Jagtbreve/11

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn


Jagtbreve.pdf Jagtbreve.pdf/7 58-63

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Jagtbreve - side 058.png

XI.

Jyllands Højderyg, i September 1887.

Bøssen er skilt ad og puttet i Futeral; med Fiskestangen i Haanden strejfer jeg i et Par Dage op og ned ad Aaerne paa Jyllands Heder.

Den, der vil fiske Foreller, skal have sit Kram i Orden.

I et vandfattigt Aar som iaar hænder det, at man i Smaahuller kan tage en afstænget Fisk med Hænderne, og der er heller Intet til Hinder for at gjøre Fangst ved Hjælp af en Hasselkæp med Bomuldssnor paa, Prop, Krog og Orm; men stor bliver Fangsten sjældent og yderlig usikker. Skal Fiskeriet have nogen Art, maa der lang, smækker, fin, hul, helst engelsk Stang til, i 3 Stykker til at sætte sammen, haardtspunden Line med skrattende Hjulspil, hvidt Hestehaars-Forfang med Dobbelt-Snurre, rigt Udvalg af Madding. Deri ligger for en stor Del Hemmeligheden; og naar Bønderne med Misundelse erkjender, at den fremmede Fisker kan „konfirmir Ørreden“, burde deres Beundring først og frem­ mest gjælde Bedskaberne. Den Madding, Fisken den ene Dag er graadig efter, ser den ikke til næste, og det er ikke godt forud at vide, hvad der vil slaa an. Derfor maa Fiskeren være forsynlig og medføre i Tasken baade Flue (en til en Krog snirret lille Fjer, som kan være af alle mulige Farver), Kunstfisk og Orm.

Forellernes eller Ørredernes Opholdssted er rindende Vand. Man kan sætte dem i Damme eller Mergelgrave, de vil trives, naar man passer at vække for dem i Istiden og helst fodre dem lidt, men de formerer sig ikke, dertil hører Smaasøer med Tilløb, og allerhelst lever de i stride, sprudlende Strømme. Laks, Laksørred og Ørred er nær i Familie og løber ud i hverandre; men Laksen er en Havfisk, der kun en Del af sit Liv og i Yngletiden opholder sig i fersk Vand, Ørreden eller Bækforellen er en ren Ferskvandsfisk, som aldrig kommer i Havet, Laksørreden er nok lidt af begge Dele. Laksen skal op i fersk Vand for at yngle. Men vore barbariske Love tillader at stoppe enhver Fisk; ejer jeg begge Bredder af en Aa ved Udløbet, kan jeg bygge et Fiskespring tværs over, hvori alle Fiskene maa gaa, naar de vil op ad Aaen, fuldstændigt spærre, ikke en eneste kan komme ud igjen. Paa den Maade kan jeg forhindre al Ynglen, og mine højereboende Naboer kan slikke sig om Munden efter Fisk. I England f. Ex. er der efter Loven visse bestemte Dage af Ugen, i hvilke Løbet skal være frit, Kisten skal staa aaben. Det var værd at efterligne. Men vi bryder os ikke om det Slags Beskyttelse, vi fisker, saa længe der er noget, lige til vi kun fanger Hundestejler; den Dam, vi kalder Kattegattet, og som kunde være en rigtig rar Fiskedam, er snart opfisket; og de jydske Aaer vilde være blottede for Foreller, hvis Beboerne dér kunde fange dem; men det kan de ikke.

Der er mange Ting at tage iagt.

Snart vil Fisken kun springe efter Flue, maaske kun efter en grøn, medens en rød lades aldeles upaaagtet, snart kun nappe i Orm, snart kun jage efter Kunstfisk; og hvad man skal bruge, afhænger af Strømmens Hastighed, Vandets Klarhed og Dybde, Dagstiden, Vejrliget, Lysstyrken, Vinden, Omgivelserne. En Dag vil Fisken kun bide paa Flue, naar man gaar opad og kaster fremefter; en anden kun paa Orm ved at følge Strømmen o. s. v., og naar man nu vil erindre sig Permutationer og Combinationer fra sin Skoletid, kan man danne sig et Begreb om, hvor meget der er at vakle imellem og hvor vanskeligt det er for Fiskeren at gjøre det rette Valg. Regler kan man ikke give; thi hvor Et passer for En, passer det slet ikke for en Anden. Derpaa kjender man Fiskeren, at han føler det Rette. Naturligvis maa han tidt prøve sig frem, og Øvelsen, Erfaringen er en udmærket Hjælp. Men den skaber ikke Fiskeren. Talentet er som alle Talenter medfødt. Der er Folk, der kan fiske hele deres Liv og ikke drive det udover at slumpe til en Fisk engang imellem. Det er ganske naturligt. Naar en Mand uden Stemme vilde synge 10 Timer dagligt i 10 Aar, vilde han dog ikke blive nogen Tenor.

