Forbryderen/1/20

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 369-385

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XX.

„… Jeg tror det ikke! Jeg kan ikke tro det!” gentog Rasumichin, som var bleven mut, og som gjorde sig al mulig Umage for at omstøde Raskolnikows Argumenter.

De var allerede komne i Nærheden af det Hus, hvor Pulcheria Alexandrowna og Dunja forlængst ventede dem, men det gik kun langsomt derhen, thi Rasumichin blev stadig i Samtalens Hede staaende underveje og var i højeste Grad forlegen og oprørt over, at der nu for første Gang blev talt aabent om dette Anliggende.

„Du behøver jo slet ikke at tro det!” svarede Raskolnikow med kold og ringeagtende Spot, „Du mærkede som sædvanligt ingen Ting, men jeg vejede hvert Ord.”

„Du er mistænksom, derfor vejede Du alting … hm … virkelig, det maa jeg i alt Fald indrømme, at Porphyrius's Tone var ejendommelig nok, og især denne Slyngel Sametow! Du har Ret, han havde noget … men hvorfor, hvorfor?”

„Han har spekuleret det ud i Nat.”

„Nej slet ikke, tvertimod! Hvis de havde disse taabelige Tanker, saa vilde de dog af alle Kræfter søge at skjule dem, at holde deres Kort under Bordet for senere desto lettere at fange Dig … nu var det dog for frækt og uforsigtigt!”

„Dersom de havde Fakta, virkelige Fakta, eller bare en nogenlunde begrundet Mistanke, saa havde de virkelig forsøgt at skjule Kosterne i det Haab, at faa mere ud, og for Resten vilde de da for længe siden have foretaget en Husundersøgelse. Men de har ingen Fakta, ikke et eneste et — bare Indbildninger, bare en i Luften svævende Idé — og saa prøvede de nu paa ved Frækhed at bringe mig fra Koncepterne. Maaske forsnakkede han sig ogsaa af Ærgrelse over, at der ikke var nogle Fakta, eller af Vrede — men muligvis talte han ogsaa med Hensigt … Han synes at være en fiffig Fyr og vilde sagtens gøre mig angst med det, han véd … Det er en egen Slags Sykologi … For Resten er det modbydeligt at finde rede i alt dette nu — lad os holde op med det!”

„Og det er fornærmende, i højeste Grad fornærmende! Jeg forstaar Dig!… Men siden vi nu en Gang taler aabent om det — og det er just fortræffeligt, at vi endelig taler aabent, det er jeg glad for — saa vil jeg ogsaa aabent tilstaa, at jeg allerede længe i Forvejen har mærket noget; jeg har lagt Mærke til det i den senere Tid; men, det forstaar sig, det kommen til Syne i en skjult, snigende Form; men hvorfor? Hvor tør de vove? Hvor er Anledningen hos dem til alt dette? Naar Du vidste, hvor jeg allerede har været rasende!… Hvorfor? fordi en fattig Student, som det er gaaet tilbage med paa Grund af daarligt Humør og Mangel paa Penge; som bærer Spiren i sig til en svær, med Bevidstløshed kompliceret Sygdom, som maaske endogsaa allerede var brudt ud — en mistænksom, selvfølende Person, som kender sit Værd; som i seks Maaneder har siddet i sin Krog og ikke set et Menneske, som er klædt i hullet Tøj og maa gaa med Støvler uden Saaler — fordi et saadant Menneske maa staa foran elendige Politimænd og taale deres Fornærmelser!.... Dertil kommer endnu et Gældsbevis, om hvilket han ikke har nogen Anelse, og endelig stinkende Oliemaling, tredive Grader Reaumur, kvalm Luft, en Flok Mennesker, Be-retningen om Mordet af en Person, som han Dagen før havde været hos — og alt det mens han gaar med tom Mave … ja, maa en Besvimelse da ikke være selvfølgelig? Og paa en saadan let forklarlig Afmagt grunder de deres Beskyldninger! Fy for Fanden! Jeg forstaar, at man kan gaa ud af sit gode Skind derover; men i dit Sted, Rodja, vilde jeg have lét dem alle op i Ansigtet, eller endnu bedre, have spyttet dem i Syner, have uddelt et Dusin Ørefigener til højre og venstre, men vel anbragte, som det sig hør og bør; og dermed havde jeg ladet den Sag været endt. Blæse være med det! Fat Mod! Det er en Skam!…”

Det udviklede han virkelig godt, tænkte Raskolnikow.

