Forbryderen/1/1

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 3-13

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1923.

Første Del.

I

Det var en Dag i Juli, en rigtig varm Dag, at en ung Mand henimod Aften forlod det Værelse, han havde lejet hos en Logisværtinde i S—gaden, og gik langsomt og, som det syntes, planløs hen imod K—broen.

Han undgik lykkelig et Møde med sin Værtinde paa Trappen. Det lille Kammer, han beboede oppe under Taget i et 5-Etages Hus, lignede mere et Skab end en Bolig. Værtinden, af hvem han havde lejet dette Kammer, og hos hvem han ogsaa fik Kost og Opvartning, boede paa fjerde Sal, og hver Gang han gik ud, maatte han gaa forbi hendes Køkken, hvis Dør næsten altid stod aaben. Det var stadig med en Følelse af Smerte og Frygt, den unge Mand gik forbi hende; han skammede sig over sig selv og rynkede ærgerlig Panden. Han skyldte hende Penge, og derfor vilde han ikke gærne møde hende.

Det var ikke fordi han var fejg eller frygtsom — tværtimod; men i nogen Tid havde han været i en ophidset, nervøs Tilstand, der grænsede til Tungsindighed. Han havde levet saa indesluttet og tilbagetrukken, at han frygtede at møde enhver som helst, og ikke alene Værtinden. Han var fattig, men selv Fattigdommen havde i den sidste Tid ophørt at trykke ham. Sit Arbejde havde han helt lagt til Side — han vilde ikke mere bestille noget. Han frygtede derfor heller ikke sin Værtinde, hvad hun end havde i Sinde imod ham; men at skulle blive staaende paa Trappen og høre paa al Slags Hverdagssladder, som slet ikke kom ham ved, at blive krævet for Huslejen, at høre Besværinger og Klager, og saa at maatte undskylde sig med en Nødløgn — nej, saa vilde han heller liste sig ned ad Trappen som en Kat uden at blive set af nogen.

Da han kom ud paa Gaden undrede han sig alligevel over sin Frygt for at møde Værtinden.

„Saadant et Vovestykke jeg har for, og skælver dog for en Ubetydelighed!” tænkte han ved sig selv og smilte. „Hm. … ja … vi Mennesker kan alt … og saa lader vi alligevel alt snappe bort lige for vor Næse — naar vi er fejge. Der er ingen Tvivl derom. Hvad er det, Menneskene frygter for? Et nyt Skridt, en ny Idé frygter de dog mer end alt andet … Jeg gaar for meget og snakker! — derfor udretter jeg intet — jeg bare snakker! — Og jeg snakker vel ogsaa saa meget, fordi jeg ingen Ting udretter. Det er først i den sidste Maanedstid jeg har lært saadan at gaa og snakke — fra den Gang jeg Dag og Nat laa i Krogen og drømte — om Æventyr. — Men hvorfor gaar jeg egenlig ud nu? — Er jeg allerede i Stand til at udføre min Plan? — Er det mit oprigtige Alvor? — Vist ikke nej! — Jeg morer mig bare med at fantasere! — Narrestreger — andet end Narrestreger!”

Heden paa Gaden var uudholdelig, Luften tung og kvælende, overalt var der Kalk, Stilladser, Mursten og Støv og saa denne lumre Sommerlugt, som enhver Petersborger, der ikke har Raad til at flytte paa Landet, kender saa godt. Alt dette pinte den unge Mands Nerver, der var forpinte nok i Forvejen. Den kvalme Lugt fra Ølknejperne, hvoraf der i denne Del af Byen var en Masse, fulde Folk, der hvert Øjeblik krydsede hans Vej, endskønt der var Hverdag, fuldstændiggjorde det mørke Billede.

