Fra min Ungdom og Manddom
Smaating
oplevede og fortalte
af
M. W. Brun.
Fortsættelse af „Fra Dreng til Mand“.
Kjøbenhavn
Otto B. Wroblewskys Forlag.Trykt hos O. C. Olsen & Co.
Den Velvillie, hvormed „Fra Dreng til Mand“ blev modtaget saavel af Pressen som af Publikum, gjør mig det til en behagelig Pligt at opfylde det Løvte, jeg gav: at fortsætte med de „Smaating, oplevede og fortalte“, som mit brogede Livs omskiftende Stillinger har været saa rigt paa. Af disse har jeg imidlertid af personlige Grunde foreløbig tilbageholdt Adskilligt, hvis Indhold maaske kunde berøre endnu levende Personer mindre behageligt; og da det ikke er min Agt at vække Misnøje, men, om muligt, kun nogen Deltagelse for hvad jeg nedskriver, har jeg udeladt Alt, hvad der ikke absolut maatte skrives for at gjøre mine Smaating forstaaelige og underholdende, om end ikke lige tiltalende for dem, der muligen ville føle sig ubehageligt berørte af dem. — Og hermed fortsætter jeg med, hvad jeg har oplevet i min Ungdom og Manddom, idet jeg, som orienterende for Læseren, først giver en kort og sammentrængt Meddelelse om mit elleveaarige Sømandsliv.
I 1835 tog jeg, 16 Aar gammel, Styrmandsexamen i Bergen og foer saa i 3 Aar som Jungmand og Understyrmand paa Middelhavet med Kapt. Fester, af hvem jeg fik følgende Skudsmaal: „Han har faret med mig som Ungmand, Matros og Understyrmand, og i den Tid har han udvist sig som en rask og duelig Somand, samt god Navigator, hvorfor jeg herved recommanderer ham paa det Bedste.“
Derpaa gik jeg som Overstyrmand med Kaptejn Eriksen paa den samme Rute og, efter at være ankommet fra Smyrna til Bremerhafen, forlod jeg med dennes Tilladelse Skibet og rejste op til Bremen for at underkaste mig en ny Examen i Længde- og Kronometerberegning for at blive „fähig auf weiten Reisen zu fahren“.
Efter et Par Maaneders flittig Læsning tog jeg den højere Examen og fik følgende „Schein“ af Senator Frerichs, Navigationsskolens Direktør:
— „Da nun durch diese Prüfung sich gezeigt hat, daß der Geprüfte sehr gute Kenntnisse in der Steuermamskunst besitzt und derselbe während 7 Jahre zur See gefahren ist, so wird er hiermit zum Steuermann auf weiten Reisen für fähig erklärt.“
Nu kunde jeg altsaa faa mit Ønske opfyldt: at fare paa Nord- og Sydamerika, og jeg fik strax Hyre med Kapt. Knigge, en Sønnesøn af den Knigge, som har skrevet „Omgang med Mennesker“.
Paa de store Bremerskibe, jeg foer med, fandtes der ganske andre Bekvemmeligheder og Behageligheder end paa de norske Skibe; men det Bedste ombord var dog et lille Bibliothek, af hvis Indhold jeg paa de lange Rejser havde god Tid til at søge og finde aandelig Næring Selv førte jeg med mig Holbergs Komedier, et Par Tragedier af Oehlenschläger og Lidt af Heiberg og Hertz, hvis „Nicolai“ i „Sparekassen“ stod for min ungdommelige Stræben som et Mønster af en rask Søgut. Nu lærte jeg ogsaa Goethe og Schiller, Lessing og Ifland, Gutzkow og Kotzebue at kjende, og i alle disse Herligheder dukkede jeg ned med en hungrig Sjæls hele Graadighed.
Allerede som Understyrmand havde jeg begyndt at skrive „Opsange“ for Matroserne, og skjønt disse maaske vare maadelige nok, fortrængte de dog de liderlige Viser, der den Gang vare saa almindelige blandt Søfolk og vare saa modbydelige, at man virkelig maatte væmmes ved dem. Af disse mine Sange findes der et Par i „Caroline Mathilde“, og de gjorde senere den samme Lykke paa Scenen, som de tidligere havde gjort ombord baade paa de norske og tyske Skibe.
Jeg foer i 4 Aar fra Bremen, og efter en femten Maaneders Rejse til Sydhavet sluttede jeg mine Farter derfra og drog tilbage til min Fødeby, — og det var paa denne Tur, som jeg foretog over Land, at jeg havde det Mode, jeg fortæller om i det følgende Afsnit.
Kronprins Frederik Carl Christian.
Efterat have opholdt mig nogle Dage i Hamborg, hvor jeg i „Hotel de Russie“ gjorde Bekjendtskab med den den Gang ansete Doktor Töpfer og med et Par af de mest ansete Skuespillere og Skuespillerinder ved Stadttheatret, rejste jeg over Kiel til Slesvig. Her besøgte jeg den berømte Sindssygeanstalt, besaa Gottorp Slot og red ud til det den Gang forfaldne Dannevirke, der senere, efter at det var restaureret, monteret og gjort „uindtageligt“, endnu den Dag idag staar som et sørgeligt Minde om, hvad Uenighed, hvor der kræves Ubetinget Enighed, kan nedbryde og tilintetgjøre.
Fra Slesvig tog jeg med Diligencen til Flensborg, hvorfra et nyt Dampskib, der i Daaben havde faaet Navn efter en af Danmarks elskeligste Dronninger, Caroline Amalie, den næste Dag skulde gjøre sin første Tur til Kjøbenhavn, anløbende Svendborg, Vordingborg og jeg tror endnu et Par Byer, som jeg ikke mere erindrer.
Kl. 6 om Morgenen sejlede vi da i det dejligste Foraarsvejr fra den By, der nogle Aar efter blev mig saa kjær ved mine tre Maaneders Ophold aarlig i syv paa hinanden følgende Aar (1852—58), lige efter den første slesvigske Krig, der fik et saa hæderligt Udfald for mit nye Fædreland.
Da jeg atter „havde Flaget over mit Hoved og Bølgen under min Fod“, kom jeg rigtig i mit Es, og jeg mønstrede baade Kaptejnen, Lodsen og de mange Passagerer med et kritisk Blik.
Kaptejn Fischer var en lille, undersætsig Mand paa tredsindstyve Aar, med et jovialt Ansigt og et uroligt Blik, der ustadigt fløj fra det ene til det andet og ofte standsede ved et Par Herrer, der, skjønt de syntes at være af Stand, dog kun underholdt sig med Styrmanden, Matroserne og Fyrbøderne, naar en af disse viste sig paa Dækket. Det lod nemlig til, at disse Herrer vilde vide Besked om Alt, og medens de andre Passagerer, hvoraf vistnok mange ikke havde været ombord i et Dampskib før, stirrede ned i Maskineriet som paa en Fremtoning, der forekom dem ligesaa ubegribelig som beundringsværdig, bleve disse ved at søge Oplysning om dette og hint paa en vis overlegen Maade, som især hos en af dem dog blandede sig med en vis gemytlig Venlighed, som klædte ham godt.
Kl. 9 ringedes til Frokost og vi gik ned til et veldækket ord. Det var smult Vande, og selvfølgelig skyndte Alle sig med at faa noget i Livet — de kunde jo ikke vide, hvor længe de beholdt det, naar først den ubarmhjertige Hr. Neptun begyndte at kræve sit Offer.
Da jeg havde spist, tændte jeg en Cigar og gik op paa Dækket. De tre Herrer vare deroppe endnu — de skulde formodentlig spise senere —, Kaptejnen stod ved Siden af Rattet og Lodsen havde strakt sig paa en Bænk midtskibs: vi vare paa Hojde med Als og havde sat Kurs for Langeland, følgelig kunde han rolig tage sig „en Høneblund“ paa et Par Timer.
Jeg satte mig agterude og begyndte at tage de Herrer, jeg allerede et Par Gange har omtalt, i nærmere Øjesyn. Den Enes Ansigt, smukt og aabent, syntes mig bekjendt; men det var mig umuligt at erindre, hvor jeg havde set det for — det maatte i al Fald have været for mange Aar siden. Han havde en lille Meerskumspibe i Haanden og syntes at kokettere med sine ualmindelig fine og smukke Hænder, idet han uafladelig med den venstre Pegefinger stoppede Tobakken dybere ned i Piben, medens den højre dito, som var prydet med en stor Signetring, slog Pibelaaget op og i. Jeg søgte og søgte i min Erindrings rummelige Pulterkammer, men jeg kunde ikke finde ham der — og saa opgav jeg baade ham og hans Pegefingre og gav mig til at læse i Schillers „Kabale und Liebe“.
Efter en halv Times Forløb kom en Tjener op af Kahytten og sagde nogle Ord til Trekløveret, hvorefter dette forsvandt under Dækket.
Jeg gav mig nu i Samtale med Kaptejnen, og da han hørte, at jeg var Sømand, fik vi os strax en lun Passiar. Han havde i mange Aar faret som Koffardikaptejn fra Flensborg, og nu havde han faaet „Caroline Amalie“ at føre, skjøndt han aldrig for havde sort noget Dampskib; men han stolede paa Lodsens Kjendskab til Farvandet, og hvad Manovreringen angik, saa havde han gjort et Par Ture med et Hamborgerdampskib og desuden en vellykket Prøvetur ud og ind ad Flensborg Fjord, saa han tænkte nok „det skulde gaa“. Hans Aabenhjertighed tiltalte mig, og jeg fortalte ham til Gjengjæld, at jeg hyppig havde rejst med de smaa Floddampere op og ned ad Weserfloden og havde paa disse iagttaget Adskilligt, som jeg mente, han kunde have Nytte af at høre. Imidlertid gik Tiden hurtigt. Vi havde passeret Ærø og styrede ind mellem Marstal og Langeland Binden var sydlig, men Strømmen bar fra Nord, og „Caroline Amalie“ havde paa det temmelig aabne Strøg fra Als til Langeland efterhaanden begyndt at svinge lidt med sin nette Krop, hvilket forresten klædte hende allerkjæreste. Nu havde vi atter smult Vande, og Passagererne kom lidt efter lidt, og mere eller mindre blege, op af Kahytteu, hvor de havde faaet en Siesta, hvorunder der dog blev gjort adskillige vomitive Experimenter. Strømmen løb os usædvanlig haardt imod, og vor Dronning stoiinede og nejede sig under det forcerede Tryk, Maskinen satte paa hendes rundhjulede Medarbejdere. Vi kom imidlertid til Svendborg, satte Passagerer af, tog Passagerer ind, og gjorde saa atter los for at styre forbi „Christiansminde“ ud af Svendborg Sund. Kaptejnen og Lodsen stod paa Kommandobroen og saa begge noget betænkelige ud: de havde gjort Regning uden Strømmen, og da vi fik denne paa vor Bagbords Boug inden vi kunde stævne ud af Sundet, satte den os hen mod den Landtunge, der stikker ud fra Thurø, og da vi endelig troede at staevne op mod Snndet, slojsede Dronningens Revers Grunden, men kun sagte og blidt, og da hun derved fik Strømmen paa sin Styrbords Boug, vare vi atter, inden vi vidste et Ord deraf, komne over ved Svendborg Skibsbro, hvor vi fortojede for anden Gang. Jeg kan ikke nægte, ’at jeg morede mig over denne mislykkede Manovre, og jeg betragtede Kaptejnen — jeg —tilstaar det — med en vis overlegen Medlidenhed, medens han stod der, raadvild, og tørrede Sveden af sin Pande. Den ene af de tre Herrer, Manden med Piben, gik hen til ham, slog ham spøgende paa Skulderen og sagde: „Naa, Kaptejn, hvor længe skal dette blive ved?“ Kaptejnen blegnede, saa paa ham med et bonligt Blik, men svarede ikke. Jeg tog derfor Ordet for ham og svarede i samme Tone som Spørgeren: „Frem og tilbage er lige langt. Det kan saamæn gjerne blive ved til imorgen.“ „Saa? — Og hvorledes forhindrer man da, at det bliver ved?“ spurgte han spydigt. „Jh, naturligvis ved at tage Forholdsregler derimod,“ svarede jeg ligesaa spydigt. „Saa tag dem,“ sagde han i en bydende Tone. Jeg saa trodsigt paa ham og spurgte saa i en ligesaa bydende Tone: “Hvem befaler her? Er De maaske Kaptejn ombord?“ „Kaptejn just ikke, men — „Saa bland Dem ikke i, hvad De ikke forstaar.“ „Forstaar De det da ?“ „Det vil snart vise sig.“ “ Jeg gik trodsig forbi ham og hen til Kaptejnen, hvis Ansigt udtrykte en Forbauselse og Skræk, som forekom mig ynkelig. ,.Hcenger Dagligankeret under Klydset?“ spurgte jeg hviskende. - „Nej, under Kranbjaelken.“ „Saa lad Styrmanden gaa forud og gjøre klart med Anker og chetting.“ Han gik. Da han kom tilbage, sagde jeg, bestandig hviskende: „Lad saa os to gaa op paa Kommandobroen, og giv saa Befaling til at kaste los.“ Det skete. Den nydøbte Caroline tog Fart, men Strømmen tog ogsaa fat, og det saa ud til, at det vilde gaa, som det gik første Gang. Jeg vendte mig om og saa agterud: Manden med Piben tilkastede mig et ligesaa overlegent som spydigt Blik, og jeg vendte mig derfor hurtigt til Kaptejnen og hviskede: „lad Ankeret falde,“ og i samme Nu raabte Fischer med kraftig Stemme: „Lad Ankeret falde!“ Ankeret faldt, og „Caroline Amalie“ svajede nok saa sirligt op for Strømmen. „Forstaar De mig nu?“ spurgte jeg. „Ja vel, det er jo saa let at forstaa, og jeg begriber ikke, at jeg ikke selv har tænkt derpaa; men han dernede har bragt mig fra Koncepterne.“ „Hvilken han?“ „Det tør jeg ikke sige; men gaa nu ned og tag min hjerteligste Tak ; og Gud velsigne Dem.“ Da jeg kom ned af Trappen, stod „Han“ og ventede paa mig. „Hvad nu ?“ sagde han.
„Spørg min Hovmester,“ svarede jeg og gik leende forbi ham.
I det samme lettedes atter Ankeret, Maskinen, som et Par Minutter var standset, begyndte paany at arbejde, og Skuden skod nu langsomt og sikkert frem mod Strømmen og ud af Sundet.
Udsigten var smuk. Et tidligt Foraar havde isurt Bøgeskoven dens unge Bladdragt, og Markerne smilede i deres lysegrønne Klædning, baldyret med Anoemoner. Da vi vare komne ud af Sundet og havde passeret Langeland om Styrbord og Omo om Bagbord, sattes der Kurs for Vordingborg, og der blev ringet til Middag. Da jeg havde tilfredsstillet min Hunger og slukket min Torst, kom jeg atter op paa Dækket og tændte min Cigar. De tre Herrer, som formodentlig skulde spise senere, sad i en gemytlig Passiar, og da jeg havde gaaet nogle Gange frem og tilbage paa Deekket med en Somands slingrende, men stotte Gang, kunde jeg tydelig mærke, at jeg var Gjenstanden for deres Konversation. Men jeg lod mig ikke forknyttez jeg havde set baade Folk og Farer i Ojnene for, og det varme norske Blod var ikke blevet synderlig afkolet af de fremmede Omgivelser, jeg flere Aar havde levet i.
Passagererne kom nu op, Alle som En, og kort efter kom den før omtalte Tjener og meldte Noget; Trekloveret skulde formodentlig dinere som det havde dejeuneret: under sex Øjne. Efter en halv Times Forløb kom Tjeneren atter op, gik lige hen til mig, hilste hosligt og sagde: „Vil De ikke være saa artig at komme ned i Kahytten, min Herre vilde gjerne drikke et Glas Champagne med Dem.“ „Hvem er Deres Herre?“ „Det er — det er —“ stammede han forlegen. „Naa, ud med Sproget, jeg drikker ikke Champagne med Alle og Enhver.“ „Alle og Enhver,“ gjentog han fortrydelig; „min Herre er ikke „Alle og Enhver“.“ ,, iaa, hvem er han da ?“ „Han er — han er — Greve af Samso·“ „Jkke andet! Ja, lad os saa gaa ned til Greven.“ Da jeg kom ind i Kahytten, sad de tre Herrer ved et særskilt Bord, som var dækket til dem, og paa Grevens Vink satte Tjeneren en Stol ved Siden af hans. „Tag Plads,“ sagde han venligt. Jeg satte mig. Tjeneren skjænkede den skummende Vin i Glassene, og idet Greven klinkede med mig, sagde han: „Skaal, De er en rask Gut, jeg kan godt lide Dem.“ Da vi havde drukket, svarede jeg: “Jeg kan ogsaa forbandet godt lide Dem — som De nu er; men for var De rigtignok temmelig großgeschnossen.“ Alle tre brast i en hjertelig Latter, og jeg blev ganske rod i Hovedet af Ærgrelse over deres Lystighed, som jeg ikke fandt, der var den ringeste Anledning til. Greven mærkede det, og idet han selv fyldte mit Glas, sagde han godmodigt: „Naa, bliv nu ikke vred; disse Herrer le af Alting.“ „Det vil jeg gjerne tro,“ svarede jeg 1nut; „men De lo jo selv med.“ „Ja, jeg gjorde rigtignok saa,“ sagde han; og saa lo de atter. Jeg blev vred og rejste mig for at gaa. „Nej, bliv nu, jeg beder Dem saa venligt derom“ — og saa rakte han mig sin blode, fine Haand, som jeg uvilkaarlig greb og trykkede saa kraftigt med min haarde Sømandsnaeve, at han ømmede sig derved. „Naa, sæt Dem nu ned igjen,“ sagde han lidt gnaven, idet han gned sin hojre Haand med den venstre. „Gjorde det ondt?“ spurgte jeg, idet jeg satte mig. „Ja, ikke saa lidt endda,“ svarede han godmodigtz „jeg er just ikke vant til at faa saadanne Haandtryk· Men fortæl os nu lidt om Dem. De er selvfolgelig Sømand.“ „Ja, Styrmand.“ · „Hvor kommer De nu fra?“ „Fra Sydhavet. Jeg har faret fra Bremen.“ „Men er selv norsk, kan jeg høre.“ „Ja, Norge er mit Fædreland.“ „Deres Navn?“ „Brun.“ „Nordal Brun?“ „Nej, Michael Brun; min Bedstefader hed Nordal . Brun.“ „Og hvor vil De nu heu?“ „Tilbage til min Fødeby, Bergen.“ — Jeg har aldrig været for Politiretten, men jeg har hørt fortælle, at man der forelægger Delinkventen lignende „ Spørgsmaal; og hans peremtoriske Maade at forhore mig paa, smagte mig ikke. Derfor — da vi atter havde drukket et Glas — begyndte jeg at spørge „Hvor kommer De fra?“ „Fra Skotland.“ „De er ingen Skotte, det kan jeg høre.“ „Nej, jeg er dansk.“ „Hvad hedder De?“ „Frederik.“ „ „Hvad mere?“ „Carl Christian.“ „Hvad mere?“ „Jkke mere.·“ „For Pokker, De maa da have et Tilnavn ligesom alle andre ordenlige Mennesker?“ .,Nej, men jeg faar maaske et med Tiden.“ „Det var snurrigtz men lad gaa. Hvad er De?“ „Greve af Oldenborg.“ „Det er ikke sandt. Deres Tjener sagde, De var Greve af Samsø.“ „Ja, jeg har maaske adskillige Grevskaber in mente, og Tjeneren har formodentlig tænkt paa et af dem.“ Her lo han atter, og de andre to fnlgte pligtskyldigst hans Exempel. „Hvad Fanden ler J nu af?“ raabte jeg opbragt, idet jeg rejste mig; „vil De gjøre Nar af mig, saa· —“ Greven rejste sig ogsaa og blev pludselig alvorlig. „De har Ret,“ sagde han, idet han atter vilde række mig Haanden, men trak den hurtig tilbage igjen, „og De har Grund til at blive vred; men“ — her lagde han sin Haand paa min Skulder — „vi io af den Misforstaaelse vi selv have været med til at fremkalde, og som De ikke for Ojeblikket kan blive klog paa. Imidlertid lover jeg Dem, at før jeg gaar iLand i Vordingborg skal Misforstaaelsen blive hævet og — som jeg haaber — til Deres Tilfredshed.“
Efter disse Ord hilste han mig venligt med Haanden og gik op paa Dækket, fulgt af de andre to Griuebidere, medens jeg stod temmelig forbloffet tilbage. Der var en vis Hojhed, parret med den venligste og naturligste Ligefremhed, udbredt over denne Mand, saavel i Tale som i Væsen, saa jeg folte mig hendragen til ham paa “en forunderlig og ubestemmelig Maade, og jeg brændte formelig af Længsel efter at se Misforstaaelsen hævet.
En halv Time efter lagde Skibet til ved Vordingborg. Jeg stod i Nærheden af Falderebet, uden at trænge mig frem: jeg havde faaet en vis Respekt for - ianden med Piben, Manden med de mange Grevskaber in mente, og jeg haabede og ventede, at han ikke vilde glemme sit Lofte. Men han glemte det ikke, lige saa lidt som han senere glemte de Lofter, han gav. Hans Øer sogte mig, og da han saa mig, kom han hen til mig og sagde: „Farvel, unge Mand, og Tak for idag. Mit Navn er virkelig Frederik Carl Christian, og mit Tilnavn, hvis jeg lever, vil blive „den Syvende“z men jeg er ikke Greve af Oldenborg og heller ikke af Samsø: jeg er slet og ret Kronprins af Danmark.“ Saa rakte han mig trohjertig Haanden, som jeg denne Gang kun svagt berørte, og saa gik han i Land.
Nu stod det pludselig klart for mig, hvor jeg havde set ham for: det var i Foraaret 1834, da han som Prins havde været „uartig“ og blev sendt til Island.[1]
Da jeg kom tilbage til Bergen, nærede jeg det fængelige Haab, at det skulde lykkes mig at gjøre de Erfaringer frugtbringende, som jeg havde gjort paa min Sydhavsrejse, og mulig faa en Sydhavsexpedition igang dér; men uagtet der var Handelshuse nok, som sad inde med de fornødne Kapitaler, og uagtet jeg førte mange og lange Underhandlinger med disses Chefer, gik dog Dag efter Dag, Maaned efter Maaned, uden at jeg kom et Skridt videre.
Jeg skrev lange Artikler i Bladene om det Fordelagtige ved en saadan Expeditiou, og paaviste, at Arendal allerede havde udrustet en, og med overordenligt Held; men Alt forgjæves. Hertil var vistnok den vigtigste Grund den, at jeg var „for ung“, men en ligesaa vigtig som latterlig Grund var ogsaa den: at jeg gik for elegant klædt, kom paa Baller i blaa Kjole med forgyldte Ankerknapper — Noget, som var almindelig i Brug i Bremen for de Styrmænd, der havde taget den højere Examen og foer paa de lange Reiser —, hvid Silkevest og hvide Handsker, medens mine fordums Kammerater mødte i Frakke og mørke do. Man kaldte mig „Silkestyrmanden“, og en Ven af mig, Jonas Lund, som havde den samme honnette Ambition og klædte sig som jeg, blev kaldet „Fløjelsstyrmanden“.
Men en Begivenhed, som satte alle Byens Tunger i Bevægelse, gjorde mig næsten umulig i min kjære Fødeby. Der blev den Vinter givet Forestillinger af Fru Werlichs Selskab; jeg var en stadig Gjæst i Theatret og søgte og fandt Omgang saavel med Direktricen — en ligesaa elskværdig som agtværdig Personlighed og en fremragende Kunstnerinde — som med nogle af hendes Personale, baade mandlige og kvindelige, der rigtignok vare mindre — naa, lad mig sige som min gamle Fader plejede at sige: sat sapienti.
Paa mine mange Rejser havde jeg søgt min eneste Adspredelse i at besøge de forskjellige Theatre i de forskjellige større Byer, jeg kom til, og jeg havde set flere af den Tids dramatjske Koryfæer baade i Italien, Tydskland og Sydfrankrig. Jeg havde hørt Damerne Sonntag og Schrøder-Devrient og Tenoristerne Rubini og Roger synge; jeg havde set Theodor Doering, Davidson, Heinrichs og Seydelmann i deres bedste Roller, ikke at tale om, at jeg som Dreng havde set Dr. Ryge, Winsløv junior, Nielsen, Jfr. Pätges og Fru Wexschall (senere Fru Anna Nielsen) i Kjøbenhavn; intet Under da, at jeg af og til følte mig „bidt af en gal Skuespiller“, og i mit stille Sind mere og mere levede mig ind i det Haab, en Gang at blive disses Jævnbyrdige. Og det, som slog Hovedet paa Sømmet, var følgende.
I mine mange ledige og kjedelige Timer havde jeg efter Hukommelsen oversat Nestroys Farce „Talismanen“, som jeg mange Gange havde set baade i Bremen og i Hamborg. Jeg havde indsendt Oversættelsen til Fru Werlich og fik den ogsaa opført til en Benefice for Fru Bloch, en Skuespillerinde, som senere optraadte baade i Kasino og paa Folketheatret under Kammerraad Langes Direktion; men nu var Hundrede og Et ude! En Styrmand vilde give sig af med at skrive Komedier, havde man nogensinde hørt saa galt før? Nej, det var dog altfor latterligt! og heri vare desværre baade de Lærde og de Læge fuldkommen enige.
„Talismanen“ blev modtaget med en høist betegnende Tavshed, skjønt man fnisede i Etvæk, og den blev spillet ret godt; navnlig var Hr. Martini — senere ved Kasinos Theater — en meget morsom Titus Brandstok og Fru Bloch en sympathetisk Gaasepige.
Hele Byen talte i l4 Dage ikke om Andet, og Folk stod stille paa Gaden og betragtede mig som et fremmed Dyr, der var brudt ud af et Menageri; men dette æggede kun min Trods. Med det Gode kunde man faa mig til Alt, med det Onde til Intet. Jeg var for længe siden bleven træt af de mange feilslagne Forhaabninger og synlige og usynlige Skjær, min Ærgjerrighed paa det maritime Omraade stødte paa; min Pung var tom og det krænkede mig dybt, at jeg skulde ligge mine gamle Forældre til Byrde. Hyre som Styrmand kunde jeg heller ikke faa, da de ærede Bergenske Skibskaptejner, der just ikke havde „slugt alverdens Visdom“„ var bange for at faa en Styrmand ombord, der navigerede bedre end de, gik bedre klædt end de og havde en bedre Opdragelse end de, — og efter et helt Aars Kamp brod jeg endelig overtvært og fattede en Beslutning, der fremkaldte et formeligt Oprør i min Familie og voldte Den mange Taarer, hvem jeg altid havde elsket og hvis Minde jeg endnu elsker og ærer, nemlig min gamle velsignede Moder.
Men jeg var urokkelig i mit halsbrækkende Forsæt og ihærdig, som jeg nok tor sige, at jeg altid har været, forlod jeg Bergen i Begyndelsen af April Maaned med min Moders Velsignelse, mod min Faders Villie og fulgt af mine mange Sødskendes bedste Ønsker, der dog hos dem alle gav sig Luft i en bekymret Rysten paa Hovedet; thi de holdt inderlig af „Skrabekagen“, og have siden fulgt ham med broderlig og fosterlig Deltagelse paa alle hans Veje.
I Kristianssand, hvor Dampskibet „Nordcap“ blev liggende et Par Dage, fik jeg en varm Anbefaling af Rektor Boye til Etatsraad Collin, som var hans Svigerfader, og saaledes rustet, og velforsynet med Garderobe, steg paa Toldboden i Kjøbenhavn en Styrmand iland, og drog frejdig ind i „Stat Hamburg“ (nu Hotel „Phønix“) med 18 Rigsdaler i Lommen.
Dagen efter min Ankomst til Kjøbenhavn aflagde jeg en Visit hos Etatsraad Collin, afleverede mit Anbefalingsbrev og bragte en venlig Hilsen fra hans Datter, Svigersøn og Børnebørn. Den lille, bestandigt rolige Mand modtog mig høfligt, men koldt, og det første Indtryk, jeg modtog af ham, var ikke tillidvækkende. Hans korte, rødlige Haar og nedslagne Øine, der næsten aldrig saa paa den, han talte med, tiltalte mig ikke; men der gik ikke mange Uger, før jeg fik ganske andre Tanker om denne Hædersmand, der nød baade sin Konges og sit Folks Tillid, og blev agtet af alle dem, der kom i nærmere Berørelse med ham.
Han takkede mig for de bragte Hilsener og bad om at maatte læse Brevet, mens jeg var der. Jeg bukkede og han læste, og da han var færdig dermed, kastede han fra Siden af et mønstrende Blik paa min ringe Person og sagde derpaa i en temmelig treven Tone:
„Jeg skal tale med Etatsraad Adler om Dem endnu idag, saa kan De gaa til ham imorgen; men jeg skal strax drage Omsorg for, at De faar fri Adgang til Parterret den korte Tid, der endnu er tilbage af Sæsonen.“
Jeg takkede og anbefalede mig, og saa endnu samme Aften „Dina“, hvori Fru Heiberg glimrede som en Stjerne af første Rang.
Den næste Dag — en Søndag — gik jeg til Gehejme—Etatsraad Adler, hvis hele Væsen strax gjorde et velgjørende Indtryk paa mig, et Indtryk, som jeg beholdt lige til hans Død. Jeg betragtede ham næsten som min anden Fader, og naar Verden gik mig haardt imod, tyede jeg til ham, og søgte Raad og Hjælp hos ham. Adler var en høj, bredskuldret Mand, men bøjet af Aarenes Vægt, og han hævede sig kun til sin fulde Højde, naar Nogen vilde se ham over Hovedet. Han var Christian den Ottendes Kabinetssekretær og tillige hans Ven og Fortrolige; han havde været med ham i Norge i 1814, og fortalte mig senere Adskilligt fra den Tid, da Prins Christian Frederik forlod dette Land med skuffede Forhaabninger, efter at han havde troet sig sikker paa dets Krone.
