Højesterets Votering til Dommen af 15. Oktober 1886
HØJESTERETS VOTERING TIL DOMMEN AF 15. OKTOBER 1886
Nr. 177. Advokat Klubien ctr. Sigvald Conrad Christian Olsen for Overtrædelse af § 3 i foreløbig Lov af 2. November 1885 angaaende Tillæg til den almindelige borgerlige Straffelov. Ved Criminal- og Politirettens Dom af 17. April 1886 var Tiltalte anset med Fængsel paa Vand og Brød 3 ✕ 5 Dage.
VOTA
Koch. Tiltalte er født den 27. Aug. 1854 og ikke funden forhen straffet. Angaaende Sagens Faktum henvises til den trykte Dom. Nærværende Sag frembyder til Afgørelse det vigtige Spørgsmaal, om den provisoriske Straffelov af 2. Nov. 1885 endnu er bestaaende. Defensor her for Retten har besvaret dette benægtende, idet han støtter dette paa 3 Betragtninger, dels at den overhovedet aldrig har været gjældende, dels at den senere er hævet som Følge af, at et i Rigsdagens Folketing ved privat Initiativ indbragt Lovforslag af samme Indhold som den provisoriske Straffelov den 21. Dec. f. A. blev nægtet Fremme ved en Dagsorden, ved hvilken tillige den foreløbige Lov erklæredes forkastet, dels endelig, at den da i alt Fald maa være bortfalden, fordi den ikke er bleven vedtagen af Rigsdagens tvende Thing, inden Rigsdagens Samling sluttede den 8. Febr. d. A., idet han derhos har giort gjældende, at disse Lovens Gyldighed angribende Omstændigheder efter almindelige criminelle Principer maa have tilbagevirkende Kraft. Han har derhos begrundet sin Frifindelsespaastand principalt paa denne hans Opfattelse, hvorhos han aldeles subsidiært, for det Tilfælde, at den foreløbige Straffelov dog anses endnu gjældende, har paastaaet Tiltalte frifunden, fordi de under Sagen omhandlede Artikler i »Socialdemokraten« formentlig ikke falde ind under bemeldte Lovs § 3. Om Højesterets Competence er ingen Tvivl, da der ei er rejst nogen Indsigelse, hentet fra, at den foreløbige Lovs Fremkomst ikke var knyttet til »særdeles paatrængende Tilfælde«. Hvad Defensors første Indsigelse, at den provisoriske Lov aldrig overhovedet har været gjældende, angaar, da gaar den ud paa, at Loven ikke er given, medens »Rigsdagen var samlet«, jfr. Grundlovens § 25, idet Rigsdagens Møder ifølge kgl. aabent Brev af 23. Oktober f. A. paa Udstedelsestiden kun vare udsatte; men denne Betragtnings Rigtighed kan jeg ikke anerkjende, da hiin Udsættelse virkelig bevirkede, at Rigsdagen den 2. November f. A. faktisk ikke var samlet, hvilket efter Grundlovens § 25 maa være tilstrækkeligt. Mod Lovens Fremkomst som provisorisk kan saaledes intet indvendes. Hvad dernæst angaar den anden Indsigelse, vedrørende det private Initiativs Betydning, da er det første Gang dette Spørgsmaal foreligger til Afgjørelse. Der kan i saa Henseende ingen parlamentarisk Praxis paaberaabes, og navnlig kan ingen Slutning drages fra I. A. Hansens Optræden i 1858, eftersom det af ham forelagte private Lovforslag dengang ikke gjennemførtes, da den vedkommende provisoriske Lov faktisk ved Samlingens Slutning betragtedes som bortfalden. Ved Siden heraf har Defensor nu paaberaabt sig til Støtte for sin Anskuelse paa dette Punkt dels flere Retslærdes Udsagn, dels Sagens Natur. Ganske vist har nu ogsaa Prof. Matzen i sin Statsret anerkjendt det private Initiativs Berettigelse paa dette Omraade, men vel at mærke kun som en Modvægt mod Regeringens grundlovsstridige Undladelse, altsaa specielt for det Tilfælde, at en Regering maatte undlade at opfylde Forskrifterne i Grundlovens § 25 om, at den foreløbige Lov »bør forelægges den følgende Rigsdag«, et Tilfælde, som jo ikke laae for her, da Regjeringen allerede den 19. December f. A. havde forelagt et til den provisoriske Straffelov svarende Lovforslag i Landstinget. Paa samme begrændsede Maade maa formentlig afdøde Prof. Holcks i lignende Retning gaaende Udtalelse forstaas. Derimod har Defensor ikke særlig paaberaabt sig, at Folketingets Formand Berg den 12. Oktober 1885 har udtalt sig til Gunst for det private Initiativs Berettigelse — en Udtalelse, som naturligvis ingenlunde kan tillægges nogen afgjørende, statsretlig Betydning. Hvad angaar Henvisningen til Sagens Natur, da har Defensor fremhævet, at stor politisk Fare kan resultere deraf, at det private Initiativ ikke anerkjendes. Det skal nu ogsaa ganske vist indrømmes, at dette kan tænkes at kunne faae Betydning for Statslivet, forsaavidt det kan tænkes, at en Regjering vilde »sylte« den provisoriske Lov i det regjeringsvenlige Thing og derved forhindre, at den naaede til Behandling i det andet Thing, saa at den blev gjældende fra det ene Aar til det andet. Men hertil maa dog bemærkes, at Grundloven gjennemgaaende ikke kan siges at skabe stærke Garantier mod constitutionelle Misbrug, ligesom det da overhovedet er meget svært at skabe en virksom Garanti mod en myndig Regjering; dog kunne slige Misbrug fra Regjeringens Side dog altid af Folkethinget mødes med en Anklage for Rigsretten; men langt værre er det, naar der er Misbrug fra det ene Things Side; overfor en slig Eventualitet er ingen Garanti mulig — overfor Finantslovnægtelse eller Visnepolitik, hvis man vil anse saadanne for politiske Misbrug, staar man ganske uden constitutionelle Garantier. Den naturlige Forstaaelse af Grundlovens § 25 maa formentlig føre til, at ligesom det er en Regjerings Pligt, saaledes er det ogsaa dens Eneret at forelægge den provisoriske Lov for »den følgende Rigsdag«. Det er dens Forslag, som, naar det forkastes, medfører den provisoriske Lovs Bortfalden, og det er uberettiget, naar Alberti i Folkethinget den 19. Dec. f. A. forelagde Forslaget som sit. Naar Grundloven siger, at Regjeringen skal forelægge den provisoriske Lov, saa maa heri ligge en Ret for Regjeringen til at bestemme, naar og i hvilket Thing den vil foretage Forelæggelsen. Det er rigtigt nok, at Grundlovens § 44 anerkender ethvert af Thingenes private Initiativ, men heraf følger kun, at det ikke udelukkende er forbeholdt Regjeringen at foreslaa Love, derimod ikke, at et alt af Ministeriet i et af Thingene forelagt Lovforslag samtidig ved det private Initiativ kan optages og fremlægges i det andet Thing. Saadant strider ligefrem mod den aandelige Eiendomsret, men endnu mere mod det parlamentariske Forhold mellem de to Thing og mod Grundlovens Aand. En slig Lære vilde kunne afføde højst mærkelige Consekventser: den alt paabegyndte Behandling i det ene Thing af det ministerielle Lovforslag maatte efter min Formening standse, naar det andet Thing forkastede det tilsvarende private Lovforslag, men det vilde tydelig nok være stridende mod vigtige parlamentariske Principer. Forholdet mellem § 56 og § 57 i Grundloven af 5. Juni 1849 viser dette: det ene Thing er derefter pligtig at behandle de Lovforslag, der efter at være endelig behandlede oversendes det fra det andet Thing, men denne Forpligtelse kunde jo ikke opfyldes, hvis det ene Thing ved privat Initiativ kunde tage det i det andet Thing forelagte Lovforslag inden dets Tilendebringelse dér under Behandling og forkaste det, eftersom det Lovforslag, som er forkastet af et af Thingene, efter fornævnte § 56 ikke oftere kan foretages af samme Thing i samme Samling. Hvis man vilde anvende dette Princip paa Finantslovforslaget i Landsthinget, skulde man nok fra Folkethingets Side høre Klager over Indgreb i Folkethingets grundlovsmæssige Prærogativer; ja, hvad vilde skee, ifald Regjeringen fandt paa at forelægge det samme Lovforslag i begge Thing paa samme Tid? Efter min Formening kan ingen med Berettigelse tage Regjeringens i det ene Thing forelagte Lovforslag og inden dets tilendebragte Behandling der forelægge det i det andet Thing som sit eget, og jeg mener derfor ogsaa, at