Et Udtryk af Væmmelse gled af og til over de fine Træk i den unge Mands Ansigt. Han var selv ualmindelig smuk, med kønne, mørke Øjne, brunt Haar, høj, slank og velbygget. Han fordybede sig dog snart igen i en vis Grublen, lige som glemte sig selv, og skred fremad, uden at lægge Mærke til nogen, ja uden at ville lægge Mærke til nogen. Undertiden mumlede han noget for sig selv, saadan som det var bleven hans Vane at tale med sig selv og kritisere sig selv. Ved denne Lejlighed opdagede han, at hans Tanker undertiden var noget forvirrede og at han var meget mat; han havde jo næsten heller intet spist i to Dage.

Han var saa daarlig klædt, at selv mange, der var vant til at gaa slet klædt, vilde skamme sig for at vise sig paa Gaden ved højlys Dag i saadanne Pjalter. Dog plejede man ikke at forandre sig over sligt i den Bydel, han nu var i. Det var i Nærheden af Høtorvet, hvor der vrimlede af Værtshuse, og i disse Gader og Stræder er største Delen af Petersborgs fattigste og elendigste Befolkning pakket sammen, saa en enkelt Figur ikke vakte Opmærksomhed.

Den unge Mand var imidlertid saa opfyldt af Had og Forbitrelse, at han, til Trods for sin endnu noget ungdommelige Finfølelse, var aldeles ligeglad, i hvad for Pjalter han gik omkring i Gaderne. Noget andet var det, naar han mødte Bekendte eller tidligere Kammerater; men dem undgik han saa meget som muligt.

Da kom pludselig en drukken Mand i en stor Vogn, trukken af en stor bovlam Hest, kørende forbi ham og raabte:

„Hejda, Du tyske Hattemand!”

Og idet han pegede Fingre ad ham, lo han af fuld Hals. Den unge Mand greb uvilkaarlig og forskrækket til sin Hat. Det var en høj, rund Cylinderhat, men fuld af Buler, Huller og Revner, og trykket sammen paa en komisk Maade. Det var dog ikke Skam, men en Følelse, som lignede Skræk, der greb ham.

„Jeg vidste det nok,” mumlede han bestyrtet; „saadan en Ubetydelighed, saadan en Dumhed, kan tilintetgøre en hel Plan. Det er en latterlig Hat, den stikker Folk i Øjnene. Jeg maa hellere til disse Pjalter gaa med flad Hue, lige som en gammel Pandekage, og ikke saadan et bulet Kakkelovnsrør. Ingen gaar med saadan en Tingest — man lægger Mærke til den i en halv Mils Afstand. Man vil kunne kende mig paa den Hat — den vil forraade mig! Der maa intet paafaldende være. Det er kun en Ubetydelighed, men en Ubetydelighed kan tidt ødelægge hele Sagen.”

Han havde ikke langt at gaa, han vidste nøje, hvor mange Skridt der var fra hans Gadedør — lige syv hundrede og tredive. Han havde allerede en Gang talt dem, og nøje beregnet dem. Den Gang troede han endnu ikke paa sit Fantasifoster; han blev bare ophidset, naar han tænkte paa det uhyggelige, men forførende, der var ved det. Nu, en Maaned efter, saa han allerede med helt andre Blikke paa det; og trods sine pinlige Enetaler om Modløshed og Svaghed, havde han dog lidt efter lidt vænnet sig til at betragte Fantasifostrene som Muligheder, skønt han endnu ikke var rigtig sikker paa sig selv. I Dag gik han dog ud for at gøre en Prøve paa sin Plan, og med hvert Skridt steg hans Ophidselse.

Med hæftig Hjærtebanken og skælvende af Sindsbevægelse kom han til et stort Hus, hvis ene Side vendte ud til Kanalen, den anden til Gaden. I dette Hus, hvor der kun var Smaalejligheder, boede alle Slags Haandværkere, en Del Tyskere, enligstaaende Piger, som selv sørgede for deres Livsophold, mindre Bestillingsmænd. I begge Portgangene eller over de to Gaarde strøg Folk, der gik eller kom, uafladelig forbi hverandre. Der var ansat tre—fire Mænd til at have Opsyn med Ejendommen. Den unge Mand var meget glad over, at han ikke mødte nogen af dem. Han steg nu op ad en Trappe til højre for Porten. Trappen var mørk, smal og smudsig, men han kendte den og var fortrolig med den, og netop disse Egenskaber var ham gunstige; i dette Mørke var selv nysgærrige Blikke ikke farlige. „Naar jeg allerede er saa angst nu, hvad skal det saa blive til, naar jeg endelig skal skride til Værket?” tænkte han uvilkaarlig, medens han steg op ad fjerde Sals Trappe.

