Hertugen af Portland
HERTUGEN AF PORTLAND
Frit efter Villiers de l'Isle-Adam ved Kai Friis-Møler
RICHARD, Hertugen af Portland, den unge Peer, som før var berømt over hele England for sine natlige Fester, sine sejrrige Fuldblodsheste, sin Dygtighed som Bokser, sine Rævejagter, sine Slotte, sin fabelagtige Formue, sine eventyrlige Rejser og sine Kærlighedshistorier, var henimod Slutningen af et af de senere Aar pludselig forsvundet.
Sidste Gang, en mørk Aftenstund, havde man set hans aarhundredgamle, forgyldte Karosse jage i tredobbelt Fart gennem Hydepark med Gardinerne trukne for og omringet af fakkelbærende Ryttere. Saa fulgte denne Afsondrethed, der var lige saa mærkelig, som den var brat.
Hertugen havde trukket sig tilbage til sit Familiegods for at være den eneste Beboer bag Skydehullerne i denne mægtige Ridderborg, der var opført i gammel Tid og laa omgivet af dunkle Haver og kratbevokset Grønsvær paa Portlandspynten.
En Slags Sti, som skraaner ned mod Havet, en bugtet Gang, der er gravet ind i Klippen og i hele sin Længde er bræmmet med vildtvoksende Fyrretræer, aabner sig forneden gennem en tung og gylden Gitterport ud mod selve den sandede Strandbred, som Havet begraver i Flodtiden.
Hvad skulde det betyde, at den sorgløse „Peer af England“ trak sig tilbage i denne Ensomhed? Led han under et Anfald af Spleen? Han, hvis Sind var saa lykkelig lyst fra Fødslen! Umuligt!
Var det en gaadefuld Trang til Ensomhed han bragte med sig fra Orienten?
― Muligvis. ― Man var urolig ved Hoffet over denne hans Forsvinden. Dronningen sendte fra Windsor et Bud til den usynlige Lord. ― ―
Siddende i sin Lænestol i Lyset af en Kandelaber gav Dronning Victoria en silde Aften nogen Tid efter en ekstraordinær Audiens.
Ved Siden af hende sad paa en Elfenbenstaburet den unge Hofdame. Miss Héléna H***.
Man bragte Lord Portlands Svar forseglet med sort Lak.
Den unge Pige aabnede efter Dronningens Ordre den hertugelige Konvolut og lod sine blaa smilende Øjne løbe hen over de Linjer den indeholdt, for at forelæse Brevet for hendes Majestæt.
Med eet ― uden et Ord ― rakte hun med sænket Blik Brevet til hendes Majestæt.
Og Dronningen læste det selv i Tavshed.
Hendes i Reglen ubevægelige Ansigt prægedes straks af en stor sørgmodig Forbavselse.
Hun skælvede endogsaa. Derpaa nærmede hun stum Papiret til de tændte Vokslys, ― lod det saa falde paa Flisegulvet, foran Kaminen, hvor det fortæredes af Ilden.
Derpaa afskedigede hun med en Haandbevægelse den gamle Slots-Kurér, ― men tilføjede efter et Blik paa Brevets sorte Aske: „Meld Hertugen af Portland, hvad De har set og hørt.“
Efter disse hemmelighedsfulde Ord rejste hendes Majestæt sig for at trække sig tilbage til sine Værelser.
Dog, ved Synet af Hofdamen, der var blevet ubevægelig siddende, som om hun sov, med Kinden hvilende mod den unge, hvide Arm, der laa paa Bordets purpurrøde Silketæppe, standsede Dronningen, paany forbavset, og mumlede blidt: „De følger Héléna?“
Da den unge Pige forblev i sin Stilling, flokkedes man om hende.
Uden at nogen Blegnen forraadte hendes Sindsbevægelse, thi hvorledes skulde en Lilje kunde blegne? ― var hun besvimet?
Et Aar efter at hendes Majestæt havde udtalt disse Ord, saa man fra de forbisejlende Fartøjer ― en stormfuld Efteraarsnat ― nogle Mil fra Kap Portland Borgen oplyst.
