Fru Marie Grubbe. Interieurer fra det syttende Aarhundrede./7

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandels Forlag Kjøbenhavn Marie Grubbe


JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/5 109-128

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.



VII.

Marie Grubbe er nu sytten Aar.

Den Eftermiddag, hun i Rædsel var flygtet fra Ulrik Christian Gyldenløves Dødsleje, var hun kommen styrtende op paa sit Kammer og var gaaet hændervridende op og ned ad Gulvet, jamrende sig som stædt i stærke legemlige Smerter, saa Lucie ganske aandeløs løb ned til Fru Rigitze og bad hende for Guds Skyld endelig se op, hun troede der Noget var sprungen inden i Jomfru Marie, og Fru Rigitze kom da ogsaa derop, men hun kunde ikke faa et Ord ud af Barnet; hun havde kastet sig ned foran en Stol og gjemt sit Ansigt i Hyndet, og til Alt, hvad Fru Rigitze spurgte, svarede hun kun, hun vilde hjem, hun vilde hjem, hun kunde nu aldrig blive længer, og hun græd og hulkede og rokkede med Hovedet fra den ene Side til den anden. Saa gav Fru Rigitze hende et Livfuld Hug og skjældte Lucie ud fordi de havde været ved at tage Livet af hende med deres Pjank og lod dem saa skjøtte sig selv.

Det var Marie ligegyldigt at de slog hende. I hendes Kjærligheds lykkelige Dage, var der da bleven budet hende Hug, vilde det have ramt hende som den sorteste Ulykke, som den dybeste Beskæmmelse, men nu var det hende ligegyldigt, nu alle hendes Længsler, hendes Tro og hvert hendes Haab i een kort Time var visnet, skrumpet sammen og vejret hen. Hun tænkte paa, hun en Gang hjemme paa Tjele havde seet Karlene stene en Hund ihjel, der var kommen ind i den højgjærdede Andepark; det arme Dyr svømmede stumt omkring; op kunde, det ikke komme, og Blodet randt af det, een Sten saarede det hist, en anden her, og hun huskede, hun bad til Gud for hver Sten, der faldt, at den maatte ramme ret dybt, thi Dyret var saa elendigt at Skaansel havde været den blodigste Synd. Nu følte hun sig selv som den stakkels Diana, og hun bød hver Sorg og Bitterhed velkommen, blot den ret vilde ramme, for nu var hun saa ulykkelig at Naadesstødet var al hendes Haab og Forlængsel. O, naar det var Enden paa al Storhed: en trælleagtig Klynken, et lystent Vanvid og knælende Angst, o, saa var der ingen Storhed; den Helt, som hun havde drømt, han red ud ad Dødens Porte med klirrende Spore og ringende Bidsel; med blottet Hoved og sænket Kaarde, men ikke med Angst i vidløse Øjne, ikke med Naadesbønner paa skjælvende Læber. Der var da ingen straalende Skikkelser at længes frem imod i tilbedende Kjærlighed, ingen Sol at stirre sig lysblind paa saa Alt blev Straaler og Glands og Farver! mat og graat — Altsammen saa var det mat og graat og øde, bundløs Hverdag, lunken Søgnedagsliv tilhobe.

Saadan var hendes Tanker i den første Tid, det var hende som havde hun en stakket Stund været bortrykket til en forunderlig, rigbroget Fabelverden, i hvis varme, livssvangre Luft hele hendes Væsen havde foldet sig ud som en underlig fremmed Blomst og straalet Sol fra alle Blade og aandet Duft fra alle Aarer, og salig i sit Lys og sin Duft var den vokset og vokset, Blad i Mylder ved Blad, Fold bredt ud paa Fold i ustandselig Kraft og Fylde. Og nu var det Alt forbi, hun var gold og fattig igjen, tom og isnet af Kulde, og saadan var den hele Verden, alle de Mennesker, der var til, saa var de saadan. Og dog levede de løs i daarlig Travlhed, o, hendes Hjærte blev sygt i hende af Lede ved at se dem brede og strække deres usle Armod og stolte lytte efter lødig Klang i deres Tomheds Buldren.

