Jorden og Kometen

JORDEN OG KOMETEN.

Den Historie, jeg nu vil fortælle, er højst forunderlig.

Den varer flere Hundrede Aar, saadan, at hvis en af os skulde være med i den, vilde han være død og begravet, længe inden den var forbi, ja, inden den var kommen rigtig i Gang.

Den foregaar ude i Verdensrummet, hvor alle Stjernerne svømmer, og hvor der er saa koldt, at den tykkeste Vinterfrakke ikke vilde forslaa mere end en stumpet Skjorte.

Og Verdensrummet er saa stort, at ingen kan sige det.

Men det gør nu ikke noget.

For hvis der var en, som kunde, saa vilde de andre alligevel ikke forstaa ham.

Derude i Verdensrummet gik Jorden sin Gang, som den har gaaet den i mange, mange Aar og gaar den endnu den Dag i Dag. Rundt om Solen gik den, bestandig rundt, rundt, rundt, saa en anden én for længe siden var bleven svimmel af det.

Men Jorden blev ikke svimmel, eftersom den var vant til Turen, der ellers ikke var nogen Sviptur. Den varede nemlig et helt Aar, og ikke saa snart var den færdig med den ene Tur, før den begyndte paa den næste.

Og ret som om den vilde være rent tosset i Hovedet, drejede den sig hele Tiden rundt om sig selv, akkurat som en Hundehvalp, der løber efter sin Hale.

Men det var den nu ikke mere end et Døgn om, og den gjorde det bare, for at Solen skulde skinne ligelig paa alle Sider af den. For paa den Side, der vender bort fra Solen, er det alle Tider mørk Nat. Og hvis Jorden hele Tiden holdt Evropa, Asien og Afrika hen imod Solen, saa vilde de jo aldrig i Evighed komme op af Sengen i Amerika.

Det var nu slet ikke saa lidt, Jorden havde at passe paa. Og den havde endda mere endnu.

Den havde nemlig Maanen.

Nu kunde Maanen jo rigtignok passe sig selv, naar det skulde være. For den havde ikke andet at gøre end ganske ligesom Jorden at dreje sig rundt om sig selv og saa desuden gaa rundt om Jorden, ligesom Jorden gik rundt om Solen. Den var meget mindre end Jorden og havde i Virkeligheden ingenting, den skulde have sagt. Derfor talte Jorden altid til den i en kommanderende Tone, og til Gengæld drillede Maanen den hvert Øjeblik.

Noget kom det jo ogsaa af, at de to var hinanden saa nær, og at alle de andre Stjerner var for langt borte til, at de kunde snakke med dem. Naar man evig og altid skal være sammen, bliver man let gal i Hovedet paa hinanden.

Regelmæssig een Gang hver Maaned var Maanen fuld. Saa gik den og grinede med sit runde Ansigt og gjorde Jorden aldeles rasende.

»Sé, hvor han skinner, den jammerlige Drabant!« sagde Jorden. »Han bilder sig nok ind, han er Fiksstjerne.«

Maanen grinte bare, saa længe det varede. Men det varede aldrig ret længe. For hver Nat, der gik, blev den længere og længere i Ansigtet og saà ud, som om den havde Tømmermænd efter Rusen. Til sidst blev den helt væk, men kom straks efter frem igen og blev større og større, til den atter var fuld.

»Er du med?« spurgte Jorden.

»Naturligvis er jeg det,« svarede Maanen.

»Jeg haaber, du passer Tiden ordentlig,« sagde Jorden. »For hver Gang jeg løber rundt om Solen, løber du tretten Gange rundt om mig, at du husker det. Ellers kommer der Kludder i Almanakken.«

»Jeg har rendt her længe nok til at vide, hvad jeg har at gøre, din arrige gamle Planet!« sagde Maanen, for den var netop fuld den Dag, og saa var den altid stor paa det.

Men den havde ogsaa en anden Maade at drille Jorden paa. Somme Tider trak den saa meget af det Vand, der flød paa Jorden, som den bare kunde, over paa den ene Side, saa der blev Højvande dèr og Lavvande paa den anden. Saa hændte det sig, at der blev Oversvømmelse og Ulykker paa det ene Sted, og at Skibene strandede paa det andet. Og de Folk, det gik ud over, raabte, at det var en forbandet Jord, som ikke var til at holde ud at leve paa. Men det krænkede naturligvis Jorden, da den ikke kunde gøre ved det, og saa blev den dobbelt vred paa Maanen.

