Spring til indhold

Knokkelmanden

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandels Forlag Kjøbenhavn


Fra Hytterne.pdf Fra Hytterne.pdf/7 1-27

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

KNOKKELMANDEN.

Ude i Øst, bag den lange, sammensunkne Voldgrøft, der dannede Grænsen mellem Overdrevet og de egentlige Bymarker, laa et lille, pynteligt Boelsted med grønne Vinduesrammer, Vinløv om Gavlen og Bikuber langs Havehegnet.

Ensomt og trist laa det paa de graa og stenede Jorder, der skraanede ned imod Fjordindløbet.

Men i den lille, sirligt anlagte Have foran Stedet stod et pragtfuldt Flor af de fineste og sjældneste Blomster. Navnlig hen paa Sommeren, naar Ranker og Slyngplanter skjød sig højt op paa Straataget, og naar Frugterne paa de smaa, bugnefulde Dværgtræer modnedes mellem Løvet, saa' her helt bedaarende ud midt i det magre, trøstesløse Øde — en tropisk Oase, en tusendfarvet Blom­sterkurv, der spredte sin fine, flygtige Vellugt ud imod Havets bittersalte Aande.

Det var virkelig ganske forbavsende, hvad der i alle Maader var frembragt og op­elsket paa denne lille Plet. Og mangen stille Sommeraften, naar Solen var ved at gaa ned, drev baade en og to af Byens Folk med Piben eller Strikkestrømpen op over Grus­ bakkerne for fra Øster-Stien at fryde sig ved Synet af den fremtryllede Rigdom.

«Boelfolkets Paradis» kaldtes det ogsaa gjærne Mand og Mand imellem; ja mange var vel ikke langt fra virkelig at tro, at der hvi­lede en særegen Velsignelse over det.

Men Boelsfolket selv kjendte ingen.

For otte Aar tilbage var de kommen herover fra Landet hinsides Fjorden med to rødmalede Kister, en Spinderok og en Ægte­sengs Klæder. Og siden havde de bestandig holdt sig fremmede for Egnen.

Fra Morgen til Aften havde man kunnet se dem gaa i uforstyrret Arbejde derude paa Marken bag deres hvide, langskjæggede Hors eller i Haven med Gartnerkniv og Spade. Men ikke ved nogen Lejlighed havde de endnu blandet sig med Befolkningen, skjønt denne oftere havde givet dem Anledning,

Selv i Kirken, hvor de regelmæssigt mødte til Aarets tre store Højtider for at ofre, satte de sig sammen i en af de bageste Stole og holdt hinanden trofast om Haanden, mens deres Blik ufravendt hvilede paa Præsten; og ved det sidste Ord af Degnens Fadervor rejste de sig uden Lyd og var alt langt paa Vej ud over Grusbakkerne, før det øvrige Kirke­folk naaede frem gjennem Portalen.

Han var en temmelig lille, sammensunken og forslæbt Skikkelse med denne altfor store Højre-Skulder og i det hele lidt skjæve Figur, som er fælles for Folk, hvis Liv har været en eneste Trældom. Udtrykket i hans store, blakkede, troskyldige Øjne tydede paa en noget skrøbelig Forstand; og i Virkeligheden maatte ogsaa Konen træde til, hver Gang noget alvorligt eller indviklet skulde afgjøres.

Hun var et stort og sundt Bondefruen­timmer af den Art, som nu er ved at dø ud. Sandt nok: Savn og tidlige Lidelser havde hulet hendes Kinder, og Livet havde lagt en vis Forsigtighed i hendes Blik. Men hele hendes Holdning talte om et djærvt og støt Mod, som endnu intet havde formaaet at kue. Der laa over hendes store, lysvaagne Ansigt en rolig Selvsikkerhed, der bestandig ligesom tog Maal af Verden og ikke længer frygtede den.

Man vilde vide, at det i sin Tid skulde have holdt haardt for dem at komme sammen; og man forstod, at de derfor nu knyttede sig des fastere og usvigeligere til hinanden.

