Spring til indhold

Kong Valdemar den Andens Jyske Lov, N.M. Petersen, 1850

Tilføj links
Fra Wikisource, det frie bibliotek

Brøderne Berlings Bogtrykkeri. København


Kong Valdemar den Andens Jyske Lov, N.M. Petersen, 1850.pdf Kong Valdemar den Andens Jyske Lov, N.M. Petersen, 1850.pdf/6 Forside-132

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1955. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1931.


KONG VALDEMAR DEN ANDENS JYSKE LOV, udgivet det nordiske literatur-samfund, besørget af N. M. PETERSEN. KØBENHAVN. TRYKT I BRØDRENE BERLINGS BOGTRYKKERI. 1850. Side:Kong Valdemar den Andens Jyske Lov, N.M. Petersen, 1850.pdf/7 Forerindring. Den måde, hvorpå man sædvanlig udgiver vore gamle håndskrifter, er bekendt. Man vælger et eller andet fortrinligt håndskrift, lader det aftrykke således som det er, og tilföjer alle de andres afvigende læsemåder. Denne måde er simpel, let anvendelig, og hvor det gælder om, på hvert enkelt sted at få en tilforladelig efterretning om håndskrifternes læsemåde, tillige tilfredsstillende. Det er i almindelighed den, man griber til og må gribe til, så længe sprogformens beskaffenhed i alle dens enkeltheder ikke er kommen til klar bevidsthed. Den har tillige, når udførelsen er fuldkommen pålidelig, den store fordel, at en sådan udgave kan træde isteden for alle håndskrifterne; når den ved trykken er foreviget, kan man kaste håndskrifterne bort. Men på den anden side har denne behandlingsmåde sine store mangler. Det er allerede vanskeligt nok, at få et eneste håndskrift nöjagtig aftrykt; skal der nu samles ændringer (varianter) af en stor mængde andre, så indløber der lettelig en hel del fejl; og det viser sig næsten altid, at man ved tvivlsomme steder, hvor megen flid der end er anvendt på udgaven, dog må ty til håndskrifterne selv, for FORERRINDRING. at overbevise sig om, at udgiveren ikke i en eller anden henseende har læst fejl eller misforstået stedet, eller at der er indløbet trykfejl o. desl. Dernæst (og det er en hovedanke) tilvejebringes der ved at lade et enkelt håndskrift som grundlag aftrykke med ændringer af de øvrige ikke nogen god læselig text. Den sletteste læsemåde kan stå i texten; den bedste må søges i ændringerne. Isteden for at få et skrift, som læseren med tryghed kan læse i sammenhæng, får han kun alle apparaterne til et skrift, der endnu slet ikke er til. Han må selv danne sig det, nu læse oppe, nu nede, idelig forstyrret af den ene talhenvisning efter den anden, og selv sætte det sammen. Men det er et möjsommeligt og yderst trættende arbejde, når han således skal samle det gode sammen af de med henvisninger belæmrede anmærkninger, der indeholde ondt og godt imellem hinanden. Læseren må da selv påtage sig en god udgivers hværv; han må allerede besidde grundig indsigt i sproget med alle dets afvigende former og skrivemåder, nöje bekendtskab med indholdet, der måske ingensteds er fuldkommen nöjagtig angivet, imedens det derimod som oftest netop er hans hensigt, ved skriftet at erhværve disse. En sådan udgave, der for granskeren beholder sit uomtvistelige værd, er kun god, når den er fuldkommen pålidelig; men selv da ikke skikket til at levere læseren en velordnet og sammenhængende text. Det lod sig tænke, at udgiveren havde gjort noget. forarbejde dertil; han kunde f. ex. i den egentlige text ikke holde sig til et eneste håndskrift, men optage de bedste læsemåder af alle. I så fald .har han forladt hin første grundsætning for udgivelsen og er trådt ind på det andet trin. Meningen bliver nu, af alle håndskrifter at danne en FORERRINDRING. text, som kommer oprindeligheden nærmest, og kun i anmærkninger at meddele afvigelserne. Men hvilke afvigelser? alle eller et udvalg? de, der kun angive en anden mening? eller alle forskellige skrivemåder af samme ord? Når man er kommen til dette andet trin, skönnes let, at man snart må gå over til det tredie: af alle håndskrifter at danne en text, der kommer oprindeligheden så nær som muligt, såvel med hensyn til indholdet som til sproget, og så, hvad der ligefrem folger derpå, at kaste alle intetsigende ændringer bort, som unyttigt gods, hvoraf læseren ikke kan lære det mindste. Med hensyn til indholdet når det af alle mere eller mindre meningsløse læsemåder er udfundet, hvad stedets mening er og nødvendig må være, så kan det kun for den strænge kritik have nogen interesse at vide, hvilke da alle disse meningsløse læsemåder ere. Læseren i almindelighed önsker kun at vide meningen, og har kun brug for den, ikke for det meningslese; oprindelig må den jo have været til, om den end i håndskrifterne er bleven nok så forstyrret. Og just det trykker stemplet på en god udgiver, at han har vidst at finde den rette mening og i hvert tilfælde kan godtgöre, at det, han har udtrykt, er det som afskriverne vilde udtrykke, hvis de forstode det de skreve af. Med hensyn til sproget: sproget, altså ethvert ord deri, må nødvendig til en given tid have haft en viss form, og der må i alle dets dele have hersket nogen ensformighed og harmoni. Når denne sprogform engang er udfunden, så har det for læseren ingen videre interesse at vide de mangfoldige forskellige måder, hvorpå samme ord er skrevet, hvilket kun forstyrrer opmærksomheden på den rette form. Disse betragtninger have ledet mig til felgende grundsætning: Det simpleste, det mest mekaniske, det mindst FORERINDRING. ansvarsfulde er at udgive håndskrifterne som de ere; men det bedste er, at studere håndskrifterne, deres indhold og deres sprogform, og derpå at give begge i deres störst mulige oprindelighed. Og det bör især anvendes her, hvor der ikke er tale om at udgive et skrift, der kun er til i et enkelt handskrift, og hvis indhold næsten er ligegyldigt, men om et skrift, som en af vore love, hvis indhold i mange henseender er vigtigt og derfor bör göres let tilgængeligt, og som haves i en stor mængde afskrifter. Indholdets oprindelighed må altså gengives, det vil sige den første oprindelige mening af hvert sted, den mà nu i håndskrifterne være nok så forskellig udtrykt, ja endog forstyrret. Dette kan kun ske ved at sammenligne alle håndskrifter med hinanden og hvert håndskrift igen med sig selv, for igennem de brugte tegn at komme til det rette ord, og derpå at anvende al den forkundskab, som sagen selv kræver, indtil den virkelige mening er udfunden. Sprogets oprindelighed har en snævrere grændse, den kan ikke gå videre, end håndskrifterne række; og den må udfindes ved en lignende sammenligning. De forskellige skrivemåder ere fremkomne, snart ved skodesløshed i skrifttegnenes anvendelse, snart fordi formen er afsløvet og på en eller anden måde forvansket ved den mere dagligdags udtale, snart fordi der virkelig i tidens leb er foregået en forandring i sprogformen. Alt dette må vel adskilles fra hinanden. Det blot skadesløse fortjener ingen opmærksomhed; den afsløvede form må fores tilbage til den fuldstændige, når denne i bevidstheden var til; men de til forskellige tider forskellige former må ej forvexles. Det kommer derved an på, på hvert sted at vide, om den fuldstændige, fra den forbigangne tid overførte, form endnu er til, eller om sproget har opgivet den og antaget en anden. Er den oprindelige FORERINDRING. 5 form endnu til, så bevares den; er den forsvunden og gået over til en anden, så optages forandringen. Dette skönnes nu atter af to ting; for det første ved sammenligning af de forskellige håndskrifter, for det andet ved sammenligning af den forskellige udtryksmåde i samme håndskrift. Det første fører til at bestemme, hvilke håndskrifter der ere de ældste; det andet til at bestemme, hvilken form der er den ældste. I begge tilfælde vejledes man til at finde det mest oprindelige, det afskriveren har ment, om han end ikke altid med lige held har fået det lige godt udtrykt. Dette, det mest oprindelige, er naturligvis det, som enhver helst vil have. Men at vise, på hvilke forskellige måder denne oprindelige form er udtrykt (hvilket næsten vil sige, på hvor mange måder den er forvansket); hvor mange gange netop denne eller hin, mere eller mindre forstyrrede, udtryksmåde er brugt; på hvilke bestemte steder nu den ene, nu den anden skrivemåde af samme ting forekommer, det er i sig selv noget ganske ligegyldigt. Det, som jeg ved nærværende udgave af jyske lov har forsøgt på, er da at gengive indholdet og sproget i en så oprindelig tilstand, som håndskrifternes beskaffenhed tillod; således at hele loven lader sig læse i sammenhæng, uden at læseren først behover at arbejde sig igennem en dynge af forskellige læsemåder for at komme til den rette mening, og uden at den forskellige skrivemåde giver altfor store ansted. For dog at gengive, så meget som muligt, alt hvad der kunde tjene til at oplyse meningen, har jeg imidlertid med et tilföjet eller tilföjet ændringer underneden, og ligeledes i texten ved en parenthes uden noget tilföjet eller antydet, at noget fandtes kun i nogle håndskrifter, ikke i alle. Selv det vil måske forekomme mange forstyrrende og FORERINDRING. ikke fornedent; men første gang man forsøger noget, hverken kan eller tör man bortkaste alle tilvante lænker. Om behandlingsmåden tilföjer jeg nogle bemærkninger, der tillige må tjene til undskyldning for, at jeg ikke i et og alt har opnået hvad jeg havde for öje. Af håndskrifter haves der nok, men intet, som kunde lægges til grund. Det som både Kofod Anker og Kolderup Rosenvinge have ladet aftrykke (Arnæ-Magn. nr. 286 fol. her betegnet AM.) må disse udgivere have anset for det fortrinligste, siden de have lagt det til grund for deres udgaver; det har jeg ikke kunnet finde; det er i sprogformen meget blandet, og på adskillige steder med hensyn. til indholdet uefterretteligt. Oprindeligt kan et sådant håndskrift ikke have været. Af det flensborgske (F) har jeg ikke kunnet benytte uden en afskrift og Rosenvinges rige variantsamling. Den viser i sprogformerne mange afvigelser fra AM: F har f. ex. hvilkt, hvor AM har hvilt; allæ for ollæ; thyrft for thirft; fatoka (mæn) for fatok; thic for thec; sighæ for segeh; annæn for ant; mykæt for meket o. s. v. Men hverken disse eller andre håndskrifter vise nogen overensstemmelse med sig selv. En viss bestemt sprogform må dog afskriveren have haft for öje eller ere, men ingen har med nogenlunde sikkerhed udtrykt den. Han skriver i samme åndedrag det selvsamme ord snart så, snart så: af og of; sik og sek; burt og bort; nefnd og nefuend; laghe og laughe og lauhe; eghn og eg hæn, o. s. v. i det uendelige. Det vil sige, han har haft en vis svævende udtale for öje, men ikke vidst, hvorledes han skulde udtrykke den. Hvad var nu herved at göre? Hvad skulde man holde sig til? til den mere dannede, med oprindelsen overensstemmende, udtale eller til den dagligdags, til dialektens ? FORERINDRING. 7 Det sidste var såre fristende. Der forekommer vistnok i håndskrifterne mange jyske former; ved at rive dem ud af deres forbindelse, kunde man sige, vil det levende indtryk nedvendig forsvinde, som frembringes ved den sammenhængende tale; loven er nu engang, kunde man tænke, til på jysk, den bör derfor ingenlunde ligge hen så godt som ubrugt, hvilket vilde ske, når sproget deri omsættes fra jysk til dansk. Udgiveren bör da følge de båndskrifter, hvori den jyske dialekts egenheder ere bevarede, men naturligvis således, at den tit og ofte forstyrrede harmoni også her bliver bragt tilveje. Så kunde man tænke. Adskillige af disse egenheder ere i öjne faldende; men hvo der vil prøve på at gennemføre dem i sammenhæng, vil snart erfare, at han ikke vinder andet end en underlig broget, for ikke at sige barbarisk, text, der i det mindste ikke har lighed med noget skriftsprog. Og uvisst bliver det endda, om det nu er jysk tale fra den tid. Tværtimod, det er det ikke. Thi jysk talebrug findes hist og her adspredt næsten i alle håndskrifter, men der må have været og har været utallige former i den tids tale, som intet håndskrift har udtrykt. Håndskrifterne have ikke gengivet den mundtlige tale fuldstændig; den kan ikke tilvejebringes af dem. Den kan altså, da alle andre midler mangle, slet ikke tilvejebringes. Heller ikke går noget tilbage til den tid, da loven blev givet. Var det afskrivernes hensigt, at udtrykke ram jysk udtale, at sige i det hele foredrag, så have de været lidet heldige; det kunde da aldrig være faldet dem ind, strax ved siden af en betegnelse, der tyder hen på en dialektudtale, at stille en anden, der giver ordet aldeles i sin almindelige form; ja den ene bog i loven er i denne henseende i samme håndskrift ikke lig den anden. Vilde man nu forsege på at tilvejebringe og udtrykke nogen FORERINDRING. harmoni deri, så kan det heller ikke lykkes, med mindre man forst opfinder et nyt fuldstændigt bogstav system. Derhos se rigtig nok mange former ud, som de herte dialekten til; f, ex. når næfnd tillige skrives: næ fuænd, næuænd, næuæn, o. s. v. eller lagt skrives: lagh, lahg, laugh, lauw o. s. v.; men alt sådant tilhører jo ikke den jyske dialekt mere, end enhver anden. Eftersom nu samme håndskrift har fremherskende former af begge slags, platte og ædle, og ingen harmoni kan erholdes ved at lade begge råde; så er det billigt, at det platte må vige for det ædle, og at udgaven gengiver det, som afskriveren vilde give, hvis han altid havde været opmærksom på sig selv: betegnelsen af den mere med oprindelsen, end med den daglige tale overensstemmende udtale, hvilken sidste altid er svævende. Skulde nogen imidlertid foretrække den sidste, så står det ham frit for, på hvilket sted han selv finder for godt, at tænke sig den platte udtale; thi den forskellige skrivemåde er sandelig ikke bunden til sammenhængen, men ganske og aldeles tilfældig. Med de grammatikalske former er det en anden sag; de lade sig lettere gribe end den flygtige tale. Hvad indholdet angår, da har jeg allerede bemærket, at det ikke var denne udgaves hensigt, at folge nogetsomhelst håndskrift alene, men at give meningen således som den ligger i alle håndskrifter tilsammen og i tingen selv. Om de enkelte steder, hvor oplysninger herom ere fornodne, må jeg henvise til anmærkningerne bagved texten. Ordfolge, stil o. desl. har jeg ligeledes forsøgt at give således som de forekom mig naturligst, uden at binde mig til noget bestemt håndskrift. Urigtig, ved skødesløshed og uagtsomhed fremkommen, skrivemåde har jeg ligefrem rettet. Hvorledes kan det falde FORERINDRING. 9 nogen udgiver ind at besvære læseren med at rette skrivfejl eller forlange af ham, at han skal finde rede i forvanskede og meningsløse ord. Når håndskriftet har et bogstav for meget eller for lidt, som rætthe for rættæ, åtthe for åtte, fotthæs for fotheæs, fyre for fyrræ, thritthig for thrithing, iorh for iorth, frythær orh for frygthær orth; eller omsætter bogstaver, som iafneht for iafneth, enik kop for enki kop, repe for reep; eller aldeles forfejler udtrykket af lyden, og har f. ex. kæpeiorth for kepeiorth, sækæ for soka, hura for huræ, tho et for tho at, lærgraf for leergraf, æn for en, dæl for del, ja endog slige ting som efter father derh for efter father doth (r for t); at stolnæ for at stofnæ (1 for f); stangæt for stungæt (så at bierne komme til at stange kvæget isteden for at stinge det); eller ved skrivfejl har fået aldeles urimelige former, som göreres for göres; så må en troskab, der vil gengive alt sådant, betragtes som en åbenbar utroskab imod sund sans. Alt sådant har jeg rettet, endog uden at angive det. Ligeså simpelt er det, at når ord ere glemte hist og her, som sammenhængen nodvendig kræver, så ere de indsatte hvor de mangle, ligeledes uden at angives, med mindre der på et eller andet sted var nogensomhelst grund til tvivl. Ved retskrivningen har jeg gjort det til grundregel, at følge den i de ældste håndskrifter forekommende, men således, at den er bragt i overensstemmelse med sig selv; og ikke at tilföje betegnelser, der i almindelighed ere håndskrifterne fremmede, med mindre de strax uden videre kunne adskilles fra de gamle. Når skrivemåden tillige griber ind i lydlæren, kan tingen derved blive mere forviklet; derfor skal jeg anføre nogle bemærkninger om de enkelte tilfælde. Lyden & udtrykkes i håndskrifterne ved a eller aa; FORERINDRING. sædvanlig kun med a, men brugen af aa viser dog tydelig lyden; som i raath, aar, laas, maal, saar (sår og till. såret), smaa, aa (ejer), en aa; derimod hyppigere, hvor der dog ingen tvivl er om lyden: nar (eller naar, nutid af at nå), a (på) o. s. v. I håndskriftet R fra Ribe udtrykkes denne lyd også ved ǎ, d; denne skrivemåde er da god jysk, og der er tilstrækkelig grund til at anvende den, thi den mindre erfarne læser spares derved for den ulejlighed næsten overalt at måtte overføre tegnet a til lyden å. Den bruges derfor overalt i denne udgave, hvor der ingen tvivl er om lyden. Fordobling af selvlydstegn har jeg ikke anset for nodvendig. I håndskrifterne forekommer den vel, men kun undtagelsesvis, ikke som regel, og ved alle selvlyde; f. ex. reep, i geen, een, steen, eet, veet, eeth, ec, breef; men også meen for men (mænd), leen (ellers læn), ja endog meel (mellem) o. desl.; siin, siit, liif, friith; men også iin (ind); gooz, took, stooth, loot (lod), bool, boos loot, doom, noon, root, a moot (imod), boot, boor; men også stook (stok, der også skrives stogh), foor (for, fore, for langt å); huus, uut, thjuuf, stuuf; sææth (sæd), gæær (går), næær (nær), mææl; neet (kvæg), broet, loos, frees, leen (skjuler), keep, door, meer (meer), hee, foeræ (fore). Oprindelig var meningen at trække begge tegn sammen, hvilket hyppig findes ved o0. Understøttende e forekommer i det höjeste kun som en enkelt undtagelse og i håndskrifter fra en senere tid; som boer for boor. At anvende det vilde fere til en uendelig forvirring. Undertiden udtrykkes også selvlydens forlængelse eller dybe lyd ved et især efter medlyden tilföjet h; som domh (for doom), reth eller ræht (for ræt). Til denne enkeltstående brug kunde der ikke tages hensyn. FORERINDRING. 11 Beslægtede nærliggende, men dog forskellige, lyde ere i udgaven adskilte, selv hvor de i håndskrifterne ere blandede. Hvad for det første forholdet imellem e og e angår, da lod der sig vel, til at udtrykke disse lyde efter deres oprindelse, danne et sammenhængende system, ved, som man har foreslået, at antage flere betegnelser: e, é, æ, ä; men der vilde kun være tilstrækkelig grund til en så kunstig betegnelse, når tiden i sin bevidsthed klart havde bevaret denne lydenes forskellige oprindelse. Håndskrifternes beskaffenhed viser, at dette ingenlunde er tilfældet. Ilverken oprindelsen af a eller af i eller af -r i hovedstavelsen eller i endelser, skilles fra hinanden, men udtrykkes aldeles i flæng, snart ved ez snart ved æ. Imellem dem må man vælge. Håndskriftet AM viser tilböjelighed til e, som i tilsiunemen, sette, bonden, overensstemmende med den oprindelige brug; ved at vælge e kunde også forbeholdes for tvelyden è, der i håndskrifterne udtrykkes ved e eller e, ae, ee (som ræt, rææt eller reet; fe eller fæ), såvel som for de tilfælde, hvor de er freinkommen af tvelyden æ (som klæthe). Men herved måtte der tillægges afskriverne en bevidsthed om overgange, som allerede var fordunklet; for de fleste læsere vilde brugen af e i næsten hver stavelse, hvor vi nu bruge e, have noget meget forvildende, og for at adskille lydene e og e, måtte der da nødvendig anvendes et accentueret é. Endskönt jeg allerede havde afskrevet hele loven på denne måde, har jeg derfor endelig bestemt mig for håndskrifternes egen langt overvejende brug af æ, hvorved denne lov tillige kommer til at se ud som de andre, hvor brugen af æe er ganske almindelig. Hvad brugen af a og å, angår, da forekommer der adskillige ord med å (aa), hvor man vænter a; som saac for sak, sag; aal, aalh, for al eller ol, saam, samme; FORERINDRING. saat, sat, vaar, var, draap, drab og dræbte, raan, ran. Dèr har jeg enten blot skrevet a, hvor jeg antog, at en svævende dialektudtale kun havde givet anledning til skrivemåden; eller anvendt å, hvor jeg troede, at grundsproget og den nuværende jyske udtale i forbindelse med flere håndskrifters hyppige brug hjemlede en lyd, der nærmede sig til a. IIvor der derimod kunde være tvivl om, om den oprindelige alyd var gået over til å, som i aldæ father, men håndskrifternes overvejende brug dog talte for overgangen, har jeg skrevet å, hvori både den oprindelige og senere udtale ligge. Når der derimod ingen tvivl kunde være om, at overgangen var sket (i det nemlig begge skrivemåder forekomme i flæng) har jeg brugt o, som i varthær, vort hær (bliver), der således blev forskelligt fra vårthær (af at varda). Da tegnet over å altid er tilsat, kan læseren ikke tage fejl af den oprindelige skrivemåde. Ved brugen af o og å bruges i almindelighed det første for den lave brede lyd ó, det andet for den höje alyd; men det kunde ikke undgås, at jo også den sidste i de bekendte forbindelser blev udtrykt, ligesom nu, ved o. Deraf kan ingen læser lettelig nu tage fejl. Derimod kunde han måske være i nogen tvivl om, hvor o skal udtrykke den lave ólyd, der i håndskrifterne betegnes med o, oo (i R også ved ŏ). Alligevel har jeg ikke accentueret disse ord; thi det tör vel antages, at enhver, der benytter dennne udgave,

har så megen indsigt i den tids sprogform, at han ikke lettelig kan tage fejl af lyden, skönt den i nogle ord afviger fra den nuværende. Imidlertid skal jeg her anføre nogle exempler, som ville være tilstrækkelige til, også at göre opmærksom derpå; med ó udtales: tho (dog); bo (at bo), bor (bor), goth (god), floth (flod), stodh (stod), skogh (skov), bot (bod), mot (mod), bol (bol), dom FORERINDRING. 13 (dom), tok (tog), non (der også skrives noon), hjon (ægtefolk og tyende), goz (der også skrives go oz, gods), hos (der også skrives hoos, hosa, hos), thorsdagh, sokn (sogn), også lot og i 1. lotæ (lod, hlutr, der også skrives loot, t. loos). Derimod udtales o som å i sådanne ord som kost, openbar (åbenbar), nokær (nogen), foræ (for), stolæt (stjålet). ær, U og y ere beholdte i ord som sun (sön), i fl. synnår bevidstheden om sådanne former tydelig foreligger i håndskrifterne. Derimod har jeg beholdt det hyppigst forekommende konæ, skönt der også forekommer kunæ. Lyden y er undertiden skreven i, som i sinær (for synær, sönner); thirfth for thyrfth; her er det oprindelige y beholdt, når det fandtes. Lydene ø og ö adskilles ikke i håndskrifterne; men brugen af dem tydeliggör læsningen, uden at kunne forvirre nogen. Endelsen i, je udtrykkes i håndskrifterne ved y, som riky, eller i, som riki, engi, væri, eller je som værja. Her har jeg anvendt skrivemåderne i og jæ, der må betragtes som samtidig brug for samme endelse. Brydning finder ej sjælden sted; hvor det ene håndskrift f. ex. har skilnath, har det andet skjalnath, og i samme håndskrift findes begge former. Også disse former må anses for samtidige. Hvor derimod brydningen af i ikke blot er gået over til ja, men tillige til je, som i sjalf, sjælf; hjalpæ, hjælpe; gjaldar, gældær; fjarthing, fjærthing; tjald, tjæld, har jeg stundum beholdt den ældre form, skönt den senere er temmelig almindelig. Medlydstegnene ere anvendte som de hjemles i håndskrifterne, dog også her således, at der indbringes större FORERINDRING. harmoni deri. Altså skilles th (=d) fra t, skönt de ofte forvexles, o. s. v. Herom kan især folgende bemærkes: th udtrykker og d, men der forekommer også d (forskelligt fra ) som i fod eller fødd og forlænget naturligvis med dd, som i fodde; f hruges for i enden af ord, men når en selvlyd kommer efter, findes begge skrivemåder; den sidste er foretrukken, som havæ, ærvæ, halvæ; d eller th forbindes ikke sjælden med s til Z som ræzel for ræthsæl; gæzlæ for gætslæ, o. s. v.; d efter log n er ofte bortfaldet, som al, fall, man. Enkelte og dobbelte medlyde, der udtrykke en forskellig udtale, forekomme undertiden i flæng; her er den oprindelige udtale foretrukken, når den forekommer, som kumæ, komme, samæn, sammen, gamæl, gammel, men liggæ, ligge, skönt der også findes liga, bægga, begge, skönt der også findes bægi; også pænning, som er den sædvanlige form. Ord med oprindeligt è, hvor udtalen er lang, som ræt, rætæ eller rættæ, har jeg, når de forlænges, skrevet med tt, hvorved de lettere genkendes, men læseren må herved erindre sig den rette udtale. Ved sammenstød af tre medlyde er gerne den ene falden bort, som hvilkt (eller med bortfaldet t hvilk) eller hvilt; særmærkt, særmært, særmærk; her er i almindelighed den midterste form den mest herskende. Overalt er anvendt j foran en anden selvlyd for håndskrifternes i, hvor udtalen kræver det; læsningen bliver derved lettet, og forvirring kan ikke opstå deraf, da j ikke forekommer. Ligeså for u og w. For resten er der lagt vind på at give sprogformerne så rene, som håndskrifterne tillode. Ilele loven igennem findes snart of, snart af (hvist, hvilket sidste skal udtrykke samme udtale, men ganske forstyrrer læsningen; allevegne er derfor sat of. Ligeså al for ol o. desl. Når der findes FORERINDRING. 15 husfre, husfræ, husfre (ikke husfru), så spörges der om, hvad afskriveren derved har ment, men der kan næppe være tvivl om, at han mener den første form, skönt han også skriver den anden, eftersom han for fresgjald også skriver fræsgjald. Da der findes både fælagh og fælugh, fællægh, fellegh o. s. v., så er i almindelighed den første form foretrukken, som den, der kommer oprindelsen nærmest. Ligeså fatok, fl. fate kæ, skönt der også findes faluk, fategh, o. desl. Derimod ere tillægsordenes endelse -ugh, -igh, -egh ansete for samtidige, der næppe i udtalen have været skarpt adskilte. De mangfoldige udvidede former, der hyppig forekomme ved siden af de simple, som nauen for nafn; eghan for eghn, egn; næ fuænd for næfnd, ere ombyttede med de sidste; hvo der vil have den mere slæbende udvidede udtale, kan selv anbringe den overalt hvor ham synes for godt. Ligeså er saght sat for sagh, saugh, o. desl.; dagh for daugh, dauw; laghæ for laughæ, lauhæ o. desl. De hyppig afkortede former, som gif for givæ; thæs for thæssæ; hen for hennæ ere givne fuldstændig; også her kan hvo der vil kaste endelsen bort. Sit og sint afvexle i mange håndskrifter; derfor har jeg ladet den sidste form blive stående på adskillige steder. Levninger af gamle böjningsformer har jeg søgt at bevare, hvor håndskrifterne gave nogen lejlighed dertil; f. ex. nytæ there spæktæ (for spektar), uagtet de fleste have spækt. Nutidens flertal er ofte lig entallet, som bor, fl. bor og bo; her er den rette flertalsform bevaret, når et af de bedre håndskrifter have den. Navneordenes ubestemte form er den ældste, men den afvexler hyppig med den bestemte, f. ex. logh (ell. loghæn) skal væræ ærlik; her er også den ældste brug anvendt, når FORERINDRING. et godt håndskrift har den; imidlertid må bemærkes, at det der ser ud som den bestemte form ikke altid er det, men levning af en hensynsform; f. ex. then thær for sakæn ær hedder også for sakum; og ved that thær i loghæn ær skrivæt kan tænkes på i loghum. Skönt jeg således havde håbet, at bringe alt til en viss harmoni, har denne alligevel ikke ganske været til at opnå; når der f. ex. skrives: han, man, uden d i slutningen (ikke hand, mand, thi det kunde ikke gennemføres, uden ganske at tilsidesætte håndskrifternes herskende brug, og at gå over til en senere), så kunde der dog ikke, som der egentlig skulde, skrives hun (for en hund), ban (for et bånd), han (for hand, en hånd) o. desl. (hvilket også var ikke blot forstyrrende, men imod håndskrifternes brug). Således kunde måske nogen undre sig over, at der er optaget stjup, ikke styp, og derimod flere gange lyt, ikke ljut; men det grunder sig derpå, at stjup og styp stå ved siden af hinanden eller herske i samme håndskrifter, deraf valgte jeg da det ældste; derimod er lyt det mest herskende, og ljut horer kun enkelte håndskrifter til. Ved sådanne tilfælde er det altså i öjne faldende, at retskrivningen endnu bevæger sig i en svævende tilstand; men så meget er dog vundet, at læseren ikke idelig og overalt forstyrres ved modsigelser. Nogle uensformigheder findes der imidlertid også som en følge af det vanskelige i at bestemme alle overgange, men især af den afbrudte måde, hvorpå trykningen er sket; disse mangler ville dog ej være större, end at læseren nu, da han har loven let tilgængelig for sig, uden besvær vil kunne afhjælpe dem. Disse bemærkninger ere ikke udtömmende, men kunne dog give læseren en forestilling om behandlingsmåden. FORERINDRING. 17 Hvo der önsker at kende de former, der kunne anses for jyske, vil finde dem i tillægget bag loven, hvor der tillige er tilföjet andre i en eller anden henseende mærkelige skrivemåder.