„Jeg skulde blæse paa det Hele og i Morgen atter et Forhør?” sagde han bittert, „skal jeg virkelig indlade mig paa Forklaringer med dem? Jeg ærgrer mig desuden allerede over, at jeg i Gaar paa Restavrationen indlod mig med denne Sametow…”

„Til Helvede med det! Jeg vil selv gaa hen til Porphyrius — jeg vil snakke med ham som Slægtning; han skal skrifte alt for mig lige til den sidste Tøddel! Og denne Sametow…”

Endelig falder det ham ind, tænkte Raskolnikow.

„Holdt!” raabte Rasumichin og greb ham pludseligt i Skulderen, „holdt!… Du løj! Jeg har overtænkt det; Du løj! Hvorledes kunde det være overlagt med Hensigt? Du siger, at Spørgsmaalet om Arbejderne var en underfundig Fælde? Men sig mig da — hvis Du havde begaaet Mordet, vilde Du da have fortalt, at Du havde set dem — Arbejderne og Lejligheden? Nej, Du vilde tværtimod sige, at Du slet ingen Ting havde set, selv om Du havde set al Ting! Hvem vil vel aflægge Vidnesbyrd mod sig selv?”

„Hvis jeg havde begaaet den Gærning, vilde jeg bestemt have tilstaaet, at jeg havde set baade Arbejderne og Lejligheden,” vedblev Raskolnikow med synlig Uvilje.

„Ja, men hvorfor skal man dog vidne mod sig selv?”

„Fordi kun ganske uudviklede Mennesker eller ganske uerfarne Begyndere ved et Forhør nægter al Ting helt og holdent, det ene efter det andet. Det nogenlunde udviklede og beregnende Menneske gør sig netop Umage for at tilstaa alle ydre Kendsgerninger, som ikke kan bortforklares; han underlægger dem bare andre Bevæggrunde, tilføjer et eget Træk, en ganske særlig og uventet Biomstændighed, som giver dette Faktum en anden Betydning og sætter det i en anden Belysning. Porphyrius kunde netop være sikker paa, at jeg vilde svare saaledes, og at jeg for Sandsynlighedens Skyld vilde sige, at jeg havde set det og han kunde ligeledes ogsaa gøre Regning paa, at jeg vilde finde en Forklaring paa det…”

„Men han vilde straks have sagt Dig, at Arbejderne ikke kunde have været der to Dage i Forvejen, og at Du følgelig paa den Dag, Mordet skete mellem syv og otte, maatte have været der; den Fangst havde dog altsaa været for let.”

„Det er netop det han regnede med i sit Forhør, at jeg ikke vilde tage mig Tid til at betænke mig ordenligt; at jeg vilde skynde mig at svare sandsynligst muligt og saa glemme, at Arbejderne ikke var der to Dage i Forvejen.”

„Hvor skulde det være muligt at glemme det?”

„Ganske simpelt! Paa saadanne Smaating snubler nemlig de listigste aller lettest. Jo fattigere en Mand er, desto mindre tænker han paa, at han kan blive fanget paa det allersimpleste. Den mest udspekulerte maa man just fange ved de simpleste Midler. Porphyrius er slet ikke saa dum, som Du tror…”

„Men i saa Fald er han en Slyngel!”