Da jeg kom ind i hans Arbejdsværelse, bad han mig venligt tage Plads hos sig paa Sofaen, og begyndte saa, medens han betragtede mig med sine talende, blaa Øine, at spørge mig om, hvad jeg tidligere havde været, da han af Collin kun havde hørt, hvad jeg nu vilde være. Han vandt strax min hele Fortrolighed, jeg svarede lige saa aabent og ligefrem, som han spurgte, og da jeg var færdig med min korte Redegjørelse, sagde han:
„Jeg har kjendt Deres Bedstefader, og De ligner ham paafaldende; han var en ivrig Tilhænger af vor nuværende Konge og en af de Normænd, der varmest og ivrigst kjæmpede imod, at Norge skulde forenes med Sverig. — Men det var jo ikke om ham, vi skulle tale, men om Dem“. Derpaa rejste han sig og selvfølgelig rejste ogsaa jeg mig; Efter at have betragtet mig med et venligt Smil, sagde han:
„Deres Person er vel egnet for Scenen, Deres Talestemme er velklingende, men med Deres Sprog vil det unægtelig have sine Vanskeligheder Ja, Rossing var jo rigtignok ogsaa Normand“ —
„Og ovenikjøbet Thrønder“, afbrød jeg ham ivrigt, „men jeg er jo fra Vestlandet og der er Sproget blødere end i Throndhjem og Kristiania“.
„Deri har De rigtignok Ret, unge Mand, og det kan jo ogsaa være, at De ved egen Flid og en omhyggelig Instruktion kan blive til noget Dygtigt. Jeg skal tale med Nielsen om Dem og imidlertid maa De daglig besøge Theatret og saa komme til mig og fortælle mig, hvad Indtryk det Sete og Hørte har gjort paa Dem; De skal altid være mig velkommen“.
Hermed var Audientsen forbi. Jeg sprang fornøjet ned af Trapperne og havde nær rendt en ældre Dame om, som idetsamme kom vraltende op imod mig; men jeg fik heldigvis fat i hendes trinde Skikkelse og holdt hende fast i min Arm, saa vi formelig dannede et Tableau, fremstillende Ungdom og Alderdom. Det var Fru Adler, jeg saaledes tog i Favn, den Mands Hustru, der nylig havde været saa venlig imod mig; men vort første Møde paa Trappen havde heldigvis ingen ubehagelige Følger for min Fremtid; thi Gehejmeraadinden var ligesaa elskværdig som Gehejmeraaden, og mine høflige Undskyldninger bleve modtagne med et Smil.
Den Søndag forekom mig at være “en saa lykkelig Dag, at jeg besluttede at ende den ligesaa godt, som den var begyndt, og gik derfor ud paa Vesterbroes Morskabstheater for at se Familien Prices Pantomimer.
Det var noget ganske Nyt for mig. Søstrene Rosa og Flora vare to henrivende Damer og Adolf Price en uimodstaaelig morsom Pjerrot. Der blev givet en af de bedste casortiske Pantomimer, „Harlekin mekanisk Statue“, og jeg sad i en ustandselig Latter, som undertiden tog et saadant Opsving, at jeg frygtede for at prostituere mig; men hvad der dog i den Henseende beroligede mig, var, at tvende ældre Mænd, der sad lige foran mig, lo næsten lige saa højt som jeg, og af og til slog hinanden paa Skuldrene i overvættes Fornøjelse over, hvad de saa. Da jeg imellem Afdelingerne gik ud for at trække frisk Luft, spurgte jeg en Herre, som havde siddet ved Siden af mig:
„Vil De ikke være saa god at sige mig, hvem de to Herrer var, der sad lige foran os?“
„Kjender De ikke dem?“ spurgte han forundret og næsten medlidende.
„Nej, jeg har saamænd aldrig set dem før“. .
„Saa? Men hørt om dem har De da vel? Det er Oehlenschlæger og Thorvaldsen“.
„Oehlenschlæger og Thorvaldsen!“ raabte jeg glad-og ilede atter ind i Theatret; og fra det Øieblik af var min Opmærksomhed mere henvendt paa disse to end paa Scenen. Deres hver for sig smukke og karakteristiske Fysiognomier gjorde et dybt Indtryk paa mit ungdommelige Sind og jeg følte mig næsten stolt af at sidde dem saa nær. Den Søndag erindrer jeg som det var idag og det er dog over fyrgsetyve Aar siden.
Jeg besøgte nu det kongelige Theater hver Aften der spilledes; jeg saa „Amors Genistreger“, „Axel og Valborg“, „Sparekassen“, „Frieren og hans Ven“, „Et Reiseeventyr“ osv. osv.; men jo mere jeg saa og hørte, jo mere urolig, for ikke at sige bedrøvet blev jeg, og efter hver Aftens Forestilling voxede den Tanke hos mig, at jeg aldrig vilde naa op til de Forbilleder, jeg havde set og tildels beundret. Nielsen og Holst, Phister, Rosenkilde og Foersom, Hultmann og M. Wiehe — skjøndt den næstsidste var Debutant og den sidste endnu „ikke havde hævet sig over det Minimum af en Skuespiller“, en Anmelder i „Fædrelandet“ havde betegnet som „en scenisk Umulighed“ — stode dog for mig som uopnaaelige, og endnu før Sæsonen var ude, gik jeg, nedslaaet, men fattet og rolig, op til Adler og sagde ganske aabenhjertigt til ham: „Jeg kan ikke blive Skuespiller, Hr. Geheimeraad, jeg duer ikke til det“. Mere fik jeg ikke sagt, for Taarerne stod mig i Øinene.
„Ja saa“, svarede han forundret; „og hvoraf ved De nu allerede det?“
“Deraf, at jeg føler med mig selv, at jeg aldrig vil blive noget Dygtigt, og af daarlige Skuespillere har jeg allerede kjendt saa mange, at jeg ikke vil dele Skjæbne med dem“.
Adler saa paa mig med et deltagende Blik og sagde derpaa: „Deres Selvkritik maa jeg respektere, men naar De ikke vil være Skuespiller, min unge Ven, hvad i Alverden vil De saa være? Vil De atter gaa tilsøs?“
Jeg sundede mig lidt og svarede saa troskyldig som Antonins svarer Nicolai i „Sparekassen“: „Nej, Forord bryder ingen Trætte, tilsøs gaar jeg ved Gud i Himlen ikke“.
Han lo hjertelig over mit Indfald, men blev pludselig igjen alvorlig og spurgte: „Men hvad vil De da tage Dem for her i et fremmed Land og uden Resourcer?“
Jeg tyggede lidt paa Svaret; endelig stammede jeg lidt flau og med nedslagne Øine: „Jeg vil — jeg vil — jeg vil — være Literatus“.
Nu lo han igjen, saa det formelig klukkede i ham, og jeg stod foran ham som en ulykkelig Synder, der havde tilstaaet en uhyre Forbrydelse. Endelig fik denne for mig højst ubehagelige Latter en Ende og han sagde: „Vor Herre bevare Dem derfor; vi har kun En heri Kjøbenhavn, som kalder sig saa, og han er, den stakkels gamle Mand, kun Gjenstand for Medynk og Spot[2] Altaa: vi slaar en Streg over „Literatns'en“, ikke sandt?“
„Jo, naar De synes det, slaar vi en tyk Streg over ham; men skrive vil og maa jeg, og jeg er allerede begyndt saa smaat“.
„Ej, ej! Og hvad skriver De da paa?“
„Paa et Skuespil“, stammede jeg ganske sagte.
„Og det kalder De at begynde saa smaat? Nu, det maa jeg sige: behagede Deres Selvkritik mig før, saa foruroliger Deres Selvtillid mig nu! Ved De da ikke, at det idetmindste er ligesaa vanskelig en Sag at blive dramatisk Forfatter som at blive Skuespiller, og har De ikke tænkt paa, at for at blive det første, maa man have mange og store Forkundskaber?“
„Jo, det har jeg ofte tænkt paa“.
„Har De da disse Forkundskaber?“
Nej, endnu ikke; men jeg føler Trang til at skrive, Lyst til at skrive, og saa er jeg begyndt at skrive“.
„Naa, saa skriv da i Guds Navn; men lad det ikke saa en ligesaa brat Ende med Skriveriet som med Komediespillet, for saa bliver vi ikke længer gode Venner. — Er det ubeskedent at spørge, hvad Barnet skal hedde?“
„De skandinaviske Brødre“.
„Ja saa; ja, Titlen kan være god nok, naar blot Indholdet svarer dertil. Det er jo et tidssvarende Emne der sætter alle vore unge Mennesker Fluer i Hovedet, og en smuk Tanke, der ligger til Grund for det; kan De faa Noget ud af det, skal det glæde mig. Naa, til Lykke da med deres Førstefødte, og naar De er færdig med den Lille, faa send den enten til Heiberg eller mig; men bevar en stræng Anonymitet, thi Autodidakterne ere ikke vel anskrevne for Tiden, det har vi et slaaende Exempel paa i Thomas Overskou Min Taushed kan De trygt stole paa, jeg er for gammel til at sladre af Skole“.
Med denne Formaning gik jeg; men denne Gang sprang jeg ikke ned ad Trapperne. jeg gik langsomt og noget slukøret, opfyldt af Tvivl og Haab; og da jeg kom hjem i min tarvelige Stue i St. Pederstræde, satte jeg mig til at skrive, og skrev til langt ud paa Natten.
Inden jeg gaar videre i Texten maa jeg dog kortelig berøre, hvad der nærmest foranledigede mig til at vælge Skandinavismen som Emne til mit første dramatiske Forsøg.
Nogle Dage efter at jeg var kommen til Hovedstaden besøgte jeg en Fru Bøgh, Enke efter Sorenskriver Bøgh i Bergen, en meget dannet og elskværdig gammel Dame; hun var dansk af Fødsel og havde derfor foretrukket at nyde sin Pension i Damnark, faa meget hellere, som en af hendes Døtre var forlovet med en danst Kand. Ibsen, senere Præst ved Gjentofte Kirke.
Hun modtog mig med norsk Gjæstfrihed, underrettede mig om, at hun hver Lørdag Aften „tog imod“, og indbød mig til paa den Aften i al Tarvelighed at drikke en Kop The hos hende. Jeg vilde træffe baade ældre og yngre Mænd der, og af dem, mente hun, at jeg hurtig kunde faa et idetmindste overfladisk Indtryk af, hvad der for Tiden rørte sig i Kjøbenhavn.
Jeg modtog selvfølgelig Indbydelsen og gav Møde den første Lørdag Aften.
Det var netop i den Periode, da Orla Lehmann havde siddet i Arrest for at afsone en politisk Forseelse, Gemytterne vare i stærk Bevægelse og Stemningen høj. Der taltes om Politik, som jeg ikke forstod et Muk af; om den fri Forfatning, Christian den 8de havde lovet at give, men ikke gav, og om „Skandinavismen“, som jeg kun havde et saare svagt Begreb om; og medens et Par ældre Herrer sad hos Damerne og nød deres The i tilsyneladende Ro, satte jeg mig hen i en Krog med min og gav Agt paa Alt, hvad der blev sagt. Men næppe havde vor elskværdige Værtinde fortalt, at jeg kom lige fra Norge, før jeg blev omringet af flere — jeg tør ikke sige unge Mennesker, men unge Mænd, hvoriblandt den ovennævnte Kund. Jbsen, en Broder til ham, som var Organist ved en af Stadens Kirker, en ældre Student P., en temmelig fanatisk Politiker, som senere for en Tale, han holdt i Ridehuset, blev sat under Tiltale, og sl. a., hvis Navne jeg ikke erindrer eller ikke vil nævne, da de leve endnu.
Jeg sad som „Peter in der Fremde“ og vidste hverken ud eller ind; men da jeg altid har havt den vistnok priselige Skik: aldrig at tale med om det, jeg ikke forstod mig paa, lod jeg dem snakke og svarede kun med et „Ja“ eller et „Nej“, alt eftersom det, jeg blev·spurgt om, krævede et bekræftende eller benægtende Svar. Hermed lod de sig ogsaa nøje, fornemmelig fordi de helst hørte sig selv tale, og da jeg forøvrigt var en yderst opmærksom Tilhører, udviklede de med stor Veltalenhed, hvor lykkelig Skandinavismen vilde gjøre Nordens beslægtede Stammer, „der fordum var spaltet itrende sygnende Skud“. Jeg satte mig lidt efter lidt ind i deres Tankegang, og endelig fandt jeg mig foranlediget til i al Beskedenhed at ytre, at ogsaa jeg fandt, at Skandinavismen var en sublim Ide, naar der bare kunde tilvejebringes den fornødne Enighed.
Jeg blev ganske rød i Hovedet over, at jeg saa pludselig havde udtalt min hurtige Opfatning af en Sag, der hidtil havde været mig temmelig fremmed, og jeg blev endnu rodere i Kardusen, da en ældre Mand, Professor Sibbern, kom hen til mig og sagde i en venlig, spøgende Tone: „Tag Dem iagt, unge Mand, og lad Dem ikke bedaare af disse Galninge, der daglig rende Panden mod Muren: der kommer dog aldrig noget godt ud deraf.“ — Efter denne faderlige Formaning nikkede han imidlertid til „Galningerne“ og gik atter smaaleende hen til Bordet for at nyde Resten af sin The.
„Det skandinaviske Selskab“ var nylig bleven dannet, og efter Opfordring af Kand. Jbsen meldte jeg mig ind i samme.
I dette Selskab, som havde sine Møder i Hotel d’Angleterre, horte jeg senere mange interessante Foredrag af Orla Lehmann, hvis oratoriske Evner baade overraskede og forbausede, men aldrig overbeviste mig; af Monrad, der allerede den Gang talte med en præstelig Sindighed og Ro; af Professor Clausen, hvis Veltalenhed var lige saa velgjørende som klar; af Carl Ploug, hvis fyrige Taler og fyrige Sange den Gang gjorde et dybt Indtryk paa mit ungdommelige Sind, og af mange flere; men navnlig husker jeg et humoristisk Foredrag, som J. L. Heiberg holdt over-“ „Bellman som vDithyrambikerC og hvori han dolerede over, at Maadeholdsforeningeu, for at udrydde Brændevinen, havde gjort denne til et Neutrnm.
Saavel af disse Foredrag som ved min hyppige Omgang med mange begavede Mænd i det Boghske Hus, bleve mine Begreber om Skandinavismen klarere, og jeg begyndte at omfatte den med en Varme og Begeistring, der endelig fandt sit Udslag i „De skandinaviske Brødre-, som blev færdigt i Lobet af et Par Maaneder og indsendt til det kgl. Theater, hvis Censor Heilierg den Gang var.
Jeg fristede imidlertid en kummerlig Tilværelse, studerede flittig Historie og Poesi, men led ikke sjælden Sultz og da maatte min blaa Kjole med forgyldte Ankerknapper, den hvide Silkevest og mange andre Klædningsstykt“er, der havde været mine Kammerater i Vergen en Torn i Ojet, vandre til Hjørnet af Læderstræde og Amagertorv for aldrig mere at vende tilbage til deres retmæssige Gjer. Jeg fik rigtignok et Par smaa tyske Boger at oversætte for „Den skandinaviske Boghandel“, men Honoraret var ringe, og da de drejede sig om „Honsegaarden“ og gav praktisk Anvisning paa Ægs Udrngning og Kyllingers Opdrcetning, blev jeg mere sulten af at oversætte dem, end jeg allerede var i Forvejenz for der floj ingen stegte Kyllinger ind i min Mund den Gang.
Men midt i alle disse Gjenvordigheder gjorde jeg tiliældigvis Bekjendtskab med Jfr. Rantzan“ Sangelev ved det kgl. Theater, en Søster til Skuespillerinde; Md. Erhardine Hansen — den Gang var der endnn Jomfruer og Madamer ved det kgl. Theater —, gift med kgl. Kammersanger Christian Hansen, og — forlovede mig med hende, skjøndt Gud skal vide, at jeg ikke „havde noget at gifte mig paa“.[3]
Imidlertid bragte denne Forlovelse mig i Forbindelse med mange af Theatrets Kunstnere og Kunstnerinder, og selvfølgelig blev jeg endnu fastere knyttet til Scenen, end jeg allerede forud af Tilbøjelighed var, saa jeg næsten betragtede mig som hørende til dens „faste Stok“.
Og efter denne korte Redegjørelse af Datidens Bevægelse og min Stilling, gaar jeg over til at fortælle, hvorledes jeg kom i Berørelse og stiftede Bekjendtskab med den Mand, der kom til at udøve en saa stor Indflydelse paa min Fremtid.
Jeg hørte i lang Tid ikke Noget om mit Stykke; men en Aften, da min tilkommende Svigerinde kom fra Theatret, ilede hun smilende hen til mig og raabte: „Sikken en Filur, Du er! Du har leveret et Stykke ind til Theatret, og har ikke sagt et Ord til os derom“.
„Har jeg?“
„Ja, Du. Heiberg kom hen til mig iaften og sa"e: „Jeg har skrevet til Deres tilkommende Svoger iDag og adresseret mit Brev til den skandinaviske Boghandel. Han har indsendt et Skuespil, hvori der virkelig er noget Talent“. . ·
Gamle Adler havde altsaa dog sladret af Skole, men selvfølgelig i den bedste Hensigt.
Dagen efter modtog jeg ganske rigtig et Brev fra Professoren, hvori han bad mig om en Samtale og hvori han udtalte, „at Jutentionen, Hensigten med det Hele var tidssvarende“, men at Stykket trængte til en radikal „Omskjcering“, hvis det nogensinde skulde blive antageligt for Scenen.
Jeg beklaget meget, at jeg — skjøndt Brevet kun indeholdt en hojst betinget Anerkjendelse — i min taabe lige Glæde øieblikkelig sendte det hjem til mine gamle Forældre, hos hvem det blev borte; det vilde bedre end mine Ord have belyst Hr. Professorens velvillige Mening om mig. De andre Breve, jeg modtog fra ham, og hvoraf jeg i det Følgende vil komme til at eitere enkelte Udtalelser, har jeg derimod bevaret som en lille Skat, der kan gaa i Arv til min Slægt, og hos den bevare Mindet om den Mand, jeg har at takke for, at jeg kom, saavidt som jeg er kommet.
Vel kom der af og til i de senere Aar, da min Selvstændighed var begyndt at vaagne og jeg ikke altid kunde finde mig i hans Formynderskab, en lille Kurre paa Traaden mellem ham og mig; men den jævnedes snart, og det Indtryk, jeg har beholdt af ham og hans Ven, H. Hertz, har jeg efter Evne søgt at bevare ogsaa hos Andre, idet det efter nogen Modstand lykkedes mig at faa deres vellykkede Statuer anbragte paa Dagmartheatrets Fagade·
Det var med bankende Hjerte og blussende Kinder, at jeg første Gang gik op ad Trapperne i det Palce i Bredgade, hvor han den Gang boede. Han kom mig venligt smilende imode, og bad mig tage Plads ved et Bord, hvorpaa Manuskriptet til mine ulykkelige Skandinaver med aabent Gab stirrede mig imøde.
Af Adler var han bleven underrettet om min Fortid, og han betragtede mig med en vis nysgjaerrig Forundring, der satte mig i Forlegenhed. Men denne Tagenmaal af min Personlighed varede doog kun et Øieblik og han gav sig derpaa strax ifærd med Gjenstanden for mit Besøg, 3 og nu udspandt der sig en Samtale, der fra hans Side førtes med en imødekommende Høflighed, der dog forekom mig at have et ironisk Anstrøg, og fra min Side med en mere og mere tiltagende Uro. Thi det sarkastiske Smil om hans Mund konsternerede mig, og ofte, naar jeg senere kom til ham for at nyde godt af hans Raad og Vejledning, var jeg mere bange for det end for de Udtalelser, det ledsagede.
„De har skrevet et Stykke“, sagde han, „som ikke er aldeles blottet for Talent, der er endog enkelte virkningsfulde Scener deri; men maa jeg nu først spørge Dem, Højstærede, hvorfor De har skrevet det paa Vers istedetfor i Prosa?“
„Fordi — ja, fordi jo baade Oehlenschlæger, Hertz og De selv, Hr. Professor, har skrevet mange af Deres dramatiske Digterværker paa Vers“.
„Men vi — ja, De har jo været saa overordentlig artig at tage mig med — vi har jo ogsaa skrevet adskillige i Prosa, og et- jævnt borgerligt Skuespil har næppe nogen af os skrevet paa Vers“.
„Nej“ — stammede jeg —, „men jeg tænkte derved at frembringe mere Effekt“.
„Nok muligt, men saa maatte i ethvert Tilfælde Deres Vers være bedre end disse er“, og han lagde idetsamme sin Haand paa Manuskriptet — ikke haardt, men blødt, som om han vilde kjærtegne det.
„De kjender vel ikke synderlig til Metrik?“ vedblev han at spørge. „Metrik? — Nej, ikke meget; jeg ved kun det er „Læren om Stavelsemaal og Versemaa·l, for det har jeg læst i C. Molbechs Ordbog“.
„Altsaa heller ikke til „Pedes“, det vil sige: Versenes Fodder?“
„Nej, jeg har kun brugt saa mange Stavelser til hver Verslinie som der er Stavelser iOehlenschloegers Verslinier, og saa har mit Ore hjulpet til for Resten“.
„Tet gjor mig ondt at hore“, svarede han tort, „for saa har De et daarligt Øre, Hojstcerede“.
„Har jeg et daarligt Ore ?“
„Ja, jeg mener: daarligt Gehor“.
„Det troer jeg dog ikke, for jeg har hørt megen og god Musik, og jeg kan altid hore, naar Fru S. og min Forlovede synger falsk“.
„Virkelig? Ja, saa lærer De ogsaa nok selv at synge rent. Har De et hurtigt Nemme og en god Hukom- 1nelse?“
„Ja, det har jeg rigtignok“, svarede jeg srejdigt.
„Godt, saa har vi altid noget at bygge paa“.
Han tog nu Manuskriptet, satte sig hen ved Siden af mig og begyndte saa som en gammel gemytlig Skolemefter at paavise alle de Bommerter, der fandtes næsten paa hver Side; derpaa tog han Pen og Papir og satte op et jambisk Schema, hvorefter Verset skulde skanderes, og forklarede mig saa kort og klart dets Betydning. J over en Time blev han ved med dette Arbeide, og det glædede ham ojensynligt, at jeg saa hurtig forstod ham. Han svedte og snusede og jeg svedte og tørrede ivrig den Snus væk, som han i sin Ivrighed spildte paa Bogen; de og da jeg efter endt Lektion med temmelig Sikkerhed nedskrev et Par jambiske Verslinier af eget Fabrikat, lo han rigtig fornojet og sagde:
„Ja, nu kan det være nok for idag. Tag nu Bogen med hjem og skriv Deres Vers om. Kom saa til mig, naar De er færdig med dette Sisyp·husarbeide“ — og her kom atter det sarkastiske Smil frem —, „og lad mig se, hvad Fremskridt De har gjort. — Men det er sandt“ — han gik hen til Bogreolen, søgte og fandt et Par Bind, som han gav mig og fojede til: „tomhændet skal De ikke gaa fra mig. Her har De Thortsens Metrik; studer den flittig, det vil De have godt af, naar De endelig ikke kan lade være at skrive Versts og med disse Ord trykkede han min Haand.
Jeg takkede, bukkede og gik, og da jeg var kommet ud paa Trappen, sprang jeg ned af den, ligesom jeg forste Gang var sprungen ·ned af Ge·hejmeraadens, og gik saa lige hjem for at begynde paa mit „Sisyp“husarbejde“.
Men dette Arbejde fik dog en Ende, for jeg arbejdede utrætteligt Dag og Nat, medens jeg konsumerede en Masse Kopper stærk Kasse, og efter ca. 4 Ugers Forløb stod jeg atter i Bredgade med mit „Annanas-Manuskript“ under Armen. Professoren kunde desværre ikke modtage mig den Dag, men jeg afleverede det til Tjeneren, og efter andre 8 Dages Forløb gik jeg atter derud for at høre min Dom. Denne Gang blev jeg modtaget og modtaget med Hjertelighed — uden Smil.
Han var forbavset over mine Fremskridt; der var neppe tredive jambiske Fejli hele det femakts Stykke, og da jeg nu fortalte ham, at jeg samtidig med „Omskjoeringen“ flittig havde studeret Thortstens Metrik, bød han mig sin Daase og sagde:
„Tag Dem nu dristig en Pris Tobak og nys saa paa, at der med Tiden skal blive Noget af Dem; for det lader til De har en Villie, som ikke lader sig kyse“.
Jeg tog Prisen og nøs, saa det rungede i Huset.
“Men nu“, sagde han og blev pludselig alvorlig, „nu maa De heller ikke blive forknyt, naar jeg siger Dem, at dette Deres forste Opus nceppe vil blive antaget af Direktionen. Emnet vil næppe tiltale den, og selv Deres Protektor, Gehejmeraad Adler, har store Betænkeligheder ved at antage det, ligesom jeg har mine ved at anbefale det; men vi kan jo altid prøve“.
Jeg følte, at jeg blev bleg, og jeg raabte i min Fortvivlelse med bonlig Stemme: „Aa ja, prøv, Hr. Professor! prøv endelig, for jeg har sat alt mit Haab til det; og om jeg end maaske kan faa det trykt, saa faar jeg dog Ingenting for det, det ved jeg“.
„Nej, deri har De Ret; men frisk Mod, min unge Ven. Adler interesserer sig varmt for Dem og De har ham at takke for, at De ogsaa har og fremdeles vil have min Deltagelse at stole paa“.
Ligesom ved det første Mode trykkede han min Haand, og anden Gang gik jeg ned ad hans Trapper som jeg anden Gang gik ned af Gehejmeraadens: noget slukoret, men ikke knust.
Efter et Par Ugers Forløb fik jeg gjennem den skandinaviske Boghandel mit Stykke remitteret, ledsaget af følgende
Skrivelse:„Da Direktionen for de kongelige Skuespil finder, at det af Dem indsendte Skuespil „De skandinaviske Brødre“ ikke egner sig til Opførelse paa det Kongelige Theater, maa det derfor sendes Dem som uantaget tilbage“.
J. G. v. Levetzau. Collin. Adler.
Slaget var haardt, skjøndt det var forberedt; det lammede mit Mod i nogle Dage og jeg begyndte at se med snusfornuftig Eftertanke ind i Fremtiden. Men saa begyndte jeg atter at rejse Hovedet, jeg stejlede som en ung Hingst, man vil kastrere, og jeg begyndte uforsagt paa et nyt Drama, hvortil allerede Udkastet var lagt tilrette, og hvis Stof jeg havde taget af den nyere svenske Historie.
Kort Tid efter fik jeg et kjærligt Brev fra min Moder, hvori hun skrev, at Fader vilde understøtte mig med 10 Spdl. om Maaneden, naar jeg vilde tage dansk-juridisk Examen, for saa, mente han, kunde jeg dog altid, hvis min begyndte Forfattervirksomhed tog en Ende med Bedrøvelse, „blive Noget paa et Kontor“. Saasnart jeg havde Præliminær-Examen, vilde Understøttelsen strax blive mig sendt. Med det kjærkomne Brev fulgte en norsk Gammelost, en røget Lax, et Par nye Støvler og 6 Par Strømper“[4].
Min Beslutning var snart tagen. Jeg opsogte en theologisk Kandidat, J. (senere Præst heri Byen), som manuducerede til denne Examen og spurgte ham, hvilke Kundskaber der udfordredes til at tage den.
„Geograsi, Danmarks Historie, skriftlig og mundtlig, lidt Geometri til „Pi“, lidt Arithmetik og Mathematik og Oversættelse fra Tysk til Dans ,“ svarede han.
„Det er godt. Jeg kan allerede en hel Del af dette, og om tre Uger maa jeg op.“
„Er De tosset?“ spurgte han leende.
„Nej, ikke saa tosset enda. Jeg har ikke Raad til at vente til Efteraaret; lad os bare tage fat, saa gaar det nok.“ Og saa tog vi fat.
Tysk talte jeg den Gang næsten ligesaa godt som mit Modersmaal, men om dets Grammatik havde jeg dog kun vage Begreber; Danmarks Historie, navnlig efter Allens Lærebog, var mig et Smorrebrod, og af Mathematik og Geometri havde jeg endnu en Del i Behold fra min hojere Styrmandsexamen i Bremen, saa jeg behøvede blot paany at gjennemgaa disse Opgaver. Med Geografien var det derimod en anden Sag. Jeg var jo rigtignok en Del berejst, og paa Sokortet havde jeg let ved at orientere mig; men her skulde mere til. Jeg skulde kjende de forskjellige Verdensdeles Lande, deres Beliggenhed, deres Bjergkjæder, Floder og Byer osv. osv., og ofte, naar Kandidaten kom til mig, sad jeg og skrev paa mit Drama, i Stedet for at fare Verden rundt i Bogen og paa Kortet, saa han fortvivlet raabte: „Det gaar aldrig i Evighed paa den Maade, Hr. Brun!“ — „Det gaar nok,“ svarede jeg tillidsfuld; og da Dagen til den skriftlige Del af Examen kom, var jeg rigtignok kun rejst igjennem Evropa og Amerika.
Jeg mødte paa Universitetet sammen med Holstenere og Danske ,„ der vilde være Forstmænd; med Klejnsmede, der vilde være Beslagsmede og Dyrlæger; og med andre unge Mennesker, der, som jeg, vilde blive danske Jurister. Opgaven var: „Danmarks Tilstand under Erik Menveds Mindreaarighed.“
Det var just „Mad for Mons“, og efter et Par Timers Forløb var jeg færdig med den og afleverede den til Pedellen, der stod paa Kathedret for at passe paa, at vi ikke talte med hverandre.
„Han forlader Examen,“ hviskede en Ulykkelig til en anden Ulykkelig, der endnu ikke havde sat Pen paa Papiret; men jeg gik glad og tilfreds hjem og om Aftenen i Theatret for at se „Kong Renés Datter“.