Alberti har været ganske uberettiget til den 19. Dec. f. A. at forelægge et til den provisoriske Straffelov svarende privat Lovforslag i Folkethinget, og at denne provisoriske Lovs fortsatte Gyldighed ingenlunde paavirkes ved Folkethingets den 21. Dec. f. A. foretagne Forkastelse af Albertis Lovforslag. Jeg kommer herefter endelig til det 3die af de af Defensor reiste Spørgsmaal: har den provisoriske Straffelov da overlevet Rigsdagssamlingens Slutning d. 8. Febr. 1886? Dette Spørgsmaal har ikke den samme constitutionelle Betydning som det foregaaende, thi selv om det besvaredes benægtende, kunde Regjeringen jo finde sig foranlediget til, efter Samlingens Slutning paany at udstede en lignende foreløbig Lov, en Foranstaltning, for hvilken Ansvaret ikke kunde blive stort større end for den første Udstedelse af den vedkommende provisoriske Lov. Nogen Rigsdagspraxis m. H. t. Besvarelsen af dette Spørgsmaal vides ikke at foreligge reent og klart. I en Betænkning af et Landsthingsudvalg i 1857 udtales det vel, og ligeledes i en Udvalgsbetænkning i Folkethinget i 1862, at den foreløbige Lov, som er forelagt Rigsdagen og ikke, inden Rigsdagen skilles ad, er bleven vedtaget, dermed taber sin Gyldighed. Og det Grundlovsudvalg, som i 1849 bevirkede Indsættelsen af § 30 i Grundloven af 1849, som ikke fandtes i det oprindelige Grundlovsudkast, udtalte ogsaa udtrykkeligt, at den provisoriske Lov altid maatte forelægges den umiddelbart følgende Rigsdag, »uden hvis Bekræftelse Loven bortfaldt«. Men man fristes virkelig til overfor dette Faktum at spørge: hvorfor blev disse Ord da ikke optagne i Grundlovens § 30, naar det var Meningen, at det skulde være Reglen? Mellem de Retslærde er der megen Tvivl angaaende dette Spørgsmaal. Af J. E. Larsens Udtalelser skjønner jeg ikke, at der kan udledes noget Bestemt. Scheel siger udtrykkelig, at en provisorisk Lov kan overleve vedkommende Rigsdagssamlings Slutning, og i samme Retning gaae Matzen og Holck, idet de i det private Initiativ finde det fornødne Correctiv imod Consekventserne af denne Regel. Jeg mener, at overvejende Grunde virkelig tale for, at den foreløbige Lov. vedbliver at være gjældende, indtil den forkastes af et af Thingene, selv om vedkommende Rigsdagssamling overskrides. Der maa en særlig Akt til, for at en lovligt bestaaende Lov skal kunne bortfalde — en Forkastelse i et af Thingene, en udtrykkelig Tilbagekaldelse af Loven af Regjeringen eller Afløsning ved en ny Lov, som betegner sig som saadan. Naar Rigsdagen slutter, uden at have faaet senteret over den provisoriske Lov, maa den blive staaende udover Samlingens Tilendebringelse. Dens Bortfalden eo ipso ved Ikke-Antagelsen inden Samlingens Afslutning, er en reen Theori, der ikke staaer nogetsteds og som ikke ligger saa bestemt og nødvendig i den provisoriske Lovs Natur, at man udenvidere tør slaae den fast, og de tænkelige Misbrug, som kunne resultere af Overlevelsen, kan ikke afgjørende tale derimod. Kun naar Regjeringen har undladt sin grundlovsmæssige Pligt til at forelægge den provisoriske Lov for »den følgende Rigsdag«, maa Lovens Bortfalden eo ipso antages at blive Følgen af Rigsdagssamlingens Slutning. Det gaaer overhovedet næppe an at sætte en altfor radikal Begrændsning for den provisoriske Lovs Gyldighed. Naar den nu f. Ex. afløses ved en af Rigsdagen vedtagen anden Lov, skal denne sidste jo for at faae Lovskraft godkjendes af Kongen; skeer Vedtagelsen i Sessionens Slutning, kan Godkjendelsen jo tage nogen Tid, saa at der efter Ses- sionens Slutning kunde blive et Tidsrum, i hvilket den nye Lov ikke endnu havde faaet Lovskraft; vilde man her antage, at den provisoriske Lov var bortfalden eo ipso ved Rigsdagens Vedtagelse af den nye Lov, saa blev Følgen heraf jo, at der vilde blive en Mellemtid, hvor man slet ingen Lovordning af det paagjæl- dende Forhold havde. En saadan Urimelighed kan jeg ikke være med til at sta- tuere. Min Besvarelse af det ovennævnte Spørgsnaal er altsaa den, at jeg anseer den provisoriske Lov gjældende udover Rigsdagens Slutning den 8. Febr. d. A. — Efter at jeg saaledes har gjennemgaaet hver enkelt af de 3 af Defensor frem- satte Indsigelser mod den provisoriske Straffelovs Gyldighed indtil dette Øie- blik, skal jeg udtale mig om det Spørgsmaal, hvorvidt da Tiltalte for sit under Sagen omhandlede Forhold kan straffes efter den nævnte Lovs § 3, hvad jo Ak- tionsordren alene lyder paa: Den provisoriske Straffelov er en høist vanskelig Lov at forstaae, idet Ordene er meget vide og ample og passe omtrent paa en- hver Injurie; dette gjælder navnlig dens § 3. I Lovens Præmisser henvises til fremmed Lovgivning og der siges, at Loven er motiveret ved Trangen til at træffe Foranstaltninger, fornødne til Beskyttelse af den offentlige Ro og Orden. Kilden eller Forbilledet til Loven er den tyske Straffelov, men naar denne sidste udtrykkelig nævner Ophidselse til Voldsgjærninger, er herved skabt et langt klarere Fundament end ved den provisoriske Straffelov, ved Forstaaelsen af hvis § 3 man formentlig maa være berettiget til at gaae ud fra, at Forudsætnin- gen for det Straf bare skal være, at den vedkommende Handling er farlig for den offentlige Ro og Orden. Det skal med andre Ord ikke til Anvendelsen af § 3 være nok, at den paagjældende Udtalelse er nedsættende for Andre; det maa tillige kræves, at Udtalelsen skal være ophidsende, opfordrende til at foretage Handlinger, som kunne blive til Fare for den offentlige Ro og Orden. Men no- get saadant kan ikke siges at være Tilfældet med de heromhandlede Artikler. De er meget dadelværdige og tendentiøse, men ikke videre, og jeg troer, at For- fatteren har været i god Tro med Hensyn til en Overtrædelse af § 3 i den provi- soriske Straffelov, som han ansaae bortfalden ved Folkethingets Afstemning den 21. Dec. f. A. Maaske Artiklerne kunne siges at staae paa Grændsen, men egentlig faretruende for den offentlige Ro og Orden seer jeg dog ikke, at de ere. Det kan være, at den provisoriske Straffelovs § 3 nærmest er rettet mod Social- demokratiet, skjøndt jeg ikke troer det, men her have vi ialtfald kun Artiklerne efter deres Ordlyd at holde os til. — Jeg kan derfor ikke anse Tiltalte straf bar efter den provisoriske Straffelovs § 3, og maa frifinde ham, dog med Paalæg af Aktionsomkostningerne. Jeg er lidt i Tvivl om, hvor høit Salærerne for Højeste- ret bør sættes. Hensynet til, at Sagen har varet henved 3 Dage i Skranken, taler for at sætte det temmelig høit, men paa den anden Side vil der være noget Uretfærdigt i, at Tiltalte kommer til at undgjælde, fordi hans Sag tilfældigvis er bleven den første Provisoriesag; jeg vil under Hensyn hertil ikke sætte Salærerne højere end til 830 Kr. — Selv efter det Resultat, som jeg saaledes stemmer for, kan man dog ikke undlade i Præmisserne at komme ind paa at omtale Spørgsmaalet om den provisoriske Straffelovs Gyldighed, saameget mindre, som Tiltalte jo selvfølgelig, under Forudsætning af, at den ikke er gyldig, ikke burde paalægges Udredelsen af Aktionsomkostningerne. —
Nyholm. Mod at Højesteret under nærværende Sag tager Spørgsmaalet
om Gyldigheden af den provisoriske Straffelov af 2. Nov. 1885 under
Paakjendelse kan Intet være til Hinder. Hvad da først angaaer Spørgsmaalet om,
hvorvidt Udstedelsen af den nævnte foreløbige Lov var berettiget efter Grundlovens
§ 25, kunde ganske vist Adskilligt tale for den af Defensor hævdede
Betragtning, at Rigsdagen som kun foreløbig udsat maa siges den 2. Nov. 1885 at have
været »samlet«, men jeg tillægger dog ikke denne Betragtning tilstrækkelig
Betydning til derpaa at støtte en benægtende Besvarelse af det anførte Spørgsmaal.
