Forslag til Lov, sigtende til at fremme Lehns, Stamhuses og Fideicommisgodsers Overgang til fri Jordeiendom

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Jump to navigation Jump to search






Forslag til Lov, sigtende til at fremme Lehns, Stamhuses og Fideicommisgodsers Overgang til fri Jordejendom,

indbragt i Folkethinget d. 3 Nov. 1868 af d'Hrr. Frederiksen, Gad og C. V. Nyholm[1].

(Ved Cand. jur. H. B. Halkier).


 I Aaret 1851 indgav daværende Biskop Monrad til Regjeringen et Lovforslag med samme Formaal som det heromhandlede, over hvilket Justitsministeriet ved Skr. af 25 Juli s. A. udbad sig Generalprocureurens Betænkning. Begge disse Documenter findes trykte i Rescriptsamlingen for 1851 S. 226-245 som Bilag til den nævnte Skrivelse. Ifølge dette Forslags § 4 bortfaldt Majoratsbaandet uden videre, naar Ingen havde Arveret til Majoratet uden den nuværende Besidders Afkom. Naar derimod til Majoratet arveberettigede Sidelinier fandtes (saaledes maatte vistnok uklare Forskrift i § 5 opfattes), kunde i Henhold til §§ 2 og 3 efter Anvendelsen af en meget simpel Fremgangsmaade Overenskomst treffes mellem Besidderen og disse angaaende Ophævelsen af Majoratsbaandet. I §§ 6—27 var der givet en Række Forskrifter, som under strenge Bøder paalagde vedkommende Besiddere »inden Udgangen af indeværende Aare« gjennem Afholdelsen af en Vurderingsforretning at forvandle Jordegodset til Pengekapitaler. Majoratet skulde vurderes efter den Nettoindtægt, det for Tiden afgav, og »hver enkelt Del« af samme skulde vurderes særskilt. Senest 3 Maaneder efter Vurderingen skulde Besidderen udstede Obligationer for disse særskilte Vurderingsbeløb, hvis Totalbeløb udgjorde Majoratskapitalen. Disse Obligationer skulde være prioriterede ivedkommende Dele af Jordegodset, hvorimod Besidderen ikke var personlig Debitor for deres Paalydende. Denne blev herefter fuldkommen Ejer af Jordegodset, dog kunde han ikke underhaanden sælge samme eller Dele af det — dog med Undtagelse af Bønderstederne — for Mindre end Vurderingssummen. Efter hans Død faldt Godset i Arv efter de almindelige Regler, hvorhos han dog kunde bestemme, at indtil 2/3 af det forhenværende Majoratsgods skulde tilfalde Majoratsarvingen, og en paa lige Maade begrændset Myndighed tilkom senere Besiddere af Majoratskapitalen, der paa slig Maade maatte have arvet Jordegodset. Saalænge Godset forblev hos den tidligere Besidder, skulde ingen Udbetaling skee, men i Tilfælde af Afhændelse skulde Majoratskapitalen fuldstændigt sikres, og »naar Stamhuset skiftede Besiddere, skulde i det Mindste 1/3 af Stamhuskapitalen udbetales.
 Ligesom Generalprocureuren i sin ovennævnte Betænkning ansaa det Princip, som laa til Grund for §§ 3 og 4, for ubetinget forkasteligt, saaledes kom han efter en udførlig Kritik af Forskrifterne i §§ 6—27 til det Resultat, at »denne Del af Forslaget ikke indeholder noget brugbart Grundlag til Løsningen af den i sig vanskelige Opgave, hvormed det beskjæftiger sig«. Sagen blev herefter ikke videre fremmet.
 Under 21 Juni 1854 udkom den bekjendte Lov, som tillod Majoratsbesidderne at sælge de under Majoraterne hørende Bøndersteder, saaledes at de indkomne Kjøbesummer — med Fradrag at 12 eller 8 pCt., der tilfaldt Besidderne personligt — skulde udgjøre en med Majoratet forbunden Pengekapital. Efter Udstedelsen af samme Lov vides intet Skridt at være foretaget i Lovgivningen, som berører Majoraternes Stilling, og den paagjældende Grundlovsparagraph er uforandret gaaet over i den gjennemsete Grundlov som § 93.
 Det sees let, at det nu indbragte Lovforslag er i Slægtskab med det Monradske, dog med væsentlige Lempelser. Ligesom det nemlig ikke vedrører Salget af enkelte Bøndersteder, for hvilket der i Mellemtiden er truffet Anordning, saaledes har det ganske opgivet de Bestemmelser i Begyndelsen af Monrads Forslag, ved hvilke en Ophævelse af selve Majoratsbaandet enten ligefrem indtraadte eller kunde tilvejebringes. Det har alene bevaret den Del af samme, der sigter til at forandre Majoratsjordegodset til en tilsvarende Pengekapital, og selv denne Del kun med betydelige Modificationer. Det kan i saa Henseende navnlig fremhæves, at nærværende Udkast kun giver Besidderen en Bemyndigelse, ikke paalægger ham en Tvang, at Vurderingen, der foretages af et særegent saakaldet »Nævn«, skal ske efter et Skjøn over Godsets fulde Værdi som fri Ejendom, at 5pCt. af samme tilfalder Besidderen personligt, at der for Kapitalen, af hvilken ingen Del behøver at udbetales strax, skal udstedes Panteobligation, der forrentes og afdrages med 6 pCt. aarligt, indtil samme er fuldstændigt indfriet. Derimod indeholder Udkastets § 9 en lignende Bestemmelse om den særegne Testationsret, der tilkommer Ejere af tidligere Majoratsgods.
