Forbryderen/2/18

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 320-334

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XVIII.

Den samme Dag, om Aftenen mellem seks og syv, gik Raskolnikow hjem til sin Moders og Søsters Bolig, — til den Bolig, som Rasumichin den Gang havde betegnet som passende for dem. Indgangen var fra Gaden.

Raskolnikow nølede og vaklede i Beslutningen om, hvor vidt han skulde gaa ind eller ikke, skønt hans Beslutning var uigenkaldelig fattet, og han for ingen Pris skulde have villet vige tilbage.

For Resten er det jo det samme, tænkte han, — de véd alligevel ingen Ting og betragter mig desuden for en Febersyg …

Hans Klæder var smudsige og lasede; han havde tilbragt hele Natten forud under aaben Himmel. Hans Ansigt var knapt til at kende igen af Trætheden, af Uvejret, af Udmattelsen og af den fire og tyve Timers Sjælekamp. Han havde tilbragt Natten Gud véd hvor, men han havde i det mindste fattet en Beslutning.

Han bankede paa Døren; Moderen aabnede for ham. Dunja var ikke hjemme. Endogsaa Pigen var tilfældigvis gaaet ud.

Pulcheria Alexandrowna var i Begyndelsen maalløs af glad Forbavselse; derpaa tog hun ham ved Haanden og trak ham ind i Værelset.

„Naa, der er Du jo!” begyndte hun stammende af Glæde. „Vær ikke vred paa mig, Rodja, fordi jeg tager imod Dig med Taarer; jeg græder ikke, jeg ler jo. Du tror vel, jeg græder? Nej, det er Glæde, jeg har nu engang den dumme Vane, at jeg straks faar Taarer i Øjnene. Saadan har det været lige siden din Faders Død; jeg kan græde over alting. Sæt Dig ned, min kære Dreng, Du er træt, det ser jeg. Ak, hvor smudsig Du ser ud!”

„Jeg var i Gaar ude i Regnvejret, Moder …” begyndte Raskolnikow.

„Aa, ja, ja, nok om det!” afbrød Pulcheria Alexandrowna ham, „Du tænker vel, at jeg vil begynde med mine forrige Vaner igen og straks give mig til at spørge Dig ud. Vær ikke bange for det. Jeg forstaar jo alt, jeg véd nok, hvad der er Skik og Brug her, og at man her er fornuftigere end hjemme hos os. Jeg indrømmer nu, at det er mig umuligt at forstaa dine Planer og kræve Regnskab af Dig; Gud ved, hvad Du har for Projekter og Forehavender i Hovedet, og hvad for Tanker, som rører sig i dit Sind; skulde jeg da altid være til Bryderi og spørge: hvad tænker Du paa nu? Jeg har … ak, Herre Gud, hvor jeg nu snakker … Ser Du, Rodja, nu er jeg begyndt paa at læse din Afhandling for tredje Gang; Rasumichin bragte os den. Jeg var maalløs af Forbavselse, da jeg saa den; men jeg er en Tosse, tænkte jeg ved mig selv, — altsaa det er det, han sysselsætter sig med, det er Løsningen paa Gaaden! Han har nye Tanker i Hovedet, grunder over dem, og jeg plager og forstyrrer ham. Meget af det forstaar jeg naturligvis ikke; det er jo for Resten indlysende, hvordan kunde det være anderledes?”

„Aa, lad mig se den, Moder.”

Raskolnikow tog Tidsskriftet og saa overfladisk paa sin Afhandling. Hvor meget end hans Stilling og Tilstand skulde synes at modsige det, følte han dog nu denne besynderlige kildrende og søde Følelse, som enhver Forfatter føler, der for første Gang ser sine Tanker paa Tryk; for Resten gjorde de tre og tyve Aar sig ogsaa gældende i dette Tilfælde.

Det varede imidlertid blot et Øjeblik. Da han havde læst nogle Linier, rynkede han Panden, og en dyb Misstemning bemægtigede sig ham. Han huskede den voldsomme Sjælekamp i de sidste Maaneder. Ærgerlig kastede han Afhandlingen paa Bordet.