Et ordregister med forklaring over mindre bekendte udtryk har jeg ikke tilföjet, thi et sådant bör næppe udarbejdes for en enkelt lov, men for den hele lovsamling, der har indhold tilfælles. At samle vor middelalders love i et lille octavbind, og derpå forsyne denne kostelige samling med de fornødne oplysninger, vilde være et smukt foretagende. Der er unægtelig meget, der endnu skal underseges og drøftes og opklares. Dersom den her fulgte fremgangsmåde, om ikke i alt så dog i det væsentlige, er god, så vil den nu lettere og bedre kunne anvendes af andre. Til de unöjagtigheder. som jeg efter trykningens fuldendelse er bleven opmærksom på, hore sådanne som: at der i begyndelsen står umbozman, siden umbothsman; at der findes både lands og lanz og lans; landværn og lanbo (en temmelig almindelig skrivemåde); at der star full og ful, all og al; at der findes både ja og jæ i ord som hjalpæ og hjælpæ; et sted er blevet stående ætlæd hæ med dh for th; på nogle steder er th og t blevne forvexlede, så at der står ukærth for ukært, bygt for bygth, o. m. desl. Desuden er i det mindste følgende at rette: s. 18, lovens 1, 34: than optages i texten. 20, 37, — 46, - 58, - 66, - 1, 41: hænnæ optages i texten. 2, 30: for vapn 1. vapn. 2, 64: for sattæ 1. sætta. 2,101 for fjal 1. fjæl. 3, 7: for garth 1. gårth. FORERINDRING. Om lyden af sådanne ord som rån og nåm har jeg været noget uviss, men rimeligt er det dog, at lyden har været et sævende å, ligesom i fra, drap, var o. desl. For ordenes sammentrækning, hvor denne skal finde sted, have håndskrifterne ingen regel; der kunde måske have været anvendt et bindetegn. Sproget ligger ikke i en tilfældig, men harmonisk, anvendelse af bogstaverne; og nutiden har ingen ære af at gentage en smaglos fortid, men bör tilegne sig fortidens goder. Disse to sætninger har jeg forsøgt også her at anskueliggöre, men derom skal jeg ikke indlade mig i nogen yderligere drøftning. Laissons la postérité faire son oeuvre! KONG VALDEMAR DEN ANDENS JYSKE LO V. Side:Kong Valdemar den Andens Jyske Lov, N.M. Petersen, 1850.pdf/27 Fortal e. æn vildæ hvær inan Mæth logh skal land byggjæs. orvæs at sit eghæt ok latæ mæn nytæ jafnæth, tha thyrflæ mæn ækki logh vith. En ængi logh ær æem goth at fylghæ sum sannænd. hvåræ sum man ævær um sannændæ, thæræ skal logh letæ hvilt ræt¹ ær. Varæ æi logh å landæ, tha hafthæ hin mest, thær mest måtte gripa. (for) thy skal logh æftær allæ mæn göræs, at rættæ mæn ok spake ok saklesæ nytæ theræ ræt ok theræ spæktæ, ok urættæ mæn ok folæ ræthæs that, thær i loghæn ær skrivæt, ok thoræ æi for thy fulkuma theræ undskap, thær the have i hugha. Val ær that ok ræt, at the, thær guz ræzlæ ok rættæns ælskugh mughaæ æi lokke til goz, at hofthings ræzlæ ok landæns vithærlogh forfange them at göræ illæ, ok pinæ them, of the göræ illæ. Logh skal væræ ærlik, ræt, tholik, æftær landæns vanæ, kvæmlik ok thyrftalik ok opænbar, svå at alle mæn mughæ vitæ ok understandæ hvat logh sighær. Oк væræ æi görth 1) eller sannænda. 2) eller til gothæ. KONG VALDEMARS æth skrivæn for ænnæns mans særlik vild, num æftær allæ mæns thyrft, thær i landæ bo. Engi man skal ok domæ gen than logh, thær kunung givær ok land takær vitbær¹, Thæn num æftær than logh skal land demæs ok rættas. logh, thær kunung givær ok (alt) land takær vith. thæn må han ok æi æftær takæ æth skiftæ utæn lanzæns vili, foruten hun våræ openbarlik gen guth. thær That ær kunungs embæth ok hefthings, (thær) i land æræ, at gemæ dom ok göræ ræt ok frælsæ them, mæth våld thvingæs, svå sum ær viddævæ 5 ok værilos börn, pilgrim ok utlands man ok fâtoki mæn, them thær gær tithæst våld yvær. ok pinæ illværkis thær æi mæn, vilæ rætlik live. for thy at i that han pinær æth dræpær udathæs mæn, tha ær han guz thjanæstman ok loghsæns gæzlæman. for thy at svå sum hin helghæ kirki styrkæs mæth pava ok biskop, svå skal hvært land styrkæs mæth kunung æth hans rættær ok værjæs. Thær mæth ær ok allæ skyldugh, thær i hans land bo, at væræ hanum hersum ok lythan ok thjanugh. for thy ær han (ok) skyldugh at göræ them allæ frith. That skulæ ok vitæ allæ værælds hefthing, at mæth thæt våld, thær guth såldæ them i hændær i thæssæ væræld, tha sålde han them (ok) sinæ æn vorthæ helagh kirki at væri for alt that thær å bethæs. the glemæn æth vildugh ok væri æi sum ræt ær, tha skulæ the à domadagh svaræ, of kirkins frælsæ ok landens frith minkæs for theræ skyld i theræ timæ. Vitæ skulæ allæ mæn, thær thannæ bok se, at valdemar kunung annæn valdemar sun, thær santæ knuth sun var, thæn timæ han hafthæ væræt kunung ni vinter ok thretjughæ, ok fra at vor hærra vorth fod var gangen thusand vintær 1) eller vith. 5) eller ænki. 2) eller af take. 3) eller ællær ok. 6) eller loghs. 7) eller styræs. 4) eller ær. 8) eller æftær. 1,1. JYSKE LOV. 5 ok tu hundræth vintær ok fyrtjugh vintær, i marz mânath thær næst æftær, lot han skrivæ thenne bok ok gaf thænnæ logh, thær hæræ standær skrivæn à danskæ, i vorthingburgh, mæth hans synær råth. thær vither våræ: kunung erik, hærtogh abæl, (junkhærræ) cristofær, ok uffæ thær tha var ærkibiskop i lund, biskop niklæs i roskæld, biskop ivar i fjunæ, biskop gunnær i ripæ, biskop jonæs i hethæby, biskop pætær i årus, biskop gunnær i vibærgh, biskop jonnæs i vænlæ 3. thær til (mæth) allæ bæstæ mæns råth, thær i hans riki våræ. Forste bog. 1. Hvilt barn ærvæ skal. Barn, of that vorthær kristnæt, standæ arf, ok æi ældær. Vorthær skilnath 4 å, hvat længær livær, mothær æth barn, æth barn se kristnat (æth aæi), tha ær that e nær mer at vitnæs til kristændom ok til arf, æn fra. thæt samæ ær um father, thær ær um mothær. that skulæ mæn vitæ 5 math kyns nafnd. Kyns næfnd, thæt ær tolf mæn innæn thrithi byrth ok innæn sysæl. than å at næfnæ, thær sæklær. ok tho skal han æi næfnæ hins annæens openbarlik uvin 6. thre må han af takæ, thær for sak ær, utæn eth, ok thre andreæ skulæ næfnæs i theræ stath. ok andra thre må han af taka mæth tolf mæns eth. 1) i ett händskr. tilføjes hin milda. 2) i ett händskr. tilfajes hærtogh knut. 3) i ett håndskr. tilfojes ok theær til jacob sonæson. 4) eller skjalnath. 5) eller vitnæ. 6) eller openbaræ uvina. KONG VALDEMARS 1,2-4. 2. Hvat thæn skal sighæ, thær barn depær. That skulæ mæn ok vitæ, hvå barn deptæ, ok hvat hin sagthæ, thær barn deptæ. for thy at barn må æi kallas kristnæet, utæn (of) that vorthær¹ dept i fathærs nafn ok suns ok hins helghæ andæ. for thy at svå skal hin sighæ, thær barn depær: ak2 dope thik i fathærs nafn ok suns ok hin helægh and. Konæ skal aldrigh barn depæ, of man ær til. ok skal æi barn depæs i annat æn i vatnæ. 3. Of konæ sighær sik væræ mæth barnæ. Of konæ sighær sik at væræ math barnæ æftær hænnæ bondæ doth, tha skal hun sitæ i eghn uskift tjughæ ukæ. tha skulæ gothæ kvinnæ se ok skilja hvat hældær ær. finnæ the, at hun ær (dighær) mæth barn, sitæ fram i eghn til barn vorthær fed. fothes barn svå langt æftær, at thær that må val provæs, at that ær æi athælbondæ barn, doth var, gjaldæ hun først æftær alt that hun tok af eghn fra hænnæ bondæ thretjughænd³, ok ærvæ ækki mer æn half hæski, ok half bondæ arving. Rætte arving skulæ tho math andra gothæ mæn ok hænnæ frændær tilsjunæ mæn være, at hun ethæ æi eghn at uhægth ok af hændæ æi that, thær hænnæ æi horær. for thy at hun må æi sælæ utæn for sinæ rættæ kost ok hjonæ leghæ. 4. Hvà næst ær at ærvæ. Barn, of til ær, ærvær sin fathær ok mother. æth barnæ barn. æn börn, thær fothes af sun, takær arf æftær åldæfathær ok åldæmother, svå sum theræ fathær skulda take, of han lifthæ, ok æn theræ börn, e methæn nokær fethæs, af gamle fathær ok åldæmother. The, thær fethæs af dotter, the take svå sum theræ mother (skuldæ takæ 1) eller ær. 2) eller jak. 3) nemlig dagh. 1,5-6. JYSKE LOV. of hun) lifthæ, svå manægh sum the æræ, thær nithær fothæs. for thy at arf å e fram at gangæ methæn afkumænd ær til. Havær (barnæ) barn æi mothær ok æi syskæn, tha gangær arf til åldefathær ok åldæmothær. Syskæn ærvær annæt, ok brothær takær två lot ok systær thrithing båthæ æftær fathær ok æftær mothær ok svå æftær syskæn. 5. Huræ mykæt hvær takær af arfi. Man takær e halvæ meræ æn konæ i allæ arf. utæn of hjon skilæs at for kristen doms logh, ok skulæ ærvæ there barn, theær ærvær hun æm mykæt sum han. svå ok vith sun ok with stjupsun, thær the kuma saman til arf, takær konæ jafn lot. Er æi syskæn til, tha ær fatherbrothær æth mothærbrothær (fathærsystær ok mothærsystær), brothærbörn æth systærbörn allæ æam nær(.) i mællæ them (at) skiftes arf, svå sum the våræ allæ syskæn. konæ takær thær thrithing, ok man två lotæ. 6. Huræ boskap skiftæs, of æi ær barn til. Samnæs hjon, ok få the æi börn, der anthig theræ sithen, tha skiftes hus ok bofæ ok kopæjorth i tu mællæ hin, thær livær, ok hins dethæ arving. æn have the barn, ok der mother, tha ærvær fathær i konæ jorth en¹ lot vith that barn, thær mest takær, suns lot, of sun ær til, æth jafnt with dotter, thær, sun ær æi til. Svå takær han ok i alla boskap, of han skiftær vith sina eghnæ börn, thær the faræ fra hanum. En kepæjorth få börn ækki af, fyrræ æn the ærvæ theræ fathær. æn der fathær ok livær mothær æftær mæth börn, tha ærvær hun ækki i hans jorth. æn i kopajorth takær hun jafn lot vith sun, of (sun) ær til (æth vith dottær, of sun ær æi til), ok svå i alt boskap. 1) eller jafn. 00 8 KONG VALDEMARS 1,6-7. 1 (Of husbond ok husfre ok stjupbörn kopæ jorth i fælagh). En sitæ bondæ ok husfrø i fælagh, ok kopæ jorth, ok havæ æi börn samæn, der antigh theræ sithæn, tha skiftes theræ kopæjorth svå sum annat bofæ. En havær bondæ barn, thær ær husfre stjupbarn, ok ær laght i fælgh math theræ, have the nokær jorth kept sithæn theræ fælagh var laght, dor ænnæen theræ sithen, tha skiftes thæn kopajorth ok sum annæt boskap. tho of stjupmothær dor fyrræ, tha then kepæjorth, thær father fangær thessæ lundæ mæth sint barn 2, thær i fælagh var mæth hanum, halda e fathær methæn han livær. sithæn skiftæs thæn jorth malla hans börn, huræ manghæ kollæ sum han havær, svå sum annæn theræ fæthærns jorth. æn der fathær fyrræ, ok ær stjupmothær ok stjupbörn æftær, tha takær stjupbarn fyrst af kepæjorth e æftær (at) that var i fælagh, ok sithæn allæ hans arving halft vith husfre. tho lægges thæn lot, thær stjupbarn tok, til fæthærns jorth (ok skiftes svå sum annæn fæthærns jorth), for thy at al then jorth, thær bondæ kepær, hvat hældær i fælagh math barn æth utæn, that ar alt fæthærn, utæn then lot, thær husfro fangær. 7. At fathær må æi halda synær mæth theræ methærnæ. Sitæ synær mæth father, sithen theræ mothær ær doth, ok æræ til alders kumen fæmtan vintær, tha må fathær æi haldæ them, of the vilæ fra hanum faræ mæth theræ methærn. æn dottær må ængi lund sighæ sik af fathærs væri, fyrræ æn han givær hænnæ annæn (rættæ) væri, utæn of hanum kumær svå menforæ, til, antigh aællæ æth uvith, æth han flætfor sik. for thy at thægær han må æi væræ sin eghæn væri, tha må han æi væræ annans mans væri. æn hvænnær (sum) svå timær, tha skal han væræ væri, thær næst ær i 1) eller i felagh, i fælugh. 2) eller sina börn. 1,8- JYSKE LOV. 9 byrth, utæn (of) han hærjær. e væræ tho fæthærns frændær nær mer værjænd, æn methærns frændær. 8. At brothær må æi haldæ systær, methæn han vil, ugift. Brother må æi haldæ systær (mæth sik) ugift, methæn han vil. æn of brothær vil haldæ systær mæth sik for hænnæ pænning (ugift) yvær attan vintær, æth annæn frændæ, thær kvinnæ væri ær, of svå ær vitnæ til af (andræ) frændær, at the måttæ hænnæ kvæmlik stæthæ, tha skulæ andræ frændær, thær næst æræ, kæræ that (for) kunung. tha må kunung mæth theræ råth giftæ hænnæ, æftær (that) hænna her. for thy at svå sum hun tapær sint fæthærn thæn timæ hun giftær sik sjalf æth gangær af frændær råth, svå mughæ frændær ok æi haldæ hænnæ længær æn hun kumær til laghaldær. en 1 (Of me æth konæ latær sik forligg æ). Ilavær mo, thær attan vintær ær gamæl, æth nokær ænki (antigh) laghlik a thingi kraft theræ væri til at giftæ them, ok vile theræ væri them æi giftæ, ok latæ the tha ligga hos them (sithan), tha have the thæræ math æi theræ goz forgört. æn tho mugha theræ væri sekæ æftær for læghær vitæ. 9. Of barn der i fælagh. Of barn der i fælghæ math fathær ok mother, tha ær that svå sum that aldrigh våræ fod. Dor barn, ok ær mothær fyrræ deth, hvat hældær that skift ær fra fathær æth æi, tho at that havær syskæn, tha ærvær father alt enæ. æn ær fathær fyrræ deth, ok livær mother, ok ær syskan til, tha takær mothær ækki meræ æn et hænnæ barn æth stjupbarn, of til ær. 1) eller ænnan. KONG VALDEMARS 1,10-13. 10. Um ut arvinge. Ær ut arving til, ok der anthig there, thær i fælagh ær, tha skiftes alt goz svå sum allæ lifthæ i fælagh, ok sithan skiftes hins dethæ lot mællæ arving allæ. 11. Huræ (et) samsyskæn ærvær meræ æn annæt. Hvænnær (sum) svå timær, at that barn, thær fyrst ær feth, ærvær sint halfsyskæn mæth sin mother, huræ manugh syskæn sithæn fethæs vith, thæræ the skulæ skiftæ æftær fathær ok mother, tha taka hin ælstæ forlotas ut alt that han ærfdæ æftær særsyskæn sit. 12. At bondæ sun i fælagh havær ækki forlotæs. Far bondæ sun kepfærth utæn lanz, ok vinnær han pænning, ok ær uskifth fra sin father, der fathær, ok bethæs han arf, bæræ alt til skiftæ æth mistæ arf. æn kvænæs han ut af fælagh, ok vorthær sithan 5 rik, tha gær han tho til arf båthæ æftær fathær ok mothær dethæ. 13. Of sun for sin konæ in til sin father ok mother. Kvænas bondæ sun i fælagh, ok for sin konæ in til sin fathær ok mother, ok vorthær hans konæ goz æi laght i fælagh, ok der han sithæn, hvat hældær han hafthæ börn æth æi, tha takær hun akki meræ, æn hun forthæ til fælagh, for thy at hænnæ bonda åttæ æi lot, methæn hans fathær særlik i hand såld. ok mother lifthæ, of hanum var ækki En havær han börn vith hænnæ, tha væræ the math åldæfathær ok åldæmothær, ok standæ theræ arf æftær them dotha. En vorthær skjalnath å, huræ mykæt hun forthæ in, tha mæth næfnd i kyn göra hans fatheær that svå mykæt sum han vil. 1) eller the hörn. æftær fathar ath. 2) eller there. 5) eller sitharæ, 3) eller til. 6) eller vorthæ. 4) eller antigh 1,14-16. JYSKE LOV. 11 14. Hvat father tharf sælæ sit barn i hand. Father tharf ækki sælæ sint barn i hand, methæn han livær ok mothær. æn of han sæl et (barn) nokæt i hændær, tha må han æi sithæn netæ hinæ andra. En sæl fatbær sint barn nokæt i hændær, ok fær that (barn) annet barn, der barn ok livær barnæ barn, hværki åldæfathær æth annæn man må fra hanum take that, thær åldæfathær gaf sint barn. 15. Um hemfærth. Giftær fathær sin dottær ut math hemfærth, ok sæl sin sun nokæt i hændær, thær han kvænæs, thæghær thera fathær ok mother de, tha stær them thæt til fullæ i theræ lot hvat sum the have takæt. æn of the vilæ æi at orvæs, tha foræ i gen that, the hafthæ fangæt, ok skiftæ sithæn sum ræt ær. æn thar the vilæ æi aftær foræ, mistæ arf. Skil them å, at æi ær alt kumæt aftær, givæ å logh thæn, thær for sak ær, mæth kyns næfnd. En of hin, thær ut¹ ær, vil orvæs at sin lot, thær fathær gaf hanum, tha mugha andræ arving æi nothæ hanum til aftær at foræ æth at jafnæ vith them (af) that, thær han havær fangæt, for utan jorth enæ, Barn ar e nær mere at vitæ sik i fælagh, æn the thæt vil vitæ fra. 16. Of sy skæn kærær å annat, at that havær ujafnæth. Allæ sykæn livænd ok of allæ lotæ ulyt æræ, tha må, of vil, annæt syskæn kalle å meræ. æn tho svå at hvær vet hvåræ sin lot fjal, ok til jafnæth vith andra. thæt skulæ göra tolf theræ samfrændær mæth eth, at the kunnæ æi rættær. Mællæ sær kollæ, of them skil um, skulæ samfrændær göre thæt fæthærn ok that methærn ok that kepæjorth, thær the vilæ. Skil börn å vither mothær, hvilt fæthærn ær ok hvilt methærn, tha vitæ hun mæth hænnæ frændær. for thy at tha vitnæs ækki fra börn, of the yvær 1) eller uta. 2) eller uljut. KONG VALDEMARS 1,17-20. live theræ mothær. Slikt samæ æer, of fathær mælæ sinæ börn i gen. tha vitæ han math sinæ frændær. 17. At arf betær arf. Arf betær arf i alle skifte, of arf ær kuman arf i gen, huræ mykæl sum han ær annæn væghæn ok huræ litæl sum han ær annæn vægæn. æn finnæs æi arf arf i gen, tha å hvar sin arf fyrst ut, thær mæth vitnæsbyrth ær in kuman, of thæt våræ æi i fælagh laght. 18. Of stjupsy skæn skil um boskap. Skil stjupsyskæn um boskap, latæ ut bæggi vægh math kyns næfnd. for thy at hvænnær sum that gær af syskæn delæ, sithan kumar frændær æi til. 19. Of (ælstæ) brothær kvænas math andræ syskæn i fælagh. Hvåræ syskæn æræ manugh i fælagh, ok hin ælstæ, thær theræ væri ær, kvænæs han ok for sin konæ i fælagh til sinæ syskæn, fange the barn samæn, ok æræ hans syskæn mæland, ok vile the æi kæra, taka hans barn 3 full lot i fælagh. æn æræ hans syskæn umælænd æth mobörn, thær æi kunnæ kæræ ok æi mughæ, havæ ængi skathæ af there brothær börn, thær i fælagh ær fed. 20. Of man kvænæs i ænki bo. Kvænæs man i ænki bo, thær æi sjalf havær hovæth lot, havær hun börn, ok var han æi lagth i fælagh æth lyst å thingi, then time the skulæ skiftæ, tha skulæ börn vitæ mæth næfnd i kyn, huræ mykæt theræ stjupfathær forthæ in, ok svå mykæt taka han fyrst ut. ok sithæn skiftæs boskap svå them i mællæ sum the våræ i fælagh fyrræ æn han vorth 5 there stjupfather, ok fangæ æi meræ æn hans konæ lot. 1) eller alt that. 2) eller samfrændær. 3) eller börn. 4) eller vorthær. 5) eller var. 1,21-23. JYSKE LOV. 21. Um slekæfrith barn. 13 Slokæfrith barn skal fathær til things foræ, ok ljusæ, at that ær hans barn, ok skote that hvat sum han vil that givæ. ok svå mykæt sum sket vorthær, that haldær barn ok æi meræ. æn ljus han that a thingi i kyn ok i kol, ok sketær that ækki, tha takær that half lot with athælkonæ barn. æn ær athælkonæ barn æi til, tha takær slekæfrith barn (thær thing just var) fathærs arf. æn fangær han nokæt æftær father, tha ærvær han æftær syskæn jafnt vither athælkonæ barn. utæn of fathær formæltæ à thingi svå, at han skuldæ orvæs at that fathær sålde hanum i hænder, ok fangæ æi meræ, ok takæ æftær syskæn ækki. 3 22. At fathær en enæ må sik barn göræ. Hvem sum fathær gör sik til barn, then må ængi man vrækæ, ok ængi man må göre than man barn, thær sik gör æi sjalf barn, utæn rætta arving. Hvilk man sik gör mæth allæ loghum slokafrith barn å thingæ, svaræ for thæt svå sum for (sit) athælkonæ barn hvåræ sum å bethæs. En havær man slokæfrith barn, ok ljus thæt æi å thingi, vorthær that dræpæt, tha take methærns frændær all bot, ok fæthærns frændær ækki ok æci fathær. æn vorthær that strà dot, tha ærvær mothær ok æi father, æth mothærns frændær, of mothær ær doth. 23. Hvænnær arf skal krævæs ok gjald. * IIvå sum arf vil krævæ æth gjald æftær annæns deth, kuma han æth hans both a thretjughænd dagh, of han ær innæn bygth, æth that thing thær næst æftær ær. æn ær han utan bygth, standæ sæx ukæ. æn ær standæ dagh ok jamling. æn ær han i han utæn lanz, 1) eller that, eller sløkafrith barn. 4) eller Hvá næst ær at kræva arf ok gjald. 2) eller af fathærs arf. 3) eller that. 5) eller the æræ. KONG VALDEMARS 1,24. En ok kumæ æi kunungs farboth, æftær han kumar hem, kalle å arf ok gjald innan thrithi fimt. En ær han i ængi laghæ forfall, thær fleste mæn vitæ at laghæ forfall ær, ok vista, at thæn arf var til, ok kallæ 1 æi å, svå sum saght ær, i rættæ timæ, væræ han vith logh, thær arf tok, at han tok rætlik. ær æi rættæ arving til innan sjundæ man, innæn år ok dagh, tha taka kunung arf. rættæ arving hittas å³ thretjugænd (dagh), tha skal arf virthæs ok sættas at gemæ dagh ok jamling til rættæ arving kuma. æn kumaær ængi rætta arving æftær, tha taka kunung arf. Ar ok dagh, thæt ær jamling ok sæx ukæ. 24. Um horkonæ.6 En of ængi 4 Takær man horkonæ vitænd, ok vighæs mæth, ok fangær börn vith, hvat hælder that vorthær openbart for the helægh kirki æth æi, the börn æræ e athælkonæ börn. Ok skiljæs the sithen at for kristæn doms logh, tha take the båthe æm mykæt i boskap, for thy at the vissæ båthe theræ undskap. En vissæ hun, at that våræ hor, ok æi han, ok vorthær that tha openbart, ok skiljæs the at, ok havæ the börn saman, tha göræs börn hovæth lot, ok vorthæ (the) mæth theræ fathær, ok of the de, tha ærvær han them enæ ok æi mother. Svå ær that ok, of fathær vissæ hor ok æi mothær, tha faræ börn til theræ mother, ok hun ærvær them alt enæ mæth syskæn, of the de, ok ækki fathær. En have the aæi börn, tha hvilk theræ, sum hor vissæ, of thæn⁹ forthæ minnæ til (hin annæn) æn hin hafthæ fyrræ, ok skiljæs the at, svâ sum saght ær, taka ekki meræ, æn han forthæ til. æn hafthæ hin meræ, thær hor vissæ, tha taka hin 10 tho, thær hor æi vissæ, alt halft. 1) eller kallath. 2) eller manna. 3) eller innan. ok dagh. 5) eller have. 6) eller Of man takar horkonæ vitænd. 4) eller i jamling 7) eller than. 8) eller boros. 9) eller han, 10) eller thæu. 1,25-28. JYSKE LOV. 15 25. Um horbörn. Horbörn takæ ækki æftær fathær, tho at han them thing ljus ok sketær alt that, thær han må mest, for utæn han såldæ them nokæt i hændær, fyrræ æn. han dethæ. En havær man slokæfrith börn, ok thiggær theræ mother sithæn, the börn æræ allæ athælkonæ börn, the at the æræ fyrræ fodd. Thræl ok flætforing ok klostær mæn mughæ æi ærvæ. 26. Of man der math mykæt gjald. Of annan man dor, thær mykæt ær gjald skyldugh, ok sættær sinæ eghn all til vissæ for sin gjald, antigh klostær mæn æth andre mæn, kænnæs hans rættæ arving vith arf å rættæ thretjughænd, gjaldæ alt gjald, thær krævæs ok give logh af hins hændæ, theær deth ær. æn kænnæs the æi vith arf, tha gjalda the gjald, thær goz hava til vissæ takæt, svå frammælik sum hans goz rækkær. 27. Huræ længi man må have slokæfrith math sik. Hvå sum havær slokæfrith i gårth math sik, ok gangær [hun] openbarlik mæth hanum at sovæ, ok havær lås ok lykki, ok sokær åtæ ok dryk mæth (hanum) openbarlik i thre vintær, hun skal væræ athælkonæ ok ræt husfre. Yoxæn. 28. Hvà væri må væræ. Små börnæ væri æftær fathær doth ær brothær full ær æi brothær (til full voxæn), tha ær åldæfathær. ær æi han, tha ær fathærbrothær. ær æi han, tha ær motherbrothær. ær ængi theræ til, tha skal næstæ nivi væri væræ. Fæthærns frændær æræ e nær mer væri at væræ æn³ mothærns frændær. (of the æræ æm skyld ok vilæ val væri). Æn vilæ the illæ væri, tha skal kunung sætte thæn til at væri, thær han vil, for thy at kunung ær væri at allæ them, thær æi havæ rætta væri. Hin må aldrigh væri væræ, thær hærjænd ær. 1) eller æth. 2) eller næsta man i byrth. 3) eller æth. 4) eller ikka. KONG VALDEMARS 1,29-30. 29. Thaæt konæ må hænnæ börn ok hænna börnæ goz gomæ. Konæ methæn hun vil sitæ mæth hænnæ fathærlosæ börn umannæth ok ugifth, tha mugha man æi börn fra hænnæ take. En there jorth skulæ tho laghæ væri havæ ok gæzlæman at væræ (ok) tilsjunæ mæn, ok væri them mæth loghum, of ænnæn man kallær å. Mothær take tho allæ notæ af goz går ok skipæ æftær sinæ vilja. Æn mannæs mother, tha skulæ börn til laghæ væri, for utæn the æræ svå små, at the mughæ æi mothers hjalp mistæ, thæt ær til sju vintær. tho æftær that hun mannæs, tha gomæ laghæ væri the börn eghn, thær mæth hænnæ ær, ok givæ hænnæ fostærlen ok kostnings gjald. En sæl mother sina eghna jorth for thrang, then time hun sitær mæth them, ok gangær jorthæ værth them alle (til gavnæ ok) til tharvæ, mannæs hun sithæn, æth the faræ fra hænnæ, tha å hun at takæ af bofæ uskift svå mykæt sum hænnæ jorthæ værth var. an af thera jorth fær hun ækki utæn of kopajorth ær til, tha takær bun thær af fulling 3 for sinæ jorth. 30. Um stjupfathær ok stjupbörn. Stjupfathær må æi væræ stjupsynær væri utæn (af) næstæ frændær vili. æn tho skal han antigh take them i fælagh (mæth sik) æth til virthæ pænning, methæn han ær theræ væri. tho må han æi af hændæ theræ jorth ok æi theræ hus. Hvær thær annans væri skal væræ, han skal svå mykæt havæ vith at hætte, sum han takær undær sinæ væri, mæth full eghn. tho svå, at ethær væri 6 sit eghæt goz, at han have tho af sit eghæt (svå mykæt) at gjaldæ (aftær af) (sum han havær undær sinæ væri). æn ethær han meræ æn han havær sjalf, tha må han æi væri væræ. 1) eller hinnæ lagha waria. 2) eller eghand. 3) eller fylling. 4) eller stypbörn. 5) eller værn. 6) eller han thær væri ær. 1,31-32. JYSKE LOV. 17 Ilvå sum væri¹ ær, han skal aktæ all thæn kost, thær han havær for the börn, ok hvat sum yvær ær, thæt skal ganga börnæ til tharvæ. æn vorthær æi næfnt à thingi (mæth frændær råth), huræ mykæt börn goz skal skyldæ hvært år them til framtharvæ, tha have the logh til, thær the kuma til aldærs, at krævæ alt that, thær af theræ eghn 4 måtte ganga, at ytærst. tho aktas tha værjænd thrithing af that, theræ goz måtte skyldæ, for hans ærvedh ok for hans kost. Engi værjænd må af hændæ the börnæ jorth, thær han ær 5 værjænd at. Hværki fathær æth åldæfathar må af hændæ börnæ jorth sithæn mothær ær deth. 31. Thæssæ mughæ æi væri væræ. Klostermæn ok lærthæ mæn, that ær præstæ ok diacona ok subdiaconæ, mugha æi væræ wæri à lækman thing. Bryti ok thræl ok than thær flætforth ær, the mugha angi mans væri væræ, for thy at the æræ æi theræ eghæn væri 8. 32. Um flætføring. Ilvå sum sik flætfor, han må aldrigh vithærsighæ that. æn å thingi skal man flætforæ sik. Ilva sum thræl havær ok flætforing takær, vårthæ theræ gærning 9. Særær flætfering 10 sin eghæn husbondæ, tha gjaldær husbondæ, thær sår vorth, bloth vitæ. En hvå sum sik vil flætforæ, han skal fyrst laghbjuthæ sik ok sinæ pænning (å thingæ) them, thær hanum skuldæ ærvæ. æn forglemær han that, tha mughæ the delæ hanum æftær til hans eghnæ frælsæ æth til them sjalvæ. Kallær ænnæn man å flætfering, ok ær thæt æi à thingi gört, tha ær han fræls for utæn allæ Joghum. Then thær kvænt ær, han må sik æi flætforæ, for 4) eller goz. 1) eller værjænd. 5) eller the æra. 6) eller lækmæns. at the mugha ai vari them sjalvæ, 2) eller after. 3) eller theræ. 7) eller eghna. 9) eller værk. 8) eller for thy 10) eller flatforth man. 2 KONG VALDEMARS 1,33-35. utæn of hun flætfor sik mæth hanum, æth the æræ svå gamla, at biskop lovær them sær¹ at væræ. 33. Huræ mæn skulæ kvænæs. Hvå sum vil konæ take, bithæ af fathær æth af sun, æn ær thæssæ ængi of han ær full voxæn, æth brothær. til, tha thiggi af hin, thær næst ær nivi. ok tho mæth hænnæ ja ok vili. En havær konæ æi frændær, tha bjuthæ hun um hvem sum hun vil at giftæ sik. An havær hun svå nær frændær, at the æræ rætta væri, svå sum ær father, brothær, sun, æth åldæfathær, fathærbrothær ok mothærbrothær, ok giftær sik sjalf utæn theræ råth, tha våldæ the hænnæ eghn e methæn hun livær. (utæn of the vorthæ å andræ kosta såttæ). En gangær konæ våld yvær, havæ ækki for thy tapet (af) sit goz. 34. Hvå jorth må af hændæ. 2 Bonda må sin eghæn jorth sælæ hvem sum han vil, of han them (lagh) beth å thry thing sinæ næstæ frændær. fæthærn skal bjuthas fæthærns frændær, ok methærn methærns frændær. æn skotær han fyrræ æn han lagh bjuthær, tha mugha hans næstæ frændær that æftær kalla, ok han havæ forgört sinæ thre mark båthæ vith kunung ok svå vith bondæ. æn sighær hin, thær sålda, at lagh bothæt var, givæ å tolf mæns eth. 35. Um konæ jorth. Bondæ må æi sælæ sin konæ jorth, utæn han havær æn am goth jorth vith at hætta ok barn 3 vith hænnæ. sæl bondæ sin konæ jorth, ok kepær annen jorth, takæ hun fulling af kepæjorth, e methæn til ær. æn ær meræ kopajorth til, æn såld var, skiftæ allæ arving i mællæ. æn ær æi yværn kepæjorth til, tha taka hun fulling af bondæns fæthærn. 