Guds Venner/11
XI
Neppe er Gjenlyden af Hovslag nede i Borggaard og Porthvælving forstummet, før det banker paa Døren og Konrad træder ind og meddeler, at Hns. Høiærværdighed beder om en Samtale, hvis det ikke er Naadigfruen ubeleiligt at modtage ham.
Øieblikkelig reiser den beskedne Gertrud sig fra det fælles Arbeide — et baldyret Tæppe til Kapellet — ; men et Ord fra Renata faar hende til atter at indtage sin Plads. Mere lydig end beredvillig, thi hun vilde hjertelig gjerne have overladt de To den rummelige Sal for at kunne ile op i "Bystuen" og kaste en lang Række Afskedsblikke efter sin sorte Ridder, som drager ud paa et Eventyr, der mulig kan rumme Fare — thi det er hende ganske ubekjendt — men i alt Fald for flere Dage vil fjerne ham fra Langenstein og hende.
De have ikke længe at vente, før Bisp Ottomar indfinder sig.
Han beundrer det paabegyndte fromme Arbeide, roser det sindrige Vinranke-Mønster med romansk Ornament; formoder, at en saadan Baldyring maa tage lang Tid, men trøster sig med den Betragtning, at Kapellet først skal bygges og at Vintermaanederne ere vel egnede til at fremme Værket. Undrer sig over, at de Regensborger Kjøbmænd føre saadanne Varer som disse kostelig farvede Uldgarn og navnlig denne herlige Silke, og erfarer at den ham velbekjendte Johannes Fugger i Augsborg har skaffet den fra Venedig. Mindes, at Frøken von Laufens Moder altid var flittig med sin Naal, hvilket altsaa er gaaet i Arv til Datteren … bliver efterhaanden mere faamælt … tier … stryger sig med Haanden om Hagen og rømmer sig.
— Det Anliggende, min ædle Frue, paa Grund af hvilket jeg har udbedet mig denne Samtale, er af en saa vigtig og, jeg kan sige, fortrolig Art … det angaar endogsaa Embedssager i en fremragende kirkelig Institutions Tjeneste. Jeg haaber derfor ikke at synes uhøflig, naar jeg beklager, ikke at kunne fremføre det uden for Eders Øren alene.
Med et Blik tillader Renata Svigerinden at trække sig tilbage, hvad denne gjør efter at have neiet sig halvveis ned i Gulvet for Hns. Høiærværdighed, medbærende nogen Tvivl omlangendes den kirkelige Institution, hvis Anliggende skal drøftes i Enrum mellem de To og en dermed forbunden Skinsyge paa den afdøde Broders Vegne; men væsentlig dog baaren af Glæde over at kunne flyve op i "Bystuen" og staa ved det aabne Vindue, før Vincentius er redet over Broen og forsvunden i Kastanieskyggen — —
— Den Institution, som jeg talte om, kjære Renata, begynder Bisp Ottomar, saasnart Gertrud er ude af Døren, er Mittelmynster i Regensborg, som du jo kjender noget til.
Renata nikker med et Smil, der lyser af Barndomserindringernes gyldne Reflex.
— Jeg har leget saa mangen Gang som Barn i den herlige Stiftshave, der stødte op til Tantes.
— Ja, jeg mindes at du har talt derom — hvilket vel kan have været Grunden til at jeg altid særlig har taget mig af dette Stift og dets Interesser. Og du husker sikkert ogsaa nok Abbedissen?
— Moder Mechtildis? Aa hvor skulde jeg kunne glemme hende? saa venlig hun altid var imod mig den Gang. Og dog var det det mindste. Men senere — i hine Karnevalsuger — da fandt hun mig en Dag i en Krog af Haven, hvor jeg var tyet hen for en Gang at græde rigtig ud, og jeg udøste mit Hjerte for hende som ved et Skriftemaal, og hun trøstede og styrkede mig, som ellers vel kun en Moder kan gjøre det.
— Ogsaa for mig havde hun noget Moderligt … O, havde jeg blot anet det … meget forstaar jeg nu af hendes Adfærd … hendes Blik og Mine … særlig da jeg sidste Gang besøgte hende — —. Havde jeg blot anet det!
— Der er dog ikke — tilstødt Søster Mechtildes Noget?
— "Tilstødt" nei, Kjæreste! Gud har kaldet hende til den Salighed, han har beredt sine Udvalgte, til hvilke denne fromme Sjæl tilvisse hørte.
Renata bøier Hovedet. De tie begge en Tid lang.
