Døden i Venedig/2
ANDET KAPITEL
Forfatteren til det klare og mægtige Prosaepos om Frederik af Prøjsens Liv; den taalmodige Kunstner, der med mangeaarig Flid vævede det figurrige Romantæppe, der samlede saa mange forskellige Menneskeskæbner i Skyggen af en Idé og som bar Navnet „Maja“; Skaberen af den stærke Fortælling, der er betitlet „En elendig“ og viste en hel taknemmelig Ungdom Muligheden for moralsk Fasthed bag den dybeste Erkendelse; Forfatteren endelig (og dermed er hans Modningstids Værker i al Korthed betegnede) til den lidenskabsfyldte Afhandling om „Aand og Kunst“, hvis ordnende Kraft og antitetiske Veltalenhed foranledigede alvorlige Kritikere til at stille den umiddelbart ved Siden af Schillers Ræsonnement om naiv og sentimental Digtning: Gustav Aschenbach var født i L., en Kresby i Provinsen Schlesien, som Søn af en højere Justitsembedsmand. Hans Forfædre havde været Officerer, Dommere, Funktionærer i Administrationen, Mænd, der havde levet deres korrekte, anstændigt tarvelige Liv i Kongens, Statens Tjeneste. Et betydeligere aandeligt Liv havde én Gang, i Skikkelse af en Præst, legemliggjort sig iblandt dem; livligere, mere sanseligt Blod var i forrige Generation tilført Familien gennem Digterens Moder, der var Datter af en bøhmisk Kapelmester. Fra hende stammede Kendetegnene paa fremmed Race i hans Ydre. Forbindelsen mellem tjenstlig nøgtern Samvittighedsfuldhed og mere uklare, ildfuldere Impulser skabte en Kunstner og denne særegne Kunstner.
Da hans hele Væsen var indstillet paa Berømmelse, viste han sig, om ikke egentlig tidligmoden, saa dog, takket være Fastheden og den personlige Prægnans i hans Tonefald, tidligt egnet for og moden til offentlig Fremtræden. Medens han endnu var Gymnasiast, havde han næsten et Navn. Ti Aar senere havde han lært, ud fra sit Skrivebord at repræsentere, at administrere sin Berømmelse, at være elskværdig og stor i Breve, der maatte være korte (thi mange Krav trænger sig ind paa den, der er naaet frem, den, der indgyder Tillid). Da han var fyrretyve Aar, havde han, udmattet af det egentlige Arbejdes Strabadser og Omskiftelser, daglig en Post at faa Bugt med, der bar Frimærker fra Alverdens Lande.
Ligesaa langt fjernet fra det banale som fra det ekscentriske, var hans Talent skabt til paa én Gang at vinde det brede Publikums Tillid og de kræsnes beundrende, fordringsfulde Deltagelse..
Allerede som ungt Menneske fra alle Sider forpligtet til Ydelse ― tilmed af det overordentlige ― havde han aldrig kendt Lediggang, aldrig Ungdommens sorgløse Ligegladhed. Da han omkring sit femogtredivte Aar blev syg i Wien, ytrede en fin Iagttager om ham i et Selskab: „Ser De, Aschenbach har altid kun levet saaledes" ― og den talende knyttede den venstre Haand ―; aldrig saaledes“ ― og han lod den aabne Haand mageligt hænge ned fra Stolens Ryg. Det var rammende, og det tappert-moralske derved var det, at hans Natur var alt andet end robust og kun kaldet til, ikke egentlig født til stadig Anspændelse.
Paa Huslægens Foranledning havde Drengen ikke gaaet i Skole, men var bleven henvist til Hjemmeundervisning. Ene, uden Kammerater, var han vokset op og var dog tidligt kommen til Erkendelse af, at han tilhørte en Slægt, i hvilken ikke Talentet, men vel den fysiske Basis, som Talentet behøvede for at udfolde sig, var en Sjældenhed, ― en Slægt, der tidligt plejer at give sit bedste og i hvilken Evnerne sjældent bevarer sig højt op i Aarene. Men hans Valgsprog var „Hold ud,“ ― han saa i sin Frederik-Roman ikke andet end Apoteosen af dette Kommandoord, der fremtraadte for ham som Indbegrebet af en Dyd, virksom under Lidelser. Han nærede ogsaa et brændende Ønske om at blive gammel, thi han havde altid ment, at virkelig stort, omfattende, ja i Sandhed Ærbødighed værd, kunde kun det Kunstnerliv kaldes, som det var bleven givet at være karakteristisk frugtbart paa alle Trin af det menneskelige.