Vigtigere for mig ere Spørgsmaalene, om den provisoriske Lov ikke er
bortfalden ved det Passerede den 21. Dec. f. A. (Forkastelsen i Folkethinget af
Albertis tilsvarende private Lovforslag) eller den 8. Febr. d. A. (Rigsdagssessionens
Afslutning). Hvad er den foreløbige Lovs Natur? Jeg seer i den kun et
Regjeringsforslag, udgaaet fra Statsraadet, som Kongen paa Grund af de særlige,
forhaandenværende Omstændigheder har en grundlovsmæssig Ret til at
godkjende og denne Allerhøjeste Sanction følger Lovforslaget, saalænge det
bestaaer som saadant. Naar det er almindelig anerkjendt, at en saadan
provisorisk Lov taber sin Gyldighed ved blot at forkastes i et af Rigsdagens Thing, saa
er dette netop begrundet i, at den foreløbige Lov kun er et Lovforslag. Denne
Opfattelse er hverken fra igaar eller idag; den hidrører fra en Tid, da der endnu
var Enighed mellem Folkething og Landsthing; den kom frem i en
Landsthingsbetænkning i 1857 (Rigsdagstid. f. 1857 Anhang B. Sp. 181 ff.) og er senere
godkjendt af Folkethinget og Regeringen, f. Ex. i 1862, og den er godkjendt af
flere af vore Retslærere, som Holck og navnlig Matzen, der udtrykkelig
fremhæver, at den provisoriske Lov er et Lovforslag, ikke blot overfor Rigsdagen,
men ogsaa overfor Kongen. — Med denne Betragtning for Øie, fører Sagens
Natur da formentlig til, at naar den reviderede Grundlov af 1866 i § 44, jfr. § 62,
giver ethvert af Rigsdagens Thing Ret til at foreslaae og for sit Vedkommende
at vedtage Lovforslag, maa Formodningen være for, at dette ogsaa gjælder
provisoriske Love; skulde en Undtagelse i saa Henseende anerkjendes, maatte
dette være udtrykkelig udtalt i Grundloven, og af Ordene i § 25 kan saadant
ialtfald ikke udledes; thi der siges ikke med et Ord, at det er Kongen eller hans Regjering, der skal forelægge Loven, men kun, at den skal »forelægges«, i
hvilken Henseende skal bemærkes, at medens dette Udtryk eller Ordet
»fremlægges« i §§ 16 og 48 vel forstaas som kun givende Regjeringen en saadan Ret, er
der andre Steder i Grundloven, see saaledes § 50, hvor Ordet »forelægges«
ingenlunde involverer Nødvendigheden af, at dette skal skee ved Regjeringen,
men tvertimod af Thinget selv. At tale om, at Grundlovens § 25 skulde give
Ministeriet en Eneret til at forelægge den provisoriske Lov for »den følgende
Rigsdag«, er ganske urimeligt; fra Regjeringens Pligt i saa Henseende kan
maaske sluttes til en Ret, men paa ingen Maade til en Eneret, og en slig Eneret vilde
da ogsaa være den besynderligste Ting af Verden, ved hvilken jeg ikke skjønner,
at noget kunde vindes for Regjeringen. Regjeringen fritages ingenlunde for sin
Pligt, fordi det private Initiativ benyttes af en Anden. Svaret paa Spørgsmaalet
om den provisoriske Lovs fortsatte Gyldighed vil blive eens, hvadenten det er
Minister Nellemann eller Folkethingsmand Alberti, der spørger, naar kun
Spørgsmaalene er ganske de samme. Og paa den anden Side: Nægtelsen af det
private Initiativ kan føre til, at Grundlovens § 2 af en extravagant Regjering
kan gøres til et dødt Bogstav. Kun naar man anerkender Berettigelsen af det
private Initiativ, kan man antage, at den provisoriske Lov kan overleve
Rigsdagssessionens Slutning, da der under denne Forudsætning i Ikke-Benyttelsen
af det private Initiativ kan lægges et stiltiende Samtykke til Lovens fortsatte
Gyldighed fra Rigsdagens Side. Førstvoterende har fremsat en Række
Etikettebetragtninger angaaende det Uheldige i, om det ene Thing saaledes skulde ved
Benyttelsen af det private Initiativ kunne rive et Lovforslag fra det andet Thing,
hvis Behandling dette alt havde paabegyndt; jeg har hertil kun at bemærke, at
jeg ikke er istand til at indse, at det private Initiativs Benyttelse kræver Ophør
af et af Regjeringen forelagt Lovforslags Behandling i det andet Thing, og jeg
seer ikke, hvad der i og for sig skulde hindre dette Thing fra at fuldende sin
Behandling af Regjeringsforslaget og derefter at oversende det til det førstnævnte
Thing, uanset det efter det private Initiativ Passerede. Men ialtfald maa det da
staae fast, at Etikettehensyn ikke kunne føre til Tilintetgørelsen af en Ret, som
ellers maa erkjendes hjemlet ved Lovgivningen. I Henhold til det saaledes
Bemærkede, mener jeg altsaa, at den provisoriske Straffelov af 2. Nov. 1885 maa
anses bortfalden ved Folkethingets Afstemning den 21. Dec. 1885. — Men selv
om man ikke antager dette, anseer jeg det dog ialtfald for utvivlsomt, at den
provisoriske Lov af 2. Nov. 1885 maa være bortfalden ved Rigsdagssessionens
Slutning den 8. Febr. d. A. Er den provisoriske Lov kun efter sin Natur et
Lovforslag, maa den dele Skjæbne med andre Lovforslag, men intet Lovforslag
kan jo overleve en Rigsdag — det maa da forelægges paany i den næste
Samling — og saaledes kan den provisoriske Lov heller ikke overleve Slutningen af »den følgende Rigsdag«. Dette Resultat bestyrkes ogsaa ved Forhandlingerne
paa den grundlovgivende Forsamling. Som bekjendt omtalte det oprindelige
Grundlovs-Udkast slet ikke provisoriske Love; det var først
Grundlovsudvalget, hvis Formand Krieger jo var, som foreslog Optagelsen af en til § 30 i
Grundloven af 1849 svarende Bestemmelse, idet det i Betænkningen udtrykkelig siges,
at den provisoriske Lov altid skal forelægges den umiddelbart følgende Rigsdag,
»uden hvis Bekræftelse Loven bortfalder«. Disse Ord tillader ingen Tvivl om,
hvad Meningen har været, nemlig at der skulde en positiv Bekræftelse af Loven
paa den nærmest følgende Rigsdag, og med denne Motivering bifaldtes
Forslaget af Alle, undtagen Tscherning og et Medlem til. Ogsaa Ørsted godkjendte
dette Forslag, som Regjeringen saaledes ikke var Fader til. Og denne Anskuelse
have vore fremragende Mænd ogsaa gjennemgaaende vedkjendt sig baade som
Ministre og som Udvalgsmedlemmer, saaledes i 1857 Madvig, Jespersen og
flere, ligesom ogsaa baade Simony og Casse som Justitsministre have erkjendt,
at en provisorisk Lov ikke kan overleve en Rigsdags Slutning. Ligeindtil 1866
har denne Anskuelse været fast Praxis mellem Folkething og Landsthing og delt
af Ministrene. Ved den reviderede Grundlov af 28. Juli 1866 § 25 vendte man
tilbage til Forskriften i Grundloven af 1849 § 30 uden nogen Forandring, altsaa
uden Hensyn til, at de forskjellige i Mellemtiden fremkomne
Forfatningsbestemmelser, f. Ex. Grundloven af 18. Nov. 1863 §§ 58 og 59, havde Ordene:
»forelægges det først sammentrædende Rigsraad til Beslutning«. Vel dele
hverken Holck eller Matzen denne Opfattelse, men ret beset turde dette ligge i den
Omstændighed, at de antage Berettigelsen af det private Initiativ paa dette
Omraade. At der til Lovens Bortfalden skulde udkræves en Meddelelse herom i
Lovtidenden, vel altsaa som en Slags offentlig Bekjendtgørelse, kan jeg ikke
indsee — en Formalitet, som jo da maatte kræves i alle Tilfælde og som det jo vilde
være betænkeligt at overlade til det mod Forkastelsen uvilligt stemte
Ministeriums Forgodtbefindende. — Jeg kommer saaledes ogsaa paa dette Punkt til det
Resultat, at Gyldigheden af en provisorisk Lov eo ipso ophører med den næste
Rigsdags Slutning og at følgelig den provisoriske Straffelov af 2. Nov. 1885 er
bortfalden den 8. Febr. d. A., et Resultat, som ganske vist kan have sine mindre
lykkelige Consekventser, men som det ikke er Domstolenes Sag at see hen til.