— Og det er angaaende hendes Død du vil tale med mig?
— Ja.
— Maaske om hendes Bisættelse?
— O nei, det er angaaende en værdig Udfyldelse af den Plads, hun har efterladt tom.
— Men du kan neppe have Brug for mit Raad i den Sag?
— Jeg veed ikke… Jeg har end ikke forsmaaet at raadspørge min Famulus. Hvad tykkes dig ellers om denne unge Mand?
— Han huer mig kun lidt, sandt at sige — jeg veed neppe selv hvorfor. Sætter du Pris paa ham, skal jeg søge at faa et gunstigere Indtryk af ham.
— Vincentius er i hvert Fald et godt Hoved. Det viste han ogsaa ved denne Leilighed, da han uden den ringeste Betænkning strax gjorde den rigtige Bemærkning, at et Stift som Mittelmynster maatte forestaas af en Dame af fremragende Slægt, enten denne nu kan kaldes saa paa Grund af sin Rang eller ogsaa derved at en af Ahnerne har givet Navnet en god Klang i Kirkens Øre. Som Exempel nævnede han min egen Familie, Heinrich von Winterstetten er i vide Kredse kjendt som en af de sidste Korsriddere — hvilket her opveier den høieste verdslige Adelsrang.
— Ja, jeg forstaar det nok. Det var vistnok et Bevis paa megen Kløgt og stor Omsigt hos din Famulus.
Renata ser eftertænksomt ned paa Mønstret i det Arbeide, der ligger foran hende.
— Men jeg husker ikke Nogen af din Familie — ja, det skulde da være Søster Sophia i München — —
Ottomar ryster smilende paa Hovedet. Hans Frænke i Clarisser Klostret i Bayerns Hovedstad har i de sidste ti Aar været stokdøv og allesinde haft en saare spag Forstand.
— Nei nei! Hende kan der ikke godt være Tale om. Men er det slet ikke faldet dig ind, at din egen Slægt befinder sig i ganske den samme Stilling? Valentin von Langenstein var saa god en Korsfarer og er mindst saa velkjendt som Heinrich von Winterstetten.
— Aa, nu forstaar jeg —: det er derfor du vil have mit Raad.
Hun raadspørger atter Mønstret, som om en Vinranke, der snor sig ud og ind mellem romanske Piller og Buer, var de Laufeners Stamtræ. Men paa intet af Bladene synes hun at finde noget brugeligt Navn. De gyldenbrune Øine se fra dem op paa hendes Ven med et Blik, der fortvivler om at hjelpe ham.
— Der er slet intet kvindeligt Medlem af vor Familie som er i Kloster — ikke i den fjerneste Gren. Søster Anna døde i Foraaret, men det veed du formodentlig ikke.
— Nei, det vidste jeg ikke.
— Ja, der er ingen Anden.
— Der er — om end ikke i et Kloster — dig selv, Renata.
— Jeg?!
Hun synker tilbage mod Stolens steile Ryglæn og ser paa ham, som om hun er i Tvivl om, hvorvidt han taler i Alvor.
— Det forekommer dig vel at være en vild og underlig Tanke, og dog er det den første, der faldt mig ind, saasnart jeg var kommen over det Stød, jeg fik ved Efterretningen om min moderlige Venindes Bortgang. Ja det var mig, som om denne Tanke blev sendt mig af hende selv, som om hun pegede paa den Abbedissestol, hun havde ladet tom: — dér skal nu En sidde, som vil være dig uendelig mere til Trøst og Støtte end jeg har kunnet være.
Renata svarer ikke. Hendes Blik undgaar hans — endnu bestandig fængslet af Mønstret.
Hun er rørt og endnu mere forvirret. Hvad skal hun svare ham? Hvorledes tilintetgjøre dette nye Haab, der aabenbart har slaaet dyb Rod hos ham? Hvad Grund skal hun give, som hans Iver ikke strax veed Raad for?
— Jeg seer vel, at det falder dig vanskeligt at gjøre dig fortrolig med denne Tanke og det undrer mig ikke. Tro ikke, at jeg vil trænge ind paa dig, at jeg overhovedet venter noget Svar fra dig nu. Du maa først vide hvad det dreier sig om — hvad en Anstalt som Mittelmynster er og kan blive til, hvad Abbedissens Stilling og Opgave betyder.
Renata nikker. Intet kan passe hende bedre for Øieblikket end at være stum Tilhører.