Senere kom den mundtlige, og den var værre. I Begyndelsen gik rigtignok alting godt: jeg havde „højdelt en Linie“ og løst en lille mathematisk Opgave for Professor Ramus, begge Dele til hans Tilfredshed; jeg var i et andet Lokale bleven spurgt — jeg husker ikke længer af hvem — om Corfitz Ulfeldts „gode og slette Handlinger“ og havde talt vidt og bredt baade om ham og hans ulykkelige Hustru, saa Professoren utaalmodig raabte: „Det er nok! Det er nok! De behøver ikke at svare paa mere, end De bliver spurgt om“; men saa kom jeg ind i et tredie Lokale, hvor Professor Velschow examinerede i Geografi. Han havde et stort Skoleatlas liggende foran sig, og de, der blev examinerede for mig, kom alle op i evropæiske Lande. Saa kom min Tur, og da jeg havde taget Plads ved hans Side. vendte han nogle Blade om, og Asien gloede mig uhyggeligt imøde. „Kan De nævne mig de vigtigste Bjergkjæder i denne Verdensdel?“ spurgte han.
Jeg havde gode Øjne, saa skarpt paa det store Kort og nævnede et Par af de vigtigste af dem.
„De maa ikke se paa Kortet,“ sagde han, og lagde sin Haand med en vis Salvelse paa det.
Nu saa det galt ud. Mine Kinder blussede som nys udsprungne Pæoner, og jeg følte, at Sveden sprang ud af hver Pore i mit Legeme; men jeg saae ham bønligt ind i Øjnene og hviskede troskyldig: „Jeg er i de tre Uger, jeg har læst, ikke kommet videre end gjennem Evropa og Amerika, og faar jeg ikke Examen nu, har jeg Udsigt til at sulte ihjel.“
„Det vilde dog være for haardt,“ sagde han og saa nysgjerrig paa mig; derpaa slog han langsomt et Par Blade om, og Frankrig laa smilende for mig. „Kan De sige mig de vigtigste Sostæder i Frankrig?“ spurgte han.
Jeg nævnede alle, lige fra Havre til Marseille og Toulon.
„Det er godt,“ sagde han sagte; „men jeg kan kun give Dem „maadelig“.“
„Gud velsigne Dem for det,“ hviskede jeg lige saa sagte; „havde De givet mig Nul, var jeg bleven fortvivlet.“ [5]
Endelig kom jeg da ind til Professor Abrahams-, som skulde examinere mig i Tysk. Jeg lagde strax Mærke til, at Holftenerne maatte oversætte fra Dansk til Tyfk og de Danske fra Tysk til Dansk, hvorefter de maatte konjngere og deklinere Verber og Nomen. Dette gjorde mig lidt betænkelig, da jeg, som forhen fortalt, ikke var stærk i Grammatik; men jeg tog en rask Beslutning, som ogsaa kronedes med Held. Da jeg nemlig havde oversat et Stykke fra Tysk til Dansk, greb jeg hurtig den danske Bog og oversatte temmelig godt et Stykke af den paa Tysk, og efter dette Experiment nikkede Professoren venligt til mig, slog Bogen sammen og sagde: „Meget godt.“
Da jeg kom udenfor, tørrede jeg Sveden af Panden og raabte et jublende: „Hurra!“ — Det var ogsaa den første reelle Glæde, jeg havde havt i lang Tid.
Faa Dage efter erfarede jeg, at Resultatet af dette mit første Skridt paa den juridiske Bane blev Karakteren „Bekvem“, og jeg ilede selvfølgelig med at underrette min Moder derom, bevis, idet jeg sendte hende mit Examensbevis, som var udstedt a.f H C. Ørsted, den Gang Universitetets Rector magnificus. Med omgaaende Post modtog jeg den belovede Remisse, og nu begyndte jeg at træffe Vejret!“ [6]
Medens for beredte mig Præliminærexamen, fik jeg et Brev fra Professoren, af hvilket jeg her tillader mig at citere, hvad der angaar Sagen. Det hed nemlig deri:
„Nu, da Stykket er blevet forkastet af TheaterDirektionen, at finde en Forlægger til det, vil blive meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt . . . Under disse Omstændigheder er det faldet mig ind, om det Fordelagtigste, De kunde gjøre, ikke vilde være at overlade Manuskriptet til Sommerforestillinger. Jeg vil da tilbyde det til min Svoger, Skuespiller Pätges, som netop er i Forlegenhed med, hvad han skal vælge til sin Forestilling ..... Ved at tage denne Bestemmelse vil De kunne faa Stykket spillet med den Rollebesætning, som De har foreslaaet, kun med Undtagelse af Hr. Nielsen, Md. Nielsen og Phister, som ikke assistere ved min Svogers Forestilling, fordi de have sluttet sig sammen med nogle Andre til et privat Selskab. Disse Roller maatte altsaa besættes anderledes, hvilket næppe vilde falde vanskeligt, f. Ex. med Pätges, Jfr. Jørgensen og Hr. Foersom. Jeg beder Dem nu overveje denne Sag og lade mig Deres Beslutning vide.
21. Marts.
Ærbødigst
J. L. Heiberg.“
Dette Brev overraskede mig vel paa en behagelig Maade, men satte mig tillige i en stor Uro. Nu, da der var Udsigt til at faa mine „skandinaviske Brødre“ opført paa det kgl. Theater, begyndte jeg først klart at indse, at det havde store Svagheder, og at disse upaatvivlelig overfløjede dets mulige Fortrin. Jeg gik da først til Adler, saa til Heiberg
Adler var fuldstændig inde i Stykkets hele Gang og lagde i sine Udtalelser om det sandelig ikke Fingrene imellem; men, hvad han fastholdt, var, at det rodede et sundt Blik for den dramatiske Virkning, og at han derfor maatte raade mig til at lade det opføre — især hvis Heiberg vilde hjælpe mig med at beskære det. „Som dramatisk Forfatter,“ sagde han, „maa De vænne Dem til at skære i Deres eget Kjød, thi en uforsvarlig Vrede har slaaet mangt et Stykke ihjel, som fortjente en bedre Skjæbne.“
Heiberg var naturligvis ganske af Adlers Mening, da han jo selv havde foreslaaet mig dets Opførelse. Han fik atter Manuskriptet og understregede og indklamrede saa meget, at da jeg fik.det tilbage, lignede det mere en Husholdningsalmanak ved Aarets Udgang end et Skuespil.
Saa blev det renskrevet, og Hr. Pätges fik det til Gjennemlæsning Han var en praktisk Mand, som strax indsaa, at alene Titlen[7] vilde være et godt Trækplaster, og vi bleve snart enige om Betingelserne Jeg skulde have et lille Honorar, og gjorde Stykket Lykke, vilde maaske „det private Selskab for Sommerforestillinger“ gjentage Opforelsen. Fru Heiberg og Jfr. Jorgeuscn skulde spille de kvindelige Hovedroller, og Patges og Foersom de ældre mandlige; de tre Brødre bleve, saavidt jeg erindrer, spillede af Holst, Waltz og M. Wiehe.
Prøverne begyndte, og de Skuespillere, der havde gode Roller i Stykket, spaaede det naturligvis en smuk Fremtid; men C. Mantzius, som ikke spillede i Stykket, men havde overværet en af Proverne, sagde ganske aabenhjertig til mig: „Der er Talent i det, men det er alligevel noget sentimentalt Skidt.“
Den 13de Juni, Dagen til Opforelsen, kom. Siegfried Salomon, som havde kompoueret Musiken til Stykket, og min Ringhed toge Plads i Proceniums-Logen, hvor vi, usete af Publikum, knnde nyde vor Triumf. Huset var fuldt, Publikum lige fra Begyndelsen af uroligt. Tceppet gik op og Komedien begyndte. Fru Heiberg udfoldede hele stt bedaarende Talent som den unge Hardangerpige, og Foersom gav „Knud Oppedahl“, hendes Fader, med bred Humor. De to første Akter gik saa nogenlunde roligt: lidt Klap, som strax blev afbrudt af lidt Hyssen Mit Hjerte bankede voldsomt: det var jo første Gang, jeg var i Ilden. Saa kom tredie Akt, hvor der kæmpedes pro & contra om Friheden og Skandinavismen. „Brødrene“ forsvarede begge Dele, Etatsraaden (Pätges), Brødrenes Fader, bekæmpede dem, og hans Hustru traadte mæglende op mellem de Stridende. Kampen blev varm, Publikum endnu varmere, og da Etatsraaden endelig udslyngede sin Knaldreplik, der endte med følgende Linier:
„Nationen hylder ofte dem som Guder,
Der tale højt om Frihed og om Lighed:
Den aner ej, at dybt i deres Hjerter
De nære kun en stille Attraa efter
At hæve sig paa Folkets brede Skuldre
Til Højhed og til Magt. Men slige Guder
Jeg dybt foragter!“
og Sønnen saa svarer:
„Men der er ogsaa Folk med Rang og Kors,
Som Mængden bukker for, og som har bukket
Sig selv til deres brystbestjærnte Højhed,
Men aldrig gavnet Landet for en Døjt·
Hvad kalder Du da dem?“
da brød en Bifaldsstorm og en Piben løs, der varede idetmindste et Par Minutter, og fra det Øjeblik var Ævret før mit Vedkommende opgivet. Publikum skjændtes indbyrdes, og det var nær kommet til Klammeri.
Imellem fjerde og femte Akt gik Komponisten og jeg over i Kehlets Kafe og drak os et stort Glas Toddy for at styrke os til, hvad vi endnu havde i Vente, og da vi kom tilbage og op mellem Kulisserne, kom Heiberg med sit sarkastiske Smil os imøde, bød os en Pris og sagde lakonisk: „Man ler af min Kone.“ Og det var i en af de alvorlige Scener, hvori hun havde udfoldet hele sit energiske Talent for om muligt at frelse Stykket!
Da Tæppet endelig faldt, lod de reglementerede fem Minutters Klappen og Piben; saa gik atter Tæppet op, og tre vældige Slag paa Gongonen ledsagede de ulykkelige Brødre til Graven.
Ved Theatret var det den Gang Skik og Brug, at Forfatteren til det givne Stykke førte den ældste ad de medvirkende Damer op til hendes Paaklædningsværelse. Jeg kjendte denne Skik og bød derfor Jfr. Jørgensen Armen, og, fortumlet som jeg var, traadte jeg hende i Etvæk i Kjolen, mens vi gik derop. Hun bad mig træde indenfor, og et Øjeblik efter kom ogsaa Fru Heiberg derind, og da jeg oprigtig havde takket dem for deres udmærkede Spil, søgte de paa en beroligende Maade at trøste mig: den første med hjertelig Alvor, den sidste elskværdig spøgende, og jeg er overbevist om, at de begge baade følte og mente, hvad de sagde.
Da jeg forlod dem, følte jeg mig atter let om Hjertet, og efterat have spist til Aften med Komponisten, der tog Sagen med en irriterende Rolighed, gik jeg hjem til min „Stampemølle“ [8] og tog alvorlig fat paa mit nye Drama. Dagen efter var det en Søndag Heiberg boede den Sommer paa „Bakkehuset“, og jeg gik derud, ifort en fuldstændig ny Kliedning — Frugten af mit lidte Nederlag. „Herskabet er iHaven og drikker Kasse,“ sagde Tjeneren; „men De kan godt gaa derned.“
Da Fruen saa mig, raabte hun: „Der er han jo!“ og Professoren rakte mig Haanden og sagde: „Naa, hvordan har vi det saa, min unge Ven?“
„Tak, godt,“ svarede jeg muntert.
„De er altsaa ikke sorkuyt?“
„Ikke mere. Jeg var det igaar Aftes; men da jeg kom hjem og begyndte at skrive, gik det over.“
„Det kan jeg lide. Hvad skrev De saa?“
„Jeg skrev paa et nyt Drama.“
„Nej, Heiberg, hvad synes Du? Mennesket er allerede begyndt paa et nyt Drama!“
„Ja, jeg horer det nok,“ svarede Professoren tørt.
„Og hvad er det saa for et Drama, om man maa spørge?“
„Gustav d. 111.“
Han foer op fra Havebcrnken og havde nær tabt sin uadskillelige: Tobaksdaasenz men han satte sig hurtigt igjen og raabte: „Naa, det maa man sige, det er ikke Plukkefisk, De giver Dem i Kast med!“ og hans Tone var noget bitter; men Fruen forsodede den hurtigt med et opmuntrende Smil. „De har altsaa studeret hans Samtid og hans Historie ?“
„Ja, jeg har studeret den i over tre Maaneder.“ „Saa skal De vel have Bellman med,“ vedblev han ironisk.
„Netop; hele tredie Akt vil komme til at dreje sig om ham og hans groteske Figurer.“
„Det var som Pokker! Naa, Lykke da til Deres — Drama. Hvor vidt er De kommet?“
„Jeg har skrevet længe paa det og blev i Nat færdig med de to første Akter. Tør jeg bede Professoren læse dem og sige mig Deres Mening om dem?“
„Naturligvis, jeg skal ikke svigte Dem.“
Efter dette korte Replikskifte blev der talt om den foregaaende Aftens Tildragelser, og jeg søgte at gjøre Rede for, hvor mange Fejl jeg opdagede at have begaaet i Stykkets hele Plan. Derpaa anbefalede jeg mig og gik ned i Frederiksberg Have, hvor jeg skulde træffe min Forlovede — Fjorten Dage efter blev der paa Tivolis Pantomimetheater opført en meget vittig Parodi paa „Brødrene“, som jeg morede mig over, mens hun skjulte sig bag et Træ og græd.
3.
[redigér]Efter at H. havde havt de to Akter til Gjennemlæsning, fik jeg et Brev fra ham, hvori han — efter at have givet mig flere nyttige Vink, navnlig om Bellman,
skriver:„At behandle et saa nyt historisk Sujet vil, efter min Mening, aldrig kunne lykkes. Ved saa friske Begivenheder bliver den nogne, historiske Sandhed altid af uendelig storre Interesse end den Behandling, som Poesien kan give den. Og det turde derfor maaske være en vigtig Fordring til den dramatiske Poesi, naar den vil behandle historiske Snjetter, da at vælge dem af en saa gammel Tid, at der ikke kan være Sporgsmaal om nye Aktstykker til Oplysning af den rette Sammenhæng, eller at ialtfald Nysgjerrigheden ikke længere er iBevægelse, saa at Fantasien, uhindret af en detailleret empirisk Viden eller Halv-Viden, med Lethed fæster Lid til den Skikkelse. hvori Poesien fremmaner det Forsvnndne.“ Imidlertid maa De uforstyrret folge Deres egen Overbevisning Naar Arbejdet er færdigt’ vil det maaske fremstille sig i et andet Lys for Beskueren.. Dog maa jeg tilstaa, at jeg for min Part ikke har megen Tillid dertil. D. 1. Angust 1845. Deres ierliodigste J. L. Heiberg.“
Dette var jo ikke meget opmuntrendez men efter en Samtale, jeg derpaa havde med ham, og hvori jeg udvik- . lede de tre sidste Akters Handling, blev han mere velvillig stemt, og da jeg gik, sagde han: „Jeg tør nu ikke fraraade Dem at skrive videre, dertil synes den hele Plan, som jeg ikke kjendte tilstrækkeligt for, for pikant, til at jeg ikke kunde onske at se den udarbejdet De tilegner Dem jo desuden derved en Rutine, som kan komme Dem til Nytte i Fremtiden.“
Jeg skrev altsaa Stykket færdigt og sendte det til ham, og den 11te Oktober s. A. modtog jeg følgende Skrivelse:
„Med Undskyldning for at have faa længe beholdt Deres Mannskript, som“nu hermed følger, vil jeg nu især bede Dem at forkorte det saa meget som muligt, og derpaa lade det affkrive med en tydelig og ovet Afskriverhaand. Naar De saa har indsendt det til Direktionen, vil jeg paany faa det til Gjennemlcesning og vil da bedre kunne bedomme det i Detaillenz dog har jeg den forelobige Mening om det, at det ved behørig Anvendelse baade af Filen og Saer maa kunne blive et brugbart Arbejde. Jovrigt forstaar det sig af sig selv, at jeg skal være til Deres Tjeneste, ifald De har Noget at tale med mig om, hvad enten det nu er om denne eller en anden Materie. Ærbødigft J. L. H.“
Jeg behøver vel nævne at sige, at hans Raad blev fulgt. Fileu og Saxen blev brugt, Manuskriptet renfkrevet og derpaa indsendt til Direktionen.
Af Gehejmeraad Adler fik jeg senere Underretning om, at H. havde anbefalet det til Antagelfe og at det altsaa upaatvivlelig vilde blive antaget.
Men der kom en Mand med en Slæde i Vejen! Kammerherre Levetzau havde omtalt Stykket for H. M. Kong Christian den Ottende, denne havde forlangt, at det blev ham forelæst, og Resultatet blev, at han forbød det. Dette Forbud blev naturligvis ikke meddelt mig; jeg fik, til min Forbavselse og Sorg, kun Manuskriptet sendt tilbage, ledsaget af følgende sukkrede Skrivelse:
„Endskjønt Direktionen i det af Dem indsendte originale Drama: „Gustav den III.“ ikke miskjender et poetisk Anlæg og Talent, som fortjener Opmærksomhed, finder den dog ikke, at fornævnte indsendte Drama egner sig til Opførelse paa det Kongelige Theater og maa derfor sende Dem det som uantaget tilbage.
Direktionen forde Kongelige Skuespil, den 28de Marts 1846.
J. G. v. Levetzan. Collin Adler.“
Fortvivlet over dette uventede Tordenslag og opbragt over, at Adler ikke med et Ord havde forberedt mig paa det, ilede jeg til ham og udtalte i temmelig heftige Ord min Harme over den Behandling, jeg havde lidt. Han hørte paa mig med en venlig, medlidende Mine, og da jeg havde lettet mit Hjerte, truede han mig smilende med Fingeren og sagde: „Husk paa, unge Mand, at vi endnu leve i Absolutismens Tider, og naar Kongen siger: „Jeg forbyder!“ saa har hverken De eller jeg Noget at sige. Forøvrigt skal De til Audients hos ham paa Mandag. Hans Majestaet har forbeholdt sig, selv at tale med Dem og trøste Dem. De vil altsaa træffe mig i Forgemakket den Dag, og der tales vi nærmere ved.“
Lidt beklemt gik jeg ud paa Amalienborg den Mandag. Jeg havde aldrig været i et kongeligt Forgemak før, og jeg havde en Forudfølelse af, at jeg ikke vilde befinde mig synderlig vel der. Jeg havde fixet mig op efter fattig Lejlighed, og efter at have mønstret min Person for Spejlet. sagde jeg med Holbergs Henrik: „Jeg er fornøjet med mig selv“. Kjole ejede jeg rigtignok ikke, og leje en vilde jeg ikke, men min hele Dress var anstændig, mit Linned skinnende hvidt, og min Hat passabel; kun mine sorte Handsker vare noget makulerede, saa jeg mente det var klogest, blot at figurere med dem i Haanden·
Jeg kom ind i Forgemakket, som var i Stueetagen, og fandt det allerede over halvfuldt af uniformerede og bestjernede Herrer, og nærmest ved Døren, hvoraf jeg kom ind, stod en lille Flok Civilklædte, med og uden hvid Halsklud.
Jeg følte mig besynderlig trykket af disse uvante Omgivelser og jeg kom uvilkaarlig til at tænke paa „En Spurv i Tranedans“; men jeg betragtede dog Alt med et nysgjerrigt Blik og fandt, at der just ingen Stads var ved det Forgemak, hvori der ikke fandtes andre Møbler end et simpelt Skrivebord oppe ved Indgangen til Kongens Gemak og en lille Vaabentrofæ, bestaaende Pauker og nogle gamle broderede Standarter. Ved Skrivebordet stod en gammel Ulk, Kommandør Z., som var temmelig bekjendt for sin Barskhed og skrev op i sin Notitsbog Navnene paa dem, der gik hen til ham og bukkede ceremonielt for ham; og da han endelig var færdig med Notabiliteterne, kom Turen til Spurvene.
Ingen af os vilde være den første til at gaa op til ham, og jeg mindre end de Andre, da jeg jo ventede paa Gehejmeraaden, som skulde tage sig af mig. Men Kommandøren stagvendte pludselig og kom ned til os; han henvendte sig først til mig, og idet han maalte mig fra Top til Taa, spurgte han:
„Deres Navn?“
„Brun“.
„Deres Stilling?“
„Jeg har ingen Stilling endnu“.
„Ikke? Hvad vil De da her?“
„Jeg skal tale med Kongen, og —“
„Alle og Enhver kan ikke komme til at tale med Kongen i Dag. Har De en Ansøgning, saa kom med den, saa skal jeg overrække Hs. Majestaet den“.
„Men jeg har ingen Ansøgning, jeg er kommen for —“
„Saa gaa hjem og skriv en og kom saa igjen paa Fredag“.
„Men jeg“ — min Stemme skjælvede af Bevægelse, saa jeg ikke kunde faa flere Ord frem.
„Gjør blot som jeg siger“, sagde han barsk og gik saa fra mig til en anden Spurv. Han havde talt saa højt, at den fine Portion oppe i den anden Ende af Gemakket kunde høre hvert Ord, og jeg listede mig skamfuld ud, dirrende over hele Legemet af Krænkelse og Brede.
Jeg ilede ud af Slotsporten, over Pladsen og hen i Amaliegade, hvor Adler boede. Med Taarer i Øjnene de sidste Dages Skuffelser havde gjort mig nervøs styrtede jeg op af Trapperne, ind i Forværelset, som stod tomt, bankede med Heftighed paa Døren til hans Værelse og traadte ind, uden at vente paa noget „Kom ind!“ Gehejmeraaden stod just ifærd med at træffe i Uniformen og han saa spørgende og forundret paa mig.
„Hvad i al Verden er der i Vejen med Dem?“ spurgte han lidt gnaven. De har jo Taarer i Øjnene?“ Jeg fattede mig lidt og fortalte derpaa ordret, hvad der var foregaaet.
„Det ligner den Søbjørn“, udbrød han, idet han trak Kjolen med de mange Ordener paa; „men nu gaar De over med mig“, føjede han til og satte den trekantede Hat med et rask Slag i den paa Hovedet, saa skal jeg nok tale med Hr. Kommandøren“.
Derpaa gik vi sammen gjennem Kolonnaden over til Palæet. Da vi kom ind i Forgemakket, tog han mig ved sin højre Haand, hævede sig i sin fulde Højde, og førte mig lige op til Z., hvem han hilste med et kort Nik.
„Hs. Majestæt har befalet, at denne unge Mand skal stedes til Audients idag“, sagde han med værdig Alvor. Alle de Tilstedeværende spidsede Øren og Kommandøren saa noget forbløffet ud. Idetsamme kom Hofmarschal Levezau ud fra Kongen, trykkede Adlers Haand og nikkede naadigt til mig, som bukkede dybt.
Nu kom Turen til Gehejmeraaden, og idet han git ind til Kongen sagde han til mig: „Bliv staaende her, min unge Ven, til jeg kommer ud igjen“.
Jeg blev staaende og saa mig ængstelig omkring. Kommandoren saa ud som en arrig Lænkehund, de andre be stjernede og uniformerede Herrer, hvoriblandt den unge, smukke Baron Blixen Finicke i straalende ny Jægermester uniform, betragtede mig nu med en generende Opmærksom hed, og fra alle Kanter blev jeg taget Maal af. „Hvad mon det egentlig er for en Fyr, han der“, tænkte de vist Alle.
Da Adler havde været nogle Minutter inde hos Kongen, aabnedes Døren paa Klem og en sonor, velklingende Stemme raabte:
Kommandør Z.!“
Kommandøren ilede ind, og da han kom ud igjen, tilkastede han mig et arrigt Blik, der var forstaaeligt nok.
Endelig kom ogsaa Adler ud, hilste de Tilstedeværende og gjorde en ceremoniel Bæjning for den Jourhavende. Denne raabte nu med dirrende Stemme:
„Hr. Brun!“
Jeg blev overrastet staaende, det kunde jo umuligt være mig, han mente. Men Adler trykkede min Haand og sagde opmuntrende: „Nu er Turen til Dem; frisk Mod, min unge Ven“.
Jeg mere ravede end gik hen til Døren og aabnede den. Kongen stod ved et lille Bord og drak fin Sundhedschokolade. Jeg bukkede det bedste, jeg havde lært, og var i en saadan Sindsbevægelse, at jeg var nær ved at synke i Knæ Kongen bemærkede det og sagde naadigt: „Fat Dem og sæt Dem“. Jeg blev alligevel staaende og han gjentog:
„Sæt Dem, jeg tillader det“.
Jeg mere faldt end satte mig paa en Stol, der stod ved Døren. Da Hs. Majestæt havde drukket sin Chokolade, mens han af og til betragtede mig med et naadigt Blik, sagde han:
„Jeg har kjendt Deres Bedstefader og De ligner ham. Han var en af mine ivrigste og varmeste Tilhængere i Norge, og det var ikke hans Skyld, at jeg ikke blev Konge der, men blev tvungen til at forlade Landet“. — Det var omtrent de samme Ord, jeg havde hørt af Adler, da jeg første Gang besøgte ham.
Jeg havde naturligvis rejst mig, da Kongen begyndte at tale, og disse Yttringer om min Bedstefaders Loyalitet, som jeg den Gang ikke kjendte noget til, opmuntrede og glædede mig. Jeg saa ham for første Gang lige ind i Øinene, og jeg mindedes pludselig nu, hvor jeg havde set disse kongelige Træk første Gang; det var paa Toldboden i Aaret 1834[9]. Jeg havde jo rigtignok i de sidste to Aar ofte set ham i Theatret, men jeg havde aldrig staaet ham faa nær som jeg stod ham nu. Han var endnu en smuk Mand, men var bleven meget ældre og han havde heller ikke den imponerende Holdning og Figur, som han havde den Gang.
Om han syntes godt eller ilde om det frejdige Blik, hvormed jeg betragtede ham, ved jeg ikke; mens han vedblev i en alvorligere Tone: „Nordal Brun bedømte mig rigtignok senere meget haardt, og i et Brev til en af mine Venner[10] kaldte han mig et „Flødeskjæg“; men jeg tilgav ham; han kjendte ikke Forholdene tilstrækkelig til at kunne bedømme dem upartisk, og da han alligevel blev Danmark og mig tro til sin Død, ærer jeg endnu hans Minde“.
Jeg var lige ved at tabe Næse og Mund af Forbavselse. Jeg vidste jo nok, at Bedstefader ikke havde været bange for at tage Bladet fra Munden, naar det gjaldt en god Sag, men jeg havde ingen Anelse om, at han havde skrevet saa uærbødigt om Prinds Christian Frederik.
Han morede sig øjensynligt over min Forbavselse, som han vistnok tydelig kunde læse imitAnsigt; men efter en lille Pavse vedblev han:
„Jeg har ladet mig Deres Drama forelæse, og det røber Talent; men saa længe jeg er Konge i Danmark, maa det ikke opføres. Jeg vil ikke sidde i min Loge og se min Onkel blive skudt af en gemen Fanatiker som denne Anckarstrøm[11]. De sidste Ord udtalte han med en Heftighed, der kontrasterede stærkt mod den værdige Ro, der hidindtil havde præget hans Tale; men nu vidste jeg da Grunden til, at han havde nedlagt Forbud mod mit Drama.
Efter en ny lille Pavse vedblev han atter roligt:
„Naar min Søn engang kommer paa Thronen, følger han maaske andre Grundsætninger og tillader Dem at opfore Stykket. De maa imidlertid gjerne lade det trykke, og jeg har anvist Dem en Sum dertil af Naadessekretariatet, ligesom jeg har tilstaaet Dem en aarlig Understøttelse af dette saa længe jeg lever. — Er De saa tilfreds?“
Jeg bukkede dybt, men var for bevæget til at kunne svare. Jeg vilde gribe hans Haand, men han rakte den op i Højde med min Mund og jeg saa befippet paa den; men pludselig gik det op for mig. at jeg blev stedet til Haandkys, og saa kyssede jeg den med oprigtig Taknemmelighed. Det var første Gang i mit Liv, at jeg havde kysset et Mandfolk paa Haanden.
Med denne Ceremoni var Audientsen forbi og jeg traadte med et straalende Ansigt ud i Forgemakket og gik bukkende til alle Sider henimod Udgangsdøren. Lige ved denne blev jeg indhentet af en Herre, der lagde sin behandskede Haand paa min Skulder og hviskede: „Gehejmeraad Adler har for et Øjeblik siden fortalt mig lidt af Deres Historie, og jeg kan godt lide Dem; kniber det i Fremtiden for Dem, saa kom til mig“. Det var den unge Baron Blixen-Finicke, som talte, og han viste senere og lige til sin tidlige Død, at jeg havde en trofast Ven i ham.
Jeg ilede atter hen til Adler, og traf denne i et Perlehnmor. Jeg fortalte ham glædestraalende, hvad Kongen havde sagt, og han meddelte mig nu, at denne havde vevilget mig 100 Rdl. til Hjælp til Stykkets Trykning og 200 Rdl. aarlig af Naadessekretkrriatet, som fra den 1ste i meste Maaned vilde blive mig ndbetalt prænumerando.
Man kan tænke sig min Glæde, jeg behøver neppe at omtale den her.