Oprindelig var de nok et Par forladte, af det offentlige udsatte Børn, der først i en billig og ussel Sognepleje, senere — skilte fra hin­anden, men begge besjælede af samme Tanke og stræbende mod samme Maal — i kummer­lige Tjenester mellem al Slags Udskud om­kring paa store Gaarde havde lært, hvad ondt var … indtil de efter næsten tyve Aars selvfornægtende Slid og møjsommeligste Spa­ren endelig var naaet saa vidt, at de kunde bestride «Redelighed» og den første lille Ud­betaling for det Sted, de siden havde be­siddet.

Men den Gang var dette en sand Elendig­hedens Hule med forfaldne Mure og forsømte Jorder. Nu — efter næppe otte Aars Forløb — var ikke alene hele Kjøbesummen med Rente og Rentes Rente fuldt udbetalt og Jord og hele Pladsen tifold forbedret, ja stegen i Værdi til det tredobbelte, men inde i Byen vilde man endog mene, at de lykkelige Menne­sker sidste Terminsdag havde kunnet gjøre et ikke ganske ubetydeligt Indskud i Spare­banken.

Men ikke heller dette var naaet uden de utroligste Selvopofrelser.

Hver Dag, hver Time i alle disse Aar havde været en eneste slidfuld Stræben hen imod det Maal, hvis Opfyldelse havde været deres Ungdomsdages store, fælles Drøm og hemmelige Forhaabning: en Gang at blive frie Folk paa fri Jord.

Deres lave, grønmalede Dør havde været den første, der aabnede sig før Daggry, den sidste, der lukkede sig for Natten. I Middags­sol, naar andre sov, i Regn eller Storm, altid var de paa Færde i Mark eller Have uden at raste, … brød Sten, satte Gjærder, puslede deres Blomster eller røgtede Bista­derne. Ja, midt i den mørkeste og strengeste Vintertid kunde man regelmæssig Klokken fire om Morgenen se det røde Lysskjær fra deres Vinduer hen over Sneen.

Derinde sad de da i den lille lave Stue med en stilfærdig, aldrig trættet Iver og gjorde sig Tiden nyttig, indtil det dagedes. Ane spandt paa Rok eller kartede. Simon bandt Sivmaatter eller snittede Træskeer. Og om Aftenen, naar den korte Dag var til Ende, tog de rolig fat, hvor de slap, og læste til sidst ved det tynde Lys et halvt Kapitel i Testamentet, førend de søgte Hvile i Alkoven.

Om Sommeren derimod var det Haven, der lagde Beslag paa deres ledige Timer. Her var hver Tomme af Jord taget under den kyndigste og omhyggeligste Behandling. Her vrimlede det overalt af smaa, pudsige Indretninger, som Simon med et vist mekanisk Snille, der ikke er ualmindeligt hos Folk af svag Forstand, havde sat sammen for at skjærme Smaatræer for Blæsten eller skræmme Fuglene fra et Bær eller skaffe Sol paa en Blomst.

Men alt — Sivmaatter, Træskeer, Hon­ning, Blomster, Frugter, ja lige ned til det mindste, det ubetydeligste Bær blev paa det samvittighedsfuldeste sanket sammen og hver Lørdag af Ane skillinget ud paa Torvet i den nærmeste Kjøbstad for at øge Tyngden af den røde, hæklede Pung, der laa gjemt i Sengehalmen, og som hver Terminsdag tøm­tes til Afbetaling.

Saaledes levede de i sex Aar uden Børn.

Men i det syvende fødte Ane en Datter, som de nævnte op efter Dagen og kaldte Eulalia.

Aaret efter kom det hende for, at hun atter var begyndt at bære. Men da Tiden led, viste det sig til hendes Forundring, at hun maatte have taget fejl.

Denne Opdagelse, som forhen vilde have været hende til Lettelse, blev hende nu en Skuffelse. Nu, da de havde stridt sig frem, ønskede hun sig en Flok Børn, der kunde dele Lykken med dem. Ja sikkert vilde den have voldet hende virkelig Sorg, dersom ikke en anden, mere betydningsfuld Begivenhed netop paa samme Tid var indtruffet og havde stillet den i Skygge.

Den sidste Afbetaling fandt nemlig Sted. Den lykkelige Time, de saa længe havde drømt om, og som de med saa langsommelig en Møje havde stilet mod, var nu forhaanden.

