Lykkens Blændværk/17

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn) Kjøbenhavn


E_Brandes_Lykkens_Blændværk 1898.djvu E_Brandes_Lykkens_Blændværk 1898.djvu/11 198-225

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

XVII.


Dagene gik ensformigt og bedrøveligt for Kragh, efter at Melitta var rejst. Han stod op, læste sine Aviser, gik paa Kontoret, spiste tidlig Middag hjemme, hvor Pigen lavede Mad til ham, og vendte tilbage til Kontoret, hvor der var overmaade meget Arbejde for ham. Flemming overdrog ham næsten alle Retsager og en stor Del almindelige Forretninger, beholdt kun for sig selv de mest opsigtvækkende eller finansiell mest betydende Affærer. Kragh var glad ved Arbejdet og forstod ogsaa, at Flemming efterhaanden næsten gav ham en Kompagnons Stilling og ønskede at lønne ham som saadan.

Men Aftenerne var tunge. Han havde gjort nogle Forsøg paa at mødes med Thurø. Uden Held: enten var denne ikke til at finde eller ogsaa optaget af Arbejde. — Og andre end sine allernærmeste gad Kragh ikke træffe.

Midt i Julimaaned overraskedes han en Morgenstund ved at modtage et Indbydelseskort fra Hr. og Fru Flemming. Han anmodedes om at komme til Middag næste Søndag.

Flemming havde aldrig før indbudt ham, ikke just af Uvenlighed, men fordi han ingen Grund fandt til at omgaas sit Kontorpersonale, end ikke sin mest betroede Mand. Desuden var Kragh gift, og denne Omstændighed affødte ogsaa Komplikationer: skulde Fru Kragh indbydes med eller ikke; skulde man senere hen modtage en Indbydelse til Kraghs? I disse Tvivlspørgsmaal fulgte Flemming den gamle magelige Regel: intet at foretage.

Kragh blev derfor ikke uden Grund overrasket, da han modtog det sirlige Kort. Og et Øjeblik fór den Gisning ham gennem Hovedet, at Fru Flemming kunde være den, der havde fremkaldt denne Indbydelse. Om saa var og om hun havde forstaaet, hvor højt han beundrede hende, vilde han være saare lyksalig. Men han forkastede hurtig denne indbildske Tanke — hvordan i Alverden skulde Fru Flemming have bemærket hans Galskab, og hvor heldigt at hun ikke havde opdaget den!

Han standsede derfor ved den rimelige Forklaring, at Flemming vilde vise ham en Høflighed, fordi hans Tid denne Sommer beslaglagdes saa aldeles, og fordi han ikke talte om Ferie. Saameget mere som Flemming hyppigt var paa Smaarejser, hvis Nødvendighed for Forretningen Kragh ikke forstod.

I den sidste Gisning havde Kragh Ret, endog mer end han troede, men heller ikke helt Uret i den første.

Flemming følte sig trykket overfor Kragh, hvem han utvivlsomt overbebyrdede og hvem han berøvede en retmæssig Ferie. Han kunde ikke vide, at denne Sløjfning af Ferien kom Kragh tilpas. Han følte sig taknemlig overfor Kragh, der lettede ham de smaa Odenserejser. Han vilde dog ikke indbudt sin Fuldmægtig alene af den Grund, særlig da Taknemligheden kunde omsættes i et rimeligt Honorar; men Flemming erindrede hvad Kragh næsten havde glemt, at denne en Aftenstund havde været diskret overfor Fru Flemming og fortiet Fru Baltzers Nærværelse. Desuden stod det ikke klart for Flemming, om Kragh ikke vidste eller i hvert Fald anede en Del, som han ikke med en Mine antydede. Hvis Kragh forstod sin Principals Forhold til den smukke Skuespillerinde, var han unægteligt en behagelig Mand i et Medviderskab. Dog tænkte Flemming at binde ham endnu stærkere, naar han blev Husets Gæst og behandledes med udsøgt Venlighed af baade Herren og Fruen.

