Jærnet/3/3

by Harald Kidde

Har Fætter både Fleetwoods på Sällboda og dem på Rexed?«

Gudmoder bøjede sit krøllede Hoved grundende over sin Stav.

»Friherre Jacob Svante, også kaldet Fläckfota eller Smørbaronen!« remsede Bror af Ekestam lystigt, rullende en Leporelloliste af Navne ned mellem sine skrævende Støvleben, »her!« han pegede med sin lange Finger.

»Og Kaptejnens på Berg?«

»Kære Kusine, hele Jösse Herred har vi, fra Öfre Gla til Varaldsjö, hele Näs og hele Nordmark, hvert Hus, Gård, Brug og Gods, hver Officér, Præst, Foged og Patron, hver Frue, Frøken, Mamsel og Informator! Frygt ej, Bror af Ekestam er huskendt! han glemmer ingen af sine Venner, hverken når han går på Besøg hos dem, eller den ene Gang om Året, han selv agerer Vært — ved nådig Kusines Gunst!«

Han bøjede Skaldepanden hilsende mod Gudmoder, de sortbrune Øjne funklede.

»Nu«, Gudmoder smilede, »jeg stoler jo på Fætter, men ilde var det, om vi glemte én — en ensom Sjæl!«

Steffan nikkede. Ja, ilde i Sandhed — for Sjælen, der ej kom hid at sidde ved Gudmoder Huldas Fod, i Festen i Järnbäraland!

»Så ensom sidder ingen Sjæl i Värmland eller Dal«, Majoren slog sig på Snorefrakkens Bryst, »at den ej én Gang har haft Besøg af Bror af Ekestam!«

»Vel!« Gudmoder Hulda nikkede.

»Så passerer vi Fryksdals Grænsen, vi lægger Vejen langs Mellan-Fryken og hilser først på Gyllenspetz's i Västra Emtervik, Patronen, Fruen, tre Frøkner, Musikmamsellen —« Majorens Gåsefjers-Pen spruttede.

Steffan lænede Kinden mod Gudmoder Huldas Hånd, han så ikke mere Susans og Bryntes Ansigter i Ildskæret, han hørte ikke deres lønlige Hvisken. Han fornam kun Varmen af denne Hånd, af Helteslægtens Blod bag en gammel Kvindes Hud; han hørte kun Majorens Bas, malmfuld af Kommandoråbene på Trossnäs Felt, af Korsangene i dets Officérsmesse, omkring Kommersråd Norrströms Toddybord, og i Karlstad Frimurer-Loge, over Fru Flitzans Skænk, af Selskabs-Viserne rundt om på alle de Gårde og Brug, som Ekestam nu nævnede — og af de ensomme Vandrekvad på Vejen til dem, gennem Skovskygge, langs Søskvalp, under Bjærgåses sejlende Skyer …

Og han så de Mennesker, hvis Navne samledes til det store Gæstebud, Mænd og Kvinder, Unge og Gamle: Vallonerne, de Sorgløse, de Forbandede fra Missionærernes Dommedags-Salmer, de Hjemfaldne til Ildsvælget over »Bjærget« — Skyggerne, der hin Aften på Savolaxhyttan flyede over Væggene for den nye Tids Vejr. Ja, dérude: Jærnets Forkastede, men herinde: dets Elitekor, Vidnesbyrdet om dets Rigdom, dets inderste Vilje: Guld af Jærn, Sang af Sorg!

Og han pressede Panden mod Gudmoders Hånd. Du lydige Blod derinde, giv mig din Glød, jeg ensomme Sjæl, der fryser i det Land, hvis Navn er Varme — smælt mig fra mit Nej til dit Ja! Gør mig lig dig og Morgongåfva lig Djursäter — eller, o Gud, gør mig kun lig dine Gæster, Vallonerne, de Troende, som danser her for dit Smil som for Guds eget, ét med Dansen, så længe den rækker, uden at forske efter dens sidste Takt! Lær mig at leve deres Fest og dø deres Død, troende deres Tro: at undes dem Dansen, er Dansen, som Døden, af Gud!

Ja, lær mig at tilgive, nej at takke den Gud, din og jer alles! Lær mig at lovprise ham med Blinde-Olles Tunge som med Farbror Adonis', at genkende ham i du Ponts Spring i Ovnen og Denis Barchäus' Flugt som i Bryntes sejrende Indtog! Fri mig, ej blot for Klagen over mig selv, men over alle!

Fri mig for at være Gud lig: den Dømmende, gør mig til Menneske: den Frikendte og Frikendende, Guds eget magnun magisterium, Jærnets Jærn: Vidnesbyrdet om dets Styrke! Og se; min Drøm: at Barnet er Evangeliet, min Mission mod Goliath: ej ved Sværd, men ved Ord er opfyldt! Ja »Ordet« er fundet, Dødens Overvinder: Tak!

Se jeg knæler på dette Gulv, hvor hver Dans vækker Suk fra Persberg dernede, hvert Spring Træbens og Krykkers Halt — ved det Bål, hvorom din Tagfat, Gudmoder, gik mellem Karolinernes vanskabte Skygger efter dine Brødres og din Fæstemand fra Vuggen, Claës af Adelstiernas gyldne, flyvende Manker, og som beskinnede dem i deres Kister, i deres hvide Ligdragt, og hvortil du nu kalder Värmerne til Fest …

Og som på Dragkisten i Bäckstugan, under Sixten Råbocks og Anders Stenkulas Fløjtespil:

«Goda gosse, glaset töm —«

dør jeg af Ungdom …

Ti se: Sixten Råbock, han lød som Yngling, fik Lov at ofre — og fri sig! Forgæves? i forbryderiske Krige? Jærnets Fester forgæves! O Kortsyn!

Sixten, Gustavianerne, Karolinerne, gav de ikke, for korte eller lange Sværd, Jorden dens Lød tilbage, dens rette hellige Glød? Forrådte, forladte var de tro, selv unge Claës, den Troløse; gav hvad der krævedes af dem, de Udkårne; Festen, der lader Hverdagen flamme over Trællen; der forgylder selv Strådøden og skænker den Hammer Vægt, som danner Heltenes Sværd; der lader den Sottelagte fatte Lydigheds Sødme!

O ja, Gudmoder, Søsteren til syv lydige Brødre, Fæstemø til en lydig Fæstemand, Barnet, hvis Leg gik mellem Karolinernes Krykker, skulde hun ej lyde — og sejre? Og han, Gudsønnen, gennem hende? Skulde ej hin Udsæd bære sine Fold, en Jord så gødet sin Frugt: en Slægt af Troende, Offerglade?

Lær mig da, Hulda, Firsindstyve-Årige med røde Kinder, at være ung i Evighed! ej som de udvalgte Træer at give mit Forår til Guds Ære, men at bære de stedse grønnes Martyrium: blandt Vintersovende at bære Bud om Jordens ødsle Hjærte! Lær mig Jærnets sværeste Bud: at give ved at Spare! Lær mig det ved denne Arne, hvortil alle »Bjærget«s Børn bedes, men hvor ingen er så trængende en Gæst som jeg! Lær mig det ved dette Bål, hvor du en Gang sad som et fem Års Barn, på din Farfaders, Grev Jobs, stive Knæ, det, der havde båret hans og Sverrigs Konge, fra den Gang og for altid, den døde, udødelige Karl den XII, fra Tistedalens åbne Ligbåre til Gemslen i Riddarholms Kirkens Krypt — nej, som Pagen den Gang drømte, som Veteranerne snart erfoer, som vi sander den Dag i Dag, vi Børn af Järnbäralandet: til selve Sverriges Hjærtekammer — dets sande Hersker i al Evighed!

»Men — angående Lyrholms på Vägsjöfors — har Kusine husket at bestille Regimentsmusiken fra Karlstad?« Bror af Ekestams Øjne stod stive i Gudmoders, med en forskrækket Ildgnist i deres Glober.

»Ja, ja da!« Gudmoders Kniplings-Næsedug flagrede mod ham, »tror Fætter, at jeg er blevet så gammel, at jeg har glemt, der skal danses på Djursäter, og at ene Ehrenreich spiller Värmerne hurtigt nok?«

»Godt, godt!« Majoren dunkede den knyttede Næve mod Knæet, og nede fra Bjørneskindet nynnede Susan de første Noder i »Borgströms Vals« …

»Fordum — ja, vi husker det, Fætter, var det Stridsbergerne, der spillede for os — da det var vor Tur at danse.«

»Vor Tur!« Bror af Ekestam drejede sig, så Uniformsknapperne flimrede, »vil Kusine forbyde mig at træde Juledansen med?«

»Fætter? nej, men Fætter er også femten År yngre end jeg!«

»Og hvem leder Dansen på Djursäter, nu som alle Dage?« han snappede hurtigt hendes Hånd til sin Mund, mod de svulmende, røde Læber.

»Nu, nu!« Gudmoder nikkede og lo, »så længe Benene bærer, skal jeg danse for, som Værtinden sømmes.«

»Og den Dag de ikke bærer,« Bror af Ekestam så op på hende over hendes Hånd, med Øjnenes tunge, brune Hundeglød, »den Dag er Dansen i Värmland omme!«

»Snak ikke sådan!« Gudmoders Øjne blev blege, hun rykkede i sin Hånd, »du forsynder dig jo!« hun lo, »og giver mig Guds Ansvar.«

»Og Värmlands Gud er du!« Majoren kyssede den vigende Hånd.

En Duft af tørrede Lavendler steg op fra Ilden; Susanna strøede af Skrinet på de Ibenholts Ildbukke og dukkede Hånden ned efter Rosmarin og Salvie. En Duft af Värmlands Sommer, den udødelige …

Steffan tog ikke sine Øjne fra det blege Ansigt dér i Rødmen og Ilden — det Hoved, der, hvidt af År og Sorg, ledte Värmernes Dans til Guds Ære.

»Men,« Majoren halede en ny Liste op af Snorelommen, en blank Mønsterrulle for Kils Kompagni — der nu fyldtes med Festens Værnepligtige, »saa nåede vi Kristinefors og Hvitsand og kan passere Mangselven. Lad se: Kapellanen i Nyskoga Kapel —«

Men Steffan blev ved Gudmoders Ansigt, ej i Bøn om, som hun — o formastelige Tanke! o Byrde, tungere end Goliaths! — at lede hin Dans, ej heller — o ufornødne Frygt! — om ej at forstyrre dens Hymne — så længe Gud blæste, vilde den gå! — men om, én blandt Tusinde, at mægte dens Trin, dens Hyldest til Herren — til Hyldest var ham nok …

Ja, Glæden tungere end Sorgen — som hver Pligt tungere end Retten — giv mig at fylde den: min Tak til Skaberen!

Gudmoder, du Troende, hjælp min Vantro, værre end Thomas': giv mig at se Gud — og dog tro ham!

Med Ryggen til Olof og Adrian, ja til Susan og Brynte pressede han de lukkede Øjne mod hendes Hånd — og så dem: Blodvidnerne, de dyreste blandt Guds Apostle, røde af Lejet ved hans Hjærte .. Budbærerne til de sene Slægter om hans Vilje: de trende Karoliner, som Gud lod tilbage på Djursäter i hendes Barndom, og Gud nu lod Steffan se gennem hendes, Jacobschöldernes sidste Blod, Grev Jobs, deres Fælle og Vært …

Nu blottede Gud sit Åsyn. Og Steffan? Gjorde han sig skyldig i hin ene utilgivelige Synd: flyede han?

Nej, se — og dog tro! Vorde lydig — og salig som en Vallon! …

:Dér, i denne samme Stue og ved denne samme Ild, luder med sit Mankehoved over de magre, spidse Knæ den 85-årige Fændrik Gabriel Israel Isogäus, Præstesønnen fra Pelkäne i Tavastland, Studenten fra Åbo, hvem Tvangsloven om Studenternes Udskrivning rev af Hænde de Bøger, som han først genfandt her hos Grev Job, og tvang i deres Sted Karoliner-Sværdet, hint store, tørstige Stål. Ej fordi Loven om de »lättjefulla och olämpliga studenter« ramte ham, Stuesidderen, Bogormen, Gezelii den Yngres Famulus ved »Bibelværket«, ej heller fordi hans Blod sang med i den store Dødshymne — det nynnede nøjsomt over Aristoteles og ved »Dispositiones homileticae« — men fordi Hymnen krævede Blodet, hans som ethvert, der endnu var rødt.

Forkommen, fortumlet, forsultet nåede han, i Strømmen af pjaltede Soldater fra opløste Regimenter, halvnøgne Nostofolk og lévæbnede Kivikät: Landstorms- og Friskaremænd, til Lewenhaupts Hær i Riga, just som den bølgede ud gennem Portene, for over Mitau, Wilna og Uszpol at slutte op til det store Hævnertogt mod Moskovitiens Hjærte, Fabelstaden Moskwa, som de Ældstes Fædre, med Jakob de la Gardie så for 100 År siden, i Tsar Vasilij Schuiskijs Dage.

Men inde i Litauens natlige Urskove, i Dnejprs Sumpe mødte Student Gabriel ikke den Konge, der havde kaldt ham og hans de hundrede Mile og ikke kunde bie dem fem Dage, men Moskoviten selv, og under Ljésnas Regn og Sne- og Kuglefog så han Kammeraternes Mylder nedsables og nedkøres, de sidste Furagevogne stå i Brand, de sidste Amunitions-Kærrer og Feltstykker Sprænges og rømmes.

Bag brændende Skove og opsvulmede Floder, håret og dyndet som et Skovdyr, men endnu med Gezelii testemonium in litteris et artibus på Brystet, nåede han iBaturins rygende Ruiner, i Hovedstaden for askesorte Lande, sin Herre og Konge — for at udnævnes til Fændrik i hine adelige Ynglinges Sted, som Severiens Djungle og Malatitzes Moradser standsede på Sejrstoget. Og med Hornbriller på Næsen, med Halm om Fødderne og en Kosaks Fåreskinds-Pels om Laserne exercerede han på Hadjacz Torv Tatarer, Zaporoger og Wallaker til Felttoget ind i Mazeppas Land, Ukraine.

Let faldt det dog Gabriel Israel at røgte Pligten som Fører, ti sakkede han end med sin Trup Døgn agterud, tro biede dog Vejviser-Pæle ham: Krigere, frosne i Et med Fyrrene og rodfaste som de eller sammenfrosne med Vejen, som stræbte de endnu, lydigt, mod dens og deres Mål: mod den Sommers Sol, som Ukraines Vinter skulde modne. Gabriels Mænd blev tilbage blandt disse Skovenes Vintersovere, Lotofagerne, der for tidligt forspiste sig på deres Herres Frugt, men dog, med Rygradene sprungne, med Næserne og Benene afædte af Frost og af Ulve, skulde kendes igen som hans på den store Mønstringsdag.

Men over den brystsyge Skolars, den rundryggede Teologs Hoved steg hin Sol i Gilead: Solen over Poltava op og blev stående, som over Sverrigs Historie i hundrede År, rød at dets Hjærteblods Damp, af Moskovittens Krudtrøg og Jordens Støvs og Vredes Ånde.