1) eller syndær. 2) eller then. 3) eller börn. 4) eller rætte. 1,36-39. JYSKE LOV. 19 36. Huræ gamælt barn goz må af hændæ. Svenbarn må æi sælæ sin jorth, ok æi andræ lundæ af hændæ, fyrræ æn han vorthær attan vintær gamæl. æn mebarn må aldrigh sinæ jorth sælæ, utan hun vorthær svå fåtek, at hun sæl for lifs fezlæ. tha skal sælæs mæth næstæ frændær råth, tho æi meræ (samæn) æn for half mark silfs um år. Enki må sina jorth math næstæ frændær råth båthæ sælæ ok skiftæ. Sæl bondæ sinæ eghna jorth, ok othær hænnæ i fælagh, that gjaldær husfro æi æftær. æn sæl han båthæ sina jorth ok sinæ konæ jorth for usæld, bava (hun) hem gjald, for thy at the æræ skyldugh at fothes af thera bæggis. 37. II våræ man skal jorth sketæ 1. Å thingi skulæ mæn jorth sketæ ok æi (i) annæn stath. à thæt hæræz thing, thær jorth ligger i, æth sysæl thing æth lanz thing æth for kunung. for thy at things vitnæ ær svå stark, at gen things vitne skal ængi logh givæs. 38. II vilt things vitnæ ær. å thingi Things vitnæ ær that, at the gotha mæn, våræ, vitnæ that, thær the såghæ ok herthæ. Minnæ æn sju mæn mughæ æi thing haldæ. svå manugh man æræ ok fult things vitnæ. The jorth, mæn givæ til guz hus, skulæ the sælæs, them må kopeæ e hva sum vil. for thy at allæ kristna mæn skulæ brothær væræ. 39. Um sjalæ gift. Husfre, thær bondæ havær, ok barn vith 4, må æi givæ at sjalæ gift meræ æn bondæ givær ja vith. æn vorthær kæræ å sjalæ gift, antigh af klostær halvæ æth andra mæns, tha vårthær bondæ vith logh, at han jattæ æi meræ æn han 1) eller hvåræ jorth skal kopas. 2) eller hænnæ. 4) eller vithær bondæ. 3) eller husbondæ. 2* KONG VALDEMARS 1,40-42. går vith. give half sin hovæth lot for hænnæ sjal. æn havær hun æi börn vith hanum, tha må hun 40. Of man sæl sin jorth, ok vort hær æi (vethær) laght i jorth. Sæl man sinæ jorth for rethæ pænning, ok vorthær æi laght i jorth, that, thær i jorth kumar, væræ jorth, that i panning vorthær funnet, væræ bofæ. En bondæ, of han kopær jorth fyrst mæth bofæ, ok sæl sithæn sinæ eghæn jorth for sin kost ok hans husfre, svå mykæt, sum kopt ær, gjaldas bondæ for hans fæthærn, of kepæjorth ær til. ær kopt meræ æn bondæ såldæ, tha skiftes mællæ alla arvinge. ær minnæ til, takæ af bofæ fulling. ær æi bofæ til, have hemgjald. 41. Of man sæl uhemalt. æn Hvå sum uhemalt jorth sæl, ok delæs hun æftær, latæ ut værth hin, thær såldæ, ok bethæ a thre mark bondæ ok thre mark kunung, for thy at han sålda uhemalt. hvå sum sæl annan man jorth, han å at hemlæ ok at væri hanum (them¹) mæth sinæ frændær, e til thæs at hin havær thriggi vintær hæfth à, thær keptæ. for thy at laghæ hæfth ær æi minnæ æn thriggi 2 vintær. Sithæn å hin, thær keptæ, at væri mæth sinæ eghna frændær, utæn of the kalla å, thær æi våre kuman til alders, æth kvinnæ, thær æi hafthæ rætta væri, æth the man, thar that vårthæ, våræ utæn lanz then time, thær jorth såldæs. 42. Of man skil um kepæjorth. Sæl man annæn jorth, ok skil them um, hvat han keptæ meræ æth minna, havær han, thær koptæ, laghæ hæfth å ukært, tha må han vitæ hin i gen, thær såldæ. æn skil them um innan thre vintær, tha stær that at things 1) eller hænna:. 2) eller thre. 3) eller vitnæ. 1,43-46. JYSKE LOV. 21 vitnæ. ær æi things vitnæ til, tha vorthær hin nær meræ at vitæ, thær såldæ. 43. Of man kallær sik (at) have kept båthæ systærs ok brothærs.. Kallær nokær man sik have kept båthæ systær lot ok brothærs, ok ær hun umannæth ok mæth brothær i fælagh, ok ær æi things vitne til, thæt¹ næfnd var båthæ særlik, tha værjæ hin vith logh, thær sålda, at han såldæ ækki meræ æn sin eghæn lot. æn bristær hanum logh, betæ thre mark. æn systær haldæ e hænnæ jorth, utæn of hænnæ rætta værjæ æth hun sjalf havær hænnæ af hændæt, 44. Huræ mæn skulæ jorth væri. Jorth (mæth logh) at væri kumær ækki annæt til æn kyns næfnd. Skil bondæ vith kirki um jorth, ok gjaldær jorth meræ æn (half) mark silfs at rættæ by virthning, tha skulæ sannændæ mæn thær um skili. æn gjaldær jorth (half) mark silfs æth minnæ, ok havær bondæ i hæfth, tha vårthær han vith kyns næfnd. æn of jorth ær i kirkins hæfth, tha skulæ kirki væri ok andra kirki mæn the bæstæ, svå at the æræ tolf (at), sværæ hænnæ antigh jorth til æth fra. Havær bondæ haft jorth i sinæ hæfth fyrtjugh vintær, væræ logh los for kirki. æn havær kirki haft jorth thretjugh vintær i hæfth, væræ logh los for bondæ. of that stoth ukært 3. 45. (Of by æth bol skil å.) Man, thær sighær, at han havær minnæ af bol, æn han å, han kumar alt 5 bol til reps. æn skil bol vith 7 annæt, tha kumar han all by til reps. 46. Um ornummæ. Er ornum i by, tha skal hun af aræld væræ, ok svå sær mært, sum af aræld havær væræt, antigh math gryft 1) eller at. 2) eller them. 3) eller utæn kæræ. 4) eller æn hanum her. 5) eller al. KONG VALDEMARS 1,47-49. æth math sten æth math stapæl. hun repas æi with by, for thy at hun skærthær all by. En vorthær skjalnath å, hvat hældær that ær ornum æth en deld, of that ligger i bygth, vitæ hin, thær i hæfth havær, math næfnd i kyn, at that ær hans ornum, ok à æi at skiftes til by. En ær that æi en mært mæth sten æth math stapæl, ganga mæth rep. 47. Of thorp skil vith athælby. Er thorp gört ut å mark, ok ær alt en akær skift æ'h¹ æng, ok skil them um, hvat til thorp her ok hvat til athalby, tha skulæ the vitæ, thær i athælby bo. Thykki them ok, thær i athælby bo, at that thorp stær them (til menæ ok) til skathæ, tha mugha the kalla them aftær gen, of thæn skatbæ ær (them) utholik. vilæ the æi aftær faræ, tha skulæ mæn lægge laghdagh af thingi them (til) aftær at faræ. sitæ the aftær at the æræ laghlik (up krafth ok) up delt, liggi kunungs rættæ vith. tho of the have thriggi vintær hæfth å theræ byggi ukært å thingi, tha mugha mæn them ai up delæ. 48. Of man byggær i vang. Hva sum sættes i vang fra athælby, tho at han byggær å sint eghæt, tha skal han (antigh) å sint eghæt kuma sik til fortå ok fægang, all eghær skathælost, æth flytæ up til by (aftær gen). 49. Um rep å jorth. Rep må ængi man forsighæ å by, hvå sum å kallær. Iva sum vil vitæ sik til stuf æth sær kop i nokær deld ath by, latæ tho rep ganga, ok have tho svå mykæt ænsæ han hafthæ, thær han fæk ænki kop af æth stuf, æth hans forældær. ok skærthæ ængi man utæn hin, thær skyldugh ær skarth at have, that ær hin thær såldeæ. Man ær e 1) eller ok. 1,50. JYSKE LOV. 23 nær mer at vitæ sik til rep, æn hin, thær hanum vil vitæ fra. 50. Huræ mæn skulæ delæ sik til rep. IIvå sum sik vil delæ til rep, han skal fyrst kæræ å thingi, at han havær ujafnæth af hans eghær, ok minnæ æn han å, ok bethæs jafnæth math rep. tha næfnæs hanum thing for ok hans delæmæn, that thær næst æftær ær, of han sitær innen hærith. sitær man utæn hæriz, tha lægges hanum half månæth thing foræ. Hin, thær kærær, skal stæfnæ then, thær for sak ær, fæm nættær for thing mæth två man at hans husæ. Svå skule the ok vitnæ å thingi, at han var laghlik stæfnd. Kumæ the til svara 4, thær stæfnd våræ, tha lægges them fæmtæ dagh for af thingi, at repæ then jorth, thær them skil um. Thinghering, gothæ ok sannæ mæn, skulæ næfnæs til yvær at væræ ok at vitæ 5, of hin, theær for sak ær, bjuthær ræt. the skulæ (sithen) sighæ à thingi hvat gört ær å laghdagh. æftær theræ vitna skulæ man anthig mælæ rep til, of tharf, æth demæ that at standæ, thær thinghering våræ samsåltæ um. Kumær hins forfall, thær sæktæt ær, å vithærmåls thing, ok æi han sjalf, tha næfnæs hanum annæt thing for. æn længær æn å thrithi thing må æi forfall metæ, utan han liggær svå i sjukæsængi, at han må æi kumæ, æth han ær i kunungs sysæl æth farboth æth i pilgrims færth utæn lanz. æth han ær kallath til heghær skjal æth for heghær wårthnæth, æth skuldæ væri sin jorth, of rættæ laghdagh ær, thæssæ æræ laghæ forfall i allæ delæ. En of man takær vith gen mål å thingi, tha mugha tho allæ forfall menæ laghdagh, utæn pilgrims færth 1) eller at. 5) eller vitnæ. 9) eller var. 2) eller delæman. 6) eller bjuthas. 3) eller dagh. 4) eller svars. eller vorthær. 8) eller møtæs. KONG VALDEMARS 1,51-52. enæ 1. Taka allæ eghær vith rep a thingi, sithæn må thæt æi en man æth två formenæ. 51. Engi man må fortå byggjæ. Engi man må byggi (à) forta, for thy at forta er allæ mæns. hvå sum eghær ær by, huræ mykæt sum han havær i by, han må e kallæ å fortå, of ænnæn man havær that 2 minket æth nokt. Allæ toftæ, thær i by æræ, skulæ have forta, båthæ gamla toftæ ok svå svornæ toftæ. That ær svornæ toftæ, of allæ mæn taka en deld ok göræ hænnæ til toftæ, thær förræ var akærland, tho svå at af thæn samæ svornæ deld göræs ok fortå. Hvåræ sum mæn bo utan athælby, the skulæ af theræ eghæt få them sjalvæ fortå. Æræ allæ mæn flyt fra athalby, ok sitær en æftær vith, tha ær han nær mer a at kallæ them aftær, æn the hanum burt, utæn han thråær ok thol of længi, that ar thre vintær ukært (å thingi). Othæs athælby, tha skiftæs that, thær fyrræ var fortå, svå sum annæn jorth til bys ok til bols. 52. Hvåræ um tolf eg hær skulæ sværæ. Mællæ toft ok fortå, mællæ toft ok akærland, mællæ skogh ok akærland, ok deld i mællæ ok allæ uphofth ok kunungs hærstrætæ skulæ tolf eghær mæth theræ eth (göræ ok) vitæ. æn æræ æi tolf mæn i (thæn) by, tha skulæ mæn taka af then by, thær them ær næst, e til tolf æræ. hvat sum the tolf sværæ, laghlik tilkrafthæ ok å rættæ laghdagh af thingi lagth, thæt skal standæ. æn skil them å, tha standæ that, thær flera göræ um that thær (fyrræ) saght ær. æn sværæ sæx et ok sæx annat, tha næfnæs thre til, hvilke sum the två fylghe, that standæ. Of flere næfnd 4 ok 1) eller tha murhæ tho æi alla forfall menæ lagh dagh utan pilgrims færth enæ ok sjukædom. 4) eller gürtbæ. 2) eller hænnæ. 3) eller i, 1,53-55. JYSKE LOV. kuma til, standæ that, thær the fyrstæ¹ görthæ. 25 IIvær man, thær i by bor, skal ok må vitæ sik til utgang ok til fortå, of han thriggi vintær hæfth havær ukærth å hans byggi. 53. Of ens mans skogh ok annan mans mark motæ s. Motas ens mans skogh ok annans mans mark, tha å hin, theær skogh å, svå langt ans lima lutæ ok rot rinnær, utan of that ar almænning. thæræ å kunung jorth ok bendær skogh. 54. Um markæskiftæ 3. Engi man må nothæ annen til markskiftæ 4 utæn hins annan vilja. 55. Of solskift gangær å by. Går solskift å by, tha skal hvær man givæ sin hæfth up um all mark. for utæn of thæt ær ornum æth kirki stuf æth nokær mans ænki kop, thær mæn vitæ æi hvem skærthæ skal. Engi deld, thær stuf ligger i, mughæ mæn antigh eka æth minska. Sithæn repæs fyrst toftæ, thær i by ligga, svå at ængi man må that menæ. æn fallær nokær mans rep undær annans mans bygth, ok vil hin æi rymæ, thær å bor, tha hava hin våld til, thær å kallær, at take af hans ubygth jorth å markæ, hvåræ sum han vil, rep for rep. Svå hegnær 5 man lanbo toftæ, æns then toft, thær han bor sjalf à, ok svå gårthsæthæ toft, ok svå hvilk toft, thær nokær bygth ær å, thær fyrræ var bygth, æn mark deltas til rep. En byggær man annans mans jorth antigh mæth hjalm æth math nokræ handæ hus, tha må hin, thær jorthæn å, the bus æi af brytæ, utæn things dom (enært) ok mæth thrinnæ lagh dagh. æn rymær hin, thær bygthæ, 1) eller fleste eller flera. 2) eller utgang. 3) eller makæskiftæ. 4) eller makskiftæ. 5) eller hegnæs eller egnær. KONG VALDEMARS 1,56-57. at fyrsta lagh dagh, ok givær logh å, at han væntæ, at thæt var hans eghaæt, væræ angærles. æn thol han dom, beta thre mark bondæ ok thre mark kunung. Svå sum toftæ skiftæs i by, svå skiftæs all markæ jorth. That samæ ær logh, of gårth delæs up, æns hus delæs up. 56. Um væg h. Til hvær by å mæth rættæ fjuræ væghæ at gange, the thær af aræld have til gangæt. ok them må ængi man menæ æth spillæ. æn hvå sum them menær æth spillær, gjaldæ kunung thre mark, ok göre theæn vægh val for. Yvær hvær bymark skulæ the eghær¹, å markæ bo, kunungs hærstrætæ göra, an ær svå mykæt torferæ å, antigh mosa æth storæ à, tha skal all kirki sokn hjalpæ them til at göræ bro, of tharf. æn ær that alt hæræz vægh, tha skal alt hæræth bjalpæ til at göræ bro ok at haldæ sithan. Engi man må svornæ væghæ luka æth menæ, thær til koping æth til things æth strandæ æth til skogh ær laghth. Athælvægh skal væræ fjughærtan alnæ breth, æn fortå skal være fæmtan fathmæ breth æth svå breth, sum alla eghær vile at orvæs. 57. Huræ mæn skulæ mylnæ byggja. Man må æi göræ mylnæ af ny, utæn han å dam ok damstath. tho svå, at that flethær æi up å annans mans akær æth æng, ok spillær æi math bakfloth the gamlæ mylnæ, thær arælds mylnæ æræ. Vorthær mylnæ görth utæn forboth ok allæ mæns à kalland, ok fær hin, thær görthæ, lagh hæfth à, tha à hin at vitæ, thær mylnæ görthæ, floth ok flothstath, dam ok damstath (æth dams bånd) mæth hans kyns eth. Laghæ hæfth ær thrinna floth mål utæn 1) eller eghærmen. 2) eller næfnd. 3) eller lothar mål. 1,58. 2,1-3. JYSKE LOV. 27 kæræ. Kallæs à, fyrræ æn mylnæ ær görth, ok fyrræ æn hin fær laghæ hæfth å, thær (mylnæ) görthæ, skulæ sjunæmæn (til) visæ ok vitæ, hvat hældær han flethær å sit eghæt æth andra mæns. for thy at ængi man må flothæ (a) annæus mans jorth utæn hans vili, ok æi grava ok æi hus å sætta. 58. Slik sama logh ær um fiskægårth sum um mylnæ. Man må æi fællæ vatnæ af sin arælds run fra (annæns mans mylnæ æth) annæns mans fiskægårth, ok æi fra annans mans jorth. Anden bog. 1. Um sannændæ mæn. Sannændæ mæn skulæ væræ åtta i hvært hæræth, två i hvær fjarthing, af ængi fælagh tho meræ æn en. hyær there skal haveæ eghn i thæn fjarthing, theær the æræ sannændæ mæn i. at minsta fælaghs bryti ok æi lanbo. Engi man må them ok af takæ, utæn of the forsværæ theræ bos lot, æth the take meræ hæstæ leghæ æn the skulæ. Engi man må ok i et hæræth have bathæ læn ok sannænddom. 2. Hvåræ um sannændæ mæn skulæ sværæ. Sannendæ mæn skulæ sværæ um mandrâp, um afhog, um kvinne tækt, um hærværki, um marka skjal, um sår, um guz hus eghn, of that ær meræ æn mark silfs (værth), ok um bånd. 3. Hvåræ sannændæ mæn skulæ sværæ. Sannændæ mæn skulæ sværæ à lanz thing um mandråp, um kvinna tækt, um hærværki, um afhog, ok of man vorthær forth math våld af sinæ eghnæ frælsæ. En å hæræz KONG VALDEMARS 2,4-6. thing, of guz hus delæ vith bondæ, ok um sår. um markæ skjal i thæn sama stath, thær dela jorth liggær. 4. Huræ sannændæ mæn skulæ i (ok af) takæs. Kunungs bref skal ljusæ sannændæ mæn i, å thæt hæræz thing, thær the skulæ væræ sannændæ mæn i. ok kunungs umbozman skal thæm i ethæ. Svå skule the sværæ, thær the ethes i: svå hjalpa hanum guth, at han (skal) göræ æi for fæ ok æi for frændær æth for nokær vild annæt æn that sannæst i hans sannænd eth ær ok that rættæst. 5. Of sannændæ mæn taka meræ æn rættæ hæstæ leghæ. Vorthær sannændæ mæn (thær) i provat, at the takæ meræ æn theræ rættæ hæstæ leghæ ær, tha have the fyrst. forgört theræ bos lot ok sithan theræ sannænd eth. Theræ rættæ hæsta leghæ ær, alla åttæ, en half mark silfs. tho at en takær than half mark silfs, tha skal han tho skiftæ hænnæ vith allæ sannændæ mæn. Hin, ther sannændæ mæn up kravær, hvat hældær the sværæ mæth hanum æth à mot æth ækki math allæ, tha skal han tho givæ hæstæ leghæ. Å that same thing, thær the skulæ sværæ, thær skulæ the theræ hæstæ leghæ taka math things vitnæ. tha kumar æi sitbæn delæ à. En haldæs hæstæ leghæ thær yvær, tha mugheæ the sithan delæ thæt mæth råns dela. 6. Nær sannændæ mæn skulæ sværæ. Innan minnæ æn sæx uka fulkumas æi lagh mål math sannændæ mæn. for thy at thær skal thry thing til, half månaæth mællæ hvært. Å that fyrsta skulæ mæn ljusæ sit lagh mål ok that thær man vårthær. tha lægge mæn them half manæth thing for, ok stæfnæ sannændæ mæn til. tha ȧ that thrithi thing sæktær en ok annan svarær, ok 2,7-8. JYSKE LOV. 29 latæ vitna bjuthæ til, at sannændæ mæn (thær) æræ laghlik til krafthæ (um) at sværæ. tha skal dom til ganga, at the åghæ um at sværæ. utæn dom åghæ the æi at sværæ. sithæn dömpt ær, tha mugha the thæt æi latæ, utæn theræ bos lot liggær vith. Sannændæ mæn ok râns næfning mughæ skili um alt that, thær the æræ laghlik til krafthæ allæ timæ års, thær thing haldæs, for thy at morthær ok thjuf ok rânsmæn skulæ aldrigh frith havæ, methæn the frithæ ængi man. 7. Skil sannændæ mæn å. Skil sannændæ mæn å, tha skal that standæ, thær flere göre, for utæn that enæ at åtta the 2 bæstæ bygdæmæn ok (the) sannæst ok biskop vitne, at the antigh havæ gört ulogh æth uræt æth bathæ. En sværæ the ok allæ et ok svå openbarlik men (at hvær man vet at the svoræ men), svå sum of the svoræ annæn man annans banæ, ther æi var i the bygth, tha ær hin vorth dræpæn, æth æi å that land, tha mugha the val theræ bos lot for göræ. för thy at sannænd skal e rikær væræ æn logh ok kærær. En thær flesta gothæ man i bygd sæktæ them æi, ok sværæ the allæ et, tha skal that standæ. Sværæ suma sannændæ mæn å et thing ok æræ andreæ æi til å thingi, tha skulæ mæn theræ forfall göra, antigh that the vissæ æi thing æth våræ i laghæ forfall. tha skulæ the sværæ à thæt næstæ thing, thær thæræ ær æftær, æth göra theræ forfall, sum fyrræ ær saght. æn sværæ the æi å hint thrithi thing æftær at binæ andræ svoræ, tapa theræ bos lot, of the våræ innæn lanz ok utæn sjukæsængi. 8. Um mandråp. Dræpæs man thorsdagh for non æth hvilke dagh for thorsdagh, ok ær lanz thing å thæn næstæ leghærdagh, 1) eller late vitnæ ljuthæ. 2) eller theræ. 3) eller utan of the bæstæ bygdæman ok the sannæst átta ok biskop vitnær, KONG VALDEMARS 2,9-10. tha åghæ frændær that at ljusæ à that same thing. En dræpæs man æftær non à thorsdagh, tha mugha the bithæ til annat næstæ thing. 9. Of æi mælæs laghlik æftær. 1 Mælæs æi laghlik æftær, ok ljusæs æi sum logh ær, ok forgangær lagh ting2, tha mugha mæn æi æftær mælæ utan kunungs orlof. En givær kunung æi orlof til æftær at mælæ, tha kan hin ækki få, thær æftær mæl, meræ æn in akku rættæ manbotær. thæt ær thrinnæ attan mark pænning æth full virthning for svå manugh panning æth kyns næfnd, of hin dyl, thær for sak ær. En vil hin, thær æftærmål skal havæ, æi æftær mælæ à rætta lagh thing, ok æi fangæ orlof af kunung æftær at mælæ innan dagh ok jamling, tha skal kunung mæla hin vith botær, theær sæktæth ær, of han gangær vith. æn dyl han, værjæ vith kyns næfnd. æn vil hin, thær sæktar, vith ængi thæssæ taka (thær saghthæ æræ), tha ær kunung skyldighær at mæla hin, thær sæktæth var, ok hans frændær angærles for the delæ ok orsakæ. for thy at belæ sak skal ængi man with annæn bæræ. 10. Of kunung givær æftærmål. 3 Givær kunung æftærmål, tha skal hin, thær æftær mæl, ljusæ mæth kunungs bref à lanz thing, at han havær fangat æftærmål æftær sin dethæ frænda. ok å thæt thing skal han ljusæ hins dethæ bana, svå sum han våra deth i thæn samæ ukæ, thær næst foræ var. ok fylghæ sithæn sit lagh mål, svå sum fyrræ ær saght um mandråp. En hvå sum til æftærmål fangær kunungs bref, ok lon that thry thing, tha ær thæt skyldugh hanum ækki at dughæ. 1) eller of kunung giver æftærmæla. 2) eller lanz thing. 3) eller for sak. 4) eller var dræpæn. 2,11-14. JYSKE LOV. 11. Hvilkæ sannændæ mæn til skulæ. 31 Hvåræ sum man vorthær dræpæn, hvat hældær i koping æth å land, hvæthæn han ær hælst, tha skulæ the sannændæ mæn e um sværæ 1, thær thæræ æræ sannændæ mæn, sum gærning ær görth. That samæ ær logh um alt that, thær sannændæ mæn skulæ um sværæ. 12. Huræ sannændæ mæn skulæ sværæ. Vilæ sannændæ mæn sværæ man til betær, tha bithæ the them svå guth hjalpæ, at han hæfnthæ antigh sår æth hog æth var noth at væri sit (eghæt) lif æth sit (eghæt) En vilæe the svære goz, ok å for thy sin frith at haldæ. hanum frithles, tha skulæ the svære, at han drap saklos man, ok å sin frith at mistæ. En of banæ sak vorthær ljusd å lanz thing, tha åghæ sannændæ mæn at fangæ hanum bana ok hvat hanum vorth til (banæ ok) liflåta. 13. Um thægnæ gjald. Fæstæs bot hemæ ok vorthær æi svoræt um, tha å kunung thægna gjald, that ær tolf marks pænning. æn sværæs man til betær, tha takær kunung æi meræ æn bloth vitæ. æn flyær han frithlos æth dor, tha å kunung af hans bo thre mark (pænning) for bloth vitæ. svå å han ok of han haldær sin frith. 14. Um afhog. Vilæ sannændæ mæn Sværæ man frithlos for afhog, tha skule the svære, at han tok sakles man ok leddæ til stoks ok hamlæth hanum, ok måttæ æm val taka af hanum lif sum lithæ, ok ær for thy skyldugh sin frith at mistæ. En vilæ the sværæ hanum til betær, tha skulæ the sværæ, at i thæt vighæ, thær the mettes, tha vilde han æi lif af hanum take ok æi limæ, ok görthæ that at våthæ. (ok ær for thy skyldugh sin frith at haldæ). 1) eller skilja. 2) eller vorthær. 3) eller limma. KONG VALDEMARS 2,16-17. 15. (For hvilt afhog sannændæ mæn skulæ sværjæ um). Um hværkyns afhog, æm val oghæ sum annæt, åghæ the um at sværæ. Hvåræ sum fjarthing mannæ botær¹ belæs for afhog, thæræ må man sværæs frithlos for. 16. Um kvinnæ tæktæ. Mælæ man æftær kvinnæ, thær mæth våld ær takæn, ok vilæ sannændæ mæn sværæ hanum frithles, tha skulæ the svære, at han tok hænnæ mæth våld ok hafthæ til hâth konæ, ok ær for thy skyldugh at væræ frithles. En of the vitæ, at hun var æi våld takæn, tha skule the sværæ, at han tok hænnæ æi mæth våld ok æi gen hænnæ eghæn vili, ok ær for thy skyldugh sin frith at haldæ. 17. Of konæ vort hær våld taken. Hvilk konæ sik kallær våld taken at væræ, fyrstæ sinnæ hun kuma af våld ok i sinæ eghna frælsæ, tha skal hun kæræ våld, thær vith hænnæ var gört, for grannæ ok for grankonær ok å kirki stæfnæ ok sithæen å thingi. tha ær vånlikt at hænnæ ær våld gört. ok æræ for thy sannændæ mæn skyldugh at sværæ um svå vorthæt mål. En thol konæ (ok thighær) sithan that ær openbart, ok man vet af grannæ ok grankonær, at han havær haft thæn konæ, æth of hun vorthær mæth barnæ ok kærær æi fyrræ, tha ær vanlikt, at hun var æi våld takæn, tho that (ællær) illæ var at faræt. ok tha thyrvæ æi sannændæ mæn til ganga. Hvå sum sæktæs for våld tæktæ, ok sværæ the hanum angærles, tha ær hin, thær å del, båthæ skild with bot ok vith annan logh for læghær vitæ, for thy at meræ logh fortakær e thæn minnæ. 1) eller hvåræ sum fjuring mark. 2) eller kærar sik, 2,18-21. JYSKE LOV.. $33 18. Um len leghæ. Latær nokær mo æth konæ¹ ligge hosæ sik i lond mæth sinæ eghan vili, ok vorthær that openbart, tho at hun thighær ok sæktær ængi man, tha mughæ frændær tho sæklæ then, thær the vitæ the gærning, ok hava af hanum antigh frændær eth, of han dyl, æth ni mark bot, of han gangær vith, æth fællæ hanum at loghum, æth betæ hans manhelgth, of han vil æi standæ til rættæ. En sithæn frændær havær for hænnæ et sinnæ bot takæn, vil hun aftær vorthæ illæ vith, latær en ok takær annæn, tha mughæ frændær æi for hænnæ hvært sinnæ bot takæ, utæn of hænnæ görs våld. The, thær næsta værjænd æræ, skulæ delæ thæssæ delæ, ok æi annæn man. ok than bot fangær hun ækki af, for thy at thæt var mæth hænnæ vili. ok ængi frændæ, utan hænnæ rættæ væri, thær hænnæ giftær orth skuldæ våldæ. 19. (Of konæ der af barnæ). Vorthær antigh mans husfro æth hans slekæfrith doth af barnæ, tha skulæ sannandæ mæn um hænnæ doth ai skili, for thy at barn afldæs æi vith hænnæ utæn hænnæ (eghæn) vili. 20. Of slokæfrith dottær görs våld. Vorthær mans slokæfrith dottær for leghæn, ok ær æi thing ljusd, tha må ængi, thær hænnæ til hor å fæthærn, delæ thæssæ delæ, num the, thær næst æræ à mothærn, ok (hænnæ) giftær orth skulde våldæ. Then sun, thær konæ fangær i lond, takær ækki af theæn bot, thær hans fathær betær for læghær vitæ for hans mothær. 21. Um marka skjal. Skil mæn um marka skjal, tha åghæ sannændæ mæn af that hæræth at staple antigh math stok æth math sten, 1) eller ænki. 2) eller thre. 3) eller søke. KONG VALDEMARS 2,22. tho må han ok sværæ sithæn, i thæn samæ stath, thær (that) skjalnæth ær, at the havæ ræt gört. En ær that båthæ marka skjal ok hæræz skjal, thær mæn skil um, tha skulæ fjuræ af et hæræth ok fjuræ af annat, the thær næst æræ sitænd, skili um that sannæst the vitæ, ok sværæ (sithan), at the görthæ ræt, ok (sithæn) ljusæ à thingi. En ær nokær minnæ til, at fyrræ var svoræt um, ok livær nokær man af the, thær Svoræ, tha skal thær æi meræ um Sværæs. æn ær æi minnæ til, at fyrræ var um svoræt, ok vil kunung ritha marke skjal, tha stær thæt (ok) for fullæ. æi kuma at uvaræ til, svå at thæt ær lent for antigh theræ, thær i the delæ æræ. Varlikær ær tho, at marka skjal sværæs æn rithæs, for thy at them ær e kundæst af, ther næst sitæ. Ær markæ skjal svå, at the, thær bo i en by, have kept i annan by, tha skulæ the kalla theræ kopæ vith à vithærmåls thing, that ær et thing fyrræ æn svoræt vorthær um, æth fyrræ æn kunung rithær marka skjal, ok kallæ à stuf kop, ok ganga vith markeæ skjal. tha væri the theræ kop mæth kyns næfnd, of thæt ær mært mæth sten æth stapæl, tho at marka skjal delæs af stath. æn kallæ the æi å stuf kop ok gangæ æi vith marke skjal, fyrræ æn svoræt ær, tha dugær them ækki sithen theræ å kallend. 22. Of man sværæs frithlos. Sværæs man frithlos, ok vilæ hans vithærsakæ æi betær take, tha fly han land innan dagh ok mânath. flyær han æi, tha å kunung at skyfla yvær hanum. ok æi å kunung frith kop af hanum at takæ, fyrræ han ær såt vith hins dethæ kyn. æn flyær han land æth dor, tha skulæ hans næstæ frændær bota tvinnæ sal. hærthæs han ok vith i land, tha botæ hans frændær tho två salæ. Then, 1) eller mæth gryft. 2) eller bot. 2,23-25. JYSKE LOV. 35 thær næst ær å fæthærnæ, svå sum ær fathær ok ælstæ sun, æth andra frændær, of the æræ æi til, taka stuth af fæthærnæ frændær, ok betæ en sal af fæthærnæ. æn the, thær næst æræ à methærnæ, svå sum brothær, æth andræ frændær næst å methærnæ, of brothær ær æi til, take stuth af methærnæ frændær, ok bota en sal. Ok havær hin två brethær, thær frithles ær flyth, thær sjalf have goz ok laghæ uphaldsman æræ for them, tha ær hin ældær forman i then sal, thær å fæthærnæ betas, ok then yngær forman i then sal, thær botas å methærnæ. æn ær æi meræ til, æn en brothær, tha ær han forman i¹ then sal, thær å fæthærnæ botas. En havær hin frithles två synær, tha æræ the næst uppa at haldæ the två salæ, theær saghth æræ. tha skal than ældær than sal uppæ haldæ, thær å fæthærnæ skal botas. æn ær æi meræ æn en sun til, tha haldær han uppæ then sal, thær å fæthærnæ skal botas, ok annæn give hinæ, thær næst æræ à methærnæ. 23. (At klostær må ængi frithlos man take). Klostær må ængi frithles man takæ. æn e hvilk lagh fæld man, thær klostær takær, tha betæ the fult for hans brot 3, of han ær munk æth brothær, æth lægge hanum ut, of han ær i værælds klætha. 24. Um oreghæt man. Oreghæt man mughæ mæn æi nothæ til ættæ bot up at haldæ. Then ær oreghæt man, thær æi havær sjalf hus ok jorth, ok æi rethær lething ok landværn. (25. Hvå skal ættæ bot up halda). En skil två mæn à, hvilik theræ nær mer ær, ættæ bot up at haldæ, tha skal hin, thær fyrst sæktæs, antigh take with then sal at betæ, æth visæ annæn, thær nær mer ær, mæth kyns eth af hins næstæ frændær, thær frithlos ær. 1) eller at. 2) eller tho. 3) eller brotæ. 