Er den provisoriske Straffelov bortfalden allerede den 21. Dec. f. A., maa de
heromhandlede Artikler som trykte senere være ikke-strafbare og Tiltalte som
Følge heraf ikke blot frifindes for Straf, men ogsaa for Udredelsen af
Aktionsomkostningerne. Er Loven derimod først bortfalden den 8. Febr. d. A., kunde
der jo være Spørgsmaal om Strafskyld for Tiltalte, eftersom Loven endnu
gjaldt, da Artiklerne fremkom den 31. Dec. f. A., den 6. og 9. Jan. d. A. Men
naar en Straffelov bortfalder eller ophører helt eller delvis, maa Virkningen heraf jo efter Reglen i den alm. borgerlige Straffelovs § 306 have tilbagevirkende
Kraft overfor ældre, endnu ikke endelig paakjendte Sager, og i Henh. hertil
maatte da ogsaa Tiltalte in casu blive fri for Strafansvar; men i saa Fald kunde
der jo nok være Tale om at lade ham bære Aktionsomkostningerne. Jeg troer
ikke, at § 3 i den provisoriske Lov af 2. Nov. 1885 kan forstaaes, som Koch gjør
det, efter Kommateringen, der peger hen paa, at der er en præsumptio juris for,
at de omhandlede Udtalelser altid ere faretruende for den offentlige Ro og
Orden. Salærerne for Højesteret vil jeg ikke sætte lavere end til 120 Kr., selv om
Tiltalte skal bære dem. —
Müller. Ved Grundlovens § 25 er der sket en Undtagelse fra sammes
§ 2, saa at den provisoriske Lov dermed er opfattet ikke som et Lovforslag, men
er stillet ved Siden af en egentlig Lov; Lovforslag bliver den først ved dens
Forelæggelse for Rigsdagen. Den provisoriske Straffelovs Forelæggelse er skeet
ganske i Overensstemmelse med Forskrifterne i § 25, idet den af Regjeringen er
blevet forelagt Landstinget den 19. Dec. f. A. — altsaa Dagen efter, at Rigsdagen
var kommen sammen igjen efter Udsættelsen af dens Møder. Naar § 25 siger,
at den provisoriske Lov »altid bør forelægges den følgende Rigsdag«, forstaar
jeg disse Ord saaledes, at den altid skal forelægges af Regjeringen, og kun med
en saadan Forelæggelse ved Regjeringen følger efter min Opfattelse den
Virkning, at Loven strax bortfalder, naar den forkastes af et af Thingene. Er det
derimod et tilsvarende Lovforslag efter privat Initiativ, som forkastes i et af Thingene,
kan dette formentlig ikke paa det provisoriske Lovgivningsomraade føre til
selve den provisoriske Lovs Bortfalden; Grundlovens § 44 maa med andre Ord
lide en Indskrænkning ved § 25. Skal det private Initiativ føre til den
provisoriske Lovs Bortfalden, maa Forkastelsen af det private Lovforslag være skeet i
begge Thing, og jeg kan derfor ikke ansee den provisoriske Straffelov af 2. Nov.
f. A. bortfalden ved Afstemningen i Folkethinget den 21. Dec. f. A. — Hvad
dernæst angaar Spørgsmaalet om den provisoriske Straffelovs Bortfalden den
8. Febr. d. A., da forekommer der mig ikke at være Anledning til at komme
ind derpaa i nærværende Sag, eftersom den Handling, for hvilken Olsen er
tiltalt, jo er begaaet forinden dette Tidspunkt. Man har vel i modsat Retning
henvist til Reglen om Straffeloves tilbagevirkende Kraft, forsaavidt Straffen
derefter vilde bortfalde eller blive ringere; men da Forholdet in casu er dette, at
det jo alene skulde være Hensynet til de særlige Omstændigheder, som skulde
have medført den provisoriske Straffelovs Bortfalden, medens der ikke
foreligger som Motivering nogen Tilkjendegivelse om, at det heromhandlede Forhold
ikke længere betragtes som straf bart, kan hiin Regel formentlig ikke her komme
til Anvendelse. Jeg maa saaledes ansee Loven af 2. Nov. 1885 anvendelig, idet jeg angaaende Forstaaelsen af dens § 3 kan henholde mig til Førstvoterende, saa at
jeg anseer Straf barheden betinget af, at den paagjældende Artikel virkelig kan
siges at indeholde en Fare for den offentlige Ro og Orden. Men i Henhold
hertil anseer jeg kun den første Artikel af 31. Dec. f. A. paa Grund af
Forbindelsen med Smedestriken for strafbar efter den nævnte Paragraf, ikke derimod de
2 andre Artikler; men jeg vil dog ikke sætte Straffen lavere end til simpelt
Fængsel i 14 Dage. Salær 80 Kr. —
With. At Højesteret er competent i nærværende Sag, nærer jeg ingensomhelst
Tvivlom. Jeg vil ikke nærmere ind paa det tvivlsomme Spørgsmaal, om den
provisoriske Straffelov af 2. Nov. 1885 er bortfalden ved Afstemningen i
Folkethinget den 21. Dec. f. A. om Albertis Forslag. Kun for det Tilfælde, at
Regjeringen havde givet virkelig Grund til at troe, at den ikke vilde selv forelægge den
provisoriske Lov i rette Tid for »den følgende Rigsdag«, kunde det være
rigtigt, om der gaves et Middel til at forebygge dette gjennem Benyttelsen af det
private Initiativ. Men in casu har Regjeringen ikke ladet sig noget falde tillast
i Retning af betimelig Forelæggelse af den provisoriske Straffelov, og jeg vilde
derfor i Folkethinget have stillet mig afvisende overfor Albertis Forslag
afventende Regjeringsforslagets Oversendelse fra Landsthinget. — Det Afgjørende for
mig i nærværende Sag er derimod dette, at den provisoriske Straffelov ikke af
Rigsdagen er bleven vedtagen, inden Rigsdagen den 8. Febr. d. A. blev sluttet;
thi det ligger efter min Opfattelse i den provisoriske Lovs Characteer, at den
ikke kan overleve en Rigsdag. Den er en Mellemtidslov, gjældende mellem
Sessionerne, og netop derved adskiller den sig fra den midlertidige Lov. Naar
Rigsdagen forkaster den provisoriske Lov, kan Regjeringen jo nok efter Samlingens
Slutning paany udstede en lignende Lov, men en slig Fremfærd vilde dog
vistnok blive endeel mere ansvarsfuld end den første Udstedelse af Loven.
