Fru Marie Grubbe. Interieurer fra det syttende Aarhundrede./2

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandels Forlag Kjøbenhavn Marie Grubbe


JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/5 21-33

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.



II.

Sal. Hans Ulrik Gyldenløves Enke, Fru Rigitze Grubbe havde sin Gaard liggende paa Hjørnet af Østergade og Pilestræde.

Paa den Tid var Østergade et temmelig aristokratisk Opholdssted; her boede Medlemmer af Familierne Trolle, Sehested, Rosenkrantz og Krag; Joachim Gersdorff boede ved Siden af Fru Rigitze, og i Carl van Manderns nye, røde Gaard logerede som oftest to eller flere udenlandske Residenter. Dog var det kun den ene Side af Gaden, der var saa fint befolket; paa Nikolaj-Siden vare Husene lave og her boede mest Haandværkere, Kræmmere og Skipperfolk. Et Par Værtshuse var der ogsaa.

Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen af September.

I Kvistvinduet paa Fru Rigitzes Gaard stod Marie Grubbe og saae ud: ikke en Vogn. Ingen Travlhed, lutter adstadige Fodtrin og en enkelt Østersraabers drævende Sang. Solskinnet sitrede ned over Tage og Brosten, og alle Skygger stode skarpt og kraftigt, vare næsten firskaarne. Alt Fjærnt laa i en let, røgblaa Varmedis.

«Passt au … f!» raabtes der bagved hende med en Kvindestemme, der heldigt efterlignede et af megen Kommanderen hæst Organ.

Marie vendte sig om.

Det var Kammerpigen Lucie, der raabte. Hun havde en Tidlang siddet stille oppe paa et Bord og betragtet sine temmelig velformede Ben med et kritisk Blik. Omsider var hun bleven kjed deraf og havde raabt, og nu sad hun og lo af alle Kræfter og svingede overgivent frem og tilbage med Benene.

Marie trak paa Skuldrene og vilde med et halvt gnavent Smil vende sig om til Vinduet igjen, men Lucie sprang ned fra Bordet, tog hende om Livet og tvang hende til at sætte sig paa en lille Halmstol, der stod derhos.

«Hør, Jomfru!» sagde hun, «veed hun Noget?»

«Naa!»

«Hun glemmer at faa sit Brevskab skrevet og halvgaaen to har vi de Fremmede, saa hun har knappe fire Timer. Veed hun, hvad de skal have? Gyldensuppe, Flyndere og saadan anden bred Fisk, stegte Høns ud i Trisanet og Mansfelder Kage med sød Spillinge-Moes. Fint er det, fedt er det sku ikke. Jomfruens Kjæreste kommer da ogsaa!»

«Aa Snak om en Ting,» udbrød Marie ærgerligt.

«Gud Fader bevar os! det er da hverken Lysning eller Trolovelse, fordi jeg siger det. — Jeg kan nu ikke forstaa, Jomfru, at hun ikke gjør mere ud ad sin Fætter! Det er det dejligste, lysteligste Mandfolk, jeg veed. De Fødder han har! — Og kongeligt Blod er der i ham; En kan se det paa hans Hænder alene, saa bitte smaa de er! — aa, og saa ligesom de var støbte, — bare hans Negle, de er ikke større end Halvsyslinger og saa røde og runde. — Hvad! han kan mønstre et Par Ben? det er ligesom Staalfjedre, naar han kommer gaaendes, — hu hej! og hans Øjne de blistrer og blinker …»

Hun slog Armene om Marie og kyssede hende paa Halsen saa hæftigt og sugende stærkt, at Barnet rødmede og vred sig ud af hendes Favntag.

Lucie kastede sig paa Sengen og lo som en Besat.

«Som du gjør dig til idag!» udbrød Marie, «farer Du fort med det, saa gaar jeg nedenunder.»