Raskolnikow kunde ikke undertrykke en Latter. Men straks faldt det ham ind, at det dog var besynderligt, at han nu paa en Gang saa livligt og beredvilligt indlod sig paa alle disse Forklaringer, medens han dog kun med mørk Uvilje og tvungen af Nødvendigheden havde ført den tidligere Samtale.

Jeg begynder at finde Smag i det, i al Fald tildels, tænkte han for sig selv.

Men næsten samtidigt blev han atter urolig, som om en uventet og ophidsende Tanke havde truffet ham. Hans Uro steg, da de var komne til Huset.

„Gaa op alene,” sagde han pludselig, „jeg kommer om en halv Time.”

„Men hvor vil Du nu hen? Vi er her jo allerede!”

„Jeg maa, jeg maa! en Forretning … om en halv Time er jeg her igen … sig dem det.”

„Som Du vil — men jeg følger Dig.”

„Du vil altsaa ogsaa lægge mig paa Pinebænk!” raabte han med en saadan Forbitrelse, med et saa fortvivlet Blik, at Rasumichin lod Armene synke.

Han stod en Stund ved Indgangen og saa mørk efter Raskolnikow, der hurtig forsvandt i Retning af sin Bolig.

Endelig bed han Tænderne sammen, knyttede Næverne, svor at han endnu den Dag skulde klemme Porphyrius ud som en Citron, og gik saa op for at berolige Pulcheria Aleksandrowna, der allerede var urolig over den lange Udebliven.

Da Raskolnikow naaede sit Hjem, var hans Haar vaadt og han aandede tungt.

Hurtig steg han op ad Trappen, gik ind i det aabne Kammer og satte straks Krogen paa.

Derpaa styrtede han forskrækket og ligesom ude af sig selv hen til den Krog, hvor han den Gang havde gemt Sagerne, stak Haanden ind i Hullet og rodede. i nogle Minutter omkring derinde, idet han nøje befølte hver Fold i Tapetet.

Da han ingen Ting fandt, rejste han sig og trak Vejret dybt.

Da han før kom til det Hus, hvor hans Moder boede, indbildte han sig nemlig pludseligt, at en eller anden Genstand, maaske en lille Kæde, en Knap, eller et Stykke Papir med en Notits fra den gamle, og hvori en eller anden Genstand kunde have været indlagt, maaske var undgaaet ham og kunde være faldt ind i en eller anden Sprække, hvad der da kunde blive et uventet og uangribeligt Bevis mod ham.

Han stod dér fordybet i Eftertanke, og et ejendommeligt halvtosset Smil spillede om hans Læber. Endelig tog han sin Hue og gik atter ud. Grublende gik han ned og kom ud i Portgangen.

„Der er han jo!” raabte en Stemme; han løftede Hovedet.

Portneren stod ved Døren til sit Kammer og pegede lige paa ham, idet han pegede paa en lille uansélig, daarlig klædt Mand, der paa Frastand næsten lignede et Fruentimmer.

Denne Mands Hoved ludede forover og var bedækket med en fedtet Hue, hele Figuren var ligesom bøjet af Alderdom. Det visne, rynkede Ansigt syntes at tilhøre en Mand paa halvtreds, de smaa fugtige Øjne havde et mørkt og strængt Udtryk.

„Hvad er det?” spurgte Raskolnikow og vendte sig til Portneren.

Den Gamle maatte ham mørkt med Øjnene og betragtede ham stivt og opmærksomt uden at skynde sig; saa drejede han sig langsomt om og gik gennem Porten ud paa Gaden uden at sige et Ord.

„Naa, hvad betyder dette?” raabte Raskolnikow.

„Han spurgte, om der ikke boede en Student Raskolnikow her, og hos hvem. De kom netop ned, jeg pegede paa Dem, og nu gaar han sin Vej.”

Portneren var ogsaa i Tvivl om, hvad han skulde tænke om dette, stod saa og grundede lidt, men krøb derpaa atter ind i sit Kammer igen.

