Hjortefarmersagen: Vestre Landsrets dom af 1. august 1994
af
DOMBOGEN FOR VESTRE LANDSRET
_______________
afsagt den 1. august 1994 af Vestre Landsrets 4. afdelinq
(landsdommerne Kristian Petersen, Ulrik Jensen og Søren
Søndergård Hansen (kst.))
i 1. instanssag B-0269-90
Hjortefarmer Tage Hald,
Ræhr,
mod
Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen,
og
Viborg Amtskommune.
Under denne sag har sagsøgeren, Tage Hald, Ræhr, principalt
påstået de sagsøgte, Miljøministeriet, Skov- og
Naturstyrelsen, og Viborg Amtskommune, tilpligtet at anerkende, at
opsætning af et ca. 2 meter højt hegn på betonpiller på ejendommen
matr.nr. 17g, 19d og 30b Hjardemål Klit, Hjardemål, samt
indsætning af hjorte i den således etablerede indhegning ikke
kræver tilladelse efter naturfredningslovens § 43a.
Subsidiært har sagsøgeren påstået de sagsøqte tilpligtet at anerkende, at den i naturfredningslovens § 43a, stk. 1, omhandlede pligt til at indhente tilladelse til at ændre hedearealet ved etablering af hjortefarm på den nævnte ejendom er opfyldt.
Mest subsidiært har sagsøgeren påstået sagsøgte Viborg Amtskommune tilpligtet at betale 222.974 kr. med sædvanlig procesrente fra den 9. februar 1990, til betaling sker.
Beløbet er opgjort sdledes:
| 1. | Materialeforbrug | 134.972,00 kr. |
| 2. | Timeløn ved opsætning og nedtagning, 600 timer ved opsætning og 200-270 timer ved nedtagning a ca. 80 kr., traktortimer og timer med gummiged, i alt skønsmæssigt |
100.000,00 kr. |
| 3. | Fradrag for salg af hegn 4.000 m2 a 3 kr. |
+ 12.000,00 kr. |
| 222.972,00 kr. |
De sagsøgte har påstået frifindelse.
Ved slutseddel af 18. juni 1986 købte sagsageren den ejendom, sagen drejer sig om, for 1.450.000 kr. Overtagelsesdagen var fastsat til den 1. oktober 1986, og sagsageren betingede købet af, at der måtte oprettes og drives hjortefarm fra ejendommen.
Der er i slutsedlen vedrørende fredningsbestemmelser på ejendommen henvist til Overfredningsnævnets afgørelse af 28. december 1984, og Taksationskommissionens kendelse af 13. juni 1985. Overfredningsnævnets afgørelse indeholder bl.a. følgende fredningsbestemmelser:
"§ 1 Fredningens formål.
Fredningen har til formål at bevare områdernes landskabelige karakter - overvejende som åbne klit- og klithedearealer med næringsfattige søer - samt ved plejeforanstaltninger at skabe de bedst mulige betingelser for planter og dyr.
§2 Bevaring af områderne.
Det fredede område skal bevares i dets nuværende tilstand.
§3 Arealernes anvendelse.
| a. | Det følger af § 2, at der ikke & ske opdyrkning af lyngarealer og andre arealer, der henligger i naturtilstand. Fredningen er derimod ikke til hinder for, at agerjord og græsningsarealer
overgår permanent til naturtilstand. |
| b. | Arealer, der henligger i naturtilstand må ikke
tilføres kunstgødning eller kemiske bekæmpelsesmidler. |
....
§ 7 Bebyggelse m.v. og andre anlæg.
....
| b. | Der må heller ikke etableres andre faste
konstruktioner og anlæg end bygninger. Eksempelvis må der ikke etableres losse- og oplagspladser, motorbaner, skydebaner og flyvepladser, og der må ikke opsættes tårne og master eller henstilles beboelses- og campingvogne. |
| c. | Der må ikke opsættes nye hegn bortset fra
nødvendige kreaturhegn. |
Til den sidstnævnte fredningsbestemmelse har Overfredningsnævnet ved en udateret skrivelse modtaget i Viborg Amtskommune den 5. februar 1985 foretaget følgende berigtigelse:
"Udtrykket kreaturhegn beror på en fejlformulering, og bestemmelsen rettes derfor til: "Der må ikke opsættes nye hegn, bortset fra nødvendige landbrugshegn".
Af Taksationskommissionens kendelse fremgår bl.a. fælgende:
"Det er under taksationen bekræftet af amtsfredningsmyndighedernes repræsentant, geograf Ole Olesen, at fredningsbestemmelserne ikke er til hinder for, at der opsættes hegn, der er nødvendige for ejendommens anvendelse til hjorteavl."
Ved skrivelse af 16. juli 1986 skrev advokat Erik Haumann, der repræsenterede sagsageren under ejendomshandelen, således til "Viborg Amtskommune, Teknisk forvaltnings Fredningskommission":
"Fredning på matr. nr. 19 d Hjerdemål Klit, Hjardemål - beliggende Klitvej 101, Hjardemål.
Ovennævnte ejendom er af Marie Poulsen overdraget til Tage Hald bl.a. på betingelse af, at der må oprettes hjortefarm.
Efter fredningskendelsen specielt kendelsen af 13. juni 1985 side 5 midten .... (den ovenfor citerede bemærkning i Taksationskomissionens kendelse) .... mener jeg ikke, der kan være noget til hinder herfor og beder Dem venligst bekræfte, at jeg på dette punkt har forstået kendelsen rigtigt.
...."Henvendelsen blev besvaret den 7. august 1986 ved fremsendelse af den ovenfor citerede berigtigelse til Overfredningsnævnets afgørelse af 28. december 1984. Berigtigelsen blev fremsendt uden særlig følgeskrivelse "Ifølge aftalen" og med denne håndskrevne tilføjelse: "OFNX af 1.2.85 Konklusion: Sagen kræver sandsynligvis fredningsnavnets dispensation".
Sagsøgeren frafaldt herefter slutseddelens bestemmelse om, at handelen var betinget af, at der måtte drives hjortefarm fra ejendommen, og endeligt skøde blev udstedt den 7. oktober 1986.
I slutningen af 1986 eller i begyndelsen af 1987 påbegyndte sagsøgeren opsætningen af hjortehegn på ejendommen. Samtidig sagte han om dispensation fra Overfredningsnævnets afgørelse af 28. december 1984 til opsætning af et foderhus. Under behandlingen af denne ansøgning i fredningsnævnet for Viborg amts nordlige fredningskreds blev der den 27. marts 1987 foretaget en besigtigelse af ejendommen.
I en skrivelse af 22. november 1989 til Skov- og Naturstyrelsen har advokat Erik Haumann anført, at sagsøgeren ikke vil bestride,
".... at han under den omhandlede besigtigelse har fået problemstillingen om naturfredningslovens § 43a forelagt, men på dette tidspunkt var langt den væsentligste del af hegnet opsat, videre var resterende materiale bestilt, ligesom dyrene skulle komme i løbet af kort tid. På denne baggrund valgte Tage Hald, da skaden i det væsentligste var sket, at færdiggøre hegnet på trods af den viden han nu havde."
Om iagttagelserne under besigtigelsen har Viborg Amtskommune i skrivelse af 11. januar 1990 til skov- og Naturstyrelsen oplyst følgende:
"Vi iagttog her, at hegnspæle var udlagt - men ikke opsat - i den sydøstlige del af indhegningen. Ejendommen blev iagttaget fra et højdepunkt i den sydøstlige del af ejendommen, og på baggrund heraf kan det bekræftes, at hegnet ikke var opsat på en væsentlig del af ejendommen."
