige. Disse Poeter", hørte jeg en Dag min Herre fige, det er nogle urimelige Personer, tag Jer vel iagt for dem; de lave Noget, som de falde Riim, men de have ikke sund Forstand. De kunne være ret snurrige om Søndagen og ved festlige Leiligheder, naar man Jntet bedre har at bestille; men til dagligt Brug er det noget tjebeligt Toi." - Tro Du mig, min gode kaalorm, bet er et usselt Liv, Du fører; hos mig derimod er man i Sifferbed mod alt Ondt og har det saa lunt og byggeligt, som Blommen i et 2g. K. Men hvormed fordrive 3 egentlig Eders Tid, om jeg tør spørge... S. Jh Gud bevares, med at spise, vi bestille ikke Andet end at spise. Vi spise fra Morgen til Aften, fjende ifte til Næringssorger og have altid fuldt op af Mab; ja, min Ven, vi spise noget ganske radsomt; men see ogfaa engang paa mig, hvor tyk og glindsende fed jeg er! Saaban en Pragt-Orm har din magre Pjalt vist aldrig drømt, at ber existerede? K. Det er fandt, vi Andre have ikke altid bet tørre Brød, og saa leve vi bestandig med Livet i Haanden; naar vi flumpe til at finde et velsmagende Blad, saa have vi neppe begyndt at gjøre os lidt tilgode, før der strax er en afskyelig Gartner eller en hjerteløs Koffepige ved Haanden, som tragter os efter Livet; og dog... veed jeg ikke ret, om jeg vilde bytte med Fruen. Men fortæl mig nu, hvorledes det gaaer, naar 3 blive til Bupper? S. Naar vi blive til Pupper? - Nu ja, saa er Herligheden tilende, saa er Alt forbi, saa blive vi solgte efter Vægt til en Kjøbmand; men naar man har ført et saa glimrende og lykkeligt Liv, hvad kan man saa forlange bedre, end at blive solgt efter Vægt? - K. Men naar 3 saa krybe ud af Puppen? S. Men, min staffels Kaalorm, vi krybe slet ikke ud af Puppen, det er altfor simpelt for Væfener af vor Kvalitet. Det sørger Manden for, som kjøber os, at vi ikke mere komme tillive, men det, som man falder for Død, bet mærker man ikke det mindste til. Og saa afvikler han vor Traad og spinder os til Silke, og vi blive omtalte med Berømmelse og beundrede og elskede af de fineste Damer i den hele Verden. K. Men det var da besynderligt, fomme I flet ikke ud af Puppen? adas. Nei, med Undtagelse af nogle enkelte af de mest udmærkede Genier iblandt os, d. v. s. de, som have overgaaet alle de Andre i Konsten at spise, og spist saaledes, at en fimpel Orm, som Du, itte tan have noget Begreb derom, de blive til Sommerfugle for at forplante en saa ædel Slægt. Men det har forresten ikke stort at sige, for i den Tid spiser man ikke mere. Man lægger fine 2g, og saa døer man, uden at holde saameget som et Afstedsmaaltid. Og at døe paa faftende Hjerte, enten det skeer som Puppe eller som Sommerfugl, det tommer jo omtrent ud paa Eet. Men det forstaaer sig, ogsaa i den sidste Stiffelse nyde vi den 08 tilkommende Hæder og Ubmærkelse. Istedenfor som simple fritflyvende Sommerfugle at smuldre og benveires som Støv for alle Vinde, laber vor Herre os balsamere og stiffer os med Omhu paa mægtige Knappenaale og udstiller os i et Glasstab paa næste Aars Industriudstilling, for at Enhver kan see, hvilken stjøn og udmærket Ormerace, han bar i fit Slot. K. Ja, nu begynder jeg at forstaae, hvori Forskjellen mellem 08 to bestaaer. Der, hvor Deres Liv ophører, min Frue, der er det, at mit først rigtig begynder. Vi Andre have den Fordeel, at naar vi slippe for de os omgivende Farer og blive Pupper, saa komme vi Alle ud af Puppen, og saa begynder vor Lyfte. Naar jeg bliver Sommerfugl, saa flyver jeg ud i den hele vibe Berben, saa let og fri som en virkelig Fugl; jeg føler hele mit Væsen leve, jeg indaander ikke blot Engenes og Blomsternes Duft, jeg indaander hele Universet og al dets Salighed. Og paa min glade, ustandsede Flugt gjennem den krydrede Luft søger jeg mig en Mage efter mit Hjertes Lyft, og flyver med hende gjennem Stove og Marker; snart flaaer jeg en gemytlig Sladder af med hende paa Spidsen af et Kirkespir, og snart lege vi Stjul og Tagfat bag et Rosenblad. Den halve Verden gjennemløbe vi ad de mest eventyrlige Beie, og der er ikke Maal og Grændse for vor Frihed og Lyfte. Og først og fremmest holde vi os fjernt fra Mennestenes Boliger; thi en af mine Forfædre, som tilvisse var en Viismand af en Kaalorm at være, har sagt: Sommerfugl, bold Dig i Dit Element, i Luften, og vor Dig aldrig ind i Palladser og Sale, Du vil da fun brænde bine Vinger. Men naar den stjønne Aarstid er nær fin Ende, saa søge vi 08 et Leie under det faldende Løv, og der henslumre vi Bryst mod. Bryst og begrave os, hvor vi have Lyst, endnu i Døden saa fri som Keifere og Konger, eller rettere som et Par ægte Landstrygere!.... S. At, min stattels Kaalorm, jeg frygter, Poeten har smittet Dig; Du taler jo næsten, som om der staf noget af en Poet i Dig. Hust, hvad jeg sagde Dig, Poesi kan til Nød passere til Søndagsbrug, men er forresten en Urimelighed; Tro mig, ved saadanne Principer bliver der aldrig Noget af Dig. Modtag imidlertid min oprigtige Beklagelse. Men Silfeormen fit neppe det sidste Ord udtalt, før dens Herre, som var kommen hjem, indfandt sig i Haven, og søgte efter den med Støi og Vrede; og da han endelig fandt den, tog han den med en Strøm af Stjældsord og Eder, og spærrede den atter inde i det prægtige Fængsel, som den faldte for fit Krystalpallads. Men Kaalormen blev Puppe og den blev Sommerfugl, og da Tidens Fylde fom, døde den som den havde levet, fri og glad, og Vinge mod Vinge med den Mage, den havde valgt sig. P. 2. M. Agerbrug ved Damp. aalænge Dampens Anvendelse i Agerbruget var indskrænket til alene at træffe Ploven, maatte Resultaterne blive ringe og uden Omfang; udvider man derimod Virksomheden, ligesom i andre Industrifag, til alle Agerbrugets forskjellige Grene, laber man Dampen, saavidt gjørligt, træde istedetfor Menneste og Heftekraften, da opnaaer man ikke alene et virksommere, hurtigere og ligeligere Arbeide, men sættes ogsaa i Stand til i høiere Grab at forbedre Landhuusholdningens Cultur forhold. Denne store Opgave synes nu at være løft, ikke blot ved spidsfindig Beviisførelse eller ab theoretist Bei, men practist og tilmed udført saaledes, som en stor, fuldtorganiseret Landhuusholdning fordrer det. Opfinderen, Haltett, har stillet sig som Opgave: 1) at anvende Dampen som Træk og Drivkraft til alle Landarbeider, nemlig til Jordens Behandling ved Plov, Harve, Hakle, Rive og Valtse, til Rad- og Bredsaaening, til Vanding og Gjødning, og til Høftning af alle Markfrugter, uden Anvendelse af Heste; 2) at gjøre Fremgangsmaaden saa nøie og regelmæssig, at man kan arbeide ligesaavel om Natten som om Dagen, for at benytte alle de gunstige Forhold, som Veir eller Varme byder; 3) at gjøre Systemet anvendeligt selv paa de mindre Gaarde. Alle tre Opgaver synes Halkett tilfredsstillende at have løft, idet Dienvidner have havt Leilighed til at beundre hans System saavel paa hans Gods i Wandsworth som i en Have i Kensington ved London og Flere have fundet Exemplet værdigt til Efterligning. For at danne sig et rigtigt Begreb om denne Driftsmaade, maa man tænke sig hele Markens Overflade bedækket med Stinner i en Afstand af 24 til 28 Alen, saaledes som omstaaende Afbildning fremviser. Udenfor Markerne og langs med Bygningerne og Forbindelsesveiene er der ligeledes lagt Stinner af ringe Sporvidde. Paa de over Agrene gaaende Skinner løber Maskinapparatet, bestaaende i et Stillads, som ræffer fra eet Spor til det andet og som sættes i Bevægelse ved tvende paa hver Ende anbragte Locomotiver. Stilladsets Endepunkter hvile paa Skinnerne og have flere Hiul, der istedetfor en glat Fælge ere forsynede med en Udhuling, der passer til Vinkelen af Stinnen (see Fig. 5). Paa dette Stillads ere alle Agerbrugsredskaber, der skulle virke paa og i Jorden, fastgjorte. Det træffer dem efter sig fra Agerens ene Ende til den anden, og skal der vendes, anbringes Apparatet med alt sit medfølgende Redskab paa et Slags lav Vogn, som løber saa langt paa det snevre Forbindelsesspor, indtil Stilladset kan anbringes paa den næste Skinnelinie. Er Arbeidet