Ramt af en Samojedes Spyd, just som han på Drabanten Giertas Råb, blandt fem andre, løftede den lamme og blødende Konge fra Båren op i Vognen, begravedes han under Major Wolffelt og hans styrtende Hest, blandedes han mellem Sverrigs ædleste Ætter og Kosaklandets hedenske Afskum til den Rendebane af Levende og Døde, af Snavs og Blod, hvorover Flugten og Forfølgelsen bruste — udgravedes af en Ligrøvers iskolde Hænder og drog, som hans Konge havde lovet, bag sine Excellencer og Generaler, sine Standarter og Faner, sine Feltvogne og Kanoner, under Paukers og Kedeltrommers Spil, én blandt 14,000, ind under Moskwas Murstens-Porte og Tøndetårne, ind i Dragens Hule, som Fædrene for 100 År siden. Men såe, blandt Fabelsynerne af Tinder og Gallerier, af Pelse og Smykker, og Tsar Peters eget vanvittige og blodbesmurte Ansigt, kun sin Konges tomme Båre: at han var forsvundet, som havde ledet ham ind i Verden bag Pontus euxinus, at han ej ledte dette Triumftog på Krykker fra Worsklas Tjørne …

Under Knut og Pigstav, i Hjord med 5000 andre Fanger, nåede han hint Hav, og dér, syv År i Woronesch Skibsbyggerier, prentede Gabriel Israel sine Epistolae ex ponto og Tristia, så dybt i sine naglestungne Hænder, i sin tornestukne Pande, at Steffan denne Aften, halvandet hundrede År efter, læste dem så let som Nasos hos Farbroder Anselm.

I det syvende År, da af de 5000 ej hundrede var tilbage, forsvandt Gabriel Israel fra de Kajer, hvor Europa, først med Lefort og Gordon og nu med de svenske Krigsfanger, tømrede Asien dets Røversnekker — dukkede ned i Kaos og steg, grå, af dets Løndomme, en Dag i 1718 op i sit Hjem, i Tavastlandets Hjærte, i Pelkäne, for at finde det Bud sandt, der gennem Lewenhaupts Bureau i Moskwa, over Verdner af Mile og År, havde nået ham, i et Brev til en Medfange: at hint Land Suomi ej mer fandtes til, at ene Ulves Hyl hørtes i dets Nætter.

Hvid som en Hundredårig stod han ved Pelkäne Sø, med de nøgne Fødder sorte af Asken fra sit brændte Fædrehjem.

Ti hin Dag i Høsten 1713, da Carl Gustaf Armfelt her i Kûokkale Pas stred sin sidste Strid med Russen, havde Gabriels Forældres og Søskendes Lig blandet deres Offerrøg med den, der fra Systerbäcken til Torne-Elv, over hele Auras Rige, steg til Guds Trone.

Gabriel Israel havde ledt sig frem gennem hint uhyre Indlands evige Nat langs de Floder, der løb mod Nord, han havde levet som dets Urskoves Dyr, sovet i deres Huler, ædt deres Føde og tiet som de.

Nu drog han, for at tale med sine sidste Landsmænd, den ældgamle Vej, de 300 Mile langs Havet, Tjenerstien, som de et halvt Årtusinde havde trådt til Svea, deres Dronning, at høre og dø på hendes Bud, og hvorad Armfelts 6000 var draget, over Jämtlands Bjærge, at dække, imod Vest som imod Øst, hendes Hjærte med deres nu snart sønderkløvede Barm.

I Handöl By traf han de 300, som Dovre spyede tilbage fra sin kogende Snekværn, fra Ejyafjældenes skummende Tænder — sorte af Koldbrand og afsindige af Synerne i Bokhammars og Öjefjældets Ginungagap. Han traf dem hos andre Landsmænd, hos de Finner, som Karl den IX kaldte hid til Skovhugst, og som hans Efterfølgere havde fældet som Træer. Og her, blandt sine sidste Krigsbrødre og Resten af sit Folk, hørte han det Bud: at Karl den XIIs Liv var endt i Frederikshalds Løbegrave … der i den dunkle Pörte, i den bitre og hjemlige Lugt af Røg og med Snehvirvlerne hen over den åbne Lyre, påny lod ham se hint Syn af Kongens tomme Båre, der ledte de 14000s Indtog i Moskwa …

Og han blev iblandt sine som Præst og Lærer, nyttende sit Gregorii testemonium til i de fremmede Skoves Dyb at holde den himmelske og jordiske Tunge levende i sin Stammes Mund.

Deroppe i Hjemmet var Kirkernes Nøgler forlængst afleverede, Åbo Universitet stod tomt som Skolen ved Pelkäne Sø — Mennesker og Dyr havde skiftet Boliger: i Hulerne døde de sidste Finner, og i Kirke- og Markedsbyerne parredes Ulvene.

Men ved Skæret af Fyrreklynen fra de svenske Skove, med de finske Tidekalendre af Bentavler og Agricolae Testamente og Psaltare på Knæet stavede Gezelii Discipel, Kong Karls Fændrik, for Flokken af unge og gamle Analfabeter det Sprog, hvorom det hed ude i Europa, at det var forsvundet. Han lærte dem intet nyt: han manede ej Hesperiens Øer op for dem, hvem ultima tules Skygge skjulte, han tegnede ej sin og sines Kalvarie-Gang for dem, der til og fra deres Porte havde trådt mere end syvtusinde Gange syv hundrede blodige Fjed. Han lærte dem kun Lektien, gammel som Suomi selv, at Gud gav dem under Arkturus Frost, i Babylons Landsflugt.

Og han blev med Fred i sin Menighed og sin Skovkirke — ti hvorfra skulde Forfølgelsen komme?

De Bygder i Dalen, der fordum sendte den som en Regn af Blod og Sten over de Fremmede, synede, fra Udhugget heroppe, tomme for Røg og for Mennesker. Guds Tjener, Carolus rex, havde kørt sit Trespand: Krig, Hunger, Pest gennem Kanaans Dale og fejet dem nøgne som Horebs Tinder. Og i glemsomme Tanker ristede Gabriel Isogäus i Asken af den Svedje, han just havde brændt til Udsæd:

»Qvidqvid delirant reges, plectuntur Achivi —«

men tegnede under, fromt og hebraisk: Amen. Han havde glemt Horats, men huskede »Bibelværket.«

Og dog, alt mens han såede Wasa-Rug til Høst, var det rundet ham af Hu, at den Gud, der tilintetgør, også sår — at han kan have at tilintetgøre påny.

Og en Dag steg atter Røg fra Dalens Bygder, Kvæghorder skred, hvor hint Trespand havde faret — mæt af Lig og Tårer og Blod modnede Jorden Agre og Slægter påny.

Og i Fosterfaderens og Fædrenes Arv, røde af deres Lød, fornam Sønnerne det ældgamle Bud: at Jorden og Menneskene ej bærer Jærnet forgæves, men for at forkynde, at dets er Magten, Riget og Æren. Og en Dag så Gabriel Israel hin Læres tro Profeter: Lensmanden og Præsten fra Dalen, i Spidsen for en Flok bevæbnede Bønder, selv væbnede med Skovloven af 1734, på de Rydningspladser, som hans Folk, på Sverrigs Bud, havde brudt af dets Urskoves Frost og hegnet med tvende Århundreders og fire Slægtleds Stenvolde.

Og flyende i Røgen af brandstukne Hytter og antændte Agre, under Brølet af det røvede Kvæg og Dødsskriget fra de nedskudte Ynglinge af Folket, genkendte han Gud Herren fra Israels og Kong Karls Tid. Og endnu dybere i Skovene, endnu højere på Fjældet, endnu fjærnere fra Menneskene samlede han de sidste Overlevende, som Ukko det Folk, der havde flyet for sine Forfølgere fra Jordens Hjærte til dens Rand og vidste, at også dér udover skulde Herren drive dem.

Dyrt krævede Gud sine Førstefødte: på Mamre svale Sletter tog han dem i sin Hånd og endnu ved Mare septentrionale holdt han dem fast, at de skulde vidne, at Nidkærhed er hans Navn.

I Året 1743, i den Senhøst, da ny Blodsæds Grøde: den nye russiske Krigs, sankedes i Lade, da Klokkerne gik over de Nedsablede ved Willmanstrand, de Blodgangs- og Skørbugsdøde i Kymenegård og Borgå, da kvinde- og oldingepløjede Agres golde Ax æltedes med Bark og Ben til Nødbrød, medens Landets sidste Fedme ådes af de i Sörmland og Östergyllen indkvarterede Russere, som man drog ud at tugte for Poltava, og som man nu måtte trygle om Beskyttelse mod Danmark — drog Gabriel Israel Isogäus igen en Langvejsfærd, som fra Woronesch til Pelkäne, og fra Pelkäne til Handöl, med Stav i Hånd og med nøgne Fødder, men denne Gang ej med Gezelii testemonium, men med sit Fændrik-Patent forvaret på Brystet. Og han drog at udnytte det, den kongelige Nåde — ej mer til Hunger og Sår og Fangenskab, men til Penge og Korn: til Krigsmanshuskassans 54 Daler Kobbermønt og 8 Tønder Rug, Pensionen, han, som så mange af hans Fæller aldrig havde modtaget af det Land, hvem hans Blods og Sveds Udgydelse havde gjort fattigere end dets fattigste Fændrik.

Men nu, da i hin yderste Skovafkrog de ny Svedjer sortnede af Frost, det sidste Hornkvæg sønderreves af Ulve på Pörtens Tærskel og ingen Kugle fandtes til Jagt eller Værn — ti Bygdens Præst havde ladet Budstikke gå, at hvor en Finne viste sig at bytte Skind for Krudt, skulde han ved Spidsrod tvinges til at vise Vej til det Sted, hvor hans Folk, kongelig Majestæt til Spot, havde søgt Ly — syntes ham hint Patent fra Baturin et Himmelbrev, et Vidne fra selve den Gud, i hvis Spor Landet nu atter vandrede, om at han, Gabriel Israel Isogäus, hørte til hans og turde forvente sin Løn hos hans sene Disciple. Og — otte Tønder Rug … Vädlainen kom med kun et Lomskind fyldt til Medskog, og Svedje kan bære indtil syv Fold. Gabriel kunde nære et Folk af sin Hånd .. som Josef i Ægypten sine Brødre, af sin Ungdoms Fangenskab.

Men — hvo vilde vidne, at han, den røgsorte og hvidhårede Finne, rygbrudt af Woronesch' Tømmerstokke og Tydalsfjældenes Stene, vankundig af syv Trældoms År hos den fremmede Lea, af fireogtyves Brodergerning for den søsterlige Rachel, var studiosus Abosiensis, Fændrik i Björneborgerne, Gabriel Israel Isogäus?

Johannes Gezelius den Yngre, hans høje Mester fra Ungdommen i alma maters Sold? en kvart Sekel tav hans veltalende og stridbare Tunge for alle testemonia som for alle disputationes .. og hvor skulde hans Famulus have dristet sig for hans Examinator-Blik? Exegetiken — o Gud! biblia pauperum, Billedbiblen, var den eneste, han nu mægtede at tyde!

Og hans musae Brødre fra da? De af dem, der ej sov hin Søvn sine ira et studio, under Kajanias Dværgfyr eller Carlopolis' Figenpalmer, eller foran Ikonostasen i Kosakland, som converterede Poper, vanhelligede deres Præceptors Lærdomme og deres Fædres Sprog — skulde de kendes ved hans ecclesiola extra ecclesiam, hans Kirke i Skoven? skulde ej, som Præsten i Dalen, true den Usalvede med Konventikel-Plakaten af 1720? Hvo vidste så vel som de, at han hørte til den profane vulgus?

Nej, til sine fratres Martis måtte han søge, til dem hvis Hoveder Poltavas sorte Sol brændte hvide, som hans! Let vilde de på hans stigmata kende ham som deres Faders fuldlærte Svend!

Men hvor mangen Johannes havde Herren ladt tilbage på de Levendes Cypern?

Ikke Adam Ludvig Lewenhaupt, Gabriels Imperator og Pomponius Atticus i hine tusculanske Samtaler, som Feltherren og den Menige førte i Litauens Snefogs Nætter, om den rødglødende Kanonkugle i det nedføgne Telt. Den lærde og parykklædte Heros sov i hint Tamerlans Rige, ene blandt sine Lexika og de Ruller, hvori han, for sidste Gang, sankede de fra det Bottniske Hav til det stille Ocean spredte Svenskere til én Hær.

Hvor fandtes de Ronder, at Gabriel Israel kunde pege på sit eget Navn?

Og Måns Stenbock, Feltmarskallen Rehnsköld, Excellensen Piper? Forlængst havde Herren ladet dem af Fængslet ud at stå om hans Trone!

Men én levede: Axel Erik Roos af Hjelmsäter, Liv-Drabanten, Vovehalsen, Kongens, Folkets og Pigernes Yndling, frelst brunlokket fra Poltavas Sol, helskindet fra Kalabalikens Hus, ubøjet fra Tyrkernes og Danskernes Fængsler! Ja, Axel Erik Roos, den Udødelige — han havde redet Europa og Seklet igennem på langs og på tværs, han havde fulgt sin Ungdom, sin Hustru og sin Konge til Graven, og nu, som Generalguvernør, Landshøvding og sidste Mand af sin Slægt, jog han Dalslands Elge og Bjørne, som fordum det gyldne Horns Møer eller August den Stærkes Gesandt til Tatariets Kahn …

O, let vilde det være for Gabriel Israel at kende ham! Men Axel Erik?

Å jo — som Fændriken drog frem over Storsjön og Dalelven, syntes han, han kom gennem deres Ungdoms Land — gennem Litauen, Polonesien, Ukraine, gennem Urskove og uddøde Byer og Askefelter, gennem Horder af Tiggere med sorte Ansigter og indskrumpne Kroppe, et Folkeslag mættet af Barkbrød og af den Føde, som de Umælende udspyede. Så han ej hvidhårede Præster, spændte for Ploven gennem Tisselagre? mødte han ej blødende Flygtninge, »Daldansens« sidste? Han kendte den Jord, som han ej så længe havde set — skulde Axel Erik da ikke kende ham?

På Dalarnes og Värmlands Grænse kom Vintren, den gamle Kending, ham i Møde, og som han gennem Timile-Skoven søgte frem mod Ynglinge-Årene, at mætte Alderdommens, gik han dybere og dybere ind i hine, blindet af deres Fog, brændende af deres Frost, ledet af deres Storme.

Han glemte, at længst var Poltava nået, som Woronesch, Pelkäne og Handöl, at han vandrede at søge sin Sold. Som hver Nat, på Ovnbænken derhjemme, vandrede han sin lydige Vej over den halve Jord at tømme sin og sit Lands sidste Blodsdråbe i pontus euxinus.

Og kære Stemmer lød om ham — han var ej ene blandt menige Finner … Erik Axels høje Tone lød, og Ingel Lydinghielms, Hanz v. Rajalins, Hindric Griphufvuds og Skotten, Gordon Moffats .. et Vårfugle-Kor under Litauens Snekroner, de titusinde Grækerfareres mod Sorte Havet …

Og forude så han deres unge Kyros' lille Hoved, Halmdusken på, den opkrammede Hat, den Helt og den Lamia, der ledte dem i Døden …

»Dulce et decorum est pro patria mori,« forklarede Lewenhaupts Stemme, og Gabriel Israel nikkede: sødt at dø ung herude, ej som gammel at skulle se det Land, som Helten og Lamiaen efterlader!

Den unge Fændrik vilde tørre sine Øjeglar, fulde af Sne og af Tårer over Lærdommens bristede Drøm og over Gudens Nåde imod Ganymedes' Hær — men han snublede og faldt i hans og sin egen Grav …

Foget, Foget, der suser uden Mål, af Herrens Lune, men fylder Himmel og jord, hans Leg med dem, han skabte ..!

Men Gabriel Israel vågnede og forstod, at Herren vilde lege lidt endnu, og så omkring sig dem, der sammen med ham selv skulde være Legetøjet, Brikkerne fra hans største Fest, der skulde lade Slægterne ane dens Vælde.

Dér stod jo Ingel Lydinghielm, blind og på Krykker, dér Hindric Griphufvud, énarmet og énbenet, og Gordon Moffat ældegrå, og bøjet over Gabriel den femtenårige Page, Job af Jacobschöld, med snehvide Hår .. Axel Erik så han ikke, hvor kunde også han, den evigt Unge, findes blandt disse?