I skrivelse af 16. januar 1990 til Skov- og Naturstyrelsen fastholdt advokat Haumann sagsøgerens oplysninger om hegnet og tilføjede, at sagsøgeren ikke er klar over, hvorfra fredningsmyndighederne iagttog hegnet, men der er tale om et ganske stort areal med en omkreds på næsten 5 km og opsætningen af hegnet blev påbegyndt langs havet.
Ansøgningen vedrørende foderhuset blev behandlet på et møde i Fredningsnævnet for Viborg amts nordlige fredningskreds den 18. juli 1987. I udskrift af forhandlingsprotokollen fra det pågældende møde hedder det bl.a.:
"Fredningsnævnet tilkendegav, at anvendelsen af arealet til hjortefarm efter overfredningsnævnets ændring af hegnsbestemmelsen fra "kreaturhegn" til "landbrugshegn" ikke er i strid med fredningen. Udformningen og placeringen af foderhuset godkendtes herefter, jf. naturfredningslovens § 34. Anvendelse af arealet til hjortefarm skal behandles af amtsrådet i henhold til naturfredningslovens § 43a."
Den 5. november 1987 gav Viborg Amtskommune sagsøgeren tilladelse i henhold til naturfredningslovens § 43a og by- og landzonelovens §§ 7 og 8 til hjortefarm på ejendommen på nærmere angivne vilkår om offentlighedens adgang til indhegningen og det maksimale antal dyr i denne.
Ved Skov- og Naturstyrelsens afgørelse af 1. august 1988 blev afgørelsen imidlertid ændret, således at der ikke blev givet sagsøgeren tilladelse til at bibeholde hjortehegningen med hjortehold. Det anføres i afgørelsen bl.a.:
"Skov- og Naturstyrelsens besigtigelse
Skov- og Naturstyrelsen besigtigede hjortehegningen ved Hjardemål Klit den 23. marts 1988.
....
Det ca. 100 ha store område bestod af et åbent kuperet klithedeterræn, som grænsede op til de yderste klitrækker ved Vigsø Bugt. Som botanisk naturtype kan det nærmest karakteriseres som indlandsklithede på grå klit, som er den udvaskede, nærringsfattige klittype, beliggende bag den ydre hvide klit. Sandklitterne var bevokset med en lav hedevegetation af hovedsagelig revling, laver, hedelyng, sandstar og krybende pil.
I klitlavninger sås en tættere bevoksning af hedelyng samt fremspirende skud af adskillige urtearter, som tydede på en artsrig vegetation. Endvidere forekom på området enkelte partier af hedekær og -søer, samt lave fyrrebevoksninger.
En mindre del (knap 10%) af arealet udgjordes af Harklit Grav, en lavtliggende flad slette, bevokset med græs.
Omkring hele området var opført et ca. 2 m højt dyrehegn fastgjort til betonpiller. Dyrehegnet er karakteristisk ved at være tætmasket nederst og mere stormasket foroven, for at hindre dyr i passage.
Det omtalte foderhus var endnu ikke opført.
Slid på vegetationen iagttoges i beskedent omfang. Således sås enkelte klitlavninger, som formodentlig fungerede som standpladser for hjortene, hvor hedelyngen var knækket og trampet helt ned. Desuden sås enkelte højtliggende partier med rensdyrlav, som var gnavet ned, og hvor der var opstået huller i vegetationen. Hjortene foretrak i øvrigt åbenbart ofte at færdes langs hegnet, idet man her flere steder kunne iagttage optrådte stier i hedevegetationen. På fyrrebuske sås kraftigt slid p.g.a. hjortenes gevirfejning. Ejeren, Tage Hald oplyste, at der i indhegningen befandt sig ca. 70 dådyr, som nu havde været der i knapt et år.
Under besigtigelsen opholdt alle dyrene sig på græssletten i Harklit Grav.
Ifølge Tage Hald var det nødvendigt at give hjortene tilskudsfoder i form af ensilage. Tilskuddet bestod i ca. 200 kilo om måneden i 2-3 måneder i vinterhalvåret.
....
Tage Hald mente, at der tidligere på området havde været opsat et tre-laget pigtrådshegn. Han mente, at det var opsat i 1954, men vidste i øvrigt ikke, hvad der havde været af dyr. Pigtrådshegnet er nu væk, og arealet har ikke været hegnet i de sidste mange år.
....
Skov- og Naturstyrelsens vurdering og afgørelse
....
Hvad angår opsætningen af hjortehegnet, skal
styrelsen bemærke falgende:
I Miljøministeriets cirkulære nr. 103 af 27. marts
1984 om naturfredningslovens § 43, stk. 4, (visse
søer), § 43 a (heder) og § 43 b (strandenge og
strandsumpe) hedder det i punkt 7.2.
"Efter Miljøministeriets opfattelse har bestemte kategorier af foranstaltninger en sådan karakter, at
de ikke kan antages at ændre området. Som eksempler
herpå kan nævnes opsætning af sædvanlige
landbrugshegn, etablering af anlæg til kreaturvanding samt
opførelse af læskure for kreaturer og lignende
sædvanlige mindre bygninger, der er nødvendige for
græsning og høslet."
Efter Skov- og Naturstyrelsens opfattelse omhandler punkt 7.2. i cirkulæret forholdsvis lave hegn til brug for indespærring af kreaturer og evt. får og heste, der er nødvendige for at kunne fortsatte med en naturlig traditionel landbrugsmæssig udnyttelse af navnlig strandenge men også lyngheder, således som den er foregået i århundreder. Disse hegn er derfor et velkendt og naturligt element i landskabsbilledet, og græsning er ofte på lyngheder og strandenge nødvendig for at pleje disse naturtyper og dermed opretholde dem som sådan.
Princippet i loven er, at en landbrugsmæssig udnyttelse af et af de beskyttede områder kan fortsætte uændret, når den er påbegyndt, inden arealerne blev omfattet af beskyttelsesbestemmelserne. Ønsker man derimod at inddrage nye arealer under driften, kræves tilladelse, hvis denne udnyttelse ændrer områdets karakter, hvilket vil være det normale.
Det fremgår af lovens § 1, stk. 2, nr. 1, at lovens beføjelser skal anvendes til at bevare og pleje større landskaber og andre områder, som på grund af deres landskabelige værdi eller beliggenhed er af væsentlig betydning for almenheden. Det er således forudsat, at der også ved administrationen af reglerne i lovens kapitel V skal tages landskabelige hensyn. Dette fremgår også af forarbejderne til loven, idet der bl.a. kan henvises til miljøministerens besvarelse af spørgsmål 55 fra Miljø- og planlægningsudvalget i forbindelse med udvalgsbehandlingen til lov nr. 219 af 24. maj 1978, som indeholder den gældende § 43, hvori det eksempelvis nævnes, at der ved vurderingen af dambrugsprojekter skal foreligge en vurdering ud fra en landskabelig synsvinkel.
I den hidtidige administration af bestemmelserne i kapitel V er der da også taget landskabelige hensyn. Eksempelvis har styrelsen den 23. marts 1987 givet afslag på en ansøgning om opførelse af et postkassehus på en hedestrækning, idet man fandt, at selv et lille hus i et åbent landskab ville medføre en væsentlig ændring af landskabets helhedsværdi ....
