Haabets Straf
Haabets Straf.
A. de Villera de L'Isle-Adam. Paa Dansk ved C. Kohl.
Den højærværdige Dom Arbuez d'Espila, Prior i Dominikanerklostret i Segovia, 3die Storinkvisitor af Spanien, steg en Aften ned i Inkvisitionsfængslets Kælder, fulgt af en Fra Redemptor (Underinkvisitor) og 2 af den hellige Inkvisitions Tjenere. En Laas knirkede og de traadte ind i en skummel Celle, hvor der paa en blodplettet Briks laa en Mand, klædt i Pjalter.
Det var Rabbi Aser Abarbanel, en forstokket arragonisk Jøde, der i over et Aar daglig blev lagt paa Pinebænken, men ikke vilde han afsværge sin forbandede Religion, ― hans Forblindelse var saa forhærdet som hans Skind.
Hans Stolthed over at nedstamme fra den sidste Dommer i Israel var saa stor, at den lod ham døje Torturens Redsler. ― Med Taarer i Øjnene over, at dette vildfarende Faar udelukkede sig fra Frelsen, bøjede den højærværdige Dom Arbuez d'Espila sig over den skælvende Rabbiner.
„Glæd dig, min Søn, dine Prøvelser har nu Ende! min broderlige Pligt til at tugte den Genstridige har sine Grænser. ― Du er som det ufrugtbare Figentræ, der løber Fare for at tørre hen. Men maaske vil den uendelige Mildhed lyse for dig i din sidste Time ― Amen! ― Hvil i Aften i Fred, ― Morgen skal du være med i vor Auto-da-fé. Du vil blive lagt paa Risten, den, Du ved, som kun brænder paa Afstand. To Timer vil det vare inden din Sjæl farer bort; den Tid gives der dig til at bønfalde Hærskarernes Gud om din Frelse. Thi i Ildens Daab kan du finde den hellige Aand! Haab paa, at Lyset man oprinde for dig, og sov!“
Dom Arbuez kyssede ømt Jødens Pande og snart var han ene i Market.
― ― ― ―
Rabbi Aser var ene ― hans Gane var tør af Angst hans Ansigt var stift af Smerte. ― Døren var lukket.
Lukket? ― Var den lukket?
Det forekom ham, som om han et Øjeblik havde set Lyset gennem Dørens Planke. Et dunkelt Haab gennembævede hans Sjæl. Han slæbte sig hen til Døren, Hvad var det?
Døren gav efter for hans Haand ― den var aaben ― Nøglen var sikkert drejet om, den før Laasen stødte mod Dørkarmen!
Han vovede at kaste et Blik ud ― ― ― han skimtede vagt i Mørket nogle Stentrin ― en mørk Gang ― og han krøb helt frem paa Dørtærskelen!
Han saa blaalige Kærter, der brændte hist og her i den lange Korridor gennem smaa gitrede Glughuller faldt Aftenens Lys ind. Alt var dødsstille.
Dernede ― for Enden af Gangen ― kunde der være en Udgang. Og Haabet, Jødens vaklende Haab var haardnakket ― ti det var det sidste.
Uden at tøve vovede han sig ud ― langs med Væggen for ikke at kunne ses. Han krøb og holdt sin Stønnen tilbage med Magt, naar Murens Ujævnheder rev et af Saarene op. ―
Pludselig hørtes en Lyd af Sandaler ― hurtig krøb ham sammen ved Væggen. Det var forbi ― det var ude med ham. En Inkvisitionstjener kom gaaende ― gik forbi ― og forsvandt. Næsten en Time laa Rabbi Aser, før han kom sig af sin Skræk.
Men Haabet hviskede sit Maaske i hans Øre. ― Han var ikke opdaget ― Jehova havde bevirket et Mirakel.
Han krøb videre mod det Sted, hvor han maaske kunde slippe ud. Han skælvede af Angst men han krøb videre. Han saa stadig frem ― Korridoren syntes ham længere og længere. ― ― ―
Skridt led igen ― haarde, faste, langsomme. Det var to Inkvisitorer. De talte ivrigt sammen.
Rabbi Aser lukkede sine Øjne ― hans Hjerte slog ― hans Pjalter blev i et Øjeblik gennemblødte af Sved. Og han laa fladt hen ad Gulvet og bad til Davids Gud. ―
Ligeoverfor ham stod de stille, ― uden Trivl havde de vigtige Sager at diskutere om.
Den ene af dem saa paa Joden. Ved dette Blik var det som om han atter følte de glødende Tænger i sit Kød. ― ― igen skulde hans Legeme under Torturen blive et blødende Saar!
― Men nej ― Inkvisitorens Blik var stift, som en Mands, der ser og dog ikke ser. Han var kun optaget af sine Tanker og sine Ord og med langsomme Skridt gik de to talende videre. De havde ikke set ham.
Pan Muren ligeoverfor saa han to Øjne rettede paa sig hans Haar rejste sig ― nej ― lovet være Abrahams Gud ― det var Genskinnet af Inkvisitorens Øjne i den opskræmmede Fantasi.
― Fremad! ― Videre videre mod Skyggen for Enden af Gangen ― videre mod Frelsen. Han fortsatte sin smertefulde Vej, slæbende sig langs Gulvets kolde Sten. ― ― Pludselig følte han noget koldt paa sine Hænder ― ― det var Lufttræk, der trængte ind under en lille Dar, han følte for sig. Haabet vaagnede med fornyet Kraft! ― Han følte sig for.
― ― ― ―
„Halleluja!“ ― Døren havde aabnet sig ud til Haven. Der var Stjerner paa Himlen ― der var Foraar ― Frihed ― Liv!
Aa, det var Frelsen! Han vilde løbe hele Natten under Citrontræerne, der duftede til ham. ― Var han først i Bjergene, var han fri ― og han indaandede Frihedens hellige Luft i lange Drag.
Han strakte Armene ud for at velsigne Jehova og hævede sine Øjne mod Himlen! ― Men hvad var det? Det var som Mørkets Arme knugede ― som blev han kærligt trykket mod et Bryst. Hvad var det? Han saa et Ansigt nær ved sit ― og han stod forstenet.
Rædsel over alle Rædsler! Han laa i Stor-Inkvisitorens Arme, og Dom Arbuez d'Espila saa paa ham med Taarer i Øjnene, som en Hyrde, der træffer sit forvildede Faar. Da forstod Rabbi Aser som i et Lynglimt, at alt, hvad der var hændet han den Aften, var en ny og planlagt Pinsel: Haabels Tortur.
Og Inkvisitoren hviskede ham i Øret:
„Min Søn; I Morgen er der manske Frelse for din Sjæl, og dog vilde du forlade os.“ ―