Et skarpt Øje, en sikker Haand og en rolig Puls — det er nogle af Hovedbetingelserne. Man maa kunne kaste sin Flue 12, 15, 20 Alen bort, lige paa en Prik, netop i en Strime klart Vand mellem Grøden, eller nøjagtigt hvor Strømmen rislende falder, indeklemt mellem en ud i Aaen væltet Stamme og en Rod paa den modsatte Bred. Slaar man en Haandsbred fejl, for langt eller ud til Siden, hænger Krogen fast, man maa maaske en halv Fjerdingvej omkring for at komme over og løsne den. Men saa lærer man at bedømme Afstanden. Det er en vidunderlig Færdighed, man kan drive sit Kast til, der er næppe den Afkrog, man ikke kan ramme. Men Vanskelighederne kan blive uovervindelige; langs en kratklædt Bæk lader der sig f. Ex. ikke fiske med Flue i Stormvejr. Saa tager man en tung Kunstfisk.

Flue anses, og har navnlig været anset for den ædleste Sport; nu er Kunstfisk, ja endog Orm kommen paa Mode blandt Englænderne. For dem kommer det an paa at faa noget i Posen, saa og saa mange Pund Fisk eller saa og saa mange Stykker Vildt, derfor tager de, hvad der giver mest; men unægteligt er Fluen, der trækkes hen over Vandspejlet og som lokker Fisken til at springe op i Luften, den eleganteste Fiskemaade. I Graavejr, hen mod Aften, efter en Regn er det en fortrinlig Maade, men tidt er den uanvendelig, og man fanger paa Flue Fisk af altfor uens Dimensioner, hvorimod man paa Kunstfisk kun tager udviklede Dyr og selv til en vis Grad kan regulere Størrelsen ved Valg af Maddingens Dimensioner.

Man skal ikke give Raad eller Regler, og dog vil jeg anbefale, hvor det gjælder om hurtigt at samle en Ret Fisk, hvis der f. Ex. uventet er kommen Besøg, som skal trakteres til Middag, at tage en hul Kunstfisk ved Navn Devon, gaa ned med Strømmen og kaste frem efter.

Det gjælder naturligvis først om at faa Fisken til at bide. Tidt maa man gaa langt fra Bækken for at være skjult, Skyggen maa ikke falde paa Vandet, og man kaster hen under Brinken. Men fordi Forellen har bidt paa, er den ikke fanget. Saa begynder Kampen. Den slaar og vrider, kaster sig frem, farer med et Ryk ind mod Land og ud igjen ned med Strømmen, og Fiskeren giver Line, ruller op, linder og strammer, firer og haler i rette Tid, som hans Haand føler til, men om muligt altid med Fiskestangen opad, helst lidt bagud, og Linen strammet, dog ikke mere, end at et Ryk kan fjedres af med Haandleddet; thi et Hestehaar er et skrøbeligt Ankertov. Saa løber han Fisken træt; og er det en stor Laks, kan det tage Timer. Er Fisken mat, leder man den ind paa grundt Vand, opad en lille Grøft, hen mellem Stene og tager den med et Fangstnet eller med Hænderne, slaar den over Baghovedet, gjør den løs fra Krogene, ruller den i en Avis, putter den i Tasken og kaster ud paa ny, kaster og drager igjen hen langs Bækken, der snoer sig som en Slange gjennem Ellekrat og over øde Enge og mellem mosklædte Sten.

Men oppe i Lyngbakkerne ser man af og til noget Tyndt og af og til noget Tykt hæve sig i Vejret og smækkes ned mod Jorden. Det er en Hyrdedreng, der ligger paa Maven og basker med Pisken og med Benene og synger i vilden Sky, saa det klinger ned ad Slugterne og runger i Dalene og giver Ekko mod Egepurrerne.

Jagtbreve - side 063.png