Islands Højesterets dom 23. maj 2001 nr. 2/2001

by Islands Højesteret

Højesterets dom 23. maj 2001 nr. 2/2001

Den islandske stat
(højesteretsadvokat Guðrún Margrét Árnadóttir)
mod
Örn Sævar Júlíusson
(højesteretsadvokat Gylfi Thorlacius)

Erstatning. Arbejdsulykke. Sport.

Ö kom til skade under sit arbejde som brandmand hos de amerikanske forsvarsstyrker på Keflavík-basen. Ulykken indtraf da han var i gang med at spille fodbold under en træningsøvelse, som var en del af det obligatoriske idrætsprogram hos brandmænd. I stævningen og redegørelsen med den beskrev Ö tildragelsen således at han havde villet sparke bolden fra målet, da han steg ned i en sænkning, og fik foden ned igennem grønsværen og ned i et fugtigt underlag og samtidig fordrejedes foden. Ö mente at ulykken kunne henføres til banens konstruktion og at brug af den havde været uforsvarlig. Ved konstruktionen brugtes materialer og metoder som ikke er anerkendte, og som det er farligt at anvende ved oprettelse af sådanne anlæg. Højesteret fandt det ikke godtgjort at konstruktionen af banen havde været uforsvarlig i henhold til det brug den var beregnet til. Det fandtes heller ikke påvist andet end at der havde været tale om et uheld hvor Ö var gledet i det glatte græs og havde trådt forkert. Det fandtes ikke at ulykken skyldtes banens konstruktion. I blev frifundet.

I pådømmelsen har deltaget højesteretsdommerne Garðar Gíslason, Guðrún Erlendsdóttir, Haraldur Henrysson, Hrafn Bragason og Pétur Kr. Hafstein.

Appellanten indankede sagen til Højesteret 3. januar 2001. Han påstår principalt frifindelse af alle indstævntes krav - - -

Indstævnte påstår stadfæstelse af herredsrettens dom - - -

I.

I herredsrettens dom er ulykken beskrevet som indstævnte kom ud for den 28. august 1996 under sit arbejde som brandmand hos de amerikanske forsvarsstyrker på Keflavík-basen. Ulykken indtraf da indstævnte spillede fodbold på en træningsøvelse. Det er uomtvistet at det var obligatorisk for brandmænd at deltage i idrætsøvelser mellem kl. 18 og 19 i de dage de var på arbejde, men de havde frit valg om hvilken træning de valgte. Den omtalte dag havde indstævnte løbetrænet på et bræt indendørs, men vagthavende der ledede træningen, var kommet hen til ham og havde bedt ham om at deltage i en fodboldkamp hvilket han gik med til. Det er uomtvistet at indstævnte havde trænet og spillet fodbold i mange år og han kendte banens tilstand meget godt.

Indstævnte påstår at banen, som de ansatte brugte, var konstrueret på en ufuldstændig måde og ved dens konstruktion havde man brugt metoder og materialer som ikke er anerkendte og at det var farligt at bruge den til sådanne anlæg. Konstruktionen af banen og brug af den var derfor uforsvarlig og ulykken kan henføres hertil. I stævningen og partsforklaringen beskriver indstævnte episoden således, at da han ville sparke bolden fra målet, trådte han ned i en sænkning, foden ramte igennem grønsværen og ned i et fugtigt underlag og samtidig fordrejedes foden. Appellanten mener at denne påstand fra indstævnte ikke har støtte i sagens dokumenter, og at det er indlysende at indstævnte var gledet på den våde bane, som er ret almindeligt, uanset hvordan underlaget af fodboldbanen var konstrueret.

II.

Indstævnte fik teknikumingeniør N til at foretage syn af førnævnte idrætsbane i oktober 1998. Han talte med brandmand GH som var tilsynsførende med dens konstruktion. En rapport fra N foreligger i sagen og han afgav også forklaring for retten. Heraf fremgik at først var der blevet udlagt en belægning af asfaltbrudstykker som kommer fra fræsing af flylandingsbaner. Ovenpå det kom 20 cm tykt lag med groft grus og der ovenpå en blanding af grus og muld og til sidst græstørv. Den samlede tykkelse af græstørvet og gruset var 9-12 cm. Til sammenligning beskreve han det som han anså som en normal planering af græsbane. Først kommer et gruslag på 30-40 cm, herovenpå et lag sand på 12-15 cm uden sten og deropvenpå græstørv. Han forklarede at grus pakkes langt mere sammen end sand og kan derfor give større modstand, hvorimod sand er mere eftergivende. Han forklarede at idrætsklubber ikke anvender grus til deres idrætsanlæg. N forklarede at denne beskrivelse er støttet på vejledning fra statens idrætskonsulent til idrætsforeninger, men den foreligger ikke i sagen.

Selv om brandmændenes træningsbane ikke blev konstrueret i overensstemmelse med retningslinjer om konstruktion af idrætsanlæg, findes det ikke at være påvist at dens konstruktion har været uforsvarlig i forhold til den anvendelse, som den var beregnet til.

III.

Ovenfor er indstævntes påstand beskrevet om tildragelsen til ulykken. I en ulykkesrapport fra værkføreren, der blev skrevet samme dag af vagthavende, der var vidne til hændelsen, siges at indstævnte trådte slemt forkert da han gled i det våde græs. Det samme fremgår af en indberetning til Statens Arbejdstilsyn af 2. september 1998. Vagthavende JH har hos politiet forklaret at bolden var kommet hen til det ene af målene og indstævnte havde trådt et skridt frem, da han gled og faldt. Indstævntes broder PVJ har hos politiet beskrevet at indstævnte var løbet imod bolden da han trådte forkert. Brandmand HH har hos politiet givet den forklaring at der var kommet en høj overlevering ind i straffefletet mod målet og både han og indstævnte løb mod bolden og indstævnte sprang op for at gribe bolden, og at det så ud til at indstævnte trådte forkert da han kom ned. Brandmand SÁ har hos politiet forklaret at bolden kom fra venstre og ind til højre for indstævnte, der havde drejet sig mod bolden og var faldet ned. Hos politiet forklarede indstævnte at af nogen årsag er det som om selve ulykken er omsvøbet med tåge i hans hukommelse, og det som han husker er at feltet nærmest målet havde været et pløre og på grund af øsende regnvejr havde der også ligget en hel del vand. Han følte som om han gled i vandet da han tog et skridt, men han husker ikke hvorvidt noget særligt skete. For retten forklarede indstævnte at ulykken var sket på den måde at bolden var på vej i luften ind i straffefeltet ude fra banen, og han var løbet imod bolden og var gledet og foden sad fast. De beskrevne forklaringer understøtter ikke indstævntes påstand i stævningen eller redegørelsen med den, at ulykken skyldtes det forhold at da han ville sparke bolden fra målet var han trådt ned i en sænkning og derved ramte hans fod grønsværet og senere det fugtige underlag. Det er ikke påvist andet end at ulykken var et rent uheld hvor indstævnte stod i det glatte græs og trådte derfor forkert. Det findes ikke at være bevist at ulykken skyldtes det forhold, hvordan banen var konstrueret.

I henhold til det anførte anses det ikke at den ulykke som indstævnte kom ud for, skyldes forhold som appellanten bærer erstatningsansvar for, og derfor bør han frifindes for alle instævntes krav.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Appellanten, den islandske stat, bør frifindes for alle krav fra indstævnte Örn Sævar Júlíusson.

- - -