paa en Ager endt, vandrer man paa samme Maade til den næste eller ogsaa tilbage til Gaarden. I Egne, hvor Jernet er billigt, har man Jern-Skinner, hvor Jernet er dyrere og Træet billigt, har man dem af Træ, gjennemtrukne med Kreosot. J England udgjør Forskjellen i Prisen netop det halve, det vil sige, Skinne lægning, der udgjør Systemets Hovedbekostning, foster af Jern 230 Rd., af Træ derimod 115 Rd. pr. Tønde Land. For at lægge Stinnerne, udgraver man Jorden i en Dybde af c. 8 Tommer, fylder Grøvterne med brændt Leer eller andre Broffer, og lægger paa denne Ballast en Række trekantede Muursteen med Kanten opad; derefter tilfastes Jorden paa begge Sider, saa at fun Stenenes Kant bliver synlig. Paa denne Teglfant lægges nu Jernskinnerne, der paalange ere vinkelbøiede, saa at de passe til Stenen. De ere ikke forbundne med hinanden, for at tilstede Udvidelse eller Sammentrækning under Temperaturforandringer. Derimob ere de ved Enderne befæstede ved Bolte. Tegningen viser, i Gjennemsnit, Jernffinnerne, liggende paa Trefanten, grundlagt paa Gruus og Brotter. For at prøve Styrken og Fastheden af denne Skinnevei, lod Opfinderen fit Vognstel løbe saa ofte over alle Stinneræfferne, som en tiaarig Benyttelse til Agerbruget vilde nødvendiggjøre, uden at der dog viste sig nogen Forringelse. Bed Brugen kan man med en paa Stilladset anbragt Børste fra Tid til anden give Stinnerne en Overstrygning med Steenkulstjære, for at forhindre Jernet i at rufine. Her hvile Træffinnerne, ligesom de forrige, paa en med Broffer fyldt Grøvt; Tvertærsklerne, paa hvilke Stinnerne ere anbragte, ere af c. Alens Længde; hvor Jorden har en høi Værdi, som f. Ex. i Haver ved store Stæder, lægges og befæstes Stinnerne saaledes paa smaa i Jorden nedrammede Pæle, at de komme til at indtage et saa ringe Rum, som muligt; dette synes dog mindre tilraadeligt, hvorimod bet er flart, at man ved det her omtalte System, naar man graver dybere og paafylder større Antal Smaasteen, uden synderlig forhøiet Udgift maa kunne opnaae en fuldstændig Draining, idet Gruuslaget kommer til at virke istedetfor Rørledning. Imod hele Anlægsmaaden kunde der indvendes, at Stinnerne optage et for stort Flaberum af den dyrkede Jord; men, naar man anflaaer den med Skinner bedækkede Jord til en Bredde af omtrent 1 Alen, saa kommer dette til at udgjøre høiest af Arealet, altsaa kun 5 pct. af Grundrenten, og naar man endvidere tager Hensyn til, at man ved dette System besparer Forbindelsesveiene og vel tildeels Agerrenerne, udjævnes for en stor Deel dette Tab af Areal og bliver i hvert fald ringere, end hvad der ellers udfordres til Rener og Grøfter. For at undgaae Faren ved en Uregelmæssighed i Sporveiens Bredde, har Opfinderen indrettet Hjulene paa den ene Side af Stilladset saaledes, at de ved Arlen have et vist horizontalt Spillerum til at rette sig efter en tilfældig uregelmæssighed i Sporlinien, medens den anden Sides Hjul ikke kunne undvige. For at hjælpe paa Uregelmæssigheder i Niveauet, der muligen kunde hindre Hjulene i at virke ensartede paa Overfladen, ere de i Fuger glidende Arler stillede paa bøielige Fiebre, der modvirke Støb fra fremspringende Steber og altid holde Hjulene lige ved enhversomhelst Niveau-Foranbring. Deels for at fordele Apparatets Vægt over en større Skinne flabe, deels for i høiere Grad at forøge Træffekraften og sætte Mastinen istand til at bestige endog meget store Steilheder, er der anbragt 16 Hjul paa Stilladset, som alle blive umiddelbart fatte i Bevægelse ved en over dem anbragt Dainpmaskine. Et Gjennemsnit af Apparatet med fine dobbelte Plovsfjær, som man efter Togets Retning frem eller tilbage nedsænker og lader trænge neb i Jorden, medens de andre boldes i Veiret, sees af Fig. 5. Er man fommen til Enden af Marken, finder den modsatte Gang Sted uden mindste Vanskelighed, saa at man med et til c. 700 Tdr. Land indrettet Apparat kan pløie omtrent 18 Tdr. Land daglig med to à tre Mænds Hjælp, hvilket endog, ved under paatrængende Om stændigheder at stifte med Arbeiderne og fortsætte Pløiningen om natten, kan udvides til nogle og tredive Tenders Pløining i Døgnet. Opfinderen paastaaer at have arbeidet i saa mørke Nætter, at han ikke har kunnet see Plovstjærene, medens Arbeidet dog har viist sig at være aldeles feilfrit. Efter Pløiningen skeer Harvningen med en i Flugt meb Stinnerne løbende Axel besat med Jerntænder. Denne rundtom med Kæmpebraadde besatte Baltse dreier sig med stor Hastighed og stjørner Jorden ulige bedre og fuldkomnere end hvilkensomhelst Harve.. Foran Valtsen staaer en Stjærm (Harpe) for at faste de Jordklumper tilbage, der ikke strax ere blevne tilstrækkeligt pulveriserede. Alt Ukrudt og Rødder gribes af Tænderne og slynges ved Centrifugalkraften mod Stjærmen, der faster dem til Jorden. Ved et Rør nedbringes pulveri seret Gjødning i Jorden i saa stor eller ringe Mængde og saa spredt eller samlet, man selv maatte ønske det, og blandes strax med Jordmassen ved hjælp af den omløbende Valtse. Den store Fordeel, at Jorden ikke bliver tiltrampet af Trækdyr og Arbeidere, fremtræder synligst, naar Planterne begynde at udvikle sig; thi medens man ellers fun i den allerførste Periode fan rense bem veb Hjælp af Hestehaffen, da den ringefte Afvigelse fra Sporet fun fan stade eller ødelægge, kan man ved det Halkettske System udføre Alt med mathematist Nøiagtighed og Sikkerhed, idet Redskaberne ere befæstede paa Stilladset, og altsaa fan streife Planterne ganske nær, uden dog at berøre dem. Foruden det større Apparat (Fig. 5) fan ber ved dette System endnu anvendes lettere til saadanne Arbeider, der kun fordre ringe Træftekraft, som enten fan præsteres af Arbeiderne selv, af en Hest eller af det store Locomobil ved hjælp af et fastgjort Toug. Disse mindre Apparater, der have samme Bredde som det store, og hvile paa 4 Hjul, to paa hver Side af Stinnerne, kunne bruges til at vande, gjødske eller høste. Istedetfor Kennedy's underjordiske Rørledning til Vanding, kan man her vande med ringere Bekostning og med langt større Virkning, da man samtidig med Vandingen fan gjennemkradse Jorden ved Hjælp af smaa Jernpigge, eller, som i Kensington, anbringe Gjødskningen i Rader af smaa Rør, der gribe ind under Jordens Overflade og saaledes directe tilbringe Rødderne Vædske. Kjøkkenhavens Behandling fordrer ofte Arbeide, der ikke kan udføres med nogen Maffine, men kun ved Mennestehænder. I saa Fald frembyder Apparatet de største Lettelser, hvilket sees af Fig. 6. Dette Apparat foreslaaes af Hallett for Gaarde paa 1 à 200 Tbr. Land og bruges i Haven ved Kensington. Paa tvende af Stilladsets Blanker hænge Stamler, hvorfra Arbeiderne kunne udføre deres Dont uden at nedtrampe Planterne eller trættes ved besværlige Stillinger. 7 Tegningen viser Saamastine, Hestebakke, Valtse, den overjordiske og den underjordiske Banding, Høstningen, den flydende Gjødskning og de forskjellige Haandarbeider. Et væsentligt Spørgsmaal ved dette nye System bliver naturligviis det økonomiske; men, da Opfinderen forpligter sig til for de af ham opgivne Bekostninger andetsteds at overføre Systemet, maae vi med Hensyn til Tallene holde os til hans Angivelser. Han paastaaer, at Anskaffelses Kapitalen ikke overstiger den Sum, man ellers maa anvende paa Judkjøb af Heste, Vogne og andre sædvanlige Agerbrugeredskaber, og mener, at Slittagen endog er ringere efter hans System end efter bet ældre. Med de 12 Plovsfjær, hvormed han arbeider, opffjærer og vender han en Bredde af 4 Alen, og pløiede paa denne Maade i Timen c. 1170 Alen i Længde, som, multiplicerede med Togets Bredde, i 11 Arbeidstimer pr. Dag med 10 Damphestes Kraft gav næsten 4 Tor. Land daglig. Han anflaaer det hertil anvendte Rulforbrug til c. .... 2 Rd. 4 Mt.,, B Førerens Lon. hans Medhjælper Olie o. f. v. 1 1 4 - - " 8 3: for 41 Tdr. Land 5 Rd. 3 Mt. 8 ß, eller pr. Tønde Land à 14000 Alen c. 8 Mt. Nigsmønt, hvilket endda for et større Apparat vil kunne reduceres betydeligt. Efter hans Opgivende vil Hakningen pr. Tonde Land andrage Radsaaening At harve og tromle Brug af Skarifikator og Exstirpator At meie og lægge i Neg. Høst og Gjødningskjørsel i Forhold hertil. 