På denne baggrund finder Skov- og Naturstyrelsen, at hjortehegn med en højde på ca. 2 m, opført på betonpiller, ikke er omfattet af undtagelsen i cirkulærets punkt 7.2., da der her sigtes til kreaturhegn, som har en anden og langt mindre landskabelig effekt. Opsætningen af hjortehegn kraver derfor efter fast administrativ praksis i sig selv en tilladelse efter lovens § 43 a, således som De også efter det oplyste blev gjort udtrykkeligt opmærksom på af Viborg amtskommune ved besigtigelsen den 27. marts 1987, inden hegnet blev opsat.
....
De særlige jordbunds- og vegetationsmæssige forhold i dette kystnære klithedeområde gør, at der ikke er behov for pleje for at opretholde områdets naturtilstand i dets nuværende form, bortset fra fjernelse af eventuelle etablerede bjergfyrplanter.
Tværtimod bør der, af hensyn til bevarelse af vegetationstypen, udvises forsigtighed ved etablering af afgræsning af arealet, idet der let kan opstå skader på jordbund og vegetation i form af slid og afgnavning med optrampning og vindbrud til følge.
På baggrund af besigtigelsen er det Skov- og Naturstyrelsens vurdering, at hjortehold på det pågældende hedeareal har en uheldig indvirkning på området, idet man allerede efter 1 års hjortefarming kunne iagttage begyndende slid og nedtrampning af vegetationen.
Dette er sket på trods af en meget lav belægning, med kun 0,7 dyr/ha. Hertil kommer, at en nødvendig, omend beskeden, tilskudsfodring af hjortene i vintermånederne medfører en næringsstoftilførsel til klithedeområdet i form af hjortegødning, hvilket på længere sigt vil betyde en gradvis ændring af vegetationens sammensætning og karakter hen imod en større dominans af græsser.
Ud over hjorteholdets påvirkning af jordbund og vegetation, vil selve hegningen af det 100 ha store hedeareal i sig selv have en negativ effekt for hele kysthedeområdets naturlige dyreliv. Det ca. 2 m høje dyrehegn afskærer således større pattedyrarter som f.eks. den vilde hjortefauna fra et hidtil benyttet fouragerings- og opholdsområde. Naturlige vandringer hos f.eks. rådyr- og kronhjortebestande langs kystheden mellem plantageområder hæmmes ligeledes.
Styrelsen finder, at hegnet har en væsentlig negativ landskabelig effekt. Det meget bastante hegn på betonpiller bryder således kontinuiteten i det åbne, vidtstrakte, storslåede kysthedeareal på en, efter Skov- og Naturstyrelsens opfattelse, meget skæmmende måde.
Ud fra en samlet vurdering af karakteren og omfanget af de ovenfornævnte indgreb i det beskyttede naturområde, finder Skov- og Naturstyrelsen, at en bibeholdelse af hjortefarmen dels vil være et skæmmende element i landskabet og dels ikke vil være foreneligt med ønsket om at bevare hedeområdet i dets nuværende tilstand, idet den vil ændre det naturlige plante- og dyreliv.
Denne vurdering skal også ses i lyset af den naturfredningsmæssige betydning af det pågældende område.
Den storslådede kysthedestrækning ved Hjardemål indgår som en del af et af Danmarks Større Nationale Naturomrader, udpeget af Fredningsstyrelsen i 1978.
I Viborg amtsråds forslag til regionplan 1985-1996 er området udpeget som primært naturområde.
I 1983 blev kysthedeområdet ved Hjardemål udpeget af Fredningsstyrelsen som et af Danmarks Nationale Biologiske Interesseområder. Det pagældende areal indgår som en del af dette udpegede interesseområde.
Områdets store landskabelige og biologiske værdi har baggrund i, at vi i Danmark kun har meget få sammenhængende klithedearealer af denne størrelse og skønhed.
I international sammenhæng har Danmark en særlig forpligtelse til at tage vare på de naturtyper, som er sjældne i andre lande. En sådan forpligtelse fremgår bl.a. af Den Europæiske Konvention om Beskyttelse af den vilde Flora og Fauna (Bernkonventionen), som Danmark ratificerede i 1982. Til disse naturtyper harer f.eks. netop vore klitheder og mange af de danske kystområder.
Som udgangspunkt ved Skov- og Naturstyrelsens administration af § 43 a i naturfredningsloven lægges til grund, at der skal tungtvejende grunde til at tillade ændringer i de beskyttede naturområder, når ændringerne er væsentlige eller i modstrid med ønsket om at opretholde de pågældende naturtyper som sådan.
Det er således ikke nok, at der er påvist en væsentlig jordbrugs- eller anden økonomisk.interesse i, at indgrebet finder sted, i dette tilfalde ønsket om bibeholdelse af en hjortehegning til hjortefarming eller hjorteafskydningsareal.
Skov- og Naturstyrelsen finder ikke, at der er dokumenteret samfundsøkonomiske eller øvrige samfundsmæssige hensyn, som kan begrunde, at der meddeles tilladelse til bibeholdelse af den ulovligt etablerede hjortefarm.
Arealets særlige naturfredningsmæssige betydning understreger tværtimod det væsentlige i, at der ikke tillades indgreb, som kan ændre områdets tilstand.
Det er i øvrigt Skov- og Naturstyrelsens generelle opfattelse, at der normalt ikke bør gives tilladelse til etablering af hjortefarme i områder, omfattet af naturfredningslovens beskyttelsesbestemmelser i §§ 43 - 43 a - 43 b. Dette skal også sammenholdes med, at der er gode muligheder for at etablere hjortefarme uden for de beskyttede naturområder på andre marginale landbrugsjorder.
Skov- og Naturstyrelsen ændrer derfor amtsrådets tilladelse til bibeholdelse af den etablerede hjortehegning med hjortehold på matr.nr.e 17 g, 19 d og
30 d, Hjardemål Klit, Hjardemål.
...."Skov- os Naturstyrelsen blev efterfølgende opmærksom på, at denne afgørelse kunne vare ugyldig, fordi hensynet til sagsøgerens særlige forventninger på baggrund af amtskommunens skrivelse af 7. august 1986 ikke var indgået i styrelsens interesseafvejning. Sagen blev derfor genoptaget, men da styrelsen efter fornyede overvejelser ikke fandt, at sagsøgerens forventninger ved erhvervelsen var tilstrækkelig årsag til at tilsidesætte beskyttelsen efter naturfredningsloven, blev afgørelsen opretholdt ved Skov- og Naturstyrelsens fornyede afgørelse af 17. januar 1990, hvorved det pålagdes sagsøgeren at retablere forholdene på ejendommen senest den 1. maj 1990.
I erklæring af 24. november 1992 har statsautoriseret ejendomsmægler, valuar Jens Peter Dahlgaard, Oddense, som syns- og skønsmand udtalt, at den pris, sagsageren har betalt for ejendommen, efter hans bedste overbevisning meget nøje svarer til ejendommens værdi, uanset om der kan etableres hjortefarm på ejendommen eller ej.
Frank Vigh-Larsen, Statens Husdyrbrugsforsøg, har i erklæring af 14. maj 1992 som syns- og skønsmand besvaret følgende spørgsmål således:
"1. Syns- og skønsmanden bedes redegøre for omfang af og udgifter til indkøb af materialer til opførelse af omhandlede hjortehegn ved indkøb i foråret 1987.