Men inden jeg gaar videre, maa jeg dog meddele en Konflikt, som Konnnandor Z. senere kom i med Eduard Mener, den Gang Redaktor af „Flyveposten“. Meher havde udgivet en af ham selv forfattet Digtsamling, som solgtes til Indtægt for Trirngende i det Dyrtidsaar 1846—1847, da et Rugbrød kostede 3 Mark. For de Penge, hans temmelig maadelige Digte indbragte, blev der bagt Rugbrod til de Fattige, og disse Brød bleve uddelte fra en Bager Engels Butik i Christenbernikovstrcede. Meyer havde sogt og faaet Audients hos den for sin store Godgjorenhed af alle elskede Dronning Caroline Amalie, som beredvillig kjobte et halvt Hundrede Exemplarer af Bogen (hvad de blev brugt til, maa Vorherre vide), og søgte derpaa Audients hos Kongen. Z. havde Uheldigvis Jour den Dag og affcerdigede M. kort og haardt, og da denne harmfuld forlod Gemakket, yttrede Z. saa hojt til en af de Tilstedevce·rende, at M. kunde høre det: „Det var jo „Wombatten“.“ Meyer, som var meget forfængelig og meget opblæst af det store Abonnement, hans Blad den Gang havde, kom fnysende hjem og svor Z. en knusende Hævn. Denne Hævn bestod da deri, at i den Uge, Z. havde Jour, kunde man hver Dag paa et iøinefaldende Sted i Bladet læse:
Mærk vel! I denne Uge har Kommandør Z. Jour hos Hs. Maj. Kongen.
Da Sligt ellers aldrig blev omtalt i Bladene, vakte det naturligvis Opsigt og kom ogsaa Kongens nærmeste Omgivelser for Øre Jeg, som den Gang var Medarbejder af „Flyveposten„“, blev kaldt op til Adler og blev spurgt af ham, om jeg ikke kunde faa M. til at opgive denne paafaldende Maade at hævne sig paa; men da jeg havde skildret ham M.s baade gode og svage Sider, raadede jeg Gehejmeraaden til, at han selv skulde tale med ham. Dette skete ogsaa, men M. var ubøjelig; trods Adlers venlige Overtalelser, paastod M., at Z. skulde gjøre ham en mundtlig Undskyldning i Adlers og en anden Herres Nærværelse, og naar dette var sket, vilde han have Audients hos Kongen.
Og han satte virkelig sin Krig igjennem. Z. maatte gjøre ham en Undskyldning, og Kongen, som lykkeligvis var aldeles uvidende om hele Historien, modtog ham naadigt, og tegnede sig for 200 Rugbrød — Saaledes ender Historien om Kommandør Z.„“
— „Dog mærk: som gode Smagens Kæmpe,
Jeg byder Dig til allersidst
At fare vaerligt og med Lempe;“
— — — — —
„Personen glemme, se paa Sagen,
Og værne ridderligt om Smagen“.
— — — — —
„Thi det er let at rive ned;
Det er ej heller svært at tage;
Men vanskeligt, i Tabets Sted
At give det Forglemtes Mage
Og frelse, hvad der bli’er tilbage[12].
Denne Formaning som „Knud Sjællandsfar“ i sit Testaments syvende Artikel giver J. L. Heiberg, har Digteren selv samvittighedsfuld fulgt sit hele Liv igjennem, og da vor Tid synes at have glemt ham, og hans bedste dramatiske Værker endog synes at være fordrevne fra vor nationale Skueplads, vil man forhaabentlig tilgive, at jeg ved nedenstaaende Linier har bragt hans Navn i Erindring, thi
„Mange vi glemme, mens Andre vi hædre,
Som knap har Krav paa et hæderligt Navn;
Derfor vi træffe iblandt vore Fædre
Navne saa mange, som Tiden, Gud bedre!
Længst alt har sluttet i Glemselens Favn“.
ftiftet paa følgende Maade.
Jeg gik til Bing 83 Søn for at soge og finde en Forlægger til mit Drama. Firmaet havde den Gang, foruden dets vidtløftige Forretning med alle mulige Kunstgjenstande, tillige etableret en Boghandel, og jeg nærede det Haab, at det vilde være min Forlægger — især da jeg intet Honorar forlangte, men tvertimod vilde give Penge til til dets Trykuing.
Den gamle Bing svarede mig ganske aabenhjertigt, at han aldeles ikke forstod sig paa at bedomnte den Slags Ting; men naar jeg vilde tillade, at Professor Hertz, som var Firmaets æsthetiske Konsulent, læste det, skulde jeg faa Svar om et Par Ugers Tid; — og jeg gik selvfolgelig med stor Beredvillighed ind paa hans Forslag.
Jeg havde nemlig længe næret det stille Ønske at gjore personlig Bekjendtskab med enDigter, hvis indtil da udkomne Værker jeg alle havde læst, og af hvilke jeg havde faaet et lige saa smukt som varigt Indtryk, men hvis Skaber jeg, snurrigt nok, aldrig havde fet og altsaa heller aldrig talt med.
Efter J. L. Heibergs Opfordring havde jeg med stor Omhn levet mig ind i hele den stridbare Periode iAarene 1820—30, da Oehlenschlceger og Baggesen, Heiberg og Hauch, Peter Hjort og Wilster — foruden flere større og mindre Aander — i æsthetisk Forstand vare ragede i Totterne paa hverandre; jeg havde læst den ynkelige„Hamadryade“ og den lige saa ynkelige „babyloniske Taarnbygning“z gjort mig bekjendt med „Tylvtens“ Krigserklæring og gjennembladet en Mængde polemiske Artikler i Heibergs „flyvende Post“, da jeg endelig som Slutsten paa det Hele af Heiberg fik forceret et meget brugt Exemplar af „Gjeuganger-Breve eller poetiske Epistler fra Paradis“.
Dette vistnok enestaaende poetisk-polemiske Digt, saa sprudlende af Lune, Vittighed og godmodig Satire, forekom mig at staa uendelig hojt over alle de andre Judlæg i Striden, og da Heiberg, som altid vilde vide, hvad Indtryk jeg fik af det, jeg læste, spurgte mig, hvad jeg synes om Hertz, svarede jeg med ungdommelig naiv Begejstring: „Jeg finder, at han er en stor Mand, Hr. Professor! lige saa stor som De“.
„Aa, hvor vil De hen“, raabte han leende, „jeg rager idetmindste et halvt Hoved op over ham.“
Jeg havde, som sagt, aldrig set Hertz, og jeg forstod derfor ikke rigtig hans spogende Hentydning til deres forskjellige Hojde, beregnet efter Fod og Tommerz men de Begreber, jeg havde dannet mig om hans Personlighed, stode ganske vist i stærk Modsætning til, hvad den iVirke- „ligheden var. Jeg havde nemlig tænkt mig ham som en kraftig Mand i sine bedste Aar, med et starpt Blik og med et endnu mere udpræget sarkastisk Smil om Munden end Heibergs; og naar jeg saa tænkte paa hans „Gjengangerbreve“ og disses shlphelette, dansende Rhythmer, der svirrede som en behændig Fægters Klinge for Modstandernes Øer og om deres Øren, saa mente jeg, at al denne Lethed og Elegance iFormen maatte kunne føres over paa Skaberen af dem, og jeg brændte derfor af Begjærlighed efter at faa den „store“ Mand at se.
Og denne Begjærlighed fik jeg da ogsaa snart tilfredsstillet.
Jeg fik nemlig gjennem Bing et Par Linier fra ham, hvori han udbad sig en Samtale med mig. Jeg gik strax ud til ham og blev modtaget paa en Maade, der ganske vist slog mine forud fattede Begreber om hans Personlighed ihjel, men ikke desto mindre strax vandt ham min Hengivenhed.
Han sad i en meget stor, hojrygget Lænestol, hvori hans lille Person næsten blev borte, og han havde skudt sine Briller op paa Panden. Hans Ansigt var alt andet end kjont, men gjorde dog, ved det Udtryk af Godmodighed, der hvilede over det, et venligt Jndtrykz hans Smil havde ikke det Ringeste tilfælles med Heibergs; hans Øer vare mildt lysende, men uden Jld, og kun Furerne i hans høie og brede Pande robede den dybe Tænkning, næsten alle hans Værker bare nmiskjendelige Præg af.
Han bad mig tage Plads; men jeg blev uvilkaarlig staaende og betragtede ham med mere For- end Beundring; og da jeg hurtig havde tilfredsstillet min Nysgjerrighed, sagde han med et mildt, næsten kvindeligt Smil: „Nu har. De vel set nok paa mig, for der er sandelig ikke meget at se paa, og det, De ser, er ikke synderlig smukt, det kan jeg se paa Dem.“
Jeg rødmede over, at han strax havde „læst mine Tankers skjulte Skrift“, og forsogte stammende at undskylde mig; men han greb min Haand og trak mig ned paa Stolen ved Siden af sig; og efter et Par Minutters Samtale med ham syntes jeg, at jeg allerede havde kjendt ham i Maaneder og Aar. Den faderlige Fortrolighed, han viste mig, mindede mig om Gehejmeraad Adlers, men var saa vidt forskjellig fra Heibergs mere hoflige end hjertelige Jmodekommen som en Moders Kjærtegn ere forskjellige fra en Stifmoders, og jeg nægter ikke, at han, næft efter Adler, senere fik en varig Plads i mit taknemmelige Hjerte.
Det blev mig snart klart, at han havde talt med sin Ven, Heiberg, om mit Drama, og han lod mig forstaa, at hans Mening om dette var noget afvigende fra dennes. Hans milde og venlige Dom, og hans overbærende og fintfolende Maade at udtrykke den paa, gjorde mit unge Hjerte godt, og jeg lyttede til hans Ord næsten med en Andagt, som den, med hvilken jeg tænker mig, at Sokrates’ Disciple lyttede til deres Lærers.
Han mente, at Expositionen — hvad enten tilfældig eller med fuldt nd forstaaet Kjendskab til et Dramas Anlæg — var klart anlagt, men dens senere Udvikling for bred og uklar, medens derimod den endelige Konklufion var af ikke ringe dramatisk Virkning; men især dvælede han med Interesse ved 3die Akt, hvori de bellmanske Figurer optræde, og roste den kaade Overgivenhed, der gjennemstrømmede den „noget vovede“ Situation i Vaertshuset „Tre Byt-ter“. Han tog Manuskriptet, som laa ved Siden af ham, bladede i det og nynnede saa det første Kor af Borgerne:
Hej, Musikanter! lad Tonerne lyde,
Blæser, Trompetere, blæs!
Her har I Brænd’vin og Punsch i en Gryde,
Blæs nu til Struben bli’er hæs!
Bacchus og Venus med vennehuldt Sind
Pimper af Glas med hinanden og klinke;
Og Nympherne vinke,
Mens Druerne blinke
Og farve med Purpur den gulblege Kind.
Først nu en Skaal for de smaa Bacchantinder,
Sjunger saa Brænd’vinens Pris!
Tapper saa Øl, til rundt Gulvet det rinder,
Drik saa paa Fædrenes Vis;
Skaal for vor Konge og Skaal for vort Land!
Syv tusind’ Djævle ta’ ved Politiken!
Her savne vi Flikken,
Her prises kun Drikken
Med Alt, hvad som skyder, naar undtages Vand.
„Ser De, det antyder strax Stemningen paa „Trw Bytter“, og naar saa Bellman synger“ — og her bladede han atter om —:
„Her i vor Hal er Guder tilstede,
Snapsglas og Ølkrus tolke den Glæde,
Som snart melodisk bruser,
Snart ruller som Tordenbrag.
Blandt Guders Drikke Brænd’vin bær’ Kronen,
Her i vort Lag den angiver Tonen,
Hvis den i Kveld beruser,
Drik Rusen bort næste Dag.
Bacchus skal leve,
Aldrig den Gjæve
Viger for dem, der præke mod Vin!
Salig er denne Trøst; thi jeg ser,
Brødre, den usle Tid er alt nær,
Da man ej vil drikke
Brændevin, men slikke
Sig i Tyndtøl fuld som Svin. — Tvi!“
og naar denne saa er paa Højdepnnktet af det paa Scenen Tilladelige, kulminerer den“ — her bladede han atter om — „i Ulla Vindblads Sang, hvori hun, efter at have prist Sverigs Vinter, priser dets Sommer og giver Stemningen en hel anden Retning, naar hun synger:
Naar vi ser Roserne duftende smile,
Tusinde Blommer i prangende Flok;
Lytter til Kilden, som rislende iler,
Duggende kjærlig vor Fædrenejord:
Saligt, saligt vort bankende Bryst
Svulmer af Lyst!
Skovhornets Klang,
Fuglenes Sang
Toner saa herligt,
Vinter saa kjærligt,
Bølgerne brumme, skumme højt mod Strand!
Se vore Skove,
Se Hav og Vove,
Bjerge og Dale, se vort Fædreland!
„Ser De, denne Sang for Fædrelandet finder jeg virkelig kjøn, og den Begejstring, den fremkalder i Kroen, er virkelig ikke ufortjent. Man mærker, at Fru Ulla, ved Omgang med Bellman, er bleven poetisk paavirket af hans Musa, ja, at den maaske er digtet af ham i „et af de ømme Tilfælde, da han digtede Viser for og til hende“; og naar nu til Slutning Slagsmaalet mellem Borgerne og de forklædte Sammensvorne begynder, forekommer det mig, at De har fundet den rette grovkornede Tone, naar De lader Bellman, opmuntrende Borgerne, synge:
Hejsa! slaar Tyrken dygtig paa Kassem
Pisker de Karnalier ud!
Se Mollberg, hvor han hugger med Bassen —
Der fik Vingmark paa sin Snud!
Fader Berg nu midt i Punschbollen træder:
Finkelen væder
Nymphernes Klæder, —
Bergstrømsken græder! —
Stille!
Ellers flygter Glædens Gud.
Hertz var ligesaa fortrolig med Bellman som Heiberg, og han havde hele Tiden nynnet Sangene med et vist Belbehag, som ikke kunde Andet end glæde mig[13].
Efter at vi saa havde debatteret Dramaets faa Fortrin og større Feil, lovede han mig at anbefale det til Bing & Søn og føjede til: „Kan De end ikke vente noget Honorar for det, saa skal De sandelig heller ikke betale noget for dets Trykning; den Risiko maa Forlæggerne selv staa“.
Hermed endte vor første Samtale, der efterfulgtes af mange flere, hvori jeg bestyrkedes i min Mening: at de Raad, han gav, blev ikke blot givne med en ophøjet Sjæls hele Upartiskhed, men tillige med en Urbanitet, der gjorde En godt at modtage dem.
Da jeg senere i 10 Aar havde været Direktor for Odense Theater, derpaa Direktør i Casino, og endelig var bleven Sceneinstruktør ved Folketheatret, viste han mig den Ære, at han raadførte sig med mig, naar han var i Tvivl om, hvorledes han skulde finde den mest virkningsfulde og tillige mest koncise Opløsning paa nogle af hans dramatiske Arbejder; og denne Ære har jeg forøvrigt i de senere Aar ogsaa nydt af flere endnu levende dramatiske Digtere. Herom kan jeg kun sige, at jeg vover at tro, at deres Værker ikke have lidt nogen Skade ved, at jeg med „fræk Haand brugte baade Saxen og Kniven“, skjøndt de ofte beklagede sig bittert over, at jeg „flængede i deres Kjød og aftappede deres Blod“.
Naar jeg nu slutter disse korte Meddelelser om mit første Møde med H. Hertz og maaske ikke senere faar Lejlighed til at omtale ham, føler jeg en inderlig Trang til endnu en Gang at udtale: at af alle de danske Digtere, jeg i Løbet af de sidste 40 Aar er kommen i større eller mindre Berørelse med, staar han for min Erindring som den elskværdigste, humaneste, urbaneste og — mindst egoistiske af dem Alle, og jeg maa bede om Lov til at tro, at de, der endnu leve og have kjendt ham, ville være enige med mig i min Dom, og Ingen finde den partisk eller overdreven.
„Gustav d. III.“ kom da ud i Trykken i 1846, Stykket blev mildere bedomt af Preser den Gang end senere, da det i 1849 kom til Opforelfez men Gud skal vide, at jeg ikke skal rose mig af, at Kritiken nogensinde har taget med en blod Haand paa mine dramatifke Arbejder, og jeg har næsten altid maattet trøste mig med “vox populi, vox dei„; thi Folket, det store Publikum, for hvem jeg skrev, har altid været mig en mild og opmuntrende Dommer.
Imidlertid lob der meget Vand i Stranden, inden jeg vovede at lade et nyt Skib lobe af Stablenz men jeg studerede og arbejdede flittigt, og jeg havde allerede faaet saa megen Selvkritik, at jeg uden videre selv kasferede en Operatext, jeg — efter Opfordring af Kapelmester Glaefer — havde strevet til ham, og ligeledes et Lystfpil, som jeg, da jeg var færdig med det, fandt alt andet end lystigt.
Endelig indsendte jeg i Efteraaret 1847 et originalt Drama til Theaterdirektionen, som Heiberg vel kaldte „en Digtning paa anden Haand“ (Oe“hlenschäger havde her været mit .Forbillede), men som han dog havde anbefalet; og dette Drama blev antaget til Opforelse og udkom lige ledes i Trykken paa Bing ckz Søns Forlag. Men mere derom senere.
Jeg havde i de to sidste Aar faaet Lejlighed til at gjøre Bekjendtskab med flere af Datidens Digtere, as hvilke jeg selvfolgelig først nævner „Digterkongen“ Adam Oehlenschliiger. Jeg traf ham hyppig i Friparkettet, hvortil jeg af Direktionen havde faaet Adgaug to Gange om Ugen, og det lod til, at han fandt Behag i den unge Normand og morede sig over hans ligefremme Aabenhjertighed, der forøvrigt i den sidste Tid var bleven betydelig afdæmpet. Men jeg maa ærligt tilstaa, at jeg havde langtfra det Udbytte af hans personlige Bekjendtskab, som jeg havde havt af hans Tragedier og hans Digterværker, thi han søgte at give sine Samtaler med mig et belærende filosofisk Anstrøg, som jeg ikke rigtig kunde blive klog paa, og skjønt Heiberg, den fine Kjender, havde sagt til mig, at O. var ligesaa stor Digter som daarlig Filosof, gav jeg dog mig selv Skylden for, at ieg ikke forstod ham.
Men Et fatte han megen Pris paa, og det var, at jeg kunde hele Scener af hans bedste Tragedier udenad, og da jeg, efter hans venlige Indbydelse til at besøge sig, første Gang kom ud til ham og han ligesom vilde „føle mig paa Tænderne“ med Hensyn til dette Punkt, blev han meget overrasket og glad over, at jeg var saa „vel bevandret“ i hans Digterværker. Da jeg nu havde faaet Munden paa Gang, fortalte jeg ham, at jeg som elleveaars Purk havde spillet „Hakon“ og „Axel“ oppe paa et tomt Tørreloft, og at jeg som Halon havde været iført gule Nankins Buxer med Knæbaand, Snorestovler, en lille Barnekaabe, besat med Stjerner Guldpapir, om Skuldrene, en trekantet Hat af Pap paa Hovedet og en Træsabel i Haanden, hvorover han lo hjerteligt; og da jeg saa vedblev at fortælle, at da jeg kom ind paa Scenen efter at Einar Tampeskjælver havde „skudt Busken af min Hjelm“ og en Dreng paa Tilskuerpladsen modtog mig med Piben, sprang jeg over den Række Tællelys, der dannede Skillerummet mellem Scenen og Publikum, og gav min Antagonist, som sad paa tredie Bænk, en ordentlig Overhaling, hvorefter jeg atter gik op paa Scenen og greb Einar i Brystet, satte Træsablen for hans Bryst og l raabte med et Ansigt, der blussede af den Bevægelse, jeg ved Afbankningen var kommen i, med rasende Discant:
„Ha, kjøbte Stimand! flux bekjend, sig frem:
Hvad har man lovet Dig for Hakons Liv?“
saa slog han sig paa Knæerne og lo, saa Taarerne stod ham i Øjnene.
Den anden Gang, jeg besøgte ham, stod han i Slobrok og Tøfler inde i den rummelige Gaardsplads og betragtede med megen Dybsindighed en Tjenestepige, der var i Færd med at lave Saltlage i en stor Vaskeballie, og han bemærkede mig ikke. Han havde nogle raa Kartofler i Haanden, og da Pigen erklærede, at nu maatte Lagen være stærk nok, kastede han Kartoflerne i den; men de gik langsomt tilbunds.
„Den er ikke stærk nok, Du maa komme mere Salt i,“ sagde han.
Jeg var lige ved at briste i Latter; men jeg fik dog Bugt med den og lo kun „indvendig“.
Da Experimentet til hans store Glæde endelig var fnldbragt og Kartoflerne flød ovenpaa, vendte han sig om og saa mig, og da han selvfolgelig formodede, at jeg havde været et tavst Vidne til denne Kjokkenproces, greb han min Haand og førte mig lige hen til Vaskeballien, og her holdt han stande pede et Foredrag over det ferske og det salte Vands forskjellige Bæreevne og anførte exempelvis den Saltlage, som først var stærk nok, naar en Kartoffel kunde svømme i den.
Dette vidste jeg jo rigtignok i Forvejen, og under Foredraget kunde jeg derfor ikke tilbageholde en krampeagtig Gaben, som jeg med min bedste Villie ikke kunde undertrykke. Men denne ufrivillige Gaben behagede ham aabenbart ikke, thi han gik ind i Huset uden at lade mig følge med, og jeg stod alene med Tjenestepigen, som leende saa paa mig og sagde: „De skulde have ladet være med at gabe, naar Etatsraaden taler, for det kan han ikke li’e; han siger saa meget til mig, som jeg ikke forstaar et Ord af, men jeg holder Ørene stive, for han er, ved Gud, en rigtig rar Mand, ja det er han, ved Gud!“ — Jeg gik slukoret bort og kom der ikke oftere. Men i Parkettet talte han dog af og til med mig, og da jeg paa hans 70aarige Fødselsdag var tilstede ved den Fest, der blev givet for ham paa Skydebanen, kom han efter Bordet, hvor Stemningen havde været meget animeret, hen til mig, omfavnede og kyssede mig og kaldte mig „en af sine Disciple“. — Han havde nemlig læst „St. Olafs Dag“, mit nys udkomne Drama, der bar kjendelige Spor af hans Paavirkning.
H. C. Andersen havde jeg i Begyndelsen ondt ved at komme til Rette med. Jeg traf første Gang sammen med ham hos Fru Hanck, Enke efter Rektor Hanck i Odense, hvis Datter, Henriette Hanck, var Forfatterinde til „Tante Anna“. Denne af Naturen hojst stedmoderlig behandlede Dame havde imidlertid af et mildt Forsyn faaet rigelig Gjengjceld af dets Haand, thi hun var forlenet med en Sjæls-styrke og en Elskvcerdighed, som rigelig bodede paa hendes kroblingeagtige Figur. Af hendes mørke Øine lyste frem en Sjælsade·l og en from Resignation, som gjorde et yderst velgjørende Indtryk , og hendes Karakters medfødte Beskedenhed gjorde, at jeg, og de fleste med mig, vare enige om, at hun var den sødeste “Blaastrømpe“ i hele Kongens Kjøbenhavn.
J Fru Hancks Hus var der hver Søndag et Slags Matine, besøgt af flere Blaastromper af ulige mindre Værd end Henriette, og her kom ogsaa H. C. Andersen stadig og forelaeste et nyt Eventyr eller et enkelt Digt, som han i Ugeus Løb havde skrevet enten i den ene eller den anden Anledning. Eventyrene tiltalte mig altid ved deres dybsindige og dog barnlige Indhold, men Digtene vare undertiden meget mangelfu·lde, for ikke at sige sjaskede, med Hensyn til Formen, og jeg, som nu var begyndt at forstaa mig ret godt paa den, havde ofte ondt ved at tie til de Bommerter, hans Vers ikke vare fri for, og som hans eget Ore selv maatte have gjort ham opmærksom paa, hvis han overhovedet havde haft Ore for Musik og Rhythmeklang. Men disse Egenskaber manglede ham næsten aldeles-, især naar han skrev Text til allerede kjendte Melodier, og da han en Søndag oplæste en Sang, som skulde synges til en bestemt Melodi og i en større Familiekreds, tillod jeg mig i al Beskedenhed at bemærke, at den ikke lod sig synge, da der manglede to Verslinier i hver Strofe, og at der var et Par Fødder for meget i en af Linierne. Han blev temmelig pikeret over denne aabenhjertige Udtalelse af en pur ung Mand, og de tilstedeværende Damer, med Undtagelse af Frk. Henriette, formelig maatte mig med et bebrejdende, ja, jeg kan gjerne sige: irettesasttende Blik; men da jeg, som den Gang havde en taalelig god Sangstemme, bad ham hofligt om at maatte synge Visen, rakte han mig den med et ejendommeligt Smil, som formodentlig skulde sige: „syug kun De, jeg forstaar mig sagtens bedre paa at skrive Vers end De.“ Den gik paa Melodien: „Lad dadle Kvinderne, hvo vil“ o. s. v., og da jeg havde sunget de forste sex Linier og hoppet let hen over de overflødige Fødder, standsede jeg et Øjeblik og sang derpaa med Visens oprindelige Ord:
„Hvo trøster os til sidste Dag?
Det gjør den hulde Kvinde.“
Disse Ord passede naturligvis ikke til de foregaaende, og Damerne havde ondt ved at skjule deres Smil. Men Digteren blev nu med Et mere elskværdig og medgjorlig, og skjøndt han i Fru Haucks Hus altid havde været Gjenstand for udelt Beundring og en overstrømmende Ros, som han utvivlsomt satte stor Pris paa, nedlod han sig dog til at bede mig synge Sangen om igjen, og saa blev jeg ved at synge saa længe, til han fik Melodien ind i sit Hoved, hvorefter han skyndsomt forlod os og ilede hjetn „ for at skrive Visen om.
Senere bleve vi tilsyneladende gode Venner og traf ofte sammen; men jeg havde rigtignok altid en Følelse af, at han ikke kunde glemme den Times Sangundervisning, som jeg havde tilladt mig at give ham hos Fru Hauck, og selv blev jeg heller aldrig ret fortrolig med hans ejendommelige Person og Væsen Ofte, naar jeg med næsten barnlig Glæde sad og læste hans smukke Eventyr, var det som hans lange Næse skde sig frem mellem mig og Bogen og betog mig en Del af det gode Indtryk, jeg ellers altid havde af dem; og naar vi senere traf sammen hos Fru Hauck, og han forelæste os et nyt, turde jeg ikke se paa ham, mens han læste, for saa var Jllusionen strax borte.
Mange ville naturligvis kalde det en Barnagtighed, I at bedømme en Mands Indre efter hans Ydre; men jeg har aldrig ret kunnet srigjore mig for denne Svaghed, og jeg er ligesaa barnagtig den Dag i Dag: jeg kan aldrig blive rigtig fortrolig hverken med Mand eller Kvinde, naar jeg finder et altfor stort Misforhold mellem Skal og Kjærne, og om Mange, som jeg har ønsket at- se, efter at have læst deres Værker eller hørt dem berømme, har jeg uvilkaarlig, efter at have faaet mit Ønske opfyldt, udraabt: „Gud give, jeg aldrig havde set ham; eller hende!“ . . . .
C. Hauch havde jeg længe kjendt gjennem hans Værker og af hans mislykkede Strid med Baggesen, Heiberg og Hertz, og jeg tilstaar, at det Indtryk, jeg havde af ham — paavirket som jeg den Gang var af de to sidste — var alt andet end behageligt. Han havde tilbragt sin Barndom i Bergen„ hvor hans Fader var Stiftamtmand, og ofte med denne været Gjæst i min Bedstefaders Hus, og skjønt her var et svagt Tilknytningspunkt, som jeg havde kunnet benytte mig af til at nærme mig ham, benyttede jeg det dog ikke — jeg var ligefrem opfyldt af Antipathi mod ham. Men efter Aars Forløb, da han blev Direktor for det kgl. Theater og jeg af og til kom i Berørelse med ham i hans Stilling som saadan, er det mig en Glæde at kunne sige, at han var en højst elskværdig Mand, med mange og heterogene Kundskaber, men altfor filosofisk anlagt til at jeg kunde følge ham. Et Par af hans Skuespil havde jeg set, og de havde tiltalt mig, navnlig ved Skildringen af de deri handlende Karakterer; men hans Romaner forstod jeg ikke ret at skatte, rimeligvis fordi de vare mig for bredt anlagte og jeg, som ungt Menneske, ikke havde Taalmodighed nok til at læse dem med den fornødne Eftertanke; derfor vovede jeg heller aldrig at give mig i Kast med ham om disse, uagtet han flere Gange selv bragte dem paa Bane.
Men hjertelig og imødekommende var den gamle Mand, og da han i en sildig Alder døde langt borte fra sit Fædreland, voxede hans Minde i mit Hjerte og slog dybe Rødder dér.
Digteren H. P. Holst lever endnu iblandt os. Allerede som ungt Menneske, da jeg endnu foer tilsøs, gjorde hans simple og hjertelige: „O, Fædreland, hvad har Du tabt“ et dybt Indtryk paa mig, da jeg allerede „Ved Bolværket“’“[14] havde faaet den gamle Konge kjær; og mange af hans senere Digte, som det vilde blive for vidtløftigt her at nævne, besæstede dette Indtryk og gjorde, at jeg fik ham kjær som Digter. Og da han efter den forste slesvigfke Krig, der endte saa hæderligt for Danmark, udgav „Den lille Hornblæser“, da var der vistnok kun saare faai Landet, der ikke folte sig tiltalte af den varme, fædre·landske Tone, som gjennenistrommede dette enestaaende Digt, rigt paa baade fædrelandsk Varme og poetisk Ynde. Skjøndt han nylig fyldte sit fire og halvfjerdsindstyvende Aar, er hans Aand endnu ung og frisk, og Aarene synes kun med en let Haand at have berort hans Digterhjerte, skjøndt de selvfolgelig ikke ere gaaede sporlose hen over hans ydre Menneske; endnu i den sidste Tid har jeg læst Digte af hams, som ere beaandede af Ungdommens Jld og Manddommens Varme.
Digteren Carl Ploug har jeg allerede tidligere kortelig omtalt, og jeg har her kun at tilfoje, at saa begejstret jeg i min Ungdom var over hans fyrige Taler og Digte, saa lidet har jeg senere kunnet harmonere med hans Optræden lige siden 1864.