Nu greb hun begjærligt efter den Skat af gamle Postiller, der saa tidt var bleven hende budt og ligesaa tidt vraget, og hun fandt en mismodig Trøst i deres strenge Ord om Verdens Elende og alle jordiske Tings Forfængelighed, men een Bog, var der, som hun fremfor alle andre hængte over og stadig vendte tilbage til, og det var Johannes’ Aabenbaring. Hun kunde ikke blive træt af at beskue det himmelske Jerusalems Pragt, hun udmalte sig det i alle Enkeltheder, gik gjennem dets mindste Stræder og saae ind ad alle Døre; hun lod sig blænde af Straaleglandsen fra Sarder og Beryl, Chrysopras og Hyacinth, hun hvilede i Perleportenes Skygge og spejlede sig i Gadernes gjennemsigtige Guld. Tidt tænkte hun sig ogsaa hvordan hun og Lucie og Faster Rigitze og alle de andre i Kjøbenhavn vilde te sig, naar den første Engel udgød Guds Vredes Skaal over Jorden og naar den anden udgød sin Skaal, og den tredie sin, længer kom hun aldrig, thi hun begyndte altid forfra.

Hun var utrættelig i, naar hun sad ved sit Arbejde, at synge lange Passionspsalmer med høj og klagende Røst, og var hun ledig, bad hun paa lange Bønner af «den Bedendes Kjæde» eller «de tolv gudelige Maaneds Stemmer,» for de to kunde hun næsten udenad.

Der var i al denne Fromhed endel forklædt Ærgjærrighed, thi vel følte hun virkelig Tynge af Syndens Lænker og Længsel efter Samfund med Gud, men der laa dog tillige til Grund for alle disse gudelige Øvelser en halvklar Lyst til Magt, et halvbevidst Haab om at blive en af de udvalgte Fromme, en af de Første i Himmeriges Rige. Hendes Væsen var ved Alt dette bleven helt forandret; hun var bleven indesluttet og folkesky og ogsaa hendes Udseende blev et andet; hun blev mager og bleg og hendes Øjne fik en haard, brændende Glands og det var intet Under; thi Apokalypsens frygtelige Syner red lyslevende gjennem hendes Nattedrømme, og hele Dagen rugede hendes Tanker over alt hvad Livet havde af Mørkt og Tungt, og om Aftenen naar Lucie var falden i Søvn stod hun op af sin Seng og fandt et mystisk asketisk Velbehag i at lægge sig paa sine bare Knæ paa Gulvet og bede til hendes Ben værkede eller hun ikke mere kunde føle sine Fødder af Kulde.

Saa var det at den Tid kom da Svensken trak sig tilbage og det hele Kjøbenhavn delte sin Tid mellem at skjænke som Vært og drikke som Gjæst, og en af de Dage skete der et Omslag hos Marie, thi paa den kom Fru Rigitze fulgt af en Skrædderpige op paa Kammeret og fyldte Bord og Stole med den Rigdom af Trøjer, Kjoler og perlestukne Huer, som Marie havde faaet i Arv efter sin salig Moder; nu var det nemlig bleven funden paa Tide at Marie kom til at gaa i voksne Klæder.

Det var saa betagende at blive gjort til Gjenstand for al den Travlhed, der nu brød ind over det lille Kammer, for al denne Sprætten-op og tagen-Maal og Skjæren-til og Rien-sammen, og hvor kjært var ikke dette poncerøde Atlask, naar det gløded tungt i lange, rige Folder eller straalede blankt, hvor det sad tæt og stramt og hvor fængslende, hvor vidunderlig fængslende var det ikke at lytte til de ivrige Disputer om, hvorvidt hint Silke-Camelot ikke var for tykt til ret at udhæve Ens Figur eller om dette tyrkiske Grovgrønt vel vilde passe til Ens Teint! Ingen Skrupler, ingen tungsindige Drømmerier kunde staa for denne glade, straalende Virkelighed. Og nu blot een Gang, at sidde ved Gildesbord, — og nu kom hun til Gilder —, med denne snehvide, krusede Halskrave blandt andre Jomfruer med ligesaa krusede Kraver, saa vilde hele hin Tid være fremmed som en døgngammel Drøm, og blot een Gang at have traadt Sarabande og Pavone i sidskjørtet Gyldenstykskjole med Kniplingshaandstrømper og med spranget Lin, og hine sjælelige Excesser vilde bringe hendes Kind til at brænde af Skamrødme.