Raskolnikow skyndte sig efter den Gamle og fik snart Øje paa ham paa den anden Side af Gaden; han gik rolig derover og med sænket Hoved, som om han grublede paa noget.

Snart havde han indhentet ham og gik en Stund bag efter; endelig gik han hen paa Siden af ham og saa ham ind i Ansigtet.

Manden bemærkede ham ogsaa, saa skarpt paa ham, men slog saa atter Øjnene ned; saaledes gik de omtrent en Minut ved Siden af hinanden uden at mæle et Ord.

„De har spurgt efter mig … hos Portneren?” sagde Raskolnikow endelig temmelig sagte.

Den Gamle gav ikke noget Svar og saa ikke engang op.

Begge tav atter.

„Ja, men hvad skal dette betyde …De kommer og spørger … og saa tier De … hvad betyder dette?”

Raskolnikows Ord kom afbrudte og utydeligt frem.

Den Gamle løftede denne Gang Øjnene og saa paa Raskolnikow med et uheldsvangert mørkt Blik.

Morder!” sagde han pludseligt med sagte, men klar og tydelig Stemme.

Raskolnikow, som gik ved Siden os ham, følte sine Ben skælve, og en Kuldegysning trak ned over hans Ryg. Det var, som om hans Hjærte vilde holde op at slaa; saa bankede det pludseligt atter hæftigt.

Saaledes gik de igen omtrent et hundrede Skridt tavse ved Siden af hinanden.

„Hvad vil De … hvad fejler Dem … hvem er en Morder?” mumlede Raskolnikow næppe hørligt.

Du er en Morder!” sagde den anden tydeligt og indtrængende og saa med et fjendtligttriumferende Blik direkte ind i Raskolnikows blege Aasyn og i hans Øjne, der var blevne ligesom tilslørede.

Begge var nu naaede til en Tværgade.

Den Gamle gik, uden at vende sig om, til venstre.

Raskolnikow blev staaende og saa længe efter ham. Han saa, hvorledes den anden, efter at have gaaet en halvtredsindstyve Skridt, vendte sig om for at betragte ham, der var bleven staaende ubevægelig paa samme Plet. Det forekom Raskolnikow, som om han ogsaa denne Gang saa paa ham med det samme isnende fjendtlige og triumferende Smil.

Med langsomme, besværlige Skridt, med vaklende Knæer og med en hastig Feber vendte Raskolnikow tilbage til sit Værelse.

Han lagde Huen paa Bordet og stod ubevægelig omtrent ti Minuter. Derpaa lagde han sig kraftløs og med en sagte Stønnen paa Sofaen, strakte sig ud og blev liggende saaledes med lukkede Øjne omtrent en halv Time.

Han tænkte paa ingen Ting; vel gærede der Tanker i ham, eller rettere Brudstykker af Tanker — uordnede Forestillinger uden Sammenhæng — Ansigter af Mennesker, som han havde set i sin Ungdom, eller som han havde mødt et eller andet Sted en eneste Gang, og som han ellers aldrig vilde have husket paa; Klokketaarnet paa W-Kirken, Billardet i en Restavration og en Officer, som stod ved det; Tobaksrøg fra en Cigarkælder, en Ølknejpe, en ganske mørk Bagtrappe overgydt med Sæbevand og overstrøet med Æggeskaller — derpaa, langt borte, Søndags-Klokkeklang … Forestillingerne vekslede og drejede sig i en Kreds som en Hvirvelvind. Nogle behagede ham endog, og han søgte at holde dem fast — men de forsvandt straks; der var noget inden i ham, som pinte ham, derpaa følte han atter, hvor det lettede. En svag Kuldegysning vilde ikke slippe ham, og han havde næsten en behagelig Følelse af den.

Da hørte han Rasumichins hurtige Skridt og hans Stemme; han lod som han sov.

Rasumichin aabnede Døren og stod en Tidlang grundende paa Dørtærskelen. Derpaa traadte han forsigtigt nærmere hen til Sofaen. Man hørte, at Nastasia hviskede.