 Idet Indsenderen kortelig skal undersøge, om Lovforslaget i sin nuværende Skikkelse kan siges at afgive et brugbart Grundlag for Opgavens Løsning, skal han forudskikke nogle Bemærkninger om sammes enkelte Forskrifter[2].  Hvad nu først Taxationen angaar, har Lovforslaget indført en særegen Institution, for hvilken den bruger det i det nuværende Lovsprog ukjendte Udtryk »Nævn«. Ligesom dette nu under den forestaaende Indførelse af »Nævninger« i Straffesager synes mindre heldigt, og ligesom den Slags Forandringer neppe bør indføres i saa specielle Love som nærværende, saaledes havde det vistnok været ønskeligt, om Forslagsstillerne ved at benytte et bekjendt Udtryk havde givet Holdepunct for Bedømmelsen af denne Institutions rette Væsen, der ingenlunde forekommer Inds. klar. »Nævnet« synes saaledes at kunne holde et Slags personligt Forhør, idet de Paagjældende »ere pligtige til under Sandheds Løfte« at afgive fornøden Forklaring. Men naar denne Pligt skal have Noget at sige, maa »Nævnet« være i Besiddelse af Myndighed til at fremtvinge Møde, Forklarings Afgivelse etc., ja endog til at afgiøre den retlige Virkning af Vægring eller Indsigelser i saa Henseende — som kan stille sig forskjelligt efter de Vedkommendes Stilling til Sagen — og der opstaar saaledes Spørgsmaal om Jurisdiction i denne Retning, som Forslaget lader ganske ubesvaret. De Vedkommende (Besidder, Arvinger og Panthavere) ere fremdeles berettigede til at,møde for »Nævnet«, navnlig ogsaa ved Sagfører, og fremføre, hvad der kan tjene til deres Tarv. Da dette er det eneste Stadium under den hele Omgang, hvor sligt sees at kunne skee, kan der let udvikle sig en egentlig Procedure ikke alene om, hvorvidt Forretningen overhovedet bør fremmes eller fremmes paa en vis Maade, men ogsaa om de Paagjældendes Competence til at nedlægge Paastande i saa Henseende, men desuagtet savnes der enhver Antydning saa vel af, hvorledes »Nævnet« for sit eget Vedkommende ber stille sig overfor saadanne Paastande, som af Virkningen for Parterne af den Beslutning, som »Nævnet« maatte være kommet til. »Nævnet« kan ikke antages at skulle være simple Vurderingsmænd og at skulle udføre en simpel Taxationsforretning, men hvad det skal være og hvad det skal gjøre, synes meget uklart.
 Naar Vurderingssummen imidlertid er udfundet, bliver den — dog med Fradrag af 5 pCt. — at »indbetale til Justitsministeren«. Det kan neppe betvivles, at Hs. Exc., som ikke faar nogen personlig Glæde af disse Millioner, vilde være i stor Forlegenhed med dem, navnlig da man endog har frataget ham hans Kasserercontor. Saafremt dette er Andet end en uheldig Vending, beroer det paa Ubekjendtskab med Forretningernes naturlige Gang, hvorefter Besidderen, naar han har faaet et Tilsvar til Majoratet i Anledning af Salg af Bøndergods, Expropriation, Afdrag paa eller Indfrielse af Obligationer, »hurtigst mulig« gjør Indstilling til Ministeriet om disse Beløbs lovbefalede Anbringelse og derefter indsender de nye Obligationer til Forbudspaategning.