Og hun kom til at skamme sig, hun kom til at træde Sarabanden og Pavonen, for to Gange om Ugen maatte hun nu gaa paa Dandseexercitier sammen med andre unge Adelspersoner i Christen Skeels Storstue, hvor en gammel Meklenborger informerede dem i Holdning. Pas og Reverentser efter de nyeste spanske Facons. Desuden blev hun oplært i at spille paa Luth og blev yderligere perfectioneret i det Franske, thi Fru Rigitze havde nu saa sine egne Planer.

Marie var lykkelig.

Ligesom et ungt Fyrstebarn, der har været holdt fangen og nu lige fra Fængslets Mulm og Fangevogterens barske Omgang af et jublende Folk løftes op paa Tronen, faar Magtens og Ærens Guldring trykket fast paa sine Lokker og ser Alt smile sig ærbødigt i Møde, ser Alt bøje sig og anerkjende dets Herskerret, saaledes var ogsaa hun fra sit stille Kammer traadt ud i Verden, og Alle havde hyldet og smigret hende som havde hun været en Dronning, Alle havde smilende bøjet sig for hendes Skjønheds Magt.

Der er en Blomst, der kaldes for Perlehyacinth, som den er blaa, saaledes var hendes Øjne i Farve, men de var som den trillende Dugdraabe i Glands og dybe som en Safirsten, der hviler i Skygge. De kunde sænkes saa blyt som en sød Tone, der dør, og løfte sig saa kjækt som en Fanfare. Vemodigt — ja, naar Dagen kommer, saa ruste Stjernerne med et sløret skjælvende Skjær, saadan var hendes Blik, naar det var vemodigt. Det kunde hvile saa smilende fortroligt, og da blev det mangen En, som naar det i Drømme fjernt, men indtrængende kalder paa Ens Navn, men naar det mørknedes i Sorg, haabløst og vaandefuldt, var det som hørtes der Blodsdraaber dryppe.

Det var det Indtryk, hun gjorde, og hun vidste det, men kun halvvejs, havde hun vidst det helt og havde hun været ældre, end hun var, maaske hun da vilde være bleven som til Sten ved sin egen Skjønhed og have betragtet sig selv som et sjelden kosteligt Klenodie, der kun skulde holdes blankt og rigt indfattet, for at det kunde blive Alles Begjær, og da koldt og roligt have ladet sig beundre. Men det var nu ikke saa. Hendes Skjenhed var saameget ældre end hun selv, og hun havde saa pludselig lært dens Magt at kjende, at det varede længe før hendes Væsen med Ro og Sikkerhed kunde støtte sig til den og lade sig bære frem af den; tvertimod, hun gjorde sig megen Umag for at behage, blev ikke lidet coquet og meget pyntesyg, og hendes Øre inddrak begjærligt hvert smigrende Ord, som hendes Øje de beundrende Blikke, og hun gjemte det troligt Altsammen i sit Hjærte.

Hun var nu sytten Aar og idag var det Søndag, den første Søndag efter Fredsslutningen. Om Formiddagen havde hun været til Takkegudstjeneste og nu stod hun og pyntede sig til at spadsere en Eftermiddagstour med Fru Rigitze.

Den hele By var den Dag halvt som i Oprør, for Portene var jo først ved Fredsslutningen blevne lukkede op igjen, efter at have været stængede i samfulde toogtyve Maaneder. Alle maatte nu derfor ud at se, hvor Forstaden havde staaet, hvor Fjenden havde ligget og hvor Vore havde kæmpet; man maatte ind i Løbegrave og op paa Brystværn; der skulde kigges ind i Minehalsene og pilles ved Skandsekurvene; der havde den staaet og der var den falden, hin havde rykket frem hist og var bleven omringet her, og Alting derude var mærkværdigt, fra Kanonlavetternes Hjulspor og Vagtblussenes Kul, til det gjennemskudte gamle Plankeværk og de solblegede Horsepander, og der var en Fortællen og Forklaren, en Formoden og Debatteren, opad Volde og nedad Skandser, opad Vægge og nedad Stolper.

