Forbryderen/2/6

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 99-110

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1924.


VI.

Senere, naar Raskolnikow mindedes dette Moment, fremstillede det sig saaledes for ham:

Den Støj, som hørtes bag Døren, blev pludselig stærkere, og Døren aabnede sig lidt.

„Hvad er der paafærde?” raabte Porphyrius ærgerlig, jeg har jo befalet…”

Der fulgte ikke noget Svar, men man kunde høre, at der bag Døren befandt sig flere Personer, som gjorde sig Umage for at puffe en bort.

„Hvad er der paa Færde?” gentog Porphyrius Petrowitsch hæftigt.

„De har bragt Arrestanten Nikolaj herop!” svarede en Stemme.

„Det behøves ikke! Bort med ham! Han skal vente!… hvorfor har de sluppet ham ind! Hvad er det for en Uorden!” raabte Porphyrius og styrtede til Døren.

„Han har…” begyndte den samme Stemme, men standsede pludseligt.

Omtrent to Sekunder, ikke længere, varede Kampen; derpaa syntes det, som om en Person stødte en anden bort med Magt — straks derpaa traadte et meget blegt Menneske ind i Kabinettet.

Dette Menneskes Udseende var i høj Grad ejendommeligt. Han stirrede hen for sig og syntes ikke at se nogen. I hans Øjne lyttede en fast Beslutning, en Dødbleghed, som om man førte ham til Retterstedet, bedækkede hans Ansigt. Hans blege Læber skælvede.

Han var endnu meget ung og klædt som en Arbejder, middelstor, mager, med kortklippet Haar og fine, men haarde Ansigtstræk.

Den, der uventet var bleven stødt bort, styrtede efter ham ind i Værelset, og det lykkedes ham at gribe ham ved Skulderen; det var en af Politieskorten; men Nikolaj rev sig atter løs fra ham.

I Døren trængte nogle nysgærrige sig frem, flere forsøgte endog at trænge sig ind i Værelset; alt dette varede kun faa Øjeblikke.

„Bort med ham, det er endnu for tidligt! Vent til man kalder Dig!… Hvorfor har De bragt ham ind nu?” brummede Porphyrius Petrowitsch yderst ærgerlig, aldeles som om man havde krydset hans Planer.

Men Nikolaj faldt pludselig ned paa Knæ.

„Hvad vil Du?” raabte Porphyrius forbavset.

„Jeg har gjort det! Jeg er Morderen!” lød det pludseligt fra Nikolajs Mund med næsten aandeløs, men dog temmelig lydelig Stemme.

Omtrent i ti Sekunder varede Tavsheden, det var, som om alle pludselig var forstenede; endog den eskorterende Politifunktionær veg tilbage og vovede sig ikke atter frem til Nikolaj; han vendte tilbage til Døren og stod der ubevægelig.

„Hvad skal det betyde?” raabte Porphyrius Petrowitsch, da han havde samlet sig efter sin Bedøvelse.

„Jeg er … Morderen!…” gentog Nikolaj efter en liden Stund.

„Hvad?… Du er?… hvordan det? Hvem har Du dræbt?”

Porphyrius Petrowitsch havde øjensynlig tabt Selvbeherskelsen.

Efter en Stund sagde Nikolaj:

„Aljona Iwanowna og hendes Søster Elisabeth Iwanowna har jeg … slaaet ihjel … med Øksen. Jeg var greben af en pludselig Sindsforvirring”, tilføjede han og taug atter. Han laa endnu stedse paa Knæ.

Porphyrius stod der nogle Øjeblikke eftertænksomt, mandede sig imidlertid straks op og vinkede de ubudne Tilhørere bort. De forsvandt i et Nu, og Døren blev lukket.

Derpaa betragtede han Raskolnikow, som stod i Krogen og paa sin Side stirrede paa Nikolaj, vendte sig saa atter til Nikolaj, saa til Raskolnikow, derpaa atter til Nikolaj, og styrtede derpaa med en pludselig Beslutning løs paa den sidstnævnte.