16 B 28 - 28-d 44- 56 - Opfinderen gaaer ud fra, at man, om end Spadekulturen foster betydeligt mere pr. Tønde Land end Plovkulturen, dog ofte finder sin Regning navnlig i Flandern og Belgien ved at anvende hin, da Høsten paa den saaledes bearbeidede Jord bliver langt større end paa Jorb behandlet med Plov, og at man derfor trøstig vil kunne indføre hans System uden at behøve at sfræmmes tilbage for de med det første Anlæg forbundne Bekostninger. Bi bave nu feet Dampkraftens Tjeneste ved Jordens Behandling i de forskjellige Stabier ligeindtil Høsten, der naturligviis, hvor alle disse Forarbeider ere sfete ved Mastinkraft, ogsaa skeer ved en Meie- 7* maffine, truffet af Dampbeste; men endnu staaer Tærstning og State ning tilbage, og dette kan ogsaa udføres ved Maskinkraft, nemlig ved den forenede Tærste og Staffemaskine som Wilkinson, Wright & Co. (Boston) have conftrueret. Det Eiendommelige i denne Maffine bestaaer i et Net uden Ende, breiende sig om en Ramme, der har nogen Lighed med Brandvæsenets Redningsapparat. Jdet Nettet bevæger sig opefter, medfører det Halmen, som kommer ud af Tærskemaskinen, og løfter den op til Rammens øverste Deel, der efter Behag kan stilles lavere eller høiere. Da den er meget letbevægelig, fordrer den neppe nogen fjendelig. Forøgelse af Tærskemaskinens Træftekraft; den kan arbeide i hvilken somhelst Afstand fra denne Maffine, og foster fun omtrent halvt faa meget som andre Løfteredskaber. Den fortjener Fortrinnet fremfor det i Skotland i dette Ziemed sædvanligviis anvendte Redskab, og vil formodentlig med Tiden fortrænge alle de klodsede Apparater af lignende Slags, som nu anvendes i Storbritaniens Landbrug. For os, der ere uvante med at fee Dampkraften anvendt i Agerbruget, og desværre vel for længere Tid ville vedblive at være det, maae saadanne Offere og saadanne Resultater være forbausende; dog vilde det ikke være umuligt for os at naae til samme Maal, og at udvikle samme Opsving paa Landet, som det er lykkedes os paa Vandet, naar fun vore Maskinfabrikanter vilde følge det Exempel, de engelske Dampskibsfabrikanter have givet, nemlig at bygge paa Speculation og derefter ubleie eller tage Andeel i det Byggebe, ved at lade det gaae over i Hænderne paa deres dygtigere Arbeidere, der enten ved Alderdom eller Svagelighed blive uftikkede til at arbeide i Værkstedet. At her ifte savnes Evnen til at udføre hensigtssvarende og gode Maskiner, derpaa have vi senest paa den forløbne Sommers Landmandsmøde i Horsens seet Erempel, idet Moller & Jochumsens Maskinfabrik sammesteds udstillede et saakaldet Locomobil (en Kraftflytter) af 5 Hestes Kraft, der vilde være istand til at udføre alle de her nævnte Arbeider i Agerbruget og endda have Tid tilovers til at drive en Knuse- og Malemastine, Kjærneværket i Meieriet, Haffelsemaskinen i Stalben m. m. Den udstillede Maskine bavde modtaget flere selvstændige Forbedringer og brugte derhos kun 4 Pd. gode Kul pr. Hestekraft pr. Time, hvilken Brændselsbesparelse var frembragt ved at Cylinderen ikke var fritliggende, men omgivet af Varmen. Maskinen, der efter Bebag kunde stilles eftersom man har Brug for en større eller mindre Kraft, gjorde c. 140 Ombreininger i Minuten og var derved istand til ved en mindre Nemftive at overføre Drivremmen til den Maskine, den skulde bevæge, og saaledes at undvære en Hjulforbindelse med denne (faakaldet Forlæggertsi). At disse Linier skulde kunne bidrage til at aabne Maskinen den Blads i vort Agerbrug, den allerede indtager andetsteds og indtager med Rette, tør ikke ventes; men naar de blot vilde være istand til at aabne vore Maskinfabrikanters Zie for den vide Mark til Virksomhed, der her er antydet for dem, og den Understøttelse, de derved vilde være istand til at yde deres dygtige Arbeidere, da vilde der derved være vundet en rig Kilde til Erhverv, være sparet megen Arbeidekraft for den mindre Landeiendomsbesidder og være fiffret ham en langt bedre, billigere og dog rigeligere Høst, afpasset efter Veirforholdene, end som de sædvanlige Betingelser nu tillade ved hjælp alene af Heste- og Menneskekraft. Hvilken Fremtid for Agerbruget og for Maskinfabrikationen vilde der ikke ligge i, om vi f. Ex. om nogle Aar læste et Avertissement af omtrent faabant Indhold fra en Maskinfører: Den 1ste October indtræffer jeg i N. N. Sogn med min Kraftflytter og modtager forud Bestilling paa Aftærstning af Sæd, enten i Vedkommendes Gaard eller paa Stolepladsen. Da min Maskine er af saa og saa mange Hestes Kraft, seer jeg mig istand til hver Time at udtærste saa og saa mange Traver Korn. Betalingen erlægges pr. Tonde aftærsket Sæd." Jonas Collin, født den 6te Januar 1776; død den 28de August 1861. Ved hans Embeds - Jubilæum i Februar 1851. (Affiungen i bons Familiekreds). ens et halvt Aarhundred endes, 3 Dit Liv saa rigt paa Daab, Og med Spor af Dig, der fjendes Som i Handling saa i Raad; Mens Din egen Hu sig bøier For Din egen Jbræts Vægt, Her til Sang fig Ordet føier J Din Kreds og blandt Din Slægt. Meget er til Hvile vandret, Svunden mangen daadrig Stund, Meget i sin Form forandret, Meget rystet i sin Grund. Men Din Aand sig ei lod kue, Altid enig med sig selv; Og Dit Dies stille Lue Fulgte rolig Tidens Elv. W.0.se. Hvad Din bramfri Birken skyldes Har Din Samtid alt erkjendt; Og Din flare Tænkning hyldes I det Lys, Du selv har tændt. OB Men Dit Hjertes milbe Strømme, Men Din Godheds skjønne Færd, Ingen kan som vi bedømme Dette Hjertes fjeldne Værd. Derfor, Fader, mens Du mindes Livets Dont, dets Sorg og Lyst, Vi, der til Dit Hjerte bindes, Tale kun med Hjertets Røst. For et stormfuldt Liv befriet Til vor Kjærlighed Du tye! Søge, til Dig selv indviet, 3 vor Kjærlighed et 2v! Henr. Herß. Familieſang paa hans Fodselsdag den sjette Januar, i eet af bans sidste Leve-Mar. Stuen hænger et Familie Billed, En lille Dreng med Skjerf og Hat og Fjer, Saadan for mange Aar han gik og spilled' Sin Bold og Top, hvor Frederiksberg man seer; Fabrikens Folk derude godt ham fjendte, „Den lille Jonas," opvakt, flink og rar; - Kom nu hiin soundne Slægt, mon den ham fjendte, Nu er han Excellence, Olbefa'er! See ham i Diet under Alvors Tale, Lyt til den Humor, som hans Hjerte har, Hans Billed, som Student, Tu da kan male, Der Liv og Billie var, de frem ham bar. Den lange Morgen-Søvn, Livslede-Smerte, Han kjendte ei, men bandt sin Borgerkrands. To brune Zine fængsled' da hans Hjerte. End straale de i gamle Minders Glands! I Frederik den Sjettes Konge-Dage Saa mangen Plante gav Du Ly og Læ, Naar Minderne, som Trækfugle hjembrage, Da flinger Sang for Dig fra mangt et Træ. Hiin Tid til Frederiksberg drog Folk i Starer, At see de Kongelige" seile der; Patriakalsk var Tiben, den vedvarer Om Dig, for Dig, i kredsen Du har fjær. Dybt Tidens Plovjern star i Verdens Lande, Vi veeb ei Sæden, Gud har der nedlagt, Men i det Gode, Dygtige og Sande, Beed vi er den guddommelige Kraft, Og Eet i Tidens Berel blev det samme, Bort Sammenhold ved Dig, vor Kjærlighed; Det er, som stifted' selv ei Arnen Flamme, Fra gammel Tid den lyser til os ned. Ja gammel Tib! i den just ligger Skatten, Det Jordens Guld, vi engang tage med. Fra Billedet hiint Barn med Fier paa Hatten, Det første Blad om Dig, paa dette Steb, Hvormange andre følge ikke siden, Før Børnebørnebørn er traadte til; Gid der endnu maa ligge gjemt i Tiden En Stat af Minder her, Du samle vil. Bliv hos os længe, lyse Aar og Dage, I Dig vort stille, bedste Liv vi har, Er der end smukt og godt, hvorhen vi drage, I Hjemmet her er sjette Januar; Lad Gud os den i Sundhed og i Glæde Tibt feire med et Foraar i vort Bryſt! Stjærm Sammenholdets Leb i denne Kjæde, Den Staal, den tømmes ret med Liv og Lyft! H. C. Andersen. Den Gaard i Bredgade, som i en Aarrække bebordes af Geheimeraad Collin. Alt skifter om paa Tidens Bud, Alt kommer og forsvinder, "Den gamle Gaard" er