(Svar:) På basis af bilag fremlagt af Tage Hald kan der opstilles følgende regnskab for forbruget af materialer til 4.000 m hjortehegn, type "Becard 200/22/15 S", opsat pd betonstolper (5 m mellemrum) med trykimprægnerede elmaster som hjarnepæle:
| 4.000 m hegn a kr. 14,75 | = kr. | 59.000 |
| Trykimprægnerede elmaster | = kr. | 13.572 |
| 800 betonstolper a kr. 63,00 | = kr. | 50.400 |
| Diverse materialer (clips, strammetråde og strøer), anslået til kr. 3,00/m hegn | = kr. | 12.000 |
| I alt | kr. | 130.972 |
2. Syns- og skønsmanden bedes redegøre for, hvor
mange arbejdstimer, der & antages at have været
anvendt ved opførelse af omhandlede hjortehegn. (Svar:) Bilag fremlagt af Tage Hald viser et
forbrug af fremmed arbejdskraft på 326 timer.
Normalt vil der, i et terræn som der her er tale
om, skulle bruges ca. 600 timer til opsætning af
4.000 m hjortehegn.
Hjortefarmer Tage Hald har endvidere oplyst, at
pælene for en stor dels vedkommende er båret ud,
for ikke at beskadige terrænet (normalt køres
pælene ud med traktor, hvilket er betydeligt
hurtigere end at bære dem ud).
Endvidere er mange af pælehullerne boret ved
hjælp af håndholdt, motoriseret pælebor, hvilket
er betydeligt mere arbejdskrævende end boring
med traktormonteret pælebor.
Det må derfor antages, at der er brugt mindst
600 arbejdstimer på opførelsen af omhandlede
hjortehegn.
3. Endvidere bedes syns- og skønsmanden redegøre for om det må antages, at der herudover har været behov for anvendelse af entreprenørmaskiner m.v. til hegnets opførelse og i givet fald bedes nærmere redegjort for, hvilke maskiner, der har skullet anvendes og hvor mange timer.
(Svar:) Ved opførelsen af hjortehegn bruges
traktor til transport af pæle, hegn og øvrigt
hegnsmateriale. Ligeledes bruges traktor til
boring af pælehuller og stramuing af hegnet.
Hjortefarmer Tage Hald oplyste, at det enkelte
steder har været nødvendigt at jævne terrænet
med gummiged for at kunne opsætte hjortehegnet
forsvarligt.
Hjortefarmer Tage Hald oplyste, at der har været
2 traktorer og 1 gummiged reservert til
opsætningen af hjortehegnet i en 6 måneders periode.
Disse maskiner har imidlertid ikke været
uafbrudt beskæftiget med opsætning af omhandlede
hjortehegn i denne periode.
Undertegnede anslår at der er medgået samme
antal traktortimer til opsætningen af omhandlede
hjortehegn som der er medgået mandtimer, altså
mindst 600 traktortimer. Det skal her forståes,
at ER ikke har været i brug uafbrudt i
disse timer, men at den har skullet være til
rådighed til bl.a. transport af pæle og hegn,
boring af huller og opstramning af hegn.
Undertegnede anslår endvidere at omtalte
terrænnivellering har krævet effektiv anvendelse af
gummiged i ca. 10 timer.
4. Hvilken levetid kan et hjortehegn af heromhandlede karakter antages at have.
(Svar:) Ved syns- og skønsforretningen
konstateredes galvaniseringen på hegnstråden at være i
meget god stand. Der var således ikke synlige
tegn på rustangreb på hegnet.
Normalt antages velopsatte hjortehegn at have en
levetid på 10-15 år.
Undertegnede vurderer at omhandlede hjortehegn, på trods af dets nære beliggenhed ved havet, har
en levetid på mindst 10 år."
Frank Vigh-Larsen har endvidere i erklæring af 21. januar 1994 besvaret følgende tillægsspørgsmål:
"1. Syns- og skønsmanden bedes redegøre for, hvor mange arbejdstimer, der må antages at skulle anvendes ved nedtagning af hegnet på nuværende tidspunkt heri indeholdt antal timer, der skal anvendes entreprenørmaskiner m.v.
Svar: Timeforbruget ved nedtagning af omhandlede
hegn er vanskeligt at vurdere. Jeg har
talt med et firma der er specialiseret i
opsætning og nedtagning af hjortehegn, og
her siger man, at man normalt regner med
nedtagning af 15 - 20 m hjortehegn pr.
arbejdstime. Ved 4.000 m hegn svarer det til
et forbrug på 200 - 270 arbejdstimer.
Der skal bruges traktor med frontlæsser og
vogn, eller lignende materiel til
arbejdet, og dette materiel skal være til
rådighed under hele arbejdsprocessen.
2. Syns- og skønsmanden bedes redegøre for, hvilke beløb de nedtagne materialer måtte antages at kunne indbringe ved salg.
Svar: Markedet for brugte materialer til
etablering af hjortehegn er svært
gennemskueligt, men ovennævnte firma har tidligere
købt større indhegninger til nedtagning
for kr. 2,00 pr. m nethegn (samme type som
det her omhandlede) og kr. 5,00 pr. stk.
for betonstolper (samme type som de her
omhandlede) incl. hjørnestolper.
Ved en stolpeafstand på ca. 5 m svarer det
til en pris på ca. kr. 3,00 pr m hegn.
Hegnet bliver da fjernet fra matriklen og
området efterladt i ryddelig stand. Alle
beløb er excl. moms."
Lektor Peter Vestergaard, Københavns Universitets Institut for Økologisk Botanik, har i erklæring af 17. august 1992 som syns- og skønsmand bl.a. udtalt:
"Hjortefarmen blev etableret i foråret 1987. Den har et areal på ca. 100 ha, og er omgivet af et 2 meter højt trådhegn på betonpæle, forneden fintmasket, foroven grovmasket.
Om antallet af hjorte (dåvildt) på arealet gav Tage Hald følgende oplysninger:
1987:ca. 70 voksne dyr
1988:ca. 90-
1989:ca. 70-
1990:bestanden blev nedskudt i anledning
af TB-undersøgelse:
anden halvdel af året blev 20 nye
dådyr udsat.
1991:ca. 70 voksne dyr
1992:ca. 70
....
Spørgsmål 1. Kan der konstateres nedslidning eller ændring af vegetationen på arealerne indenfor hegnet?
Spørgsmål 2. I bekræftende fald bedes nedslidningen eller ændringen af vegetationen samt årsagerne dertil nærmere beskrevet.
Spørgsmål 1 og 2 besvares under et. Ved besvarelsen skelnes der mellem
a. nedslidning (slitage) som følge af hjortenes
færdsel og ophold
b. effekter på vegetationen af hjortenes grasning
c. andring af vegetationens sammensætning som følge
af andre forhold, f.eks. eutrofiering.
ad a.Slitage
Der kunne konstateres en lokal nedslidning af vegetationen i form af veksler, vindbrud samt standpladşer.
Veksler - Klit - og klithedearealerne er gennemkrydset af et spredt net af ca. 20-30 cm brede veksler, der for det meste står tydeligt i plantedækket (foto 1 og 2). Desuden løber der en veksel hele vejen langs indersiden af hegnet. Især mange veksler leder ind i fyrreplantagerne, hvor dyrene synes at opholde sig i dagtimerne, samt til grasarealerne, hvor dyrene fortrinsvis synes at græsse.
På veksler gennem tør klithede er morbunden blotlagt og til dels trådt op; grene og kviste er knækket og der er ingen vegetation (foto 3). På veksler gennem grå klit er sandet blotlagt, uden plantedakke, og laverne i nogen afstand, ca. 25 cm, på begge sider af vekslen kan vare mere eller mindre trådt itu og løstliggende (foto 4 og 5).