Grundlovens § 25 er en Undtagelsesbestemmelse, der som saadan ikke bør udvides
udover Ordene. I den slesvigske og holstenske Forfatning var den tilsvarende
Forskrift affattet med al ønskelig Klarhed, den første rigtignok i feil Retning,
den anden derimod i rigtig Retning. Af vore Retslærde kan alene Scheel fuldtud
unføres for den Anskuelse, at den provisoriske Lov kan overleve den følgende
Rigsdag, ikke derimod Holck og Matzen, da de til Gjengjæld søge den fornødne
Garanti i Anerkjendelse af det private Initiativ. Fordi de politiske Forhold
forandre sig, forandrer ikke Lovens Mening sig. Angaaende Spørgsmaalet om den
tilbagevirkende Kraft af den provisoriske Straffelovs Bortfalden den 8. Febr.
d. A. kan jeg paa ingen Maade samstemme med Miller. Der er i saa Hensende
Ingensomhelst Hjemmel til at antage noget Andet m. H. t. provisoriske
Straffelove end m. H. t. almindelige criminelle Love, og det maa for begge Slags Love være Reglen, at man ei bør anvende en Straf, som er strengere end den,
Retfærdigheden efter den paa Paakjendelsestiden gjældende Lovgivning kræver.
Herimod kan ikke paaberaabes H.R.Dommen af 1. Juni 1871, thi der dømtes efter
en paa Grund af Krigsforhold provisorisk Lov om Forbud mod Udførsel og
Gjennemførsel af Heste, som alt inden Paakjendelsen vel var ophævet, men
udelukkende paa Grund af Ophøret af de Forhold, som havde fremkaldt Forbudet.
Her er Forholdet derimod det, at den provisoriske Straffelov er bortfalden,
fordi Rigsdagen ikke har godkjendt den inden sin Slutning, og her maa hiin
almindelige Regel derfor finde Anvendelse. — Jeg frifinder derfor Tiltalte, idet jeg
derhos efter Omstændighederne vil paalægge det Offentlige Aktionens
Omkostninger. Salær 200 Kr.
Repholtz. Angaaende Competence-Spørgsmaalet som alle hidtil Voterende.
M. H. t. Spørgsmaalet angaaende det private Initiativs Betydning overfor
provisoriske Love bemærkes, at Regjeringen ganske vist ikke har nogen Eneret, men
derimod vel en Forret til at forelægge slige Love for Rigsdagen, og kun naar
den Regjeringen i saa Henseende paahvilende Forpligtelse ikke opfyldes i
betimelig Tid, kan Rigsdagen være beføiet til at benytte sig af det private Initiativ.
Men in casu skjønner jeg ikke, at Regjeringen m. H. t. Forelæggelsen af den
provisoriske Straffelov af 2. Nov. 1885 kan siges at have ladet sig nogen
Forsømmelighed falde tillast. Og naar Loven — som skeet — af Regjeringen er
forelagt Landstinget efter Grundlovens Bydende, saa kan Folketinget ikke være
berettiget til, inden Behandlingens Tilendebringelse i Landstinget, ved privat
Initiativ at bemægtige sig Lovforslaget og aflive det i et Øjeblik — det maa afføde
en høist uheldig Forvirring. Angaaende det andet Spørgsmaal om den
provisoriske Lovs Evne til at overleve Rigsdagens Slutning kan jeg i det Hele slutte
mig til Førstvoterendes Bemærkninger. Hvorfor redigerede man ikke i den
reviderede Grundlov § 25 paa en fyldigere Maade, naar man virkelig var paa det
Rene med, at Grundloven af 1849 § 30 havde ladet Adskilligt tilbage at ønske
i saa Henseende? Men forøvrigt maa jeg være af den Formening, at Tiltalte,
naar det er givet, at den provisoriske Straffelov ikke er bortfalden ved
Folkethingets Afstemning den 21. Dec. f. A. over Albertis Forslag, maa blive at
straffe efter denne Lov, uanset om denne ogsaa kunde ansees bortfalden ved
Rigsdagens Slutning den 8. Febr. d. A., da Reglen om en mildere Straffelovs
tilbagevirkende Kraft formentlig ikke passer her. Jeg finder, at alle 3 Artikler
falder ind under den provisoriske Straffelovs § 3, omend ganske vist det kan
være en Undskyldning for Tiltalte, at slige Udtalelser ikke tidligere vare
strafbare. Jeg bestemmer — som Müller — Straffen til 14 Dages simpelt Fængsel.
Salær 150 Kr.
Lillienskjold. Det vilde utvivlsomt stride mod Retfærdighed at idømme
Tiltalte Straf efter en provisorisk Straffelov, som paa Paakjendelsestiden var
bortfalden, medens det paagjældende Forhold efter den tidligere gjældende
Lovgivning var straffrit. — At den provisoriske Straffelov af 2. Nov. 1885 lige fra dens
Udbredelse skulde have været ugyldig paa Grund af Ikke-Tilstedeværelsen af
de i Grundlovens § 25 nævnte Betingelser, kunde der vel anføres endeel for, men
jeg vil dog ikke ansee denne Betragtning som tilstrækkelig begrundet, ihvorvel
jeg ganske vist har følt mig noget forbauset ved at see, at Justitsminister
Nellemann ved Forelæggelsen af den provisoriske Lov i Landsthinget den 19. Dec.
f. A. betegnede Grundlovens § 25 som »i ethvert Tilfælde analogisk anvendelig«
paa det foreliggende Exemplar af en provisorisk Lov, medens jeg troede, at en
analogisk Anvendelse af en Undtagelsesbestemmelse som Grundlovens § 25
ikke var tilladelig. Heller ikke troer jeg, at det tør antages, at den provisoriske
Straffelov allerede var bortfalden ved Afstemningen i Folkethinget den 21. Dec.