«Men hvad i Alverden? En faar da have Lov til lidt Lystighed iblandt. Der er saamænd Bedrøvelse nok her i Verden. Jeg har da mere, end jeg kan komme afsted med. Er nu intet min Kjæreste i Krigen og ligger og døjer baade ondt og værre? Det er den rene Ynk at tænke paa. Om de nu har skudt ham enten død eller gebræklig! Gud naade mig arme Pige, jeg blev da aldrig til Menneske mere.»

Hun skjulte sit Ansigt i Sengeklæderne og hulkede: «aa nej, nej, nej, min egen, egen Lorens, — jeg skal være dig saa tro, saa tro, bare Vorherre vil lade mig faa dig hjem hel — aa, Jomfru, Jomfru! det er aldrig til at udholde!»

Marie søgte at berolige hende med Ord og med Kjærtegn. Omsider kom hun saa vidt, at Lucie satte sig op og tørrede sine Øjne.

«Ja, Jomfru,» sagde hun, «Ingen veed, hvad jeg har det slemt med mig selv. En kan jo umuligen immer være som En skulde. Og det hjælper intet at jeg sætter mig for at bryde mig fejl om alle unge Karle; kommer de med Lystighed og Komplimenter, om det saa var mit Liv om at gjøre, kunde jeg ikke bide dem af og sippe fra dem; det klør mig paa Tungen for at svare dem igjen og saa bliver det jo let til mere Ganteras, end jeg strængeligen kan forsvare for Lorens. Men naar jeg saa tænker paa, hvor farligt han er stedt, aa! saa fortryder jeg det mere end tænkelig er for nogen levende Sjæl. For jeg elsker ham, Jomfru, og ingen andre end ham, det maa hun tro. Aa! naar jeg er kommen i Seng og Maanen skinner ret der ind paa Gulvet, saa bliver jeg et helt andet Menneske; det kommer mig saa sørgelig for og saa græder jeg og græder og det trykker her oppe i Halsen, som jeg skulde kvæles — aa, det er saa pinagtig; jeg ligger og slænger mig i Sengen og beder til Vorherre og veed knap, hvad det er jeg beder om, og sommetider er jeg helt fra mig selv og saa sætter jeg mig op i Sengen og holder paa mit Hoved og bliver saa forskrækkelig bange for at jeg skal gaa fra min Forstand af at længes. — Men Herre Gud, Jomfru! hun græder jo; hun gaar da intet hemmelig og længes efter Nogen, saa ung hun er?»

Marie rødmede og smilte svagt; der var noget Smigrende for hende i den Tanke, at hun kunde være forelsket og gaa og længes.

«Nej, nej!» sagde hun, «men det er saa sørgeligt, det du siger, det er ligesom Alting var ene Kummerlighed og Fortræd.»

«Vist ikke saa! der er Andet iblandt,» sagde Lucie og rejste sig, da de kaldte paa hende dernede, og saa gik hun med et skjælmsk Nik til Marie.

Marie sukkede, gik hen til Vinduet og saae ud, ned paa St. Nikolaj grønne, kjølige Kirkegaard, paa Kirkens rølige Mure, henimod Slottet med det irrede Kobbertag, udover Holmen og Reberbanen, rundt til Østerport med det spidse Spir og til Hallandsaas med dens Haver og Træskure og med det blaalige Sund udenfor, der gik i Et med den blaa Himmel, hen under hvilken hvide, blødtformede Skymasser langsomt drev over mod den skaanske Kyst.

Tre Maaneder havde hun nu været i Kjøbenhavn. Dengang hun rejste hjemmefra havde hun troet, at det at leve i Residentsstaden var Noget vidt forskjelligt fra det, hun nu vidste, det var. Det var aldrig faldet hende ind, at der kunde være mere ensomt der, end paa Tjele Hovedgaard, hvor hun dog havde havt det ensomt nok.

Sin Fader havde hun intet Selskab af, han var altid saa ganske sig selv, at han aldrig kunde være Noget for Andre; han blev ikke fjorten Aar, naar han talte med en Fjortenaarig, og han blev ikke Kvinde, fordi han talte med en lille Pige; han var altid paa den anden Side de Halvtreds og han var altid Erik Grubbe.