Vindbrud - En del, især mindre vindbrud med blotlagt sand. I et stort vindbrud ved den 13 meter høje klit nord for den nordlige plantage kunne der observeres mange klovspor, hjortegødning samt nedfaldne/nedtrådte rester af vindbruddets kantvegetation (foto 6). Vindbruddene tjener, tydeligvis som standpladser for hjortene. Vindbrudene er ikke nødvendigvis fremkaldt af hjortene, men bliver formodentlig holdt vedlige/udvidet af disse, sáledes at genetablering af plantedække forhindres.
Standpladser - Udover det omtalte vindbrud blev der observeret standpladser for dyrene i forbindelse med fyrreplantagerne, indikeret ved nedtrådt vegetation, optrådt morbund eller blotlagt sandbund (foto 7).
Derudover indikeres dyrenes færdsel, ophold og græsning i terranet af deres gødning, som kunne observeres på vekslerne, på standpladserne samt på græsarealerne.
Den andel af klit- og klithedearealerne, d.v.s. arealerne udenfor græsarealerne og fyrreplantagerne, hvor effekter af hjortenes færdsel direkte hunne observeres på plantedækket og jordoverfladen, som ovenfor beskrevet, udgør skønsmæssigt højst 1-få procent.
ad b.Græsning
Som helhed var den umiddelbart observerbare effekt af græsningen i Hjardemål-hegningen svag.
Tegn på græsning kunne især observeres på græsarealerne, hvor hjortenes gødning lå spredt. Græsningstrykket synes dog at vare lavt. Harklit Grav fremtrådte p.g.a. den tørre forsommer, gul af mere eller mindre spredtstående, visne græsstrå, som dyrene ikke æder, af især Fløjlsgræs og Rød Svingel. I bunden sås et tæt grønt plantedække af hovedsagelig Hvid-Kløver, som formodentlig bliver afgræsset (foto 8). Samme forhold kunne observeres på græsarealet ved den sydlige fyrreplantage.
I så tørre klitdale var græsningseffekten mere fremtrædende. Her kunne plantedækket være mere nedgræsset og derfor lavt.
I klitheden blev der observeret afgræsning af Bølget Bunke. Derudover kunne der ikke umiddelbart ses nogen græsningseffekt, herunder spor efter færdsel eller gødning udenfor vekslerne (foto 9 og 10) . Der blev hverken i klitheden eller i den grå klit observeret græsningseffekt på laver.
I de fugtige hedepartier og i fattigkærene kunne der ikke umiddelbart ses nogen græsningseffekt (foto 11 og 12) . I almindelighed vil man næppe heller forvente større græsning i fugtige områder, idet dådyr er udprægede tørbundsdyr.
I de ringformede, fugtige lavninger blev der dog observeret færdsels- og græsningseffekt i form af talrige klovaftryk samt bidning af Næb-Star og Sumåstrå.
Følgende græsnings- og bidningseffekter på særskilte
arter, der antageligt kan tilskrives hjortene, blev
observeret:
Bølget Bunke. Blomstrede betydeligt svagere indenfor
hegnet end udenfor (foto 10). Ædes øjensynligt af
dyrene.
Fløjlsgræs. Afbidte blade blev observeret spredt i Harklit Grav.
Næb-Star og Alm. Sumpstrå. Kraftigt afbidt i de ringformede fugtigbundsområder.
Alm. Pimpinelle. Forekommer i grønsværklitten, men
blomstrer mere rigeligt udenfor end indenfor hegnet.
Afbidte eksemplarer kunne observeres.
Mælkurt. Afbidte skud blev observeret.
Hedelyng. Ved eftersøgning fandtes ældre bidmærker
langs veksel.
Mose-Balle. Ældre bidmærker kunne observeres langs
veksel.
Øret Pil og Krybende Pil. Afbidte skud blev observeret ved standplads ved den nordlige fyrreplantage.
Der blev ikke observeret spor efter bid på Klokkelyng og Rævling, ej heller på laver.
I udkanten af fyrreplantagerne står en del døde bjergfyr, der sandsynligvis er ringbarkede af dåvildtet.
Den svage græsningseffekt på klitheden i Hjardemål-hegningen skyldes sikkert dels det lave græsningstryk, dels, at vegetationen er domineret af Rævling, som formodentlig ikke ædes af dådyrene, samt at Bølget Bunke og Hedelyng, som dådyrene æder, nok er almindeligt udbredt på arealet, men ikke spiller nogen dominerende rolle i vegetationen. Hedelyng afgræsses dog sikkert i et vist omfang i vinterperioden, jvf. ovenstående.
ad c.Eutrofiering
Der kunne ikke observeres nogen markant effekt på artssammensætningen, som kan tilskrives deponering af hjortegødning (som f.eks. forekomst af Brændenælde.).
På græsningsarealerne kan forekomsten af f.eks. Alm. Kvik og Ager-Tidsel samt Alm. Brandbæger dog ses som et muligt tegn på en diffus eutrofieringseffekt. Den udbredte forekomst af Hvid-Kløver i Harklit Grav kan være resultatet af kulturpåvirkning (ældre udsåning ?).
På arealerne udenfor græsarealerne blev der ikke observeret plantearter, der kan siges ikke at være naturligt hjemmehørende pa de undersøgte biotoper.
I en klitlavning nær indgangen til hjortefarmen, syd for Harklit Grav, var der henlagt en større bunke husdyrgødning. Her sås eutrofieringseffekt, idet vegetationen, hovedsagelig Sand-Star, i op til ca. en halv meters afstand fra bunken var kraftig grøn.
Spørgsmål 3. Hvorledes vil en eventuel nedslidning eller ændring af vegetationen udvikle sig ved fortsat brug af hjorteindhegningen svarende til nuværende brug ?
Den generelt svage nedslidning og ændring af vegetationen, der på nuværende tidspunkt kunne konstateres, må ses som resultatet af den gennem ca. seks år stedfundne hjortegræsning ved lavt græsningstryk (0.7 dyr/ha).
Ved fortsat drift med nuværende græsningstryk skønnes det på den baggrund, at plantedækkets nuværende karakter vil bevares, at nedslidningen næppe generelt vil tiltage, samt, at artssammensætningen ikke, eller i hvert fald kun meget lokalt, vil ændres p.g.a. eutrofiering.
Spørgsmål 4. Vil vegetationen blive påvirket ved fodring af hjortene. I bekræftende fald på hvilket måde ?
Tilskuds fodring må formodes, i det mindste på længere sigt, at ville forårsage en eutrofieringseffekt på vegetationen i Hjardemål-hegningen, idet der med foderet vil blive tilført næringsstoffer udefra, som afsættes på arealet gennem dyrenes gødning.
Generelt anses tilskudsfodring i ca. 200 dage i vinterperioden for nødvendig i hjortefarme.
Med henvisning til de af Tage Hald givne oplysninger, synes tilskudsfodring om vinteren ikke at have været nødvendig i Hjardemål-hegningen ved det nuværende græsningstryk på 0.7 dyr pr. ha, idet dyrene har kunnet finde tilstrækkeligt med føde i terrænet, selv i vinterperioden. Dette kan dog meget vel hænge sammen med de senere års milde vintre. Strengere vintre vil nok nødvendiggøre vinterfodring. Derimod var vinterfodring, ifølge Tage Halds oplysninger, nødvendig i hjortefarmen ved Esdal sletning, hvor græsningstrykket var på 2.4 dyr pr. ha.