Og det var ikke den første af de natlige Fester, som Adlen hver Sæson blev indbudt til af den fraværende Lord.
Der gik Ry deraf, thi deres skumle Særhed blev næsten fantastisk derved, at Værten ikke selv var tilstede.
Det var ikke i Slottets Sale, at disse Fester blev givne. Derind kom ingen mere; Lord Richard, som i Ensomhed beboede selve Hovedtaarnet, syntes at have glemt dem.
Ved sin Hjemkomst havde han ladet alle de mægtige Kælderes Mure og Hvælvinger overdække med umaadelige venetianske Spejle. Gulvene blev belagte med Fliser af Marmor og blændende Mosaiker.
Mægtige orientalske Draperier inddelte de store Rum i en Række mindre Sale, hvor en Overflod af orientalske Møbler, broderede med kostbare Arabesker, aabenbarede sig under funklende Lysekroner, fulde af Lys, midt imellem tropiske Blomsterplanter, dejlige Statuer og vellugtende Springvand i Kummer af Porfyr.
Der samledes efter en venlig Indbydelse fra Herren til Portland en straalende Skare, hele Eliten af det unge Aristokrati, de mest forførende Kunstnere og de skønneste sorgløse Kvinder i Englands „gentry“.
Lord Richard var repræsenteret ved en af sine Venner fra gammel Tid. Og nu begyndte Natten, fyrsteligt løssluppen.
Blot stod Lordens Lænestol paa Hæderspladsen ved Bordet bestandigt tom, og det hertugelige Vaaben, der løftede sig op fra Stoleryggen, var altid hyllet i et langt Sørgeslør.
Men Blikkene, der snart var oprømte af Vinen og Glæden, vendte sig gerne mod mere fortryllende Syn i Nærheden.
Saaledes klang ved Midnatstid, under Jorden, i de yppige Sale paa Portland, midt i de eksotiske Blomsters overvældende Duft, Latter og Kys, Bægerklang, Musik og berusede Sange.
Men, hvis en af Gæsterne paa dette Tidspunkt havde rejst sig fra Bordet og for at indaande Søluften vovet sig udenfor, ned paa Stranden, i Mørket og i Havødets fortvivlede Vindhvirvler, havde han maaske faaet Øje paa et Syn, der var i Stand til at ødelægge hans gode Humør, i alt Fald for Resten af Natten.
Ofte vandrede virkelig netop paa denne Tid ad Stien, der snoede sig ned mod Havet, en Gentleman i Kappe med Ansigtet skjult af en sort Tøjmaske, hvortil der var føjet en cirkelrund Franciskanerhætte, som dækkede hele Hovedet, og med en lysende Cigar i den behandskede Haand ― paa Vej mod Stranden.
Som i et gammeldags Skuespil gik der to hvidhaarede Tjenere foran ham, to andre fulgte ham i nogle Skridts Afstand med rygende, røde Fakler i de højthævede Hænder.
Foran dem gik et Barn, ogsaa i Sørgedragt, og denne Page klemtede hvert Minut med en Klokke for at melde langt bort, at man skulde gaa af Vejen for den ensomme Vandrer. Og Synet af denne lille Trup efterlod ligesaa isnende et Indtryk som af en dødsdømts Følge.
Foran denne Mand aabnede Gitterporten sig ud mod Stranden. Tjenerne lod ham ene, og han skred da frem mod Bølgerne.
Som fortabt i en tankefuld Fortvivlelse og beruset af det trøstesløse Øde blev han staaende der og stirrede ud over Havet.
Paa Vejen hjemad i samme Optog vaklede han ofte og greb om de fremspringende Klippestykker.
Morgenen før en af Hertugens Efteraarsfester modtog Dronningens unge Hofdame, der bestandig siden det første Budskab bar Sorg, en Billet, skrevet af en af Hertugens Sekretærer.