Da han altsaa vilde bære de Opgaver, hans Talent bebyrdede ham med, paa svage Skuldre og gaa langt, saa trængte han højlig til Tugt ― og Tugt var jo til al Held hans medfødte Arvepart fra fædrene Side. I Fyrrerne, i Halvtredserne, ja allerede i en Alder, da andre ødsler, sværmer, trøstig opsætter Udførelsen af store Planer, begyndte han sin Dag tidligt med en Douche koldt Vand over Bryst og Ryg, og ved et Par høje Vokslys i Sølvstager foran Manuskriptet bragte han derpaa fanatisk samvittighedsfuldt i to, tre Morgentimer de Kræfter, han havde samlet i Søvnen, Kunsten som Offer. Det var tilgiveligt, ja det betød ret egentlig en Sejr for hans Moralitet, naar ukyndige ansaa Maja-Verdenen eller de episke Masser, i hvilke Frederiks Helteliv oprullede sig, for Produktet af sluttet Kraft og et langt Aandedræt, medens de tværtimod var opstablede til Storhed i mangt et lille Dagværk af hundreder og atter hundreder af enkelte Inspirationer. Kun af den Grund var de saa absolut og paa ethvert Punkt udmærkede, at deres Skaber med en Udholdenhed i Viljen og en Sejghed lig den, der erobrede hans hjemlige Provins, i Aarevis havde holdt ud under et og det samme Værks Spænding og til den egentlige Fremstilling udelukkende havde anvendt sine stærkeste og værdigste Timer.
For at et betydeligt Aandsprodukt paa Stedet skal være i Stand til at udøve en bred og dyb Virkning, maa der bestaa et hemmeligt Slægtskab, ja en Overensstemmelse mellem dets Ophavsmands personlige Skæbne og Gennemsnittet af den samtidige Slægt. Menneskene ved ikke, hvorfor de bereder et Kunstværk Berømmelse. Langtfra at være Kendere, tror de at opdage hundreder af Fortrin derved, der kan berettige saa stort et Bifald; men den egentlige Grund til dette er noget, der ikke kan defineres, det er Sympati. Aschenbach havde engang paa et lidet fremtrædende Sted umiddelbart udtalt, at næsten alt, hvad der findes af stort, staar som et Desuagtet, er opstaaet trods Sorger og Plager, Fattigdom, Forladthed, legemlig Svaghed, Laster, Lidenskaber og tusender af Hindringer. Men det var mere end en Bemærkning, det var en Erfaring, var ligefrem Formlen for hans Liv og Berømmelse, Nøglen til hans Værk; hvad Under altsaa, naar det ogsaa var hans mest ejendommelige Figurers moralske Karakter, deres ydre Fysiognomi?
Om den nye, i mangfoldige individuelle Skikkelser tilbagevendende Heltetype, som denne Forfatter yndede, havde allerede tidligt en klog Analytiker skrevet: at han var Undfangelsen af „en intellektuel og ynglingeagtig Mandighed, der i stolt Undseelse bider Tænderne sammen og roligt bliver staaende, medens Sværdene og Spydene gaar gennem dens Krop.“ Det var smukt, aandrigt og eksakt, selv om det tilsyneladende var fremstillet altfor passivisk. Thi Holdning i Skæbnen, Ynde i Pinslen betyder ikke blot et Martyrium; det er en aktiv Ydelse, en positiv Triumf, og Sebastian-Skikkelsen er det skønneste Sindbillede, om ikke paa Kunsten overhovedet, saa dog sikkert paa den Kunst, der er Tale om. Saa man ind i denne fortalte Verden, saa man: den elegante Selvbeherskelse, der til det sidste Øjeblik skjuler en indre Undergravning, det biologiske Forfald, for Verdens Øjne; den gule, sanselig anstukne Hæslighed, der formaar at puste sin ulmende Brunst op til den rene Flamme, ja at svinge sig op til Herredømmet i Skønhedens Rige; den blege Afmagt, der fra Aandens glødende Dyb henter Kraft til at kaste et helt overmodigt Folk ned for Korsets Fødder, for sine Fødder; den elskværdige Holdning i den tomme og strenge Dyrkelse af Formen; det falske, farlige Liv, den fødte Bedragers hurtigt enerverende Længsel og Kunst: betragtede man al denne Skæbne og meget andet lignende, saa kunde man fristes til at tvivle om, hvorvidt der overhovedet gives et andet Heltemod end Svaghedens. Hvilken Heroisme vilde i ethvert Fald være mere tidssvarende end denne? Gustav Aschenbach var alle deres Digter, der arbejder ved Randen af Udmattelse, de overbebyrdedes, deres, der endnu holder sig oppe, alle disse Præstationens Moralister, der, spinkle af Vækst og karrige paa Midler, ved Viljeekstase og klog Forvaltning i det mindste en Tid lang udnytter Virkningerne af Storheden. Der er mange af dem, de er Tidsalderens Helte. Og de genkendte alle sig selv i hans Værk, de fandt sig selv stadfæstede, opløftede, besungne deri, de skyldte ham Tak, de forkyndte hans Navn.