4) eller nefnd. 3* KONG VALDEMARS 2,26-29. 26. Hvå beta skal mæth annæn. Hva sum utær mer ær i byrth an at fjarthæ man, han tharf ekki betæ, num han vil. takes ok bot¹ in, tha take the ækki, thær utæn fjarthæ man æræ, utæn of frændær vilæ them nokæt af giveæ. Lærthæ mæn ok kvinnæ the botæ æi, ok the takæ æi bot, huræ nær sum the æræ i byrth, for thy at the mughæ hæfnæ å angi man ok ængi man å them. Eræ lærthæ man æth kvinnæ hins næstæ arving, thær dræpæn vorth, tha take the en sal til arf ok görsum, of æi æræ andra syskæn til, ok frændær take the andra två sal. 27. Of man husær frithlos man. Hva sum husær frithles man vitandæ æftær dagh ok månæth, betæ kunung thre mark. dyl han, væri sik mæth tolf mæn eth, at han vissæ æi, at han var frithlos, æth han hærbærgæthæ hanum æi mæth allæ. 28. Of man sværæs til betær. Sværæs man til betær, tha beta han en sal af sit eghæt, ok kravæ sithæn stuth af sinæ frændær til the andræ två. æn e thaghar man sværæs til betær æthæ fæstær bot, (ok) fangær han ækki af frændær, haldæ tho al bot up (enæ), thær han fæstæ æth han var svoræn til. for thy at hvat sum man fæstær, thæt skal han ut givæ. En stylhjæ frændær æi mæth hanum, tha må han seke them til nåms. For ænkte brot 2, thær man brytær, takær han stuth af frændær, utæn for mandråp enæ. 29. Huræ mæn skulæ hærværki dela. Hvå sum hærværki vil delæ, han skal allæ the same lund kæræ à thing ok stæfnæ, ok sit lagh mål fylghæ, svå sum saght ær um mandråp. 1) eller bøtær. 2) eller ængi brutæ. 2,30-33. JYSKE LOV. 37 30. Hvilt hærværki ær. Gangær man math råthat råth i annans mans hus, ok brytær hus, ok takær ut antigh fæ æth klæthæ æth vapn æthæ andra kostæ, thær bondæn à, fra bondan sjalf æth fra hans hjon, thær å haldær, tha haldær, tha ær that hærværki. Bærjær man ok bondæ æth særær, æth husfre æthæ (andræ) hans bjon, the thær i fælagh ær (mæth bondæn), i bondæns eghæt hus, tha ær that ok hærværki. En hittas the allæ såttæ i annans bondæ gårth, ok vorthæ sithan å at skilja, thæt ær æi hærværki. for thy at thæt var at våthæ. En binder man bondæ i sit eghæt hus utæn hans skyld, æth takær bondæns dottær æth bondæ konæ, ok forær burt mæth våld, that ær ok hærværki. 31. (Of man rithær annans mans korn up). Rithær man annans mans korn up (mæth våld), æth birthær sit fæ thæræ i mæth våld, that ær ok hærværki. tho skal gothæ mæns å sjun til af that næstæ thing. (at the se that ok vitnæ, hur stor thær thæn skathæ var). 32. Hvilt mans hus ær. Hvåræ sum mæn bothæs for, antigh math tjald æth math risboth æth math gryft, ok havær thær i fort sik sjalf ok sinæ kosta, thær mughæ mæn bryte å hanum hærværki, svå sum i hans eghæt hus. svå ok of man ær à skip stathan, thær bygth ær mæth farkostæ. Hvilt hus, thær man leghær, thaæt ær hans eghæt til leghæ mål ær utæ. 33. (At lanbo ær sjalf husbond for sik). Lanbo ær sjalf husbondæ for sik, ok å hanum mugha mæn hærværki göræ, ok æi å bryti. for thy at hvat sum görs å then gårth, thær bryti sitær i, that ær bondæns kæræ. æn görs nokæt à brytins likom 3 æth hans konæ (æth hans börn), that må bryti sjalf delæ utæn hans husbondæ. 1) eller å. 2) eller hans husbondæ. 3) eller lime. KONG VALDEMARS 2,34-37. 34. At sæx skulæ vitnæ um hærværki. Ivå sum hærværki vil delæ (æth kæræ), han skal havæ sæx gothæ mæns vitnæ af that hæræth, thær the gærning æræ i görth, upp å that thing, thær lagh thing¹ ær, ok the sæx skulæ vitne, at svå vorth with hanum brot, at han må hærværki delæ laghlik. æn of hanum bristær vitnæ, tha skal then, thær sæktæt ær, sik værjæ mæth næfnd i kyn. 35. Of nokær mans fæ dræpær man. Slær nokær mans hæst man til dothæ, æth nokæt annæt fæ, thær man ær lovæt at havæ, svå sum ær not æth svin æth hund, ok vorthær that svoræt til mans banæ, tha betæ bondæ, thær åttæ, à thre2 mark pænning, ok give tho thæssæ logh, at han vissæ æi, at that fæ hafthæ the kynnæ. æn timær that thryse i bondæns hæfthæ e um that samæ fæ, tha botæ for fullæ botær. 3 36. Of man fothær vild djur up. Fethær man vild djur up, svå sum ær ulfhvalp ath björnhvalp, hvat sum the brytæ, thær foræ betæ han fullæ betær, thær them up feddæ, ok them havær i hæfthum. æn vorthæ the losæ, ok dræpær annan man them, betæ ækki for. æn i bondens hæfth mugha the ai dræpæs. 37. Of man fangær doth af that, thær æi livær. 4 Druknær nokær man i annans mans kældæ, thær man å særlik, thær foræ betær han thre mark, thær kældæn å. an aghæ allæ grannæ, tha betæs ækki foræ. svå ær ok um ler graf. En druknær man i mylna dam athæ i fiska gårth æth i andra gårthæ vatnæ, æth fallær sjalf af hus, ath hus fallær å hanum, thær botas ækki for. 1) eller lanz thing. 2) eller ni. mau druknær i annans mans kælda. 3) eller manbatær. 4) eller of 2,38-40. JYSKE LOV. 39 38. Of man havær hus å annen mans jorth. Fangær nokær man hus å annans mans jorth, svå at han ær laghæ eghær at, ok brytær nokær man that hus up¹ utæn hans vili, tha må hin, thær husæt åttæ, delæ thæt til hærværki, ok kumar ækki vith hin at delæ, thær jorthæn åttæ. 1 39. Of man revæs i annan mans gårth. En brytær man bondens hus up, ok takær thær ut hans gæstæ hæst æth andra kostæ, thær gæstæn à, tha må bondæn delæ hærværki for hus brot ok gæstan rån for sinæ kostæ, thær han tapathæ. En revær ænnan man bondæns voghn, thær hans husfre sitær i, tha ær that ok (fult) hærværki. 40. Um næfninga. Næfninga skulæ sværæ um handrån, borån ok jorthrån, thær suma kallæ markrån. um vâthæs gærning ok um tbjufnæth. Thær um skal thry thing gemæs. à fyrstæ thing jusær man sit rån. tha næfnæs thing for delæ man. å thæt annæt thing tha gores forstæ thing nyt, that ær, at två mæn vitnæ æth fleræ, at thæt ær theræ vithærmåls thing, ok at hin, thær sæktæs, var laghlik tilkrafth at standæ hin til rættæ, thær hanum sæktæthæ. ok sithæn sværæ hin, thær sak givær. å hint thrithi thing skulæ næfninga antigh sværæ hin, thær sak vorth given, til râns æth fra. En of man, thær sæktas, gangær vith hins kostæ, thær hanum sæktath, fyrræ æn um vorth svoræt, tha åghæ næfningæ thær æi um at skiljæ, ok æi å kunung sin ræt. tho takær bondæn sin ræt. æn alt må hin, thær sæktæs, ut lægge math loghum, at han fæk that, thær han vorth sæktæt for, mæth våthæ, svå at han hugtha, at thæt våræ hans eghæt, æth that han fæk thæt mæth hans vilja, thær 1) eller burt. hanum. 2) eller râns nafninga. 3) eller svara. 4) eller 5) eller at. KONG VALDEMARS 2,41-44. å kallær¹. æn bristær hanum logh, latæ ut that, thær å kallæs, ok botæ å thre mark bâthe bondæ ok svå kunung.. En gangær han æi fyrræ vith, æn hanum vorthær svoræt à hand, tha skulæ næfningæ sværæ um, ok hin må kumæ vith ængi (annæen) logh. 41. Um rån ljusas ok fylghæs æi. Then thær rån svær å vithærmåls thing hin annan å hand, ok vil æi sithæn ful kuma næfningæ til, gjaldæ bondæ thre mark ok kunung thre mark, ok gangæ æi næfningæ til. 42. Hvænnær næfninga skulæ sværæ (um rån). Å (hint) thrithi thing æftær at man ljusær rån å hand, æth of man sæktæs for nokæt annat, thær næfninga ågha um at sværæ (æth skilja), skulæ the til domes at sværæ ræt. thær æftær åghæ the næfningæ theræ råth at taka af the bæsta mæn³, thær i hæræth æræ, hvat the skulæ til gangæ æthæ æi, ok hvilt the skulæ sværæ. for thy at tho at the göra allæ et, of the sværæ i gen the bæstæ ok the flestæ hæræz mæn, tha mugha the tho there bos lot forgöræ. 4 43. Huræ næfning skulæ sværæ. Svå skulæ næfningæ sværæ: hjalpæ mik svå guth ok then helgha bok, thær jak halda å, at thæn man ræntæ annan at thæt fæ, thær han vorth sæktæt for. ok ær for thy skyldugh ut, at latæ ok betæ à thre mark bondæ ok thre mark kunung. 44. Um huræ mykæt rån må sværæs. Handrån må væræ hat æth hanskæ æth hvat sum man havær i sin hand, thær svå mykæt gjaldær ænsæ tvä hanskæ. for thy that ær meræ skam, at vorthæ svå rænt, æn andra lundæ. Engi andra rån mughæ væræ minnæ æn 1) eller kærar, 2) eller næfninga. 3) eller mæns råth. 4) eller sværæ. 2,45-50. JYSKE LOV. 41 half marks kostæ, thær næfningæ skulæ um sværæ. ær half marks kostæ, thær gjaldær half mark pænning. 45. Um borân. That That ær borân, of man gangær i annans mans gårth ok takær thær burt af hans fæ æth klæthæ æth vapn æth nokær andra kostæ, thær gjaldær half mark pæuning. 46. Um jorthrån. 1 Jorthrån ær that, of man gangær i annans mans fâld ut å markæ, ok takær thæræ hors æth not æth annæt fæ æthæ korn æth he aæth timbær æth nokær andra kostæ, thær half mark (pænning) gjaldær. 47. Of man fallær for råns dela. Hvilk man for råns delæ fallær mæth næfningæ, han ær skyldugh at rætta vith bondæn, thær hanum fællær, thæt han ær fæld til. ok thre mark å, ok thre mark kunung. 48. Of man slær annans mans akær æth æng up (mæth våld). En slær nokær man annans mans æng (al) up mællæ æg ok ændæ, æth skær al akær up (mællæ æg ok ændæ), ok forær burt. huræ mykæl sæthan ær æthæ æng, tho at thæt ær minnæ æn half mark, tha må that inæth rån delæs. 49. Um våthæs gærning. Sæktas man for helgthæ brot æth bloth vitæ, ok sværær han, at han görthæ that at våthæ, ok sværæ the næfninga, thær skulæ um skiljæ, hans gærning til våthæs værk, tha botæ han vith hin, thær han bret vith, ok hværki vith kunung ok æi with biskop. 50. Huræ gamælt barn helgth må brytæ. En ær han minnæ æn fjughærtan 3 vintær gamæl, betæ vith hin, thær han bret vith, ok æi kunung ok æi vith biskop, utæn for mandråp enæ. 1) eller hjorth ran. 2) eller barn ok. 3) eller fæmtan. KONG YALDEMARS 2,51-52. 51. Huræ næfningæ skulæ i takæs. Næfninga skulæ åtte være i hvært hæræth, två i hvær fjarthing, the thær thriggi marka mæn æræ, athælbondær ok æi bryti æth lanbo, num the thær uppæ haldæ for them fult landværn. Ok bendær skulæ kuma til things math them ȧ that thing, thær næst ær æftær tolftæ dagh (jul), ok næfnæ for umbozman them, thær the have til næfndæ. Umbozman skal them i ethæ thæssæ lundæ: at the bithjæ them svå guth hjalpæ, at svå længi sum the æræ næfninga, um alla the mål, thær the vorthæ til krafthæ um at sværæ, ok them her um at sværæ, tha skulæ the sværæ that (sannæst ok) rættæstæ ok utæn vild. En forglemæ bendær them, ok vilæ æi them taka til, thær næfningæ skulæ væræ, ok æi rethæ for umbozman, tha må umbozman sjalf taka sik næfninga. En skil fjarthing å innæn borths, at sumæ vilæe bava en ok sumæ annæn, tha skulæ the væræ næfninga, thær flesta man have til takæt. Tho skal that gomas, at e methæn (nokær) annæn ær til, thær æi havær (fyrræ) næfning væræt, thær tho ær svå før, at han må væræ sin eghæn værjæ, tha må hin æi nothæs til, thær fyrræ havær næfning væræt. (tho of nokær man næfnæs til, thær fyrræ havær væræt næfning, ok) vil han sjalf væræ, tha må umbozman hanum æi vrækæ. æn kan han æi sjalf skil å göra, at nokær man ær til i hans fjarthing, thær æi var næfning, sithæn han var, ok vil han æi i gange, tha liggja hans thre mark with. 52. Of nokær man vil æi næfning væræ. En sekær umbozman hans' thre mark laghlik, for thy at han vildæ æi væræ næfning, ok of han takær them af hanum, tho ær han ækki les thæræ math. num e svå oftæ sum han kravæs laghlik til næfning at væræ, of han 1) eller bondæns. 2,53-57. JYSKE LOV. 43 æi gangær i, tha gjalda e thre mark til thæs han vorthær svå fåtok, at han havær æi thre mark vith at hættæ. 53. At næfning skulæ æi um skili à thæn samæ dagh thær the i ethæs. Næfninga skulæ æi sværæ um æth skilja um nokær mål å thæn sama dagh thær the ethes i. for thy at the mugha æi havæ minnæ æn syntær¹ rum at letæ sannændæ um that the skulæ skilja um. 54. Of umbozman vil æi kravæ allæ næfninga i. Vil umbozman hværki æi næfningæ fangæ innan thry thing æftær that næstæ thing, thær næst æftær tolftæ dagh ær, ok ængi man lagh sekæ, for thy at han vil æi'i ganga, tha havær kunung goth ræt til at taka hans læn af hanum, for thy at han vetæ bonden rætlos. for thy at hvilk man for rån sæktas, han ær skyldugh anthig mæth fullæ loghæ at hæghnæs æth at fælles". 55. Of næfning skil å. Sværæ fjuræ et ok andra fjuræ annæt, tha skulæ thre til af that næstæ hæræth, the thær næst æræ sitænd, ok hvilka fjuræ the två af them fylghe, that standæ. 56. At man skal æi sæla sin sven læn i hændær. Engi man, thær læn havær, skal that sin sven (i hændær) sælæ at søkæ, num skal that sælæ annæn 4 bondæ i hændær, thær (that soke må, ok) i thæt læn bor, ok pænningæ havær vith at hættæ, at göra ræt vither the, ther han brytær vith. 57. Of næfning der æth far burt. Of næfning der æth far pilgrims færth æth far af sysæl æth af hæræth, æth vorthær bryti, tha skule hans fjarthingsmæn take i annæn, ok umbozman i ethæ svå sum fyrræ ær saght. 1) eller sju nætter. 2) eller værjes. 3) eller atha the falle. 4) eller en. KONG VALDEMARS 2,58-61. 58. Nær rån skal delæs. Hvå sum vil rån delæ å nokær man, tha skal han delæ that innan thæn jamling, thær rån ær gört i¹. del han that sithæn, tha fangær han ækki meræ æn tolf mannæ eth. 59. Of man lagh sekær annen til rån. Hvilik man annæn sekær fullælik til rån, ok vil hin æi sættæ, thær for sak ær, tha læggjæs hanum fimt (for) til (hans) hus at taka ut sint 2, ok thriggi mark belær å. ænær han yværhorugh, ok vil æi botæ, tha domæs hanum nåm at næmæ æftær sit, lenlik ok æi openbarlik ok utæn gårths lith. tho skal hin, thær næmær, sighæ til hins grannæ, en æth två (æth flera) that 3 han næmtæ. En æi skal nåm take utæn things dom. for thy at takær han fyrræ æn han fanger dom til, tha må han vorthæ thær for anthig rånsman æth thjuf. 60. Hvilke næfning skili um rån. Have båthæ hin, thær rænær, ok hin, thær rænt vorthær, jorth i thæt hæræth, thær hin sitær i, thær ränsak vorthær given, tha skulæ the næfninga thær um skilja, thær i thæt hæræth æræ, tho at hin sitær i annat hæræth, thær rånsak gaf. of jorthæn ær bygth antigh math bryti æth lanbo æth han ärthæ hænnæ sjalf at thæn næste ägrethæ. 61. Um hvat næfninga skulæ æi til ganga. 4 Of ænnæn man kallær svå å thingi, at han havær læth man sinæ pænning æth hæst æth nokræ andre thing, hvat sum that ær hælst, æth sat at væth, tha ær hin, thær. sæktas, skyldugh ut at læggja svå mykæt sum han gangær vith, ok give thær å tolf mæns eth. æn fallær han at loghum, latæ ut that, thær å ær kært 5. æn thol han dom, ok vorthær yværhorugh, ok rættær æi innan laghdagh, tha 1) eller thær rænt ær. fa æth væth ok um gjald. 2) eller hans. 3) eller at. 4) eller um fælaghs 5) eller kallæt, 2,62-64. JYSKE LOV. 45 ær han skyldugh at rættæ vith bonde yvær that, thær kært vorth, thre mark ok thre mark vith kunung. slik samæ ænsæ han våra fallæn for næfninga. ok svå må thær næmæ æftær, of thæt ær lagh delt å thingi. æn var loghæn fæst, ok æi â thingi, tha ær thaæt æi lagh delt. æn alt that, thær mæn sættæ at væth å thingi, that skulæ mæn losæ a thingi. 62. Um borghæ. Of (ænnæn) man borghær for annæn, ok vil hin æi gjaldæ, thær borghæ vorth, tha skal thy likæst à hanum kallæ, sum for annæn gjald. for thy at hvat sum man vorth borghæ foræ, thaæt skal han gjaldæ. ok ængi man må sik sighæ af borghæ. tho skal thær æi næfningæ til gangæ ok æi um skiljæ, for thy theæt ær svå sum annan gjald. 63. Of man gangær i borghæ for then, thær lif æth limæ havær forgört. En gangær man i borghæ for thjuf æth for annæn man, thær sint lif æth sinæ limæ havær forgört, tha skal han thæn (man) andvorthæ rættæræ, ok æi then man han tok hanum af. æn vorthær ok svå, at han slippær burt, antigh math ulykkæ æth mæth hins råth, thær borghæ vorth, tha skal hin, thær borghæ vorth, botæ allæ the brotæ, thær hin. görthæ, thær han vorth 3 borghæ foræ, ok thær å fjurtjugheæ mark bondæ ok fjurtjughæ mark kunung, for thy at han andvorthæth æi mannæn (up). 64. Of hin vil fly, thær borghæ sattæ. Hvilik man borghæ sættær, han ær skyldugh for the 4 gærning angi man at svaræ utæn hanum enæ, thær hans borghæ vorth. æn vil hin Oy, thær borghæ saltæ, ok vorthær hin var vither, thær borghæ vorth, tha skal han 1) eller kallas. 2) eller sit. 3) eller var. 4) eller than. KONG VALDEMARS 2,65-67. sighæ rættær til, ok han skal hanum up haldæ. for thy at han må hanum æi sjalf taka, utæn that enæ, of han tok hanum i stokkæ æth i fjathræ, thær han vorth hans borghæ. 65. Hvå borghæ må væræ. Lærthæ mæn ok klostermæn ok kvinnæ ok the, thær æi æræ kumnæ til laghæ aldær, that ær attan vinter, the mughæ æi borghæ væræ for the mæn, thær antigh skulæ mistæ lif æth limæ. En klærke ok ænkjæ, of hin vil, thær borghæ skal taka, mugha vorthæ borghæ for pænninga. for thy at the have eghæt at gjaldæ af. En mer æth börn ok nokær mans husfre æth klostermæn, utæn abbot (ena), mughæ æi borgha vorthæ for pænningæ ok æi for annat. for thy at ængan (man), thær æi (sjalf) havær eghæt, må nokæt af hændæ. Ok æi bondæ sun i fælagh math sin fathær má borghæ vorthæ, tho at han ær ful voxæn. 66. IIvå rån må ljusæ ok skal sværæ. Um enæ tala mà val en ljusæ ok annan sværæ. hvå, sum rænt vorthær, han skal sjalf sværæ, tho at annan ljusær, of han ær sin eghæn væri. for thy han vet görst hvå hanum ræntæ. En vorthæ the ræntæ, thær æi æræ theræ eghan væri, tha skulæ thera væri båthæ ljusæ ok sværæ, ok fylghæ the talæ til fullæ svå sum andræ. En delæs ok rån vith the 1, thær æi æræ theræ eghæn værja, tha skulæ theræ værja ok for them svaræ. ³ 67. Huræ bryti må rån sværæ. . ok Bryti må val rån sværæ um alt that, thær til thæn gårth herær, thær han ær bryti foræ. æn tho skal husbondæ hanum um bjuthæ at dele the dela, ok å thingi ljusa, at han ær fælaghs bryti ok æi rethæsven. En havær han sjalf annæn gårth ok thæræ bryti i, tha ar han thæræ husbonda ok (laghæ) væri at, tho at han ær annæn stath 1) eller them. 2) eller egne, 3) eller sværæ. 2,68-70. JYSKE LOV. 47 bryti, ok må for then gårth delæ råns delæ, of han vorthær thæræ rænt. 68. Um fæld man at loghum. Then man, thær fæld vorthær at loghum mæth råns næfningæ æth nokræ andra lund anthig til kunungs ræt æth bondæns, svå at han ær skyldugh at gjalda sina thre mark, tha må hans goz æi af hændæs, hværki bofæ æth annæt, fyrræ æn han havær ræt gört båthæ bondæ ok svå kunung. ok han må ængi.man soka, of han fangær nokær delæ, ok ængi man må hanum taka til bryti, utæn of han vil for hanum rættæ (fyrræ æn han takær hanum), for thy at sithæn man ær antigh fæld æth sæktæth, tha må han æi flytæ farkosta ok æi vitæ sik annan stath burt. 69. Of man takær fæld man til sik. Takær (annan) man i sin gårth æth i sit fælagh nokær man, thær laghfæld ær æth sæktæth, tha skal hin, thær hanum sæktær, kallæ å bondæn, thær hin ær til faræn, å et thing ok å annat ok å thrithi. Vil hin, thær hanum tok (til sik), hværkæn for hanum rættæ æth latæ hanum burt math hans kostæ, tha skal (math) hanum demas af thingi at taka af hins bondæ gårth, thær hanum haldær, fult nåm. En ær han sæktæth ok æi fæld then time han kom i bondæns hæfth, tha skal han (aftær) ut faræ mæth sinæ kostæ. for thy at han må hanum æi haldæ ok æi takæ, fyrræ æn han havær orsakæth sik for than sak hanum gafs. 70. Of laghfæld man havær annans mans fæ (i sit fælagh). Laghfald man skal ængi man sin oki læ æth at leghæ sælæ, æth andra kosta i hand sælæ, svå at han fangær thær svå lang hæfth å, at man væntær2 at that var 3 hans 1) eller sinæ. 2) eller væntæ. 3) eller ær. KONG VALDEMARS 2,71-72. eghæt. for thy tho at that ær annans mans fæ, ok vorthær that takæt i hans hæfth, tha skal hin, thær åttæ, kaldæ à thæn, thær han læthæ æth såldæ at leghæ, ok æi delæ vith hin, thær tok. 71. Of man oreghær sik. 1 Of man vorthær laghsot i annæns mans gårth i bryti fælagh, ok ær vitnæ til, at han var lagth i fælagh, tha må han æi ljusæ bondæn alt fæ til, ok gŏræ sig oreghæth, utæn of that vorth fyrræ gört, æn han vorth sæktæth. tho havær bondæ våld til sin bryti i hand at sælæ, than timæ han vis hanum fra sik, svå mykæt ænsæ han vil. for utæn of thera fælagh ær ljust a thingi, tha må han æi sælæ hanum minnæ (i hand) æn things vitna ær til. (Um rethæsven). Of bondæns rethæsven vorthær for rån fæld æth for annan sak, tha skal bondan anthig betæ for hanum æth lægge hanum ut math hans pænningæ, of han havær. æn of han havær ængi pænninga, lægge tho svenæn ut. 72. Hvilt akær rån ær. That ær akær rån, of man takær annæns mans korn, thær hin arthæ ok såthæ uilskæt ok vorth æi delt hanum af for mith sumær mæth things dom. tho at bin åttæ then akær sjalf, thær han tok korn å³. forthy at hvå sum ærjær ok sår utæn kæræ, ok thighær hin, thær jorthæn å, tha må hin vitæ sik sæth math tolf mæns eth, at han fæk thæn akær mæth lof ok vilje. of hanum bristær logh, tha havæ han thæn sæth forgörth ok sit arveth. En sighær han, at han årthæ that at våthæ ok æi mæth viljæ, tha ær han skyldugh at have sit fres gjald (aftær gen) ok hava tapat 3 1) eller laghsot man må æi oreghæ sik. eller skar korn af. 4) eller sålha. 2) eller than time the skilæs ath. 2,73. JYSKE LOV. 49 sit arvedh. Thæssæ delæ skulæ allæ for mith sumær delæs. æn delæs the æi for mith sumær, tha skal hin skæræ, thær sathæ, ok givæ bondæ full skyld for sin akær. En allæ sæthæ, thær mæn delæ svå up for mith sumær, sum fyrræ ær saght, takær than man sæthæn, thar såthæ, tha må han vorthæ rånsman. æn sighær hin (ok), thær annans mans jorth såthæ, at jorthæn ær hans eghæn, ok delæs that for mith sumær, tha ær sæthæn skyldugh at gange til jafnath handæ, ok hvårt sum jorthæn vitæs, thith gangær ok sæthæn. En of antigh theræ takær than sæth fyrræ æn jorthæn ær lagh deld, ok vinnær hin annen jorthæn, tha ær hin rånsman, thær sæthan tok. 73. Um af ærjæ. For af ærjæ vorthær man æi ränsman, utæn of han hæfthær that sithæn (lagh) rep tok thæt af hanum. En hvå sum ærjær annæn mans sæth up 1, tha havær han e thæræ math forgört sinæ thre mark vith bondæ ok thre mark with kunung, tho at jorthæn ær hans eghæn. for thy at man skal delæ sik til rætta ok æi takæ sik sjalf ræt. Svå ær thæl ok, of man slær annans mans æng up. æn slær man all æng up mællæ æg ok ændæ, ok sighær, at that ær hans eghæt, ok gangær hanum jorthæn sithæn af hændæ, tha ær han thæræ foræ rânsman. Tho skal båthæ for af ærja ok of man vitæs, at han skær yvær ren, ok for af slæt gives tolf mæns eth. hin, thær å kallær, at han hugthæ, at thæt våræ hans eghæt, ok latæ tho ut korn æth he, thær å hins jorth stoth, ok botæ ækki å. æn bristær hanum logh, latæ ut, ok betæ à thre mark bondæ ok thre mark kunung. En sithen logh ær givæn, ok vil han æi latæ ut âgrothæ, num haldær yvær thrinnæ lagh dagh, botæ svâ sum mælt ær. 1) eller um. KONG VALDEMARS 2,74-76. 74. Of man huggær i annans mans skogh. 1 Far man i annans mans skogh, ok huggær thær sum han å æi sjalf lot i, ok lathær å sin voghn, ok kumær nokær (eghær man) vith, thær ræt eghær ær at, ok finnær hanum at stofnæ æth fyrræ æn han kumær til athælvægh, ok takær han fra hanum the farkostæ, thær han far mæth, tha vorthær han æi thær fora rånsman. æn kumar han til athalvægh, ok vis, af hvem han fæk thæt mæth rætta skjal, tha mugha mæn hanum æi up halda, mun skulæ fara til hus mæth hanum, ok latæ (til) sjunæ mæth vitnæs byrth the kostæ. ok kan han æi fanga rættæ hemlæ til, tha delæ with hanum svå sum logh ar, antigh rån æth thjufnæth. svå ær ok um korn ok um ho. 75. Of man akær yvær annans mans akær ath ng. En vil man antigh ake yvær annæn mans æng æth akær, thær æi ær vægh skyldugh at liggæ, ok vrækær hin hanum burt, thær akær æth æng å, latær han tha (sin) voghn æth andra kosta (æftær standæ), tha ær hin thær for ai ransmæn, thær hanum mente at faræ yvær sin æng æth korn. (En akær han mans sæth up, botæ anthig thre mark æth givæ tolf mæn eth). 76. Of man ufyrmær annan å faræn vægh. Finnær man annæn å farnæ væghæ, ok vetær hanum ufyrmd, antigh at han takær hans ok af hanum, æth væltær hans voghn um, æth tothær hanum svå, at han må æi burt kuma mæth sinæ kostæ, num forlatær³ them thæræ, then, thær hanum ræntæ, hvat hældær han forær the kostæ burt æth latær them æftær liggjæ, tha ær han e hans ränsman at the kostæ. En kænnæs hin sjalf vith sinæ kostæ, ok æng. 1) eller of man finnær sina kosta i annan mans vogla. 3) eller forsakær. 2) eller korn æth 2,77-80. ERJYSKE LOV. 51 takær them aftær i sin hæfth, svå sum fyrræ, tha må han æi soka hanum mæth râns delæ for thæt, han havær sjalf i hæfthum. En of hin, thær ræntæ, forær (them) hem til hus, antigh hæst æth andra kostæ, thær han ræntæ, ok kumær hin, thær rænt vorth, ok kænnær sit i hans gårth math gothæ mæns vilna, tho at hin, thær ræntæ, forær antigh hem æth latær lepa, ok finnær han, thær âttæ, æftær the gothæ mæns vitnæ, thær vissæ, at han var rænt, tha må han delæ thæt mæth ran. 1 77. (Um kunungs mans bryti æth biskops). Allæ kunungs mæn brytir, of the brytæ til thre mark, tha skulæ the rættæ vith theræ (eghnæ) husbondær, ok æi vith umbothsman. svå skulæ ok biskops mæn 3 brytir. 78. Um biskops næfninga. The skulæ ækki samæn æftær jul skulæ the af Biskops næfninga skulæ væræ två i hvært kirkisokn (æth två i hvær fjærthing), ok skula kirkimæn them til takæ, ok umbothsman skal them i ethæ. væræ i meræ æn en jamling. skiftes, svâ sum andra næfninga. ok skulæ the æi sværæ utan um helghæ brot, thæt ær of man bærjæs um helugh dagh. 79. Of næfning skil å. Skil næfningæ à i kirkisokn, tha skal (en 4) næfningæ til af annan fjarthing um at skilja. tho e thæn, thær næst ær sitænd. Biskops næfningæ mughæ æi (for) sværæ um meræ æn um thre mark 5. æn sværæ the vrangt ok fallæ the, tha skulæ the ok sættæ vith kunung svå sum andræ næfninga. 80. Huræ sæktæ skal for helghæ brot. Of biskops umbothsman vil givæ nokær man sak for helgha brot, tha skal han kæræ å thingi yvær then, thær 1) eller râns delæ. 5) eller half mark. 2) eller mæns. 3) eller mæns. 4) eller æn. KONG VALDEMARS 2,81-82. han vil sak givæ, ok latæ hanum stæfnæ (til) thing1, ok næfnæ å thingi than man, thær hin bårthæ, ok than helægh dagh, thær han bårthæs å. ok å fæmtæ dagh æftær thing, tha skulæ næfninga um skilja hemæ at kirki ok æi å thingi. Hvilt munhæfth thær ban, thær sæktar, takær å thingi, that same skal han gomæ at kirki. Hva sum sæktæs for helghæ brot, han må nytæ allæ the forfall, thær fyrræ ær saght. 81. At næfning skulæ æi thighænd fra kirki ganga. En næfningæ à than (lagh) dagh them vorthær (foræ) laghth af thingi, tho at æi kumar umbothsman ok æi hin, thær for sak ær, tha skulæ the (tho) skilja um that, thær the våre til mæltæ af thingi. for thy at ganga the thighændæ fra kirki, tha have the forgört thera thre mark. Eræ næfningæ utæn forfall, ok kumaær æi å lagh dagh til kirki, tha tape the ok there thre mark. æn æræ the i laghæ forfall, tha skulæ the um skilja (a) fimt æftær that næstæ thing, thær the kume til. 5 4 82. Å hvem helgth brytas. Man må å sin husfre ok sinæ börn, thær mæth hanum æræ i fælagh, æi helgth brytæ, ulæn of han velær them sår mæth od æth math æg æth slær them limæ syndær. for thy at han skal refsæ them, of the brytæ, mæth staf æth math vånd ok æi mæth våpnæ. svå ær that ok um leghæhjon. En å husbondæ må husfre val helgth brytæ, ok börn a theræ forældær mugha alla timæ å åræt helgth brytæ. svå ok syskæn å annæt, of the æræ skild af fælagh. Thighæ the bathæ, thær helgbæ brot görthæ, ok æræ såttæ, tha må umbothsman tho sak givæ hvem han vil. 1) eller nafna thing for.

  • ) eller næfningsmæn.

