Jærnet/2/1

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

H. Aschehoug & Co. Kjøbenhavn


Jærnet.djvu Jærnet.djvu/9 139-146

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

ANDET KAPITEL

»En — to — dr-ei! en — to — dr-ei! Nejning à la ronde!

Armene døde, Armene døde — ganz, ganz todt!«

Dansemester Vogelbein rejste Violinbuen mod Loftet, sank i Haserne, så de blå Skøder fejede Gulvet, og hvirvlede det lille Hoved frem og tilbage i det stive Halsbind og det brusende Kalvekrøs:

»Mademoiselle du Pont, compliment en singulierement! Tør jeg bede …«

Susanna dansede frem, med Fingerspidserne i Kjolens vide Garneringer, mod den piruetterende Dansemester.

»Hagen mod Brystet! Hagen mod Brystet!«

De dansede i Borgmester du Ponts store Sal mod Elven, og Susanna nejede i Solruden midt på Gulvet, den hvide Kjoles utallige Læg blånede i Skæret af Sneen ovre på Handtverksgatans Tage og de opstablede Isblokke i Elven. Spejllampetterne vævede brogede Bånd om hendes Arme og Skuldre. Tindingkrøllerne dryppede som Guld.

»Monsieur Thorlander, Kompliment, Kompliment à votre moitié, Mademoiselle du Pont!«

Frem dansede Brynte i sin snævre, grå Vams med Stålspænderne for Knæene og Øjnene smilende i Susannas.

»Les mains en croix! en croix! rechts, links! rechts, links!«

Vogelbein vuggede Takten med Hovedet, og de dansede, de to, med Hænderne kryssede, langsomt, foran hinanden.

Brændebålet dundrede i Porcellænsovnen, forgæves i det snekolde Rum. Adrians hængende Kinder var blå af Kulde, hans Øjne randt.

»Dan Allé, mine Herrer, dan Allé!«

Vogelbein vinkede med Buen, og han selv, Steffan, Adrian og Olof Mychowitz ordnede sig i Række.

»Promenade, meine Herrschaften, Promenade!«

Langsomt, stateligt skred Brynte og Susan Hånd i Hånd frem igennem Rækkerne i Takt til Violinens »Borgman«.

»Excusez!« Dansemestren sænkede Violinen og lagde Hovedet på Skakke, »Mademoiselle må ikke se sin Kavallér an so — so kühn — dristig, Jaha! mer tugendhaft, om jeg må be' — tu-gendhaft!«

Susanna skottede til Brynte under Pandebåndet, hun kastede Ørelokkerne tilbage over Skuldrene og skød Brystet i det trange Silkespencer frem. Brynte rødmede, men rejste sig let på Tæerne, med Nakken dristigt vuggende.

Og her stod de, Steffan og Adrian, Side om Side, og Olof og Dansemestren derovre og dannede Allé for hendes og Bryntes Marsj.

Hans Hånd var kold som Adrians, der rørte den, og Olofs brune Ansigt blånede under Tindingkrøllerne.

Men i Bryntes Pandefure flød Sveddråber, og Susannas blanke Skuldre og buede Bryst dampede mod Kulden.

Skulderbred stod Olof dér og lod dem passere forbi sig. Susans Hede og Ånde drev som Røg mod hans Ansigt, men hans brune Øjne under de sammengroede Bryn stirrede ubevægeligt igennem den ..: Mychowitz'es Ansigt, Medusa, bag hendes Rosenkind og Søjlehals …

Violinen gnidrede nu en munter »Kolthoff«; i Byens Solskinsstilhed brummede, svagt, men uophørligt, Bruset fra Savolaxhyttan.

Der ringlede et Par Kaneklokker ude i Kungsgatan — og standsede. Korridordøren gik, og de hørte en Hest skrabe på Borgmesterstenene.

Et tykt Hoved i Baschlik og Pelskrave stak ind — en Sky af Kulde strømmede om Fødderne, Susanna lettede de hvide Svikkelstrømpe-Ben. Ingen af Filipstad-Fruernes Stiklerier havde fået hende til at dølge sine stærke Lægge i Mamelukker.