slettet ud, Staaer kun i "gamle Minder". H. C Andersen. Sanct Jorgen og Dragen. f alle den katholste Kirkes utallige Helgener har Ingen opnaaet en saa omfattende Navnkundighed som Sanct Georg eller, som han i Alminde lighed kalbes, Sanct Jørgen med Dragen". Han er paa een Gang Personificationen af Ridberlighed og af Hjelpsomhed, saa der er Grund not til hans Tilbedelse. Det hedder i de gamle Sagn, at ved Byen Silea i Libyen boede der en frygtelig Drage, hvis giftige Aande aldeles forpestede Luften. Byens Indvaanere forsøgte ofte at dræbe den, men altid forgjeves; tilsidst indledebe de diplomatiske Underhandlinger med den, og der blev da sluttet en Tractat imellem dem, hvorved Silenserne forpligtede sig til hver Morgen at bringe den to friste 2g til Frokost, imod at Dragen lod dem være i Fred. Paa denne Maade gif Alting i lang Tid godt, Dragen spiste sine 2g og trak Beiret saa sagte som muligt, men pludselig blev der Dyrtid paa 2g paa Torvet i Silea, og Borgerne vare ikke istand til at opfylde Contracten. Et Par Dage blev Tragen narret for fin Frokost, men saa brog den fnysende til Byen og forlangte fin Ret. Da den nu saae, at den ingen 2g kunde faae, lod den sig forlyde med, at den ikke skulde være utilbøielig til, istedetfor det ene 2g, at lade sig nøie med et Menneske; der var ingen anden Udvei, Silenserne maatte med Taknem melighed modtage denne Udsigt til at blive spiift op, Mand for Mand. Hver Morgen git Trommen, og Borgerne forsamlede sig paa Raadstuen for at træffe Lod om, hvem der skulde bringe Dragen Wgget og fig selv, thi der skulde være Orden i Alting, og Ingen var fri for dette ,,borgerlige Ombud", selv om de vare aldrig saa meget fritagne for personlig Skat og Tyngde. Men en Dag blev der almindelig Sorg, da Borgemesteren raabte Loddet op, thi det traf Kongens eneste Datter, en beilig ung Pige. Kongen og Dronningen vred deres Hænder, og hele Folket græd oprigtigt over hendes sørgelige Stjebne, men der var dog Ingen, der faldt paa at gaae i Døden for bende, det havde jo været at fornærme Guddommen. Imidlertid stod det dog skrevet i Stjebnens Bog, at hun ikke skulde blive Drageføde, thi da hun med fine Forældre og Venner, Communalbestyrelsen og hele bet agtbare Borgerskab vandrede ud af Landeveien til Dragens Hule, mødte de en ung og deilig Ridder med et driftigt Ydre og et meget tappert Væsen: det var Ridder Jørgen. Da han saae deres Taarer, spurgte han, hvad der var iveien, og da han havde hørt det, bad ban dem være ved godt Mod, sporede fin Hest og rendte sin Landse igjennem Dragen. Nu blev der naturligviis en almindelig Jubel og Glæde, han blev ftrar 2resborger i Silea, aabnede Raadstueballet om Aftenen med Prindsessen og fit bende og det balve Rige; omsider døde han og blev saa ophøiet i Helgenstanden. Denne Historie er umaadelig gammel, saa gammel, at der endogsaa er Tvivl om dens Sandhed; imidlertid troer man allevegne fuldt og fast paa den, ja der er mange Steder udenfor Libyen, hvor man mener den egentlig hører hjemme. Bore gode Svendborgere ville saalebes vibe, at den virkelig er passeret hos dem, og den Dag i Dag vise de det Sted, hvor Dragen opgav sin Aand. Der er jo heller ikke noget iveien for, at saare mange Drager kunne være blevne dræbte af endeel Riddere, og vil man blot i Sanct Jørgens Historie see Hjelperens Jbee, saa fan den anvendes allevegne. Det Vigtigste ved Sagen er, at Sanct Jørgen i Middelalderen var en meget populær Helgen, og navnlig her i Danmark havde man en meget almindelig Maade at hædre hans Minde paa; man tænkte nemlig paa Dragens giftige Aande, og saa indviede man til ham alle Hospitaler eller Sygehuse for Spedalske. Næsten enhver Kjøbstad havde sin,,Sanct Jørgens Gaard", hvori Erindringen om den ridderlige Helgen levede. Ogsaa i Kirkerne frebebe man om hans Minde, og mangfoldige Kirker gjemte hans Billedstøtte, som oftest udskaaren i Træ, og fremstillende hans Kamp med Dragen. Det er en saadan, udentvivl en af den Tids an feeligste og smuffefte, saavel i Composition som i Udførelse, hvoraf vi her mebbele en Tegning; den opbevares paa det oldnordiske Museum, hvortil den er kommen fra Husum. Musæet har ogsaa en anden Fremstilling i Billedskærerarbeide af Sanct Jørgen, men den kan langtfra maale fig med den her afbildede, hvis Udførelse Traditionen tilskriver den bes fjendte Træsfærer Hans Brüggemann, der var født i Husum og levede i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede; det er den samme Konstner, der har udført den berømte Altertavle i Slesvigs Domkirke, et Konstværk, der søger fin Lige iblandt alle Tibers Arbeider. Denne Altertavle, hvorpaa Brüggemann skal have arbeidet i syv Aar, udførte han til Klosterkirken i Bordesbolm, hvorfra den senere kom til Slesvig, og Sagnet veeb at fortælle, hvorledes de misundelige Munke, da den var færdig, berøvede ham Synet, for at ingen anden Kirke skulde kunne rose fig af at besidde hans Arbeider. Sanct Jorgen er nu næsten gaaet i Forglemmelse; rigtignof lever ban som Englands Skytshelgen, men hans Popularitet er balet betydeligt, og ingen Jernstøber finder mere paa at anbringe hans Billede paa fine fiirkantede Kaffelovne, hvor man endnu for et halvt hundrede Aar fiben traf bet ligesaa hyppigt som Adam og Eva. Imidlertid er der en Egn, hvor Mindet om ham og hans Heltedaad har bevaret sig frifft og usvæffet igjennem Aarhundrederne; bet er i en af det store tydste Fædrelands mest romantiste Egne. I den lille By Furth i Nærheden af den bøhmiste Grændse feirer man endnu den Dag i Dag hans Minde ved en af de eiendommelige Folkefester, hvoraf der i det sydlige Denne Fest, Tybskland, navnlig i den østlige Deel, gives saa mange. som faldes „ber Drachenstich", holder fig nøie til det gamle Sagn om Dragen, og det er interessant at see, hvor uforandret en saadan Frem stilling kan holde sig i en afsides Egn, medens alt Andet i den store Verden er undergaaet den ene Omverling efter den anden. Søndagen før Christi Himmelfartsdag samles om Eftermiddagen paa Torvet i Furth en stor Mængde Mennesker, tildeels endogfaa fra langt fraliggende Egne. Paa den ene side af Torvet er opreist en Tribune; en Kongedatter fra et ubekjendt Land, med en lille Guldkrone paa Hovedet og rigt smykket med Sølvgalloner og Stuemynter, tager Blade paa den. Ligeoverfor bende stiller Dragen fig; det er et grueligt Uhyre af Træ, overtrukket med malet Lærred, og som faaer Liv og Bevægelse af to Mænd, der ere skjulte i den. Undertiden løber den med opspilet Gab rundt imellem Mængden, som i Norden styrter sig imellem hverandre; sædvanlig griber den saa, til stor Glæde for Folket, en Bøhmerinde ud af Hoben og river hende den flade Hue af Hovedet. Imidlertid kommer fra den anden Side af Torvet ridende en harnisfklædt Ridder med en Stare Drabanter; han sprænger frem, bilser Kongedatteren og spørger hende paa Vers om Aarsagen til hendes synlige Sorg, hvortil hun svarer, at hun venter paa Dragen, der vil opsluge hende. Ridderen trøster hende og lover at staae bende bi, men hun opfordrer ham til Flugt, hvis han ikke vil gaae lige i Døden. „Jeg flygte?" spørger Ridderen, bestandig paa Vers: nei, jeg lader mig ikke ftræffe; med mit gobe Sværd og min tappre Haand vil jeg fælde Ubyret!" Nu kommer Dragen nærmere, Helten rider den imøde og løber Landsen dybt ind i dens Gab. Heri ligger nu Scenens egentlige Effect, thi i Dragens Mund er der skjult en Blære, som er fyldt med Blod, og den kommer det an paa at træffe; Drageblod maa der flyde, og vee Ridderen, hvis han støder feil, saa er han priisgivet til den frygteligfte Haan! Blodet strømmer imidlertid som oftest, Nidderen drager Sværdet og hugger tappert løs paa Uhyrets Hoved; tilsidst gjør han med et Pistolskud Ende paa Legen. For Kongedatterens Fødder nedlægger han nu Efterretningen om fin tappre Daad; hun smiler venligt til ham og rækker ham en Krands, som hun selv binder om hans Arm; ved hendes Side vandrer han til Værtshuset, hvor Violinen og Fløiterne flinge, og for denne Nat er han Dieblikkets