»Nu er den fuld igen, det Svin,« sagde den. »Jeg gad i Grunden vide, hvad Nytte den gør ved at rende der og dandere.«

Saadan mundhuggedes de, medens det ene Aar randt efter det andet, og de gik deres bestemte Gang. Rundt om dem gik de andre Stjerner med deres Sorger og Bekymringer. Og midt i det hele lyste Solen over dem alle. En Dag midt i Marts kom en fremmed Stjerne svømmende i Verdensrummet.

Hverken Jorden eller Maanen havde nogen Sinde sét den før, og det kan nok være, de gjorde store Øjne. Den lignede heller ikke de andre Stjerner, for den havde en lang, lysende Hale.

»Hvad i al Verden er det for en Fyr?« sagde Jorden.

»Nu har jeg aldrig sét Magen!« sagde Maanen.

De blev begge to saa overraskede, at de var lige ved at staa stille. Den fremmede Stjerne kom nærmere, og Jorden begyndte at blive bange for, at den skulde løbe bus paa den. Da den var kommen nær nok til, at den kunde raabes op, skreg Jorden:

»Halløj! Hvad vil du her paa min Vej? Hvem er du? Hvor kommer du fra? Hvor skal du hen?«

»Det er mange Spørgsmaal paa een Gang,« sagde den fremmede Stjerne.

»Hvem er du?« spurgte Jorden igen.

»Jeg er bare en lille Komet,« sagde Stjernen. »Men hvem er du?«

»Men jeg er jo Jorden. — Saa véd du vel Besked?«

»Saamænd gør jeg ikke nej,« svarede Kometen. »Jeg er ganske fremmed paa denne Himmelegn, har ikke været her før og er ikke præsenteret for en eneste af Stjernerne.«

»Da er du kommen til den rette,« sagde Jorden vigtig. »Det er ellers ikke min Vane at prale, men jeg tør nok sige, jeg er den bedst begavede af os allesammen.«

»Det var jo heldigt,« sagde Kometen. »Men skynd dig nu lidt at fortælle. Jeg har ikke Tid til at ligge ret længe her og drive.« »Vi skyder da en meget pæn Fart,« sagde Jorden venlig. »Tag og gaa med en Gang rundt om Solen — hvad? Det varer kun et Aar. Saa kan vi snakke saa rart sammen.«

»Pyt!« svarede Kometen haanlig. »Kalder du det Fart? Du kan tro, jeg plejer at sætte anderledes Kraft paa. Skynd dig nu lidt og lad mig høre, hvad I er for Folk her til Lands.«

»Lov mig først, at du vil tage dig i Agt for at rende paa mig,« sagde Jorden.

Den fremmede Stjerne lo, saa dens Hale spaltedes i tre.

»Naa — du er bange for at faa en paa Planeten?« sagde den. »Vær du bare rolig. Jeg er ganske løs og luftig, og hvis jeg stødte sammen med en Klods som dig, vilde jeg gaa i tusinde Stumper og Stykker.«

»Aha!« sagde Jorden interesseret. »Du er bar Ild! Det har jeg saamænd ogsaa været en Gang.«

»Det er nok længe siden,« svarede Kometen mistroisk. »Jeg synes, du har en stor Is-Kalot paa Polen?«

»Det har jeg ogsaa,« sagde Jorden. »En paa hver Pol oven i Købet. Men jeg tror ikke, det gør noget med koldt Hoved og kolde Fødder, naar man bare holder sig godt varm om Maven.«

»Naa — men Ilden?« spurgte Kometen.

»Den har jeg inden i mig,« sagde Jorden. »Du kan saamænd gerne faa den at sé.«

Og straks lod den et Par af sine største Vulkaner sprude Ild, saa det stod efter.

»Se, se!« sagde Kometen. »Lidt er der jo virkelig.«

»Lidt?« sagde Jorden fornærmet. »Jeg har hele Maven fuld, kan jeg fortælle dig. Det er netop det, der gør mig saa overordentlig interessant. Sér du . . . jeg har en Gang været ligesaadan en løs og luftig Kammerat som du. Men saa tog jeg mig sammen og blev efterhaanden tættere. Til sidst lagde der sig en tyk Skorpe uden om mig, og nu kan jeg ikke lave andet end Skorstensild i mine Vulkaner. Men Ild har jeg i mig.«

»Det maa være lidt generende med den Skorpe,« sagde Kometen.