Hun har taget sin Naal op og sætter regelmæssig Sting ved Sting af den dunkelviolette Uld ind i Skyggesiden af en Drueklase, medens Ottomar, henreven ved Tanken om det kommende Samliv i Regensborg, udbreder sig over Stiftets Historie og Instituter, dets Fortrin fremfor andre lignende Anstalter, dets betydelige Fremtidsmuligheder, dem han aldrig før har set i et saa lovende Lys.
Alt dette hører Renata kun med et halvt Øre.
Skulde hun sige rent ud til ham: "Jeg hører til Gudsvennernes hemmelige Kreds — Sekt, kalde I det, vi selv kalde os Christne — saa du ser selv, at du umulig kan gjøre mig til Abbedisse i saadan et rettroende kirkeligt Stift som Mittelmynster." Det er den afgjørende Grund, og det er umuligt at møde ham med den. Skulde hun beraabe sig paa sin Frihed, som hun maatte give Afkald paa? Vilde han forstaa, at hun for dens Skyld nægter at føie hans brændende Ønske — thi hans Stemmeklang endnu mer end hans Ord forraader, hvilken Magt denne Forestilling og Alt, hvad der knytter sig til den, allerede har vundet over et Sind, der synes at have bevaret Ungdommens Bevægelighed for at parre den med Manddommens Viljesfasthed.
Men giver han hende ikke selv en god Grund i Hænde, idet han nu taler saa ivrig om Stiftet Mittelmynsters gunstige Betingelser og smukke Fremtidsmuligheder?
— Og mit eget Stift, Ottomar? — Borg Langenstein? — Alt, hvad jeg har for med den? Det er en mindre Sag, ganske vist, men det er min egen. Og den skulde jeg nu opgive? Alt hvad jeg har udtænkt mig og drømt og allerede halvveis paabegyndt, det skulde jeg lade i Stikken?
— Visselig ikke, Renata — først og fremmest vil vi føre det videre. Alt skal ske efter dine Anvisninger, lad det være min Sag. Naar du har tiltraadt din Stilling — thi du maa tilbringe et Aarstid i Stiftet, inden jeg kan udnævne dig til Abbedisse. Det er et overordentligt Skridt naturligvis, men du kan fortrøste dig til at jeg skal vide at finde mine Veie. Er du først Abbedisse i Mittelmynster, saa volder Veien fra Regensborg til Langenstein dig liden Vanskelighed. Du kan besøge det gamle Sted, naar du lyster, og kan ogsaa residere her i kortere Tid, af og til, for at tilse Alt, saa du overhovedet har Styrelsen fast i din Haand. Søster Irene, som midiertidig er Viceabbedisse. kan altid indtræde i den Stilling igjen, naar du er borte. Alt det skal jeg ordne paa det Bedste.
— Men det vil aldrig blive det — Stiftet Langenstein vil aldrig blive det, som naar jeg boer her fast og vier det alle mine Kræfter.
— Aa, jeg veed ikke, men vist er det, at det Hele, dit samlede Livsværk, ganske vist vil blive et andet, men kun et uendelig større og rigere. Jeg sagde dig igaar, at dette Langensteiner Stift skulde blive vort fælles Arbeide, et Værk, der atter knytter vore Livstraade sammen. Saaledes skal det ogsaa være, kun at dette Værk gjentager sig paa en langt høiere Skala. Stift Langenstein og Mittelmynster — det er som den samme Choral, først spillet paa et Psalterium og dernæst paa et Orgel.
Renata sukker. Der er sikkert noget lokkende i denne Forestilling. Noget, der taler til hendes Virkelyst, til Vidden af hendes Blik og til den Kraft, hun føler i sig. Noget tillige, der taler til en anden og mere kvindelig Trang hos hende. Og det er, som om han følte det, og intet Øieblik forsømte nu at henvende sig til den.
