Spring til indhold

Lov om Meddelelse af Eneretsbevilling til Anlæg og Drift af en Jernbane paa Amager

Fra Wikisource, det frie bibliotek






§ 1. Regeringen bemyndiges til for Tidsrummet indtil 1. Januar 1995 at meddele Eneret til Anlæg og Drift af en Jernbane, der udgaar fra et Punkt i Nærheden af Amagerbrogade, berører Kjøbenhavns Grundejeres Renholdningsselskabs Station ved Kløvermarksvejen, føres over Kastrup til et Punkt ved Maglebylille i Nærheden af Hovedlandevejen og eventuelt fortsættes over Store Magleby til Dragør.

§ 2. Banen drives med Maskinkraft (Damp, Elektricitet, Gas eller lignende) og bygges efter lettere System til Befordring af Personer og Gods, med samme Sporvidde som Statsbanerne og for øvrigt saaledes, at Indhegning og Anbringelse af Led ved Vejoverkørsler saavel som Bevogtning af disse kan bortfalde paa de mindre befærdede, Strækninger af Linien, alt efter vedkommende Ministers nærmere Bestemmelse.

§ 3. Ekspropriationen af de til Baneanlæget fornødne Grunde m. m. foretages i Henhold til Reglerne i Forordning 5. Marts 1845.

§ 4. Regeringen bemyndiges til at fastsætte Vilkaarene for Banens Tilslutning til Statsbaneanlæg og Medafbenyttelsen af samme.

§ 5. De i Lov Nr. 72 af 23. Maj 1873 § 2, 1ste Stykke, §§ 4 og 6, indeholdte Forskrifter skulle ogsaa komme til Anvendelse paa det i nærværende Lov omhandlede Baneanlæg. Bevillingshaveren er underkastet Ministerens Bestemmelse om Anvendelse af indenlandsk Arbejdskraft ved Anlæget og om Forbud mod Søn- og Helligdagsarbejde. For saa vidt nogen Del af den til Baneanlæget fornødne Kapital tilvejebringes ved Laan mod Prioritet i dette, kunne de Hoved- og Partialobligationer, der udstedes for deslige Laan, udfærdiges paa ustemplet Papir og transporteres uden Brug af Stempel.

§ 6. Der forbeholdes Staten Ret til efter Udgangen af Aaret 1948 at overtage Baneanlæget med Tilbehør og med derpaa hvilende Forpligtelser paa de i Lov Nr. 88 af 8. Maj 1894 § 5 i. nævnte Betingelser.

§ 7. Bevilling paa fornævnte Bane meddeles kun paa Betingelse af, at der stilles et af vedkommende Minister fastsat Depositum til Sikkerhed for Anlægets Fuldførelse og for Opfyldelsen af Bevillingshaverens øvrige Forpligtelser. Anlæget skal være fuldført senest halvtredie Aar efter Bevillingens Meddelelse.

§ 8. Efter Udgangen af Aaret 1910 kan der ikke meddeles Eneretsbevilling i Henhold til denne Lov.


Denne tekst er ikke beskyttet af ophavsret, da § 9 i den danske lov om ophavsret siger, at love, administrative forskrifter, retsafgørelser og lignende offentlige aktstykker ikke er genstand for ophavsret. Dette gælder dog ikke for værker, der fremtræder som selvstændige bidrag til offentlige aktstykker, og dermed generelt ikke for for eksempel illustrationer.