Og dog vidste Gabriel Isogäus, at hans fjerde og sidste Vandrings Mål var nået: at han kendtes af de sine, og at de otte Tønder Rug var ham vis.

Hør, nu råbte unge Job med de hvide Hår hans Navn og dens, der stod under Pergamentet, som rystede i de fingerløse Hænder! »Carolus rex ..«: Nu var omsider hans Sold ham sikret!

Og den var det. Ti uden for Djursäter var han falden. Og gennem denne sidste ringe, men røde Sum af Blod i Gudmoder Huldas Hånd så Steffan ham endnu sidde her ved Arnen af Karolinernes »Helligånds-Hus«, i Hjærtet af Varmens Land.

Ti de Langslæder, der fra Grev Jobs Lader med hine otte Tønder Rug drog Vejen tilbage, som han var kommet ad, for at søge dem, til hvem han vilde hente dem, vendte hjem med den Håndfuld Aske, som de i hin Skovafkrog havde fundet fra det Bål, Gud Herrens Tjenere, Præst og Lensmand, havde antændt i hans Navn og til hans Ære på det Folk, som han havde lagt dem og Jærnet i Hænde. Gabriels Tjeneste for Rachel som for Lea var omme. Nu kunde han hvile sig i Gosen. Israel havde stridt til Ende med Gud, nu sad han dér velsignet og lammet af hans Hånd.

Og Steffan så ham og forstod.

»Brynte«, hviskede Susan, »husker du: i Fjor dansede jeg Hælene af mine Sko, i År vil jeg danse Fødderne med!«

Steffan nikkede. Ja dans, Susan, dans til Fødderne er danset bort …

Og han skjulte Ansigtet i Gudmoders Hånd og så videre i dens Blods Billedbog …

Og så to brune og blanke Træben rakte ud mod Arnegløden, som tørrede de endnu våde Navne på Major Bror af Ekestams Navnerulle over Festens Regiment. Skyggen fra et nøgent Hoved, fra en tyk og tung Bog faldt over Susan og Brynte, men skjulte ikke deres Latter …

Hindric Griphufvud, Kaptejn af de Albedylske Dragoner, stavede i Kurt Friedrich v. Wreechs: »Wahrhaftige und umständliche Historie von denen schwedischen Gefangenen in Russland und Sibirien,« omkap med Gabriel Israel i Xenophons Anabasis.

Og som Studenten og Fændriken søgte at følge de 10,000 fjærne Fæller de utællelige Parasanger umålelige Lande igennem, fra Babylons Floder til Hjemmets Arkadien, men ak! ved hver anden Parasang måtte ty til sin Mesters Faders, Gezelii den Ældres: »Lexicon graeco-latinum«, ja videre til Ihres: »In nuce roma«, at finde frem ad de hellenske Veje, hver Skolepilt kunde gå, og han selv en Gang havde løbet let på Tå — således prøvede v. Wreechs Adjunctus i den Skole for svenske Krigsfangers Børn, som de en Gang sammen byggede i Tobolsk, at følge sin Vens og Mesters, sine egne og deres Troesbrødres Vej i Fangenskabets og Ungdommens År og Lande … Men ved hvert Fangebrev, hvert Bibelcitat, hvert Begejstringens, Tillidens og Gudshengivenhedens Ildbogstav, svigtede ham de Krykker, der havde båret ham over Poltava, gennem Sibiriens tretten År og tusinde Werster, men som Otiets halve Sekel og Djursäters Arnelue og Minderugen havde frønnet …

Og som Gabriel Israels Hånd søgte til sin Lærefaders vade mecum, at finde Støtte ad de uendelige Parasanger, tyede Hindric Griphufvuds til den Kong Göstas Bibel, der hvilte i hans Skød, at lade Guds egen Røst føre ham fra Barndoms-Legen i Västergyllens Abildhave, gennem Narvas, Holofzins og Poltavas blodige Ynglingedåd til Manddommens Lænker i Tobolsk og Tomsk og den årle, men lange Alderdoms ørkesløse Grunden i Djursäter Arnekrog — høre Gud selv fra Sinai forkynde, at ham hørte al Jorden til, og hos ham skulde de ende, et præsteligt Kongerige og et helligt Folk, — ja bæres på Ørnevinger skulde de i hans Skød, hans Ejendom frem for alle Folk: de Lovlydige …

Og den nøgne Isses Årer og Ar sænkede sig for det Guds Åsyn, som Moses og Aron så over Sinai, men som ingen af Israels Præster eller læge Vandrere i Ørknen skuede, at de ej skulde falde og Gud Herren gøre Skår iblandt dem.

Men — o forgæves, ti havde ej Hindric mødt hint Åsyn i Basunens Dage, da al Jorden skælvede og røg som en Ovn — og kunde han dølge sig for det nu? kunde Guds Åsyn glemmes?

Og atter søgte de knoklede Fingre i Laurentius Petri at finde Jesaias Forsikring om, at de Synder, der vare som Karmoisin, skulde blive som Sne; der vare som Skarlagen, skulde blive som Uld … Ja se: »Eders Hænder ere fulde af Blod« …

Oldingefingrene, hvide af Døden, brændte røde af en dræbt og fremmed Ungdoms Blod, af hans eget, udøst i fremmed Jord …

»Rens mig fra Synd med Isop, så jeg vorder ren! to mig, så jeg bliver hvidere end Sne!«

Den arrede Pande søgte Hvil i den utoede Hånd, og Feberøjnene lukkede sig, at ikke se, men tro, at bæres ej på egne Krykker, men på Hans Ørnevinger til den Gud, hvem al Jorden og han selv tilhørte, som havde taget hans Liv og budt ham tage de andres …

Vendte sig nu hint Åsyn, som ingen, der vil leve, tør se, fra ham, Hindric, og, gennem Gudmoders Blod, mod Steffan? at lade ham falde — eller opgøre sin Pagt med ham?

Gennem Krudtdampen ved Tipperup, Snefoget over Narva, Brandosen ved Düna, Jordrøgen fra Poltava — gennem Tågen af Mile og År, gennem Glorien af Laurbær og Paianer, så han Hindric Griphufvuds Liv og deres, som det tog for hint Åsyn …

Han så Spaden i Knøsens Hånd, dens travle Dont i Moderens og Søsterens Abildhave, i den aldrig kendte, ved Lund faldne Faders overgroede Vænge. Så den byttes for Sværdet og dets Gerning: dets Høst derude, dets Frugt herhjemme: Livene, som det tog, og dem, som det ikke fik værne: Moders og Søsters mod Røver og Ulv.

Så ham, som nu ved Gabriel Israels Side, som nu på Træben, i Juledagene i 1709 gennem Moskwas trange Port vandre ind i sin Fængselsgårds tusinde Mile. Så ham lakke de 945 Werst fra Moskwa til Clinoff, de 500 fra Clinoff til Solokamsky, de 267 fra Solokamsky til Wergotura — ro ad Floden gennem hin 8 Døgn lange Skov til hint store Bjærg, som var Verdens Grænsemur, hvormed Dødens Rige er tillukket og befæstet: Ural foran Sibirien.

Og han så ham og de Hundrede andre — de første af de Tusinde, der kom den Vej — skride over Grænsen, vende sig og se sig tilbage, en sidste Gang, og forsvinde for de Levendes, men ikke for Steffans Øje.

Det fulgte dem over Bjærgryggen og gennem Kløfterne, over Sumpene og gennem Skovene; så dem vandre til Fods at vinde de Kopek, som Bønderne gav dem at slippe for Skydsen; så Hindric sakke agterud på sine Krykker, mindre ræd for Gråbjørnene og Uskovenes Stiløshed, end for ej at kunne klare Gælden for Brødskorpen og Nattekvarteret; så Kammeraterne vente på ham, løfte ham i en Båre af Cedertræets Grene, læske ham med dets Nødder og bære ham videre på deres Skuldre, til de store Floder atter begyndte, og han på Bådtoften, på »Strussen« med sine stærke Arme kunde tjene sin Taknemlighed af.

Og frem dukkede Tobolsk — Byen med det aldrig før hørte Navn, den uanede Plet bag Livets Grænsemur, som i mer end et Decennium blev Hjem for så mange hundrede Svenske — på sit Bjærg og mellem sine Floder, med sine Trapper og sine Gader, hyllet i Sne, i Nifelheims Nimbus.

Og Steffan så sine Brødre bag Ginungagap, unåelige fra Hjemmet, fra hans egen Tids Muspelheim, i bundløse Støvler og hårløse Pelse snide Baljer og Krudthorn, flette Kurve og Parykker, garve Huder, sy og farve Tøjer eller — dem Gud gjorde fattigst i Fødslen eller på Poltava Slette — synge i Gårdene for Brød: Friherrer og Grever, Oberster og Ritmestre, Sverrigs dyreste Blod.

Han så dem i deres Kvarterer: i Høboder, Vaskehuse og stinkende Skure; så dem i Røgstuers Os, i Vrimlen af Mennesker og Dyr, på Randen af de gloende Ovne eller ved Lugernes isnende Træk prente de Breve til Hjemmet, til Hustru, Forældre og Børn, som aldrig nåede frem, eller til den åndelige Fader, Vægterrøsten fra det ødelagte Zion, den eneste, der talede til dem over Muren, fra den lukte Verden derude — og som kaldte dem til den endnu ej opladte, bag Muren højere end Ural selv: August Hermann Francke i Halle an der Saales Waisenhus … den Røst, som deres tyske Kamp- og Lidelsesfælle, Curt Friedrich v. Wreech fra Sorau i Nieder-Lausitz havde påkaldt.

Og Steffan så dem samles i hans Navn, om hans Skrifter, om hans »Fest-Predigten« som hans »Busz-Predigten«, om hans »Zeugnisse von Gnade und Wahrheit« som »von Werck und Dienste Gottes« … om Thomas a Kempis, Scriver og Arndt, Sorthau og Statius, de Bøger, der nåede dem med Vårbruddets Floder i deres Fangenskabs sjette År — som Foråret selv over de Vintre, da de kun havde ejet Stumper af Salmer eller Traktater, bevarede fra Barndommens Otte eller fra Læsetimen bag Bedstemoders Rok …

En Sang af fjærne Stemmer, en Hymne bag Mile og År tonede fra Gudmoders Blod i Steffans Øre — som:

»Det var en söndags-afton,
jag klädde mig till dans!«

i hans andet, med Susans og Bryntes leende Stemmer, med Bror af Ekestams snurrende Bas og Gudmoders smilende Diskant…

Navnelisten skød sig fra Majorens Hånd ud over Gulvet:

»800 nåede vi!« lo han og lod de våde Navne bølge, som trådte de alt Dansen.

»Og dertil »Knægtene«,« smilede Gudmoder.

»Det er hele Rullen over Värmlands Regiment og Jægerkor!« råbte Ekestam, »men lettere blev det at finde Adressen på Himlens Fugle end deres!«

»Og dog finder de nok Vejen hertil!«

»Finder Vejen? Vejen hertil? Fandt Tranen Vejen til Dansepladsen?« han lo, med funklende Øjne og Tænder.

Hint fjærne Kor sang ikke mer. Hin Fest bag Dødens Grænseryg var omme. Men Steffan så Hindric Griphufvud lakke gennem dens søgne År — ad de stejle Gader og Trætrapper, mellem røgbolmende, mostættede Træhuse, Købmændenes Gostinny Dwor, Kirkernes Løgkupler og Guvernørens, Fyrst Gagarins, Precase, ad de isglatte Trin til Övre Staden, med Udsigt over Tagenes Sneflager til de bundfrosne Tundraer, med Tobols og Irtys' sorte Årer og Fyrreskovenes fjærne Rand.

Pustet fra Horizonten nåede den ensomme Mand, fra Brødrene i Tatariet, i Svovl- og Salt- og Malmgruberne, fra »de titusinde Miles By:« fra den kinesiske Mur om den gule Races Paradis — den anden Grænse, der holdt dem fangen.

Steffan så hin enlige Skikkelse på Trappen, knugende Speners »Observationen über des Lutheri Version« mod sit frysende Bryst — afskrevet i hundrede Exemplarer var den flagret derud, hvor Sneen føg som fra Tomrummet bag Jorden, og havde af Mørket tændt Stjærner, der tilvinkede ham sit Bud: »Broder, os undtes Dødens Vinding! Ved dette Tegn har vi sejret!«

Og Hindric nikkede: »Vi følger på Nådens Dag!« og dukkede ind i sit og v. Wreechs Kvarter, Sæbesyderens Stue, hvor de to og Løjtnanten Jakob Schöning og Michael Schlägel, den gamle Underofficér fra Speyer, de otte Børn og Karlen underviste og lærte, sov og husholdt i Osen fra Værtens benfyldte Kedler …

Og hvor Gud beredte sig en Lovsang af Ynglinges og Diebørns Munde, et Halleluja midt i Forbandelserne fra Gornitzaernes Horelejer og om Kabakernes Wodkaskænke, i Knaldet fra Selvmordernes Pistoler eller Rømlingenes dødsjagede Skrig —: et nyt Jerusalem, en ny Himmel og Jord i Steden for den, som han ved Poltava trådte i Kvag.

En Drik Vin havde Gud iskænket dem, så de tumlede, Vinpersen trådte han, med sin Ild udtørrede han deres Årer, sine Hænder lod han ej binde, sine Råd ej censurere — Herre var han! den, der så ham, måtte dø, at han skulde evigt leve!

I Skolestuens Sæbelud, i Forsamlings-Salens Slam af råddent Hø og Sne, ved Dødslejerne under Afgudsbilleder, urækkeligt fjærnt fra kendte Hænder, i Sult og Pjalter, i Jeremiæ Begrædelses-Timer, i Babylons Lænker steg Davids 107de Salme fra dem, der fik Vederstyggelighed til Mad; som styrtede på øde Veje; som lagdes i Skygge og i Jærn uden Hjælp; hvis Visdom var udtømt — og som fattede den nidkære Gud.

Men i Fangenskabets syvende År, da den Gud af brændte Staden, hvori de havde fundet Ly, ja Skolestuen over deres Hoveder, og gav dem i deres Fjenders Hænder, der skreg, at de havde forvoldt Branden, for at undfly under Røgen, og ombragte dem på Gaderne og i Husene til Straf — da bød han også Hindric Griphufvud at gribe sin Krykke og lægge 3000 nye Verst mellem sig og sine Brødre, de sidste Levende, at vandre 300 nye Mile borte fra Bredden, den eneste i Havet, at kastes som Stenen af hans Hånd i dets Bundløshed.

Og én blandt de mange, som Fyrst Gagarin efter Branden skikkede bort, drog han ad Obi, Sibiriens Vej, imod Altai, gennem Ostiakernes Urskove, slæbende, under Varmetidens Moskito-Sværme, Skibet efter sig gennem det udtørrede Flodleje…

Og Steffan hørte Ostiakernes Jagtskrig og Troldtrommerne gå, og så bag Træerne deres Hytter med Hestekraniernes flagrende Man og Burene med de udstoppede Guder. Han så dem løbe langs Bredderne, nøgne eller i Fiskehuder, sammensyede af Sterlettens Sener, med Kranse af Egernhaler om Hovederne og Buer og Spyd i Hænderne, at beskue det fremmede Folkeslag, der drog gennem deres Skove.

Hindric gav dem den sidste Håndfuld Schaar, Tobak, og sin sidste Skjorte. Og i Flodlejets Dynd, hejset på sin Krykke, besvor han dem på sit lallende Russisk at omvende sig fra de Afguder, de fløjtede til Hjælp, som man fløjter ad Hunde. Men de svarede, at hans Gud var til, men Bistand kun at finde hos Schaitan.