 Denne Forskrift har imidlertid neppe stor practisk Betydning, da man tør forudsee det som givet, at de allerfleste Besiddere ville foretrække i Henhold til § 6 at udstede Panteobligationer for deres Tilsvar (selvfølgelig ikke til Justitsministeriet, men til Majoratet). Efter Forslaget skal der kunne udstedes Forskrivning for den fulde Vurderingssum, og denne skal forrentes og afdrages med 6pCt. om Aaret, indtil Gjælden er fuldstændigt afbetalt. Lovforslaget indeholder derimod aldeles Intet om Formen for de oprindelige Obligationer saa lidt som om, hvorledes Gjældsforholdet vil stille sig i Tilfælde af mulige senere Transactioner ved Afhændelse, Udstykning o.s.v. Det vil altsaa først og fremmest blive Ministeriets Sag' at tage de fornødne Forholdsregler for, at Afdragene virkelig indgaa, hvilket er en ikke uvigtig Betingelse for, at de kunne anbringes efter § 7 (derimod kan det vel overlades Vedkommende at paasee, at de erholde Renterne). Men ligesom det vistnok var ønskeligt at erholde en nærmere Antydning om Virkningen af denne eller anden Misligholdelse — om hele Gjælden ubetinget skulde være forfalden o. s. v. — saaledes savner Ministeriet en Bemyndigelse, som ofte kunde være i alle Vedkommendes sande Tarv, nemlig til at tillade en kortvarig Udsættelse med Afdragenes Erlæggelse. Men Majoratscontrollen vil desuden let faa en Udvidelse i en Retning, som nu ikke kjendes, og som Ministeriet vanskeligt kan indlade sig paa: nemlig et virkeligt Tilsyn med Panterne. Forholdet er her meget forskjelligt fra det nuværende, hvor Majoratets Pengemidler indestaa i de solgte Bøndersteder. Dels skal nemlig her mindst 1/4 af de i Almindelighed meget lave Kjøbesummer udbetales contant ved Skjødets Udstedelse, dels har Majoratet ubetinget 1ste Prioritet, og dels falder vedkommende Majoratsbesidders Interesse her ganske sammen med Majoratets. Men naar Majoratets Besidder selv er Pantsætter og Debitor, ere disse Interesser ingenlunde i saa god Enighed, og naar der gives Pant for 95 pCt. af Pantets fulde Værdi, muligvis paa 2den eller 3die Prioritet, er enhver Forringelse af samme af væsentlig Betydning. Efter Forslaget kan Majoratsbesidderen endvidere afhænde Godset samme Dag, som han har faaet det udløst af Majoratsbaandet, og uden nogensomhelst Udbetaling. Skjøndt nu vistnok Ministeriet vilde søge at paasee Majoratets Tarv ved Obligations Udstedelse af den nye Ejer, er dette dog kun en indirecte og meget ufuldkommen Garanti. Det er endelig en ganske ugrundet Strenghed, at Gjælden ubetinget skal udbetales til den sidste Skilling. Naar den er nedbragt til et saadant Beløb, at Pantet afgiver aldeles fyldestgjørende Sikkerhed, indsees det ikke, hvorfor den ikke kan forblive indestaaende i Majoratets forrige Ejendomme. Det vil herefter blive Tilfældet, at Majoratsbesidderen for at kunne betale de svære Afdrag maa optage fremmede Penge og foruden Omkostningerne herved maaskee betale 5 pCt. af disse, medens han maa udlaane Majoratets Midler til 4 pCt.
 Endelig indeholder Forslagets § 9 en højst mærkelig Bemyndigelse for den tidligere Majoratsbesidder til forlods at give Fideicommisarvingen »indtil 2/3 af Jordegodset«, og en lignende Subdivision kan for Eftertiden skee in infinitum[3]. Naar det nu tages i Betragtning, at den tidligere Majoratsbesidder let kan blive nødt til at anvende alle sine Indtægter for at udløse Godset af Gjælden til Majoratet, synes denne Forskrift, hvorefter den Begunstigede kan faa ikke alene Majoratets fulde Pengeværdi, men ogsaa største Parten af Jordegodset, meget haard mod de øvrige Livsarvinger og lidet stemmende med Tidens Retning, Alles Lighed for Loven. Efter de brugte Udtryk maa det fremdeles antages, at der skal skee en virkelig Udstykning af den faste Ejendom. Denne Anordning er ikke alene særdeles uklar; det kan saaledes omtvistes, om Udlodningen skal skee, efter geometrisk Maal eller efter boniteret Areal, om der skal tages Hensyn til Delenes forskjellige Beskaffenhed som Hovedgaardsjord, Bøndergods, Skove o. s.v., om og da hvorledes Herlighederne (Kirker, Tiender, Kornafgifter m. v.) skulle tages i Beregning, o. s. v. Men denne Bestemmelse er i sig selv i Strid med Forholdets Natur og Lovgivningens almindelige Grundsætninger paa dette Omraade, som netop gaa ud paa at holde det hele Jordbrug sammen. Det er disse Regler, som de ærede Herrer Forslagsstillere synes ganske at have overseet. Hvad nu først Stamhusene angaar, da ville disse, naar de udløses af Majoratsbaandet, ligefrem falde tilbage til at blive Sædegaarde, L. 5—2—65, og der kan ingen Tvivl være om, at noget lignende maa gjælde om Lehnene, jfr. ogsaa Privil. af 1671 henholdsvis § 9 og § 8. Men Sædegaardsejerne er der som bekjendt ved Arvelovens § 27 tillagt en særegen Testationsret, idet en saadan kan disponere over sit halve Bo til Fordel for den af sine Livsarvinger, som han vil tillægge Sædegaarden. Det kan altsaa spørges, om Testator kan give Fideicommisarvingen baade det halve Bo og 2/3 af Jordegodset, og i saa Fald, hvorledes dette skal beregnes, naar Sædegaarden netop udgjør en væsentlig Del af Boet. Hvis dette benegtes[4], kan man spørge, om en af de heromhandlede Sædegaardsejere er udelukket fra at benytte Arvelovens § 27 til Fordel for Fideicommisarvingen, eller om han kan vælge, hvilken af de to Bestemmelser han finder fordelagtigst for denne.