Derfor foreslog Flemming en Dag sin Kone, at de engang skulde indbyde Kragh til et større Middagsselskab. Han var forberedt paa rimelige Indvendinger. Thi Fru Flemming havde tidligere opfordret ham til at indbyde baade Kragh og hans smukke, alvorlige Frue, om hvem alle talte saa godt. Men Flemming havde bandet adskillige Eder paa, at han ikke vilde eje eller have dem i Huset, hverken sin kedsommelige Fuldmægtig, som han s’gu havde nok af paa Kontoret, eller den højtidelige Frue, der gik omkring med et Sibylle-Ansigt som om hun truede med Verdens Undergang. Og saaledes var Tanken blevet opgivet med det Samme.

Derfor ventede han sig baade Overraskelse og Modsigelse, da han nu vilde have Kragh til Gæst. Men nej! Fru Flemming blev nok overrasket, men hun gjorde ingensomhelst Indvending; tværtimod foreslog hun selv at bede Kragh straks til et yderst elegant Middagsselskab. Flemming mente først, at Kragh kunde nøjes med en tarveligere Fest, men da han bemærkede en Sky paa sin Hustrus Ansigt, anerkendte han galant hendes større Finfølelse.

»Du har Ret,« sagde han, »har vi betænkt os saalænge, skal Kragh ogsaa mærke, at han er en velkommen Gæst.«

Og han var fornøjet med det gode Udfald af sin ganske lille Intrige og med sin Hustrus altid lige blide Imødekommenhed.

Der fandtes intet Koketteri i Fru Flemmings Ivrighed. Hun var bleven lidt overrasket ved sin Mands Forslag, men antog, at Flemming vilde vise Kragh sin Paaskønnelse for udvist Dygtighed, hvad der ogsaa angaves som Grund. Hun havde endda et Sekund tænkt at modsætte sig denne Indbydelse, fordi hun mindedes sit Indtryk af hin Samtale med Kragh. Men saa havde hun afvist denne Tanke. Thi hvad skulde hun sige til sin Mand og hvad havde hun egentlig dengang til Støtte for sin Formodning? Et Blik: to stærke Øjnes ærbødige Beundring. For lidt til Fornærmelse, men ikke for lidt til Venlighed! Herregud, hvis denne unge Mand fandt hende smuk og elskværdig — hvad ondt rummede saa denne hans Mening? Hvorfor straffe ham, naar han intet havde forbrudt?

Hun skjulte for sig selv det Velbehag, som hun følte ved denne stumme Hengivenhed. Den løftede hende op fra den beskedne Plads ved Arnen, hvor hun nu efter alles Mening var anbragt. Hun brugte i sine Tanker Kragh som en Piedestal og ønskede maaske at benytte ham paa samme Maade overfor andre.

Saaledes gik det til, at Kragh ikke alene blev indbudt til det allerfineste Selskab, men at han endog nød den Ære at sidde ved Fruens Side. Hun havde to Herrer til Bords: en gammel General, der kun aad og drak, og saa Kragh — den højeste Rangsperson i Selskabet og den nye Gæst. Det var uhyre korrekt og naturligt. Men Kragh var lyksalig som en Student, da han fik Fruens ene Arm betroet for at være med at føre hende til Bords.

Den blonde Fru Bertha var usædvanlig smuk den Dag, ganske lysklædt i en matblaa Silkekjole, der lod Nakken fri. Derved saas bedre, hvad der var hendes største Skønhed: den yndefulde Bøjning af Hoved og Hals. Hun lignede saadanne englelige Kvinder, der paa gamle Billeder føres til Martyriet for derfra at flyve til Himlen som hvide Duer. Kjolens bløde Stof faldt i bløde Folder omkring Legemets bløde Linier: det var lutter Veghed altsammen. Og dette fristede og betog Kragh ved den direkte Modsætning til Melittas haarde Bestemthed. Fru Bertha var Kvinden som det svage Væsen, der trængte til mandlig Beskyttelse: et Barn, for hvilket man kunde kæle blidt, en Hustru, som — og dette jog hans Sanser til luende Ild — kunde modtage og give alle Lidenskabens Kærtegn. Naar han saa’ paa hende, forstod han, med hvilken udelt Hengivenhed og blind Ærbødighed hun bøjede sig for den Mand, der havde taget hende til sig og var hendes lovlige Herre.