Han havde været ung og raa sammen med sin Tid og, raadet slet af denne, var han offentlig snublet, havde begaaet Misgreb, stillet sig blot, i Ord og Handling gjort sig skyldig i Anstød mod Takt og Besindighed. Men han havde vundet den Værdighed, til hvilken der, som han paastod, er ethvert stort Talent en naturlig Trang og Spore medfødt, ja, man kan sige, at hans hele Udvikling havde været en bevidst og trodsig Opstigning til Værdighed, en Opstigning, der lod alle Tvivlens og Ironiens Hemninger bagved sig.
En livagtig Haandgribelighed i Formen, uden nogen Forpligtelse med Hensyn til Aand, er de borgerlige Massers Fryd, men lidenskabelig absolut Ungdom fængsles kun af det problematiske og Aschenbach havde været saa problematisk, havde været saa absolut som nogen Yngling. Han havde trællet for Aanden, drevet Rovdrift med Erkendelsen, formalet sin Udsæd, prisgivet Hemmeligheder, mistænkeliggjort Talentet, forraadt Kunsten, ― ja, medens hans Billedværker underholdt, opløftede, opmuntrede de i god Tro nydende, havde han, den ungdommelige Kunstner, holdt de tyveaarige i Aande ved sine Kynismer om det tvivlsomme ved Kunstens Væsen, ja ved selve det at være Kunstner.
Det synes imidlertid, som om en ædel og dygtig Aand ikke afstumpes hurtigere, grundigere mod noget end mod Erkendelsens skarpe og bitre Pirring; og vist er det, at Ynglingens i Tungsind mest samvittighedsfulde Grundighed kan betegnes som Overfladiskhed i Sammenligning med den dybe Beslutning hos den Mand, der er bleven til Mester, om at benægte en Viden, afvise den, gaa hen over den med hævet Hoved, saafremt den i ringeste Grad er egnet til at lamme, at tage Modet fra, at nedværdige Viljen, Handlingen, Følelsen, ja selv Lidenskaben. Hvorledes kan vel den berømte Fortælling om „den elendige“ tydes anderledes end som et Udbrud af Lede ved Tidens uanstændige Hang til Psykologi, legemliggjort i hin bløde og dumme Halvskurks Figur, der tilsniger sig en Skæbne, idet han i Afmagt, af Lastefuldhed, af etisk Veghed driver sin Hustru i Armene paa en Flødeskæg og tror ud fra sit Smertens Dyb at have Lov til at begaa Lumpenheder? Vægten af det Ord, hvormed her det forkastelige forkastedes, forkyndte en Bortvenden fra al moralsk Tvivl, fra enhver Sympati med Afgrunden, Frasigelsen af Slapheden i den Medlidenhedssætning, at det at forstaa alt betyder at tilgive alt, og hvad der her forberedtes, ja allerede fuldbyrdedes, var hint „den genfødte Uhildetheds Under“, paa hvilket lidt senere i en af Forfatterens Dialoger Talen udtrykkelig faldt, og ikke uden en vis hemmelighedsfuld Betoning. En mærkelig Sammenhæng! Var det en aandelig Følge af denne „Genfødelse“, denne nye Værdighed og Strenghed, at man paa samme Tid iagttog en næsten overvættes stærk Vækst i hans Skønhedssans, denne adelige Renhed, Simpelhed og Symmetri i Udformningen, der fra nu af meddelte hans Produktion et saa fremtrædende, ja villet Præg af Mesterlighed og Klassicitet? Men moralsk Fasthed bag en Viden, den opløsende og hemmende Erkendelse, ― betyder den ikke paa den anden Side en Simplificering, en moralsk Enfoldiggørelse af Verden og Sjælen og altsaa ogsaa en Styrkelse til det onde, forbudte, til det moralsk umulige? Og har Form ikke to forskellige Ansigter? Er den ikke paa én Gang moralsk og umoralsk, ― moralsk som Resultat af og Udtryk for Tugten, men umoralsk, ja endog fjendtlig mod Moralen, forsaavidt som den af Naturen i sig indeslutter en moralsk Ligegyldighed, ja i væsentlig Grad bestræber sig for at bøje det moralske under sit stolte og uindskrænkede Scepter.