„Men, Rodja, hvor dum jeg end kan være, saa meget kan jeg dog indse, at Du meget snart bliver en af vore første Lærde, om ikke den allerførste. Og de, som understod sig at tro, at Du var sindssvag? Ha, ha, ha! Ved Du det? — de troede Du var sindssvag! Ak, disse usle Kræ, hvordan skulde de vel ogsaa kunne begribe, hvad Forstand er! Og selv Dunja troede næsten paa det — tænk bare! Din salig Fader sendte to Gange noget ind til Bladene — først Digte — jeg har gemt Hæftet og skal en Gang vise Dig det — og derefter en større Novelle, som jeg bad ham om at lade renskrive for mig, og hvor vi bad for, at de skulde blive optagne! — men nej, de blev ikke optagne. For seks, syv Dage siden, Rodja, var jeg ganske ulykkelig, naar jeg saa paa dine Klæder, og naar jeg tænkte paa, hvordan Du lever, hvad Du spiser, og hvordan Du er klædt. Men nu indser jeg, at det ogsaa var enfoldigt, for, naar Du bare vilde, saa kunde Du med din Forstand opnaa alt. Du vil kun endnu ikke, Du er sysselsat med noget vigtigere!”

„Er Dunja hjemme, Moder?”

„Nej, Rodja. Hun er meget ofte ude og lader mig være alene. Rasumichin kommer ikke sjælden til mig og taler altid kun om Dig; jeg er ham meget taknemlig. Han holder af Dig og agter Dig. Om din Søster vil jeg ikke just sige, at hun er uærbødig mod mig; jeg beklager mig jo heller ikke. Hun har sine egne Ideer, ligesom jeg har mine; men det lader til, at hun har nogle Hemmeligheder; jeg har ingen Hemmeligheder for Dig og hende. Naturligvis har jeg den faste Overbevisning, at Dunja er forstandig, og at hun holder af mig og Dig .... men jeg véd ikke, hvad alt dette skal føre til. At Du nu er kommen til mig, Rodja, det har gjort mig saa lykkelig, men hun er gaaet glip af dit Besøg; naar hun nu kommer hjem, saa siger jeg til, hende: medens Du var borte, har din Broder været her, men Du, hvor har Du tilbragt Tiden? Du behøver ikke at forvænne mig, Rodja; naar Du kan, saa kom; lader det sig ikke gøre — naa, saa kan det ikke være anderledes, saa faar jeg vente. Jeg er jo overbevist om, at Du holder af mig, og det faar være mig nok. Jeg vil læse dine Afhandlinger, høre, hvad de andre siger om Dig, og da, da kommer Du nok selv ogsaa en Gang for at se til os, hvad behøves saa mere? Nu er Du jo ogsaa kommen for at trøste din Moder, jeg ser det jo…”

Pulcheria Alexandrowna begyndte pludselig atter at græde.

„Saa, nu græder jeg igen! Men bryd Dig ikke om det; jeg er en Tosse. Og at jeg kan sidde her…”, raabte hun og sprang op, „jeg har jo Kaffe og byder Dig ikke en Gang! Der ser man, hvor en gammel Kone som jeg kan være egoistisk. Nu skal jeg straks skænke Dig en Kop.”

„Moder, lad det være; jeg maa straks gaa. Jeg er ikke kommen derfor; hør paa mig, saa er Du god.”

Pulcheria Alexandrowna traadte ængstelig hen til ham.

„Moder, hvad der saa sket, hvad Du end faar at høre om mig, hvad de end vil sige om mig — vil Du altid holde saadan af mig som nu?” spurgte han pludselig saa hjærteligt og underligt, som om han slet ikke agtede paa sine Ord og slet ikke vejede dem.

„Rodja, Rodja, hvad siger Du? Hvor kan Du da spørge? Og hvem skulde vel sige noget ondt om Dig. Jeg vil dog ikke tro nogen; den, som kom med sligt, jagede jeg ganske simpelt bort!”

„Jeg er kommen for at give Dig den Forsikring, at jeg altid har holdt af Dig, og jeg er glad over at vi er alene, ja endog saa glad over, at Dunja ikke er her,” vedblev han med samme Iver, „jeg er altsaa kommen for at sige Dig, at skønt Du bliver ulykkelig, elsker din Søn Dig dog mere end sig selv, og at alt, hvad Du kan have tænkt om min Haardhjærtethed og Ligegyldighed mod Dig, er usandt. Jeg skal aldrig holde op at elske Dig!… Naa, og saa nok om det; jeg syntes, det var nødvendigt at sige Dig det, og at begynde med dette…”

Pulcheria Alexandrowna omfavnede ham tavs, trykkede ham til sit Bryst og græd.