Maaske hvis Fru Flemming havde koketteret med ham, vilde han ikke følt saaledes. Men hun antydede intet andet end den nydeligste Selskabsvenlighed. Hun delte sig ligeligt mellem Generalen, som dog kun krævede saare liden aandelig Bespisning, og Kragh, der intet anede af hverken Mad eller Drikke, saa betagen var han, naar blot en Fold af den bløde Kjole strejfede hans Fod. Fru Flemming talte venligt med ham om hans Kone og hans yndige lille Pige, om hvor de var paa Landet, om hvorlangt saadant et rigtigt landligt Jyllandsophold maatte foretrækkes for denne Strandvejsøstergade, om at Flemming desværre maatte bo nær ved Kjøbenhavn, om Kraghs store Arbejde paa Kontoret — alt paa den mest dameagtige Maade. Uden at se ham ind i Øjnene, uden at bøje sig henimod ham, uden at kokettere hverken med Blik eller Smil eller nogen Bevægelse af sit Legeme eller noget Ord af sin Mund. Hvad hun sagde var ganske indholdsløst, men Ordene gled hen over Kragh som en mild Varme. Livets højeste Lykke maatte det være, om en saa rolig og blid Kvinde bøjede sit Gazelle-Hoved mod hans Bryst.

Og Modsætningen mellem hende og de andre Damer opflammede ham endnu stærkere. Han maatte sammenligne hende med den ikke langtfra siddende Fru Duncker, der var anbragt imellem Husherren og en yderst formaaende Bankdirektør. Hun var klædt i en skinnende rød Silkekjole, nedringet for og bag. Udskæringen løb ned i en Spids, saalangt den overhovedet kunde. De to Herrers Blik løb med snart foran, snart bagved, eftersom den smukke Dame vendte sig mod den ene eller den anden. Og stadig truedes der med Overskridelser.

Flemming var ikke ret fornøjet med den Opmærksomhed, hans smukke Veninde viste ham. Efter hin tantaliserende Aftenkørsel var der kommet mange smaa Hændelser af ganske lignende Art. Flemming var ikke rykket et Skridt videre frem. I en flygtig Stund: ved en Formiddagsvisit, hvor han traf Fruen ene, ved et Aftenbesøg, hvor han efter Aftale var ligesaa heldig, ved en hastig Køretur fik han den smukke Dames fortryllende Person overladt til en øm Omfavnelse og en hidsig Kæling, men det blev ved Udenværkerne. Ikke fordi Fruen gjorde sig saare dydig — hun førte tværtimod et yderst dristigt Sprog og behagede sig i kønslige Hentydninger — men dels ytrede hun den største Afsky for at ødelægge sin sirlige Person og sin slanke Taille ved Barnefødsler og dels paastod hun at være kold. Naar hun laa i hans Arm og overkyssede ham, medens hans Hænder gav hende de intimeste Kærtegn, forsikrede hun ham om, at Mandfolk egentlig var hende imod. Da fik han den største Lyst til i de værste Ord at bede hende rejse Fanden i Vold, men dyede sig. Situationen var ikke helt ubehagelig, og krydret med et tiltalende Raffinement. Trods sin alt overskridende Nedringethed var nemlig Fru Duncker en ganske uangribelig Dame, og netop at hun overfor Verden holdt sig saa korrekt og knejsende, smigrede Flemmings Forfængelighed, naar han nød de haandgribeligste Beviser paa hendes Yndest. Hun havde sin Særhed, en fordømt kedelig Særhed og ikke let forstaaelig, efterdi hendes Tanker dog altid kresede om Elskovens dybeste Fortrolighed, men naar denne Særhed undtoges, var hun en Elskerinde, som tilfredsstillede baade en Mands Sanser og hans Forfængelighed.