2) eller munhof. 5) eller våre til mællæ. 3) eller thar sæktæt ær, 6) eller tidbæ. 2,83-87. JYSKE LOY. 53 83. Hvilke timæ helgth brytas. Fra than leghærdagh at aftnæ, thær advent gangær in, ok til åttænd dagh æftær tolftæ dagh (jul) til sol ær sæt, hvå sum thær i mællæ bærjæs, han brytær helgth. Svå ær ok fra (ni uka) fasta ok til åttænd dagh æftær påskæ. ok al pinxt uka, ok allæ the daghæ, thær præst bjuthær til helgth at haldæ, fra um aftæn, thær sol sættæs, ok til annen daghs aftæn, thær sol ær sæt. En for helægh daghs yrknæth må man æi sæktas, utæn (for) the daghæ, thær præst bjuthær ful helgth. that ær ok mællæ tviggi solmærke. 1 thær foræ skulæ mæn værjæs math tolf mæns eth, ok æi ganga næfningæ til. 84. At dagh skal næfnæs, thær helgth å brytes. Of man sæktæs for helgthbrot, tha skal næfnæs thæn dagh, thær han havær bret å ok hvåræ han bret. ok that munhæfth han takær å thingi, that skal han fylghæ. 85. Of umbothsman næfnær dagh, thær helgth brytas. Næfnær umbothsman dagh, thær han sæktær man, tha hvat sum han havær brot for thæn dagh, thær næfnd ær, thær gangær æi sithen sak æftær. Ankta helghæ brot (sak) må standæ yvær jamling. 86. At foræ en sak mugbæ fleræ thremark gjaldæs. Huggær man annæn i kirki æth kirki gårth um helægh dagh, tha botas særlik for kirki ok kirki gårth, ok særlik for helgha brot ok særlik for bloth vitæ. En huggær man vigth man æth munk, tha betær han svå myklæ meræ. 87. Um thjufn æth. Givær nokær man annæn thjufsak, ok takær (han) hanum nokæt i hændæ, tha binda that å hans bak, ok feræ hanum til things, ok andvorthæ hanum i hand kunungs umbothsman. 1) eller sol sæta. KONG VALDEMARS 2,88-91. ok umbothsman have things dom um, hvat han havær forgört mæth dylik styld. 88. Hvaræ foræ thjuf må hængi Havær han stolæt half marks kostæ eth meræ, tha må umbothsman hænge hanum utæn dom, ok havær thær ækki synd af. for thy at hans gærning havær hanum fordemd, ok han later hanum hængæ for rættæns sak ok kunungs våld ok æi for hæfnd. En bondæ må æi sjalf sin thjuf hængæ, for thy at han gör thæt for hæfnd. ok tho at illæ var 4 vith hanum gört, tha må han æi tho væræ sin eghæn rættær. 89. Of umboths man vil æi take thjuf af bondæ. En of umbothsman vil æi taka vith thjuf, æth hans undærsekær, tha havær han forgört sit læn. for thy at han gör bondæn rætles. ok skal betæ kunung jurtjughæ mark ok fjurtjughæ mark bondæn 5. Ok vorthær thjuvæn sithæn les, tha væræ bondan tho angærles, thær hanum bant. 90. Of thjuf stæl minnæ æn half mark. Huræ mykæt thjuf stæl minnæ æn half mark kosta, ok vorthær takan mæth ok forth til things, tha ær han skyldugh at have thjufs mark 6, ok givæ kunung thre mark ok bondæn igild ok tvigild. En kumar thjuf til. things bundæn mæth thjufnæth, huræ litæl sum thjufnæth ær, ok havær han fyrræ thjufs mark, skal han hængi. ok bonden taka igild ok tvigild, svå sum saght ær, ok kunung hans hovæthlot al. 91. At bondæ må æilatæ thjuflopæ utæn things dom. Takær man thjuf æth annan man, ok bindær ok forær hanum æi til things, num latær hanum (fyrræ7) les, tha betær han hanum fjurtjughæ mark ok fjurtjugheæ mark kunung. tho må umbothsman hanum ai sæktæ, utæn of bondæ kærthæ fyrræ, at han ær sjalf for tjufnæth vorthæn. Sithan thjuf 1) eller thingmans. 2) eller til. 5) eller tbjufsens frænder. 6) eller marki. 3) eller avand. 7) eller faræ. 4) eller vorth. 2,92-93. JYSKE LOV. 55 ær fangan ok bundan math thjufnæth math gothæ mæns vitnæ, slipper han ut ok vorthær les, antigh af bondæns hus æth af thingi 1, utæn things dom, tha mugha mæn hanum taka hvar sum the finna hanum ok göra hanum sin ræt. tho of han vorthær svå løs, at han far i sinæ eghnæ frælsæ, ok kumær til things ubunden, tha mughe mæn æi taka hanum à thingi for the sak, thær hanum vitas, num skulæ mæn hanum sæktæ a thingi ok soka hanum mæth lans logh. for thy hvat sak man givær annæn, tha ær han e skyldugh at have frith til things ok fra, forutæn of han gangær sjalf vith styld a thingi. 92. Of umbothsman later thjuf løs. Takær umbothsman thjuf bundan a thingi af bondæ, ok later (hanum) sithæn los ulæn thjufs mark, tha må han æi tho kæræ yvær bonden, thær hanum bant. 93. For hvat man må take thjuf. Takær man thjuf nokæt i hændæ, ok havær han æi skotæ til, hvåræ han fæk that, tha må han bindas. æn næfnær han sketæ, ok bristær hanum sithæn skotæ æth hemla, tha ær that samæ. Man må æi skjuta længær, æn til thrithi man. then thrithi man han skal ut rættæ³ the kostæ, thær han vith gangær. then thrithi man skal tho (se, at han) have vin til at latæ ut the kostæ, thær til hanum æræ æ fuldæ mæth ræt skotæ, ok botæ æi å, num have tapet sit værdh. æn havær han (ai) vitne til at han torgh koptæ, tha give tho logh, at han ær æi thjuf æth thjufs vitæ 5, ok vet æi sin kepæ hværkæn livændæ æth deth, ok havæ sit værth tapet, (of thæt ær vitnæt). Vin thæt ær vitnæ (thær vith var), ok vitnæ rindær bast ok bånd ok kunungs ræt. 1) eller å thing vægh. 2) eller hjemlæ. 3) eller ut rethaæ. 4) eller vitnæ, vinnæ. 5) eller vitænd, KONG VALDEMARS 2,94-SG. 94. II vår til man skal vin¹ havæ. Til skapet klæthæ ok gört amboth ok til våpne, ok til hæst ok not ok til annat fæ, ok til all that, thær særlik mark havær à sik, tha skule mæn (særlike) vituæ til havæ. Vin ær thæt vitne, thær vith at that kep keptæs. that ær æi minnæ æn två mæn. 95. Um bånd. var, Man må ængi (annæn) man bindæ, utæn of han takær hanum nokæt i hændæ, æth han takær hanum i sit hus um nattæ tidhæ math sant mærki, at han vilde stælæ bondans kosta. 96. Iluræ mæn skulæ letæ æftær sinæ stolnæ kosta. Tapær man sinæ kostæ, tha skal han fylghæ til thæn by, thær han væntær, at hans kosta æræ til kunnæ, ok ljusæ for allæ grannæ at thylik tjun. ganger nokær man with the kostæ, ok sighær af hvem han fæk, tha rindær han thjufs nafn, of than gangær vith, thar han fæk af. æn of vægh farænd man, thar han kændæ æi, lagtha ath lot the kosta i hans hus (lenlik), æth sålde hanum them at goma, tha ær han skyldugh at vitæ that math tolf manna eth, at han ær æi thjuf ok æi thjufs vitæ, ok han lagtha aldrigh lend å the kosta. tho er han skyldugh, thær kostæn havær i hænde, at vårthæ tak for the koste til that næstæ thing. ok thæthan næfnæs gothæ thing horinga yvær at væræ, at han sæl ut, thær i hænde havær, ok hin takær with, thær à del. for thy at tha mä hin man æi sakta hanum, thær kosten lagthæ (thær) in at goma. æn kumar hin sithan, thær the kostæ in lagthæ, ok kallær à the kostæ, tha skulæ the same thing boringa, thær them tokæ ut, 1) eller vilna, vinne. 2) eller mærke. var thar that hop koptas. 5) eller mælæ. 3) eller vin. 4) eller theær vith 6) eller thær. 2,97-98. JYSKE LOV. 57 and vorthæ them aftær in, ok the delæ sithæn theræ delæ svå sum ræt ær. 97. Um ransakæn. Dyljæ allæ mæn, i by bo, the koste, thær man ljus ¹ at, tha må han bethæs at ransaknæ yvær al by, ok that mugha the hanum ei netæ 2. æn en mans gårth æth två særlik må man æi ransakæ, utæn of han hættær sinæ thre mark vith, of han finnær thær æi thjufnæth innæ. æn thær mæn love ransakæn yvær al by, tha skal umbothsman yvær væræ, of han ær til. en ær æi umbothsman til (stædhæ), tha mugha bendær sjalva ransakæ, ok taka til i by, e hvåræ the vilæ. ok hvåræ sum the finnæ nokræ the kostæ, thær hin havær at ljust, ok ær thæt 5 under husbondæ lås æth husfro, tha må han æi sithæn skjute that andre mæn å hand, for thy at the duldæ fyrræ. ok tha ær han 6 sjalf mæth forgört sin hals, thjuf at the kosta, ok havær thær of thjufnath ær svå mykæt, ok sit goz, thæt ær hans hovath lot i bofæ. æn börn ok husfro tapæ ækki there hovæth lot, utan of thjufnæth finnæs under theræ 8 lås æth lykki, æth o börn æræ svå stinna, at the kunnæ fjalæ ok lonæ. 98. Of nokæt hittas undær bondæns lås. Man, thær ransakær, of han hittar sina kostæ antigh i bondæns lathæ æth sal hus æth i andra husæ, thær sum æi ær lås foræ, tha ær e bondæn skyldugh at væræ vith logh, at han ær æi thjuf thær at ok æi thjufs vitæ, num (at that) vorth boræt hanum å hand for avænd. ok ær skyldugh at væræ orsak, utæn of loghæn fællær hanum. tho våldæ hin, thær sæktær, hvat han vil hældær se en 1) eller man ljusa. 2) eller mena'. 3) eller bonden sjalf. 4) eller han vil. 5) eller æræ the kosta, 6) eller husbondæ. 7) eller thjufnathan. husfrø. 9) eller vældær. 8) eller KONG VALDEMARS 2,99-101. tolf mans eth af hanum æthæ soka æftær mæth næfninga. æn fallær han at loghum, tha ær han thjuf for the dela. 99. Manghæ mugha bindes for en thjufnæth. 2 Svå manghæ sum vithær vorthæ (takæn æth) funnæn, thær thjufnæth görthæs i hus (æth i fælagh), them mugha mæn allæ for thjuvæ havæ¹, ok the have alla theræ bofæ forgört. æn for the kosta, thær i hus vorthæ funnæn, må ængi man bindas utan husbondæ enæ. for thy at han ær væri at husæt. utæn of svå timær, at man finnær nokat undær hans innæs mans lås æthæ lykki æth innæs konæ antigh svå sum ær i theræ kistæ æth i theræ both. 100. Of nokæt hittas undær bondæ suns lås³. Hittæ mæn ok nokæt i bondæ suns kiste, thær han bær sjalf lykæl til, æth i hans hærbærgh, thær han havær særlik lykki at, tha ær han thjuf for sinæ eghan gærning, ok (that) gangær å hans hals, of han vorthær fæld æth nokæt i hændæ takæn. tha göras suns hovæth lot at gjaldæ bondæ sin ræt ok kunung sin ræt. 101. Huræ mykæt man må forgöra mæth styld. Husbondæ æth husfre æth annan man i fælagh må æi forstælæ meræ æn sin eghæn hovæth lot ok sin eghæn hals, utæn of en stæl ok annan fjal vitændæ, æth of fleræ vorthæ taknæ vith (færska) gærning. Engi man må ok meræ forstjælæ æn sin eghæn hovæth lot. En vorthær husbondæ (lagh) sot antigh til fjurtjugh mark æth til thre mark, ok ær hans hovath lot æi svå mykæl, tha gjaldæ allæ the, thær i fælagh æræ mæth hanum. En hvilik man allærs af fælagh, thær fæld vorthær, gjaldæ sin hovath lot ok æi meræ. 1) eller haldæ. 2) eller styld. 3) eller i bondens suns hæfth. 2,102-104. JYSKE E LOV. 59 102. Um nåm. En hvilik man annæn sokær til nåm, ok takær et sinnæ af hanum, for then sak må han aldrigh mera næmæ, tho o at b han havær takæt minnæ æn hanum horthæ til. ok for ængi sak, thær han var fyrræ fæld for 1. for thy thæt utærstæ fortakær alle the (sake), thær fyrræ våræ, of næmd vorthær. 103. Um lanbo (vort hær thjuf). Of (bondæns) lanbo vorthær fæld til thjufnæth, æth i handæ taken, tha skal bondæn, thær hanum gaf sak, fyrst have sin ræt, that ær igild ok tvigild. ok umbothsman alt hans kvik fæ, thær yvær dörthærskyld må gangæ. athælbondæ à athælbit. thaæt ær athælbit, thær æi må sjalf nt at dör ganga. æn ær ækki annæt til, an athælbit, tha skiftes that i tu, jafnt mællæ umbothsman ok athælbondæ, sithan hin, theær sak gaf, fæk sin ræt. æn ær nokæt kvik fæ til, tho at that ær æi meræ æn et får æth et svin, akki kan umbothsman mera: for sin ræt fanga. 104. Hva i tak må gange. Of nokær man givær annæn man thjufs sak, thær sjalf havær jorth, tha må han sjalf gange i tak for sik. æn of lanbo gives thjufs sak, tha skal hans bondæ ganga i tak for hanum, of han vil. [svå ok bondæn for sin bryti. æn gives leghæ drang thjufs sak, tha skal hans husbondæ gange i tak for hanum, (of han vil)]. æn vil ban æi, tha fanga han sik annan man, e hvåræ han må. æn kan han ængi man fange, thær i tak gangær for hanum, 4 umbothsman taka hanum til skjals 5. that samæ innæs man ok um innæs konæ. tha må ær um 1) eller til. ganga. 2) eller for. 3) eller hin, thar jorthæn á. 5) eller skjala. 4) eller vil KONG VALDEMARS 2,105-107. 105. Of man tak sætter sine kostæ i annans mans hæfth. Of man kænnær sin hors æthæ not i annans mans hæfth, ok kallær å (sit), ok dyl hin, thær i hæfthum havær, ok kallær sit væræ, ok sighær, at thæt ær hans hemæfød fæ, tha skal han væri thæt mæth tolf mæns eth ok tviggi grannæ vitna, at that ær hans hemæfed. æn sighær han, at han keptæ that, tha å han at kuma sin kopa vith, that ær than man, thær han keptæ af. ok han ær skyldugh at hemla hanum that. æn havær han ængi hemlæ til, ok vil hin sighæ, thær å kallær, at that ær hans hemæfed, tha å han at bæræ fyls marki til, at thæt ær hans hemæfed. Fyls vitnæ that ær tolf mæns eth ok tviggi næfningæ vitnæ. 106. Of man hittær annan man å sin hæst. 4 Takær thjuf annans mans hæst, antigh innæ vith stol5 æth å markæ, ok saknær bondæ sin hæst at gensta, ok vorthær var vith, ok fylghær sin thjuf at genstæ, hvar sum han når hanum, tha må han taka hanum. æn vorthær thær nokær dvalæ i mællæ, antigh två dagbæ æth meræ, ok finnær tha sin thjuf å sin hæst, ok bjuthar hin skot 7, antigh til en by fram æth två aftær, tha skal bondæ hanum fylghæ til then by, thær han bethæs til tak æth skot. æn bristær (hanum) tak æth sketæ, tha gomæ bondæ sin thjuf. 107. Huræ man skulæ sekæ for vanæ sak. Of man vet sin thjuf, ok må æi tho kume i sjun vith sina kosta 10, tha skal han sæktæ then man å thingi, thær han væntær the sak å hand, ok latæ hanum stæfnæ til things, svå sum fyrræ ær mælt um råns delæ. ok å thæt annæt thing sværæ hanum à hand (til) svå mykæt, sum han 1) eller vitna. 5) eller inna i stolla. 9) eller vænsla sak. 2) eller hemafod vitna. 6) eller dvalsæ. 10) eller sin jufneth. 3) eller æth. 7) eller skute. 4) eller granna. 8) eller æfiær. 2,108-110. JYSKE LOV. 61 thor hans eth with hættæ. à that thrithi thing skulæ næfningæ til, ok sværæ hanum antigh orsak for the kostæ æthæ thjuf. 108. Of man vorthær svoren til thjuf. En vorthær han svoræn til thjuf, tha latæ ut fyrst svå mykæt sum hin fælde hanum til, ok thær å tvigild, ok kunung thre mark. utæn of han gangær vith thjuftæth å thingi, æth (that) hittas i hans hæfth, tha faræ (mæth hanum) sum andra thjuva, ok taka kunung hans hoveth lot (al). En hærthæs han i, eftær at svoræt ær, ok vil æi ut latæ (the kostæ), tha skal hin, thær å kallær, mæth vitnæ af sit hæræths thing fara til lans thing, ok vitne thære, at thæn man ær svå lagh sot, ok vil i stand til rættæ. tho svå at gomd var i hans gårth all thrinne lagh dagh. tha skal næfnæs for hanum lans thing. æi til gen mål, ok stær æi hin til rættæ, tha formælæs hans hals, svå sum of han våre taken mæth thjufneeth. Kumar han 109. Of man kallær annen thjufyvær thyært thing. An kallær man annæn thjuf yvær thvært thing, ok fylgher that i sithæn hanum à hand math loghum, botæ hanum, thær han kallath thjuf, thre mark ok thre mark kunung. 110. Of thjuf liggær sjuk (ath ær æi hemæ). Of hin, thær for thjufnæth sæktas, liggær sjuk, svå at han må æi til things kumeæ, tha skule mæn bithæ e til han vorthær for. æn ær han faræn (i) pilgrims færth, tha skal ok bithæ til han hem kumar. æn ær han innan riki ok tho utan lans, tha lægges hanum (en) mânæth dagh for. Alla the forfall, thær fyrræ æræ saghtheæ, mugha 1) eller å. 2) eller vith. 3) eller kærtha. 4) eller formål, KONG VALDEMARS 2,111-114. ok hæræ vårthæ, of han var æi heme than timæ," ther han vorth sæktæth. æn herthæ han s sin sak, ok flythe tho sithan, tha hjalpær hanum ænkte forfall, utæn of kunung lot hanum kalla. 111. Of mæn ransakæ, ok bondæ ær æi hemæ. Of mæn ransakæ i bondæns hus, ok ær han æi sjalf hemæ, ok hittas thæræ stolne kostæ innæ, tho mugha mæn æi husfre bindæ æthæ burt foræ ubundæn, num skulæ granna for the koste i tak gangæ ok i vårthnath, til bondæ kumar hem, at the foræs æi burt ok æi fjalæs. æn thær bonda kumar hem, tha delæ hin, thær kosten tak sætta, svå sum fyrræ ær saght. That stær alt å bondens svaræ, huræ man må æftær delæ. 5 112. Um fynd. Of ænnæn man hittar nokræ kosta, ok sighær æi til, ok ljus æi at kirki ok æi å thingi, at han havær hit svå vorthnæ kostæ, tha må han thær foræ vorthæ thjuf, svá sum of han hafthæ that stolæt. sighæ til hvat han hitta. æn then thær tapathæ ok at ljusthæ, han skal sighæ lythkynnæ ok jartækn ok mærki. Then, thær hillær, han skal 113. Of man hittar silf æth gull. Hittar nokær man gull æthæ silf i hoghæ æthæ æftær sin plogh, æth nokræ andra lundæ, tha skal kunung thæt havæ. En vitæs ænnæn man, at hitta gull æth silf, ok dyl han, tha væri sik mæth frænda 6 eth. 114. Of man sæl annæn nokæt at gema. Sæl annan man annan nokæt at gemæ, æth sætter at væth, ok kumar eld i hus, ok brinner that math andræ 1) eller væræ for fuld. 2) eller ok vårthe. of man dyl that, thar han hitta. 5) eller nokær. 3) eller the kostæ. 4) eller 6) eller frænder. 2,115. JYSKE LOV. 63 bondæns kostæ, of vitnæ ær til, at bondæn tapathæ sinæ kosta mæth hans, tha ær han skyldugh at væræ angærles. En vil han æi (thær in lagtha) at orvæs æftær vitna, tha væri hin vith næfnd i kyn, at han galt hanum ækki at. En ær han kopings man, tha væri vith næfnd af hans hogæstæ lagh¹. æn bristær hanum logh, tha latæ ut kostæ, ok botæ a thre mark bondæ ok thre mark kunung. En vorthæ æi hans eghnæ kostæ burt taknæ mæth, tha gjaldæ han æftær that, thær hanum vorth i hand såld, ok væri sik math aængi logh. En lån ok virthæ panningæ mughæ æi fortapes. 115. Of man stæl i lething. Of man vorthær sæktæth i lething for thjufnæth af styræsman æth af nokræ skipæræ, ok takes hanum ækki i hændæ, tha skal han sik værjæ mæth the två mæn, thær hanum æræ næst um thoftæ à thæt borth, theær han ær å, ok sæx andra skipære, hvilke han må ti! få. æn ær æi svå manghæ til, tha værjæ sik mæth the, thær til æræ, utæn the mæn, thær hanum sæktæ. fællæ the hanum til half marks kostæ æth meræ, tha faræ mæth hanum svå sum math andra thjuvæ. ok havæ båtheæ forgört sinæ kosta, the han havær thæræ, ok sin hovath lot hema. han usæktæth hem, æth fæstær logh (for sik) i lething, ok gaf hænnæ æi fyrræ æn ham kom hem, tha skal han værjæ sik mæth tolf mæns eth. æn kumar 1) eller logh. 2) eller lagh. 3) eller for thy. KONG VALDEMARS 3,1-4. Tredie bog. 1. Um lething. Thær lething bjuthas ut, e svå manghæ sum i en hafiæ æræ, tha faræ byær theræ sit år utæn næfnd, utæn of man ær svå gamæl æth svå ung, at the æræ æi foræ at faræ, æthæ kvinnæ æth lærthæ mæn. allæ thæssæ skulæ fangæ mæn for them, tho the thær foræ æræ. Styræsman à engi man nothæ til at faræ i lething, e methæn annen man er i hafnæ lagh math hanum, thar æi havær farmt sithæn han for. æn vil nokær for man fare for annen, ther hans hafnee brothær ær, that må styresman æi formene. 2. Of leghe drang æth thræl kumar i lething. Bondæ må æi sin leghæ dræng sænde i lething for sik, utæn of styresman vil. for thy at kumar legha dræng i lething à hafnæ for bondæ, tha skal han miste sin huth. En kumar thræl i lething à hans bonda hafna, tha må kunung take hanum til sik, of han vil, æth mæla hanum fræls for hyær man. 3. Um hæstæleghæ ok bryni. Styræsman skal sjalf fanga sik hæst ok brynja, ok take af hvær hafnæ ni skippa rugh for båthe, at sanctæ michiæls missæ, ok tho æi andre år æn thæghær lething går ut. Hvilik styræsman, thær æi ær umbothsman, ok takær meræ mæth nokær thvang, haldæ up kunung thre mark. æn ær han umbothsman, mistæ sit læn. 4. Um vâpnæ. Hvær styræsman skal have full mans våpn ok thær til et armbyrst ok thre tylftæ pilæ, ok en man, thær skjuta 1) eller husbondæ. 2) eller full. 3,5-6. JYSKE TE LOV. 65 kan thær mæth, of han kan æi sjalf skjuta. Ok hvær hafnæ (bonde), thær å skipænær, skal skjold havæ ok thry folk våpn, sværth ok kætælhod ok spjut. 5. Hvå skip skal til rethæ. Skip ok skips rethæ ok skjolda skulæ alla (the) mæn kepæ, thær i skipæn æræ. 2 an styræsman ær skyldugh skip at göra fora svå mange panninge ænsæ skiparæ vorthæ um sättæ. an vil han æi at orvæs that, ther the hava hanum bothæt, tha mugha skipære göre them sjalf skip. tho mugha the banum æi forkop göre math en mark æth två. Thær skip ær gört, tha skule alle skipære å then dagh them vorthær forælaghth skip ut dræghæ, ok up dræghæ thar hem kumar. æn hvà sum æi kumar til, gjalda (svä) vitæ sum vithær vorthær laght, ok skipæræ give ja til. æn svå længi må han, theær vit ær", haldæ the vitæ, at styresman må them dele u mæt thre mark. That skulæ vitæ skyrthærmæn+ æthe 5 skips næfninga, theær sumæ kalla farvite næfninga. The vit à i styræsman (enæ), num skule liggja til alle skipeæræ thyrft. æn del han them ut math thre mark, tha aghæ skipæræ vitæ ok styræsman thre mark. 6. Of ænnan man fæller ulgærth. Hæftær nokær man skips værth eth skips rethæ æth skjold kop, æthæ vil æi sin vist foræ à lagh dagh. til skips ok andræ farkosta, thær han er skyldugh ut at foræ, antigh sjalf mæth at fareæ i lething ath sin hafnæ brothær i hand at sælæ, ok vitnæ that skipæræ, tha må styræsman taka hans fæ ut til stafns. the må æi styresman takæ ænnæn mans fæ til stafns, fyrræ æn skip ær ut skot ok 1) eller å skip, 2) eller i skip eller å skip. skyrthasman. 5) eller ok. 6) eller that vitæ. 3) eller vorthær. 7) eller tharf. 4) eller 8) eller thet. 5 KONG VALDEMARS 3,7-9. kosta å forthæ, ok than lagh dagh ær gangen, thær skipæræ vorth forælagth. En takær styrasman æi fæ til stafns, fyrræ æn han far af hafnæ, tha må hans vornæth æi sithæn take thær æftær, methæn han ær burtæ, ok a æi han sjalf, sithæn han hem kumar, fyrræ æn han sekær that ut mæth loghum. En thægær bondæns fæ vorthær takæt til stafns, ok vil han æi lose thæt fyrræ æn skip burt fær, tha losæ that sithæn math halvæ meræ æn han skuldæ fyrræ rættæ 1. 7. Um kunungs mæn ok biskops. Hvær thær kunungs mæn æræ æthæ biskops, hvat hældær the have et bo æthæ fleræ, tha æræ the skyldughæ at have fullæ 2 våpn, ok faræ i lething å theræ eghæn kost, ok take theræ målæ. En sitær nokær hemæ utan laghæ forfall æthæ orlof, tha gjalda kunung af hvær garth, ther han havær, (en) thrithings hafnæ, æth væræ innæ bondæ, of han vil æi gjaldæ sum saght ær. 8. II và sik mugha mæn takæ. Kunung må sik mæn take yvær alt sint riki, ei hvilik skipæn thær han vil, ok hærtugh i sit hærtughdom, ok andra kunungs börn æth frændær. æn grævær takæ æi mæn utæn theræ eghæn ræt ok theræ læn. Biskop skulæ 3 ok æi mæn take utæn theræ biskopsdom. 9. Um klostermæns eghn 5. Klostermæn måttæ æi (ok skulda æi) jorth kopæ, thær land værn ging af, sithan that general concili var, thær innocentius pavæ hafthæ. Ivat sum the have sithen kept, thær af skule the anthig lething ut göra æth fangæ af kunung svå sum hans vili ær. That haldæs båthæ um grå munk ok um svart munk ok um allæ munka. 1) eller rethæ. 2) eller full mans. 5) eller at man mugha skipan æi minskæ. 3) eller skal. 6) eller gæk, 4) eller sit. 3,10-14. JYSKE LOV. 67 10. Um lærtha mans utgardh. Præstæ, thær renlik vilæ livæ, skulæ af et bo ængi land værn up haldæ 1, hvat the bo hældær à kirki jorth æth å theræ eghan jorth, of the have. 11. Um lanbor?. Lanbo, e hværs sum the æræ, biskups, præstæ, klostærs, kirkins, bendærs æthe hirthmens, thær æi våræ fyrræ frælsæ ok undan taknæ math privilegi, haldæ up lething ok land værn, of the ærjæ repdraghæn jorth, utæn of kunung latær them frælsæ. 12. Af huræ mykæl jorth lething görs ut. Bondæ, thær havær mark guls i jorth athæ meræ, göræ ut thrithings hafnæ, for thy at thrithings hafnæ ris æi af 3 minnæ æn en mark guls. æn af fyræ mark silfs (jorth) ris sæxtings hafnæ. af två mark silfs ris tolftings hafnæ., af minnæ æn två mark silfs (jorth) görs æi lething. En vorthær skjalnath å mællæ styræsman ok utgærthæsmæn, tha skulæ skyrthæsmæn æth skips næfningæ vitæ math theræ eth hvat hin skal ut göræ, thær sæktæth ær. 13. Af huræ mykæl fæstæ lanbo skal ut göra. Lanbo, thær rethær. attæ ortugh silfs at skyld, göræ ut thrithings hafnæ. then, thær fjughær ertugh rethær, göræ ut sæxlings hafnæ. æn rethær han minnæ æn fjughær ortugh silfs, hvat hældær that ær repdraghæt æthæ kænnæland, tha rethæ (åttæ) 5 ortugh silfs til kunungs borth 6. 14. Of man bor å sin eghan jorth, ok takær annans mans fælagh til sik. Hvilik man thær bor 7 å sin egbæn jorth, ok takær annæns mans fælagh til sik, hvat hældær han 1) eller skulæ have e et bo frælst utan alle land rethslæ. nigærth. 3) eller å. 4) eller ok. 7) eller sitær. 8) eller hin. 5) eller VIII. ær 2) eller um lanbos 6) eller gårth. 5* KONG YALDEMARS 3,15-17. hærman æthæ æi, göre (tho e svå fult) ut, sum (han görthæ) fyrræ. 15. Huræ hærræmæn mugha jorth fæstæ ok göræ æi lething af. Hvilik hærman minnæ havær æn ful plogus ærjæ, tha må han fæste til sik e til han havær ful ploghs ærjæ, ok göra tho ai lething af thæn jorth, thær han fæstæ. 16. Of man havær jorth i flera skipan. Havær man jorth i flere skipæn, ok ærjær that alt til en garth, ok lægger that alt i en lathe, tha rethes thær æi mera af æn en rethslæ. æn læggær han (thæt) i eræ lathe, tha rethær han fleræ rethslæ. En sitær man i kværsætæ, ok ærjær jorth i skipæn, ok læggær³ lathe ther sum han sitær ok æi annan stath, tha rethær han kværsætæ ok æi lething. Sitær man ok i skipæn, ok ærjær jorth, thær i kværsæta liggær, ok læggær lathæ i skipæn, thær han sitær, tha göre han ut lething ok (rethæ) ai kværsætæ. Lething skal e rethes af the agrothæ, thær takæn ær³, ok æi af the, 6 thær tha ligge å jorthæ æth så skulæ. Stande mans hus sumæ i ens skipan ok sumæ i annen º, e thær sum lathe standær ok lath lægges, thæræ skal lething ut göræs æth kværsætæ rethæs. An andra sake, ther hanum givæs, skal han svara 10 thær sum hans arnæ ær 11. 17. At man må æi annæn mans skipæn up kopæ. Man må æi kopæ annen mans skipæn up, utæn han gör fult ut af. En får 12 man jorth i annans mans skipæn, ok ærjær than til then samæ gårth, thær han sat fyrræ i, tha haldær han ai mera thaær foræ æn en rethslæ 13. 1) eller hærraman, 5) eller laknæ æra. 9) eller annaæns. 12) eller fangær. 2) eller hærraman. 3) eller liggær. 4) eller srothæ. 6) eller jorthan. 7) eller bondæns. 8) eller ens mans, 10) eller Ok andra rethslæ rethas. 11) eller eldhus standær. 13) eller tha gjaldær han thær fer ænnig rethslæ. 3,18-20. JYSKE LOV. 18. At mæn mughæ æi skipæn minskæ. 69 Hvilik hafnæ bondæ, thær havær en ploghs ærjæ, ok kopær sithæn meræ (jorth), göræ af thæn kopajorth svå mykæt (ul) sum fyrræ gæk hænnæ af. En havær han minnæ (æn ful ploghs ærja), tha må han kopa til svå (mykat) at han havær en ploghs ærja. En hærmæn mugha kepa svå mykæt sum the orka, for thy at the göræ thær fult 3 ut af, at the hætte there hals (vith) for kunung Ofta vorthær ok svå, at thæn jorth, thær hærmæn 5 kopa, ok than the haveæ fyrræ, gange til skipæn æftær them dethæ. ok for lansens frith. 19. At mæn mughæ æi två thrithings hafuæ (æth fleræ) samæn læggjæ. Sita sy skæn saman i fælagh, hura mange sum the æræ, ok huræ goth jorth sum the have, ok ærja al til en garth, tha rethæ the enæ rethslæ. æn skiljes the at, tha göra hvær for sik. (Ok) æftær that at the æræ at skildæ, tha mugha the (ok) æi aflær samæn læggjæ ok væræ undær enæ rethslæ, utæn of annæn flætforær sik til bin annæn, 7 20. Hyà styræshafna skal ærvæ. Sun ærvær styræs hafnæ æftær fathær, ok fathær æftær sun, ok brothær æftær annæn, æn systær ærvær æi styræs hafuæ, æth mothær ok æi dottær ok æi slokæfrith sun. Tho at at man skotar sin slokæfrith sun alt that han å, tha må han ai tho skotæ hanum styræs hafnæ. for thy at hvår sum æi ær athælkonæ sun (ok ærvær) æftær fathær æthæ fathær æftær sun, thær ærvær kunung styræs hafnæ. The styræs bafnæ, thær til biskopsdom liggja, the fylghæ e biskopsdom. 9 1) eller full. 2) eller harreman. 3) eller fullestæ. 4) eller tha eller thægær eller than time. 5) eller hærraman. 6) eller hafthæ. 7) eller rethæ. 6) den danske overs. tilföjer: eller broder efter anden. 9) eller tha. KONG VALDEMARS 3.21-23. 1. Um botæ mål. Fæstær man rætta (mannæ) betær for mandråp utæn gürsum, tha bolæ han thrinnæ attan mark (thæt ær thrysæ attan mark) pænningæ æth full virthning (for svå manugh pænning). an alt skal botas innan jamling. En görsum. ære svá sum foræ vorthær mælt, thar bot fæstæs. for thy agha våldær mest görsum. Sværæs man ok til betær, tha ær that ok thrinnæ attan mark (pænninga) sum fyrræ ær saght. 22. Iluræ fjur tjugh mark fylghæ annan bot. Dræpær man annæn i lething æthæ samnath æth a thingi æth a things vægh aeth i sit eghæt hus, æth i thæt hæræth, thær kunung ær i, æth i kirki æthæ kirki gårth, æth i koping, æth methan bondæ haldær å sin eghæn plogh, (ær thæt mæth knif), tha betæ then, thær drap, utæn rællæ mannæ bolar fjurtjugheæ mark hins arvinge, thær dræpæn vorth, ok svå kunung, of han haldær sin frith, ok kumar vith betær, æn flyr han frithlos, tha betæ frændær svå sum fyrræ saght ær. (Alla thæssæ stathæ, thær nu æræ saghtha) hvilik man thæræ særær annæn 2 athæ bærjær, tha betæ han e yvær rætta botær fjurtjughæ mark bondæ ok fjurtjughæ mark kunung. Utan of annæn 3 laghthe laghæ ok vettæ åræthæ i thæssæ stathæ, theær saght ær, tha (gjaldæ thæn, thær åræthæ vettæ, svå sum saght ær, ok han) væræ orsak*, thær sik vårthæ. for thy at hvær man ær lovæt mæth allæ loghum at værjæ sik sjalf. 