Glæden og Sorgen

by Hans Vilhelm Kaalund

	Glæden og Sorgen.
	Ja, jeg elsker Dig, min blege Brud!
	Elsker Dig, som Nattens Skygger dunkle!
	Fra din Sky gaaer Glædens Straale ud;
	Haabets Stjerner i din Midnat funkle!
	S. Blicher.
	Adskilt blev engang Tidens tvende Børn,
	Den mørke Sorg og muntre skyldfri Glæde. —
	Som bag ved Rosen skjult den skarpe Tjørn,
	Stod Sorgen hyllet i sit Sørgeklæde:
5	Og der, hvor Glædens Sang og Jubel lød,
	Hvor Øiet straaled', Kinden blussed' rød,
	Hvor den med kjærlig Haand i Livets Øde
	Af Fyldehornet sine Blomster strø'de,
	Der overalt den mørke Søster kom;
10	Hun pusted' Barnets lille Korthuus om,
	Hun fyldte Ynglingen med haabløs Længsel,
	Og vakte Manden af sin Storheds Drøm,
	Hun peged' alvorsfuld paa Tidens Strøm,
	Og gjorde Livet til et skummelt Fængsel.
15	I Kongeborgen Glæden først opslog
	Sit Tempel; men den blege Kummer fulgte,
	Og fra de gyldne Sale hun den jog,
	Saa Hjertet tungt bag Purpurkaaben slog.
	Bag Nøisomhedens Arne den sig dulgte
20	Og i den stille Grandskers simple Bo;
	Men ingensteds fandt den for Sorgen Ro.
	Da ilte den fra Stadens travle Vrimmel,
	Ud hvor en evig Sommers klare Himmel
	Sig hvælved' over en elysisk Dal;
25	Der bygged' den i Lundens Skyggesal,
	Med tvende Elskende, en venlig Hytte,
	Hvor, ret som for i Qvæld med dem at lytte
	Til Trillerne af Dalens Nattergal,
	Sølvkilden taug, som mellem Blomster dandsed,
30	Og rislede ei meer, og Vinden standsed'
	Sit lette, milde, varme Aandedrag;
	Af Roser var' de hvide Vægge krandsed',
	Og Duer kurrede paa Hyttens Tag;
	Saftfulde Frugter hvert et Træ nedbøied',
35	Og barnlig Fromhed, Dyd og Sjælefred
	Udstraalede de Elskende af Øiet.
	Ei Klage lød, ei Smertens-Taare randt,
	Og Uger, Maaneder forsvandt som Dage:
	Her, tænkte Glæden, jeg et Fristed fandt;
40	Herfra vil Sorgen aldrig mig forjage.
	Men den bedrog sig! ogsaa her indsneg
	Hun sig i Dødens Skikkelse — da veg,
	Da flygted' atter den forfulgte Glæde.
	Høit over Skyen den paa Fjeldet steg,
45	Hvor Kongeørnen bygger stolt sin Rede;
	I Taage skjult den Verden saae dernede.
	Først under Alpehyrdens simple Tag
	Drog den Forfulgte frit sit Aandedrag;
	Men snart et Uveir frygteligt sig hæved',
50	Og Torden buldrede og Fjeldet bæved';
	Steenegen splittedes fra Top til Rod,
	Og den af Fjeldets Snee udsprungne Flod,
	Nu voldsomt fra sit Klippeleie drevet,
	Bortskylled' Hytten, som i Veien stod;
55	Men Sorgen hæved' sig paa Stormens Vinger,
	Til Glædens drømte Frihed den sig Svang;
	Og da den Gud, som Lynildstraalen svinger,
	De vilde Kræfters mægtige Betvinger,
	Hvert Element igjen til Taushed tvang,
60	Og standsed' de nedstyrtende Laviner:
	Sad Sorgen bleg og græd paa dets Ruiner —
	Nu flygted' Glæden til en yppig Øe,
	Med al Naturens Herlighed begavet,
	Et lidet Eden midt i Verdenshavet;
65	Men over den oprørte, vilde Sø
	Den fulgte Sorgens liljeblege Mø —
	Da fremgik Glæden for Alfaders Trone,
	Og knælende den bad med bønlig Tone:
	„O, frels mig! frels mig fra den mørke Sorg!
70	I Ørk, i Dal, paa Fjeld, paa Havets Bølger,
	I Hytten og den stolte Kongeborg,
	Mig Arme overalt hun grumt forfølger:
	O, har du Jorden skabt saa underskjøn,
	For at hun blind dens Blomster skal nedtræde?