Dog idag var det helt galt for ham. Vel aabnede Fru Duncker ham den mest henrivende Udsigt til svulmende Snebjerge, hver Gang hun vendte sig imod ham, og vel mærkede han, at et Silkeknæ stod fast mod hans Ben, men han led under en plagende Vished om, at den samme Sne-Udsigt ogsaa tilstodes Fruens anden Nabo, Direktøren, og han nærede en ubehagelig Mistanke om, at det andet Silkeknæ støttede dennes magre Ben. I hvert Fald havde den lille tynde og blege Almægtighed i Banksager faaet et Par hede Pletter i Kinderne. Fru Duncker havde desuden betroet Flemming, at hun gærne vilde opnaa en Assistentplads i Banken for en fattig ung Mand, hvem hun interesserede sig for. Fruen besad nemlig ogsaa den Dyd: at dyrke Veldædigheden.

Flemming saa’ intet mærkværdigt deri, men andre Tanker løb ham rundt i Hovedet. Der var gaaet slemme Rygter om Duncker for nogen Tid siden. Børsen havde ment, at han havde vovet sig for langt ud med Spekulationer. Samtidigt havde han lavet sin store Fabrikvirksomhed om til et Aktieforetagende, tydeligt nok for at skaffe Penge. Men hvad hjalp Aktieselskabet, saalænge han selv sad med alle Aktierne paa Haanden? Og en Stund tegnede det hertil. Børsen havde holdt sig tilbage og ikke taget Notits af et Papir, der kun var paa en eneste Mands Hænder. I denne Nød var det, at Bankdirektøren var traadt til som en frelsende Engel, idet Banken havde overtaget største Parten af Aktierne og solgt dem igen til de godtroende Sjæle, der blindt stolede paa den lille Mands Forretningsgeni. Hvormeget eller hvorlidet Fru Duncker vidste om den Krise, der var overgaaet hendes Mands Affærer — det anede selvfølgeligt ingen uden Duncker: han havde maaske intet fortalt hende rentud, men Fru Duncker besad et fint Øre for Guldets Klang og hun havde sikkert forstaaet en halvkvædet Vise. Hun havde dog tilsyneladende intet forandret i sin Optræden, kørt lige stolt og brusende omkring — men Flemming havde en sikker Fornemmelse af, at Fruen havde været en nyttig Allieret for sin Mand. Denne havde benyttet hans juridiske Bistand — foruden andres, thi Duncker gav Ingen fuldt Kendskab til sine Forhold. Flemming havde maattet tage adskillig Affære for den store Pengemand, men ofte havde han til sin Forundring fundet Vejen tilrettelagt, Stemningen forberedt, Sindene beroligede. Der manglede hyppigt kun Underskriften, og naar denne paafulgte, syntes Flemming undertiden, at det var den smukke Frues hvide, juvelbesatte Haand, der førte Pennen.

Han led ikke dette; han holdt ikke af at figurere som en almindelig Menig imellem den blændende Dames Tropper. Og denne Middag plagede disse Tanker ham stærkere, fordi Fruen saa ganske ligeligt delte sin Person mellem ham og den tynde Mand. Undertiden forekom det ham som om hun virkelig var delt i to Halvdele, hvoraf han og Banken hver havde sin.

Han bebrejdede sig selv, at han ikke kastede hende fra sig, saaledes som han mange Gang følte Lyst til netop i deres hedeste Øjeblikke. Men han kunde ikke. Saa’ han sig om i Selskabet, interesserede ingen af de tilstedeværende ham, hverken de formaaende og formuende Herrer eller de velklædte Gammelkoner og Ungfruer. Med de andre Damer blev baade Samtale og Galanteri kun Hoveri. Hvorimod Fru Duncker altid var værd at belejre og ikke mindre fristende, fordi hun bestandigt lod sig attraa og aldrig gav sig helt hen. Men unægteligt vilde det ydmyge ham, hvis hun drev sit Spil ogsaa med andre. Og derfor generede Bankdirektøren ham usigeligt; dog naar han hentydede til sine Kvaler overfor sin smukke Veninde, lo hun blot og svarede med et ømt Tryk af Silkeknæet — hvad der ingenlunde forbedrede hans Humør.

