Forbryderen/1/4

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 53-71

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1924.

IV.

Hans Moders Brev pinte og plagede ham, og hvad Hovedsagen angik, Kærnepunktet i Skrivelsen, saa var han ikke et Øjeblik i Tvivl, ikke engang mens hans læste Brevet. „Dette Ægteskab kommer aldrig i Stand — ikke saa længe jeg lever! Fanden i Vold med Hr. Luschin!

„…Det er soleklart,” mumlede han med et ondt Smil, som om han triumferede over Udfaldet af sin Beslutning. „Nej, lille Mo'er, nej, Dunja, mig narrer I ikke!… Og saa undskylder de sig endda, fordi de ikke har spurgt mig til Raads og taget Bestemmelse uden mig! Naturligvis! Og saa bilder de sig ind, at Sagen ikke kan gøres om! Det skal vi nok faa at se! Denne Peter Petrowitsch er saa optaget, saa overlæsset med Forretninger, at han saa at sige maa gifte sig pr. Iltog! Det er en rar Forklaring! Nej, lille Dunja, jeg gennemskuer Dig godt, og jeg véd ogsaa nok, hvad det er, Du har at tale med mig om, jeg véd ogsaa, hvad der holdt Dig vaagen hele Natten, og hvorfor Du bad. Vejen til Golgatha er tung!… De har altsaa fast besluttet!... Dunja vil gifte sig med en fornuftig, praktisk Mand, en, som har Formue — allerede har Formue — det klinger godt! — har to Embeder, deler Mening med den yngre Generation, som Moder udtrykker sig, og som efter al Sandsynlighed er god og brav efter Dunjas eget Udsagn. Dette „efter al Sandsynlighed” er glimrende! Og paa dette „efter al Sandsynlighed” gifter min kære Dunja sig med ham! Det er storartet!

„…Gud maa vide, hvorfor Moder egenlig er kommen til at skrive om „den yngre Generation” til mig? Er det kun Meningen at karakterisere Manden derved eller er det for at stemme mig til Fordel for ham? Hun er fiffig nok! Det vilde ogsaa være interessant at faa nøjere Oplysning om en anden Omstændighed: hvor megen eller hvor liden Oprigtighed viste de hinanden hin Dag, den paafølgende Nat og hele den følgende Tid? Har de udtalt sig klart og bestemt paa begge Sider, eller vidste de begge, hvad de hver især i Tavshed tænkte og følte, saa det vilde have været unyttigt at tale højt om det og maaske bare tale over sig? At dømme efter Brevet syntes det sidste at være Tilfælde. Moder fandt ham lidt storladen, og tillod sig i al Troskyldighed at gøre en Bemærkning derom til Dunja. Naturligvis blev Dunja vred og gav et ærgerligt Svar. Ja, naturligvis! Hvem vilde ikke blive ærgerlig over saadan en Bemærkning, naar Sagen i sig selv var klar nok; og naar det en Gang er bestemt, saa taler man ikke mere om den Ting. Og hvad vil det sige, at jeg skal elske min Søster, da hun elsker mig højere end sig selv? Det er ikke andet end et hemmeligt Samvittighedsnag over, at hun ofrer Datteren for Sønnen? O, Mo'er, Mo'er!” — —

Raseriet kogte stærkere og stærkere i ham — havde han i dette Øjeblik mødt Peter Petrowitsch, kunde han have dræbt ham!

„Hm … det er sandt,” vedblev han, følgende de vilde Tanker, der hvirvledes om i hans Hoved, „det er meget rigtigt, at man maa nærme sig ethvert Menneske langsomt og forsigtigt for at lære det rigtigt at kende; men Hr. Luschin er klar nok. Han er en praktisk Mand, og „efter al Sandsynlighed” god og brav, det er Hovedsagen. Er det maaske Bagateller at befordre en stor Kuffert paa egen Regning! Skulde han saa ikke være god? Og hans Forlovede og hendes Moder træffer Aftale med en Bonde, lejer en Bondevogn med en Halmmaatte over — jeg kender den Befordring af Erfaring! — Det gør ingen Ting — det er jo bare halvfemsindstyve Werst, og derfra rejser vi udmærket godt paa tredje Klasse — saadan noget som tusinde Werst. Naa — ja, det er jo meget godt at rette sig efter Omstændighederne; men hvad synes De om det, Hr. Luschin? — Det er jo Deres Forlovede? .... Aner De virkelig slet ikke, at Deres Forlovedes Moder har sat sin Pension i Pant for at skaffe Penge til Rejsen? — Umuligt! — Men ved en saadan Lejlighed kommer naturligvis Spørgsmaalets forretningsmæssige, kommercielle Side først og fremmest i Betragtning; naar en Forretning er grundet paa fælles Fordel, maa ogsaa Udgifterne fordeles til begge Sider. Og selv denne Lejlighed har den dristige Forretningsmand benyttet til at tage dem begge ved Næsen — Rejsegodset koster langt mindre end selve Rejsen; maaske følger det helt gratis med. Véd de det ikke eller vil de ikke vide det? — Den Ordning er de fornøjede med!