Her traf han nogle afskedigede Soldater, der var i Færd med at bære Møbler ud af en Lejlighed. Han vidste, at her boede en gammel Tysker, en mindre Embedsmand. „Sandsynligvis flytter Tyskeren,” tænkte han, „og saa bliver maaske den Gamle foreløbig alene her paa Gangen. Det er meget godt — i ethvert Tilfælde”. Han ringede paa den gamle Kones Dør. Klokken klang saa mat, som om den var af Blik. Han havde tidligere hørt denne Klokke, men han havde glemt den; nu forekom det ham, som om den mindede ham om noget. Han foer sammen — saa angrebne var hans Nerver allerede.

Et Øjeblik efter blev Døren aabnet paa Klem. Beboerinden saa gennem den smalle Aabning med synlig Mistro paa den Fremmede; kun hendes smaa Øjne glinsede i Mørket. Men da den Gamle opdagede Flyttefolkene paa Gangen, aabnede hun Døren helt. Den unge Mand traadte over Dørtærskelen ind i den halvmørke Forstue, som var delt ved en Bræddevæg, bag hvilken det lille Køkken befandt sig. Den gamle Kone stod tavs foran ham og saa spørgende paa ham. Det var en lille, vissen Kone paa omtrent treds Aar, med stikkende, onde Øjne, lille, spids Næse og bart Hoved. Det tynde, hvide Haar glinsede af Olie. Om hendes lange, tynde Hals, der havde nogen Lighed med et Hønseben, var bundet et Stykke Flonel, og over Skuldrene bar hun, trods den stærke Varme, en Skindjaket. Hun hostede og harkede uafbrudt. I hendes Øjne viste sig igen den tidligere Mistro — maaske havde den unge Mand betragtet hende med særlig skarpt Blik.

„Jeg er Student Raskolnikow,” sagde den unge Mand og bukkede; han følte, at han maatte være venlig imod hende; „jeg var hos Dem for en Maaned siden.”

„Ja, rigtig, lille Fa'er, jeg husker godt De var her,” svarede den Gamle, uden at vende sine spørgende Øjne fra ham.

„Jeg kommer igen i den samme Anledning,” vedblev Raskolnikow noget forvirret over den gamle Kones Mistro. Det var maaske hendes Maade at være paa, tænkte han, men følte sig alligevel noget ubehageligt berørt derved, og han havde ikke lagt Mærke til det tidligere.

Den Gamle stod lidt tavs og fordybet i Tanker. Saa traadte hun til Side og pegede paa Døren:

„Gaa indenfor, lille Fa'er!”

Stuen, den unge Mand traadte ind i, var temmelig lille, med gule Tapeter. Der var hvide Gardiner for Ruderne, der stod Geranier i Vindueskarmen og den nedgaaende Sol kastede et stærkt Skær derind.

Saaledes vilde Solen vel ogsaa skinne, naar den Dag kom, foer det ham uvilkaarlig gennem Hovedet. Han lod hurtig Blikket fare rundt i Værelset, for at indprente sig dets hele Ordning. Der var intet særlig mærkeligt. Møblerne var gamle og af gulagtigt Træ; der var en Sofa med stor Træryg, et ovalt Bord stod foran Sofaen, mellem Vinduerne var et Toiletbord med Spejl, langs Væggen stod Stole, og der hang et Par Godtkøbsbilleder i gule Rammer, det ene forestillede den tyske Dame med Fuglen paa Haanden — det var hele Møblementet.

I Hjørnet var et lille Helgenbillede, og foran det brændte en Lampe. Der var meget rent over alt, Gulvet og Møblerne var som polerede, saa alt glinsede.