5 23. Of man dræpæs sithan bot ær. Drapær man annan å botæ botar (ath særær) æth hæfnær à hanum nokræ andræ lund foræ that mål, thær fyrræ var af gangæt (mæth sata), haldær han sin frith ok land ok kumar vith betær, latæ ut fyrst svå mykæt sum 1) eller sum. 6) eller saklus. 2) eller vetær annæn sår. 3) eller annen vorthær. 5) eller logliæ. 6) eller å bøt bot. 3,21-25. JYSKE LOV. 71 takæt var at bot for the gærning, thær han var fyrræ vit, ok betæ sithæn rætta betær, for dråp, of dræpæt ær, for sår, of særth 3 ær. En vorthær nokær man takæn for thy like gærninga, sum saght ær i thæssæ tu kapillæ, ok rællær hanum 4 tha botæ hans frændær aldrigh thy for thy at thæt stær kunung yvær sithær två sal, thær ættæ bot hetær. hin foræ fullæ frithles mål, thær hans hals rællæ. 24. Um valrof. kunung latær yvær Ivat sum man rovær af thæn, thær dræpæn ær, antigh klæthæ æth vapn æth silf æthæ panning, of han hafthæ that å sik, thæt ær valrof. ok betas for fjurtjughæ mark. ok thær foræ skulæ mæn hægnæs mæth, næfnd i kyn. 25. Iluræ betæs for afhog at livændæ man. Mistær man sin tungæ æth næsæ (æth båthæ oghan) athæ båthæ hænder athæ båtha fotær æth sint amboth, thær i brokær hængær, tha betæs for thæssæ fullæ man betær. æn mistær man et oghæ æth en hand en hand æthæ en fot, for hvær theræ betas half manna balær. En mistær man sit s oræ, tha botas thær foræ fjarthing manbetær, for thy at thaæt må hyljæ mæth huvæ æth math hår. For thumal fingar bolæs fjarthing mannæ belær, ok foræ the andra fjuræ (finger) ok fjarthing mannæ betær, tho svå at foræ the två, thær næst thumæl fingær æræ, betas for hvær theræ åttændæ lot af man betær, ok for hvær af the två ulærmeræ 11 betas sæxtandæ lot af man betær, (ok silhæn for hvær than fingar e halvæ minnæ). Hvåræ sum ær naghæl af hoggæn ok that oværst 12 lith, betæ svå foræ sum fingar våræ all 10 avæ (math slættæ). A. 1) eller hanum. 2) eller thær hin var fyrræ vit for. 3) eller sår. 4) eller 5) eller hanum, 6) eller of. 7) eller værjæs. 8) eller et. 11) eller thær utærst æræ. 12) eller utærstæ. hans hals. 9) eller ok. 10) eller en mans. KONG VALDEMARS 3,26-30, 26. Um læst¹. Of mans limæ vorthær lyt, ok tho svå at han må thæt bathæ krympe ok rækkæ?, tha skal thar foræ belæs svå sum that vorthær virth af gotha mæn. an orthær that det ok als unyt, tha belæs svå foræ sum that avæ våræ math allæ. 27. Um såræ betær. Of man vorthær sår, ok del that math loghum hin å hand, thær hanum særthæ, tha skal sår betas innæn thrithi fimt æftær at (that) sår ær hanum laghlik å hand gangat, ok læstæ 4 standa til jamling ær utæ, svâ sum tha virthæs læstæ, svå botas, tho at fyrra var bet for sår. En vil han æi botæ svå sum mælt ær, tha må hans manhelgth sekas. 28. Of man later sin manhelgth soka. Latær ænnæn man sin manhelgth soka, the beta han fyrst fullæ betær for the gærning, thær han ær lagh sot foræ, ok sithæn thre mark yvær rættæ betær (for thy han lot sin manhelgth soki), ok kunung thre mark. Dræpær ænnan man then, thær han sotte til manhelgth, tha haldær han sin frith, an bærjær han hanum, botæ ækki foræ. 29. Um sår i anlatæ. For alle the sår, thær mæn mughæ æi byljæ mæth klæthæ æth mæth hår, svå sum ær sår i anlætæ ok å hand, botas e halvæ meræ (for) æn for andra sår. En vorthær Jytæ à, svå sum of mun stær vrang æth aghæ æth næsæ, tha virthæs thaæt af godhæ mæn, ok thær æftær botas. 30. Um rætta sårbotær. Rætte såræ betær, thær æi ær ben hoggæt ok æi gemæn stungæt, thær foræ betas thre mark pænninga. æn ær thæt hol sår æthæ ben hoggæt, svå at ben takæs af, ath ar ær 1) eller læste bøtær. 2) eller rætla 3) eller logh mål, 4) eller læst. 3.31-33. JYSKE LOV. 73 i that sjalvæ ben, ok flytær up athæ nithær, athæ tvi mynt sår, svå sum of man vorthær stungen gemæn lår æth læg, æthæ arm æthæ hand, æthæ hvat sum gemæn vorthær stungæt å mans lif, tha botas e foræ sax mark pænning. En til æm sår mugha sannændæ mæn en man sværæ at en gærning, ok æi til meræ 3. 31. Of sår. ljusæs ok fylghæs æi. Ljus man sit sår, ok fylghær æi æftær mæth sannændæ man, tha svå mange sår, sum han gangær vith, thær sæktæt ær, betæ foræ, sum saght ær. æn vitæs hanum fleræ, dyljæ mæth kyns eth 4. Er ben af takat ok gangær han vith, thær görthæ, æthæ skal vith gange, tha betæ for hvært thre mark pænning. æn gangær han æi vith, dylja mæth kyns næfnd. 32. Um bårdagh. For stafs hog ok stens hog ok bens hog ok nævæ hog ok hår grip ok jorth skuf skal hin, thær sæktæt ær, givæ anthig sæx mark bot (pænning) athæ næfnd i kyn. En vorthær man thrælbårth, svå at han må æi sjalf bæræ sik af then stath, num akæs thæthæn æthæ bæræs, ok ær ben brot, svå at han liggær af, ok ær ufer, tha ær han, thær the gærning görthæ, skyldugh at haldæ hans kost uppæ, ok givæ lækis gjaf, ok betæ sithan tolf mark pænnninga. 33. Of man fangær sår af annans mans fæ. Fangær man sår af annæns mans fæ, antigh af hors æthæ not æthæ hund æthæ nokæt annat fæ, tha skal bondæ, (thær) fææt åttæ, givæ lækis gjaf. æn fangær han lytæ af, tha betæ han lytæ, thær fææt åttæ. tho vorthær æi thæs kyns lytæ heghræ æn thre mark (pænning). 6 give tolf mæns eth. 1) eller hvar. 5) eller tho sinæ. æn dyl han 2) eller lith. 3) eller er. 6) eller varjas math. 4) eller nafnd i kyn. KONG VALDEMARS 3,34-36. 34. Of man huggær annans mans hæst undær hanum (athæ hans klæthæ å hanum). Of man vil huggæ annæn á hæstæ, ok mistær man ok huggær hæst, tha betæ han for sår, thær hæst fæk, thre mark, svå sum of han hjogge man, ok take thæn hæst i sin hæfth, thær han hjo, ok göræ hanum svå goth ænsæ han var fyrræ æn han vorth hoggæn. æn vorthær hæstæn deth athæ lyt, tha gjaldæ hæstæn æftær svå sum han var fyrræ virth, æn han vorth hoggæn, ok beta tho thre mark. En huggær man annæn mans klæthæ ok gangær (han) vith, beta thre mark. dyl han, givæ næfnd i kyn. 35. Of man lær annan man sin våpn¹. Lær man annæn sinæ våpn, ok vet æi hvat han vil mæth, thær at låne takær, gör hin sithan nokær folska mæth, at han dræpær man athæ særær, ok vorthær thæt hanum vit, thær (hanum them) læthæ, tha værja han vith tolf mannæ eth, at han læthæ them æi til hans skathæ, thær skathæ fæk. fallær han at loghum, betæ thre mark. En lær man våpn openbarlik, thæghær två mæn delæs with meth fryghthær orth, ok gör hin skathæ mæth, tha værjæ han sik mæth næfnd i kyn æth beta thre mark. 8 36. Um man fangær sår af annans mans våpnæ. Ivilka lundæ tbær man fangær sår af annans mans våpn, botæ antigh for sår thre mark (pænninga) æthæ givæ næfnd i kyn. æn havær han sjalf våpn i hændæ, ok fangær annan man sår (af them) at våthæ, betæ for våtha gærning (with thæn han bret vith). tho for våthæ botas hværkin kunung æth biskop. 2) eller antigh 1) eller um lana vapn. giva han kyns eth, 5) eller våthæs gærning 3) eller thar. 4) eller tha 3,37-39. JYSKE LOV. 37. Of man fangær sår i horsængi. 75 75 Fangær man sår i horsæng mæth annans mans konæ, ok kumar han burt livændæ, ok vorthær deth af the sår, tha liggja han å sinæ eghnæ værki, ok bondæn væræ angærles. æn vorthær han skriftæth og fangær formælæ, tha have han kirkigårth, of han dør. En vorthær man dræpæn i horsæng, tha skal man, thær drap, feræ til things dynæ ok blær blothughæ, the thær han vorth dræpæn å, math tviggi mæns vitne, at han vorth dræpæn i horsæng ok æi annæn stath. tha liggi han (utæn kirkigårth ok) å sinæ eghna værki. En hvåræ sum man vorthær dræpæn utæn horsæng, tho at hanum vitæs hor, æth hvat sum hanum vites, tha skulæ sannændæ mæn til um at skilja. 2 38. Um bi. Hvå sum bi havær, han skal sjalf vårthæ them mæth gårth, svå at annæn mans fæ må them æi nithær kastæ ok spillæ. æn ær gårth svå lagh at (annæn mans) fæ må gangæ i garth ok spillæ them, tha vitæ sik that sjalf ok fangæ ængi annan bot. En vortbær nokær mans fæ stungæt til dethæ utæn (mans) bigårth, tha betæ hin ikki for, thær bi attæ. æn vorthær that stungæt i hæl i bigårth, gjaldæ æftær skathen, thær bi åttæ, for thy at han hafthæ æi laghæ gårth. 39. Of ens mans bi flyghæ til annan mans bi. Flyghæ nokær mans bi til annen mans bi³, tha skal han, thær the bi å, thær flyghæs up, mæth andra grannæ (vitnæ) sighæ than til, thær the andræ+ bi havær. Vil han tha, thær the kåthær bi havær, havæ mæth hin annan fælagh, båthæ um the bi, thær up flyghæs, ok svå um the andre, tha ma that val væræ. æn vil han æi that, ok forkumæ hin 5 1) eller ble. 2) eller thriggi. 3) eller flyghæ annans up. 4) eller kathæ. 5) eller hinæ. ° KONG VALDEMARS 3,40-42. bi sithan the bi, thær hans bi flughæ up, vitæ sik thæt sjalf. for thy at han vildæ æi skiftæ vith hin annan båthæ gaghn ok skatha. 40. Of man hittær bi (å vollæ). Hittar man bi¹ à villæ vællæ, tho at han å hværkin jorth æth skogh å then mark, ok fylghær ængi man the bi, tha ær han skyldugh at hava the bi, thær them hitte. æn hittar man bi i annæens mans skogh, tha må han them, of the æræ floghan i træ, æi burt taka, ok ængi lot i them fanga. utan of han fylghær them til stofns af sin eghan gårth, tha å han antigh thrithing af, of the skulæ up takæs, æth en oræ pænning, of hin vil them lesæ, thær trææt å. for thy at hvænnær sum the flyghæ af mans ogh sjun, tha à than them, thær them finnær. Hittær man (ok) bisvarm à kirkigarth, tha å then them, theær hittær, ok æi annæn man. 41. Of man takær annans mans bi mæth våld (ath stæl). En of nokær man far i annans mans bigårth, ok takær antigh ok for bi thathan æth dræpær them ok takær hunung, tha må hin, thær bi attæ, delæ æftær hvat hældar han vil mæth næfningæ æth math sannændæ mæn, for thy at thæt ær likær hærværki æn rån. 42. Um kostæboths eth. Til kostæboths eth må ængi man netha (hin) annan. æn takær han vith kostæulæn of han vil sjalf with take. both eth a thingi, foræ hvat sak (sum) hanum gifs, tha vinna antigh logh, thær han fæstæ, æthæ væræ lagh fæld bathæ for bondæ ok svå for kunungs umbothsman. for thy at hvå sum ulogh fæstær, han skal ulogh vinnæ. Tho allæ kostaboths ethæ, thær fæstes à thingi, skulæ ok vinnæs å thingi. 1) eller bi svarm. 2) eller than lith. 3,43-44. JYSKE LOV. 77 43. Huræ mykæt husfre ok husbondæ mugha skotas imællæ. Huræ mykæt husbondæ sketær husfro æthæ husfre sketær husbondæ, e hvat hældær the have börn samæn æth æi, tha stær thaæt æi, utæn of theræ arvingæ vilæ thæt haldæ æftær them dethæ. æn sketær antigh there nokær annan man, thær utæn theræ fælagh ær, for nokær svik, ok hin sketær sithæn husbonda husfre eghn æth husfre husbondæns eghn, tha haldæs ok thæt æi, utæn of rættæ arvingæ vilæ. for thy at thæt ær vånlikt, at husbonda må antigh math aghæ æth math vægth kuma husfre til at skotæ sik hvat sum han vil. ok æræ suma kvinnæ svå listugha, at the kume ok val thera (hus) bendær til at skotæ them hvat sum the bethæs. 44. Hvat husfre må skete, thær sjalf havær bondæ. Hvilik husfre, thær sjalf havær (hus) bondæ, hun må ækki sketæ burt ok ækki andra lund af hænda. utæn hænnæ bondæ råth ok rætta arvinge vilja. æn thol bondæ, at husfre sketær nokæt burt, ok fangær hin laghæ hæfth å, thær keptæ, utæn bondens kæræ, tha mughæ hænnæ arvingæ delæ thaæt æftær gen, thær hun skotæ, ok hænnæ bondæ gjalda thre mark bondæ ok thre mark kunung, for thy at hans konæ skotæ uhemælt ok han vissæ ok tholdæ. æn del han thaæt sjalf æftær (i) gen, tha gjalda han ækki foræ. æn hin have tho sit værth tapet, thær vith husbondæns konæ keptæ. En bondæ sun æthæ dottær i fælagh math sin father, the mugha ækki af hændæ af bondæns hæski utæn hans vilja. ok æi hans leghæ hjon. 1) eller hustrus. 2) eller ætha. 3) eller & the skote 4) eller hanum shær kopiæ. KONG VALDEMARS 3,45-47. Huræ mykæt konæ, thær bondæ havær, må givæ at sjalæ gift. Husfrø, thær barn havær vith sin bondæ, må æi givæ at sjalæ gift half sin hovæth lot æthæ nokær storæ munæ utæn hondæns ja ok vilja. æn vil annæn man tho kallæ à svå vorthæn sjalæ gift, tha skal bondæn foræ væræ mæth næfnd i kyn, ok gangæ æi sannændæ mæn til. æn faller 1 han at kyns eth, tha latæ ut that, thær givæt var for hænnæ sjal. En havær husfre ai barn vith (sin hus) bondæ, tha må hun givæ sin halvæ hovæth lot at sjale gift. Kallær tha klostær å, ok ær that meræ æn (en) mark silfs, tha gangæ sannændæ mæn til. En for hvat sum æi ær skrivæt i mans tæstamænt math gotha mans vitnæs byrth, ok klostær kallær å æthæ kirki æthæ spitall, thæræ (for) vårthær bondæn e vith næfnd i kyn. 46. Hvilkæ sannændæ mæn til skulæ um sjalæ gift. Hvilik man æthæ konæ (antigh), thær flera bo havær, ok i flere land æthæ i flere bygth æthæ i fleræ hæræth, e hvåræ sum the æræ then time the skulæ de (af thæn sot) ok givæ nokæt, the sannændæ mæn skulæ e til, thær thæræ æræ i bygth. 47. Um akærfrith. Far man i annans mans akær um nattæ tith 5, ok skær mans korn æthæ takær skoræt 6 korn, tha ær han thjuf thæræ at. En ær han vægh farænd man, ok giver anthig sin hæst en kærf æthæ betær å stub i akræ, tha ær han hværkin rånsman æthæ tbjuf thær foræ. En forær han (korn) burt af akær, tha må hin, thær akær å, sæktæ hin, thær tok, hvat han vil hældær, til rån æthæ til thjufnæth. 1) eller fælles. 2) eller half. 3) eller skili. 4) eller thera sjala gift... 5) eller tima. f) eller hans skorna. 3,48 - 50. JYSKE LOV. 79 48. Of man hirthær up¹ annæns mans akær athang. æn Far man mæth hjorth athæ mæth stoth æthæ mæth vråth i annans mans akær, ok hirthær hans korn up mæth våld, tha ær han thær foræ skyldugh at botæ fullæ (botær) fjur jugbæ mark, for thy at thæt ær fult hærværki. kumær fæ i mans akær 2 at våthæ for hirthans vangema. tha botæ hin skathæ æftær, thær fææt åttæ, ok give thas logh, at thæt var æi hans both, at hans fæ kom thæræ i. En hirthær man annæns mans æng up mæth våld, tha gjalda han skathæ gjald, thær fææt åttæ, ok belæ å thre mark (pænning). an kumar that i at våthæ, tha botæ (ok) skatha gjald, sum fyrræ ær saght. Vorthær korn eth (ok æth) svå sum saght ær, tha må hin, thær kornæt åttæ, delæ thæt mæth sannændæ mæn ok mæth hærværki. En then, thær sæktæs for æng, of han dyl, værjæ sik mæth frændær eth3. • gothæ mæns vitnæ til 49. Hvilt hjorth ær ok stoth ok vråth. Minnæ æn tolf not æræ æi bjorth, tolf hors (en) stoth ok tolf svin (et) vråth. En ethær man annans mans korn. mæth minnæ æn tolf fæs hovath, svå sum saght ær, tha må thæt æi delæs mæth hærværki. En tho e foræ hvært vald skal man antigh værjæs mæth næfnd i kyn 5 æthæ (tho) gjalda skatha (gjald) math thriggi mark botær. 50. Um intæktæ fæ. Takær man annans mans fæ i sit korn æthæ i sin æng, ok kumar hin with, thær fææt attæ 6, antigh i hæghnæth æth å faræn vægh, tha må han i take that af hanum utæn hans viljæ. for thy takær han thæt af hanum utæn hans vilja, tha må han thar foræ vorthæ ransman. æn 1) eller far math hjorth i. heft. 5, eller frændær eth. 2) eller korn. 6) eller a. 3) eller næfnd i kyn yeller KONG VALDEMARS 3,51-53. kumar that hem til hins hus, thær thæl tok, ok takær han that ut, thær thæt åttæ¹, tha mà that worthæ hærværki. Tho skulæ mæn æi dela vith annæn, æn vith than thæt ut takær¹. 51. Of man tjuthrær (sit fæ) i annans mans akær ath ang. Hvilik man, thær eghær ær à markæ, ok thjuthrær sit fæ i annans mans akær æth æng, tha ær that våld. ok ær han skyldugh at gjalda skatha ok belæ à thre mark, æthæ give thæs logh. at han both thæt æi, ok gjaldæ skathæ gjald, of han gangær vith. En vægh farænd man ok gæst mughæ mæn æi græs synjæ. 5 52. Of man dræpær annans mans fæ i sin akær. 4 Gangær mans fæ i annans mans akær, ok kumær hin vith, thær korn å, athæ akær hirthæ, ok vil that fæ in takæ, og getær æi, ok havær that fæ hirthæ, ok ær (fæt) kåt ok lepær å flint æthæ à stavær, ok vorthær lyt af æthæ dot, gangær han vith, thær gendæ, tha take that dethæ fæ til sik, ok gjaldæ annæt æm got i gen utæn bots, for thy at that hafthæ hirtha. ok man, thær fææt åttæ, gjaldæ æftær kornæt hin, thær (that) attæ. En dræpær han that antigh math od ætha math æg, tha gjalda han thæt æftær, ok betæ à thre mark. En gangær han vith (at han) drap, ok kallær that våthæ, gjaldæ æftær skathæ, ok givæ å tolf mæns eth, at thæt var våthæ ok æi vilja. En var that birthælost fæ, tha betha 9 ækki foræ. 53. Um gårth nithing." Gårth nithing beta båthæ skathæ æftær, thær han görthæ 10 ok thre mark (a) bondæ ok thre mark kunung. for thy at thæt 4) eller um fæ gangar i 1) eller å. 2) eller tok. 3) ler skathan. korn, thar hirsha havær. 5) eller gitar. 6) eller hafthæ. 7) eller snith. 8) eller beter. 9) eller gjalda. 10) eller gör. 3,51-55. JYSKE LOV. 81 ær våld ok æi våthæ, at dræpe that fæ, theær laghæ haft havær å sik æth stær i bondæns ornum, thær han å enæ. (Of man dræpær annan mans fæ utæn hægnath). Hvaræ sum man dræpar annans mans fæ, thær hirtha havær, hvat hældær i hægnæth athæ utæn, han ær gårth nithing, ok skal æftær gjaldæ svå sum saght ær, ok betæ å thre mark båthæ bondæ ok svå kunung. 54. Of man rithær annans mans hæst. En Rithær man annans mans hæst utæn hans vilja, thær à, tha gjalda theær foræ thre mark bondæ. æn fangær han math vilja, antigh at leghæ æth at lånæ, ok rithær længær æn for vorthær mælt, tha botæ han for hvær by mark, thær han yvær reth, sinæ två oræ e til sæx oræ vorthær. hvat hældær han rithær utæn orlof athæ langær æn foræ var mælt, tha göræ hæstæn e svå goth, sum han tok hanum. En dor leghæ hæst æth vorthær maghær, ok kumar hem top ok taghl, ok thor han sværæ', at that ær æi (for) hans skyld, tha gjalda ækki foræ. æn var thæt til låns, tha skal (that) lytælest hem kuma. Hvå sum sæktæs foræ the sak, thær i thæssæ tu kapitæl ær saght, of han dyl, tha værjæ sik mæth tolf mæns eth. æn vil han æi botæ ok æi værja sik, svå sum saght ær, num latær sik soka å thingi mæth nams dom, tha botes for angi thassa saka minnæ æn thre mark bondæ ok thre mark kunung. 55. Um stoth hors. Hva sum havær stoth hors, have them i fåldæ à sin eghan mark, ok haveæ til them hirtha. En vil han æi that güræ, num ethær mæth them bendær vang, tha mugha the them forlægge å thingi. ok fanghær han nokær skatha (å them) sithan, thær horssæn å, tha havæ hemæ gjald, of thæt var gört i vang. En hvå sum havær stoth hors så 2) eller i hatte. 1) eller ok svor han. KONG VALDEMARS 3,56-57. then mark, thær han havær æi eghn i, tha mughæ eghærmæn lagh kravæ hanum til at taka sin hors hem. æn of han vil æi, ok fange the sithan nokær skathæ, vitæ sik that sjalf. for thy at utæn theræ vili må han æi hældær ethæ theræ græs à fælæth æn¹ theræ korn mæth stoth hors. En kopær man for svik å annans mans mark antigh for en mark ætbæ två æth meræ, for thy han vil othe theræ mark mæth sinæ stoth hors, tha mughæ eghær (thær i by bo) æftær guls virthning nethæ hanum til at tælja til svå sum mark må tholæ, ok lægge svå til theræ fælæth, sum mæn lægge svin til åldæn. ok the, thær i by bo, the våldæ lagh, for thy the vitæ görst, hvat theræ mark må fothæ. Vorthær stoth hors skabbæt, ok vil then, thær å, æi gemæ them særlik å sint eghæt, tha mughæ eghær them forlægge å thingi, ok æltæ them sithan i dy ok dræpe them utæn vitæ. Thæs samæ ær um tam hors, of the æræ skabbath, for thy at that fangær hors af annæt. 56. Nær væth skal løsæs for intækta fæ. For fæ, thær in vorthær takæt anthig i korn æthæ æng, skal laghæ væth (for) læggæs, svå sum eghær (the time. the lægge thera hægnæth) vortheæ um såttæ, ok svå lesæs sum the vorthæ samsåttæ um. tho ær hin, thær skathæ görthæ, vith (logh), at lægge ut svå mykæt sum han vil, ok sværæ å mæth tolf mæns eth, at hans fæ skaddæ æi meræ 5. Vorthær væth, thær foræ intæktæ fæ lægges, æi lest foræ allæ helghæn missæ, tha væræ that forægört. 57. Um gærthslæ6. Hvar man skal sin gårth gærthæ, sva sum allæ eghær givæ ja til, ok svå sum han å i by ok i bol æftær ræt rep. æn for stuf gærthæ mæn æi. utæn of thæt ær fortå fallæt 2 1) eller æth. 5 efter xurtha ai mera eller sum svin laghs. 3) eller huræ. 4) eller foræ. skall a 6) eller gårtha. 7) eller sinæ gårthæ. 3.58. JYSKE LOV. 89 83 æn for i by, tha gærthæs for that hofthum gårth'. Allæ mæn skulæ gærthæ for there toftæ, thær bygthæ æræ, ubygth toft i by gærthæ hin, thær å, hofthum gårth 2 ok En hvå sum æi vil allæ grannæ sithæ gårth, of å fallær. sin gårth gærthæ å then lagh dagh, thær eghær læggjæ, tha gjaldæ vitæ, svâ sum vithær lægges. En vil han æi gærtha, ok æi vitæ gjaldeæ, tha skulæ grannæ bjuthæ en man um allæ theræ delæ, ok sekeæ hin mæth dom til thre mark, båthæ bondæ ok svå kunung. 58. Um vangs³ gårth. Vangs gårth skal hvær man gærthæ, svå sum han havær guls virthning i by. num for stuf gærthæs ækki. En of svå vorthær, at en bys fælæth fallær gen annan bys hægnath, tha skule the, thær fælæth åghæ, resæ half gårth with them, thær vang åghæ, ok haldæ svå jafnæth. for thy the, thær nu havæ fælæth, the fanga 4 at åræ hægnæth, ok thyrvæ slik jafnæth. Vorthær ok svå, at antigh the, thær hægnath åghæ, æth the, thær fælæth åghæ, vilæ æi gærthæ half gårth, ok halda jafnæth, tha, of the, thær vang åghæ, fangæ skathæ gemæn theræ eghæn gårth, hava hemæ gjald, æn fangæ the skathæ af 6 utænmarkæ mæns gårth, e hvat hældær af theræ eghæt fæ æth af andre mæns, tha gjalda hin skathæn aftær, thær gårth skuldæ gærthæ. En of ængi man kænnæs with thæn gårth, thær skathæ vullæ, tha skulæ markæmæn repæ gårthæ, ok vitæ hvem han herær til. ok then, thær ræt rep fallær å, han havæ æi våld til at bjutha logh foræ, num gjaldæ svå vitæ sum fyrræ var vithær laght, ok gjaldæ æftær skathæ gjald. En vilæ the aæi gærthæ, ok aæi ut læggjæ then, thær gærthæ skuldæ, tha skulæ the,. thær vang åghæ, bjuthæ en man um af them sjalvæ at 1) eller hovath garth. have. 5) eller than sama. 2) eller hovath gårth. 6) eller gemæn. 3) eller akær. 4) eller KONG VALDEMARS 3,59-62. fangæ them ræt. æn tholæ the dom, tha fallær hvær theræ, thær gårth skuldæ gærthæ, til thre mark kunung ok thre mark bondæ. 59. Huræ længi gårth må standæ. Then gårth, thær for rug sæth ær, han skal væræ gærth um påskæ æth fyrræ, ok for vår sæth um pingaz dagh. ok skulæ standæ til sanctæ michæls missæ. utæn of alt korn kumær fyrræ in. IIvå sum ænnæn brytær fyrræ up, tha gjaldæ aftær (al) thæn skathæ, thær gemæn hans gårth görs. Um apæld gårth. 1 Apældgårth ok kålgårth ok bjalmgårth ok toftgårth skál hvar man sjalf vårthæ sik mæth sin eghæn garth, of han vil them have i hægnæth, ok that foræ als kyns fæ, utæn for getær enæ ok for gårthbrytæræ, svå sum ær exæn ok svin. for thy at han skal delæ bonden til at gomæ sin gårthbrytær. Af thæssæ gårthæ må æi fæ in takæs, utæn getær enæ, utæn of thæt ær for laght a thingi. En brytær ænnæn man annæn mans apældgårth athæ kålgarth, ok stæl æplæ æthæ kål, tha må han thær foræ thjuf vorthæ, svå sum of han stålæ i hans hus andra kostæ. En mistær ænnæn man sin klæthæ i annans mans apældgårth, tha må han æi sekæ thær æftær mæth rån. 61. Um (strand) vræk. (That) vræk, thær til lanz 3 kumær, ok ænghi man fylghær æthæ kumær æftær, thæt å kunung. for thy at kunung å forstrandæ allæ. ok that, thær ængi man å, thæt à (ok) kunung. 62. Hvilt vræk ær. Minnæ fisk æn styrjæ ær æi vræk. En hvat sum i annans mans hæfth havær væræt, svå sum ær kistæ æth 1) eller sin gårth. 2) eller sinæ. 3) eller landa. 3,63. JYSKE LOV. 85 55 timbær æth klætha æthæ nokær thing, thær mæn kænnæ at i hændæ havær væræt, kumær ængi man æftær, tha ær that vræk, ok å kunung. En fisk, thær en man må bæræ, svå sum marsvin æthæ sjal æthe theræ like æth minnæ fiskæ, æræ æi vræk, for utæn styrjæ enæ. for thy at hval ok lyft ok styrja ok (alle) storæ fiska, thær man må æri hæræ, the æræ alla vræk, ok them å kunung. Tho hvå sum bval fyrst hittær, han skal, fyrræ æn han takær nokæt af, sigha umbothsman til, ok have for sit arvæth, of han ær gangandæ, sin byrthæn, rithænde man hæstæ byrthæn, akændæ man voghn las. æn kumar han til mæth skip, have skips farm, tho ai mera skip æn sæxæring, that ær thre åræ å hvært borth. Sithan thæn fyrsta havær sin lot af takæn', tha takær thær ængi man af utæn umbothsmans orlof. æn takær ænnan man utæn umbothsmans orlof, ok givær han hanum sak, tha latæ antigh ut svå mykæt sum han tok, ok botæ a thre mark, athæ give tolf mæns eth, hvilik han må til fange i that kirkisokn, thær han bor i, ok tho laghfastæ mæn. En hvilik umbothsman sum hval fangær, ok fangær æi kunung sin lot af, mistæ sit læn. 63. Um skipbrot. 4 Brytær man skip, ok ær folk å, ok kuma livændæ til lanz, tha havæ ængi man våld til at kuma nær nokræ theræ kosta 5, hværkin umbothsman æth andra mæn, fyrræ æn the fortigha? 6 that sjalva ok mugha (that) ængi lund bærghæ, anthig mæth them sjalvæ æth math leghæ mæn. Ok hværkin umbothsman æth annan man haveæ våld til, at menæ them that folk, theær the mugha at leghæ fanga. En vorthær sant vitnæsbyrth til, at umbothsman athæ hans svenæ rovæ them at nokræ theræ kosta, fyrræ æn the af givæ 1) eller af takat. 2) eller umbothsman. 3) eller hvilkæ. 4) eller givar.. 5) eller nokre the kosta, ther the agha. 6) eller forti. 7) eller them. KONG VALDEMARS 3,64-65. them sjalvæ, æth of han forbjuthær folk at hjælpe them, thær the mugha at leghæ fanga, tha mistæ sit læn, ok latæ tho ut that, thær han tok (af them) ok betæ å fullæ botær. æn revær nokær annan man them, tha latæ fyrst ut alt that, thær han tok, ok betæ à (fullæ) thre mark ok thre mark kunung. 64. Um hæræths næfnd³. For fals ok for morthbrand, ok of man vitæs, at han ær stighæman, tha skulæ mæn værjæs math hæræths næfnd. Hæræths næfnd, thæt ær thre mæn af hvær fjarthing, thær i hæræth ær. them skal umbothsman næfnæ æth en uvildugh man, thær ækki å sjalf i the delæ, ok æi å byrth, hværki vith hanum, thær sak givær, ok æi vith hin, thær sæktæt ær. (The skulæ ok næfnæs, thær æi åghæ byrth with thæn, thær sak givær, ok æi vith hanum, thær for sak ær). Thæn (ok) thær for sak ær, han må (ok) i thænnæ logh vrækæ sin openbarlik uvin 6, svå sum fyrræ ær saght. for thy at ængi man skal nothæs til at værja sik mæth sinæ uvinæ. The, thær næfnd vorthæ, the skulæ antigh sværæ hin, thær for sak ær, til æthæ fra. for thy at the mughæ ængi man thighæ af sin hals æth af sinæ fjurtjughæ mark. Engi man kan ok fangæ hæræths næfnd af annæn, utæn of han sværær hanum gærning å hand. 65. Hvilt fals ær. Fals ær that, of man sættær stæth athæ staplæ7, ok slær panningæ utæn kunungs orlof æth hans both, ok brænnær fals silf. ok kopær æth sæl mæth the penninga, thær han vet fals væræ, æth math fals silf. Ilvilik man, thær fals ger, ok vorthær taken mæth 9, æthæ vorthær mæth 1) eller thart. 5) eller for sak. brinn 2) eller sint. 3) eller um fals. 6) eller sina openbara uvinæ. 9 eller ætha mæth fals vorthar funnen. 4) eller uæfad i harath. 7) eller ok stapel. 5) eller 3,66--67. JYSKE LOV. 87 loghum for fals fæld, tha å kunung hans hand', ok han, thær fals fæk af hanum, sin skatha gjald. En vorthær ænnæn man svikæn, ok fangær antigh fals silf æthæ pænninga, ok bær them til myntæræ æthæ til gulsmith æth annan man, thær skyn kan å, at skothæ, ok vil æi mæth them kopa, fyrræ æn han havær provæt, of thæt ær fals æthæ æi, tha ær han æi skyldugh at hetæ falsær³. num of han vet sin kopæ, givæ hanum sak, ok hava af hanum antigh skathæ gjald æthæ logh. ok falsæt bitha mæth vitnæsbyrth thær sum that ær hit. That fals ok, thær svå vorthær funnæ!, that skal æi meræ ut givæs, num skal antigh (thær) brænnæ ætha syndær hugga æth í haf kastæ, svå at ængi man that hitta må. 66. Um morth brand. Thæt ær morthbrand, of man antigh um nattæ tith+ æthæ i lond far til ok sættær eld i mans hus. vorthær han takæn vith, tha have forgört sin hals, ok skathan gjaldæs af hans goz, ok fjurtjughæ mark bondæ. æn vortbær han fæld at loghum, tha gjaldæ æftær skathæn, ok rymæ sjalf landat, e ti kunung gör (sin 5) nåthæ vith hanum 6. 67. Um stighæman. Stighæman ær then, thær antigh liggær i skogh athæ i skjul æth å hethæ æth å faræn vægh, ok røvær antigh rithænd man æthæ akændæ æthæ ganganda, ok sokær mæth fjalstær, ok len the gærning. Vorthær han takæn with the gærning, tha have forgört sin hals, ok sin hovæth lot with kunung. æn fallær han at loghum, gjaldæ æftær skathæn af sit goz, ok fjurtjughæ mark bondæ, ok han væræ sjalf i kunungs våld. for thy at frith skal hvær man styrki. tima. 1) eller hals. 2) eller ok (latar t'em) skotha. 6) eller vith hans mál. 5) eller andra. 