Det bør bemærkes, at det virkelige græsningstryk på de dele af Hjardemål-hegningen, hvor hjortene fortrinsvis synes at græsse, nemlig på græsarealerne, der udgør ca. 10% af det samlede areal, er væsentlig højere end de gennemsnitlige 0.7 dyr/ha. (Såfremt dyrene kun græssede på græsarealerne, ville græsningstrykket her være på ca. 7 dyr/ha, hvilket svarer til det for hjortefarme normale).
Spørgsmål 5. Hvilken betydning har antallet af hjorte i indhegningen for nedslidning eller ændring af vegetationen ?
Græsningstrykket, d.v.s. antallet af dyr pr. ha. er af afgørende betydning for slitage og for vegetationens sammensætning.
Et højere græsningstryk end det nuværende vil medføre
- intensivering af brugen og udbredelsen af veksler
og standpladser, samt udvidelse af vindbrud, evt. skabelse af nye vindbrud.
- kraftigere nedbidning af vegetationen
- Den nødvendige tilskudsfodring vil medføre risiko
for eutrofiering gennem stedvis overgødskning med
hjortegødning. En sådan eutrofiering vil forøge
risikoen for, at mere næringskrævende,
biotopfremmede plantearter vil kunne etablere sig og stedvis
svække eller udkonkurrere den naturlige klit- og
klithedevegetation.
Spørgsmål 6. Vil en eventuel nedslidning eller ændring af vegetationen udvikle sig anderledes, såfremt arealet anvendes til andet dyrehold, f.eks. fåre- og/eller kreaturhold ?
Spørgsmål 7. I bekræftende fald bedes nærmere redegjort for forskellen i nedslidningen eller ændringen af vegetationen.
Spørgsmål 6 og 7 besvares under ét. Spørgsmålene lader sig ikke besvare éntydigt, idet effekten af græsning, herunder af dyrenes færdsel, vil være helt afhængig af græsningstrykket.
Alment
Tidligere blev såvel kreaturer som får anvendt til afgræsning af hedearealer. Får mest på de tørre heder, kreaturer mest på græsarealer samt i hedemoser.
Effekten af græsningen afhænger af dyrearten. Får er yderst selektive i deres fødevalg, hvorimod kreaturer æder et bredere udsnit af den forekommende vegetation.
Får foretrækker det smagsmæssigt lidt bitre og æder gerne en del af de arter, der vrages af kvæg. Får kan græsse jordoverfladen meget tættere end kvæg og kan således grasse græsdominerede arealer ned i en ensartet lav højde. Får æder en stor del vedagtige planter.
Kvæg ader fortrinsvis græs-urte-vegetation og i mindre omfang vedplanter, men æder dog f.eks. hedelyng og pil.
Rævling indgår ikke i hverken fårs eller kvægs kost.
Med hensyn til slideffekten på vegetationen som følge af færdsel, angives, at hjorte og kvæg generelt slider nogenlunde lige meget, mens får slider langt mindre. I en lavproduktiv klithede-vegetation vil såvel græssende kvæg som får være nødt til at gå meget omkring for at finde tilstrækkeligt med frisk føde; der vil derfor dannes mange veksler.
Til afgræsning af klitvegetation foretrækkes får frem for kvæg, fordi kvæg er tungere og derfor nemmere bevirker slitageskader i klitterne.
Som "normalt" græsningstryk i hede angives: 0.5 ungkreaturer hhv. 1.5-2.0 får pr. ha. På næringsfattig, sur tøreng (som Harklit Grav), anbefales 0.6-0.8 ungkreaturer hhv. 2.4-3.0 får pr. ha.
Hjardemål-hegningen
Dersom dåvildtet i Hjardemål-hegningen erstattes med får eller kreaturer ved "normalt" græsningstryk, vil græsningen formodentlig fortsat fortrinsvis foregå på græsarealerne og i de tørre klitdale, og i mindre grad på klithedearealerne. Da kvæg også gerne græsser på fugtigere bund, kan det dog tænkes, at der ved kvæggræsning, i modsætning til nu, tillige vil blive et vist græsningstryk på de fugtigere arealer, specielt på de græsdominerede fattigkær.
Såvel får som kvæg færdes til dels gennem terrænet ad veksler. I Hjardemål-hegningen vil de formodentlig i nogen grad "overtage" dådyrenes veksler.
Ved højere græsningstryk vil formodentlig også klithedearealet blive afgræsset, hvilket vil medføre forøget slitage. Især vil kvæggræsning ved højt græsningstryk formodentlig medføre at klitterne slides kraftigere, med nye vindbrud til følge.
Et meget højt græsningstryk med får i Hjardemål-hegningen vil utvivlsomt føre til overgræsning af klithedearealet. Hedelyng vil reduceres, mens f.eks. Katteskæg, som nu fortrinsvis forekommer i tilknytning til vejen gennem arealet, vil begunstiges. Noget sådant kunne iagttages på et fåregræsset hedeareal syd for Hjardemål. Ved sammenligning med et ugræsset hedeareal ved siden af det græssede, kunne det observeres, at Hedelyng og Bølget Bunke var græsset helt i bund, mens Katteskæg breder sig.
Dyrenes tilførsel af gødning vides at kunne medføre
lokale ændringer/omfordelinger af vegetationens
sammensætning, dels fordi der sker en pletvis
opkoncentrering af næringsstoffer, og dels fordi i hvert
fald kvæg igennem længere tid ikke æder i umiddelbar
nærhed af kokasser.
Denne effekt blev ikke observeret i
Hjardemål-hegningen. Om udskiftning af dåvildtet med kvæg eller
får vil andre på dette, vides ikke. Men det vides,
at kvæggræsning bl.a. på grund af
gødningsdeponeringen forøger plantedækkets heterogenitet.
Ved besigtigelsen af hegningen ved Esdal Sletning,
som i lighed med Hjardemål-hegningen er på ca. 100
ha, heraf ca. 10% græsarealer, og hvor 240 dådyr,
efter at have græsset der siden 1986, i foråret 1990
blev udskiftet med ca. 20 kreaturer, d.v.s. gas.
græsningstryk 0.2 dyr/ha, kunne observeres følgende:
Kreaturerne græssede på græsarealerne at dømme efter
disses lave plantedække og de talrige kokasser.
Klitheden synes ikke at blive græsset, men klitterne
benyttes til passage mellem græsarealerne, der
ligger i dalene mellem klitterne. Passagen sker
fortrinsvis ad veksler, formodentlig de af dådyrene
efterladte. Egentlig slitage på klitterne blev ikke observeret.
Spørgsmål 8. Vil der ske en ændring af vegetationen,
såfremt hjorteholdet ophører ?
I bekræftende fald på hvilken måde ?
Hvis hjorteholdet ophører og ikke bliver erstattet med anden græsning må det antages, at veksler og standpladser gradvist vil vokse til ved indvandring af planter fra omgivelserne. Vindbrud vil efterhånden reduceres i areal.
Klithedevegetationen vil næppe umiddelbart ændre sig særlig meget, hvis hjorteholdet ophører. Eventuelt vil en art som Bølget Bunke komme til at spille en mere fremtrædende rolle.