Gert Pyper og hele hans Familie spanked omkring der og han stamped vel hundrede Gange paa Jorden og syntes for det Meste, det lød saa synderlig hult, og hans trivelige Ægtemage trak ham angst i Ærmet og bad ham ikke være altfor forvoven, men Mester Gert tramped lige haardt endda. Den voksne Søn viste sin lille Fæstemø, hvor det var at han var posteret den Nat, de skød Hul i hans Dyffels Kavaj, og hvor Rokkedrejerens Søn blev skudt Hovedet af; medens de smaa Børn græd over, at de ikke maatte beholde den Bøssekugle, de havde funden, fordi der kunde være Forgift ved den, som Erik Lauritzen sagde, thi han var da ogsaa derude og gik og stak i den halvraadne Halm, hvor Barakkerne havde staaet, eftersom han mindedes en Historie om en Soldat, der blev hængt for Magdeborg, og under hvis Hovedgjærde syv af hans Kammerater fandt saamange Penge, at de deserterede da Plyndringen af Staden skulde til at gaa for sig.

Ja, der var ret en Gaaen og Kommen, de grønne Marker og hvidgraa Veje var prikkende sorte af Folk, der gik og betragtede de dem velbekjendte Steder saa nøje og opmærksomt, som om det var en nyopdaget Verden eller et aldrig før kjendt Ejland, der lige var skudt op fra Havsens Bund, og der var Mange, som ved at se Egnen ligge saa fri og aaben, Mark bag Mark og Eng bag Eng, blev grebne af en pludselig Vandrelyst og blev ved at gaa og gaa, ligesom beruste af Rummets Vidde, Rummets grændseløse Vidde. Men udpaa Eftermiddagen, henad Nadvertid, vendte dog de Fleste deres Skridt mod Byen og søgte hen til Nørrekvarter, til Petri Kirkegaard og de omliggende store Haver, thi det var saa Skik fra gammel Tid, at man de Sommersøndage efter Aftensang spadserede der og drog frisk Luft i de grønne Træers Skygge. Den Gang nu Fjenden lagde sig foran Voldene, var den Skik falden bort af sig selv og Kirkegaarden havde været tom de Helligdage som de Søgne, men idag var den bleven tagen op igjen, og gjennem begge Indgangene ud til Nørregade myldrede det ind med Folk; Adel og Borger, Ringe og Høje, Alle saa havde de mindedes Petri Kirkegaards bredkronede Linde.

Mellem grønne Tuer og paa brede Ligsten laa Borgerfolk i muntre Klynger, Mand og Kone, Børn og Bekjendte, og nød deres Aftenkost; Læredrengen stod bagved og gumled fornøjet paa det lækre Søndagsbrød, mens han ventede paa Kurven. Smaabørn trippede med Hænderne fulde af Levninger hen til de forsultne Tiggerunger oppe ved Muren, videbegjærlige Drenge stavede sig igjennem de lange Gravskrifter og Fatter lytted beundrende til, mens Mutter og Pigebørnene mønstred de Spadserendes Dragter; thi i de brede Gange gik de fornemme Folk frem og tilbage, de kom lidt senere end de andre og spiste enten hjemme eller paa Trakteurstederne i Haverne bagved.

Det var stive Fruer og fine Jomfruer, gamle Raadmænd og unge Officerer, brede Herremænd og fremmede Residenter. Her gik den rørige graa Hans Nansen, smilende til alle Sider, mens han lemped sine Skridt efter den gamle, hovedrige Villem Fiuren og lyttede til hans pibende Røst; der kom Corfitz Trolle og den stive Otto Krag, her stod Fru Ide Daa med de dejlige Øjne og talte med gamle Axel Urup med det evige Smil og de store Tænder, mens hans krumpne Hustru, Fru Sidsel Grubbe tripped langsomt afsted med Søster Rigitze og den utaalmodige Marie, og der var Gersdorf og der var Schack, og der var Thuresen med hans hørgule Manke og Peder Retz med hans spanske Lader og spanske Dragt.

Ulrik Frederik var der ogsaa, han var i Følge med Niels Rosenkrands, den kjække Oberstlieutenant med det franske Væsen og de livlige Gebærder.

De mødte Fru Rigitze og de Andre. Ulrik Frederik hilser koldt og fornemt og vil gaa forbi, thi siden Skilsmissen fra Sofie Urne bærer han Nag til Fru Rigitze, hvem han, som en af Dronningens varmeste Tilhængere, mistænker for at have havt en Finger med i Spillet; men Rosenkrands standser og Axel Urup beder dem nu saa venligt spise til Aften med i Johan Adolfs Have, at det var vanskeligt at slippe, og de gaa begge to med.