„Hvad der foregaar med Dig, Rodja, det ved jeg ikke”, sagde hun endelig. „Jeg tænkte hele Tiden, at vi bare var Dig til Bryderi, men nu indser jeg paa min Maade, at der forestaar Dig en stor Lidelse, og at det er derfor, Du er saa bekymret. Jeg har allerede længe tænkt, at det maatte komme, Rodja. Tilgiv mig, at jeg begynder at tale om det, men jeg tænker bestandig paa det og kan derfor ikke sove om Natten. I Nat fantaserede din Søster uafbrudt og nævnte Dig. Jeg hørte nok noget af det, men forstod ingen Ting. Hele Morgenen gik jeg omkring som en dødsdømt; det var, som om jeg forberedte mig paa noget, jeg havde en Anelse, og nu har jeg oplevet det! Rodja, Rodja, hvor vil Du hen? Rejser Du bort?”

„Ja, jeg rejser.”

„Tænkte jeg det ikke nok! Jeg kunde jo rejse med Dig, om det var nødvendigt, og Dunja ogsaa; hun holder af Dig, hun holder meget af Dig; for mig maatte ogsaa Sofia Ssemjonowna rejse med, hvis Du ønsker det. Jeg skal gærne antage hende som Datter. Rasumichin vil ogsaa hjælpe os … men hvorhen … rejser Du … da egentlig?”

„Lev vel, Moder.”

„Hvad, allerede i Dag?” raabte hun, som om; hun skulde miste ham for evig.

„Jeg kan ikke blive længere, det er paa Tide, jeg maa nødvendigt…”

„Og jeg maa ikke følge med Dig?”

„Nej, men knæl og bed for mig. Din Bøn bliver maaske hørt.”

„Kom, jeg vil slaa Kors for Dig, velsigne Dig! Saa! saa! Aa Gud, hvad skal vi gøre!”

Ja, han var glad, meget glad over, at ingen var til Stede, at han var alene med sin Moder. Det var, som om med en Gang hans Hjærte var blødt for hele denne tunge Tid. Han faldt ned for hende, kyssede hendes Fadder og begge to omfavnede hinanden og græd. Og hun undrede sig ikke mere og spurgte ham nu heller ikke mere. Hun havde forlængst anet, at der foregik noget skrækkeligt med hendes Søn; men nu maatte der være indtraadt et frygteligt Øjeblik for ham.

„Rodja, min dyrebare, min førstefødte,” sagde hun hulkende, „nu er Du igen som Du var som lille Dreng, da kom Du ogsaa saadan hen til mig og omfavnede mig og kyssede mig; den Gang vi endnu havde din Fader og levede sammen i Fattigdom, og allerede det var os en Trøst, at vi havde Dig, og da jeg saa maatte begrave din Fader — da omfavnede vi ofte hinanden ligesom nu, naar vi græd ved Graven. Og at jeg græder saa ofte, det kommer deraf, at mit Moderhjærte for længe siden har anet en Ulykke. Allerede første Gang, jeg saa Dig, husker Du, vi var netop ankomne, da læste jeg alt i dine Blikke; den Gang skælvede mit Hjærte, og nu i Dag, da jeg lukkede op for Dig og saa paa Dig, da tænkte jeg straks, nu, nu er den skæbnesvangre Stand kommen. Rodja, Rodja, Du rejser vel ikke nu straks?”

„Nej.”

„Du kommer vel igen.”

„Ja, … jeg kommer.”

„Rodja, vær ikke vred paa mig, jeg tør ikke spørge dig ud. Jeg véd, at jeg ikke maa, men sig mig bare et Par Ord, sig mig: er det langt Du rejser?”

„Meget langt.”

„Hvad rejser Du efter — er der nogen Bestilling, nogen Levevej for Dig?”

„Hvad Gud vil sende mig!… Men bed for mig…”

Raskolnikow gik til Døren, men hun holdt ham tilbage og saa ham fortvivlet ind i Øjnene. Hendes Ansigt var fortrukket af Skræk.

„Lad det nu være nok, Moder,” sagde Raskolnikow og angrede dybt, at han var kommen.

„Ikke for evig! Ikke sandt, det er endnu ikke for evig? Hvad?… Du kommer jo igen, maaske allerede i Morgen?”

„Ja, ja, jeg kommer … lev vel.”

