Jagtbreve/4
IV.
Ved Øresund i April 1887.
Nu har Bøssen hængt saa længe paa Væg, at det er velgjørende at tage den af Knagen. De store Hagl fra Efteraars-Klapjagterne duer ikke: man maa have nye Patroner — og en brav Jæger laver sine Patroner selv — med Hagl Nr. 6, ja Nr. 7 kan ogsaa gjøre det. Vandstøvler behøver man i denne tørre Tid ikke; vi har ingen ordenlig Regn havt i et Par Aar; men der maa sættes et dygtigt Smæld paa Hundepisken, thi Øret er lige saa vigtigt som Øjet paa Jagt i Krat.
Og Hunden danser og svanser og hyler af Glæde og er straks med paa Noderne. Det er ikke Agerhøns paa Stubben, ikke Harer paa Brakken, ikke Ænder i Mosen, det gjælder, det er Snepper; og derfor gaar den hinter, indtil Skoven naaes, og Bøssen spændes og et Par Fløjt giver Signal til, at nu begyndes der.
Det er det store Spørgsmaal, om der idag er Snepper i Skoven; en Dag er de der, en anden ikke, og Ingen véd, naar de kommer; thi Sneppen er snu, snu som en gammel Bæv, fiffigere end den mest durkdrevne Jæger. Men hver Dag har Jægeren en god Grund til at søge: det var mørkt i Nat, — det er Nymaane, — det var Sydvest med Busk, — Viben har været her, — Glenten er kommen — —; men naar man ser den hvide Vipstjert, saa er man midt i Trækket.
Mange paastaar, at Sneppen kommer efter Almanakken, det første Træk — „de smaa“ — fra 17. til 27. Marts, det andet fra 1. til 10. April, men jeg deler den gamle Sneppejægers Mening, som sagde, at „de falder paa Skjærtorsdag og Langfredag, naar Pokker de saa falder.“
Man kjender sin Skov, Kilderne, Bøgepurrerne, Grantykningen, Ellemoserne: alle de Steder, hvor det er værd at søge. Men de forandres fra Aar til Aar, eftersom Træerne fældes og Buskene vokser og Grøfterne gjøres op; og Hunden kjender dem saa godt som En selv; den snoer sig mellem Stammerne, kravler under Grenene og vogter paa hvert Fjed, men alt det gamle Løv fra ifjor rasler, naar den vader i det og fortæller Jægeren, hvor Hunden er, om ogsaa Buskene skjuler Udsigten. Og hører han, at Hunden standser, saa staar han stille og lytter, spejder og kigger, og kan han ikke opdage den, giver han med et Par Fløjt Ordre til at gaa frem; men nytter det ikke, smelder han med Hundepisken, og hvis Hunden staar for en Sneppe, trækker den sig forsigtigt baglænds ud af Synskreds, gjør en stor Omvej hen til sin Herre, logrer og springer for at vise, at den har taget Fært og er sikker i sin Sag.
Saa véd Jægeren Besked, og Hunden viser Vej og gaar tilbage, hvor den kom fra.
Men Sneppen er snu — snu som en gammel Ræv — og har lugtet Faren; kan den komme ubemærket bort, er den lettet; hvis ikke, sidder den og lurer under en tæt Busk, og nu begynder Kampen; for Jægeren gjælder det om at overse det størst mulige aabne Stykke, for Hunden om at jage Fuglen ud til den Side, hvor Jægeren staar, for Sneppen om at finde en ubestrøget Retraitelinje, og de bruger Sanserne alle tre: Benene, Øjnene, Ørene, og Hunden Næsen, ethvert Kneb er tilladt, indtil saa lave Midler som at skyde den Sneppe, der trykker sig, paa Jorden, lige foran Hundens Snude, thi Sandsynligheden er for, at Fuglen slaar bagud og lader de tætteste Buske være mellem sig og Jægeren.
To Skytter, der jager sammen, har udmærkede Chancer.
Men naar man nu netop elsker Jagtens Ensomhed.
Naar man netop holder af at drøsse alene omkring, alene med sin Hund, holder af at se paa sin Skov, se, hvor der trænges til at plantes, hvor en Gjennemhugning kunde gjøre Gavn, holder af at høre Bækken risle, at se Draaberne piple fra Snedyngerne paa de nordlige Skrænter, at plukke Brøndkarse — Cresson kalder Franskmændene den og forstaar at prise den paa Bordet — naar man vil indsuge Luften, der bryder, Solen, der bager, Lyset, der kommer, naar man vil lytte til Naturens Bud i Vaar, hvor efter hver lille Fugl en Mage faar, hver Plante skyder Skud, naar man vil nyde det Nærværende og drømme det Fjærne og gaa sig varm og kaste sig ned paa en knastør Plet for at slikke Foraarssolens Straaler og trække Papir og Blyant op af Lommen (det gjælder om en Jæger som om en Officer: un officier sans crayon, c'est un meuble inutile), hvad jeg gjør i dette Øjeblik — saa jager man helst alene.