„.... Og naar man saa betænker, at dette er deres Forholds Blomstringstid, og at Træet først senere viser sine sande Frugter! Det, der her er af Vigtighed, er ikke Gærrigheden, ikke Lavheden, men Tonen, der gaar gennem det hele; paa den kan man mærke, hvad Tonen senere vil blive i deres Ægteskab — det er en Advarsel.... Og derpaa er det, Moder lader det staa til. Hvad har hun tilovers, naar hun er kommen til St. Petersborg? Tre Rubler eller to „Sedler”, som hun, den gamle, plejer at udtrykke sig.... Hm! Og hvad vil hun saa senere leve af i St. Petersborg? Hun er dog paa det Rene med, at de af visse Grundes Skyld ikke mere kan komme til at leve sammen, naar Dunja bliver gift — ikke engang i den første Tid! Den elskværdige Mand er sandsynligvis allerede kommen med Antydninger derom, hvor meget Moder end søger at afværge en saadan Mistanke. Hun har selv bestemt det. Hvad vil hun da, og hvem stoler hun paa? Paa sin Pension paa hundrede og tyve Rubler og sit Afdrag paa Gælden til Wassilij Iwanowitsch? Hun strikker Uldtøj og broderer Mansketter; med det ødelægger hun sine gamle Øjne, og derved tjener hun tyve Rubler ved Siden af de hundrede og tyve — jeg véd det godt. Det er altsaa ene og alene paa Hr. Luschins gode Sindelag hun bygger. „Han vil selv foreslaa hende det”. Jo — det vil jeg nok tro! Og saaledes gaar det bestandig med disse Schillerske skønne Sjæle; de smykker lige til det sidste Mennesket med Paafuglefjer, lige til det sidste haaber de bestandig det bedste; de tager aldrig det slette hos Mennesket med i Beregning, og selv om de aner, Medaillen har en Bagside, vogter de sig dog for at udtale det forløsende Ord mens det endnu er Tid. De viser Sandheden fra sig med begge Hænder, bare fordi den forskrækker dem — indtil omsider det lovpriste Menneske tager Dem ved Næsen....

„.... Mon ikke denne Hr. Luschin er dekoreret? Jeg tør vædde paa, at han har St. Anna i Knaphullet, og at han bærer den ved Festmiddage hos Leverandører og Købmænd. Den skal rimeligvis ogsaa dingle paa ham til hans Bryllup. Men lad ham for Resten gaa Fanden i Vold!…

„Naa, det faar endda være med Moder, Stakkel! — Gud velsigne hende; hun er nu engang saadan. Men Dunja? lille Dunja, min elskede Søster, jeg kender hende! Hun var næsten tyve Aar gammel, da vi skiltes. Jeg kender hendes Karakter saa nøje. Saa skriver Moder, at Dunja kan bære meget! Jo, det véd jeg — det vidste jeg allerede for halvtredie Aar siden, og jeg har i de Aar tænkt nok over det, netop paa det, at Dunja kan bære meget. Naar hun kunde holde ud hos Hr. Swidrigailow, ja, saa kan hun bære meget. Og nu bilder baade hun og Moder sig ind, at man ogsaa vil kunne holde det ud med Hr. Luschin, der omtrent ved deres første Sammenkomst udviklede sin Teori om, at de Kvinder var at foretrække, der havde lært at kende Nød og Savn, og som modtager alt som en Velgærning af Manden! Naa, han har maaske talt over sig, skønt han er en forsigtig Mand, som vist nok ikke har sagt andet end hvad han mente, men derimod straks vilde bringe sit Standpunkt paa det Rene. Men Dunja! Dunja maa jo dog have gennemskuet dette Menneske, hun skal jo leve sammen med ham. Om galt skulde være vilde hun leve af Vand og Brød — men hun vilde ikke sælge sin Sjæl, ikke ofre sin Selvstændighed for et overdaadigt Liv, nej, ikke for et Hertugdømme — saa meget mindre for en Luschin?