f. A. om Albertis Lovforslag. Forelæggelsen af dette private Forslag maa
vistnok betegnes som et Overgreb. Alberti er jo paa en Maade ved denne Lejlighed
optraadt som Medlem af Regjeringen, da det jo egentlig var dennes Forslag,
han forelagde i Folkethinget, samtidig med at Regjeringen opfyldte sin
Forpligtelse, hvortil vel svarer en Eneret, til at forelægge Loven »for den følgende
Rigsdag« ved Indbringelsen i Landsthinget. Men hvad jeg derimod bestemt maa
fastholde, er, at den provisoriske Straffelov ikke har kunnet overleve
Rigsdagens Slutning den 8. Febr. d. A. Det ligger i dens Charakter af provisorisk og
er udtrykkelig udtalt i Udvalgsbetænkningen til Grundloven af 1849. Hvor vilde
vi ende, ifald en provisorisk Lov kunde blive gaaende som gyldig gjennem flere
Aar? En saadan Ordning kan ikke siges at hvile paa Frederik d. 7des
constitutionelle Grundlag — det vilde være en Absolutisme under falske Former — det
maatte ende i Løgn og Svig. Jeg vil efter det Bemærkede frifinde Tiltalte;
Omkostningerne bør han bære i 1ste Instans, medens jeg vil fritage ham for
Omkostningerne for Højesteret. Salær 120 Kr., der udredes af det Offentlige. —
Rimestad. Jeg nærer ingen Tvivl om, at Udstedelsen af den provisoriske
Straffelov af 2. Nov. 1885 har været juridisk berettiget, thi Rigsdagen var den
23. Okt. 1885 bleven udsat til den 18. Dec. f. A., og var følgelig paa Lovens
Udstedelsestid ikke »samlet«. At gjøre gjældende, at Udtrykket »følgende
Rigsdag« ikke passer paa en Rigsdag, der efter Udsættelse gjenoptager sine Møder,
vilde altsaa føre til, at den provisoriske Straffelov først skulde forelægges i den
Rigsdag, som samledes i Oktober d. A.; jeg troer imidlertid, at Justitsminister
Nellemann har handlet rigtigt ved at forelægge Loven strax efter Rigsdagens
Sammentræden igjen den 18. Dec. f. A., og det var vistnok alene hertil, at han sigtede ved sin Bemærkning om en »i ethvert Tilfælde analogisk« Anvendelse
af Grundlovens § 25. — Jeg anseer ikke den provisoriske Straffelov bortfalden
ved Folkethingets Forkastelse den 21. Dec. f. A. af Albertis private Lovforslag;
det er kun det af Ministeriet i Landsthinget den 19. Dec. f. A. forelagte
Lovforslag, til hvilket den provisoriske Straffelov slutter sig, thi kun den Regjering,
som har givet den foreløbige Lov, skal efter Grundlovens § 25 forelægge den for
Rigsdagen til Vedtagelse. Den Rigsdagsmand, som af egen Drift indbringer et
ligelydende Lovforslag i det andet Thing, kan ikke derved bevirke en
Bortfalden af den provisoriske Lov, thi denne ligger alene i Regjeringsforslaget. Ingen
Rigsdagsmand har med andre Ord Lov til at bringe den provisoriske Lov frem
— det er alene Regjeringens Sag. — Derimod frembyder unægtelig Spørgsmaalet
om den provisoriske Lovs Evne til at overleve en Rigsdags Slutning overmaade
megen Tvivl. Besvarelsen af dette Spørgsmaal hænger sammen med Opfattelsen
af den foreløbige Lov — om den er et Lovforslag alene eller i dens Relation til
Rigsdagen. Den har ganske vist noget af et Lovforslags Natur i sig, forsaavidt
den til sin endelige Gyldighed kræver en Medvirkning af Rigsdagen og
bortfalder ved Forkastelsen af eet Thing. Men bortfalder den ogsaa eo ipso, naar den
ikke inden Rigsdagens Slutning endelig vedtages, hvilket jo er Reglen for andre
Lovforslag? Herfor kan kun paaberaabes, at der i Grundlovens § 2S staaer, at
den skal forelægges »den følgende Rigsdag«, men heri ligger dog ikke med
Nødvendighed, at ogsaa den endelige Afgjørelse af Lovens Skjæbne skal træffes i
Sessionen, medmindre man da vil see et Fingerpeg i den nævnte Retning i den
Omstændighed, at § 25 kun siger »den følgende Rigsdag«, altsaa uden at
omtale Mueligheden af, at Behandlingen af den provisoriske Lov kunde komme
til at omfatte flere følgende Rigsdage. Jeg skal erkjende, at Spørgsmaalet kan
være tvivlsomt, men det maa dog staae fast, at Grundlovens § 25 kan forstaas
saaledes, at naar den provisoriske Lov ikke er naaet til endelig Afgjørelse paa
den nærmest følgende Rigsdag, kan den som foreløbig Lov uden videre gaae
over til Behandling paa den nærmest følgende Rigsdag. Kunde man imidlertid
derigjennem skabe et absolut, constitutionelt Værn for Rigsdagens Rettigheder
i Henseende til Afgjørelse af provisoriske Loves Skjæbne, vilde jeg dog nok
være tilbøjelig til at antage, at den foreløbige Lov ikke kan overleve en
Rigsdags Slutning; men jeg seer ikke, at nogen Sikkerhed mod Misbrug derved
opnaaes, thi Regjeringen vilde jo have det i sin Magt, naar den provisoriske Lov
var bortfalden ved Rigsdagens Slutning, i Mellemtiden indtil næste
Rigsdagssession at udstede en ny ligelydende foreløbig Lov, som da kunde holdes ved
hensigtssvarende Politik i Virksomhed, indtil denne Sessions Slutning og saa
fremdeles. Idet jeg saaledes ikke kan anse det for afgjort, at den provisoriske
Straftelov af 2. Nov. 1885 virkelig skulde være bortfalden ved Rigsdagens Slutning den 8. Febr. d. A., bliver Spørgsmaalet, hvorledes denne Lovs § 3 da skal
forstaaes, hvilket kan være vanskeligt nok. Dog troer jeg rigtignok, at
Meningen har været den, at den i §'en omtalte Ophidselse altid maa anses for at være
til Fare for den offentlige Ro og Orden, og i Henhold hertil anseer jeg den første
Artikel af 31. Dec. f. A., men ikke de to senere Artikler for strafbare efter
den nævnte §. Straffen bestemmer jeg til 14 Dages simpelt Fængsel. Salær
120 Kr. —
Lund. Jeg kan slutte mig i alt Væsentligt til Nyholms Resultat. Dog er det
vel næppe ganske rigtigt, at den foreløbige Lov i og for sig skulde være et
Lovforslag; den er netop en Lov, saa sandt som Grundlovens § 25 er en Undtagelse
fra dens § 2; den provisoriske Lov er en Lov, men den mangler den Tilslutning
fra Rigsdagens Side, som udkræves til dens fortsatte Gyldighed; den er en
exceptionel Lov, indtil den kan tiltrædes af Rigsdagen. Først naar den
provisoriske Lov kommer i Rigsdagen, bliver den til et Lovforslag. — Tidligere har
man aldrig vidst, at en provisorisk Lov kunde gjælde udover
Rigsdagssessionens Slutning; men jeg skal erkjende, at Stort har det ikke at betyde, hvilken
Mening man i saa Henseende holder paa, da Regjeringen jo altid i Mellemtiden
mellem Sessionerne kan give en ny ligelydende provisorisk Lov som Afløser af
den ældre. Men hvad der er afgjørende er dette, at den provisoriske Lov ikke
kan gjælde uden Rigsdagens Villie, og i saa Henseende lægger jeg betydelig
Vægt paa Existentsen af det private Initiativ; tages det bort, saa forsvinder
ogsaa Correctivet, og saa kan enhver Regjering regjere provisorisk. Jeg er af den
Anskuelse, at den provisoriske Straffelov af 2. Nov. 1885 er bortfalden ved
Folkethingets Forkastelse den 21. Dec. f. A. af Albertis Lovforslag. Estrup har
Æren af at have opfundet den sindrige Doktrin, at det ved privat Initiativ
fremkomne Lovforslag for at bevirke en Ophævelse af den prov. Lov maatte
forkastes i begge Thing, medens derimod Forkastelsen i eet Thing er nok overfor
det ministerielle Lovforslag. Men hvor har en saadan Lære hjemme? Fra det
Øjeblik, at et enkelt af Rigsdagens Thing har voteret forkastende m. H. t. den
provisoriske Lov og dermed lagt sin Villie til dens Bortfalden for Dagen,
gjælder den provisoriske Lov ikke længere. Hvorfor skulde der i saa Henseende
gjælde anden Regel for de provisoriske Love end for almindelige Love —
maaske for at give den provisoriske Regjeringsmethode et virksomt Vaaben ihænde
imod Rigsdagens Villie? Grundlovens § 2 kunde herved blive reduceret til et
dødt Bogstav. Jeg lægger især Vægt paa, at Matzen støtter min Opfattelse.
Sandheden efter Grundloven er simpelthen den, at naar det er givet, at Rigsdagens
tvende Thing ikke ville godkjende den provisoriske Lov, existerer den ikke
længere. — Jeg frifinder altsaa Tiltalte, fordi den provisoriske Straffelov af 2. November f. A. allerede var bortfalden ved Afstemningen i Folkethinget
den 21. December f. A. Omkostningerne vil jeg paalægge det Offentlige i begge
Instanser. Salær 120 Kr.
