Fru Marie Grubbe. Interieurer fra det syttende Aarhundrede./6
VI.
Efter Stormen paa Kjøbenhavn i Februar Nioghalvtreds trak Svensken sig tilbage og nøjedes med at holde Byen indesluttet.
De Belejrede aandede nu friere, Krigens Byrder blev mindre tunge end før, man fik Aanderum til at glæde sig over det, man havde gjort og over det, man havde vundet, baade af Ære og Privilegier. Vel var der de, der havde faaet Smag paa det bevægede Krigerliv og som med Mismod saae en trist, kjedsommelig Fredstid udfolde sine dagligdags Scener, men Hovedmassen af Befolkningen var glad og følte sig let om Hjærtet. Og Glæden fik Luft i muntre Lag, thi alle de Bryllupper, Barselgilder og Fæstensøl, der vare blevne holdte tilbage mens Fjenden var saa knugende nær, de samlede nu glade Skarer i hver en Gryde og Gænge i Byen.
Nu blev der ogsaa Tid til at beskjæftige sig med sine Naboer og til at gjøre Skjæven i deres Øjne til Bjælker. Der blev Tid til at bagtale hinanden, misunde og hade hinanden. Brødnid og Lykkenid levede kraftigt op og gammelt Fjendskab slog ud i nyt Nag og ny Hævntørst. En var der, som i den seneste Tid havde forøget Tallet paa sine Fjender og næsten samlet Alles Had over sit Hoved, og det var Corfitz Ulfeldt. Ham kunde man nu ikke ramme, thi han var tryg i Fjendens Lejr; men de af hans og hans Hustrus Slægtninge, som man troede vare venligt sindede mod ham, dem betragtede man med mistænksomme Blikke, belurede og fortrædigede dem og Hoffet kjendte dem ikke.
Det var vel ikke mange dette gjaldt, men blandt de faa var Sofie Urne, Ulrik Frederiks Fæstemø.
Dronningen, der mere hadede Ulfeldts Hustru end hun hadede Ulfeldt selv, havde fra Begyndelsen af været imod Ulrik Frederiks Forbindelse med en Dame, der var saa nært knyttet til Eleonore Christine, og nu da Ulfeldts sidste Handlinger havde stillet ham og hans i et endnu hadefuldere Lys end tidligere, begyndte hun igjen, baade hos Kongen og hos Andre, at arbejde hen til at faa Forbindelsen hævet.
Det varede ikke længe før Kongen havde samme Ønske som Dronningen, thi man havde skildret ham den virkelig intriguante Sofie Urne som saa listig og farlig og Ulrik Frederik som saa letsindig og let at lede, at det blev ham klart, hvormegen Fortrædelighed og Ufred, der heraf kunde vokse frem; men han havde nu engang givet sit Minde og var altfor øm over sit Ord og sin Ære til at tage det tilbage. Han forsøgte derfor at overtale Ulrik Frederik. Han viste ham hvor let det gode Forhold, hvori han stod til Hoffet, kunde forstyrres ved en Person, der med Rette var ham og Dronningen saa meget imod, da hendes Sympathier saa ganske var for Kongehusets Fjender og endvidere hvorledes han stod sin egen Lykke i Vejen, idet der vanskelig blev den vigtige Æresposter betroet, som vidstes under stadig Paavirkning af en Hoffet fjendtlig Kreds. Endelig tydede han hen til Jomfru Sofies intriguante Karakter og yttrede sin Tvivl om at hun virkelig bar Kjærlighed til ham, thi en ret og oprigtig Kjærlighed, sagde han, vilde hellere have forsaget end at bringe sin Objekt i Vaade og Vanskelighed, hellere sørgende have holdt sig fordækt end jubilerende aabenbare sig, men Jomfru Sofie havde ikke gjort sig Skrupler, tvertimod hun havde benyttet sig af hans Ungdom og blinde Elskov. Saaledes talte Kongen, men han kom ingen Vegne med Ulrik Frederik, thi han havde i frisk Minde hvormegen Overtalelse det havde kostet ham at faa Jomfruen til at give sit Sindelag tilkjende, og da han gik fra Kongen, var han endnu fastere end før besluttet paa at Intet skulde skille dem ad. Hans Bejlen til Sofie var det første alvorlige Skridt han i sit Liv havde taget og han satte sin Ære i at det blev taget fuldt ud, der havde altid været saamange Hænder rede til at lede og føre ham, men han var nu for gammel, han kunde gaa alene og han vilde det. Hvad var Hoffet og Kongens Naade, hvad var Glands og Ære for ham mod hans Kjærlighed, kun for den vilde han kæmpe og savne, kun i den vilde han leve.