»Dansemester, ohøj! Patron van der Groeben på Niclashammar spø'r, om I kan komme og lede Dansen? Ungdommen øver til Juleballet på Djursäter, men den ny Polkatakt vil ikke gå!«

Det var Bas-Fre'rek, hans røde Ballonkinder, med de sværtede Skægkoteletter. Hans Basrøst rungede i den tomme Sal med de vægstillede, lærredsbetrukne Stole og de slørskyede Spejle.

Siden Mødet på Savolaxhyttan havde han turet fra Brug til Brug. Fru Flitzan og »Knægtene« i Karlstad Frimurerkælder kunde vente forgæves! Fre'rek havde opdaget »Bjærget«s Kødgryder og sandet Tegnérs Ord:

»Öfverallt man nöjet finner,
till och med i Filipstad!«

»Ja, Damerne sidder dér ude og venter i Kanen«.

»Excusez, meine Herrschaften!« Dansemestren gjorde et stort Sving med Bue og Violin, »en lille Aftale! stil dem Op, vi fanger an, gleich, med Kontradansen!«

Han svævede over Gulvet på Saffianstæerne, Svalehalen smuttede ud af Døren.

Børnene stod ene i Solskinnet. Susanna smilede, flettede Fingrene i hverandre og rakte Armene langt frem for sig, drejende sig langsomt om sig selv, missende mod Solen.

Det gav et Sæt i Steffan. En blå Strimmel af hendes Øjne havde ramt ham.

Og han smilte tilbage, vågnende, som havde han stået her i hundrede Ar og set hende danse med Brynte. Næste Gang var det ham, i Kontradansen!

»Susanna!« sagde han halvhøjt.

»Sikken Sol! sikken Sol!« hun drejede sig stadig om sig selv, med Armene løftet højt over Krumkammens funklende Stene — den landflygtige Dronning Fredrika af Badens Gave til Juliette du Pont.

»Ja, Pokker til, at man skal danse herinde en Dag som i Dag! Jeg kunde nu ha' været på Ski oppe ved Mörttjärnet og set til Faders Tømmerkørere! Bakken dér er så stejl, Gud véd, om de har strøet med Grus … Men Fader vil jo absolut, at jeg skal —« Brynte stod ved Vinduet og ruskede utålmodigt i Hasperne.

Steffan løftede Brynene. Den ene Gang om Ugen dansede de med Susanna — og så talte han om Tømmerkørerne …

Men Susan hverken hørte eller så. Hun svingede bestandigt rundt med lukkede Øjne og smilende Mund, svøbende sig dybere og dybere ind i Solen.

Kontradansens glisséer, chasséer, entrechats, battements, hun dansede dem alle, ene med sig selv, glidende fra den ene i den anden, som gennem Bølger.

»Så smärt som stjälken af en lilja —« hviskede Fru Lensmand Crälius' spydske Stemme på Juleballet på Djursäter i Fjor, da han og Susan valsede forbi. Susan havde smilt, med røde Læber, ynksomt, og han havde smilt igen, for — hvor svang ikke hendes Midje ham rundt den Aften, og hvor bølgede ikke Skærfet dér i Solen mygt og fulgte hendes svulmende Hofter. Brystet åndede, så det gyldnede i dets Kløft, og i de fløjlshvide Arme blånede Årerne dunkelt af Vallonernes Blod …

»Satans også!« Brynte dunkede Knoerne mod den dobbelte Rude, så den lille Skov derinde af Rensdyrmos smuldrede, »jeg er vis på, at Lindblad glemmer det Grus. Han er også for ung til at sætte til den Slags!«

Steffan smilte. Lindblad var atten År, og Brynte sexten. Men pas du dine Tømmerkørere —! Og Olof?

Midt på Gulvet stod han og stirrede under Varulvebrynene på Susan. Hans Ansigt med de brede Kæber og den krogede Næse skød den mørke Underlæbe frem endnu mer end ellers. Men Hjørnetænderne sugede i de nedtrukne Mundvige under Skægskyggen.

Ja, sug du dit eget Blod — du mistror Susannas med Rette! kan hænde du kvaltes i det, Medusa!