Fra sin Plads kunde Kragh se hele denne Ageren. Selv om han ikke fattede alle dens Enkeltheder, begreb han dog let Sammenhængen. Ja, han spurgte sig selv, om der ved hele Bordet egentlig fandtes nogen, der ikke forstod Fru Dunckers ublu Koketteri — uden Fru, Flemming. Og hun steg derved i hans Beundring. Ja, man kunde kalde hende dum, fordi hun ikke saa’ tværs igennem de Intriger, der spandtes omkring hende, og fordi hun ikke krævede sin Mand til Regnskab — men han elskede hende, fordi hun var saa ganske udenfor hele det Smuds, i hvilket Mennesker vadede. Melitta, hun forstod alt og hun troede alt det onde, som tænkes kunde — og maaske ogsaa derfor gaves der ingen Hvile hos Melitta for den, hvis Sind var sygt og som førte Kamp med Samfundet.

Førte han da Kamp? Ja, i sit Hjærte. Han hadede dem, der sad her til Bords. Han følte, at denne Klike af Mænd gengav i et Miniaturbillede den større Kres af Velbaarne og Velfarne, der ejede Landet og som styrede det efter deres Tykke. Landet levede med de Kaar, den Dannelse, den Religion, de Sæder, som denne Kres undte andre — for de selv havde deres egne Livets Love. Han hadede Højesteretsassessoren derhenne, der dømte efter Regeringens og Regeringspartiets Ønske — Generalen, der som Kammerherre havde staaet bag Kongens Stol og efter Evne bidraget til Landets sølle Militarisme — Bankdirektøren, der levede af og for en Ring af beskyttede Kapitalister — Redaktøren, der hver Dag forsvarede alle Partiets Løgne og Gemenheder — Universitetsprofessoren, der som Minister fordrejede Lovene og kvalte det svage Frisind med Politiknipler og Præsteknebler. Her sad han som Samson mellem Filistrene — uden at kunne røre et Lem, thi der var ingen Kamp mulig. Man kunde ikke føre Kampen alene. Og Viljen til Strid var forlængst død ud: hver indrettede sig efter sin Lyst — de fleste bøjede sig for Overmagten — mange søgte Embede, Rang og Protektion — de bedste tav stille — og Folket var sløvt.

Og han selv! Ja, han var en ynkelig Samson. Thi Samson besad en Kraft, til hvilken han intet kendte, og Samson besad Dalila — indtil hun forraadte ham. Og han saa’ paa den blide, blonde Fru Bertha ved sin Side og ønskede i høj Grad at besidde hende — selv om hun senere skulde forraade ham. Kunde han nedlægge alle sine plagende Tanker i hendes milde Sind, turde han hvile sit trætte og glødende Hoved mod denne Barm, der hævede sig saa roligt bag den lyseblaa Kjole — hvilken Lykke!

Og medens han drømte om denne Lykke, konverserede Staklen sin Borddame om de aller almindeligste Ting fra Bladselvmord til Teaternyt, og medens han omskabte hende til en Fredens Engel, ærgrede hun sig lidt over den ukritiske og skødesløse Maade, hvorpaa han behandlede Bordets gode Sager. Han nød ikke, hvad han spiste, og tænkte ikke over, hvad han drak — i saa Henseende var Generalen hans Overmand. Det var godt nok med den uforstilte Beundring, der lyste ud af den unge Mands Blik, men Fru Bertha var en Smule bange for, at Fuldmægtigens Beundring let kunde gøre hende lidt latterlig i det øvrige Selskabs Øjne — hvis nogen da bemærkede den. Hun syntes, at hendes Veninde Fru Duncker engang imellem skottede hen til hende og hendes ene Bordkavallér med en skælmsk Mine, og at Annette samtidigt lod falde en lystig Bemærkning til Flemming, som dog ikke morede sig saa godt over hendes Indfald som hun selv.

Hvor lidet begavet Fru Flemming end var, saa saa’ hun ikke urigtigt i dette Punkt. Fru Duncker var heller intet Geni, men gaves der noget i Verden, som hun forstod sig paa, saa var det: Forelskelse, Flirt, Attraa og Sansernes hede Spil. Hun læste altid i en Mands Øjne, hvad han følte, og selv i Afstand var Kraghs Blik hende saa let forstaaeligt som en Abc. Hun misundte næsten Fru Flemming den flammende Lidenskab, der udstraalede fra Kragh — saa stærk en Attraa saa’ hun selv kun sjældent. Men hun morede sig ogsaa over, at medens Ægtemanden sad her og gjorde hende sin Kur, kurtiseredes Konen af Fuldmægtigen. Hun fornøjede sig med at gøre Flemming opmærksom derpaa, især fordi hendes juridiske Medhjælp plagede hende lidt for meget med hendes finansielle Ven. Og hun spurgte Flemming leende, om han maaske var galant imod sin Kone pr. Fuldmægtig.