Men Kongen lod Christoffer Urne vide, at han var imod Forbindelsen, og Huset blev derfor lukket for Ulrik Frederik, som nu kun i Smug kunde besøge Jomfru Sofie. I Begyndelsen var dette som Blæst til brændendes Lue, men efterhaanden voldte det, at han sjældnere saae sin Fæstemø, at han blev mere klarsynet over for hende og der var Øjeblikke, hvor han tvivlede om hendes Kjærlighed, ja end ikke ret vidste om hun hin Sommerdag ikke havde draget ham fremad, medens hun syntes at holde ham tilbage.
Hoffet, der hidtil havde taget imod ham med aabne Arme, viste ham nu en isnende Kulde. Kongen, der før saa varmt havde beskjæftiget sig med hans Fremtid, var nu Ligegyldigheden selv; nu var der ingen Hænder strakte frem for at lede ham og han begyndte at savne dem, han var slet ikke den Mand, der duede til at stævne mod Strømmen, blot den ikke bar med, var han modløs. Fra hans Fødsel var der lagt ham en gylden Traad ihænde, blot han fulgte den, gik det opad til Lykke og Ære, den havde han sluppet for selv at finde sig frem, endnu glimtede den for ham, — skulde han gribe den igjen? Han kunde ikke mande sig op til at trodse Kongen, han kunde ikke slippe Sofie; ad Krogveje maatte han liste sig til at besøge hende, hans Stolthed led ved denne uværdige Snigen sig frem, det var ham næsten det Haardeste af Alt, han var vant til at komme i Pomp og Pragt, vant til at tage i Fyrstestil hvert Skridt han tog, og dette var saa ganske anderledes. Dage gik og Uger gik med daadløs Grublen og dødfødte Planer, han lededes ved sin Raadløshed, kom i Foragt for sig selv, og saa Tvivlen: havde ikke hans evindelige Tøven dræbt hendes Kjærlighed eller havde hun aldrig elsket ham, hun var saa klog sagde de, ja vist var hun klog, men var hun saa klog, som de sagde? aa nej, hvad var da Kjærlighed, naar hun ikke elskede, og dog, og dog ….
Bagom Christoffer Urnes Have gik der en
lille Smøge, ikke bredere end at en Mand kunde
klemme sig igjennem den; den Vej var det Ulrik
Frederik maatte gaa naar han vilde besøge sin
Fæstemø, og han havde da gjerne Livsens
Korthed med til at holde Vagt for Enden af Smøgen,
forat Ingen fra Gaden skulde se ham klavre over
Plankeværket.
Det var en lun, maaneklar Sommernat, en tre fire Timer over Sengetid; Daniel havde svøbt sig ind i sin Kappe og sat sig tilsæde paa Resterne af et Svinetrug, der fra en tilstødende Gaard var kastet over i Smagen; han var glad tilmode, en Kjende drukken og sad og smaafniste ad sine egne lystelige Tanker. Ulrik Frederik var allerede over Plankeværket inde i Haven. Hylden duftede stærkt, paa Grønsværet laa Lærred paa Bleg i lange, hvide Stykker, det susede sagte i Løntræet over ham og i Roserne ved Siden; de var fulde af røde Blomster, men i det stærke Maaneskin syntes de ham næsten hvide. Han gik op mod Huset, der laa det med sin skjærende hvide Væg og de gulligt glittrende Ruder. Hvor alt var stille, straalende og stille … Nu sittrende en Faarekyllings svirrende Glastoner hen gjennem Luften, Stokrosernes skarpe, blaalige Skygger stod som malede paa den hvide Mur, en fin Em steg op over Blegen — nu, Krogen af Døren og han var inde i Mørket. Forsigtigt famlede han op ad den gamle Trappe, den lumre, krydrede Loftsluft slog ham imøde og under hans Fødder knirked og knirked det møre Gulv. Maanen skinnede derind gjennem et lille Tagvindne og aftegned i Lys dets firkantede Form midt paa en Korndynges jævne Overflade — over Dyngen, Støvet hvirvlede i Skjæret bag ham, nu var han ved Gavlkammerets Dør. Den aabnedes indenfra, et svagt, rødligt Lysskin lod et Øjeblik Korndyngen, den skraa, sodgule Skorsten og Tagets Lægter træde ud af Mørket, saa var det borte og han stod inde hos Sofie i Gaardens Klædekammer.