Lidt efter sidder da hele Selskabet i det murede Lysthus og tager for sig af de landlige Retter, som Urtegaardsmanden havde at opvarte med.

«Er det sandt, skal En tro,» spurgte Fru Ide Daa, «at de svenske Officiers skal havt saa særdeles angenemme, Manerer med de sjællandske Jomfruer, at de hobetalsvis er rejset med dem ud af Land og Rige?»

«Ja allenfals,» svarede Fru Sidsel Grubbe «er det da tilforladelig nok med den Skarns Kvinde til Jomfru Dyre.»

«Af hvad for Dyrer er det?» spurgte Fru Rigitze.

«De Skaanelands Dyrer, du veed, hjærte Søster, dem der er saa lyse i Haarlød, de er i Svogerskab med de Powitzer alle tilsammen. Hun, der forløb Landet, hun var Datter af Henning Dyre til Vester-Neergaard, ham der fik Sidonie, den ældste af Ove Powitzes og hun tog nok med sig baade i Daase og Pose af hendes Faders, baade Lagner og Bolstre og Sølvtøj og rede Pengestykker.»

«Ja,» smilede Axel Urup, «stor Elskov drager stort Læs.»

«Jo — at forstaa —» bekræftede Oluf Daa, han slog altid ud med den venstre Haand, naar han talte, «Elskov — at forstaa — den er — den er stærk.»

«El—skov,» sagde Rosenkrands og strøg sirligt sit Mundskjæg med Bagen af den lille Finger, «er som Her—kules udi Fruentimmersdragt, af Lader er den mild og charmant og ser ud som idel Veg—hed og Tam—hed, men ligegodt har den i sig Kra—ft og Listighed nok til at føre igjennem de tolv herku—liske Prøver tilhobe.»

«Ja,» afbrød Fru Ide Daa ham, «Jomfru Dyres Elskov alene lader se, den kunde helt vel med den ene af de Herkules-Prøver, for den rensed Kister og Skrine ud for hvad der var i dem, ligesaavel som han rensed Urias, eller hvad han hed, hans Stald, I veed.»

«Jeg mener heller’», sagde Ulrik Frederik, henvendt til Marie Grubbe, «at Elskov er som naar man er falden i Søvn udi en Ørk og vaagner op i en skjøn og angenem Lustpark; thi saadan Dyd har Elskov, at den helt omvandler Menneskens Sind, saa det, der før syntes En gold og øde, det skinner En nu i Øjnene som idel Lystighed og Pragt; men hvad for Tanker har vel I om Elskov, skjønne Jomfru Marie?»

«Jeg?» spurgte hun, «jeg holder Elskov for at være lig en Demant, for ligesom Demanten er skjøn og prægtig at se til, saadan er og Elskov skjøn og liflig, og ligesom Demanten er giftig for den, der nedsvælger den, saaledes er ogsaa Elskov en Slags Forgiftighed eller skadelig Rasenheds Sot for den, der bliver beladt dermed, aldenstund En da skal gjøre sin Jugement efter de synderlige Fagter, En antræffer hos amoureuse Personer, og efter den remarkable Discours, de føre.»

«Ja,» hviskede Ulrik Frederik galant, «Kjærten kan sagte tale Raison til den arme Flue, som forvirres af dens Glindsenhed!»

«Jo saamænd kan du have Ret, Marie,» begyndte Axel Urup og holdt op igjen for at smile og nikke over til hende, «jo, jo, det er nok til Troende, at Elskov er kuns Forgift, der kommer i Blodet, for hvor skulde ellers kloge Folk med Mirakkel-Absud eller Wunder-Dekokt kunne indgive koldsindige Personer den mest brændendes Passion?»

«Ih nej, fy da!» udbrød Fru Sidsel, «snak da aldrig om saadan gruelig Ugudeligheds Værk — og paa en Søndag!»