Hvorledes det nu end var! En Udvikling er en Skæbne; og skulde ikke den forløbe anderledes, der følges af en udstrakt Offentligheds Deltagelse, af Massetilliden, end den, der fuldbyrdes uden Berømmelsens Glans og Forpligtelser? Kun den, der altid føler zigeuneragtigt, finder det kedeligt og er tilbøjelig til at spotte, naar et stort Talent vokser ud af den libertinske Puppetilstand, vænner sig til udtryksfuldt at iagttage Aandens Værdighed og antager en Ensomheds hofmæssige Sæder, en Ensomhed, fuld af trodsige, strengt selvstændige Lidelser og Kampe og som har bragt det til Magt og Ære blandt Menneskene. Hvormegen Leg, Trods, Nydelse er der forøvrigt ikke i Talentets Selvformelse! Der kom med Tiden noget officieltopdragende i Gustav Aschenbachs Fremstillinger, hans Stil savnede i senere Aar de umiddelbare Dristigheder, de subtile og nye Afskygninger, den forvandlede sig til det mønstergyldigt-fæstnede, det slebent-traditionelle, det bevarende, formelle, ja selv formelagtige, og ligesom Overleveringen vil vide det om Ludvig XIV, saaledes banlyste Aschenbach, da han kom op i Aarene, ethvert simpelt Ord af sit Sprog. Dengang skete det, at Undervisningsmyndighederne optog udvalgte Sider af ham i de foreskrevne Skole-Læsebøger. I hans stille Sind passede dette ham, og han undslog sig ikke, da en tysk Fyrste, der lige var kommen paa Tronen, paa hans halvtredsindstyvende Fødselsdag tildelte „Frederik“s Digter den personlige Adel.
Efter nogle Uroens Aar, nogle Forsøgsophold hist og her valgte han tidligt München til vedvarende Opholdssted og levede der i borgerlig Agtværdighed, saaledes som denne i særlige Tilfælde bliver Aanden til Del. Det Ægteskab, han i en endnu ung Alder havde indgaaet med en ung Pige af lærd Familie, opløstes efter en kort, lykkelig Tid ved Døden. En Datter, der allerede var gift, var levnet ham. Nogen Søn havde han aldrig haft.
Gustav von Aschenbach var noget under Middelhøjde, brunet, glatraget. Hans Hoved fremtraadte lidt for stort i Forhold til den næsten sirlige Skikkelse. Hans bagtil børstede Haar, udtyndet paa Issen, ved Tindingerne meget fyldigt og stærkt graanet, omgav en høj, kløftet og ligesom arret Pande. Buen paa et Par Guldbriller med Glas uden Rande skar ind i Roden af den korte, ædeltformede Næse. Munden var stor, ofte slap, ofte pludselig smal og spændt; Kindpartiet magert og furet, den veldannede Hage blødt kløftet. Betydelige Skæbnetilskikkelser syntes at være gaaet hen over dette Hoved, deri Reglen var bøjet lidende til Siden, og dog havde det været Kunsten, der her havde overtaget denne fysiognomiske Omformning, der ellers er et tungt, bevæget Livs Værk. Bag denne Pande var de funklende Replikker i Samtalen mellem Voltaire og Kongen om Krigen født; disse Øjne, der saa mat og dybt ud gennem Glassene, havde set Lasaretternes blodige Inferno under Syvaarskrigen. Ogsaa personlig taget er jo Kunsten et forhøjet Liv. Den gør dybere lykkelig, den fortærer hurtigere. Den indgraver i sin Tjeners Ansigt Sporene af imaginære og aandelige Eventyr, og den fremkalder, selv naar den ydre Tilværelse præges af klosterlig Stilhed, i Længden en saadan Forvænthed, Overforfinelse, Træthed og Nysgerrighed hos Nerverne, som et Liv fuldt af udsvævende Lidenskaber og Nydelser næppe vilde have været i Stand til at frembringe.