Helt, Ridderen, der vandt Kongedatteren og det halve Nige. Fr. H. Det Gamle og det Nye. Et apokryfift Blab af Alforanen. en ny Tanke eller sige et nyt Ord?" blis sad i Afgrunden og hørte Himlens Hærsfarer synge om den Høiestes Throne. Og han spottede og sagde: ,,Evindelig den gamle Sang! Den Ene synger idag, som den Anden fang igaar. Er der da Jngen iblandt Eder, som fan tænke De svarede: „Allahs Viisdom er vore Tankers Kilde. Han har stabt Orbet; vi fan fun gjentage det." Da grundede Eblis i tusinde Aar for at finde en Tanke, som Allah ikke havde tænkt, men han fandt ingen. Og han grundede atter tusinde Aar for at finde et Ord, som Allah ikke havde talt, men han fandt det ikke. Men da han havde grundet tusinde Gange tusinde Aar, da udtænkte han en Tanke, der ikke var som Allahs Ord, og han udtalte et Orb, der ikke var som Allahs Tanker. Han tænkte Nei og sagde Ja det var den første Løgn. Og fra denne Stund vorede hans Hovmod, saa det opfyldte hele Afgrunden. Han sagde: „Nu er jeg større end den Største; thi jeg har endelig bragt noget Nyt ind i Verden, og det Nye skal fortrænge det Gamle." Men han var kun bleven Løgnens Fader, og hans Ord skal blive Løgn i Evighed. Thi Sandheden skal evig blive den gamle, men Løgnen maa hver Dag være en ny. Erik Bogh. Soloskillingen. er var en Stilling, den kom blank fra Mynten, sprang og flang, Hurra! nu stal jeg ud i den vide Verden!" og det kom den. Barnet holdt fast paa den med varme Hænder og den Gjerrige med folde, flamme Hænder; den Ældre vendte og dreiebe den mange Gange, mens Ungdommen stray lod den løbe videre. Stillingen var af Sølv, havde meget lidt Kobber i sig og var allerede et heelt Aar ude i Verden, det vil sige, ube omkring i det Land, hvor den var myntet; faá fom den paa Reise ud af Landet, den var den sidste af Landets Mynt der blev tilbage i Pengepungen, dens reisende Herre havde med, han vidste ikke selv, han havde den, før den kom ham mellem Fingrene. Her har jeg jo endnu en Stilling hjemme fra!" sagde han, „ben fan gjøre Reisen med!" og Stillingen lang og sprang af Glæde, da ban puttede ben igjen i Pungen. Her laae den hos fremmede Kammerater, der fom og gif; den ene gjorde Plads for den anden, men Stillingen hjemme fra blev altid tilbage; det var en Udmærkelse. Nu var allerede flere uger forbi, og Stillingen var langt ude i Verden, uden just at vide hvor; den børte af de andre Mynter, at de vare franske og italienske; den Ene sagde, at nu vare de i den By, den Anden sagde, at de vare i den, men Stillingen funde ikke gjøre sig Forestilling derom, man seer ikke Verden, naar man altid er i Bose, og det var den; men som den en Dag laae der, mærkede den, at Pengepungen ikke var luttet, og da listede den sig til Aabningen, for at fige lidt ud; det skulde den nu ikke have gjort, men den var nysgjerrig, det straffer fig: den gled ud i Buyelommen, og da om Aftenen Pengepungen blev lagt tilfide, laae Stillingen endnu, bvor den laae, og kom med klæderne ud paa Gangen, der faldt den strax paa Gulvet; Ingen hørte bet, Ingen saae det. J Morgenstunden kom Klæberne ind, Herren tog dem paa, reiste bort og Stillingen fom ikke med, den blev funden, skulde igjen gjøre Tjeneste, gik ud med tre andre Mynter. Det er dog rart at ſee fig om i Verden", tænkte Stillingen, kjende andre Mennesker, andre Stiffe!" Hvad er det for en Stilling", blev der lige i det samme sagt. ,,Den er ikke Landets Mynt! den er falst! buer ikke!" Ja nu begynder Stillingens Historie, som den siden fortalte den. "Falst! duer ikke!" Det foer igjennem mig," sagde Skillingen. „Jeg vidste, jeg var af godt Sølv, god Klang og med ægte Præg. De maatte bestemt tage feil, mig funde de ikke mene, men mig meente de dog! mig var det de kaldte falff, jeg buede ikke! Den maa jeg give ud i Mørke!" sagde Manden, som havde den, og jeg blev givet ud i Mørke og saa igjen stjældt ud ved Daglys, falst, buer ikke! den maae vi see at blive af med." Og Stillingen zittrede mellem Fingrene hver Gang den i Smug skulde listes bort og gjelbe for Landets Mynt. Jeg elendige Stilling! hvad hjelper mig mit Sølv, mit Bærd, mit Præg, naar det ikke her har Noget at betyde. Man er for Verden, hvad Verden troer om En! Det maa bog være strækkeligt at have en ond Samvittighed, at lifte sig frem paa det Ondes Vei, naar jeg, der dog er aldeles uffyldig, kan være saaledes tilmode ved bare at bave Ubseende beraf!" Hver Gang jeg blev taget frem, gruede jeg for de Zine, der vilde see paa mig, jeg vidste, at jeg vilde blive stødt tilbage, kastet hen ad Bordet, som var jeg Løgn og Bedrag. Een Gang kom jeg til en staffels fattig Kone, bun fit mig i Daglon for fit Slid og Slæb, men hun kunde nu slet ikke blive mig qvit, Ingen vilde tage imod mig, jeg var en sand Ulykke for hende. Jeg er saamænd nødt til at narre Nogen med den", sagde hun, jeg har ikke Raab til at gjemme paa en falsk Stilling; den rige Bager skal have ben, han kan bedst taale det, men en Uret er det alligevel, jeg gjør!" ,,Nu skal jeg endogsaa belemre Konens Samvittighed!" suffede bet i Stillingen. „Er jeg da virkelig paa mine ældre Dage bleven saa forandret? Og Konen gik til den rige Bager, men han fjendte altfor godt til de gangbare Stillinger, jeg fik ikke lov at ligge, hvor jeg laae, jeg blev smidt lige i Ansigtet paa Konen; bun fik intet Brød for mig og jeg 8 følte mig faa inderlig bedrøvet ved at være myntet saaledes til Andres Fortræd, jeg som i unge Dage havde været saa freidig og saa siffer; saa bevidst om mit Værd og mit ægte Præg. Jeg blev saa melankolst, som en stakkels Stilling kan blive det, naar Ingen vil have den. Men Konen tog mig hjem igjen, betragtede mig ret inderligt, mildt og venligt. „Nei, jeg vil Ingen narre med dig!" sagde hun. „Jeg vil slaae et Hul i dig, saa at Enhver kan see, at du er en falsk Ting og dog - det falder mig nu saadan ind, du er maaskee en Lykkestilling, ja det vil jeg troe! den Tanke kommer over mig. Jeg slaaer et Hul i Stillingen, træffer en Lidse igjennem Hullet og giver saa Nabokonens lille Barn Stillingen om Halsen som Lykkestilling!" Og hun slog et Hul i mig; det er aldrig behageligt at blive slaaet et Hul i, men naar Hensigten er god, kan man taale meget! en Lidse fik jeg gjennem mig, blev en Slags Medaille til at bære; jeg blev hængt det lille Barn om Halsen, og Barnet smilebe til mig, fyssede mig og jeg hvilede en heel Nat paa Barnets varme uskyldige Bryst. odst sisten J Morgenstunden tog Moderen mig mellem fine Fingre, saae paa mig og havde sine egne Tanker derved, det fornam jeg snart. Hun fit en Sax frem og klippede Lidsen over. Lykkestilling!" sagbe hun. „Ja det skal vi nu see!" og hun lagde mig i Suurt, saa at jeg blev grøn; derpaa fittede hun Hullet til, gned mig lidt, og gif da i Mørkningen til Lottericollecteuren for at faae en Lotteri-Seddel, der skulde bringe Lykke. Hvor var jeg ilde tilmode, det klemte i mig, som om jeg stulbe fuæfte over, jeg vidste, jeg vilde blive kaldt falsk og smidt hen og det lige foran den Mængde Stillinger og Mynter, der laae med Indskrift og Ansigt, som de kunde være stolt af, men jeg slap, der var saa mange Mennesker hos Collecteuren, han havde saa travlt, jeg foer klingende i Stuffen mellem de andre Mynter; om der siden blev vundet paa Sebbelen, 8* veeb jeg ikke, men det veed jeg, at allerede den næste Dag var jeg fjendt som en falft Stilling, lagt tilside og sendt ud for at bedrage og altid bedrage. Det er nu ikke til at holde ud, naar man har en reel Charakteer, og den kan jeg ikke nægte mig selv. I Aar og Dag gif jeg saaledes fra Haand til Haand, fra Huus til Huus, altid udsfjeldt, altid ilde feet; Ingen troede mig, og jeg troede ikte mig selv, ikke Verden, det var en svær Tib! Da kom en Dag en Reisende, ham blev jeg naturligviis snydt paa, og han var troskyldig nok til at tage mig for gangbar Mynt, men nu skulde han give mig ud, og da hørte jeg igjen de Raab: „buer ikke! falft!" "Jeg har faaet den for ægte," sagde Manden og saae nu ret nøie paa mig; da smilede hele hans Ansigt, det