„Hvordan kan det falde Dig ind at komme til mig med din sindsforvirrede Snak?” skreg han rasende til ham. „Jeg har jo slet ikke spurgt Dig om det? … sig nu, har Du virkelig dræbt hende?”

„Jeg er Morderen … jeg aflægger Tilstaaelse” sagde Nikolai.

„Aa Snak!… Hvad dræbte Du hende med?”

„Med en Økse. Jeg havde den i Beredskab.”

„Saa sagte! Var Du alene?”

Nikolai forstod ikke Spørgsmaalet.

„Var Du alene om at slaa hende ihjel?”

„Ganske alene. Mit'ka er uskyldig og har slet ikke noget med det at gøre!”

„Du behøver ikke at skynde Dig med at drage Mit'ka ind i Samtalen. Naa, hvordan var det altsaa, hvordan forholder det sig med, at Du løb ned ad Trappen? Portnerne mødte Jer jo begge to?”

„Det var for at bortvende Mistanken … at jeg løb af Sted med Mit'ka …” svarede Nikolai flydende, ligesom om han havde forberedt sig paa Svaret.

„Naa, der har vi det!” raabte Porphyrius ærgerlig, „det er andres Ord han snakker efter!” mumlede han derpaa hen for sig og saa atter hen paa Raskolnikow.

Først nu samlede han sig atter og blev endog forlegen …

„Rodion Romanowitsch, kæreste Ven, undskyld — dette kan ikke gaa an; kom … det her er ikke noget for Dem … jeg er selv … ser De, hvad dette dog er for Overraskelser; kjære, kom.”

Han tog ham ved Haanden og pegede mod Døren.

„Aha! Det lader til, at De ikke havde ventet dette?” sagde Raskolnikow, som naturligvis selv ikke forstod et Gran af, hvad der var sket, men dog havde faaet Tid til at samle sig.

„Heller ikke De, bedste Ven, havde vel ventet dette. Hvor Deres Haand skælver! ha, ha!”

„De skælver jo ogsaa, Porphyrius Petrowitsch.”

„Jeg ogsaa? Det havde jeg ikke troet!…”

De stod allerede ved Døren; Porphyrius ventede utaalmodig paa, at Raskolnikow skulde gaa.

„Men hvad bliver det til med Deres Overraskelse; vil De ikke først vise mig den?” sagde Raskolnikow spotsk.

„Tænderne klaprer jo endnu i Munden paa Dem, og alligevel begynder De igen! ha, ha! Hvad De dog er for et ironisk Menneske! Naa, paa Gensyn altsaa!”

„Forhaabentlig mener De — Farvel!”

„Om Gud vil!” mumlede Porphyrius med et surt Smil.

Da Raskolnikow gik gennem Kontoret, bemærkede han, at man saa opmærksomt efter ham.

I Forværelset opdagede han blandt en Flok Mennesker begge Portnerne, som han den Gang havde opfordret til at gaa til Politiet med ham. De stod og ventede.

Knap var han imidlertid ude paa Trappen, saa hørte han allerede Porphyrius Petrowitsch's Stemme bagved sig. Da han vendte sig om, bemærkede han, at han løb efter ham og var ganske stakaandet.

„Endnu et Ord, Rodion Romanowitsch; — hvad den Affære derinde o. s. v. betræffer — naa, om Gud vil! Men for at gøre de retslige Former Fyldest, maa jeg dog endnu ulejlige Dem — vi ses altsaa igen, ikke sandt?”

Og Porphyrius blev smilende staaende foran ham.

„Ikke sandt?” gentog han; det syntes, som om han havde til Hensigt endnu at sige noget — men der kom ikke mere.

„Og mig, Porphyrius Petrowitsch, maa De undskylde — jeg beder Dem — for dette her før … jeg blev hidsig…” begyndte Raskolnikow, der nu var ganske fattet og havde det uimodstaaelige Ønske at gøre sig vigtig.

„Det siger intet!” afbrød Porphyrius ham i en næsten fornøjet Tone … „jeg selv var jo ogsaa … har desværre en saa giftig Karakter, det gør mig ondt! Naa, vi ses altsaa igen … og hvis det er Guds Vilje, saa ses vi snart, ret snart! —”

„Og da vil vi først ret lære hinanden at kende,” sagde Raskolnikow.