Susan, jeg ene danser med dig — skønt jeg ikke rører mig fra Gulvet, alt i mig danser, alt hvad jeg vil, og alt hvad jeg véd! Susan, du store, stærke, blonde, jeg danser med dig, stor og stærk og blond, ind i Solen, inderst ind!

Susanna tog langt ud i Kjolen og nejede dybt og smilende for sin Meddanser, Solen.

Men Steffan gik frem. Nej, Susan, her er din Moitié! den Meddanser, du savner: din Hersker!

Brynte vendte Hovedet og så hende, med Øjnene lukkede, med åben Mund og rødmende Hud neje i Kjolens blånende Sne.

Rynken forsvandt, hans Ansigt åbnede sig i et Smil, han valsede mod hende, klappende i Hænderne:

»Det sprang en jungfru uti vår ring,
hon sprang och gjorde sig glader!«

Han sang:

»Och kära jungfru, räck hit din hand,
det lyster mig till att dansa!«

Susanna åbnede Øjnene, halvt knælende i Solen. Hun blussede brat, helt ud over Brystets Hvælv og kastede sig frem, med udstrakte Arme.

Hans Hænder slog ned i hendes Albuhuler, hun stindede sin Nakke, smilende, og i det samme svang Brynte sig skråt til Vejrs, som en Fugl, hans Fødder haglede mellem Lysekronens Prismer, mod Loftets Laurbærkranse.

Halvt segnende bar hun ham oppe, med Armenes Muskler spændte under det korte Chiffonærme, med Knæet mod Gulvet og Munden under hans.

»Gott bewahre, meine Herrschaften! Gott bewahre!«

Vogelbein stod midt i Salen, med Bue og Violin, stivnet.

Steffan brast i Latter, kort. Ja, Gott bewahre dig, lille Tysker, Elev af den store de Vestris, Lærer for Hofdamerne i Braunschweig, »Helt« fra Hertug Karls »Generobring« af hans opførte Land og hans brændte Slot, — nu på halvfjerde Sekel landflygtig Dansemester for Ungdommen i dette Land, for hvis Dans du beder Gud bevare dig!

Se nu, hvor Brynte kreser hende inde i smidige Sæt, i bratte Kast, i stejl Knejsen, med Hænderne i hendes som én Hånd, gyngende, vigende — og så pludselig: hans Albu i hendes Albuhule, og løftet i hendes Arme flyver han op, med Fødderne hvirvlende gennem Prismernes Funkeregn, med den stønnende Mund ned over hendes blussende Ansigt, hendes svulmende, vaklende Skulder.

»Gott bewahre!«

Jøssepolskaen — —

Steffan skimtede Olofs brændende Ansigt, hans Mund med de blodige Vige, og Adrians blålige Kæber, rødpræglede, hans blakkede Øjne sugede fast på Brynte.

Og han rystede, af Harme, af Lede: Ve jer — Olof som på Idet spytter Sapphos Elskovshymner fra sine forbidte Læber, og Adrian, som læsper Theognis' Pris til Megaræas Ynglinge mod Bryntes døve Øren!

Men velsignet Susan og Brynte, som danser Dansen, Hippokleides' Dans over Borde og Bænke i Sikyons Festgård!

Nej — Värmlands Dans! Vallonernes Polska om Skovenes Gruber, gennem Højovnenes Luer, vild til Nøkkens Fele — som Fædrenes Vals om Leydens Mure til Sværdenes Sang!

Mit Blod danser med, i min lamme Ryg, i mine stive Ben! Jeg er Värmlands Søn, Vallonernes Ætling som I!

»Ehvar jag är, och ehvar jag far,
så vill jag eder berömma.
tills I bli döder och laggd på bår
och grafven skall er bortgömma!«

Vore Stemmer jubler, som Børnenes om Majstangen i Savolaxhyttans Slakkehobe, som Hippokleides' under Perserkrigernes Fodslag, vore Fædres under duc d'Albas!

Jærn og Død, hvor er din Brod?

Gott bewahre, lille Vogelbein, Gott bewahre!