3) eller falskær. 4) eller 7) eller & farna væghæ 88 KONG VALDEMARS JYSKE LOV. 3, 68. 68. Um hethæ brynd¹. 9 Sættær mæn eld i hethæ, ok brænnær mans yrtælang up, svå sum ær antigh ljung æth torf, æth of han³ lopar i skogh ok brænnær skogh ok spillær, tha gjalda hin skathæn æftær, thær ut bar (eld) ok i sattæ, tho at han ætlædhæ ækki at brænna utan sit eghæt æthæ that, thær skathælost varæ. Lepær ok than eld i hus æth i by, tha ær ok slikt samæ. En bær birthæ æthæ annat hjonæ6, thær æi æræ i bondæns fælagh, utæn hans both eld ut, ok kumær thær nokær våthæ af, tha ær bondæ æi skyldugh at gjaldæ that. vilæe man tho hanum that vitæ, tha give foræ næfnd i kyn, at han that æi bath ok æi both. Her ender AM. med de ord: Hæræ ændæs logh bokæn. Benedictus sit Jhesus Christus filius dei uiui. amen. Andre håndskrifter tilföje umiddelbar efter det foregående: Tho ær that varlikær, at angi man sætter eld i hethæ, utæn of allæ eghær vorthæ svå samsåtta um, at the viljæ brænnæ antigh mosæ æth hethæ, ok ganga sjalvæ allæ math, ok våkte, at æi kumar eld i annan mans skogh ok spillær hanum 8. En of eld sættes i hethæ à en by mark, ok gör skathæ à annan by mark, the eghær, thær à thæn by mark bo, thær eld sættes i fyrst", gjalda antigh æftær than skathæ, æth lægge ut then, thær eld sættæ i hetbæ. Explicit liber. Et endnu senere tillæg er: Om troldom. Of annan man vitær annæn, at han havær forgört hanum math troldom, ok gangær hin æi vith, thær sæktæt vorthær, ok gætær 10 hin hanum tho à hand, thær sæktar, tha værjæ hin sik, thær sakæn gifs, math næfnd i kyrkjæ sokn, bothæ for hin, thær sæktær, ok svå foræ byskop. 1) eller bryn. 2 eller brinner. 5) eller brinna. 6) eller hjon. By eller i annan mans mark them til skathe. 4) eller brinnar. utan hans orlof. 10) eller getar. 3) eller eld. 7) eller utan hans vit ok 9) eller var fyrst i sat. Endringer (varianter) og andre oplysninger til mærkelige steder. Fortalen, første stykke: hvær: hwar, begge former forekomme. at orvæs at 5: nöjes med. hvåræ: hware; huræ; disse former afvexle i hele loven. saklesæ: skiæls men. spæktæ: spekt. folæ wadæ men. hefthings: things. al, allæ og ol, olla: afvexle af og til; her overalt: al. of eller af: disse former afvexle hele loven igennem, men udtrykkes her overalt ved of. i landa: i land. andet stykke: kvæmlik openbar: mangler i nogle; ok openbar. mangler i andre. Then logh, thær kunung givær ok alt land takær vith: denne sætning kunde bekvemt henføres til det foregående; men gode håndskrifter begynde den udtrykkelig med et stort og farvet T. foruten hun våræ openbarlik gen guth: forutæn han ær (eller var, eller gør, ɔ: gær) openbarlik gen guth; eller: ÆNDRINGER OG ANDRE oc hun ware openbare gen guth: han eller hun er i flere håndskrifter også forkortet hu. Nogle tilföje: oc tho mattæ han æy tha gen landsens wiliæ; eller: oc tha mattæ han tho æi æftær latas utæn landsens wili. gær, ligesom slær o. s. v. for går, slår o. s. v. forekommer helt igennem, og skrives tillige: geær, gæær. tredie stykke: æmboth: ambet; æmbit. viddævæ viduer. utlands (mæn): vlands; ulendz; utenlandz. fåteki: fateki; fatokæ; fatok. ok pinæ - rætlik livæ oc latæ ill wærkis mæn æi til wæræ, thær æi wil rætlik i hans land liuæ. rættær: undærrættær. efter ly then tilf.: oc underdanugh. That skulæ ok vitæ allæ værælds hofthing: Thæt skulæ the oc witæ thær wærels hofthing ær. thæt vald; then vald. helagh: helugh; hælægh . S. v. glemæn: glome. minkes: minskæs. sidste stykke: hethæby: hættæby. vibærgh: wibiargh; wiberuch; wyborch, wigborg. Biskoppernes navne stå i forskellig orden og skrives forskellig: for jo næs: Jo. Jönæs, Jones, Jens; F. har kun begyndelsesbogstaver: N. biskop i roskæld, J. biskop i Fiunæ, P. biskop i arus, s (g?) biskop i ripa, J. biskop i hethæby. G. biskop i wibiærgh, J., biskop i wændlæsyla. Biskoppen i Hedeby mangler i AM, og står i de andre på forskellige steder. Foran stedets navn have nogle: i, andre: af. 1,1-4. OPLYSNINGER. 91 Første bog. 1. barn se kristnæt: seet; er. nær mer: nerre mer, AM. I slutningen tilföje nogle: at the ær swo hans uwina, at han ma them æy hawa i logh math sik. 2. hvå: skrives hwa og hwo. barn må æi kallæs kristnæt: cristhen. hins hælghæ andæ: and; andz; ands. æk depæ thik: ac; jac; jægh; jegh; thik ok thek afvexle, såvelsom sik, sek; ligeså sig hæ og seghæ. i watne i wan. 3. æftær hænnæ bondæ deth: æftær at hennæ bonda ær doth. sitæ: sitte. fethæs barn svå langt æftær: nogle tilföje: father; men der mangler da ordet død. provæs: prouæs. af eghn: af the eghæn. threthjugend: thretiughent; thretwighænd; thretiunde; thretugæn dag. hæski: heski; hersky; herski; herske; i F h'æski, med forkortelse (formue, bo). tilsjunæ mæn: til siwne mæn; til sivnend men; til siunænd mæn; til sannend men. ethæ: other. ethæ æi eghn: aghæ eghn (uden æi). 4. gamla fathær ok åldemothær: udtrykkene aldefathær ok aldemother ombyttes med: gamle father oc gammel mother. dottær: her og i det følgende findes i gode håndskrifter: dettær, i andre: dattær. ENDRINGER OG ANDRE 1,5-7. manæagh: manugh-mang; managhæ, mangha o. s. v. disse former afvexle. nither fothæs: wither i flere håndskrifter, men i adskillige tydelig: nither; nedher; jf. 1,11: fothes with. mother: mother, som ovenfor dettær. mothær ok svå æftær syskæn: mother mothær so sum. 5. af arfi: af arf. skilas at for: skildæs for. kristan doms logh: cristenz dom logh. stjupsun: her og i det følgende: stypsun, og i lignende forbindelser styp for stjup. Den sidste sætning mangler i nogle. 6. i tu: i tvo; i tvo dela. dottær: dattær og dettær (som ovenfor). sun: her og oftere: syn (senere sön). husfre: husfræ findes hyppig; og tillige ejef. husfros. fælagh: fælugh, fællugh, fællægh, fælgh; i fællægh, i fælghæ, i fælgh o. s. v. afvexle helt igennem antigh: antugh, antigh og på flere måder afvexle. annæt bofæ: ant (for annæt) forekommer hyppig; endog ant jorth. i fælgh math theræ (nemlig jord): mæth them. mæth sint barn; mæth syne börn. ænnan theræ: findes hyppig til at udtrykke anden, nogen, og afvexler med annæn. alla hans arving halft vith husfre: half. 7. dottær: dettær (som ovenfor). wari: wæriæ; williæ. men fore: men fyrræ; menter; my en forsl. thægær: thagær. annans mans væri: annen mans; siin næstæ. 1,8-15. OPLYSNINGER. 93 nær mer værjænd: nerre mer weri at wæra, eller blot: nær mer. 8. kvinnæ væri: quinne wæriæ; quin veri. måttæ: mat, AM (for matæ). her: heer; herer (disse og lignende former afvexle). sint fæthærn: sit fetherns gots. af frændær råth: frændærs; fathærs. hun: hon, AM. ligge hos them: skrives her og oftere: hoos med sammentrukne o. tho mugha there wæri sekæ æftær: theræ veri ma soke thær æftær. læghær vitæ: legher wite; lægræ witæ. Nogle tilföje: oc antigh hat logh æth ni mark bot. 9. tho at that havær syskæn: then. æn et hennæ barn: en; iet. På begge steder fælleskön for intetkön. tha takær mothær - til ær: tha taker mother iafn lot with barn at with styvpfather, of til ær. et hennæ barn æth stjupbarn: iet hennæ barn eth stiypbörn. 10. anthig there: annæn; ennen. 13. Senere overskrift: Om bonde sön kvænes i fæligh. slutningen: tha mæth næfnd - sum han vil: tha witæ fathær mæth næfnd i kyn hur mykæt hun in forthæ. 14. i overskriften: tharf: therf. et (barn): eet; en; ien. 15. i gen: i geen; aftær; æftær. logh: lagh. nær mere: nere mer; nærmær. vitæ: witte; witnæ. ENDRINGER OG ANDRE 1,16-23. 16. i overskriften: syskæn: et eller iet syskæn. kærær: kallær. ujafnæth: fangat uræt. of allæ lotæ ulyt æræ: of all lootæ vlyt æræ; allæ lootæ ulotet ell. ulatne; of allæ lotæ æi jafn æræ. annæt syskæn; annen; eet; iet. slikt samæ: slik samæ (logh). of fathær mæla: mæl; mææl. sina börn: sin börn. 17. i overskriften: at: thet. arf arf igen: arf i gen. 20. meræ æn hans konæ lot: hen hans; æn siin. 21. fathærs arf (på begge steder): fathærns (faderens). orvæs at thæt: at oruæs that. 22. overskriften: Hvæm fathær ma sik göræ til barn. I den optagne overskrift: enæ: jena. hvåræ sum å bethes: hwar thær a bethæs; hwar thær at bethæs; huath ther abethes; hwat sum thær abethæs. 23. kunungs farboth: farboht; faræboth; forboth. (Den sidste læsemåde i AM. fremkommen ved udtalens vakling imellem a og å, er vildledende, da det ser ud som forbud). - jamling skrives: iamlang, iamling, iamlingh, iamlugh. at gomæ - til rætta arving kumæ: AM. har: oc sætthes at göma i iamlugh oc dagh kumer tha engi take kunung arf at gema til rætthe aruing kuma. Det er et af de forvanskede steder, hvilket ogsa ses deraf, at andre handskrifter udelade ordene: ,,kumar tha ængi, tha taka kunung arf at gemæ til rættæ arving kumæ, æn"". Gentagelsen af .,at goma" viser vel også, hvorledes sætningen kan have fået 1,24-26. OPLYSNINGER. 95 hin skikkelse. Imidlertid kan man også antage en forklaring, der dog forekommer mig mindre rimelig, at nemlig de ting, der toges i forvaring af gode mænd, betragtedes at være i kongens gemme; dertil leder læsemåden i F: kumar tha engi, tha take kunung arf oc gemæ osv. Men da skydes jo tiden ud til en evindelig tid. Den latinske oversættelse følger den her antagne læsemåde. Den sidste sætning, som forklarer hvad år og dag er, findes i alle håndskrifter, men ser ud som et senere forklarende tillæg. 24. formerne wissæ (wise, AM.) og wistæ afvexle endog i samme håndskrift. göræs: göreres, AM. andre: görs. e næ: jene. æn hin hafthæ fyrræ: fore; forth. alt halft: alt half (lot). 25. Nogle have horbarn med påfølgende that; andre horbörn med påfølgende them, men også: barnthem.

ok thiggær theræ mother sithæn, the börn æræ allæ oc thigger ther mother sithen. sithæn æræ the börn allæ. flætforing: flætforth man. mughæ æi ærvæ: mughæ ækki ærvæ; mughu æi ærvæ væræ; mughæ æi væræ væri ok ma æi ærvæ. 26. i overskriften: my kæt gjald: mykel. sina eghn all: sin æghen alt. til vissæ: til wissen. efter: til vissæ for sin gjald tilföjer D: i hans settær (på sin sotteseng). alt gjald: all gialdæ. ENDRINGER OG ANDRE 1,27-30. gjalda the gjald: gialdæn. frammælik: frammerlic. 27. havær lås ok lykki: haver laas oc lyckæ; gemær laas oc neghil. sokær åtæ ok dryk: håndskrifterne have atæ: sokær atæ oc dryc; eller det er udeladt: sekær at dryc; for dryc også drik; ell. sekær at æthæ oc drikke. husfre: her som mange steder husfræ. 28. æftær fathær deth: æftær fathær dethæ; æftær fathers deth. am skyld: æm skyldæch; æm nær i byrth. ok vilæ val væri: ok wile wær wærja; ok wiliæ wal wæriæ; ok wilæ æi hæriæ. illæ allæ, AM. 29. overskriften: at konæ ma sina börn oc theræ gotz gemæ; at kuna ma sitæ meth sin fatherles börn methæn hun wil. allæ notæ æftær sinæ vilja: allæ notæ. ther af gæær til sinæ willi; allæ notæ ther af gær oc skipæ æftær sinæ wiliæ; allæ nytiæ (eller nyttæ) af then garth oc skipæ æftær sin wilia. æftær that (eller thæs) bun mannæs: æftær at hun ær mannæth. fost ærlen: skrives fostær leon. 30. virthæ panning: wyrde penning; weide penning. börn til tharvæ: börnæ til tharfæ; börn til fram tharf. næfnt: nafnether; nafnæth. them til fram tharfæ: them til theræ fram therf. til aldærs: til there alder. at krava: at kræue. at ytærst: i vtærst; utherst; i utharsstæ. 1,31-38. aktas: authes. OPLYSNINGER. 97 46 værjænd thrithing: weriens thrithing; wæriens thrithing; wæriens i huær thrithing. 31. diaconæ ok subdiacona: diacon oc subdiacon; diagn oc subdiagn; degne oc subdeghne; messedegne oc subdegne. 32. vithærsighæ: witherseghæ; withersage. takær: taket; taker. vårthæ: warthe for. sår vorth: sår fæk. thær bloth vitæ: ther so worther borth witæ. - delæ hanum æftær: geen; aftær geen. til hans eghna frælsæ: eghet frælsæ. kallær loghum: hele denne sætning mangler i den latinske og plattyske oversættelse. flæt for: flætforær. 33. bjuthæ: bivdthæ; bythæ; bithe. å andra kostæ såttæ: andre londe til synne. 34. laghbothæt; laghboth. 35. fulling: fulning; fylling. yværn: yuærnæ; offret; full; saa myghet til som sold war. 36. fezlæ: feslæ; fozal; fothe. um år: eitt ar; iet aar; eet aar; i et ar. sælæ: sæliæ. othær hænnæ: hennæ; hinnæ; then; hen (forkortet). usæld flere håndskrifter skrive mere eller mindre tydelig: ysæld (vsæld). theræ bæggis: bæggiæs; nogle tilföje: gods eller lodde. 37. stark: stærk; stærkt. 38. såg hæ: saghæ; a saghæ; soghe; sagtha. såghæ ok hert hæ; herthe oc saghe. ÆNDRINGER OG ANDRE 1,39-42. 39. overskriften: Huræ mykæt husfræ, ther bonde hauer, ma giuæ at sialæ gift. sjalæ gift: sial gift. klostær halvæ: closter half; klosters halfæ; klostermæns halfæ. vårthær bondæ vith logh: worther. jattæ: ialhæ; iætte. half sin half henne. 40. rethæ pænning: rætæ; rætta. funnæt: funnæn. kept: keft; sald; kosten; thet. Her og i det følgende for kept og keptæ: koft og koftæ. of kepæjorth ær til: af kope iorth ær til; af kepe iorth. mællæ allæ arvinga: mella allæ; mællæ aruing; mellæ allæ aruinga. 41. at hemlæ: at frii och hemblæ. vårthæ: wordæ. såldes: war sold. 42. overskriften: Af thræthæ worther a hwat sal war meræ æth minnæ. laghæ hæfth; lagh hæft; thriggi wintær hæfth. ukært: ukærth oc uwrækæt; uylskæth oc ukerth. vitæ: witte; witnæ; æi witnæ; på sidste sted: witnæ; wynnæ. hin: hanum. at things witnæ: til. Om udtrykket: vitæ eller vitna hin igen (føre bevis imod hin eller den), der i den danske oversættelse gives med: ey vinde hende (hin for hænnæ) igen, se Rosenvinges udg. s. 85; jeg antager, at det på begge steder er samme ord: vitæ. 1,43-46. OPLYSNINGER. 99 43. brothærs: brotherns. mæth brothæri fælagh: æy i fælugh math brothær. næ fnd: nafnæt; nafnæth. tha værja hin vith logh: weræ; wær. haldæ haldær. 44. jorth (mæth logh) at væri: jorth math at wæri (logh er glemt); iorth at weri. annæt: annen; minnæ. wirthning: wirthing; wyrning. kirkins: kyrkiæns. kirki væri: kirkins wæri. kirki mæn: sognemend. 45. til reps: til reep. han all by: adelby. 46. hun (her og i det folgende): thet (men kun i et enkelt håndskr.) sær mært: sær mærkt; sær mærk; seer mærkt. math gryft stapæl: met stock, meth gryft 0. s. v.; mæth stapleæ oc math steen eth math gryft; mæth steen oc mæth staple eth mæth grefth. hun skærthær all by: skæther eller skether allæ mæn; skærther athelby. en deld: een ell. et ell. annen deld; eth deld. i bygth: ubygd; vbygd (rettet så at v er med andet blæk); men også tydelig: í bygd. Det sidste har jeg anset for den rette læsemåde, thi da kunde der tvivles, om det var en deld i bymarken. Den latinske oversættelse har: si jacet in villa; den danske derimod: om det ligger ubygd. vitæ: wittæ. en mært: en mærct; mærk. mæth stapæl: math stapleæ; nogle tilföje: eller gryfft. 7ª ENDRINGER OG ANDRE 1,47-50. 47. Overskriften: of thorps mark skil vith athælby (ell. athælmark). vitæ: wittæ; witnæ. utholik: uthollic; utholend. af thingi: at. kunungs rættæ: ræt. byggi: bygd. 49. ængi man: henge (med i foran). vitæ (her som ellers): witte; witnæ. latæ tho rep ganga, ok have tho: - tha. ænsæ: sum. ænki kop af: ænik kop of AM.; thet en kop af; i nogle mangler: af. (thær han fæk af o: af hvem han fik). Et tydeligt exempel på de slette læsemåder i AM. skarth: skerth; skiærth; skathæ; i den lat. oversættelse: diminucio, quæ dicitur skerth ell. skarthe. 50. eg hær: eygere; naburæ. fæmta dagh: et par håndskr. fæmtæn daghæ; i den lat. oversættelse: terminus s. dies quintus; i den danske den femtende dag derefter. (fæmtæ dag : fimtar dagr). of tharf: therf; thærf; wither thörf. farboth: forboth. heghær: hygher; heghar; heghræ; heughræ; herer; horre. skjal: skell. vårthnath: worthæth; warnæth; wornæth; worthend. allæ forfall menæ lagh-dagh utæn pilgrims færth enæ: nogle læse: alle thessæ forfall; R tilföjer efter utæn pilgrims færth enæ: oc siygædom. Begge oversættelser give meningen så: at ingen forfald 1,51-52. OPLYSNINGER. 101 gælde uden pillegrimsfærd og sygdom. Rosenvinge forklarer det derimod således, at alle de andre forfald kunde komme i betragtning, men ej pillegrimsfærd, thi den kunde opsættes. På grund heraf har jeg ikke optaget varianten i texten, hvortil jeg ellers skulde være meget tilböjelig. 51. i overskriften: fortæ byggjæ: fortæ byggy. I den lat. overs. skrives fortaa, i den danske forthe. minkæt: minskæth. nekt: noktæ; noktæ. Thæt ær svorna tofta thær fyrræ var akærland: således nogle uden den indskudte mellemsætning. Det hele indtil: göræs ok fortå er en senere tilsat forklaring; deraf kommer det, at nogle håndskrifter have mere deraf, andre mindre: og i enkelte ere nogle ord udeladte eller gentagne, så der ingen mening er deri; f. ex. thaæt ær svornæ toft thær for var akærland deld ok göræ hænnæ til tofth thær var akærland; eller meningen er ganske forvansket, f. ex. of mæn takæ allæ en deld af fortha ok göræ then deld til toftæ o. s. v. Der må antages, at den hele sætning ikke fandtes i den oprindelige lov; loven forudsatte, at alle vidste hvad svoren toft var; senere behovede det forklaring. Heraf ses også håndskrifternes yngre alder, da alle have i det mindste noget deraf. få: fanghæ; fangh. sitær en æftær: ænnæn; ien. thråær: thraær; thigher; fortier. of længi: af lengi; om lenge; for lenge. annæn jorth: ant iorth. 52. uphofth: uphof; vphoof. ENDRINGER OG ANDRE 1.53-56. fylghæ: fyllugh; follughe. Of fleræ næfnd o. s. v.: den hele sætning mangler i den lat. og platt. oversættelse. 53. æns: sum. limæ lutæ: for limæ findes limma; limthæ; lwnda: grenæ; for lute findes luke; luckæ; ræckæ. rot: retær. rinnær: renner; rindnæ. 54. Nogle håndskrifter have: markæskift; markskift; markisskifth o. desl. og tænke på markeskifte (som solskifte); andre have: makæskift; makskift; maghæskift 0. desl. og tænke altså på mageskifte (nemlig af marker). Den lat. og danske overs. have mageskiffthe. 55. i overskriften: ganger å: gær af (ǝ: of). stuf: stuuf; stugh. bygth: bygd; bygge. rymæ: rymmæ. hegnær: egner; hauær (ordet forklares ved: egner eller egnes, tilegner sig). hjalm: hiælm. nokre handæ: nokræ andræ; nokær andær (næsten alle). thrinne: thrin. eghæt: heghet. thol: dyl. æns: ænskæ; æss af (o: of); sum. 56. fjuræ: fyure; fiughær. storæ å stor å. all kirki sokn: alt. luka: lyki; lukkæ. fjug hærtan: fyurtan. fath me: fafnæ; faunæ. 1,57-58. 2,1-5. OPLYSNINGER. 103 57. åkallænd: akall. sjunæ mæn: sannend mæn. (til) visæ ok vitæ: til gangæ ok siunæ; til wises oc witæ. 58. vatnæ: watne; waten; watn; wan. run: ryn; rynn; rynnæ. arælds run: athæl rynn. Anden bog. 1. sannændæ mæn: sannænd mæn (her og hyppig i det følgende). en, et: ien, iet (her og hyppig i det følgende). af ængi fælagh etc.; af ænnægh fællægh; af ennegh fællegh; af een fellegh tho æi meræ æn en. For ængi eller en skrives også: ænig; enghen; ienæ I et håndskr. tilföjes: aff enghen kirkesoghn. Den lat. oversættelse har: de nulla communitate, quæ dicitur fælygh. sannænddom: sannend eth. 2. mandråp skrives mandrap og mandraap. 3. af sinæ eghna frælsæ: af sin eghan wiliæ; af sine wili. of guz hus delæ: um guz hus delæ ell. eghæn. thæn samæ stæth: thet saam stat; samme herit. 4. i ethæ: eeth i. Slutningen af eden er omsat på adskillige måder. 5. skiftæ hænnæ: thæn; hanum; ham; thet. vith allæ i mællæ. ÆNDRINGER OG ANDRE 2,6. 6. minnæ æn: minnæ æn i. (der måtte vel da stå: i minnæ æn i sæx uka osv.) ok that thær man vårt hær: å thet ant. vitnæ bjuthæ til: meningen af dette sted er ikke tvivlsom, men det er meget muligt, at det oprindelige ord har været et andet end det jeg har optaget, fordi det var det mest herskende; thi for vitha bjuthæ til findes der forskellige læsemåder; enten blot witnæ, eller: witna biytæ til, eller witnæ bytæ, bitæ, bite, eller thiughe. Den lat. overs. har: et tunc testimonium profertur; den danske: oc lader vidne liude eller tiuge. Der turde derfor have stået: ok latæ vitnæ ljutha. Det må bemærkes, at ther - um herer sammen: derom at sværge. tha skal dom o. s. v. utæn dom o. s. v.: den første af disse sætninger mangler i nogle håndskrifter, men er uden tvivl mere oprindelig end den anden, der også mangler i den danske oversættelse. åg hæ: aghæ; eghæ; aake; i AM. ughæ. tha mugha the thæt æi latæ: det er det simpleste udtryk af den simple mening, som i flere håndskrifter er blevet noget forvirret; nogle have: tha mugha the thæt æi for latæ (o: undlade); eller fuldstændigere: tha mugha the that æi latæ, utæn the skulæ swæræ um. skili skiliæ. ars: a aræt. rånsmæn: rouar. skulæ aldrigh frith have methæn: ulelades i AM. men det er kun et bevis på, hvor skodeslest dette håndskrift er. 2,7-9. OPLYSNINGER. 105 7. for utæn that enæ at sannæst: utæn of there beste bygdmen oc sannest; uten af the bæstæ bygdmen oc the sannæst attæ. Hvad der gör sammenhængen uviss er den forskellige stilling af ordet åttæ (attæ, alta, otthe); thi enten kan meningen være, at antallet otte angives, nemlig otte af de bedste mænd, eller overhovedet, uden angivelse af noget tal, de bedste mænd formene (ætla? eller å te) og biskop vintær, som det hedder i AM, det er vitnær. vitnæ at: wintær thet. bana: baan. æn thær flestæ sæktæ them æi: an thighæ 1 flesta gothæ mæn i then bygd. For æi findes: ei; i; ey i; æi a. et thing og hint thrithi thing: en thing og hin thrithi thing. 8. leghærdagh: lugherdagh; logherdagh. lanz thing: formodentlig lagh thing, som i næste kap. jf. 2,34, hvor begge ord også blandes. 9. mælæs: er formodentlig det rette ord, da der er tale om eftermål, skönt flere håndskrifter have: dælæs. virthning: wirthing; wirning; worthning. æi fangæ orlof: fangær æi. orsake: orsak. belæsak: bolæsak; bolesaak. ængi man: ænnægh. Den hele sætning hedder i AM: forthi at delæ scal engi with annen weræ. Altså svarer her delæ til de andres belæsak. Derom haves nu höjst forskellige meninger: nogle henføre bölæsak til böl (hemmeligt fjendskab), andre til ból, bæli (hussag, hjemmesag.) Men hvorledes kan nu delæ ENDRINGER OG ANDRE 2,12-17. være det samme som belæsak? Er det dolæ, dylgja, dylgjusök? 12. hæfnthæ (: hævnede): hæfntæ; hæuenda; hæuend; heffnett (anthen); heffnde; men også: hafftæ ey (anthigh). drap: skrives drap og draap. banæ sak: skrives også baane saak. bana: i den lat. oversættelse: causa mortis, quæ dicitur banæ. liflåtæ: liiflate; lifs laat. 13. thægna gjald: thægæn gjald. hemæ: hemma; hiemmæ. worthær æi svoræt: suares æi. flyær: flyyr. sin frith: siit friith (her og oftere). 14. til stoks: stok; stogh. i thæt vig hæ: i thet wigh; i then wagh; i then weygh; innæn than wægh. I den lat. oversættelse: in illa lite eller vice; i den danske: i den wey (som de møttes). 15. hværkyns: alskyns; hwar. val: wæl (her og oftere). mannæ betær: man betær. 16. kvinnæ: konæ; quonæ. at han tok fritbles: at hun war takæn mæth - wald af hennæ eghan wilí oc hafth til hath (ell. hathæ) konæ. oc ær than thær hænnæ took for thy skyldugh frithloes at wæræ. at han tok hænnæ æi vili: at hun war wald taken. håthkonæ: skrives hathkona; hathakona; hothkonæ ; haathkone; haathekone; hathings konæ; hothings konæ. 17. sinnæ: sin (gang). vån likt: wanlikt; wonlikt; wantælikt. 2,18-21. OPLYSNINGER. 107 vort hæt mål: worthen maal. del: delær; (hin ther a) delæ. fortakær: taker (e than minna) bort. 18. hesæ sik: hoos them. i lend: i lendom. sinæ eghan vili: theræ eghna. sæktær ængi man: sæcther ænnagh man; sighær engan man. sæktæ than thær the vitæ: kallæ a huæm the wilæ oc the witæ. æth betæ: for æth: ok; for betæ: bætæ; botæ; søkæ. manbelgth: skrives manhælgh; manhællæg; manhelgt; manhælækt; manhællæth o. s. v. et sinnæ og hvært sinnæ: en sinnæ og hwar sinna. aftær vorthæ: efter haues; oftær hauæs. (aftær kan altså være: atter eller åftær. oftere?) næstæ værjænd æræ: næstæ wæri ær; nestæ frændær ær oc weri skul. ængi frændæ: ænnægh frænda; engi frænder. skuldæ: scal. 19. slokæfrith: slækfrith. afldæs: aflethæs; auældæs; aueldætæs o. s. v. 20. dottær: dettær (som i første bog). for leghæn: forlæghen; mæth leyæn. 21. stok: stooc. fjuræ: fivgher eller fiughær; fyræ. varlikær: warleghær; warlæghær; warlær; wæntælikær: worligher. kundæst: kunnæst; kundixt; kynst; kyndyxt; kyndæst; kyndugæst. kalla theræ kepavithærmåls thing: kallæ ENDRINGER OG ANDRE 2,22-32. å there kopæ à v. th.; theræ kep liusæ à v. th.; kallæ à theræ kopæ å theræ v. th. et thing: en. å stuf kep; i den lat, oversættelse: aa stuffkiopæ. mært: merkt. af stath: stæth. å kallænd: a kallæn. 22. månæth: mændæ; sex uka. flyær: flyyr; flyr. å kunung at skyflæ: må kunung skeflæ; mà kunung skywæl ywær hanum giffuæ. skyflæ skrives også skiuflæ (inddrage hans gods). såt: såttæ. kyn: kynning; kynninga; kynnughæ; næstæ; wenner. sal: saal; sall; salæ. fæthærnæ frænder og mothernæ frændær: fæthærns og mothærns. yngar: yræ, AM. (i andre tydelig: yngvær). ældær og yn gær: ældre og yngeræ ell. mynnær. 24. oreghæt: oreght; oregh. 25. sæktas: seghæs, AM. æth visæ: ætho, AM. (æth tho). 26. utær mer: uttær meræ; ythermeræ. 28. til nåms: nams; namps; naams; nam; stuth. 29. kæræ å thing ok stæfnæ: kæræ oc thing stefna. lagh mål: loghmæla. 30. koste: thing. vortbæ at skiljæ: worther them sithæn à at skiliæ (ell. skili) ell. worther them şithan at skiliæ å. dottær: deottær. 32. bothes for: bothæs. tjald: tiæld. 2,33-37. OPLYSNINGER. 109 mæth risboth æth math gryft: mæth gryft (ell. greft) æth math riisbooth. eghæt hus: eghen hus. à skip stathan: da udtrykket à skipan på dette sted forekommer om skib, har jeg efterset en stor del håndskrifter; der findes da: a skip ell. a skipa ell. i skib stathan; a scib stathen (in navi quæ onerata est cum farecoste); a skibe stathen; dernæst også i skypæn stathen (thær bigdh ær mæth farnæ costa); i skipæn o. s. v.; pa skybbett; andre gå udtrykket skib forbi: um man ær stedder (ther lagd ær meth fare costa); ell. um man ær stathan o. s. v.: eller sige om man ær i skipshafn; andre forandre endelig stathæn til standen o. desl. Da meningen her er utvivlsom, er stedet et tydeligt bevis på, at: å skipan kan betyde: på skibet (á skipinu). 33. bryti: brytiæ; brydiæ. brytins: brytians. 34. bristær: brystær; brestær. 35. thre mark; i flere håndskrifter står tydelig: ní, hvilket kan være fremkommet af skrivemåden iii (tre); i afskriften af F: betæ for mark pænning. Den lat. oversættelse har ix og tres; den danske: tre. the kynnæ: thæn kynnæ; thæs kynnæ; thæssæ kynnæ. thryse: thresæ; trosser; tysær ell. tysæ (to gange); tithær. Den lat. overs. har: ter; den danske; tre gange. 36. vild djur: wildæ diur ell. dyr. ulfhvalp: uluæhiælpe; ulfæ hwælpæ. björnhvalp: biorn hwælpe. 37. druknær: drugnær; drygnær. kældæ: kieldæ; kelde. ENDRINGER OG ANDRE 2,38–44. gårthæ vatnæ: garth ell. garthæ; görth ell. görthæ, gothæ, giorda; i den danske oversættelse i andre gjorde vande; tillægget mangler i den lat. og plattyske. De fleste håndskrifter læse: görthæ (gjorte eller gravede vande), men jeg har antaget, at garthæ var den mest oprindelige læsemåde, i det nogen har vilet tilföje, at det ikke blot, gældte om fiskægårth, men også om andre gårthæ vatna. 38. overskriften: i nogle of man revæs i annen mans gårth; men denne overskrift er urigtig kommen herhen fra næste kap., der uden tvivl oprindelig skulde slutte sig til dette. svå at: swat (her og ofte), ligesom thot for tho at. vith hin at dele: dela thet. 39. rån skrives ran; raan. voghn: woghn; waghæn; woghan. 40. jorthrân; hiorthran. se kap. 46. sak: skrives sak; saak. sværæ hin, thær sak givær: swær; sware; i den lat. oversættelse: juret; i den danske: suare. fæk: fik. thre mark båthæ: bot. hanum: ham. å hand; a hender. 41. thær rån svær: thær um swor, AM. ful kuma næfningæ til: fullkummæ that mæth næfninga. 42. tho at: thot. 43. hjalpæ: hiælpæ. than helghæ: thænnæ hælægh jak: ac. haldæ à: i hende hauer. 44. hvat sum hanska: swo mykæt sum twa hanszka 2,46-55. OPLYSNINGER. 111 gialdær. huat sum man hauær i hand. ænsæ: skrives ænssæ; æncæ. andræ lunda: ander lund. 46. jorthrän: hiorth ran; hyord raan. Det er tvivisomt, om der her, som i kap. 40, menes hjorderan eller jorderan (markran). 48. slær: slaær; sler; slar. mællæ: mel. skær: slær. mykæl: mykæt. sæthæn: skathæn. 49. helgt hæ brot: her og i det følgende: hællect; hælghat; hællegh; hællaugh o. s. v. hværki: hwærkin. 51. Foran två i hvar fjarthing indskyder AM. bönder sculæ til næfnæ; uden tvivl en randglosse. umbozman: her og i det følgende skrives således ell, umboszman umbothsman, ell. umbæsman. svå længi sum the æræ næfning æ; i nefning; nefning at. thær fyrræ havær næfning væræt: woræt. skil skial; skiæl; skel. 52. fåtek: fatek; fateki; fatuk; fategh. 