Flemming var ikke sikker paa, at Fru Duncker havde Ret, skønt han stiltiende indrømmede hende grundig Erfaring i den Art Sager. Og selv om hun gjorde for meget ud af en selskabsuvant Mands forlegne Galanteri overfor Husets smukke Frue, pinte det ham dog, at Selskabet maaske iagttog og ræsonnerede paa samme Maade som Fru Duncker. Han syntes, at Kragh lignede en Puritaner, der havde forvildet sig ind imellem civiliserede Mennesker, og han forbandede den Gæld, hvori han følte sig staaende til Kragh og som havde foraarsaget denne Middagsindbydelse. Og i det Samme erindrede han, hvor hurtigt og hvor ivrigt hans Kone havde enedes med ham om Indbydelsen.

Var det muligt, var det tænkeligt, at Bertha, hans egen skikkelige Bertha kunde —! Han saa’ over paa hende: netop nu forlod hun Kragh og ofrede sig helt for Generalen, der mod Maaltidets Slutning trængte til at hygges om — han tabte sin Serviet, han spildte Vin, han saa’ ikke den, der vilde drikke med ham, og var selv altfor ivrig efter at henvende meningsløse Ord til baade Herrer og Damer. Et Blik paa Berthas fuldkomne Damesikkerhed og Værtindeelegance befriede Flemning ganske for enhver Mistanke om, at hun lod sig kurtisere af Kragh.

Derimod Kragh — han virkede som et mørkt Legeme i en lys, solbeskinnet Kres. Stemningen var nu paa sit højeste; alle talte og lo støjende, alle spiste og drak ivrigt — ene han sad dér uden Forstaaelse af Bordets Glæder: indbudt som Medvider i Husherrens Geheimeaffærer, forsøgte han ved Hjælp af Indbydelsen en Tilnærmelse til Hustruen.

Flemmings Ubehag ved Kragh steg til bestemt Uvilje. Men han var for Tiden en uundværlig Mand. Og pludselig greb Flemming sit Glas, fangede Kraghs Blik og hilste venligt og ligesom takkende paa ham. Og den Ulykkelige maatte tage sit Glas og drikke som høflig Gæst med den Mand, hvem han hadede, medens han ønskede, at Vinen maatte blive til Gift for den sejrrige Alexander, der havde ægtet Perserkongens blide Datter og ejede saa skønne Kurtisaner som den slanke Leontine og den yppige Anette.