Smith. Angaaende Højesterets Competence og den provisoriske Straffelovs
formelle Berettigelse har jeg ingen Tvivl. I Resultatet er jeg enig med
Førstvoterende m. H. t. Besvarelsen af Spørgsmaalene om den provisoriske
Straffelovs Overleven af den 21. Dec. f. A. og den 8. Febr. d. A. Anvendelsen af det
private Initiativ i Folkethinget var ganske uberettiget paa en Tid, da
Justitsministeren alt havde forelagt den provisoriske Lov for Landsthinget. I Reglen vil
et Ministerium vel gjøre sin Pligt i Overensstemmelse med Grundlovens § 25,
men vi leve i Tider, hvor man ei bør bortkaste Nødmidlerne, og jeg tør derfor
ikke benægte, at det private Initiativ kan tænkes benyttet overfor en Regjering
i Undladelse af en betimelig Forelæggelse. Jeg maa fremdeles holde for, at den
provisoriske Lov har Evne til at overleve Slutningen af »den følgende Rigsdag«.
Den er ikke — som Nyholm sagde — kun et Lovforslag, den vedbliver at være
Lov, ikke blot til Forelæggelsen, men udover denne, ja endog udover Sessionens
Slutning, naar den ikke forinden udtrykkeligt ophæves ved et Things
Beslutning. — Men medens jeg saaledes paa disse 2 Punkter er enig med Førstvoterende,
er jeg derimod ganske uenig med ham angaaende Forstaaelsen af den provisoriske
Straffelovs § 3, som jeg forresten skal indrømme kan være vanskelig nok at
forstaa. Jeg seer ikke rettere, end at der er Grund til at antage, at man netop ikke
har villet optage den i Kilden, § 130 i den tydske Straffelov, liggende Betingelse
for Strafbarheden, at den vedkommende Udtalelse virkelig i det givne Tilfælde
er farlig for den offentlige Ro og Orden, men at man netop har præsumeret, at
den altid er det. Det samme Hensyn, som har nødvendiggjort den provisoriske
Straffelovs Udstedelse, nemlig Ophidselsen paa de offentlige Møder, taler
ogsaa for at ansee de heromhandlede Artikler for strafbare. Krænkelse af den
offentlige Ro og Orden er et Begreb, som ikke alene staar imod Voldsomheder,
men ogsaa mod Krænkelse af Ære, offentlig Virksomhed osv. Nu kan man
ramme ogsaa den, der injurierer en hel Klasse af Medborgere. Idet jeg finder
den valgte Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 3 ✕ 5 Dage passende, vil jer
stadfæste den indankede Dom. Salær 100 Kr. —
Finsen. Angaaende Højesterets Competence og den provisoriske Straffelovs
formelle Berettigelse kan jeg slutte mig til min umiddelbare Forgjænger. Hvad
angaar Spørgsmaalet om det private Initiativ, da maa jeg være af den Forme
ning, at Grundlovens § 25 forudsætter det som en Eneret for Regjeringen at
forelægge den provisoriske Lov for Rigsdagen og selv at bestemme Tid og Sted hertil, naar det kun skeer for »den følgende Rigsdag«. Ganske vist kan der ved
privat Initiativ fremsættes i et af Thingene Forslag om den provisoriske Lovs
Ophævelse, men det maa for at faa Gyldighed vedtages af begge Thing og
godkjendes af Kongen, Det vilde være ønskeligt, om Thingene havde et af
Regjeringen uafhængigt Nødmiddel overfor provisoriske Love, men jeg seer ikke,
hvori Hjemmelen hertil skulde søges. — Ligesom jeg derfor ikke anseer den
provisoriske Straffelov af 2. Nov. 1885 for bortfalden ved Folkethingets
Forkastelse af Albertis Forslag den 21. Dec. f. A., saaledes anseer jeg den heller ikke
bortfalden ved Rigsdagens Slutning den 8. Febr. d. A. En saadan Virkning
hjemles ikke ved Grundlovens § 25. Men selv om man paa dette sidste Punkt
maatte komme til det modsatte Resultat, kunde dette dog ikke fritage Tiltalte
for Strafansvar, da Reglen om formildende Straffebestemmelsers
tilbagevirkende Kraft ikke passer her, hvor der ikke er Tale om, at Lovgiveren seer
mildere paa Forseelsen end tidligere, men den provisoriske Straffelovs Bortfalden
udelukkende skyldes formelle Grunde. Den provisoriske Straffelovs § 3 sigter
til at hindre Fremkomsten af offentlige Ytringer, som kunne udsaae Had og
Ophidselse mod visse Dele eller Klasser af Befolkningen til Fare for den
offentlige Ro og Orden; herefter anseer jeg den første Artikel strafbar, men ikke de
2 andre om Præster, som derimod vistnok maatte kunne straffes efter den
almindelige Straffelovs § 156. Jeg sætter Straffen til 14 Dages simpelt Fængsel.
Salær 200 Kr. —
Klein. Ifølge Grundlovens § 25 maa provisoriske Love ogsaa kunne
udstedes, medens Rigsdagen er udsat, og Domstolene kunne meget vel paakjende
Gyldigheden af en provisorisk Lov, skjøndt de ordinære Domstole ganske vist
aldrig have det fornødne Materiale til Raadighed, som kræves til at statuere, at
Regjeringen har valgt den provisoriske Lovs Form for at undgaae Rigsdagen.
Naar Justitsminister Nellemann ved Forelæggelsen i Landstinget af den
provisoriske Straffelov udtalte, at man efter Attentatet paa Conseilspræsidenten ikke
turde vente længere med Lovens Udstedelse, seer dette jo ganske vist ud, som
om Tanken om en slig Lov alt var modnet under Rigsdagens Samværen
umiddelbart efter Attentatet, men saa burde Rigsdagen vel ikke være bleven udsat,
inden Loven paa ordinær Maade var skaffet til Existens; det skal imidlertid
indrømmes, at der kan tænkes at have været Omstændigheder tilstede, som
nødvendiggjorde Rigsdagens Udsættelse inden et saadant Arbejdes
Tilendebringelse. Kan nu den provisoriske Straffelov af 2. Nov. 1885 antages at være
ophørt ved Folkethingets Afstemning den 21. Dec. f. A. over Albertis Forslag?
Jeg mener, at ethvert af Thingene har Ret til ved eget Initiativ at bringe
Spørgsmaalet om en provisorisk Lovs fortsatte Gyldighed til Afgjørelse. Af Forskriften i Grundlovens § 25 følger en Pligt, men ikke en Eneret for Regjeringen til at
forelægge den provisoriske Lov for »den følgende Rigsdag«. At der skulde være
noget for Kongen eller Regjeringen Upassende i, at et af Thingene i dette
Forhold selv tager Initiativet, uden at afvente Regjeringens Forelæggelse, kan jeg
ikke indsee. Men plausibelt kunde det ganske vist lyde, at et Reg jeringsforslag
kun kan fremføres af Regjeringen, ikke af nogen Anden; men dette
Ræsonnement vilde kun kunne passe, ifald det var selve den foreløbige Lov, som
forelagdes; nu er Forelæggelsen jo imidlertid skeet i Form af et med den
provisoriske Lov ligelydende Lovforslag, og saa skjønner jeg ikke, at hiint
Ræsonnement kan stille sig hindrende i Vejen for Anvendelse af det private Initiativ.
Den provisoriske Lov trænger til sin endelige Gyldighed til en Medvirkning af
alle Lovgivningsfaktorerne, og et enkelt Things Nei er nok til at omstøde den.