Ved Narim vendte de hjem til deres Skove, og de ad Floden Dragende blev ene med dens Bugtningers Sværm af Vildgæs, Elsdyr og Fiske. Høsttiden var kommet med gult Løv og Regn, og i sorte Nætter klagede de vældige Årer dem dybere og dybere bort i Asien.

Og fra sit Leje i Skibsbundens Getsemane erkendte Hindric Griphufvud den Gud, som har forladt Menneskene, og hvis Vilje sker. Men han tyede ikke til den Schaitan, som hjælper …

Og i Tomsk, blandt Fæller, der sønderrev hverandre som vilde Dyr bag Gitre; der besudlede deres Races og Guds Billede; undflyede hans Vilje i Hor og i Rus og udslettede hans Navnemærke ved Selvmord eller Flugt — 300 Mile fra sine Troesbrødre, 1000 fra sin Lærefader, ene med Gud, fattede han det Salige i at give: Hans Storhed, som kun tager, og da han på Tomsk'es Torv traf Ostiakernes Knees med hans Folks Bønskrift til Guvernøren, bød han ham at forkynde for sin Stamme Lykken ved en Gud, der ej er formet af vore egne Hænder, til vort eget Gavn.

En Bojars Datter kastede, trods hans Træben og hvide Hår, sine Øjne på den svenske Fange, som hun havde hørt vidne foran hendes Faders Hus. Hun bød ham sit Skød og sit Hjem, sin Gård og dens Dont — det tabte Liv. Og han bad sig forskånet. En Fælle bragte ham en Forklædning og et Hestespand — Flugten og Friheden en sildig Nat.

Og han overtalte ham selv til at blive.

Ti Gud Herren havde skudt Ural for lig en vældig Jærnslå mellem dem og Egenviljens Rige.

Om Somren nærede han sig af Skovenes Bær og Svampe, om Vintren af det Brød og Vand, som Købmændene gav ham som Håndlanger ved de indefrosne Skibe. Den Sold, der med Års Mellemrum nåede ham, tvedelt ved dens Part, som nu ude i Verden bar hans myrdende Sværd: hans Stedfortræder i Lydigheden mod den jordiske Konge — delte han blandt de Fæller, der ej kunde købe Leje i Jorden til deres døde Hustruer og Børn eller Ly i Husene for deres levende.

Bøger behøvede han ikke nu, i sit Hjærte bar han Loven. Han så Syndernes Mareridts-Død i Malariafeberen, Flygtningenes Venden tilbage, indhentede af Blodhunde eller afsindige af Døgnene i Urskovene, af de uopregnelige Mile hjem, Jordklodens uudtømmelige Storhed — han så dem, der tilbad Schaitan, Guden skabt til at hjælpe, slå ham over Ende i Had og Skuffelse … og knuses under hans Fald. Han så det, lydig og stum.

Til den Dag, da han så Gud selv under Schaitan, nedbryde sit eget Væsen og forvanske sit Billed i sin Discipels Hjærte: hin Dag i November 1721, da Rytteren med den hvide Fane, hvem Apokalypsen intet vidste om, viste sig på Tomsk'es Torv og forkyndte Freden og Friheden: de tvende i Loven ukendte Ord, Kødets og Verdens.

Og for sine forstenede Øjne så Hindric Fangestien, den uendelige, rulle sig op igen. De utællelige Skridt, som de havde vandret til Døden og Saligheden, vandtes tilbage —. Himlens Borg: Sibiriens Fængselsbyer dukkede i Horizontens Sne, med Tårne og Porte, — ja selve Grænsemuren, Skellet mellem Hisset og Her, Ural, faldt, og Europa åbnede sine Sletter for deres Fødder, og sendte dem sit blide Pust fra Hjemmet, den jordiske Lyst.

I Guds Ledebånd havde de vandret herover en Gang, afmægtige, i Søvne, bedøvede af Sjælens og Legemets Vunder, og i Søvne fandt de nu Fjedene tilbage —: den på Fjældsiden i Sne hyllede Hytte, hvorfra Hundens Glam genlød mellem Dalens ishængte Mure, nu som for tolv År siden; Katarakten, der, end ej udtømt, end ej var blevet trættet af sin Falden fra Tinden og end ej havde udfyldt sit Bækken — det for altid Forladte, det for evigt Begravne, det af Gud Kuldkastede opstandet!

Og han hørte bag sig og om sig og ud fra Sidekløfternes skjulte Stier, fra Bjærgenes ukendte Byer, et Trådd af tusinde Fødder, af Dødes Trin vandrende mod Livet: af Fanger, der blev fri — Dødens Rige opsendte sit Folk, Gud skikkede sine Børn til Jorden igen!

Ja, Moskwa selv groede frem en Dag i Marts, med Kupler grønne som Høje og Tage gyldne som Agre, og ad de syv Porte, hvorad de en Gang vandrede ud, vandrede de ind igen, i Virvaret af Handel og Fest, i Kiv og Kævl, i Spædbørns Skrig og Kvinders Latter. Og på Krigskollegiet lagdes i deres Hænder det Tegn, der var den tabte, den overvundne Verdens: Sværdet. Hvad skulde da Rejse-Passet til, Orloven til den ganske Jord? Stålet var jo dens Nøgle!

Men Gud —? I Frydebruset over det vandrende Tog, der nu søgte mod Sankt Petersborg, mod Havet, mod den Sang omkring Barndommens Vugge, der havde lullet selv Indlandsnatten til Ro, og som nu bag Kimmingen kvad Genfødelsens høje Vise, i de genfødte Planer om Hus og Hjem, om Lyst og Dåd — søgte Hindric Griphufvud ene Gud, vunden ad denne Sti, Fjed for Fjed, og tabt nu, bagude: Asiens, ikke Europas, Gruens, ej Lystens Herre.

Om Bord på de tvende Galejer, som den 10de juni sejlede sine 235 Fanger Sverrig og Somren i Møde, vendte han sit Ansigt mod Vintren og Rusland, at finde hin Gud, den Dyrekøbte. Han så ikke Hogland eller Utö, ikke Landsorts eller Dalarös Kastel eller de svenske Lodser, de første Landsmænd, der favnedes af de fra Udlændighed Hjemkomne.

Han så kun hin Oktoberaften i 1700, da en tyveårig Yngling på Konge- og Drabantskibet »Vestmanland« styrede bort fra det hidtil Givne: fra Moder og Søster, fra Faders Grav ved Kirkemuren og Pligten og Agren, som han tog i Arv, ud til Gærninger og Veje, altid fjærnere fra Västergyllen, men altid nærmere Gud.

Og dog, blev det ej i Hjemmet, i Västergyllen, han fandt Ham igen? — eller — o nej! ej fandt Ham, den i Fangenskabets Land for altid Efterladte, men dog kendte Hans Ånde om sit Hjærte: at Han endnu var til og den Samme! — da han stod dér med sin Krykke og sit Knytteklæde, med den falmede Uniformskrave og den blegede Hatteskygge fyldt af den hjemlige Regn, og med Zobelskindet fra Ural til Søster og Guldklumpen fra Altai til Moder i Hånden, hørte den hvidhårede Præst fra sit Bislag forkynde ham deres Død for Marodører og Rovdyr, i Hungrens og Pestens År, da Krigsskatterne drev dem fra Hjemmet.

Bag dets Grind så han, moderlig og svanger den lille Pige, der på Faderens Gravsten byttede Perlering med ham, hans Brud i Himlen en Gang, som ingen Bojardatter skulde skille ham fra … Og vendt på sin Krykke og forbi den Kaptejns-Gård, der var ham lovet i Tobolsk, men for Åringer siden skænket hans Efterfølger, søgte han ad Värmlands store Tiggersti til Djursäter, til Hr. Greve Job af Jacobschöld, som ved Utö havde mødt de hjemvendende Fanger og med Tårer i Øjnene besvoret alle dem, hvem intet Hjem og intet Udkomme ventede, for Livet at slå sig ned hos ham.

Til Karolinernes »Helligåndshus« søgte han, at ved Gabriel Isogäus' Side vandre de utallige Parasanger tilbage, at finde den Gud, der havde udsendt og hjemkaldt dem, men ej selv fulgt med fra Fangenskabet — at bede Ham, hvis Åsyn ej mere sås, at to med Isop, ej af hans Hænder det Næstens Blod, som han havde udgydt til Hans Pris, men hans eget af hans Legeme, ja, at forvandle Blodets Karmoisin til Sne, Egenviljens lune Vellyst til Sibiriens, til Hans eget Billedes ubønhørlige, uoptøelige Kulde, på det at hans tro Tjener atter kunde skue hin ene sande Gud fra Evighed til Evighed, hin ene Tilbedelsesværdige…

Og ad de samme Veje vandrede den Tredje, som Steffan nu så, den kæmpestore Skygge dér i Krogen: Skotten Algernon Gordon Moffat.

Svøbt i sit Hår og sit Skæg og sin Pels sov han nu, hvilte han nu, efter Muhameds Ord til sine Soldater, at efter Døden skulde Hvilen komme.

Ældre end han selv vidste, oppe over de Hundrede, var ham Døgnene lig Evigheden. Hvid som et Snebjærg sov han, den udslukte Vulkans Søvn, tidløs og umålelig. Guds menige Knægt var han, trods Ritmesters Rang og adeligt Skjold, hans stærke Kristoforus, der havde båret ham Jorden rundt, hans tro Ahasverus, der havde bevidnet hans Dom for alle Folkeslag og Verdenshjørner. Og i Abrahams Skød udsov han nu.

Hans Klan kæmpede i Kaledoniernes Kampe mod Cæsars Kohorter, i Skoternes mod Angelsachserne. Ved Banockburn faldt tredive af hans Slægt.

Lairds for deres Stamme befejdede hans Fædre Brucernes og Stuarternes Konger — eller tjente dem som tro Hirdmænd, alt som Krigene nu bød. Men efter Foreningen med England begyndte de den Vandring, der nu var endt med deres sidste Mands Søvn her i Djursäters Arnekrog — eller, o nej! fortsattes af hver Fod, der fulgte i hin røde Rytters Spor, hvem det i »Åbenbaringen« blev givet at tage Freden bort fra Jorden!

Tunge og træge på Marscherne, voldske i Drikkelagene, men tro i Kampene mod deres tilfældige Herre som mod deres evige: Krigen, havde de kæmpet, Side ved Side eller Ansigt mod Ansigt, under Protestanters eller Katolikers Tegn, men altid under Jærnets.

Det så de, som Solen, rejst over hver Dag og hver Vej, over deres Vugge som over deres Grav. De fødtes i en Lejr, og de døde på en Valplads. De tjente deres Brød i Blod og i Sved: en Slægt af Håndværkere, fuldlærte, ærlige og fromme, Guds eget Laug.

De kendte ikke til Begejstring eller Had, ej heller til Grumhed eller Havesyge, de var faglærte Folk, ikke Helte eller Martyrer, men ej heller Condottierer. De var Puritanerne under den strenge, skotske Disciplin, under Knox'es rettroende Tugt.

Algernons Faders, Chrysothemos Moffats første Minde var Kampbuldret ved Nürnberg mellem Wallensteins og Gustaf Adolfs Tropper — sit første Sår fik han ved Dünbar, hvor han tjente Cromwell, ikke som Skotte, men som Soldat! Hans egen Broder gav ham det, som han siden i Fangelejren, med Moffaternes kyndige Hånd, lægede det. Så skiltes de to Brødre, der her mødtes for første Gang, for aldrig mere at ses. Den Ældste gik mod Syd i Mazarins Sold at kæmpe mod Frondisterne, den Yngste mod Øst at stride under Karl Gustaf mod Polakker og Tatarer. Ved Warschau og Toget over Bælterne vandt han Officérs-Diplom, ved Fehrbellin Døden.

Peringsköld komponerede ham et »Slægtsvåben,« og i Kungsholms Kirken hang det end den Dag i Dag, ved Siden af hans store Landsmands, Karl den XI.s Tjener, Robert Lichtones. Men hvor fandtes hans Grav?

Nu, hvilken Moffats Grav kendtes? Den ganske Jord havde dem behov som Tjenere, og den ganske Jord gav dem Orlov i sit Skød. Hærskarernes Gud skulde på Mønstringens Dag nok kende deres Rastpladser. Eller havde deres Lærefader, John Knox, ej lært dem at ringeagte den af Præsterne »indviede« Muld for den af Herren selv viede: den ganske Jord? og vidste de ej, hvortil Han havde viet den?

Født, han vidste ikke nøje når, men under sin Faders Besøg i Stammens Hjemland, i Skotlands Elerdijn, gik Algernon Slægtsskolen igennem under Vilhelm af Oranien, i »den flyvende Armé,« opbrændte »Solkongens« Magasiner ved Clevet, deltog i Brüssels Bombardement og i Namours Belejring, lærte under Eugen af Savoyen at fejde på Tyrk som på Kristen og trådte som Helbefaren ind i sin Faders sidste Hær: den svenske.

Mester blev han aldrig, så lidt som nogen anden Moffat. Deres Sag var ej at lede, men at følge, og sin Herre fulgte han, fra Ungdommens og Sommerens Tid, fra Landgangen ved Humlebæk, Sejren ved Narva og Altranstädts store År, da han så Jordens Konger neje sig for hans Herres Fod — til de grå Hår og Vintren i Bender, Kongsridtet Europa igennem og Fæstningsgraven ved Frederikshald.

Knap med sin Tale som med sin Føde, umådelig kun med Tobak, havde han smøget sin Pibe ved August den Stærkes og Stanislaus Leczinskis Hof, mellem Volhyniens Blomster og i Ukraines Rim, over Sarazenernes Sletter og under Timurtasches Palmer. Statelig og støt gik han sin Herres Bud — til Stormen på Thorn og Spejdertogtet mod Oginski, som til det gyldne Seralj, til den høje Sultan Moder Validé og hendes Huris, at i Stanislaus Leczinskys Følge bevæge Achmed den III til at udsende sine 200,000 Tyrker mod Tsar Peter.

Med sit Sværd dækkede han Wojvoden Hioffskys Tog mod Ukraines Zaporoger — som Magister Enemans mod Lilleasiens Krybdyr, Sneglehuse og Rarieteter.

Han afhuggede Tyrker- og Krokodillehoveder, fik Ørene bortfrosset ved Baturin og Solstik ved Damaskus, så Pattkul og Salamandre vride sig under Martre, holdt Vagt på Bethlehems Høje og i Carlopolis' Dværggyder og sad til Taffels med Malborough og Mazeppa.

Uden Smil red han Triumfridtet gennem Krakows Mure, og uden Suk trællede han, efter Kalabaliken, ved Tyrkernes Kreatur-Brønde, åd Dyrenes Føde og sov om Nætterne på Cisternens Bund. Og uden at fejle ledte han sig og sine Folk forbi Vejviser-Pælenes mange Sprog gennem Moldau, Wallakiet, Siebenbürgen, Böhmen, Sachsen, Brandenburg og Pommern til Stralsunds Porte, til den Konge, det nu behagede at ombytte Adrianopels evige Sol med Tules Tåger.

I Badenstrasze skuldrede han Sabel for ham, som han hilste til Afsked paa Kristenhedens Grænse, i Pietest. I Spidsen for et Følge af barbenede, forhungrede Soldater og skingrende, armenske og jødiske Kreditorer meldte han sig til Krig påny, efter fem Års Lediggang blandt Vinstokke og Figenkaktus.

Fornam han Isånden fra det baltiske Hav? så han Kongens og sine egne hvide Hår? mødtes han under Stralsunds Snefogs-Nætter, under Glammet fra de Hunde, der i det døde Mandskabs Sted stod Vagt på Voldene, og under de finske Flygtninges Beretninger om Kampe i det yderste Nord, i Finlands sidste Rest, Kajanien, med Buer og Pile i de bortskudte Kuglers Sted, med sin første Forfader, Caledonieren, og hans Strid mod Cæsar, den første Kriger?