„Lad ham sove ud, han kan spise siden.”

„Det er vel det bedste,” svarede Rasumichin.

Begge gik atter ud og lukkede Døren efter sig.

Der gik en halv Time. Raskolnikow aabnede Øjnene, vendte sig atter om paa Ryggen og lagde Armene under Hovedet.

… Hvem er han? Hvem er dette Menneske, som vokser op af Jorden? Hvor var han, og hvad har han set? Han maa have set alt — det er utvivlsomt. Hvor stod han, og hvorfra har han set paa det? Hvorfor stiger han først nu frem af Jorden? Og hvorledes kan han have set det —— var det da en Umulighed for det? Hm!… Han følte atter Kulden og skælvede.

… Men Etuiet, som Nikolai fandt bag Døren, var det maaske ikke muligt? Er ikke ogsaa det et Stykke Bevis? Der fløj en Flue — den har set det! … Men er det dog muligt?”

Og han følte trods sin Modstand at Kræfterne forlod ham, og at han blev fysisk svagere.

… Det maatte jeg have vidst paa Forhaand, tænkte han med bitter Haan, og hvor kunde jeg da vove, naar jeg jo kendte mig selv … da jeg dog havde en Forudanelse om det — hvorledes kunde jeg da vove at gribe Øksen og besudle mig med Blod! Jeg var forpligtet til at vide det paa Forhaand … Ja, jeg vidste det jo ogsaa paa Forhaand … hviskede han i Fortvivlelse.

Alle Slags Tanker klamrede sig fast til ham.

… Nej, hine Mennesker er ikke saaledes beskafne; den sande Hersker, hvem alt er tilladt, ødelægger Toulon, sønderflænger Paris, glemmer en hel Armé i Ægypten, ofrer en halv Million Mennesker paa Felttoget til Moskwa, laver saa i Wilna et Ordspil af alt det; — og over ham rejser man efter hans Død Afgudsbilleder — altsaa ham er alt tilladt! Nej, slige Mennesker maa dog ikke være af Kød og Blod, men af Malm!

En pludselig Tanke bragte ham næsten til Latter.

… Napoleon, Pyramiderne, Waterloo — og en lille væmmelig Registratorskone, en elendig gammel Kælling, en Aagrerske med en rødbeslagen Kuffert under Sengen! — naa, hvem kan vel fordøje det, selv om det var en Porphyrius Petrowitsch!… Hvorledes skulde de Folk kunne fordøje sligt! Æstetiken vil jo hindre dem i det! Vilde de vel forlange, at en Napoleon skulde krybe under en gammel Kællings Seng?… Aa, Vrøvl!”

Han havde Øjeblikke, da han følte, at han fantaserede; han faldt hen i en feberagtig-sværmerisk Stemning.