… Nej, dette er ikke den Dunja jeg kendte … og hun har vist heller ikke forandret sig. Og hvad saa?… Det kan være galt nok at maatte holde ud med Folk som Swidrigailows og hele Livet rejse fra Sted til Sted som Guvernante for to hundrede Rublers Løn — det er heller ikke meget tillokkende, men saa meget er sikkert, at min Søster heller solgte sig som Slavinde til en Plantageejer, eller som Grøftegraver hos en Østersøtysker, end hun kunde beslutte sig til at fornedre sig baade aandelig og moralsk gennem en Forbindelse med et Menneske, som hun hverken kan have Agtelse eller Sympati for — oven i Købet for bestandig og for Fordels Skyld! Og var Hr. Luschin end af det rødeste Guld eller af en Ædelsten af reneste Vand, hun hengav sig alligevel ikke til ham som hans ægteviede Frille! Og dog gør hun det! Hvorfor? Hvad er Grunden? Hvor er Løsningen paa denne Gaade? Det er bestemt: for sin egen Skyld, for et behageligt Liv for sig selv, ja selv om hun derved kunde redde sig selv fra Døden, hun solgte sig ikke — men hun gør det for en anden. Der har vi hele Forklaringen: for sin Broders Skyld, for sin Moders Skyld kan hun sælge sig, sælge alt. Ja, det er saadanne Grunde vi har til at kvæle vor egen Æresfølelse, sælge vor Frihed, Fred og Samvittighed som gammelt Skrammel! Lad vort eget Liv kun være forspildt, bare de Væsner, vi elsker saa højt, er lykkelige. Og man laver oven i Købet sine egne Grunde, gaar i Skole hos Jesuiterne og giver sig selv tilfreds dermed; man er overbevist om, at det maa være saaledes for det gode Formaals Skyld. Ja, saaledes er det — det er soleklart. Og det er ogsaa klart, at det er om Rodion Raskolnikow det drejer sig — om ham og ingen anden. Hvem ellers? Man kan jo skabe hans Lykke, sørge for hans Ophold under Universitetstiden, gøre ham til Kompagnon i en Sagførerforretning, sikre hans Fremtid. Hvem véd, om han ikke bliver en rig, agtet og anset Mand, og ender maaske sin Løbebane som en af vore Berømtheder!…

… Men Mo'er? Aa! Talen er jo bare om Rodja, den uforlignelige Rodja, den førstefødte! Skulde man ikke have Lov til at ofre en saadan Datter for en saadan førstefødt Søn? Aa, I elskede, uretfærdige Skabninger! … Hvad gør saa det? For det paatager vi os endog en Sofias Lod! Sofia Marmeladow! Al Tid den samme Sofia siden Verdens Begyndelse! Men har I ogsaa rigtig beregnet Ofrets Betydning? — et Offer som dette! … har I? Har I ogsaa Kraft dertil? Vil det ogsaa være fornuftigt og vil det nytte noget? Véd De ogsaa, Dunja, at Sofias Lod i ingen Retning er afskyeligere end den, der venter Dem hos Hr. Luschin? Om Kærlighed kan her ikke være Tale, skriver Mo'er. Lad os altsaa antage, at der ikke kan være Tale om Kærlighed, ikke engang om Agtelse, men at hun tværtimod nærer Afsky og Foragt for ham og væmmes ved ham — ja, hvad saa? — Det hele gaar ogsaa kun ud paa, at man sørger for sin „Renlighed”. Ikke sandt, saaledes er det? Fatter De ogsaa, hvad den har at sige, denne Renlighed? Fatter De ogsaa, at denne Luschin'ske Renlighed akkurat er lige saa meget værd som Sofias? Hvem véd, om den ikke er endnu mere smudsig, mere gemen, mere væmmelig? Ja, for lille Dunja tænker jo ogsaa paa eget Velvære, hos Sofia kommer det kun an paa ikke at sulte ihjel! Aa, Dunja, denne Renlighed vil blive Dem dyr, meget dyr! Og hvis Byrden saa skulde blive Dem for tung? Hvis nu Angeren kom? Hvor megen Sorg og Græmmelse, hvor mange hemmelige Taarer og Forbandelser! Ja, for De er jo ingen Marta Petrowna. Og hvad skal der saa blive af Moder? Hun er allerede nu urolig og ængstelig, hvorledes vil det blive, naar hun en Gang ser det hele? Og hvad skal der saa blive af mig? — Ja, Gud véd, hvad det egenlig er for Tanker, De har gjort sig om mig? Men jeg tager ikke imod dit Offer, lille Dunja, jeg tager ikke imod det, Moder! Det maa ikke ske — nej, ikke saa længe jeg lever, og det sker heller ikke! … Jeg tager ikke imod det.”