Det var med en besynderlig Følelse af Højtidelighed, at de begge saa' denne Dag nærme sig. Det var, som om de ikke rigtig kunde tro paa, at den virkelig var naaet. Natten forud kunde de næppe sove for Be­vægelse; og allerede to Timer før Dag var Simon oppe og i Stadstøjet for at gaa til Staden. Med rødkantede Øjne færdedes Ane urolig omkring ham og hjalp til med Paaklædningen; og da hun over Grusbakkerne havde set det sidste Glimt af hans blanke Vadmelsfrakke, i hvis rummelige Inderlomme de to hundrede Kroner laa forsvarlig ind­syede, lagde hun sig ned over den lille sovende Eulalia og brast et Øjeblik i virkelig Graad.

Endnu hen paa Eftermiddagen, da Simon endelig kom tilbage og med et Nik betydede, at nu var det sket, laa der et Stænk ligesom af Benauelse eller Tomhed over dem begge. Ane havde dækket Bord med stegt Sild og Surkaal for at gjøre Dagen lidt festlig; men ingen af dem havde rigtig Appetit, og de talte kun lidt.

Bag efter fulgtes de ud i Haven, hvor alt stod i duftende Flor. Derpaa gik de ud over Marken, saa' til den dræende Rug, til Koen paa Kløveren og Faarene paa Bakken. Polle, den langskjæggede Hest, stod der ogsaa; og ligesom i Smug tog Ane et Stykke Brød op af sin Lomme og stak det til den.

Alt omkring dem stod saa frodigt, saa lykkespaaende og talte til dem om en over­vunden Strid, et nyt Liv, en rig Naade, som de nu slet ikke syntes at have fortjent.

Ud paa Aftenen satte de sig sammen paa en Bænk, som Simon i Anledning af det nye Liv, de nu skulde føre, havde sammentømret udenfor Døren. Her stoppede han besindig en ny Træpibe med blankt Laag, som han om Formiddagen havde kjøbt i Staden; og idet han forsigtig sugede Røgen til sig, saa' han opmærksomt ud paa de lavt hensvævende, blaa Tobaksskyer, saaledes som han mente, det hørte sig til for Folk, der nød Til­værelsen.

Ane rejste sig nu og da og plukkede Stik­kelsbær i sit Forklæde og satte sig derpaa atter hen for at spise dem, idet hun tvang sig til ikke at bryde sig om, hvad de kunde være gjort til i Penge paa Torvet i Kjøbstaden. I Brystet havde hun ogsaa en nyplukket Rose.

Undertiden saa' de paa hinanden og smilte lidt. Anes Øjne var aldrig helt fri for en let Fugt, og Simon lettede blot nu og da sit Hjærte ved et tankefuldt:

«Naa, ja ja … her sitter vi, Ane!»

Efterhaanden fik de dog Tungen mere paa Gled og lo mere utvungent. Tilsidst be­gyndte endog Ane — greben af en pludselig Kaadhed — at kaste Stikkelsbærskaller i Hovedet paa Simon. Først sad han en Stund og tog imod dem med sveden Rolighed; men snart begyndte han at svare ved sindigt at pirke hende i Siden med Pibespidsen og kilre hende under Armhulerne. Hun slog ham over Haanden og lo overgivent. Men da greb han hende pludselig om begge Haandleddene og vilde vælte hende bag over. Hun værgede sig tappert og sparkede fra sig med Træskoene.

Dette morede dem. Den Slags Spøg havde de aldrig haft Tid til at tænke paa før. Og da Solen helt var under, og de var krøben op i Alkoven, kyssedes de saa varmt og efter­trykkeligt, som om de for anden Gang havde fundet hinanden i en ny og lykkeligere Ungdom.

Det var en af deres mange Bestemmel­ser, at fra denne Dag vilde de ligge en Time længere i Sengen om Morgenen. I Be­gyndelsen havde de imidlertid al for megen Uro i Blodet hertil, og i det hele skete der ikke store Forandringer i deres Livs daglige Gang.

De anskaffede sig et rødmalet Klædeskab til Stuen, og Simon fik en ny Hat — hvortil han højlig trængte. Ogsaa blev det stampede Lergulv i Sommerens Løb brudt op og er­stattet af et Bræddegulv, og i Stedet for de sædvanlige Kartofler med Meldyppe fik de nu oftere Sulevælling, Ærtegrød med Mælk, Stegeflæsk eller endog Klipfisk med smeltet Smør. Men ellers forblev alt ved det gamle, og nede i Sengehalmen gjorde den røde Pung sig allerede tyk af det første lille Indskud til Sparebanken.