— Denne nye Borg Langenstein skulde blive et Hjemsted for vort nye Samliv, men hvor langt fuldkomnere og friere vil det ikke kunne udfolde sig i Regensborg! Kun enkelte Besøg kunde føre mig hid som en forholdsvis sjelden Gjæst. Dér vil mit Embede og dit bestandig bringe os sammen paa den utvungneste Maade. Og ikke blot det. Abbedissen i Mittelmynster er ikke fængslet indenfor fire Klostermure, om end Søster Mechtildis af eget Valg levede saaledes strengt klosterligt; hun havde en tung Sorg, som hun aldrig helt forvandt og som vendte hendes Sind ganske bort fra Verden. Du har Frihed til at deltage i al ædel Selskabelighed i de Regensborger Ridderhuse og i mit Palads; end ikke en Ordensdragt behøver hæmmende at adskille dig fra Andre af din Alder og dit Kjøn; jeg har som Barn set Søster Mechtildis' Forgængerske stoltsere i Fløiel og Silke i min Onkels Høiloftsal. Saaledes vil vi bestandig træffes, have hundrede tilfældige og aftalte Smaamøder at haabe paa og glæde os til — — —
Ottomar er staaet op og gaar frem og tilbage i Salen, fra Vinduet til Kaminen, der i sin mægtige Opbygning med sin svære Røghat og sine pudebelagte Siddepladser optager næsten Halvdelen af den korte Væg og ser ud til at kunne sluge en hel Birk paa een Gang. Solen skinner ind gjennem de rubinrøde, violette, gyldengule og orangefarvede Ruder, som danne Langensteinernes Vaaben, og Arnestedets grønne Kakler kaste deres egen Glands og Farve tilbage.
Med hastige, elastiske Fjed maaler Bispen den brogede Lysbro langs hen over det blanksorte Egetræsgulv, alt imens han udmaler det glimrende Regensborger Billede.
Renata har glemt sit Arbeide og følger ham med et Blik, der er varmere og mere lysende end hun selv veed af. Det er hjertevarmende at se, hvor ungdommelig han lever op i denne Drøm; det giver Lys i Sindet at drømme den med — blot for et Øieblik, om den end aldrig kan blive til Virkelighed.
Men da han ser hen paa hende med et halvt forventningsfuldt Smil, føler hun, at der er for meget Liv i hendes Blik og tyer atter til Naal og Garn.
— Men har du ogsaa tænkt paa, om du ikke derved vilde skade dig selv og din Stilling alfor alvorlig? Har du overveiet, hvilke Farer et saadant Forhold er omgivet af og hvad onde Tunger kunne gjøre ud af det?
Ottomar er blevet staaende ved Kaminen.
Da han ikke svarer, vover hun imellem to Sting at skotte derhen.
Han ser ud, som om han var til Sinds at lade alle saadanne onde Tunger rive ud med Jerntænger og brænde dem og lade deres Aske spredes for alle Vinde, at end ikke en enestes Støvgran kunde finde sammen igjen ved det sidste Basunstød for at aflægge Vidnesbyrd imod ham og hans Hjertes Dame.
Hun har vel ogsaa i unge Dage ved en sjelden Leilighed glimtvis set noget af denne Side hos ham. Men hvad der den Gang gnistrede rødt, det lyser nu hvidglødende — det blænder og skræmmer hende. Hun er glad ved atter at fæste Blikket paa sin Vindrue, der svulmer med en halv Snes Sting, før han har fundet sin Tunge, der nu taler saare behersket.
— Du har berørt et Punkt, som visselig maa omtales. De "onde Tunger" faa vi at gjøre med i hvert Fald. Vi maa tage Hensyn til dem og vi maa sætte os ud over dem — begge Dele til en vis Grad, her som der. Jeg er ikke vis paa, om de ikke vil være farligere her, hvor du lever i Afsondrethed, hvor mine Besøg hverken kan eller skal skjules, medens dog vor Samværen unddrager sig den almindelige Opmærksomhed. Naar jeg siger "farlig", tænker jeg derved ikke paa min Stilling men paa dit gode Navn.
Renata nikker og under sig et hurtigt Blik.
I hans Øine er der Ømhed og Bekymring, om hans Mund et Træk, der tydelig nok viser, at denne Mand holder sin Stilling for saa høi og saa fast, at Mængdens Mundsveir er ham som den Blæst, der hvirvler Veistøvet op under Hovene af hans Hest.
— I Regensborg derimod vil selve den aabenlyse Offentlighed, hvormed vort Forhold optræder, være dets bedste Værn mod Pøblen — hvorved jeg forstaar den i Fløiel og kosteligt Pelsværk, thi den er det, vi har at gjøre med. Den vil skumle og hviske i Begyndelsen, ganske vist, men den vil snart vænne sig dertil og endelig stiltiende anerkjende vort Forhold, som saa mangt et mindeligt Venskab mellem en Prælat og en ædel Ridderdame er blevet det — anerkjendt som en høibaaren aandelig Ægtepagt.
Renata bøier sig dybere ned over sit Arbeide, som hun endog saaledes neppe kan se.
— Men er saadanne onde, vrangtydende Tunger, den eneste Fare, Ottomar? Er der ikke en langt større Fare, der truer os, skjult i os selv?