„Og da vil vi først ret lære hinanden at kende!” bekræftede Porphyrius Petrowitsch, og saa derved blinkende, meget alvorligt paa ham. „Nu gaar De altsaa til Gildet i Anledning af Navnedagen?”

„De mener til Begravelsen!”

„Ak ja! til Begravelsen. Vogt blot Deres Helbred, Deres Helbred fremfor alt!”

„Hvad skal jeg ønske Dem til Gengæld? Jeg ved det virkelig ikke!” sagde Raskolnikow, idet han begyndte at gaa nedad Trappen: han vendte sig imidlertid endnu en Gang om og sagde: „jeg vilde gærne ønske Dem „god Lykke”, men, ser De, De har dog virkelig en altfor komisk Beskæftigelse.”

„Hvorledes mener De?” Porphyrius spidsede straks Øren.

„Aa jo, se dog bare paa denne stakkels Mikolka, ham har De vist ogsaa pint og plaget saa længe, martret paa Deres psykologiske Maade, indtil han endelig har tilstaaet; De har vel Dag og Nat sagt til ham: „Du er Morderen, Du er Morderen…” og nu, da han har tilstaaet, vil De igen begynde at maltraktere ham. Nu kommer det igen til at hede: „Du lyver, Du er ikke Morderen, Du kan ikke være det, Du snakker efter andre!” — Er det ikke komisk?”

„Ha, ha, ha! Altsaa har De lagt Mærke til, at jeg før sagde, at han snakker efter andre?”

„Hvorfor skulde jeg ikke have lagt Mærke til det!”

„Ha, ha! det er aandrigt, meget aandrigt! Ingen Ting undgaar Dem da heller! De er et meget fint, skarpsindigt Hoved: Just den komiske Side opfatter De .... ha, ha! Gogol, tror Jeg havde ogsaa denne Gave i højeste Grad, ikke sandt?”

„Javel, Gogol.”

„Ja, ja, Gogol . . . Altsaa paa et behageligt Gensyn!”

„I lige Maade!”

Raskolnikov gik direkte hjem.

Han var dog til Slut bleven saa forvirret, at da han kom hjem og havde sat sig paa Sofaen, behøvede han mindst et Kvarter til at hvile sig ud og nogenlunde samle sine Tanker.

Paa Nikolaj vovede han endnu ikke at tænke! han følte, at han var stærkt rystet; at der var noget uforklarligt vidunderligt i Nikolajs Tilstaaelse, noget han endnu ikke kunde begribe. Men Tilstaaelsen var i al Fald en Kendsgærning.

Følgerne deraf stod ham straks klart: Løgnen maatte snart komme for Lyset, og da var Turen atter til ham.

Men han var dog i det mindste fri foreløbig og maatte benytte Tiden til at udrette noget for sig, thi Faren var uundgaaelig.

Men til hvilken Grad var Faren for Haanden?

Situationen begyndte at klare sig.

Da han nu atter gennemgik Scenen med Porphyrius, kunde han ikke værge sig mod Følelsen af en gruelig Skræk.

Alle Porphyrius' Hensigter kendte han sikkert nok ikke endnu og kunde heller ikke endnu gennemskue hans Beregninger. Men en Del af Spillet laa allerede oplagt for ham, og ingen kunde naturligvis bedre end han bedømme, hvor frygteligt dette „Træk” i Porphyrius' Spil var for ham. Der manglede kun lidt i, at han havde forraadt sig.

Porphyrius, som kendte sin Modstanders Karakter og sygelige Tilstand, og straks rigtig havde grebet og benyttet den, handlede vel hensynsløst, men med sikkert Held.

Det lod sig ikke nægte, Raskolnikov havde allerede forud kompromitteret sig tilstrækkeligt, men til Kendsgærninger var det dog endnu ikke kommet.

Men nu var Spørgsmaalet: opfattede han ogsaa al Ting rigtigt, tog han ikke Fejl? Var der virkelig i Tag noget forberedt derhenne? Og hvilket? Paa hvilken Maade vilde de være skiltes ad i Dag, hvis ikke den uventede Katastrofe med Nikolaj var kommen?