„Ja, det ligner Elisabeth,” tænkte den unge Mand; ikke saa meget som et Halmstraa var at opdage. Gamle onde Kvinder plejer al Tid at være renlige. Han skelede hen til Kattunsforhænget for den Dør, der førte ind til den anden Stue, hvor den Gamles Seng og Kommode stod. Dette Kammer havde han endnu ikke set. Hele Lejligheden bestod af disse to Værelser.

„Hvad er det saa!” spurgte den Gamle tørt, da de var kommen ind i Stuen, og hun vedblev at betragte ham skarpt.

„Jeg kommer med et Pant.” Han viste hende et gammelt Sølv-Lommeuhr. Paa Bagsiden var indgraveret en Globus, Kæden var af Staal.

„Og det forrige Pant vil De vel forny? I Forgaars var Tiden udløben.”

„De skal nok faa Deres Renter — vær bare taalmodig.”

„Det kommer da an paa mig selv, lille Fa'er, om jeg vil være taalmodig eller om jeg vil sælge Deres Pant.”

„Hvor meget giver De mig paa Uhret, Helene Iwanowna?”

„Hvad er det for Stads, De bringer, lille Fa'er! Uhret er ingen Ting værd. For Ringen gav jeg Dem forrige Gang to Papirsrubler, endskønt man kan købe den helt ny hos en Guldsmed for halvanden.”

„Giv mig fire Rubler for Uhret. Jeg løser det igen. Jeg har arvet det efter min Fader. Det varer ikke længe, før jeg faar Penge.”

„Halvanden Rubel og Renterne trukket fra — er De tilfreds med det?”

„Halvanden Rubel!” raabte den unge Mand.

„De kan jo gøre, hvad De vil.” Den Gamle gav ham Uhret tilbage. Han tog imod det. Han var saa opbragt, at han var i Færd med at gaa straks; men han betænkte sig. Han havde ingen anden Udvej, og det var jo heller ikke alene af den Grund, han var kommen.

„Saa kom med dem!” svarede han haardt.

Den Gamle greb i Lommen efter Nøglerne og gik ind i Kammeret bag Forhænget.

Den unge Mand, der blev ene tilbage, begyndte spændt at lytte. Han hørte, hun aabnede en Kommodeskuffe. „Det maa være den øverste Skuffe,” mente han. „Nøglen gaar hun med i den højre Lomme. Alle Nøglerne hænger paa en Staalring. En af dem er større end de andre; de tre er med takket Kam; de hører sikkert til Kommoden. Saa maa der endnu være et Skab eller en Kuffert derinde. Det maa jeg huske paa. Der hører gærne saadanne Nøgler til Kufferter. — — Men fy, hvad for stygge Tanker!”

Den Gamle kom tilbage.

„Her, lille Fa'er! Naar vi altsaa regner ti Kopek af Rublen om Maaneden, saa bliver det med Fradrag af en Maaneds Renter halvanden Rubel og femten Kopek. Og for de to Rubler fra forrige Gang bliver det tyve Kopek — det bliver i det hele fem og tredive Kopek. Saa skal De altsaa have en Rubel og femten Kopek for Uhret. Her er Pengene.”

„Ikke mere end en Rubel og femten Kopek?!”

„Nej!”

Den unge Mand tog imod Pengene uden at sige et Ord. Han saa paa den Gamle og tøvede med at gaa, som om han endnu havde noget at sige, men han vidste ikke, hvad han vilde.

„Jeg kommer sandsynligvis igen om nogle Dage med et nyt Pant, Helene Iwanowna, en rigtig god Cigaretæske af Sølv. Jeg skal have den hos en Bekendt.” — Han fortrak Ansigtet og tav.

„Naa, det kan vi tale om senere, lille Fa'er.”

„Farvel da! … Er De al Tid alene hjemme? — Er Deres Søster her aldrig?” spurgte han løst henkastet, da han gik gennem Døren.

„Vil De hende noget, lille Fa'er?”