Pludselig saa han op og blev staaende.

„Det maa ikke ske? Men hvad vil Du gøre for at forhindre det? Forbyde det? Med hvad Ret? Hvad kan Du give dem i Stedet for, som giver Dig Ret til at forbyde det? — Ofre dem hele dit Liv, hele din Fremtid, naar Du har endt dine Studier og har erobret dig en Stilling. De Veksler paa Fremtiden kender vi; men nu, straks? Der maa ske noget straks, øjeblikkelig, indser Du det? Og hvad gør Du nu? Du plyndrer dem jo selv. Det er Dunjas Løn fra Swidrigailows og Laan paa den skakkels usle Pension. Og hvorledes vil Du saa beskytte dem mod Swidrigailows, mod Wassilij Iwanowitsch, Du Fremtidsmillionær, Du Zevs, som holder deres Skæbne i din Haand! — Ja, maaske om ti Aar? — I Løbet af ti Aar kan Moder gærne ved Brodering og Strikning have mistet Synet, maaske være død af Sult og Sorg. Og saa din Søster? Ja, tænk nu over, hvad der om ti Aar kan være hændet din Søster, og hvad der kunde være sket i Løbet af disse Aar? Har Du tænkt over det?”

Saaledes pinte han sig selv med Spørgsmaal, og denne Pine var ham næsten en Vellyst. For Resten var disse Spørgsmaal slet ikke nye, det var ikke første Gang de dukkede op — de var gamle, smærtelig bekendte. De havde allerede i lang, lang Tid pint ham og saaret hans Hjærte. Det var længe siden, det smærtefulde Spørgsmaal første Gang var opstaaet hos ham; det var vokset, større og større, mere fast, var modnet og blevet til et forfærdeligt, vildt Fantasibillede, som gnavede paa hans Hjærte og Hjærne, og som ubønhørlig fordrede Løsning. Og nu traf Brevet fra hans Moder ham pludselig som et Tordenslag. Nu var det klart, at der ikke længer var Tid til ørkesløs og daadløs Jammer og Klage, til Grublen og Tænken — nu maatte der handles — hurtigt og bestemt. Han maatte nu for enhver Pris tage en Beslutning, eller …

„Eller ogsaa helt opgive at leve!” raabte han fortvivlet; „eller taalmodig bære sin Skæbne, hvordan den end bliver, en Gang for alle kvæle alt inden i sig, helt frasige sig Retten til at virke, til at leve og til at elske …”

Marmeladows Spørgsmaal fra i Gaar faldt ham pludselig ind: „Forstaar De, hvad det vil sige ikke mere at have nogen Udvej! … Den Mulighed kan ingen undvære at have en eller anden Udvej…”

Pludselig foer han sammen: en Tanke, ogsaa fra i Gaar, opstod hos ham. Men det var alligivel ikke det, der fik ham til at fare sammen; han vidste jo, han kunde ane, at denne Tanke vilde komme igen. Forskellen var kun, at for en Maaned siden, ja for ikke længer siden end i Gaar var denne Tanke ikke andet end et Hjærnespind … men at den nu paa én Gang ikke mere var Hjærnespind, men brændte inden i ham med en ny forfærdelig Klarhed, han ikke havde kendt før. Det virkede paa ham som et Slag i Hovedet — det sortnede for hans Øjne…

Han saa sig hurtigt om, som om han søgte noget. Han følte Trang til at sætte sig og saa sig om efter en Bænk. Det var paa K—boulevarden. Hundrede Skridt borte opdagede han ogsaa en Bænk. Han gik saa hurtigt han kunde hen til den. Paa Vejen oplevede han imidlertid et lille Æventyr, som et Par Minuter fængslede hele hans Opmærksomhed.