 Naar Indsenderen i det Foregaaende har underkastet Forslagets enkelte Bestemmelser en Kritik, der iøvrigt ingenlunde lægger an paa at være udtømmende, da har Hensigten hermed for en Del været at nedlægge Indsigelse mod de letfærdige og let færdige Lovforslag, som indbringes navnlig i Folkethinget. Det er paa denne Maade, at Orden og Sammenhæng i Lovgivningen opløses, og at Lovenes Anvendelse og Fortolkning bliver vilkaarlig og usikker. Derimod er det ikke hans Mening, at Forslaget, blot ved at blive skrevet om af en Sagkyndig, vilde afgive Grundlag for en fyldestgjørende Iværksættelse af Forskriften i Grundlovens § 93. Som foran bemærket gaar Forslagets Grundtanke ikke ud paa at hæve Majoratsbaandet, men paa at forandre Gjenstanden for samme fra Jordegods til Pengekapitaler. Indsenderen kjender nu meget lidet til Nationaløconomi, og at synes derfor dristigt at forfølge en Professor i denne Videnskab over paa hans eget Enemærke, men siden Hr. Prof. har vovet sig ind endog paa Arverettens Omraade, maa han finde sig i at lide Gjengiæld. Det kan nu ikke negtes, at L. 21 Juni 1854, med hvilken nærværende Forslag i sine Grundtræk har en Del tilfælles, har øvet en temmelig betydelig og gavnlig Indflydelse. En stor Del Bøudergods er bortsolgt, og alle Vedkommende have vistnok Grund til at være tilfredse; Fæsterne ere blevne Ejere paa billige Vilkaar, Majorateterne have faaet større og i mindst lige saa sikre Indtægter, og Besidderne ere blevne fritagne for en stor Del Bryderi uden dog at have maattet opgive saadanne Dele af Jordegodset, som de efter de nuværende Forhold maatte sætte Pris paa at beholde. Men den hele Lov har saare lidet med Principet i Grundlovens § 93 at gjøre. Det er Tidens herskende Strømning — i Bøndernes Interesse at forandre Fæsteforholdet til Selvejendom — der er skyllet ind over Majoraterne som over alle andre Ejere af Bøndergods. Ratio legis er ikke at forandre Majoratsjordegods til Fideicommiscapitaler, men denne Forandring er en simpel Følge af hin ovennævnte Tendents. Man kan derfor ikke fra den Omstændighed, at L. 1854 har virket heldigt for sit Formaal, slutte, at nærværende Lovforslag skulde virke heldigt for sit. Ligesom Formaalene ikke ere de samme, saaledes ere Betingelserne væsentlig forskjellige. Ved Bøndergodsets Salg har Majoratet alle Bøndernes Lommer at tye til, og disse ere ofte vel fyldte og i alt Fald »mange Bække smaa gjør en stor Aa«. Efter nærværende Forslag er Majoratsbesidderen derimod selv Kjøber af Godset, og det maa derfor undersøges, om de Byrder, han herved paatager sig, kunne opvejes ved væsentlige Fordele (der kan herved vistnok bortsees fra en opofrende Interesse for det Almene in abstracto). Det maa nu i saa Henseende bemærkes, at medens Lehnscontrollen er meget nøjagtig med Hensyn til Pengecapitaler, tilsteder den Besidderne en meget udstrakt usus fructus over Godset og er meget imødekommende i Tilfælde af overordentlige Udlæg til sammes Forbedring ved Byggearbejder, Draining o. s. v. Besidderne have altsaa for deres Vedkommende ingen Grund til at gjøre sig selv til Debitorer overfor Lehnscontrollen, og de kunne altsaa kun ventes at gjøre Brug af Tilladelsen, naar de ville sælge Ejendommen videre, i hvilket Tilfælde vistnok en betydelig Udtælling bør fordres for at sikre Majoratet. Vi skulle nu undersøge, om Forholdene efter Besidderens Død indeholder en saadan Opfordring, navnlig naar der er flere Livsarvinger. Har han nu ingen selvstændig Formue eller anseeligt Overskud, vil han vistnok være meget betænkelig ved at treffe en Ordning, som paalægger ham saa betydelige Offre til Majoratet; han kan ikke tænke paa at efterlade Jordegodset til Andre end til Majoratsarvingen, og for at denne kan holde sig ved Gaarden, maa han yderligere forurette sine andre Arvinger[5]. Det er da langt rimeligere, at han lader Alt blive ved det gamle og benytter sine opsparede Midler til at udstyre sine andre Børn. Har Besidderen en betydelig selvstændig Formue, er det efter de gængse Anskuelser langt sandsynligere, at han vil foretrække at efterlade Slægtens gamle Besiddelser til den Ældste og give sine andre Bern Fyldest i Allodialgods eller anden Formue. Derimod kan det vel tænkes, at han, naar han stod i et mindre godt Forhold til Majoratsarvingen, ønskede at benytte Loven for at unddrage denne Jordegodset mod et saa ringe Vederlag som muligt; men ligesom denne Bevæggrund ikke har Krav paa særlig Begunstigelse i Lovgivningen, saaledes vilde den ogsaa fremkalde uhyggelige Stridigheder med Hensyn til Vurderingen, Afdrags rigtige Erlæggelse o. s. v.