Saa interessant var Kraghs Adfærd forekommet Fru Duncker, at hun efter Bordet lod ham forestille for sig. Hun vilde dog nok se denne romantiske Elsker nærved og grade Heden i hans Sjæl. Det var den skønneste Sommeraften med mild Luft og Solnedgang over Sundet, der laa blikstille som en Flod. Flemmings Have indbefattede en Skrænt, ned ad hvilken man kunde gaa til en smal Stribe Strand. Dernede var smaa intime Lysthuse, medens Haven oppe rummede gode skyggefulde Alléer, hvor der ved Aftentide blev saare mørkt. Fru Duncker prøvede først at gaa foran Kragh ned til Stranden, aabnende ham en skøn Udsigt til en rød Silkekjoles Udskæringer. Fruen var endog saa hensynsfuld at snuble over Skræntens Sten, saa at Kragh maatte gribe efter hende og støtte hende — hvad han udførte paa den allersømmeligste Maade. Dernæst indespærrede hun ham i et af Lysthusene og plantede sine begærlige Øjne ind i hans, medens hun indtrængende konverserede ham om Fru Flemmings utrolige Elskværdighed og Ynde. Og endelig tog hun en Tur med ham gennem den mørkeste Allé og fo’r adskillige Gange sammen overfor grufulde Trærødder og skrækindgydende Skrubtudser — alt uden Resultat. Kragh forblev kold og tør som Sten og Stok, saameget mere som han troede, at den nedringede Dame handlede af idel Nysgerrighed, maaske efter en Art Aftale med Flemming. Hun vilde maaske fritte ham ud, faa ham til at røbe, hvad han følte. Og han, som tabte sin Holdning overfor Fru Bertha, var fuldkommen sikker overfor Fru Duncker, der hverken imponerede eller fristede ham. Han viste sig velopdragen og rolig og samtalede med en smilende Belevenhed, der ikke smagte Fru Duncker. Hun havde slikket sig om Munden efter en anden Kost. Han forvirrede endda hendes Begreber: hun havde ventet at finde ham mere ungdommelig og modtagelig, og han syntes klogere end selve sin Principal. Og da hun talte til ham om Fru Flemming, samstemmede han med den korrekteste Høflighed i hendes Beundring. Havde hun taget fejl — var han ikke forelsket? Havde han maaske blot kedet sig med den dumme, flove Bertha ved Bordet? Men hvorfor paaskønnede han da ikke hendes Artighed? Disse Betragtninger bragte hende til at forny sine Angreb med stedse større Styrke, indtil hun pludselig opgav Kampen som haabløs og i en Fart afskedigede ham.

Et Øjeblik efter var Flemming ved hendes Side. Det unyttige Forsøg havde ophidset hende, saa da Flemming vilde angribe hende med Klager og Bebrejdelser, stoppede hun bogstaveligt Munden paa ham, idet hun i den mørke Allé lagde sig tæt ind til ham og trykkede sine Læber imod hans, medens hun samtidigt stønnede: »slip mig, De maa ikke; vi maa gaa, man kan se os«.

Og virkelig var der kun Tid til et Par Minutters Møde, thi hverken Flemming eller hun kunde blive borte fra Selskabet i længere Tid. Men Flemming var ligesaa ophidset som hun, og i vildt Begær trak han hende hen til en Bænk og ned paa sit Skød. Dog ligesaa hurtigt rev hun sig løs, sprang op og stod smilende foran ham.

»Du er dejlig,« stønnede han, »kom dog!«

Hun lo:

»Jeg tiltaler dig nok i Aften — synes du om min Kjole?

»Aa —«

»Synes du ikke om min Kjole?«

»Jeg synes om dig i den.«

»Ja, og hvad du ikke ser, er endnu smukkere,« — sagde hun og nærmede sig igen til ham med stort Kælenskab — »Silke helt igennem!«

Ved de sidste Ord blev Flemming pludselig kold. Hans Begær slappedes som ved en isnende Douche. Det var ganske underligt for ham. Just de selvsamme Ord havde han nylig hørt. Det var en lyksalig Nat, hvor han gennem Odense Bys mørke Gader havde naaet ud til en Havelaage, var gaaet gennem Haven til en Villa, havde set en lille Haand sagte aabne Døren, var bleven ført ind i et hyggeligt Soveværelse og havde taget i sine Arme en Engel, klædt i de mest indbydende Lag af fine Stoffer. Da han havde begyndt at fjærne de yderste Lag, havde Englen smilet og set triumferende paa ham og netop sagt de selvsamme Ord:

»Silke helt igennem!«

Han maatte forbavses: de to Damer, der var saa vidt forskellige og ingensomhelst Berøringspunkter havde, anvendte akkurat de samme Ord. Der kunde unægteligt tænkes et Berøringspunkt? Havde begge modtaget samme Vejledning af en raffineret Skønhedsdyrker? Skulde Duncker? —

Han vilde ikke forfølge Tanken videre. Og hans Værtpligter bød ham at vende hurtigst muligt tilbage til Selskabet sammen med Fru Duncker.