»Naa—aa,« sagde Jorden. »Man vænner sig jo efterhaanden til det. Og nu er der Mennesker paa den.«

»Mennesker?« gentog Kometen. »Hvad er det for noget?«

Jorden kløede sig eftertænksomt i Nordpolen og kom derved til at skubbe til Iskalotten, saa der løsnedes et Par vældige Blokke, der drev ud i Havet som Isbjerge.

»Tja—e,« sagde den saa. »Egentlig er det vist saadan en Slags Utøj.«

»Føj!« sagde Kometen.

Jorden tav lidt stille, som om den tænkte over det. Saa sagde den:

»De kribler og krabler i det mindste, saa de somme Tider er nær ved at gøre mig tosset. Og alt som Tiden gaar, og der kommer flere af dem, bliver de værre og værre. De roder mig igennem paa Kryds og paa tværs for at finde Kul og Metal og hvad andet, de kan bruge. De lægger Skinner paa mig og kører rundt om mig med Damp, sprænger Huller i mine største Bjerge, slaar Broer over mine Vande. De siger selv, de er mine Herrer.«

»Jeg synes, det maa være lidt flovt for en Stjerne at lade sig kommandere af saadan noget Kryb,« sagde Kometen. »Kan du ikke ryste dem af dig?«

»Jeg har prøvet paa det,« sagde Jorden. »Og det mer end een Gang og paa forskellig Maade. Jeg har kastet en Mængde Ild og glødende Stene op gennem mine Vulkaner og begravet hele Byer for dem. Stormflod har jeg lavet mange Gange og druknet dem i Tusindvis. Naar jeg synes, de bliver for nærgaaende, skutter jeg mig og laver Jordskælv.«

»Naa,« sagde Kometen, »hjælper det da slet ikke?«

»Det linder jo lidt,« svarede Jorden. »Det gør det. Men i Længden nytter det ingenting. De er blevne mig for mange, tror jeg. Jeg skulde taget det tidligere, da de var færre og ikke saa udspekulerte. Naar jeg har druknet eller begravet nogle Tusind af dem og haaber paa, at deres Familier skal dø af Sult og Sorg, saa samler de andre ind til dem og trøster dem og hjælper dem, og et Par Aar efter er jeg sællefuld igen.«

»Jeg har aldrig hørt noget lignende,« sagde Kometen. »Jeg begriber ikke, at du taaler det.«

»Ja — hvad skal jeg gøre?« sagde Jorden. »Jeg kan ikke længer tumle dem. De har undersøgt mig fra Pol til Pol, saa jeg snart ikke mere har en Plet for mig selv. De har regnet mig ud og maalt mig op og beskrevet mig i alle Ender og Kanter . . . mange af dem har staaende paa deres Bord en Kugle, som skal forestille mig, og paa hvilken de kan sé mig efter i hver en Krog. De regner ud i Forvejen, naar det bliver Storm og Torden og Jordskælv og det altsammen . . . de har hængende paa Væggen Apparater, som fortæller dem det. Hvad skal jeg saa stille op med dem?«

»Jeg véd det ikke,« sagde Kometen. »Men det véd jeg, at var det mig, saa taalte jeg det ikke.«

Jorden lo haanlig.

»Pyt!« sagde den. »Bild dig bare ikke noget ind. Jeg kan lade dig vide, at i dette Øjeblik, mens vi to gaar her og passiarer sammen, har mine Mennesker allerede opdaget dig. De stirrer paa dig i deres Kikkerter og regner dig ud og giver dig Navn og skriver hele Bøger om dig. Det vil sige, det er de klogeste af dem. Idioterne er bange for dig og tror, at du er kommen for at melde Verdens Undergang.«

»Hvem er Idioterne?« spurgte Kometen.

Jorden gav sin Iskalot et Skub, saa det halve Atlanterhav blev fuldt af Isbjerge, og Dyrehaven ikke sprang ud til Pinse.

»Jeg vilde ønske, du ikke havde spurgt mig om det,« sagde den forlegen.

»Om Forladelse,« sagde Kometen. »Det er maaske en Familiehemmelighed?«

»Nej,« svarede Jorden. Det er slet ikke det. Men det har til Dato været mig aldeles umuligt at hitte ud af, hvem der egentlig er Idioterne. De er der — det véd jeg. Der er oven i Købet mange af dem. Men det er ikke saadan at hitte ud af, hvem der er hvem. Hvad Menneskene selv siger, kan man aldeles ikke regne efter. For hver eneste én af dem synes, han selv er klog og alle de andre Idioter.«

»Saa er de vel Idioter allesammen,« mente Kometen.