Lyden af hendes egne Ord jager hende en Skræk i Blodet. Hun ønsker dem uudtalte. En stingende Smerte i Spidsen af den venstre Tommelfinger er hende en velkommen Afleder. Det koster hende Anstrengelse at tilbageholde et lille Smertes-Udbrud, og denne Selvbeherskelse giver hende lidt af hendes Ro tilbage.
Ottomars Stemme lyder uventet nær, lige over hende.
— Dette forestiller ganske vist hin "rette Vinstok", som Evangelisten taler om; men du farver den med for ægte Purpur — det er dog kun et baldyret Billed.
Hun ser ned. En Bloddraabe er faldet fra hendes Finger ned paa et af de foretegnede Bær.
Ottomars Haand lægger sig paa hendes Skulder.
— Renata, lad os ikke med vort Hjerteblod farve et Billed, en tom Skygge! Det Samliv, der skulde have været vort, er forspildt ved mit Daarskab, mit Vanvid. En Skygge — mit Tungsind, min arvede Sjæleangst — sugede dets friske Ungdomsblod, til den fik Livsens Farve og for mig blev mere virkelig end Virkeligheden. Se, Forsynet har i sin Miskundhed skjænket os denne nye Mulighed — skal vi skyde dets Gave fra os, sky den af Frygt for en Skygge, Spøgelset af en Fare i os selv? Bedre trodse denne Fare, bedre bekjæmpe den, bedre — ja, jeg vover at sige det — bedre bukke under for den, end paa Forhaand af den lade os skræmme bort fra den Lykke, der endnu kan og skal blive vor.
Renatas Hoved synker ned paa hendes Arm, der hviler ved Siden af det forsømte Broderi. Fra et gult Glarstykke i et Vaabenfeldt glider en Straale ned over de brune Fletninger, overglitrende dem med et gyldent Glandsskjær. Med Ømhed hviler Ottomars Blik paa denne Haarfylde, og den Tanke glæder ham, at den ikke behøver at falde for Saxen, som den maatte have gjort, hvis hun traadte ind i et almindeligt Nonnekloster.
Saa sikker er han allerede paa at sætte sin Sag igjennem.
— Det er ikke saadanne Farer, hverken ydre eller indre, der vil have Magt til at staa os i Veien, fortsætter han, idet han med Opbydelse af sin Viljeskraft vender sig bort, thi han føler Fristelsen til at trykke et brændende Kys paa denne buede Nakke dér hvor dens varme Elphenbensfarve glider ind i Haarets bløde Skygge.
Renata har en Fornemmelse, som om et Tryk blev løftet fra hende, da han fjerner sig og gjenoptager sin Vandring frem og tilbage mellem Vindue og Kamin.
— Men, som jeg sagde dig, jeg vil ikke trænge ind paa dig nu, jeg venter ikke, at du skal træffe nogen Afgjørelse. Saa vigtigt et Livsskridt bør man overveie vel. Jeg kan ogsaa tænke mig ganske andre Betænkeligheder, som kunne opstaa, maaske allerede ere opstaaet hos dig. Du er ikke som de Andre, dine Følelser, dine Anskuelser ere ikke Mængdens. "Hvorledes vil jeg passe ind dér i Mittelmynster? Vil jeg kunne aande i denne Luft, under Trykket af al denne lavpandede Massetro og sneverhjertede Fromhed?" thi saaledes vil du forestille dig Gjennemsnitsaanden i en saadan Klosteranstalt, og stort mere maa man heller ikke vente sig. Det er naturligt, at et saadant Spørgsmaal reiser sig. Men du maa betænke, at Hyrdinden skal staa over Hjorden … Dog kan hænde, du endogsaa siger til dig selv: det vilde være et Bedrag, om jeg traadte ind i en saadan kirkelig Stilling.
Renata ser et Øieblik op paa ham — næsten forfærdet: — "Ligge mine hemmeligste Tanker da aabne for denne Mand som en Bog?"
— Derfor siger jeg dig udtrykkelig: Gjør dig ingen tomme Skrupler over Sligt. Du talte igaar om Mester Eckehart. Hvor forskjellige vare ikke hans dybe religiøse Tanker og Syner — forskjellige navnlig i deres eiendommelige personlige Udtryk — fra hvad der er og maa være det officielle Kirkesprog! saa forskjellig endogsaa, at det er lykkedes vor Ordens Modstandere hos en Pave, der havde solgt sig til Frankrig, at sætte denne tydske Tænkers Fordømmelse som Kjætter igjennem. Men indtil sin Død indtog han Kirkens høieste Lærestol i Tydskland, maaske i Christenheden. Troer du, han stod der med Skrupler i Sindet? At han ikke tvertimod sagde til sig selv: just det, at jeg tænker dybere og ser høiere end Mængden af Kirkens Lærere, just det forpligter mig til at staa her?