75	Er Mennesket ei skabt til Held og Glæde?
	Hvad eller skal med Suk Prometheus' Søn
	Misunde Ormen for sin Fod i Støvet,
	Og bande Den, som dettes Fred ham røved',
	Og grusomt skabte til et haabløst Savn?
80	Lad ham ei raabe frugtløst paa mit Navn!
	Lad mig og Sorgen vandre delte Veie!
	Lad hende dvæle ved den Syges Leie!
	Lad hende græde ved den friske Grav,
	Og følge Gubben ved hans Vandringsstav!
85	Lad hende skjule sig i Fængslets Kammer,
	Med Graad og Suk og Savn og navnløs Jammer!
	O, store Fader! o, men hør min Bøn!
	Lad mig uddele Dydens Seiersløn,
	Lad mig hos Ungdom, Kraft og Skjønhed dvæle,
90	Og uforstyrret Fryd og Held uddele!”
	Mild svared' Herren med et Fadersmiil:
	„Din Bøn er opfyldt!” og, med Lynets Iil
	Sig den Bønhørte ned til Jorden skyndte,
	Og jublende sit Budskab der forkyndte.
95	Fra hver en Læbe, Sang og Latter lød,
	Og Mennesket sig nu i Himlen drømte;
	Et Glædesbæger hvert Minut man tømte,
	Og, hvor man Øiet vendte, smiled' Held.
	Men ingen Tak man til dens Udspring sendte:
100	Men ingen Tanke sig mod Himlen vendte! —
	Og Mennesket blev sine Sandsers Træl.
	Saa gik en Tid i uforstyrret Gammen,
	Og ingen Taare slukked' Glædesflammen:
	Den brændte ei som Stjernen himmelsk mild;
105	Den blev en mat, en feberagtig Ild.
	Ei Sjælens Villiekraft bestemte Værdet,
	Og Mandens Pande bar ei Alvorspræg,
	Han var ei meer den stolte Kæmpeeeg,
	I Livets vilde Modgangsstorme hærdet:
110	Det hele Liv blev til en Børneleeg.
	See, da begyndte Jublen sig at tabe,
	Og sløvt og mattet Mennesket at gabe,
	Og den af evig Fryd beruste Sjæl
	At blændes af de aldrig slukte Straaler.
115	Forgjæves Glæden den i fulde Skaaler
	Sin Nectar skjænked' af det rige Væld!
	Forgjæves! — Mat kun hver en Læbe smiilte,
	Og slukt var Øiets straalerige Glands;
	Sletingen fulgte den til Sang og Dands:
120	I Sløvheds Favn hvert Menneske nu hvilte —
	Der stod nu Glæden med sin Enemagt!
	Da savnede den Sorgen, og forsagt,
	Med Krandsen visnet om sit Haar, den ilte
	Ud i den store, stjerneklare Nat!
125	Hvor Sorgen paa en Gravhøi sad forladt'
	Og stirred' gjennem Taarer mod det Fjerne,
	Op til den stille, klare Morgenstjerne,
	Mens Nattergalen tolked' hendes Savn.
	Da nævned' Glæden kjærlig hendes Navn,
130	Og glemmende al daarlig Frygt og Harme,
	Den kasted' sig i Sorgens aabne Arme:
	„O,” raabte den, „hvad var jeg uden Dig!
	Var ei dit Savn, hvad var da al min Vælde?
	Ikkun en tom, snart lydløs Narrebjelde!
135	Du! ogsaa Du gjør Støvet lykkelig!
	Hvis ei Du hæved' alvorsfuld din Stemme,
	Da blev jo Livet til et Gjøglespil!
	Da vilde de i Letsinds Favn forglemme
	Det høie Maal, som de skal stræbe til!
140	Var Mulmet ei, hvor blev da Himlens Smykke,
	Den høie, straalerige Stjernekrands?
	Af Natten stiger herlig Dagens Glands!
	O, hvad var Lyset vel foruden Skygge?
	Kom, lad mig, Søster, til mit Bryst dig trykke!
145	Og, aldrig adskilt meer af Tvedragts Haand,
	Fra Borg til Hytte gaae vi, Haand i Haand!
	Og, gjennem Smiil og Taarer, bringe Lykke!
	Naar da den store Prøvestund er endt,
	Og til sit Udspring Hver tilbagevendt:
150	Da skal vi juble om Alfaders Trone! —
	En Glorie bli'er da din Tornekrone!!”