Om klithedearealerne på længere sigt vil andre sig, er det vanskeligt at dømme om. I almindelighed anses den vestjyske klithede for at være en klimaksvegetation, d.v.s. en vegetation, der, ladt uberørt, ikke vil andre sig. Ifølge den erfaring, man har fra andre steder i Jylland, foreligger der dog en risiko for, at klitheden med tiden kan vokse til med f.eks. selvsået Bjerg-Fyr. Det er dog et åbent spørgsmål om hjortegræsningen i Hjardemȧl-hegningen, med det nuværende græsningstryk, i sig selv vil kunne modvirke en sådan udvikling.
Hvad angår de åbne græsarealer, må det antages, at disse ved ophør af græsningen (og anden udnyttelse) vil blive koloniseret af vedplanter og efterhånden vokse til med f.eks. fyr, birk, eg m.fl."
Sagsøgeren har vedrørende timelønssatser fremlagt uddrag af overenskomst for 1991 vedrørende skovbrugsarbejdere. Det fremgår heraf, at grundtimelønnen pr. 1. april 1991 var 75,57 kr., hvortil kom forskellige tillæg. Pr. 1. april 1990 var statsskovbrugets timeløn omkring 70-80 kr.
Sagsøgeren har forklaret, at de første hjorte blev leveret inden midten af april måned 1987. Det var tidligere end planlagt, fordi hegnet var blevet færdigt før tiden. Forud for oprettelsen af den hjortefarm, sagen drejer sig om, havde han drevet hjortefarm i ca. 2 år på et lejet areal ved Esdal Sletning, men i øvrigt havde han ikke beskæftiget sig med drift af hjortefarm. På det tidspunkt blev der etableret rigtig mange hjortefarme, og driften af disse gik godt frem til 1989/90, da der blev konstateret tuberkulose på nogle farme. Da der som følge heraf blev indført regler, som nødvendiggjorde, at samtlige hjorte blev indfanget 2 gange om året, svandt grundlaget for en rentabel drift. Han anvender nu området til en særlig jagtform med afskydning af hjorte. Der må derfor af hensyn til jagtelementet højst være et dyr pr. ha i indhegningen. Han har haft kontakt med bl.a. en jagtforening om leje af arealet, og vil kunne opnå mindst 100.000 kr. i årlig jagtleje. Hegnet er ikke synderligt nedslidt, og han tror, det vil kunne holde op mod 30 år. Vedligeholdelsesudgifterne er minimale, men der er altid en risiko for opklipning i forbindelse med krybskytteri.
Sagsøgeren, der ikke har bestridt, at den ejendom, sagen angår, er et hedeareal som omhandlet i naturfredningslovens § 43a, har til støtte for sin principale påstand anført, at etableringen af hjortefarmen med hegn ikke udgør en sådan ændring af arealet, som kræver tilladelse efter denne bestemmelse. § 43a blev ifølge bemærkningerne til lovforslaget indsat for at redde flora og fauna i naturområder, for hvilke en egentlig fredning ikke er mulig. Af miljøministeriets cirkulære nr. 103 af 27. marts 1984 om bestemmelsen, særligt punkt 6.3., fremgår om bestemmelsen, at de ændringer, der kræver en tilladelse efter loven, er menneskeskabte, ligesom det af cirkulæret punkt 7.2. fremgår, at der ikke skal søges tilladelse til uvæsentlige indgreb. Som eksempel herpå er nævnt sædvanlige landbrugshegn, og det i sagen omhandlede hegn må anses for et sådant hegn på linie med fåre- og kreaturhegn. Drift af en hjortefarm er landbrugsdrift i landbrugslovens forstand, og som det fremgår af såvel fredningsnævnets afgørelse som taksationskommissionens kendelse, er hjortehegn omfattet af fredningskendelsens bestemmelse om landbrugshegn. Dette må netop have været formålet med den ændring af fredningskendelsens ordlyd, som overfredningsnævnet foretog. Hjortefarme var også dengang en kendt form for landbrug. Da fredningsbestemmelserne og naturfredningslovens regler regulerer ensartede forhold, må landbrugshegn fortolkes ens i begge relationer, og såfremt hjortehegn skulle undtages fra bestemmelsen om sædvanlige hegn, måtte det derfor være udtrykkeligt anført i cirkulæret. Skov- og Naturstyrelsens fortolkning af begrebet landbrugshegn har således hverken dækning i lovens ordlyd eller dens motiver, og en udvidelse af lovens anvendelsesområde er upåkrævet, da der i forbindelse med fredningen er taget stilling til behovet for at forbyde hjortehegn. Det vil også kunne ske i andre tilfælde. De sagsøgte er derfor uberettigede til at kræve tilladelse til opsætning af hegnet.
Med hensyn til selve hjorteholdet har sagsøgeren erkendt, at det vil være en ændring, som kræver tilladelse efter naturfredningslovens § 43a, at indsætte så mange hjorte, at området bliver ødelagt eller nedslidt. Imidlertid fremgår det af syns- og skønserklæringen fra lektor Peter Vestergaard, at påvirkningen af området med det nuværende græsningstryk må siges at være ganske begrænset og mindre end påvirkningen ved afgræsning af får eller kreaturer.
Til støtte for sin subsidiære påstand har sagsrageren anført, at han i medfør af § 4, stk. 1, i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 40 af 9. februar 1984 nu er berettiget til at drive hjortefarm på ejendommen. Sagsøgerens skrivelse af 16. juli 1986 er henvendt til den rette myndighed og indeholder alle relevante oplysninger til myndighedens behandling af sagen. Henvendelsen kan kun forstås som en forespørgsel om, hvorvidt fredningskendelsen har gjort fuldstændig op med områdets regulering. Der stilles ikke formkrav til en anmodning om forhåndsbesked, og Viborg Amtskommunes svar af 7. august 1986 er ufyldestgørende, da det ikke oplyser, at etableringen af en hjortefarm kræver tilladelse efter naturfredningslovens § 43a. Som følge heraf må henvendelsen anses for i ikkebesvaret med den virkning, at ændringen i medfør af bekendtgørelsens § 4, stk. 2, 2. pkt. kan gennemføres uden tilladelse. Reglen i § 4, stk. 3, finder ikke anvendelse, da foranstaltningerne ikke klart falder ind under tilladelsesordningen.
Til støtte for sin mest subsidiære påstand har sagsøgeren anført, at Viborg Amtskommune har handlet culpøst ved sin besvarelse af sagsøgerens forespørgsel af 16. juli 1986. Forespørgslen blev sendt til rette myndighed og angav klart, at sagsøgeren og dennes advokat på baggrund af udtalelsen i Taksationskommissionens kendelse ikke så noget til hinder for den påtænkte anvendelse af ejendommen. Da amtskommunen således har måttet indse, at sagsøgeren ikke var opmærksom på reglen i naturfredningslovens § 43a, har den ikke kunnet forholde sig passiv, men har haft pligt til at gøre ham bekendt med denne regel. Undladelse heraf må føre til, at Viborg Amtskommune skal erstatte sagsøgerens tab, således som dette er opgjort i overensstemmelse med det afholdte syn og skøn, eller et skønsmæssigt fastsat mindre beløb.