Det var lavt og lille, opfyldt med store Linnedskabe, under Loftet hang Lærredsposer med Dun og Fjer, gamle Spinderokke stod i Krogene og Væggene vare behængte med Knipper af Rødløg og sølvbeslaaet Seletøj. Henne under Vinduet, der var lukket med store Træskodder, stod paa en messingforsiret Kiste en lille Haandlygte. Sofie aabnede dens Hornrude, at den kunde lyse lidt bedre; hendes Haar var løst og hang ned paa Ryggen af den skindbræmmede Klædestrøje, hun havde taget over sin Hvergarnskjole, hendes Ansigt var blegt og forgræmmet, men hun smilede lystig og sladrede i Eet væk. Hun havde sat sig paa en lav Skammel, foldet Hænder om sine Knæ og snakkede muntert op til Ulrik Frederik, der stod og Ingenting sagde, men hun snakkede af Angst, thi hans Tværhed havde gjort hende bange.
«Nu Junker Tavs og Tvær!» sagde hun «du siger Intet, er der da i alle de hundrede Timer intet kommen dig hundrede Ting, du ønsked at hviske mig til, aa, da har du intet længtes som jeg,» hun pudsede Lyset i Lygten med sine Fingre og kastede den glødende Tande paa Gulvet og Ulrik Frederik gik uvilkaarligt et Skridt frem og traadte Gnisten ud.
«Det var Ret,» vedblev hun, «kom herhen og sæt dig ned, men først maa du knæle og sukke og tigge mig god, for nu er det tredie Nat jeg sidder her og vaager, igaar og iovergaars sad jeg forgjæves og vented og længtes til mine Øjne blev dumme.» Hun løftede truende Haanden: «paa Knæ, Junker Troløs! og bed som I bad for Jert Liv;» det sagde hun med spøgende Højtidelighed, saa smilte hun og bad halv bønligt, halv utaalmodigt: «kom nu hen og knæl, kom nu hen og knæl!»
Ulrik Frederik saae sig næsten uvilligt om, det var saa latterligt at knæle her i Christoffer Urnes Pulterkammer, men han knælte dog, lagde sin Arm om hendes Liv og skjulte sit Ansigt i hendes Skjød, men han sagde Intet.
Ogsaa hun tav, beklemt og bange, hun havde seet at Ulrik Frederik var bleg og forpint og hans Øje sky og uroligt; hendes Haand legede sorgløst med hans Haar, men hendes Hjærte bankede heftigt i anelsesfuld Angst.
I den Stilling sad de længe.
Pludselig sprang Ulrik Frederik op.
«Nej, nej!» sagde han, «det kan ikke saadan blive ved! Det veed Gud Fader, vor Herre i Himlen, du er mig saa kjær som mit inderste Leveblod, saa jeg aldrig veed hvad Liv det bliver at føre, som skal leves dig foruden. Men hvad kan det baade? hvortil skal det lede? de staar os jo Alle saa haardt imod, der er ikke en Mund, der har Trøst i Mæle, de vender sig fra os Een og Hver. Det er som der krøb dem en kold Skygge over, naar de nu ser mig; men før, da var det som kom der et Lys naar jeg kom. Jeg staar saa allene, Sofie, saa bitterlig, bitterlig ene! Ja jeg veed du har varet mig ad — og jeg har Synd og Skam af at bede den Bøn jeg vil, men jeg ædes op i denne Strid, den har suget mit Mod og min Værdighed bort, saa jeg brændende af Skam, men forknyt og forpint, beder dig: giv mig fri! giv mig mit Ord tilbage, hjærtensdyre Pige!»
Sofie havde rejst sig op, hun stod tryg og kold som en Støtte og stirrede alvorligt paa ham mens han talte.
«Jeg er frugtsommelig,» sagde hun roligt og fast.
Havde hun sagt ja, havde hun givet ham fri, Ulrik Frederik følte det, han havde ikke taget derimod, han vilde have kastet sig tilbedende for hendes Fødder, han vilde have trodset Kongen og dem alle, sikker paa hende; men hun gjorde det ikke, hun rykkede kuns i hans Lænke for at vise ham hvor godt han var bunden, o, hun var klog, som de sagde; det kogte i ham, han kunde kastet sig over hende, grebet hende i hendes hvide Strube, for at vriste Sandheden ud af hende, for at tvinge hende til at lægge hvert Blad i hendes Kjærligheds Rose aaben for ham i hver dets Skygge og hver dets Fold, at han dog kunde faa Vished, men han tvang sig og sagde med et Smil: «javist, jeg veed — det var jo ene Spøg, forstaar du vel.»