Digteren C. Hostrup er derimod bleven fine Idealer tro. Skjondt han i sin Ungdom var ligesaa begejstret for Friheden som Ploug, var han dog den Gang næsten udelukkende Digter ; men gjennem hans Studenterviser rørte der sig dog en Frihedstrang, der klang ud over Kjøbenhavn, ja, ud over Danmark. Hostrup er baade som dramatisk og som Vise-Digter en Folkedigter i Ordets skjønneste Betydning; thi hans Værker ere skrevne lige ud af Folkets Liv for atter at gaa lige ind i det, og naar man nu kan sige om ham, at han paa sine gamle Dage er bleven mere Politiker end Digter, saa maa man ikke glemme at tilføje, at han dog hele sit Liv igjennem har været tro imod sig selv og sin Overbevisning, hvad enten denne nu er vrang eller ret.
At disse mine flygtige Udtalelser om Mand, der samtidig med mig have levet og virket, hverken skal gaa eller gjælde for en Karakteristik af eller en Kritik over dem, behøver jeg vel næppe at sige; de ere kun et ufuldkomment Udtryk for de Indtryk, de have gjort paa mig.
Den 20. Januar 1848 døde Kong Christian den Ottende. Den dæmpede Trommemarsch lod gjennem alle Gader, og de ridende Herolder raabte fra alle Torve og P·ladser: „Kong Christian den Ottende er død, Kong Frederik den Syvende leve!“
Det var en mørk og trist Tid. Jeg tor ikke sige, at det var en almindelig og dybt følt Landesorg, for man saa ikke Sorg paa alle Ansigtet, om man end saa Sørgeklædte af alle Stænder: Damer, som havde Raad dertil, i sorte Klæder og „Spids“, Herrerne med Flor om Hat eller Arm, alt eftersom de vare Civile eller Militaere. De to Theatre (Kasino begyndte sine Forestillinger under Direktor Lange 2den Juledag 1847) bleve lukkede i 8 Uger, og alle andre Forlystelsessteder ligesaa. Alle Kjobenhavnere skulde ud og se Kongen ligge paa lit de parade, og det var jo et Skuespil som ethvert andet. J tætsluttede Rækker stod de Skuelystne opstillede lige fra St. Anna Plads til Kolonnaden og ventede taalmodig i flere Timer, indtil endelig Turen kom til dem, og saa passerede de lydløse forbi den Døde, ved hvis Hovedgjærde Overhofmarschal Levetzau stod bleg og stram som om han var mejslet i Marmor. Men denne mørke Stemning varede dog ikke længe Ter kom snart nyt Liv i Gemytterne, og næppe var den Afdøde stedet til Hvile i Roskilde Domkirke, for den Frihedsaand, der allerede under ham havde været lysvaagen, tom til Udbrud i Moder og Forsamlinger i Kasino, Hippodromen og flere andre Steder. Borgernes rolige, men energiste Optræden maatte vække den Udenforstaaendes Beundring; man saa ikke „et Folk i Vaaben“, men et Folk, der havde besluttet, gjennem et sindigt og loyalt Sammenhold at naa det Maal, det havde higet efter i mange Aar. Og dette Ønske mødtes af en Konge, som havde et aabent Øje og et aabent Hjerte for disse, og som snart blev saa elsket, at man med Rette kunde sige om ham med den folkelige Digter:
„Kong Frederik den danske!
Paa Dig vi stole ganske;
Vi ved, Du har et Hjerte
For al din Moders Smerte“ . . .
og senere med „den tapre Landsoldat“s Forfatter:
„Saa dansk som han var ingen Konge her i mange Aar“;
og endelig efter hans Død med Digteren Hostrup:
„Du bunden var med saa stærk en Snor til Hjemmets Egn,
Hvor Ploven kløver den danske Jord bag Bøgehegn·
Du bunden var til det danske Sprog: det var jo dit;
Du bunden var til den røde Brog med Korset hvidt!
Det Baand bandt al Din Tanke og Hu saa fast, saa fast:
Du kunde ej rive det Baand itu, for Hjertet brast!“
Den 21. Marts sluttede jeg mig til den storartede Procession, der langsomt og roligt bevægede sig fra Raadog Domhuset gjennem Vimmelskaftet, over Antagertorv og Hojbro hen paa Christiansborg Slotsplads. Foran gik Borger“repræsentationen med den gamle, hvidhaarede Hvidt iSpidsen. En Deputation, med ham som Ordforer, sogte og fik Audients hos Kongen, og mens den var deroppe, kunde man læse den Spænding og det Haab, der lyste frem af alle Ansigter. Endelig kom den tilbage, og det glædelige Budskab, den bragte, vakte en Jubel over hele Pladsen, som, om muligt, endnu steg, da Kongen viste sig paa Altaneu og modtog sit Folks Tak for hans- Gave. Det var en jublende Lovsang over den Frihed, de færreste af Mængden endnu kjendte og endnu mindre havde Begreb om, til hvilke farlige Udskeielser den kunde fore; men den kom som et nyt Evangelium, paa hvilket Folket gjennem sine veltalende Forere var bleven forberedt, og man hilste den som de hellige tre Konger hilste den nysodte Messias i Krybben.
Dagen efter kom Budskabet om Oproret iiRendsborg og. om den Forsamling af talrige Stænderdeputerede, der havde plantet Oprorsfaneu i den revolutioucere By. Og mod denne Forsamling stod kun to Danske: den hojhjertede, bredskuldrede slesvigske Kæmpe Hans Kriiger fra Bevtoft og den besindige Kjobmand Schmidt fra Fleusborg og de trodsede begge Oprorernes Haan og Spot. Kriiger hævdede med urokkelig Kraft og Veltalenhed sin Paastand, at Sønderjyde—rne havde uomtvistelig Ret til at være danske Uudersaatter, og Schmidt sluttede sig til ham med den frimodige Alvor og Ro, der var ham ejeudommelig; men de bleve kun udlete og forhaanede af de oprørske SlesvigHolstenere.[15]
Det varede heller ikke længe, for det længe morede, i Stilhed ulmende Opror brod ud i Flammer.
Først sendte dets Ledere en Depntation til Kindenhavn, som tog ind i Hotel d’Angleterrez men da disse fem mensvorne Krystere ikke solte sig sikre der, sendte de Bud til Studenterne og bad om „sikkert Lejde“ fra Kongens Nytorv til Konsnl A. Hages Hus i Kronprinsessegade, og dette Lejde fik de; men skjondt den Vogn, hvor de sad, var omringet af Tusinder af Mennesker, der betragtede de blege Synderes Ansigter med samme Nysgjerrighed som Hoben betragter en Forbryder, der fores til Retterstedet, herskede der dog en Orden og en Ro, der hverken blev forstyrret af Raaben eller Piben.
Men der var ogsaa kommet en ny og kraftig Aand over det danske Folk. Det var som om det havde kastet et Blik tilbage paa dets store Fortid og folte, at dets Nutid trcengte til at vækkes af den Lethargi, der i en Aarreekke havde lammet det; dets Sejghed blev til Daad, der kom Jld i dets Blod og Kraft i dets Arm, og Digterne sang begejstrede Ord, der snart klang fra alle Læber som lige saa mange Hhmner til Frihedens og Fædrelandets Pris. Folkebevægelsens ildsprudende Bjerg i Syden havde væltet sine Lavastrømme langt ud over fjerne“Lande lige ned til os; men her ødelagde de ikke, de gjodede kun den Jordbund, der var moden til at frugtbargjores.
Og Krigen brød ud, uden at vi vare forberedte; men Tusinder af Frivillige meldte sig over hele Landet, og i Kjøbenhavn blev der for disse dannet en „Centralskole“, der inddeltes iKompagnier og indovedes iVaabenbrng og Exercits af flinke Officerer, under Overkommando af Major la Cour.
Jeg haaber, man vil tro, at var jeg end ikke den første, der meldte sig ind i Centralskolen, saa var jeg heller ikke den sidste; jeg brændte af Begjærlighed efter at tjene mit nye Fædreland og jeg havde som Sømand allerede set Døden saa ofte under Øjne, at jeg ikke nærede den fjerneste Frygt for at dø for en god og retfærdig Sag.
Den første Efterretning, der kom fra Krigsskuepladsen, var om Slaget ved Bov, hvor vore uprøvede Jenser havde vist et Mod og en Tapperhed, som kunde bringe Hjertet til at hoppe af Glæde i Livet paa En. Stor var Begejstringen over Land og By, og da de mange unge og forknytte Fanger kom hertil, stimlede man nok om dem, men de maatte hverken høre Spot eller Haan: man betragtede dem snarere som vildledte Brødre end som Fjender. Under hele denne treaars Krig forekom det mig, som om de Danskes Devise var: „hovmodige ville vi ikke være, modløse kunne vi ikke blive, Danske ere vi“; thi hverken Sejr eller Nederlag forandrede det hjertelige og trofaste Sindelag og den sejge Udholdenhed, der er Grundtraskket i Folkets Karakter.
Da Efterretningen om Slaget ved Slesvig kom — da „Paasteklokken kimed“ og Wrangel med sin store Overmagt angreb vor lille Heer og slog den tilbage — var Sorgen vel dyb og alvorlig; men man horte ingen Klage, man saa kun stille Taarer i enkelte Kvinders Øjne, der enten begræd en Fader, en Mand eller en Smi, og da jeg kom paa Centralskolen den næste Dag, mødte jeg ikke for-knytte og bekymrede Miner, men kun oprejste Pander og fyrige Øjne.
Da alle Kompagnier havde „stillet“ som Bataillon, red Major la Cour foran Fronten og opfordrede dem, der havde gjennemgaaet hele Skolen, til at træde frem.
Vi vare fyrgetyve, som traadte frem.
Han oplæste nu en Opfordring fra Krigsministeriet, hvori det hed, at tolv vaabenføre unge Mænd skulde afgaa til Armeen med Udsigt til at blive Sekondlieutenanter efter 6 Ugers Forlob, naar de i den Tid havde udvist Mod og Konduite, og han 4spurgte nu, om der blandt dem, der havde gjennemgaaet Skolen, fandtes tolv, som frivillig vilde gaa med.
Alle fyrgetyve traadte frem og priesenterede Gevcer, ikke en luskede af. Der blev nu trukket Lod, og min Sidemand i Geleddet, Kand. Flemmer, senere Adjunkt ved Roskilde Latinskole, og jeg, bleve de to første af de tolv, der trak Rummet-. Glæden var stor imellem os, og jeg tør nok sige, at Misundelsen var ligesaa stor hos dem, der trak Nitter. Jeg var den Gang Redaktor af „Folkebladet“, som senere blev solgt til et Konsortium af Slesvigere og Kjobenhavuere, men som ikke paa dets daværende Standpunkt havde samlet det fornodne Antal Abonnenter for at kunne bestaa, og jeg overdrog samme Aften Redaktionen til en Anden, som havde været min Medarbejder. Jeg gik saa hjem til Kammersauger Hansen for at besoge min Forlovede, og den Alvor og det fyrige Blik, der formodentlig lyste frem af mine Øjue, var dem vistnok lidt paafaldende; men de- havde ingen Anelse om, hvad der var sket, og jeg skulde vel vogte mig for at give dem Besked.
Den næste Dag skulde vi alle tolv mode paa Sessionen for at undersøges. Vi klædte os hurtig af og stod snart lige saa nogne som Vorherre havde skabt os. Vi spogte og lo, befolte hverandres Armmuskler, som vi spændte ved at trykke den knyttede Haand op mod Skulderen; vi kneb hverandre iLæggene og tog Maal af hverandre som Skoledrenge, der gaa sammen i Vandet. Jeg havde, ved som Ungmand at falde fra Bramsalingen ned paa Dækket, faaet en ubetydelig Skade, som jeg aldrig havde ændset og som aldrig havde generet mig, men som dog havde bevirket, at jeg gik med et let Baand om Lænderne. Dette havde jeg taget af, inden jeg gik paa Ses·- sionen, og jeg troede altsaa den hellige Grav vel bevaret; men en ung Mediciner — jeg tror, han hed Aaro — maalte mig pludselig fra Top til Taa, og rystende paa Hovedet sagde han til mig: „Du kommer ikke med, hvor kraftig Du end er bygget, for Du har en lille Skavank, min Ven.“
„Du kan selv have en Skavank1“ raabte jeg vred; og de Andre lo og kaldte ham en „Sludderdoktor“; men han havde desværre ikke slndret saa meget endda. Vi kom alle Tolv ind paa en Gang — der var ikke Tid til at lade os passere Nevne en for en — og vi bleve monstrede og befolte, vi maatte lasse dogstaver og Ord paa langt og kort Hold og vi maatte hoste og spytte. Endelig var alle mine Kammerater færdige og godkjendte som vordende tapre Landsoldaterx men da jeg vilde fjerne mig med dem, greb Doltoren min Haand og sagde:
„Aa, bliv et Ojeblik, De er ikke færdig endnn“.
„C·r der Noget ivejen med mig?“ spurgte jeg gnaven.
„Det vil vi snart faa at se. Host1“
„Skal jeg hoste? Jeg synes vi har Allesammen hostet tilgavn“3“.
„Men De ikke Vil De nu bare behage at hoste“.
Jeg rommede mig saa smaat, skjondt jeg ikke fandt synderlig Behag i hans peremvtoriske Kommando.
„Sterrkere, som om De havde et Ben i Halsen“.
Nu blev jeg nodt til at hoste, og „Skavanken“, som Medieineren havde talt om, kom frem, men ien hojst ubetydelig Grad.
„Jeg tænkte det nok!“ raabte han. Derpaa sagde han, men meget hofligere end for: „Det er smukt af Dem, at De vil tjene vort Fædreland; men De kan ikke bruges til altivKrigstjeneste, De vil blive overanstraengt og ukampdygtig efter otte Dages Marsch“.
Jeg protesterede. Jeg forsikrede, at jeg var·en udmærket Fodgjaengen at jeg havde gaaet til og fra Roskilde paa en Dag, og at jeg var en god Rykker, som flere Gange havde redet et Par Mil om Dagen; men Alt forgjæves.
„Jeg kan ikke forsvare at lade Dem gaa med“, sagde han. “Tro De mig, kom De med, saa vilde De ikke faa Deres Lyst til at kjæmpe mod vore Fjender tilfredsstillet De vilde komme paa Lazarettet inden De kom i Krig“.
Den Doktor var en haard Hund, jeg tror han hed Pinques eller Pingel. De andre tilstedeværende Sessionsherrer havde hort paa vort Ordskifte med en vis Deltagelse og jeg kunde godt se paa dem, at de gjerne vilde lade mig komme i Trojenz men Doktoren afbrod Diskussionen kort og fyndigt, idet hun sagde: „Gaa ind og klæd Dem paa; vi kan ikke opholde os længer med Dem“. — Ogsaa gik jeg tænderskjærende og med knyttede Næver “ ud og klædte mig paa; men til Kammeraterne, som stode udenfor og ventede paa mig, sagde jeg ikke et Ord. Et var jeg imidlertid bleven klog paa: jeg havde ikke forstaaet at bevare den hellige Grav vel.
Jeg kom hjem til Hansens lige saa slnkoret og modfalden som jeg den foregaaende Aften havde været fuld af Alvor og Begejstring, og var det saa for-underligt? Jgaar havde jeg allerede i Tankerne set mig avancere til. Lieutenant, ja maaske til Major, og idag — — —
Men Ingen i Familien fik Noget at vide om mit Nederlag uden min tilkommende Svoger, og han lo mig ud.
Imidlertid blev jeg ved at gaa paa Centralskolen, og jeg havde den Glæde at blive Fører for „en Deling“.“, som jeg bibragte de militære Kundskaber, jeg med saa megen Iver og hærdighed havde tilegnet mig; og det var dog en Smule Plaster paa det Saar, jeg havde faaet, uden at have været i krig.
Aaret 1848 gif forøvrigt hen med smaa Sejre og smaa Nederlag, og det endte med en langvarig Vaabenstilstand, som i Virkeligheden ingen ærlig Vaabenstilstand var; thi den blev idelig brudt fra Fjendens Side og var altsaa værre end en Krig.
Saa fom Aaret 1849. Den danske Regjering op: sagde Vaabenstilstanden til den 3die April og samme Dag rykkede Bülow fra Als ind i Sundeved. Ved Asbøl slog de Meza den preussiske Oberst Saint-Paul, og efter flere mindre Træsninger var hele Sundeved atter i vore Hænder. Mit Blod kom bestandig i Kog, naar „Stillingsbladet ", som udkom fra Sally B. Salomons Trykkeri i Vimmelskaftet, bragte Efterretninger om en lille Sejr, men det var lige ved at koge over, da Efterretningen om et sørgeligt og ydmygende Nederlag slog ned som et Lyn fra en klar Himmel og bragte Sorg og Harme med sig. Og det var Efterretningen om det Ulivssaar, Danmark fit i Eckernforde Fjord Skjærtorsdag den 5te April, og hvorom det første Budskab kom til Kjøbenhavn Langfredag om Eftermiddagen.
Lad kommende Historieskrivere dømme om dette „Coup“
som de bedst kan; men Et vil enhver Sømand give mig
Ret i, og det er: at man sejler ikke ind i en af Fjenden
beskyttet Fjord med paalands Vind og uden tilstrækkelig
Dampkraft til at komme ud igjen, hvis Foretagendet mislyfies. Og selv om Ordren havde været nok saa beſtemt,
saa gives der dog Tilfælde, hvor et Liniesfibs Chef, med
det uhyre Ansvar, der hviler paa ham, maa handle efter
bedste Konduite og hellere lade være at parere Ordre end
sætte Æren og Hundreder af Menneskeliv paa Spil.
Ved at se et Folk efter en Sejr og efter et Nederlag,
faar man først et samlet Indtryk af dets Livskraft
og dets Intelligents. 1849 saa jeg det i begge Situationer,
og Totalindtrykket var lige saa smukt som betegnende.
Nederlaget kom før Sejren. Paa alle Torve, og
navnlig paa Kongens Nytorv, saa man smaa Grupper af
Mænd og Kvinder, der talte sagte og ivrigt sammen, som
om de var bange for man skulde høre dem; Andre gik
omkring med blege Ansigter, lynende Øjne, sammenbidte
Tænder og knyttede Næver; men de sagde ikke et Ord.
Mødte Venner og Bekjendte hverandre, stode de stille, saa
paa hverandre, og gik videre.
Først var der Tvivl. Efterretningen maatte være falst. Det var jo umuligt, at et saa mægtigt Liniesfib som Christian den 8de kunde være stukket i Brand af Kuglerne fra et Par smaa Strandbatterier, og om gloende Kugler havde de Fleste aldrig hørt Tale.
Efter Tvivlen kom Vreden og den gav sig Luft i stærke Udfald mod Krigsminister Hansen, som var alt Andet end populær. Poblen kaldte ham for „Hundejægeren“ i Anledning af hans Forbud mod at Hunde maatte færdes paa Volden og de bedre Klasser kaldte ham „den Vægelsindede ". Hvorom Alting er: Vreden maatte have Luft, 1848-49. 93]
7 7 j - og efter denne kom Resignationen, og Resignationen blev den sejrende hos det igjenfødte Folk, der allerede var bleven fortrolig med de Lykkeomskiftelser, en Krig kan medføre. Kvinderne vare her som ved saa mange andre Lejligheder, hvor det gjælder om at bære tunge Sjælebyrder. de stærkeste, og skjøndt de ikke kunde tilbageholde Graaden, opretholdt de dog Modet og Haabet hos dem, der vare nær ved at tabe begge Dele. - Det var en Kjendsgjerning, at Christian den Sde var sprunget i Luften, Gefion erobret af Fjenden og mange Hundrede Menneskeliv gaaet tabt ved en jeg funde næ sten fristes til at sige vanvittig Plan; men det var ogsaa en Kjendsgjerning, at her saa man et helt Folk i i Sorg, uden at høre det klage.
Mange og tunge Dage fulgte efter dette Nederlag. Vore Tropper bleve fordelte rundtomkring. Bülow var bleven Overgeneral, med Hovedkvarter Fyn; paa Als havde Oberst de Meza Overbefalingen, og det nørrejydske Korps, under Olaf Rye, gjorde i Løbet af Maj og Juni sit mærkværdige Tilbagetog gjennem Jylland, kjæmpende og undvigende, synlig og usynlig i næsten otte Uger, og naar der staar skrevet paa hans Mindestøtte:
„Drog han tilbage, var det med Hæder - var det til Sejer“ stormed' han fremad,
saa er dette en historisk Sandhed, der aldrig vil blive bestridt.
Uagtet de Forberedelser. der bleve trufne til et Udfald fra Fredericia med vor samlede Styrke, dreves med stor Hemmelighedsfuldhed, for at ikke Fjenden skulde faa Nys derom, kunde dog Famas sladdrende Tunger ikke tie ganske stille, og vi vidste saaledes i Kjobenhavn, at Oprørerne havde gravet sig nærmere og nærmere ind under Fæstningen og opkastede den ene Standse efter den anden. Der gif en bange Anelse igjennem Danmark: Enhver følte, at nu stod der mere end en enkelt Fæstning paa Spil.
Men Pæren var endnu ikke moden; den modnedes først, da Rye havde lokket den preussiske General Prittwit og hans Rigstropper saa langt op i Jylland, at de ikke kunde ile den slesvig-Holstenske Belejringshær til Hjælp. Da hentede man de Meza fra Als med hans Flankekorps, Rye fra Helgenæs med hans, og General Bülow fom, efter at et Krigsraad var holdt i Beilby den 4de Juli, med sine Tropper over til Fredericia.
Ogsaa dette fik man at vide i Kjobenhavn i de første Dage af Juli. Stemningen var febrilsk, næsten aandeløs; man spurgte Enhver, man mødte paa Gaden, om der var noget Nyt, og man fik et sluføret Nej til Svar.
Endelig oprandt Dagen, Sejrsdagen, som sfulde læge det dybe Ulivssaar, Oprørerne havde slaaet det danske Folk ved Eckernforde, og som skulde gjøre den 6te Juli til en af de stolteste og smukkeste Mærkedage i dets Historie.
At have oplevet en saadan Dag er det samme, som at have oplevet et Stykke af et Folks Historie.
Allerede om Formiddagen kom der et ualmindeligt Liv og Rore i Folk; der blev Trængsel i Vimmelskaftet, og man kunde næppe komme frem. Oppe ved Kancellibygningen, hvor Krigsministeriet havde sit Sæde, var Trængselen lige saa stor: man kunde næsten høre og føle Hjerterne banke mod hverandre. Mænd og kvinder, som aldrig havde set eller talt med hverandre før, søgte og fandt Trøst hos hverandre. Alle ventede, Alle haabede.
Endelig kom Budskabet, og det bragte Sejr, Sejr over hele Linien, og en jublende Taf opsteg til ham, „der styrer Folkenes og Kongernes Skjæbne“.
„Oprørernes Standser vare blevne stormede og tagne; alle Passer, som lukkede for Kamppladsen, ligesaa; Lobegravene rensede og Oprørerne, efter en haardnakket Modstand, drevne paa vild Flugt“. Jenserne havde kjæmpet som Karle og deres Forere var gaaet foran sindige og modige“ eller „modige og sindige“. - Alt efter Enhvers Naturel. Det var derfor med fuld Net Kong Frederik sagde til sine Soldater: Kampen ved Fredericia, den heftigste og blodigste, Hæren endnu har bestaaet, have I erhvervet Eder Krav paa Fædrelandets Erkjendtlighed og føjet en ny Hædersdag til dem. Danmark med Taknemlighed erindrer. I have vundet en Sejr, der vil mindes i Danmarts Historie“.
Jeg formaar ikke at beskrive de Glædesudbrud, der fulgte paa dette Budskab. Mænd og Kvinder omfavnede og kyssede hverandre; der verledes kraftige Haandtryk; man sagde Du til hinanden, om man saa aldrig før havde set hinanden, og Mange, der havde været Uvenner i Dage og Aar, bleve i Øjeblikkets Begeistring forsonede og rakte hverandre Haanden til Venskab og Forlig. Vi vare Alle blevne som Brødre og Søstre i en eneste stor Familie, og der var ikke den Ting, den ene ønskede, som den anden ikke vilde give, naar det stod i hans Magt at opfylde Ønsket. Og saa smilede Solen saa mildt og straalede saa varmt ned paa denne jublende Mængde, som om den tog Del i dens Glæde og vilde bidrage Sit til at forhøje den.
Ja, det var en dejlig, en uforglemmelig Dag!
Men den var ogsaa dyrekjøbt.
Mange af Landets bedste Sønner vare faldne i Kampen og blandt dem blev Ingens Død mere almindelig beklaget end General Olaf Ryes. Efter at to Heste vare skndte under ham og han tilfods førte sine Folk mod Treldeskandsen, ramte en Kugle ham i Laaret og en anden i Underlivet, og fra den Dag, han faldt, sagde Soldaten om enhver falden Vaabenbroder: „Han gik til Ryes Brigade“.
Jeg har med en vis Forkjærlighed som jeg haaber man vil finde naturlig, dvælet ved disse to mærkelige Aars Begivenheder, og naar jeg ikke har taget Aaret 1850 med, saa er det, fordi jeg ikke er Historiker og desuden frygter for, at naar jeg skulde fortælle om Slaget ved Isted og om Belejringen af Frederiksstad, saa vilde jeg mangle nye Udtryk for de storartede Indtryk, jeg ogsaa fik af disse Hædersdage, og trætte mine Læsere, istedetfor at underholde dem.
Ligesom Christian den 8des Død havde fremkaldt mange og store Omvæltninger paa det offentlige Livs Omraade, saaledes havde den ogsaa bragt Forandring i mange if smaa Forhold, og disse ramte mig med saa mange Andre, d der havde nydt godt af hans Opmuntring og Gavmildhed. e Naadessekretariatet blev ophævet, og den aarlige Under- 17 støttelse, jeg havde faaet, faldt selvfølgelig bort. Gehejmeorraad Adler havde taget eller faaet sin Afsked som Kabinetssekretær og Justitsraad Trap var bleven ansat i hans Sted. Overhofmarschal Levezzaus Afsked var der ogsaa & Tale om i en vis intim Kreds; men det hed sig, at den to afdøde Konge paa sit Dodsleje havde anbefalet ham til Sønnen som en paalidelig og trofast Tjener, og denne Anbefaling sejrede over de Intriguer, der allerede tidlig od begyndte at gjøre sig gjældende ved det nye Hof. Og han of forstod ogsaa med en gammel Hofmands Nutine og Findhed at indrette sig efter de forandrede Forhold og læmpe fsig efter Overgangen fra at repræsentere et ceremonielt of fongeligt Hof til at agere som et Slags Hovmester i et rigt Privatlivs Husholdning; thi det var kun ved enkelte offiicielle Lejligheder, at han fik Anledning til at væbne sig med Marschalstaven og iføre sig sin pompøse Overhofmarschalsdragt.
Men at Levezau var en Mand, Fædrelandet endnu kunde bruge, godtgjordes ved, at vort daværende konstitutionelle Ministerium benyttede ham som Sendemand til udenlandske Magter, for at han hos dem kunde tale vor Sag og søge deres Bistand mod Tysklands Overgreb og skammelige Forurettelser.
Istedet for Naadessekretariatet blev der oprettet „en Civilliste“, med Kammerherre Berling som Chef han var allerede tidligere udnævnt til Kongens Privatsekretær - og hos ham skulde man søge, naar man attraaede Noget, og fra ham gik Vejen gjennem Grevinden til Kongen. Det faldt mig ikke ind, ad denne Vej at søge om Fornyelse af den Understøttelse, jeg havde havt af Naadessekretariatet, og jeg søgte af alle Kræfter at klare mig, uden ad Bagtrapperne at bejle til Gunstbevisninger.
Der herskede stor Meningsforskjel, saavel i Pressen som blandt de den Gang Styrende, om det kgl. Theater for Fremtiden skulde sortere under Staten eller under Civillisten; der blev offentlig og privat skrevet pro & contra om denne Sag, og der blev indsendt til Overhofmarschallatet flere baade anonyme og navngivne Forslag om det kgl. Theaters Omorganisation formentlig lige anvendelige enten Theatret blev stillet under Kongens eller under Statens Protektorat.
Ogsaa jeg havde indsendt et saadant Forslag, der, hvor mangelfuldt jeg nu finder at det er, dog havde tiltalt Theaterdirektøren og bevirket, at Levezzau, hvis Theatret kom til at sortere under Civillisten, vilde indstille mig som Regissor ved det; men da den endelige Afgjørelse var taget: at Theatret skulde sortere under Staten, og Heiberg af Kultusminister Madvig blev indstillet og udnævnt til dets Direktør, forlangte denne jo var ganske naturligt frie Hænder i Valget af de ham underordnede Embedsmænd, og jeg maatte vige Pladsen for Kammerassessor Arnesen, der, efter at have fungeret i 4 a 5 Uger, pludselig en smuk Dag igjen forlod Skuepladsen, for aldrig mere at vende tilbage.
Inden Heiberg i 1849 blev Theaterdirektor, bestyredes Theatret midlertidig af den gamle Direktion, og da Rollerne til mit Drama „Sanct Olafs Dag“ vare blevne uddelte i Esteraaret 1848 og Læseprove afholdt, kom der en Dag en rodkjolet Lakaj til mig og bad mig om at komme ud til Exellencen, som ønskede at tale med mig.
Levezau havde ligesiden „Gustav III.“ blev forbudt, vist baade mig og min Forlovede nogen Interesse, og jeg var derfor ikke lidet spændt paa, hvad han vilde mig.
Da jeg kom ud paa Amalienborg, hvor han havde sin Bolig, blev jeg modtaget med følgende Ord: „Jeg har et Forslag at gjøre og et velment Raad at give Dem; og det er efter en Konference med Gehejmeraad Adler, at jeg har sendt Bud efter Dem“.