Endelig fik han revet sig løs.

Aftenen var smuk og varm; allerede fra Morgenen af havde Vejret klarnet.

Raskolnikow gik hurtigt hjem. Han vilde inden Solnedgang gøre en Ende paa det hele. Indtil da vilde han ikke træffe nogen.

Da han gik opad Trappen, lagde han Mærke til, at Nastasija lod sin Ssamowar staa og saa opmærksomt efter ham. Skulde der være nogen deroppe alligevel? Med Uvilje tænkte han paa Porphyrius.

Men da han var kommen op og havde aabnet Døren, saa han Dunja staa foran sig.

Hun sad ganske alene i dyb Grublen og syntes allerede længe at have ventet paa ham. Han blev staaende i Døraabningen. Hun rejste sig forskrækket op fra Sofaen og stod ligeoverfor ham. Hendes stivt paa ham rettede Blik udtrykte Skræk og uendelig Kaminer, og af dette Blik alene forstod han straks, at hun vidste alt.

„Skal jeg komme ind til Dig, eller skal jeg gaa igen?” spurgte han mistænksomt.

„Jeg har hele Dagen været hos Sofia Ssemjonowna; vi ventede begge to, Du skulde komme. Vi troede bestemt, at Du vilde komme derhen.”

Raskolnikow gik ind og satte sig udmattet ned paa en Stol.

„Jeg er saa svag, Dunja, jeg er saa udmattet; og dog vilde jeg saa gærne, i al Fald i dette Minut, kunne beherske mig fuldstændigt.”

Han sendte hende et mistænksomt Blik.

„Hvor har Du været henne i Nat?”

„Jeg husker det ikke længer saa nøje. Ser Du, Søster, jeg gik lange med Nevaen; det kan jeg huske. Dèr vilde jeg gøre en Ende paa det, men … jeg kunde ikke beslutte mig til det…” hviskede han og saa atter mistænksomt paa Dunja.

„Gud være lovet! Det var netop det, vi var bange for, jeg og Sofia Ssemjonowna. Altsaa tror Du dog endnu paa Livet. Gud være lovet! Gud være lovet!”

Raskolnikow smilede bittert.

„Jeg har ikke troet paa nogen Ting; men netop nu omfavnede jeg Moder og græd med hende; ingenting tror jeg — men jeg har dog bønfaldt hende om, at hun skulde bede for mig. Gud véd, hvad det betyder; jeg forstaar ikke et Muk af det, Dunja.”

„Har Du været hos Moder? og har sagt hende det?” raabte Dunja forskrækket. „Har Du virkelig kunnet beslutte Dig til at sige hende det?”

„Nej, jeg har ikke sagt det … med Ord ikke; men hun forstod adskilligt. Hun hørte Dig tale i Søvne i Nat. Jeg er overbevist om, at hun i al Fald har gættet Halvdelen. Jeg véd heller ikke, hvorfor jeg egenlig gik hen til hende. Jeg er et gement Menneske, Dunja.”

„Du skulde være et gement Menneske? Og Du har dog besluttet Dig til at tage din Straf paa Dig! Er det ikke rigtigt?”

„Jo jeg vil, og det straks. Ja, blot for at undgaa denne Skam vilde jeg drukne mig, Dunja; men saa tænkte jeg, da jeg allerede stod ved Vandet, at naar jeg hidtil havde anset mig for stærk, saa turde jeg heller ikke nu skræmmes tilbage for Skammen. — Er det Stolthed, Dunja?”

„Ja, Rodja, det er Stolthed.”

Det var, som om hans tilslørede Øjne endnu en Gang flammede op, det var, som om han glædede sig over endnu at være stolt.

„Og Du tror ikke, Søster, at jeg ganske simpelt var bange for Vandet?” spurgte han med et fortrukket Smil og saa hende ind i Øjnene.

„Aa, Rodja, hold op!” sagde Dunja bittert.

Tavsheden varede et Par Minuter.

Han sad der grublende og stirrede paa Gulvet; Søsteren stod ved den anden Ende af Bordet og saa kvalfuldt paa ham.

Pludselig rejste han sig.

„Det er allerede sent, det er paa Tide at jeg kommer afsted. Jeg gaar straks hen for at angive mig. Men jeg véd egenlig ikke, hvorfor jeg gør det.”

Store Taarer randt nedover hendes Ansigt.

„Du græder, Søster, men kan Du ogsaa give mig Haanden?”