pleiede ellers aldrig noget Ansigt ved nøie at see paa mig: „Nei, hvad er dog bet!" sagde han. ,,Det er jo een af vore egne Landets Mynter, en god, ærlig Stilling hjemme fra, som man har slaaet Hul i og falder falst. Det var ganske morsomt det! Dig skal jeg dog opbevare og tage hjem med!" Det foer af Glæde igjennem mig, jeg blev faldt en god ærlig Stilling og hjem skulde jeg, hvor Alle og Enhver vilde fjende mig og vide, at jeg var af godt Sølv og med ægte Præg. Jeg kunde gjerne have gnistret af Glæde, men det ligger nu ikke i min Natur at gnistre, det kan Staal, men ikke Sølv. Jeg blev svøbt ind i flint hvidt Papir, for ikke at blandes med de andre Mynter og komme bort; og kun ved festlig Leilighed, naar ber mødtes Landsmænd, blev jeg viist frem og overmaade vel omtalt; de sagde jeg var interessant; det er morsomt not, at man kan være interessant uden at sige et eneste Ord!" ,,Og saa tom jeg hjem! Al min Nød var forbi, min Glæde begyndte, jeg var jo af godt Sølv, jeg havde det ægte Præg, og det var mig slet ikke til Fortræd, at man havde slaaet Hul i mig som falst; det gjør ikke noget, naar man ikke er det! Man skal holde ud; Alt kommer i Tiden til sin Ret! Det er nu min Tro," sagde Stillingen. H. C. Andersen. Syv Romanzer. 1. ng Verner gaaer i grønne Lund, Med Falt paa Haand, med Horn og Hund Han har fin Hjertensglæde; Han fløiter med sin friske Mund For alle Fugle spæde. Med Ferskenduun omkring fin Kind Han springer let som Slettens Hind, Han veed jo ei af Sorgen; Og lige freidigt er hans Sind Hver Aften og hver Morgen. I Borgesal, i Skoven hist Han sorgløs var som Fugl paa Ovist, Der pudser fine Fjedre; Hans Lyst var Frihed først og sidst, - Han fjendte intet Bedre. Han spilte Langleeg nok saa smuft, Saa Fugl og Dyr, der var i Flugt, Te standsed tidt i klynge; Men for hans Stemme var der luft, Han kunde ifte synge. Og der, hvor Sang og Spil og Dands Fif samlet ret en yndig Krands, En broget Jomfruftare, Der gik han faft fra Vid og Sands Og bab sig Gud bevare. Han fun forstod de ømme Blit, Som fra hans Moders Dine gif, Af hendes Kys alene Hans Læber Purpurfarve fit, - De fjærlige, de rene. Vel saae han mangen Jomfru sød, Som, naar han kom, blev bleg, blev rød, Med Smiil om Mund og Zie; Men aneb ei, hvad Sligt betød, - Han tog det ei saa noie. Meblidende Kjærminden faae s Paa ham med fine Dine blaae, Og tænkte: „Det er Skade! Han lader mig og Rosen staae Med vore faure Blade!" Den vevre Stær, den vidste nof, Hvor kold han var som Steen og Stof, Og spydigt den sig gotted; Og Spurven i sin Qvindeflok Evindeligt ham spotted. - Det led mod Nat og Solen var Indslumret, og alt Himlen bar Nymaanens frumme Stribe; Hen over Engen rendte snar Med Strig den lette Vibe. Ung Verner vandred ene der, Hvor Stien lønligt snoer fig, nær To tratbegroete Høie, Da pludselig en sælsom Færd Sig stiller for hans Die. En knæhøi Dverg det var, som med En spraglet Orm sig vandt og vreed I grønne Græs ved Veien; n Den sølle Busling nær var ved At give tabt i Legen. Snart laae han underst, snart ban laae Baa Krybet, i sin Kofte graaed m Og stønnede og hvæste; Snart syntes Ormen opret staae, Mens giftig Damp den blæste. Da sfreg den Dverg fra Græssets Skjød: ,,Du Ungersvend saa frisk og rød! Frels mig af benne Ovide! Maaskee jeg hjælper Dig i Nød, - Det kan Du aldrig vide. Der fomme fan engang den Tib, Som er Dig haard og lidet blid, Da jeg Dig Trøst kan vde; Hvis til mit Orb Du vil slaae Lid, Det stal Dig ei fortryde." Ung Verner drog sin blanke Kniv, Han ændsed ei fit unge Liv, Og ei, hvad Dvergen loved; Som Toppen af et Blomstersiv Afbug han Ormens Hoved. Den ringlede sin svaie krop Paa Græsset hen med Sving og Hop 3 Ebberblob det gule; Mens Dvergen med sin røde Top. Rast smutted i sin Hule. Saa let i Sind ung Verner faae 3 Skoven ind, hvor Sletten laae Med Duggens Berler flare. Han aned ei, for Dør at staae En anden sælsom Fare. Som ber han stod i Nattens Hal, Fra Høien løb i Tonefald Indsmigrende med Blødhed: "Dig meget Bittert times stal, Men endnu mere Søbheb! Dit Hjerte, bybt i Dvale lagt, Til himmelst Liv skal vorde vakt, Din Tanke skal faae Vinge; Din Stemme ved en ufjendt Magt Dig Fryd og Frelse bringe!" 2. See, Morgensolen stander paa Suur, Den stirrer ind i Fru Ingeborgs Buur, Og hvad den der faaer at stue, Det er faa beiligt! man skulde troe, Den gav paa fin Vandring sig mere Ro Og fif mere Kraft i sin Lue. Fru Ingeborg reber fit fulsorte Haar: ,,Er jeg ikke deilig som Sol og Vaar, Der parres med Jubel og Gammen?" Hun blotter for Speilet fin fulde Barm: ,,Er jeg ikke liflig og hvid og varm Som Lilier og Roser tilsammen?" Hun sætter paa Bolster sin lille Fod: ,,Kan vel nogen Ungersvend have imob At træde i Dandsen med denne?" Hun luffer fine Zine, hun aabner dem brat: Stan Stjernerne vel i en Sommernat Da søbere funkle og brænde?" Hun faster sig hen i sin Løibænks Skjød, Om nøgne Skuldre de Fletninger flød Og Taarerne paa hendes Kinder; Hun knytter sin Haand liig en Bold af Snee: "Han vil ikke høre, han vil ikke fee, - Af, aldrig Life jeg finder! Min gamle Husbond er lagt i Muld, Hans Død mig gav baade Gods og Guld, Men hvad kan alt bette mig baade? Han vil ikke høre, han vil ikke see, Han lader mig døe i min bittre Vee, - At, hvem vil mig hjælpe og raabe? End er jeg ung og frisk og smuk, Mit Jomfruhjerte saa fuldt af Suk, Af Anelser, Længsler og Drømme!" Det hvisked hun sagte, som til sig selv, Med Haand paa Brystet, hvor liig en Elv Jlbblodet skjød fine Strømme. Fru Ingeborg kalder paa Frøken Malin: „Og hør Du, min Frøken! faur og fiin, Hist vandrer Hr. Verner i Lunde; Han loffer for Drossel, han loffer for Stær, Selv var han en Fugl, som nok var værd At lokke, ifald man kunde. Drag paa Dine Fødder de følvspændte Stoe, Gak ud i Lunden, o, vær mig tro! - Og faae ham mit Lønbrev tilhænde, Og tal og fiig ham o, siig ham Alt!" Her taug hendes Stemme, af Smerten qvalt, Mod Væggen bun monne sig vende. Med Brevet i Haand den Frøken stod, Snart strømmed til Barmen alt hendes Blod, Og snart det blussed paa Kinden; Med hemmeligt Smiil om den stjelmske Mund Hun ilede ned i den grønne Lund Saa let som Dunet for Vinden. Fra Leiet Fru Ingeborg foer saa bleeg: ,,Hun smiilte!" hvisked hun sagte og steeg Ad Løngangen ned fra sin Stue. Ei Fallen har Die saa starpt og flint Som Ovinden, bvis Hjerte usaligt er piint Af Stinsygens Helvedeslue. 3. Hun var saa ung og Foden let Og Diet blaat som Voven, Naar den en Sommermorgen ret Faaer Farvespil fraoven; Sødt smiled hendes friske Mund Imens bun iled gjennem Lund, - Og Kut! sagde Gjøgen i Skoven. Hvad hendes Hjerte tænkte paa, Stod malet klart paa Kinden; Det Brev hun reev i Stumper smaa Og spredte dem for Vinden. „Jeg træder helft den lige Vei; Vil han ei beile, saa vil jeg!" Og Kuk! sagde Gjøgen i Linden. Jeg beiler ei med faure Ord,st Jeg beiler ei med Klage; Stilfærdig Rosenknuppen groer 3 Baarens unge Dage. Ind i hans Hjertes Bo som bedst Jeg byder Kjærlighed til Gjæst!" Og Kut! sagde Gjøgen saa fage. Ung Berner under Egen laae Baa Mossets bløde Flade; S Der hørte han den Bogfink slaae Bag Bøgens flare Blade. plsin Han lured paa, til Tidsfordriv, Hvad Stæren sladdred med sin Viv, Og Kuk! sagde Gjøgen den glade. Da fom hun smilende og varm, Og lagde, uden Snaffen, Saa blødeligt sin hvide Arm Den Ungersvend om Nakken; Og mens hun baade græd og loe, Hun gav ham først eet Kys, saa to Og Kut! sagde Gjøgen bag Bakken. Fortryllet løfted han sit Bryn, Og lænket var hans Tale. I Hjertet sfjød det som et Lyn Og vakte det af Dvale. De Kys in di hvor blev han fry veb dem! Kjækt tog han selv tre fire fem, Og Kuk! sagde Gjøgen i Dale. Da holdt hun Haanden for hans Bryſt: ,,Bær høvist nu og stille! Vi har kun Vaar, men faae vi Høst, Vi atter lysses ville. 