Faderens Frille, der herskede, som var hun Hjemmets Frue, kunde Marie ikke se uden at Alt, hvad der var i hende af Stolt og Besk, straks blev vakt. Dette grove, magtglade Bondefruentimmer havde saaret og pint hende saa ofte, at Marie end ikke kunde høre Lyden af hendes Trin, uden at hun straks og næsten ubevidst gjorde sig haard, blev trodsig og hadsk. Halvsøsteren, den lille Ane, var sygelig og forkjælet, Omstændigheder, der ingenlunde gjorde hende omgængelig, og nu kom hertil, at Moderen overfor Erik Grubbe altid søgte at komme Marie tillivs igjennem hende.

Hvad Selskab hun da havde?

Ja, hun kjendte hver en Sti og Vej i Bigum Skov, hver en Ko, der græssede i Engen, hver en Fugl i Hønsegaarden. Og i Tjenestefolkenes og Bøndernes venlige Hilsen, naar hun gik forbi dem, blev der sagt: Jomfruen lider Uskæl og vi seer det, vi ere bedrøvede over det og vi har det samme Sind til Kvinden deroppe som I.

Men i Kjøbenhavn?

Her havde hun Lucie og hun holdt meget af Lucie, men det var jo dog et Tyende; hun havde Lucies hele Fortrolighed og var glad ved den og taknemmelig for den, men Lucie havde ikke hendes Fortrolighed. Hun kunde ikke give sine Klager Luft overfor hende, hun vilde ikke have det sagt til sig at det var sørgeligt, saadan som hun var stillet, og hun kunde ingenlunde taale, at et Tyende talte om hendes ulykkelige Familieforhold; end ikke om Fasteren vilde kun høre et Ord. Og dog holdt hun slet ikke af Fasteren, havde heller ingen Grund til det.

Rigitze Grubbe havde Tidens meget strænge Anskuelser om det Gavnlige ved en haard og lidet lempelig Optugtelse, og hun tog sig for at opdrage Marie derefter. Hun havde ingen Børn, havde heller ingen havt, hun var derfor en yderst utaalmodig Plejemoder, dertil meget ubehjælpsom, da Moderkjærligheden aldrig havde lært hende de smaa og saare nyttige Kunstgreb, der gjør det saa meget lettere for Barn og Læremester at komme Vejen frem. Og dog — en saadan barsk Opdragelse havde maaske været Marie mest tjenlig. Hun, hvis Sind og Tanke, paa den ene Side, næsten var bleven forvokset af Mangel paa aarvaagent og fast Tilsyn og paa den anden Side, halvvejs lemlæstet af urimelig og lunefuld Grusomhed, maatte næsten have følt det som Fred, og Lindring at blive styret støt og haardhændet den Vej, hun skulde, af En, der fornuftigvis ikke kunde ville hende andet end Godt.

Men hun blev ikke styret paa denne Maade.

Fru Rigitze havde saa meget at tage Vare i Politik og Intriger, levede saa meget sammen med Hofkredsene, at hun i hele og halve Dage var hjemmefra, eller hjemme var saa beskjæftiget, at Marie kunde gjøre med sig selv og sin Tid, hvad hun vilde. — Fik Fru Rigitze saa endelig et Øjeblik tilovers for Barnet, saa gjorde hendes egen Forsømmelighed hende dobbelt utaalmodig og dobbelt skrap. Det hele Forhold maatte derfor for Marie komme til at tage sig ud som den rene, skære Urimelighed og var nærved at bibringe hende den Forestilling, at hun var et Skumpelskud, som Alle hadede og Ingen elskede.

Som hun nu stod der ved Vinduet og saae ud over Byen, kom denne Følelse af Forladthed og Ensomhed over hende; hun lænede sit Hoved mod Vindueskarmen og stirrede fortabt op paa de langsomt glidende Skyer.