Jeg bukkede jeg buffede tidt i de første Aar af mit Ophold i Kjobenhavn, for jeg huskede altid Digterens Ord, jeg som Barn havde hørt afdøde Winslov fremfige paa Bergens Theater: „Min Son, om Du vil i Verden frem, saa buk“. „Ser De“ - vedblev han - „vi ere Begge blevne enige om, at det vist var klogest, om „Gustav III.“ fom til Opførelse før „Sanct Olafs Dag“, da det første er mere effektfuldt end det sidste, der ikke er fri for en altfor tydelig Paavirkning af Dehlenschlæger, og desuden gjennemgaaende er for alvorligt og ikke fri for adskillige „Hastemte Toner“. Vi mene, at dette vil være heldigst for Dem og Deres Fremtid, og da Direktionen ikke har Noget imod denne Forandring, bor De soge Avdients hos Hans Majestet Kongen, og faa den Tilladelse, som hans højsalig Fader nægtede Dem“.
Jeg havde, oprigtig talt, rent glemt den Historie, men da Exellencen var saa venlig at erindre den, fandt jeg hans Raad praktisk, og gif stray ind paa det.
„Lad et Exemplar af Bogen smukt indbinde“, føjede han til, „og sog saa Avdients hos Kongen; naar De har hans Tilladelse til at opføre det og den er jeg vis paa, at De vil faa saa skal dets Indstudering strax blive paabegyndt“.
Med et smukt indbundet Exemplar af mit fun des værre altfor tidt omtalte Drama agede jeg saa en Son dag Morgen med Deligencen ud til Frederiksborg og gik op til Slottet.
Det var anden Gang, jeg stod i et kongeligt For gemak; men denne Gang var jeg ikke forknyt, og der var heller ingen brutal Jourhavende, som vilde kyse mig bort. Jeg var kun nysgjerrig efter at erfare, om Kongen af Danmark endnu erindrede, hvad Kronprindsen af Danmark i Aaret 1844 havde sagt.
Da Stjernerne, Korsene og Nøglerne havde været inde, kom Turen til mig. Jeg gik ind og gjorde min dybeste Reverents.
Kongen kom hen til mig, rakte mig Haanden og sagde smilende: „Tak for sidst“.
Jeg saa forundret og glad paa ham, men mælte ikke et Ord: jeg syntes, at Hans Majestæt var begyndt saa godt, at jeg ønskede han skulde blive ved. Og han blev ved:
„Levezau har anbefalet Dem til mig, og da jeg hørte, hvem De var og hvad De havde været, kom jeg til at tænke paa, at De jo ombord paa „Caroline Amalie“ allerede havde anbefalet Dem selv. Det er mig kjært at kunne opfylde Deres Ønske“.
Jeg takkede ham hjerteligt.
„De har Deres Opus med Dem, ser jeg, lad mig faa det, skjøndt jeg ikke vil love Dem at læse det. Jeg holder i det Hele taget mere af at se komedier, end af at læse dem“.
Jeg rakte ham Bogen og han betragtede Bindet med et lunt Smil.
„Bindet er smukt nok“, sagde han, „bare nu Indholdet svarer til det“.
Saa bladede han lidt om i Bogen, mens han af og til betragtede mig med en vis Forundring.
„Det er besynderligt“, sagde han, „da jeg gjorde Deres Bekjendtskab paa „Caroline Amalie“, var De en rask, men temmelig „großgeschnossen“ Søgut, og nu har De skrevet en hel Komedie, ovenikjøbet om en Konge, som en Skurk tog Livet af; det varer vel heller ikke længe, førend De ogsaa skriver en Komedie om mig“.
„Gud forbyde det, Deres Majestæt!“ svarede jeg med bevæget Stemme.
„Naa, ja, De mener, at De ikke godt kan skrive om mig, før jeg er vel død og borte, og skudt bliver jeg vel næppe; men saa“ - tilføjede han smilende - „haaber jeg ogsaa, at De ikke bliver altfor slem imod mig“.
Jeg saa ham trofast ind i hans lysende Øjne og der fom Taarer i mine.
„Det lader til, at De begynder at holde af mig“, sagde han, „jeg kan læse det i Deres Øjne; men jeg kan ogsaa ganske godt lide Dem, og det har jeg allerede sagt Dem én Gang før“.
„Deres Majestæt har en udmærket Hukommelse, mærfer jeg“.
„Ja, min Hukommelse er god, jeg kan huske de mindste Enkeltheder, selv om de ligge mange Aar tilbage i Tiden. Men nu maa det være nok for idag. Giv mig endnu en Gang Deres Haand, men tryk ikke min saa haardt som De trykkede den ombord“.
Jeg greb hans Haand og vilde føre den op til mine Læber det havde jeg jo lært af salig Kong Christian -; men han trak den uvillig tilbage og sagde næsten vred: „Nej, den Slags Underdanighed sætter jeg ingen Pris paa“, og idetsamme vendte han mig Ryggen og gik op i den anden Ende af Gemakket; men han vendte pludselig om og sagde: Det er sandt, glem ikke at hilse paa Grevinden“, og idetsamme nikkede han venligt.
Jeg gjorde atter min bedste Reverents og gik saa ud i Forgemakket, hvor jeg verlede nogle Ord med Kultusminister Madvig, som imidlertid havde staaet og ventet paa min Udgang og syntes at være noget utaalmodig over, at jeg var bleven saa længe derinde.
Saa gik jeg over til Grevindens Forværelse, hvor der var næsten ligesaa mange Stjerner og Nøgler, som hos Hans Majestæt kongen.
I de derpaa følgende 2 Aar kom jeg jævnlig et Par Dage om ugen ud til Frederiksborg, hvor jeg boede sam men med Billedhugger Kolberg, en Elev af Thorvaldsen, og jeg blev ikke sjælden, naar Kongen gjorde sit Morgentoilette, faldt ned til ham for at fortælle Smaahistorier fra mit Sømandsliv; og naar jeg saa en Gang imellem fortalte en mindre troværdig, men ret morsom „Skrøne“, som jeg havde hørt af en gammel Ult, vendte han sig pludselig om fra Servanten, som han stod ved, og sagde leende: „Nu lyver De!“ og saa svarede jeg trohjertigt: „Ja, naar Deres Majestæt ikke vil tro Løgn, saa skulde ogsaa og saa smed han mig leende det vaade Haandklæde i Ansigtet.
Saaledes nedladende og godmodig kunde han være, naar han var i godt Humør; men jeg har ogsaa set ham smide den tomme Vandkande efter en Person, der for: svandt ud af den ene Dør, netop som jeg kom ind af den anden. Kanden gik i hundrede Stykker mod den netop tidsnok lukkede Dør, og jeg trak mig lydløs ud af den, jeg endnu ikke havde lukket efter mig heldigvis uden at Kongen fik mig at se.
Der var Torden i det huslige Livs Luft den Dag.
Da jeg stod i hendes Forværelse og ventede paa min Tur, satte jeg mig paa en Stol, uden at bryde mig om de andre Tilstedeværende. Jeg søgte at samle mine Tanker og lægge en Plan for min Optræden. Dette første møde med en Dame, som jeg havde kjendt under ganske andre Livsforhold og nu skulde gjense i ganske andre Omgivelser end mellem Damehatte og Tyllskapper, satte mig i en ikke ringe Forlegenhed. Jeg havde kjendt hende som Figurantinde ved Balletten, og jeg havde handlet med hende, da hun - efter at have gjort en Rejse til Paris med den Mand, som dengang protegerede hende havde etableret sig som Modehandlerinde i Vimmelskaftet, hvor Kjobenhavnerne for første Gang saa en fuldvoren Vordame i udsøgt Toilette præsentere sig i den store Spejlglasrude i Stueetagen.[16] Hvorledes skulde jeg nu te mig lige overfor denne Dame? Jeg fandt det ikke raadeligt at berøre vor tidligere Handelsforbindelse, og heller ikke fandt jeg det klogt at hentyde til, at jeg havde set og talt med hende mange Gange før, det vil sige: naar hun ikke selv slog paa den Stræng, og slog hun paa den, saa vilde det dog falde mig vanskeligt at bevare Diskretionen.
Endelig kom jeg i mine Overvejelser til det Resultat, at lade Tilfældet raade, og da den gamle Kammerherre B. kom ud fra hendes Gemak og bad mig træde ind, da Kongen ved sin Kammertjener havde underrettet Grevinden om mit Komme, satte jeg mig i Positur og traadte ind.
Men jeg kunde rolig have sparet mig min Frygt for, at hun skulde minde mig om Fortiden.
Hun stod midt paa Gulvet i sit smagfuldt dekorerede og møblerede Boudoir, der var rigt udstyret, men ikke overlæsset, med kostbare Gjenstande fra Fortiden og Nutiden.
Hendes Atlas -Klædning var rig, men ikke broget og smaglos, hun havde paa Hovedet en lille Barret af sort Fløjl med en hvid Fjer i, som faldt gratiøst ned over den venstre Skulder, og i Haanden havde hun en gammeldags Vifte, besat med Diamanter formodentlig et Arvestykke fra Kongens Moder, som igjen havde arvet det fra tidligere danske Dronninger. Hendes Figur var fyldig og afrundet dog langt fra saa fyldig som den senere blev, men hendes Ansigt, med den noget fladtrykte Næse, var ligesaa simpelt som det altid havde været.
Hun modtog mig med en Anstand og en fornem Nedladenhed, der formodentlig skulde vise, at om hun end ikke endnu var saa ganske fortrolig med at bære Silke og Purpur, saa bestræbte hun sig dog for, og med Held, at imponere ved sin Holdning og sit Væsen. I ethvert Tilfælde var Figurantinden aldeles forsvunden, og et Glimt af den forhenværende Modehandlerinde sporedes kun i hendes smagfulde Paaklædning.
„Hr. Brun?“ spurgte hun, idet hun gjorde en hilsende Bevægelse med Visten.
„Til Tjeneste. Hans Majestæt Kongen opfordrede mig til at hilse paa Deres Naade.“
„Ja, jeg ved det; Kongen har underrettet mig om Deres Komme. Talen er nok om et Styffe, De har skrevet, og som hans afdøde Fader i sin Tid forbød at opføre.“
Ja, Deres Naade.“
„Kongen har sendt mig det“ her pegede hun paa en lille Etagere af Rosentræ, hvorpaa Bogen laa - „og det skal være mig en Fornøjelse at læse det. Jeg tænker ikke, der skal være noget i Vejen for dets Opførelse.“
„Kongen har allerede været saa naadig at tillade, at det opføres,“ svarede jeg hurtigt.
„Naa, har han allerede det,“ sagde hun med en lille Grimasse, der forøvrigt klædte hende ganske godt; men hun tog sig hurtigt i det og forandrede Grimassen til et naadigt Smil, idet hun føjede til: Jeg vil alligevel læse det, jeg interesserer mig meget for den dramatiske Literatur, og jeg skal ogsaa interessere mig lidt for Dem, Hr. Brun.“
Jeg bukkede.
„Overhofmarschallen har fortalt os“ - dette „os“ syntes hun med et vist Velbehag at betone - „om Deres Fortid, og da Kongen hørte det, sagde han: ‚. Det maa være den Styrmand, jeg for nogle Aar siden rejste med fra Flensborg til Vordingborg.“ Var det Dem?“
„Jo, det var mig. Det var smukt af Kongen, at han erindrede mig; det havde jeg hverken haabet eller ventet, og blev derfor glad overrasket, da jeg hørte det af hans egen Mund.“
„Naa, har Kongen ogsaa sagt Dem det,“ sagde hun med en underlig Latter, „ja, hvad bliver der saa tilbage for mig at sige Dem? Men nu tør jeg ikke opholde Dem længer. Altsaa: Au revoir. Er der Noget, jeg fan tjene Dem med, saa henvend Dem i Fremtiden kun til mig, og jeg skal gjøre hvad jeg kan for at være Dem til Nytte.“
En ny Hilsen med Viften, et nyt Smil med et nyt Udtryk og jeg var med et høfligt Butk ude af Boudoiret.
Da jeg kom ned i den indre Slotsgaard, trak jeg Vejret dybt. Jeg havde en Følelse, som om jeg havde svævet i Fare, og jeg kunde ikke gjøre mig selv rigtig klog paa, hvad det egentlig var, som hos denne Dame baade havde mishaget og imponeret mig. Jeg havde tydelig lagt mærke til, at hun forstod at give sit Ansigt det til Lejligheden passende Udtryk; jeg havde ogsaa godt bemærket, at hendes Stemme formelig kunde blive indsmigrende, og jeg begyndte at begribe, at hendes Naade enten oprindelig besad eller ogsaa havde tilegnet sig visse Egenskaber, der nok kunde overtale og bedaare. Men hvorom Alting var: Et sagde jeg stray til mig selv: Tag Dig i Agt for hende!
Jeg opsøgte nu Overhofmarschallen. som den Dag netop var paa Slottet, og traf ham i et straalende Humør.
„Naa, min unge Ven!“ raabte han mig imøde - „hvordan gik det Dem saa? De har været hos Kongen - og ogsaa hos hendes Naade“,"føjede han til, med et ironisk Tryk paa denne Titel.
,, Deres Excellence ved det allerede?“
„Ja, min Excellence maa vide Alt, hvad der foregaar ved Hs. Majestæts Hof.“
..Alt?“ spurgte jeg tvivlende.
..Ja, Alt - jeg mener naturligvis kun Alt, hvad man uden Brud paa Anstand og Velanstændighed kan være bekjendt at vide,“ føjede han smaaleende til.
Og nu maatte jeg fortælle ham, hvad han endnu ikke vidste: hvad Kongen havde sagt og hvad Grevinden havde sagt, idet jeg føjede til, hvad jeg havde sagt til mig selv om den sidste; men ligesom jeg godt var begyndt at fortælle, afbrød han mig hurtig med et: „Tal ifte saa højt.“
Da jeg var færdig med min Beretning, som han med stor Opmærksomhed havde hørt paa, sad han nogle Øjeblikke og saa tankefuld hen for sig. Derpaa rejste han sig pludselig i sin fulde Højde og sagde lige saa sagte, som jeg efter hans Opfordring havde talt: Ja, De har fuldkommen Ret, man maa tage sig i Agt for hende, for hendes Magt er stor; gid hun aldrig maa misbruge den“. Der laa i dette Øjeblik et Strøg af Bekymring over hans høje Pande, som røvede den Frygt, han nærede for, at dette Ønske ikke vilde blive opfyldt, og Fremtiden viste ogsaa, at Frygten var vel begrundet.
Senere efter at jeg ofte havde været derude - blev det mig snart klart, at man maatte give Agt paa hvert Ord, man talte, og Billedhugger Kolberg, som jeg allerede har omtalt, afgav et eklatant Exempel paa, hvad Uforsigtighed i den Retning kunde føre til. Han laa derude for at modellere Kongens og Grevindens Buster, og da han var en godmodig Sladderhank, fortalte han, naar han én Gang om Ugen kom ind til Kjøbenhavn og besøgte den Kafé, Theatrets Kunstnere besøgte, flere Ting, som han helst skulde have tiet med. Dette tom for Grevindens Øren og Folgen blev, at den gode Kolberg over Hals og Hoved maatte lade sine halvfuldendte Buster i Stikken, og - forsynet med en rigelig Tærepenge - sporenstregs rejse til Rom, hvor han senere døde.
Da jeg herefter kun flygtig kommer til at omtale Grevinden, vil jeg kortelig omtale de Indtryk, jeg i den Tid, jeg kom paa Frederiksborg, fik af hende.
Hun var et ypperligt Hoved og forstod at bruge det til at fremme sine Planer. Hun besad et eminent Sprogtalent, havde lagt sig efter Fransk, Tydsk, Engelsk og Spansk og talte disse Sprog med en Lethed, som om hun var født i alle fire Lande paa én Gang.
Hun var meget godgjørende, men holdt ogsaa af, at man fik hendes Godgjørenhed at vide, og hun glemte sjelden Den, der havde været saa uheldig at fornærme hende, om hun end fortræffeligt forstod at lade som om hun havde glemt det.
Men hun manglede en i sin Stilling saare væsentlig Egenskab hun forstod ikke at beherske sin Higen efter at indtage en Plads, som ikke ifølge hendes private Forhold til Kongen tilkom hende, og hun kunde ikke lade være at blande sig i Statssager og Embedsbesættelser. Hun var i Hofhusholdningen paaholden indtil Kniberi, og hun saa Hofbetjentene paa Fingrene med Øjne som en Argus.
Der skulde stor Smidighed og klogt til at omgaas hende, og mange vare de, som hun trak til sig, men atter stødte fra sig, da de ikke forstod at holde paa den Respekt, hun fordrede; og saa ubetydelig en Person, jeg end den Gang var, saa overdriver jeg ikke, naar jeg siger, at jeg nu kunde have været i Besiddelse af Rang og Titel, naar jeg havde forstaaet, uden Indvendinger, at gaa i hendes Kjølvand og rette mig blindt efter hendes Villie. Men jeg var nu en Gang ikke anlagt til at gaa ad Bagtrapperne og dette havde tilfølge, at jeg fun blev taalt, fordi Kongen havde fattet en Smule Godhed for mig. Jeg fandt aldrig Naade for hendes Naades Dine, og jeg faldt endog en Gang i Unaade hos Kongen, fordi jeg bestemt havde afslaaet en Anmodning, hun rettede til mig, og som jeg følte mig aldeles udygtig og uffikket til at opfylde. Imidlertid var der jo nok af dem, der stode til hendes Tjeneste, og Forfatteren til „Langt fra Danmark“ paatog sig med Fornøjelse det Hverv, jeg havde afslaaet, og fit det ogsaa godt betalt.[17] Senere blev han dog sendt ud af Landet ligesom i sin Tid Kolberg, og han døde fattig og forladt dér.[18]
Men denne Unaade varede heldigvis ikke længe. Da jeg i Juli Maaned 1851 skulde holde Bryllup og til den Ende havde søgt for min Forlovede om Holbergs Udstyrslegat for unge Skuespillerinder, afslog Biskop Mynster Ansøgningen, fordi min Forlovede var „uægte Barn“, hvorover Kongen, til hvem Ansøgningen var stilet, blev opbragt og gav Kammerherre Berling Ordre til, af Civillisten at udbetale min Forlovede den Sum, Legatet bestemte.
Jeg erfarede siden, at Hans Majestæt havde sagt til Bispen, som for nogle Maaneder siden havde viet ham til Grevinden: Hvorfor skal Pigebarnet lide for den Fejl, hendes Moder har begaaet? Det er uretfærdigt i højeste Grad.“
„Men, Deres Majestæt, Legatets Statuter sige udtrykkelig - "
Jeg ved meget godt, hvad Statuterne sige, men den gamle Joseph Holberg har vist ikke tænkt paa, at han derved forurettede Børn, hvis Opførsel i alle Henseender har været ulastelig.“
Dagen efter Brylluppet kjørte min kone og jeg i vor Bryllupsstads op til Christiansborg Slot.
Jeg blev ført ind til Kongen, min Kone op til Grevinden. Jeg mærkede stray, at man havde ventet os. Kongen modtog mig i det Kabinet i Stueetagen, hvis eneste Vindue førte ud til Ridebanen. Da jeg havde takket ham for den Godhed, han saa ofte havde vist mig, og han derpaa havde nedladt sig til at tale med mig om Adskilligt, som viste, at han havde Tillid til mig, rejste han sig fra Vinduesfordybningen, hvori han havde siddet, og sagde:
„Naa, endnu en Gang til Lykke! Gaa nu op til min kone og tak hende.“
Jeg saa paa ham, og i mine Dine stod der vist et Par store Spørgsmaalstegn.
..Javist skal Du gaa derop,“ vedblev han med et polist Smil, „Grevinden er ikke længer bred paa Dig.“
Jeg gik altsaa op og blev af den smukke Mortensen, Grevindens Kammertjener, ført ind til hendes Naade, som sad ved et dækket Frokostbord og spiste og drak Kaffe med min Hustru, der blussede af Glæde over den venlige Modtagelse, hun havde faaet.
Og jeg blev modtaget paa samme Maade: der var ikke Spor at se af den Vrede, der for et Par Maaneder siden havde lynet ud af hendes Øjne, og hun smilede saa huldsaligt og talte med en saa indsmigrende Stemme, at det formelig løb mig koldt ned ad Ryggen.
Jeg maatte ogsaa tage Plads og spise og drikke med, og medens vi udførte denne behagelige Proces, underholdt hun os paa en saa livlig og aandrig Maade, at min Hustru blev ganske indtaget af hende.
Som vi nu bedst sad og delikaterede os og passiarede i al Gemytlighed, stak et Hoved med en Fetz paa pludselig ind af en hemmelig Dør i Panelet. Det var Kongen, der — som bekjendt — aldrig modtog Damer i Audients.
„Jeg vilde blot se Deres Kone,“ sagde han, og da han havde betragtet hende nogle Sekunder, forsvandt han igjen lige saa lydløst, som han var kommen.
Da Frokosten endelig var forbi, forlode vi hendes Naade, som vi først tre Aar efter skulde gjense i Flensborg[19].
Efter alle de Omvexlinger, „Gustav III.“ havde oplevet, uden at blive opført, kom det endelig til Opførelse den 4de Februar 1849.
Men dette Foster af min unge Musa havde maattet gjennemgaa endnu flere Børnesygdomme, end jeg allerede har fortalt om, inden det fik alle sine Tænder.
Der var i Aaret 1849 et Røre i Theaterverdenen, som ikke kunde andet end indvirke hemmende paa Forretningsgangen; thi de mere fremragende mandlige kræfter af Personalet spekulerede allerede i den fri Forfatning“ og mente, at de vilde være selvvalgte til at faa Haand med i Styrelsen, medens de mindre fremragende vare bange for, at deres Interesser derved vilde tabe.
Der stod to Partier kraft over for hinanden: det ene Parti - og det var de fremragende - saa op til Levetzau, som de mente, at de kunde faa Haand i Hanke med, hvis han blev Styrer af Theatret under den kongelige Civilliste; det andet opadstræbende, men endnu ikke fuldt myndige Parti, saa med Rette i J. L. Heiberg den Mand, der var bedst skikket til at repræsentere en Kunstanstalt, som Staten skulde opretholde, og begge Partier bejlede til dens Gunst, som de troede skulde gaa af med Sejren.
Da det nu tillige var blevet en offentlig Hemmelighed, at min Ringhed, hvis Theatret kom til at sortere under Civilliften, muligvis vilde komme i Betragtning med Hensyn til Bescettelsen af Regissorposten, saa kom ogsaa jeg en kort Tid ind i Røret, og havde ondt ved at klare mig for alle de Skjær, Misundelsen lod dukke op af dens Bølger, for at kringe mit svagt tomrede Skib til at strande. Det begyndte med Stykkets Udstyrelse, som Instruktor Nielsen fandt det „latterligt at koste Noget paa“, men hvis Mening A. Bournonville med sædvanlig Varme gjendrev, og hævdede, at et Stykke af den Natur netop krævede et Udftyr, „der kunde fremhæve dets Fortrin og dække over dets Fejl“. Og Bournonville seirede, især fordi han kunde paavise saa meget af Garderobe og Dekorationer, som Theatret allerede besad og som kun tidligere havde været brugt i et Stykke, der ikke havde oplevet mere end et Par Forestillingen
Saa kom der Meningsforskjel om Rollebesætningen. Fru Heiberg, som allerede i Sommeren 1845 med uforlignelig Ynde havde spillet Titelrollen i Heibergs bellmannske Situation „Ulla skal paa Bal“, vilde — som jeg jo kunde vente- — nodig reproducere sig selv i min Ulla, skjøndt den var helt forskjellig fra Heibergs og selvfolgelig ogsaa stod tilbage for dennes; derimod vilde hun, saavidt jeg erindrer, gjerne spille „Fru Schroderheim“z men da jeg havde bestemt denne Rolle for Md. Hansen og hun allerede havde faaet den, nænnede jeg ikke at tage den fra hende igjen. Følgen blev altsaa, at Fru Heiberg slet ikke kom til at spille i mit Stykke, skjøndt hun upaatvivlelig havde faaet langt mere ud af „Baronessen“ end Md. Hansen fik. Heldigvis var Fru Phister saa imodekommende mod Forfatteren, at hun med stor Beredvillighed overtog „Ulia"s Rolle, og hun udførte den med det faade Skjelmeri og den elsfværdige Godmodighed, der allerede den Gang havde gjort hende til Publikums Yndling. - Nielsen, som skulde spille General Pechlin, og som paa en for mig ligefrem fornærmelig Maade havde modsat sig Stykkets passende Udstyr, modtog Rollen, fordi den gav første Klasses Feu"; men han lærte den aldrig, og ved Opførelsen prostituerede han sig allerede grundigt i 1ste Aft. Da Generalen skulde afslaa den Orden, Kongen vilde dekorere ham med, snakkede han i den Grad „sort“, at jeg i min Fortvivlelse sagde til Heiberg, som sad i Skabet ved siden af mig: Men du gode Gud, hvad er det dog han siger !“, hvortil Heiberg svarede: „Han vrøvler, men der er dog en Slags Mening i hans Vrøvl“.
Imidlertid gjorde dog Stykket Lykke, takket være Fru Anna Nielsen, Kunstnerparret Phister (Phister spillede Bellman), Holst og M. Wiehe. Tredie Aft, hvorom H. Herz havde udtalt sig saa opmuntrende, brød sejrende igjennem, og da Tæppet faldt for 5te Aft, var Bifaldet stærkt og enstemmigt. Men August Bournonville havde ogsaa sat 3die og 5te Aft i Scene med det Mesterskab, hvormed han forstod at ordne Grupper og sætte Liv i Masserne, og jeg skylder ganske vist ham største Parten af den Lykke, hvormed Stykket blev modtaget. Det blev opført 5 Gange for udsolgt Hus og blev saa foreløbig henlagt, fordi Holst, som spillede Kongen, og Hvid, somt spillede Baron Schrøderheim, begge gif som Frivillige med i Krigen, den ene tilsøs som Maanedslieutenant, den anden tillands som Læge.
Den 23de Juli 1849 blev Professor J. L. Heiberg udnævnt til Direktør for det fgl. Theater. Overskou blev ansat som Sceneinstruktør og Arnesen som Regissør under Navn af „Commiteret hos Theaterdirektøren"; og hvor længe han fungerede som saadan, har jeg allerede omtalt. At Heiberg fik meget at kjempe imod og fjæmpede med Energi, det kan man læse om hos Overskou; men at han ogsaa i Begyndelsen tog for haardt fat, kan ikke godt benægtes, ligesom det heller ikke kan benægtes, at han manglede det praktiske Greb, uden hvilket en Theaterdirektør ofte griber fejl.
Forholdet mellem ham og mig var blevet noget kjøligt, efter at Fru Heiberg havde undslaaet sig for at spille „Ulla“, og det blev ikke varmere, da han, endnu uvist af hvad Grund, negtede at opføre, Sanct Olafs Dag“, hvortil Rollerne vare uddelte allerede i Slutningen af det foregaaende Aar, og uagtet jeg, efter det af ham selv konciperede ny Forfatterregulativ fra 1842, havde faaet mit Antagelseshonorar udbetalt som et Bevis paa“ - hedder det i „Intelligensbladene“ -, „at det er Direktionens Hensigt at opføre Stykket“.
Dette var den første Kurre paa Traaden mellem ham og mig. Jeg appellerede rigtignok til Kultusministeren, men denne lige saa elskværdige som fredsommelige Mand overtalte mig til at lade Sagen bero - idetmindste indtil videre - „da jeg dog maatte huske paa, at H. i sin ny Stilling havde saa mange ærgrelser og saa mange tunge Byrder at bære, og jeg desuden selv havde indrømmet, at han var den eneste Mand i Danmark, der kvalificerede sig til den ansvarsfulde Post, at være Theaterdirektør“.
Ved Madvigs venlige Mægling blev altsaa Sagen stillet i Bero og kom aldrig mere paa Bane, skjøndt man senere har haft Præcedens for, at Theatret skal opføre et Stykke, som det én Gang har antaget.
Imidlertid gik Tiden saa slidelig hen. Ved Antagelseshonoraret for begge mine Styffer, ved de rigelige Procenter, jeg fik af mit opførte Stykke, og ved de „Lommepenge“, jeg af og til fit af Kongens egen Haand, saa jeg trøstig ind i Fremtiden. Jeg begyndte i Forening med et Par andre unge Mænd, som den Gang sympathiserede med mig, at udgive Theaterbladet „Thalia“, og under dets korte Bestaaen fremkom der af og til Kritiker over og Bemærk ninger om det kyl. Theater, som ikke behagede dets Chef, thi han tog endog af et ganske ubetydeligt Tilfælde Anledning til at fratage mig den Fribillet, der efter Regulativet tilkom mig[20]. Men med elskværdig Ro og Venlighed fik Madvig ogsaa denne Sag bilagt, saaledes: at jeg fik min Billet tilbage, men maatte love, aldrig mere at sætte min Fod paa Scenen.
Dette var den anden og sidste Kurre, og den blev snart klaret, da jeg, som skyldte Heiberg saa megen Taknemmelighed, gjorde det første Skridt og gjorde det ikke forgjæves.
Da jeg kort Tid efter blev Direktør for Odense Theater, kom han mig atter venlig imøde, og jeg fik ofte Lejlighed til at søge og finde hans Bistand under forskjellige for mig prefere Forhold, som min nye Stilling bragte mig ind i.
Naar vi da lejlighedsvis talte om Et og Andet — han, som min fordums Lærer, jeg som hans fordums Discipel kom der ofte en dyb og bitter Alvor over hans Træk, og det blev mig klart, at de mange ærgrelser og Ubehageligheder, Chikaner og Drillerier, han i sin ny Stil ling var udsat for, medens der ved siden af dem kun viste sig saare faa Lyspunkter, havde tæret haardt paa hans Livskraft og gjort ham affældig før Tiden.
I Slutningen af 1850, lidt for Jul, fulgte jeg Ole Bull som Sekretær paa hans Tourné gjennem Sjælland, Fyen og Jylland. Da vi kom tilbage i Februar Maaned 1851 boede vi begge i Hotel d'Angleterre — han for at forberede en længere Tourné til Udlandet, jeg for at forberede mig paa at overtage Odense Theater som dets Direktør — og vi kom selvfølgelig daglig sammen.