 En noget større Betydning vilde det muligvis ved de større Majorater kunne faa, at Besidderen ogsaa kan udskille enkelte Hovedgaarde af samme, som han da kunde give til andre Arvinger; men da han dog skal betale en saadan Gaard lige saa højt som enhver anden, og den skal betales af hans eller Arvingens private Midler, har han ikke nogen særlig Grund til netop at vælge denne Gaard fremfor enhver anden, der er at erholde til Salgs, navnlig naar de strenge Forskrifter om Gjeldsafdragene fastholdes.
 Det synes saaledes, at den tilsigtede Anordning kun har liden Udsigt til at træde i practisk Virksomhed. Men det turde fremdeles være meget tvivlsomt, om dens Virkninger i det Hele taget vilde blive heldbringende. Naar Majoratsbesidderen vedblev at være Ejer af Jordegodset, vilde det practiske Resultat blive det samme som nu, kun en Del Bryderi til ingen Nytte og et indviklet Forhold i Stedet for et rent og klart. Men i Tidens Løb vilde vel en Del Majorater gaa over til at blive rene Pengefideicommisser, idet de skiltes fra de Jordegodser, som tidligere repræsenterede dem. Men vilde herved virkelig være stiftet nogen sand Gavn for Samfundet eller de Paagjældende? Det skal ikke bestrides, at det muligvis vilde blive gavnligt, at de vedkommende Godser gik over til fri Ejendom; herved maa dog bemærkes, at Betingelsen for denne Forandring vilde være, at tilsvarende store Kapitaler unddroges fra den frie Omsætning, og det Baand, der lægges paa Kapitalen, er langt mere hemmende for Benyttelsen af samme end det, der lægges paa Jordegodset. Men hertil kommer endvidere, at vedkommende Besidders øconomiske Stilling vistnok ofte vilde blive trykket ved ud af Overskuddet at skulle yde saa store Udtællinger som 6 pCt. af Ejendommens fulde Værdi, og Erfaringen har noksom vist, hvilken uheldig Indflydelse det har, naar de større Landejendomsbesiddere »sidde daarligt i det«. Endelig er det en Omstændighed, som ikke kan oversees, at denne Forandring fra Godsbesiddelse til Nydelse af Pengefideicommisser i Tidens Løb let vilde udøve en særdeles ugunstig personlig Indflydelse paa Besidderne. Vi nære ingen særlig Beundring for de nuværende Majoratsbesiddere, men det maa dog fastholdes, at deres Egenskab som store Jordegodsejere paalægger dem en Virksomhed og giver dem en Indflydelse i Samfundet, hvis gavnlige Følger navnlig for dem selv de ikke ganske kunne unddrage sig, og som de ogsaa nu synes at komme mere til Erkjendelse af. Ved at skille dem af med Jordegodsbesiddelsen vil man skille dem ved den eneste Erhvervsvirksombed, der ideres Kreds ansees for sømmelig, og ved en Stilling, der bringer dem i mangfoldig Berøring med de øvrige Samfundsklasser. Men hertil kommer, at de, selv om de maatte ønske det, aldeles ikke kunne bruge deres Kapitaler som Drivkraft for en fri Virksomhed; de ere jo fastgjorte »som Umyndiges Midler«. Man vilde altsaa ved en slig Ordning gjøre dem til en afsluttet Kaste af privilegerede Dagdrivere, som man næsten tvang til at fortære deres store Midler i Lediggang, og som let kunde blive fremmede endogsaa for selve deres Fædreland.