Den indeholdt kun to Ord, som hun læste med en Skælven: „I Aften.“
Sent om Aftenen var en kongelig Yacht ankret op ved Portland. En ung Kvindeskikkelse i mørk Kaabe var gaaet i Land, alene. Efter at have spejdet rundt om paa Strandbredden, var hun hastigt ilet i Retning af Faklerne, ad den Kant, hvorfra Klokkeklemtene blev baaret af Blæsten.
Paa Sandet laa, lænet til en Sten, Manden med den hemmelighedsfulde Maske, fra Tid til anden rystet af en voldsom Skælven.
„O ulyksalige,“ udbrød den unge Kvinde med en Hulken og med Hænderne for sit Ansigt, da hun barhovedet var naaet hen ved hans Side.
„Farvel, farvel!“ svarede han.
Man hørte langt borte Sang og Latter, der steg op fra Kældrene paa den gamle Borg, hvis festlige Lys spejlede sig i sælsomme Reflekser ud over Bølgerne.
„Du er fri!“ tilføjede han og lod sit Hovede synke tilbage mod Stenen.
„Du er befriet!“ svarede hun og løftede i inderlig Bøn et lille Guldkors mod den stjernefyldte Himmel for Øjet af ham, der i Tavshed betragtede hendes blege, kummerfulde Ansigt.
Efter en lang Stilhed mumlede han i et sidste dybt Suk:
„Paa Gensyn, Héléna!“
Da Tjenerne nærmede sig paa ny efter en Times Venten, saa de den unge Pige knæle i Sandet i Bøn ved deres Herres Side.
„Hertugen af Portland er død,“ sagde hun.
Og støttet til en af disse Oldinges Skuldre naaede hun tilbage til Baaden, der havde ført hende derhen.
Tre Dage efter kunde man i Avisen læse følgende Nyhed:
„Miss Héléna H***, Hertugen af Portlands Brud, har i Gaar taget Sløret i Karmeliterklostret i L***.“
Hvad var det da for en Hemmelighed, der voldte den kraftige Hertugs Død?
En Dag paa en af sine langvejs Farter i Orienten havde den unge Lord fjernet sig fra sin Karavane i Omegnen af Antiokia og i Samtalen med en af Førerne paa Stedet hørt om en Tigger, man flygtede for i Rædsel, og som levede alene midt i nogle Ruiner.
Tanken om at besøge denne Mand greb ham, thi ingen undgaar sin Skæbne.
Men denne sørgelige Lazarus var angrebet af den forfærdelige store Spedalskhed, denne uhelbredelige Sygdom, den ubønhørlige Lidelse, hvorfra kun Gud selv i sin Tid kunde rense Legendens Job'er.
Dog vovede Portland, alene, trods sine forfærdede Føreres Besværgelser at trodse Smitten i den Hule, hvor denne Menneskeslægtens Paria rallede.
Dèr havde Hertugen endog, da han gav den ulyksalige en Haandfuld Guldmynter, i regte Adelsmandsbrovteri, uforfærdet indtil Vanvid, ikke villet give Afkald paa at trykke ham i Haanden.
Men nogen Tid efter gled der som en Skygge over hans Øjne, en grufuld Angst greb ham, og snart indsaa han, at han var fortabt.
Rasende anfaldt Sygdommen ham, og inden han naaede tilbage til England, var det ham klart, at han kun kunde haabe paa en tidlig Døds Befrielse.
Det var forbi! Farvel Ungdom, Glansen om det gamle Navn, hans Hjærtes Udkaarede, Slegt og Venner ― altsammen et bittert Farvel.
Farvel Styrke, Glæder, uhyre Rigdomme, Skønhed, Fremtid ― alt.
Enhver Forhaabning var begravet i Dybet af dette rædselsfulde Haandtryk. Lorden havde arvet Tiggeren. Et Øjebliks Bravade ― eller snarere en altfor ædelmodig Indskydelse ― havde tvunget denne lysende Tilværelse ned i en fortvivlet Døds Dunkelhed.
Saaledes gik Hertug Richard af Portland til Grunde.