En Dag, det var i Begyndelsen af Marts, da jeg tilfældigvis fortalte ham, at Kongen var kommen ind fra Frederiksborg, sagde han: „Jeg kunde have forbandet Lyst til at hilse paa Kongen, jeg.“
„Hvorfor har Du ikke gjort det for længe siden?“
„Aa, jeg kan jo ikke vide, om han vil tage imod mig; og forgjæves vil jeg pinedød ikke gaa.“
„Hvorfor skulde Du gaa forgjæves, naar den simpleste Mand kan søge og finde ham?“
„Ja - man kan jo aldrig vide“ — og han traf saa underlig paa det. „Men Du fjender ham jo. Du kunde jo gjerne tjene mig i at høre Dig for hos Adjutanten.“
„Med Fornøjelse. Han giver rigtignok sjeldent Audients her i Kjøbenhavn; men Fragen ist frei, jeg skal høre mig for.“
Saa gik jeg op paa Christiansborg Slot. Ritmester Blücher („den smukke Blücher“ kaldet) var alene i Forgemakket, og jeg henvendte da mit Spørgsmaal til ham.
„Jeg ved ikke, om det kan ske idag,“ svarede han; „men jeg skal gaa ind og spørge.“
Efter et Par Minutters Forløb kom han tilbage og sagde: „De skal ind til Kongen.“
„Jeg?“
„Ja, han vil tale med Dem først.“
„Men, Hr. Ritmester, jeg er jo ikke ordentlig klædt paa.“
„Snak. De ved jo, Hans Majesteet regner det ikke saa nøje med Sligt.“
Jeg gik ind.
Hans Majestæt modtog mig naadigt; han var øjensynlig i godt humør og betragtede mig med et Smil, som røbede, at han havde en Skjælm bag Øret.
„Vil Bull virkelig besøge Kongen af Danmark?“ spurgte han, og hans Øine lyste godmodigt.
„Ja, Deres Majestæt.“
„Han maa altsaa have glemt den danske Prins?“
Jeg saa spørgende paa ham.
„Naa, ja, det forstaar De ikke; men han skal være mig velkommen om en Time, og De skal følge med ham; det morer mig at have et Vidne“ — og saa lo han.
„Et Vidne?“ spurgte jeg muntert, smittet af hans Latter.
„Ja. Gaa nu og kom tilbage med Deres Ole om en Time.“
Jeg bukkede og gik.
Efter en Times Forløb stod Bull og jeg, begge i fuld Dress, i Forgemakket det samme, der førte ind til det Gemak, hvori vor nuværende Konge gav Audients indtil Slottet brændte.
For at man kan forstaa det Følgende, maa jeg beskrive dette Gemak lidt nøjere. Lige overfor Døren, der førte ind til det, stod et stort Spejl, og midt paa Gulvet et rundt Bord. I Spejlet kunde Kongen se dem, der tom ind, og de, der kom ind, se Kongen.
Vi bleve meldte. Da vi kom ind, sad Kongen paa Bordkanten, med Ryggen vendt mod os. Han holdt sin Sabel mellem begge Hænder som et Strygeinstrument, han var i Færd med at stemme, og i Spejlet saa han paa os med en ubeskrivelig polidsk Mine. Omtrent et Minut sad han saaledes, uden at vende sig om, og Ole Bull blev blegere og blegere for hvert Sekund, der gik.
Endelig hvidstede han til mig: Vil han gjøre Nar af mig?“
„Det ser næsten ud til det,“ svarede jeg sagte.
„Ja, det skal han Pinedød -“
I det samme drejede Kongen sig om og bevægede sig langs Bordets Yderkant til han kom en face med os.
Vi bukkede begge meget befippede.
„Deres Majestæt,“ begyndte Ole stammende, blev afbrudt af Kongen.
„God Dag, Hr. Bull,“ sagde han; „det glæder mig at se Dem igjen efter saa mange Aars Forløb. De husker nok vort Mode i Wiesbaden?“
„I Wiesbaden ?“ mumlede Bull yderlig konfus.
„Ja, i 1828. Jeg var den Gang tyve Aar, De lidt ældre. Jeg sad i Badehotellets Restaurationssal og spiste Frokost med en ældre Herre, som havde ledsaget mig paa min Rejse i udlandet. De kom ind, fulgt af en Opvarter, som bragte deres Violinkasse. De saa paa min Ledsager og mig, hviskede saa lidt med Opvarteren, tog derpaa Violinen ud af Kassen, satte Dem paa det Bord, jeg spiste ved, med Deres Bagdel vendt mod os, og begyndte at stemme Deres Instrument.“
„Men, Deres Majestæt -“
„Jeg var ikke Majestæt den Gang; men desuagtet havde jeg den største Lyst til at lade Dem smide ned af Bordet.“
„Smide mig ned -!“ her hævede Bull sig i hele sin gigantiske Højde.
Ja, De havde ærlig fortjent det, for De havde sagt til Opvarteren, som af min Tjener havde faaet at vide, hvem vi vare: „en dansk Prins og en dansk Minister lad dem gaa Pokker i Vold!“
„Deres Majestæt, jeg husker virkelig ikke - det er saa mange Aar siden -“
„Jo, De husker det meget godt, det kan jeg se paa Dem,“ vedblev Kongen smilende, idet han gled ned af Bordet. Derpaa rakte han Ole Bull Haanden og tilføjede:,, Saa, nu er den Historie glemt - og tilgivet.“
Under denne Scene stod jeg forpint af Latter og maatte putte mit Lommetørklæde i Munden, for ikke respektstridig at give den Luft. Kongen, som havde set det, sagde nu selv leende: „Le De kun, Hr. Brun,“ og saa lo baade han og jeg, hver i sin Tonart.
Bull saa fra Kongen paa mig og fra mig igjen paa Kongen, der morede fig hjertelig over hans Forlegenhed; derpaa brast ogsaa han i Latter, og nu lo vi alle tre.
„Det var det klogeste Parti, De kunde tage,“ sagde endelig Kongen og rakte ham atter Haanden; „besøg os snart paa Frederiksborg, det vil glæde min kone at høre Dem spille."[21]
Audientsen var dermed forbi.
To Dage efter rejste Bull og jeg til Frederiksborg Dg bleve der fra Lørdag Aften til Tirsdag Middag. Kongen syntes godt om Ole Bull og morede sig over de mange Gaskonader, denne gav tilbedste. Søndag Formiddag, efter at vi en famille havde spist Frokost i et af de Værelser, der vendte ud til „Dronningens ", kom Talen paa Heste, og Kongen fortalte da, at han havde faaet en sort Hingst fra Hannover, et dejligt Dyr, men saa ustyrlig, at Berider Hoff ikke funde faa Bugt med den.
„Da har jeg endnu aldrig set den Hest, jeg ikke har kunnet faa Bugt med,“ sagde Bull og brystede sig.
„Ja saa! Har De maaste Lyst til at probere det med „Nero"?“
„Ja, Deres Majestæt, lad mig bare faa fat i „Nero“, jeg skal nok tæmme ham.“
„Godt,“ svarede Kongen, „saa ride vi imorgen til Fredensborg.“
Morgenen kom. Dejligt Vejr, men koldt. Hestene stode opsadlede i den indre Borggaard. „Nero“ blev holdt af to Rideknægte og stampede utaalmodig i Jorden med sine smukke Forben. Den havde baade Stang og Trense og desuden Springrem, som skulde hindre den i at kaste sin Rytter bagover.
Ole gif rundt om den og mønstrede den med et kritisk Blik.
„Naa, hvad mener De, Hr. Bull, tror De endnu at kunne tæmme den?“ spurgte Kongen, som allerede sad til Heſt.
„Om jeg tror, Deres Majestæt? Den stal Fanden pine mig blive saa myg som en gammel Kjærling“.
Grevinden rynkede sin lille Næse, Kongen smilte og Berider Hoff lod til at være urolig; men Bull sad allerede nok saa strunk paa „Nero“ og havde grebet Stang og Trense stramt med begge Hænder.
Saa gif Touren ud af Borggaarden, over Broen og henad Vejen til Fredensborg. Kongen og Grevinden i første Række, fulgt af Kammerherrerne X. og U.; saa Berider Hoff og Ole Bull; saa Billedhugger Kolberg og min Ringhed, og endelig to Rideknægte. Det gik i rask Trav og Alting syntes at skulle gaa godt. Kongen vendte sig af og til og saa efter Ole det var klart, at han var urolig for ham og maaske angrede, at han var gaaet ind paa at straffe Bulls Skryderi.
Jeg havde ofte redet sammen med Bull og vidste, at han var en dygtig Rytter; men jeg havde aldrig set Bevis for, at han kunde „faa Bugt med enhver Hest“. Imidlertid teede „Nero“ sig overmaade venskabelig og bar sin norske Byrde med udsøgt Elegance; men pludselig om det var Bulls Kaadhed eller „Nero"s Ilterhed, fik jeg aldrig at vide - stejlede denne og satte derpaa i strygende Karriere ind mellem Kongen og Grevinden og saa afsted i en lynende Fart, medens Bull sad fast i Sadlen og sled saa i højre, faa i venstre Tøjle med en Haardnakkethed, som gjorde Dyret rasende.
„Efter ham!“ raabte Kongen og sporede sin kraftige Hest. ..Ester ham!“ sfreg Grevinden og fulgte Kongens Exempel. „Efter ham!“ brølede Bagtroppen og satte afsted i mere eller mindre forceret Ridt, alt eftersom dens Medlemmer vare mere eller mindre vel beredne eller havde mere eller mindre Kurage.
Grevinden var forrest. Hun var en udmærket og uforfærdet Rytterske, og skjøndt Kongen var en ligesaa fortrinlig Rytter, kunde dog hans kraftige Heſt ikke bære sin tunge Byrde saa let, som hendes dejlige Fuldblods bar hende. Bull havde vi aldeles tabt af Syne, og vi red alle efter ham vistnok over et kvarter, inden vi atter fit je paa ham.
Endelig saa vi ham holde foran et Led, hvoraf der den Gang fandtes et Par paa Vejen til Fredensborg. Han sad strunk og rolig paa „Nero“, som han havde vendt imod os, og holdt sin Hat i Haanden, som Kunstberider Hinné i sin Tid gjorde, naar han havde udført et smukt Ridt i Manégen.
Kongen parerede sin Hest lige ved siden af ham. Han var bleg vistnok mindre af Anstrengelsen end af Angsten for, at der skulde være tilstødt Bull noget - og han slog Bull paa Skulderen og rakte ham derpaa Haanden med et lysende Blik. som kun de have set, der have været I ham nær hans gladeste Timer.
„Gud være lovet, at De er levende og uskadt,“ raabte han med Varme; og vi andre, som nu vare komne til og havde nærmet os i en mindre ærbodig Afstand, gjentog: Gud være lovet!“
„Ja, jeg mangler, Gud være lovet, ingenting,“ sagde Bull triumferende; „men „Nero“, den Kjærling -“
Kongen saa medlidende paa denne. Den dryppede af Sved; Skum og Blod flød ned fra Kindkjæden, og d den rystede krampagtig over hele Kroppen.
„Stig af, Hr. Bull!“ sagde han i en bydende Tone til denne.
Bull steg af næsten lige saa forbløffet som han havde været paa Christiansborg Slot.
„Lad Hr. Bull faa din Hest, Anders,“ sagde han til en af Rideknægtene, og før saa „Nero“ hen til Kilden derhenne. Gnid den godt af med din Rytterkappe, og naar den har slukket sin Tørst og hvilet sig ud, saa før den tilbage til Fredensborg;“ og, vendende sig til Berider Hoff, sagde han med bevæget Stemme: „Endnu idag skal „Nero“ skydes.“
Hoff saa spørgende paa Kongen.
„Den skal skydes!“ gjentog denne i en rolig og bestemt Tone. Ingen skal ride paa den, esterat Hr. Bull har skamredet den,“ føjede han sagte til.
Der blev en Pause. Grevinden tørrede sine Øjne med sit Lommetørklæde - om hun græd, kunde jeg ikke se, men jeg tror det: hun var ikke ufølsom hverken lige overfor Mennesker eller Dyr, naar de blot ikke kom i Vejen for hendes Planer. Bull nærmede sig kongen og forsøgte at fremstamme nogle Undskyldninger, men denne afbrød ham og sagde med fremtvungen Spøg: en Hest for Ole Bulls Liv er kun et ringe Offer: det er mange Gange to Tusinde Rigsdaler værd.“
Her begik Bull en af disse Betiser, som hans Lyst til at prale ikke sjældent forledte ham til. „To Tusinde Rigsdaler!“ raabte han; jeg skal forære Deres Majestæt én hjemme fra Valestrand, som har kostet mig tre Tusinde.“
Kongen saa paa ham med et spydigt Smil. „Jeg modtager ikke Heste som Gaver uden maaske af mine Ligemænd; jeg lader dem kun dræbe, naar det er Synd at lade dem leve,“ svarede han med den imponerende Højhed, han til sine Tider saa godt forstod at antage.
Bull var atter slaaet af Marken og saa yderst flov ud. Kongen bemærkede det og sagde i en mildere Tone: De er en modig Mand, og jeg holder af modige Mænd; men jeg bebrejder mig selv, at jeg var tankeløs nok til at sætte Deres Mod paa Prøve. Hvad vilde man have sagt om mig, hvis Hesten var styrtet med Dem og De havde brækket Halsen? Jeg siger endnu en Gang: Gud være lovet, at det gik som det gik,“ Han vendte sig derpaa til sit lille Folge og sagde: „Og nu tilbage til Frederiksborg. Vi har faaet nok af det for idag - og jeg tænker De med?“ sagde han til Bull.
Da vi kom tilbage, saa vi ikke Kongen mere den Dag.
Dagen efter sfulde der atter spises Frokost en famille ii det forhen omtalte Værelse, og gjennem dets høje, smalle Vinduer funde vi se to nydelige smaa Islændere“ trippe om ude paa Den og se op til Slottet, som om de ventede paa nogen. Denne stod den Gang i Forbindelse med Slottet ved en Bro, der gik ud fra underste Etage, og over denne Bro var det, de smaa Heste af og til bleve førte hen paa Den.[22]
Efter Frokosten gif Kongen, fulgt af Grevinden og de øvrige Tilstedeværende, ud til de smukke Dyr, og da disse saa ham, lob de ham vrinskende imøde, lod sig traftere med Suffer af ham og slikkede til Tak hans Ansigt og hans smukke Hænder.
„Jeg har tidt redet paa disse Smaa,“ sagde han, „men nu er jeg for tung for dem de kunne ikke længer bære mig.“
„Aa, maa jeg ikke ride paa en af dem, Deres Majestæt?“ spurgte Bull i en ærbødig Tone.
„De ?“ svarede Kongen leende, „nej, De har for lange Ben: naar De sidder oversfrævs paa en af dem, vil De se ud som en kæmpe paa en Gyngehest; men har De Lyst, saa -“
Grevinden rystede misbilligende paa Hovedet. „Husk -“ paa igaar,“ sagde hun.
„Ja, det er sandt,“ svarede Kongen alvorlig, „lad os huffe paa igaar.“
..Ja, igaar, Deres Majestæt, det var en anden Sag; men disse Tingester ere jo saa smaa, at jeg kan tage en under hver Arm og løbe med dem;“ og idetsamme slog han virkelig sin højre Arm om den enes Ryg, løftede den op og bar den nogle Skridt, medens Hesten holdt sig rolig og kun spidsede Øren af Forbauselse over det uventede i Situationen.
„De er ikke blot en modig Mand, men en stærk Mand“, sagde Kongen med den Beundring, han altid nærede for fysisk Kraft.
„Ja, jeg har ganske gode Kræfter“, svarede Ole, idet han hævede sit brede Bryst og løftede sine muskelstærke Arme. .De maa gjerne knibe i dem, hvis De kan, Fru Grevinde“, sagde han naivt til denne, idet han gik hen imod hende med sin opløftede Højre; ,men De kan ikke, for den er staalsat“.
Kongen lo og vi lo med; men Grevinden gjorde en Grimace: hun følte øjensynlig ingen Lyst til at „fnibe“ Hr. Bull.
„Nu er det vel bedst vi kommer afsted“, hviskede jeg til ham.
„Ja, lad os det; men først maa jeg dog spille dem et Stykke til Afsked. Hent min „Huldre“ - saaledes kaldte han den ene af sine to udmærkede Violiner, en „Stradivarius“.
Jeg hentede den.
„Lad os saa gaa ind, Deres Majestæt, for at jeg fan sige Dem og Hendes Naade en hjertelig Tak og Farvel paa min Violin lidt af alle Slags“, fojede han til. Med disse Ord gik han foran ind i Stuen, greb sit Instrument og stillede sig midt paa Gulvet, idet han med et drømmende og tankefuldt Blit syntes at stirre ind i den Fantasiverden, hvorfra han nu vilde mane sine mægtige og gribende Toner frem af den „Huldre“, der havde bidraget Sit til at gjøre hans Navn bekjendt og beromt i trende Verdensdele.
Og nu spillede han — ikke som han havde “spillet de to foregaaende Aftener for en indbudt Kreds af Frederiksborgs Embedsmcend og bedste Borgere, nej, han spillede, som naar han var i sit Hjem, mellem et Par Venner, han holdt af og ikke generede sig for, og det klang vidunderlig smukt: snart blodt og indsmigrende, snart mægtigt brusende som de hoje Fossefald i hans Fædreland Haaret faldt ham ned i Panden og han saa ud som en Statue, Promethevs pludselig havde givet Liv og Varme, Kraft og mandig Skjonhed
Kongen sad foroverboj„et, støttende sig paa sin Sabel, og Grevindens Øer svommede iTaarerz at vi Andre vare mere eller mindre henrykte, hver efter sit Naturel, behøver jeg vel nceppeat tilfoje. Der var baade Latter og Graad i hans Spil, og efterhaanden som han mere og mere levede sig ind i en Drømmeverden og igjen ud af denne, lod det, som om han vilde give os et Tonebillede af, hvad han i de sidste tre Dage havde oplevet: hans flyvende Ridt paa Nero, dennes ynkelige Tilstand og Død, og til Slutning hans Beundring af det stolte Frederiksborg og hans Tak til dets kongelige Beboer, der fandt et sjælfuldt Udtryk gjennem en Variation af „Danmark, dejligst Vang og Vænge“ og „Kong Christian stod ved hojen Mast“. — Endelig sluttede han med en skjærende Dissonants, der pludselig rev os ud af den Extase, hvori vi befandt os, medens den gamle Kammerherre X., som havde faaet sig en blid Slummer, vaagnede med et forfærdet Udbrud, som ikke gav Dissonantsen meget efter i Uskjønhed.
Grevinden var den forste, som tog Ordet.
„Det var dog en sthg Dissonants, De sluttede med, Hr. Bull“, sagde hun.
„Det var en af min egen Sjæls Dissonantser“, svarede Ole i en smægtende Tone, idet han tørrede Sveden af sin Pande.[23]
Kongen saa forundret op, men sagde Jntet. Endelig rejste han sig, gik hen til Brill, rakte ham Haanden og sagde med en lidt dirrende Stemme: „Jeg siger endnu en Gang: Det var en sand Lykke for mig, at det gik som det gik igaar; jeg vilde aldrig have tilgivet mig selv, hvis De var kommet til Skade. At der kan ligge en saadan Jld og Kraft og en saadan Blidhed og Ynde i den „lille Tingest“ der, havde jeg aldrig troet. Tag nu min Tak og denne Ring“ — han satte en Diamantring paa Bulls Finger - „som en Erindring om Kongen af Danmark. Gud være med Dem!“
Han forlod derpaa Værelset, uden at oppebie Bulls Svar. Denne komplimenterede Grevinden paa sin ejendommelige chevalereske Maade, og - saa rejste vi tilbage til Kjøbenhavn.
Paa Turneen med Ole Bull opholdt vi os Ugen mellem Jul og Nytaar i Odense, hvor han gav fire Koncerter sammen med det Müllerske Theaterselskab, som i flere Aar havde sit Vinterstade der.
I de Selskaber, der af flere mere og mindre fremragende Personer holdtes for ham, og til hvilke ogsaa jeg blev indbuden, gjorde jeg Bekjendtskab med forskjellige af de Mænd, der paa den Tid spillede forste Violin iByens offentlige Liv, og blandt disse var Formanden og Viceformanden i Borgerreprcesentationen, Grosserer W. Petersen (nu Etatsraad og Landsthingsmand) og Kjøbmand F. Larsen, en Broder til afdøde Borgermester Larsen her i Kjøbenhavn De vare Begge meget ivrige Theatervenner, og jeg blev ikke lidet overrasket ved at hore, at de ikke blot kjendte de Stykker, jeg havde skrevet, men ogsaa var vidende om, at jeg „havde skrevet Noget om det kgl. Theaters Omorganisation“.
Repraesentationen havde allerede for et Par Aar siden søgt og faaet Bevilling til at lade opfore Skuespil, men udelukkende for Odense By, og da dens Medlemmer og navnlig de to Formcend ikke længere vare rigtig tilfredse med den gamle Müllers Virksomhed, begyndte de at underhandle med mig paa Basis af, at jeg skulde overtage Theatrets Styrelse — ikke for egen, men for Reprcrsentationens Regning. Byens gamle, gemytlige Kæmnerkasserer, Haugfted, som i sit Kontor havde Udsalg af Theaterbilletter, interesserede sig ogsaa levende for Sagen, og da vi paa Tilbagerejsen fra Jylland atter kom tilbage til Odense, rejste Bull alene til Kjobenhavm medens jeg opholdt mig nogle Dage i den livlige og venlige By, hvor jeg under mit forste Besog allerede havde stiftet mange Bekjendtskaber
Under dette Ophold blev der sluttet en forelobig Overenskomst mellem Reprirsentantskabet og mig, hvorefter jeg skulde overtage Bestyrelsen af Odense Theater fra den kommende Saeson, og denne Overenskomst blev yderligere bekræftet ved Kontrakt i en af de sidste Dage af Maj.
Jeg fik nu travlt med at forberede Alt. Jeg skulde anskaffe Garderobe, Repertoire, Musikalier og, fremfor Alt, et godt Personale, idetmindste et bedre end det, der havde vceret de sidste Par Aar.
Jeg fogte at rekruttere mit Selskab ikke blot fra de bedre Provindsseener, men hovedsagelig fra Kjøbenhavn og Kristiania, og foruden min Forlovede, som den, Gang var Sangerinde ved det kgl. Theater, „lille Møller“ og Frk. Regine Dahlhofk som vare Elever ved samme, engagerede jeg Fru Betty Smith fra Kasino, Jean Berg og Rasmussen og Kone fra Kristiania, foruden Fru Emma Sørensen (tidligere Frk. Emma Meyer), som med Held havde debuteret paa det kgl. Theater og gjort megen Lykkei „Romeo og Julie“[24]. Fra Provindserne havde jeg desuden engageret Hougaard, Th. Cortes og den „blege Nielsen“, foruden flere- mere eller mindre lovende Begavelser, som jeg haabede at kunde sætte Liv i. Senere kom Stigaard, Madsen, Anthon Smith m. fl., saa det varede ikke mange Aar for Kjøbenhavns Sekondtheatre begyndte at rekruttere sig fra Odense Theater og pillede de bedste Kræfter ud.
Jeg tog iheerdig fat paa mit vanskelige Hverd, og det lykkedes over Forventning Efter nogle Aars Forlob blev endog Regjeringen gjort opmærksom paa Odense Theater og Miuisteriet Orsted indstillede dette til en aarlig Understottelse af Rigsdagen, stor 5000 RdlY aarlig. Men dette Forslag modte en stærk Modstand fra „Bondevenuerne“, og Tscherning udtalte paa sin egen kraftige Maade, „at det var et Foster, som maatte kvaeles i Fodslen“.
Og det blev kvalt efter alle — ikke Kunstens, men Bondevennernes Regler, uagtet der var mange Rigsdagsmænd, blandt andre Oberst Schovelin, som tog sig varmt af Sagen.
Imidlertid havde jeg, efter to Aars Forløb, ved stor Imødekommen og Hjælp fra Byens Borgere og Embedsmænd, selv overtaget Resikoen ved Theatrets Drift, og jeg regner de 10 Aar, jeg levede i Odense By, for de lykkeligste i mit Liv. Min Hustru og jeg vare, om jeg selv tør sige det, meget afholdte, og vi modtoge saa mange Beviser paa Velvillie og Venskab, at vi aldrig ville glemme det. Ved en Ildebrand, hvor jeg ikke viste mig saa ganske „tabt bag af en Vogn“, og ved et Slagsmaal mellem nogle Dragoner af 6te Regiment og nogle Cigarmagere udenfor Hunderup Kro, tæt ved Fruens Bøge, hvor der hver Søndag om Sommeren var Dans for Byens bedre og bedste Familier, satte jeg mit unge Liv endog i en Smule Fare, og disse to Smaabegivenheder befæstede det gode Omdømme, jeg allerede havde erhvervet mig, og som endelig ved min Afrejse til Kjøbenhavn for at overtage Kasinos Theater fandt sit Udslag i mange rige og nyttige Gaver.
Da jeg efter 25 Aars Forløb gjensaa denne By og opholdt mig der et Par Dage, var den ikke til at kjende igjen. Vel havde den faaet en efter Forholdene storartet Jernbanestation, et nyt Raadhus og smukke Anlæg, ligesom den i sin Tid havde været første Sprøjte i Landet til at faa Gas- og Vandværk; men Tonen, Stemningen var bleven en ganske anden: den var bleven stok — bureaukratisk og bedste borgerlig i Ordenes kjedeligste Forstand. De fleste af mine gamle Venner vare døde og borte og de, der vare tilbage, bekræftede, hvad jeg her har sagt: Den glade By var bleven stiv og stram af bare Fornemhed.
Efterat den første Sæson var sluttet, kom der fra flere ansete Mænd i Flensborg — Overpræesident Lassen, Amtmand Wolfhagen, Oberst Steinmann m. fl. — en Opfordring til Formanden for Borgerrepræsentationen, der gik ud paa, at Odense Theaterpersonale skulde komme over til Slesvig og give Forestillinger i Byerne Haderslev og Flensborg — i Aabenraa var der den Gang intet Theater, og Stemningen var desuden i denne slesvig-holstenske Rede ikke af den Natur, at danske Skuespil kunde haabe at finde Indgang der. Man mente, at vi derved kunde virke for den danske Sag, og man mente endvidere, at Maanederne September, Oktober, November og December indtil Juleugen vilde være den mest passende Tid, da det tyske Selskab under Direktor Ketzler — eller, rettere sagt, under hans Kone — plejede at komme der ved Juletid. Der blev ikke aabnet os nogensomhelst Udsigt til, at dette Foretagende vilde blive understøttet af det slesvigske— Ministerium; men da vi allerede i det første Aar havde gjort den sørgelige Erfaring, at Odense ikke kunde soutinere et fast Theater i ni Maaneder, og vi — efter Privilegiet — ikke maatte give Forestillinger i andre danske Byer, blev det besluttet at gjøre et Forsøg „Lige saa godt springe i det som krybe i det,“ sagde den resolute Bueformand, og jeg sprang i det med Lyst og Mod.
J Haderslev gik alting godt. Vi bleve modtagne med. Velvillie og vandt snart en almindelig Tilslntning, ikke blot as Byens loyale Embedsmcend og Borgere, men ogsaa fra Landboerne, der kom i lange Rækker, Mænd og Kvinder, holdende hverandre i Haanden, stormende ind i Theatret og skulde alle have Billet til „den bedste Plads“ for at se dansk Komedie og høre dansk Sang. Vi bleve der en hel Maaned med et heldigt pekunicert Udbytte og med den behagelige Tilfredsstillelse, at vore Komedier („Jeppe paa Bjerget“, „Den Stundesløse“, „Elverhøj“ m. fl.) og vore „Sange“, saaledes kaldte de „Negimentets Datter“, „Fra Diavolo“, „Skatten“ osv., havde slaaet godt an baade hos Borger og hos Bonde; og da vi endelig skulde rejse til Flensborg kappedes de, som ejede Heste og Vogne, om at stille disse gratis til vor Disposition.
Den 2den Oktober skulde vi holde vort Jndtog i Flensborg Esteraarsdagen var mild og lys, og vi kjørte i sex aabne, elegante Vogne, de bedste, Haderslev kunde opvise. J Aabenraa bedede vi og indtoge Forfriskninger i „Stadt Hamburg“. Baade da vi stege ud og da vi stege ind igjen, bleve vi omringede af en hel Floksaf alle Slags-, der betragtede os med en temmelig nærgaaende Nysgjerrighed, som forøvrigt ikke allarmerede os i mindste Maade, og da vi kjørte bort og sang: „Der er et yndigt Land“·, var der endog flere Borgere, som hilste os hofligt og naturligvis fik en ligesaa hoflig Gjenhilseu. Men da vi kom i Nærheden af Flensborg, fik Piben en anden Lyd. Lige ved Judkjorselen gjennem „Norden“ bleve vi modtagne med Hujen og Piben af en stor Flok Gadedrenge, som stode og ventede paa os og fulgte os lige til „Raschs Hotel“ paa Torvet; men her kom Politiet og drev Drengene paa Flugt, og vi laudede endelig i — god Behold udenfor Raadhuset, i hvis Baggaard Arresthnset og Flensborgs Theater laa Side om Side i rorende Samdrægtighed.