Men ud paa Høsten følte Ane sig paa en Gang mindre vel, end hun plejede; og en Dag, hun stod paa Læsset og lagde Slodhalm, trykkede hun pludselig Haanden ind i Siden, idet hun undertrykte et lille Skrig.

«Vent lidt,» fik hun hurtig presset frem mellem Tænderne ned til Simon, der stod under og stak op.

«Hva' ska'r?» spurgte han og sænkede Tyven.

Men Smerterne overvældede hende, hun maatte sætte sig i Læsset.

«Herre Jøsses! … Hva' er der, Ane?»

«Jeg véd ikke, … det er i Maven.»

«Naa—aa,» sagde Simon beroliget og stak atter op. «Du maa ta' dig et Par Peber­korn til Midaftensmaden, saa linder'et vel.»

Da Ane kom hjem, tog hun tretten store Peberkorn i et halvt Glas Brændevin. Om Natten laa hun med sin Uldklokke over Maven, og yderligere havde hun i Smug lagt en flæk­ket Ært i et nygnavet Musehul … saa det behøver ikke at fortælles, at hun denne Gang kom sig.

Men helt rask blev hun alligevel ikke. Hele Efteraaret gik hun og smaaskrantede og frøs, og det skjønt hun i et og alt punktlig efterkom enhver af Distriktslægens Forskrifter og Formaninger, gned sig tre Gange daglig over Lænderne med Uld, afholdt sig fra alle tungt fordøjelige Spiser, drak blodrensende The hver Morgen og Aften og underskrev Kanonadressen.

Den gamle, spøgefulde Herre, der gjærne kom fra en Middag eller Jagtfrokost paa en af Herregaardene, vidste aabenbart ikke synderlig Besked og slog derfor det hele gemyt­ligt hen.

Men det blev alligevel slet ikke bedre. Bedst som hun stod ved Kjærnen eller Gruen, kunde Smerterne komme som et Sting tværs igjennem hende, saa hun ikke kunde holde sig oprejst.

En gammel Kone fra Byen, der under­tiden kom og kjøbte Grøntsager hos dem, gav hende det Raad at hugge Hovedet af en Høne og drikke Blodet varmt, mens hun endnu var fastende. Ane prøvede det, men det hjalp ikke noget.

En anden Kone, som havde hørt om hendes Tilstand, opsøgte hende en Dag ude i Marken og betroede hende en hel Række Midler, der efter hendes eget Sigende alle vare ufejlbarlige. Hun skulde blot ved næste Næ, uden at nogen saa' det, lade sit Vand paa et Stykke Flæskesvær og hænge dette op i Skorstenen indtil Nyet. Ogsaa kunde hun grave det ned paa et Sted, hvor hun ellers aldrig kom; men da maatte hun tre Gange raabe sit Navn, inden hun forlod det. Aller bedst var det dog at stikke en Pilekvist ind under Taget og hver Nat gaa ud i bart Linned og svinge den over sit Hoved.

Ane forsøgte sig samvittighedsfuldt med det altsammen, men det viste sig lige resultatløst.

Da overtalte den gamle Kone hende til at prøve en klog Mand, der boede i Nabo­sognet, og som havde hjulpet mange baade for Skjæver og Modersot og faldende Syge og meget andet. Ane vægrede sig i Begyn­delsen; men en Søndag, da Vejret var godt, kjørte de dog derover og opsøgte Mandens Hus, hvor flere Vogne ventede uden for Døren. Hun blev signet og maalt, og tilsidst gav han hende en Krukke med gult Fedt, som hun skulde smøre sig med over Maven. Strax syntes hun, det hjalp godt, men ikke længe efter var det omtrent det gamle igjen.

Saa slog hun sig til Taals med dette Resultat, indtil Julen var ovre og det nye Aar gik ind.

Da bestemte de sig til at benytte den nemme Lejlighed, som et Isdække over Fjor­ den gav dem, til at tage ind til Hovedstaden med et Læs Sivmaatter og Riskoste, som Simon i Vinterens Løb havde bundet, og som de derinde mente at kunne faa fordelagtigere afsat end paa Torvet i Staden. I samme Skynding kunde da Ane raadspørge en Pro­fessor, om hvem de havde hørt Tale, og faa ordentlig Besked paa Tingene, saa hun igjen kunde blive rask og frisk, inden Klaven gik af Jorden og Vaararbejdet skulde begynde.