 Det maa saaledes vistnok erkjendes, at det omhandlede Lovforslag ikke er skikket til at iværksætte Grundlovens Forskrift. Men hvorledes kan dette da skee paa en fyldestgjørende Maade? Skjøndt nu Inds. paa ingen Maade troer sig i Stand til blot at antyde Grundtrækkene for Løsningen af denne vanskelige Opgave, skal han dog, da Spørgsmaalet nu engang er rejst, tillade sig at henstille nogle Betragtninger til videre Overvejelse. Man maa da først søge at klare sig, hvori Manglerne ved den nuværende Ordning egentlig ligge. De ligge neppe hovedsagelig i Besidderens Indskrænkninger med Hensyn til Benyttelsen af Godset; thi som foran bemærket, kunne Majoratsbesidderne i vidt Omfang skalte og valte med Godset, og Lehnscontrollen tilstaar med Beredvillighed Optagelsen af Laan til dettes Forbedring. Det kan heller ikke væsentlig ligge i, at Ejendommen skal bevares i Slægten; thi dette er et naturligt Ønske, der ligeledes findes udenfor denne Klasse. Det kan heller ikke principielt søges i, at Ejendommen skal efterlades til En; thi vor Lovgivning har altid med Føje indeholdt Bestemmelser om alle andre Arter af Landejendomme, hvorved man har søgt at lette denne Ordning. Det forekommer endelig Indsenderen, skjøndt han aldeles ingen Fordring gier paa Autoritet i denne Retning, meget tvivlsomt, om Manglen ved den nuværende Ordning ligger i, at det er paa Jordegods, at Majoratsbaandet hviler. Ligesom efter Nutidens Udvikling Landejendommene have tabt deres tidligere Overvægt som Landets Hovedformue, saaledes synes Opgaven væsentlig at være den, at give Formuen fuld Frihed i alle Retninger og ikke at lade »den døde Haand« lægge sig fra det ene Sted til det andet. Vil man gjøre nogen Forskjel af Hensyn til Formuens forskjellige Former, synes det snarere at kunne siges, at de store Jordegodser ret vel egne sig til at glide jevnt fra Fader til Søn med de Begrændsninger i Raadigheden, som følge heraf. Derimod synes der i en Tid, som gjør saa store Krav til den egentlige Kapital, at være megen Betænkelighed ved aldeles at unddrage særdeles betydelige Dele af samme fra den frie Omsætning. Naar man vil søge Roden til Ondet, bør man vistnok gaa tilbage til selve Oprettelsen af Majoraterne og til den Anskuelse, der har fremkaldt samme, og der maa da herved vistnok lægges afgjørende Vægt paa Familieformuens saa særdeles ulige Fordeling i den arveberettigede Slægt, i det aristokratiske Princip at opretholde Familiens Glands i en enkelt Person, jfr. Privileg. af 1671, henholdsvis § 9 og § 8, medens de øvrige Medlemmer henvises til at søge Udkomme i et meget begrændset Antal Stillinger, navnlig et saa nært personligt Forhold som muligt til »Landsherren«. Anken ligger egentlig ikke i, at den Enkelte bliver rig (skjøndt det maa erkjendes, at det indeholder en stærk Fristelse til Lediggang saaledes fra Fødselen af at have en stor Rigdom urokkeligt tilsikret), men deri, at dette skeer til Forurettelse for de Andre, medens dog disse i Kraft af deres Herkomst og Udsigt til engang at arve Familiegodset ere udelukkede fra at gaa over i de arbejdende Klasser af Folket. Den Ene bestiller saaledes Intet, fordi han faar for Meget, og de andre »gjøre det samme«, fordi de faa for Lidt, medens Alle kunde faa Tilstrækkeligt til en hæderlig Virksomhed, hvis Formuen blev ligeligt delt (under fornødent Hensyn til Principet i Arvelovens § 27). Heri ligger paa en Gang Vejen til Spørgsmaalets Besvarelse og Vanskeligheden ved at løse Opgaven. Det synes nemlig klart, at den eneste virkelige Løsning er en Ophævelse af selve Majoratsbaandet paa Familiens Formue, hvad enten samme har den ene Form eller den anden, bestaar af Jordegods eller Kapitaler eller af begge Dele paa en Gang. Ved en hvilkensomhelst Forandring vil man dog komme til at gribe ind i bestaaende private Retsforhold og satte de herskende Standsfordomme i stærkt Oprør, og hvis man følger den af Forslagsstillerne angivne Vej, vistnok med lidet Udbytte og til tvivlsom Nytte. Man bør derfor enten lade den nugjældende Retstilstand bestaa eller søge Opgaven løst paa en Maade, som i Virkeligheden fyldestgjør Nutidens Krav til et demokratisk Samfund. Man vilde herved komme tilbage til Grundtanken i §§ 2 til 5 i det Monradske Forslag. Men at Vanskelighederne ved en saadan Ordning ere ganske overordentlige, følger af sig selv, ligesom det ogsaa til Overflod er udviklet af Generalprocureuren med gammeljuridisk Emphasis. Disse Retsforhold strække deres Rødder Aarhundreder tilbage i Tiden og ere bestemte til at forgrene sig Aarhundreder ned i Fremtiden. Om man nu end vil lade de Døde hvile i Fred, og om man end maatte mene at kunne sætte sig ud over de endnu ufødte Slægters Krav, saa kan de nu Levendes Berettigelse volde mere end tilstrækkeligt Bryderi. Deres Retsstilling er nemlig, hvad Stamhusene og Fideicommisserne angaar, af rent privatretlig Charakter, og selv for Lehnenes Vedkommende er denne Egenskab ganske overvejende. Hvis man vil tage enhver nok saa fjern Majoratsarving med ved Forholdets Ordning, fortaber man sig i endeløse juridiske Undersøgelser af den subtileste Charakter og stiller desuden meget store reelle Vanskeligheder for Opnaaelsen af en Overenskomst. At indskrænke sig til at kræve nærmeste Successors Samtykke — som foreslaaet under Forhandlingerne paa den grundlovgivende Rigsforsamling, og som brugeligt f. Ex. ved Optagelsen af Laan etc. i Majoratet — kan paa den anden Side neppe tilstedes. Men enhver Mellemvej har blandt andre Ulemper ogsaa den at være aldeles vilkaarlig. Yderligere Forviklinger kunne fremkomme derved, at fremmede Familier kunne have en secundair Successionsret, og at der kan være fastsat en indbyrdes Successionsret mellem flere Majorater. Endvidere er der ofte til Hovedmajoratet knyttet særegne Fonds med forskjelligt Formaal og til Fordel snart for den afdøde Besidders Enke og andre Børn (Pensioner og Appanager), snart for fjernere Slægtninger (Familielegater), snart endelig for mere almennyttige Formaal, og det ikke alene for de kjære Bønder (Udkastets 10, jfr. L. 21 Juni 1854 § 5), men ogsaa for højere Interesser (f. Ex. ved Bregentved og Stampenborg). Endelig skulle enkelte Majorater ved Slægtens Uddøen tilfalde visse Stiftelser, hvorhos den Staten tilkommende Hjemfaldsret til samtlige Lehn bør tages i Betragtning, om man end vil offre den for at faa Forholdet ordnet.