«Hjærte Sidse,» svarede han, «derudi er min Tro ingen Synd, tværtimod … nej … nej … Holder vel I det for en Synd, min Hr. Oberst Gyldenleu? — Nej? — nej vist intet; taler intet ogsaa den hellige Skrift om Troldkvinder og onde Besværgelser! Jo den gjør, gjør den. Nej, hvad jeg vilde sagt, alle vores Affekter, mener jeg, de har deres Bo og Sæde udi Blodet, for bliver En hidsig, kan En da intet føle Blodet rusle op igjennem sig og svømme En baade for Øjne og Øren? og bliver En bradt forfærdet, er det da intet ret ligesom Blodet sank En neder i Benene og blev helt svalt med det Samme? skulde det, tror I, være for Intet at Sorrig er bleg og blodløs, men Glæde rød som en Rose? Ingenledes, siger jeg, ingen — ingenledes! alle Menneskens Affekter de forvoldes af en vis Blodets Tilstand og Beskaffelse; og nu da Elskov! den kommer først naar Blodet ved sytten—atten Aars Omskiftning af Varme og Kuld er bleven moden i Aarerne, da tager det paa at gjæres ret som en god Druevin; for Elskov det er en Gjæring udi Blodet; det trænger og blærer sig op, det sætter Varme og tager paa Vej saa ingen Menneske ret er sig selv saalænge det staar paa, men sidenhen saa klarnes det af som anden gjærendes Stof og bliver mere sagte og blid, mindre hed og bespændt. Ja, der er endnu en Lighed med Vin det har, for retsom den ædelig’ Vin hvert Aar giver sig til at bruse og skumme og vil som til at gjæres, naar den Foraarstid kommer, der Drueranken staar i Blomst, saaledes bliver ogsaa alle Menneskers Sind, selv de Gamles, en kort Tid om Foraaret mere end ellers genegen til Elskov og det har deri sin rette Grund, at Blodet aldrig ret kan forglemme den Gjæringens Tid i Livsens Foraar og nu ihukommer den, hvergang Aarsens Foraar vender tilbages og forsøger at gjæres igjen.»

«Jo Blodet.» indrømmede Oluf Daa, «at forstaa — Blodet, det er — det — at forstaa det er en subtilig Materie nok — at forstaa.»

«Ja det er saa,» nikkede Fru Regitze, «ja, alting virker ind paa Blodet, baade Sol og Maane og tilstundendes ondt Vejrligt, det er saa vist som det var prentet.»

«Ligesaadan andre Menneskers Tanker,» tilføjede Fru Ide, «jeg veed det fra min ældste Søster, vi laa i Seng sammen og hver Nat, ret som hendes Øjne var faldne til, begyndte hun paa at sukke og at stride med Arme og Ben, ligesom hun vilde rejse sig og gaa en Steds hen, hvor de kaldte paa hende, og det kom af det, at hendes Fæstemand, som var i Holland, han var saa grim til at længes og laa tænkte paa hende Nat med Dag, saa hun aldrig havde en rolig Time eller ret var ved Helbred al den Tid; mindes I ikke ogsaa hjærte Fru Sidsel hvor krank og elendig hendes Øjesyn var indtil Jørgen Bilde kom hjem igjen?»

«Om jeg gjør! var det at tale om! — den kjære Sjæl! men saa blomstred’ hun ogsaa op som nogen Rosensknop at se til. — Herre Gud hendes første Barselseng ….» og saa hviskede hun videre om den.

Rosenkrands vendte sig nu til Axel Urup, «Formener I da vel,» sagde han, «at en Elixire d’am—our er som en gjæ—rendes Materie, der bliver Blodet isprængt og derved kommer det til at ra—se, saa takler det hel vel til en Aventure, den salig Herre Ulrik Christian fortalte mig en Gang vi fulgtes op til Volden. Det var til Ant—werpen i Hotellerie des trois bro-chets, hvor han havde sit Logemente at det passerte. Om Mor—genen havde han i Messen faaet Øje paa en skjøn—ne, skjønne Jomfru — og hun hav—de seet helt mildt til ham, men den hele Dag havde han in—tet havt hende i Tan—ker. Saa kommer han ud paa Af—tenen ind paa sit Kam—mer, og da ligger der en Ro—se paa Hovedgjærdet af hans Se—ng, og han tager Ro—sen og lugter ti—l den, og i samme Minute staar den skjønne Jomfrues Af—billede li—vagtigen for hans Øje som va—r det kontrafejet af paa Væggen li—gehos og den hef—tigste Forlæng—sel opstod hos ham efter samme Jom—fru saa plud—seligen og stærk at han sag—de, han kunde have skre—get i vilden Sky af Smerte, ja ha—n ble—v som hel vild og furieus, saa han strøg u—d af Huset og løb jamrendes op ad en Ga—de nedad en an—den, ret som han var be—hekset og han vid—ste ikke af sig selv; det var som noget dro—g og dro—g og det brændte som Ild i ham og saadan blev han ved at løbe til den lyse Morgen.»