Men nu blev Jorden fornærmet paa sine Menneskers Vegne. Den kom i Tanker om, at den vist havde været altfor aabenhjertig mod saadan en fremmed Stjerne, som den jo i Grunden ikke kendte det mindste til, og som oven i Købet præsenterede sig selv som en løs og usolid Person. Derfor anslog den en meget værdig Tone, da den svarede:

»Aldeles ikke, min gode Komet. Aldeles ikke. Men det fører jo ikke til noget at snakke mere om disse Ting, som du ikke kender noget til. Jeg praler ellers ikke, men jeg vil bare i al Almindelighed bede dig lægge Mærke til, at jeg af alle Stjernerne er langt den interessanteste. Sé dig om, det hele Verdensrum rundt, saa langt du vil, og du finder ikke min Lige. Se paa Venus, der skinner der ovre, og Jupiter og Mars og, hvad de allesammen hedder, der gaar rundt om Solen lige som jeg. Og sé saa bagefter rigtig paa mig. Læg Mærke til mine dybe, friske Have, til mine Bøgeskove og Palmelunde . . .«

»Jeg kan oprigtig talt ikke sé noget af det altsammen,« sagde Kometen. »Men derfor kan det jo gerne være sandt. For Resten synes jeg, du har en hel Taage omkring dig?«

»Naa,« sagde Jorden lidt flov. »Den havde jeg rent glemt. Det er min Atmosfære.«

»Det er farlig, saa du er belemret . . . med Skorpe og Mennesker og Atmosfære.«

»Komet!« sagde Jorden alvorlig. »Nok render jeg rundt om Solen som de andre Stjerner, jeg nævnede før, og nok er jeg en af de allermindste. Men jeg er sikker paa, at jeg i Grunden er Verdens Midtpunkt.«

»Du taber Pusten,« sagde Kometen. »Du plejer jo ikke at prale — men du skulde sætte dig lidt ned og prale videre.«

»Sætte mig ned?« gentog Jorden fornærmet. »Ja, gjorde jeg det, var det snart forbi med mig. Det hele beror jo netop paa, at jeg passer min Tur omkring Solen nøjagtig. Og jeg kan sige dig, jeg praler ikke. Jeg er den vidunderligste af alle Stjernerne . . . alene for mine Menneskers Skyld. Dem er der ingen, der har Mage til . . . Hej, halløj! hvad gaar der af dig? jeg synes, du render fra mig?«

»Jeg gør saa,« sagde Kometen.

»Herre Gud,« sagde Jorden bedrøvet. »Kan du ikke blive her et Par Aar? Vi har det saa hyggeligt sammen, synes jeg. Og du kan tro, det er ikke saa morsomt bestandig at gaa den samme Vej og ikke have andre at snakke med end den dumme Maane.«

»Hvem er Maanen?« spurgte Kometen.

»Det er den lille Fyr, du sér der henne,« svarede Jorden. »Den, der hele Tiden løber rundt om mig. Det er en sølle, pensioneret Stjerne, jeg har taget til mig, da den drev for Lud og koldt Vand i Verdensrummet. Nu er den helt udslukt og ganske dum — en stakkels Person, som man lige saa gerne kunde sætte paa Ladegaarden. Men her til Lands bruger vi at gaa med Maane. Jupiter har saamænd hele otte. Men det finder jeg nu er dumt Lapseri.«

»Farvel,« sagde Kometen.

»Bliv lidt endnu,« bad Jorden.

»Jeg kan ikke,« sagde Kometen. »Jeg har min Vej at gaa og maa nu sætte stærkere Fart paa. Desuden er jeg ked af at høre paa dit Praleri.«

»Naar kommer du igen?« spurgte Jorden.

Kometen fór af Sted med sin trespaltede Hale.

»Om tre Hundrede Aar!« raabte den.

Den blev mindre og mindre. Til sidst forsvandt den helt.

»Det var en rask Fyr,« sagde Maanen. »Sikken en Fart den stak i, og sikken en Hale! Det maa rigtignok være et anderledes Liv end en stakkels Planets.«

»Ja vist,« svarede Jorden spydig. »Det er næsten ligesaa flot som en Maanes.«

Men Maanen var fuld og grinte bare af det.

Tre Hundrede Aar efter kom Kometen igen.

Jorden havde ventet den med Længsel og trolig talt sine Omgange om Solen. Den havde pyntet sig med Violer og hvad andre Blomster, den kunde opdrive i Marts.

Og alle Jordens Mennesker stod og kiggede efter Kometen præcist paa Dagen, for de havde nøjagtigt udregnet dens Bane. De kloge glædede sig til at sé noget smukt og mærkeligt, og Idioterne laa og græd af Angst i deres Senge eller løb i deres Forskrækkelse rundt og drak sig fulde og gjorde andre Skarnsstreger.