 Det synes herefter klart, at en tilfredsstillende Ordning ikke kan skee ved nogle faa almindelige Forskrifter som i Monrads Forslag, selv om disse bragtes i en mere brugbar Skikkelse; men forud for ethvert alvorligt og retfærdigt Forsøg paa at ordne denne vanskelige Sag maatte nødvendigt gaa en grundig og omfattende Undersøgelse af alle de herhenhørende Forhold og Interesser. Det er fremdeles klart, at en saadan Undersøgelse ikke kan foretages af Private, selv om disse maatte være Rigsdagsmænd og iøvrigt i Besiddelse af Dygtighed og Interesse for dette Spørgsmaal, men at Sagen i Virkeligheden kun kan fremmes, saafremt Regjeringen med alvorlig god Villie vil tage den i sin Haand. Den nuværende Conseilpræsident vilde i sin Egenskab af Landets største Majoratsbesidder være særdeles vel skikket til at gjennemføre denne Reform, og han vilde herved, som hans Forgjængere for 100 Aar siden ved de store Landboreformer, sætte sig et smukt Minde ved at vise, at han kunde hæve sig over forældede Standsfordomme til at løse Tidens Opgaver. Netop disse Landboreformer vise, at Lovgiverens Visdom har vidst til uberegneligt Gavn for Landet at gjennemføre en storartet Omvæltning i Samfundsforholdene uden at krænke virkelige Rettigheder, men ogsaa uden at bekymre sig om uberettigede Protester. Om nu end den heromhandlede Reform ikke kan sammenlignes med hine i Vigtighed eller Nødvendighed, synes man dog ikke i Længden at kunne lade den ligge, da den er foreskrevet i Grundloven og er i Medfør af en Samfundsudvikling, der er vidt forskjellig fra den, der danner Grundlaget for den nuværende Ordning.
 Skjøndt Indsenderen, som bemærket, ikke skal paatage sig en Reformators vanskelige Rolle, vil han dog, forinden han slutter disse Bemærkninger, tillade sig at fremhæve nogle Punkter, med Hensyn til hvilke det forekommer ham, at nogle Lempelser kunde indføres i den nuværende Tilstand uden at foregribe den endelige Ordning.
 Det indtreffer som bekjendt ikke sjeldent, at flere, endog særdeles store Majorater forenes paa samme Haand. Naar en saadan Besidder har flere Børn, fremtræder Ubilligheden af denne Tilstand vistnok ofte saa stærkt, at Arvingen vilde samtykke i, at et eller flere af disse gik over til hans Søskende; at en saadan Ordning ikke er fremmed for de Anskuelser, som have fremkaldt Majoraternes Oprettelse, fremgaar af, at der undertiden i Erectionsbreve findes Forskrifter i denne Retning (jfr. f. Ex. den bekjendte Højesteretsdom af 14 April 1862 angaaende Thorsenge). Successor synes ogsaa vel at kunne afgive en saadan Erklæring med bindende Virkning for sit Afkom, jfr. L. 21 Maj 1845 § 14 og Bornemanns Arveret S. 268 ff. Da. fremdeles Majoratsbaandet tænkes bevaret, kunne de fjernere Arvinger ikke med nogen Ret modsatte sig en saadan Ordning.