… Den Gamle er en Biting! tænkte han og vedblev ivrig og i uafbrudte Sætninger: Den Gamle, det var, naar alt kommer til alt, en Fejl … hende gælder det jo heller slet ikke! Den Gamle, det var bare en Sygdom … jeg vilde hurtigere komme over … ikke et Menneske, men et Princip har jeg dræbt! Principet har jeg vel dræbt, men kommen over er jeg endnu ikke, jeg er bleven paa denne Side … Jeg har kun kunnet dræbe, og heller ikke det en Gang ordenligt, som det jo nu viser sig … Principet?… Hvorfor skældte dog den Nar Rasumichin før Socialisterne ud? Det er jo et arbejdsomt og handelsdrivende Folk, sysselsætter sig med „Alles Vel” … Nej, bare en Gang er Livet givet mig og aldrig kommer det igen; jeg har ikke Lyst til at vente paa „Alles Vel”, paa denne Guldalder. Jeg vil enten leve for mig selv, eller ogsaa slet ikke leve. Hvad er saa det hele? Jeg vilde bare ikke gaa forbi en hungrig Moder og maatte holde fast paa min Rubel i Lommen … i Forventningen om en Guldalder. De siger, at jeg skal bære en Sten til Bygningen af Almenvellet, og som Belønning derfor skal jeg føle en inderlig Ro. Ha, ha! Jeg lever jo bare en Gang og vil dog ogsaa … Aa, Sludder, en æsthetisk Lus er jeg, og andet ikke, tilføjede han og lo pludselig som en Gal. Ha, jeg er virkelig en Lus — vedblev han og klamrede sig til denne Tanke, rodede omkring i den og legede med den — en Lus er jeg allerede derfor, at jeg for det første giver mig til at ræsonnere over, at jeg er en Lus; for det andet derfor, at jeg i en hel Maaned har ulejliget det algode Forsyn, idet jeg anraabte det som Vidne, at jeg ikke saa at sige gjorde det for at tilfredsstille mine sanselige Krav og kødelige Begær, men fordi jeg havde et stort og velbehageligt Maal for Øje — ha, ha! Og for det tredie derfor, at jeg havde foresat mig saa vidt muligt at beholde Retfærdigheden for Øje saa vel ved Udførelsen som ved Maal og Vægt; af alle Lus udsøgte jeg den allerunyttigste, og idet jeg dræbte den, besluttede jeg kun at tage akkurat saa meget fra hende, som jeg behøvede til de første Skridt, hverken mer eller mindre. Det øvrige havde da altsaa ganske rigtigt i Følge Testamentet tilfaldet Klostet — ha, ha!… Derfor alene, derfor er jeg en Lus, tilføjede han og skar Tænder, fordi jeg maaske selv er endnu væmmeligere og styggere end den dræbte Lus, og fordi jeg allerede havde en Forudfølelse af, at jeg vilde sige mig selv dette, efter at jeg havde dræbt hende! Kan da nogen Ting sammenlignes med en saadan Forbrydelse! O, Gemenhed, o, Skurkestreg!… Ja, nu forstaar jeg først „Profeten” med Sabel i Haand højt til Hest: „Allah befaler, og Du skælvende Skabning underkaster Dig!” Han har Ret, fuldstændig Net, den „Profet”, naar han et eller andet Sted tværs for en Gade lader et dygtigt Batteri opplante og skyder ind blandt de Retfærdige og blandt de Skyldige uden at værdige dem en Forklaring! Underkast Dig, skælvende Skabning, men — forlang intet, thi — Du har ingen Ret dertil. Aa, aldrig, aldrig skal jeg tilgive den Gamle!

Hans Haar var vaadt af Sved, de sitrende Læber tørre, det stive Blik var rettet mod Loftet.

… Moder, Søster — hvor jeg holdt af dem! Hvorfor hader jeg dem nu? Ja, jeg hader dem, hader dem virkelig, kan ikke udstaa at se dem ved Siden af mig … for nylig gik jeg hen til Moder og kyssede hende, jeg husker det … Omfavne hende, og saa at tænke, at dersom hun vidste det, saa … Skulde jeg ikke sige hende det? Det kunde ligne mig … Hm! hun vil vel ogsaa blive saadan, som jeg er nu, — tilføjede han, idet han møjsommelig forfulgte sine Tanker, som om han kæmpede med de ham overvældende Syner. — Aa, hvor jeg nu hader hin elendige Gamle! Jeg troer, jeg vilde dræbe hende en Gang til, dersom hun skulde vaagne igen! Men den stakkels Elisabeth! Hvorfor skulde hun ogsaa komme til! Det er for Resten underligt, at jeg næsten slet ikke tænker paa hende, aldeles som om jeg ikke havde dræbt hende! Elisabet! Sofia!… I Stakler, I milde Væsener med de sky Øjne … I Kære!… Hvorfor græder I da ikke? Hvorfor stønner I ikke? … De giver alt hen … med deres blide og stille Blikke Sofia, Sofia, milde Sofia!…