„Nej — slet ikke — jeg spurgte bare … De bliver ogsaa straks … Naa — lev vel, Helene Iwanowna!”

Raskolnikow gik bort i stærk Sindsbevægelse, og denne Sindsbevægelse voksede med hvert Minut. Da han gik ned ad Trappen, blev han flere Gange staaende, som om han pludselig følte sig overmandet, og da han endelig kom ned paa Gaden udbrød han:

„Gud, hvor det er afskyeligt! Skulde jeg virkelig — Jeg … Nej, det er Galskab, det er Dumhed!” tilføjede han hurtigt. „Hvorledes kan en saa forfærdelig Tanke falde mig ind? Hvad er det for en smudsig Gærning, jeg pønser paa? Vanvittigt, modbydeligt er det! … Og det har jeg gaaet og grublet over en hel Maaned.”

Han kunde ikke undertrykke sin Sindsbevægelse. Den Følelse af grænseløs Væmmelse, som allerede havde opfyldt ham paa Vejen til den Gamle, pinte ham nu i den Grad, at det var lige som hans Hjærte snøredes sammen, og han blev saa tungsindig, at han ikke vidste, hvor han skulde gøre af sig selv.

Han slentrede som en fuld Mand hen ad Gaden, uden at se sig for, og kom derfor ofte til at støde til de forbigaaende. Han kom først nogenlunde til sig selv, da han naaede den næste Gade. Da han saa op, opdagede han, at han stod lige udenfor en Ølkælder. To Berusede stavrede op ad Kælderhalsen, og medens de gensidig understøttede hinanden, slingrede de hen ad Gaden.

Uden at betænke sig længe gik Raskolnikow derned. Han plejede ellers ikke at gaa paa Knejper, men nu følte han sig greben af en pludselig Svimmelhed og plagedes tillige af en stærk Tørst. Han længtes efter en Slurk koldt Øl, saa meget mere som han gav sin tomme Mave Skyld for den pludselige Svaghed.

Han satte sig hen i en mørk, smudsig Krog bag et tilsølet Bord, forlangte Øl og drak begærlig det første Glas. Han følte sig straks mere rolig og klarttænkende. „Det er ikke andet end Dumheder,” sagde han til sig selv, „man skal ikke tabe Fatningen for ingen Ting. Det er bare en fysisk Forstyrrelse. Et Glas Øl, en Bid Brød — og Aanden er straks frisk igen, Tankerne klare og Beslutningen fast! — Føj, hvad det var for en modbydelig Idé!” Men trods hans foragtelige Spytten var hans Blik nu lysere, som han pludselig følte sig befriet fra en tung Byrde, og han saa mere fornøjet paa de tilstedeværende. Men han havde dog en svag Følelse af, at der ogsaa var noget sygeligt i denne lysere Stemning.

Nu var der kun faa Mennesker i Knejpen. Foruden de to Berusede, han mødte paa Trappen, havde nylig et Selskab, bestaaende af syv Mænd og en Pige med Harmonika, forladt Kælderen. Der var nu blevet saa roligt dernede. En Mand, der saa ud til at være Borger, sad bag sit Glas. Hans Kammerat, en tyk Kæmpekarl i en svær Jakke og med graat Skæg, var allerede fuld og laa hen ad Bænken; en Gang imellem, lige som i Drømme, slog han ud med Armene og knipsede med Fingrene, eller løftede Overkroppen, uden at rejse sig fra Bænken, medens han samtidig med Anstrængelse forsøgte at synge nogle Strofer af en Vise:

„I et Aar har jeg elsket min Kone,
i et Aar har jeg elsket min Ko—o—ne…”

Efter at han saa havde været rolig nogle Minuter, begyndte han paa en ny Vise, men ingen tog Del heri; hans tavse Kammerat syntes tværtimod at føle sig ilde berørt af disse Udbrud. En Mand, der lignede en afskediget Embedsmand, sad alene ved et Bord; af og til drak han af sit Glas og saa sig om. Han syntes ogsaa at være i en vis ophidset Sindstilstand.