3 Dine Hænder nu er lagt Mit Liv vær Du dets Værn og Vagt!" Og Kut! sagde Gjøgen den snilde. Fra Egens Rod, fra Mosfets Seng Han i et Spring sig reiste. Han laae som en blødagtig Dreng, Nu som en Mand han kneiste. Den fine Jomfruhaand han tog Og ydmygt den til Læben drog, Og Kut! fagbe Gjøgen den feiste. ,,Saasandt der er en Gud, hvis Magt Har tændt os Dagens Stjerne, Jeg trofast være vil Din Vagt Og mandigt om Dig værne. Og Du saa liflig som Du er Bliv mig en trofast Hjertenskjær!" Og Kuk! sagde Gjøgen den fjerne. Dog næppe fit ban Ordet ud, Og stod endnu bedøvet, Før bort hun fløi, den unge Brud, Og gjemte sig bag Løvet. Hun øined Faren, som var nær, Og svandt imellem Skovens Træer, Og Kut! fagbe Gjøgen bedrøvet. 92 De Mænd, Fru Ingeborg lob gaae Fra Borgen ud at søge, De fandt ung Verner ene staae Alt under grønne Bøge. De greb ham, bandt hans Arm med Baſt, 3 Borgetaarnet blev han kast, - Da taug alle Drosler og Gjøge! Hjem drager Hr. Asmund i sin Borg, Ham freidige Svende følge; Kun han alene maa dølge Bag blanke Pandser en gammel Sorg; Thi er man end tjæk som Sancte Georg, Man møder i Livet Magter, Som libet paa Kjækhed agter. Han satte sin Ganger i Stald til Foer Og selv i Salen indtræder. Med Viin han fin Læbe væder, Han samler de Svende ved Davrebord, Men hverken Viin eller Gammensord Kunde bringe til No hans Tanke. Eller faae Dinene blanke. Dog var han en Herre, streng og bold, Jeruſtærke vare hans Hænder, Og gjorded han sine Lænder, Med Sværd og stiød paa Arm fit Skjold Og rynked sit Bryn, da Gud i Vold Sig maatte vel den befale, Som havde med hannem at tale. Kun Een der var, som fordum engang Ret mægted hans Billie at bøie, Hvis Smiil og hvis straalende Die Kunde styre den Stærkes Tankegang, Og vække i Hjertets Dyb ham en Sang, Der begyndte med Toner blide, Men endte med Suk og vide. Selv eied han Guld og Gods og Fæ Og ældgammelt Navn tillige. Han søgte den faure Pige; mim Da mødtes de ene i Haugens Leh Under det duftende Æbletræ, Og der fik de Begge forklaret, Hvad Hjertet i Løndom bevared. Da meldte sig vissen som Høstens Blad - Den rige Claus Urne som Frier. Forgjæves hun græder og tier. Hendes Fader flog, hendes Moder bad, Forgræbt hun som Brud i Vognen fab Og maatte til Kirken age Og komme som Hustru tilbage. Hr. Asmund sleeb da fit gode Sværd, De gjæveste Svende han hyred, Med dem fra Landet han styred. 3 Kampen var ham den Plads meest kjær, Hvor Luren kaldte til vildest Færd, Men aldrig kunde han glemme Sin Sorg og hendes derhjemme. Nu sad han her atter med Haand paa kind, Da rast i Salen indtræber Med revne Stoe og Klæber Hans yngste Søster, den lille Malin: ,,, vær mig velkommen, fjær Broder min! Nu Sorgen ei mere mig tvinger, Jeg seer, min Lykke har Vinger. Her hjem Du stævneb i rette Stund At være Din yngste Søster En rigtig Broder og Trøster. Ung Verner er min! I den grønne Lund Jeg minded ham for hans røde Mund; Nu holder en fornemme Frue Ham spærret i Taarnets Stue. Men havde hun mig, jeg veed forvist, Den Frue bun dyede sig ikke, mindin Hun aldrig lod Hævnen ligge. Mig vilde hun labe stege paa Nift, d Og ham ham lob bun hænge paa Ovist!" Da smiled Hr. Asmund: „Ilbe Det hende bekomme vilde. i did Saa nævn mig den Frue!"-"Ja, bendes Navn Det er jo sagtens paatide; Thi faaer Du det først at vide, Saa siner Du strax en Fredens Havn. Hun var jo Dit Hjertes Sorg og Savn, Nu er hun udløst af sin Lænfe Og hedder Claus Urnes Ente!" Hr. Asmund knytted sin Haand mod Barm, 3 Tvivl han høinede Brynet, Og begge bans Dine lyned, Hans Læbe fittred, bans Kind blev varm, Saa slog han om Søsterens Liv sin Arm: "Her hjælper ei Stang eller Staalet, Meb Lempe vi komme til Maalet!" Ved første Hanegal samme Nat De tømmed op deres Heste, le Den Frue vilde de gjæste. s I Sobelkofte, med Buyer og Hat Malin paa en melfehvid Hoppe blev sat. Gjennem Morgentaagerne brøde De Solen og Haabet imøde. 5. Liig Skovens vilde Fugl i Buur, Der flagrer i fit Fængsel, Og længes mod den frie Natur Og tier i sin Længsel; Liig Bjørnen, som i snevre Stuur Sig utaalmodigt vender, J Taarnet nu fra Muur til Muur Ung Verner rastløs render. Fra Himlen ei et Blink han faaer, Ei Glimt fra Sol og Maane; Den Hvælving stolt og rolig staaer Og synes ham at baane. Dog passer ban paa Haan og Spot Kun saare lidt; thi inde 3 Hjertet har han det saa godt, Der lever jo et Minde. Et Minde om en yndig Stund, Da bist i grønne Sale To Dine og en Rosenmund Fif vakt ham af bans Dvale. Naar Duggen falder mild og sød Og Solen venligt loffer, Da vaagner op af Vintrens Skjød De tusind Blomſterklokter. Saa spire nu hans Tanker frem, De stimes og de trænges, Saa Hjertet fnap fan rumme dem, Men truer med at sprænges, Som Druemost bag Stav og Svit 3 Fabet nylig frystet, Saa gjærer nu hiin Luedrik Den Ungersvend i Brystet. Han svimler Hjerteblodet ham J Blus til Banden stiger: En Febergysen-fold og flam, Sig gjennem Barmen sniger. R 9 Det glimter for hans Zielaag, Hans Muskler sittre, bæve, Da rasler det i mørke Krog, Sig Gulvets Fliser hæve; Og liig en Balmu, skyder op, Heel lyftelig at stue, Skovbøiens Dverg sin lille Krop, Graaklædt, med røden Hue. Et Grubelys i Haand og om Sin Hals en Langleeg har han; En fyldig Dust Violer som En Fjer paa Huen bar han. Dybt neier fig den liden Svend Og træder til ung Berner, Mens smilende han ræffer hen De duftende blaae Stjerner: „Af Nød og Ovide frelste Du Mig nys i Skovens Sale; Du seer, jeg ærlig er, thi nu Vil jeg min Gjæld betale. Tag disse Blomster som et Kys Fra Skoven, Din Veninde; De groede alle der, hvor nys Du sab saa luunt med hende. At jeg Dig bringer Hjælp og Trøst, Det vil Du snart fornemme; Læg denne Langleeg til Dit Bryst, Da vaagner flar Din Stemme. Af Søvnens tætte Slør hvert Sind Dens Strænges Klang fan brage; Og bysse hvert et Hjerte ind Fra Kummer og fra Klage. Den bringer Frihed for Dig selv Og Lægedom til Andre; En Andens vilde Hjerte-Elv Vil brat sit Løb forandre!" Ydmygt den lille Mand mob Jord Sig neied, Lampen fluktes. Som Bjergmand ned han atter foer Og Gulvet atter luftes. Alene sab ung Verner bleeg, Hans Hjerte heftig banked; Men som man binder op et Neeg, Han fine Tanker sanked. Og ret af Hjertets stærke Trang Han flog Langlegens Strænge, Og jublende hans Stemme flang Som Lærkens over Enge: "Hvad gaaer der af mit Hjerte? Mon Jeg drømmer eller vaager? Før drev jeg om iblinde, Hun Har spredt de tunge Taager. At vandre ene var min Lyft 3 I Skov og stille Dale, T Og hvile mig ved Blomstens Bryst Og lære Fuglens Tale. Min Tanke foer vel mangen Vei, Men Hjertet laae saa stille, Uvidende og dumt, at ei Det vidste, hvad det vilde. Da kom den Stund saa underfuld, Der hende til mig førte, Da hun med fine Loffers Guld Min tolde Kind berørte. 9* Hvor fif bun vel den Tryllemagt? Livsaligt her det brænder, Hvor nys hun fik den ene lagt Af sine søde Hænder! Og hendes Zine! Hvert et Blik Forjog det indre Mørke, Saa nyfødt Liv min Tanke fit Og følte ny fin Styrke. At ja! naar op bun Ziet slog. Et Hjerteskud det ligned; Men, Gud bevare mig, hvor dog Det smertede velsignet! Dog ei Alverdens Balsam vist Et Hjertes Bunde læger Igjen, som den, hun stjænked hist Mig af sin Læbes Bæger. Jbvor nu hendes Fod mon gaae Bildsom paa fjerne Steber, Misunder jeg hver Steen, hvert Straa, Som ligger, hvor hun træder!" Saa sang han med veemodig Lyft Og meget meer end bette; De Længselssukke fra bans Bryst Fit Vinger og blev lette. De flang i Sangen fra hans Mund Liig Fugletriller blide, Naar i den lyse Morgenstund De dirre over fide. Som Urterne i Sommerluft Stærkt frydbre Skov og Dale, Saa fyldte han med Sangens Duft Nu alle Borgens Sale. 6. Baa Borgen ruged Natten, Der laae den Frue fiin, Og vendte mat urolig sig Paa Bolster mellem Liin, Mens i den hede Slummer Hun hvisked sære Orb, Der røbed Alt, hvad lønligt 3 Hjertets Kammer boer. Baa bendes Hovedhynde Der sad to Engle smaa, Med deres buttede Hænder De monne Luthen slaae. Den Enes Røst alvorlig, Den Andens lystig klang; Og det var Nattedrømmene, Som sad der og sang. De fang for det forgrædte Ulykkelige Barn, For Hjertet, som sig bilded Liig Fugl i Jægergarn. De viiste hende Billeder, Ret som man viser Smaa En broget, malet Verden For dem til Ro at faae. Hun saae ung Berner vandre I Haugen med