En Nat Klokken tre kjørte de i Maaneskin over den islagte Fjord og drog de fire Mil ind til Kjøbenhavn.

Det var aldrig før faldet dem ind, at der for Alvor kunde være Tale om Fare. Naar de havde ymtet noget i den Retning for Distriktslægen, svarede han altid paa sin sæd­vanlige spøgefulde Maade, idet han tog Cigaren af Munden og lagde Haanden paa deres Skulder:

«Kjære Venner!» sagde han. «Hvad er farligt? Man kan dø af et Knappenaalsstik og leve med et Sabelhug. Altsaa, kjære Venner, — god Morgen!»

Men da de nu stod i den berømte Pro­fessors store Venteværelse og saa' den Kreds af Nød og Elendighed, der her sad bænket langs Væggene eller med vaklende Trin listede over Gulvtæppet, betoges de af en pludselig Angst. Den sælsomme Stilhed i det store Rum, de blege, spændte Ansigter, Luften, der var mættet med Karbol som paa et Hospital — alt talte paa en Gang til dem om Død og Opløsning.

De havde som sædvanlig trukket sig til­bage til en Krog, hvor de stod tavse og holdt hinanden i Haanden, mens deres Øjne mødtes, hver Gang Døren til Professorens Stue aabnedes og en bleg Skygge gled ud eller ind. Men da endelig deres eget Nummer af Tjeneren blev raabt op, og de selv stod i Døren, i Færd med at gaa derind, greb Ane pludselig angstfuld om Simons Arm som for at holde ham tilbage.

«Værs'god! — træd ind — og luk Døren!» raabte Professoren, en lille hastig Mand med hvide Haar og hvidt Halsbind, der stod midt paa Tæppet og pudsede et lille Instrument med sit Lommetørklæde.

«De fejler?» spurgte han derpaa strax, da Døren var bleven lukket, idet han under de mørke, buskede Bryn kastede et hurtigt undersøgende Blik hen imod dem.

Da Simon efter Ævne havde forklaret og omstændelig beskrevet Aarsagen til deres «Besøg», puttede Professoren, der hidtil ikke havde forandret Stilling, resolut Lommetør­klædet i Baglommen og viste med en Haandbevægelse hen imod et lille Værelse i Bag­grunden, idet han kort bad Patienten gaa derind og klæde sig af.

«Jeg skal da strax være hos Dem», til­føjede han og gav det blanke lille Instrument et sidste Strøg med Pegefingeren, inden han satte det i et Etui paa Bordet.

Ane saa' spørgende paa Simon; hun var bleven blodrød. Men da denne efter en kort Betænkning nikkede, gik hun langsomt over Gulvet og forsvandt ind ad Døren.

Der blev et Øjeblik stille i Stuen. Pro­fessoren gav sig til at blade i nogle Blan­ketter, paa hvilke han nu og da gjorde en Optegnelse. Men da han pludselig vendte sig omkring og uden et Ord gik ind til Ane og lukkede Døren efter sig, for der et underligt Stød gjennem Simon.

Han traadte et halvt Skridt frem, greb fast med Haanden om en Stoleryg og lyttede aandeløs. Nede fra Gaden steg Lyden af Fod­trin, Vogne og Sælgekonernes skingre Stem­mer op til ham. Men derinde var alt stille. Kun af og til lød en dæmpet Raslen af Instrumenter.

Hans Ben blev saa underlig tunge. En kold, prikkende Sved traadte frem paa hans Pande. Efterhaanden begyndte Stuen med Skilderier, Bøger, Tæpper og Vinduer at løbe rundt for hans Øjne, og da han tilsidst mente at høre et lille undertrykt Skrig derinde fra, maatte han sætte sig paa Stolen for ikke at falde.

Endelig viste Professoren sig.

Tilsyneladende uden at tage Notits af Simon, der hurtig havde rejst sig, gik han hen for at vaske sine Hænder bag et Tæppe i en Krog af Stuen. Men idet han derpaa, tør­rende sig i Haandklædet, gik frem og tilbage over Gulvet, saa' han nu og da hastig under de sænkede Bryn hen paa ham, naar han ikke mærkede det.