Selskabet opløstes tidligt, og Kragh var i Kjøbenhavn Klokken elleve. Han følte sig særdeles ensom, da han stod dér paa Klampenborgstationen i en Klynge af muntre Mennesker, der kom hjem fra Skoven. De sang og støjede, og mange elskende Par passerede ham forbi. Og da han naaede hen til Hjørnet ligeoverfor Tivoli, flammede det glade Kjøbenhavn omkring ham. Der hørtes stærk Musik fra alle Kanter, mange Lys straalede, Vogne og Sporvogne raslede afsted, og i den lyse, lumre Aften var Luften svanger med en brutal Elskovsdrift. Hvor Kragh saa’ hen, mødte hans Blik Mænd og Kvinder, der søgte sammen. Pyntede Fruentimmer strøg ham forbi; Variétéerne lokkede; underligt forkomne Eksistenser stod sammentrykte i Skyggen ved Cirkus og National. Det var et Triumftog af Skøger, Koblersker, Sutenører og gejle Mænd.

Han vendte sig ilde berørt bort fra Synet af denne elementære Livsglæde, som han ikke kunde dele. Han kunde vælge sig en af disse Kvinder og drikke sammen med hende for bagefter at tage hende i sine Arme. Han gad ikke tale til dem — hvad skulde han ogsaa sige til disse stakkels tilsmudsede Dyr? — og han væmmedes ved Tanken om deres Kys. Og dog hidsedes hans Sanser af Heden omkring ham: han fandt adskillige af de forbispaserende Kvinder smukke og maatte, for ikke at gøre Dumheder, sige sig selv, at nærmere Eftersyn hurtigt vilde forandre dette Indtryk. Han havde nogle Øjeblikke staaet stille og betænkt sig paa, om han skulde gaa ind i Tivoli og se lidt paa Folk, da han pludselig bemærkede et Par, der skred over fra National til Tivoli: han, lille og mager, hun, bred og fed og med et rødt svullent Ansigt under en uhyre Hat. Hun styrede frem som et drabeligt Skib med en Jolle ved Siden, og hun syntes ligesaa bestemt og selvglad som han svag og nervøst-dirrende.

Kragh saa’ efter Parret med opspilede Øjne. Var det muligt? Han tog ikke fejl: det var Thurø, som gik der med dette opsvulmede Kødbjerg under Armen, Thurø, den fine og gode Fyr i Følge med denne graadige Raahed. Hvilken Skændsel! Kragh forestillede sig uvilkaarligt Thurø hvilende i denne Kvindes Favn, medens hun sløvt taalte hans Kærtegn — og det gøs i ham.

Han trak paa Skuldrene og sukkede og gik hurtigt ud ad Vesterbro. Han tænkte meget paa Melitta, og han saa’ for sig det simple Soveværelse paa Faderens Gaard med de to Senge, i hvilke Melitta og Barnet nu sov trygt. Og han ønskede af al sin Sjæl, at han kunde indeslutte sin Verden i hin Stue.

Og da han saa kom ned ad Valdemarsgade, overraskede han selvfølgeligt den store Betjent i Funktion. Han havde posteret sig ikke langt fra Kraghs Bolig ved en lukket Gadedør, og op mod den stod en ganske ung Pige, næppe mer end seksten Aar gammel, i en tynd blaahvid Kjole, i Farven ikke ulig den, som Fru Flemming havde baaret ved Middagen. Tøjet var tyndt, og Pigen saa’ ud, som hun intet havde under Kjolen. Hun stod med halvtaabne Læber og sløve Øjne, lidt angst og meget hed, som en nyfigen Jomfru, der var prisgiven en Landsknægt. Og Betjenten med det brutale Bulbideransigt syntes at knuse hende under sit Legemes Vægt, medens han trængte hende op mod Gadedøren og tydeligt nok købslog om Betingelserne for sin Overbærenhed.

Kragh betragtede Gruppen med det inderligste Ubehag. Pigen lignede en vild, stærkt duftende Blomst — og Betjenten var den hensynsløse Bestialitet. For den voksede der Blomster allevegne.

Han gik op i sit hede Sovekammer, skiftede Dragt og satte sig ind i sit Arbejdsværelse. Han forsøgte at læse et stort Værk om Retsfilosofi, men formaaede ikke at holde Tankerne samlede. Saa opgav han mismodig Bogen, slukkede Lampen og satte sig hen til Vinduet, fordybet i sorgfulde og pinende Tanker, indtil Morgenen endelig bragte ham Sovelyst.