Idet han saa hen over Bænken, fik han i en Snes Skridts Frastand Øje paa en Kvinde; i Begyndelsen gav han slet ikke Agt paa hende, lige saa lidt som noget af alt det andet, han passerede forbi, havde fængslet hans Opmærksomhed. Det var allerede tidt hændet, at han var kommen hjem, uden at have Spor af Idé om, hvad Vej han var gaaet, det var bleven ham en Vane at fordybe sig saa fuldstændig i sine Tanker paa Vejen. Men ved denne Kvinde var der noget saa sælsomt, noget, som gjorde, at han ikke kunde faa Blikket fra hende. Han kunde ikke andet, han maatte have Rede paa, hvad det egenligt var, der forekom ham saa mærkeligt ved hende. For det første lod det til at være en ganske ung Pige; hun gik barhovedet i denne brændende Hede, uden Parasol, uden Handsker, og dinglede saa underligt med Hænderne. Hun havde en tynd Silkekjole paa — den hang skødesløs om hende, var næppe knappet; bag paa var Nederdelen revet itu, der var et lille Hul. Om Halsen havde hun et lille Tørklæde, som var bundet helt skævt. Hun gik usikkert og vaklende, ja dinglede ligefrem. Det var især det, som fængslede hele hans Opmærksomhed. Han gik endnu hurtigere og naaede Pigen lige ved Bænken. Hun lod sig falde tungt ned paa den, lod Hovedet synke bag over og lukkede Øjnene lige som af Udmattelse. Ved at betragte hende nøjere, saa han, at hun var fuld. Det var et sælsomt, ukendt Syn — han vilde næppe tro sine egne Øjne. Han saa paa hendes lille ungdommelige Ansigt, vel ikke mere end seksten, eller maaske endog kun femten Aar gammel, et yndigt lille Ansigt, men blussende hedt og ligefrem opsvulmet. Pigen var næppe ved fuld Bevidsthed; hun havde kastet det ene Ben over det andet og derved blottet det mere end egenlig sømmeligt. Efter alt at dømme vidste hun ikke engang, at hun befandt sig paa Gaden.

Raskolnikow satte sig ikke og vilde heller ikke gaa; han blev staaende raadvild foran hende. Denne Boulevard plejer at være temmelig øde, nu, Klokken hen ad 2, og i denne stegende Hede var der omtrent ikke et Menneske at se. Lidt til Siden, i omtrent femten Skridts Afstand, saa han en eneste Herre, der var bleven staaende, og tydeligt nok havde stor Lyst til at nærme sig Pigen; han maatte have et bestemt Formaal. Han havde sikkert ogsaa lagt Mærke til hende i Frastand og forsøgt at indhente hende, men saa var Raskolnikow kommen ham i Forkøbet. Han saa rasende paa ham, men dog saaledes, at Raskolnikow ikke skulde se det, og ventede utaalmodig paa, at denne Pjaltekræmmer skulde gaa, for at han kunde komme hen til hende. Det hele var tydeligt nok.

Herren kunde vel være en tredive Aar, han var kraftig, med fyldige Former, som Mælk og Blod, med røde Læber, et flot lille Overskæg, og var lapseagtig klædt.

Raskolnikow blev rasende; han følte en pludselig Trang til at fornærme den fede Modeherre. Han forlod Pigen et Øjeblik og gik lige hen imod ham.

„Hør, De, Swidrigailow! Hvad er det, De søger her?” spurgte han, knyttede rasende Næven og fortrak Munden til et haanligt Grin.

„Hvad vil det sige?” spurgte Herren i en stræng Tone, rynkede Øjenbrynene og maalte ham med et foragteligt Blik.

„Det vil sige, at De gør bedst i at drive a'!”

„Slyngel! Du vover…”

Han løftede sin Lapsestok.

Raskolnikow kastede sig ind paa ham med knyttede Næver, uden at tænke paa, at en saa kraftig Mand som hans Modstander mindst maatte kunne gøre det af med to som ham. Men i samme Øjeblik blev han grebet bag fra af en vældig Næve, og der stod en Politibetjent mellem dem.

„Rolig, mine Herrer! Ikke Slagsmaal paa aaben Gade.”

Han vendte sig derpaa til Raskolnikow og opdagede hans pjaltede Dragt.

„Hvem er De og hvad vil De?” spurgte han strængt.