53. i overskriften: i ethæs: i hetees; i lakes. nokær mål: nokæt mål. syntær rum: syntær ruum; synter rum; söntær rum; syntærs, synttærs ell, sentters rom; siu nætær rum; siw nætter rum; syw nætther rom o. s. v. 54. vil umbozman nefningæ fanga. fanga: of umbæsman wil ængi vetæ: wætæ; wetær; wether. 55. fjuræ: fiughær. ann æt: annænt. ENDRINGER OG ANDRE 2.56-63. 56. sven: swæn. at göra: oc gör. 58. tolf mannæ; man; mæn; mæns (som oftere). eth: eet. 59. fullælik: full kumelich. sættæ: secte; sæte (satisfacere; rette for sig). yværhorug: yvær hoor. nåm at næmæ: nam ell. naam at næmæ; nam at næmtæ, AM. hvor tillige hanum er udeladt; raan at næmæ. gårths lith: garzlitb; garhslit; gahrts liith; granzæl. æi skal nåm tak æ: man take, AM. (for: man ran taka); nam ell. naam takæs. 60. annæt hæræth: annan. årthæ hænnæ; ar then, AM. (for arthe hen). than næstæ ågrothæ: then nestæ agrothæ; thæn næstæ afgrothæ ell. agerth; that næstæ a grothæ. 61. Den anden overskrift danner i AM. tillige begyndelsen af kapitlet. ænnæn man: annæn. slik samæ ænsæ: swå sum. fallæn for: laughsoot mæth. thær næmæ æftær: thær næmmæ æftær; thær næmpte æftær; thæræ æftær næmæ. 62. overskriften: um burgh ell. burghæn ell, borrughæ; of man borghær for annen, ok vil æi gjaldæ. 63. rættæræ: for rættær (i den lat. overs. coram judice); for rætta (i den danske overs. for rætten). vorthær ok svå: hoc (med h foran). slipper: slæppær. breta: brotæ (for brotæ eller for brot?) fjurtjugheæ: fjurtyghæ; fyrtiugh; fyrgh twighæ o. s. v. 2,64-72. OPLYSNINGER. 113 64. rættær: rælær; rætteræ; rættæræn. fjathræ: fiæther; fiæthræ. 65. ænkjæ ænkir; ængi (for ænki). abbot: abbat; abbaat; abbut; abhæt. 66. enæ talæ æn talæ; een talæ. 67. fælaghs: fælughs; fællaugh; fællæx. rethæsven: rætheswen; rethæswæn. annan stath: anstath. 68. anthig; anthing; a thingi. Derved kommer det hele til at se således ud, enten: a thingi til kunungs ræt (æth bondæns); ell. anthig til kunungs ræt æth bondæns. flytæ: flyttæ. vitæ: witte; withæ. 69. å et thing: eet; ent; annænt. full nåm; al sin (ell. hans) ræt. han havær orsakæth sik: han ær orsak eller orsakæth. 70. eki: skrives oky; ook; oxen. forthi tho at that: forthi mangler (og denne sætning henføres da til den foregående?) thær tok; thær thet tok af hanum. 71. lagth i fælagh: lagæth; laugh; laghlic. oreg hæt: oreght; oregh. 72. mith sumær: missummer. thær han tok korn å: thær korn war a saeth. sår: saar; saær. then sæth: thaæt sædh. arveth: ærveth. takær than man sæthæn: taker then man sithæn; ell. takær han sithæn thæn sæth. jafnæth handæ hændæ. ENDGRINER OG ANDRE 2,73-84. vitas: witnæs; winnæs; wins. 73. af ærjæ: af ærri. utæn: huten. hæfthær: hæftær; hæftir; hafthæ. hugthæ: hutha; hughe; hug. 74. huggær: hoggær. at stofnæ: at stafnæ; at stolnæ (ved det stjålne) men sammenhængen viser, at det er urigtigt, da der modsættes: hos stubben og förend han kommer til adelvej. hemlæ: hemmælsæ. thjufnæth: thiufsak. 77. brytir: på begge steder bryti (som i overskriften). 78. saman væræ imeræ æn: længær næfningæ væræ an. helghæ brot: hælghat brot; hælægh brot; hællægh brot; hællaugh broot o. desl. Skulde være: helgthæ brot). 79. sættæ: sætæ; sæctæ (=sættæ). 80. thær han, thær sæktær (ell. thær sæktæt ær): i AM: thær han thær sæktar, der ser ud som fejlskrevet for: som han, der sigter. Det forekommer mig, at dette må være meningen, thi han brugte vel kun mundhævd, og 2,84 er ikke nødvendig derimod; men da Rosenvinge ligefrem ytrer sig for, at der menes den sigtede; så må jeg overlade afgörelsen til lovkyndige. 82. helgth: skrives hælgh; hællægh; hællect o. s. v. 83. at aftnæ: aftæn; at afṭæn; at afnæ. pinxt: pintz; pingæz; pingilsz; pinnings. tviggi: thvingi, AM. (ng-gg). 84. that munhæfth han o. s. v.: det forekommer mig, at den han, der her omtales, er den, der sigter, 2,85-93. OPLYSNINGER. 115 ombudsmanden; begyndelsen af næste kap. siger jo også, at det er ham, ombudsmanden, der nævner dagen. jf. 2.80. 85. ænktæ: ængi. 86. my klæ meræ: mykæt. 87. thylik styld: thilikest gærning. thylik skrives. dylict; tholik; 'thellighe o. s. v. 89. undær sekær: undersoknær. 90. vigild: torgild, AM. Strax efter har AM. for igild ok tvigild blot igild; men meningen er dog efter flere håndskrifter og begge oversættelser, at bonden skulde have både igild, enkelt erstatning, og tvigild, dobbelt. 91. fyrræ, at han ær: fyrræ ællær of han ær, AM. På dette sted findes höjst forskellige læsemåder og forklaringer; enten at den der er bunden klager: utæn than thær bunden var kær yvær hanum fyrræ; eller at han selv (ombudsmanden) er bestjålen: ællær of han ær sjælf vorthen for thjufnæth; eller bonden i forvejen har laget, at han var bestjålen, hvilket jeg har fulgt. fangan ok bunden: mangler i AM. Det er et tillæg, som modsættes det senere: ubunden. 92. thjuf bundan - af bondæ: bondens thjuf a thingi fra bonden, AM.; bunden og bonden spille over i hinanden, ligesom i forrige kapittel. 93. sketæ: skotæ (hiemmel eller den hun kan skyde sig hen til). vith gangær: derefter tilföjer F: oc ræthæ bathæ with kunung oc bondæ. oc wil han æi thiuf hetæ, giuæ thæs logh, at han ær æi thjuf oc æi thiufs witæ. oc han kallæ a hin, thær han fæk af, oc takæ ENDRINGER OG ANDRE 2,94. thær ut hans giald oc fullæ boter, for thy at han salda ham uhemalt. torgh keptæ: torkeptæ, AM. sin kopa: sinæ kopæ; sinæ kep. (sin handelsmand.) vin thæt ær vitnæ (thær vith var): denne forklaring mangler hos nogle og i den lat. og danske overs.; den ser ud som en randglosse; se derom næste kap. rindar; ryndær (bortsteder, tilintetgör). 94. amboth: rettet for anbot. Dette kapittel har jeg givet således som texten kunde udbringes efter de fleste håndskrifter; men jeg har rigtig nok stærk formodning om, at det ingenlunde er den oprindelige. Her som i slutningen af forrige kap. er anbragt en forklaring over vin, som vore lovkyndige fortolke ved en ven (isl. vinr), men denne forklaring, hvor gammel den end er, (i den lat. overs. amicum, i e. wind), passer i det mindste ikke på dette sted, da en ven jo ikke kan være to mænd, hvilket er lovens udtrykkelige ord; og at afskriverne have kunnet komme til ved ordet vitnæ at tænke på vin, er indlysende nok af de andrende overgange: vitnæ, vinnæ, vin. I AM. hedder stedet således: tha skulæ men witnæ til hauæ. win ær thet witnæ, thær with war at thet kop keptæs. thet ær æi minnæ æn twa man. At denne text er fordærvet, ses deraf, at der først står vitnæ, og derpå forklares vin, som om det var dette ord, der stod forud. Når ordene: win ær that witnæ, thær with war, betragtes som en randglosse, der siden, netop som i slutningen af forrige kapittel, er indskudt i texten, og altså udelades, så bliver den 2,96-97. OPLYSNINGER. 117 oprindelige text ganske simpelt denne: tha skulæ mæn (særlikæ) vitne til have, at that kop keptas. thæt ær æi minnæ æn två mæn. Når nu andre håndskrifter læse: tha skulæ mæn win til have. win ær 0. s. v. så er anledningen givet til at forklaringen om dette win (winnæ, witnæ) kunde komme ind i texten; og når der atter i selve forklaringen for: win thæt ær that witnæ o. s. v. læses: witnæ ær that witnæ o. s. v. så er det jo åbenbart, at texten er fordærvet, og at der er tilstrækkelig grund til. at føre den tilbage til sin oprindelighed. Derved tabes rigtig nok et bevissted for vennen, men hellere det, end et urimeligt bevissted. For resten kan dette sted, og flere af lignende beskaffenhed, tilstrækkelig godtgöre, at slige håndskrifter, hvor randglosser ere optagne i texten, ej kunne være oprindelige eller authentiske. 96. thylik: thylikt; thylikæst; tölig; tilligh o. S. v. tjun tynd (i flere); tyffneth; thing. Afskrivernes uvidenhed om betydningen af ordet tjun (tab) har fremkaldt de forskellige læsemåder. rindær: ryndær (som i 2,93). fæk: (her og oftere) fik. lagthæ æth lot: loot; lod; lood; lodh; lottæ AM. (kan derved tænkes på låtta-latti ?) thjufs vitæ: wittæ; witnæ (for vitænd). lend: leon. vårthæ tak: warthæ taak (der skrives oftere taak); worthæ taak; i den lat. overs. gaa i tak (gå i borgen for). kosten: kostænæ; the koste (alle i samme håndskrift). 97. Overskriften: af ængi man gangær with, tha skal ÆNDRINGER OG ANDRE 2,98-102. ranzakæs; ell. af ængi man gangær with the costæ i by; og på flere måder. bethæs at ransaknæ: ransakæn; for gerningsordet at ransakæ står oftere: ransaknæ. netæ: netta; menæ; myenæ; senæ (=synja). innæ in. husbondæ lås æth husfre: bondæns æth husfrees laas (oc lockæ). fjalæ: fialæ; fialle; fiælæ; stiælæ; siælfæ. 98. ther ransakær: ransacnær. sal hus: saal huus. i andra husæ: i annær hus. orsak: orsaak; orsakæ; orsaketh. 99. innæs man og innæs kona: innæst (ofte); indæsth; innæstæ; indnæstæ. og om begge: innæs folk. 101. stæl og fjal: stiæl og fiæl. ængi man må ok meræ forstjælæ æn sin eghæn hovæth lot: isteden for forstjælæ findes her: forgöræ ell. forsværæ; ell. ængi man må forbrytæ i ænnig andra brothæ æn sin eghæn hals ok sin eghæn houæt lot. Det viser vel, at det hele er en randglosse, en bemærkning om, at der jo her gældte hvad der gældte ellers, der er kommen ind i texten, hvor det jo allerede står foran. my kæl: mykæst. ællærs: ældærs; beldher. af fælagh, thær fæld vort hær: vorthær fæld i fælagh. 102. nåm: skrives nam og naam. hvilik man: hwilk en man. utarstæ: ydærstæ. Slutningen lyder hel forskellig: alla the. thær 2,103 -109. OPLYSNINGER. 119 waræ, of næmd worther; alle the sag, ther forre ware of næmpt worther; allæ the ther for waræ of næmt wrther ell. fore wore affneffde wordher 0. S. V. 103. dörthærskyld: döræ thærskygld; dör thærskild; dyr thærskæl; dör thræskæld o. s. v. (af alle disse kunde vel dannes den i formen mest oprindelige: dör thræskyld). athælbit: athælbyt; othælbit; othelbiit; ethælbiit; othælbijt; etelbiith (modsat kvyk fæ; i de sjællandske love jorthæbit (jorthælit); skönt det er meget sandsynligt at det skal være: othælbit, har jeg dog ikke tilladt mig at sætte: åthælbit, sä længe ordet endnu kan være tvivlsomt; det udtrykker en mindre ting (bit), som hører til jorden (odel); eller, når man foretrækker athæl, som herer adelbonde til. 104. Det indklamrede mangler i nogle handskrifter; det ser også ud som en tilsætning. 105. sin hors (i flert.): sint; sit; siit; (hvilke skrivemåder hyppig afvexle). ok dyl hin, thæri hæfthum havær: mangler i AM. à (ejer): åghær ell. åwer o. desl. (senere former). fyls mærki (vitnæ): fyls merki; fuls marky; fels merke; fult merki; fuls witne merki; fult witnæ. (vidnesbyrd for at han opfødte det som føl). 106. at genstæ: i giænstæ: gienstæ; gensten. skot: skrives også scoot, jf. 2,93. 107. Den danske overs. begynder med en forklaring over vaande sag, (vånæ sak, formodnings sag), hvilken ENDRINGER OG ANDRE 2,108-115. ej findes i loven selv. Et exempel på, hvorledes randglosser komme ind i texten. 108. tvigild; igild oc twigild; twild, AM. gen mål: gen mælæ; withærmaal. 109. thvært: thwart; thwer; thyært (=-thvært). 111. vårthnath: warthnath; wornæth. tak sætta (datid): tak saltæ; tak sottæ. Den sidste sætning mangler i den lat. overs. 112. svå vorthne kostæ: sva urthnæ, AM.; svo worthæn. ly thkynnæ: lyth; lytkynnæ (uden h); lytæn; lyttynnæ, AM.; likend; (jeg har valgt læsemåden lythkynnæ, der også findes, i den tanke, at ordet er enstydigt med lyth, led); nogle håndskrifter og den danske overs. forbigå ganske ordet. Hele den sidste sætning: den der hitter o. s. v. mangler i den lat. overs. jartækn: iartakæn; iærtakæn. 113. hoghæ: hegh; thy fæ R. - æn vitæs dyl han: æn dyl han, at han hitta ækki. 114. ækki: (her som oftere) ekki; ikki o. desi. with næfnd af hans hogæstæ lagh: vith næfnd i kyn o. s. v.; vith næuænd i kyn, at han galt hanum æi at. æth giua logh af hans heghæst lagh. hans eghnæ kostæ: engnæ, AM. (dobbelt næselyd). virthæ pænning æ: wyrtha panningæ; worde penning. (gods overgivet efter vurdering). 115. that borth: then borth. værjæ sik mæth the, thær til æræ: værjæ sik meth thre the ther næst til æræ; take thær til thre. 3,1-5. OPLYSNINGER. 121 1. lething: læthing. Tredie bog. sum i en hafnæ æræ: sum i hafnen æræ; i den lat. overs. in uno haffnæ; i den danske: i en haffn (urigtig). 2. mista sin huth: huth ferth? A. å hans bondæ hafnæ: således tydelig i håndskrifterne; wæghnæ, U; i den lat. overs. in domestici sui haffnæ; i den danske: på hans husbondes vegne; jf. i Eriks lov 3,18: sændæ thræl ut å hafnæ. 3. i overskriften: bryni (brynja): bryniær. hæst: hæstæ. af hvær hafnæ: i den lat, overs. de quolibet (1. qualibet) haffnæ; i den danske (her rigtig): af hver hafne. ni skippæ: også i flere skrevet ix; thre (fremkommet af u, der kan læses ni og som tal tre). 4. armbyrst: armberst; arnbyrst. å skipæn ell. å skip: den sidste læsemåde: a skip ell. a skiip, a skiib, a ship, o. desl. findes i mange håndskrifter; (a skipæn á skipinu); meningen: hver (havne eller) havnebonde, der på skibet er; jf. 2,32 og næste kap. Den lat. overs, har: qui in navi est; den danske: hver havnebonde der på skibet er. kætælhod: kætælhood; kætælhyd; kiedelhoth; men også kætæl hath: i den danske overs. jærnhat; jeg har ladet hod stå, skönt der kan menes ordet hat. 5. skulæ allæ the mæn, thær i skipæn æræ: også her findes begge udtryk; a skipæn og a skip, som: ther i skipen erre; ell. i skiben; skulæ allæ mæn thær i skipæn kepæ; ell. ther a skyp æræ, o. S. V.; ENDRINGER OG ANDRE 3,5. i den lat. overs. omnes, qui sunt in navigio; i den danske alle de mænd på skibet ere. at orvæs thæt: orvæs at thæt. han thær vit ær; skrives with; wiit (lagt i bøder). that skulæ vitæ skyrthær mæn æthæ skips næfninga: thet seulæ witæ styræs man æthe skips næfninga, AM, hvor ordet skyrthær mæn er blevet til styræsman; i den lat. oversættelse: hoc debent scire, qui vocantur styresmæn (ell. skyrthesmen) vel skibsneffningh o. s. v.; i den danske; det skulle vide styremend oc skibsnæffninge o. s. v. I andre: thæt sculæ witæ (ell. witta) styres men ethe ell. styræsman allæ ell. styresmen eller, o. S. v. Det således forstyrrede ord skrives atter i andre: skyrther men (oc skyrsnefninge) ell. skurtesmæn ell. styrethesmen (=scyrethesmen) ell. scorsmen. Det er deraf klart Jonok, hvorledes styresmanden, eller endog styresmændene, her er kommen ind ved en misforståelse af ordet: skurðar menn. farvitæ næfninga: skrives farwitæ; forwithæ, forwith; forboth o. s. v. men også her kan der ingen tvivl være om det rette ord farvitæ, sammensat af far, skib, og viti, vide, beder. - End videre er det hele sted forstyrret derved, at der læses: thet scula witæ styræsman æthæ skips næfningæ - at the witæ à ai styræsman; efter Rosenvinges forklaring: det skulle styresmænd eller skibsnævninge vide (scire), at de beder tilfalde ikke styresmanden alene. Men meningen er virkelig den, som adskillige håndskrifter og den danske oversættelse udtrykke at derom skulle de dömme (vitæ, 3,6-16. OPLYSNINGER, 123 bestemme bøderne); og derpå folger i en ny sætning: de vide (o: de boder) tilfalde ej styresmanden alene. 6. i overskriften fællær: fallær; fallær at; hæftær. vornæth: wornæt; i den lat. overs. officiales; i den danske undersøgere. 7. take theræ målæ (tage deres sold, máli): mal; maall: mæle. 11. e hværs: e hwars; hwas; hwæs. hirthmens: (således tydelig, men også) hirtmæns ell. hirtmans; hitrmens, AM (omsat); hirmans; hurmens (=hiirmens?); og den fuldstændige form hyrthamæns ell. birthæmænz; endelig også herrementz. Loven gör udtrykkelig forskel på hirthmæn og hærmæn (herremænd). 12. skyrthæsmæn æth skips næfninga: således tydelig i adskillige håndskrifter; dog har R også her styræsmen (scyræsmæn?) æth skips nefninga; men AM har på dette sted scoresmen; forblandingen med styresmand kunde heller ikke let indløbe, hvis afskriveren tænkte noget ved det han skrev. E spörgsmål står endnu tilbage: om disse skurdsmænd eller skursmænd ere det samme som skibsnævninge eller det er to forskellige ting; der læses: tha skula skyrthæsmæn ok ell. æth skips næfninga; ell. tha skulæ skyrthæsmæn ok æi skips næfninga; eller blot: tha skulæ skyrthæsmæn vitæ; i den lat. overs. tunc debent skyresmen (ell. skursmen), hoc est farwithæ (ell. forwithe) neffning, hvorved altså skyresmæn anscs for det samme som farvitæ eller skips næfninga; og det forekommer mig meget sandsynligt. 16. i en lathæ: i en laghæ, AM; i iet lath. Ordet laghæ. ÆNDRINGER OG ANDRE 3,17. læs laghæ, er dansk lo, svensk loge, norsk låve. Meningen bliver den samme. læggær han thæt i fleræ lathæ; den oprindelige læsemåde synes at have været: læggær han i fleræ lathæ, nemlig that, der også tilföjes i et håndskrift. Det lille ord i kunde let overses, og har derfor også forvildet sig hen foran fleræ rethslæ. Deraf kan man forklare sig, hvorfor næsten alle håndskrifter her have en mangelfuld læsemåde, hvor meningen dog er så simpel. Håndskrifter, der ovenfor have lathæ, have på dette sted også lath ell. ladh; og ligeså strax efter. læggær ell. liggær lathæ: på første sted: legær laghæ ell. lathæ; på andet sted: leggær laghæ ell. lath. Altså enten om han lægger (i) lade (som ovenfor) eller om laden ligger; meningen bliver den samme; udredningen beror på det sted hvor han har lo og lade. så skulæ: sa scal; sa scules. Standæ mans hus - til enden: Her begynder - fejlagtig et nyt kapittel med den overskrift, der hører til næste. lath lægges: lath lægges ell. læggjæs (således kærnen af håndskrifterne); lagh leghs, AM; jeg anser lath (hlad), ligesom ovenfor lathæ (hlada), for den rette læsemåde, og lagh for ligefrem forvanskning; et lad (kornlad) er jo ikke et lag. arnæ: aræn (den ældste form). eldhus: ieldhus. 17. Den første sætning, der er den samme som overskriften, er glemt i mange håndskrifter. får ell. fangær: far; fær; hauær. 3,18 - 25. OPLYSNINGER. 125 ænnig rethslæ : ingen; ændringens mening er den samme som textens. 18. gæk: gikk. æfter them dothe: dothen. 19. i overskriften två: twa; two; thre; thrinnæ, AM; i begge oversættelser: to, hvilket også er meningen. ok ærja al: æriæ the hænnæ; æri hanum all (så at selv hankön bruges her om jord). enæ rethslæ (på begge steder): en. 21. that er thryse (ell. thriser) attan mark: det er ikke andet end en senere tilsætning, der også er sat ind efter virthning. 22. ær thæt mæth knif: findes kun i nogle håndskrifter; flere have: æt (ell, æth) mæth knif (ell. kniif); det sættes også efter keping: aller meth lilla kniff; her er da ær that blevet til æt, og det til æth, eller. drap (datid): skrives drap og draap. Utæn of annæn (ell. ænnæn vorthær) laghthæ laghæ ok vettæ åræthæ: dette udtrykkes på mange forskellige måder: utæn of han laughæthæ laughæ o. s. v.; utæn of enæ lathæ lawer for then annen oc wethe o. s. v.; utæn of han war lagæth ok aræth weet; utæn of annan warthær (ell. worther) laghæ laght oc arete (ell. avarth) wet (ell. weet): altsammen fremkommet derved at gerningsordene kunne tages som datider eller som tillægsformer. 23. aldrigh thy sithær: aldær thyt sithær; aldrik this sither (for: thy at sithær); aldrigh thisithær. sal: skrives sal og saal. 24. valrof: wallroof; waldrof. 25. sint amboth: sin anbot ell. andbuth. brokær: brok; broken; brogh. ENDRINGER OG ANDRE 126 sint ambot fing ær: fingræ. hængær: hans brok anbot. hylje hylæs; hyllæs. ava: aufæ (en mærkelig form). 26. lyt: liut; liuta. krympæ: krimpæ; kræmpæ. 27. thrithi fimt; thrinnæ. 3,26-35. laghlik å hand gangæt: laghdelt a hand; laghænd. 28. sin manhelgth: sit; sint; sik ell, siik (=sit). soltæ: soktæ; sektæ. 29. anlætæ: anlæt; antlithæ; antlad; hanlætæ (med tilsat h). lytæ: liuta; worthær han lytt. 30. ben hoggætstungæt: been hoggen oc æi gemæn stunkæn. flytær: flytær æi. 31. sum sagbt ær: herefter indskyde nogle den sætning (æen til fæm sår o. s. v.) som står i slutningen af forrige kap. 32. hår grip: hart grip, AM; haar gripp. jorth skuf: iorthskuuf. lækis gjaf: læki giaf; læki giæf; læghæs gaffuæ. I slutningen tilföjer et håndskrift: Dyl han, giuæ kyns eeth. fallær han at logh, betæ sum sagh ær. 33. fææt: fæt; thæt fæ. heghræ: hegher; howghræ; heyræ; heræ. 34. hjoggæ: hioghæ; hoggæ. hjo: hugh; hog. ænsæ æncæ; sum. virth: vyrth; vird; værth; wrd. 35. folskæ: falskæ; fulskæ gærning; folsk; skathæ. fryghthær orth: fryther orth; frithær orthæ; fryær orth. 3,37-40. OPLYSNINGER. 127 37. horsængi: horsiang; hoorsængæ; horsæng. formælæ: formal; formaal; formælendæ. 38. vårthæ: warthæ; worthæ; wochte. svå lagh: laugh; laghæ (i flertallet). stungæt: stangæt, AM. (på begge steder); også i andre: stangd. fthæ æi laghæ gårth (lovligt gærde): hafthæ laght garth (lavt gærde). 39. ok forkuma hin bi - up: her er kommen nogen forvirring i håndskrifterne, så det er også blevet til: ok forkummær han hins bi sithæn the bi o. s. v. 40. å villæ vællæ (mærkelig form): det skrives hel forskelligt: a withæ wælde (på vid mark) ell. walle; wollæ; wolde; witle wolde (på vild mark); i oversættelserne; willæ wolla; vilde volde. Det har jeg antaget for den oprindelige læsemåde, så at withæ er fremkommet af witlæ. floghæn: floghnæ; flyghnæ; floghnæ. - til stofns: stafns; stauæns; stouæns; scuf, R (-stuf); i den lat. oversættelse: ad stofnæ (ell. tilsæde). utæn of han fylghær eghan gårth: heraf er i adskillige håndskrifter blevet to sætninger, af hvilke den sidste endog begynder et nyt kapittel: utæn of han fyllæghær them til stouæns. En of han fyllæghær them af sin eghan garth, o. s. v. thrithing af, of: dette har jeg sat for håndskrifternes a ell. of (af og of ere i det strax derpå følgende blandede med hinanden); måske kan der også have stået: thrithing a then tid ell. lignende, men da den danske overs. har; tredie part aff dennem, om o. s. v. har jeg troet at af lå i a, og om viser, at der tillige må stå of. en oræ: hora. ENDRINGER OG ANDRE 3.41-48. trææt à a; aawer; attæ. Den sidste sætning: Hitter man o. s. v. er i håndskrifterne indsat på forskellige steder. bisvarm biswarum. 41. far: fær; gangær. bi gårth: et håndskrift tilföjer: gen hans wili thær for ær; et andet: um nattæ timæ. ok takær antigh æth dræpær: udtrykkes pa - forskellige måder, som: oc takær æth for annen mans bi thathen. æthæ dræpær; oc takær æntigh træ oc forær bi thethæn æth dræpær o. s. v. hunung: hunnungh; hunugh. 43. aghæ: awghæ; trusæl. vægth: wegh; wæghæ; wæghsæl; weygsell o. s. v. listughæ: liustghæ, AM (-listughe); listugh; listighæ; listeghe; listelighe; listilz; lystigh; lystæligh o. s. v. 44. hænnæ bondæ råth: hennæ; hin (-hinna). dottær: dottær (på hvilket sted det da tydelig ses. at det er ental). hæski: hærski. leghæ hjon: eghæn ell. æghnæ; hæghen, AM. 45. sjal: siæl; og sjalæ gift: sials gift; siælæ gift. storæ munæ: storæ mun; storæ muun; storæ munnæ; Jun; sto stor munet. svå vorthæn: swa wurthæn; swa urthæn (et sted, der også viser, at svå vorthæn er lig sådan). 47. betær å stub i akræ: betær a stubb i akræ; betær akær a stubbæ; betær a akær stubbæ. 48. hirthær: hiarther; hiorther; hiarter; hiorder, hyærthær; hathær? vråth: wrat; wræt; warth (omsat); wrath. 3,50-56. 50. sit korn: sin. OPLYSNINGER. 129 å faræn vægh: a farnæ wægh; a faræn wæghæ; a farnnæ wæghæ. 51. tjuthrær: således sat for thjufrær; thiurer; tywgær; tyghær; töyrær; tiyther ell. thiythrer; tyuther; thyther; tiwther; thiother; thether ell. thethrer; thyrer o. s. v. æng: engn, AM. græs synja: grææs synæ. 52. kåt skrives kat; kaat; kot; kaeth. flint: steen; stuth (a stuth) ell. stud (a stud) ell. steth; stic (astic); snith (a snith) ell. snyt ell. snydh ell. snedh; i den lat. overs. snyth ell. snith ell. lapidem sive lignum quod dicitur steen. lyt: liuth; lyyt. that haft hæ hirtha: afthæ (uden h). 53. laghæ haft: lagh haft; i den lat. overs. laghe haffthe. hægnæth: hængnæth, AM. (jf. 3,51 engn). gårth nithing: gorth nithing; gor nithing. R. tilföjer: then thidh thet fæ hafthæ hirthæ æth thæt ær hældæt. 54. reth: skrives ræth; reeth, sinæ två eræ e til: sithen e twa oræ til. taghl: skrives taghæl; talgh, AM. (omsat); taughæl, o. s. v. 55. i fäldæ: i faldæ; i fald; i fold. a thingi: a thiggi. æi eghn i: ækki i; æi enghæn i, AM. (engn for egn). vitæ sik that sjalf: sik sialfum. at tælja: tælæ; talæ; take; læggæ; delæ. åldæn: alden; aldærn. skab bæt: skabæth. dy: dynd; dyndæ. 56. foræ allæ helg hæn missæ: indnen hellæ myssæ. ENDRINGER OG ANDRE 3.57. Stedet 57. stuf: her, ligesom i begyndelsen af næste kap. læser R scogh, efter Rosenvinge; men det er vel stogh (stugh), som er en anden skrivemåde for stuf. fortå fallæt: forta fallæt (således AM og andre gode håndskrifter); forta eth felleth, A; forthæ fællæt; den lat. overs. har: nisi illud sit forta fælæth in villa; den danske: ej uden det er forthefellit i by; et håndskrift springer ordet forta over. kan forstås på adskillige måder; for det første kommer det an på, om de to sætninger stå i forbindelse med hinanden eller ej, med andre ord, om utæn skal oversættes ved: men eller ved: med mindre; dernæst om forta skal springes over, så der læses blot: utæn of that ær fallæt ell. fællæth; endelig om der skal læses fallæt eller fællæt eller fællæth, og om det nu skal forklares af at fallæ, det er, vel at mærke, at være beliggende imod, at vende imod, eller om der menes en fælled (forta æth fællæth). Da nu stuf hverken kan være forta eller fælled, så forekommer det mig, at fallæ og fallat må tages i den første betydning, således som det oftere bruges, f. ex. i begyndelsen af næste kap. of bys fælæth fallær gen, det er, støder til, og i det bekendte: at sol fallæt, beliggende mod solen. Meningen bliver da, som Rosenvinge allerede har antaget: for stuf gærder man ikke, med mindre det steder til, grændser til, fortà i by. I dette kap. tales nemlig også nærmest om by og bol (tofte), i næste om vang. hofthumgårth ell. hovæthgarth: i den lat. overs. hofthumgarth ell, höffdegerde, hvilket sidste er ordets oprindelige form (hoved- eller höfde-gærde, af isl. höfut og höfði). 3.59-63. OPLYSNINGER. 131 sum vit hær læggæs: sum lægges with; i den danske overs.: som vide lægges (sum vitæ læggæs). 59. Then gårth: i AM. læses thorn garth (tornegærde). et mærkeligt sted, da det viser, at dette håndskrift er en afskrift, thi afskriveren har læst galt. Hvo der vil efterse håndskrifterne, f, ex. det nette lille håndskrift Arnæ-Magn. nr. 453. 12, vil let overtyde sig om, at Thon garth, det er thæn garth, i en hast kan læses, som der står i AM: thon garth, og så blev der et tjörnegærde deraf. ænnæn brytær; deraf er i AM blevet: æn. 60. exæn: egsnæ. for thy at han skal delæ: oc forthi scal han domæ. 61. vræk: wrægk; wreck; wrak; wragh. 62. styrjæ: styri. sjal: sial; siæl; sæl; sææl. lyft: lift; lifft o. desl.; eller med s læst for f: lyst; list. 63. fortighæ: meningen er klar (förend de selv opgive det eller dem), men ordet uvisst; fortithæ thet sialfuæ, F.; de fleste have: forthy (them siælff) ell. forti (thet siæluæ), i A er ti sat ovenover: them: ti for mange forbigå ordet, som de ej have forstået. Hos Thord Degn står: fortiæ ell. fortighæ (eller mistæ sin ræt); jeg har derfor sat: fortighæ, i den tanke at det var platt. vortighen (verzicht thun). bærghæ: bæærghæ; biærghæ (det skulde være bjarghæ eller bjærghæ, ligesom strax efter: hjalpæ eller hjælpæ). af givæ afgiftæs (siælvæ), AM; afgiftæ (them sialue) F, og således flere af giftæ (them siælf); (haua) afgifnæ tham siælfuæ; endelig: af gyva (them siælff) ÆNDRINGER OG ANDRE OPLYSNINGER. 3,64-68. ell. af giffue (thz selffue) o. lign.; af giuæs; af giuæ at hiælpe them siælf, R; yuer giffuæ (them siæluæ). Af alt dette formoder jeg, at af giftæ eller af gifnæ (=af gifuæ?) kan være kommet af: at havæ afgiven ell, afgivæt (opgivet). 64. The skulæ ok næfnæs -- for sak ær. Hele denne sætning mangler i de fleste håndskrifter og i begge oversættelser. thighæ af sin hals: thiende töye om. Den sidste sætning i kapitlet mangler i flere håndskrifter.

65. à kunung hans hand: adskillige have: hals, og i nogle er han (hand) rettet til hals. 67. fjalstær: fialstær; fiælstær: fiælthær, AM. len: leon. 68. bryn: brynd; bryndh; brune. yrtæ fang: urte; uretæ (-urttæ); iorthæ (-iurtæ ?); yrthæ; yretæ (=yrttæ). ætlæd hæ: æthlæthæ; actæ; actæt. I det første tillæg: eld: ield. sættæ: sattæ.


Hentet fra "https://da.wikisource.org/w/index.php?title=Kong_Valdemar_den_Andens_Jyske_Lov,_N.M._Petersen,_1850&oldid=198653"