Lakkede hans Slægts Mission til Ende? Bed Ormen sin egen Stjært? Var Hærskarernes Guds Mål fuldbragt: Jorden øde som i Begyndelsen? Hjemkaldte han snart sin Tjener?

I Rostock havde han hørt Kontrafejeren Rhete og Skoflikkeren Schönfeldt for selve Serenissimi Åsyn kalde hans, Algernons, Konge og deres egen Fyrstes Fjende, Karl den XII, for Sanctus Carolus, Messias, den Forjættede, alts Omstyrter og Fuldender, Guds legemliggjorte Vilje i de yderste Dage. Han havde hørt dem vidne om »Ørknens Kirkes« Trøst under hans Ungdoms Fende, Ludvig den XIV.s Dragonader, om Camisardernes kiliastiske Syner fra Tusindårs-Rigets Eden og om Profetinden Debora fra Vilvordes Sang om Kristi Komme i Sol og Ild.

Og han mindedes fra Rusland de Gammeltroendes Varsler om Tsar Peter som Antikrist og Jeremiæ Ord: »I de sidste Dage skulle I få Forstand derpå.«

Men — havde han og hans Slægt, Guds læge Svende, ej stedse haft det? Havde de ikke kendt deres Gud: den store Vrede? skabt sig i hans Billede og handlet i hans Ånd, tjent i hans hellige Lejr? Skulde Algernon da klage, om han, Slægtens sidste Mand, fik tjene Guds sidste Engel, han der efter »Abenbaringen« sønderslog Jorden med Jærnris? »min Søn, der i Dag er født af mig…,« — om det undtes ham, Algernon, at ombytte Sværdet, som Herren gav Slægten til at udføre hans jordiske Dom, med den himmelske Nådes Palmegren? om han blev Slægtens og Jordens sidste Kriger…

I Høstnattens Kamptummel på Rügens Hede, under Hundenes Hyl gennem Brændingens Basuner, mellem de tretusinde Svenske, væbnede med Øxer og Leer mod de titusinde Sachseres og Danskeres Sværd og Musketter, stred han nær Kongen at dø og sejre med ham, at vinde den største og sidste af alle Sejre: den evige Freds.

Men da han så en dansk Officér gribe Kongen i de hvide Hår, der som Torne kronede det Ansigt, som Occidentens Frost og Orientens Sol havde blånet og gulnet som et Ligs, foer hans Sværd frem, som Sankt Peters mod Malcus. Og Messias løskøbtes ved en Fremmeds Blod.

Ti — det var Algernon, den tro Tjener, bedre, at Folket døde end én.

Og se, om Bord, på Flugten over Østersøen, veg det Hav, der rejste sig med Isblokke om deres Skib, som Røde Havet for Israel. Og i Staffstensodde trådte de, Kongen, Rosen og han, Sverrigs Jord påny efter femten fremmede År. Han så ikke, i Kongens og Rosens Øjne, at Landet var ældet end mere end de. For ham var tjørnegroede Agre, Hytter uden Tag og Ruder, med Pestens Kors på Døren, Ligklædet af Øde og Sne, just Hjemmet, den kendte Jord, Guds Fodskammel.

Tålmodigt lyttede han, tvende År, fra sin Krog i Katedralskolen i Lund til sin Helts Discurs med Swedenborg og Polhem om Regnebrættets snildeste Metode eller om det borgerlige Livs Sikring og Trivsel. Han havde set for mange Kræmmer-Regninger slettes og for mangen Borgers Trivsel henvejres til Himmerigets Sikring, til at to små År skulde sinke.

Men for ham, for hvem ingen Sol stod stille over Poltava, standsede Månen for evigt i Tistedalen, den Time da den beskinnede hans døde Messias' Ansigt, under Løjtnant Sicres franske Allongeparyk.

Som Taffeldækkeren Hultman syntes Algernon Moffat, Følgemanden fra de unge År, et Øjeblik, at det var disses Time endnu — at Kongen end bar Ungdommens og Fredens lange Lokker, at hans Kalds Torne endnu ej hvidnede om hans Hoved af Frost. Men hurtigt vågnede han og så sin Messias, Jordens sidste Kriger, der skulde give den Fred, som død — mens Kardætskerne bestandigt tordnede deres Ekko mellem Fjældene…

Og han begreb, at hans Tjeneste aldrig skulde blive omme: Guds Profeter kan dø, men aldrig deres Evangelium: Krig på Jorden, Had mellem Menneskene — Syndens Sold, som er Døden.

Den eneste Drøm, som en Moffat havde drømt: den om sin egen Unytte, var omme, og i de Fredens tyve År, som i Sverrig fulgte efter Krigens tyve, tjente han sit Brød og sin Gud under Kongen for alle Soldater, Friedrich Vilhelm den I. af Preussen — og nyttede sine Lærdomme i den polske Tronfølge-Krig, hvor han påny så sin Ungdoms Sletter under Aske og Sværdet påny gøre hans Ungdoms Herres Protegé, Stanislaus Leczinsky til Konge for én Dag.

Men da i 1741 hans Herres gamle Land drog mod Tsar Peters, fulgte Algernon Moffat atter det Värmlandske Regiments Fane, ej hin: »cum deo et victribus armis«, der for evigt gik under ved Poltava, men den nye med Laurbær-Kransen og Gengældelsens gyldne Pile. En Moffat begærede aldrig Lauren og havde ingen Hævn behov. Men i Willmanstrands Nederlag, i Borgå-Lejrens Mytteri og politiske Klubber, i Hjemsendelsen til Stockholm på de fra Fjenden tiltiggede Skibe, ved Buddenbroocks og Lewenhaupts Skafot og Udkommanderingen mod Daldansens våbenløse Bønder, smagte han for første Gang sin Gærnings Bærme og følte sig en Judas: med til at forråde sin høje og hellige Herre: Krigen, til Fredens Farisæere.

Og da efter Freden i Åbo hans Navn udslettedes af Krigens Rulle og indskreves blandt Gratialisterne: de for Alder Afskedigede, forstod han, at er end Gud af Evighed, er Mennesket af Øjeblikket, og nu var hans forbi. Og som han havde lydt alle sin Herres Bud, lød han dette sidste.

Tålmodigt hørte han fra sin Invalidestol Guds Røst derude kalde Jordens nye Slægter ud at tjene og dø. Sværdet hang over hans som over Hindric Griphufvuds Hoved, rustnent af Blod, men ej som en anklagende, men en vidnende Tunge: »Gud er stor, hans Love ikke vore«.

Han oplevede endnu tvende Decennier og deres Krige, men som hans egne sidste havde smagt ham bittert på Tungen, blev de ham beske: den østrigske Arvefølge-Krig, Syvårs-Krigen og Kolonikrigene. Han talte deres fåtallige Ofre og År og Mile, mindedes sin egen Tids og spurgte efter Gud. Han genkendte ham i Lissabons Jordskælv: Herren, for hvem alt Kød er Hø, men undtes ikke at opleve hans Genfødelse på Jorden, mars triumfans, den store Krigs Renaissance: han døde, uden Alder, uden Hørelse og Syn, en udslukt Klode, det År 1789, der blev Gryet for Blodets nye Dag. Eller — nej, han sad endnu denne Aften i sin Krog, blandt Profane den Salvede, blandt Lægmænd Mystagogen, udødelig blandt Dødelige: Krigen selv.

Og Steffan så ham og forstod og bad Menneskets ene tilstedelige Bøn: Din Vilje ske! …

»Patron Jacob! Nej, nej, Kusine, forlad: vox montis, vox dei: han er dømt af »Bjærget«, han kan ikke bedes til dets Fest!«

Bror af Ekestams Arm rakte sig besværgende og beskyggende frem foran Ilden.

Steffan nikkede og smilte. Major af Ekestam: Brudgom uden Brud, Brugspatron uden Brug. Kriger, hvis Klinge aldrig smagte Blod, Usårede i Karolinernes Helligånds-Hus, nægtede sin Broder dets Ly — og med Rette!

Ti: én er Snylteren, en anden Forræderen! utilgivelig: ene Fornægtelsen, Menneskets Gøren Guds Vilje bedre!

»Djursäter beder ingen, men har alles Navne på sin Gæsteliste,« Gudmoder Hulda nikkede bestemt, »skriv Patron Jacobs derpå.«

Bankede Steffans Hjærte frit, som før hin Aften Farbroder sang sin Hymne til Jærnet? fri for dets Lov, i sin egens Triumf?

Hvor sad han da? I Frau Holdes Slot?

O nej, i en »Bjærget«s Gård: dets Festens og Nådens Hjem, Skænken til den sidste af en ofret Slægt, et Jærnets Smil til sine Tro....

Frau Holde, tegn kun Forræderens Navn på din Liste, Festens og Nådens — Djursäter gemte før Lovbrydere, men — til hvis Ære? Til Jærnets! Du Fe på »Bjærget«, lyd dit Hjærte — og Jærnet! trods Gud — og tjen ham! byd Patron Jacob til din Fest, at den skal blotte ham blandt de Lydige!

Gudmoder, du som blev gammel mellem disse Vægge — drømmer du endnu at kunne gå uden om ham, der rejste dem: sit Æresminde på »Bjærget«?

»Nu står hans Navn her: Jacob Garneij af Pilhhjårta til Svarthyttan!« Bror af Ekestam præsenterede sin Roste, »Knægtenes derimod ikke. Men, Kusine får forlade mig: hvem tror I, der kommer?«

Gudmoder lo, sin lille, skære Latter, mod sine År — og sin Vilje, en Hymne til Gud: Dommen over den med Rette Dømte, Nåden til de med Skel Tilgivne …

Ja, Gudmoder, svar: hvorfor er Bror af Ekestam, Skulkeren, den forlorne Søn, der blandt Svinene øder Folkets Sved, din Husven — men Patron Jacob, Messias, der vilde løskøbe Folket ved sit Blod, en hjemløs Tigger på Yngen?

Han dukkede sit Hoved. Stille, stille oprørske Hjærte — rødt af Jærn!

»Uf — Knægtene!« Susanna gøs af Vellyst ned i Spencerets stumpede Skjul, »når de ser mig i År, danser de med mig!«

Behøvede Steffan skærme sine Øjne mod Bålet, mod Krogenes store Skygger for at se — og forstå? »Knægtene« — hvilken Värmlands Jomfru tænkte at ægte dem, men hvilken ofrede dem ikke sin Mødoms første Vals? Gode Brynte, de Bryster du skal kysse, fik de til at gløde, Värmlands Ungdom, den ledige, frafaldne — men frygt kun ikke: Jærnets ypperste Frugt, den modnende Mø, er dets ypperste Profet: Moder kun til ægtefødte Børn: lydige Trælle! O hede Blod, rødt af Jærn!

Men Steffan glemte påny, for en Stund, Bryntes vrantne Mine som Susans forventningsfulde Skuldre: Jærnets unge Leg, for i Gudmoders Blod, dets endelige Sum, at nemme dets Lære — sig selv ej til Trøst, men til Viden.

Og medens deres Navne, som ej indførtes i Festens Ronde, fordi de var Festen selv — Knægtenes, »Bjærget«s nye »Krigere«, svirrede over Bålet på Stemmer, der lo ved Mindet om deres Bedrifter ved denne Arnes forgangne Juleballer — sankede sig, ydmygt som Skygger, som Døde bør, og dog uafviselige som Hjemmets Børn, hine andre Jærnets Yndlinge, dets andet Blomsterflor: Karolinerne, Krøblingene.

Og med Bedstesønnens Ret: løskøbt af Graven, ej ved Gudmoders Blod, (ti hans Billede havde det aldrig suget ind at genføde det for Steffans endnu uoplærte) men ved sit egets sidste Dråbe, dæmrede nu dér — som Sne over de Agre af modnende Ax, der var Susannas og Bryntes sammenludende Hoveder — Ingel Lydinghielms nøgne Pande, hans i Blinde udrakte Hænder, hullede af Galejslavens Halvmåne og Stjærne, hans blodtomme Ansigt, hullet af de udbrændte Øjne … Spøgelset, som Abrahams Skød sendte tilbage, at de Levende skulde tro, stikke deres Fingre i hans Hænders Naglegab og hans Øjnes Sår og kende deres eget Fødsels-Mærke: Jærnets Tegn …

»Hur du vänder dig,
och hur du svänger dig,
så laga att du har en trogen vän!«

Sang Susannas Røst nu bag Steffans Ryg, svang hendes Skørter Juledansens Brise over ham?

Ja hør hendes og Bryntes Tramp — og nu Gudmoders og Bror af Ekestams Nynnen: Koret, det vise, Vejlederen, Jordens egen Røst:

»Snart förgå dina unga dagar,
aldrig komma de,
och aldrig komma de,
och aldrig komma de se'n mer igen!«

Nej, aldrig mer igen — Ingel Lydinghielm, dit og din Samtids Bryllup, dine Ynglinges og Møers Fakler …

Dans, dans Susan! syng Brynte!

Ingel Lydinghielm, dit Blod, hedt af Bryllupsnatten, af din Møs første og sidste Favntag — udsåedes som Sæden blandt Stene! O Ingel, hvad er igen af dit Bryllup?

Susans og Bryntes Kinder, røde af Triumf over dig? af Sejren over din Lod? Bi, og find også deres blandt Stenene!

Dans, dans! »Aldrig mer!«

Velkommen, Ingel, du Bryllupsdansenes Musaget, du Brudeparrenes Psykopompos! vort Syn er dine Øjenhulers, vor Fæstensring dit Brændemærke: vor Herres Tegn!

Dans, dans Susan! syng, Brynte! »Aldrig mer!«

Ingel Lydinghielm — Brudgom, Karolin, Galejslave, nævn dine Kår, og vore er nævnte!

Tak Farbroder, at du prækede Ingel Lydinghielms Liv for mig, fra jeg var Barn — jeg har alt levet det — mit eget …:

Hånd i Hånd med Lotten Gyllenskepp, din Barndoms Legesøster, og nu din Brud, trådte du fra Gladisvalls Munkekirke ud mod Forårets raklegyldne Birke, ud mod Glafsfjordens Vårånde af isfrie Vande og knoppebrune Skove, mod Horizontens Slør af Øer, Åse og Bjærge — Forfædrenes, Eders eget og Eders ufødte Børns Hjem … ud mod dets Velkomst: Træd ind, væk mine Stiers Støv og mine Bølgers Skum, mine Lundes og mine Gårdes Ekko, nu og for hundrede År, med Eders egne hundredfoldigt gjorte Stemmer! befolk mig og velsign mig i Eders Sæd, Eva og Adam, min Dronning og Drot!

Og fra Eders Bolstre, hede af Eders Bryllups-Favntag, øjnede Eders glippende Øjne, fjærnt bag den duggede Rudes Glar, fjærnt, men sikker mod sit Mål, lille i Fjordens Morgenblå som et Hagl, men voxende til en Kugle: Skibet, under Eders, under vor Skæbnes sorte Sejl — Krigsbudet: »Op, du sejrende Adam, og følg mig! Og du, nys blottede Eva, svøb dig i Enkens sorte Hårdug! Befrugt mig af Eders Blods Hede, af Eders Bryllups Sæd, at jeg skal blomstre og kendes evindeligt! jeg, Urguden, Fødslens og Dødens Drift, Trangen til Mættelse!«

Den 1ste April viedes Ingel Lydinghielm og Lotten Gyllenskepp til Husbond og Hustru, den 14de red han bag sin Konge, fra Karlberg Slot, én af 12,000 Unge, én af Sverrigs Vår.