Saaledes taltes de endnu længe ved, og Solen gik ned inden de skiltes ad og gik hjem ad de skumrende Gader.

Ulrik Frederik havde hele Tiden været meget tavs og næsten ganske holdt sig udenfor den almindelige Samtale, da han var bange for at man, dersom han sagde noget videre om Elskov, vilde opfatte det som personlige Erindringer og Indtryk fra hans Forhold til Sophie Urne; men han var forøvrigt heller ikke oplagt til at tale, og da han blev ene med Rosenkrands, svarede han saa kort og adspredt paa Alting, at denne snart blev kjed af ham og gik sin Vej.

Ulrik Frederik begav sig nu hjem; han havde den Gang Gemakker anvist paa Rosenborg, og da hans Tjener var ude, blev der ikke tændt Lys, og han sad alene og i Mørke i den store Stue til henad Midnat.

Han var i saadan en underlig, halvt bedrøvet, halvt anelsesfuld Stemning, saadan en letblundende Stemning, hvor det er som Sjælen villieløs driver nedad en langsomt glidende Strøm medens taageflygtige Billeder drage henover Breddens mørke Træer, og halve Tanker som store, svagtskinnende Bobler langsomt hæve sig op af den dunkle Flod, glide med — glide med og briste. Efterklang af Samtalen var der, den brogede Stimmel paa Kirkegaarden, Marie Grubbes Smil, Fru Rigitze, Dronningen, Kongens Naade, Kongens Vrede dengang — — Maries Haandbevægelser, Sofie Urne, bleg og fjern — endnu blegere, endnu fjernere, — Rosen paa Hovedgjærdet og Marie Grubbes Stemme, Klangen af et enkelt Ord, Betoningen af det, — han sad og lyttede efter det og hørte det igjen og igjen svinge sig hen gjennem Stilheden.

Han stod op og gik hen til Vinduet, aabnede det og lagde sig paa Albuerne udover den brede Karm: saa friskt som det var — saa svalt og stille.

Den syrligtsøde Duft af dugkolde Roser, den friske Bitterhed af nysudfoldet Lev og krydret Vinduft fra blomstrende Løn bar hen imod ham derude fra. En fin, fin Støvregn duggede ned fra Himlen og bredte et blaanende, sitrende Mørke ud over Haven. Lærkens sorte Grene, Birkens slørede Løvhang og Bøgens buklende Krone stod som Skygger aanded hen paa en Baggrund af glidende Taage, mens Taksens klippede Toppe skød i Vejret som sorte Søjler af et Tempel, hvis Tag var falden.

Stille var den som dybt i en Grav, kun den ensformige Lyd af de fnuglette Regndraabers Fald var at høre som en næsten umærkelig, stadigt hendøende, stadigt begyndende Hvisken hist bag de vædeglindsende Stammer.

Saadan underlig Hvisken det var at lytte paa, saa vemodigt den lød! var det som de lette Vingeslag af gamle Minder, der i Flok drog forbi i det Fjerne? var det som sagte Raslen i tabte Illusioners visne Lev? — Ak saa ene, saa sørgeligt alene og forladt! Ikke blandt alle de tusinde Hjærter, der trindtom banked i Nattens Stille eet Hjærte, der længtes imod ham … Vidt over Jorden var spændt et Net af usynlige Traade, der bandt Sjæl til Sjæl, Traade stærkere end Livets, stærkere end Døden; men ingen i hele Nettet naaede hen til ham. Hjemløs, forladt! — Forladt? — Klang det derude som Bægre og Kys? blinked det derude som hvide Skuldre og mørke Blikke? lo det ikke lydt igjennem Natten? — Hvadsaa! — hellere Ensomhedens langsomt dryppende Bitterhed end hin giftigt vamle Sødme. O forbandet! jeg ryster dit Støv af mine Tanker, løjede Liv, Liv for Hunde … for Blinde, for — Stakler …. — Som en Rose …. o Gud skjærm og bevar hende vel i den dybe Nat …. o, at være hendes Værn og Vagt at jævne hver en Sti og dække for hver en Vind …. saa skjøn …. lyttende lig et Barn …. — som en Rose! ….