Malin, Der plukkede de Roser, Og hver havde fin; De smiled og betragted Hver Sin blomstrende Green; De holdt dem mod hinanden, Og saa blev de til Een. Om hendes Barm der snoede Sig som en glødende Traad; Med sit stinsyge Hjerte Hun gif da paa Raab: ,,Javist, jeg ham har fanget, Han hænge maa paa Ovist, Og hun ja, bun stal steges Baa den gloende Rist!" Da hørte hun en Stemme, Saa gammelfjendt og fjær: Hun vendte sig - der stod ban Bag de blomstrende Træer! Der stod han, den Elskede, Fast forgjet og forglemt. Hvor banked hendes Barm da Henrykt og dog beklemt. Ei talte han, men smilte fun, Og hvert bans Smiil og Blit Det naaede hendes Hjerte Som Sang og sød Musik. Ret som naar Baarens Binde Slette Regnstyen ud, Bebuded det Forsoning Med ham og med Gud. Hun vaagnede, bun lytted, Hendes Aandebræt var fort, Let begge Drømmes Engle Bare flagrede bort; Men endnu fra det fjerne Den smeltende Sang Til hendes Hjerte strømmed Sin velsignede Klang. Hun reiste sig, bun faldte Med ængstelig Gru: „Og bør, Du gode Terne! Du sige mig nu, Hvem er det blandt Jer alle, Som har qvædet saa omit, Og frydet faa mit Hjerte, Imens jeg fit drømt?" ,,At, Jugen af os alle Har sjunget her i Nat; Det er den unge Junker, Som i Taarnet er fat! Med Strængeleeg og Stemmen Saa yndefuld og reen Har hau os vaft af Slummer Hver evige een." Op sprang hun, ud af Sengen, Med Søvn det var forbi. De guldbrodeerte Tøfler Stat hun Fødderne i; Slog Hermelinstaaben Omkring sin stjønne Krop, Og snoede de sorte Loffer Under Guldnæættet op. ,,Gak ben og fald mig sammen Nu alle mine Meer! Tag ber den tunge Nøgle, Som aabner Taarnets Dør, Saa føre Du ung Verner Ind i den store Hal; Til Morgenrøden tændes, For os han sjunge stal!" Alt sad den stiønne Frue Midt i sin Jomfruflor; En straalende Lampe stod Baa blanke Egebord. Ind traadte da Hr Berner Med listigt Smiil og Blik; Heel høvist han sig bøied Og frem i Hallen gif. ,,Syng!" mæleb da den Frue, Hun var saa stolt en Viv, ,,Maastee mit Sind formildes, Saa jeg sparer Dit Liv!" Da stemte Verner Strængen, Men tænkte i fit Bryst: „Jeg synger, saa jeg haaber, Du faaer styret Din Lyft!" Først sang han da om Vaaben, Om fjæmpestærke Mænd, Om høien Berner Rise, Om Sivard Snarensvend; Om Brødrene paa Dovre, Om Signelil, som glad Sin Beiler monne følge Gjennem Luernes Bad. Da bævede Fru Ingeborg, Hun slog fit Die ned, Bed Sagnets Ord at høre Om Signes Trofasthed. Klart Asmund stod for hende, Hun gysed og blev bleeg, Og hvert et andet Billed Fra hendes Hjerte veeg. 3 dets rensede Tempel Fornyed hun sin Bagt, Hun følte atter Længselens Vidunderlige Magt; Undseelsens stille Taare Frem sneeg sig luevarm, Liig Offer paa et Alter Den sank i hendes Barm. Da sfifted brat hans Røst, den Blev smeltende og blød Som Aftenvind, der aanber Hen over Engens Skjød, Naar Urterne skal lukke De thfind Dine til; Kun lempeligt han rørte Og let fit Strængespil. ,,yt nu til mine Strænge Til min vaagnede Sang, Der slumred altfor længe I Barmen taus og trang! Den standse kan hver Smerte, Hver Sorgens stride Elv, Og bringe sødt et Hjerte Til Hvile i sig selv. Den svæver let som Vinde 3 lune Sommernat, Som Kildens Vover rinte Hen under dunkle Krat; Liig Nattergalens Klukke, Liig Aftenbakkens Flugt, Liig Svendens Veemodsjukle, Naar hendes Dør er luft. Den lærer Hiertet banke Besindigt, og den snoer Om hver urolig Tante Sig som det Silkeflor, En Moder breber over Sit Buggenoer der græd, Saa trygt og født det sover Fra Taarer og Fortræd. Sov bort fra Livets Kummer, Forglem al Verdens Vee, Og i den blide Slummer Kun blide Syner see! O, luk nu for de søde, De flare Dines Pragt, De unge Lemmer bløde Faae blødt til Hvile lagt!" Men Sangen, som Hr. Verner Sang til fit Strængespil, Taus lyttede Fru Ingeborg Og hendes Møer til. Den som en Luftning svaled Hver Kind, som var for varm, Snart deres Hoveder baleb Ub over deres Barm. Som Himlens Stjerner aarle Een efter een maae flye, Saa gled nu Alles Zine Bag Dielaagets Sty. Langs Hallens tjeldede Vægge, Paa Stol, i Løibænk blød Hensjunkne laae med Hovedet De paa hinandens Skjød. Ung Verners Dine tindred, Han strøg sig om sin Kind: „Stod jeg her Aar og Dage, Jeg saae mig dog ikke blind. I ere vel Alle faure, Men Ingen deilig som Hun, Der har mig faldt tillive Ved sit Die og sin Mund." Af Fruens Belte løfte han Te Nøgler, store og smaa; Eia! hvor sprang da lystigt For ham hver Laas og Slaa! Han søgte ned i Stalden, Fit Sadel paa Ganger graae, Saa reed ban ud for Borgeport Og glad tilbage faae. Han kjæk og vel tilmode Slog op med Haanden hvid: „Til Løsning at betale, Har jeg nu ikke Tid!" 3 Barmen loe hans Hjerte,. Op vipped han med sin Hat: .Nu ønsker jeg Fru Ingeborg Vel tusinde Godnat!" Raft traved over Broen Han hen mod grønne Skov; Den gamle Vægter vaagned Baa Taarnet, hvor han sov. Han saae i Spring ham ribe. Og svinge med sin Hat, Han hørte den faabe Latter Gjennem den tause Nat. 7. Han reed gjennem Stov, over Mark og Eng, Gjennem Bækkens Seng, Han reed over Dale og Høie; Mens Lærken sig freibig mod Himlen svang Og forkyndte med Sang, At Dagen nu aabned sit Die. Da spurgte hans Længsel hver Stub og hver Steen, Hver løvfuld Green, Hver Fugl paa de vippende Qviste, Hver lille Løvfrø, hver vever Kanin: ,,Hvor liber Malin?" De svareb, det ikke de vidste. Halv drømmende drog han den forteste Vei, Han ændsed slet ei Hverken Krat eller tjørneklædt Banke; Ved hvert et Set, bans Ganger sprang, Ham Langlegen flang Baa Skuldren og vakte hans Tanke. Da mødte ung Verner en liden Bilt; Forvoven og snildt Han sad paa sin Stimmel, den blanke, Den bandsede under ham som en Hind, Mens i Morgenens Bind Frist flagreb dens Hale og Mante. „Og bør mig, Du Smaadreng, høvisk og fiin! Har Du feet Malin? Af Længsel mit Hjerte mon brænde!" Bort strøg den Bilt da fin blonde Lok, Og et Smiil var not, - Da var hun saa let jo at fjende! ,,Malin! o, min Brub! saa har jeg Dig da! Hvor kommer Du fra?" ,,Lige fra min Broder jeg kommer, Hjem er han nu draget fra fremmede Land, Og mig tyktes, at han Som Svalen mig spaaede min Sommer. Saa fage jeg laged, han sabled sin Hest, Og vi rede som bedst At træffe Fru Ingeborg hjemme. Men da vi saa kom til det grønklædte Bjerg, Ud traadte en Dverg Og qvad med sin stingrende Stemme: „Til Venstre, Hr. Asmund! drage Du, ,,Dig blomstrer nu ,,Kun Fryd i Fru Ingeborgs Sale; Hun ligger og stammer i Drømme Dit Navn, ..Tag hende i Favn „Og løs hendes Hjerte af Dvale. „Til Høire, min deilige Frøken! Jer vend, ..Der J mødes med den, ,,Eders smægtende Dine begjære. „Jeg aabned ham Buret, afsted han fløi „Over Dal og Høi For at søge sin Hjertenskjære." Her har Du mig da! Nu er jeg Din, Og Du er min, - I Fred tør vi sammen bygge. Min Broder vel ogsaa naaer et hjem, Nu iler han frem Baa Vei til sin nyfødte Lykke. Han reed til den deilige Entes Gaard, Nu sagtens han staaer Og taler fin Sag paa det Bedste. Med nedslagne Dine, men henryft i Aand Hun ræffer ham Haand, Saa bliver vel Bryllup det Næste!" Da smiled ung Verner med megen Lift: "Hør, seer Du bist Ved Byen, bag Linde og Birke Der kneiser et Taarn med fit røde Tag, Imorgen den Dag Vi følges der ab til Kirke. Og seer Du berhenne ei Borgen paa Høi, Med Spiir og med Fløi? Der vented min Moder os længe. Jeg veed, vore Senge der opredt staaer Og til næste Baar En lille paa gyngende Gjænge!" Da løfted Malin en truende Haand Og gav med fin Baand Et Svip ham over hans Herder; Hun rødmende fit fin Ganger i Spring, Og som ingen Ting Hun satte over Grøfter og Gjerder. Ung Verner bagefter! - og som en Vind Snart henteb han ind Sin flygtige Fugl under Lide. I Lunden, som tæt omkring Borgen ftob, Gif det Fod for Fod. Der rede de Side om Side. Her under de ældgamle Lindetræer De holdt sig nær - Hinanden saa nær, som de funde; 70 Fra Gangeren om hendes Liv sin Arm Han slyngede varm, - Da mødtes to blussende Munde! Chriftian Winther. Anm. Eet Motiv er laant ar en gammel Bise. See: Udvalgte danske Viser fra Middelalderen &c., udgivne af Nyerup og Rahbet, 4de T. Side 45 fl.