Overfor sagsøgerens principale påstand har de sagsøgte anført, at det i sagen omhandlede areal er en del af et nationalt naturområde af betydelig værdi og klart er omfattet af naturfredningslovens § 43a. Dette indebærer, at der er tale om et område, hvor adgangen til at gennemføre ændringer uden tilladelse i henhold til § 4, stk. 2, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 40 af 9. februar 1984 efter § 4, stk. 3, ikke finder anvendelse. Det opsatte hegn er meget synligt og afviger som følge af sin bastante karakter væsentligt fra et sædvanligt landbrugshegn. Dertil kommer, at hegnet etablerer en faunaspærring, ligesom mennesker holdes udenfor området. Endelig har hjortenes tilstedeværelse betydning for bevoksningen og dermed for hvilke insekter og fuglearter, der optræder i området. Hjortefarmen har selv med den beskedne bestand, der har været de seneste år, haft betydning for slid, vindbrud og vegetation. Etableringen af hjortefarmen har indebåret en sådan ændringaf området, at tilladelse efter naturfredningslovens § 43a var nødvendig. Såfremt sagsøgeren får medhold i sin principale eller subsidiære påstand, vil hjortefarme kunne drives på beskyttede arealer helt uden vilkår og med mulighed for at udsætte et ubegrænset antal dyr på området. Det har stedse været de overordnede fredningsmyndigheders opfattelse at etablering af hjortefarme på de hedearealer, der er omfattet af naturfredningslovens § 43a, kraver tilladelse, og tilladelse gives efter en konkret vurdering. Skov- og Naturstyrelsens afgørelse i denne sag er en skønsmæssig afgørelse, som kun kan tilsidesættes, såfremt den er truffet på et mangelfuldt eller forkert grundlag.
Over for sagsøgerens subsidiære påstand har de sagsøgte bl.a. henvist til, at sagsøgerens skrivelse af 16. juli 1986 er stilet til "Teknisk forvaltnings Fredningskommission", og efter sit indhold vedrører en fredningskendelse. Der spørges derimod ikke om lovligheden iøvrigt af at drive hjortefarm på ejendommen, og Viborg Amtskommune har derfor ikke haft grundlag for at anse skrivelsen for en anmodning om tilladelse efter naturfredningslovens § 43a. Viborg Amtskommunes svar kan ikke opfattes som en tilladelse til at etablere hjortefarm, og sagsøgeren har heller ikke selv ment dette, da han først under fredningsnævnets besigtigelse i marts 1987 blev bekendt med naturfredningslovens § 43a. Arealet er klart omfattet af denne bestemmelse og en imødekommelse af sagsagerens synspunkt om, at tilladelse som følge af en sagsbehandlingsfejl i Viborg Amtskommune nu er upåkrævet, ville gøre reglerne om offentliggørelse og klageadgang indholdsløse i disse situationer.
Over for sagsagerens mest subsidiære påstand har Viborg Amtskommune anført, at der ikke er grundlag for at statuere, at sagsbehandleren burde have indset, at forespørgslen vedrørte alle forhold, der forhindrede den påtænkte anvendelse, ligesom han ikke burde have indset, at der var tale om et område omfattet af naturfredningslovens § 43a. Viborg Amtskommune har kun haft pligt til at besvare det direkte spørgsmål i henvendelsen, og under alle omstændigheder er en mulig fejl så ubetydelig, at den ikke er ansvarspådragende. Med hensyn til erstatningskravets opgørelse har Viborg Amtskommune anerkendt sagsøgerens opgørelse af materialeforbrug. Den anvendte timelønssats er udokumenteret, men timelønnen var i 1987 formentlig 60 kr., og udgifterne til traktor m.v. er ikke reelle, da sagsageren selv ejede maskinerne. Efter skønserklæringen vil fjernelse af hegnet endvidere kunne indbringe sagsøgeren 12.000 kr, ligesom hegnet, der har været anvendt i omkring halvdelen af dets levetid, må antages at have haft en nytteværdi svarende til det beløb, der nu kræves for udgifterne til opsætning.
Landsretten udtaler:
Det er uomtvistet, at det omhandlede hedeareal er omfattet af naturfredningslovens § 43a, der vedrører beskyttelse af visse heder, således at disse kun må andres med tilladelse. Efter bevisførelsen, herunder navnlig lektor Peter Vestergaards erklæring, finder landsretten det godtgjort, at udsættelse af hjorte på et hedeområde kan indebære en ændring af området, således at tilladelse efter naturfredningslovens § 43a kræves. Efter det oplyste om hjortehegnets størrelse og karakter, findes det endvidere godtgjort, at hegnet har en væsentlig negativ landskabelig effekt, der betydeligt overstiger effekten af sædvanlige landbrugshegn. Landsretten finder derfor, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Skov- og Naturstyrelsens skøn, hvorefter sagsøgerens indhegning af hedearealet og udsætning af hjorte i indhegningen er en sådan ændring af hedearealet, at tilladelse kræves.
Herefter, og da det af sagsageren om fortolkningen af fredningskendelsens bestemmelse om landbrugshegn anførte ikke kan føre til et andet resultat, tages de sagsagtes pastand om frifindelse for sagsøgerens principale pastand til følge.
Landsretten finder ikke, at sagsøgerens skrivelse af 16. juli 1986 kan anses for en anmodning om oplysning om, hvorvidt en nærmere angivet foranstaltning er omfattet af tilladelsesordningen, ligesom amtskommunens svar af 7. august 1986 ikke af sagsøgeren har kunnet anses som en besvarelse af en sådan forespørgsel.
Som følge heraf frifindes de sagsøgte tillige for sagsøgerens subsidiære pastand.
Da sagsøgeren i sin henvendelse af 16. juli 1986 oplyste, at henvendelsen vedrørte en fredet ejendom, beliggende i et klitområde, finder landsretten, at det har været så nærliggende, at henvendelsen vedrørte et område omfattet af naturfredningslovens § 43a, at Viborg Amtskommune må have indset dette. Landsretten finder derfor, at amtskommunen, der tillige måtte indse den økonomiske betydning heraf for sagsøgeren, som et led i den kompetente myndigheds almindelige vejledningspligt overfor borgerne burde have henledt sagsøgerens opmærksomhed på kravet om tilladelse efter naturfredningslovens § 43a. Denne sagsøgte findes derfor ansvarlig for det tab, som sagsøgeren har lidt ved først den 27. marts 1987 at være blevet gjort opmærksom på, at tilladelse var påkrævet. Ved fastsættelsen af erstatningen lægger landsretten til grund, at samtlige materialer var indkøbt, da besigtigelsen fandt sted, samt at nedtagning og fjernelse af hegnet vil give sagsøgeren et provenu på 12.000 kr. Landsretten lægger endvidere til grund, at opsætning af en væsentlig del af hegnet stadig manglede den 27. marts 1987. Det lægges endvidere til grund, at den dokumenterede timelønssats for 1990 må have været bajere end satsen i 1986/87, og at sagsageren selv har stillet traktor til rådighed ved opsætningen af hegnet. På denne baggrund findes erstatningen efter en sandet vurdering at kunne fastsættes skønsmæssigt til 150.000 kr. Sagsøgerens mest subsidiære påstand tages derfor til følge med dette beløb med renter som påstået.
Sagsøgte Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, frifindes.
Sagsøgte Viborg Amtskommune skal til sagsøgeren, Tage Hald, betale 150.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 9. februar 1990, til betaling sker.
Sagsøgeren skal i sagsomkostninger til sagsøgte Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, betale 15.000 kr.
I forholdet mellem sagsøgeren og sagsøgte Viborg Amtskommune skal ingen af parterne betale sagsomkostninger til den anden part.
Det idømte skal betales inden 14 dage.
| Kristian Petersen | Ulrik Jensen | Søren Søndergård Hansen. (kst. ) |
cfr
Uden betaling.
Udskriftens rigtighed bekræftes.
Vestre Landsrets kontor,
Viborg, den 2. august 1994.
(sign)