Porphyrius havde næsten lagt Spillet op; det var vovet Spil, men han havde gjort det; og havde han haft mere at sige, var han nok kommen frem med det, mente Raskolnikow.

Men hvad var det for en „Overraskelse?" vilde han bare spænde hans Nysgærrighed med det? Havde det noget at betyde eller ikke? Kunde der derunder skjule sig noget, der saa ud som et Faktum, som en positiv Anklage? Maaske Manden fra i Gaar? Hvor mon han var? Og hvis Porphyrius overhovedet har noget positivt, saa er det i al Fald i Forbindelse med dette Menneske.

Han sad paa Sofaen, lod Hovedet hænge, støttede sig paa Knæerne og dækkede Ansigtet med begge Hænder.

Nerverne i hele hans Legeme skælvede endnu.

Endelig rejste han sig, tog Huen, betænkte sig og vendte sig mod Døren.

Han havde en Slags Forudførelse af, at han i det mindste i Dag ikke behøvede at frygte noget. Det var en Art Glæde, der nu strømmede gennem hans Hjærte; han vilde skynde sig til Katerina Iwanowna; til Begravelsen kom han nu vistnok for sent men til Gravøllet kunde han endnu komme, og der — skulde han træffe Sofia.

Han blev staaende, betænkte sig, og et smærteligt Smil lagde sig over hans Læber.

„I Dag, i Dag!” sagde han hen for sig, „ja endnu i Dag! Det maa være saadan —”

Han vilde lige til at aabne Døren, da den pludselig gik op af sig selv.

Han foer sammen og gik et Skridt tilbage. Døren aabnede sig langsomt og sagte, og foran ham stod en Skikkelse — Manden fra i Gaar.

Manden blev staaende paa Tærskelen, saa tavs paa Raskolnikow og traadte et Skridt nærmere.

Han saa aldeles ud som i Gaar, den samme Figur, den samme Klædedragt — kun i hans Ansigt var der indtraadt en stor Forandring; han saa nu meget bekymret ud og sukkede dybt.

Der manglede ikke meget i, at man kunde have antaget ham for en Kvinde.

„Hvad vil De?” spurgte Raskolnikow dødbleg.

Manden tav et Øjeblik og bukkede sig derpaa næsten ned til Gulvet for ham. Med sin højre Haands Pegefinger berørte han Gulvet.

„Hvad vil De?” raabte Raskolnikow.

„Tilgiv mig, jeg har taget fejl!” sagde han sagte.

„I hvad?”

„I onde Beskyldninger.”

De saa paa hinanden.

„Jeg følte mig saa krænket. Da De den Gang kom — maaske var De ikke ganske ædru — og opfordrede Portnerne til at gaa til Politiet med Dem, og spurgte efter Blod, da krænkede det mig, at man lod Dem gaa og antog Dem for drukken. Det krænkede mig i den Grad, at jeg ikke kunde sove. Og da jeg havde faaet Deres Adresse, saa kom jeg i Gaar herhen og spurgte…”

„Hvem kom herhen?” afbrød Raskolnikow ham, og det begyndte at blive taaget for hans Øjne.

„Jeg! — jeg har gjort Dem Uret.”

„De er altsaa fra det Hus?”

„Ja, jeg stod der med de andre i Porten, det har De vel glemt? Vi har boet der længe, … vi er Bundtmager, tager imod Arbejde hjemme … og saa følte jeg mig saa krænket…”

Pludselig traadte Scenen fra i Forgaars i Porten Raskolnikow for Øje; han huskede, at der foruden Portnerne havde staaet andre Mennesker, ogsaa Kvinder. Han mindedes en Stemme, der havde foreslaaet at bringe ham til Politiet. Han kunde ikke huske den Persons Ansigt, som havde gjort dette Forslag, men han huskede, at han den Gang endogsaa havde vendt sig til ham og svaret ham.

Altsaa det var hele Resultatet af Gaarsdagens Skræk!

Den Tanke, at han for en saa intetsigende Aarsag næsten havde ladet sig fange, var ham frygtelig.