Og 41 År efter, en Snenat i December, i Hungrens og Krigens År 1741, favnede hans slavebrændte Hænder hendes Gravsten foran deres Bryllups Alter i Gladisvall ved Fjolen. Hans Øjnes udbrændte Huler svaledes af Sneen på hendes Helle, og gennem de sønderslagne Ruder tudede Stormen sit Bud fra Glafva og Gillberga, fra Forfædrenes, deres eget og deres ufødte Børns Hjem: »Af Jord og til Jord og af Jorden igen: ny Hunger, ny Krig af Eders Blods Hede, Eders Bryllups Sæd! af Mættelsens evige Drift!«

Og Ulvene sang fra Hungerbygden, fra det nye Kaos'es Urskov: »Hil dig, Eva og Adam, Dronning og Drot!«

Og imellem de År, imellem hin Vårmorgen og hin Vinternat på Gladisvalls Kirketærskel?

For hende: 9 År af brændende Tårer og Blod og 32 af Afmagt og Død, for ham: 9 År af Vunder og Mord, 32 af Lænker og Galejer: 7 i Sibirien, i Irkutsk, 25 i Ægypten, i Tunis, Tatarers og Sarazeneres Slave — ja, Jærnets Træl!

Og nu: dets Gratialist, Lem af dets »Helligånds-Hus«, Barn af »Bjærget« …

Men hvorfor dulgte sig da Hindric Griphufvuds Blik i Biblen, rådspørgende og ræd? Hvorfor hummede sig Algernon Gordon Moffats søvnbundne Krop, fjendsk og harm, hver Gang Ingel Lydinghielms vejsøgende Hånd strøg gennem Luften over deres Hoveder? Fornam de tvende Guds Lydige den Hånd som Besmittelse, som først de Vantro fik brændt med Føjelighedens Mærke, med Jærnets Tegn?

Fanget ved Poltava, lænket i Irkutsk aflagde jo Ingel, Brudgommen for én Nat, sin Mesters Liberi: det til Lænker omdannede Jærn, sprængte Ural, hin Jærnslå, som Gud Herren selv skød for mellem ham og den frie Verden, og flyede, selv nøgen og fri, tilbage mod den og hin Nat, mod sin Brud og Horizonten, som de så deres Bryllupsmorgen.

Ved den Ild, som Gud Herren vilde udbrænde på sin egen Æres Alter, sved han sig frem gennem de hundrede Miles Sne, Skove og Bjærge, op til Fangelandets Rand, til Archangel — ja, på et nederlandsk Skib helt op under Arkturus, Jordens Grænseblus, og dens halve Krumning rundt, ned til Orienten, at bringe den ene Gud tilhørige Flamme hjem at blandes med den af Herren dog længst udtrådte Gnist: hans Bruds.

Men flyede han end for sin Dommers Hånd Jordens halve Kres rundt, han undflyede den ikke! Ved Øen Alboran ud for Malaga kom hans Udsendinge, de sarazenske Sørøvere, over Ingels Skib, iklædte ham påny hans Herres Dragt, Lænker, og opstillede ham på Torvet i Kairo til Salg for hver Mand.

Med Kinderne endnu røde af hin Gud berøvede Lue, med Hovedet løftet højere end alt Folket, med Brystet hvælvet og Håret som armtykt Guld, for vist ej skabt til en jordisk Møs, men til Skaberens egen Gammen og Ære, behagede han Sultanen selv og førtes til hans Våbenhus på Borgen at lede de unge Mamelukers Våbenøvelser, at lære Sarazener-Klingen det Karoliner-Sværdets Mæle, der havde lydt selv til Egypterland.

Men som han havde behaget Landets Hersker, behagede han dets Herskerinde, Dronningen for sit Køn, Sultanens Yndlingshustru. Og skønt den nordiske Josef nægtede hende, som Gud, sin Ild, ene viet hin Mø derhjemme, udbrændtes hans Øjne, afragedes hans Hår og spændtes han blandt Blåmænd og Negre på Galejen.

Belæsset med trehundrede Pund i Jærn om Hånd og Fod, selvtredje om den mastetunge Åre, Kafferes og Kopteres Fælle, piskede han i 23 År Middelhavets Azur i Skum, blottet for dets Sol, men blind for dets Æter, én Åre i Rotakten, én Ege i Drivhjulet, én Røst i Guds Hymnen: Dig ene Æren!

Men da i det 24de År hin i Gladisvalls Vårdag til Lykke og til Frugt indviede Flamme havde brændt hans ensomme, goldt svedende Krop til Kul og Aske, da Guds krænkede Ret omsider var erkendt, og ej mindste Denar kunde forventes at øge Bøden, løslodes den Udtjente, frigaves den Udtømte til den Jord, som han havde villet befrugte med sin Sæd i hundrede Led. Guds Eneret var nu hævdet, hans Ære frelst.

Et genuesisk Skib kom ud for Minorca over Piraterne, Republikens Plageånd gennem Decennier, og midt i det blå Middelhav optændtes et Kampbål, ophvirvlede et Våbengny, der vakte Slaven på Triremens nederste Rorbænk, af Åretaktens Søvnsang, af Trældommens Svedos. Han fornam hint Hanegal over sin Bryllupsnat, hin Stålsang af hans Århundredes Gry; vild af Minder og Vunder genvandt han en sidste Gang sin Ret, fuldbragte han en sidste Gang sin Pligt.

Som et Jordskælv brød han op af Galejens Bund, med sine Fæller, Zuluerne, hængende i sine Arme og med dem og Åren plejlende over sit Hoved tærskede han i den vilde Lo Knokler og Kød, blind, men rammende Kærner ved hvert Slag, brændende sig frem af Poltavas Håndmænge, af Urals Skovnat, af Blindhed, Fjærnhed og År mod hin Morgen i April over Fjolen.

Og han, Karolinen, Helten fra Århundredets Myte, fra Eventyret over Hverdagens Børs, Samson, der ryddede Hælvten af Hedningehundene over Bord og skænkede Havenes Dronning og Kristenhedens Forpost Sejren — mødtes på Genuas Mulier af Dogen og de Fyrretyve, af Republikens Hyldest i den gyldne »Velkomst«. Og på Handelsfyrsternes Bekostning nåede han hjem til sit Livs eneste Mål: sin Elskedes Leje.

Og på den snevåde Ligsten i Glafva Kirke krøb en blind Olding, en hjempermitteret Soldat.

Men fordi Gud havde tilgivet Ingel Lydinghielm havde hans Trofaste, Hindric og Algernon, det ikke. Eller skulde de, som, den Første ved Freden, den Sidste ved Krigen, havde måttet slippe deres eneste Oprør: Bønnen om at måtte fatte Gud, nu også slippe deres Lydighed: Udslettelsen i hans Vilje, ved at kalde en selvkær Frigænger, en selvklog Rømling for Broder?

Men rakte de aldrig, for Guds og egen Skyld, Ingels nu altid i Blinde famlende Hånd deres egen som Vejledning, da bredte de tyve Gulvfjæles og en evig Tavsheds Ørken mellem sig og de to der, den Ene i sin Gudløshed, den Anden i sin Gudsangst, som levende Stave søgte at lette den Dømte hans Vej: Kornetterne Hanz v. Rajalin og Per Gyllenorm.

Ja du, Hanz v. Rajalin — Steffan smilte som i Søvne —: Till Uglspil i »Helligånds-Huset«, forlorne Søn blandt »mannemännerna«, du baltiske Herre, Barn af »Guds Landet«, Kurland! du Dråbe af Overflødigheds-Hornet, stænket på Sverrigs Grund af Stene og Blod, du Broder til Våbnenes syngende Muser, Poeterne i Karolinernes År: Runius og Israel Holmström, de altid Pengeløse og altid Gavmilde, der gjorde godt med Intet, med den Tunge, der sang af sig selv, det Selskab, der smittede med Fryd; de Farligste blandt Oprørerne, de Giftigste af Jærnets Fornægtere: de ukueligt Glade, de ubestikkeligt Gode — Guld af Jærn, Sang af Sorg, Livet, klemt blandt Dødens Skjolde, klemt til at juble dobbelt hastigt og dobbelt højt! De Guds Forhadte og Guders Yndlinge, der døde før Poltava Sol og Frederikshalds Måne, før Manddommens Juni og Alderdommens November —: evigt blomstrende Maj!

Lykkelige Runius og Holmström, I i Tide Frelste — og lykkelige Hanz, Skadeskudte ved Perevolotschna, Fange i Tobolsk, Fattiglem på Djursäter, Yngling på Otteogfirs! Jærn, hvor er din Brod?

Yngste Søn af Sytten, Slægtens Kælebarn og Arveløse, red du som selve 1700's Vår, fra Kohara og Kodafehr Gods, fra Moders og Søstres grædende Favn, en femtenårig Kornet, med al dit Eje i Patentet og Uniformen; haltede du som 1722's Vinter, på Krykker over Djursäter Tærskel, en kun 37-årig Krøbling, Fledføring og Landflygtig, efterlyst af din Faders Hjem, Kurland, som Forræder, udstødt af din Moders, Ingermanland, som Fremmed, af »Guds Landene«, de tvende tabte!

Kohara og Kodafehr var lagte i Aske, Søstrene voldtagne og Brødrene dræbte, selv var du en Bylt af Pine, Sårbrand og Gigt — og én Lovsang fra Morgen til Kvæld, én Polska på Træben, én Tak af Tænders Gnidsel — du Hofnar og Stærkeste blandt Karolinerne, Jærnets Overvinder!

I Tobolsk collegia pietatis, på v. Wreechs Høloft, hvor den ulægelige Hjemvés Salme steg, nynnede du den på Melodien af »En sup-uts försvar« — som du ved Djursäters Aftenandagt sang »Zions Sånger« til Takten af Ungdomsvennens »Dudaim«.

For de tvende Rubler, som Præsten Eberhard i Moskwa af de Frommes Midler skikkede dig som de andre Fanger, at erhverve dig en Bibel for, købte du et rødt Sindals-Hårbind til den smukke Livegne Avdotja i Sibiriens Guvernørs, Fyrst Gagarins Hus på Torvet, og for den omsider i 1714 udbetalte Sold købte du Pigen! Forgangen Dag lod du Djursäters Hønsetøs sælge dit eneste Eje, dit glorværdige Karoliner-Sværd, at hun kunde skaffe sig Brudeseng, og på dit Dødsleje yrede du, som om den største Mærkværdighed af dit Livs verdensomspændende Begivenheder, om August den Stærkes 700 Børn, og bad at få forelæst visse Pagina i samme Majestæts hellige Krønike: »La Saxe galante«.

Forlorne Søn, hvem Fedekalven tilfaldt: den forbudte Glæde!

Men du, Per Gyllenorm, arme Øg, »Storhedstiden«s Syndebuk: Søn af en adlet Stockholms-Kræmmer — noblesse Oblige! — og en Guvernante fra fornemme Huse, som var vel belæst i »Norrlandz chrönika« og i »Atlantikan«, indviedes du til Manheims høje Mission: at omskære Jordens, fra dets Skød udgangne Folkeslags Tunger, til det Gud ene velbehagelige Sprog, Jafets Mæle: det svenske!

Du ombyttede Skødskindet med Køllerten, Alenmålet med Huggerten og besteg, salvet af din Moders ømme Stoltheds-Tårer og omgjordet med din Faders Pengekat, kgl. Majestæts Skib »Vestmanland«, at én blandt hans Blå, ved det sviogotiske Sværd genføde Verden som Atlantis og Menneskene som Hyperboræer.

I Narvas Sne- og Kugleregn gjorde du dine Hoser våde og Hælvten af det dig anbetroede Mandskab til Fanger, i Dynan forkølede du din sensible Mave, satte dens Fordøjelse på Spil ved Sachsens Tafler og truedes med plat at miste den i Polesiens Urskove, på Diæten af Sumpvand og Agern. Men endnu læede hin Papas Bugvarmer, endnu levede der Rettroende, og derfor agede den syge Kornet stolt gennem Malatitzes Sumpe, forvaret bagest i sin Generals Trosvogn, bag Lædergardiner og Pressenninger, opvartet med de polske Bønders nedgravne Mundgodt, Ernæringens eneste Varmekilder i de Fimbulskove, som tætnede sig hvidere om hver Werst, men hvis Liglagen af Rim og Hunger de endnu formåede at tø på de rømmede og afbrændte Landsbyers Jorder.

Men da Severiens Floder begyndte at flyde med de Hjælpetropper, som Iwan Stefanowitch Mazeppa havde lovet, og som nu, fastspigrede på Brædder, blå af Marter og gule af Dødssved, har de nye Varæger Hilsen fra Ruriks Arvelande; da Ukraines Åndedrag fra Garderike indsvøbte de Arvsøgende i Hjemmets Skyer af sorte Ravnefugle og Snestorme; da Himmel og Jord forenedes i ét Favntag, malende Hær og Heste og Vogne sammen i sit: Velkommen til Kaos, til Attilas Tumlepladser, til Etzels, Guds Svøbes, Zone — da tabte Dukater som Drømme deres Værd.

Og Julemorgen 1708 lå Hr. Kornetten, nær Poltava, i Pleschiwets, under Vognteltet, tungt af Fuglelig, dalede som Stene for Himlens Frost, og tungt af koldbrands-sorte Hænder, fastbidte dér i Dødskrampen, ved Steppens eneste Læ …

Fosterkrum lå han, Gyllenormen, i denne Kristi og sin egen Fødselsnat, dog ej i søde Mamas, men i magna maters Modermund, sin Fuldbringelse nær. Guldgjorden bed hans Bug, Heltestålet åd hans Hånd — Mands-Æderne forvandledes til Autofager!

Her, i 42 Graders Kulde, i 72 Timers Sult fandt hans Tjener ham omsider, Faderens gamle Købmandskarl fra Stockholms Skeppsbro, og på den Ryg, hvis Troskab var købt ved al den Rigdom, som den, selv arm, havde slæbt hjem til Huset på Söder, bar han nu dets Arving gennem Snestormen til Gadjatsch, til Arméens Tros, der i en Fjerdingvej lang Kæde af Heste, Vogne og Mænd, stivnede mellem hverandre i Dødskampen, holdt hinanden oppe i udholdende Håb om at nå Bymurens Ly, når de forreste, dér forlængst ihjelfrosne Kammerater gav Plads.

Gennem standhaftige Skikkelser i Pansre af Is, Døende og Døde, svulne Åsyn og brustne Øjne, gennem Armes, Bens og Hjuls Djungle, krøb den Gamle med sin Byrde på Ryggen ad Målets Port, i Sandhed trang af Mennesker og Dyr, der søgte Fødens og Varmens Paradis bag de af Ravne myldrende Mure.

Og over Strædernes Dynger af udsmidte Kadavre og afskårne Legemsdele nåede han frem til Lazarettets Skur, og her fik Kornet Gyllenorm sin første og sidste Vunde, for Feltskær-Saxen- og Tangen: de bortrådnede Tæers Knokler afknebne, og besvimede i Juleaftnens Salmekor af Rallen og Skrig, i dens Myrrha af Exkrementer og Blod: i det genvundne Atlantis, al Menneskehedens Vugge …

Men, o du heldige Argonaut, hvi solgte du dig da til Dragen — for Frihed og 1000 Rubler og en Dragens tykke Datter? hvi lod du din rene Lutheri Dåb aftvætte i græskkatolsk Vand og tog Sæde i din Svigerfaders Hus at nære din Bug med Hvidløg og Kvass og steges på Ovnbænken, mens dine Brødre, dine Medsejrende, brød Sibiriens Jærn af dets Frost til Lænker for sig selv og Sværd mod deres Sønner eller forspændte som Oxer pløjede Tatariets Jord og gødede den med sin Sved?

Havde du mistet Troen hin Julenat på dit Lands profetiske Mission?