 Som tidligere bemærket., har L. 21 Juni 1854, skjøndt den ikke er fremkaldt af Hensyn til Majoraternes Tarv, vistnok i det Hele virket gavnligt ogsaa for disse. Denne Lov omhandler imidlertid kun Bøndergodset og kan kun med stor Begrændsning overføres paa andre hermed ensartede Steder f. Ex. Møller. Men det synes nu, at der ogsaa maa kunne tænkes andre Bestanddele, som Majoratet kun kan have ringe Interesse i at bevare, medens de i Andenmands Haand kunne gjøre langt mere frugtbringende, saasom Kjær, Moser og Heder, fraliggende Skovstrækninger, afsides Avlsgaarde samt Kirker og Kjøbstadejendomme. Det vilde vistnok være gavnligt at give Justitsministeriet Bemyndigelse til i alt Fald med nærmeste Successors Samtykke at tillade Afhændelsen af deslige Bestanddele.
 Indsenderen har endelig havt Anledning til at henlede Opmærksomheden paa de uheldige Virkninger af, at Majoratskapitalerne ere henviste til Udlaan i faste Ejendomme. Det maa nu vistnok erkjendes, at særdeles vigtige Hensyn tale for, at der lægges overvejende Vægt paa Kapitalernes sikre Anbringelse. Men ligesom man ikke i sin Tid tog i Betænkning at gjøre Majoratsbesidderne til Actionairer i Banken — en Anbringelse, der dengang ansaaes for uheldig, men senere har vist sig særdeles fordelagtig for Vedkommende — og ligesom man har tilladt Majoratskapitalers Anbringelse i Creditforeningsobligationer — hvilken Anbringelse dog ikke ubetinget har vist sig at være sikker — saaledes synes det ogsaa, at man under fornødent Hensyn til Majoratets Betryggelse kunde gaa noget videre paa denne Vej. Der er adskillige øconomiske Foretagender, som ikke alene ere særdeles gavnlige for Samfundet i Almindelighed, men som ogsaa i høj Grad kunne forøge Majoratets Værdi og Indtægter, ligesom det ogsaa med Bestemthed kan forudsees, at de i alt Fald i Tiden ville forrente sig vel. Det synes nu meget passende, at Landets rigeste Mænd give deres Bidrag til slige Foretagenders Fremme, medens det dog ikke vel kan forlanges, at de skulle afholde samme af deres Indtægter. Det er ogsaa en noget skjæv Anskuelse, paa en Maade at sætte Majoratsbesidderne i Klasse med Umyndige, hvorimod det vel tør antages, at disse i Almindelighed ville vide at forene det fornødne Hensyn til Majoratets Tarv med Interessen for den almene Udvikling. En yderligere Garanti vilde naturligvis erhverves ved Indhentelsen af nærmeste Successors Samtykke og Approbation af Justitsministeriet. Der synes saaledes overvejende Grunde at tale for at give Justitsministeriet en Bemyndigelse til at tillade Majoratsbesidderne at anbringe passende Dele af Majoratets Pengekapitaler i saadanne Foretagender, som Jernbaners Anlæg, Inddæmningsarbejder, Mosers Udtørring, Heders Frugtbargjørelse o. s. v., naar disse Foretagender kunne skjønnes at blive til Fordel for Majoratet, og der derhos tilvejebringes en passende Garanti for, at Foretagendet vil blive tilendebragt paa en fordelagtig Maade. Det er vel klart nok, at dette Forslag kan have sine Ulemper, men disse synes dog at burde vige overfor de store Fordele, som ved samme vilde vindes.


  1. Nærværende Artikel er afgivet til Trykning før Sagens Behandling i Folkethinget.
  2. Skjøndt det vel ikke har stort at sige, er det dog paafaldende at træffe saadanne Unøjagtigheder i Sproget som »de henholdsvise (ↄ: respective eller paagjældende) Jorder« (§ 1), »bringe i (ↄ: til) Anvendelse«, give (ↄ: gjøre) Meddelelse (§ 2) o. s. v. Det er ligeledes ganske betegnende, at der stadigt tales om Justitsministeren«, ikke om Ministeriet, skjøndt de omhandlede Forretninger for en Del endog høre til de courante, som Ministeren ikke seer stort til — det er kun i Rigsdagen, at denne personligt maa besørge enhver Trivialitet. At paalægge ham at besørge sine Embedspligter »hurtigst mulig« (§ 2), er ogsaa en temmelig overflødig eller upassende Udtryksmaade.
  3. Denne Bestemmelse er gaaet over fra det Monradske, som det synes, fordi Generalprocureuren har ladet den slippe for videre Tiltale.
  4. Hvor urimeligt dette Resultat end vilde blive, kan det dog tænkes, at Domstolene vilde ansee sig nødsagede til at opretholde det, jfr. som et Præludicat i lignende Retning Højesteretsdom 19 Jan. 1865, Tid. for 1864 s. 678.
  5. Den nye Majoratsbesidder vil nemlig vel faa store Indtægter, men da han ingen Kapital faar til sin Raadighed, vilde det falde ham særdeles haardt at udrede sine Medarvingers Arvelodder. Testator maa saaledes vistnok paa den ene eller anden Maade kunne komme Majoratsarvingen til Hjælp til at overtage Godset, hvis dette ikke skal sælges efter hans Død, og denne tvungne Uretfærdighed synes at vidne om, at Lovforslaget er slaaet ind paa en skjæv Retning.