Raskolnikow saa skarpt paa ham; det var et trohjærtet Soldateransigt med graat Skæg og et klogt Blik.

„Ja — det er netop Dem, jeg har Brug for,” svarede han og greb ham om Haanden. „Jeg er forhenværende Student, jeg hedder Raskolnikow… ja, det bør De ogsaa vide,” henvendte han sig til sin Modstander; — „og kom nu bare med, saa skal jeg vise Dem noget…”

Og idet han tog Politibetjenten ved Haanden førte han ham hen til Bænken.

„Dèr skal De se — hun er drivende fuld; saadan kom hun dinglende ned ad Boulevarden, og ser ikke ud til at høre til Gadens Tøjter. Det er klart nok, man har et eller andet Sted drukket hende fuld og forført hende .... for første Gang .... De forstaar nok … og saa kastet hende ud paa Gaden. Se bare, hvor Kjolen er flænget … vil De se, hvordan hun er klædt paa … det kan hun ikke selv have gjort … det har været uøvede Mandfolkehænder, det ser man straks. Og vil De nu bare se paa ham dèr, som jeg netop var i Færd med at tugte. Jeg kender ham ikke — jeg har aldrig set ham før; men han havde allerede Kig paa hende, hende, det berusede, bevidstløse Barn. Han er ligefrem gal efter at komme derhen, slaa Kloen i hende — og føre hende et eller andet Sted hen i den Tilstand, hun er. Ja, det er afgjort — De kan tro mig — jeg tager ikke fejl. Jeg har selv set, hvorledes han passede paa hende og forfulgte hende; jeg kom ham i Vejen, og nu venter han bare paa, at jeg skal gaa. Ja, nu har han trukket Følehornene til sig og lader, som han ruller sig en Cigaret… Hvad skal vi nu gøre, for at han ikke skal faa fat i hende! Hvorledes skal vi bære os ad, for at faa hende hjem? Sig mig, hvad vi skal gøre.”

Politibetjenten havde hurtigt forstaaet og overlagt alt. Der var ingen Tvivl om, hvad den tykke Herre vilde; med Hensyn til Pigen var han ikke rigtig paa det Rene. Han bukkede sig ned for at betragte hende nærmere, og der kom et Udtryk af inderlig Medlidenhed over hans Ansigt.

„Aa, Herregud,” sagde han og rystede paa Hovedet; „hun er jo ikke andet end et Barn endnu. Ja — det er klart, at hun er forført. Hør, Frøken!” raabte han, „hvor bor De?”

Pigen aabnede de trætte, sørgmodige Øjne, stirrede sløvt paa Betjenten og værgede for sig med Hænderne.

Raskolnikow søgte i sine Lommer og fandt tyve Kopek. „Der — vil De tage en Droske og skaffe hende hjem. Bare man kunde faa hendes Bopæl at vide.”

„Frøken! Frøken!” begyndte Politibetjenten atter, idet han stak Pengene i Lommen. „Jeg henter straks en Droske og kører hende selv hjem. Hvor vil De hen, Frøken? — Hvad? — Hvor bor De?”

„Gaa.... hvorfor følger De efter mig?” hviskede Pigen og værgede atter for sig.

„Men dette er jo forfærdeligt! Det er skændigt, Frøken!” Han rystede paa Hovedet, som om han samtidigt vilde skænde paa hende og havde Medynk med hende.

„Dette her er ikke let at hitte Rede i,” bemærkede han til Raskolnikow og betragtede ham flygtigt fra Top til Taa. Han forekom ham noget mistænkelig. „Han er selv en Lazzaron, og dog giver han Penge bort.”

„Hvor fandt De hende?” spurgte han.

„Jeg sagde Dem jo, at hun gik og dinglede foran ham her paa Boulevarden. Da hun var naaet hen til Bænken, faldt hun ned og blev liggende.”

„Aa — ja! her sker mange Slyngelstreger her i Verden! Saadan et ungt Pigebarn, og saa fuld! Hun er bleven forført, det er sikkert nok. Se, hvor Kjolen er flænget!… Det er forfærdeligt. Hun er vist af pæne Forældre, om de ogsaa er fattige… Der er saa mange af den Slags Piger nu til Dags. Hun gør Indtryk af at have faaet god Opdragelse og ser ud som en Dame!” Og han bukkede sig atter ned over hende.