„Kunde Du tvivle paa det?”

Hun omfavnede ham inderligt.

„Udsoner Du maaske ikke allerede det halve af din Forbrydelse derved, at Du angiver Dig selv og tager din Straf paa Dig?” sagde hun, idet hun trykkede ham fast til sig og kyssede ham.

„Forbrydelse? Hvad for en Forbrydelse?” raabte han i et pludseligt Vredeanfald. „At jeg har dræbt en gammel Optrækkerske, som ikke var til Gavn for nogen, og for hvis Mord fyrretyve Synder maatte tilgives; hun, som sugede de Fattiges Blod — det skulde være en Forbrydelse? Jeg tænker ikke paa sligt, og det falder mig heller ikke ind at ville udsone det. Hvorfor kaster man mig bestandig „Forbryder! Forbryder!” i Ansigtet? Først nu erkender jeg rigtigt det absurde i min Modløshed, nu, da jeg allerede har besluttet mig til at tage denne unødige Skam over mig! Denne Beslutning beviser bare min Gemenhed, min Aandsfattigdom, og maaske tillige … min Beregning … som denne Porphyrius forklarede mig…”

„Broder, Broder, hvordan er det, Du taler! Du har jo dog udgydt Blod!” raabte Dunja fortvivlet.

„Alle udgyder det,” fortsatte han næsten ude af sig selv, „det flyder og flød fra ældgammel Tid paa Jorden som en Flod, det flyder som Champagne, og man bliver kronet paa Kapitolium for det og siden kaldt en Menneskehedens Velgører. Se bare lidt opmærksomt til, se Dig om! Jeg vilde jo bare det gode, og jeg vilde have gjort Hundrede, Tusind gode Gærninger for denne ene Dumhed; ikke, engang en Dumhed var det — bare en Ubehændighed; thi Tanken var slet ikke saa dum, som den synes nu, da den er mislykket, og det mislykkede synes altid dumt! Ved denne Dumhed vilde jeg blot sætte mig i en uafhængig Stilling, gøre det første Skridt, skaffe mig Midler, og senere vilde alt have været opvejet ved en forholdsvis umaadelig Nytte … men jeg har ikke engang kunnet gennemføre det første Skridt, fordi jeg er en .. Usling! Det er det hele. Og trods alt kommer jeg dog ikke til at dele Eders Synsmaade. Var det lykkedes mig, vilde man have bekranset mig — men nu sætter man mig i Hullet.”

„Hvad er det, Du siger, Broder; det er jo forfærdeligt!”

„Aa! det er maaske ikke den rigtige Form, ikke nogen æstetisk-skjøn Form! Naa, jeg kan slet ikke begribe, hvorfor det at slaa Folk ned med Kartætsker ved en regelmæssig Belejring skulde være en ærefuldere Form. At sky den uæstetiske Form er det første Tegn paa Svaghed!… Aldrig, aldrig har jeg klarere end nu forstaaet dette, og mindre end nogensinde begriber jeg nu, at jeg skulde være Forbryder! Aldrig var jeg stærkere og mere overtydet end nu, aldrig!

Hans blege af Sorger furede Ansigt fik endogsaa Farve ved disse Ord; da han sagde det, mødte hans Blik tilfældigvis Dunjas paa ham rettede Øjne, og han læste i dem saa megen Lidelse og Medfølelse, at han uvilkaarligt besindede sig. Han følte, at han trods alt havde gjort disse Kvinder ulykkelige, og det var ham, som var Aarsagen til…

„Dunja, elskede Søster, hvis jeg er skyldig, saa tilgiv Du mig. Lev vel! Lad os ikke strides. Det er paa høje Tid! Følg mig ikke, jeg beder Dig indstændigt om det, jeg maa endnu hen til en … Gaa nu hjem til Moder! Jeg beder Dig saa inderligt om det, gør det! Dette er den sidste og store Bøn, som jeg retter til Dig. Vig ikke et Øjeblik fra hende! Jeg forlod hende vi en Uro, som hun vist ikke kan bære; enten dør hun, eller hun mister Forstanden. Bliv altsaa hos hende! Rasumichin vil ogsaa blive hos Eder; jeg sagde ham … Græd ikke for mig! jeg skal gøre mig Umage for at være mandig og ærlig i hele mit Liv, skønt jeg er en Morder. Maaske vil Du en Gang høre mit Navn. Jeg skal ikke gøre Eder nogen Skam, det skal Du faa at se. Jeg vil endnu bevise … dog, nu foreløbig paa Gensyn!” endte han hurtig, da han atter ved sine sidste Ord og Løfter mærkede et ejendommeligt Udtryk i Dunjas Øjne. „Hvorfor græder Du? Græd ikke, græd ikke; vi skilles jo ikke for evig … Ak ja, vent, jeg glemte noget.”