Altsaa, bortset fra Besigtigelsen af Boligen og Spørgsmaalet efter Blod, vidste dette Menneske slet ingen Ting. Som Følge deraf havde Porphyrius heller ingen faktiske Oplysninger med Undtagelse af Feberfantasierne, ingen Kendsgærninger Alt hvad han støttede sig til var denne Psykologi, som har sine „to positive Sider”, men der var ikke en eneste Stump Bevismateriale forhaanden.

Hvis der altsaa ikke kom andre Fakta frem — og der maatte ikke komme nogen! — … hvad skulde man saa kunne gøre ham? Hvad skulde man kunne forsvare en Anholdelse med, hvis man satte ham fast? Og det om Boligen, det havde Porphyrius først erfaret nu, netop nu, og han havde ingen Ting vidst om det før!

„Har De fortalt Porphyriuz i Dag … at jeg var derhenne ?” raabte han truffen af en pludselig Idé.

„Hvad for en Porphyrius?”

„Undersøgelsesdommeren.”

„Ja, jeg sagde ham det. Portneren vilde ikke gaa derhen, og saa gik jeg.”

„I Dag?”

Et Minut før De kom til ham. Jeg hørte hvorledes han plagede Dem?”

„Hvor? hvad? naar?”

„Der oppe i Undersøgelsesdommerens Værelse! Der sad jeg bag Væggen; jeg sad der hele Tiden.”

„Naa saaledes? De var altsaa Overraskelsen? Hvorledes er det gaaet til? Fortæl!”

„Da jeg saa,” begyndte Manden, „at Portnerne ikke agtede paa mine Ord, under Paaskud af, at det var for sent, og fordi de frygtede for at blive dragne til Ansvar, fordi de ikke var komne straks, saa krænkede det mig meget; jeg kunde ikke sove, og jeg begyndte at skaffe mig Oplysninger. Da jeg nu i Gaar havde snuset al Ting op, gik jeg derhen i Dag. Første Gang — var han ikke kommen. En Time senere — blev jeg ikke modtagen; tredie Gang — da modtog man mig endelig. Jeg begyndte alsaa at fortælle ham al Ting som det var; og da begyndte han at løbe op og ned i Værelset og slaa sig med Næven paa Brystet: I Røvere, sagde han, hvorledes er det at I har baaret Jer ad? Hvis jeg havde vidst alt det, saa skulde jeg ladet ham hente med Vagten!” Saa løb han ud, raabte paa nogen og talte hemmeligt med ham i Krogen; saa kom han igen hen til mig, spurgte mig ud og skændte. Men jeg fortalte ham alt, sagde ham ogsaa, at De ikke havde turdet svare mig noget paa det, som jeg sagde Dem, og at De ikke havde kendt mig igen. Og da begyndte han atter at løbe op og ned og slog sig hele Tiden for Brystet og ærgrede sig og løb igen, og da De meldte Dem — befalede han, at jeg skulde skjule mig bag Væggen og sidde ganske stille, hvad jeg saa end fik at høre; maaske, sagde han kommer jeg til at spørge Dig om mere; han bragte mig saa en Stol og lukkede mig inde. Men da de kom med Nikolaj, saa hørte han mig ud straks efter Dem og sagde, at han maaske vilde lade mig komme en Gang til for at forhøre mig —”

„Forhørte han Nikolaj, medens Du var der?”

„Straks efter at han havde ført Dem ud, førte han ogsaa mig ud, og først da begyndte han at forhøre Nikolai.”

Manden bukkede sig atter og berørte Gulvet med Fingerspidsen.

„Tilgiv mig min Bagtalelse og Ondskab.”

„Gud tilgive Dig!” svarede Raskolnikow, og da han havde sagt det, bukkede Manden sig atter, men kun til Bæltestedet, vendte sig langsomt og gik ud.

„Enhver Ting har sine to Sider, nu har alt sine to Sider,” gentog Raskolnikow og gik, raskere end nogensinde ud af Værelset.

„Nu skal vi kæmpe med hinanden.” sagde han med en Haanlatter, idet han gik ned ad Trappen.

Paa sin Modløshed tænkte han nu kun med Foragt og Skam.