Hans Sanser formørkedes. Det var besynderligt, at han slet ikke kunde huske, hvorledes han atter var kommen ud paa Gaden. Det var allerede sent paa Aftenen. Mørket blev stedse tættere, Fuldmaanen traadte stedse klarere og klarere frem; men det var saa lummert. Folk gik flokkevis paa Gaden; Haandværkere og Arbejdere gik hjem, andre spadserede; det lugtede af Kalk og Stav og af stillestaaende Vand. Raskolnikow gik afsted fuld af Græmmelse og Sorg; han huskede nok, at han var gaaet i en bestemt Hensigt, at han vilde gøre noget og maatte skynde sig, men hvad det egentlig var, det havde han glemt. Men pludselig blev han staaende og saa paa den anden Side af Gaden et Menneske staa og vinke til ham. Han gik over Gaden hen til ham, men da vendte Manden sig omkring og gik bort med sænket Hoved, som om han slet ikke havde bemærket ham. Vinkede han da virkelig? tænkte Raskolnikow, men ilede efter ham. Da han var kommen ham paa ti Skridt nær, genkendte han ham pludselig og blev forskrækket, — det var den hemmelighedsfulde Gamle fra før, i samme Dragt og med den samme bøjede Ryg. Raskolnikow fulgte ham paa Frastand, hans Hjærte bankede; de bøjede ind i en Sidegade. Mon han véd, at jeg følger ham? tænkte Raskolnikow. Den Gamle gik ind i Porten til et stort Hus. Raskolnikow skyndte sig derhen og saa efter ham, om han vel vilde se sig om og vinke til ham? Ja, virkelig, da Manden allerede var gaaet gennem hele Porten og skulde til at gaa ind i Gaarden, vendte han sig pludseligt om, og det var, som om han atter vinkede. Raskolnikow gik straks efter ham, men i Gaarden saa han intet Spor af den Gamle. Altsaa maatte han være gaaet op heri Nærheden, ad den første Trappegang. Raskolnikow skyndte sig derhen, og rigtig, to Trapper højere op hørtes regelmæssige Skridt. Besynderligt, Trappen syntes ham saa bekendt! Der er Vinduet i første Etage; hemmelighedsfuldt og trist skinner Maanelyset gennem Ruderne; der er anden Etage, ha! just den Lejlighed, hvor Arbejderne malede … Hvordan kunde det være, at han ikke straks havde kendt Huset? Skridtene af den, som gik foran, kunde ikke mere høres, altsaa var han bleven staaende og havde formodentlig gemt sig et Sted. Der er tredie Etage; skulde jeg gaa videre?… og hvor stille alt er, man kan blive helt bange … dog, han gik videre. Lyden af hans egne Skridt ængstede og ophidsede ham. Gud, hvor der var mørkt! Her har den Gamle vist gemt sig et eller andet Sted i en Krog. Ah, Lejligheden staar paa vid Væg, — han betænkte sig et Øjeblik og gik derpaa ind. I Entreen var alt mørkt og tomt — der var ikke en Sjæl, det var, som alt Bohave var baaret ud; han gik paa Taaspidserne sagte ind i det første Værelse; det var klart oplyst af Maaneskinnet: alt stod der endnu som før; Stolene, Spejlet, den gule Sofa og de indrammede Billeder. Den usædvanligt store, runde kobberrøde Maane skinnede lige ind igennem Vinduet. — Det er vist Maanen, som denne Stilhed skriver sig fra; den giver vist nogen en Gaade at løse. — Han blev staaende og ventede længe: og jo mere Maanen skinnede, desto hæftigere bankede hans Hjærte; det smærtede ham ligefrem. Endnu bestandig var al Ting stille. Pludselig hørtes en tør Knasen, som om et Stykke Ved blev brækket itu, og atter blev al Ting stille. En Flue, der var vaagnet, fløj pludselig mod Ruderne og summede klagende. Men i samme Minut opdagede han mellem Skabet og Vinduet en Fruentimmerkaabe hængende paa Væggen. Hvorfor er Kaaben her? tænkte han; før var den der ikke … Han gik sagte nærmere og opdagede, at der var én, som gemte sig bag Kaaben. Forsigtigt trak han Kaaben til Side og saa, at der stod en Stol der, og paa Stolen, inde i Krogen sad en gammel Kone ganske sammenskrumpet, med sænket Hoved, saa at han ikke kunde kende hendes Ansigt — men hende maatte det være. Han stod foran hende — hun er bange — tænkte han, løste sagte Øksen ud af Stroppen og slog den gamle i Hovedet, en Gang, to Gange. Dog, besynderligt nok, hun rørte sig ikke efter Slagene, som om hun var af Træ. Han blev bange, bøjede sig ned og betragtede hende; dog ogsaa hun bøjede Hovedet dybere ned. Han bukkede sig da helt ned til Gulvet ogsaa fra neden af og i hendes Ansigt, saa derind og blegnede — den gamle lo — lo hjærteligt med en sagte, uhørlig Latter og gjorde sig al Umage for, at han ikke skulde høre den. Pludselig syntes det ham, som om Døren til Sovekammeret aabnedes lidt, og som om derinde blev lét og hvisket. Vreden overmandede ham, af alle Kræfter slog han løs paa den gamles Hoved, men for hvert Slag blev Latteren og Hviskningen inde fra Sovekammeret lydeligere og tydeligere, og den gamle var nu nær ved at falde omkuld af Latter. Han vilde allerede flygte, men hele Entrén var fuld af Mennesker, Døren som førte til Trappen, stod paa vid Væg, og paa Trappeafsatsen paa selve Trappen, helt ned — overalt var Mennesker, Hoved ved Hoved, de stod alle og saa til — men syntes at gemme sig i tavs Venten! — Hans Hjærte snørede sig sammen, han kunde ikke bevæge sine Fødder, de vare som fastnaglede … Han vilde skrige og — vaagnede.