Renatas Hoved er atter sunket ned paa hendes Arm.
Hun aander tungt, næsten stønnende.
Et helt Chor af Stemmer i hendes Indre byde hende at lytte til denne Røst, saa kjær og saa kjærlig, men fremfor Alt saa forstandig og verdenserfaren, saa bekymret for hendes Vel og tillige saa myndig og mægtig til at fremme det. —
Men en enkelt Røst gjennemtrænger dette Chor og vil ikke lade sig overdøve: — "Ja, lyt! og mærk dig det! Hør ham, han har Ret — paa sin Vis. Han maa jo vide det bedst, for han er Kirkens Mand, og den Vei, han viser dig, er Kirkens og Verdens Vei; det er ikke Guds Venners Vei. Lyt og mærk dig hans Ord! thi du maa vælge nu mellem ham og den Anden, mellem Kirkens store Ven og Guds store Ven, mellem din Ungdoms Elskede og Mesteren, hvis Ord og Skrifter, hvis gode Exempel har været din Støtte, din Trøst og dit Haab, ham, hvem du har taget i Guds Sted for at sidde ved hans Fod. Hvad vil der blive af dette Discipel-Forhold, naar du residerer som Abbedisse i Mittelmynster-Stiftet i Regensborg? — Lyt og vælg!"
Ottomar er standset — er traadt nærmere. Hun veed, at han staar foran hende, paa den anden Side af Bordet. Hun føler hans Blik hvile paa sig.
— Veed du, Renata, hvorfor jeg er her paa Borg Langenstein.
— For at se mig igjen.
Hun ser op med sit lysende Smil, idet hun møder hans sælsomme Spørgsmaal med sit enfoldige, ligefremme Svar.
Saa enfoldig-ligefremt, at han trods sin bekymrede Alvor selv maa smile, da han svarer: —
— Du har Ret. Det var Grunden. Men vi Mænd — og navnlig Mænd i min Stilling — vi have ofte en Dobbeltgrund. En, udaf hvilken vi handle, og en, hvormed vi forklare vor Handling for Andre og ofte nok for os selv med. En saadan Skingrund var den, at du er mistænkeliggjort som Kjætterske.
— Saa er du her for at forhøre mig?
— Jeg er her, som du selv sagde, for at se dig. Saa liden Vægt lagde jeg paa hine Anklager, at jeg neppe engang, da jeg besluttede mig til at reise hid, tænkte paa at jeg ogsaa kunde komme til at beskytte dig. Men sikkert er det, at der er dem, som vil dig ondt, og jeg har efter at være kommen hid — paa Grund af Undersøgelser, som jeg har anstillet — faaet den Overbevisning, at de sidde i dit umiddelbare Nabolag, at du har en Fjende i Langenstein By — ikke paa nogen Maade nogen høitstaaende Person, men maaske dog ikke ufarlig.
— Jeg veed vel hvem det er.
Ottomar nikker.
— Ogsaa dette Lod maa lægges i Skaalen, naar den skal give den rette Vægt. Det tynger svært til Fordel for Regensborg og imod Langenstein. Allerede det, du er borte fra sligt speidende Naboskab, er en stor Vinding. En større er det, at du ved at indtræde i Mittelmynster giver det bedste Svar paa saadanne anklagende Rygter — og at jeg selv fuldender det ved at gjøre dig til Stiftets Abbedisse. Du har ikke glemt hvad jeg sagde dig igaar om det Uveir, der trækker op fra Vælskland, og at den er klog, som i Tide tyer til Kirkens sikreste Ly. Hvor er det sikrere end under selve min Krumstavs Skygge? og dertil har idag denne Vei aabnet sig paa en uforudset Maade. Giv mig intet Svar nu, men tænk over det, Renata!
Hun hører hans Skridt over Gulvet, hører Døren aabnes og lukke sig efter ham.
Hører de mange Stemmer i sit Indre og den ene Røst: —
"Hør ham! Han viser dig sin Vei og Kirkens. Den Vei, der fører bort fra Faren, bort fra Martyriet — og bort fra Guds vennernes Vei!"