Han gik hen til Bordet, greb en tyk, støvet Bog, slog den op og tog ud af den et lille Elfenbens-Miniaturportræt. Det var Billedet af hans tidligere Forlovede, Værtindens Datter, som var død af en hidsig Feber; samme besynderlige Pige, som havde villet gaa i Kloster.

Næsten i et helt Minut betragtede han dette udtryksfulde, sygelige Ansigt, kyssede Billedet og gav det til Dunja.

„Dér, med hende har jeg talt meget om det, med hende alene,” sagde han tankefuld, „hendes Hjærte har jeg betroet meget af det, som er gaaet saa frygtelig i Opfyldelse. Vær ikke urolig, Dunja, hun var ikke enig med mig, lige saa lidt som Du, og jeg er glad ved, at hun ikke har oplevet det. Hovedsagen er, at al Ting nu begynder fra nyt af, et fuldstændigt Brud med Fortiden!” sagde han pludselig. „Alt, alt! — Men er jeg nu ogsaa forberedt til det? Vil jeg det selv? Hvortil skal alle disse taabelige Prøvelser? Hvad Gavn gør de? Vil jeg da begribe bedre end nu, naar jeg er bleven sønderpint af Kvaler, og svækket gennem en Snes Aars Tvangsarbejde, og hvad skal jeg vel da leve for? Hvorfor finder jeg mig egentlig nu i en saadan Fremtid? Aa, jeg vidste nok, at jeg er en elendig en; det følte jeg, da jeg i Dag i Morgendæmringen stod ved Newaen!”

Endelig gik de begge to.

Dunja havde vanskeligt ved at skilles fra ham, hun holdt saa meget af ham. Endelig gik hun, men da hun var et halvt Hundrede Skridt borte, vendte hun sig om for at se efter ham; han var endnu i Sigte. Da han var kommen hen til Hjørnet, vendte han sig ogsaa om, og deres Blikke mødtes sidste Gang; han vinkede utaalmodig og ærgerlig med Haanden, at hun skulde gaa sin Vej, men selv drejede han om Hjørnet.

Jeg føler, at jeg er en daarlig Person, tænkte han, da han et Minut senere skammede sig over sin Optræden. Men hvorfor holder de da af mig, naar jeg ikke er det værd? Aa, hvis jeg var alene og ingen holdt af mig, og hvis jeg selv aldrig havde holdt af og ikke holdt af nogen! da var alt dette ikke sket! Det var dog virkelig interessant at erfare, om min Sjæl i de femten eller tyve Aar virkelig vil ydmyge sig saadan, at jeg virkelig ærefrygtsfuld ved enhver Anledning vil kalde mig selv for en Rovmorder. Ja, ganske vist, ganske vist! Derfor dømmer og forviser de mig jo, det er jo netop deres Maal!… Der løber de nu op og ned ad Gaden, og enhver af dem er dog allerede af Naturen en Skurk og en Røver, eller endnu værre — en Idiot! Men man skulde bare forsøge paa at eftergive mig Straffen — ja da vilde de allesammen blive rasende af ædel Harme! Aa, hvor jeg hader dem allesammen.

Han fordybede sig i det Spørgsmaal, hvad det vel var, der foregik i ham for at bringe ham derhen, at han lige over for alle, uden at ræsonnere, vilde blive ydmyg af Overbevisning.

Naa, og hvorfor ikke? Naturligvis, saadan skal det jo være. Som om et tyveaarigt uophørligt Tryk paa Mennesket ikke helt skulde lade det gaa til Grunde! Stadigt Dryp udhuler Stenen. Og hvorfor, i hvilket Øjemed skulde man da leve? Hvorfor gaar jeg nu derhen, skønt jeg véd, at det vil blive saaledes, som der staar i Bogen, og ikke anderledes!

Det var vistnok for hundrede Gang siden den foregaaende Aften, at han havde forelagt sig det Spørgsmaal — men han gik alligevel.