Simon turde intet spørge. Han stod blot og lod Fingrene Gang efter Gang gaa gjennem sit varme Haar, mens Blikket uroligt og raadvildt flakkede om i Stuen.

Omsider kom Ane.

Men da var ogsaa al Forklaring unødig. Hun var bleg som et Lig, Tænderne klaprede i Munden paa hende, og hun undgik hans Øjne.

Simon vaklede et Skridt frem, med Haanden i den indvendige Brystlomme.

«Hvor … meget …?» stammede han.

«Otte Kroner», svarede Professoren henne fra Vinduesfordybningen — med en Stemme, hvori man kun vanskeligt skulde kunne spore den dybe Medlidenhed, der laa i det Blik, hvor­med han ufravendt betragtede dem, mens han lod, som om han pudsede sine Negle.

Simon famlede med sine tykke Fingre i Tegnebogen og talte Pengene op.

«I Fald De kun har smaa Midler, saa koster det intet», sagde derpaa Doktoren meget stille.

Men Simon rystede paa Hovedet, og de gik.

Professoren blev staaende lidt, støttet med Ryggen mod Vinduesposten, og faldt et Øje­blik i Tanker.

«Den næste», raabte han saa og stillede sig atter midt ud paa Gulvtæppet for at tage imod.

… Nede paa Gaden stod Polle, den langskjæggede, og ventede med Kjøretøjet for strax at føre Simon og Ane hjem. De steg tavse til Sæde, og først da de var langt uden for Byen, fik Simon Mod til at tale.

«Det er vel ikke godt?» spurgte han da, men uden at se paa hende.

«Nej», hviskede hun, næppe hørligt.

Han daskede lidt paa Hesten.

«Det er kanske helt skidt?»

«Ja».

Skjønt han havde ventet Svarene, gik der dog efter ethvert af dem et Stød gjennem Simon. Hans blaa Læber skjælvede, og han vovede ikke at fritte mere.

Men da de kom saa langt frem, at de over Fjorden kunde se Boelstedets grønne Vinduesrammer og Bistaderne langs Have­hegnet, faldt Ane i Graad. Og da de naaede Hjemmet, og den fremmede Kone, de havde faaet til at passe Eulalia under Fraværelsen, traadte ud med Barnet paa sine Arme, tryk­kede hun strax dette til sig med en saa usæd­vanlig Hæftighed, at Simon nu forstod alt.

* * *

Det var Døden.

Langsomt, men ustandselig vilde den komme og uden Skaansel tage hende med sig over i det store Mørke ....

I de første Timer efter Hjemkomsten gik de sanseløse omkring, ligesom bedøvede af Slaget. Men da Eulalia var bragt i Seng, og alt omkring dem var stille, satte de sig sam­men paa Bænken ved Bordet for at tale roligt om Sagen.

Ane gjenfortalte nøjagtigt og omstænde­ligt alt, hvad Professoren havde forklaret hende angaaende Sygdommens sandsynlige Aarsag og Begyndelse. Om dens videre Forløb og navnlig om dens Farlighed havde han først intet bestemt villet sige; men da hun trængte ind paa ham og begjærede fuld og klar Besked, havde han tilsidst ladet forstaa, at hun maatte slippe ethvert Haab: allerede efter faa Maaneders Forløb vilde hendes Tilstand efter al Sandsynlighed blive uudholdelig. Han havde tilføjet, at hun da kunde lægge sig ind til Operation paa Amtets Sygehus; men paa hendes fornyede Begjæring havde han atter derom erklæret, at Resultatet efter hans An­skuelse næppe i noget Tilfælde var tvivlsomt.

Da Ane saaledes havde lettet sit Hjærte for Simon, var det, som om hun strax fandt mere Ro; og allerede i Løbet af et Par Dage gjenvandt hun helt sin Fatning.