Hun forstod saa godt det Sørgelige, Lucie havde sagt om at længes; det var ligesom det brændte inden i En, og der var ikke Andet at gjøre end at lade det brænde som det vilde, — hun kjendte det saa godt. — Hvad skulde det blive til? — den ene Dag ligesom den anden — Ingenting, ingenting, — aldrig Noget at glæde sig til; kunde det b1ive ved? — Ja! længe endnu; — ogsaa naar En var bleven seksten Aar? — Det blev da ikke saadan ved for alle Mennesker; — det var da umuligt hun kunde blive ved at gaa med Barnehue naar hun var seksten Aar! — Det havde Søster Ane Marie da ikke gjort; — hun var nu gift. — Hun kunde saa tydelig huske al den Larm og Lystighed, der var ved Bryllupet, længe efter at hun var bleven sendt i Seng, — og Musiken. — Hun kunde da ogsaa gjerne blive gift. — Med hvem skulde det være? maaske med sin Svogers Broder. — Han var jo rigtignok forfærdelig grim; men naar det skulde være …. Det kunde hun umulig glæde sig til. Hvad var der egenlig at glæde sig til her i Verden? Var der Noget? — ikke det hun kunde se.

Hun gik fra Vinduet, satte sig betænksomt ved Bordet og gav sig til at skrive:

«Min ganske venlig Hilsen altid forsendt med Vorherre, kjære Ane Marie, gode Søster og Ven, Gud bevare dig al Tid og have megen Tak for alt Godt. Jeg haver taget til at skrive pour vous congratuler, saasom din Nedkomst haver været lykkelig og du nu er frisk og ved godt Helsen. Kjære Søster, jeg haver det godt og er baade frisk og rask. Faster lever jo i megen Storhed, og er her tidt mange Gjæster, de fleste ere Cavaliers fra Hove, og foruden nogle gamle Fruer kommer her ikkuns Mandspersoner. Der er mange af dem, som have kjendt vor sal. Moder og berømme hende for hendes Dejlighed og mere. Jeg sidder al Tid tilbords med de Fremmede, men Ingen taler mig noget til uden Ulrik Frederik, det jeg helst var uden, eftersom han immer er mere for Chicane og Raillerie end for fornumftig Konversation. Han er kuns meget ung og haver ikke det bedste Lov paa sig og ganger nok baade paa Herberger og Ølstuer og disligeste. Nu veed jeg knap andet Nyt end at vi idag have Forsamling og at han er deri. Hver Gang jeg tal’ Franzøsisk da ler han meget og siger det er hundrede Aar gammel, som jo nok kan hænde, saasom Hr. Jens var pur ung den Tid han var paa Rejser, ellers giver han mig godt Lov, formedelst jeg kan saa vel sætte det sammen, han siger ingen Hofdame kan det bedre, men, det tror jeg er Komplimenter, og bryder mig intet om. Paa nogen Tid haver jeg fra Tjele Intet fornummet. Faster sværger og lader ilde hver den Gang hun taler om den Enormität det er vor kjære Fader lever den han lever med et Fruentimmer af saa nedrig Ekstraktion. Jeg sørger tidt derover, som dog intet baader. Du lade nu intet Stycho se dette Brev, men hilse ham af Hjærte. September 1657.

Din kjære Søster
Marie Grubbe.

Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Stycho Høeghs til Gjordslev, min gode Ven og Søster venligen tilskreven.»


* * *

Man havde rejst sig fra Bordet og var gaaet ind i Storstuen, hvor Lucie bød Gyldenvandet omkring. Marie var tyet hen i en Vinduesfordybning og skjultes halvt af det folderige Gardin. Ulrik Frederik gik hen til hende, bukkede overdreven ærbødigt for hende og sagde med et yderst alvorligt Ansigt, at det gjorde ham ondt at han ved Bordet havde siddet saa langt fra Mademoiselle. Som han saaledes talte, lagde han sin lille, brune Haand i Vindueskarmen. Marie saae paa den og blev rød som et dryppende Blod.