»Der er Kometen!« sagde den af de kloge Mennesker, som stod oppe paa det højeste Taarn og havde den bedste Kikkert og den største Kometforstand.

»Der er Kometen!« sagde Maanen. »Hurra! nu bliver her Sjov i Gaden!«

»Der er Kometen!« sagde Jorden fornøjet.

Og da Kometen saa kom sejlende, stor og lysende med sin lange, trespaltede Hale, lettede Jorden paa sin Kalot, saa det ramlede med Isbjerge i alle Have og blev saa koldt, at Idioterne var ganske sikre paa Verdens Undergang, og selv de kloge Folk blev en Smule betænkelige.

»God Dag, god Dag, Komet!« raabte den. »Velkommen tilbage! Det glæder mig at sé dig saa rask og straalende.«

Men Kometen svarede ikke et Muk. Jorden raabte god Dag igen, men fik heller ikke nu noget Svar.

»Hvad Pokker gaar der af Kometen!« sagde den forundret. »Monstro den er bleven storsnudet og ikke vil hilse paa en gammel bekendt?«

»Den har saamænd ikke sét Dem,« sagde Maanen ondskabsfuldt. »Husk paa, De er saa lille.«

»Hold Bøtten i og pas sin Dont!« sagde Jorden vredt. Og saa raabte den igen: »Komet! Komet! Komet!«

Men Kometen sejlede rolig af Sted og sagde ikke et Kvæk. Nu blev Jorden bange for, at den skulde gaa forbi, uden at den fik snakket med den. Den var lige ved at græde; men det er da heller ingen Spøg, naar man i tre Hundrede Aar har glædet sig til at snakke med et Menneske, og Mennesket saa ikke engang siger god Dag.

»Halløj! Komet!« raabte den i sin ynkeligste Tone. »Du vil da vel ikke rende min Dør forbi uden at hilse paa mig? Jeg er jo din gamle Ven, Jorden — husker du mig ikke? Nu har du rejst mange Millioner Mile — — gik det saa ikke, som jeg spaaede dig, at du intet Sted fandt min Lige?«

»Pyt!« sagde Kometen.

»Ja saa,« sagde Jorden vantro. »Det gad jeg ellers nok høre lidt om. Men det glæder mig da foreløbig, at du ikke har tabt Mælet. — Naa . . . fortæl saa! Vil du bilde mig ind, at du noget Sted i Verdensrummet traf saa dybe, dejlige Have, saa kønne Bøgeskove, saa ranke Palmelunde?«

»Ha! ha! ha!« lo Kometen.

»Eller Mennesker — hvad?« spurgte Jorden igen.

»Ha! ha! ha! — Ha! ha! ha!«

Kometen lo, saa den rystede baade i Hoved og Hale, og Jorden begyndte at blive alvorlig fornærmet. Den tænkte efter, om den ikke skulde kunne finde noget, den rigtig kunde imponere Kometen med. Saa spurgte den haanligt:

»Der var maaske ogsaa Idioter — hvad?«

»Ha! ha! ha! — Ha! ha! ha! — Ha! ha! ha!«

Nu lo Kometen saadan, at den ene af Halerne gik af. Jorden blev helt forskrækket, og de kloge Mennesker paa Jorden, som saà det i deres Kikkerter, var ganske forbavsede; for saadant noget havde de aldrig sét. Men Kometen blev ved at le og le ustandseligt. Nu gik den anden Hale . . . nu gik den tredje . . . nu revnede den paa Kryds og paa tværs. Hele Rummet fyldtes med Gnister, der fløj til højre og venstre; et Par af dem faldt ned paa Jorden som store Sten — og en af dem ramte en klog Mand i Hovedet og slog ham og hans Kikkert saa flad som en Pandekage.

Da det vældige Fyrværkeri var forbi, var der ikke Spor af Kometen at opdage.

»Den revnede af Vigtighed,« sagde Jorden. »Det ærgerlige var, at den døde, inden den fik fortalt mig, hvad den havde sét paa sin Rejse.«

»Ja — der kunde De nær have faaet noget at vide,« sagde Maanen og grinede, for nu var den fuld igen.

»March!« sagde Jorden vredt. »Hold sin Mund og pas sin Dont. Tretten Gange rundt om mig, for hver Gang jeg gaar rundt om Solen. Ellers kommer der Kludder i Almanakken.«