Der var et usædvanligt Rore i Byen den Eftermiddag Stiendersorsamlingen havde havt et af dens forste Moder iden Sæson, og Kammerherre Tillisch var ikke bleven godkjendt som kongelig Kommissarius Navnlig var der en vis slesviggholsteusk Materiall)and"ler, Hugo Green, som avde gjort sig særlig bemærket ved i Stændersalen at sremkomme med meget nærgaaende Angreb paa den danske Regeriug, og det danske Parti havde derfor besluttet at give ham et Pereat, inden han gik tilsengs. Men Overpræsident Larsens besindige Optræden forhindrede denne Demonstration, og Tillisch rejste i al Stilhed med Extrapost ud as Byen, medens de loyale Borgere, som havde samlet sig i Raadhuskjælderen og inde i Baggaarden, bleve opfordrede til at begive sig til Ro — en Opfordring, som blev efterfulgt med stor Beredvillighed. Der var den Gang et ypperligt Sammenhold mellem alle Dansksindedez men det svækkedes unægtelig ide følgend Aar ved de unge og uerfarne Embedsmaends temmelig despotiske Optræden.
Judtoget var altsaa forbi, uden at vi havde lidt nogen Molest, og da der var sorget for passende og ansteendige Logier til os alle, sogte enhver til .sit for at udhvile os efter Dagens Anstrengelser.
Jeg kom til at bo hos en af de arrigste Wiihlere, som hed Heiligg"arth, og som affekterede en saa paafaldende Loyalitet, at han strax vakte min Mistanke. Det var gaaet tilbage for ham Under Krigen; nu sogte han at ophjcelge sine Finanser paa forskjellige Maader, og han havde til den Ende ogsaa tilbudt sig at tage den danske Direktor i Logi. Han var næsten krybende i sin Optræden, og hans Væsen behagede min Hustru og mig saa lidet, at vi hellere saa hans Hael end hans Taa. Min Mistanke voxede med hver Dag, og endelig skulde et Tilfælde bekræfte, at den ikke var ugrundet. J vort Sovevcerelse stod et meget hojt Klædeskab, for hojt til at min Hustru kunde naa op til Knagerirkkerne, naar hun skulde hænge sine Kjoler op paa dem. Hun plejede derfor at gaa ind iSkabet for at hænge dem op, og en Morgen. som hun atter var ifærd med dette Arbejde, gik pludselig Bunden itu, uden at den derfor sank synderlig dybere ned. Dette vakte min Opmærksomhed; jeg lukkede Døren’ til Sovevcerelset ilaas og undersøgte nu i al Rolighed Sammenhængen med dette Skab,. hvor ingen Skuffe var synlig udenfra og jeg altsaa deraf maatte formode, at der ingen dobbelt Bund var indenfor. Da jeg nu løftede den itubrudte Bund, fandt jeg et Rum, der var ncesten · helt opfyldt as smaabitte Flag i „roth, blan, weis“, altsaa de forbndte slesvigholstenske Farver, foruden en Del oprorsfe Proklamatiouer fra 1848. Jeg lagde Brcedderne omhyggeligt tilrette igjen og stak Noglen til Skabet i Lommen. Jeg var jo ikke kommen til Flensborg for at optræde som Angiver, men jeg morede migaf og til med at drille ham saa smaat og komme med Hentydninger til, at der i hans Hus maaske fandtes Sager, der kunde bringe ham i Ulejlighed, og dette havde til Følge, at ( Maden, som vi sik, og som i Begyndelsen var temmelig tarvelig-, Dag for Dag blev bedre og god, lige til vi skulde rejse. Men Dagen for Afrejsen underrettede jeg ham endelig om min Opdagelse, og han og jeg arrangerede da en Autodafe af samtlige Flag og Proklamatiouer, der hojtideligt bleve opbraeudte paa hans Skorsten, medens han med hykleriske Taarer i Ojneue takkede mig for, „dasz ich ihm nicht ungliicklich machen wollte“.
Dette lille Træk, hvortil jeg kunde foje mange flere, har jeg fortalt, for at man deraf kan se, hvor underfundige Slesvigholstenerne vare. Flagene skulde naturligvis gjemmes, til der kom en ny Lejlighed til at benytte dem, og da denne desværre senere kom, var det dog ganske fornojeligt at tænke paa, at Hr. Heiliggarth, hvis han endnu levede, maatte auskaffe sig nye Fkag til sine Festguirlander og sine Krandse.
I Flensborg gik Forretningerne det første Aar kuu“ daarligt. De Danske besøgte flittigt Theatret, men de Tysksindede kom kun, naar vi gave Operaer — fra Skuespil og Komedier holdt de sig borte. Udgifterne ved Theatret vare store, og Antallet af Fribilletter til den hele Magistrat og Politi ikke ringe. I to Maaneder holdt jeg standhaftig Tørnen ud; men saa brød jeg overtværs og rejste tilbage til Haderslev, hvor jeg haabede at kunne vinde det Tabte tilbage Under mit Ophold der fik jeg et Brev fra Overpræsident Larsen i Flensborg hvori han underrettede mig om, at Ministeriet — efter hans og flere indflydelsesrige Mænds Indstilling — havde bevilget mig et personligt Gratiale af 500 Rdlr. som „en Erkjendelse af den Iver og Dygtighed, hvormed jeg i Slesvig havde søgt at støtte den danske Sag“, og „han haabede nu, at jeg til næste Aar vilde fortsætte, hvad jeg faa godt havde begyndt“. Han føjede til, at det Gratiale, jeg havde faaet, rimeligvis vilde føre til, at jeg i Fremtiden fik en fast aarlig Understøttelse — og denne fik jeg ogsaa de følgende Aar, jeg gav Forestillinger i Flensborg.
Grev Arthur Reventlow var bleven kgl. Kommissarius ved Stænderforsamlingen i Flensborg. Om han var dansk- eller tysksindet var ikke godt at blive klog paa; han bar sin politiske Kappe paa begge Skuldre med en Lethed og en Anstand, som Stigaard ikke kunde gjøre ham efter, naar han spillede „Don Cæsar de Bazan“.
Han boede i „Raschs Hotel“ og førte et stort Hus. Hver Løverdag gav han en flot Soir6e, hvor de forskjellige Partier samledes og hvortil forskjellige Autoriteter en Gang for alle vare indbudne. Ogsaa min Ringhed var bleven indbudt — hans Hustru og dennes Søster „holdt saa meget af Komedie“, „sværmede især for Operaen“, og vilde desuden „saa gjerne høre Noget om Theaterforhold og hvorledes den og den Skuespiller eller Skuespillerinde var i det daglige Liv“, at det formodentlig var derfor, jeg var bleven indbuden. Men derom fik de ingen Besked hos mig; “jeg holdt mit Personale uden for Diskursen, og i de private Kredse, hvori dets Medlemmer Tid efter anden bleve modtagne, opførte de sig saaledes, at de bleve yndede og søgte.
Ved disse Grevens Soiréer traf jeg sammen med Mænd, som jeg næsten daglig omgikkes under mine tre Maaneders Ophold i Flensborg, og det var ligesaa morsomt at iagttage dem dem, som det var oplivende og vækkende at høre dem tale i Stændersalen, medens de ved vore smaa Sammenkomster om Aftenen hos Vinhandler Juul i al Fortrolighed passiarede om Dagens Begivenheder, sikre paa, at vor Passiar ikke vilde vandre udenfor den lune Vinstues Døre.
Tiden for Stænderforsamlingen faldt sammen med Tiden for Opforelsen af dansk Komedie, og jeg indrettede for det meste vore Prøver saaledes, at jeg næsten daglig kunde møde paa Tilhørerpladsen i Stændersalen, hvor der ikke sjelden forefaldt Scener, som ikke gav Scenerne paa Theatret noget efter i livligt Replikskifte og heftige Udbrud af Lidenskabelighed og Begejstring.
Blandt dem, jeg hyppigst traf sammen med idet private Liv og tillige hos Grev Arthur, kan jeg nævne Laurids Skau og Hans Krüger, Biskop Boesen og Pastor Møller, Kjøbmand Smidth og Gaardmand Jens Juul, foruden flere, hvis Navne ikke saaledes have indpræget sig i min Erindring, at jeg kan nævne dem her.
I Stændersalen var det navnlig Laurids Skau og Hans Krüger, som sorte Ordet, og den førstes fyrige og kraftige Veltalenhed og den sidstes rolige og troværdige Forsvar mod de Angreb, det tyske Parti rettede mod Alt, hvad der gik i dansk Retning, gik ikke sjelden sejrrig ud af den ulige Strid, støttede som de bleve af ovennævnte Mænd, der alle elskede Danmark og hang ved Moderlandet med deres hele Sjel. Men næsten ligesaa interessant var det at overvære Soireerne hos den kgl. Koniiiiissariiis, som med en sleben Diploinats Smidighed snoede sig mellem de forskjellige Partier og havde hoflige Ord og intetsigende Smil til enhver. Hans smukke Hustru og hende-3 yngre, endnu smukkere Søster stode ham trolig bi, naar han vilde vinde den Ene eller den Anden for en Sag, og da jeg kunde vrrre en rolig Tilskuer til de Erobringer, Damerne sogte at gjore paa det politiske Felt, havde jeg rig Anledning til at iagttage, hvor snildt de manovrerede, og hvor flittigt de brugte bedaarende Ojekast og opmuntrende Smil for at fange den, de havde udset til deres Offer.
Laurids Skaa, som lige til sin Død var en lidenskabelig Tilbeder af Kvindekjonnet, var ofte i Fare, og vi begyndte endog at frygte for, at Sosteren skulde erobre ham helt og holdent.
Lanrids Skau var et smukt og karakteristisk Exeinplar af en sonderjydsk Bonde. Jkke hoj, noget smalskuldret, livlig i sine Bevægelser, med kjønne Træk og Øine der fik et afvexlende Udtryk, snart af godmodig Blidhed og Barnlighed, snart ildsprudende, naar han talte sig varm for en retfærdig Sag, var der til dagligdags over hans Væsen udbredt en Elskvcerdighed og en naturlig Naivitet, som let kunde bringe selv en hojadelig Kvinde til at glemme Bonden for Tilbederen. At han var sig denne Egenskab bevidst, skal jeg ikke kunne sige, men han, som alle andre Mennesker, havde vistnok et ikke ringe Stænk af Forfængelighed, og naar han „gik paa“, saa stolede han vistnok paa sin Uimodstaaelighed — og blev derfor ikke sjcelden fanget af den, han havde haabet at kunne fange.
Der er ·jo ofte bleven skrevet, at Damerne vare fødte Diplomater, og at de derfor, og med Held, bleve brugte i Diplomatiens Tjeneste; og her fik hans Venner et synligt Bevis for, hvor farlig en saadan kvindelig Diplomat kunde blive for den danske Sags bedste og varmeste Talsmand. Men heldigvis lykkedes det disse at aabne hans Øer i rette Tid, og naar han først var udenfor de brændende Blikkes Skudvidde, hørte han næsten skamfuld baade paa den godmodige Jroni og den hjertelige Alvor, hvormed hans Venner forte ham tilbage paa den rette Vej — og han gik ogsaa her, som i Stændersalen, sejrrig ud af Kampen.
Efter staaende at have indtagetForfriskninger ved den af alle Slags gode Sager overfyldte Buffet, gik de fleste af os Danske gjerne op paa anden Sal, hvor vi samlede os i en Gruppe om den kommanderende General i Slesvig, en af Heltene fra 6te Juli, “gamle Biilow“, som altid var „første Mand paa Skandsen“ ved en Champagnebolle, men pludselig forsvandt, naar Talen førtes henpaa Politik. Nede paa første Sal saa vi ham næsten -aldrig; der var ham „for lummert dernede“; men skjøndt han næsten altid led af den Gigt, han havde paadraget sig i Krigen, var han dog endnu modtagelig for og tog livlig Del i den selskabelige Underholdning, især naar den blev krydret med smaa pikante Historier, hvortil han selv af og til leverede meget morsomme Bidrag.
Jeg kjendte ham allerede fra Aarene 1846—47, hvor jeg gjorde Bekjendtskab med ham hos den gamle, heederlige, men hojst originale afskedigede Major, Baron v. Pechlin, hvis tarvelige, men hyggelige Hjem altid stod aabent for dem af hans Kannnerater, han holdt af, og for de dramatiske Kunstnere, han godt kunde lide; og jeg fandti Generalen den samme jievtie og ligefremme Mand, jeg havde kjendt som Kaptejn
Naar vi saa vare komne rigtig i Gang med Smaa-’— historier og Anekdoter, hverefter Evne leverende sit Bidrag, skulde det aldrig feile, at „Hnsets Dannr“, vore Værtinder, pludselig stode midt i Værelset og med en næsten rorende Opnnrrksomhed „vilde se til deres Gjæster“ og „hore, om de manglede N.oget“, og dette blev da almindelig „Signalet til Retrcete“, som Biilow kaldte det; og med uerbodige Haandkys tog de mest privilegerede og med dybe Buk de mindre begunstigede Afsked med disse to fortryllende Sirener, der virkelig vare farlige for mangen Stænderdeputerets politiske Ligevægt.
En anden snævrere Kreds havde der i Flensborg dannet sig af de Embedsmcend, der havde taget den „slesvigske Embeds-C·xa1nen“, som nok var ulige lettere at tage end den danske ditto, og havde faaet betydelige Embeder baade iFlensborg Tonder, Hufum, Slesvig og andre Byer, som de, efter min Mening, ikke alle havde Livserfaring og Klogskab nok til at bestyre. Disse 6—7 Herrer sluttede sig tæt sammen og, istedetfor at anialgamere sig med Borgerne, dannede de en Kreds for sig selv, hvorfor de ogsaa snart blev ilde lidt af disse, og da de alle vare ugiste, varede det ikke lcenge, før et vittigt Hoved, Boghandler Sundby, faldt paa at kalde dem under et for „Peberbossen“.
Flensborgs Borgere, baade de dansktalende og mange af de tysktalende, vare gjennemgaaende loyale Mænd af et noget gammeldags, men solid Snit, og de samledes hver Aften i Borgerforeningen, hvor de fik dem et Slag Kort og et Glas Toddy, hvorefter de senest Kl. 8 gik hjem hver til sit. Kun ved højtidelige Lejligheder, som f. Ex. Kongens Fødselsdag eller naar der var Bal, bekvemmede de sig til at blive oppe længe efter sædvanlig Sengetid: de skulde jo passe paa deres unge Sønner og Døtre, med hvilke Forældrene endnu den Gang førte et fornuftigt, men maaske vel strængt Tilsyn.
Til denne Del af Samfundet sluttede mit Personale og jeg mig nærmest, og naar der var Aftenselskab — Middagsselskaber kjendte man den Gang ikke til i borgerlige Huse — f. Ex. den 6te Oktober, og vi ikke kunde komme for Forestillingen var forbi, drog jeg hos Værten altid Omsorg for, at der var dækket nederst paa den ene Bordfløj for os og at der blev anrettet særskilt for os, naar vi kom. Festmaaltidet var da i Reglen forbi og de fleste Embedsmænd og mange af Borgerne gik ind i Røgeværelset, just som vi, festlig klædte, satte os ned. Men dette generte mig ikke i mindste Maade, jeg kjendte mine Pappenhejmere og vidste saa godt, at de vilde komme tilbage, naar først Sangene „brød løs“; og da vi havde taget Plads, begyndte vor Fest.
Jeg havde blandt mit Herrepersonale en fortrinlig ? indstuderet Dobbeltkvartet og desuden et Par flinke Sangere (Albrecht, nu ved Dagmartheatret, og „Danmarks Jensen“, død for flere Aar siden), og med disse Tropper gik jeg frejdig i Ilden. Til Skaalen for Kongen, som jeg udbragte med al den Hjertelighed, jeg evnede, blev sunget: „Det skal ej ske“; for Danmark: „Der er et yndigt Land“; for Kvinden: „Sparsomt i Norden“, og for Slesvig: „Slutter Kreds og staar fast“, og efterhaanden som vi sang, kom den ene efter den anden Borger lydløft listende ind i Salen, og inden vi vidste et Ord deraf, var det store Spisebord atter omringet af Siddende og Punschebollerne stode dampende foran dem. Nu gik det løs med Sang og med Tale, og Borgerne sang glade og begejstrede med; thi de kunde næsten alle vore Nationalsange og satte kraftigt i, naar blot vi „vilde lægge for“.
Og som det gik i Borgerforeningen, gik det i Skyttelagene. Til disse bleve vi i de sidste Aar indbudne, og naar de officielle Taler vare holdte, og de i Dagens Anledning forfattede Sange afsungne, sloge Borgerne Kreds om os og om Bollerne og den ene Sang afløste den anden. Isaer var Heibergs „Ved fremmed Kyst, paa fjerne Strand“, som Albrecht sang kraftigt og smukt, bleven deres Yndlingssang og naar Omkvædet „Danmark, dig følge Held og Hæder“ kom, faa jublede de i begejstret Kor: „Danmark, dig følge Held og Hæder!“
Theatret tog ogsaa i de 7 Efteraar, jeg var der, et betydeligt Opsving og Stykker som „Erik og Abel“, „Christian den Fjerdes Drøm“, „Den politiske Kandestøber“ osv. osv. gav næsten altid godt, om ikke fuldt Hus, ligesom vore Syngestykker efterhaanden begyndte at samle begge Parter og lokkede endog dem, der virkelig ikke forstod Dansk, til at se dansk Komedie[25].
Jeg hørte næsten aldrig Mishagyttringer i Theatret; kun ved Opførelsen af „Talismanen“; hvori der var indlagt en Rundsang om „Peberbøssen“, hørte man enkelte Hyssere, medens den forøvrigt af det fulde Hus blev modtaget med et stormende Bifald, der noksom viste, at Forfatteren havde truffet Sømmet paa Hovedet. Den næste Dag blev Sangen forbudt af Politimester Garlieb, men Forbudet blev senere hævet af det slesvigske Ministerium, til hvilket jeg havde appelleret.
I Aabenraa, hvor jeg de to sidste Aar gav nogle Forestillinger paa Raadhussalen, hvor jeg havde indrettet et meget primitivt Theater, var Stemningen bedre end jeg havde ventet; men Alt, hvad der var dansk og dansksindet, støttede selvfølgelig ogsaa mine Bestræbelser, faa jeg begge Gange havde Fornøjelse as mit Besøg.
J Byen Slesvig, som vi ogsaa et Par Gange gjæstede, bleve vi — snurrigt nok — modtagne med en højst uventet Velvillie, og de faa Forestillinger, vi gav der, bleve givne for fuldt Hus og under stærkt Bifald. „Regimentets Datter“, „Den hvide Dame“, „Fra Diavolo“ og „Ungdom og Galskab“ maatte holde for, og det gik Slag i Slag. Hos „Mutter Esselbach“, hvor vi Allesammen boede, havde vi det rigtig hyggeligt og godt. Hver Aften, naar vi kom hjem fra Theatret, stod Bordet oppe i den store Sal dækket, og naar vi havde stillet vor Hunger, stillede hun vor Tørst ved at sætte en mægtig „Gratis-Bolle“ paa Bordet, for hvis ene Ende hun præsiderede i hele sin gemytlige Trivelighed.
Det var en prægtig gammel Dame, den samme „Mutter Esselbach“. Man sagde rigtignok om hende, at „naar Tysken kommer dér“, saa udbragte hun en Skaal for Kongen af Preussen og for das deutsche Vaterland, og naar Dansken havde Overtaget, udbragte hun en Skaal for Kongen og for „gamle Danmark“; men hvorom Alting er: hun var den kvikkeste og mest imødekommende Værtinde, jeg nogensinde har truffet paa, og hendes noget „derbe Mutterwitz“ faldt i god Jord baade hos mig og hos mit Personale. Da hun i 1853, da Kongen første Gang var i Flensborg, søgte og fik Audients hos ham, ogsaa kom tilbage fra Lyksborg, var hun ganske begejstret over hans kongelige Nedladenhed og kunde ikke finde Ord nok til at berømme hans „holdselige Liebenswürdigkeit; aber die Gräfin? na, ich sage Nichts, aber — — —“.
Naar jeg nu slutter disse korte Meddelelser om min Virksomhed i Slesvig, saa vil man vist let kunde sætte sig ind i, hvor smertelig jeg faa Aar efter blev berørt, ved at se et kjækt og trofast Folk med Vold revet bort fra Moderlandet og kastet hjælpeløst ind i et Land, der kun ved den Mægtigeres Ret har annekteret det; men om jeg end ikke oplever, at se de fraskilte Børn atter vende tilbage til Moderstammen, saa har jeg dog med Hans Krüger den urokkelige Overbevisning, at det, sent eller tidligt, dog en Gang vil ske.
Efter i 10 Aar at have virket som Theaterdirektør i Odense og næsten ligesaa længe i Slesvig, blev jeg kaldet til Kasino som Erik Bøghs Efterfølger.
Om min dramatiske Forfattervirksomhed, som havde ligget paa Hylden i over tolv Aar og som jeg først atter tog ned i 1864, da Stemningen var mørk og tung over hele Landet, er her ikke Stedet til at tale. Desuden — kan mine Skuespil og Folkekomedier ikke tale for sig selv, hvad nytter det saa, at jeg taler for dem? Men et Faktum vil man vel tilgive mig, at jeg noterer, og det er: at de ere gaaede Landet rundt og slaaet an, og at flere af dem ere levedygtige endnu — hvad kan saa en Forfatter forlange mere?
Hvad jeg har oplevet i de sidste fem og tyve Aar af mit Theaterliv — snart i Kasino, snart i Folketheatret, saa igjen ved Kasino, saa ved Christiania Theater, saa igjen ved Folketheatret og endelig til syvende og sidst ved Dagmartheatret — vil komme til at danne et lille Afsnit for sig selv, hvis jeg lever saa længe, at jeg faar Tid og Lejlighed til at fortælle det I Kasino var det en Kamp med Meddirektørerne og et Repræsentantskab, hvis Medlemmer lod sig paavirke af baade mandlige og kvindelige Intriganter; i Christiania var det „en Kamp paa Kniven“ med Bjørnstjerne Bjørnson; ved Folketheatret var det endelig atter en Kamp med et Repræsentantskab, som var ligesaa uretfærdigt som hensynsløst, og om hvis unge Formand man vel kunde sige, at han ikke havde opfundet Krudtet.
Men hvortil oprippe alt Dette allerede nu, da jeg føler, at jeg ikke kan skrive om det uden i Tankerne at gjenopleve alle de Ærgrelser og Bekymringer, alle de Overgange fra taalelig Velstand til de tungeste Næringssorger, som skiftevis har hjemsøgt mig?
Nej, lad alt Dette foreløbig bero. Jeg har paa mine gamle Dage været saa lykkelig at naa’ den uventede — og maaske ufortjente Lykke, at kunne se min korte Fremtid roligt imøde, i mit stille Sind takke Gud for, hvad han tog og gav, og sige:
Minder fra min Barndoms Dage,
Fra min Ungdoms korte Vaar,
Fra min Manddoms tunge Kaar
Har jeg som en Rest tilbage
Af det Store, af det Smaa,
Jeg i Livet stødte paa.
Som en Hær af Skyer lette,
Sejle de forbi mit Blik:
Ofte viste mit Bestik,
At min Kurs var ej den rette,
At jeg mellem blinde Skjær
Var den dybe Afgrund nær.
Sejled’, med forrevne Stumper,
Snart mit Skib mod Syd, mod Nord,
Skroget holdt dog, skjøndt ombord
Uklar bleve mine Pumper;
Thi igjennem Storm og Strid
Satte jeg til Gud min Lid.
Og i al min Livets Gjerning
Du, min Moder, fulgte med,
Støtted’ mig, naar ud jeg gled,
Smilte ømt, naar Lykkens Tærning
Sparsomt faldt paa Livets Vej:
Vi var sammen, Du og jeg.
Nu mit Skib har naaet Havnen
Og skal snarlig hugges op;
Men end vajer fra dets Top
Flaget, og jeg staar i Stavnen,
Ser med Haab og Tillid frem
Mod et nyt og bedre Hjem.
| Side |
| 1 |
| 4 |
| 16 |
| 20 |
| 27 |
| 32 |
| 39 |
| 44 |
| 54 |
| 63 |
| 72 |
| 82 |
| 97 |
| 104 |
| 114 |
| 120 |
| 135 |
| 139 |
| 145 |
| 155 |
- ↑ Se „Fra Dreng til Mand“.
- ↑ Afdøde Blok Tøxen
- ↑ Denne Forlovelse varede i samfulde otte Aar, ligesom „Malle“ og „Klisters“ i „De Uadskillelige“, og førte først til Ægteskab, da jeg blev Direktør for Odense Theater.
- ↑ Jeg fortæller dette kun for at vise min velsignede Moders Omtanke for sin yngste Søn, som hun nu, da han ofte led Nød, mere end nogensinde omfattede med sit rige Hjertes hele Kjærlighed. Maaske mange unge Mennesker, naar de læser disse Linier, ville mindes deres Moder med samme Vemod, som jeg mindes min.
- ↑ Jeg besøgte ham et Par Dage efter og fortalte ham oprigtigt, hvorledes det hang sammen, at jeg først nu, 25 Aar gammel, gik op til Præliminærexamen. „Jeg tænkte mig noget lignende,“ sagde han, „og derfor kom jeg Dem til Hjælp, skjøndt jeg strængt taget handlede mod min Pligt.“
- ↑ Aaret efter skulde jeg op til dansk juridisk Examen, men opgav det, da jeg kun var daarlig forberedt og ikke havde den ringeste Sans for Jurisprudentsen.
- ↑ Denne blev dog kort for Stykkets Opførelse efter højere Ordre forandret til „Brødrene“.
- ↑ Lige overfor hvor jeg boede i St. Pederstræde, tæt ved Volden, var der en saadan Mølle, som næsten var i Virksomhed baade Dag og Nat; og jeg havde vænnet mig saaledes til dens Klapren, at jeg ikke rigtig kunde arbejde eller sove, naar den ikke var i Gang.
- ↑ Se „Fra Dreng til Mand"
- ↑ Pavels, senere Biskop i Bergen Det var forøvrigt ikke smukt af denne Bisp at fortælle Prindsen, hvad min Bedstefader, som ogsaa var hans Ven, i et Privatbrev havde skrevet til ham.
- ↑ Gustav III. var gift med en Tante af Christian VIII, Sophie Magdalene, Datter af Frederik V.
- ↑ Se „Gjenganger-Breve eller poetiske Epistler fra Paradis“.
- ↑ Da det lille Oplag af „Gustav III.“ for lang Tid siden er udsolgt, har jeg tilladt mig at meddele den Samtale, der drejede sig om den Bellmanske Situation, og omtrent ordret gjengivet hans Mening om ovenstaaende Sange; det staar nu til Læserne at bedømme, om han har havt Ret eller Uret i sin vistnok altfor milde Dom.
- ↑ Se „Fra Dreng til Mand-
- ↑ Jeg lærte senere begge disse Mænd at kjende og omgiktes dem daglig i de Aar, jeg gav Forestillinger i Flensborg7 og baade i Stændersalen og udenfor denne stod Krüger, støttet af den veltalende Bonde, Lanrids Skou, fast ved sin Paastand, en Paastand, han urokkelig hævdede lige til sin Død.
- ↑ Jeg fik nemlig i den Tid hvert Foraar og Efteraar fra mine kvindelige Slægtninge i Norge Kommissioner, der alle gik ud paa at kjøbe dem fixe Sommer- og Vinterhatte, og jeg kjøbte hver og en hos Frk. Rasmussen Hun havde en medfødt Smag for, hvad der passede enhver Alder, og en Farvesands, der ikke stod tilbage for den bedste Malers. Jeg lod hende sy et Par nydelige Kapper til min Moder, og denne takkede mig i hjertelige Udtryk for, at „de passede saa godt til hendes gamle Ansigt“.
- ↑ Det var, at tage til Gjenmæle mod et Pamphlet, der var udkommet om Grevinden, og hvis Forfatterskab man tillagde Baronerne B F og D. H.
- ↑ En anden af hendes Tilhængere var en Kammerraad I., som under Kongens første Ophold i Flensborg lod gratis uddele en lille Bog med Titel: „Dies kleines Büchlein gehört den Gräfin von Danner."
- ↑ Se „Fra Dreng til Mand“
- ↑ Jeg havde af den tidligere Bestyrelse faaet Lov til at gaa op bag Scenen, naar jeg ønskede det, og da jeg ved en saadan Lejlighed mødte Professoren bag Kulisserne, hvor der i det Øjeblik var saa suæver Plads, at vi ikke kunde komme forbi hinanden, uden at karambolere, blev jeg af Sceneinspek tøren, Hr. Pätges, vist tilbage til Parfettet, hvor jeg kom Guifra
- ↑ Grevinden var faa Maaneder iforvejen bleven viet til Hans Majestæts venstre Haand.
- ↑ Den ovenfor omtalte Bro brændte med Slottet og er ikke senere bleven opført, saa „Dronningens " nu ligger aldeles isoleret og er kun tilgængelig pr. Baad.
- ↑ Bull exellerede i Extravagancer og hans Svar vare undertiden af en saadan Natur, at man saa paa ham med en spørgende Mine, som om man frygtede, at der var Noget ivejen med hans øverste Etage. Saaledes fortælles der, at da han som ungt Menneske havde Audients hos Frederik den Sjette, spurgte denne ham, af hvem han havde lært at spille. „Af mine chelde, Deres Majestæt“, svarede Bull. Kongen blev ganske forskrækket og sagde til Blijcher-Altona: „Se at . faa ham bort, han er jo gal“.
- ↑ Se Silhuetter i „Fra Dreng til Mand“.
- ↑ I Haderslev voxede Interessen for dansk Komedie endnu hurtigere
og blev endnu varmere end i Flensborg, og det er
mig en Fornøjelse her at navne et af de mange karakteristiske
Træk hos Bønderne, som vidnede klart om deres
danske Sindelag. Oehlenschlægers „Erik og Abel“ holdt de
meget af, og naar Tæppet gik op for første Akt af denne
Tragedie og den Blinde (Hougaard) sad paa Scenen og begyndte
„Danmark, dejlig Vang og Vænge“, saa sang Mænd
og Kvinder dæmpet med; men naar de kom til det sidste
Vers, hvori det hedder:
„Lad, som Korn, opvoxe Knægte,
Der kan kjækt mod Fjenden fægte —“saa løftedes Stemmerne, kraftige og begeistrede, saa det rungede i den ny Theaterbygning.