«Pardon Mademoiselle! jeg seer I bliver ganske rød af Vrede, at jeg tillader mig at gjøre Eder min skyldigst underdanige Reverens. Det er nu vel og for dristigen at spørge, hvormed jeg har været saa jammerlig at fortørne Eder?»

«Jeg er saavist hverken vred eller rød.»

«Det gefaller Eder at kalde den Kulør for hvid? Bien! Det skulde kun forlange mig at vide, hvorlunde I benævner den Kulør, den sogenannte røde Rose har?»

«Men kan I da aldrigen sige et fornumftigt Ord?»

«Ja — lad mig se! — jo, jeg maa bekjende, at det virkeligen er hændtes mig — men ikkuns sjældent —

Doch Cloë, Chloë zürne nicht!
Toll brennet deiner Augen Licht
Mich wie das Hundsgestirn die Hunde
Und Worte schäumen mir vom Munde
Dem Geifer gleich der Wasserscheu …“

«Ja, det maa I nok sige!»

«Ach Mademoiselle, I kjender kuns lidet til Amorns Magt! — Skulde I tro det? der gives Nætter, da jeg elskovskrank sniger mig ned til Silkegaarden, svinger mig over Ramperterne til Christen Skeel sin Have, og da stander jeg som en Statu mellem duftige Roser og Filitter og stirrer til Vindvet i Jert Kammers til den smægtige Aurora løber sine rosige Fingre gjennem mine Lokker.»

«Ah, Monsieur! jeg formener I greb fejl af Navnet, der I nævnte Amor; Evan skulde I visseligen sagt — og maa hænde En let gaar vilse, naar En støjer om ved Nattetider, for intet har I staaet i Skeels Have, I har været hos «Mogens i Cappadocia» mellem Rømere og Bouteiller, og har I intet kunnet røre Jer og været stille som en Statu, da har det aldrig været Elskovstanker, der har udvirket, at I intet kunde flytte Jeres Ben.»

«I gjør mig storligen Uret; falder det sig saa ibland at jeg kommer i Vinkyperes Huse, da er det intet for Plaser eller Lystighed, det er aleneste at forgjætte den nagendes Kummer, der kvæler mig.»

«Aa!»

«I lider intet paa mig, I har ingen Tro til min Amours Bestandighed — Himmel! seer I det østre Glamhul paa St. Nikolaj? trende Dage tilende har jeg siddet der og stirret paa Eders yndelige Aasyn, som I sad ved Jer Syramme.»

«Hvad I dog er uheldig! I kan fast aldrig lukke Jer Mund op, En kan jo gribe Jer i løs Tale; aldrig har jeg siddet ved min Syramme ud til Nikolaj. — Kjender I den Ramse:

„Det var svart Nat,
Mand fik i Trold fat,
Mand sa’ til Trold:
„Vil du ud af min Vold,
Vil du hjem i Nat,
Saa lær mig brat
Uden List eller Svige
Det Sandeste du veed af at sige.“
„Hør!“ sagde Trold og mælte ej Ord.
Mand slap og Trold foer,
Ingen paa Jord
Sige Trold paa, han med Løgn foer.““

Ulrik Frederik bukkede ærbødigt for hende og gik uden at sige et Ord.

Hun saae efter ham som han gik hen over Gulvet; den var smuk hans Gang; hans Silkestrømper var saa skinnende hvide og de sad saa stramt, der var hverken Læg eller Fold paa dem: det var saa kjønt det dernede ved Anklen! og den lange, smalle Sko — det var saa morsomt at se paa ham — hun havde aldrig før lagt Mærke til, at han havde et lille rosenrødt Ar i Panden.

Hun kigede stjaalent ned paa sine Hænder, trak lidt paa Munden, — hun syntes de var for korte i Fingrene.