Maaske voksede der ogsaa saadanne Døtre op hjemme hos ham selv, „fuldstændig som Damer”, tilsyneladende med god Opdragelse.

„Hovedsagen er, at hun ikke falder i Hænderne paa den Slyngel,” sagde Raskolnikow og pegede hen paa den tykke unge Mand. „Skulde han ogsaa have Lov til at vanære hende? Det er jo let nok at se, at det er det han lurer paa. Vil De bare se — han gaar ikke sin Vej!”

Raskolnikow talte ganske højt og pegede med Fingeren lige hen paa Lapsen.

Manden hørte det, var atter i Færd med at fare hen imod ham, men betænkte sig og indskrænkede sig til at sende ham et foragteligt Blik. Derpaa gik han en halv Snes Skridt længer bort og blev atter staaende.

„Man kan sagtens sørge for, at han ikke faar Fingre i hende,” sagde Politibetjenten og overvejede noget ved sig selv. „Naar hun bare kunde forklare, hvor hun hører hjemme, men saa … Frøken! Frøken!” Han bøjede sig atter ned over hende.

Pludselig slog hun Øjnene helt op, saa opmærksomt hen for sig, som om hun havde forstaaet noget, rejste sig fra Bænken og gik tilbage samme Vej, hun var kommen. „Fy — skam Dem noget! — lad mig gaa i Fred!” og værgede atter for sig. Hun gik hurtig, men dinglede lige som før. Lapsen fulgte efter hende i en Sideallé uden at tabe hende af Syne.

„Vær bare rolig — jeg skal nok passe paa, han ikke faar fat i hende,” sagde Betjenten bestemt og fulgte efter hende. „Verden er fuld af Uanstændighed og Last,” vedblev han i en højere Tone og sukkede.

Men pludselig følte Raskolnikow sig som bidt af en Slange; han var som forvandlet.

„Hør, De!” raabte han efter Betjenten.

Betjenten vendte sig om.

„Aa, lad være! Hvad blander De Deres Næse i den Ting! Lad hende gaa sin Gang! Lad ham faa den, han render efter, hvad rager det Dem?”

Betjenten forstod ham ikke og saa forundret paa ham.

Raskolnikow lo.

Politimanden slog afværgende ud med Haanden og fulgte efter Pigebarnet og Lapsen. Muligvis antog han, at Raskolnikow ikke var rigtig klog.

„Mine tyve Kopek fik han dog,” sagde Raskolnikow med et bittert Smil, da han var bleven ene; naa, saa kan han jo ogsaa faa en Drikkeskilling af den anden og lade Pigebarnet løbe med ham … det bliver vel Enden paa den Historie … Og hvad Fanden vilde jeg ogsaa blande mig i det og være hjælpsom! Er det min Sag at hjælpe den første den bedste? Har jeg i det Hele taget Ret til det? Lad dem æde hinanden op — det kommer ikke mig ved? Med hvad Ret gik jeg hen og gav mine tyve Kopek bort? Var det kanske mine egne?”

Han følte sig tung om Hjærtet og satte sig paa Bænken. Hans urolige Tanker foer frem og tilbage, uden at han var i Stand til at tænke paa noget bestemt. Han vilde allerhelst have glemt alt for senere at vaagne til et nyt Liv.

„Stakkels Pige!” sagde han ved sig selv og, betragtede Bænken, hvor hun havde siddet … naar hun nu kommer til sig selv, græder hun; saa faar hendes Mo'er det at vide — hun skælder hende ud — maaske prygler hun hende og jager hende bort … men selv om hun ikke bliver jaget bort, kommer der al Tid en Doris og fisker efter hende, og den Lille vil snart liste sig hist, saa her. Saa kommer hun paa Hospitalet — dèr kommer jo alle de Pigebørn, som tilsyneladende lever ærbart hjemme hos deres Mo'er, men synder i Smug … Naa — og saa igen Hospitalet … og saa Brændevinen … Knejpen og atter Hospitalet … og nitten Aar gammel — eller maaske ikke mere end atten — saa er hun færdig — gaaet til Bunds. Det har jeg allerede set tidt nok … Og Maaden … det gik akkurat til lige som her! … Fy for Fanden! … Men hvad kommer det saa mig ved? Man siger jo, det skal være saaledes. Saa og saa mange Procent maa der aarlig gaa til Grunde, siger man … de maa vel gaa Fanden i Vold, for at de andre kan holde sig sunde og raske. Procent! ja, det er saa er rart med disse Forklaringer og Grunde, man nu har … det er saadan videnskabelige og beroligende Ord … Det er jo bare nogle Procenter, saa har man da ikke Grund til at blive oprørt … Men sæt nu, at Søster Dunja paa en eller anden Maade blev tvunget ind under disse Procenter … af en eller anden Slags?…