Blot kom der over hende en besynder­lig, stille-febrilsk Travlhed, der tidlig og silde drev hende rundt i Huset, i Kjælder og paa Loft, skjønt hun snart ikkun med Besvær kunde bevæge sig. Hun forstod, at nu maatte hun for Alvor samle sig sammen og ikke lægge Hænderne i Skjødet for den korte Tid, hun havde tilbage. Der var saa meget at udrette, saa mange Ting at indhente, om hun skulde naa at efterlade alt, saaledes som hun ønskede det. Hun undte sig tilsidst næppe Hvilen, men sad ofte langt ud paa Natten og eftersaa' Simons og Eulalias Klæ­der, bødede deres Linned, optalte sit eget Tøj og samlede det Stykke for Stykke nede i Skuffer og Kister, saa at alt laa til rede og enhver vilde kunne finde sit, naar hun ikke mere var hos dem.

Imidlertid gik det i et og alt saaledes, som Professoren havde forudsagt.

Uden egentlige Smerter følte Ane sin Tilstand, som om der et Sted inden i hende laa en tung Klump Bly, der for hver Dag voxede. Hendes Mave svulmede op som paa en frugtsommelig, og Knæerne blev svage og svigtende.

Men aldrig kom en Klage over hendes Læber. Da hun først var bleven fortrolig med Tanken om at skulle dø, fandt hun sig rolig deri som i en Ting, der nu en Gang ikke kunde blive anderledes.

Kun en Dag i den første Foraarssol, da hun vovede sig en Rundtur ud i Haven og saa' de skydende Knopper og Skud, hvis Flor hun aldrig mere skulde frydes ved, løb hendes store Øjne over, men uden Graad.

Tilsidst svandt hendes Kræfter med rivende Hast. Hun blev ganske sammenbøjet, saadan som gamle Folk, Ansigtet gustent og Benene saa tykke og svage, at hun kun med Nød og næppe kunde slæbe sig frem, naar hun støttede sig til Væggene. Men lige til det sidste ordnede hun med egen Haand alt i Køkken og Stue som sædvanlig, uden at ville tillade fremmed Hjælp, saa længe hun endnu var i Huset.

Endelig, en Aften i Maj, sank hun tungt ned paa en Stol i Stuen, trykkede Haanden ind i Siden og sagde:

«Nu — Simon .... nu tror jeg, jeg maa lægge ner».

Lidt efter rejste Simon sig fra sin Plads for Bordenden og gik ud for at ordne alt til Afrejse den næste Morgen.

Ude i Stalden drejede den langskjæggede flere Gange ligesom forundret Hovedet om imod ham. Men han snublede ogsaa tre Gange over Grebningen og glemte tilsidst Lygten i Loftet, da han gik.

Kun én Gang i Løbet af Natten kastede Ane sig i Angst ind til Simon. Ellers laa de stille og tavse og holdt blot hinanden i Haanden.

De havde talt ud om alt. De var bleven enige om en Kone fra Byen, som skulde være hendes Stedfortræder i Huset, og Ane havde sagt ham, hvor alting var at finde, og hvor­ledes de i alt skulde forholde sig dermed.

Ud paa Natten vendte hun sig en Gang om mod ham og kaldte hviskende.

«Simon … sover Du?»

«Nej — Ane.»

»Jeg har glemt at sige dig, at Eulalias røde Hoser … de nye, Du véd … de ligger ovenpaa Lagnerne i Kisten … de maa ikke vaskes i Sodalud — kan Du huske det?«

«Det skal jeg nok, Ane!»

«Ja, saa er der ikke mere.»

Tidlig om Morgenen havde Simon Polle spændt for Vognen, der skulde kjøre hende til Amtets Sygehus.

Den fremmede Kone kom og gav sig strax til moderlig at kjæle for Eulalia, som stod i en Krog med Fingren i Munden og aabenbart slet ikke forstod, hvad der gik for sig.

Ane sad fuldt paaklædt og i en tyk Hvergarnskaabe paa en Stol midt i Stuen og lod Blikket flakke om, som for at sige Farvel til det altsammen. Hun var rolig og fattet, indtil hun skulde tage Afsked med Barnet. Da maatte Simon og den fremmede Kone tilsidst føre hende bort og løfte hende op i Vognen.

Men endnu langt henne paa Vejen kunde hun høre Barnet, der skreg efter hende. —

Tredjedagen derpaa kom Simon tilbage med et Gravkors og en lang, sort Kiste, hvori Ane laa.

Søndagen efter blev hun begravet oppe paa Kirkegaarden. Flere af Byens Folk fulgte hende, og Præsten talte varmt om de smukke Skriftens Ord: Herrens Naade er over al Maade.