Men hvi blev da, din tunge Vom tiltrods, din Kind lige grå? hvi saltede du din Stør med Tårer og fortyndede dit astrakanske Øl med Gråd?

Og endelig, hvi luskede du, med en laset, blå-gul Uniform i din Bylt, ud af Wergoturas Port, en Januarnat i 1722, at på Urals svimle Stier følge en Mumlen af Stemmer, et Trådd af Fødder og Stave, som forude, uden Rast og Hvile, gennem Lys og Mørke drog mod Vest? Hvi åbenbaredes du, efter mange Nætters angstfulde Listen efter, en Martsmorgen uden for Klinoffs Mure, knælende og hulkende blandt din Ungdoms Trosfæller, rækkende hine blegede Uniformslaser mod dem — at ormefed og stuebleg tiltrygle dig Fællesskab med dem, de med snehvide Hår og stumpede Lemmer Signerede?

Og hvi modtoges du, dér som i Djursåters Helligånds-Hus? hvi fandt du en Grav i Karolinernes Bikube, i »Bjærget«s Skød? hvi spøger du i Aften, Demas blandt Martyrer?

Gemmer du, Per Gyllenorm, adlede Kræmmersjæl, dine Hareøjne i Salens Fond, hos Skyggen, som dér glider, énhåndet, lænketynget: den syvende Karolin, Matts Hane, Desertøren, hvis venstre Hånd ej undte Jærnet den højre, men tog den, da Hververens Kno slog mod Døren Krigens Signal, de trende Bank?

Svømmende i sit eget Blod, det han ej vilde lade Gud udgyde, bares Fornægteren til Marstrand Fæstning, for dér gennem 14 År at tjene den Herre, han havde vægret Gehør: bære ham, Dag og Nat, om Hånd og Fod, og for, i 1716, blandt andre Fredskære og ledet af »Det nye Jerusalem«s Profet, Emanuel Swedenborg, at drage hans Triumfkærrer, Kong Karls Galejer, over Landet mellem Strömstad og Idefjord — ja for som Kuglebærer om Bord på Fregatten »Snälla döden«, ved Moss'es Erobring af de Danske, at tilfalde den rødeste af den Guds Engle, som han havde villet undfly: Blodånden Peder Tordenskjold, og fra »Den hvide Ørn«s Arklirum, under Heltens Støvlespark og Knytnæve-Slag, spy Døden på sine egne Landsmænd …

Svaler du, Per Gyllenorm, din Blusel hos denne? Skyder du, Hanegalets Mand, Judas Ischariotes mellem dig og Gud?

Kortsynede, sanser du ikke, hvad jeg ser, mod hundrede Års Horizont: at I bægge er hans Klippemænd, hans Syld? at som hans Trofaste gav jer Plads iblandt sig, som deres egne svage Timers Tort og deres stærkes Glorie, satte han Eder blandt sin Æresvagt, sender han Eder hid i Aften som Vidner om den Gud, hvem ingen undflyer, som ej lader sig bespotte, den eneste Sande og Evige, Jordens Herre!

Men du, ottende og sidste Karolin, de Andres Vært, Blodet i det Blod, igennem hvilket jeg ser og fatter, Farfader til Arvtagerne, til Templets Otte — Job af Jacobschöld, åbn nu i denne Time din forseglede Mund, den altid stumme, og svar: var det som Gud selv du tog i Favn hans Villige som hans Tvungne, ham til Ære — eller dig selv til Skam?

Unge Job, opvoxet sammen med Kong Karl mellem Drottningholms Vægge, under Skyggen af Ehrenstrahls Tableauer af højsalig Karl Gustafs og Karl den XI's gloriøse Bataljer, oplært af Kongens egen Fægtelærer, Porath, til Sværdlegen: svensk Mands Dåd fra Götricks Tid, indviet til hin Stamfaders Eventyr ved Kammertjeneren Hultmans Aftenkrøniker — fældedes du på Sejrens første Dag af dine Egnes Sværd: af Dalkarlene, som i Snebygerne, Høstmørket og Kamptumlen, fejlende af Ven og Fjende, kom over din Afdeling, Garden, og under »Giötha kiämpawisa« nedsablede sine Medarvinger til hin Vestgöta-Herres Ære.

Kvalt i Narowas Dynd, i dine Brødres og dit eget Blod, slæbtes du med af flygtende, russiske Marodører, udbødes til Salgs på Nischni Nowgorods Torv og købtes af en tysk Købmand fra Moskwas Slaboda — som mod schylock'ske Procenter afstod dig til din bekymrede Moder, den lærde Fru Beata Silfverhäst, hvem megen Fordybelse i Descartes og Leibnitz havde berøvet den rette Tro på Sverrig og Gud, og som i dit Legemes store Krankhed og dit Sinds Delirier fra Narovas Slam og Brodermordets Bad, holdt dig indelåset i sit Guldskrin — til hun lukkede dig, tålelig sund, ud for at bære din Konge, din Tid og dig selv til Graven i Gråmunke-Kirkens Krypt.

Job af Jacobschöld, du der døde her i Gudmoders Stol, hvid af hundredeogti Vintres Sne, for den Kugle, der på kungliga teatren dræbte Kong Gustaf den Tredje og dit sidste Begreb om svensk Mands Pligt — tal nu en Gang om dit lange Liv, nej, din lange Død! Tal om Guld og om Jærn, tal og bliv din egen Herre, skab dig dit eget Liv ved Skriget over dets Tab! øv din Pligt, den fældede, tag din Ret, den solgte: Pligten til Dåden og Retten til Lidelsen, din Slægts Æreskranse, og knug dem med dine Hænder, umærkede af Sværd og Lænker som de er, om din Pande! Er de ikke dine, du Desertør mod din Vilje?

Svarer du, nu som altid stum, ved at pege på dine Gæster, på Hindric Griphufvud som på Matts Hane, Kammeraterne, som du syge Barn sankede om dit Leje, at deres Røster, hæse af Himlens Vejr, deres Klæder, støvede af Jordens Veje, skulde sprænge din Fæstning og dit Fængsel, smedde dig din Sejrssærk og Ligskjorte: tynge din Afmagt dobbelt skyldig og lette den for Hælvten af Skylden …?

Mer Arving til din Faders Rigdomme end til din Moders Snille, mer Søn af Gustaf Adolfs Page end af Kristinas Hofdame var dig ikke Ordet, men Gerningen Gud, og Helt i én Time, Krøbling i 92 År, aftjente du din jordiske og himmelske Værnepligt ved at åbne din Troes- som dine Lidelsesfæller, de til Sol som de til Skygger Bestemte det Beneficehjem, som det jordiske Fædreland aldrig kan og det himmelske aldrig skal skænke sine Pligtige.

Tre Menneskealdre måtte til, før du i din Sygestol ñk afbetalt din Del af dit Slægtleds Skat: Narwa, Holofzin, Poltava, Sibirien, før Krigs- som Straffefangens Lænke — Heltens Ære og Desertørens Skam — faldt fra dine Hænder.

Ladt tilbage selv af Algernon Gordon Moffat, overlevende selv Ahasverus, at se det tredje Slægtled, din Søns Sønner, segne under alle Generationers Syndebyrde, Menneskets Blodskyld, udfriedes du med dit Århundrede af den Kugle, der knuste dets Hjærte: dets Pligt og dets Tro, for gennem denne den sidste Rest af dit Blod, at forkynde dets evigt gyldige Indebyrd: Tjen — lid — ti!

Ti, Hulda, du Revolutionens Barn, Freigeisternes Søster, Gudmoder til mig og det nye Värmland — gæstfrit som din Farfaders er dit Hus, for Døde som for Levende, ja for Ufødte med! for Algernon Gordon Moffat, for Bror af Ekestam — og for de Krigere, der skal følge … »Bjærget« er det! Jærnets Hjem, Guds Fæstning og Menneskets Fængsel, mange dets Fanger og Celler, ulige Straffene, men ét deres Mål: Guds Enevældes Forherligelse!

»Pressa drufvan, glaset fyll!
ack, hvad båtar att du klagar?
Nej, med hoppets glans förgyll
dina sparsamt gifna dagar!
Sötman sug af hvar minut!
Snart är hela farcen slut!

Farbroders Sang derhjemme fra, Fernebos Sang, brumme

af Majorens Tunge …

Steffan vågnede og så dem dér om Bålet, på Karolinernes Plads: Bror af Ekestam med Festens Roste snoet om Halsen og hængende om sine Knæ, Susanna og Brynte, Kind mod Kind, hede af Dansen nys, af Juleaftenens Forventning, af de kommende, fælles År, og Adrians og Olofs Øjne, Spejlende de to og Bålet —: Skyggerne, der fyldte Lysgabet, nu da det næret af nye, nedstyrtende Vedmasser, spilede sig op over Vægtavlernes Granatæble-Kranse til Loftets kanelerede Bjælke — og Gudmoder, luftig og let, i Lysets Center, smilende til disse Gæster som en Gang fra den samme Stol til hine af Sibirien Løsladte.

»Bröder, knytt vår krans i kapp!
men gör kransen ej för knapp!«

brummede Majoren.

Fernebos Krans af Blomsternes Døgnflue: »blomman fö'r dagen« — Floret om Susannas Jomfrubur derhjemme i Borgmestergården ved Elven, der var én rødmende Sky af Snerler ved Morgen, én Tåge af Spindelvæv ved Aften … Fernebos Blomst …

»Plocka den och bind en krans!
se'n går resan som en dans!«

Bror af Ekestam, »blomman för dagen:« din Fæstensgave til din Brud, Concordia v. Putbus, som du i 1813 forjættede den Hjemmets Arne, som hun end i Aften bier ved sit Bål i Itzehoe Jomfrukloster, ensom som du ved dette Nådens Hjems … O skilte Bål, om I slog sammen, om I mødtes over Årenes og Milenes Mørke! Men nej — blomman för dagen, du rakte den femtenårige Jomfru den, selv atten År gammel, ved dit Århundredes Fest, de uforglemmelige Baller i Lübeck, da I, alle Nationer, dansede det nye Sekel, Fredens og Frihedens, ind på den gamle Hansastads Teater. Dér, i alle de Folkeslags Vrimmel, der havde sat hverandre Stævne, at fælde den urgamle Drages, Krigens og Tyranniets sidste Hoved: Napoleon, dér blandt v. Schills og Lützows vilde Geseller, skørteklædte, skotske Presbyterianere, liljehvide, burbonske Emigranter, sortgyldentrøde, jahnske Burscher, Italienere og Baschkirer, blandt Racernes Blomst og Bærme: Tettenbornske Korps og Royal Suédois — i Kosmopolis, Broderskabets nye Hovedstad, mødtes I, Eva og Adam, unge som det jordiske Eden selv.

Dér blånede den rügiske Jomfru mellem Hanseaternes Døtre, de bestandigt vexlende Krigeres bestandigt grønne Brude, som blomman för dagen, den af Solen vækkede — og visnede mod Aftnen, den hurtige, forkrænkelig skøn som Seklets Drøm og dens Elskeres unge Standhaftighed, i »den hvide Rædselsperiodes,« »den helliges Alliances« lammende Tåge …

O Bror af Ekestam, evige Drømmer og Brudgom: mit eget, nej alle Århundreder! O Fæstensring, kysset lidenskabeligt nu som da! o altid fejrede og altid opsatte Bryllup! o Sejr over Synd og Død, du Blomst for Dagen — og Evigheden: Menneskehed, vissen hver Aften og frisk hver Morgen!

Bror af Ekestam — næste År rejste han til Itzehoe og hjemførte sin Brud … næste År, når hans Spillegæld i Biribi var betalt, når Concordia v. Putbus' Familiesmykker var indløste og det pansatte Hjem indfriet … når han og hun var unge igen, de og Seklet genfødt!

Den Bryllupsfærd havde Steffan ventet fra Barn, som Bror af Ekestam og Värmland ventede den hvert År — og som Fernebo ventede sit Riges Komme, det i Blod og Tårer tabte …

»Bröder, våra blommors skål!
den som först sin krans får fårdig,
år den bästa flickan värdig!

nynnede Majoren, plukkende med de mørkthårede Hænder af det lunefulde Lys- og Skyggespil den Krans, der skulde blive færdig — til »den bedste Piges« Grav …

Jul efter Jul havde Steffan set Majoren antegne sin Brud som sin Moitié ved Ballet — og træde det ved Gudmoders, hans tålmodige Værtindes Hånd.

Ja se, dér øverst på Listen dansede de tvende Navne Håbets og Troens evige Vals, og nu da Stuen med Et lukkede sig om dem og Bålet, og de nys så beskinnede Ansigter brat forsvandt, glimtede Majorens Fæstensring i Askefunkerne, og hans Bas intonerede;

»Genom natten sången klingar,
älskade, till dig!
tonerna så ömt dig bedja:
Kom, o kom till mig!
hviska: Hulda, somna söt,
somna ljuft, du ömma!
Må ditt hjärta ej bli trött,
att om kärlek drömma!

»Kusine!« afbrød han, »næste Jul leder Concordia og jeg Dansen her på »Bjærget«!« han cirklede den gloende Ildgaffel som en Glorie om sit Hoved:

»Midt i drömmen tycks jag mig
evig trohet svärja dig!«

og jog den gennem Brændestykkerne, så de med Et gik i Flor, og de forsvundne Ansigter flokkedes, smilende til ham — Susans, Bryntes, Adrians, ja Olofs med …

Steffan nikkede. Ja smil til Eders Fordansere, Lederne af den evig Bryllupsdans på »Bjærget!« Se, er ikke Bror af Ekestams Hår brunt og tykt? er da ikke Concordias Kinder røde og hendes Lokker gyldne?

Men du Gudmoder — Steffan søgte hendes Ansigt gennem Sløret af Skygger og Lys — du, som så deres og vort Århundredes Morgenvals, smiler du nu til Middagens? Concordias moderlige Veninde fra Lübeck, hans søsterlige Plejerske fra Djursäter, sletter du hendes År som hans Gæld? Byder du i denne Stue Värmland op til Dans, ledet af disse to, sluttet af Karoliner og Gustavianer, dine Brødre?

Eller danser du, Jul for Jul, i hendes, Brudens Sted, med ham i din Brudgoms, unge Cläes af Adelstiernas? Värmlands og min Gudmoder, er du Frau Holde, Feen for Livets Brønd, omranket af blomman för dagen? Og er ene jeg den Vanskabte, Skriget, der lader Skatten forsvinde? Sandhedens Ord ved Løgnens Fest, hvor Taushed er Pligt, at vissent Løv kan gælde for Guld?

Se, Hulda af Jacobschöld smiler til Bror af Ekestams Dans med hende selv og med Concordia v. Putbus!

O, drømte da hun, og levede da jeg denne Stues Sekel? Sad jeg blandt Genfærdene af Kong Karls Ungdomshær? sank jeg blandt Gustavianerne i Dødsbærerens Favn? smilte jeg med unge Cläes af Adelstierna i Dødens, hans rette Bruds? Levede jeg Seklets Håb og Nederlag og Lede og måtte dø med det?

Er da Livet Drømme og Drømme Liv? Eller — er Drømmen Død og Livet Opstandelse?

Se Karolinerne overlevede Poltava, som dræbte Poeten Leijoncrona; Gudmoder, Karolinernes Samtidige, smiler til Bror af Ekestam som til Susan og Brynte, mens jeg … Sidder jeg i Bäckstugan med de to Gamle og dør af den Sorg, som de spiller — nej, som de levede om til: »Goda gosse, glaset töm …«?