Han aandede tungt; men mærkværdigt, Drømmen syntes endnu at vare ved — Døren stod paa vid Væg, og paa Tærskelen stod et ham aldeles fremmed Menneske og betragtede ham opmærksomt.

Raskolnikow havde knapt aabnet Øjnene, før han øjeblikkelig lukkede dem igen. Han laa paa Ryggen og rørte sig ikke.

… Er dette en Fortsættelse af Drømmen eller ikke — tænkte han og aabnede Øjenlaagene ganske lidt, næsten umærkeligt for at se efter: Den Ubekendte stod paa samme Plet og stirrede fremdeles paa ham.

Saa gik han forsigtigt over Tærskelen trak sagte Døren til efter sig, traadte hen til Bordet, ventede et Minut uden at vende Øjnene fra Raskolnikow og satte sig stille, lydløst paa Stolen ved Siden af Sofaen; Hatten satte han ved Siden af sig paa Gulvet støttede sig med begge Hænder paa Spadserestokken og sænkede Hagen ned paa Hænderne.

Man saa, at han var bestemt paa at vente længe.

Det var en ikke længere ung, men kraftig Mand med tæt, lyst, næsten hvidt Skæg.

Der gik næsten ti Minuter.

Skønt det snart var Aften, var det dog endnu lyst. I Værelset var der fuldkommen Ro, selv fra Trappen hørte man ikke mindste Støj. Kun en stor Flue summede og stødte stadig mod Vinduesruderne.

Endelig blev det ikke til at holde ud, Raskolnikow rejste sig og satte sig paa Sofaen.

„Naa, sig mig — hvad vil De?”

„Jeg vidste jo nok, at De ikke sov, men bare lod saaledes,” svarede den Ubekendte og lo roligt. „Tillad at jeg præsenterer mig: Arkadij Iwanowitsch Swidrigailow.”


Ende paa første Del.