Sofie saae uroligt paa ham, nej det var ikke ene Spøg, det var det ikke, hvorfor kom han ikke hen og kyssede hende, hvis det var Spøg, hvorfor blev han staaende saa stille der henne i Skyggen, blot hun kunde se hans Øjne, nej det var ikke Spøg, han havde spurgt ligesaa alvorligt som hun havde svaret, ak det Svar! hun anede hvad hun havde tabt ved det, han havde ikke forladt hende, hvis hun havde sagt ja; «o Ulrik Frederik,» sagde hun, »jeg havde kuns vort Barn i Tanker, men har du mig intet længer kjær, saa gaa, skynd dig at gaa og byg op paa din Lykke, jeg holder dig intet tilbage.»
«Forstaar du da intet, det var kun Spøg; vil du tro, jeg kunde tigge mit Ord tilbage og luske bort dermed i Skam og nedrig Skjændsel! Jeg maatte jo,» sagde han, «hver den Gang jeg løfted mit Hoved, være i Angst for at det Blik, der havde seet min Vanære, skulde mødes med mit og tvinge det skamfuldt ned til Jorden,» og han mente hvad han sagde, havde hun elsket ham saa inderligt som han havde elsket hende, da maaske, men nu, aldrig.
Sofie gik hen til ham, hun lagde sit Hoved paa hans Skulder og græd.
«Farvel, Ulrik Frederik,» sagde hun, «gaa, gaa, intet om jeg kunde binde dig med et Haar vilde jeg holde dig tilbage, den Time du længes bort.»
Han rystede utaalmodigt paa Hovedet. «Hjærte Sofie,» sagde han og løste sig ud af hendes Arme, «lad os nu intet drive Comediespil med hinanden, jeg er jo baade dig og mig selv det skyldig at Præsten lægger vore Hænder tilsammen, det kan kuns intet ske for snart og derfor skal det ogsaa være om et Par Dage, men det skal gaa for sig i alt Fordulgthed, for det er til ingen Nytte at sætte Verden mere op imod os end skeet er.» Sofie turde Intet sige dertil og de aftalte hvor og hvorledes det skulde sættes i Værk, endelig bad de hinanden kjærligt Farvel.
Da Ulrik Frederik kom ned i Haven, var Maanen borte og Alting mørkt, enkelte tunge Regndraaber faldt fra den sorte Himmel. I Gaardene galede de aarvaagne Haner, men Daniel var falden i Søvn paa sin Post.
I hans Stadsstue blev en Ugestid efter Jomfru Sofie og Ulrik Frederik hemmeligt viede af en fattig Præst. Men Hemmeligheden blev ikke bedre bevaret end at Dronningen et Par Dage efter talte til Kongen derom. Følgen heraf var at Ægteskabet en Maanedstid efter ophævedes ved kongelig Ordre, og næsten samtidig sendtes Jomfru Sofie med hendes Frænders Samtykke til Frøkenklostret i Itzehoe.
Ulrik Frederik gjorde intet Forsøg paa at afværge dette Skridt; vel følte han sig krænket derved, men han var træt og sløvet og bøjede sig i dump Mismodighed for det, der som han sagde, nu en Gang saa skulde være. Næsten hver Dag var han drukken og han elskede, naar Vinen havde gjort sin Virkning, for det Par trofaste Svirebrødre, der var hans eneste stadige Omgang, grædende og klagende at skildre det søde, fredelige Lykkens Liv, som kunde være blevet hans og endte saa altid med tungsindige Hentydninger til at hans Levnets Dage var faa i Tal og at de snart vilde bære hans knuste Hjærte til den Lægedomssted, hvor Lejet redtes i sorte Dun og hvor Ormene var Badskjær.
For at gjøre Ende paa dette Levnet lod Kongen ham følge med de Tropper, som Hollænderne overførte til Fyen, og herfra vendte han midt i November tilbage med Budskabet om Sejren ved Nyborg. Han indtog nu igjen sin Plads i Kongens Gunst og i Hoffets Rækker, blev udnævnt til Oberst tilhest og syntes nu helt at være bleven sig selv igjen.