Brændet skred, og et Flammesværd kløvede Mørket. Glimt af Tapeternes Lampetter og Gyldenlæder … Ansigter, hvide af Maling og Lærred, eller røde af Ild og Blod, døde og levende, blandedes fra Malerierne og Ovnens Puder omkring Bror af Ekestams Brudgoms-Smil. Seklernes Stue tændtes til Fest …

Se Susan, hvis sextenårige Mund ler sig blodig af Spot over trediveårige Møers Elskovssukke, se Gudmoder, som fjerde Decennies Jul betaler Bror af Ekestams Æresgæld og sender Penelope v. Putbus Odysseus' Bøn om Tilgivelse for dette Års jordomsejling og hans Ed om Hjemkomst i det nye — se dem alle smile Støv til Blomster! Ja se dem tilgive og forråde Livet!

Blot Olof, din glubske Tand: Nu ofres Livet! nu råber Blodet ej mer til Himlen: nu er Døden Liv og Livet Død!

Men, o I altfor Blodfulde, ser I Varulvens Tand — til den: ofrer I Eder selv og de forgæves Døde! Se, I vilde skænke evigt Liv, og I gjorde Døden evig — ved at tilgive den!

Men Olof, du Triumferende — tifold hellere mit Nederlag end din Sejr, min Gråd end dit Smil! Ti jeg græder af Gud selv, for hans Selvmord: det Skabtes Død! Jeg fornægter ham, fordi jeg er af ham! Jeg dør, fordi jeg er af Evighed! Evighed? o Gud — se dér er den: Nuet!

Bag Bålet, hede af Bryllups-Blusset, brændte Susans og Bryntes Munde sammen — og opfyldte i et Kys Bror af Ekestams Ed, besvor Olofs nøgne Tand — og Steffans Drøm, at han levede … tændte af hin sluknende Hymens Lue deres egen: Evighedens Fakkelløb af Nuer, »Bjærgets« Liv …

O Gulv for Dans, o Stue for Bryllup! Grubernes Genlyd, de Dødes Ekko jubler med, forløste ved Eder af Stumhed, udfriede af Jærnets Bånd, af Fængsel og Død, frie, omsider, i Eder, fejrende Jordens altid fornyede Bryllup!

Medens jeg holder mine Døde fast: Spøgelser, der aldrig levede og aldrig kan genopstå fra deres Pinsler — jeg, som er Evigheden: Graven!

»Bryllup i Stuen, Kusine! Til Lykke Børn!« Bror af Ekestam lo støjende med en Brand af Bålet holdt hen foran Susans og Bryntes blussende Ansigter. Men ved samme Brand dukkede frem, som ud af Væggen, den Ottende i Stuen, hvis Tilværelse herinde Steffan ikke havde anet — endda han jo altid sad her: Portrætmaleren Peiter Pitter, Ditmarskeren, der et halvt Århundrede havde gennemvandret Värmland, den Fremmede, der var hjemme i hver af dets Gårde og med sin Pensel og Palet havde foreviget mere end fire af dets Slægtled. Og nu havde fundet sit Beneficehjem her hos dets Gudmoder.

Lille, i sin lange, tinknappede Frakke, med de blinde Øjne bag Hornbrillerne og de ørkesløse Hænder på Knæspænderne sad han dér mellem de Kontrafejer, hvori han havde ladet Ferneboerne leve ud over Tid og Sted. 7000 Portrætter hed det, havde han malet, 7000 Liv havde han frelst fra Glemsel og Alderdom, løskøbt dem fra Døden ved sine Øjne, som Moderen sit Barn i Eventyret. I Kampen for at genføde de Ansigter, der svømmede, skrøbelige som Åkander, i de lave Stuers dunkle, nordiske Lys: i Kampen mod Sorgs og Alderdoms falske Vidnesbyrd mod Skønhed og Ungdom, i Kampen mod Gud om det Skabte, havde han tabt — og vundet.

Ti rundtom i Värmlands Stuer pegede endnu krumbøjede Morlillers visne Fingre mod Væggenes medaljerunde Portrætter: mod dem selv med Munde og Arme svulmende af Kys og Favntag, med Bryster spændte af Elskov og Fødsel — mod Kødets Opstandelse!

Se hans mumiebrune Hænder strålede endnu stedse i alle Palettens Farver af Blåt og Rosenrødt — som var de dyppede i selve Skabelsens Gry. Og bag de sorte Briller, bag de blinde Øjne, gennem den slumrende Hjærne drog det hen, Optoget af »Bjærget«s bararmede og barhalsede Ungmøer, lokkeflagrende og skægløse Ynglinge, de 7000 Kontraferede, flammende ej blot af hans spidse og sirlige Pensels Æblerødt og Skyblåt, men af Arteriers og Veners uforrustelige Jærn — selve »Bjærget« udødeligtgjort!

Ja, Død der var Opstandelse! levende Drøm, seende Blindhed. Men Steffan? »Forinden Sædekornet falder i Jorden og dør, kan det ikke leve —« hørte han Märta Moll læse ved hans Sygeleje. Ja, om han Opløstes igen, forenedes med den Altnærende, at opæde og opædes, at udfri og udfries som »ét i Alt« …

Han huskede pludselig hin Torsdag-Nat i hans Sygdomsår, da han »jorddroges« — da han i Marta Molls Fraværelse, stum af Smærte, Andagt og Gru, lod sig løfte fra sit Sygeleje af Sara og God, Gårdens ældste Piger og, som det hed, bægge en Gang Farfaders Elskerinder. Med Fingrene på de runkne Læber, med Øjnene rindende af Alderdom og Sorg bar de ham ind i Høstnatten og Skoven, ad Mossbergets overgroede Stier til de forladte Gruber, hvor de i unge År, under deres Herres og Elskers Pisk, havde virket blandt Jærnets hundrede andre Trælle i Adamshyttans store Dage.

Og dér raktes han, nøgen, kun med et Lagen svøbt om sin Vanførhed og sin Bandage, fra Saras til Gods Hånd, fra Vest til Øst, fra Sols Nedgang til dens Opgang, igennem det birkebevoxede Lyshul ned til de af Jærnvand fyldte Stoller: overgaves til sin Oprindelse, »Bjærget,« at genfødes som dets Barn, fri af Pukkel og Synd, efter Järnbäralandets ældgamle Kur for sine Frafaldne: de Syge.

Steffan huskede Blindheden og Lugten i Jorden, Smagen af Dyb og Glemsel og Jærn, Høstnattens Stjærner og Suset af Fyrrene, sin Hendøen — og sin Genopstandelse til uforandrede Smærter. Og Mulden i Bandagens Folder Morgenen derpå …

God og Sara var aldrig blevet tilgivet, trods gamle Mychowitz' spottende Beroligelse af Faders og Moders Harme: »Er dette værre end kgl. Majestæt Erik den Fjortendes Livmedicus, Benedicti Olavi Råd mod Pukkelryg: at årelade? Menneskene giver nu én Gang alt Ondt til Jorden — og kræver alt Godt af den!«

Men — o, hin Forsvinden i »Bjærget,« hint Sekund i dets Gemsel og Glemsel: ét i Alt …! Mangen Nat siden havde han anråbt Sara og God om at hente ham derud igen, at fri ham af Pukkel og Pine: jorddrage ham påny og endeligt, efter hin ældste Visdom: kun i Jorden var Helsen — i Skødet, i Graven …

O Sara og God, kom i denne Time, kom nu og jorddrag mig! lad mig dø, at jeg kan leve! gør mig ét med Alt! udglat min Pukkel og mit Selv!

Han foer sammen — en Træk strøg over hans Nakke, gennem Salens Hede, duvede Ovnluerne og slukkede Ansigterne bag dem, ene Peiter Pitters Briller lyste som seende Øjne.

Steffan vendte sig, skælvende: Kommer I at bære mig til Livet?

Han groede fast i Ovnpuderne. Dér stod Dødsbæreren, Noah van Drougge, ludende i sin hvide Kittel.

Kom han at hjembære? Var dette Guds Svar? Ja, så kom da, så gör mig ét med Alle! med denne Stues skiftende Børn, med »Bjærget,« vor Moder! Af Jærn blev jeg skabt, lad mig blive til Jærn påny, at jeg atter kan opstå som Jærn: som Loven for de ufødte Kommende: at vi fødes for Dødens Skyld!

Gennem Stuens Mørke, gennem Århundreders Muld søgte hans Hånd Dødsbærerens Isgreb — og fyldtes af ungt og duftende Kød.. En Lugt, sød og svanger, blæste mod hans Ansigt, om hans glippende Hjærte —

Fortumlet slog han Øjnene op og fik dem fulde af Susans Skulder, Hår og Mund …

Hun lo op mod ham, skråt, med Tænderne fyldte som af Ild:

»Går du i Søvne, Steffan lille? du var jo nær ved at træde mig ned.«

Han drog efter Vejret — Sødme og Hede … Ja, Susan, i Søvne gik jeg, i de Dødes Søvn — og havde nær trådt dig ned — mig selv, mit Liv!

Et Nu? Jamen: et Nu i dig: min Evighed, vor Evighed, Susan! Vore Ansigter frelste af Stuens Mørke —: Kødets Opstandelse! Sædekornet, der forgik — og frelstes i hundrede Fold!

Susan, jorddrag mig i dig! Omstød Guds Dom, du som fuldbyrdede den hin Dag i Tårnet! Vær Gud mer end Gud! Giv ej blot mig, hans Skabning, men ham selv vor Ret! Men il! se Dødsbæreren, Guds Sendebud, bier!

Han greb påny mod hendes Skulder — og slog imod Bryntes Hånd, der lukkede sig om den, fast som en Skaal. Og han skimtede Olofs magre Fingre, der strøg tørstende eller tyssende mod hans Læber. Og Adrians nøgne Ansigt, rigt kun paa Sved, Angstens og Afmagtens Tårer…

»En Sædemand gik ud at så —« Märta Moll læste af Lucas om Sædekorn, der faldt i Muld, på Stene, blandt Tjørne og på fodtrådt Sti. Om Guds Udsæd til hundrede Fold — eller til Solbrand, til Fugles Føde … om hans bundløse Lader, om hans Ære ved Frugt som ved Forspildelse …

Men — nej, nej! falske Vidnesbyrd mod Gud! For hvert Sædekorn, der forspildtes, fornægtedes hans Navn, fortabtes han selv! Af Evighed kunde kun Evighed komme! Derfor: op du Menneske, hans Skabning, og frels din Skaber! se, gav han dig Jærnet og Døden: Sværdet, i Hænde, han gav dig også Jærnet og Livet: Blodet! Så genfød ham af ham selv! Lyde ham ved at dø? Nej, tjene ham ved at leve!

»Tak, dér har vi gamle Noah med Årets Regnskaber!« lo Gudmoder. »Ja, ja velan! det er dets sidste Hverdag inden Jul — som varer til Sanct Knut! Men I, Børn, løb I ud og fejr Lusse!«

Lucia-Aften, Lystesten af Årets længste Nat, for Syracusas blinde Helgeninde, der fik sit Syn igen … det hellige Oprør mod Gud i hans eget Navn!

Dér stod Susanna, gylden og stor, midt i det Båls Skær, hvori Gudmoder talte det Regnskab efter, som Dødsbæreren rakte hende, og som Bror af Ekestam over hendes Skulder gjorde op til sidste Runstycke — som var den hans.

Men Susan, vi Børn, den nye Slægt — dit svømmende Blik, dine saftige Mundvige, dit brede Bryst: har du ikke Plads til os alle, til mig som til Brynte?

Om Guds forstødte Barn generobrer sit Hjem, er det da hans mindre end den kårne Arvings? giver han ikke sin Fader to Sønner for én? hans Hus dobbelt Ære? Ja mer! Kun hvo, der overvandt Gud, er ham lig, af hans Styrke! Kun han værdig at arve hans Magt!

Ingel Lydinghielm, Bror af Ekestam, Gudmoder Hulda, jeg skal hævne Eder! jeg skal bekæmpe den Gud, der besejrede Eder, jeg, Barnet, Miraklet!

Ti Brynte, er hun din ved Guds og Menneskers Samtykke, er hun min ved deres Fornægtelse! ja min tusindfold ved min Kamp for Faderens Ære: hans Søns Fødselsret! Din ved Styrke! men min ved Sygdom! Vor!

Men Olof og Adrian? Hvorledes sagde Farbroder: »Syren viser, at intet kan fortære Jærnet!«

Vi skal forgå i dig, Susanna, alle, efter Guds Lov! Men hvem skal genopstå som din og »Bjærget«s Herre?

Den, Gud bestemte som sin ved Lykken eller ved Smærten? den, han kårede at forherlige ham som hans hundrede Fold eller som hans Overflods golde Strå?

Kæmp du, Gud, for din mindre Ære! jeg kæmper for din større: for dig selv i den Skabning, som du fornægtede, for din Kraft i det Sædekorn, du smed blandt Stene! I mig genfødes dine tusinde Ax kastede for Fugle, for Sol, for Hvermands Fod! Vælg, Gud! Vælg, Susan! men vælg nu i Nat, Lucia-Nat, Natten hvoraf Lyset og Svaret fødes!

Ja, hvorledes var det? hvad fortalte Moder om Lucia-Nat derhjemme i Danmark? Om han forsøgte Gud — og Susan? om de var dem, han troede — eller de ene boede således i hans Hjærte: om de var Opstandelsens eller Forgængelsens Kilde: Lov eller Lune! om de og deres Gaver var Tilbedelse eller Forbandelse værd! Nu skulde den gyldige Prøve gøres!

»Susan«, hviskede han, tæt i hendes Øre, »Moder siger, at derhjemme på Sjælland, på hendes Faders Lystgård i Hareskoven, dér tændte Pigerne Lucia-Nat, når Klokken slog tolv, Lys for at se i deres Spejl, hvem de skulde få til Brudgom. Tænd Lys i Aften ved dit Spejl, Susan, og se efter!«

Han lo, men hans Øjne brændte i hendes, i Bryntes, Olofs og Adrians. Han sitrede af Munterhed, af Afgørelsens Fare og Lyst, som ved Ulvenes Spring om hans Faders Slæde: Liv eller Død? Gud eller Djævel?

»Hvad? ja! ja! det er morsomt, det vil jeg se —« Su- sanna kneb lystent Øjnene til, hun gøs sammen i Skødet, med halvåben Mund, »hvorfor har du ikke fortalt det de andre År? Kom!«

Brynte, du kårne Brudgom — Steffan lo mod hans rynkede Pande — og du, Olof, du standhaftige Fornægter, er hun sværere at vinde — og at forsage, end I troede? er Livet vanskeligere og dyrere end I mente? Er I ej sikrere på hende og for hende end jeg? Fornemmer I, at Dødsbæreren står der henne bag jer i den længste Nat?

»Kom så!«

Susanna smuttede fra Lysringen ind i Mørket og Steffan efter hende. Og de andre? Jo, han lo — han hørte dem bag sig, alle Tre, omsider utrygge i Fornægtelse som i Sejr!

Og selv fløj han ned ad Trappen som Gudmoder Huldas Brødre en Gang: til Fald eller Sejr! til Spillet om Gud!

Gør du, Gudmoder, dit Regnebræt op med Dødsbæreren, og tæl, Bror af Ekestam, de sidste Runstycken! Vi fejrer Lusse! Vort Spil står på sort eller rødt!

Se vor Gudinde, Jærnets Dis! Hendes Hår som en fygende Fakkel gennem Mørket! Dér skal al Verden forgå som Røg eller hærdnes til Evighed!

O, så svært op ad denne Trappe, så let ned ad den! Tak for din Lære, du Seklernes Stue! I Døde, I døde ej forgæves — jeg kræver Eders Liv af Gud! Og om jeg, som I, vinder Døden? som I lakker vanfør hjem ad disse Trin?

Ja, da står Solen stille over Poltava! Da er Gud, ej vi Krøbling, vor Vunde hans Dødssår! Da er det fuldbragt, hans Vilje sket: Han selv forgået! Men vort Gravmærke hans Skændsels-Støtte: at vi vilde større end han!