„Men hvor er det nu egenlig jeg gaar hen?” tænkte han pludselig. „Det er underligt! Jeg vilde dog et Sted hen, da jeg gik ud … Da jeg havde læst Brevet, gik jeg ud … til Wassilewsky-Øen — til Rasumichin … ja, nu husker jeg det … Men hvad vilde jeg dèr? Hvorledes fandt jeg egenlig paa at gaa til Rasumichin? Det er løjerligt!”

Han forundrede sig over sig selv. Rasumichin var hans Universitetskammerat. Den Gang Raskolnikow gik paa Universitetet, havde han næsten ingen Kammerater; han holdt sig borte fra dem alle, besøgte ingen af dem og holdt heller ikke af, at nogen kom til ham. Han deltog aldrig hverken i Møder, Diskussioner eller Fornøjelser. Han arbejdede voldsomt uden at skaane sig selv … derfor havde man ogsaa Agtelse for ham, men der var ingen, der holdt af ham. Det var meget smaat for ham, men han var stolt, tilbageholden og tavs, som om der var noget, han vilde holde hemmeligt. Nogle af hans Kammerater syntes at mærke, at han behandlede dem overlegent, som om de var Børn, og som om de stod langt under ham i Udvikling, Kundskaber og Meninger, og saa ned paa deres Interesser og Anskuelser som paa noget umodent.

Den eneste, han havde nogen Fortrolighed til, var Rasumichin; det vil sige, der var ikke Tale om egenlig Fortrolighed, men han var mere meddelsom og oprigtig imod ham.

Det var ogsaa vanskeligt at være andet overfor Rasumichin. Han var en munter og aabenhjærtig Fyr, godmodig og ligefrem, men der var baade Dybde og Ærekærhed gæmt under det ligefremme Væsen. Det var kun de bedste mellem Kammeraterne, der rigtig forstod ham, men alle holdt de af ham. Om han endogsaa stundom gjorde Indtryk af at være vel jævn i sit Væsen, var han dog ikke dum. Han havde et godt karakteristisk Ydre, var høj, mager, sorthaaret, al Tid daarlig barberet. Under Tiden fandt han paa at vælte sig ind paa Folk, og gjaldt for at være meget stærk. En Nat slog han en kæmpemæssig Natvægter til Jorden med et eneste Slag. Han kunde drikke som en Svamp — men han kunde ogsaa lade helt være at nyde Spiritus. Han gjorde somme Tider Dumheder, utilgivelige Dumheder endog, men han kunde ogsaa være rigtig pæn og fornuftig. Desuden var der det Gode ved Rasumichin: der var intet, der kunde sætte ham i daarligt Humør, og at han aldrig lod sig kue af Forholdene, de maatte være saa sorte de vilde.

Om han boede paa et Kvistkammer, om Tarmene skreg i Livet paa ham eller om han var nær ved at fryse ihjæl — det kunde aldrig bringe ham ud af Fatning. Det var uhyre smaat for ham, men han kneb sig alligevel igennem ved Smaaarbejder, uden at nogen hjalp ham. Han vidste en Mængde Kilder, hvorved han kunde tjene Penge. En hel Vinter var han ikke i Stand til at varme sit Kammer op, og han udtalte da som sin Overbevisning, at dette i Grunden var behageligere, fordi man sov bedre i Kulden. Nu havde han ogsaa set sig nødt til at forlade Universitetet, men dog ikke for lang Tid. Han sled og stred for at komme frem igen, saa han kunde fortsætte sine Studier.

Raskolnikow havde i næsten fire Maaneder ikke været hos ham, og Rasumichin vidste ikke engang, hvor Vennen boede. For et Par Maaneder siden havde de mødt hinanden paa Gaden, men Raskolnikow havde vendt sig bort og var endog smuttet over paa den anden Side af Gaden for at undgaa ham. Rasumichin havde godt bemærket det, men han havde ikke villet være paatrængende og gik derfor forbi, uden at tale til ham.