Men naar saa det ene Thing paa en i formel Henseende uomtvistelig Maade
constaterer sin Villie til ikke at ville godkjende Loven, saa maa det være nok til
dens Omstødelse. Og denne Ret maa ethvert af Thingene have; vil man ikke
indrømme det, kan Grundlovens § 25 tilsidesættes. Det kan være, at
Folkethinget har handlet mindre passende ved Fremsættelsen af Albertis Lovforslag, men
Retten til at handle som skeet har det ikke manglet. — Men jeg mener tillige, at
naar Rigsdagens Godkjendelse af den provisoriske Lov ikke erhverves inden
Sessionens Slutning, maa Lovens Gyldighed ophøre — saa at altsaa den
provisoriske Straffelovs Gyldighed ialtfald er ophørt den 8. Febr. d. A. Naar
Regjeringen enten ganske undlader at forelægge den provisoriske Lov for »den
følgende Rigsdag« eller først forelægger den saa silde, at ikke ethvert af Thingene
faae Lejlighed til at udtale sig om den inden Sessionens Slutning, saa ere
Betingelserne for dens fortsatte Gyldighed ikke tilstede, og det stemmer ogsaa fuldt
ud med Grundlovens § 25 og § 2. Hvad Grundlovsudvalgets Mening i saa
Henseende har været, kan ikke være tvivlsomt, og I. E. Larsen har udtrykkelig
vedkjendt sig den Anskuelse, at en provisorisk Lov ikke kan overleve en
Rigsdagssamling, og naar Matzen og Holck have udtalt sig i modsat Retning, hænger
dette vistnok sammen med, at de antage det private Initiativs Berettigelse paa
dette Omraade, saa at de i Undladelsen af at benytte dette, naar
Regjeringsforslagets endelige Behandling trækker henimod Sessionens Slutning, see et stiltiende
Samtykke fra Thingenes Side til Lovens fortsatte Gyldighed. Indtil for et
Aarstid siden har der visselig blandt Politikerne herhjemme ingen Tvivl været om,
at en provisorisk Lov ikke kan overleve en Rigsdagssession; men vil man da
virkelig i en bevæget Tid som denne forlade denne Theori? Jeg forudsiger, at
det vil straffe sig haardt. Man siger, at Regjeringen jo trods denne Theori meget
vel efter Sessionens Slutning kan udstede en tilsvarende ny provisorisk Lov og
derved dog tilintetgøre Garantien. Jeg indrømmer, at Muligheden herfor er tilstede, men det er dog ikke saa ganske sikkert, at Kongen vil være villig til at
udstede den samme provisoriske Lov flere Gange efter hinanden. — For Tiltalte
kan det da ialtfald ikke være saa ganske ligegyldigt, om man antager eller ikke
antager, at den provisoriske Straffelov af 2. Nov. f. A. er bortfalden den 8. Febr.
d. A., saa sandt som man i første Fald efter almindelig godkendte
criminalistiske Principer ikke kan dømme ham efter en Straffelov, som paa
Paakjendelsestiden ikke længere er gjældende. Jeg vil efter det Anførte frifinde ham og
paalægge det Offentlige Aktionens Omkostninger, derunder 120 Kr. i Salær for
Højesteret. Skal han dog dømmes efter den provisoriske Straffelovs § 3, maa
jeg dog i det Væsentlige slutte mig til Førstvoterendes Bemærkninger i saa
Henseende, idet jeg mener, at Betingelsen for dens Anvendelse er, at det Injurierende
i sig tillige skal rumme en Fare for den offentlige Ro og Orden. —
Meyer. Angaaende Spørgsmaalet om Højesterets Competence er jeg enig
med alle hidtil Voterende, endskjøndt Spørgsmaalet er meget omtvistet blandt
Statsretslærerne og en bekræftende Besvarelse vel ogsaa nok kan gjøre
Domstolenes Stilling noget mislig. Hvad angaar Spørgsmaalet om den provisoriske
Straffelovs Gyldighed maa Præsumtionen være for, at den er gyldig, saa at
meget alvorlige Indvendinger maatte udkræves for at statuere det Modsatte. Med
Hensyn til Spørgsmaalet om det private Initiativ er jeg enig med Rimestad; efter
Regjeringsforslagets Forelæggelse for Landsthinget havde Albertis Optræden i
Folkethingeten næsten tumultuarisk Charakter. Angaaende Spørgsmaalet om den
provisoriske Straffelovs Evne til at overleve Rigsdagens Slutning den 8. Febr.
d. A. kan jeg i det Hele tiltræde Førstvoterendes Bemærkninger. Scheel, der dog
vel maa betragtes som en politisk Autoritet, besvarer Spørgsmaalet absolut
bekræftende, saa at man ikke kan sige, at denne Theori er opstaaet i den
allerseneste, bevægede Tid. Jeg skal erkjende, at den bekræftende Besvarelse af
Spørgsmaalet kan være farligt og jeg har derfor ingenlunde været uden
Betænkelighed ved at slutte mig dertil, men som Højesterets-Dommer kan jeg kun
tage Hensyn til Grundlovens § 25, der intet udtrykkeligt siger om, at Vedtagelsen
af den provisoriske Lov skal skee paa »den følgende Rigsdag«. Men forresten
har dette Spørgsmaals benægtende Besvarelse jo heller ikke nogen absolut
Garanti at byde, da Regjeringen jo efter Rigsdagens Slutning kan udstede en
ligelydende provisorisk Lov. — Angaaende Forstaaelsen af den provisoriske
Straffelovs § 3, som kan være vanskelig nok, slutter jeg mig til Smith. Straffen
bestemmer jeg til simpelt Fængsel i 14 Dage. Salær 150 Kr. —
Buch. Den eneste Indvending, som kan fremsættes mod den provisoriske
Straffelovs Gyldighed, nemlig at Rigsdagen den 2. Nov. f. A., skjøndt udsat, dog var samlet, have Domstolene Myndighed til at afgjøre, og jeg forkaster den
uden nogen Tvivl. Spørgsmaalet om, hvorvidt Forkastelsen den 21. Dec. f. A.
i Folkethinget af Albertis Lovforslag har haft nogen Indflydelse paa den
provisoriske Straffelovs fortsatte Gyldighed, besvarer jeg benægtende, absolut
benægtende, skjøndt Benægtelsen af det private Iniativ kan være farlig nok i sine
Consekventser. Ordet »bør« i Grundlovens § 25 maa som paalæggende en
Forpligtelse være rettet til Regjeringen. Alberti kunde ikke forelægge den
provisoriske Lov, kun et hertil sigtende privat Lovforslag, der for at faae Lovskraft
maatte vedtages af begge Thing og godkjendes af Kongen. Hvad endelig
angaaer Spørgsmaalet om den provisoriske Lovs Evne til a: overleve Rigsdagens
Slutning den 8. Febr. d. A., har jeg haft endeel Tvivl, men vil dog besvare
Spørgsmaalet bekræftende, saa meget mere, som en modsat Besvarelse jo ikke
hindrer Regjeringen fra efter Rigsdagens Slutning at udstede en ny provisorisk
Lov. Men selv om den provisoriske Straffelov var bortfalden den 8. Febr. d. A.,
maatte dog Tiltalte dømmes efter den, da her ei bør være Tale om nogen
Tilbagevirkning af dens Bortfalden; thi fordi man i Febr. d. A. ikke længere finder
det nødvendigt, kan den godt have været anseet for nødvendig den 31. Dec.
1885. Hvad Forstaaelsen af § 3 angaar, kan der ikke til dens Anvendelse kræves
nogen virkelig extraordinær, øjeblikkelig Fares Tilstedeværelse, idet
Handlingen af Loven er betegnet som eo ipso farlig. Alle 3 Artikler falde ind herunder.
Straffen sætter jeg til 3 Ugers simpelt Fængsel. Salær 120 Kr. —
Fredagen den 15. Oktober.
DOMSCONCLUSION
Sigvald Conrad Christian Olsen bør hensættes i simpelt Fængsel i 14 Dage. Saa udreder han og Aktionens Omkostninger, derunder de ved Criminal- og Politirettens Dom bestemte Salarier samt i Salær for Højesteret til Advokat Klubien og Højesteretssagfører Hansen 120 Kr. til hver. —